Aarhus byråds journalsager (J. Nr )

Transkript

1 Aarhus byråds journalsager (J. Nr ) Originalt emne Administration og Bevillinger Arbejderforhold Arbejdsløshedsunderstøttelse Hjælpekassen Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 19. juli ) Byrådsmødet den 18. august ) Byrådsmødet den 1. september ) Byrådsmødet den 15. september 1932 Uddrag fra byrådsmødet den 19. juli side 1 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Indstilling angaaende Loven af 23. Juni om ekstraordinær Hjælp til Arbejdsløse. Følgende Indstilling forelaa: "Det indstilles herved til Aarhus Byraad, at der nedsættes et Udvalg, bestaaende af Aarhus Byraads Forsørgelsesudvalg og tre Medlemmer af den kommunale Hjælpekasses Forretningsudvalg til at administrere Lov Nr. 181 af 23. Juni 1932 om midlertidigt Statstilskud til Kommunerne i Anledning af Hjælp til arbejdsløse. Et foreløbig nedsat Udvalg, bestaaende af 3 Medlemmer af Hjælpekassens Forretningsudvalg (Jens Nielsen, Dette dokument er fra Side 1 af 18

2 L. Mikkelsen og Jens Jensen), Forsørgelsesudvalget (Leonhard Hansen, Rasmus Rasmussen og Christian Nielsen), samt Forsørgelsesinspektør N. Muller Larsen og Kontorchef ved Hjælpekassen A. Brendstrup, indstiller følgende til Byraadets Godkendelse: Hjælpens Fastsættelse i hvert enkelt Tilfælde overdrages ovennævnte foreslaaede Udvalg. Kontrol og Udbetaling til Medlemmer af statsanerkendte Arbejdsløshedskasser overdrages disse Kasser i det Omfang, Byraadet maatte bestemme det. Som Vederlag herfor ydes der Kasserne et Beløb svarende til 2 % af den udbetalte Understøttelse. For Ikke- Medlemmer af Arbejdsløshedskasserne og for Medlemmer af saadanne Kasser, som ikke selv foretager Kontrol og Udbetaling af Understøttelse, henlægges disse Funktioner til Amts-Arbejdsanvisningskontoret. For Understøttelserne fastsættes følgende Takster: I. Til Medlemmer af Arbejdsløshedskasserne: a. Familieforsørgere uden Indtægt eller Formue faar den for den paagældende Arbejdsløshedskasse gældende Sats. b. Ikke-Forsørgere: Understøttelsen andrager Kassens vedtægtsmæssige Sats dog ikke udover 18 Kr. ugentlig (3 Kr. daglig). II. Ikke-Medlemmer at Arbejdsløshedskasserne. a. Forsørgere tilstaaes den Understøttelse, som den paagældende vilde være berettiget til som Medlem af den Arbejdsløshedskasse, hvortil han maatte henføres, efter dennes laveste Sats, dog ikke over 18 Kr. ugentlig. b. Ikke-Forsørgere tilstaaes 9 Kr. ugentlig. (1 Kr. 50 Øre daglig). Som en Vejledning til Trangens Bedømmelse m. H. t. Hjælpens Maksimum, Indtægters Beregning m. v. foreslaaes følgende: I. For Medlemmer af Arbejdsløshedskasserne: a. Der fastsættes en Trangsgrænse for Familien, hvorefter Understøttelsen ved eventuel Indtægt nedsættes efter følgende Regler : Mand og Hustru Kr. ugt. Tillæg for hvert Barn under 18 Aar Mandens Indtægt fradrages fuldt ud. Hustruens Indtægt ved Selverhverv tages i Betragtning med den faktiske Indtægt H- 25 %". Eksempel: Mand og Hustru Kr. ugt. +3 Børn å 2 Kr Kr. ugt. Hustruens Indtægt: 24 Kr. ugt. -T- 25 /o heraf 6,00 at fradrage Rest atudbetalei Understøttelse.. 18 Kr. ugt. Det til Udbetaling kommende Beløb kan dog ikke overstige den for Understøttelsen fra Arbejdsløshedskasse gældende Sats. b. For Ikke-Forsørgere fradrages Indtægten fuldt ud. II. Ikke-Medlemmer af Arbejdsløshedskasse: a. Forsørgere: Har Familien Indtægt, Dette dokument er fra Side 2 af 18

3 foretages samme Beregning som for de organiserede Forsørgere. b. Ikke-Forsørgere: Indtægten fradrages fuldt ud." Borgmesteren erindrede om, at denne Sag blev henvist til Budgetudvalget til videre Forhandling. Man forhandlede saa med Hjælpekassens Forretningsudvalg og blev enige om at nedsætte et Udvalg bestaaende af Forsørgelsesudvalgets Medlemmer og 3 Medlemmer af Hjælpekassens Forretningsudvalg. Byraadet var jo den bevilgende Myndighed og skulde efter Loven have det afgørende Ord, og alle Ansøgninger 0m Hjælp skulde saa gaa gennem dette Udvalg, hvor Byraadet var repræsenteret ved Forsørgelsesudvalget. Det nedsalte Udvalg skulde fremkomme med et Forslag til Byraadet, og nogle Medlemmer gjorde en Rejse til København for at sætte sig ind i, hvorledes man der praktiserede Loven. Nu forelaa Udvalgets Indstilling, som ligeledes var tiltraadt af Budgetudvalget. J. Chr. M ø 1 1 e r udtalte, at som Indstillingen forelaa, var det nærmest en Fortolkningssag, og Vanskeligheden vilde derfor ligge i, at de to Sider indenfor Byraadet maaske vilde fortolke den noget forskelligt. Det gjaldt særlig Lovens 3, hvor der tydeligt stod, at Understøttelsen ikke kan overstige, hvad den paagældends vilde kunne opnaa som Medlem af Arbejdsløshedskassen; men der var en Tilføjelse, som sagde, at Bestemmelsen kunde fraviges ved Sygdom, stor Forsørgerpligt og i særlige Tilfælde. De to første Bestemmelser var næppe vanskelige at fortolke, selv om man kunde se forskelligt paa, hvor mange Børn der skal være i Familien, før der kan tales om stor Forsørgerpligt. Nu havde Taleren hørt sige, at Afgørelsen ikke skal træffes af det nedsatte Udvalg, men af Hjælpekassen. Det stod der imidlertid ikke noget om i Loven, og i Cirkulæret fra Socialministeriet stod tværtimod, at det kun er selve Bevillingen og ikke Hjælpens Fastsættelse, der kan overlades til de enkelte Institutioner. Efter delte skulde altsaa Byraadet træffe Afgørelsen eller det Udvalg, som Byraadet nedsætter. Hvad "særlige Tilfælde" angaar, saa blev det fastslaaet i Rigsdagen, at det kun maatte dreje sig om ganske særlige Tilfælde. Taksterne var givet i Loven, og det stod i Indstillingen; der stod ikke noget om, hvor længe Hjælpen kan ydes, men det maatte vel kunne ske, saa længe Loven gælder. Men det var i Virkeligheden en Aftale, at Understøttelsernes Størrelse skulde ikke alene behandles i Hjælpekassen, men i det Udvalg, der var nedsat sammen med Hjælpekassen. Taleren var derfor ikke saa glad ved, at det nu syntes at Hjælpekassen alene skal træffe Afgørelsen, særlig naar man saa paa, hvorledes denne tidligere havde fortolket de forskellige Love, og hvor meget Hjælpekassen allerede havde brugt i de 3 Maaneder siden 1. April, nemlig sammen med Krisehjælpen over ½ Mill. Kr. Naar der var brugt saa stort et Beløb i de første 3 Maaneder, vilde det blive næsten katastrofalt for hele Dette dokument er fra Side 3 af 18

