Gennemgang af samarbejdsformer i det frivillige arbejde på det sociale område inden for kommunerne

Transkript

1 Gennemgang af samarbejdsformer i det frivillige arbejde på det sociale område inden for kommunerne Peter Bundesen Lektor, cand.mag. University College Lillebælt Socialrådgiveruddannelsen Må anvendes med kildeanvisning

2 Gennemgang af samarbejdsformer i det frivillige arbejde på det sociale område inden for kommunerne Af: Lektor, cand.mag. Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen Udgivet af projekt Rehabilitering på borgernes præmisser under Erhvervs- og Byggestyrelsens program for Brugerdreven Innovation Layout og tryk: one2one.dk Juni 2011 Kan downloades på Struktureringen af litteraturgennemgangen er lavet i et tæt samarbejde med lektor Allan Klitmøller. Han har også været idémand til de illustrerende figurer, som er blevet rentegnet af Pernille Bering. Litteratursøgningen er udført i samarbejde med bibliotekar Lars Bonde. Endelig har professor Lars Skov Henriksen været behjælpelig i forbindelse med litteratursøgningen.

3 Indhold Indledning... 4 Kommunalt samarbejde med de frivillige sociale foreninger med specielt sigte på frivilligpolitikken og frivilligkonsulenternes roller... 6 Frivilligcentre som samarbejdsinstanser for frivillige foreninger og kommunen... 9 De frivillige foreningers indsats i det frivillige sociale arbejde Kommunalt organiseret frivillighed Familien og de uformelle netværks indsats i forhold til det frivillige arbejde på området Virksomhederne rolle i forhold til det frivillige arbejde Opsamling Gennemgået litteratur: Bilag: Litteratursøgning Bilag: Materiale fra litteraturgennemgang om frivilligt socialt arbejde i kommunerne Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen 3

4 Indledning Jeg vil i fremstillingen fokusere på følgende samarbejdsområder i forhold til det frivillige sociale arbejde indenfor de enkelte kommuner: 1. Kommunalt samarbejde med de frivillige foreninger med specielt sigte på frivilligpolitikken og frivilligkonsulenternes roller. 2. Frivilligcentre som samarbejdsinstanser for frivillige foreninger og kommunen. 3. De frivillige foreningers indsats i det frivillige sociale arbejde. 4. Kommunalt organiseret frivillighed. 5. De uformelle netværks indsats i forhold til det frivillige arbejde på området. 6. Virksomhedernes rolle i forhold til det frivillige arbejde. Figur 1 illustrerer de samarbejdspartnere som spiller en rolle i forhold til den frivillige sociale indsats på det kommunale niveau. Imidlertid har parterne forskellige roller og vægt ved gennemgange af de forskellige samarbejdsområder. Det vil jeg søge at illustrere med de efterfølgende figurer. (Offentlige) kommune Organiserede frivillige Borger Virksomheder Uformelle netværk Figur 1. Samarbejdspartnere i frivilligindsatsen på det kommunale niveau. Til gennemgangen af de ovenfor nævnte samarbejdsområder vil jeg opstille en skabelon med nogle fælles punkter, som jeg vil bruge ved gennemgangen af de enkelte samarbejdsområder. Imidlertid vil det ikke være sådan, at alle punkter kan udfyldes ved hvert enkelt område. De fælles punkter i skabelonen er: Hvad har det pågældende samarbejdsområde at bidrage med i det frivillige sociale arbejde 4 4 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen

5 Bidrag til rekruttering af frivillige Interesser og værdier hos de frivillige Hvordan informeres brugerne om mulighederne bredt eller snævert Hvordan er kontakten mellem de frivillige foreninger og kommunen Hvad betyder kommunens opdelte struktur for samarbejde med de frivillige foreninger Hvordan bidrager samarbejdsområdet med at koble brugere og frivillige Der er ikke nogen tvivl om, at kommunernes større eller mindre finansieringsbidrag (som de er forpligtet til efter Servicelovens 18) til de frivillige sociale foreninger har betydning for samarbejdet. Imidlertid ligger det udenfor denne fremstillings rammer at inddrage finansieringsproblematikken her. I det følgende vil de overfor nævnte samarbejdsområder blive gennemgået ud fra punkterne i skabelonen. Grundlaget for gennemgangen er den litteratursøgning, som jeg har foretaget. Der er redegjort for denne gennemgang i bilag 1. Inden jeg påbegynder gennemgangen af samarbejdsområderne vil jeg først foretage nogle strukturelle og terminologiske tydeliggørelser. Når jeg i det følgende skriver frivillige henviser det til de personer, der udfører frivilligt arbejde. Frivillige foreninger er de som benytter frivillige og organiserer frivillig indsats. I disse kan der også være personer, som er almindeligt ansatte 1. Målgruppen for fremstillingen er både de, som er frivillige inden for området "socialt, sygdom og sundhed", og de som er (potentielle) modtagere af ydelser indenfor samme område. Afgrænsningen af området "socialt, sygdom og sundhed" er hentet fra den store frivillighedsundersøgelse fra , og hvad angår yderne af frivilligt arbejde på området er det opgjort til 6 % af den voksne danske befolkning, svarende til ca personer. I frivillighedsundersøgelsen er området underopdelt i to underområder: "socialt" og "sundhed, sygdom", som hver bidrager med 3 %. (Koch-Nielsen m.fl. 2005, 27) Ovenstående afgrænsning betyder at undersøgelsesfeltet ikke er det frivillige arbejde generelt (som også ifølge den store frivillighedsundersøgelse udføres af 35 % af den voksne befolkning) og frivillige foreninger. Det er de, der udfører det frivillige sociale arbejde (indenfor sundhed, sygdom og det sociale) og modtagerne af samme, som er genstand for denne gennemgang. Endvidere ses der kun på samarbejde indenfor kommunerne, hvorfor evt. betydning af regioner og statslig indsats på feltet ikke er medtaget. 1 For en nærmere definition af betydningen af frivillige organisationer/foreninger se Boje m.fl s Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen 5

