Vi har ikke siddet på skødet og fået knus

Transkript

1 DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET Vi har ikke siddet på skødet og fået knus - En antropologisk analyse af et værested for tidligere anbragte Charlotte Cécile Renard Nr. 282/2011 Projekt- & Karrierevejledningen

2 Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 282/2011 Vi har ikke siddet på skødet og fået knus Charlotte Cécile Renard ISSN: ISBN: Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- & Karrierevejledningens hjemmeside. Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade København K [email protected]

3 Vi har ikke siddet på skødet og fået knus - En antropologisk analyse af et værested for tidligere anbragte Charlotte Cécile Renard Kandidatspeciale Vejleder: Tine Tjørnhøj-Thomsen Institut for Antropologi Københavns Universitet Afleveringsdato: 1. november 2010.

4 Vi har ikke siddet på skødet og fået knus. - En antropologisk analyse af et værested for tidligere anbragte [...] Da jeg var færdig med at være anbragt efter alle de her år og skulle ud og klare mig i samfundet, så var det ligesom at gå i land på et koralrev, [ ] det skær man sig faktisk på...og det var farefuldt og det var meget svært at gå i land. [ ] Det at være tidligere anbragt, det er jo [ ] ligesom man kunne forstille sig med en plante, man planter ude i haven. Og så går der et halvt år, så finder man faktisk ud af, at den plante den skal flyttes over til det andet hjørne af haven. Sådan gør man, og så et halvt år yderligere, og så ved vi alle, hvordan det går med sådan en plante, at den har ikke særlig gode vækstbetingelser, fordi rodnettet og vand og alt det her... og det eneste vi faktisk laver i Baglandet, det er, at vi tager os af de planter, som faktisk har et et lidt dårligt rodnet, og dem prøver vi at passe og pleje og give omsorg, så de også bliver voksne og fine træer, som kan bidrage til vores samfund. (Uddrag fra Baglandets leder, Lorentz Lindemanns, takketale ved overrækkelsen af en af Kronprinseparrets små Sociale Priser til Baglandet København d. 30. september 2010). Forsideillustration af: Louise Christensen og Mads Danker Danielsen 1

5 Tak Tak til Baglandet, ansatte såvel som baglændere, der tog imod mig med gæstfrihed og knus. Tak for den tillid I har vist mig ved at åbne døren til jeres sted, jeres verden, jeres tanker og jeres glæder såvel som bekymringer og tillod mig at udføre feltarbejde hos jer. Også tak til min vejleder Tine Tjørnhøj-Thomsen, der fra begyndelsen af har vist interesse og engagement for projektet, og hvis altid konstruktive kritik har været en stor hjælp. 2

6 Information og læsevejledning Alle personer i dette studie optræder under pseudonymer med undtagelse af Baglandet Københavns stifter og leder, Lorentz Lindemann. Hvor der ikke er en særlig pointe i, at der er tale om lederen, benævnes han som en ansat på lige fod med de øvrige ansatte. Kursiv markeringer anvendes ved introduktion af analytiske begreber samt ved egne særlig fremhævelser. Dobbelte anførselstegn anvendes ved lokale termer og citater. 3

7 Indholdsfortegnelse: 1. Indledning På vandring i Baglandet Problemfelt Vejen gennem specialet Kontekst Introduktion til Baglandet Den regionale kontekst Danske anbringelsestraditioner i en skandinavisk kontekst Landet omkring Baglandet Metode og etik At mestre den lokale fortælleform Den svære tillid Den intersubjektive arena og positionerne Fortællerum som analysemetode Historiefortællingens rum Den tidligere anbragthed og forestillingen om den fælles fortid Groteske fortællinger og fællesskab Fortællerum 1: de groteske fortællinger Case: A Case: B Det groteske som norm Grænsedragning og kategorisering Identifikation og anormalitet Den liminale refleksion Betwixed og between Kammeratskab, mødet med det groteske og refleksion Opsamling Vejrmelding og personskabelse Fortællerum 2 Vejrmeldingen Personskabelse i fællesskabet Fortælleformen og det psykologiserede rum Opsamling Hjemlighedens dobbeltheder Skabelse af hjemlighed Fællesspisning Slægtskabsterminologi Knus og kram Fortællerum 3: modbilleder på hjemlighed Den lukkede dør De ansattes dobbeltrolle Opsamling Ufortalte fortællinger og brugernes hverdag Fortællerum 4: De ufortalte fortællingers rum Jeg har fandeme klaret mig i år alene! Fra gode intentioner til klientgørelse Baglandet i verden - diskussion af socialpolitiske væresteder Opsamling Konklusion Abstract Litteratur

8 11.1 Hjemmesider Avisartikler

9 1. Indledning 1.1 På vandring i Baglandet Baglandet København er et værested for unge og voksne, der har været anbragt uden for hjemmet som børn; tidligere anbragte kalder de sig selv. Baglandet har til huse i en stor, højtliggende stuelejlighed i indre København og her mødes baglænderne 1 og de ansatte, tre gange om ugen og spiser, snakker og drikker kaffe. Det er her, jeg har lavet feltarbejde. Det første jeg ser, når jeg træder ind i Baglandets store entré, er et sofaarrangement med sofabord og lænestole. På væggene i entréen hænger to store billedrammer med kollager af hhv. nuværende og tidligere baglændere. Jeg kaster altid et blik på dem, når jeg kommer, og jeg betragter dem også ofte i løbet af dagen. Med tiden kan jeg genkende de fleste af dem, der fra billedrammerne smiler ned til mig. Også folk, jeg ikke har mødt, er blevet præsenteret for mig af forskellige baglændere, når jeg har bedt dem om at fortælle mig om billederne. Jeg kan genkende billedet af Ane, der om nogen har gjort det klart for mig, hvor svært det er som udefra kommende at skabe tillid til baglænderne. Hun er en af mine hovedinformanter, og jeg kan mærke, at hun gerne vil dele sine synspunkter med mig, selvom hun har svært ved at have tillid til nye mennesker. Det er noget, hun ikke lægger skjul på, og nogle dage vinder usikkerheden, og jeg kan mærke, at hun trækker sig væk fra mig. Andre dage svarer hun glædeligt på mine spørgsmål og fortæller mig yderligere, hvad hun anser for relevant, at jeg undersøger. Jeg flytter blikket fra billedet af Ane til billedet af en smilende ung kvinde, Sandra. Jeg mindes vores samtale om, at det er en integreret del af den måde, man omgås i Baglandet, at give knus. Hun illustrerede betydningen af det fysiske fællesskab for mig og var også med til at sætte fokus på den ambivalens mange baglændere i starten oplever i forhold til at give knus. Fra Sandra falder mit blik på billedet af Jens. Han italesatte som den første af mange betydningen af, at baglænderne og de ansatte på mange måder har en fælles fortid, som bevirker, at han føler sig 1 Baglændere er den identitetsskabende betegnelse for brugerne af Baglandet. En betegnelse, der er valgt for at signalere, at Baglandet er deres sted og for at lægge afstand til ord som klient og bruger. 6

10 tilpas i Baglandet. Alle har oplevelser, der gør dem i stand til at forstå de andre. Karina, Sigrid og flere andre rettede mit fokus på både indholdet og formen af de måder, historier fortælles i fællesrummet. Jeg hænger min jakke på stumtjeneren og kaster et blik på billederne af Stine og Dina, der med deres kritiske fortællinger om stedet bl.a. satte fokus på, at der eksister en dobbelthed både i den måde hjemlighed forstås og i selve organiseringen af væresteder. Fra entréen kigger jeg til venstre ind i den store stue for at se, om der er nogen. I stuen står det store spisebord, som bliver brugt ved højtiderne - til julemiddagen og påskefrokosten. Til dagligt sidder der nogle gange baglændere rundt om det og snakker, hvis de da ikke sidder i køkkenet. I stuen står også tv'et, der ikke er sat til, og på væggene hænger to store billedrammer med flere fotos. Fra hver sin side af stuen går døre ind til de ansattes kontorer. Dørene er altid åbne, hvis der altså ikke er en samtale derinde. På kontorerne står de ansattes skrivebord og computer samt nogle personlige ejendele. Det er her de private samtaler med baglænderne foregår, så der er også ekstra stole. I dag er der ikke nogen i stuen, så jeg kigger kort ind i bestyrelseslokalet, hvor døren står åben. Her holder Baglandets bestyrelse sine møder, men til hverdag bliver det brugt af baglænderne til at tage en lur på sofaen alene med lukket dør, selvom flere baglændere også benytter sig af sofaen i entréen til at tage en lur, fordi de her kan høre vores andres rumsteren. Fra entréen går jeg ned ad den lange gang til køkkenet, hvorfra jeg kan høre stemmer. På vejen kommer jeg forbi det halvtomme computer-/lektierum. Her føles altid halvkoldt og halvmørkt, selvom lyset er tændt og væggene udsmykket med farverige malerier, malet af baglændere gennem tiden. Fra computerrummet kan man gå direkte ind i malerrummet, et lille rum fuld af diverse malergrej. Den lange gang fører også forbi det bitte lille toilet, som er husets eneste. For enden af gangen ligger køkkenet, der er livsnerven i huset. Der er altid lunt og rundt om det lille spisebord sidder næsten altid folk og snakker, spiser og drikker te eller kaffe. I dag er ingen undtagelse. Køleskabet er altid bugnende fuldt, og alle er velkomne til at smøre sig en mad, når de 7

11 kommer. Faciliteterne til madlavning er ikke særlig gode. Der er et par kogeplader, der ikke virker optimalt og ingen rigtig ovn 2. Alligevel er det her, at størstedelen af tiden bliver tilbragt og også her, at dagens hovedbegivenhed, fællesspisningen, foregår. Jeg går rundt om spisebordet og giver knus til de tilstedeværende, inden jeg tager en kop, sætter mig ned og spørger: Er der varmt vand på kanden?. 1.2 Problemfelt Nogle unge ved ikke, hvordan de skal vaske tøj, søge om boligsikring, eller hvordan de færdes i andre af de systemer, som samfundet er bygget op omkring, og som forekommer elementære for os andre. Derfor skal vi have et større fokus på tiden efter, at de unge er anbragt og bygge videre på de initiativer, som vi ved, virker, udtaler Socialminister Benedikte Kiær i en artikel i Berlingske Tidende d. 24. august Artiklen tager afsæt i Rockwool Fondens rapport 3 om anbragte børn, der blandt andet berører, hvordan anbragte børn og unge klarer sig senere i livet. Rapporten viser, at unge, der havde været anbragt generelt har en kortere uddannelse, bliver mere arbejdsløse, har ringere helbred og oftere ender i kriminalitet end andre unge (Berlingske Tidende, 24. august, 2010). I artiklen kan man læse, at Socialminister Benedikte Kiær over de næste fire år vil afsætte 80 millioner kroner fra Satspuljen 4 til efterværnsprojekter 5, der skal hjælpe de unge til at etablere deres voksenliv. Konkret vil Socialministeren etablere 9 kommunale forsøgsprojekter, der skal sætte ind allerede fra den unge er 16 år. Til forslaget kommenterer socialordfører for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, der også ønsker et øget fokus på efterværn, at: Vi bruger årligt 14 milliarder kroner på at anbringe børn, så det er langtfra nok at afsætte 80 millioner over de næste fire år til at forbedre efterværnet. Det kommer ikke til at gøre en forskel og virker som endnu et af de her små projekter, der ikke vil føre til noget. Jeg synes egentlig, at de her børn fortjener 2 Køkkenet blev renoveret i slutningen af min feltarbejdsperiode. Nu er der derfor både ovn og velfungerende kogeplader. 3 Rapporten blev offentliggjort i maj Satspuljen fordeles hvert år i oktober-november måned af de partier, der har indgået forlig om den: Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti. Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance. Den første lov om Satspuljen kom i juni Den er blevet ændret flere gange siden, senest i maj (Socialministeriets hjemmeside). 5 Efterværn er en fællesbetegnelse for de tilbud, der findes til unge op til og efter anbringelsestidens ophør. 8

12 bedre end det (Berlingske Tidende, 24. august, 2010). Senere i samme uge udtaler Tine Egelund 6 til avisen 24timer: [...] på stort set alle områder klarer børn og unge, der tidligere har været anbragt sig dårligere end andre. Det er bare svært at sige, om deres problemer har noget at gøre med det, der skete før anbringelsen, under anbringelsen, eller om det skyldes en kombination heraf (24timer 27. august, 2010). Debatten viser, at selvom der blandt forskere og politikere i øjeblikket synes at være opmærksomhed på, hvordan børn og unge, der tidligere har været anbragt uden for hjemmet, klarer sig i deres videre liv, er der forskellige holdninger til, hvordan man bedst støtter de unge i overgangstiden. I 2006 blev det lovpligtigt for kommunerne at tilbyde unge, der fraflytter deres anbringelsessteder, det såkaldte efterværn. Mindst 6 måneder før den unge fylder 18år, skal kommunerne i samråd med den unge udarbejde en plan for den unges nære fremtid (Bengtsson og Jakobsen 2007:75). Efterværn kan eksempelvis bestå i hjælp til at finde en praktikplads, studieplads, bolig eller en aftale om, at den unge en gang om måneden kan besøge sit tidligere anbringelsessted 7 (Ebsen 2007:17-16). Satspuljen, der skal finansiere de 9 forsøgsprojekter foreslået af Socialministeren, financierer også andre socialpolitiske tilbud herunder Baglandet København, der er et sted for tidligere anbragte, og som er omdrejningspunktet for nærværende studie. Puljemidler har gennem de senere år finansieret sociale tilbud for såkaldte socialt udsatte herunder væresteder. Væresteder er som sådan ikke et nyt fænomen og er ifølge Finn Kenneth Hansen 8 et af de mest traditionelle sociale tilbud, som specielt private hjælpeorganisationer og kirkelige, sociale organisationer har haft som tilbud til fattige, hjemløse, psykisk syge og misbrugere (Hansen 1996:7). Nyt er det dog, at der i dag er tale om en statsligt støttet socialpolitisk indsats til udvikling af væresteder. Fra Socialministeriet lyder det, at der foruden de 9 forsøgsprojekter om efterværn, også skal 6 Professor og programleder for forskning om børn på SFI. 7 Nogle døgninstitutioner for anbragte børn og unge har også tilknyttet ungdomshybler, hvor unge kan bo i deres udslusningsfase. 8 Finn Kenneth Hansen er samfundsforsker ved Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), hvor han forsker i udsatte grupper, særligt hjemløse. 9

13 iværksættes undersøgelser, der helt konkret peger på, hvordan de unge bedst hjælpes. For det er en mangelvare (Berlingske Tidende 24. august, 2010). I dette lys er det relevant at studere de eksisterende socialpolitiske væresteder for unge og voksne, der har været anbragt uden for hjemmet, for derigennem at opnå yderligere indsigt i og viden om, hvordan sådanne væresteder kan bidrage til efterværnsindsatsen. Der findes en del danske, antropologiske studier af anbragte børn (eksempelvis Højlund 2009, Kristiansen & Højlund 2005, Stokholm 2007, Sommer 2008), men der er langt mellem studier af unge og voksne, der har været anbragt. Derimod er der lavet flere studier af socialt udsattes møder med det offentlige danske system, hvoraf flere beskæftiger sig med magtforholdet i mødet mellem offentlige velfærdsinstitutioner og brugeren af disse institutioner (eksempelvis Järvinen & Mik-Meyer 2003, Mik-Meyer 2004, Asmussen & Jöhncke 2004, Egelund 2004). Disse studier kaster lys over, hvordan der eksisterer en indbygget magtrelation, hvor kontrol af brugeren er en integreret del af den institutionelle praksis, også i forbindelse med sociale hjælpeforanstaltninger og tilbud. Mit ærinde I dette speciale er med etnografisk udgangspunkt i, hvordan brugerne, kaldet baglændere, af det socialpolitiske værested Baglandet København, ser deres eget behov for stedet, og hvilken rolle det spiller i deres hverdag. Nærværende studie er således en undersøgelse af Baglandet København som socialt tilbud til tidligere anbragte og min problemformulering lyder: Gennem en analyse af, hvordan et socialt fællesskab kontinuerligt skabes blandt brugere og ansatte i Baglandet København, vil jeg studere stedet, som socialpolitisk tilbud med fokus på, hvilken rolle stedet spiller i brugernes hverdag. Mit fokus på det sociale fællesskab som indgangsvinkel til at forstå, hvilken rolle Baglandet København (herefter: Baglandet) spiller i baglændernes hverdag og mere generelt til at sige noget om væresteder, er resultatet af, at netop fællesskabet har en central placering i baglændernes fortællinger om, hvorfor de kommer i Baglandet. Igen og igen centrerede fortællingerne sig om beskrivelser af tilknytning, identifikation, samt at blive mødt, rummet og forstået af de øvrige 10

14 baglændere. Fortællingerne understøttedes af praksisser i det sociale fællesskab, som jeg vil behandle senere. Fællesskabet forekom dermed at være essentielt i baglændernes forhold til stedet, hvorfor det i et studie af Baglandet som socialpolitisk værested og det tilbud, der udbydes, er relevant og nødvendigt at undersøge, hvordan dette fællesskab etableres og opretholdes. I min analyse af fællesskab inddrager jeg foruden analyser af, hvordan fællesskabet som helhed afgrænser sig, også hvordan personskabelse finder sted i fællesskabet, idet jeg argumenterer for, at personer og fællesskab skabes på en og samme tid. Endvidere udforsker jeg dobbeltheden forbundet med væresteder som Baglandet, idet de på én gang skal møde brugernes basale behov for socialt samvær og samtidig skal udvikle, ansvarliggøre og integrere dem i det såkaldte normalsamfund (Grytnes 2004:150). Jeg viser, hvordan dobbeltheden har konsekvenser for udformningen af Baglandet, og hvordan især de ansattes roller er præget af denne dobbeltrolle, hvor de både skal fungere som erstatningsforældre og samtidig være professionelle rådgivere. 1.3 Vejen gennem specialet Specialet er opbygget omkring en introducerende, en metodisk og en teoretisk og analytisk del. Først vil jeg i kapitel 2 præsentere Baglandet, stedet hvor feltarbejdet fandt sted og dernæst kontekstualisere sted og tema gennem en introduktion til Baglandet, Danmark som region og anbringelser i en dansk og skandinavisk kontekst. Endvidere vil jeg kort skitsere landet omkring Baglandet og de lignende sociale indsatser. I kapitel 3 lægger jeg mine metodiske og etiske overvejelser frem i lyset, med særligt fokus på de metodiske forhold, der har kendetegnet min felt og har været vigtige både for den empiri, der ligger til grund for specialet, samt for de analyser, jeg foretager. I kapitel 4 beskriver og argumenterer jeg for valget af min analysemetode og trækker på nogle udvalgte antropologiske forståelser af historiefortælling for at beskrive, hvordan historiefortællingen, som min analyse bygger på, skal forstås, ligesom jeg præsenterer egne centrale begreber, der har betydning for analysen. I den analytiske del, som består af fire kapitler, vil jeg i kapitel 5 analysere, hvordan ansatte og baglændere gennem historiefortælling skaber et socialt 11

15 fællesskab, der afgrænser sig i relation til verden uden for som en anormal kategori af tidligere anbragte. Dernæst analyserer jeg i kapitel 6, hvordan person og fællesskab skabes på samme tid, og studerer den psykologiserede fortælleform, der anvendes ved særlige fortællinger, som jeg argumenterer for, er et udtryk for baglændernes berøring med det offentlige system gennem deres opvækst - et system, som de samtidig taler sig op imod. Herefter vender jeg i kapitel 7 fokus mod en analyse af, hvordan de ansattes bestræbelser på at skabe hjemlighed i Baglandet skaber forbundethed samt problematiserer samme hjemlighed gennem baglændernes egne fortællinger om stedet. Jeg viser, at der eksisterer en dobbelthed i måden, hvorpå hhv. nogle baglændere og de ansatte forstår hjemlighed. Jeg peger på nogle årsager og konsekvenser ved denne dobbelthed. I sidste analysekapitel, kapitel 8, retter jeg blikket mod Baglandet som socialpolitisk værested og viser, at dobbeltheden, som blev tydelig i kapitel 7, er indlejret i tanken om væresteder. Slutteligt diskuterer jeg, hvorvidt Baglandet kan betragtes som et vellykket værested med udgangspunkt i hvilken rolle, stedet spiller i baglændernes hverdag. Disse temaer bringer mig ud i et krydsfelt af antropologisk litteratur om fællesskab og personskabelse, historiefortælling, hjemlighed og forbundethed samt om socialpolitik og velfærdsstaten. Jeg inddrager endvidere etnografisk, historisk samt anden samfundslitteratur om Danmark til mine kontekstbeskrivelser. 2. Kontekst Den regionale kontekst for nærværende studie er Danmark eller i en lidt bredere definition: Skandinavien. Konteksten formes, ligesom analysen, af antropologen selv og findes dermed ikke i verden, men i vores forestillinger om forbindelser og mangler på samme [ ] den opstår i og med fortolkerens opfattelse af relevans og grænser (Hastrup 2003c:413). I mit studie af Baglandet anser jeg det for nødvendigt at forstå den danske kontekst for socialpolitiske væresteder og Baglandets placering i denne, ligesom en beskrivelse af anbringelsesområdet lovmæssigt og historisk er 12

16 relevant i et studie af et socialt tilbud til tidligere anbragte 9. Jeg vil derfor 1) introducere Baglandet, 2) kort skitsere nogle af kendetegnene ved Danmark/Skandinavien som region og velfærdsstat, inden jeg går videre til 3) anbringelsesområdet, og sidst 4) det jeg benævner landet omkring Baglandet, som er en kort opridsning af lignende sociale tilbud. 2.1 Introduktion til Baglandet Baglandet omtales til dagligt som et sted for tidligere anbragte. Ordet sted rummer her flere betydninger: netværkssted, rådgivningssted eller værested. Baglandet kan siges at være alle tre. Jeg anvender betegnelsen socialpolitisk værested, idet jeg anser værested som rummende muligheder for både netværksdannelse og rådgivningsvirksomhed. Baglandet blev etableret i 1999 på initiativ af Lorentz Lindeman, der forsat er leder af stedet. Han har selv været anbragt fire forskellige steder i sin barn- og ungdom, og Baglandet er inspireret af hans egen oplevelse af at mangle et bagland, da han som 18årig fraflyttede den institution, han havde boet på. Han fortæller, at han som ung var stofmisbruger og begik kriminalitet, men samtidig higede efter noget andet og bedre. Da han blev stoffri, påbegyndte han arbejdet for at etablere Baglandet, som skulle være et sted, hvor tidligere anbragte kunne komme og få opbakning, råd og vejledning. Tanken i Baglandet er, at behovet for efterværn ikke stopper kort efter man bliver 18år, 23år eller for den sags skyld 45år. Tidligere anbragte vil resten af livet have et mangelfuldt socialt netværk og behovet for et bagland forsvinder ikke, fordi man bliver voksen. Mange af baglænderne har ikke haft nogen form for efterværn, så for dem er Baglandet deres efterværn. Flere af de unge baglændere, der har fået tilbuddet om efterværn, fortæller, at hjælpen ikke har været tilstrækkelig eksempelvis fortæller en baglænder, at hendes efterværn bestod i en times samtale om måneden på det tidligere anbringelsessted, hvilket ikke i praksis fungerede, idet hun ofte havde brug for hjælp til konkrete problemstillinger, som ikke kunne vente. En anden fortæller, at hendes efterværn bestod i kommunale kurser i tøjvask, madlavning og husholdningsbudgettering noget hun allerede havde 9 Jeg sætter citationstegn om tidligere anbragte, idet det er udtryk for en lokal term. Jeg ønsker hermed at gøre opmærksom på, at det er en kategori, der anvendes af de lokale i Baglandet. 13

17 lært på institutionen. Flere understreger, at det er voksenkontakten, de reelt manglede. Nogen de kunne spørge til råds om alt fra praktiske gøremål til følelsesrelaterede emner. Baglandet har en fast siddende, professionel bestyrelse og den daglige drift forestås af to ansatte, lederen og en anden samt evt. i kortere eller længere perioder suppleret af en madmor 10. Baglandet har åbent tre af ugens hverdage fra kl. 12, 13 eller 14 afhængig af dagen og til kl. 22 om aftenen og i dette tidsrum kan baglænderne opholde sig i lokalerne og efter aftale, har de mulighed for at få en privat samtale med en af de ansatte. Der er stor aldersspredning blandt baglænderne og mine informanter spænder fra 17-55år. De største grupperinger var dog, mens jeg opholdt mig i Baglandet, folk i 20'erne og 40'erne, og langt størstedelen af baglænderne er kvinder. Uddannelsesmæssigt er baglænderne en broget flok, hvor få har lange videregående eller mellemlange uddannelser, men størstedelen har korte uddannelser eller kun folkeskolens afgangseksamen. Fællesskab i Baglandet er primært stedligt forankret idet de færreste af baglænderne ser hinanden jævnligt uden for Baglandet. Lejligheden, som danner rammerne om Baglandet, danner derfor også i høj grad rammerne om fællesskabet. Jævnligt går de ansatte og baglænderne i samlet flok på café eller på restaurant, i de tilfælde bevæger fællesskabet sig sammen uden for dets stedlige forankring. 2.2 Den regionale kontekst Flere forskere 11 har peget på, at der i Skandinavien eksisterer et ligheds- og enshedsideal, der er dybt forankret i både de skandinaviske befolkninger og velfærdsstaterne, og som er udtryk for en magtfuld kulturel antagelse (Jöhncke 2007:37), der influerer på, hvordan vi anskuer samfundet og vores konkrete opbygning af dette (Jöhncke 2007:37) Efter mit feltarbejdes afslutning har bestyrelsen yderligere ansat en studerende, der hjælper med at løfte de administrative og økonomiske opgaver i forbindelse med den daglige drift f.eks. Gullested 1991, Olwig & Liep 1994, Steffens 1994, Salamon

