1. Indledning s Praksiografiens multible objekt s Performance og enactment s Subjekt/objekt-dikotomien s. 4

Transkript

1 Julie Richard Fjeldsted Theoretical Traditions in the Cultural and Social Sciences MACA 2008 Never Forgetting About Mircroscopes En kritisk analyse af praksiografien I Annemarie Mols The Body Multiple INDHOLD: 1. Indledning s Praksiografiens multible objekt s Performance og enactment s Subjekt/objekt-dikotomien s Multiplicitet og sameksistens s Konklusion s. 7 Litteratur s. 9 Never forgetting about microscopes : Mol 2002, s. 31

2 1. Indledning In our daily lives we are engaged in practices that are thick, fleshy, and warm as well as made out of metal, glass, and numbers. 1 Med denne henvisning til Bruno Latours subjekt/objekt-forståelse indleder Annemarie Mol The Body Multiple: Ontology in Medical Practice. Det er med udgangspunkt i denne tekst, at jeg vil give en kritisk analyse af Mols praksiografi, som er hendes henholdsvis metodologiske og ontologiske strategi til sin undersøgelse af sygdommen arteriosklerose og af, hvordan sygdommen som et såkaldt multibelt objekt enactes i forskellige praksis på et hospital. Mols tekst er opdelt i en hovedtekst og en undertekst. Hovedteksten udgør en præsentation af praksiografiens begreber samt selve den praksiografiske undersøgelse, dvs. en beskrivelse af de forskellige praksisser hvori ateriosklerosen enactes, for eksempel i konsultationen, på operationsbordet, i det patologiske laboratorium etc. I underteksten trækker Mol på socialteorien og beretter om hendes møder med forskellige traditioner indenfor sociologi, filosofi og antropologi. Mol kalder det relating to the litterature 2, men det kan lige så vel betragtes som teoretiske perspektiveringer med det formål at konceptualisere praksiografiens begrebsapparat. Jeg vil igennem min analyse se nærmere på de inspirationskilder, som ligger til grund for begreberne enactment og det multible objekt samt sætte spørgsmålstegn ved Mols brug af objektet, både det menneskelige og det materielle, i forhold til praksiografiens reservationer i forbindelse med inddragelse af subjektive perspektiveringer, samt komplikationerne hvad angår Mols forsøg på at overskide subjekt/objekt-dikotomien. Jeg vil desuden benytte Bourdieus begrebssæt til at diskutere muligheden for sameksistens mellem de multible objektversioner på tværs af felter samt muligheden for at anvende praksiografien på fænomener, som praktiseres i eller på tværs af felter, som ikke deler hospitalets karaktertræk. 2. Praksiografiens multible objekt Omdrejningsningspunktet for The Body Multiple er praksiografien, som hænger uløseligt sammen med multiplicitet i form af det multible objekt. Udgangspunktet for betegnelsen praksiografi er, at sygdom er noget, der gøres 3. Denne indgangsvinkel bygger på bl.a. på Judith Butlers 1 Mol 2002, s Mol 2002, s Mol 2002, s. 31 1