6 Kommunalt samarbejde med de frivillige sociale foreninger med specielt sigte på frivilligpolitikken og frivilligkonsulenternes roller (Offentlige) kommune Organiserede frivillige Borger Virksomheder Uformelle netværk Figur 2 Hvad har området at bidrage med til det frivillige sociale arbejde Kommunernes bidrag til det frivillige arbejde består dels i en økonomisk støtte til frivillige sociale foreninger i kommunen og dels i et samarbejde med de frivillige foreninger. Til fremme af dette samarbejde har 63 ud af 98 kommuner vedtaget en frivilligpolitik (Gotthardsen 2009, 6), etableret frivilligråd i 55 % af kommunerne (Center for frivilligt socialt arbejde 2011, 37) og ansat frivilligkonsulenter til at organisere kommunens samarbejde med de frivillige foreninger. De seneste tal fra Årsrapport 2010 angiver, at 75 % af kommunerne oplyser at de har en vedtaget frivilligpolitik, og godt 1/3 af disse har revideret den i (Center for frivilligt socialt arbejde 2011, 35) Aktuelt er der frivillighedskonsulenter i ca. 60 kommuner. (Interview med Gotthardsen 2011) Imidlertid fylder det frivillige sociale arbejde organisatorisk ikke så meget i mange kommuner. I 57 % af kommunerne er der afsat under en fuldtidsstilling til opgaven. (Center for frivilligt socialt arbejde 2011, 44) Frivilligkonsulenternes opgave er dels at koordinere kommunens samarbejde med de frivillige foreninger og dels internt at koordinere kommunens interne samarbejde omkring den frivillige indsats. Nogle kommuner har også selv oprettet eller medvirket til oprettelse af frivilligcentre. Hertil kommer den kommunalt organiserede frivillighed, som vil blive behandlet under et selvstændigt punkt. På Center for frivilligt socialt arbejdes spørgsmål om hvad frivilligpolitikkens formål er, oplyser 48 % af kommunerne, at den danner ramme for opgave/rollefordelingen mellem kommunen og foreningerne, 71 % at den er en overordnet hensigtserklæring, 79 % at den er retningsgivende for tildeling af 18 midler, og 41 % at den udvikler visioner for det frivillige sociale arbejde (der var mulighed for flere svar) (Center for frivilligt socialt arbejde 2011, 36) 6 6 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen

7 Tre ud af fire kommuner tilkendegiver, at de har en form for formaliseret samarbejde med de frivillige sociale foreninger. (Ankestyrelsen u.å) I Center for frivilligt socialt arbejdes undersøgelse blev der også spurgt til det konkrete samarbejde mellem kommuner og frivillige organisationer: 56 % nævnte gensidige henvisninger, 70 % fælles arrangementer, 58 % vidensudveksling, 41 % fælles projekter, 38 % inddragelse i kommunens politikudvikling, 24 % opgavebaseret partnerskab og 21 % driftsoverenskomster (mulighed for flere svar) (Center for frivilligt socialt arbejde 2011, 40) I Mandag Morgen anføres det også at i langt de fleste tilfælde er kontakten mellem de frivillige foreninger og kommunen forankret i en bestemt forvaltning, og ansvaret i kommunen for samarbejdet er typisk lagt hos en enkelt medarbejder i denne forvaltning. Hvis kommunen har ansat en frivilligkonsulent er det almindeligvis hende som har denne opgave. (Mandag Morgen 2011, 40) Gotthardsen skelner mellem to typer samarbejde mellem kommuner og frivillige foreninger: Konkret samarbejde, som en eller flere frivillige sociale foreninger indgår med kommunens medarbejdere og institutioner i forhold til en specifik målgruppe og overordnet samarbejde eller hensigtserklæringer om udviklingen af det lokale frivillige sociale arbejde. Det vil sige samarbejde om frivilligpolitik, hensigtserklæringer, fastsættelse om kriterier for fordeling af 18 midler etc. (Gotthardsen 2009, 11-12) Gotthardsen pointerer at en kommunal frivillighedspolitik ikke i sig selv skaber samarbejde. Afgørende for samarbejde er dels velvilje til samarbejde og dels den personlige kontakt. Både foreningerne og kommunen skal ville samarbejde. Især er kommunens velvilje og anerkendelse af det frivillige sociale arbejde afgørende. Årsagen hertil er, at kommunen ofte fungerer som 'storebror' i samarbejdet. Den personlige kontakt er helt afgørende for etablering af samarbejdet. Erfaringen viser, at uformelt og formelt samarbejde opstår ud fra personlige kontakter. Det at møde hinanden, frivillige og kommunalt ansatte imellem, gør at man får lyst til at igangsætte konkret samarbejde. (Gotthardsen 2009, 28-29) Det er således også vigtigt, at samarbejde har en konkret karakter. Bidrag til rekruttering af frivillige Det fremgår ikke af det foreliggende materiale at kommunerne selv optræder som rekrutteringsinstans, når der ses bort fra den kommunalt organiserede frivillighed og den rekruttering, der kan ske gennem kommunale frivilligcentre. Hvordan er kontakten mellem frivilligcentre, frivillige foreninger og kommunen I Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes samarbejde med den frivillige verden og deres erfaringer med kvalitetsudvikling hæftede man sig ved følgende: Formalisering af samarbejdet med de frivillige foreninger har angiveligt en ressourcemæssig høj prioritering i kommunerne. Det kan ifølge kommunerne betale sig i relation til at sikre kvaliteten i 7 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen 7