4 Aaret, saafremt denne Lov ikke var kommet. Det var fastslaaet i Loven, at de, der faar Hjælp efter denne Lov, ikke samtidig kan faa Hjælpekasseunderstøttelse, med mindre der forelaa ganske særlige Forhold; derlor var det rart, om der havde foreligget noget bestemt om disse særlige Tilfælde, selv om det maaske var vanskeligt. Taleren vilde meget henstille til det nedsatte Udvalg, at det fortolker Loven paa den rigtige Maade, saaledes at der ikke gives ekstra Hjælp udover, hvad Loven tillader, og hvor det er strengt paakrævet. Tidligere var det saaledes, at Hjælpekassen supplerede Arbejdsløshedsunderstøttelsen op og gav Hjælp til Lys, Brændsel, Husleje, Beklædning o. lign., men det maatte bortfalde for dem, der faar Understøttelse i Henhold til denne Lov. Nu ankedes der ganske vist over, at de faar ikke nær lige meget i Understøttelse, idet der kan gives fra 2 Kr. til 4 Kr. daglig. Man maatte dog ikke glemme, at den, som havde forsikret sig for et større Beløb, var berettiget til at faa mere end den, som intet havde gjort for at sikre sig. Der fandtes en Paragraf i Loven, som siger, at der kan udføres Arbejde i Stedet for Understøttelse, og Taleren vilde meget henstille til Brolægningsudvalget, Skovudvalget og andre, at de har Opmærksomheden henvendt herpaa og anviser dem Arbejde, hvor det kan gøres; det var bedre end at give Understøttelse, og tilmed fik Kommunen 2/5 af Arbejdslønnen refunderet. Det var vist rigtigt, at langt de fleste hellere vil have Arbejde end Understøttelse, men der fandtes sikkert en Del i Aarhus, som efterhaanden havde faaet Lediggangen kær og stadig havde level paa Hjælpekasseunderstøttelse gennem flere Aar. Del var godt for saadanne, hvis de kunde komme til at arbejde, og det burde de forskellige Udvalg tage Hensyn til. En Kategori havde Taleren ikke meget tilovers for, nemlig Alimentanterne; de maatte tage Ansvaret af deres Handlinger, og man kunde ikke slaa det hen med al tale om Ungdomsforsyndelser. Saadanne burde i Almindelighed ikke have Understøttelse, bortset fra ganske enkelte Tilfælde, hvor de senere er blevet gift og har Familie; ugifte Alimentanter burde i ingen Tilfælde have Hjælp efter denne Lov. Taleren vilde anbefale at tiltræde Indstillingen, men samtidig meget indskærpe, at der administreres strengt efter Loven. Borgmesteren gjorde opmærksom paa, at der var en Fejl i Indstillingen, idet der stod, at der gives 2 % til Kassererne; det skulde være "Kasserne." H. P. Christensen vilde ogsaa anbefale Indstillingen. Fabrikant Møllers Bemærkninger var en meget streng Fortolkning, som overhovedet ikke gav Adgang til nogen som helst Hjælp udover Lovens Bogstav. Men der var en Del Mennesker, som kun kunde faa en Hjælp af Kr. om Ugen, og hvis de havde flere Børn og skal betale en ret stor Husleje, vilde de ikke kunne eksistere uden anden Hjælp. Man maatte foreløbig vedtage Forslaget og saa iøvrigt overlade til Dette dokument er fra Side 4 af 18

5 Hjælpekassen at fortolke 3, som den finder forsvarligt, idet den selvfølgelig maatte rette sig efter Loven; saa kunde man se, hvorledes Forholdene udvikler sig. I København havde man foreløbig overladt til Hjælpekassen at administrere Loven i nogle Uger, og derefter ser man, hvorledes det gaar. Taleren syntes ikke, at Fabrikant Møllers meget strenge Fortolkning skulde staa uimodsagt, for efter den kunde der overhovedet intet ydes udover Lovens Bestemmelser. Forhaabentlig kunde Byraadet vedtage det foreliggende Forslag, idet man samtidig gør Hjælpekassen opmærksom paa, at der maa administreres i Henhold til Loven og i Lovens Aand. Chr. Nielsen havde troet, at Leonhard Hansen som Formand for det nedsatte Udvalg vilde have redegjort for de førte Forhandlinger, og hvad Forslaget drejede sig om. Taleren antog ikke, at alle i Byraadet var enig med Fabrikant Møller i hans Udtalelser, naar han paa Forhaand vil slaa fast, at de, der faar Understøttelse efter denne Lov, ikke kan faa noget som helst andet. Loven betød vel nok en Indskrænkning af Hjælpekasseunderstøttelsen, og i enkelte Tilfælde kunde det maaske ogsaa blive Følgen. Men det skulde dog nævnes, at der var Forsørgere, som kun kunde faa 12 Kr. om Ugen i Understøttelse; de maatte i Husleje betale ca. 30 Kr. og i Kontingent 14 Kr. om Maaneden, altsaa 44 Kr., hvorefter de fik 4 Kr. pr. Maaned at leve af. Saadanne var henvist til at søge til Hjælpekassen eller Fattigvæsenet. Angaaende Alimentanter, saa mente Taleren heller ikke, at der skal tages særligt Hensyn til dem; men hvis en Mand altid havde betalt sine Bidrag, og i en Arbejdsløshedsperiode ikke havde kunnet gøre dette, burde han ikke straffes derfor. Forsørgelsesudvalget havde taget det Standpunkt, at man hverken kan eller vil blande sig i Hjælpekassens Administration; det maa være Hjælpekassen, som afgør, hvor meget de skal have i Understøttelse, og det var næppe klogt af Byraadet at blande sig i delte Forhold. Leonhard Hansen fandt, at det var en mærkelig Fremgangsmaade, der var brugt ved dette Møde, idet man her behandlede en Indstilling, som slet ikke var forelagt. Nu skulde Taleren som Formand for Udvalget ogsaa afholde sig derfra og ganske kort anbefale Forslaget. Taleren vilde dog slaa fast, at det nedsatte Udvalg intet vil have med Hjælpekassen at gøre eller beskæftige sig med en eneste Sats for Hjælpen, og det vilde ogsaa stride imod Loven oin Hjælpekasser, hvis andre blandede sig i dens Arbejde. Byraadet var den bevilgende Myndighed og var Herre over, hvor mange Penge der skal bevilges, men det kunde ikke gribe forstyrrende ind i Hjælpekassens Arbejde. Loven fastslog, at Hjælpekassen skal yde Understøttelse i Tilfælde af Sygdom, stor Forsørgerpligt samt i særlige Tilfælde. Det sidste havde ogsaa hidtil fundet Sted, men de andre Tilfælde var først nu blevet lovfæstet. Taleren vilde ikke være med til at opfordre Hjælpekassen til at Dette dokument er fra Side 5 af 18