3 performativitetsbegreb, hvori (køns-)identitet ikke er noget givent, og dermed ikke forudsætter menneskets identitet, men derimod konstitueres igennem performance 4. Identitet praktiseres, og praksis gør mennesker til det, de er. Et menneske praktiseres altså forskelligt afhængigt af det sted og den situation, hvori personen befinder sig. Jeg vil komme yderligere ind på praksiografiens teoretiske baggund i kapital 3. Praksiografi handler således om, hvad der gøres, dvs. de sociomaterielle praksisser. Ligesom Foucault, zoomer Mol ind på disse praksisser, som de bliver udført i et specifikt miljø, i dette tilfælde det institutionelle miljø i form af et hospital 5. Praksiografi er dermed i høj grad af metodologisk karakter. Et af principperne ved anvendelsen af denne indgangsvinkel er bl.a. at man skal bevæge sig udover perspektiveringer i form af subjektive oplevelser omkring det undersøgte fænomen 6, dvs. de subjektive oplevelser hos de mennesker, der på den ene eller anden måde berører eller bliver berørte af sygdommen. Samtidig gør praksiografien det yderst vanskeligt at inkludere epistemologiske perspektiveringer i sin undersøgelse, i og med teknikken i så høj grad består i beskrivelse. Opbygningen af teksten i The Body Multiple er et tydeligt eksempel på, hvor adskilt den praksiografiske undersøgelse bliver fra de teoretiske perspektiveringer (litteraturrelateringerne), selvom underteksten bl.a. har til formål at konceptualisere de begreber, som anvendes i hovedteksten. Fokus for Mols undersøgelse er, som nævnt, arteriosklerose. Hun er ikke interesseret i subjektive perspektiver på og oplevelser af sygdommen, og heller ikke i dikotomien mellem lægens og patientens forståelse af sygdommen og smerten, men derimod i hvordan den som fænomen praktiseres multibelt. Arteriosklerose er både smerte i benet, som patienten udtrykker i konsultationen, den er genstand for operation på kirurgens operationsbord, den er tilstoppede blodkar, som patologen kan observere gennem sit mikroskop, en dødsårsag, som konstateres under en eventuel obduktion etc. Praksiografien tager alle disse forskellige materialiteter, begivenheder og objekter i brug, da de alle har del i eksistensen af arteriosklerose 7. Arteriosklerose kan således kun eksistere i multibel form, og det er praksiografiens mål at afdække, adskille og beskrive de forskellige praksisser, hvori fænomenets multiplicitet kommer til 4 Mol 2002, s Marres Rabeharisoa Rabeharisoa

4 syne: there are not two, five, or seventy variants of artheriosclerosis, but there is a multiplicity 8. Så ligesom kønnet gøres hos Butler, gøres arteriosklerose hos Mol. Den kommer til udtryk på forskellig vis, som smerte, tilstoppelse af blodkarrene etc., afhængigt af hvilke omgivelser og situationer, den befinder sig i. Der er her tale om objektets ontologiske multiplicitet; de forskellige medicinske praksisser i forbindelse med arteriosklerose enacter (se kapital 3) hver især forskellige versioner af objektet 9. Disse versioner er sammenkædede og koordinerede i forhold til hinanden; der er en relationel effekt. I modsætning til den perspektivistiske tilgang forbliver objektet ikke uberørt og stillestående men bliver derimod frembragt og genformet i praksis. Spørgsmålet bliver da, om ikke arteriosklerose i lige så høj grad er en begivenhed som et objekt? På den ene side er arteriosklerose hele tiden til stede som multibelt objekt, der er klart til at blive enacted på forskellige måder afhængigt af den gældende situation. Men på den anden side fremkommer arteriosklerosen som en original begivenhed, hver gang den praktiseres på ny; i det ene øjeblik er den smerte i benene, i det næste en diagnose, der bliver stillet af lægen, dernæst en arteriosklerose-operation etc. Eller er der snarere tale om en tilstand, der konstant veksler mellem at være objekt og begivenhed? 3. Performance og enactment Et af nøgleordene i ovenstående diskussion er enactment. Begrebet er en videreudvikling af både Erving Goffman og Judith Butlers anvendelse af performance i deres teori, hvilket Mol kort redegør for i sin undertekst. Ifølge Goffman opretholdes identitet (eller selvet) via en skelnen mellem front stage og backstage. Når vi befinder os front stage, forsøger vi at opretholde vores selvbillede overfor andre ved at fremstå som det ønskelige billede af os selv. Backstage, derimod, er vi os selv, og ikke styret af omverdenes formodede krav og forventninger 10. Sagt med andre ord, identitet er noget der performes, men kun på overfladen. Mol ønsker dog ikke at antyde, at der er en backstage og ønsker ikke at The Body Multiple skal blive grinded between concerns that aren t one s own 11, hvorfor hun erstatter performance med enactment. Butler anvender ligeledes performance-begrebet. I modsætning til Goffman er identitet dog ikke 8 Mol 2002, s Marres Andersen og Kaspersen 2004, s Mol 2002, s. 41 3