18 Disse grundlæggende idealer om enshed og lighed udmønter sig konkret i socialpolitikken, hvor der ifølge Steffen Jöhncke eksisterer en normativ antagelse om, at integration af det, der opfattes som anormalt grundlæggende er positivt og ligefrem nødvendigt for samfundets opretholdelse (Jöhncke 2007:39). Antagelsen resulterer i, at alt, der falder uden for idealet om enshed og lighed bliver kategoriseret som anormalt og derfor skal integreres eller reintegreres i det såkaldte normalsamfund. Kategorier som utilpassede unge, socialt udstødte eller misbrugere signalerer, at disse mennesker har en livsførelse, der er i uoverensstemmelse med de fremherskende normer i samfundet (Järvinen & Mik-Meyer 2004:12). Det sociale arbejdes formål er netop derfor at integrere dem i normalsamfundet. Jeg vil i kapitel 8 gennem en analyse af den nutidige socialpolitik vende tilbage til dette, og nu i stedet rette blikket mod anbringelsesfeltet. 2.3 Danske anbringelsestraditioner i en skandinavisk kontekst Relevant for mit studie af Baglandet er, at anbringelsersfeltet i Danmark gennem historien har været præget af to dominerende idealer om hhv. hjem og professionalisme. Disse idealer præger forsat danske døgninstitutioner, men også den førte socialpolitik i relation væresteder som Baglandet. De konkrete konsekvenser af denne dobbelthed vil blive tydelige gennem specialet. I Danmark har anbringelsesfeltet gennem mange år været domineret af kristne principper om den lille, hjemlignende, private institution inspireret af den tyske præst Johann Hinrich Wichern, der i 1833 oprettede institutionen, Das Rauhe Haus, for hjemløse, forladte og fattige børn. I Danmark var Harald Stein 12 central i udbredelsen af Wicherns idéer (Højlund 2009:58). Også i dag er flere anbringelsessteder drevet efter kristne principper, således driver f.eks. Bethesta anbringelsessteder. Synspunkter om, at institutioner for anbragte børn skulle være hjemlige med afsæt i barnets ret til hjem og idealet om det kristne hjem, prægede tiden omkring slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet (Højlund 2009:59). 12 Teolog og præst ved Diakonissestiftelsen i København og senere biskop i Odense (Højlund 2009:58). 15

19 Relevant for min kontekstualisering er de karakteristiske kendetegn ved det danske anbringelsessystem sammenlignet med eksempelvis anbringelsestraditioner og -lovgivning i de øvrige skandinaviske lande. Den danske anbringelsespraksis adskiller sig på væsentlige punkter fra andre skandinaviske lande, hvilket har stor indflydelse på de anbragte børns opvækst. Jeg trækker i min redegørelse på Tea Torbenfeldt Bengtsson og Turf Böcker Jakobsens 13 undersøgelse (2007) af lovgrundlaget og udviklingstendenser i anbringelser i Norden. Den første danske Børnelov kom i 1905 og fastsatte for første gang principper om, at staten havde mandat til at gribe ind og fratage forældre deres forældremyndighed, noget der hidtil ikke havde været muligt. Med loven blev det klargjort, at staten og kommunerne også havde et ansvar for børn og unges opdragelse og eventuelle anbringelse uden for hjemmet (Bengtsson og Jakobsen 2007:67). På daværende tidspunkt udgjorde alle anbringelser uden for hjemmet tvangsanbringelser, hvor forældrene samtidig mistede forældremyndigheden. Dette gjaldt helt frem til forsorgslovens revision i Ved revisionen af forsorgsloven i 1958 blev det muligt at foretage frivillige anbringelser. Samtidig ændredes fokus i anbringelserne fra opdragelse mod behandling af børnene, hvorfor der i institutionerne kom øget fokus på psykologfaglig ekspertise og behandling af børn og unge med sociale og følelsesmæssige problemer, som ikke kunne rummes i de almindelige skoletilbud (Bengtsson og Jakobsen 2007:68-69) 14. Langt størstedelen af alle anbringelser i Danmark er frivillige anbringelser 15, altså anbringelser med samtykke. Unge over 15 år anbragt efter Servicelovens 52 samt forældremyndighedshaveren kan fri ophæve en frivillig anbringelse efter Servicelovens 68. Lovgivningen giver dog mulighed for, at børn og unge-udvalget i den pågældende kommune kan forlænge en frivillig anbringelse med op til 6 måneder for at sikre, at 13 Tea Torbenfeldt Bengtsson og Turf Böcker Jakobsen er forskere ved SFI, afdelingen for børn og familie. 14 Bistandslovens indførelse i 1976 markerede et skift i ansvaret for anbringelsesområdet. Fra at have været et statsligt anliggende blev ansvaret i 1976 flyttet ud hos de sociale udvalg i kommunerne, som stadig i dag bærer det primære ansvar for langt de fleste opgaver og funktioner inden for det såkaldte børne- og ungeområde, herunder også anbringelsesområdet. Det overordnede ansvar ligger hos Indenrigs- og Socialministeriet, som har ansvaret for udarbejdelse af lovgivning, bekendtgørelser og vejledninger på området samt for at sikre, at disse efterleves i kommunerne (Bengtsson og Jakobsen 2007:69,73). 15 Bengtsson og Jakobsen opregner eksempelvis kun tvangsanbringelser til at udgøre omkring 8% af det samlede antal af anbringelser af 13-17årige unge. I dette tal er inkluderet anbringelse via ungdomssanktionen som en strafferetlig dom til unge mellem 15 og 18år (Bengtsson og Jakobsen 2007:79). 16

20 barnet eller den unge ikke brat rives ud af et velfungerende anbringelsesforløb (Bengtsson og Jakobsen 2007:77). Bengtsson og Jakobsen konkluderer på baggrund af tal fra Ankestyrelsen, at denne mulighed bliver dog yderst sjælden anvendt i praksis. I 2006 blev der kun truffet seks afgørelser om udskydelse af hjemgivelse (Bengtsson og Jakobsen 2007:77). Det danske anbringelsessystem bygger altså i høj grad på frivillighed og samarbejde mellem kommunen og forældrene omkring anbringelsen, hvilket også afspejles i lovgivningen, hvor det fulde forældreansvar og den fulde forældremyndighed under enhver form for anbringelse forbliver hos forældrene. Her adskiller Danmark sig fra de fleste andre skandinaviske lande, hvor dele af forældremyndigheden juridisk overdrages til staten ved anbringelse (Bengtsson og Jakobsen 2007:81). Netop dette og muligheden for at kunne bringe en anbringelse med samtykke til ophør er særligt vigtigt at bemærke i forhold til baglænderne, idet mange i deres barn- og ungdom har oplevet flere skift bl.a. fordi deres forældre i en periode har ønsket dem hjem. Når dette så i mange tilfælde ikke har fungeret, er de atter blevet anbragt på samme eller en ny institution. Sammenligner man anbringelseslovgivningerne i de skandinaviske lande, bliver det tydeligt, at der netop i landenes vægtning mellem frivillighed og tvang i forhold til anbringelser er væsentlige forskelle. Bengtsson og Jakobsen begrunder forskellene med, hvorvidt man i landene anskuer barnets interesser som samstemmende eller modstridende med forældrenes i anbringelsessager (Bengtsson og Jakobsen 2007:15). Uanset landet er formålet med anbringelseslovgivningen formuleret som en sikring af barnets bedste, afgørende er derfor, hvordan de enkelte lande udfører den opgave. Bengtsson og Jakobsen belyser, hvordan der i Danmark og Grønland eksisterer en opfattelse af, at barnets interesser er sammenfaldende med forældrenes - selv ved tvangsanbringelser. Som konsekvens af denne opfattelse er brugen af tvangsanbringelser begrænset i Danmark og Grønland (Bengtsson og Jakobsen 2007:15). I Finland, Island og Norge er opfattelsen derimod, at der eksisterer en indbygget interessekonflikt mellem barnet og forældrene i forbindelse med anbringelser. Derfor betragtes tiltag, der rummer elementer af tvang, og hvor hverken forældrene eller barnet/den unge selv har 17

21 mulighed for frit at afslutte anbringelsen, netop som en væsentlig vej til sikringen af barnets bedste, hvorfor tvangsanbringelser er mere legitimt og hyppigere forekommende end i Danmark og Grønland (Bengtsson og Jakobsen 2007:15). Endelig er der Sverige, som Bengtsson og Jakobsen anser for liggende mellem de to andre positioner, idet barnets og forældrenes interesser alene opfattes som sammenfaldende i forbindelse med frivillige anbringelser, men modstridende ved tvangsanbringelser. Dette bevirker, at Sverige har to adskilte lovgivninger på anbringelsesområdet (Bengtsson og Jakobsen 2007:15-16). Relevant for et studie af tidligere anbragte er desuden, som allerede behandlet i Indledning, at det fra 2006 er blevet lovpligtigt for kommunerne at tilbyde efterværn. 2.4 Landet omkring Baglandet Baglandet i København var det første sted for tidligere anbragte. Siden dets oprettelse i 1999 er der oprettet flere Baglande rundt om i landet i Århus, Aalborg og Vejle. Disse tilbud drives uafhængigt af Baglandet i København, men er opstået efter inspiration fra dette. De nye Baglande er ikke en del af mit studie, men jeg nævner dem her som en del af landskabet omkring Baglandet København og for at gøre opmærksom på, at steder for tidligere anbragte er et relativt nyt indsatsområde udsprunget af Baglandet Københavns tilbud. At steder for tidligere anbragte får støtte i disse år skal ses i lyset af en generel stigning i antallet af væresteder for socialt udsatte, der i stigende grad blevet et socialpolitisk satsningsområde støttet gennem puljemidler (Grytnes 2004:150). I dag eksisterer en bred vifte af væresteder for såkaldte socialt udstødte eksempelvis for alkoholikere, stofmisbrugere, sindslidende, hjemløse og ensomme unge (Hansen 1996:15, Thuesen 2004). Min analyse af Baglandet har derfor relevans i en større socialpolitisk dagsorden af væresteder. Hvilket jeg vender tilbage til i kapitel 8. Sidst vil jeg kort nævne, at der i København findes et netværks- og aktivitetstilbud for børn og unge under 18år, der er eller har været anbragt, kaldet De 4 Årstider. De 4 Årstider driver også et organiseret efterværnstilbud til unge mellem 16 og 23 år bestående af bl.a. botilbud, 18

22 tildeling af kontaktperson og støtte i forbindelse med arbejde, uddannelse, fritid etc. (fra de 4 årstiders hjemmeside). Der eksisterer ikke et formaliseret samarbejde mellem Baglandet og De 4 årstider, men begge henviser til hinanden, hvis der kommer mennesker, hvor det vurderes, at de er bedre hjulpet det andet sted. Jeg har i dette afsnit forsøgt at tegne et billede af de kontekstuelle historiske, lovmæssige og kulturelle omstændigheder, der influerer baglænderne og Baglandet som socialpolitisk værested. Jeg bevæger mig her fra videre til en beskrivelse af mine metoder og etiske overvejelser i forbindelse med feltarbejdets udførelse. 3. Metode og etik Nærværende studie bygger på 4 måneders feltarbejde i Baglandet København fra februar til og med maj måned I perioden opholdt jeg mig i åbningstiden (ca. 30 timer ugentligt) fast i lejligheden, der udgør rammerne om Baglandet. Det er mine feltnoter fra deltagerobservationen i huset, der udgør mine primære data. I sidste del af perioden udførte jeg desuden 7 semistrukturerede interviews (Kvale 1994: ) af 2-3 timers varighed med udvalgte informanter, både ansatte og baglændere, på baggrund af en vejledende spørgeguide, jeg havde udviklet med udgangspunkt i temaer og enkelte konkrete forslag til spørgsmål, jeg ønskede belyst 16 Hvor deltagerobservationen særligt gav mig indblik i Baglandets drift, baglændernes og de ansattes fælles fortællinger om deres situation som tidligere anbragte og praksisser i fællesskabet, var interviewene en måde at få adgang til de ansattes og baglændernes individuelle fortællinger om Baglandet. Eftersom interviewene blev udført i den sidste periode af mit feltarbejde, havde jeg lært de interviewede informanter godt at kende forinden, og der var blevet etableret en grundlæggende og nødvendig tillid i mellem os for at skabe et tillidsfuldt rum i interviewsituationerne (Gammeltoft 2003:278). Dette bevirkede, at flere af baglænderne brugte interviewrummet til at italesætte både positive og negative fortællinger om Baglandet i. Især kritikken af Baglandet ville jeg ikke i samme 16 Interviewet kan i kraft af den særlige intersubjektivitet, der opstår igennem indleven i andres personlige fortællinger, også anskues som deltagerobservation (jf. Rubow 2003, Gammeltoft 2003). 19

23 grad have fået indblik i, hvis ikke jeg gennem min deltagerobservation i huset havde etableret et tillidsforhold til mine informanter 17. Analytisk vil jeg behandle dette i kapitel 7, her vil jeg blot beskrive, hvordan jeg metodisk fik adgang til dette data. Jeg vil i det følgende fremhæve nogle etiske og metodiske udfordringer og valg, der særligt karakteriserede felten jeg befandt mig i. Der kunne have været mange andre eksempler, men jeg har her valgt at fokusere på de problemstillinger, der kendetegner den konkrete lokale kontekst, jeg som etnograf færdes i. Et af disse var den særlige fortælleform, mine informanter benyttede ved den såkaldte vejrmelding. 3.1 At mestre den lokale fortælleform Vejrmeldingen er en fast struktureret seance, hvor både baglændere og ansatte på skift får ordet for at fortælle, hvad der rører sig hos dem for tiden. Vejrmeldingen laves ikke på faste dage, men når lederen eller en af baglænderne synes, at det kunne være rart med en sådan. Der er ingen faste regler for, hvad man må eller skal fortælle i løbet af sin taletid. Man kan fortælle om noget, der går godt, skidt eller som optager ens tanker. Vejrmeldingen tager oftest udgangspunkt i her og nu, men jeg oplevede også, at den blev brugt til at give en kort beskrivelse af den enkelte baglænders baggrund, når der var udefra kommende gæster på besøg. I det hele taget blev vejrmeldingen fremvist og fremhævet, både af ansatte og baglændere, som noget typisk for Baglandet, når der var besøgende. Således blev der også afholdt vejrmelding, da jeg var på besøg første gang, nogle måneder inden jeg påbegyndte mit feltarbejde. Jeg vil i kapitel 6 analysere vejrmeldingens fortælleform, og dennes betydning for fællesskab og personskabelse. Her vil jeg sætte fokus på de konkrete metodiske udfordringer, jeg blev mødt med i forbindelse med vejrmeldingen. Som udefrakommende feltarbejder ved vejrmeldingen oplevede jeg, at jeg ikke i samme 17 Interviewene fungerede samtidig som en måde at få generel indsigt i den enkelte baglænders situation og baggrund, en essentiel viden for at forstå den konkrete kontekst, som mine informanter befandt sig i samt Baglandets plads i denne. Selvom min interesse i udgangspunktet lå i tiden efter anbringelsen, hvordan baglænderne havde oplevet tiden, på evt. efterværn og mødet med Baglandet, startede stort set alle de interviewede baglændere deres fortælling fra deres anbringelses begyndelse. Jeg fik dermed indblik i de enkelte baglænderes opvækst, der for manges vedkommende var præget af omskiftelighed, utryghed og mange flytninger mellem egne forældre, diverse institutioner og plejefamilier. 20

24 grad som mine informanter, var i stand til uforberedt at fortælle om mine tanker og følelser. I begyndelsen oplevede jeg det derfor som grænseoverskridende, at jeg med min fortælling om mig selv, skulle fylde rummet, mens de andre lyttede. Dels bekymrede jeg mig om, hvorvidt min historie var god nok, var den godt fortalt og var indholdet passende? Og dels bekymrede jeg mig om, hvordan den ville blive modtaget af de erfarne lyttere. Jeg befandt mig i en lignende situation som Laura Bohannan, der i sit kendte essay Shakespeare in the Bush (1966) beskriver, hvorledes hun som fremmed i den lokale kontekst hos tivfolket i Vestafrika, skulle fortælle en for hende kendt historie, Hamlet, omgivet af lokale, der alle mestrede den lokale fortælleform. Bohannan oplevede, hvordan hendes tese om, at Hamlet er universel forståelig, blev udfordret af de lokale, der forstod historien ud fra deres specifikke lokale kontekst og normer. Eftersom jeg ikke var i stand til at deltage i vejrmeldingen på lige fod med mine informanter, besluttede jeg mig i stedet for at benytte vejrmeldingerne til at fortælle om, hvordan jeg som udefrakommende oplevede det at være i Baglandet. På baggrund af mine egne oplevelser af at være ny i Baglandet beskrev jeg, hvordan Baglandet som rum virkede på mig: f.eks. at det var meget behageligt i kraft af både de ansatte og baglændernes imødekommenhed. Desuden brugte jeg min taletid til at beskrive mit projekt i korte træk. Beslutningen om at bruge min taletid til at fortælle om mit projekt var ikke alene en pragmatisk løsning på en konkret empirisk udfordring, men reflekterede også mine kontinuerlige etiske overvejelser, der var tæt forbundet med de metodiske valg, jeg traf i løbet af mit feltarbejde. 3.2 Den svære tillid Fra det øjeblik jeg trådte ind ad døren i Baglandet, følte jeg mig velkommen. Alle var rare og venlige og tog godt imod mig. Lederen fortalte mig det samme, som han også fortæller alle nye baglændere, nemlig at fra det øjeblik, man er trådt ind i Baglandet, har man pligt til at tage godt imod den næste, der træder ind ad døren og få dem til at føle sig velkomne. Mit eget møde med Baglandet bekræfter, at alle baglænderne har taget denne lære til sig, idet alle, som sagt, var meget 21

25 imødekommende og venlige, serverede te/kaffe og tilbød mig mad fra det altid fyldte køleskab. Det viste sig dog hurtigt, at selvom alle var imødekommende og flinke, blev det en udfordring at vinde mine informanters tillid og gøre dem trygge ved min tilstedeværelse og mine spørgsmål. Mange var i begyndelsen utrygge alene ved min tilstedeværelse og bekymrede sig om, hvorvidt jeg ville bruge de ting, de sagde og gjorde i min opgave. Jeg havde fået tilladelse til at udføre feltarbejde i huset af de ansatte, med hvem jeg havde korresponderet over og mødtes med en dag i Baglandet omkring 1½ måned før mit faktiske feltarbejdet begyndte, men der lå en metodisk udfordring i at kommunikere formålet med mit projekt om min tilstedeværelse til baglænderne. De havde ikke givet mig tilladelse til at komme i Baglandet og flere var derfor bekymrede over min tilstedeværelse. Dels handlede det om at fortælle, at alle ville blive anonymiseret, og at jeg ikke studerede den enkelte baglænder men Baglandet som tilbud. Dette gjorde for de fleste en forskel og mange ville gerne fortælle om deres syn på Baglandet. Jeg oplevede derfor ofte, at min blotte tilstedeværelse foranledigede, at en eller flere baglændere spontant begyndte at fortælle mig om alle de gode ting ved Baglandet. Dog var jeg også flere gange ude for, at baglændere, med hvem jeg troede at have etableret et tillidsforhold, pludselig blev nervøse ved min tilstedeværelse. Dette begrundede både baglænderne selv og de ansatte med, at baglænderne har oplevet mange svigt i deres liv og derfor er meget påpasselige med, hvem de lukker helt ind i deres verden. I lyset af dette var det en løbende etisk overvejelse, hvordan jeg skulle håndtere midlertidigheden af min tilstedeværelse. Indbygget i det etnografiske feltarbejde ligger, at dette har en begyndelse og en slutning, og at de relationer etnografen etablerer i felten har et specifikt formål, nemlig forskningen. At afslutte sit feltarbejde er således ikke blot at pakke sammen og sige farvel, men at håndtere en afgørende forandring i de relationer, man har haft til de mennesker dér (Tjørnhøj-Thomsen 2003:109). Overvejelser om, hvorvidt det ville blive tolket som endnu et svigt, når jeg forlod Baglandet, fyldte fra begyndelsen en del i min bevidsthed. Det blev derfor vigtigt for mig, dels at gøre opmærksom på, at jeg var der med et specifikt formål, og dels ikke at påtvinge 22

26 samtale med de baglændere, der enten med ord eller handling gav udtryk for, at de ikke havde lyst til at tale med mig. I praksis viste det sig dog kun at dreje sig om en enkelt baglænder. Skepsis og utryghed prægede i begyndelsen felten i en sådan grad, at jeg metodisk måtte træffe nogle valg, jeg ikke på forhånd havde regnet med. Jeg mødte f.eks. op i Baglandet med min blok i hånden parat til at tage feltnoter, men det stod meget hurtig klart, at synet af blokken var en hæmsko for etableringen af tillid. Hvad skriver du?, sidder du og observerer mig? lød spørgsmålene, også selvom blokken bare lå på køkkenbordet, og jeg ikke fysisk sad og tog noter. Jeg besluttede derfor, at blokken måtte blive i tasken, og den kom kun frem, hvis jeg overværede en situation, der forekom mig vigtig, eller hvis en informant i en samtale med mig havde formuleret noget, hvis ordlyd, jeg ville huske. I disse tilfælde så jeg mig, som mangen en etnograf før mig, henvist til lejlighedens toilet, hvor jeg hurtigt kunne skrive et par noter. Deciderede, uddybende feltnoter og -dagbog fra dagen, skrev jeg hver aften, når jeg kom hjem omkring kl Det var endvidere min hensigt at lægge ud med at lave fokusgruppe interviews efter, at jeg havde været i Baglandet nogle uger. Fokusgrupperne skulle give mig indsigt i, hvad der rørte sig i felten, og samtidig danne grundlaget for de semistrukturerede interviews, jeg planlagde at gennemføre i sidste halvdel af feltarbejdet. Grundet flere af baglændernes nervøsitet var det dog ikke muligt at gennemføre fokusgruppeinterviews tidligt i processen, og jeg besluttede i stedet i starten at fokusere min energi på deltagerobservation i huset for på den måde at skabe tillid gennem min kontinuerlige deltagelse. Fraværet af den etnografiske 'forskerblok' samt det faktum, at jeg ikke fra begyndelsen udførte interviews gjorde, at jeg til en vis grad var 'usynlig' som forsker, idet jeg uden større problemer indgik i dagligdagen og drak te, small-talkede og spiste middag på lige fod med mine informanter. Dette understregedes da også ofte af de ansatte med bemærkninger som: Jeg synes, du passer rigtig godt ind i Baglandet. Dertil kom, at jeg i høj grad lignede mine informanter, idet baglænderne er en aldersmæssigt broget flok, og desuden talte vi samme sprog. Kun ved enkelte lejligheder oplevede jeg, at et udtryk eller en formulering fra min side blankt af mine informanter 23

27 blev dømt akademikersprog, hvorved de gjorde opmærksom på, at det ikke var den gængse sprogbrug i Baglandet. Relationen forsker informant var derfor ofte ikke tydelig i hverdagen, men ikke desto mindre var den til stede (Mauthner & Doucet 2000), idet min daglige gang i Baglandet jo udgjorde min deltagerobservation og gav mig indblik i de sociale praksisser i Baglandet, og hvordan hhv. ansatte og baglændere benyttede og omtalte stedet. Af etiske årsager var det derfor væsentligt for mig at gøre opmærksom på min forskertilstedeværelse på anden vis således, at baglænderne reelt havde en mulighed for at tage aktivt stilling til, om de ville tale med mig eller ej. Vejrmeldingen var et godt rum til at gøre opmærksom på min forskeridentitet og -tilstedeværelse, hvor jeg samtidig havde mulighed for at opfordre alle, der havde spørgsmål eller, var utrygge ved, hvad jeg lavede til at opsøge mig og fortælle om deres bekymringer. En opfordring, som nogle benyttede sig af. Andre gik ikke direkte til mig, men fortalte deres bekymringer til de ansatte, hvorefter den pågældende baglænder, en af de ansatte og jeg snakkede om det i fællesskab. En anden måde var fra begyndelsen at gøre alle opmærksomme på, at jeg var i Baglandet med et specifikt formål og en afgrænset periode, og at jeg altid sørgede for at præsentere mig som antropologistuderende, der studerede Baglandet, når jeg mødte baglændere, jeg ikke havde mødt før. Felten viste sig derfor at have stor indflydelse på metodevalget og foranledigede kontinuerlige etiske overvejelser, men felten havde også betydning for min måde at positionere mig på. 3.3 Den intersubjektive arena og positionerne Jeg havde forestillet mig, at jeg ville udføre mine interviews i informanternes hjem for på den måde at følge dem fra fællesrummet i Baglandet til deres private hjem, men det viste sig, at de fleste baglænderne følte sig mest trygge ved at lave dem inden for Baglandets rammer. Som følge heraf interviewede jeg kun 2 informanter i deres hjem, og en i mit eget hjem, fordi vedkommende hverken brød sig om tanken om at blive interviewet i sit hjem eller i Baglandet. Det var helt tydeligt, at hvor mine informanter glædeligt modtog mig i det fælles rum, var de meget beskyttende 24

28 over for deres private sfære (jf. ovennævnte tillid). I forlængelse af dette var det heller ikke muligt for mig at tage med mine informanter på besøg hos deres tidligere plejeforældre, institution eller hos deres forældre, hvilket ellers havde været min hensigt 18. Dette skyldtes dels, at de færreste havde kontakt med deres tidligere anbringelsessteder, og at det tydeligt ville have overskredet en usynlig, privat grænse at bede dem om at tage mig med hjem til deres forældre, som de færreste så jævnligt. Desuden var det for manges vedkommende problemfyldt og forbundet med stærke følelser, når de selv skulle se deres forældre. Dette resulterede i, at Baglandet i høj grad dannede rammen om mit feltarbejde både tematisk og fysisk. Med jævne mellemrum drog Baglandets 'beboere' i fælles flok på café eller restaurant uden for Baglandet, min felt blev derfor konstrueret og spundet af de steder, mine informanter førte mig hen og de temaer, der optog dem (Melhuus 2002). Dette havde også betydning for de positioner, jeg kunne indtage i felten. Som feltarbejder bevæger man sig i en intersubjektiv arena og de positioner, man indtager, er derfor kontinuerligt til forhandling og til tider omskiftelige og uforudsigelige. Som etnograf kan man derfor kun delvist beslutte sine relationer og positioner i felten, fordi disse til stadighed influeres af den intersubjektive arena, man færdes i (Pærregaard 2002:331). Deltagerobservation er derfor på mange punkter uforudsigelig, fordi etnografen ikke kun har én position i felten. Dette erfarede jeg også i Baglandet. På det helt generelle plan var der spørgsmålet om mit studies relevans og brugbarhed. Jeg mødte op i Baglandet med min egen agenda om at samle empiri til nærværende studie, men oplevede, at Baglandet havde sin egen agenda med at give mig tilladelse til at bedrive feltarbejde hos dem. Fra lederens side var der en forhåbning om, at Baglandet ville kunne bruge min forskning 18 Desuden havde jeg fra begyndelsen indgået en aftale med de ansatte om, at jeg ikke deltog ved de private samtaler (af terapeutisk og mindre terapeutisk karakter), som foregik med baglænderne på de ansattes kontorer. 25