6 yde større Understøttelse end hidtil; Loven var givet for at aflaste Hjælpekassens Byrder, og det var ogsaa Hensigten med Udvalgets Indstilling, hvor Kontrollen vilde foregaa udenfor Hjælpekassen; det var derfor unødvendigt at give Hjælpekassen Paalæg om ikke at rutte med Pengene, hvad den forøvrigt vist aldrig gjorde, for Kussens Udgifter skulde nok gaa ned eller denne Lov. Det var dog givet, at en Arbejdsmand med en Understøttelse af 12 Kr. om Ugen umuligt kunde klare sin Forsørgerpligt, selv om der slet ingen Børn var i Familien. Angaaende Fabrikant Møllers Henstilling om at give Arbejde i Stedet for Understøttelse, saa antog Taleren ikke, at der vilde blive sat Arbejde i Gang, der kunde virke generende for dem, der allerede er i Arbejde; det maatte i saa Fald være nyt Arbejde, som man ellers ikke havde tænkt at ville udføre i den nærmeste Fremtid. Taleren vilde ikke være med til at nægte Alimentanter Understøttelse, hvis det er Folk, der har begaaet en Ungdomsforvildelse, men ellers har levet et hæderligt Liv uden at falde det offentlige til Byrde. Det var ikke rigtigt at nægte saadanne Folk enhver Hjælp i Tilfælde af Arbejdsløshed og derved tvinge dem over paa Fattig væsenet. Rasmus Rasmussen havde af Forhandlingerne paa det tidligere Møde faaet det bestemte Indtryk, at det nedsatte Udvalg netop skal beskæftige sig med 3, 3. Stk., saafremt der blev nogen Uenighed i Hjælpekassen, og saa vidt muligt sørge for at bilægge eventuelle Stridigheder. Dette Standpunkt var tidligere tiltraadt af hele Udvalget, men nu syntes Flertallet at have faaet en anden Opfattelse. J. Chr. Møller hævdede, at der ikke i Loven stod noget om, at Hjælpekassen skal administrere 3, og heller ikke i Ministeriets Cirkulære; det var en Fortolkning af Leonhard Hansen, og hvis han havde udtalt dette saa bestemt paa det tidligere Møde med Hjælpekassen, vilde Taleren ikke have tiltraadt Forslaget. Ogsaa Hjælpekassens Formand erklærede paa det nævnte Møde, at han ikke kunde se, der var noget i Vejen for, at Hjælpekassen forhandlede med det nedsatte Udvalg. Man maatte altsaa senere have faaet den Opfattelse, at det er Hjælpekassen alene, der skal tage Bestemmelse om den særlige Hjælp. Efter dette vilde Forsørgelsesudvalget ikke faa meget med Sagen at gøre. Taleren kunde ikke dele Leonhard Hansens Syn paa Alimentanterne; de maatte tage Ansvaret for deres Handlinger; det burde ikke uden videre udslettes. En Understøttelse paa 12 Kr. om Ugen var selvfølgelig ikke meget, men Forholdet var dog i Almindelighed ikke saa grelt, som Chr. Nielsen udtalte; der blev jo ogsaa ydet Hjælp til Kontingent o. lign. Naar Forsørgelsesudvalget nu ikke vilde have noget som helst med Sagen at gøre, kunde det heller ikke øve nogen Indflydelse paa Hjælpekassens Administration, og denne kunde da blot betale ud, saa meget den vilde. Dette dokument er fra Side 6 af 18

7 Men Taleren vilde understrege H. P. Christensens Henstilling til Hjælpekassen, at den maa handle efter Loven, og hvis Fortolkningen strider mod Loven, var der Adgang til at klage til højere Instanser. Men nu maatte man jo se, hvorledes det udvikler sig. Borgmesteren var glad ved, at man havde fulgt den Fremgangs maade at nedsætte et Udvalg, for efter de faldne Udtalelser vilde der næppe i Byraadet være blevet Enighed om Sagen. Leonhard Hansen bemærkede, at Fabrikant Møller nu søgte at reducere Forsørgelsesudvalgets Arbejde til intet, men hertil vilde Taleren dog sige, at der laa allerede ca Ansøgninger, der skulde gennemgaas af Udvalget. Der var stadig det kedelige, at Forslaget ikke var blevet forelagt, ellers vilde man vide, at Hjælpens Fastsættelse overdrages til Kommunalbestyrelsen. Naar der var gaaet en Tid, skulde Taleren nok meddele, hvor meget Arbejde der har været med Sagen. Borgmesteren betonede, at man var enige i Princippet, og da der ikke var stillet noget andet Forslag, betragtede Taleren det foreliggende som vedtaget. Indstillingen vedtoges. Borgmesteren meddelte i Forbindelse med Forslaget, at der var indkommet en hel Del Anmodninger fra de forskellige Arbejdsløshedskasser om selv at maatte overtage Kontrollen. Der var allerede Ansøgninger fra 34 Kasser, hvoraf 17 tidligere har haft denne Ret. Taleren vilde henstille, at man bemyndiger det nedsatte Udvalg til at afgøre dette Spørgsmaal. J. Chr. Møller havde ikke noget derimod, men antog, at der fandtes nogle Kasser, som næppe egnede sig til at føre denne Kontrol. Leonhard Hansen svarede, at Udvalget gerne vilde paatage sig dette. I København gik man den Vej, at man anmodede Arbejdsløshedskasserne om at være Kommunalbestyrelsen behjælpelig med Arbejdet, men her syntes man at nære nogen Mistillid til disse Kasser, skønt ingen bedre end dem var i Stand til at øve en saadan Kontrol. Borgmesteren vilde saa lade tilføre Forhandlingsprotokollen, at det overlades til det nedsatte Udvalg al træffe Bestemmelse om Kontrollens Udøvelse. Uddrag fra byrådsmødet den 18. august side 3 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Skrivelse fra Socialministeriet i Anledning af en Henvendelse fra et Mindretal i Hjælpekassens Bestyrelse om, hvorvidt de Regler, der følges ved Ydelse af Hjælp til Husleje til Arbejdsløse, er i Overensstemmelse med Lov Nr , 3, 3. Stk, Dette dokument er fra Side 7 af 18