5 givet på forhånd, men konstitueres, som tidligere nævnt, gennem performance: There need not be a doer behind the deed, but the doer is variably constructed in and through the deed 12. Det er således muligt at undersøge kontrasten mellem de måder, hvorpå identitet (i Butlers tilfælde kønsidentitet) gøres i forskellige situationer. I Mols terminologi omhandler disse kontraster de multible objekter, som de kommer til udtryk i praksis. Hun erstatter dermed performance-begrebet med enactment, skiller sig af med backstage og lægger fokus primært på objekt frem for subjekt. Hun tildeler objekter en skrøbelig og omskiftelig identitet, der skifter udtryk på scenen, dvs. igennem praksis. På denne måde tillader hun Goffmans iscenesatte socialidentitet-koncept også at gælde i objektverdenen. Dermed er det ikke kun sygdommen, arteriosklerose, som bliver enacted i praksis; det gælder også kroppen, skalpellen, kirurgen og patienten 13. I det følgende kapital vil jeg se nærmere på, hvordan Mol forsøger at overskride subjekt/objekt-dikotomien samt hvordan praksiografien forsøger at give de multible objekter plads til bevægelighed og omskiftelighed. 4. Subjekt/objekt-dikotomien Som nævnt lægger praksiografien fokus på objektet og den materielle verden, i og med det undersøgte fænomen anskues som et multibelt objekt, som indgår i praksisser, hvori objekter spiller en vigtig rolle i beskrivelsen og forståelsen af fænomenet. Mol tager i underteksten udgangspunkt i Bruno Latours transcendering af dikotomien mellem subjektet, som er knowing, og objektet, som er known. Ifølge Latour er der snarere tale om, at subjekt og objekt udgør polerne i et spektrum, som består af mange kvasisubjekter og objekter 14. Med afsæt i dette spektrum ønsker Mol bl.a. at undersøge, om patologien og patient-konsultationen udgør poler i et spektrum, hvori det multible objekt, arteriosklerosen, manifesterer sig på forskellige vis i forskellige praksisser. Mols spektrum er dog (mindst) tvefoldigt; på den ene side subject-humans i forhold til objectsnature, på den anden side actively knowing subjects i forhold til passive objects-that-are-know. Mol konstaterer, at man gennem den praksiografiske tilgang, kan overskide begge dikotomier, hvis 12 Mol 2002, s Rabeharisoa Mol 2002, s. 31 4

6 man også tildeler den materielle verden muligheden for at være aktivt vidende 15 og for eksempel ikke overser mikroskoper og andre objekter, som er en del af praksis 16. Ved at lade subjekt og objekt smelte sammen bliver det i stedet et spørgsmål om at gøre og enacte. Den døde krop gør stadig, når den for eksempel deltager i obduktionen. Ligeledes gælder det den materielle verden, som vi reagerer på og er modtagelige overfor. Det er dermed ikke kun sygdommen, men også kroppen, skalpellen, kirurgen og patienten etc. som enactes igennem forskellige praksis. En problematik herved kan være, at både den menneskelige og materielle verden i den praksiografiske praksis kommer til at fremstå som empiriske objekter, hvilket i så fald også gælder lægerne og patienterne 17. Selvom de ligesom arteriosklerosen kan være multible, vil de først og fremmest blive betragtet som objekter. I Mols forsøg på at overskride subjekt/objekt-dikotomien ved at tilsidesætte bl.a. subjektive perspektiveringer, skubbes subjektet væk fra praksis. I det øjeblik patientens smerte bliver diagnosticeret, bliver patienten i The Body Multiple et objekt, der tager del i den praksis sygdommen, som multibelt objekt, udfolder sig i. Herved trumfer sygdom som objektivt begreb sygdom forstået som subjektiv smerte. Patientens oplevelse af såvel smerten som hospitalsforløbet bliver trukket fra ligningen. I sin udvikling af denne objektive virkelighed bygger Mol videre på den fænomenologiske tankegang ved at beskæftige sig med væren i verden. Fænomenologien tager udgangspunkt i interessen for, hvordan individer fungerer i verden, og hvordan deres handlinger er med til at forme deres identitet. Svaret ligger således ikke i, hvordan identiteter konstrueres, men hvordan de leves 18. Subjektivitet og materialitet udelukker ikke hinanden, men forudsætter snarere hinanden gensidigt; herved kan identitet betragtes som en dør til den materielle verden 19. Subjektet er således allerede indlejret i verden, og Mol udvider denne argumentation ved også lade indlejringen gælde den objektive virkelighed 20, så virkeligheden bliver tingsliggjort. 5. Multiplicitet og sameksistens De multible objekter i praksiografiens tingsliggjorte virkelighed enactes forskelligt i forskellige 15 Mol 2002, s Mol 2002, s Rabeharisoa Frykman og Gilje 2003, s Frykman og Gilge 2003, s Marres