8 projekter og aktiviteter. Centrale instrumenter i denne formalisering er en vedtaget frivilligpolitik, frivilligkonsulent (som kan bevæge sig på tværs i den kommunale organisation), frivilligcenter (som kan servicere foreninger og fungere som kontaktsted for borgere der ønsker at udføre frivilligt socialt arbejde) og den sociale vejviser. Ifølge de kommunale medarbejdere og politikere er der gode erfaringer med at håndtere snitfladen mellem det offentlige og de frivillige: Kommunerne har gode erfaringer med at inddrage de frivillige foreninger tidligt i planlægningen af aktiviteter. Det er vigtigt at foreningerne opnår en stærk følelse af ejerskab i relation til de iværksatte projekter og aktiviteter. Kommunerne understreger betydningen af, at både ansatte og frivillige er afklarede med hensyn til hvilke arbejdsområder og opgaver, de skal varetage. Dokumentation anvendes til kvalitetsudvikling af den frivillige indsats. Oplysningerne anvendes af kommunerne, som en slags monitorering af de frivillige projekter og aktiviteter. Ifølge kommunerne oplever foreningerne evalueringer dels som vejledning og dels som udtryk for en interesse for deres virke. (Ankestyrelsen 2009, 6-7) I Center for socialt entreprenørskabs undersøgelse opstiller man ud fra tre forskellige 'cases' kommuner tre forskellige måder/strategier, som kommunerne kan organisere samarbejdet med de frivillige foreninger på. Dels en mere formelt demokratisk tværfaglig tilgang, hvor de frivillige foreninger er repræsenteret i forskellige samarbejdsfora. Modsætningen til denne organisering er etablering af et netværksorienteret praksissamarbejde uden en formel organisering. Der satses på at sikre en praktisk samordning af de forskellige aktørers indsats på de konkrete områder. En mellemposition mellem de to førstnævnte (formelt demokratisk organisering overfor netværksorientering) er at kombinere den netværksstøttende praksis med en formel kontaktgruppe. (Center for socialt entreprenørskab 2007, 8-9) Gotthardsen redegør for at der i de kommunale medarbejderes holdninger og viden om de frivillige foreninger kan ligge en væsentlig barriere for samarbejdet mellem kommunen og frivillige foreninger. Kommunale medarbejdere kan have en skeptisk holdning til det arbejde som de frivillige organisationer laver. Blandt nogle kommunalt ansatte kan spores en afstandtagen fra, mistillid til eller mangel på accept af den frivillige sociale verdens arbejde, ressourcer og muligheder. Dette er særlig tydeligt i det mere konkrete samarbejde. Endvidere er det vigtig at de kommunale medarbejdere er opmærksomme på, at de frivillige løser opgaver på deres egne præmisser. De kan ikke blot sættes til det ene eller det andet.(gotthardsen 2009, 19-22) Omvendt kan de frivillige have en skepsis overfor kommunernes ansatte, usikkerhed om hvad man forpligter sig til om de kommunale motiver i samarbejdet. Endvidere er det også sådan at de frivillige organisationer er meget forskellige, hvorfor nogle har ressourcer mens andre ikke har ressourcer til at indgå i et tættere samarbejde med kommunerne. (Gotthardsen 2009, 22-24) 8 8 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen

9 Hvad betyder kommunens opdelte struktur for samarbejdet med de frivillige foreninger Gotthardsen anfører, at kommunernes opdelte struktur kan udgøre en væsentlig barriere for samarbejdet med de frivillige foreninger. De kommunalt ansatte har ofte et manglende kendskab til hvad de hver især laver i forhold til det frivillige arbejde. Fx har frivilligkonsulenten ofte ikke kendskab til, hvad de andre medarbejdere laver og den anden vej rundt er kendskabet også manglende i forhold til frivilligkonsulentens arbejde. Gotthardsen nævner, at erfaringerne viser, at man i et tematisk samarbejde om unge og misbrug i Tønder Kommune kom til at bruge en masse tid blandt de kommunalt ansatte på at lære hinanden at kende internt i kommunen. (Gotthardsen 2009, 15-19) Hvordan bidrager området med at koble brugere og frivillige Når vi fortsat ser bort fra den kommunalt organiserede frivillighed så melder litteraturer ikke noget herom. Frivilligcentre 2 som samarbejdsinstanser for frivillige foreninger og kommunen (Offentlige) kommune Organiserede frivillige Borger Virksomheder Uformelle netværk Figur 3. Hvad har område at bidrage med til det frivillige arbejde De første frivilligcentre opstod i slutninger af 1980'erne som en bestræbelse på at skabe meningsfulde aktiviteter på andre arenaer end på det traditionelle arbejdsmarked. Tanken var, at de skulle fungere som formidlingscentraler for frivilligt arbejde, hvor den som er interesseret i at arbejde frivilligt henvender sig til centralen, hvorefter ønskerne kanaliseres videre ind i frivilligverdenen. Imidlertid lykkedes dette ikke rigtigt, hvorfor mange af centrene igennem 1990'erne primært opbyggede brugerorienterede aktiviteter i huset, fx etablering af selvhjælpsgrupper. Også den senere udvikling tyder på at frivilligcentrene mere og mere arbejder 2 Gruppen 'organiserede frivillige' omfatter således både de frivillige, der er tilknyttet de frivillige foreninger, og de, som er frivillige i frivilligcentrene. Under pkt. 5 kommer der endnu en gruppe af frivillige, nemlig de kommunalt organiserede. 9 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen 9

10 på at blive lokale "knudepunkter" dvs. at de prioriterer deres ressourcer om at støtte og udvikle det eksisterende lokale foreningsliv. (Henriksen 2009, 16-17) Skov Henriksen oplyser, at der i 2009 var omkring 50 frivillighedscentre. Det er færre end før kommunalreformen, der trådte i kraft pr Reformen var en anledning til at reorganisere og sammenlægge frivilligcentre, så de kom til at passe bedre til den nye kommunale struktur. Der er en jævn geografisk spredning i centrenes placeringer, hvorfor frivilligcentre ikke kun findes i større byer. (Henriksen 2009, 16) De seneste tal er 54 frivilligcentre fordelt på lidt færre kommuner. (Center for frivilligt sociale arbejde 2011, 43) Et centralt formål med satspuljebevillingen til frivillighedscentrene i 2005 var, at den skulle gøre det nemmere for flere mennesker at finde adgang til frivilligt engagement. Dette var overvejende tænkt på den måde, at frivilligcentrene skulle fungere som rekrutteringscentraler i forhold til de frivillige foreninger. Imidlertid er dette mål ikke lykkedes, og frivilligcentrene har især styrket deres opgave ved at servicere eksisterende og nye frivillige foreninger (især inden for social- og sundhedsområdet). Frivilligcentrene er ikke lykkedes med at fungere som formidlere af frivilligt arbejde, som den vigtigste måde at styrke det frivillige engagement på. Selvom de ikke er afviser at påtage sig formidlingsopgaven, bliver den ikke prioriteret højt. Skov Henriksen skriver herom i sin evaluering af frivilligcentrene: "Ingen af de steder, jeg har besøgt, har da heller en omfattende formidling af frivillige målt i antal formidlinger pr. måned. Dette indtryk stemmer godt overens med, at den første delrapport i denne evaluering fandt, at langt de fleste frivilligcentre havde formidling af frivilligt arbejde med som en blandt flere aktiviteter ( ), mens den anden delrapport ( ) fandt, at mange af udviklingsprojekterne vurderede det som vanskeligt at realisere formidling af frivilligt arbejde i stor skala." (Henriksen 2008, citat fra 41) Overordnet prioriterer frivilligcentrene deres opgaver, dels i forhold til foreningerne og dels i forhold til de enkelte borgere, som et socialt mødested. Der er udpræget tale om en dobbeltstrategi, hvor man satser på begge dele. (Henriksen 2008, 30-31) I Skov Henriksens evaluering konkluderes der med følgende: Når frivilligcentrene fungerer godt, så løser de opgaverne med at: "- koordinere initiativer og aktiviteter på tværs af frivillige initiativer - koordinere initiativer og aktiviteter på tværs af offentlige og frivillige initiativer - øge kendskabet til og synligheden af frivilligt socialt arbejde og dermed lette tilgængeligheden for borgerne - øge kvaliteten af de lokale foreningers arbejde og dermed forbedre mulighederne for at rekruttere og fastholde medlemmer og frivillige Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen

11 - øge kendskabet og netværkene mellem de lokale foreninger og dermed lette foreningernes muligheder for at sætte nye initiativer i gang - hjælpe nye initiativer i gang - opfange lokale behov og kanalisere dem ud til øvrige foreninger samt opad til kommunen og offentligheden - opfange nye muligheder og prioriteringer (kommunale og statslige) oppe fra og kanalisere dem ud til foreningerne - lette foreningernes indgang til det offentlige, så de sjældnere møder barrierer og forhindringer - lette det offentliges indgang til det frivillige sociale arbejde, sådan at kontakten lettere etableres og udbygges - styrke partnerskaber mellem frivillige organisationer på den ene side og uddannelsesinstitutioner, kommuner m.fl. på den anden - medvirke til at formulere frivilligpolitikker, der anerkender det frivillige sociale arbejde og fastlægger rammer for samspillet mellem det offentlige og de frivillige foreninger." (Henriksen 2009, 90-91) Bidrag til rekruttering af frivillige Det er bemærkelsesværdigt at til trods for at der både i 1990'erne og ved satspuljebevillingen fra 2005 blev lagt vægt på, at frivilligcentrenes skulle være et sted, hvor man kunne henvende sig, hvis man ønskede at yde en frivillig indsat i en eller anden frivillig forening. Centrene skulle således formidle den potentielt nye frivillige videre ind i den frivillige verden. Imidlertid er dette formål aldrig blevet centralt i deres arbejde. Dette bekræftes af en undersøgelse af de norske frivillighedscentraler. Her viser det sig også, at de ikke har haft større succes med formidling af frivilligt arbejde til andre organisationer/ foreninger, mens det meget bedre er lykkedes for dem at formidle frivillige til deres egne aktiviteter. Endvidere oplyses det, at svagheden med ekstern rekruttering af frivilligt arbejde ikke kun gælder for frivillighedscentralerne i Norge, men også for centralerne i en række andre europæiske lande. (Dugstad/Lorentzen 2008, 29-36) Der synes således at tegne sig et mønster med at frivilligcentrene har vanskeligheder med at få en ekstern formidling af frivilligt arbejde til at fungere. Om årsagerne hertil kan kun gisnes. Måske kan den ligge i, at de frivillige ikke ønsker at se deres indsats som underkastet en arbejdsbørs men selv direkte vil vælge modtageorganisation af indsatsen. Forklaringen kan måske også være, at de, der er tilknyttet frivilligcentret, primært er interesserede i at rekruttere til egne aktiviteter. Hvordan er kontakten mellem frivilligcentre, frivillige foreninger og kommunen Frivilligcentrene strækker sig fra at været privat oprettede og drevne til at være kommunalt oprettede og drevne. Det betyder forskellige samarbejdsformer med kommunerne. De kommunalt "indlejrede" centre har umiddelbart nemmere adgang til brug af kommunale ressourcer, mens de fritstående bedre kan fungere som talerør og repræsentant for den frivillige verden overfor kommunerne. (Henriksen 2008, 16) 11 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen 11

12 Med kommunalreformen er nye og gamle frivillige foreninger kommet tættere på kommunen. Kommunerne skal nu i højere grad beskæftige sig med sundhedsfremme, som der også ligger en forebyggende indsats i. Samarbejdet drejer sig her om handicaporganisationer og patientforeninger, der tidligere primært var orienteret mod amterne. Kommunerne kan derfor se frivilligcentrene som en fælles indgang/bro til de frivillige organisationer, og som et redskab til at skabe "flere hænder" i den sociale og sundhedsmæssige opgaveløsning. (Henriksen 2008, 45-54). Tilsvarende ser de frivillige foreninger frivilligcentrene som en fælles indgang til kommunen og som en kilde til foreningsservice (praktisk hjælp, synliggørelse, samarbejde og netværksdannelse, konsulentbistand og projektvugge samt formidling). Hvordan bidrager området med at koble brugere og frivillige Både ved oprettelsen af de første frivillighedscentre og ved satspuljebevillingen i 2005 var det en central forestilling at frivillighedscentrene skulle føre frivillige foreninger og brugere sammen. Imidlertid er dette kun rigtigt lykkedes i forhold til centrenes egenaktiviteter, mens den eksterne formidling har ladet noget tilbage. Det ville være interessant nærmere at få undersøgt hvorfor denne koblingsfunktion hidtil har haft så store vanskeligheder med at lykkes. Derimod har centrene meget bedre lykkedes med at koble frivillige til deres egne interne aktiviteter. De frivillige foreningers indsats i det frivillige sociale arbejde (Offentlige) kommune Organiserede frivillige Borger Virksomheder Uformelle netværk Figur 4. Hvad har området at bidrage med til det frivillige arbejde Meget af det frivillige sociale arbejde udføres igennem frivillige foreninger. Bjarne Ibsen opererer med fire forskellige slags frivillige organisationer: foreninger, selvejende institutioner, almennyttige fonde og landsorganisationer. Han har ud fra forholdene i det tidligere Fyns Amt beregnet, at der på landsplan er ca. ca sundheds/sygdomsforeninger og ca foreninger der tager sig af social indsats og hjælp. Det er ca. 7 % af samtlige frivillige foreninger. (Ibsen 2006, 77) Bidrag til rekruttering af frivillige Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen

13 Bjarne Ibsen undersøger også frivillighedsgraderne inden for foreningerne. Her konstater han, at frivillighedsgraden (den andel af arbejdstimer i foreninger, der leveres af frivillige) generelt er bemærkelsesværdig høj: 91 % i gennemsnit. Især er den høj indenfor sundhed/sygdom og social indsats/hjælp, nemlig henholdsvis 92 % og 96 %. (Ibsen 2006, 85) Han undersøger også foreningernes opfattelse af om det er et stort problem at rekruttere nye frivillige. Totalt siger 20 % af foreningerne, at det er et stort problem. Her ligger sundhed/sygdom og social indsats/hjælp over gennemsnittet, med henholdsvis 25 % og 21 %. (Ibsen 2006, 87) Disse tal er dog ikke så bemærkelsesværdigt høje i forhold til den relativt store andel, der skal rekrutteres. I forhold til rekruttering af frivillige påpeger Skov Henriksen de mere gængse abstrakte motivanalysers begrænsninger, fx altruisme overfor egeninteresse. Han anfører: For at man kan undersøge, hvorfor nogle bliver frivillige og andre ikke, må der, ud over den abstrakte motivation, også inddrages forhold som: tilstedeværelsen af brugbare evner, at der ofte må være en konkret anledning og at der må være en organisatorisk struktur man kan indgå i. Det blev undersøgt på hvilken foranledning man er kommet ind i frivilligt socialt arbejde. Her angiver 53 % at de blev opfordret/ valgt til det, mens 56 % angiver "interesse eller pårørendes situation". Man kunne angive flere årsager. Dette angiver, at ansigt-til-ansigt invitationer er langt mere effektive end mere upersonlige appeller (Henriksen 2005, 98) Dette bekræftes også af, at kun 6 % angav annoncering som anledning til at gå i gang med frivilligt arbejde. Ej heller 'tid til overs' er nogen udbredt anledning til at komme i gang. Den begrundelse var også på 6 % (Henriksen 2005, 99). Der var en bemærkelsesværdig forskel i rekruttering af unge og de lidt ældre, idet de unge melder sig af interesse mens de ældre primært skal opfordres eller vælges. (Disse oplysninger er opgjort for samtlige frivillige, og ikke kun de som arbejder med social frivillighed) (Henriksen 2005, ) I fortsættelse af rekrutteringsproblematikken undersøger Skov Henriksen de frivilliges overvejelser om at stoppe som frivillig. Indenfor det frivillige sociale område (sundhed, sygdom, socialt) havde 4 % besluttet sig for at stoppe og 21 % overvejet at stoppe. I undersøgelsen prøvede Skov Henriksen også at finde frem til, hvad der modvirker denne 'træthed' i forhold til det frivillige arbejde. Det viste sig, at muligheden for kurser ikke modvirker trætheden. Dette gælder også for støtte supervision og at få dækket udgifter i forbindelsen med frivilligt arbejde. (Henriksen 2005, ) Der er betydeligt flere frivillige på det sociale område, der oplever, at der er kommet flere krav end frivillige, som oplever færre krav (hhv. 29 % og 4 %). Imidlertid anså langt de fleste dette som en fordel. Den helt dominerende grund til at stoppe var 'har ikke tid', som var på 67 % af de 'trætte' (de som enten ville eller overvejede at stoppe). Her er det især de yngste grupper der savner tid. (Henriksen 2005, ) Herudfra kan man drage den slutning, at man ikke bliver frivillig blot fordi man har for meget tid, men i høj grad holder op pga. mangel på tid. Et væsentligt spørgsmål i forbindelse med rekrutteringsbasen for frivilligt arbejde er, hvorfor man ikke er frivillig. Derfor undersøgte Skov Henriksen også dem, der aktuelt ikke er frivillige (Denne 13 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen 13

14 andel omfatter altså ikke blot området for frivilligt socialt arbejde men hele frivillighedsområdet) Det drejer sig om ca. 2/3 del af den voksne befolkning. Heraf havde de 44 % tidligere været frivillige, mens 56 % aldrig har været frivillige. I gruppen af ikke-aktuelt frivillige angav 66 %, at de ikke have tid eller hellere ville bruge tiden på noget andet. 17 % angav ingen interesse og 11 % angav, at de ikke var blevet spurgt/opfordret. 3 (Henriksen 2005, ) Børn og fuldtidsjob var de mest udbredte begrundelser for ikke at have tid. Der er et tydeligt socialt mønster i hvem, der angiver, at de ikke er blevet spurgt. Det er dem med korteste uddannelser, laveste indkomster, udenfor arbejdsmarkedet og/eller med et ikke vestligt fødeland. (Henriksen 2005, ) I betragtning af at regeringen i sin nationale civilsamfundsstrategi har en målsætning om at få frivillighedsprocenten op på 50 % (fra frivilligundersøgelsens 35 %, I Årsrapport 2010s undersøgelse er tallet hele 43 %) rejser ovenstående spørgsmålet om, hvilke muligheder der er for at udvide rekrutteringsbasen som frivillig. Der var ganske vist 11 % af den for nærværende ikkefrivillige andel af befolkningen (2/3 af den samlede befolkning) som bruger som begrundelse for ikke at være frivillig, at de ikke er blevet spurgt. Dette kunne tyde på en øget rekrutteringsmulighed, idet undersøgelsen også peger på, at det at blive opfordret er væsentligt for rekrutteringen som frivillig. Imidlertid skal man nok passe på ikke at overvurdere de øgede rekrutteringsmuligheder. Den store gruppe af dem, der igen er holdt op med at være frivillige angav manglende tid, og den store andel af de ikke-frivillige angiver, at de ikke har tid eller hellere vil bruge deres tid på noget andet. Samtidig skal man også være opmærksom på at, de frivillige på det sociale område har en anden sammensætning end det almindelige for de frivillige. De er generelt ikke så uddannede, de er ældre og i højere grad kvinder. Med de øgede ældreårgange skulle dette give mulighed for at øge ressourcerne, men samtidig skal man nok også være opmærksom på at de enkelte frivilliges kapaciteter er mere begrænsede. Endelig øges, ifølge den periodiske Værdiundersøgelse, den befolkningsmæssige andel af frivillige indenfor det sociale og sygdoms/sundhedsområdet fortsat. Samlet set var andelen i % mod 9 % i (Torpe 2011, 233) Center for frivilligt socialt arbejdes nyeste undersøgelse angiver, at hele 18 % har udført frivilligt socialt arbejde inden for det sidste år. Næsten det samme antal som er frivillige indenfor kultur, idræt og fritid. Selvom der nok ikke er tvivl om at antallet af frivillige indenfor området er stigende 3 Dog oplyser 45 % af de ikke aktuelt frivillige, at de kunne tænke sig at deltage i frivilligt arbejde, hvis nogen bad dem om det. (Boje m.fl. 2006, 67) I Årsrapport 2010's undersøgelse er dette tal oppe på 68 % (Center for frivilligt socialt arbejde 2011, 27) Man kan overveje hvor meget dette svar er udtryk for politisk korrekthed eller reel vilje. 4 Opgørelsesmetoden her er lidt anderledes end i Frivillighedsundersøgelsen Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen

15 forekommer dette tal noget usandsynligt, og kan skyldes det meget store svarbortfald (som nok er systematisk) i undersøgelsen. (Center for frivilligt socialt arbejde 2011, 23,57) Interesser og værdier hos de frivillige (hvad vil de frivillige og frivillige foreninger gå med til) Bjarne Ibsen laver en typologi af de frivillige foreninger, som kan formodes at have en væsentlig betydning for samarbejdsformer og samarbejdsmuligheder med det offentlige. Ibsen inddeler foreningerne i fire kategorier efter deres syn på deres egen rolle. Inddelingsdimensionerne er: Konfliktorienteret versus konsensusorienteret samt medlemsorienteret versus samfundsorienteret. Hermed får han konstrueret fire forskellige foreningstyper, som fremgår af nedenstående diagram (Ibsen 2006, 88): Konfliktorienteret Konsensusorienteret Medlemsorienteret Interesseforeninger: Civilsamfundet som interessekamp Aktivitetsforeninger: Civilsamfundet som social mødeplads Samfundsorienteret Idébestemte foreninger: Civilsamfundet som idekamp Lokalforeninger: Civilsamfundet som social integration Bjarne Ibsen placerer sundheds/sygdomsforeningerne som karakteristiske medlemsorienterede interesseforeninger, mens social indsats- og hjælpeforeninger gennemgående er karakteriserede som lokalforeninger, som er mere bredt civilsamfundsorienteret, og derfor også mere konsensusorienterede. (Ibsen 2006, 114). Hvis denne opdeling holder, betyder det også forskellige samarbejdsbetingelser med det offentlige. Sundheds/sygdomsforeninger vil i højere grad fokusere på deres egne medlemmers interesser og være villige til at konflikte for at få dem sat igennem, mens de sociale foreninger meget mere vil være orienteret mod konsensus og samfundsorientering. Dog er der også enkelte foreninger på dette område, som er konfliktorienterede fx retshjælpsforeninger. Ud fra dette kan det sluttes, at foreningernes samarbejde med kommunerne vil være forskelligt. Sundheds/sygdomsforeningernes samarbejde vil i højere grad være konfliktpræget end de sociale foreningers, der meget mere vil være præget af en konsensussøgning. I Center for frivilligt socialt arbejde spurgte man organisationerne hvad de anså som deres hovedsigte er: 22 % oplyser at det var at være serviceydere fx at levere hjælpearbejde, sundhedsydelser, rådgivning, 33 % oplyste at det var at være fortalere fx at gøre opmærksom på og varetage bestemte gruppers interesser, for 25 % var sigtet at organisere aktiviteter for egne medlemmer/brugere. (Center for frivilligt socialt arbejde 2011, 9) Dette indikerer, at selve interessevaretagelsen står forholdsvis stærkt i foreningernes bevidsthed. Hvordan er kontakten mellem frivillige foreninger og kommunen. 15 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen 15

16 Gotthardsen pointerer som allerede nævnt at en kommunalt vedtaget frivillighedspolitik ikke i sig selv skaber samarbejde. Afgørende for samarbejde er dels velvilje til samarbejde og dels den personlige kontakt. Både foreningerne og kommunen skal ville samarbejde. Her viste Bjarne Ibsens undersøgelse at viljen til samarbejde hos de frivillige foreninger kan variere alt efter deres forskellige karakter. (se ovenfor) Gotthardsen pointerer at især er kommunens velvilje og anerkendelse af det frivillige sociale arbejde er afgørende. Årsagen hertil er, at kommunen ofte fungerer som 'storebror' i samarbejdet. Gotthardsen påpeger også, at den personlige kontakt er helt afgørende for etablering af samarbejdet. Erfaringerne viser at uformelt og formelt samarbejde opstår ud fra personlige kontakter. Det at møde hinanden, frivillige og kommunalt ansatte imellem, gør at man får lyst til at igangsætte konkret samarbejde. (Gotthardsen 2009, 28-29) Det er således også vigtigt, at samarbejde har en konkret karakter. Center for socialt entreprenørskab beskriver fire centrale områder for samarbejde mellem de frivillige foreninger og det offentlige. Inden for sundhedsområdet ses en række aktiviteter, som ofte er tæt relateret til kommunernes nye ansvar for sundhedsfremme. Fx har patientforeningerne til huse i kommunens sundhedscenter og de laves fælles aktiviteter med kommunen. Som en form for betaling herfor, står foreninger for en åben rådgivning. På ældreområdet er der ofte tale om mindre samarbejdsprojekter, der især er forankret i kommunernes plejecentre. På integrationsområdet er der ofte en tæt kontakt mellem kommunens integrationskoordinator, integrationskonsulenter og de frivillige foreninger der beskæftiger sig med integration. I Høje- Taastrup samarbejder integrationskonsulenterne med en frivillig idrætsforening i Taastrupgård området. Indenfor det sociale område er Team Udsatte et eksempel i Randers, som udreder og laver handleplaner for borgere i forhold til bolig, beskæftigelse, netværk, fritid og sundhed. Teamet forsøger at matche borgerne med rette støttepersoner både i det kommunale system, men også bland frivillige, der skal sikre borgerens rettigheder og støtte borgeren med det han har brug for. Imidlertid kan socialarbejderens relationsarbejde i nogle tilfælde vanskeliggøres ved tilstedeværelsen af en frivillig bisidder.(center for socialt entreprenørskab 2007, 14-17) Der rapporteres gennemgående om et betydeligt samarbejde parterne imellem. Dog rejser rapporten et advarselsflag: "Jo mere de frivillige får at lave (i samarbejdet) jo mindre tid er der til det som interesserer dem." (Center for socialt entreprenørskab 2007, 33) Hvad betyder kommunens opdelte struktur for samarbejde med de frivillige foreninger Som tidligere nævnt påpeger Gotthardsen, at kommunens opdelte struktur udgør en væsentlig barriere for samarbejdet med de frivillige foreninger. De kommunalt ansatte har ofte et manglende kendskab til, hvad de hver især laver i forhold til det frivillige. Fx ved Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen

17 frivilligkonsulenten ofte ikke, hvad de andre medarbejdere laver og den anden vej rundt er kendskabet også mangelfuldt i forhold til frivilligkonsulentens arbejde. (Gotthardsen 2009, 15-19) Hvordan bidrager området med at koble brugere og frivillige Litteraturmæssigt er dette underbelyst. Dog må det antages at vilkårene er noget forskellige for hhv. sundheds/sygdomsforeninger og sociale indsats- og hjælpeforeninger. Ved sygdomsforeningerne er brugerne formodentlig også medlemmer af de pågældende foreninger, mens den sociale indsats i en helt anden grad rækker ud mod ikke foreningsaktive borgere, som har et behov der ikke på det personlige plan er foreningsmæssigt rammet ind. Kommunalt organiseret frivillighed Kommunalt organiserede frivillige (Offentlige) kommune Borger Virksomheder Organiserede frivillige Uformelle netværk Figur 5 Hvad har det pågældende område at bidrage med i det frivillige arbejde Det som karakteriserer den kommunalt organiserede frivillighed er, at de frivillige er direkte knyttet til en eller flere kommunale institutioner fx plejehjem eller børnehave. Frivillige foreninger indgår ikke som et formidlende led mellem den frivillige og modtageren af ydelsen. Men af praktiske grunde organiserer denne kommunale frivillighed sig ofte i endnu en frivillig forening, idet de frivillige tilknyttet en kommunal institution knytter sig sammen i en forening, fx Plejecentret Tusindfryds venner. Dette skyldes bl.a. at betingelserne for frivillige, der er på dagpenge eller efterløn er mere restriktive, når indsatsen er direkte kommunalt organiseret end gennem en forening. Det som dette område bidrager med er altså at levere en frivillig indsats inden for offentlige sociale institutioner. Der er ikke nogen samlet opgørelse af hvor omfattende den kommunalt organiserede frivillighed er. Imidlertid angiver Årsrapport 2010, at 29 % af kommunerne oplyste, at de løbende benytter kommunalt organiserede frivillige. Det er primært indenfor 17 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen 17

18 ældreinstitutioner (90 %), men også i et betydeligt omfang indenfor bosteder, krisecentre o.l. for udsatte mennesker. (Center for frivilligt socialt arbejde 2017, 45-46) Den centrale problematik bliver derfor samspillet mellem de frivillige og de kommunalt ansatte personalegrupper. Spørgsmålet bliver at finde frem til hensigtsmæssige samspilsformer i forholdet mellem de frivillige personer og de kommunale institutioner og deres personale. Det drejer sig om hvordan de frivillige bør organiseres og opgaverne fordeles mellem disse indbyrdes og mellem frivillige og ansatte. Lundgaard Management opstiller forskellige modeller for de frivilliges organisering: I selvsupplerende og selvstyrende teams I teams med kommunal ansat koordinator Institutionen styrer projektet og melder ud i en plankalender hvor de frivillige kan melde sig Ud fra indsamlede oplysninger tager institutionen stilling til hvilke ressourcepersoner den vil inddrage til givne opgaver De frivillige vælger selv en teamkoordinator i deres midte Der planlægges årligt 1-2 teamperioder i institutionen Institutionen har en fast kontaktperson til hver af de frivillige. (Lundgaard Management 2011, 27) Ud fra disse punkter kan man sige at spørgsmålet om for meget eller for lidt struktur er et gennemgående tema i organiseringen af de frivillige. Derfor anbefaler rapporten en systematisk afstemning af parternes gensidige forventninger og etablering af klare rammer. (Lundgaard Management 2011, 26) Rapporten nævner også, at der er grænseflader mellem de ansattes og de frivilliges opgaver. Det kan angiveligt løses gennem aftaler om spilleregler enten løbende eller nedskrevne. (Lundgaard Management 2011, 18-20) Bidrag til rekruttering af frivillige Det påpeges i Lundgaard-rapporten, at kommunerne skal være opmærksomme på at kommunalt organiseret frivillighed kræver brug af ressourcer i kommunen. "Der skal investeres i tid for at rekruttere og fastholde frivillige." (Lundgaard Management 2011, 25) Lundgaard-rapporten angiver, at erfaringerne peger på at: "Personlig opfordring kombineret med at man har haft tilgang til området som pårørende, er den vigtigste rekrutteringsmåde. Det er også den måde, som man kender fra fritids- og foreningslivet. Invitationer til åbent hus og informationsmøde - og interesse via lokal medieomtale er andre tilgange. Herefter har der i vidt omfang været tale om selvsupplering. Dette bekræfter, at det er den personlige kontakt, netværket og det at blive opfordret, der har størst betydning. (Lundgaard Management 2011, 33) I rapporten anføres, at visitering af de frivillige har ikke været noget nævneværdigt problem. Dog kan det antages, at der måske er sket en form for uformel visitering Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen

19 Hvordan er kontakten mellem de frivillige foreninger og kommunen Hele pointen i kommunalt organiseret frivillighed er at kommunerne etablerer frivilligheden uden om de traditionelle frivillige foreninger. Der er tale om en individuel orientering, der direkte retter sig mod enkeltindivider og deres ansvarsfølelse i forhold til samfundet. I Mandag Morgen oplyses det, at en række kommuner inddrager borgerne direkte uden at de behøver at være medlem af en frivillig forening. Fx kan det anføres, at Roskilde kommune har gode erfaringer med en mentorordning for udsatte unge, som den selv organiserede. (Mandag Morgen 2011, 39-40) Styringen af den frivillige indsats gøres til et kommunalt anliggende. Der synes i kommunerne også at være en kritik af de frivillige foreninger for at være for statiske. Således skriver Knud Aarup fra Randers Kommune, at de frivillige organisationer bør revitaliseres. For mange frivillige sociale organisationer gælder, at de i vid udstrækning har fundet deres plads og arbejder med den tilbudsportefølje som de en gang har fået etableret. Fx ligner deres årsrapporter i høj grad de offentlige virksomheders rapporter. Der er ikke noget der kan støde nogen. De er kort sagt kedelige og driftsorienterede. Revitaliseringen bør for det første bestå i, at der sker en udvikling af viden og metoder i den sociale indsats, og for det andet, at de bliver en tydelig stemme i, hvordan velfærdssamfundet skal udvikle sig. (Aarup 2010, ) I Lundgaard-rapporten opstilles en række tommelfingerregler for organisering af og information til kommunalt organiserede frivillige: a) Vær tydelig om ansvar og roller b) Introduktion af de frivillige c) Sammenhæng til arbejdspladsens overordnede værdier d) Overvej forskellige modeller for selvorganisering af de frivillige e) Undgå for mange møder f) Husk: Frivillige er frivillige af lyst g) Inviter de frivillige til fælles aktiviteter med medarbejderne h) Vær tydelig om den ledelsesmæssige forankring (Lundgaard Management 2011, 28) Imidlertid er den kommunalt organiserede frivillighed også blevet problematiseret. Et centralt spørgsmål i Koch-Nielsen og Michaelsens undersøgelse af kommunalt organiseret frivillighed var om de frivillige kan have en autonom rolle eller om de bliver underordnet det kommunale hierarki. Her er erfaringerne fra de tre cases som rapporten gennemgår (et plejecenter, en servicebutik (primært råd og vejledning) og en varmestue) ret forskellige. I den første case om frivillige på et plejecenter havde de frivillige udviklet deres egen organisation, som havde stor autonomi i forhold til det kommunale hierarki. Hvis der her var tale om hierarki var det indenfor gruppen af frivillige, hvor ildsjælene var dominerende. I den anden case om frivillige i en servicebutik var dette ikke tilfældet. Den kommunale koordinator forsøgte at styre de frivillige ved at sætte grænser for, hvilke aktiviteter de måtte deltage i. Samtidig gav de frivillige udtryk for at nye initiativer kom fra 19 Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen 19

20 koordinatoren, men deres egne ikke kom nogen vegne. I den tredje case om en varmestue blev der ikke skelnet mellem de frivillige og ansatte i løsningen af de daglige opgaver, men lederen satte grænser for, hvad de ansatte måtte og ikke måtte i forhold til brugerne, og der var ikke selvstændige initiativer til nye aktiviteter blandt de frivillige. Spørgsmålet er imidlertid om forskellen i de frivilliges autonomi er betinget af organisationsformen (kommunal vs. frivillig organisation), af karakteren af de opgaver der skal løses eller af forskelle i ledelsesstil. (Koch- Nielsen/Michaelsen 2003, 29-30) De refererede cases indikerer, at lederstil spiller en ikke uvæsentlig rolle. I forlængelse af casestudierne bad forfatterne tre personer fra frivilligverdenen fungere som en referencegruppe og ud fra casene diskutere nogle problematikker omkring kommunalt organiseret frivillighed. Her var holdningen altovervejende skeptisk. De organisatoriske forhold. Her er der et dilemma. En indordning i det kommunale hierarki truer frivilligheden autonomi, men på den anden side kan denne frivillighedens autonomi true borgerne retssikkerhed. Konkurrence mellem de frivillige foreninger og kommunerne om den frivillige arbejdskraft. Her var opfattelsen at udbuddet er fleksibelt hvorfor denne konkurrence er mindre vigtig. Det frivillige sociale arbejde som kritisk modmagt. Der var bred enighed om at denne funktion er stærkt truet, når den frivillige indsats er kommunalt organiseret. (Spørgsmålet er imidlertid, hvor megen realitet der er i denne modemagtsforståelse. Der er nok mere tale om en bredere eller mere snæver interessevaretagelse (min anmærkning)). Brugervinkel. Samlet mente man, at kommunal frivillighed kan få negative konsekvenser for brugerne. Dels er frivillige selektive, og dels kan brugerne ikke skelne mellem frivillige og ansatte, hvilket truer deres retssikkerhed. Frivillighedspleje. Opfattelsen var, at de tre cases viser en ringe grad af frivillighedspleje fra kommunen side. Frivilligt arbejde som værdibaseret eller instrumentelt baseret. Gruppen konklusion her er noget uafklaret. De kommunale ressourcer. Opfattelsen er her at de tre cases ifølge kommentatorerne viser, at kommunerne har en fejlagtig opfattelse af det frivillige arbejdes potentiale. De frivillige kan ikke erstatte personalet og ikke være en reserveressource. Samtidig må kommunerne være indstillet på at det ikke er gratis at inddrage frivillige. Det frivillige arbejdes omdømme. Der var en frygt for at den kommunale organisering ville betyde at det frivillige arbejdes gode ry ville lide skade. Kommunal frivillighed fra den enkelte frivilliges perspektiv. Der blev udtrykt frygt for at de frivillige ved kommunal frivillighed i stigende grad vil blive pålagt opgaver, der ligger udenfor deres kompetencer. (Koch-Nielsen/Michaelsen 2003, 29-43) Hvordan bidrager samarbejdsområdet med at koble brugere og frivillige Peter Bundesen, University College Lillebælt, Socialrådgiveruddannelsen