8 Følgende Skrivelse forelaa: "I Skrivelse af 23. Juli 1932 (J. Nr ) har Byraadet, foranlediget af en Henvendelse fra et Mindretal i Bestyrelsen for Aarhus kommunale Hjælpekasse, anholdt om Socialministeriets Afgørelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt en af Bestyrelsen mod nævnte Mindretals Stemmer truffet Beslutning om Regler for Ydelse af Hjælp til Husleje fra Hjælpekassen til arbejdsløse, der oppebærer Hjælp i Henhold til Lov Nr. 181 af 23. Juni 1932, er i Overensstemmelse med nævnte Lovs 3, Stk. 3. Ifølge de nævnte Regler kan der, hvor Forholdene taler derfor, efter Skøn ydes Huslejehjælp af Hjælpekassen lil arbejdsløse, uanset om disse har Forsørgerpligt overfor Børn eller ikke, idet dog Grænserne for nævnte Hjælps Størrelse varierer med Størrelsen af den i Henhold lil nævnte Lov oppebaarne Hjælp og Antallet af de Børn, paagældende har Forsørgerpligt overfor. Et af Hjælpekassebeslyrelseus Mindretal fremsat - af Bestyrelsen forkastet - Forslag om Regler for Ydelsen af Huslejehjælp til arbejdsløse, der oppebærer Hjælp i Henhold til fornævnte Lov, gik ud paa, at der ikke skulde kunne ydes Huslejehjælp af Hjælpekassen til arbejdsløse, der ikke har Forsørgerpligter overfor mindst eet Barn, og ej heller til arbejdsløse, hvis ugentlige Understøttelse efter nævnte Lov er over 28 Kr. I denne Anledning skal man meddele, at Hjælpekasserne i Henhold lil 3, Stk. 3, i Lov Nr. 181 af 23. Juni 1932 vil kunne yde Hjælp i Tilfælde, hvor der foreligger Sygdom eller store Forsørgerpligter, og at det, bortset fra disse Tilfælde, maa være overladt til Hjælpekassebestyrelserne selv at skønne over, om der i et givel Tilfælde maatte foreligge særlige Forhold, der bør medføre, at der af Hjælpekassen ydes Hjælp til en arbejdsløs, som oppebærer Hjælp i Henhold til Lov Nr. 181 af 23. Juni Da det nu fremgaar af Sagen, at den samlede Hjælpekassebestyrelse anser Huslejeniveauet i Aarhus for et saadant "særligt Forhold" - idet Mindretallet ellers ikke vilde have haft Anledning til at tiltræde, at der af Hjælpekassen skulde ydes Huslejehjælp til den heromhandlede Gruppe af arbejdsløse, naar disse kun har Forsørgerpligter overfor eet Barn - og da Hjælpen efter Bestyrelsens Beslutning skal ydes efter Skøn, og hvor Forholdene taler derfor, finder Ministeriet ikke at kunne tilsidesætte den trufne Beslutning som stridende imod Lovens Bestemmelse om, at der bortset fra Sygdom og store Forsørgerpligler kun maa ydes disse arbejdsløse Hjælp i særlige Tilfælde." Dette dokument er fra Side 8 af 18

9 Desuden forelaa fra Kommunebogholderen følgende Oversigt: '"Efter Hr. Borgmesterens Anmodning skal jeg herved tillade mig at fremsende en Oversigt over Udgifter, som i Tiden fra 1 ste April til 15 de ds. er udbetalt i Henhold til de gældende Kriselove og Hjælpekasseloven. Udgift indtil Refusion af Restudgift for 15/8 32 Statskassen Kommunen I Henhold til Lov Nr. 247 af 19/ om midlertidigt Statstilskud til Kommunerne i Anledning af Hjælp til Arbejdsløse, hvilken Lov udløb 1. Maj d. A er der i April Maanedudbetalt I Henhold til Lov Nr. 181 af 23/ om midlertidigt Statstilskud til Kommunerne i Anledning af Hjælp til Arbejdsløse er der i Tiden fra 1 ste Maj til 15. ds. udbetalt I Henhold til den almindelige Hjælpekasseloy er derca. udbetalt Den samlede Udgift i Henhold til Lov Nr. 247 af 19/ andrager Kr. 70 Øre, hvoraf Statskassen refunderer 5/6, eller Kr. 58 Øre, saa Kommunens virkelige Udgift bliver Kr. 12 Øre, men da Kommunen kun har modtaget Kr. i Forskud fra Staten, er der altsaa for Tiden afholdt Kr. 70 Øre af Kassebeholdningen i Henh. til denne Lov. I Henhold til Lov Nr. 181 af 23/ er der altsaa indtil 15. ds. udbetalt ca Kr., men da Udgiften efter denne Lov formentlig bliver lige saa stor, som efter Lov Nr. 247, altsaa godt Kr., vil Kommunens endelige Udgift komme til at andrage mindst Kr., idet Staten kun refunderer indtil 2/2 af Udgiften, da Statens samlede Udgifter til Refusionen efter denne Lov ikke maa overstige 10 Mill. Kr. Kommunens endelige Udgift i Henhold til de to Kriselove vil altsaa andrage henholdsvis Kr. 12 Øre og ca Kr. eller ialt ca Kr., som altsaa maa tages af Kassebeholdningen, da der intet er opført paa Kommunens Budget til Dækning heraf. For Tiden har Kommunen saaledes maattet udrede Kr. 70 Øre Kr., ialt Kr. 70 Øre, i Henhold til de to Love, og denne Udgift vil formentlig stige med 5 å Kr. inden den sidste Kriselov, Lov Nr. 181 af 23/6 1932, udløber, da man vist ikke kan vente at faa Refusion fra Staten før i det kommende Aar. Til Hjælpekassen er der altsaa indtil 15. ds. udbetalt Kr., medens der paa Budgettet er opført Kr. til hele Aaret, saa der vil formentlig blive en Overskridelse paa op imod 1 Mill. Kr. Den for Hjælpekassen paaregnede Refusion er opført med Kr. under Forudsætning af, at der ogsaa for Aaret 1932/33 vedtages en Lov i Lighed med den for Regnskabsaaret 1930/31 vedtagne Lov om Ændring af Hjælpekasselovens 13, Lov Nr. 2 af 12/1 1932, hvilken Ændring gaar ud paa, at det fastsatte Beløb af Kr., som aarlig stilles til Raadighed af Statskassen som Bidrag til Kommunens Tilskud til Hjælpekasserne, forhøjes Dette dokument er fra Side 9 af 18