29 til at gøre opmærksom på tidligere anbragtes situation og behovet for steder som Baglandet. Min forskning kunne dermed legitimere Baglandets eksistens og måske tilmed promovere Baglandet i offentligheden. Desuden var der de konkrete positioner i felten, der var tilgængelige for mig. I begyndelsen gik jeg til hånde alle steder, primært i køkkenet. Jeg fungerede de første uger som madmor og assisterede senere den nyansatte madmor. Gennem madlavningen fandt jeg en plads i huset, hvor der var brug for mig, fordi de ansatte ofte havde travlt. Jeg kunne positionere mig som en slags tillidsvækkende madmor, der sørgede for, at der var varmt vand på kanden og mad på bordet. Det var en god indgang til felten, fordi jeg dermed havde nogle helt konkrete arbejdsopgaver, hvormed jeg legitimerede min egen tilstedeværelse i felten. Den gjorde mig også opmærksom på, at stort set alt livet i Baglandet udgår fra spisebordet i køkkenet og i og med, at min tilstedeværelse var berettiget grundet de praktiske opgaver, gav det mig en adgang til samtale med baglænderne, der også opholdt sig i køkkenet. Senere i forløbet følte jeg mig dog lidt fastlåst i denne position, idet jeg oplevede, at samtalen foregik henne ved spisebordet, mens jeg stod ved køkkenbordet. Jeg blev i højere grad lyttende end egentlig deltagende. Jeg forsøgte derfor at trække mig lidt tilbage fra denne position, hvorefter jeg af de ansatte hurtigt blev tildelt en ny, som hende der hjælper med at skrive ansøgninger. Det skete tit, at en baglænder havde brug for hjælp med at sammenstykke en ansøgning eller et CV. De ansatte erkendte åbent, at det ikke var en af deres styrkesider, og da jeg tilbød min hjælp en enkelt gang, blev det sådan for fremtiden. At hjælpe baglænderne med at skrive ansøgninger viste sig at give mig en enestående mulighed for at tale med dem enkeltvis om løst og fast. Ved at hjælpe baglænderne med konkrete opgaver, positionerede de mig som semi-ansat med en særlig kompetence, der gjorde, at de opsøgte min hjælp, åbnede sig og betroede mig ting, de ikke ville have gjort i det fælles rum. Således bidrog min position, som hjælper både i køkkenet og i forbindelse med ansøgningsskrivningen, til at etablere det nødvendige reciprokke forhold mellem forsker og felt (Hasse 1995:56). Metodisk set 26

30 viste positionerne også at være en vej til baglændernes tillid, idet jeg, ved igennem længere tid at engagere mig i deres liv på forskellige måder, skabte det tillidsforhold, jeg ikke havde fra begyndelsen. I den forbindelse stod det også klart, at etnografen er sit eget vigtigste redskab i felten. Ligesom Vibeke Steffens beskrivelse af, hvordan hun til møder hos Anonyme Alkoholikere nærmest ufrivilligt befandt sig i en situation, hvor hun blev delagtiggjort i sine informanters intime og private erfaringer (Steffens 1995:10-11), befandt jeg mig i en situation, hvor jeg oplevede, hvordan denne viden forpligtede mig personligt. Dels i relation til den oven for behandlede midlertidighed af min tilstedeværelse og dels forpligtede mine informanters fortællinger mig på et menneskeligt plan til at værne og hemmeligholde dele af det, jeg blev delagtiggjort i og dels til at gengælde den tillid de havde vist mig ved selv at dele personlige erfaringer og informationer, der lå umiddelbart uden for min rolle som etnograf. Det var ved at vise mine informanter den samme tillid, som de viste mig f.eks. under vejrmeldingen, hvor de delte deres glæder og sorger med fællesskabet og dermed også mig, at jeg langsomt fik opbygget et grundlæggende tillidsforhold til de fleste af mine informanter 19. Et tillidsforhold der var essentielt for adgangen til de fortællinger, der udgør det grundlæggende data for nærværende studie. I den følgende introduktion til analysen vil jeg netop beskæftige mig med fortællinger som adgang til at forstå, hvad der er på spil for mine informanter, hvorefter jeg i selve analysen vil behandle indholdet og formen af fortællingerne. 19 Der var enkelte baglændere, hvis tillid jeg aldrig opnåede. De var altid venlige og rare, men de signalerede med deres handlinger, at de ikke havde lyst til f.eks. at lade sig interviewe. 27

31 4. Fortællerum som analysemetode Da jeg tog på feltarbejde, var det ikke udgangspunktet for mit projekt at samle fortællinger som mine primære data. Min interesse for Baglandet ligger hovedsageligt i dets tilbud til tidligere anbragte, og hvilken rolle værestedet spiller i baglændernes daglige liv. Dog skulle det vise sig, at historiefortælling 20 blev min nøgle til at forstå, hvordan mine informanter skaber et fællesskab i Baglandet. En af de primære aktiviteter i Baglandet er at udveksle fortællinger. Baglænderne bekræfter deres tilhørsforhold til fællesskabet gennem forskellige former for historiefortælling. Deres verbale handlinger understøttes kontinuerligt af ikke verbale aktiviteter såsom knus, fællesspisning og kaffedrikning og udgør en væsentlig del af fællesskabets opretholdelse og praksis. Jeg vil behandle nogle af disse i kapitel 7. At afgrænse mine samlede empiriske data i fire analytisk definerede fortællerum har derfor været en analytisk metode til at forstå, hvad der er på spil i felten, og har samtidig åbnet mit materiale og givet det ny mening. Det har afsløret en prisme af forskellige former for historiefortælling, der udspiller sig i min felt. Fortællinger af forskellige karakterer og betydninger, indhold og former, der alle er væsentlige for at forstå Baglandet som fællesskab og værested. I analysen tager jeg udgangspunkt i mine fire fortællerum for at give indblik i, hvordan mine informanter interagerer med hinanden, kontinuerligt skaber fællesskab og italesætter fortiden og egne erfaringer både fra deres opvækst og fra Baglandet. Fortællerummene skal ikke forstås som fasttømrede, absolutte størrelser, men i stedet som et analytisk greb, med hvilket jeg søger at beskrive og forstå de forskellige former for fortællinger, jeg stødte på i felten. Samtidig sætter jeg med mine fortællerum fokus på det at fortælle historier som indgang til at forstå den empiriske virkelighed i mit tilfælde, hvordan fællesskab kontinuerligt skabes gennem historiefortælling, og 20 Jeg anvender begrebet historiefortælling for at indfange dualiteten forbundet med aktiviteten. Den passive historie, som noget, der er og den aktive del, hvor begivenheder fra fortiden aktivt struktureres af fortælleren gennem fortællingen. Jeg behandler selve rummet, hvori fortællingerne tager form senere i kapitlet. 28

32 hvad fortællingerne om Baglandet kan lære os om stedet og dets brugere. Jeg sætter i analysen fokus på selve det, at mine informanter fortæller, måden hvormed de gør det, og hvordan dette bidrager til skabelsen af fællesskab. Jeg vender nu blikket mod selve fortællerummet og et udvalg af analytiske indgangsvinkler, hvormed historiefortællingen kan forstås. Jeg behandler her kun temaer inden for historiefortælling, der er relevante for min analyse. 4.1 Historiefortællingens rum I do not experience your experience [ ] I experience my experience of you (Kapferer 1986:189). Bruce Kapferer gør her opmærksom på, at erfaring er subjektiv, og at to mennesker ikke kan dele samme erfaring. Mennesker bruger forskellige redskaber til at forsøge at dele deres erfaringer med andre, eksempelvis musik, dans, drama, sang, religiøse ritualer og historiefortælling (Kapferer 1986: ,202, Ochs & Capps 1996:20). Mit udgangspunkt for generelt at betragte historiefortælling i min felt er, hvordan historiefortælling anvendes af mine informanter som redskab til på én gang at danne fælles erfaringer, fælles fortid og fællesskab og at skabe individualitet og agens. Mit ærinde er at skabe en forståelse for, hvordan fortællinger bliver til i mine analytisk afgrænsede fortællerum, og hvordan de bidrager til skabelsen af fællesskab. Fortællinger er i deres natur midlertidige med en begyndelse og en afslutning, og historiefortælling vil ifølge Elinor Ochs and Lisa Capps altid være forbundet med fortællerens og tilhørerens antagelser, forståelser og bekymringer omkring nutid og fremtid (Ochs & Capps 1996:25). Af denne grund forbliver fortælleren ifølge Michael Jackson aldrig alene i fortællingen af sin livshistorie eller erfaringer, fordi fortællingerne skabes i et eksisterende system af menneskelige relationer. Historiefortælling gør således socialitet mulig og det dialogiske forhold, hvormed fortællinger skabes og udveksles er essentielt for forståelsen af dette (Jackson 2002:16, 22-23, Ochs & Capps 1996:21). Med antagelsen om, at historiefortælling muliggør socialitet, er det vigtigt at forstå det 29

33 sociale rum, hvori fortællinger fortælles for at kunne forstå, hvordan disse i sig selv skabes og samtidig medvirker til at etablere de sociale relationer i fortællerummet. Ifølge Edward Bruner overskrider mennesker individuelle erfaringer og performer disse i det sociale rum gennem historiefortælling, som foregår i et kontinuum fra en fortælling til den næste. Når en person har fortalt en historie, tilhører den publikum og giver samtidig lytterne mulighed for selv at dele en historie, fordi den kontinuerlige genfortælling ifølge både Bruner og Jackson reaktiverer tilhørerens tidligere erfaringer og opfordrer dem til at genfortælle historien i en ny kontekst (Bruner 1989a:17, Jackson 2002:16, 22-23). Relationen mellem fortæller og lytter/e, som er omskiftelige i mine fortællerum, idet baglænderne skiftes til at fortælle, er en grundsten i forståelsen af, hvad der er på spil i den sociale kontekst. Ochs og Capps argumenterer for, at vi: som fortællere evaluerer [ ] specifikke hændelser i forhold til fælles normer og forventninger og [ ] fælles ideer om, hvad der er rationelt og moralsk (Ochs & Capps 1996:30, egen oversættelse). Fortællingen struktureres således både i forhold til lytteren/erne og den givne kontekst såsom fællesskabets normer og forventninger til fortællingen. Ochs og Capps konkluderer, at historiefortællingens kontekst include not only time and place but also psychological dispositions, historical precedents, and other domains of background knowledge. A narrator may thus frame an event as problematic by drawing upon listeners' common sense knowledge of what is expected in particular circumstances (Ochs & Capps 1996:27). Rummet, hvori fortællinger skabes, skal dermed forstås som sociale rum, hvor relationen mellem fortæller og lytter/e er formende for fortællingen. Ligeledes spiller den givne kontekst og fælles normer og forståelser ind på fortællingens karakter og form. Kapferer argumenterer for, at mennesker som sociale aktører anser det som en selvfølgelighed, at vi handler i relation til andre mennesker, der deler vores historie, erfaringer og forståelser af disse (Kapferer 1986:189). Jeg argumenterer for, at denne selvfølgelighed i Baglandet bliver mulig i kraft af historiefortælling i fællesskabet, hvor det at have været anbragt bliver italesat gennem forskellige former for historiefortælling, der bidrager til skabelsen af en fælles forståelse af 30

34 at være tidligere anbragt og en forestilling, om at alle fællesskabets medlemmer deler den samme fortid, hvilket behandles nedenfor. Gennem analyse af mine afgrænsede fortællerum viser jeg relationen mellem historiefortælling og personskabelse, fællesskab og agens i Baglandet. Til dette inddrager jeg udvalgte analyser om historiefortælling hhv.: Bruner, Ochs og Capps, Kapfere og Jackson, som jeg har trukket på i dette kapitel, desuden inddrager jeg andre relevante analytiske tilgange for at forstå den empiriske virkelighed. Historiefortællingen som analysemetode, gør sig først og fremmest gældende i min analytiske afgrænsning af fortællerum samt anerkendelse af, at historiefortælling er en indgangsvinkel til at forstå, hvordan fællesskabet skabes i Baglandet, men for at skabe forståelse for fællesskabet og værestedet Baglandet, må jeg analytisk bevæge mig videre end analyser af historiefortælling, hvorfor jeg, som en del af en bredere analytisk strategi. inddrager andre relevante perspektiver i analysen, som vil blive introduceret i de enkelte kapitler. Inden selve analysen, introducerer jeg nedenfor to egne begreber, som er centrale for min analyse. 4.2 Den tidligere anbragthed og forestillingen om den fælles fortid Jeg opererer i analysen med to egne analytiske begreber, som er gensidigt konstituerende. Jeg anvender begrebet tidligere anbragthed for analytisk at distancere mig fra mine informanters sprogbrug om tidligere anbragte. Jeg argumenterer for, at de ansatte og baglænderne kontinuerligt italesætter deres tidligere anbragthed gennem historiefortælling, og at dette skaber grobund for forestillingen om den fælles fortid. På samme tid er forestillingen om den fælles fortid en forudsætning for, at fællesskabets medlemmer kan italesætte deres fælles tidligere anbragthed. Den tidligere anbragthed inkluderer også mennesker, der har haft vanskelige familieforhold i deres barndom, hvis det konkluderes, at de burde have været anbragt. For at blive inkluderet i fællesskabet er det derfor nødvendigt at italesætte sin konfliktfyldte fortid og relation til sine forældre 21. Et eksempel på betydningen af den tidligere anbragthed, i modsætning til rent faktisk at 21 Som feltarbejder, der ikke har været anbragt, betød dette, at det var en del af mine metodiske overvejelser, at jeg måtte nedtone mit forhold til min familie og i særdeleshed mine forældre, for at, hvis ikke ligefrem at blive optaget 31

35 have været anbragt, er den ene ansatte. Mange baglændere fortalte, at de har svært ved at føle sig afslappede i selskab med mennesker, der ikke har været anbragt, og derfor havde flere i starten svært ved at have tiltro til og acceptere den ansatte, fordi hun ikke havde været anbragt. Først, da hun fortalte, at hun havde haft og stadig har et problemfyldt forhold til sin mor, blev konklusionen, at hun burde have været anbragt, draget. Dette medførte, at den ansatte blev inkluderet i fællesskabet, idet hun til trods for ikke at have været anbragt, kunne relatere til baglændernes fortid grundet egne erfaringer. Hun såvel som de øvrige medlemmer af fællesskaber, må dog kontinuerligt italesætte den tidligere anbragthed for på den måde at tale sig ind i fællesskabet. Italesættelsen af den fælles tidligere anbragthed danner grundlaget for en forestilling om fælles fortid, der, som sagt, også muliggør italesættelsen af den tidligere anbragthed. Den fælles fortid er dermed præmissen for eksistensen af fællesskabet for tidligere anbragte. Benedict Anderson introducerede med idéen om forestillede fællesskaber en forståelse af, hvordan fællesskab kan eksistere mellem mennesker, som ikke nødvendigvis interagerer direkte med hinanden eller deler samme lokalitet - i Andersons analyse nationale fællesskaber (Anderson 1991). Vered Amit har siden udviklet Andersons idé om det forestillede fællesskab til en mere dynamisk forståelse, der inkluderer forbindelsen mellem det konkrete og det forestillede fællesskab. Hun argumenterer for, at det forestillede fællesskab ikke alene kan forklare de stærke følelser, der ofte knytter sig til menneskers forståelse af fællesskab. Følelserne, tilhørsforholdet og bekendelsen af medlemskab opstår, hvor konkrete interaktioner mellem fællesskabets medlemmer finder sted (Amit 2002:17,18). Sådanne interaktioner danner ifølge Amit grundlaget for det forestillede fællesskab, fordi de skaber muligheden for, at folk kan forbinde deres faktiske interaktioner med det større forestillede fællesskab, hvorved det forestillede fællesskab aktualiseres gennem de konkrete sociale relationer (Amit 2002:18). På baggrund af Amits forståelse af fællesskab, har jeg konstrueret min forståelse af de ansatte og baglændernes forestilling om den fælles fortid. I Baglandet er der ikke tale om et som fuldbyrdet medlem af fællesskabet, så indgå i tillidsfulde relationer med medlemmerne af dette. 32

36 forestillet fællesskab med alle tidligere anbragte, men i stedet om en forestilling om en fælles fortid medlemmerne imellem. Jeg har i Baglandet iagttaget nogle af de samme processer, som Amit omtaler, hvorfor jeg har ladet mig inspirere af hendes forståelse. Når baglænderne og de ansatte kontinuerligt italesætter deres tidligere anbragthed gennem forskellige former for historiefortælling skabes den nødvendige forbindelse mellem det konkrete og det forestillede, som Amit omtaler. Historiefortællingen udgør dermed den konkrete, aktualiserede interaktion og bindeleddet, der gør det muligt at forestille sig en fælles fortid blandt fællesskabet medlemmer. Hvordan dette sker konkret finder sted, udforsker jeg i det kommende kapitel. 5. Groteske fortællinger og fællesskab For at analysere min problemstilling om, hvordan et socialt fællesskab kontinuerligt skabes i Baglandet, vil jeg i dette kapitel udforske karakteren af fællesskabet, og hvordan fællesskabet afgrænser sig i forhold til det, der ligger uden for fællesskabet. Jeg vil argumentere for, at fællesskabet afgrænser sig ved hjælp af historiefortælling, hvor baglænderne og de ansatte spejler sig i hinandens fortællinger og derigennem skaber social genkendelighed og bekræfter deres medlemskab af fællesskabet. Min analyse vil tage afsæt i to empiriske cases, som illustrerer en af de former for historiefortælling, der optræder i fællesskabet. Derefter vil jeg inddrage 2 forskellige analytiske tilgange, hvormed empirien kan forstås hhv. Frederik Barth (1969), hvis fokus ligger på processen, hvormed grupper forhandler grænserne mellem dem selv og andre og Victor Turner (1967) som giver indsigt i baglændernes særlige liminale position. Noget jeg lagde særligt mærke til under mit feltarbejde, var den måde mine informanter italesatte deres barndomsoplevelser i det fælles rum. Hvor jeg på tomandshånd i mine interviews oplevede en ofte nøgtern og kronologisk genfortælling af mine informanters fortid, var det helt andre fortællinger, der blev fortalt i det uformelle, fælles rum. Her blev fortidens sorger ofte fortalt 33

37 som lattervækkende og/eller groteske fortællinger til stor morskab for resten af fællesskabet 22. Det groteske i mine informanters fortællinger skal forstås som det, der synes groft forvrængende, underligt og unaturligt i forhold til normen, og som, af den uden for fællesskabet stående lytter, opleves, som et skridt længere ude end det forargelige og stødende, netop fordi det er baseret på fortællernes egne erfaringer fra barndommen. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke forstår baglænderne eller Baglandet som grotesk, men at fortællingerne i dette analytiske fortællerum centrerer sig om det groteske, hvilket stod i kontrast til small-talken, kaffedrikningen og spisningen, der ellers udgjorde det sociale samvær. 5.1 Fortællerum 1: de groteske fortællinger Case A udspiller sig en aften, hvor vi sidder 8 mennesker samlet rundt om spisebordet i køkkenet. Karakteristisk for denne case er, at historierne fortælles i en morsom, ironisk og distanceret tone. Jeg oplevede, som feltarbejder at sidde og grine højt med mine informanter under historiefortællingen. Først, da jeg kom hjem og skulle skrive dagens oplevelser ind på computeren, gik det op for mig præcis, hvor alvorlige og langt fra morsomme selve oplevelserne måtte have været for historiefortællerne Case: A Under middagen er der en hyggelig, letsluppen stemning. Der bliver grinet virkelig meget i dag. Samtaleemnet starter ved stand-up og diverse danske komikere. Emnet drejer videre over i morsomme og samtidig groteske oplevelser fra de ansattes og baglændernes barndom. Ane fortæller om engang, hun som barn var med sin mor inde at prøve tøj. Noget der var helt exceptionelt. Før de skal ud af butikken, siger moderen, at hun skal tage det ene sæt tøj på og tage sit eget tøj udover, mens moren går hen og køber det andet sæt. Ane synes, det er lidt mærkeligt, men gør det alligevel og er ovenud lykkelig for at få to sæt helt nyt tøj. Dagen efter er hun til 22 Slår man grotesk op i en fremmedordbog lyder forklaringen: sælsom og komisk overdrevet, bizar; lavkomisk [ ], kunstværk, især fortælling, præget af groteske indfald og grove forvrængninger (Gyldendals Fremmedordbog 1993). Nudansk Ordbog supplerer dette med forklaringen: grotesk: som virker underlig eller unaturlig pga. sine overdrevne og forvredne træk (Politikens Nu Dansk Ordbog 1996) 34

38 frisøren med moderen iført et af sine nye sæt tøj. Ej hvor er du fin, siger frisøren. Har du fået nyt tøj?. Ane fortæller stolt, at det er helt nyt, og at hun faktisk også har fået et andet sæt.. Det fik hun på en virkelig smart måde, nemlig ved at tage det under sit eget tøj. Hendes mor står ved siden af og med Anes ord, kunne hun have givet mig én på hovedet. Historien vækker latterbrøl rundt om bordet. Ane fortæller historien virkelig sjovt. En af de ansatte siger på et tidspunkt, ej sådan noget kan man ikke få børn til at gøre, det kan man simpelthen ikke. Ét er, hvis man som voksen beslutter at stjæle, men man skal altså ikke hive børnene med ind i det. Ane siger: Jeg vidste jo ikke dengang, at vi havde gjort noget forkert, så jeg fortalte det bare gladeligt til frisøren. Ja, hvis man får sine børn til at gøre sådan noget, så er man også selv ude om, at de fortæller det videre, konkluderer den ansatte. Der er et øjebliks stilhed, men så tager Sigrid ordet og fortæller om, hvordan hun og hendes plejesøskende blev sendt på ekskursion til Netto for at finde varer, hvor udløbsdatoen var overskredet. Hvis man fandt sådanne varer, fik man noget chokolade, en flaske vin eller lignende. Hun husker, hvor sjovt det var første gang, og at man var stolt over at komme hjem til plejeforældrene med noget chokolade. Senere blev det pinligt, Det var bare så pinligt, syntes jeg, især over for de unge, lækre fyre, der arbejdede der. Var de fattige, manglede de penge? spørger en af de ansatte. Nej slet ikke, de var bare nærige og syntes, at vi skulle bidrage til husholdningen. De boede i et stort hus oppe nord på. (Udsnit fra feltnoter d ) Case: B Case B stammer fra en dag, hvor vi i en lille sluttet kreds på 4, var taget på restaurant, fordi vi var så få. Hvor leveringen af de foregående fortællinger skete i et morsomt og livligt forum, fortælles disse mere afdæmpet og i en langt fra morsom tone, men er forsat eksempler på de groteske fortællinger. Alvoren forbundet med oplevelsen var derfor klar (også for feltarbejderen): Under middagen deler en ansat og Karina nogle historier fra deres barndom, som har sat sig i dem [ ]. Efter den ansatte har fortalt om en oplevelse fra sin tid på børnehjem fortæller Karina, at i der hendes familie, var en, der blev kaldt onkel Keld. De var jo alle sammen 35

39 alkoholikere, men onkel Keld, ja han var virkelig tørstig, siger hun og smågriner. Hun fortæller, at de havde en hund, der var i løbetid fire gange om året og som igen og igen fik hvalpe. De ville ikke have dem, så de skulle aflives. Det ordnede onkel Keld. Han tog en stor lærredssæk og puttede hundehvalpene derned. Herefter tog han nogle store murbrokker og smed ned i sækken. Han tog sækken med hundehvalpe og murbrokker bag om ryggen og svingede den forover, idet han hamrede den i gulvet igen og igen. Karina fortæller, hvordan blodet løb ud af sækken, og at hvalpene ikke døde ved første slag, men at det skulle gøres igen og igen og igen før de døde. Jeg troede jo, at det var normalt, at det var sådan man gjorde. Det var jo sådan, de voksne gjorde. Det var først en dag i skolen, da læreren spurgte, om der var nogen, der vidste, hvordan man aflivede hunde, og Karina rakte hånden i vejret og fortalte, hvordan onkel Keld gjorde, at hun fandt ud af, det ikke var almindeligt. Derefter blev hun sendt direkte op til skoleinspektøren til samtale, og det blev indberettet til kommunen. Heldigvis siger Karina og den ansatte i kor (Uddrag fra feltnoter ). 5.2 Det groteske som norm Fortællingerne oven for fremstiller alle oplevelser fra mine informanters fortid, der af den ene eller den anden grund, har haft betydning nok for den enkelte historiefortæller til at blive husket og genfortalt i det fælles forum. Det er det pinlige og det groteske, det man både kan le og græde af på samme tid, der er i højsædet i fortællingerne. Når den voksne Ane fortæller, om hvordan hendes mor fik hende til at stjæle tøj som barn, udstiller det moderens manglende evner til at lære sit barn, hvad der i samfundet opfattes som rigtig og forkert, men det fortæller os ikke særlig meget om, hvordan Ane følte det, og hvorvidt hendes relation til sin mor ændrede sig med den nye indsigt. Det samme gør sig gældende, når Sigrid fortæller, hvor pinligt, det var at skulle finde varer i Netto, hvor udløbsdatoen var overskredet, og når Karina fortæller om den pludselige forståelse af, at det i resten af samfundet, blev opfattet som strengt forbudt at aflive hundehvalpe, som onkel Keld gjorde det. Fortællingerne gør os ikke klogere på, hvad de længerevarende konsekvenser blev for Karina og onkel Keld og om Sigrids relation til plejeforældrene eller Netto for den sags skyld. 36

40 Historiefortællingen har ikke fortællerens egne følelser og tanker i centrum. Derimod er det selve konfrontationen med det omkringliggende samfund, der er i fokus i historierne. Selvom nogle af fortællingerne fortælles i en lattervækkende form og andre ikke, vil jeg argumentere for, at de overordnet tjener to formål. For det første har fortællingerne det formål, at de bekræfter, at det historiefortælleren har oplevet som normen, da vedkommende var barn, har vist sig at ligge langt fra normen i resten af samfundet. For det andet er samtlige fortællinger medvirkende til at stadfæste fællesskabet blandt baglænderne, idet de giver et indtryk af, at vi er alle i samme båd. Jeg vil argumentere for en forståelse af historiefortællingen som en måde, hvorpå forestillingen om den fælles fortid og kategorien tidligere anbragt på én gang bekræftes og bevirker, at medlemmerne kan identificere hinanden som medlemmer af det samme fællesskab samtidig med, at det enkelte medlem bekræfter sin ret til deltagelse i fællesskabet Grænsedragning og kategorisering Mennesker forstår verden ved at klassificere og kategorisere de elementer, den består af, og dette er en del af den sociale identitetsskabelse, som er en proces, hvorigennem tilhørsforhold defineres. Barth beskriver i introduktionen til Ethnic groups and boundaries (1969), hvordan denne kategorisering finder sted. Han har fokus på etnicitet og forhandlingen af forholdet mellem etniske grupper, men hans teori kan ses som en generel teori om gruppedannelse og skabelse af kollektiv identitet. Omdrejningspunkt i Barths analyse er, hvordan etniske grupper konstitueres, består over tid, og hvordan de afgrænser sig i forhold til hinanden. Han kritiserer et essentialiserende fokus på indhold i forhold til etnisk identitetsforhandling og gruppedannelse samt forestillingen om, at etniske grupper udvikler deres kulturelle og sociale former relativt isoleret fra andre og primært på baggrund af lokale, miljømæssige faktorer og historiske omstændigheder. Han argumenterer i stedet for, at det er de sociale grænser og grænsedragningsprocessen, mødet og interaktionen med de andre, der er definerende. I grænsedragningsprocessen understreges, hvilke forskelle der er relevante for gruppeog identitetsdannelse og tilhørsforhold (Barth 1969:11,14-15,29). 37

