Kort & Geografi. - kortets udvikling, anvendelse og didaktik. Niels Kjeldsen og Ove Pedersen. Gyldendal SKOTLAND I S L A N D G R Ø N L A N D

Transkript

1 B Kort & Geografi - kortets udvikling, anvendelse og didaktik Niels Kjeldsen og Ove Pedersen ev eward Yukon Alaska (USA) Anchorage K. Barrow Fairbanks K l o n d y k e Dawson Y u k o n Whitehorse Juneau Fort Simpson Echo Bay Yellowknife Uranium City Thule (Qanaq) Dundas Churchill Mestersvig Nuuk (Godthåb) Julianehåb Torshavn FÆRØERNE B E A U F O R T H A V N. W. Mackenzie P O L A R H A V E T Banks Prins Albert T e r r i t o r i e s P a r r y Ø e r n e Ellesmere N u n a v u t C A N A D A Peace River V ic toria Heiberg Pr. of Wales Devon Ø Boothia Halvø Lancaster Sd. 80 a f K. York G R Ø N L A N D B a f f i n f i n B u g t Upernavik L a H u d s o n B u g t G R Ø N L A N D S H A V E T D a v i s S t r æ d e n d D a n m a r k S t r æ d e I S L A N D Reykjavik K. Farvel SKOTLAND Amundsens rute V NV SV N S NØ SØ Ø Gyldendal

2 Forord Denne bog er først og fremmest tænkt som guide, håndbog og idébank for alle, der er optaget af kort i bred forstand. I sin opbygning og form er den desuden henvendt til undervisere i folkeskolegeografi og til lærerstuderende i linjefagene geografi og/ eller natur/teknik. Vi har forsøgt at komponere et samlet billede af alle de dimensioner, der udspringer af temaet kort. Det kræver ikke særlige forudsætninger at læse og forstå bogen, men dele af den vil have mere interesse for nogle end for andre. Det gælder især opgavedelen, der er en broget mosaik af opgaver med helt forskellig sværhedsgrad og omfang. Der er derfor tale om en buket, hvoraf læseren kan plukke det ud, der passer ham eller hende bedst. undersøge regioner, globale mønstre og problemstillinger samt samspillet mellem disse ved hjælp af geografiske kilder og hjælpemidler anvende globus, kort herunder digitale kort og satellitbilleder samt elektroniske data som et arbejdsredskab til at skabe overblik og sammenhæng Bogen byder på spændende og informativ læsning om begrebet kort, deres karakteristika, funktion og deres udvikling over tid. Ved hjælp af kort kan vi dels finde ud af, hvor vi er, dels finde vej. Det behov har mennesket altid haft, men kortets forandring fra fx vikingetidens primitive skitser til nutidens satellitbaserede kort er lang og fascinerende. Bogen introducerer desuden læseren til grundlæggende korttegning, positionssystemer og redskaber til kortanalyse. De centrale kundskabs- og færdighedsområder (CKF erne) blev i løbet af 1990 erne formaliseret fra centralt hold. Det samme skete bl.a. også for fagene i læreruddannelsen. Denne bog kan være et væsentligt bidrag til opfyldelsen af dele af CKF-målene begge steder, for så vidt angår feltet Arbejdsmåder og tankegange. I folkeskolens faghæfte for geografi, også kaldet Fælles Mål 2009, står der således i slutmålet efter 9. klasse bl.a. : foretage undersøgelser, målinger og registreringer på grundlag af egne iagttagelser og oplevelser i natur- og kulturlandskabet læse, forstå og vurdere informationer i faglige tekster anvende informationsteknologi i forbindelse med informationssøgning, undersøgelser, registrering, bearbejdning og fremlæggelse Som mangeårige undervisere i geografi i både grundskolen og på læreruddannelsen har vi altid selv været tiltrukket af emnet. Vi har undervejs i lærerlivet også gjort den erfaring, at temaet ikke er beskrevet samlet nogen steder på en måde, der både peger ind i skoleverdenen, og samtidig lader den viden, eleverne bygger op, pege ud i verden igen. Nu gør vi selv forsøget, og det er samtidig grunden til, at bogen også forholder sig didaktisk til læring med og i kort. A r b e j d s m å d e r o g t a n k e g a n g e Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at anvende et hensigtsmæssigt geografisk fagsprog skelne mellem baggrund for hensigt med forskellige digitale informationer. Hermed videregives et bidrag til arbejdet mod disse mål. God fornøjelse! Forfatterne