10 til Kr. Bliver derimod en saadan Lov ikke vedtaget for 1932/33, vil Statens Refusion ikke andrage Kr., men højst Kr." Borgmesteren meddelte, at Skrivelsen blev tilsendt den 23. Juli, mens Byraadet havde Ferie, og ikke ret mange af Medlemmerne var hjemme. Taleren sendte derfor Skrivelsen direkte til Ministeriet og skrev følgende: "Da Byraadet for Tiden har Ferie, er det ikke undertegnede muligt at faa samlet et passende Antal Medlemmer til at tage Beslutning i en saa vigtig Sag som foranstaaende Andragende. Jeg tillader mig derfor at forelægge Sagen for Socialministeriet med Anmodning om, at dette vil træffe en Afgørelse i Sagen." Ministeriet havde nu truffet Afgørelse saaledes, at det giver Flertallet Ret i dets Tankegang m. H. t. at uddele Hjælp til trængende, og Taleren henstillede, at Sagen tages til Efterretning. J. Chr. Møller erkendte, at Byraadet havde Ferie paa det Tidspunkt, da Skrivelsen indløb, men alligevel var det baade formelt og reelt forkert af Borgmesteren at sende Sagen til Ministeriet. Skrivelsen var sendt til Aarhus Byraad, og der var intet i Vejen for, at Borgmesteren kunde have sendt den til Erklæring hos et eller andet Udvalg, og forinden Byraadet havde udtalt sig om Sagen, burde den ikke være indsendt til Ministeriet. Man kunde næppe tænke sig, at Flertallet i Byraadet var enigt om Sagens Indsendelse til Ministeriet, for at Mindretallet ikke skulde faa Lejlighed til at sige noget derom. En Udtalelse fra Byraadet havde været ganske naturlig her og kunde i nogen Maade have været en Vejledning for Ministeren. Der var skrevet meget i Bladene om denne Sag, nogle forsvarede Ministerens Afgørelse, og andre havde angrebet den. Taleren kunde dog ikke se andet, end at Ministerens Fortolkning her var forkert, og det var tvivlsomt, om den i det lange Løb kunde opretholdes. Det drejede sig om Lovens 3, 3. Stykke samt en sideløbende Lov om Arbejdsanvisning og Arbejdsløshedsforsikring; begge disse var behandlet i samme Rigsdagsudvalg og Underudvalg, hvor Lovforslagene blev gennemgaaet i alle Enkeltheder, og Socialministeren havde deltaget i mange af Udvalgels Møder. Hvis man saa, hvad der blev sagt af de forskellige Partiers Ordførere, og hvad der stod i Betænkningen, saa var Ministerens Fortolkning fuldstændig stridende herimod, og bl. a. blev det udtrykkeligt sagt, at Loven ikke kan benyttes til Huslejehjælp. Nu havde Ministeren senere søgt at reducere de to Ordføreres Erklæringer og nærmest givet Udtryk for, at Hr. Christmas Møller var en Ubetydelighed, der ikke havde megen Forstand herpaa. Men Christmas Møller var de Konservatives Fører; han havde som Medlem i Underudvalget deltaget i Møderne, og han var Jurist ligesom Socialministeren, saa han kunde næppe kaldes en Umulighed, og hvad Dr. Krag angik, saa var det fuldstændig ved Siden af at sige, at han ikke har Forstand paa Dette dokument er fra Side 10 af 18

11 de sociale Love, og her havde han tilmed udformet Loven og en Del af Betænkningen. Der var næppe en eneste Jurist i Danmark, som vilde staa bagved Socialministerens Fortolkning, og næppe heller nogen af Udvalgets Medlemmer, her var Socialministeren kommet for langt ud. Taleren vilde her sige, at Mindretallet i Hjælpekassen ogsaa havde gjort en Fejl, idet det var gaaet med til nogen Huslejehjælp, vel nok fordi de haabede at kunne opnaa en Overenskomst med Flertallet, men de burde ikke været gaaet med til noget, da det ligger udenfor Loven; Ordførernes Taler og Betænkningen gav tilstrækkelig klar Besked paa, hvad der skal forstaaes ved særlige Tilfælde. Meningen med denne Lov var, at der ikke kunde ydes noget sideløbende Tilskud, og hvis det var saaledes, at f. Eks. Huslejehjælp kunde bringes ind derunder, saa kunde det samme siges om Gas og Lys, Klæder o. s. v., ja saa kunde kort sagt alt bringes ind under Loven, og det var ogsaa det, som Flertallet havde gjort. Saa maatte man ogsaa tænke lidt paa, hvor Kommunen skal faa Pengene fra. Efter det medfølgende Regnskab kunde man vente, at der vilde blive et Underskud paa ca. 1 Mill. Kr. Hvor længe vilde dette kunne gaa? Det kunde gaa, saa længe Skatteyderne kunde og vilde betale, men det kunde en skøn Dag blive vanskeligt for dem at betale mere, og saa stod Byraadet ikke helt godt i det; saa maatte Flertallet i Byraadet dele Ansvaret med Flertallet i Hjælpekassen, fordi de ikke havde villet gøre noget for at faa Udgifterne sat ned. Som Sagen havde udviklet sig, var det en Fejl af Budgetudvalget, at man overlod til Forsørgelsesudvalget i Forening med Hjælpekassen at fortolke og administrere Loven. Der blev dengang sagt, at der skulde holdes en Mængde Møder og gennemgaas utallige Andragender; men det var vist ikke sket; det meste var overladt til Hjælpekassebestyrelsen, hvilket heller ikke var Lovens Mening; selv Socialministeren havde i sin Erklæring udtrykkelig sagt, at ingen kan hæve mere efter denne Lov, end den paagældende vilde kunne opnaa som Medlem af en Arbejdsløshedskasse; men der vilde næppe blive givet Huslejehjælp. Ved en Budgetbehandling havde Landsretssagfører Holst-Knudsen udtalt, at man efterhaanden vilde komme op paa Kr. i Understøttelse for et enkelt Aar. Flertallet havde kaldt det ansvarsløs Tale; men nu viste det sig, at Tallet var rigtigt, idet man for indeværende Aar maatte regne med en Udgift paa ca. 2 Mill. Kr. Arbejdsløsheden var naturligvis stor, og der var ikke noget at sige til, at Loven benyttes efter dens Ordlyd, men den Maade, hvorpaa den her var fortolket, gik ud over alle Grænser. Naar Socialministeren vilde gøre de to Ordføreres Erklæring til intet, mente han naturligvis, at han selv var en meget klog Mand, en af Danmarks klogeste, og den Mening lagde han sjældent Skjul paa; men i dette Tilfælde Dette dokument er fra Side 11 af 18