7 praksisser. Således ekskluderer den kliniske arteriosklerose og den patologiske arteriosklerose hinanden, eftersom sygdommen i ambulatoriet og i den patologiske afdeling enactes forskelligt 21, selvom referenten, arteriosklerosen, i begge tilfælde er den samme. Den fælles referent er dog ikke ensbetydende med, at de forskellige objekter vil smelte sammen, hvis den kliniske og patologiske praksis skaber en relation til hinanden. Deres praksisser kan være så forskellige, at deres objekter i en konfrontation vil kollidere, for eksempel hvis arteriosklerosen bliver overset i ambulatoriet men diagnosticeret post mortem 22. En sådan kollision vil dog ikke, ifølge Mol, medføre vedvarende oppositioner mellem de to objekter; ét vil blive privilegeret frem for det andet 23. Der er altså tale om et hierarki, der lader multipliciteten eksistere i en nærmest flydende form, hvor friktioner og oppositioner opstår og opløses. Selvom alle de aterioskleroser, der enactes på hospitalet, er forskellige, kan de sameksistere ved hjælp af bl.a. en form for hierarkisk koordination, der gør eventuelle friktioner og oppositioner kortvarige, i tilfælde af at de forskellige objektversioner kommer i kontakt. Spørgsmålet er da, om ikke denne gnidningsfri multiplicitet, som Mol fremsætter, blot er kendetegnende for steder af samme institutionelle og bureaukratiske karakter som et hospital? At arteriosklerose, på trods af sin multiplicitet, anerkendes i sine forskellige versioner kan skyldes, at der på hospitalet trods alt er en vis enighed om sygdommens karakter på tværs af praksisser samt en klar hierarkisk og kommunikationsmæssig forståelse mellem for eksempel den konsulterende læge og patologen. Et eksempel på det modsatte kunne være golfkrigssyndromet, hvor det multible objekt i højere grad udsættes for fragmentering i og med objektet bevæger sig i yderst forskellige rum, såsom mellem forsikringsselskaber, politikere, militær, familie etc. 24 I så fald kunne man spørge, om ikke objektet i det tilfælde snarere ville udvikle sig til forskellige objekter frem for versioner af det samme multible objekt. Kan man tale om, at objektets evne til at forblive multible versioner frem for forskellige objekter afhænger af forholdet mellem de rum, i hvilke det enactes? Med Pierre Bourdieus begrebssæt kan hospitalet betegnes som et felt med specifikke regelsæt, værdier og interesser, dvs. objektive potentialiteter; ting, der skal gøres eller ikke gøres, siges eller 21 Mol 2002, s Mol 2002, s Mol 2002, s Rabeharisoa

8 ikke siges 25. Feltet stiller altså en række objektive krav 26, hvilket går under betegnelsen doxa. Doxa udgør en række spille- eller adfærdsregler baseret på en fælles forestilling om normalt og unormalt, ret og uret 27. Denne forestilling betragtes som en selvfølgelighed i det pågældende felt og forskellige felters doxa kan være nære eller fjerne fra hinanden. Hvis et multibelt objekt bevæger sig på tværs af felter, hvor diskurserne i forbindelse med det pågældende fænomen ikke komplementerer hinanden, som i ovennævnte eksempel, vil objekterne i så fald kollidere. En hierarkisk forståelse, som den findes på hospitalet, eksisterer ikke nødvendigvis på tværs af felter og doxa, og en fælles, grundlæggende forståelse af det multible objekt vil ophøre. Multiplicitet kan derved ikke eksistere i en såkaldt flydende form, hvor oppositioner er midlertidige og opløses som følge af en mere eller mindre naturlig procedure. Man kan tænke sig forståelser af det multible objekt, der ligger så langt fra hinanden, at der ikke blot er tale om objektversioner men direkte forskellige objekter. I så fald vil der være tale om længerevarende, endda permanente, oppositioner, der først kan opløses, når man på tværs af felter kan opnå enighed om en fælles forståelse af det multible objekt, eller hvis felterne indtager hierarkiske positioner i forhold til hinanden, så de forskellige objektversioner kan undgå direkte kontakt. En anden ting, der bør tages i betragtning i denne forbindelse, er, om ikke subjektive motiver spiller en rolle, når forskellige objektversioner positionerer sig i forhold til hinanden? Hvis to eller flere objektversioner kolliderer, udspiller situation sig vel ikke blot i en materiel verden, der må være en menneskelig og subjektiv motivation til stede, som føler et personligt incitament for, at en given objektversion anerkendes. 6. Konklusion Med udgangspunkt i arteriosklerose konceptualiserer Mol medicinsk praksis ved at tildele objekter multiplicitet, så man derved kan undersøge kontrasterne mellem de forskellige enactments af et givent objekt. Målet er at illustrere, hvordan arteriosklerose ikke blot er én ting, men derimod en multiplicitet. Man må formode, at denne viden på sigt skal kunne bruges til at forbedre praksis og dermed patientens oplevelse af sit hospitalsophold. Praksiografien betragter dog kun sygdommen forstået 25 Bourdieu 2005, s Butler 2007, s Andersen og Kaspersen 2004, s