41 Gruppedannelse for Barth skal således forstås som en dynamisk og situationel forhandlingsproces, hvori tilhørsforholdet til en bestemt gruppe kontinuerligt bliver forhandlet i forholdet til andre grupper. I Baglandet kan den oven for eksemplificerede historiefortælling ses som eksempel på denne forhandlingsproces. Ved at udveksle fortællinger i det fælles rum taler mine informanter sig så at sige ind fællesskabet, og både selve historiefortællingen og det konkrete indhold af fortællingerne bidrager til dette. Gennem fortællingerne taler baglænderne og de ansatte sig på samme tid op imod det såkaldte normalsamfund, hvis fordømmelse de konfronteres med i fortællingerne hos frisøren, skoleinspektøren, Netto-fyrene og deres egne familier. Derigennem forhandles den fælles identitet i opposition til både normalsamfundet og deres familie. Ikke alene bekræfter fortællingerne forestillingen om den fælles fortid og skaber en vi er i samme båd effekt, de er også med til at drage grænserne for fællesskabet. Fortællingerne omhandler historiefortællerens møde med normer i det omkringliggende samfund. Det er i forbindelse med mødet, at historiefortælleren forstår, at det vedkommende har opfattet som normen, opleves som anormalt eller ligefrem illegalt i resten af samfundet. I historiefortællingen frem- og udstilles deres egne erfaringer som groteske og medvirker dermed til yderligere at stadfæste normer såsom man må ikke stjæle og der er særlige regler for, hvordan hundehvalpe skal aflives. I fortællingerne ligger også implicit en vis latterliggørelse af forældrene, plejefamilien eller institutionen og fortælleren selv: Tænk, at forældre byder deres børn sådan noget! eller Tænk, at de ansatte/plejefamilien opførte sig sådan!, men også af historiefortælleren selv: Tænk, at jeg har kunnet tro, at det var normalt? Nu er jeg heldigvis blevet klogere. Fortællesituationen er en måde, hvorpå baglænderne og de ansatte etablerer en fælles identitet og et fælles tilhørsforhold grundlagt på forestillingen om den fælles fortid. I fortællingerne optræder forskellige repræsentationer af dem Barth benævner de andre. På den ene side familien, plejeforældrene, institutionsansatte som repræsenterer det, som baglænderne før har oplevet som normalt og på den anden side: skoleinspektøren, frisøren mv., der repræsenterer normalsamfundet. 38

42 5.2.2 Identifikation og anormalitet Barth understreger, at det ikke er den totale sum af alle 'objektive' forskelle mellem en gruppe og en anden, der adskiller de to. Betydningsfulde er derimod kun de forskelle, som gruppernes medlemmer har forhandlet sig frem til. Således vil der inden for en gruppe ofte være særlige fællestræk, der vil blive fremhævet, hvor andre forskelle vil blive ignoreret, nedtonet eller ligefrem afvist (Barth 1969:14). Denne søgen efter homogenitet eller en fællesnævner inden for gruppen fremstår tydeligt i Baglandet, hvor det at være tidligere anbragt fungerer, som det Barth henviser til som gruppens signal eller emblem (Barth 1969:14) for den kollektive identitet. Der kunne have været andre fællesnævnere, men det at være tidligere anbragt er af fællesskabet identificeret som det primære. Helt konkret betyder det, at andre forskelle nedtones. En stor del af baglænderne har efter anbringelsen haft svære psykiske problemer, andre har været alkoholikere eller stofmisbrugere og atter andre har været kriminelle, boet på gaden, været i voldelige forhold og efterfølgende boet på kvindekrisecenter, eller har oplevet at være socialt isolerede og ensomme. Disse forskelle bliver ikke tillagt nogen særlig vægt af fællesskabet, der simpelthen ikke er grundlagt på disse ting. Derfor nedtones baglændernes forskellige erfaringer efter anbringelsen til fordel for en kontinuerlig italesættelse af en fælles tidligere anbragthed. Hun forsætter: Ane, 48 år og en af mine hovedinformanter, forklarer at: Derude [hun peger hen mod entrédøren] føler man sig fremmed, det gør man ikke i Baglandet. [...] Der er [i Baglandet] ikke nogen, der tager afstand fra mig [når jeg fortæller om min barndom] fordi den næste, der sidder ved bordet eller for den sags skyld alle andre rundt om bordet, de kunne fortælle lignende sindssyge historier om deres opvækst. Baglænderne er ligesom folk fra en anden planet. Når de bliver 18 år og kommer ud, [fra institutionen eller familieplejen] er de jo helt fremmede i verden. De skal lære alt fra begyndelsen. [...] Alt det, de har set og oplevet i deres opvækst, er ikke lovligt ude i verden. Hun opsummerer med henvisning til en af de tilstedeværendes familiebaggrund sin pointe om, at tidligere anbragte ikke har nogen rollemodeller, der kan vise vejen efter anbringelsen: I den ene del af familien slår de hinanden ihjel og i den anden del begår de selvmord. Hvad skal man så gøre? Der er ingen af delene, man kan gøre, men man skal leve efter reglerne derude 39

43 [peger ud på gaden]. Ane italesætter her den fælles tidligere anbragthed og afgrænser med sit sprogbrug fællesskabet i forhold til en verden udenfor - dem Barth kalder de andre - hvor man som baglænder føler sig fremmed, fordi man ikke kender reglerne, for man har jo ikke lært dem af sine forældre eller i sit anbringelsesforløb. Dikotomiseringen af os herinde modsat dem derude er skarp, og i sin identificering af de tidligere anbragte i Baglandet i forhold til verden uden for skabes en kategorisering af baglænderne som anormale i forhold til omverdenen. Historiefortællingen i fællesskabet er medvirkende til at stadfæste denne kroniske anormalitet. Vi er alle i samme båd betyder i fællesskabet derfor, at vi er alle fremmede i verden, vi er alle anormale eller med Anes ord: Vi har ikke siddet på skødet og fået knus i formodet modsætning til folk, der ikke har været anbragt, og derfor har siddet på skødet, har fået knus, ikke føler sig fremmede derude, og som er normale. De groteske fortællinger er, som Bruner argumenterer, kontinuerlige genfortællinger af erfaringer, der reaktiverer tilhørernes egne tidligere erfaringer og opfordrer dem til selv at genfortælle disse i den nye fælles kontekst (Bruner 1989a:17). Historiefortællingen i Baglandet bygger dermed, som anført af Jackson og Ochs & Capps på et dialogisk forhold, hvor fortælleren og lytterne i fællesskab skaber fortællingen, som muliggør overskridelsen af individuelle erfaringer i et socialt rum (Jackson 2002:16, 22-23, Ochs & Capps 1996:21). Derigennem etableres den selvfølgelighed, som Kapferer omtaler: at fællesskabets medlemmer forstår verden på samme måde, hvilket i Baglandet kommer til udtryk i forestillingen om den fælles fortid (Kapferer 1986:189). 5.3 Den liminale refleksion I det følgende vil jeg argumentere for, at baglænderne ved konfrontationen med normalsamfundet har opnået en indsigt, der har resulteret i, at de måtte forlade deres hidtidige gruppe bestående af deres forældre eller i nogle af eksemplerne plejeforældre og begive sig på vandring mod optagelse i normalsamfundet. I dette liminale stadium har baglænderne taget fast bo og fortællingerne omhandler forskellige former for brud, der har bragt dem i deres nuværende, 40

44 permanente egen kategorisering som anormale. Victor Turner (1967) har beskrevet et overgangsritual som en serie af ritualer, der udføres i forbindelse med, et individ eller en gruppe føres fra en social status eller tilstand 23 i samfundet til en anden. Skiftet i status har både betydning for, hvordan samfundet opfatter individet, og på individets egen opfattelse af sig selv. Overførslen fra en status til en anden kendetegnes ved på én gang at være en tilblivelse og en transformation (Turner 1967:94-95). Turner beskriver overgangsritualets tre faser 24 : 1) Separation, hvor individet eller gruppen adskilles fra en tidligere tilstand eller status, 2) liminal fasen, hvor individet/gruppen befinder sig i en interstrukturel position, hvor få eller ingen af de kendetegn, der tilhører den tidligere eller den kommende fase er til stede. Tilstanden eller status for individet/gruppen er således tvetydig i den liminale fase. 3) Reintegrationsfasen, hvori individet/gruppen opnår en ny og veldefineret identitet med de kendetegn, der hertil hører (Turner 1967:94). Ved at kigge på baglændernes position med Turners begreb om liminalitet 25 åbner det for en ny forståelse af det empiriske materiale og synliggør liminale aspekter ved baglændernes position. Jeg trækker i min analyse, på Turners beskrivelse af aktiviteter og relationer i det liminale rum: det groteske, refleksionen, hans karakteristik af personerne i et stadie af betwixed and between samt det kammeratskab (comradeship), der kendetegner relationerne personerne imellem. Baglændernes permanente mellemposition kan med fordel anskues ud fra Turnes liminalitetsbegreb. Dette, fordi Turner argumenterer for, at der til den liminale fase er knyttet helt specifikke karakteristika, der kan bidrage til en forståelse af den position baglænderne befinder sig i. Jeg vil argumentere for, at baglænderne i konfrontationen med normalsamfundet er blevet separeret fra deres tidligere tilstand og nu befinder sig i en mellemposition, idet de aldrig har nået 23 Turner bruger begrebet state, der henviser til en social status som f.eks. gift eller ugift, men også til det han kalder miljømæssige og fysiske, psykiske og følelsesmæssige tilstande, der kendetegner et individ eller en gruppe på et særligt tidspunkt (Turner 1967:93-94). 24 Turner beskriver disse på baggrund af Van Genneps beskrivelse af tre faser ved overgangsritualer: separation, margin og aggregation (Turner 1967:94) 25 Turners liminalitetsbegreb er blevet kritiseret for at være så bredt, at det bliver intetsigende (især når det fjernes fra konteksten af overgangsritualet), ud fra et argument om, at intet er statisk, og at individer/grupper er i kontinuerlig transformation. Dermed ville alt i princippet kunne kategoriseres inden for en form for liminal fase, idet mennesket konstant befinder sig i en proces mellem forskellige tilstande. 41

45 integrationsfasen, og derfor ikke er blevet fuld-byrdede medlemmer af normalsamfundet Betwixed og between Turner beskriver de rituelle subjekter (neophytes) i den liminale fase som betwixed and between, fordi positionen er one of ambiguity and paradox, a confusion of all the customary categories (Turner 1967:97). Det liminale er that which is neither this nor that, and yet is both (Turner 1967:99). Således er de en slags ikke-personer (Tjørnhøj-Thomsen 1998:58), der af resten af samfundet forbindes med det forurenede og farlige og derfor lever isoleret fra dette. De er fysisk til stede, men har ikke nogen plads i samfundets sociale virkelighed (Turner 1967:97). [...] Hence they have to be hidden, since it is a paradox, a scandal, to see what ought not to be there! (Turner 1967:98). Baglænderne føler sig isolerede fra samfundet og mange berettede, at hvis de fortæller om deres fortid til folk uden for Baglandet, bliver de enten mødt med skepsis, at folk også i det offentlige system - enten tror de lyver, eller også med en ubærlig medlidenhed. Som Ane beskriver det: Jeg tror, der er nogen folk, der tror, man har en god fantasi, og så er der nogle folk, der bliver sådan lidt bange og trækker sig lidt, fordi det er voldsomt. "Uha, det er meget fremmed" Altså, ligesom, hvis man havde sagt: "Ja, jeg har et ekstra øje, som sidder i nakken [ ]. Jeg kunne lige så godt være grøn i huden, når jeg sidder over for folk [og fortæller at jeg har været anbragt]. Dette har for enkelte resulteret i, at de hemmeligholder for deres kollegaer, studiekammerater og andre, at de er tidligere anbragt. Mine informanter oplever, derfor i høj grad, at deres fortid betyder, at de i nutiden oplever ikke at have en plads i det omkringliggende samfund. Med Turners ord oven for de: ought not to be there! (Turner 967:98). Det er på baggrund af denne isolerede position, der opstår liminale aspekter Kammeratskab, mødet med det groteske og refleksion Internt i det liminale rum opstår ifølge Turner et kammeratskab eller fællesskab, mellem de rituelle subjekter, der ikke er hierarkisk defineret efter f.eks. alder, rang, køn eller ens slægtsskabsposition. Man kan være sig selv (Turner 1967:100, egen oversættelse), hvilket også er et udtryk 42

46 baglænderne bruger, i deres beskrivelse af, hvad der er særligt positivt ved Baglandet. I det liminale rum bliver de rituelle subjekter af samfundets ældre konfronteret med fænomener af forskellig karakter, som de normalt ikke ser. Disse har i Turners beskrivelser karakter af groteske masker og monstrøse figurer. [...] much of the grotesqueness [egen kursivering] and monstrosity of liminal sacra may be seen to be aimed not so much at terrorizing or bemusing neophytes into submission or out of their wits, as at making them vividly and rapidly aware of what may be called the factors of their culture (Turner 1967:105). Det groteske og monstrøse skal således få de rituelle subjekter til at tænke over objekter, personer og relationer i det omgivne samfund, som de ind til nu har taget for givet. En figur forestillende en løve med et menneskehoved, får de rituelle subjekter til at tænke abstrakt på både menneskehovedet og løven. Den liminale fase er dermed et reflektionsrum (Turner 1967:107), hvor: [...] there is a promiscuous intermingling and juxapositioning of the categories of event, experience, and knowledge, with a pedagogic intention (Turner 1967:106). Set i denne sammenhæng kan indholdet af historiefortællingen i Baglandets fællesrum anskues som de groteske masker og monstrøse figurer hos Turner. Fortællingerne omhandler fortællerens møde med det andet, hvor der bliver vendt op og ned på det, fortælleren hidtil antog som normen. Fortællingerne kombinerer kendetegn fra deres tidligere tilstand og den kommende tilstand repræsenteret af normalsamfundet. Fortællingerne fremstår som groteske karikaturer eller masker på selve oplevelsen og separationen fra deres tidligere stadie og tvinger baglænderne til at reflektere over de enkelte elementer og disses indbyrdes relation: om hvordan man bør aflive hundehvalpe, om at man ikke må stjæle mv. Refleksionen, der opstår i forbindelse med historiefortællingen, bekræfter det groteske for baglænderne, fordi det får dem til at reflektere over forholdet mellem deres tidligere, nuværende og evt. fremtidige tilstand. Refleksionen opmuntrer baglænderne til at udvikle sig og kan forstås som en af flere måder at opnå selvindsigt 26. Selvindsigt og selvudvikling er ord, der høres ofte i Baglandet. Psykoterapi og efterfølgende selvindsigt og selvudvikling anses som væsentlige af 26 I Baglandet nævnes hovedsagelig de private samtaler med de ansatte, som en måde at opnår selvindsigt, der kan hjælpe den enkelte baglænder med at udvikle sig. 43

47 fællesskabet. Det er ikke klart defineret, hvad endemålet med denne selvudvikling er, men der er ingen tvivl om, at både ansatte og baglændere anser det for noget, der bør efterstræbes. Det er derfor relevant at stille spørgsmålet, om denne stræben efter selvindsigt og selvudvikling skyldes en i fællesskabet ubevidst indlejret forventning om, at selvudvikling kan medføre en reintegration i det omkringliggende samfund, hvorved liminaliteten ophører? Jeg vender i kapitel 8 tilbage til betydningen af selvudvikling. 5.4 Opsamling Jeg har i kapitlet argumenteret for, at de groteske fortællinger i det uformelle, fællesrum skal forstås på 2 forskellige måder. For det første er de udtryk for den proces, hvormed grænserne for fællesskabet forhandles i forhold til verden udenfor. Ved at italesætte forestillingen om den fælles fortid og den tidligere anbragthed i fortællinger, der udstiller det groteske i deres erfaringer, bekender medlemmerne hver især deres tilhørsforhold til fællesskabet, og der skabes social genkendelighed. For det andet er de et udtryk for, at baglænderne befinder sig i en liminal position i forhold til det omkringliggende samfund. Historiefortællingerne giver baglænderne mulighed for at reflektere over de ting, de før har taget for givet og forstå dem i et nyt lys, der opfordrer dem til selvudvikling. 6. Vejrmelding og personskabelse Et andet aspekt af fællesskabet, hvor fortællingen er i centrum, er i den såkaldte vejrmelding, som er et struktureret, fælles fortællerum. Jeg har identificeret vejrmeldingen som det andet analytisk afgrænsede fortællerum for at få et indblik i, hvordan fællesskabet kontinuerligt skabes. I Fortællerum 1 beskæftigede jeg mig med fællesskabets afgrænsning og baglændernes møde med normalsamfundet, hvorigennem de blev opmærksomme på, at det, de havde anset for normen i resten af samfundet, blev anset som grotesk. I Fortællerum 2 bevæger jeg mig ind i fællesskabet og viser, hvordan historiefortællingen i vejrmeldingen skaber personer og fællesskab. 44

48 Dette gør jeg gennem 3 analytiske forståelser af personskabelse: Ochs og Capps (1996), der fokuserer på selve historiefortællingens egenskab til at skabe selv samtidig med fællesskab, Edward LiPuma (2000), der argumenterer for, at personer alle steder er konstitueret af både individuelle og dividuelle træk og James Leach (2002), der supplerer dette, idet han forbinder personskabelsen med det at blive hørt. Herefter analyserer jeg vejrmeldingens fortælleform som udtryk for et psykologiseret rum i Baglandet. Jeg inddrager her Vibeke Steffens studie af Anonyme Alkoholikere (AA) i Danmark til perspektivering af fortælleformen og overvejer, hvorvidt fortælleformen reflekterer de redskaber, mine informanter har tilegnet sig i løbet af deres anbringelse i det, de benævner systemet. Jeg argumenterer for, at baglænderne på én gang er formet af systemet og samtidig spiller op imod dette. Empirien fra Fortællerum 2 er udgangspunktet for analysen i hele kapitlet. 6.1 Fortællerum 2 Vejrmeldingen Vejrmeldingen er et fast struktureret fortællerum, hvor baglænderne og ansatte på skift fortæller om deres situation, tanker og følelser her og nu, mens de øvrigt tilstedeværende sidder og lytter. Under vejrmeldingen må tilhørerne ikke kommentere eller stille spørgsmål til det, der bliver fortalt, idet den talende skal have lov til at dele personlige ting uden straks at blive konfronteret med spørgsmål. Den talende skal have rummet, og tilhørernes opgave er at rumme det, den talende fortæller. Eventuelle spørgsmål til det fortalte, kan man stille efter at alle har haft deres taletid, og vejrmeldingen er erklæret afsluttet af lederen. Så er det op til den enkelte at beslutte, om de har lyst til at uddybe deres fortælling. I praksis oplevede jeg oftest, at det var en af de ansatte, der efter vejrmeldingens afslutning, spurgte en baglænder, der havde fortalt, at de havde det svært, om de skulle tage en snak. Underforstået, at der var tale om en privat snak på kontoret væk fra alle andre. Ane fortæller, at: Hvis man fortæller folk uden for Baglandet om sit liv, [...] ved de ikke, hvad de skal sige, og så 45

49 siger de årh nej og hvor synd, og det kan jeg ikke lide[ ]. Det er ligesom om, at deres medlidenhed får en til at føle sig mindre på en måde. Det sker af og til, at en anden baglænder fortæller noget under vejrmeldingen, hvor Ane tænker hold da op, det er godt nok vildt, men det er ikke medlidenheden og årh'erne, som hun har svært ved at håndtere. Hun rummer med andre ord de andres fortællinger. Nedenfor er en sammenskrivning af forskellige vejrmeldinger, der med ét eksempel illustrerer, hvordan en vejrmelding forløber, hvor forskellige fortællinger der kan fortælles, og hvordan brud på den strukturerede praksis håndteres. Vi sidder omkring spisebordet i køkkenet og snakken går. Fadene er næsten tomme, og Ane og Kristine er begyndt at tage ud af bordet, da lederen siger, Ane har sagt til mig, at det er længe siden, vi har lavet en vejrmelding, så skal vi ikke lave en? Har I lyst til det?. De sidste fade bliver ryddet af bordet og vandet til kaffen bliver sat over, inden vi alle igen sidder rundt om bordet. Har du lyst til at starte?, siger lederen til Pernille, der sidder i midten på den ene langside. Hun nikker og tager en dyb indånding. Det samme gør flere af de andre baglændere. Der bliver helt stille og folk retter øjnene mod Pernille. Pernille fortæller, at hun egentlig synes, at det går godt i øjeblikket. Hun er i bedre form end nogensinde før, og hun er rigtig glad for sin træning. Hun fortæller i detaljer om sin sportstræning, de mål hun har nået, og hvad hun arbejder hen imod. Hun smiler, virker afslappet og slutter af med et så det går ret godt. Ordet går videre til Jens. Han har været baglænder i mange år, men det er længe siden, han har været i Baglandet. Han fortæller, at han er glad for at være tilbage. Her forstår folk ham, fordi de selv kender det. Han fortæller, hvordan det kan være at sidde over for en psykolog og fortælle, hvordan han som yngre kunne stå i et supermarked og have lyst til at hive alle tingene ned fra hylderne og smadre alt omkring sig, hvorefter psykologen kigger på ham og siger, det kan jeg ikke helt forstå. Men som han siger: I Baglandet forstår folk godt, hvad det vil sige, når man har det sådan, de har selv prøvet det eller noget lignende. 46

50 Da det bliver Sandras tur, tager hun en dyb indånding og siger ja, altså jeg er sådan lidt usikker i øjeblikket. Hun fortæller, at hun tænker meget, og at det hele er lidt svært for tiden, fordi hun har haft kontakt med sin mor. Det er lidt hårdt... der er jo en grund til, at jeg har været anbragt... jeg tror ikke, jeg vil sige mere, hvis det er okay?. Lederen bekræfter, at det er selvfølgelig helt i orden, og turen går videre rundt om bordet. Baglænderne skiftes til at dele det, der fylder mest for dem her og nu. Katja, der har virket ked af det, siden hun kom, kort inden vi skulle spise, er den næstsidste, der får ordet. Hun fortæller, at hendes bedstemor lige er død, og at hun har været den eneste stabile person i hendes liv. Tårerne begynder at trille ned ad hendes kinder. Den ansatte, der sidder ved siden af hende, tager hende i hånden, men ingen siger noget. En anden baglænder rækker hende et stykke køkkenrulle, som hun kan tørre sine øjne i. Derefter går turen videre til den ansatte, der er den sidste i rækken. Hun starter med at sige, at hun synes, det gjorde meget stort indtryk på hende, at Sandra delte sine problemer med sin mor med os alle, og at hun godt kan forstå, at det må være svært for hende lige nu. Derefter siger hun, at hun kan se, at Katja har det hårdt med sin bedstemors død, men at hun er meget glad for, at hun er kommet i dag. Efter dette går hun videre til at fortælle, hvor glad hun er for at være ansat i Baglandet og være sammen med os alle. Ronni rejser sig op imens hun fortæller, og undskylder sig for at gå ud og ryge. Han har selv haft sin taletid og fortalte længe om sine problemer med systemet. Det er tydeligt, at afbrydelsen ikke er acceptabel, selvom det har været en lang vejrmelding, idet der er mange baglændere i dag. Lederen siger, at det ikke er en god idé, og at det ikke er smart. Ronni åbner døren til køkkentrappen og siger henvendt til den kvindelige ansatte, at han jo alligevel har hørt hendes historie. Den ansatte, som har ordet, giver også udtryk for, at det ikke er i orden. Hun forsætter med at tale; de andre baglændere siger ingenting, men kigger uroligt fra Ronni til de ansatte. Det er tydeligt, at stemningen i rummet ændrer sig; fra at have været afslappet og behagelig er stemningen nu anspændt. Det fremgår klart, at der er tale om en uvant situation, der bryder med normen for vejrmeldinger. Da den ansatte har talt færdig, 47

51 erklærer lederen vejrmeldingen for afsluttet og går derefter ud i gården for at tale med Ronni. Den ansatte spørger Sandra, om de skal tage en snak, hvorefter de forsvinder ind på hendes kontor, mens vi andre laver te og kaffe og begynder at vaske op (sammenskrivning af feltnoter fra d og ). Eksemplet illustrerer, at fortællingerne under en vejrmelding er meget forskelligartede. Der kan være både glade og triste fortællinger, men strukturen og fortælleformen er altid den samme. I det følgende vil jeg med Elinor Ochs og Lisa Capps, Edward LiPuma og James Leach analysere vejrmeldingen som fortællerum, og hvordan især fortælleformen bidrager til skabelsen af både person og fællesskab. 6.2 Personskabelse i fællesskabet LiPuma gør op med en dikotomisk forståelse af personen som enten individ (en unik, afgrænset, udelelig og selvstændig handlende agent) eller divid (hvor selvet er indlejret i den sociale kontekst) og argumenterer for, at personen skabes i spændingsfeltet mellem de individuelle og de dividuelle træk, som en person er konstitueret af (LiPuma 2000:131,132). LiPuma er ikke helt tydelig i sin forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan, men argumenterer for at det er en præmis for, at det overhovedet er muligt for mennesker at forstå hinanden på tværs af kulturelle grænser og at vi alle rummer både individuelle og dividuelle træk. Desuden henviser han til, at der på alle sprog eksisterer en distinktion mellem jeg og du, at disse varierer fra kontekst til kontekst og er resultatet af sociale relationer (LiPuma 2000:131). Historiefortælling besidder ifølge Ochs and Capps netop egenskaberne til på samme tid at skabe både person og fællesskab. I kraft af, at historiefortælling gør socialitet mulig, skabes selvet i processen, hvormed fortællingen tager form og bliver i tråd med LiPumas argumentation tydelig gennem sprogbruget, hvor jeg er centrum for historiefortællingen (Ochs & Capps 1996:21,29). Med udgangspunkt i forfatteren Toni Morrisons citat: narrative is radical, creating us at the very moment it is being created (Morrison i Ochs & Capps 1996:22), argumenterer Ochs og Capps for, 48