12 havde han vist alligevel forregnet sig. Han havde benyttet sig af, at Mindretallet i Hjælpekassen var gaaet med til nogen Huslejehjælp og derfor givet Flertallet Ret, saa der kunde betales Huslejehjælp paa indtil 40 Kr. pr. maaned. Nu var der fra Hjælpekassens Mindretal sendt en ny Skrivelse direkte til Ministeriet, hvori Forholdene var klarlagt, saa maatte man se, hvad der kom ud deraf. Flertallets Fortolkning vilde jo nok faa Aarhus By til at vokse; men det var næppe tjenligt for Byen at faa for stor Tilstrømning af den Slags Folk, der hentede Penge hos Hjælpekassen til at betale deres Skat og Husleje med. Det eneste, man havde ud af dem, var, at de kunde stemme, og hvorledes de stemte, vidste man jo nok. Nu maatte inan lade Sagen gaa sin Gang og se, hvor længe denne Fortolkning kunde holde, men det var i hvert Tilfælde forkert, at denne Skrivelse blev sendt til Ministeriet, uden at Byraadet fik Lejlighed til at udtale sig derom. Borgmesteren svarede, at det var ikke første Gang, Fabrikant Møller var utilfreds med Talerens Handlemaade. Men Taleren var kendt med Højres Stilling overfor ham, og allerede for mange Aar siden havde Højre i Aarhus Byraad ved Sagsanlæg søgt at gøre Taleren umulig i det politiske Liv. Ved en anden Lejlighed havde Læge Brammer klaget til Ministeriet over Taleren, og Højres Gruppe sanktionerede straks Klagen. Angaaende den foreliggende Sag, saa havde flere konservative Medlemmer kritiseret, at Byraadet ikke fik Ferie, og 4 Dage efter, at denne var begyndt, kom saa Skrivelsen fra Hjælpekassen; der var intet mere naturligt end at sende Skrivelsen til Ministeriet, da det var ganske umuligt at faa sammenkaldt et Byraadsmøde, lige efter at Sommerferien var begyndt. Taleren havde ikke lagt Skjul paa noget overfor Ministeriet, men meddelt, hvorledes Stillingen var, og hvorfor Skrivelsen ikke var blevet behandlet i Byraadet. Forøvrigt agtede Taleren ikke at give Afkald paa sin Ret til at spørge Ministeriet, enten saa Højres Gruppe billigede det eller ikke. I de Udvalg, hvor Taleren sad sammen med Fabrikant Møller, var det snart umuligt at faa et Møde i Stand, fordi Hr. Møller ikke havde Tid, og naar Taleren nu skulde angribes paa Grund af den foreliggende Sag, skulde Offentligheden ogsaa vide, hvor energiske Højres Medlemmer var. Her forelaa en Sag, som man ikke kunde gøre andet ved end tage den til Efterretning, særlig da de lo Grupper i Hjælpekassen havde været enige om Princippet, og der faktisk kun var en Forskel i deres Standpunkt paa 10 Kr. pr. Maaned; naar det var Tilfældet, kunde Ministeren næppe tage nogen anden Stilling. Nu var Fabrikant Møller ked af, at Budgetudvalget havde taget denne Beslutning om Arbejdets Udførelse og Fordeling. Men hvis Budgetudvalget skulde have administreret Loven, var det blevet nødvendigt at ansætte en hel Del nye Embedsmænd, der ikke havde megen Forstaaelse af Sagen. Fabrikant Dette dokument er fra Side 12 af 18

13 Møller hørte til dem, der ønskede Talerens Død som Politiker, og derefter havde han ogsaa her taget sin Stilling. Hans Udtalelser og Kritik over Socialministeren maatte staa for hans egen Regning; Taleren havde ikke villet paatale det, for Hr. Møller var jo en gammel Politiker, der maatte vide, hvor langt han kan gaa. Nu havde Hjælpekassens Mindretal gjort et nyt Skridt og sendt en ny Skrivelse direkte til Ministeriet og blot meddelt Byraadet det; men naar det var Højres Folk, der optaadte saaledes, gjorde det naturligvis ikke noget. H. P. Christensen skulde ikke blande sig i den Maade, Borgmesteren havde ekspederet Sagen paa, men gik ud fra, at Borgmesteren selv tog Ansvaret for de Ting, som han foretog sig. Naar man saa paa den foreliggende Opgørelse og de Pengemidler, der anvendes, blev Spørgsmaalet, om man vedblivende kan fremskaffe disse Midler. Da Budgettet blev lagt, optog man Kr. til Hjælpekassen, men nu var der Udsigt til, at man kom op paa del dobbelte, og det medførte, at der ikke kunde blive Penge til at foretage Arbejder for. Paa den anden Side var Tiderne saa vanskelige, at det ikke var let at begrænse Udgifterne, og hvis man saa paa, hvad der udbetales i Understøttelse, var det heller ikke let at nedsætte denne. En Familieforsørger med 12 Kr. om Ugen og 40 Kr. i Huslejehjælp vilde faa 22 Kr. om Ugen; hvis de havde 18 Kr. i Understøttelse og 25 Kr. i Huslejehjælp, blev det 24,25 Kr. pr. Uge; Familieforsørgere med Børn, der fik 18 Kr. i Understøttelse, kunde med Huslejehjælp faa 26,75 Kr. pr. Uge, og det højeste nogen kunde opnaa, var 31,50 Kr. ugentlig. Men heraf betaltes en Del i Arbejdsløshedsforsikring gennem Organisationen, og Medlemmerne af disse maatte derfor betale et meget stort Kontingent til de Arbejdsløse, indtil 250 Kr. aarlig; det var en Ekstraskat, der var lagt paa Arbejderne udover de egentlige Skatter. Det var beklageligt, at der ikke var opnaaet Enighed om Satserne, for ogsaa Hjælpekassens Mindretal var klar over, at man ikke helt kunde undgaa at give Ekstrahjælp gennem Hjælpekassen, og de havde derfor tilbudt at gaa med til en Huslejehjælp paa indtil 25 Kr. maanedlig for dem, der havde Kr. i ugentlig Understøttelse, og Kr. for dem, der havde en Understøttelse af Kr. ugentlig. Flertallet havde for de førstes Vedkommende foreslaaet 35 Kr., saa det, der skilte, kun var 10 Kr. eller 2½ Kr. pr. Uge. Hvis Forhandlingerne mellem de to Parter var ført lidt videre ud end indenfor Hjælpekassen, var man maaske kommet til Enighed og havde da været fri for alt det Skriveri udover Landet, der paa forskellig Maade kan gøre Skade. Man kunde næppe tænke sig, at Rigsdagen vedtager en Lov, der fuldstændig kan knægte Hjælpekassen, og naar baade Flertallet og Mindretallet var enigt om, at Husleje maatte kaldes et særligt Forhold, kunde Ministeren næppe give nogen anden Fortolkning, og der var da ikke Grund til at rette Dette dokument er fra Side 13 af 18