9 som objektivt begreb og undlader at beskæftige sig med sygdommen, som den subjektivt kommer til udtryk gennem smerte hos patienten 28. Dermed kommer patienterne, såvel som lægerne, til at fremstå som empiriske objekter, der, som det er tilfældet med de materielle objekter, blot enactes i praksis. Spørgsmålet er da, om ikke praksiografi som både metode og ontologisk strategi ville være mere dækkende, hvis den accepterede den subjektive oplevelse af sygdommen, både hos lægerne og patienterne, som værende en gyldig del af det multible objekt. Derved ville praksis ikke blot bestå af en række knowing objekter; praksis ville også være påvirket af subjektive oplevelser, som har indflydelse på det multible objekt. I modsat fald kommer verden nemt til at bestå af sociomaterielle praksisser, som blot er til uden at have været genstand for subjektive beslutninger og hensyn. På samme måde bliver subjektive oplevelser og motiver ikke taget i betragtning hvad angår kollisioner af multible objektversioner. Mol argumenterer for, at den slags kontroverser er usædvanlige på et hospital, eftersom forskellige objektversioner sjældent kommer i kontakt med hinanden, og hvis de gør, er der tale om en flydende, hierarkisk proces, hvor igennem oppositioner opløses. Men betragter man stedet, som er genstand for den praksiografiske undersøgelse, som et felt, harmonerer doxa ikke nødvendigvis med andre felters doxa. Kollisioner er i så fald mulige, og hvis der ikke på forhånd er fastsat en hierarkisk forståelse felterne imellem, hvorved overgangen mellem de forskellige objektversioner kan blive flydende, kan oppositionen blive permanent. Også i dette tilfælde kunne subjektive motiver være med til at skabe en større forståelse for den slags konflikter og dermed også for deres løsning. Hvis man skal kunne anvende den praksiografiske strategi i undersøgelsen af fænomener, der ikke kun bevæger sig rundt på et enkelt felt svarende til et hospital, men også indgår i praksisser i andre felter, der måske adskiller sig fra hinanden både hvad angår doxa og intern organisering, kan de subjektive perspektiver ikke blot give et dybere indblik i objekternes multiplicitet, men også fremme forståelsen for årsager til og løsninger på kollisioner mellem praksisser og objektforståelser. 28 Marres

10 LITTERATUR: Andersen, Heine og Lars Bo Kapersen (2004): Klassisk og moderne samfundsteori Hans Reitzels Forlag, København Bourdieu, Pierre (2005): Udkast til en praksisteori Gyldendals Bogklubber, Danmark Butler, Judith: Performativitetens sociale magi i: Søndergaard, Dorte Marie (2007): Feministiske tænkere Hans Reitzels Forlag, København Frykman, Jonas og Nils Gilje (2004): Being There Nordic Academic Press, Sverige Marres, Nortje (2004): Reality is Mol, Annemarie (2002): The Body Multiple: Ontology in Medical Practice Duke University Press, USA Rabeharisoa, Vololona (2004): Author Meets Critics: On Annemarie Mol s The Body Multiple: Ontology in Medical Practice 9