3 Kapitel 2. Korthistorie Kapitel 2. Korthistorie 2. 1 K o r t o g v i r k e l i g h e d Det er tankevækkende, at der i vores kulturkreds tilsyneladende ikke skete den store udvikling i udarbejdelsen og brug af kort i tidsrummet fra grækeren Claudius Ptolemæus (ca ) omkring år 140 og helt frem til den sene middelalder. Først da hans værk Geographia blev oversat til latin i 1475, skete et nybrud. Den latinske udgave blev afsættet for udarbejdelsen af adskillige kort rundt om i Europa, og i 1492 fremstillede tyskeren Martin Behaim ( ) en banebrydende globus. Globen kaldtes også for Jordæblet, og selv om den var uden gradnet og ikke særlig nøjagtig, var Behaim en af de første til at gengive jordoverfladen på denne nye, flerdimensionale facon. Det er desuden interessant, at den religiøse tilgang og forestilling om jordklodens udseende måtte vige for en mere rationel og nøgtern tilgang. Moderne geografer opgav på denne tid forsøget på også at placere Paradis på Jorden. På den anden side var store dele af kloden endnu ikke opdaget og kortlagt, og Behaim angav åbent hav i de områder, hvor Columbus senere kunne placere Amerika. Fig. 2.1 Behaims globus. Den ældste bevarede globus i verden kan ses på Nürnberg Museum. Mennesket har altid bevæget sig ud i verden. Der har dog været grænser for, hvor langt væk man kunne bevæge sig. Tilsyneladende var det kun få, der som vikingerne rejste over oceanerne, og egentlige topografiske kort indgik først for alvor i navigeringen fra slutningen af 1400-tallet

4 Kapitel 2. Korthistorie bevidste om skiftende solhøjder, dels i takt med årets gang, dels i forhold til bestemte sejlruter. De har ganske givet også vidst en del om stjerner og stjernebilleder, og denne viden om både sol og stjerner har fortalt dem, om de har holdt den ønskede kurs. De har vidst, at kursen var ret, hvis solen på et givet tidspunkt på dagen stod i samme højde, som den gjorde, sidst de sejlede mod samme mål. Den aktuelle solhøjde er måske blevet bestemt ved hjælp af solens skyggevirkning, måske angivet ved hjælp af en pind eller et egentligt solur. I Grønland har man fundet rester af en art solkompas (se fig. 2.8), som i vikingetiden har været brugt til denne form for navigation. Fig Vikingernes rejser Fig Ækvator og nul-meridianen 2. 4 V i k i n g e t i d Den nordiske vikingetid henføres til perioden år og ligger korthistorisk mellem Ptolemæus og Behaims første globus. Det tyder på, at vikingerne på deres rejser har navigeret med andre hjælpemidler end kort, og at de på trods heraf og rejselængderne taget i betragtning må have haft andre og nogenlunde sikre navigationsmetoder. Enhver sejler er interesseret i at kende sin position mhp. at kunne fastlægge den fortsatte kurs. Positionen bestemmes ved at fastlægge længde- og breddegrad. I moderne navigationssprog handler det om dels at bestemme afstanden til ækvator, dels om at bestemme afstanden til den såkaldte nul- Greenwich Æ k v Vest a t o r 90 N 180 0,0 90 S København 55 40'n.br 'ø.lgd. Øst Wellington 41 s.br. 175 