14 Bebrejdelser mod ham. Politikerne havde for Tiden ikke Tid til at beskæftige sig med ret meget andet end Landstingsvalget. Hr. Christmas Møller havde været med til meget, ogsaa til Forlig med Regeringen, men senere havde han slaaet sig paa Venstre for at holde Balancen. Fra Finansministerens Side var der stillet Forslag om Pengemidler til Iværksættelse af Byggeri; det var noget af det, som mest tiltrængtes, idet man derigennem kunde skaffe Arbejde til en Del Mennesker og spare noget af Understøttelsen. Men Højre tog meget køligt mod Forslaget, og Landstinget forkastede det. Her var en Opgave for de Konservative, men man kunde jo nok mærke, at der om ½ Aar skal være Byraadsvalg, saa gjaldt det jo om at faa noget at angribe Flertallet for. Hvorvidt det vilde lykkes Hjælpekassens Mindretal med deres ny Skrivelse at omvende Ministeren, var vist tvivlsomt. Det var selvfølgelig mange Penge, der blev brugt, og der kunde komme en Dag, hvor Kommunen ikke mere kan fremskaffe de Midler, der skal bruges; men skulde det ske, maatte Byraadet nærmere drøfte, hvad der saa skal gøres. Leonhard Hansen vilde give sin uforbeholdne Tilslutning til den Maade, Borgmesteren havde ekspederet denne Sag paa; en saa vigtig Sag kunde man ikke lade ligge, til Byraadets Ferie var forbi, og at sammenkalde Byraadsmøde, naar en hel Del af Medlemmerne var fraværende, var der ikke megen Grund til; derfor var der intet at bebrejde Borgmesteren. Taleren vidste ikke, hvor megen Forstand Christmas Møller havde paa Lovgivningen, men der var ikke Tvivl om, at Steincke havde mere Forstand derpaa end de fleste i Byraadet, ogsaa mere end Fabrikant Møller, og han havde næppe taget en anden Stilling, selv om Sagen først var diskuteret i Byraadet. Nu forelaa der en ny Skrivelse fra Hjælpekassens Midretal, hvoraf det fremgik, at de ikke rigtig har vidst, hvad de skrev første Gang. De burde hellere have taget den Lussing i Stilhed, som de havde faaet, i Stedet for atter at bringe Sagen frem. Man kunde vel nok være enige om, at foreløbig er der ikke andet at gøre end at rette sig efter Ministerens Fortolkning, uanset om den er riglig eller ikke, og det burde Hjælpekassens Mindretal ogsaa gøre. Pointet i hele Historien var, at begge Grupper i Hjælpekassen havde anerkendt Huslejehjælp som det i Loven omtalte særlige Forhold, og det var forstaaeligt, at Fabrikant Møller beklagede, at Mindretallet var gaaet med dertil. Men der var i Virkeligheden meget lidt at strides om, blot en lidt forskellig Skala, og efter Loven kunde de begge være lige rigtige. Taleren havde fra første Begyndelse nægtet at have noget med Hjælpekasseloven at gøre, da det vilde være et Indgreb i Hjælpekassens suværæne Stilling. Byraadet var bevilgende Myndighed, men Hjælpekassen havde Ret til at bruge de bevilgede Penge, som den vilde, og de Konservative havde vel næppe tænkt sig, at Dette dokument er fra Side 14 af 18

15 Flertallet i en saa vanskelig Tid vilde være med til at lade en stor Del af Danmarks Befolkning sulte, fordi de uden egen Skyld er blevet arbejdsløse. Derfor var der ogsaa denne Ventil i Loven, nemlig de særlige Forhold, og uden denne var Socialdemokraterne næppe gaaet med til Loven. Hvis Budgetudvalget skulde have ordnet Historien, var Resultatet blevet ganske det samme; det nedsatte Udvalg havde i Fordragelighed og Enighed administreret Loven, og alle havde erkendt, at der var Nød til Stede, som skulde afhjælpes, ligegyldig hvilken Politik der skal føres. Taleren havde søgt at forenkle Arbejdet og havde overladt til Hjælpekassen at administrere for derved at spare nye Embedsmænd og Personale; det eneste, der var sket, var Ansættelse af et Par ekstra Kontrollører paa Arbejdsanvisningskontoret. Men Hjælpekassens Bestyrelse holdt ikke Møder angaaende denne Lov udenom Udvalget, for det havde den ingen Ret til. Udvalget holdt Møde 1 Gang ugentlig, og Fabrikant Møller maatte gerne komme til Stede og se, hvorledes det foregik; man holdt sig nøjagtig til Loven og til de Bestemmelser, der var fastsat af Byraadet, men søgte selvfølgelig at faa Understøttelserne sat saa højt, som Loven tillod. Det var naturligvis ikke sundt for Byen at faa en hel Del Arbejdsløse hertil, men det skyldtes Landboernes Smaalighed overfor disse Mennesker; dog fulgte man Lovens Bestemmelser m. H. t. Tilflyttere saa strengt som muligt. Angaaende at skaffe Pengene, saa var der ingen Vej udenom; de, som kunde betale, blev nødt til det, saa længe Tusinder af Landets Indbyggere ikke kunde faa Arbejde, og det kunde vel ikke være d Herrers Mening, at de Arbejdsløse skal anbringes paa Fattigvæsenet og misle deres menneskelige Rettigheder og berøves deres Valgret. Der var ikke Tvivl om, at Socialministeren havde fortolket Loven, som den bør fortolkes, og det var uforstaaeligt, at d Herrer vilde rejse denne Sag, naar de alle var enige om, at der skulde ydes Huslejehjælp. J. Chr. Møller havde aldrig brugt for stærke Ord i Byraadet og skulde nok udenfor Byraadet staa ved sine Udtalelser. De gamle Stridigheder i Byraadet, som Borgmesteren omtalte, erindrede Taleren ikke mere, og de vedkom heller ikke den foreliggende Sag. Borgmesteren vilde hævde, at han til enhver Tid havde Ret til at sende Skrivelser, hvorhen han vilde. Det var maaske rigtigt, men Taleren vilde alligevel mene, at en Skrivelse til Byraadet bør behandles i Byraadet, før den sendes andetsteds hen. Udtalelserne om Hr. Steincke vilde Taleren staa ved hvor som helst; Taleren havde ofte forhandlet med Steincke og arbejdet sammen med ham i flere Udvalg, og han var flink nok, men her havde han fortolket Loven forkert, for Huslejehjælp kunde ikke komme ind under denne Bestemmelse. Der kunde heller ikke siges at være særlige Lejeforhold i Aarhus ; der var sikkert mange Byer, hvor Huslejen var lige saa stor som her. Dette dokument er fra Side 15 af 18