52 at der i forbindelse med historiefortælling eksisterer en dualitet, nemlig at historiefortællerne skaber ny forståelse af sig selv i takt med, at de fortæller historier. In this manner, selves evolve in the time frame of a single telling as well as in the course og the many tellings that eventually compose a life (Ochs & Capps 1996:23). Ochs og Capps argumenterer for, at hver historiefortælling placeret i tid og rum kun engagerer dele af fortællerens eller tilhørernes selv 27, idet en given tidslig og rumlig situation vækker bestemte minder, bekymringer og forventninger, som former den givne historiefortælling. På denne måde bidrager historiefortælling til skabelsen af fællesskab og selv på en og samme tid, og kan forstås som en handling, der aktiverer dele af selvet, fordi fortællinger kun får adgang til dele af fortællerens og lytterens erfaringer (Ochs & Capps 1996:21,22,29). Ved at studere vejrmeldingen gennem ovenstående sammenhæng mellem historiefortælling og personskabelse kan den enkelte historiefortællers individuelle og dividuelle sider forstås som gensidigt konstituerende. Historiefortællerens individuelle sider fremstår, idet denne er et fysisk afgrænset, handlende subjekt. Fortællerens fortælling tager desuden udgangspunkt i verden set fra dennes øjne, dennes krop og understreger med sin sprogbrug, at vedkommende er i centrum af fortællingen, som udspringer fra jeg. Vejrmeldingen er således på én gang en måde, hvormed den enkelte baglænder manifesterer sig og derigennem skaber sin person i fællesskabet, og rækker ud til og forbinder sig med de andre tilstedeværende. Leach viser desuden, hvordan relationer, som fremtræder i en socialt genkendelig form, bliver ét med den person, som skabes gennem disse relationer (Leach 2002:714,715). Hans empiriske materiale omhandler drenge fra landsbyen Reite på Papua Ny Guineas Rai kyst, som gennem overgangsritualer bliver til mænd samtidig med, at deres mandlige slægtninge på mødrene side skaber ceremonielle trommer (garamut) til dem (Leach 2002:713). Udgangspunktet for Leachs artikel er informanters udsagn om, at en garamut er en mand (Leach 2002:713), og gennem sin analyse viser han, at en mand defineres ved at have en effektiv social tilstedeværelse, hvilket kan 27 Ochs og Capps bruger begrebet selfhood. Det danske ord selv kan nemt forbindes med en statisk tilstand, hvor det engelske har en mere processuel karakter, idet man, som i denne sammenhæng, kan aktivere selfhood i større eller mindre grad. Det er i denne processuelle betydning, at min oversættelse til selv skal forstås. 49

53 aflæses af, om hans stemme er kraftfuld. En garamut er derfor en mand, hvis den har en stemme, som andre er nødt til at høre (Leach 2002:715,727). Leachs informanter bliver altså til personer ved at have en stemme, som andre hører. Dermed indgår disse andre i relationer med personen, og relationerne bliver til en del af personen. I tråd med Leachs analyse og historiefortællingens generelle egenskaber, som argumenteret med Ochs og Capps bliver den enkelte fortællers relationer til de øvrige tilhørere under vejrmeldingen en del af personen. Fortællingerne har således en medierende kraft, der skaber en relation mellem fortælleren og tilhørerne - de bliver under vejrmeldingen en del af den samme sociale virkelighed. Ved vejrmeldingen repræsenterer den enkelte persons fortælling trommerne hos Leach, og deres stemme høres af de andre, som dermed anerkender dem som selvstændige personer i fællesskabet. Således bliver det problematisk, at Ronni går ud og ryger, fordi han dermed ikke anerkender eller respekterer den ansatte som en selvstændig person, der skal høres. Sat på spidsen mislykkes personskabelsen, fordi Ronni går og derved ikke hører hendes tromme. Det er dermed fortælleformen mere end indholdet af fortællingerne, der har betydning for personskabelsen i vejrmeldingen. 6.3 Fortælleformen og det psykologiserede rum Mange af mine informanter, både de ansatte og baglænderne, fortæller åbent om, at de har gået i forskellige former for terapi - flere gennem en årrække. Psykologiens terminologi og forståelse er dybt indlejret i Baglandet, og de ansatte er hhv. uddannet lærer og psykoterapeut og under uddannelse til psykoterapeut 28. Psykologiske forklaringsmodeller er derfor dominerende, og samtalen samt at blive mødt står i centrum for den måde, der ageres på. Psykologiske forklaringsmodeller og terminologi former den måde fortællingerne i Baglandet fortælles på. Ord som svigt optræder ofte i fortællingerne og i den daglige tale som forklaring på, hvorfor baglænderne af og til reagerer voldsomt i en given situation. Jeg behandler ikke her det indholdsmæssige aspekt af historiefortællingen under vejrmeldingerne, da indholdet af 28 Efter afslutningen af mit feltarbejde har lederen gennemført sin uddannelse til psykoterapeut. 50

54 fortællingerne er meget varieret og ikke følger specifikke tematikker. I stedet vil jeg rette blikket mod fortælleformen, der afspejler, at psykologiens terminologi, forklarings- og forståelsesmodeller er indlejret i den lokale kontekst. Formen, hvormed fortællingerne under vejrmeldingerne fortælles, er fastlagt og tilbagevendende ved hver vejrmelding, underordnet hvem eller hvor mange, der er til stede. Længden af den enkeltes taletid er ikke afgrænset, men i praksis taler hver person i nogle minutter. Formen, hvormed hver enkelt efter tur sætter ord på, hvad der optager én her og nu, minder om formen til møder i AA, som beskrevet af Vibeke Steffen (1997), hvor de tilstedeværende på skift fortæller om deres forhold til alkohol, og hvordan de blev alkoholikere. Steffens viser, hvordan de enkelte selvbiografiske fortællinger binder op til en større kollektiv fortælling om alkoholisme (Steffens 1997:106). Fortælleformen i både AA og Baglandet tager afsæt i en gængs terapeutisk forestilling om, at det at dele sine bekymringer i et fællesskab er helende i kraft af, at det normaliserer kaotiske oplevelser samtidig med, at man bliver en del af et fællesskab af personer, der har lignende problemer (Steffens 1997:103, Ochs & Capps 1996:26-27). Vejrmeldingen adskiller sig fra AA-møderne, idet indholdet af fortællingerne under vejrmeldingen, som sagt, er meget forskelligt og ikke bidrager til konstruktionen af én fælles fortælling i modsætning til Fortællerum 1, hvor de groteske fortællinger kontinuerligt skaber fællesskabet, samhørigheden og forestillingen om den fælles fortid. At kigge indad og sætte ord på tanker, følelser, bekymringer, glæder og sorger er ikke en fremmed situation for de fleste baglændere. Flere fortalte, at de har lært dette i behandlingsforløb enten i løbet af deres anbringelsestid eller på en læges eller eget initiativ senere. De har derigennem tillært sig den terapeutiske fortælleform og er vant til at bruge den. Faktisk giver flere baglændere udtryk for, at hvor de har nemt ved den terapeutiske fortælleform, har de svært ved at føre en almindelige dialog med folk, som ikke har været anbragt, da de ikke mener at have redskaberne til at føre en sådan samtale. Det er lidt uklart, hvad der menes med redskaberne, men når tilspurgt om disse, henviste nogle af mine informanter til at kunne small-talke, tale om vejret og i det 51

55 hele taget føle sig tilpas i sociale sammenhænge med folk, der ikke har været anbragt. Det er derfor sandsynligt, at baglænderne har tillært sig redskaberne til vejrmeldingens strukturerede fortælleform, hvor fortælleren er i centrum, gennem deres møder med det, flere baglændere benævner systemet. Et system som ansatte såvel som baglændere ellers identificerer sig i modsætning til med anvendelse af ord som institutionsagtig om ting, der anses for ikke at være fordrende for fællesskabet. Det tyder dog på, at samme system har været med til at forme måden, hvorpå de udtrykker sig. Til trods for, at indholdet af fortællingerne er forskelligartet, vidner fortælleformen og sprogbrugen om deres anbringelsesfortid, og giver medlemmerne mulighed for at anvende en fortælleform, de har lært i terapirummet og er trygge ved. Fortælleformen giver dem samtidig et redskab til at handle via selvudvikling, som måske kan give dem en bedre fremtid. Vejrmeldingen er dermed et udtryk for Baglandets psykologiserede rum. Et rum, der danner konteksten for fortællingerne og influerer konstruktionen af disse. 6.4 Opsamling Jeg har i kapitlet argumenteret for, at vejrmeldingen primært tjener to tæt forbundne formål for fællesskabet indadtil: 1) Den tillader den enkelte baglænder at blive til en selvstændig person i fællesskabet og 2) samtidig at række ud til tilhørerne, hvormed en fælles social virkelighed, et fællesskab, skabes i tid og rum. Modsat de groteske fortællinger som beskrevet i kapitel 5, skaber vejrmeldingen personen i fællesskabet samtidig med, at fællesskabet skabes, og ikke alene fællesskabet som et hele i relation til verden uden for. Jeg har desuden analyseret vejrmeldingens fortælleform som et udtryk for det psykologiserede rum, der kendetegner Baglandet. Gennem en forståelse af de ansatte og mange baglænderes kendskab til den terapeutiske fortælleform, har jeg peget på, at de på én gang taler sig i opposition til systemet, men samtidig er formet af dette, idet de mestrer den terapeutiske fortælleform til perfektion. Dette understreges af, at vejrmeldingerne ikke afholdes på faste dage, 52

56 men på foranledning af en baglænder eller ansat, hvorfor det tydeliggøres, at baglænderne selv efterspørger vejrmeldingerne, muligvis fordi de er trygge og vante til formen. I forlængelse af dette kapitel udforsker jeg i det næste dobbeltheden i måden, hvorpå det institutionsagtige og hjemlige forstås i Baglandet. 7. Hjemlighedens dobbeltheder Dette kapitel består af to dele, hvor jeg i første del bevæger mig udover fortællingerne og stiller skarpt på, hvordan Baglandet søger at skabe en hjemlig stemning for dets brugere, og hvordan rutiner og praksisser i fællesskabet bidrager til skabelsen af samhørighed blandt baglænderne. Jeg benytter Janet Carstens begreb, relatedness, på dansk forbundethed, til at studere karakteren af relationerne i fællesskabet. Desuden benytter jeg begrebet hjemlighed dels for analytisk at distancere mig fra almen sprogbrug som hjem, hjemlig, hygge og dels for at indfange både de fysiske og relationelle aspekter af empirien, samt klargøre at disse er uadskillelige i den empiriske virkelighed. Jeg identificerer i første del af kapitlet tre forskellige aktiviteter, der bidrager til skabelsen af hjemlighed i Baglandet: 1) fællesspisning, 2) anvendelse af slægtskabsterminologi og 3) den fysiske kontakt, knus, og plads til ked af det-hed. Jeg argumenterer for, at disse aktiviteter skaber hjemlighed, hvorfra forbundetheden, mine informanter imellem, udspringer. I anden del af kapitlet undersøger jeg gennem fortællerum 3 karakteren af relationerne mellem baglænderne og de ansatte såvel som mellem baglænderne indbyrdes og peger på nogle dobbeltheder og problematikker forbundet med forståelsen af hjemlighed. 7.1 Skabelse af hjemlighed På Baglandets hjemmeside står øverst på alle siderne: Baglandet et sted for tidligere anbragte (Baglandets hjemmeside). Læser man videre under fanen Faciliteter, står: 53

57 Vi holder til i en rummelig lejlighed [...] Indretningen er hjemlig, og der er normalt en god orden. (Baglandet Københavns hjemmeside, egen kursivering). Og på en liste over, hvad Baglandet er, står der desuden: Baglandet er et sted, hvor man kan komme og være sammen med andre, få en snak, en kop kaffe og føle sig hjemme, når der er behov for det (Baglandet Københavns hjemmeside, egen kursivering). Jeg oplevede, at det i høj grad er det at være sammen med andre, der er i centrum i Baglandet. Dette består i at sidde rundt om køkkenbordet eller alternativt bordet i stuen eller entréen og small-talke, fortælle historier og drikke te eller kaffe. Det hænder, at nogle af baglænderne giver sig i kast med at male i malerummet, og ofte skal flere baglændere i løbet af dagen bruge computeren for at tjekke eller for at skrive og sende en jobansøgning. I det følgende analyserer jeg de praksisser og rutiner, der bidrager til skabelsen af hjemlighed, hvorfra forbundethed mine informanter imellem udspringer. Carsten introducerede begrebet forbundethed i studiet af slægtskab (Carsten 1995, 1997, 2000). Hun advokerer for en tilgang til slægtskabsstudier, der bryder med det euroamerikanske fokus på biologi, gener og blod som omdrejningspunkt for slægtskab. Et fokus, som hun mener, antropologer har viderebragt i deres studier af andre samfunds forståelser af slægtskab (Carsten 1997:290). Carsten argumenterer for, at begrebet forbundethed giver mulighed for at tænke slægtskab på nye måder, der ikke opstiller en analytisk dikotomi mellem socialt og biologisk slægtskab (Carsten 2000:4,5). I stedet åbner begrebet op for at tænke slægtskab processuelt frem for statisk og defineret af biologisk substans og genealogi (Carsten 1995:223,225, ), idet studier af forbundethed tager deres udgangspunkt i den levede erfaring i den lokale kontekst (Carsten 2000:14). På baggrund af sit studie af malajerne i Pulau Langkawi argumenterer Carsten for, at det at bo under samme tag, spise sammen eller være blevet ammet af samme bryst kan skabe forbundethed (Carsten 2000:14). Jeg inddrager forbundethed som analytisk begreb, der kan åbne op for en ny måde at forstå, hvordan fællesskabet skabes og argumenterer for, at forbundetheden i Baglandet udspringer af hjemligheden. Ida Wentzel Winther argumenterer i sin analyse af hjemlighed i danske familiehjem for, at 54

58 det sociale fællesskab og det fysiske sted er uløseligt knyttet sammen, og at de sociale regler i rummet giver dette betydning og foreskriver, hvordan man færdes på stedet, hvis man vil være en del af det (Winther 2006:30). Selvom jeg fokuserer på karakteren af relationerne i Baglandet, er disse altså tæt forbundet med den fysiske lokalitet eksempelvis lejlighedens indretning (se På vandring gennem Baglandet ) Fællesspisning Middagen er dagens vigtigste begivenhed i Baglandet. Spisningen er altid kl , og jeg oplevede ikke, at der blev veget fra dette på noget tidspunkt. Til tider går man i samlet flok ud og spiser på en restaurant i nærheden, men de fleste af dagene foregår spisningen i Baglandets køkken. Maden skal være sund, og der tales meget om sundhed og at være sund. Dette i forbindelse med selvudvikling og en sund psykisk tilstand, men også i relation til maden. Dertil kommer, at begge de ansatte var på slankekur i den periode, jeg var i Baglandet, hvorfor maden skulle være fedtfattig og uden kulhydrater. I forbindelse med middagen er det, der spises således af betydning, men selve spisningen er det vigtigste. Georg Simmel argumenterer for, at spisning kan være en måde at tilvende sig et fællesskab. Ifølge Simmel kan personer, der ikke har særlige fælles interesser finde hinanden ved et fælles måltid, idet der til måltidet er knyttet en primitiv materiel interesse som derfor gør måltidet alment gældende (Simmel 1998:136). At indtage føde er en menneskelig nødvendighed, der bevirker at mennesker kan mødes omkring spisningen, hvoraf måltidets socialitet opstår (Simmel 1998). Spisningen er en af de praksisser i det sociale fællesskab, der er medvirkende til at skabe fællesskab og hjemlighed mellem baglænderne. For det første fremhæver mange af baglænderne, at de netop kommer i Baglandet for at have nogen af spise med, som Stine siger: For mig, som i øjeblikket bor alene og arbejder, der kan det være rigtig rart at komme ud, og så at have nogen at spise med. Det er bare så banalt, som nogen at spise med. 55

59 I tråd med Simmels argumentation, er det socialiteten forbundet med spisningen, der er vigtig 29. For det andet er spisebordet i køkkenet husets livsnerve, hvorfra den daglige small-talk oftest foregår, hvilket understreger køkkenet og spisebordet som centrale lokaliteter i huset 30. For det tredje er det i forbindelse med spisningen eller umiddelbart efter, at historiefortællingen, både de groteske fortællinger og vejrmeldingen, foregår og som analyseret er historiefortællingen essentiel i skabelsen af fællesskab i Baglandet. Winther påpeger også, at køkkenet fra 1990'erne er blevet et centralt sted i danske familiehjem. Det store langbord troner heri med drømme om et varmt og frodigt familieliv. [ ] Det åbne køkken omdøbes fra alrum, til samtale-køkken og det sidste skud på stammen [ ] er leve-rum (Winther 2006:51). Fællesspisningen er de ansattes forsøg på at skabe hjemlighed. Lederen siger f.eks., at tidligere anbragte ikke har lært at nyde maden; det er noget, de skal lære 31. På døgninstitutioner er spisning med lederens ord ofte et spørgsmål om affodring. Det er ikke lækkert og altid meget institutionsagtigt. At spise lækkert enten i Baglandet eller på restaurant bidrager i hans optik til at udvikle baglænderne syn på mad og spisning som noget socialt 32. Han sammenligner det med, når en almindelig familie sidder og spiser sammen om aftenen og taler om løst og fast. Fællesspisningen er altså en måde at oplære baglænderne til at være en almindelig familie på, og selve spisningen er et eksempel på de ansattes vægtning af hjemlignende rutiner, der skal skabe hjemlighed Slægtskabsterminologi Et eksempel på, hvordan forbundetheden, der udspringer af hjemligheden, kommer til udtryk er desuden, at jeg gentagne gange hørte baglænderne anvende slægtskabstermer, når de omtalte de ansatte. Det er de nære relationer, der er i centrum. Her et par eksempler, der illustrerer 29 Hvilket understøttes af, at der ved bordet ofte grines og pjattes under eller umiddelbart efter spisningen. 30 Winther beskriver samtidig, hvordan køkkenet i danske familiehjem er et sted, hvor anden aktivitet også foregår uden for spisetiderne f.eks. lektielavning, tegning, at lytte, snakke, kigge eller noget helt andet (Winther 2006:52). 31 Flere af baglænderne, ham selv inklusiv, har som børn oplevet gang på gang at gå sultne i seng, fordi køleskabet var tomt. Han fortæller, hvordan hans ældre søster blandede mel og vand til en slags bolle, som de spiste for at få et eller andet i deres sultne maver. Andre informanter fortæller lignende historier. Derfor er køleskabet i Baglandet altid bugnende fuldt. 32 Lederen beskriver det selv som livsappetit. At have lyst til at spise og at lære at nyde det skaber ifølge ham appetit på livet generelt. 56

60 sprogbrugen: Under middagen henviser Ane til de gamle. Det går op for mig, at hun mener de ansatte, selvom hun selv er næsten jævnaldrende med dem. Den kvindelige ansatte griner og spørger i en munter og udfordrende tone: Hvad mener du med det? Vi er da ikke gamle!. Ane: Ej, nu har du da været her i flere år efterhånden, ved du ikke, at det er dig, der er moren? Den kvindelige ansatte: Nåh jo... Ane: men altså, det er du bare Sandra: ja og Lorentz er faren. (Uddrag af feltnoter d ) Vi er på restaurant for at fejre lederens fødselsdag. På et tidspunkt efter hovedretten beder Karina tjeneren om at komme med et flag, fordi far har fødselsdag. Hun lægger tryk på ordet far. Hun er 45år og dermed kun et par år yngre end lederen. Da tjeneren kommer med flaget, gentager hun det er fordi, at far har fødselsdag (Uddrag af feltnoter ). Også de ansatte italesætter deres rolle i Baglandet ud fra slægtskabsterminologi: En ansat fortæller mig, at baglænderne aldrig har haft forældre at spille op imod, og de finder måske først noget, der ligner forældre i Baglandet. Hun fortæller, hvordan nogle baglændere derfor har brug for at slå faren ihjel især over for lederen for at blive egne, selvstændige personer, ligesom andre unge gør med deres forældre. Lederen fortæller, hvordan han netop forstår sin rolle som den autoritet, baglænderne kan spille op i mod, men som stadig er der bagefter (Uddrag fra feltnoter d ). Slægtskabsterminologien og de ansattes forståelse af deres rolle som en slags erstatningsforældre, man kan spille op imod eller i psykologisk forstand slå ihjel for at blive egne, selvstændige personer fortæller noget om, hvordan baglænderne og de ansatte forstår deres indbyrdes relation. De ansatte forbinder relationen med autoritet, og at de stadig er der efter en eventuel konfrontation 33. Det at være sammen, spise sammen, dele samme sted, være fælles om den tidligere anbragthed og forestillingen om den fælles fortid bidrager til skabelsen af en hjemlighed, der for baglænderne og de ansatte understøttes af brugen af slægtskabstermer for at beskrive de relationer, der faciliterer forbundetheden. 33 Som en ekstra detalje kan følgende empiriske eksempel illustrere de ansattes autoritet: For enden af spisebordet står en stor blå kontorstol, det er lederes stol, anskaffet fordi han havde ondt i ryggen. Han sidder altid for bordenden. Resten af stolene er træstole. Baglænderne flytter sig straks fra pladsen, når han kommer ind i rummet, og hvis ikke bliver de i en munter tone smidt væk fra denne. I lederens ferie stod stolen altid tom på nær en enkelt gang, hvor jeg oplevede en baglænder, der med begejstret stemme råbte jeg vil sidde på Lorentz' stol, idet han skyndte sig ned for bordenden og satte sig, og mest af alt lignede en lille dreng, der vidste, at han havde gjort noget frækt. 57

61 7.1.3 Knus og kram Baglænderne indbyrdes anvender ikke slægtskabstermer om hinanden, men de skaber forbundethed gennem deres interaktion med hinanden. De baglændere, der har været der længst, og ofte også er ældre, påtager sig en autoritetsrolle over for de nyere og yngre baglændere, og bliver desuden spurgt til råds af de nye. Således overværede jeg eksempelvis en samtale, hvor en baglænder i 30'erne agerede rådgiver og autoritet i forhold til resten, mens han fortalte om sine erfaringer med at holde foredrag om sin fortid. Da en af de yngre brød ind for at stille et spørgsmål, blev denne med det samme sat på plads med ordene det skal jeg fortælle dig, hvis du lader være med at afbryde mig. Autoritet er således også et aspekt af forbundetheden nogle baglændere imellem. Puk svarede mig i et interview på spørgsmålet om, hvorfor hun kommer i Baglandet således: Hvis jeg f.eks. er ked af det (lang pause) f.eks. plejer det at være mig, der trøster Sandra. Og en dag, derinde [i Baglandet], blev jeg ked af det, [ ] så kom hun hen og tog om mig. "Kom herhen og få et kram" sagde hun, og der kunne jeg mærke, at nu var jeg i sikkerhed. Og så løsnede det, og så græd jeg endnu mere. Og det er også noget, jeg oplevede herinde, at man kan mærke, når folk åbner sig for en. [ ] Altså, mange steder så er der lige den der flig af [...] afstand. [ ] Og det er [i Baglandet] ligesom to børn, der står over for hinanden, at der ikke er det der fnidder, hvor man tænker sådan "aaargh, lad være med at komme for tæt på, fordi så er der berøring", [ ] hvor det [relationen til de andre baglændere] er meget ligesom børn, så er det rent, og man kan se på folks øjne, "Hey, jeg bliver her". Og normalt er jeg den voksne i forhold til Sandra, men hun blev stående, hun blev ikke bange, og hun blev ikke irriteret over, at jeg var ked af det. Og der byttede rollerne. Og jeg kunne se på hendes øjne, at "hey, kom bare, jeg kan godt klare det, hun har selv været der. Og det er meget unikt, fordi de fleste folk vil godt trøste dig til en vis grad, og så må du ligesom gå hen til et andet sted og klare det. Eksemplet illustrerer, hvad der gør sig gældende for mange af mine informanter, nemlig at de oplever en særlig forbundethed mellem dem selv, de ansatte og de øvrige baglændere. Puk anser relationen til de øvrige baglændere som værende ren og ligesom børn, idet den er uden fnidder, og man tør komme hinanden nær. Hun understreger vigtigheden af den fysiske kontakt, berøring og at give kram. Desuden kan rollerne baglænderne imellem bytte, således at den, der før var den voksne, bliver den lille og omvendt. Forbundetheden skabes gennem fællesskabets forestilling om den fælles fortid, som Puk siger hun har selv prøvet det. Knuset er en markør på de nære og rene relationer - på forbundetheden. Knuset er en bevidst del af pædagogikken i Baglandet. Lederen fortæller, at han af andre 58

62 professionelle er blevet frarådet den fysiske kontakt med brugerne, men han argumenterer for, at det netop er den fysiske kontakt, tidligere anbragte mangler. At give knus er derfor en integreret del af at omgås i Baglandet og et eksempel på, at de ansatte bevidst arbejder for at skabe en bestemt type af nære relationer på stedet. Man giver knus til alle uanset, hvor mange der er, når man kommer og går. Kender man ikke hinanden, giver man hånd i begyndelsen, men hurtigt bliver man af de andre spurgt vil du ha' et knus?. I begyndelsen af mit feltarbejde var det fysisk meget tydeligt, at jeg stod uden for fællesskabet, fordi jeg ikke gav eller fik knus af mine informanter. Der gik dog ikke mange dage, før jeg blev inkluderet i den fysiske del af fællesskabet og således fik knus af og gav knus til mine informanter, når jeg kom og gik. Flere af mine informanter har beskrevet det som meget grænseoverskridende første gang, de kom i Baglandet. En enkelt fortæller, at hun holdt sig væk fra Baglandet i et år efter sit første besøg, alene fordi hun frygtede den fysiske kontakt. Da hun overvandt sin frygt og vendte tilbage, fandt hun ud af, at det var vidunderligt, for som tidligere anbragt, har jeg ikke fået knus derhjemme eller på institutionen. Hun fortæller videre, at i dag elsker jeg det, det er en af grundene til, at jeg kommer. Den fysiske kontakt er altså en central del af forbundetheden i Baglandet. I første del af dette kapitel har jeg vist, at spisningen, slægtskabsterminologien og knuset er vigtige i forståelsen af, hvad der bidrager til at skabe fællesskab, hjemlighed og forbundethed i Baglandet. Jeg har vist, at de ansatte stræber efter at skabe hjemlighed gennem praksisser som spisning og knus, hvorfra forbundetheden udspringer. Forbundetheden er karakteriseret af autoritet i relationerne til de ansatte og i nogle tilfælde også mellem ældre og yngre baglændere. Desuden er det karakteristisk for relationerne baglænderne imellem, at de bygger på forestillingen om den fælles fortid, hvilket sætter dem i stand til at hjælpe, trøste og komme helt tæt på hinanden også fysisk. Jeg bevæger mig nu til anden del af kapitlet, hvor jeg med udgangspunkt i baglændernes fortællinger om Baglandet vil analysere hjemligheden fra en anden vinkel. Deres fortællinger er 59