ø.lgd. meridian, som er længdegraden gennem Greenwich ved London (se fig. 2.7). Vikingerne opererede naturligvis ikke med disse begreber. Ikke desto mindre var de selvfølgelig lige så interesserede i den rigtige kurs. De havde blot andre referencer end ækvator og nul-meridian. Ud fra fremherskende vindretninger, havstrømme, bølger og dønninger, vandets farve og fuglenes bevægelser mv., har de kunnet ane en del om sejlretningen og måske afstandene til land. Kendskab til ændringer i skyformationer og ændrede dybdeforhold har sikkert også været anvendte indikationer i jagten på landkending. Man har altså navigeret på en blanding af erfaringer og fornemmelser. Og den nordiske mytologis fortælling om Odins to ravne, Hugin og Munin, der hver morgen fløj ud og vendte hjem med nyt om verden, tyder på, at også myter og forestillinger har været nogle af navigationens ingredienser. Kursen udstikkes naturligvis på baggrund af positionen og ønsket om at bevæge sig mod bestemte steder. Meget tyder da også på, at vikingerne har haft viden om retningen til solen på bestemte tidspunkter og solens højde på himlen. De har naturligvis været klar over, i hvilke hjørner den går op og ned, og at den midt på dagen ses mod syd. De har sandsynligvis også været Når eksempelvis solhøjden først er bestemt dvs. når den geografiske bredde er kendt kan retningen fastlægges. Det er imidlertid også nødvendigt at vide noget om hastighed, strøm, afdrift og sejltid, hvis også afstanden til udgangspunktet ønskes fastlagt. Det siges, at den erfarne sømand kan skyde sig ind på et skibs hastighed i forhold til vandet med en fejlmargin på omkring 10 %. Hastigheden i forhold til havbunden (og dermed land) i rum sø var det umuligt at skønne uden præcise oplysninger om havstrømmene, og først den satellitbaserede navigation har løst dette problem. Om vikingerne har anvendt mere præcise metoder, som fx en primitiv log, til hastigheds- og afstandsbestemmelsen, er usikkert. I det hele taget udgør en præcis fastlæggelse af tid og afstand i søfarten en enorm udfordring langt, langt op i historisk tid D e s t o r e o p d a g e l s e r I slutningen af 1400-tallet, da middelalderen gled over i renæssancen, var den europæiske verden præget af en ny dynamik. De nye kort, Behaims globus og den forstærkede interesse for omverdenen øgede på flere måder interessen for at blive bekendt med det ukendte. Den naturvidenskabelige tænkning var i fremdrift, og det betød, at mennesket i tiltagende grad var optaget af den tekno- logiske udvikling og rationelle fremskridt. Det religiøse verdensbillede trådte lidt i baggrunden, og mennesket blev motiveret til at udforske sin omverden. Det var også på denne tid, det mekaniske ur blev opfundet, arabertallene blev indført, og kapitalismen gjorde sit indtog. De tre fænomener blev bundet sammen i den forstand, at tiden kunne fastlægges, måles og gøres op i størrelser. Koblingen mellem tid og penge lå lige for i form af renteberegninger, som nu i kraft af arabertallene kunne beregnes endnu mere præcist. Europæiske købmænd blev bevidste om, at penge kan investeres og udlånes og efterfølgende indbringe endnu flere penge. Det betød eksempelvis også, at råstoffer kunne købes, forarbejdes og efterfølgende sælges til en højere pris. Disse forhold tilsammen skabte afsættet for den periode, som også benævnes Opdagelsestiden. Der er tale om perioden ca , hvor europæerne opdagede de for dem ukendte kontinenter, og søfart bandt verden sammen på helt nye måder. De første europæiske søkort kom i brug fra midten af 1400-tallet. De var i begyndelsen baseret på iagttagelser og erfaringer fra tidligere sejladser. Samtidig gav forbedret sejlføring og ror samt kendskab til kompasset Fig I 1948 gjorde man dette fund i Grønland. Det menes at være et solkompas