16 Ang'aaende Lovforslaget om Laan til Byggeri, saa var der Tale om kortfristede Laan, der skulde betales tilbage om 2 Aar, og hvis Obligationskurserne ikke rettede sig inden den Tid, vilde det blot blive Tab og Skuffelse for dem, som byggede. Desuden havde man ikke Pengene; de skulde laanes i Nationalbanken, og det vilde saa gaa ud over Erhvervene. Hr. Leonbard Hansen holdt selvfølgelig paa, at Steincke var meget klogere end de andre, og det mente Steincke sikkert ogsaa selv, men andre kunde jo nok mene, at f. Eks. Dr, Krag havde lige saa megen Forstand paa de sociale Love. Naar Leonhard Hansen nævnte, at Hjælpekassen var suveræn, saa var her slet ikke Tale om den almindelige Hjælpekasselov, men om Loven af 21. Juni; her var det Byraadet, som var bestemmende, og Hjælpekassen maatte rette sig efter dets Instruktioner. Taleren havde ikke tænkt at ville anbringe nogen paa Fattiggaarden; det var ikke den billigste Maade, men en hel Del Mennesker vilde trækkes til Byen og blive forsørget enten af Hjælpekassen eller Forsørgelses væsenet, og det skadede Byen i sin Helhed. Nu var der næppe mere at sige om denne Sag, men den sidste Skrivelse fra Hjælpekassen burde vist ogsaa have været tilsendt Byraadet, og derfra sendt videre til Ministeriet, efter at Byraadet havde udtalt sig derom. Sagen toges til Efterretning. Uddrag fra byrådsmødet den 1. september side 6 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Skrivelse fra arbejdsløse Malere med Krav om Forhøjelse af Krisehjælpen. Fra det til Administration af Lov Nr nedsatte Udvalg forelaa følgende Erklæring: "Ifølge den af Byraadet vedtagne fra Udvalget modtagne Indstilling er Maksimalunderstøttelsen for Ikke-Forsørgere fastsat til 18 Kr. ugentlig." Borgmesteren mente ikke, man kunde gøre noget herved, idet de paagældende havde faaet den Understøttelse, der var fastsat i Overenskomsten. Det vedtoges at svare i Henhold til Udvalgets Erklæring. Uddrag fra byrådsmødet den 15. september side 2 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side Dette dokument er fra Side 16 af 18

17 (J. Nr ) Kommunikation af Socialministeriets Skrivelse af 10. ds. til Hjælpekassens borgerlige Gruppe. Følgende Skrivelse forelaa: "I Skrivelse af 29. Juli 1932 har Ministeriet overfor Aarhus Byraad udtalt, at Ministeriet ikke fandt at kunne tilsidesætte en af Bestyrelsen for Aarhus kommunale Hjælpekasse truffen Beslutning om Regler for Ydelse af Hjælpekassehjælp til Husleje til arbejdsløse, der oppebærer Hjælp i Henhold til Lov Nr. 181 af 23. Juni 1932, idet den nævnte Beslutning ikke fandtes stridende imod Bestemmelsen i nævnte Lovs 3, Stk. 3, hvorefter der - bortset fra Sygdom og store Forsørgerpligter - kun i særlige Tilfælde kan ydes saadanne arbejdsløse Hjælp af de kommunale Hjælpekasser. Under Henvisning til, at den nævnte Beslutning ikke - som af Ministeriet i dets fornævnte Skrivelse af 29. Juli 1932 forudsat - er motiveret med, at det høje Huslejeniveau i Aarhus af Hjælpekassens Bestyrelse er anset for et særligt Forhold af en saadan Karakter, at dette i et givet Tilfælde kunde begrunde Ydelsen af Hjælp fra Hjælpekassen til saadanne arbejdsløse, men at Beslutningen af Bestyrelsens Flertal er motiveret med, at Loven aabner Adgang til at yde nævnte Hjælp, hvor der foreligger store Forsørgerpligter, har Hjælpekassebestyrelsens borgerlige Gruppe i Skrivelse af 16. August 1932 forespurgt, om den trufne Beslutning herefter stadig kan anses for lovlig. I denne Anledning skal man meddele, at dersom den til Ministeriet rettede Forespørgsel var gaaet ud paa, hvorvidt de omhandlede Regler havde Hjemmel alene i Lovens Bestemmelse om Ydelse af Hjælpekassehjælp i Tilfælde af store Forsørgerpligter, vilde Ministeriets Svar være blevet benægtende, idet der efter Flertallets og Mindretallets Forslag kunde ydes Hjælp henholdsvis til Forsørgere uden Børn og Forsørgere med eet Barn. Som Sagen forelaa for Ministeriet, maatte man imidlertid gaa ud fra, at det var den samlede Hjælpekassebestyrelses Mening, at det var Huslejeniveauet i Aarhus i Forbindelse med større eller mindre Forsørgerpligter, der skulde berettige Hjælpekassen til, hvor Forholdene taler derfor, at yde Hjælp til paagældende Arbejdsløse. Hvis denne Forudsætning ikke er rigtig, følger det af sig selv, at Huslejeniveauet ikke vil kunne Dette dokument er fra Side 17 af 18

18 paaberaabes som særlig Begrundelse for at supplere Hjælpen gennem Hjælpekassen. Man finder dog Anledning til at tilføje, at der naturligvis ikke er noget til Hinder for, at den Hjælp, som Hjælpekassebestyrelsen i særlige Tilfælde maatte anse for paakrævet, ydes i Form af Huslejehjælp, samt at Bestyrelsen som vejledende for Ydelsen af saadan Hjælp opstiller visse Regler, hvorefter Hjælpen sættes i Forhold dels til den Hjælp, der kan ydes paagældende i Henhold til Lov Nr. 181 af 23. Juni 1932, dels til de ham paahvilende Forsørgerbyrder." J. Chr. Møller gjorde opmærksom paa, at Socialministerens Svar lød lidt anderledes end forrige Gang. Taleren var klar over, at den første Afgørelse ikke kunde opretholdes, idet Loven nævner store Forsørgerudgifter og særlige Tilfælde, men ikke siger noget om Huslejehjælp. Nu var det slaaet fast, at der skal store Forsørgerudgifter med, naar der skal være Tale om Huslejehjælp, saa det kunde ikke ske i Almindelighed, og ved særlige Tilfælde var der kun tænkt paa noget ganske særligt, som Dødsfald o. lign. Taleren gik ud fra, at Flertallet nu vil rette sig efter Ministerens Afgørelse og handle derefter, ellers kunde de risikere selv at komme til at betale den ulovlige Understøttelse tilbage. Udbetalingen var nu saa stor, at hvis man fortsatte paa den Maade, kunde Kommunen ikke bære det ret længe. H. P. Christensen pegede paa, at der i forrige Møde udtaltes Ønske om at faa et Møde med Hjælpekassens Forretningsudvalg; her kunde man faa Lejlighed til at drøfte Spørgsmaalet, hvorfor Taleren ikke skulde komme nærmere ind derpaa nu. Sagen toges til Efterretning. Dette dokument er fra Side 18 af 18