63 modbilleder på hjemligheden, og afspejler denne fra en anden vinkel, der samtidig bekræfter betydningen af hjemlighed for baglænderne. Jeg fremhæver i anden del af kapitlet to temaer i baglændernes fortællinger for derigennem at vise 1) uoverensstemmelserne mellem de ansattes konkrete bestræbelser på at skabe hjemlighed i forhold til baglændernes forståelse af hjemlighed og 2) dobbeltheden i de ansattes rolle og de problemstillinger, der er forbundet med denne. 7.2 Fortællerum 3: modbilleder på hjemlighed For at skabe en forståelsesramme for analysen af baglændernes fortællinger inddrager jeg Susanne Højlunds studie (2009) af hjemlighed og autenticitet på danske miniinstitutioner for anbragte børn. Højlund viser, hvordan pædagogerne på miniinstitutioner arbejder ud fra en ideologi om hjemlighed, der spiller op imod begrebet institution, som de tager stærkt afstand fra i deres arbejde. Hun beskriver, hvordan pædagogernes stræben efter at skabe hjemlighed i institutionerne skal ses i lyset af den danske døgninstitutionshistorie, hvor religiøse fortolkninger af hjem og dettes betydning for barnets udvikling, har været centralt (Højlund 2009:58-63). Trods pædagogernes bestræbelser på at skabe en hjemlignende miniinstitution med det, de forbinder med traditionelle danske familierutiner såsom at bage boller, se film og tænde stearinlys (Højlund 2009:50-54), oplever børnene ikke stedet som et hjem og undrer sig over, hvorfor Højlund studerer hjem i en miniinstitution. Til spørgsmålet om, hvad der skulle til for at gøre det til et hjem, svarer en af drengene: nogle andre pædagoger! (Højlund 2009: 54). Højlund argumenterer for, at det for børnene er det relationelle, der er i centrum. Børnene sætter fokus på fraværet af de intime relationer og konkluderer dermed, at miniinstitutionen ikke er et hjem (Højlund 2009:54-58). I Baglandet gør noget af det samme sig gældende. De ansatte arbejder for at skabe hjemlighed, idet de ligesom Højlunds pædagoger tilstræber en daglig drift, der minder om traditionelle, danske familietraditioner med hjemlignende rutiner såsom fællesspisning, hyggeligt 60

64 samvær samt knus og de fysiske rammer, der vækker konnotationer til et hjem med stue, køkken, sofaarrangement og familiebilleder på væggene 34. Lederen fortæller, at der skal ikke være det der institutionsagtige med ro, renlighed og regelmæssighed, og bruger således ligesom Højlunds pædagoger institutionen som referenceramme for, hvordan der ikke skal være i Baglandet. Langt de fleste baglændere sætter pris på dette og adskiller sig dermed fra Højlunds børn, idet de konkret italesætter alle de gode ting, som Baglandet og fællesskabet kan og gør. De hjemlignende praksisser og fysiske rammer giver dem en følelse af forbundethed og tilhørsforhold til Baglandet. Fortællingerne i dette fortællerum fik jeg primært adgang til gennem individuelle interviews. Flere af de interviewede benyttede dette talerum til at italesætte deres kritik af Baglandet, fordi de ikke oplevede, at det var muligt i Baglandet. Ved at fortælle tingene til mig, håbede flere på, at de måske indirekte kunne påvirke den måde Baglandet drives på. Der var områder, som alle mine informanter udtrykte utilfredshed med, områder, hvor kun enkelte var utilfredse og endelig var der rigtig mange positive fortællinger om fællesskab og tilhørsforhold, som jeg har behandlet i de tidligere kapitler Den lukkede dør Jeg inddrager i de følgende interviewudsnit Puk og Stine, idet deres fortællinger illustrerer de grundlæggende modbilleder i forhold til hjemlighed, som jeg mødte i Baglandet. Et af disse temaer er: Den lukkede dør, som har en dobbeltbetydning i baglændernes fortællinger: 1) at blive mødt af den fysisk låste dør, når de tror, Baglandet er åbent og 2) de ansattes utilgængelighed og manglende tilstedeværelse, når de opholder sig i Baglandet. Hjemlighed er for baglænderne både, at døren er åben, og at de ansatte er til stede. Nedenstående citater eksemplificerer dette: Puk: Jeg bryder mig ikke om at komme, og døren er lukket. Det har jeg prøvet så mange gange i mit liv, at der ikke bliver åbnet, og man ved ikke, om det er fordi, der ikke er nogen hjemme, eller fordi de bare ikke gider at åbne. Det påvirker mig meget at komme her, og der ikke er nogen. Før i tiden, der kom jeg, når Baglandet åbnede, men jeg har simpelthen så tit stået ude foran den 34 Til sammenligning kan nævnes, at andre væresteder for udsatte voksne eksempelvis kan have en mere café lignende indretning med småborde (se Grytnes 2004 eller Hansen). 61

65 lukkede dør. [...] Det gør, at jeg kommer senere og senere [ ]. Jeg har brug for mere kontinuitet, og at der er åbent, og de ansatte er her [...]f.eks. da jeg kom i dag, så var de begge to ude [ ], så der måtte jeg gå, da jeg kom. Det er ved sådanne gentagelser [...], at jeg får den følelse nogle gange, at "Nårh, nu' min mor og far gået på druk". Altså, så er de ude og kigge på ting eller mad. Der er ikke nogen, der ved, hvor de er, og der er ikke nogen, der ved, hvornår de kommer tilbage, og de tager ikke deres telefon, der er telefonsvarer på. Stine: Stine: [...] for mig, der har boet sammen med min far, der var alkoholiker, som faktisk gik direkte fra arbejde på værtshus, han var aldrig nogensinde hjemme. Jeg kom tit hjem til en lukket dør, så for mig er det vigtigt, som tidligere anbragt, at de [ansatte] er der. At der er en åben dør [ ]. Det gør ikke noget, at de er en lille bitte smule servicemindede. Faktisk, ville det være rigtig dejligt, hvis de havde lige præcis den der [ ] der skal altid stå et lille bord, der er pænt med blomster, og hvor der er kaffe og te og en lille smule kage. Det skal bare være der, uanset om der kommer nogen eller ej [ ]. Der mangler for mig den varme, som jeg som barn ikke har oplevet. Der, hvor man aldrig led nød. Er der nogen hjemme eller er der ikke nogen hjemme? Kommer jeg til en lukket dør? Er de pisse fulde? Man ved det ikke, der er den samme ustabilitet over Baglandet, og der synes jeg det svigter. Og det er præcis det, jeg mener med, at enten minder det om et børnehjem, eller også minder det om et opløst hjem. Som jeg oplever et Bagland skal være, så er det for det første utrolig vigtigt, det er stabilt. Det vil sige, der er simpelthen åben [ ], og man lukker ikke før tid, og man går heller ikke [ ] det her er et sted, der bliver støttet af staten, der skal være åben til kl. 22. Det står der [på hjemmesiden]. Jeg synes, at man skulle tage en dag om måneden, hvor man går ud og spiser, og den aften kan man så lukke. Men man kan ikke spontant gå ud og spise. Det bliver for ustabilt. Jeg nyder selv godt af at gå ud og spise [...], men der må bare være nogle rammer. Fordi du kan ikke have et sted... for det er fandeme uanset, hvordan man vender det, så er det en varmestue. Du kan sgu da ikke lukke en varmestue! [ ] Der tror jeg, de kører meget i, hvad de [ansatte] har lyst til, og så er de for uprofessionelle. Hjemlignende rammer og rutiner er altså ikke nok til at skabe en følelse af hjemlighed for alle baglændere. Hjemlighed i Baglandet er ensbetydende med kontinuitet, stabilitet og de ansattes tilgængelighed. At komme til en lukket dør skaber utryghed og giver genklang af oplevelser fra baglændernes barndom. Bemærk, at Puk italesætter en voksen/barn relation til de ansatte og sidestiller de ansattes fravær med forældrenes: nåh, nu' min mor og far gået på druk. Denne parallel blev draget, når en eller begge ansatte kom for sent, hvilket skete jævnligt, mens jeg var i Baglandet, men også, når de ansatte f.eks. var ude for at købe ind til middagen. Forbundetheden til de ansatte, der udtrykkes i slægtskabstermer problematiserer samtidig den nære relation til dem. For baglænderne er det netop relationen forældre/barn, der har været problemfyldt i deres opvækst, og dette resulterer til tider i frustrationer og utryghed, når Baglandets ansatte associeres med samme barn/voksen relation. 62

66 De to positioner som hhv. Stine og Puk repræsenterer, adskiller sig fra hinanden i den forstand, at Stine kæder vigtigheden af, at Baglandet er åbent sammen med, at stedet er støttet af staten, det er en varmestue og det står der på nettet. Hun forbinder den ustabilitet, hun oplever i Baglandet, med et børnehjem eller et opløst hjem, fordi det svigter og er uprofessionelt. I løbet af mit feltarbejde hørte jeg flere gange de ansatte omtalt som uprofessionelle, hvilket kaster lys over dobbeltheden indlejret i de ansattes rolle De ansattes dobbeltrolle Hjemlighedens dobbelthed bliver desuden tydelig i forbindelse med de ansattes roller, idet de på én og samme tid skal være professionelle og erstatningsforældre, og Baglandet skal være en institution og samtidig ikke en institution. Nedenstående citater illustrerer dette: Puk: [...] alt i alt er det et stort plus, synes jeg. Fordi jeg har stødt på mange voksne i mit liv, det gør man på institutioner [ ] folk, der kommer forbi en og [siger]: "hey, nu er jeg din kontaktperson eller din skolelærer eller hvad fanden de er. Og de tror - altså jeg ved ikke, hvad der sker i hovedet på dem - jeg tror faktisk, at mange af dem vil frelse de her børn og unge: Nu skal de gøre noget godt! Men i sidste ende, så er det deres karrierer, der løber af med dem. For nu kan de få en højere løn et andet sted. Og så er det os unger, der sidder der med den lange næse, fordi de skrider. Og mange af dem giver udtryk for, at de forstår, hvad man snakker om, og det gør de jo ikke. Og det [er] et stort plus, at de [ansatte] har nogle af de samme følelser i klemme som os, fordi det bliver ikke markant den der barn/voksen, bruger/ansat. Stine: Det kan nogle gange være lidt svært, at de [ansatte] skal gøre sig lig på den der måde: "Jamen, jeg har også haft et hårdt liv. Nu [er] vi lig, ik'? Nej, vi er ikke lig. Det kan godt være, vi er lig på nogle punkter, men du er her stadig som professionel. Du skal stadig kunne [ ] have et øje på alle [...]. Og der synes jeg, de tager den der professionelle hat af og på alt efter, hvad der lige passer. Altså nogle gange er de professionelle, og så kan de bare det der. Og så andre gange, kan de få lov til sådan og sådan, hvor det kører lidt for meget i... Ja altså jeg synes, det er som at være i et opløst hjem. Det er nok den bedste betegnelse. Citaterne illustrerer dobbeltheden i, at de ansatte på én gang skal italesætte den tidligere anbragthed - at de har nogle af de samme følelser i klemme - der er grundlaget for fællesskabet og identifikationen og samtidig er de ikke lig, fordi de er der som professionelle og dermed skal have et øje på alle. Puks citat viser, at nedbrydningen af ansat/bruger kategorierne bliver oplevet positivt, og at de fælles erfaringer er en mediator for forbundetheden til de ansatte. Stine og den mindre gruppe af baglændere, som hun her repræsenterer, anser det derimod for uprofessionelt, at de ansatte forsøger at gøre sig lig. De nære relationer, som Højlunds (2009) børn længes efter, 63

67 oplever nogle baglændere altså som snærende og uprofessionelle. Stine sammenligner på én gang Baglandet med et opløst hjem og spiller samtidig op imod begrebet institution. Stine: Det, der minder meget om en institution ved Baglandet, er, det der indenfor/udenfor. Inde i varmen, ude af varmen. Altså forskelsbehandlingen, jeg synes der er meget forskelsbehandling på Baglandet [ ] For eksempel er det meget tydeligt for mig, at en af de ansatte og en af baglænderne er meget tæt knyttet, og meget går ud og shopper [...[, og det, synes jeg faktisk, er uprofessionelt [ ] det minder mig om at være på en institution, [...] at nogen får nogle ting mere end andre [...] så er der nogle, der har nøgle til Baglandet, og så er der nogle, der ikke har [...] Og de [der har nøgle] har ligesom en særstatus [...]. Og det har jeg oplevet på børnehjem også, at der var duksene og så var der pøblen. Jeg har altid tilhørt pøblen. Det har jeg det egentlig helt fint med, men jeg bryder mig ikke om, at det er på den måde. Jeg synes, det er uprofessionelt. Jeg synes netop, et sted skal prøve at ophæve de der institutionelle regler, som man har oplevet på institutionerne. Jeg synes, det... jeg kan ikke ha' det!. Stine: Jeg føler faktisk også, at de [ansatte] er uprofessionelle, fordi de faktisk ikke bruger det netværk, som behandlere kunne have. Jeg forventer ikke, at de kan løse alle mine specifikke problemer, men jeg forventer, at de faktisk bruger et netværk uden for Baglandet. Men det gør de ikke. De lukker sig om sig selv, præcis som en dårlig fungerende familie. Stine taler i opposition til både den dårlig fungerende familie og institutionen og betegner begge som uprofessionelle. Dog eftersøger hun aspekter, der giver konnotationer til det institutionelle: det professionelle, at de ansatte er service mindede, at der altid er et lille bord, der er pænt med blomster, hvor der er kaffe og te og en lille smule kage og endelig, at der er åbnet i åbningstiden, fordi det står der på hjemmesiden, at der er. Det, der knytter sig til det uprofessionelle for Stine foruden den lukkede dør, er således: forskelsbehandlingen, sammenblanding af rollerne ansat/privatperson, ustabilitet samt det manglende netværk udadtil. Hvor Puks citat viste, at der er baglændere, der tillægger nedbrydningen af ansat/bruger kategorierne noget positivt, oplever den gruppe, som Stine er repræsentant for, det som uprofessionelt, fordi det resulterer i forskelsbehandling: nogle har nøgle, andre har ikke, nogle shopper med de ansatte, andre gør ikke. Kritikken omkring den manglende professionalisme binder op til Baglandets egen beskrivelse af stedet på hjemmesiden, som et rådgivningscenter. Udover formuleringer om hjemlighed, beskrives Baglandet f.eks. som: et sted, hvor man kan få råd og vejledning inden for alle områder. Vi vil hjælpe egenhændigt, hvis vi kan, eller vi vil gennem vores netværk indhente hjælp, oplysninger o.a. (Baglandet Københavns hjemmeside). 64

68 Det er rådgivningscenteret og det institutionelle, der er i fokus i Stines kritik og ikke hjemligheden. I hvert fald ikke hjemlighed forstået som hos Højlund (2009), hvor autenticiteten fra et traditionelt dansk familiehjem efterstræbes. Hjemligheden og den varme, som Stine efterlyser, har snarere et institutionelt eller med Stines ord et professionelt karaktertræk. Idealet er derfor ikke det traditionelle danske hjem, men i højere grad det, man kunne henvise til som den traditionelle danske institution. Her fremstår hjemlighedens dobbelthed mellem institution og familie klart: at nogle baglændere eftersøger institutionen og andre familien. Lederen fortalte mig, at de i Baglandet bevidst behandler alle forskelligt, fordi de er forskellige, på den måde behandler vi dem lige [...] På institution behandler man alle lige og dermed forskelligt. Lederen taler sig ligesom Stine i opposition til begrebet institution. Hans beskrivelse af en institution som et sted, der repræsenterer ro, renlighed og regelmæssighed samt betragter brugerne som en konform gruppe, der alle behandles ens og efter de samme principper, vækker associationer til Goffmans beskrivelse af den totale institution (1961) med sin autoritetsstyring af dagens aktiviteter, anskuelsen af de indsatte 35 som en homogen masse, der alle skæres over samme kam og de ufleksible, faststrukturerede begivenheder og rutiner, der præger hverdagens gang (Jacobsen & Kristiansen 2002: ). Både Stine og lederen argumenterer altså i opposition til det institutionsagtige, men forskellige aspekter af dette. Hvor lederen søger at skabe et Bagland, der ikke er præget af de ting, der med Goffmans optik kendetegner en total institution, er det nogle af de elementer Stine eftersøger. Dette skyldes en modsætning i, hvad hhv. Stine og lederen forbinder med ordet institution. For Stine er det positivt at have rammer, kontinuitet og professionalisme. Det institutionsagtige for Stine er derimod forskelsbehandlingen, som for lederen netop sætter fokus på de personlige relationer, der skaber hjemlighed og forbundethed og dermed fjerner sig fra det institutionsagtige. Hjemlighed for nogle baglændere sættes altså i forbindelse med institutionen (måske fordi de er opvokset på sådanne, og det er det eneste sted, de har oplevet hjemlighed?) og 35 Hos Goffmans psykiatriske patienter. 65

69 for andre med familiehjemmet, selvom alle spiller op imod begrebet institution. Med tanker tilbage til kontekstkapitlet argumenterer jeg for, at dobbeltheden er et resultat af den tvedeling, der har kendetegnet den historiske udvikling i forhold til anbringelser, hvor hjem på den ene side har haft en central placering i forbindelse med anbringelser, og psykologfaglig ekspertise på den anden side anses som vigtig i forhold til behandling af de anbragte børn (Højlund 2009:58-59, Bengtsson og Jakobsen 2007:68-69). At de ansatte har familiehjemmet som ideal i deres bestræbelser på at skabe hjemlighed har konsekvenser for den særlige forbundethed, der skabes i Baglandet. Konkret betyder det, at baglænderne har svært ved at ytre sig kritisk om Baglandet, da kritikken med Stines ord: bliver taget personligt. Hun uddyber: Stine: Hvis jeg for eksempel skulle sidde over for et af bestyrelsesmedlemmerne eller en politiker [og sige noget kritisk om Baglandet], så ville jeg have det, som om jeg stak mor og far. Det er jo præcis derfor, det [Baglandet] kan fungere. Det fungerer som et dårligt fungerende hjem, men man kan næsten ikke bryde det [...] fordi så stikker man. At kritisere Baglandet bliver ensbetydende med at kritisere de ansatte som privatpersoner og det føles som at stikke mor og far, hvis man udtaler sig kritisk uden for fællesskabet Opsamling Jeg har i dette kapitel vist, hvordan de ansatte gennem fællesspisning og en indretning, der vækker konnotationer til et dansk familiehjem, stræber efter at skabe hjemlighed i Baglandet. Knuset og anvendelsen af slægtskabstermer kan ses som markører på den forbundethed, der udspringer af hjemligheden. Desuden har jeg vist, at problematikken om den lukkede dør udgør en grundlæggende hindring for baglændernes følelse af hjemlighed, og at der eksisterer en mindre gruppe af meget kritiske baglændere, der har tydeliggjort, at der er en dobbelthed i måden, hvorpå hjemlighed forstås. 36 En af mine informanter bad mig f.eks. konsekvent om at slukke for diktafonen, hver gang hun sagde noget, der kunne virke kritisk. Et af hovedkritikpunkterne foruden den lukkede dør er, den manglende medindragelse. Alle de baglændere jeg har talt med, har været kede at, at de ikke har mulighed for at være med i beslutningerne både omkring de overordnede rammer og mangel på konkrete aktiviteter i Baglandet, men også i dagligdagen omkring indflydelse på den mad, der spises eller de restauranter, der besøges. Det opleves alene som lederes domæne. 66

70 Jeg har argumenteret for at årsagen til dobbeltheden kan findes i den historiske udvikling på anbringelsesfeltet, hvor idealer om hjem og professionalisme har været dominerende. Jeg har vist, at dobbeltheden er indlejret i Baglandet, hvor de ansattes rolle fremstår problematisk, fordi de på den ene side fungerer som erstatningsforældre, der går ud og shopper, knuser og er autoriteter, samtidig med at være professionelle rådgivere, der har øje på alle, behandler alle lige og sørger for, at der med Stines ord: altid er kaffe på kanden. Stines citater har yderligere kastet lys over, at den særlige forbundethed, der skabes mellem de ansatte og baglændere, generelt besværliggør kritik af Baglandet, fordi det føles som at stikke mor og far. Præcis disse ord at stikke mor og far er jeg stødt på flere gange i baglændernes forsøg på at forklare mig, hvorfor det kan være svært at sige noget kritisk om Baglandet. Dette er netop et resultat af loyaliteten, der følger med de ansattes rolle som erstatningsforældre. I næste kapitel undersøger jeg den generelle dobbelthed forbundet med socialpolitiske væresteder som Baglandet og illustrerer, med inddragelse af en specifik informants oplevelser med Baglandet, problemerne ved denne dobbelthed. 8. Ufortalte fortællinger og brugernes hverdag I første del af dette kapitel vil jeg fokusere på de fortællinger, der grundet fællesskabets sammensætning ikke har mulighed for at finde vej til et fortællerum i Baglandet. Ifølge Barth konstituerer sociale grupper sig kontinuerligt gennem grænsedragning i forhold til hinanden (Barth 1969:11,14-15). Derfor er der nødvendigvis noget, der falder uden for gruppens grænser. Det er den type fortælling, jeg vil udforske i mit sidste analytiske fortællerum. Bruner argumenterer i forlængelse heraf for at: Narrative structures organize and give meaning to experience, but there are always feelings and lived experience not fully encompassed by the dominant story (Bruner 1989b:143). I Baglandet lagde jeg særligt mærke til fraværet af gode fortællinger om familie. Jeg vil gennem min analyse af dette fravær kaste lys over, hvilke præmisser fællesskabet er grundlagt på, 67

71 og hvordan disse kan virke ekskluderende i forhold til nogle tidligere anbragte, hvis fortællinger ikke kan indpasses i den dominerende fortælling. Med udgangspunkt i fortællerum 4, som illustrerer fraværet af gode fortællinger om familie, vil jeg vise, hvilke forståelser af tidligere anbragte, der er på spil i min felt, og hvordan informanten navigerer i forhold til disse forståelser. Jeg inddrager Erving Goffman (2009), Regner Hauge (2001) og Michael Jackson (2002) i analysen af dette. Fortællerummet vil danne baggrund for anden del af kapitlet, hvor jeg bevæger mig ud af min lokale kontekst Baglandet, og analyserer og diskuterer socialpolitiske væresteder i en bredere kontekst. I diskussionen inddrager jeg primært analyser fra Magaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer (2004) og Regine Grytnes (2004) og trækker desuden tråde til specialets øvrige kapitler. 8.1 Fortællerum 4: De ufortalte fortællingers rum De ansatte fortæller med jævne mellemrum gode familiefortællinger fra nutiden, især om deres børn, kæreste/ægtefælle og kæledyr og med mellemrum, vises der billeder af barnet eller kæledyret, men hvad angår fortidens gode familierelaterede fortællinger, er der ikke plads til dem i det fælles rum, hvor fokus ligger på at italesætte sin tidligere anbragthed. Jeg inddrager her Dinas fortælling om Baglandet som led i min analyse af, hvad stedet som socialpolitisk tilbud kan tilbyde dets brugere samt for at undersøge betydningen og forståelsen af kategorien tidligere anbragt og det, der falder uden for det sociale fællesskab. Fortællingen i dette fortællerum er kommet til verden under forhold, der adskiller sig fra de tidligere, idet informanten som den eneste af de interviewede gav eksplicit udtryk for, at hun ikke ønskede at lade sig interviewe i Baglandet. Fravalget af Baglandet understøtter pointen fra sidste kapitel om, at det grundet forbundetheden til de ansatte kan være svært at udtale sig kritisk om Baglandet i Baglandet, men viser også, at den fortælling hun ønskede at fortælle ikke kunne rummes i fællesskabet. I løbet af mit interview med Dina spørger jeg, hvordan hun stiftede bekendtskab med 68

72 Baglandet. Hun fortæller, at hun mange år før hun kontaktede Baglandet, hørte om det fra sin daværende kæreste, der tilfældigt læste en artikel om stedet. På det tidspunkt mente hun ikke, at det var noget, hun havde behov for, men flere år senere stod hun i en situation, hvor hun havde mistet flere af de mennesker, der stod hende nærmest til bl.a. sygdom, selvmord og ulykker. Hun følte sig derfor ensom og havde samtidig kvaler med at færdiggøre sit speciale. Hun havde arbejdet på det i mange år, men havde med egne ord ikke selvtilliden til at skrive det færdigt. På dette tidspunkt kommer hun i tanke om Baglandet. Da hun mødes med de ansatte, fortæller hun, at hun har haft det svært efter sin mors død og beder om hjælp til at navigere i uddannelsessystemet, men de ansatte har ikke den indsigt, hun mener at have brug for: De problemer, man kan rådgive om, er på et helt andet plan [...]. Man kan rådgive om revalideringer, man kan ligesom rådgive om det, man fornemmer. Det er også det, de foreslår mig - at få en revalidering - og det bliver jeg ret chokeret over faktisk. Fordi jeg ser ikke mig selv som revaliderings... hvad hedder det... egnet. Men faktisk går jeg ind i det og begynder at opfatte mig selv som en slags "jeg-har-brug-for-hjælp-agtig. Dina får gennem Baglandet hjælp fra en socialrådgiver til at lave ansøgningen om revalidering. Hun fortæller socialrådgiveren sin livshistorie, men så siger hun [socialrådgiveren] sådan til mig i al velmenenhed: Der skal mere på. Dina uddyber sin historie og giver flere eksempler fra sin opvækst. Til slut skriver socialrådgiveren et referat af deres samtale, der skal vedlægges ansøgningen om revalidering. Da Dina læser socialrådgiverens beskrivelse af hendes liv, får hun efter eget udsagn: et chok, fordi der står så mange ting, jeg slet ikke kan stå inde for. For eksempel står der "Dina har haft en fuldstændig uduelig mor, som har svigtet hende i alle sammenhænge, som aldrig har været der for hende, og som hun ikke kunne bruge til noget, [ ]". Og så sagde jeg: "Det skal der ikke stå om min mor". Det kan godt være, det er rigtigt, men der skal bare ikke på noget som helst officielt papir nogen steder i verden stå sådan noget om min mor. Det' jo min mor [ ]. Jeg kan ikke udlevere min mor, min bror, min far, de mennesker, som jeg faktisk lige meget, hvor umulige de har været, så elsker jeg dem enormt meget. [ ] Det ville jeg bare ikke være med til [ ] ikke en gang for pengenes skyld. Svaret fra socialrådgiveren er klart: det skal der, for ellers kan du ikke få penge. Dina beslutter at redigere i ansøgningen og fjerne de informationer, der kan sætte de mennesker, hun holder af i miskredit. Det resulterer efter Dinas udsagn i, at Baglandet ikke vil skrive under på ansøgningen, 69

73 fordi de ansatte kun kan stå inde for socialrådgiverens arbejde, eftersom hun vidste, hvad der skulle til. Dina ender med at sende ansøgningen uden Baglandets underskrift og får afslag. Faktisk er det den største hjælp, jeg nogensinde har fået, det er ikke at få revalideringen. Jeg kunne også mærke ved at komme i Baglandet, blev jeg syltet mere og mere ind i hjælpeløshed. Jeg blev mere og mere sådan: "ej, men det er også rigtigt, jeg kan ikke klare mig. Til trods for [at] jeg fandeme har klaret mig i år alene! Altså, helt ærlig. Hvad er det for noget? [...] Jeg sender den ansøgning, og det var bare en blank afvisning. Jeg klarede mig for godt. Efter denne oplevelse kommer Dina ikke i Baglandet i omkring 3 år. Hun fortæller, at hun havde brug for at blive renset. Hun møder en, der anbefaler hende at kontakte Pædagogisk Center ved Københavns Universitet, og her bliver hun rådet til at søge slutlån, får hjælp til at finde en studieplads og støtte til at færdiggøre sit speciale. Til spørgsmålet om, hvorvidt hun konfronterede de ansatte med, hvorfor hun holdt op med at komme der, lyder svaret: Nej, det følte jeg ikke, jeg kunne. Jeg følte simpelthen ikke, at de kunne tage den kritik. Jeg følte ikke engang, at jeg blev mødt jo. Da jeg sagde, at det bare var, fordi jeg holdt af min mor, så sagde de, at de slet ikke kunne tage sig af det. Jeg følte, at jeg blev lukket helt af. Dinas fortælling illustrerer på flere punkter pointen om, at der findes fortællinger, der ikke er plads til i Baglandet. Der er i denne sammenhæng primært to relevante elementer, som jeg i det følgende vil analysere. For det første er der Dinas følelse af ikke at blive mødt af de ansatte, når hun forklarer, hvorfor hun ikke kan stå inde for socialrådgiverens beskrivelse af hendes opvækst. Hun føler en eksklusion af fællesskabet, fordi hun vedholder, at hun elsker sin mor og resten af sin familie og derfor ikke ønsker, at der på skrift står noget, der miskrediterer dem. For det andet er der et repræsentationselement i Dinas fortælling. Dina tager afstand fra socialrådgiverens repræsentation af hendes baggrund, men socialrådgiveren ved, hvad der skal til og siger i al velmenenhed, at der skal mere på for at få en revalidering. Jeg argumenterer for, at socialrådgiveren i denne sammenhæng er formidleren mellem velfærdsorganisationen (den sociale forvaltning) og brugeren eller klienten (Dina). Jeg vil først analysere, hvordan Dinas reaktion kan forstås og dernæst se situationen ud fra Baglandets standpunkt. Gennem analysen vil det blive klart, at der i den specifikke situation er tale om gode intentioner, der kolliderer. 70

74 8.2 Jeg har fandeme klaret mig i år alene! Goffman arbejder med begrebet stigma 37 til at beskrive afvigerens sociale identitet (2009). Han forstår afvigere som mennesker, der af den ene eller den anden grund har ødelagte identiteter 38. Han interesserer sig for mødet mellem den normale og den stigmatiserede og på, hvordan de håndterer interaktionen. I løbet af en interaktion, vurderer man den andens sociale identitet på baggrund af dennes fremtræden. Opstår der i løbet af interaktionen diskrepans mellem den tilsyneladende og faktiske sociale identitet skabes ifølge Goffman grobunden for stigmatisering (Goffman 2009:44). Sker dette reduceres personen: [...] i vores bevidsthed fra at være et helt og almindeligt menneske til et fordærvet, nedvurderet menneske. At blive stemplet på denne måde indebærer et stigma, især når den pågældende derved bringes i meget stærk miskredit (Goffman 2009:44). Stigmatiseringen danner ifølge Goffman baggrund for forskellige former for ofte utilsigtet diskrimination i mødet mellem den stigmatiserede og det omkringliggende normalsamfund (Goffman 2009:46-47), selvom: Det stigmatiserede individ har en tendens til at have den samme identitetsopfattelse, som alle andre har[ ]. Det, han dybest set føler at være, kan være det, han mener, er et normalt menneske, et menneske, som alle andre og følgelig et, der fortjener en retfærdig behandling (Goffman 2009:48, egen kursivering). Den norske professor i sociologi og kriminologi, Ragner Hauge, supplerer Goffman, idet hans analyse også omhandler betydningen af stigmaet for den stigmatiserede: [...] det at handlingen stemples som avvikende - og en person stemples som avviker vil i seg selv ha visse konsekvenser. Og en av konsekvenserne kan være at vedkommende vil bli skjøvet lenger inn i rollen som avviker (Hauge 2001:100). Dina oplever, at socialrådgiveren skaber en repræsentation af hende og hendes familie, som hun ikke kan stå inde for. Ikke alene kolliderer hendes egen fortælling med socialrådgiverens og Baglandets, men hun oplever også, at deres repræsentation af hende som tilhørende kategorien 37 Goffman identificerer tre forskellige typer af stigma: 1) Kropslige i form af fysiske misdannelser og handicap, 2) karaktermæssige træk såsom viljesvaghed, dominerende eller unaturlige lidenskaber, forrædderiske og kompromisløse overbevisninger, eller uhæderlighed og 3) stamme-/slægtbetingede (tribal) f.eks. race, nation og religion. Kendetegnene for disse er, at de overleveres fra slægt til slægt (Goffman 2009:46). 38 Ødelagte identiteter er en oversættelse af Goffmans spoiled identities. 71

75 tidligere anbragt er stigmatiserende både i Baglandet og i det offentlige system. I kraft af, at hun er tidligere anbragt, er hun også revalideringsegnet, kan ikke klare sig selv og har ikke nogen gode familiemæssige fortællinger. Dina fortæller, at hun bliver syltet mere og mere ind i hjælpeløshed og kommer til at opfatte sig selv som jeg-har-brug-for-hjælp-agtig. Dermed påtager hun sig i begyndelsen stigmaet, netop som i Hauges beskrivelse af afvigeren (Hauge 2001:100), og handler til dels i forhold til dette, når hun sender ansøgningen om revalidering. Dinas redigering, af socialrådgiverens beskrivelse af hende og hendes kraftige reaktion i forhold til Baglandet, er strategier, hvormed hun forsøger at navigere uden om stigmaet tidligere anbragt med de fordomme og forudindtagelser, der knytter sig hertil og i stedet skabe sin egen fortælling. Hun forsøger at håndtere de indtryk, hun afgiver til omverden ved at kontrollere den information om sig selv, hun videregiver. Et eksempel på dette er, at Dina hemmeligholder for sine kollegaer, studiekammerater og flere bekendte, at hun er tidligere anbragt : Når de spurgte, hvor jeg skulle holde jul, sagde jeg bare, at jeg skulle holde jul, som jeg plejede, og så fortolkede de det, som den måde, de selv holdt jul på. Men i virkeligheden holdt jeg jo mange juleaftener alene, men turde ikke fortælle det. Ifølge Michael Jackson er historiefortælling en måde at handle på, hvor anden handling ikke er mulig. En strategi, hvormed det private transformeres til det offentlige og mennesker kan opretholde a sense og agency in the face of disempowering circumstances (Jackson 2002:15, 18). At genfortælle sine oplevelser som fortællinger is to no longer live those events in passivity, but to actively rework them, both in dialogue with others and within one's own imagination (Jackson 2002:15). Dina opnår i jacksonsk forstand (2006) en følelse af kontrol og agens ved at skabe sin egen fortælling om at være tidligere anbragt, der står i opposition til, at hun skulle være "jeg-har-brugfor-hjælp-agtig. Hun tager således afstand fra den offerrolle, som stigmaet tidligere anbragt medfører både i relation til Baglandet, til den omkringliggende verden og til det offentlige system. I det følgende vil jeg udforske, hvordan Dinas eksempel kan forstås ud fra konteksten af det 72

76 socialpolitiske værested, som Baglandet er. 8.3 Fra gode intentioner til klientgørelse Baglandet er først og fremmest sat i verden for at hjælpe tidligere anbragte, der ofte står uden socialt netværk efter anbringelsens ophør. Lederens egne erfaringer som tidligere anbragt har været drivkraften bag oprettelsen af Baglandet. Det er motivation og engagement, der har drevet ham og de øvrige ansatte gennem tiden. Det er med andre ord, de gode intentioner, der er i fokus i mødet med de tidligere anbragte, hvilket er væsentligt i forståelsen af, hvordan Baglandet agerer - også i forbindelse med konfliktsituationer som i Dinas tilfælde. I løbet af mit feltarbejde har jeg ved flere lejligheder oplevet, at de ansatte har strakt sig langt for bedst muligt at hjælpe baglænderne, f.eks. stiller de ansatte sig af og til til rådighed for baglændere, der har det svært, selvom de officielt er på ferie. Konflikten med Dina skal netop ses i dette lys. Baglandet ønsker i udgangspunktet at hjælpe hende, så hun kan få den økonomiske støtte, hun har brug for til at færdiggøre sit speciale. Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer beskriver, hvordan problemidentiteter såsom hjemløs, alkoholiker og langtidsledig ikke alene fortæller noget om den pågældende gruppe af individer, men også er udtryk for institutionelle identiteter, der afspejler de konkrete former for hjælpe-, kontrol- og behandlingstilbud, som eksisterer på området (Järvinen & Mik-Meyer 2003:11). For at få adgang til disse tilbud skal individet bevise sin ret til dette, hvilket gøres i: en proces, hvor menneskelige problemer oversættes til systemsprog, hvor individets situation afklares ud fra institutionelt fastlagte diagnoser og forståelsesrammer, hvor klienter tilpasses kategorier, der modsvarer de foranstaltninger og handlingsmodeller, velfærdsstaten råder over (Järvinen & Mik-Meyer 2003:10). Järvinen og Mik-Meyer argumenterer for, at det er gennem denne proces, at klienter skabes. Klientgørelse er ikke alene, at en person passiveres og bliver mere og mere afhængig af det sociale velfærdssystem (Järvinen & Mik-Meyer 2003:10), men skal forstås processuelt, som møderne mellem individer og velfærdsinstitutioner, hvor systemsproget er redskabet til at oversætte den 73

77 enkeltes problemer til offentligt sprog (Järvinen & Mik-Meyer 2003:10). Det er denne klientgørelsesproces, som Dina underkastes, da socialrådgiveren skal hjælpe hende med at søge revalidering. Vejen til en revalidering går gennem velfærdsinstitutioner, hvorfor hendes fortælling skal oversættes til systemsprog. Repræsentationen af hende vækker, som behandlet vrede og frustration hos Dina, fordi hun ikke identificerer sig som klient eller offer. I den velfærdsinstitutionelle logik er der ikke plads til at behandle det hele menneske ; i stedet må dette tilpasses de eksisterende kategorier, hvor et bestemt karaktertræk, problemidentiteten, der gør, at den givne person der henvender sig til det offentlige, vil blive omdrejningspunktet (Järvinen & Mik-Meyer 2003:15-16). Velfærdsinstitutionen er med andre ord nødt til at forenkle den komplekse størrelse af det hele menneske for at kunne behandle det med de eksisterende sociale tilbud, med andre ord, må der skabes en klient (Prottas i Järvinen & Mik-Meyer 2003:16). I Dinas case er det den tidligere anbragthed og grunden til anbringelsen, der sættes fokus på som problemidentiteten i socialrådgiverens ansøgning. Dina nægter at modtage socialrådgiverens hjælp, fordi den netop klientgør hende og redigerer derfor i ansøgningen. Sigende er det derfor, at Dina får afslag på revalideringen, muligvis netop fordi denne ikke var oversat til systemsprog. Socialrådgiverens og Baglandets gode intentioner om at hjælpe Dina til at få økonomisk støtte kolliderer med hendes egen selvforståelse, loyalitet over for sin familie og gode intentioner om ikke at sætte familien i miskredit. De gode intentioner er dermed styrende for begge parter, både for Dina og Baglandet, men brydes i denne situation, da der ikke er plads til begge. Hvor Baglandet lægger vægt på, at socialrådgiveren ved, hvad der skal til, fortæller Dina at hun ikke en gang for pengenes skyld vil sætte dem hun elsker i miskredit. Her bliver det derfor tydeligt, at der i velfærdsinstitutionernes forståelse af tidligere anbragte ikke er plads til de evt. gode eller nuancerede fortællinger om de tidligere anbragtes familiemæssige fortid. Det samme gør sig gældende i Baglandet. Min analyse viser, at Dinas stærke loyalitet over for sin familie indebærer en risiko for det 74

78 sociale fællesskab i Baglandet, fordi hendes fortælling kan have en decideret undergravende effekt på fællesskabet, der netop er grundlagt på præmissen om forestillingen om den fælles fortid og den kontinuerlige italesættelse af den tidligere anbragthed. Dinas fortælling og loyalitet over for sin familie udfordrer med andre ord grundtanken om, at baglænderne ikke har siddet på skødet og fået knus, selvom hun ikke taler sig direkte op imod dette. Fra det konkrete eksempel om de gode intentioner i Baglandet, bevæger jeg mig nu videre til en generel diskussion af den type socialpolitisk værested, som Baglandet er et eksempel på. Med udgangspunkt i brugernes perspektiver på væresteder vil jeg problematisere den dobbelthed, der ligger i Servicelovens 81 stk. 2 og 3 om at sociale tilbud til udsatte voksne både skal opfylde brugernes basale behov for f.eks. samvær, aktivitet og omsorg og samtidig skal arbejde for behandling, der kan medføre en udvikling og integration af brugerne i normalsamfundet (Bekendtgørelse af Serviceloven). 8.4 Baglandet i verden - diskussion af socialpolitiske væresteder Væresteder er i vælten i disse år. Som sådan er det ikke et nyt fænomen, idet der har eksisteret lignende omsorgstilbud for samfundets særligt udsatte grupper gennem hele forrige århundrede. Som eksempler kan nævnes varmestuer og folkekøkkener. Mange af sådanne omsorgssteder har traditionelt været drevet af velgørende organisationer ofte med en særlig ideologisk forankring eksempelvis religiøs (Grytnes 2004:150). Mange væresteder i dag er ifølge Regine Grytnes organisationshybrider forstået på den måde, at de på den ene side er fuldt finansieret af kommunale eller statslige midler og dermed udfører en opgave for det offentlige, og på den anden side er baseret i en privat hjælpeorganisation [ ] og en selvstændig bestyrelse, der er ansvarlig for driften (Grytnes 2004:150). Baglandet er et eksempel på en hybridorganisation, eftersom stedet er statslig finansieret gennem Satspuljemidler, men har egen bestyrelse, og er resultatet af lederens vision om at oprette et sted for tidligere anbragte. Baglandet udfører en opgave for det offentlige, idet stedet tager sig af tidligere anbragte, en broget gruppe af mennesker, hvoraf nogle ville blive kategoriseret som 75

79 socialt udsatte, idet de er langtidsledige eller -sygemeldte mv. Væresteder herunder Baglandet kan betegnes som lavtærskelstilbud, da man ikke skal formelt godkendes eller visiteres af offentlige institutioner for at benytte stederne (Grytnes 2004:150). Væresteder retter sig mod særlige grupper af udsatte voksne eksempelvis tidligere anbragte, hjemløse eller stofmisbrugere, men herunder er der grupperinger inden for kategorierne, der ikke er plads til på stederne. I Baglandet gælder det, at stedet ikke kan hjælpe eller behandle psykiske syge, narkomaner eller alkoholikere, men vi kan henvise dem (via vores netværk) til rette institutioner, som har den nødvendige viden og rette behandling (Baglandet Københavns hjemmeside). I praksis efterleves dette ikke slavisk, hvorfor tidligere anbragte med psykiske diagnoser ofte må komme i Baglandet, hvis de er under behandling eller indstillet på at arbejde med deres problemer. Idéen om væresteder er i dag et satsningsområde med bl.a. det formål at afprøve nye veje inden for socialpolitikken, og stederne er i de senere år ligesom Baglandet blevet støttet af puljemidler. I den politiske retorik er der ifølge Gryntes kommet et øget fokus på, at de mest udsatte grupper af voksne skal have ret til en meningsfuld hverdag (Grytnes 2004:150), hun citerer Serviceloven af 1998, hvor der står, at de mest udsatte voksne sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl. skal have adgang til særlige tilbud, der retter sig efter brugernes behov og skal styrke den enkeltes muligheder og ansvarsfølelse (Serviceloven i Grytnes 2004:150). Netop denne dobbelthed er central: at værestederne på én gang skal rette sig efter brugernes særlige behov og skal styrke den enkeltes muligheder og ansvarsfølelse. Dels antages det, som Grytnes gør opmærksom på, at mangel på ansvarlighed er et generelt problem for gruppen af særligt udsatte voksne (Grytnes 2004:150) og dels er det en indikator for, at et værested ikke blot er et sted, hvor man kan være (Grytnes 2004:147, 154). Værestederne skal således på samme tid forbedre livskvaliteten for særligt udsatte voksne gennem kontakt, tilbud om samvær, aktiviteter, behandling, omsorg og pleje (Serviceloven 81, stk. 3). Järvinen & Mik-Meyer beskriver, hvordan tendensen i det sociale arbejde op gennem 76

80 1990'erne og i 00'erne har været et øget fokus på individet og begreber som motivation, omstillingsparathed, udvikling og individuelt ansvar præger det sociale område, hvor man til sammenligning i 1980'er diskuterede klienternes levevilkår, fattigdomsproblemer og social marginalisering (Järvinen & Mik-Meyer 2004:12). Det sociale arbejdes formål er derfor ofte at vurdere, påvirke og forandre individuelle handlingsmønstre, holdninger og færdigheder (Järvinen & Mik-Meyer 2004:12). Individfokuset i det sociale arbejde kræver ifølge Järvinen og Mik-Meyer, at klienterne er indstillet på personlig forandring, som tager sit afsæt i konkrete målsætninger på socialområdet (Järvinen & Mik-Meyer 2004:12). Det er i denne forbindelse, at ansvarliggørelse af de i Serviceloven omtalte særligt udsatte voksne bliver relevant, at det enkelte individ skal tage ansvar for egen personlig udvikling og forandring. Dette resulterer i, at ansvaret for den enkeltes situation ofte tillægges individet og ikke samfundets opbygning eller eksklusionsmekanismer (Asmussen & Jöhncke 2004, Järvinen & Mik-Meyer 2004). Järvinen & Mik-Meyer argumenterer for, at det er doxa 39 inden for nutidens velfærdsinstitutioner og socialt arbejde, at personlig forandring er godt og en proces, alle klienter derfor bør efterstræbe (Järvinen & Mik-Meyer 2004:14). Dette understøttes af ovenstående uddrag fra Serviceloven, der netop understreger vigtigheden af, at særlige offentlige tilbud til udsatte voksne, skal styrke den enkeltes muligheder og ansvarsfølelse. Hermed understreges det individuelle ansvar for egen fremtidig forandring også. Når Dina kritiserer Baglandet for at sylte hende ind, kritiserer hun i lyset af dette kapitel selve klientgørelsesprocessen, hvorom offentlige sociale tilbud inklusiv Baglandet er organiseret. Hun skal klientgøres, før hun kan få økonomisk støtte, hjælp til selvudvikling og inkluderes i fællesskabet i Baglandet. I Baglandet gennemsyrer fokusset på den personlige udvikling, selvindsigt og selvudvikling både de ansattes og baglændernes forståelse af stedet og sig selv. Spørgsmålet er, hvorvidt personlig udvikling og integration i normalsamfundet er et kriterium for, at væresteder som 39 Doxa er Bourdieus begreb, der dækker over det, der siger sig selv, og derfor ikke behøver siges (Bourdieu 2000:164). 77

81 Baglandet kan anses som vellykkede? Dina udtaler: jeg kan godt lide varmen [...], men det er ikke noget sundt miljø, Baglandet, på den måde, at det faktisk ikke får folk videre. Hendes kritik om, at Baglandet sylter hende ind i hjælpeløshed ligesom Stines kritik fra forrige kapitel om, at Baglandet er en isoleret enhed, der ikke udnytter det netværk, hun mener, at et sted, som Baglandet bør have, indikerer, at Baglandet på trods af fokusset på selvindsigt og selvudvikling ikke formår at integrere dets brugere i normalsamfundet. På baggrund af dette kunne det konkluderes, at Baglandet ikke lever op til sin rolle som værested, som loven foreskriver og derfor ikke er vellykket, fordi det ikke fungerer som en overgang mellem det, der af normalsamfundet kategoriseres som hhv. anormalt og normalt. Med andre ord, kan man ikke putte en tidligere anbragt med de problemer, der for manges vedkommende knytter sig til denne kategori, ind i den ene ende af Baglandet og få en normal samfundsborger ud af den anden. I de socialpolitiske forventninger, til væresteder og sociale tilbud som Baglandet, ligger implicit en antagelse om, at det at være sammen med ligesindede kan generere personlig forandring, der kan integrere individet i normalsamfundet. Det retoriske spørgsmål må derfor være: Genererer social interaktion med ligesindede rent faktisk personlig forandring og udvikling? Det er et spørgsmål, jeg ikke på baggrund af mit studie entydigt kan besvare, men noget tyder på, at svaret er både ja og nej. Nærværende studie har vist, at baglænderne værdsætter det sociale samvær i Baglandet. Det er tilknytningen, de nære relationer, det at have nogen at spise med, tale med og give knus, der er i centrum, og det bevirker, at selv de mest kritiske baglændere vedbliver at komme i Baglandet. Det centrale for brugerne er altså stedets betydning i deres dagligdag. Baglandet medvirker til at bryde ensomhed og social isolation, og inkluderer baglænderne i et socialt fællesskab, hvor de ikke oplever afstandtagen og stigmatiseringen som i verden udenfor. Forståelse, fravær af fordomme og socialt samvær med folk, der har en lignende baggrund, skaber et fast tilhørsforhold i hverdagen, som mange tidligere anbragte mangler. Baglænderne kan komme tre gange om ugen, eller når de 78

82 har det svært, og desuden får de nogen at dele højtiderne med, så de ikke sidder alene hele julen, påsken eller på deres fødselsdag. Baglandet er min navlestreng til virkeligheden, udtaler en baglænder på hjemmesiden. Samme baglænder har forklaret mig, at ved at komme i Baglandet, har han lært de normale normer. Dette har konkret gjort, at han har lagt afstand til det kriminelle miljø, han i mange år har færdedes i. Han forklarer, at han har en Ph.d. i kriminalitet, men at han ved at komme i Baglandet er blevet interesseret i at tage en rigtig uddannelse og lægge kriminaliteten bag sig. Således findes der eksempler på baglændere, der rykker nærmere normalsamfundets normer ved at komme i Baglandet. Emilie, en tidligere baglænder, fortæller mig i et interview, at efter at være kommet dagligt i Baglandet nogle måneder, sagde lederen til hende: Emilie for min skyld må du godt blive liggende på sofaen i flere måneder og komme med undskyldninger for, hvorfor du ikke kommer videre med dit liv. Det er helt okay for mig, men når du er klar til at gøre noget ved dine problemstillinger, så gider jeg godt hjælpe dig, og jeg gider også godt lytte på dig ind til da, [ ] men hvis du bliver ved med at komme med undskyldning på undskyldning jamen så kommer vi ingen vegne. Når du gider tage ansvar for dine egne handlinger for det, der er foregået, og fralægge dig det ansvar, som overhovedet ikke tilhører dig, så kan vi begynde at komme videre. Emilie fortæller, at hun først blev vred og ked af det, men at hun fandt ud af, at hun blev nødt til at gøre noget ved tingene, hvis der skulle ske noget. Hun starter en lang og hård proces med at kigge ind ad. Hun får hjælp af en psykolog, som på daværende tidspunkt var tilknyttet Baglandet og finder ud af, at når hun er sammen med de øvrige baglændere er det ligesom at være til psykolog med venner-agtig, fordi det er som en tredje person, man ikke sårer ved at fortælle det, man har oplevet. Samtidig giver hun udtryk for, at dette også er årsagen til, at mange baglændere når de har taget eller fået det, de har haft brug for på et tidspunkt, ikke føler at de kan nå længere med det [i Baglandet], så må man ud og hente andre steder. Hun forklarer, at når man er kommet dertil, hvor man kan stå en lille smule på egne ben i forhold til verden uden for, så mangler der, det næste ryk. Hun er ikke helt klar over, hvad dette konkret skulle være, men foreslår gruppediskussioner om særlige emner, så du bliver ved med at rykke på et eller andet, eller så folk har en chance for 79

83 det. Emilies eksempel illustrerer dobbeltheden i værestedet. Det er på den ene side tilladt at blive liggende på sofaen, men lederen opfordrer hende til at gøre noget ved sine problemstillinger og komme videre. Emilie er et eksempel på en baglænder, der har været igennem en lang selvudviklingsproces i Baglandet og nu ikke mener at kunne udvikle sig mere ved at komme der. Hun eftersøger konkrete tilbud til de mere ressourcestærke baglændere, så også de har en chance for at rykke. Der findes altså eksempler på, at Baglandet for et fåtals vedkommende fungerer som en overgang fra anormalitet til noget, der ligger tættere på samfundets norm, men det er også tydeligt, at det ikke er tilfældet for alle. 8.5 Opsamling Jeg har i kapitlet med inddragelse af Dinas fortælling argumenteret for, at der i fællesskabet ikke er plads til gode familierelaterede fortællinger fra de ansattes og baglændernes fortid. Dette fordi italesættelsen af den fælles tidligere anbragthed er afgørende for fællesskabets eksistens, hvorved de gode fortællinger indebærer en risiko for fællesskabets opretholdelse. Jeg har desuden vist, at Dinas fortælling og handlingsmønster er udtryk for en strategi, hvormed hun søger at vige udenom stigmaet tidligere anbragt. Konflikten mellem Dina og Baglandet opstår, fordi Baglandets gode intentioner om at hjælpe Dina kolliderer med hendes selvforståelse samt loyalitet og gode intentioner over for sin familie. Konflikten kaster lys over en dobbelthed indlejret i den førte socialpolitik, hvor væresteder både skal opfylde brugernes behov og samtidig arbejde for deres integration i normalsamfundet. For at hjælpe Dina må hun klientgøres således, at hun passer til kategorien tidligere anbragt, og dermed er berettiget til økonomisk støtte og inklusion i fællesskabet. Når problemidentiteten tidligere anbragt er fastlagt, kan udviklingen, der skal medføre integration i normalsamfundet 80

84 begynde. I forlængelse af dette har jeg peget på, at denne overførsel fra anormal til normal kun finder sted for et fåtal af baglændere, men at det er afgørende at bemærke, at Baglandet reelt spiller en vigtig rolle i hverdagen for de baglændere, der kommer der. Det helt basale behov for socialt samvær må ikke underkendes i vurderingen af den indsats Baglandet og lignende væresteder tilbyder, fordi dette netop er afgørende for følelsen af indhold, mening og tilhørsforhold i hverdagen for brugerne af værestederne, der ellers har et meget begrænset socialt netværk. 9. Konklusion Det er nu blevet tid til at samle trådene fra specialets kapitler for at se, hvilket billede, der tegner sig. De fire empirisk funderede, men analytisk afgrænsede fortællerum, som har været udgangspunktet for min analyse, har givet indblik i forskellige aspekter af Baglandet, om skabelse af fællesskab og person, om hjemlighed, forbundethed og den dobbelthed, der eksisterer i relation til socialpolitiske tilbud for udsatte voksne. Når baglænderne og de ansatte mødes til spisning, kaffedrikning og hyggeligt samvær rundt om Baglandets køkkenbord tjener hyggen ganske særlige implicitte formål. Jeg har argumenteret for, at de processer, der knytter sig til de forskellige former for historiefortælling i Baglandet, er nøglen til at forstå baglændernes forhold til stedet. Gennem de tilstedeværendes fortællinger og praksisser skabes nemlig et fællesskab, der er afgørende for baglændernes tilknytning til stedet. Jeg har vist, at fællesskabet afgrænser sig i forhold til verden uden for gennem fortællinger af grotesk karakter, der bekræfter medlemmernes tidligere anbragthed, og jeg har argumenteret for, at fortællingerne bidrager til skabelsen af forestillingen om den fælles fortid, der samtidig er en forudsætning for italesættelsen af den tidligere anbragthed. Gennem de groteske fortællinger bekender medlemmerne deres tilhørsforhold til fællesskabet, og der skabes social genkendelighed medlemmerne imellem. Desuden har jeg argumenteret for, at baglænderne i realiseringen af, at det de hidtil havde anset for normen, i resten af samfundet blev oplevet som grotesk, har brudt med deres tidligere 81

85 tilstand og nu befinder sig i en position kendetegnet af liminale aspekter. I denne kroniske anormalitet som tidligere anbragte har baglænderne taget fast bo, og anormalitet bekræftes af den kontinuerlige historiefortælling, der dog samtidig fungerer som et refleksionsrum, hvori baglænderne får mulighed for at forstå de ting, de før har taget for givet i et nyt lys. Refleksionen opfordrer dem til selvudvikling, hvortil der knytter sig en forventning om, at de muligvis kan bryde ud af deres kroniske anormalitet. Herefter rettede jeg blikket mod den strukturerede fortælleform under vejrmeldingen, som jeg har argumenteret for skaber personer og fællesskab på samme tid. Dette fordi fortællingerne har en medierende kraft, der skaber en relation mellem fortælleren og tilhørerne, der under vejrmeldingen bliver en del af den samme sociale virkelighed samt en del af den enkelte historiefortæller. Jeg har argumenteret for, at den enkelte persons fortælling repræsenterer trommerne hos Leach, hvorved fortællerne bliver til selvstændige personer i fællesskabet, i kraft af at de andre hører deres fortælling og dermed anerkender dem som selvstændige personer. Jeg har yderligere analyseret vejrmeldingens fortælleform som et udtryk for det psykologiserede rum i Baglandet og argumenteret for, at baglænderne på én gang taler sig i opposition til systemet og det institutionsagtige, men samtidig er formet af dette, fordi de har lært og mestrer den psykologiske fortælleform til perfektion. Dobbeltheden forbundet med det institutionsagtige har jeg dernæst analyseret ud fra en hjemlighedsvinkel. Med udgangspunkt i, hvordan de ansatte gennem fællesspisning og en hjemlig indretning af Baglandet, stræber efter at skabe hjemlighed, har jeg vist, at der i de ansattes roller er indlejret en historisk dobbelthed. Jeg har vist, hvordan knuset og anvendelsen af slægtskabstermer i forhold til de ansatte er udtryk for en forbundethed, der udspringer af hjemligheden. Jeg har problematiseret denne hjemlighed med inddragelse af baglændernes modbilleder, der samtidig bekræfter, at de netop søger hjemligheden. Den lukkede dør udgør for baglænderne en hindring for følelsen af hjemlighed, fordi den giver genklang til oplevelser fra deres barndom. Dette resulterer i, at de ansatte sidestilles med deres forældres ustabilitet og manglende tilstedeværelse i hjemmet, hvilket ofte resulterer i 82

86 frustrationer og utryghed, hvis de ansatte kommer for sent eller er ude at købe ind til middagen. Jeg har yderligere vist, at der eksisterer en dobbelthed i måden, hvorpå hjemlighed forstås og har argumenteret for, at årsagen til denne skal findes i den historiske udvikling på anbringelsesfeltet, hvor idealer om hjem og professionalisme har været dominerende. Selvom både ansatte og baglændere taler sig i opposition til institutionsagtige, har min analyse vist, at det er forskellige dele af dette, de tager afstand til. Hvor nogle har det traditionelle danske familiehjem med de nære relationer som ideal, har andre institutionens professionalisme og fravær af forskelsbehandling som ideal. Dobbeltheden er problematisk i Baglandet, fordi de ansatte på den ene side skal fungere som en slags omsorgsfulde erstatningsforældre og på den anden side skal være professionelle rådgivere, der har et øje på alle og har et stort netværk af professionelle, de kan trække på for at hjælpe baglænderne. Rollen som erstatningsforældre skaber yderligere en loyalitet, der bevirker, at det opleves som næsten umuligt for baglænderne at udtale sig kritisk om Baglandet, fordi det er ensbetydende med at kritisere de ansatte som privatpersoner, hvilket føles som at stikke mor og far. Endelig har jeg i sidste analysekapitel analyseret den generelle dobbelthed forbundet med socialpolitiske væresteder og tilbud som Baglandet. Med udgangspunkt i Dinas fortælling om sit møde med Baglandet har jeg vist, at der i et fællesskab, der bygger på italesættelsen af den tidligere anbragthed ikke er plads til gode familierelaterede fortællinger fra fortiden. Desuden har jeg vist, at Dina med sin fortælling og handlinger søger at vige uden om stigmaet tidligere anbragt og skabe sin egen fortælling, der bygger på selvstændighed frem for klientgørelse. Jeg har argumenteret for, at konflikten mellem Dina og Baglandet hænger sammen med dobbeltheden indlejret i den førte socialpolitik, hvor væresteder på én gang skal opfylde brugerens basale behov for socialt samvær og omsorg og samtidig skal behandle, udvikle og derigennem integrere brugerne i normalsamfundet. I lyset af kontekstkapitlet peger jeg derfor på, at målet for at integrere det, der kategoriseres som anormalt i normalsamfundet, bygger på et ligheds- og enshedsideal, der kendetegner Skandinavien som region, og influerer samfundets konkrete opbygning og den førte socialpolitik. 83

87 Som argumenteret af Jöhncke eksisterer der en normativ antagelse om, at integration af det anormale grundlæggende er positivt og nødvendigt for samfundets opretholdelse (Jöhncke 2007:39), hvorfor det, der falder uden for må integreres eller reintegreres. Antagelsen tydeliggøres gennem sprogbruget om utilpassede unge, socialt udstødte, misbrugere eller som her generelt udsatte voksne og signalerer, som argumenteret med Järvinen og Mik-Meyer, at disse mennesker har en livsførelse, der er i uoverensstemmelse med de fremherskende normer i samfundet (Järvinen & Mik-Meyer 2004:12). Jeg har derfor argumenteret for, at Dina for at kunne blive hjulpet af Baglandet og de offentlige velfærdsinstitutioner, må klientgøres således, at hun passer til kategorien tidligere anbragt, hvorved udviklingen med fokus på individets eget ansvar for processen kan begynde, og hun dermed kan integreres i normalsamfundet. Når Dina kritiserer Baglandet for at sylte hende ind i hjælpeløshed, kritiserer hun samtidig klientgørelsesprocessen, som er måden, hvormed sociale tilbud herunder Baglandet, søger at hjælpe socialt udsatte voksne. Min analyse har vist, at selvom mange baglændere har taget tankerne om selvindsigt og selvudvikling til sig, og altså dermed accepteret individets ansvar for egen udvikling, som er indlejret i socialpolitikken, er det ikke hovedårsagen til, at de kommer i Baglandet. Faktisk oplevede jeg kun et fåtal af baglændere for hvem denne udvikling lykkedes i en sådan grad, at de oplevede integration i normalsamfundet. Dette kan naturligvis skyldes, at jeg primært har fokuseret min analyse omkring nuværende baglændere og altså ikke har studeret forløbet fra baglændernes ankomst til deres afrejse fra Baglandet, ligesom jeg ikke har deltaget ved de individuelle samtaler. Havde jeg eksempelvis koncentreret mig om tidligere baglændere havde analysen muligvis vist en udvikling hos den enkelte. Min analyse tyder dog på, at man ikke kan placere en tidligere anbragt, med de problemer, der for de flestes vedkommende knytter sig til denne kategori, ind i den ene ende af Baglandet og forvente at få en normal samfundsborger ud af den anden. Ikke desto mindre er den altoverskyggende årsag til, at baglænderne kommer i Baglandet ikke udvikling men tilknytning, identifikation og fællesskab. Baglænderne, selv de mest kritiske, 84

88 fremhæver disse ting i deres fortællinger om, hvorfor de kommer i Baglandet. For dem er de socialpolitiske målsætninger om integration og ansvarliggørelse uvæsentlige, de kommer i Baglandet, fordi fællesskabet giver dem følelsen af indhold, mening og tilhørsforhold i hverdagen. Som svar på min problemformulering om, hvilken rolle Baglandet spiller i brugernes hverdag, er det dermed vigtigt at understrege fællesskabets betydning. Det er de helt basale behov for socialt samvær, nogen at spise med, tale med, give og få knus af, der er betydningsfulde for brugerne i hverdagen. Jeg har argumenteret for, at denne indsats ikke må underkendes i vurderingen af væresteder som Baglandet, fordi det netop giver brugerne, der for de flestes vedkommende har et begrænset socialt netværk, en meningsfuld og indholdsrig hverdag, som er med til at bryde social isolation og ensomhed. Som del af en større efterværnsindsats har Baglandet dermed sin berettigelse, idet stedet supplerer en mere specifik indsats på eksempelvis job, praktikplads eller lignende med socialt samvær og netværk. Min analyse har tilføjet et nyt tematisk perspektiv på tidligere anbragte i relation til organiseringen af væresteder. Dobbeltheden forbundet med lovgivningen på socialområdet træder særligt tydelig frem netop i forbindelse med tidligere anbragte, hvor det betyder, at de ansatte skal indtage en rolle som erstatningsforældre samtidig med, at de som professionelle skal udvikle, behandle og ansvarliggøre brugerne. Nærværende studies konklusioner rejser samtidig nye spørgsmål om områder, der ligger uden for studiet. I nutidens organisering af socialpolitiske tilbud og væresteder til socialt udsatte grupper, er der mange eksempler på, at de, der driver tilbuddet, deler erfaringer med brugerne. Som eksempel kan nævnes tidligere alkoholikere eller stofmisbrugere, der hjælper nuværende alkoholikere og stofmisbrugere (f.eks. hos Dans Misbrugsbehandling, hvor dette benævnes behandling i øjenhøjde (se Dansk Misbrugsbehandlings hjemmeside), forskellige former for ungtil-ung (f.eks. i Ventilen, et mødested for ensomme unge i København), kvinde-til-kvinde (f.eks. i Dannerhusets krisecenter) eller som i Baglandet, hvor lederen selv er tidligere anbragt. 85

89 Som vist er de ansattes erfaringer i Baglandet på den ene side mediator for fællesskabet og forbundetheden til dem, men opleves på den anden side af nogle baglændere som problematisk, fordi de som professionelle ikke skal gøre sig lig, men have et øje på alle. Der lader til generelt at være en normativ antagelse om, at folk, der har gennemlevet samme problemstillinger som brugerne, er bedre i stand til at hjælpe disse. Det er derfor relevant at forske i, om det generelt forholder sig som i Baglandet, hvor de ansatte erfaring skaber identifikation men også problemstillinger i forhold til manglende professionalisering. Hvilken betydning har det konkret for brugerne, at de, der hjælper, deler erfaringer med dem? 86

90 10. Abstract Title: We haven t been pampered and hugged. An anthropological analysis of a drop-incentre for adults who were placed outside the home during their childhood. During the past decades there has been an increase in focus on providing a meaningful everyday life to socially vulnerable adults, and drop-in-centres have increasingly been part of the Danish social political effort towards helping vulnerable adults. This study explores Baglandet 40 Copenhagen, a social drop-in-centre for adults who were placed outside the home, in institutions or foster-care, during their childhood. The study is based on a 4-month anthropological fieldwork carried out in the spring of 2009 in Baglandet. Focusing on what role the centre plays in the everyday life of the users, I show the significance of the social community formed in the centre and how this is established through various forms of storytelling and practises. The starting point of the analysis is four analytically defined, but empirically founded, rooms of storytelling. In my first room of storytelling I show how the community uses the telling of stories of a grotesque character to negotiate the boundaries of the community in relation to the world outside. By the continued storytelling the community members create social recognition and confirm their formerly placedness creating an imagined common past, which at the same time is a precondition for the formulation of the formerly placedness. The stories in the first room of storytelling focus on the users' confrontation with the norms of the world outside. The confrontation makes them realise that what they had considered to be the norm was categorized as grotesque or illegal in the rest of society. I argue that this realisation caused the users to break from their former state and that they are currently in a permanent position of abnormality characterized by liminal aspects. Storytelling creates a possibility for the community to reflect on the things they used to take for granted and understand them in a new light. 40 Baglandet means support or home base in Danish. 87

91 In the second room of storytelling I focus on the so-called weather report which is a structured séance where each person, one after the other, tells what is currently on his/her mind while the rest listen. I argue that through the weather report persons and community are created simultaneously because the stories posses a mediating force enabling the storyteller and listeners to become part of the same social reality. Through the process of storytelling, the storyteller becomes a person by the virtue of the listeners hearing his voice and recognizing him/her as an independent person. Furthermore, despite the fact that the users talk in opposition to the system or what they find institution-like, I argue that the manner, in which they tell stories during the weather report, is formed by said system. Next I turn my focus towards how the employees strive to create homeliness, through practises such as common dinners and a furnishing of Baglandet giving connotations to a traditional Danish family home. I argue that relatedness between the members of the community springs from the established homeliness, and that the practise of giving hugs and using kinship terms in reference to the employees are markers of this relatedness. My third room of storytelling explores what the users consider homeliness and shows that a doubleness in the manner of understanding homeliness exists. I argue that the doubleness is rooted in the historical development in placement of children, where ideals of both home and professionalism have dominated. I further argue that the doubleness is embedded in the employees roles demanding them to be both substitute parents and professional counsellors. Their role as substitute parents, however, creates a loyalty, which makes it almost impossible for the users to criticize Baglandet, as is becomes synonymous with criticizing the employees as private individuals, which consequently feels like telling on mum and dad. Finally, I analyse the doubleness embedded in the Danish Law of Social Services and argue that social political drop-in-centres, such as Baglandet, reflect this doubleness, as the centres are expected to both meet the users' basic needs for social interaction and care, while they simultaneously develop the users to take responsibility for their own situation and integration into 88

92 society. I argue that the notion of integrating the abnormal into society stems from a Scandinavian ideal of sameness, which manifests itself in a normative notion that integration, is fundamentally positive and necessary for the preservation of society. In relation to this I show how a person must be transformed into a client in order to receive the help offered by the welfare system, and that this entails a stigmatisation of that person. Based on my last room of storytelling, I show how a specific user navigates around the stigma formerly placed by telling her own story of being placed outside the home focusing on her independence instead of her victimization. My analysis shows that despite the fact that many of Baglandet's users have accepted the importance of self insight and self development, Baglandet does not transform the abnormal to normal. For a small number of users a transformation has taken place, but for the majority this is not the case. However, I argue that what motivates the users to continue coming has nothing to do with the social political objectives of making the individual take responsibility for his/her own situation and integration into society. The paramount reasons for the users return to Baglandet are the social affiliation, identification and community, which bring meaning and substance to their everyday lives. The basic needs of having someone to have dinner with, talk to, give/receive hugs to/from as well as someone to celebrate birthdays and holidays with, are essential to the users. I argue that in the evaluation of places such as Baglandet this must not fail to be appreciated as most of the users frequenting drop-in-centres have a very limited social network outside the centres. The centres thus help in breaking the social isolation and loneliness that for many of the users are wellknown feelings. 89

93 11. Litteratur Anderson, Benedict 2001 Forestillede fællesskaber. København: Roskilde Universitetsforlag Amit, Vered 2002 Reconceptualizing community I Vered Amit (red.): Realizing Community. London: Routledge. Asmussen, Vibeke og Jöhncke, Steffen 2004 Indledning: Perspektiver på brugere. I: Vibeke Asmussen og Steffen Jöhncke (red) Brugerperspektiver fra stofmisbrug til socialpolitik? Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Barth, Fredrik 1969 Introduction. I: F. Barth (red.) Ethnic groups and boundaries. Bergen: Universitetsforlaget. Bengtsson, Tea Torbenfeldt og Jakobsen, Turf Böcker 2009 Institutionsanbringelse af unge i norden. En komparativ undersøgelse af lovgrundlag, institutionsformer og udviklingstendenser.københavn: SFI Det danske forskningscenter for velfærd. Bohannan, Laura 1966 Shakespeare in the Bush. An American Anthropologist set out to Study the Tiv in West Africa and was Taught the True Meaning of Hamlet. I: Natural History Magazine vol. 75. Durham: Natural History. Bourdieu, Pierre 2000 [1977] Outline of a Theroy of Practice. Cambridge: Cambridge University Press. Bruner, Edward 1986a Experience and Its Expressions. I Victor M. Turner og Edwards M Bruner (red):the Anthropolgy of Experience. University of Illinois Press: Ilini Books. 1986b Ethnography as Narrative. I: Victor M. Turner og Edwards M. Bruner (red):the Anthropolgy of Experience. University of Illinois Press: Ilini Books. Carsten, Janet 1995 The substance of kinship and the heat of the hearth: Feeding, personhood and relatedness among Malays in Pulau Langkawi. American Ethnologist 22(2): The heat of the hearth. The process of kinship in a Malay fishing community. Oxford: Oxford University Press. 9

94 2000 Introduction. I: Carsten, J. (red.) Cultures of relatedness. New approaches to the study of kinship. Cambridge: Cambridge University Press. Ebsen, Frank 2008 Børn og unge med behov for særlig støtte? Fra København: Dansk Pædagogisk Universitets publikationer. Egelund, Tine 2004 [2003] Farlige forældre: Den institutionelle konstruktion af dem, der afviger fra os. I: Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer (red): At skabe en klient. 2. oplag. København: Hans Reitzels Forlag. Espersen, Leila Dreyer 2004 Fra anbringelse til efterværn. En pilotundersøgelse blandt sagsbehandlere. København: SFI Gammeltoft, Tine 2003 Intimiteten. Forholdet til den anden. I Kirsten Hastrup (red): Ind i Verden. En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzels Forlag. Goffman, Erving 1961 Asylums: Essays on the Social Situation of Mental Patients and Other Inmates. Harmondsworth: Penguin Books [1963] Stigma. Om afvigerens sociale identitet. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Grytnes, Regine 2004 Hygge med hensigt: Væresteder for stofbrugere. I: Vibeke Asmussen og Steffen Jöhncke (red) Brugerperspektiver fra stofmisbrug til socialpolitik? Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Gullestad, Marianne 1991 The Transformation of the Norwegian Notion of Everyday Life. I: American Ethnologist. Vol. 18 (3). Arlington: The American Anthropological Association. Hansen, Finn Kenneth 1996 Væresteder for socialt udsatte. København: Center for Alternativ Samfundsanalyse og Socialt Udviklingscenter. Hasse, Cathrine 1995 Fra Journalist til Big Mamma. Om sociale rollers betydning for antropologers datagenerering. I: Tidsskriftet for antropologi nr.31. Roskilde: Roskilde Universitets Forlag Mødet. Den antropologiske læreproces. I Kirsten Hastrup (red.): Ind i verden. En grundbog i antropologisk metode. København Hans Reitzels forlag. 9

95 Hastrup, Kirsten 2003a Introduktion. Den antropologiske videnskab. I Kirsten Hastrup (red.): Ind i verden. En grundbog i antropologisk metode. København Hans Reitzels forlag. 2003b 2003c Sproget. Den praktiske forståekse. I Kirsten Hastrup (red.): Ind i verden. En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzels Forlag Metoden. Opmærksomhedens retning. I Kirsten Hastrup (red.): Ind i verden. En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzels Forlag Hauge, Ragnar 2001 [1990] Stempling og stigmatisering. I: Kriminalitetens årsaker. Oslo: Universitetsforlaget. Hviid Jacobsen, Michal og Kristiansen, Søren 2002 Erving Goffman. Sociologien om det elementære livs sociale former. Hans Reitzels Forlag. Danmark. Højlund, Susanne 2009 Hjemlighed som velfærdsparadoks. Om iscenesat autenticitet i døgninstitutioner for anbragte børn. I: Hus og Hjem. Tidsskriftet Antropologi nr 59/60. København: Foreningen Stofskifte Järvinen, Margaretha og Mik-Meyer, Nanna 2004 [2003] Indledning: At skabe en klient. I: Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer (red): At skabe en klient. 2. oplag. København: Hans Reitzels Forlag. Jackson, Michael 2006 Preface. I: The Politics of Storytelling. Violence, Transgression, and Intersubjectivity. Museum Tusculanum Press. University of Copenhagen Jöhncke, Steffen 2007 Velfærdsstaten som integrationsprojekt. I: Karen Fog Olwig og Karsten Pærregaard (red.). Integration. Antropologiske perspektiver. København: Museum Tusculanums Forlag Kapferer, Bruce, 1986 Performance and the Structuring of Menaing and Experience. I: Victor M. Turner og Edwards M Bruner (red):the Anthropolgy of Experience. University of Illinois Press: Ilini Books. Kristiansen, Ole Steen og Højlund, Susanne 2005 Om at forske i anbragte børn og unges hverdag: Hvordan kommer vi videre? Viborg: Pædagogisk Udviklingscenter Publikationer. Kvale, Steiner 1994 InterView. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag. 9

96 Leach, James 2002 Drums and Voice: Aesthetics and Cocial Process on the Rai Coast of Papua New Guinea. I : Journal of Royal Antrhopological Institute, London: Wiley-Blackwell LiPuma, Edward 2000 The Modernity of the Person in Melanesia. I: Encompassing Others. The Magic of Modernity in Melanesia. USA: The University of Michigan Press. Mauthner, N og Doucet, A 2003 Reflexive accounts and accounts of reflexivity in qualitative data analysis. I: Sociology 37 (3): Mik-Meyer, Nanna 2004 [2003] Anne er sygdomsfikserert: Forhandling af en institutionel diagnose. I: Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer (red): At skabe en klient. 2. oplag. København: Hans Reitzels Forlag. Melhuus, Marit 2002 Issues of relevance. Anthropology and the challenges of cross-cultural comparison. I: Andre Gingrich & Richard G. Fox (red.) Anthropology, by comparison Routledge: London Ochs, Elinor og Capps, Lisa 1996 Narrating the Self. I: Annual Review of Anthropology, vol. 25. s Olwig, Karen Fog og Pærregaard, Karsten 2007 Integration. Antropologiske perspektiver. I K. Fog Olwig og K. Pærregaard Integration. Antropologiske perspektiver. s København: Tusculanums Forlag. Olwig, Karen Fog og Liep, John 1994 Komplekse liv. Kulturel mangfoldighed i Danmark. København: Akademisk Forlag. Pærregaard, Karsten 2002 The resonance of fieldwork. Ethnographers, informants and the creation of anthropological knowledge. I: Social Anthropology 10 (3) Rubow, Cecilie 2003 Samtalen. Interviewet som deltagerobservation. I Kirsten Hastrup (red.): Ind i verden. En grundbog i antropologisk metode. København Hans Reitzels forlag. Salamon, Karen Lisa Goldschmidt 1992 I grunden er vi enige. En ekskursion i skandinavisk foreningsliv. I: Tidsskriftet Antropologi nr. 25. s København: Foreningen Stofskifte. Simmel, Georg 1998 [1901] Måltidets sociologi. I: Hvordan er samfundet muligt? Udvalgte sociologiske skrifter. København: Nordisk Forlag. 9

97 Sommer, Dorthe 2008 Institutionelle Paradokser. En antropologisk analyse af det socialpædagogiske behandlingsarbejde på en døgninstitution for anbragte børn. Specialerække nr Steffens, Vibeke 1994 Individualisme og fællesskab Anonyme Alkoholikere i Danmark. I John Liep og Karen Fog Olwig: Komplekse liv. Kulturel mangfoldighed i Damark. København: Akademisk Forlag Hinsides forestillingen om det forudsigelige. Om at være drikkende ikke-alkoholiker bland ikke-drikkende alkoholikere. I: Tidsskriftet for antropologi nr.31. Roskilde: Roskilde Universitets Forlag Life Stories and Shared Experience. I: Soc. Sci. Med Vol, 45 No 1 pp Elsevier Science Ltd. UK. Stokholm, Anja 2007 Anbragte børn mellem kammerater og pædagoger: en antropologisk analyse af socialitet og identitetsdannelse på en døgninstitution. Ph.d afhandling. Århus: Århus Universitetsforlag. Thuesen, Lisbet Castberg 2004 Ung-til-ung i Ventilen. I: Ungdomsforskning årg. 3 nr. 1. Ung-til-ung: Virker det? Roskilde: Center for ungdomsforskning. Tjørnhøj-Thomsen, Tine 1999 Tilblivelseshistorier. Barnløshed, slægtskab og forplantningsteknologi i Danmark. Ph.d-række Samværet. Tilblivelser i tid og rum. I: Hastrup, K (red.) Ind i Verden. En grundbog i antropologisk metode. København: Hans Reitzels forlag. Turner, Victor 1967 Betwixt and Between: The Liminal Period in Rite de passage. I: The Forest of Symbols. Aspects of Ndembu Ritual. Ithaca, New York: Cornell University Press. Winther, Ida Wentzel 2006 Hjemlighed kulturfænomenologiske studier. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag Hjemmesider Baglandet København : Dannerhuset : 9

98 Dansk misbrugsbehandling : De 4 årstider : Socialministeriet : Serviceloven via Retsinformation.dk : Ventilen : Avisartikler Berlingske Tidende tirsdag d. 24. august Af Mette Dahlgaard og Andre Luth: Udsatte unge skal have støttehjul. 24timer fredag d. 27. august Af Maria Cuculiza og Thomas Møller Larsen: Eksperter: Vi ved ikke, om anbringelse af børn virker. 9

99 Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Denne rapport er udgivet af Projekt- & Karrierevejledningen, der formidler kontakt mellem universitetsstuderende og eksterne projektstillere. Gennem projektforslag i Projekt- & Karrierevejledningens projektkatalog kan studerende beskæftige sig med konkrete problemstillinger, der har relevans for organisationer, myndigheder og virksomheder udenfor universitetet. De færdige projekter udgives efterfølgende i Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie og kan bestilles direkte hos Projekt- & Karrierevejledningen eller via biblioteker og boghandlere. Har du som repræsentant for en organisation en idé til et nyt projekt, hører vi gerne fra dig. Find ud af mere om Projekt- & Karrierevejledningen og se vores online projektkatalog på vores hjemmeside:

100 PROJEKT- & KARRIEREVEJLEDNINGEN DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET ØSTER FARIMAGSGADE KØBENHAVN K