5 Kapitel 2. Korthistorie Fig Roald Amundsens sejlrute med skibet Gjøa i , hvor han som den første fandt Nordvestpassagen, som er den populære betegnelse for ruten nord om Canada. RUSLAND K. Desjnev St. Lawrence Beringsstrædet Nome K. Barrow Yukon Alaska (USA) Fairbanks Anchorage Seward Dawson K l o n d y k e Y u k o n Whitehorse Juneau Mackenzie B E A U F O R T H A V N. W. T e r r i t o r i e s Fort Simpson Echo Bay Banks Yellowknife Prins Albert P a r r y Ø e r n e V ic toria N u n a v u t C A N A D A P O L A R H A V E T Pr. of Wales Heiberg Boothia Halvø Devon Ø Ellesmere Lancaster Sd. B a f G R Ø N L A N D Thule (Qanaq) Dundas K. York f i n B a f f i n B u g t L a n d Upernavik D a v i s S t r æ d e G R Ø N L A N D S H A V E T Mestersvig D a n m a r k S t r æ d e Nuuk (Godthåb) Julianehåb K. Farvel Torshavn FÆRØERNE I S L A N D Reykjavik Amundsens rute SKOTLAND Peace River Uranium City Churchill H u d s o n B u g t Fig Peter Apians verdenskort fra 1545 Af nordiske navne bør især Jens Munk ( ) og Vitus Bering ( ) fremhæves. Deres rejser fandt sted lidt efter den klassiske opdagelsesperiode. Den dansk-norske Jens Munk er især kendt for sit forsøg på at finde Nordvestpassagen. Det lykkedes imidlertid først langt senere, da nordmanden Roald Amundsen ( ) sejlede igennem den i (se fig. 2.12). Amundsen nåede som den første Sydpolen i Vitus Bering er især kendt for at have fundet og siden lagt navn til det såkaldte Beringsstræde (se fig. 2.12) mellem Rusland og Alaska. Som mange andre opdagelsesrejsende led også Bering en krank skæbne. Han døde af den klassiske søfartssygdom skørbug på en ekspedition i Endnu flere opdagelsesrejsende fortjener en omtale, herunder de mange, der først og fremmest rejste over land. Der var fx italieneren Marco Polos ( ) rejse til Kina, danskeren Knud Rasmussens ( ) kortlægning af Inuit-kulturen og amerikaneren Robert Peary ( ), som nok er mest kendt for sin omdiskuterede titel af første mand på Nordpolen K o r t l æ g n i n g p å l a n d Selv om græske naturvidenskabsmænd helt fra omkring år 400 år f. Kr. var af den opfattelse, at Jorden er rund, så blev det først den almindelige antagelse omkring år Der er på mange måder tale om en epokegørende tid, hvor den katolske videnskabsmand Nicolaus Kopernikus ( ) desuden fastslog, at det er Solen og ikke Jorden, der udgør universets centrum. Denne påstand blev voldsomt afvist af pavekirken, og Kopernikus skrifter blev forbudte. En rund Jord kræver andre korttegningsmåder end en flad. Projektion (se side 15) blev et centralt problem. Opgaven var umulig: Man kan ikke afbilde en rund jordkugle korrekt på et plant stykke papir. Peter Apians (tysk matematiker, ) verdenskort fra 1545 er et udtryk for denne problematik (se fig. 2.13). Med især Columbus rejser og efterfølgende opdagelser af landområder kom der for alvor gang i koloniseringen. Behovet for kort voksede, og der kom fokus på kortlægning af landområdernes indre og ikke blot på udarbejdelsen af pålidelige søkort. Et verdenskort, som i ret høj grad gengiver virkeligheden, blev fremstillet af Leonard Valk (hollandsk korttegner, ) i De forskellige verdensdele inkl. Australien er nu afbildet nogenlunde i overensstemmelse med de faktiske forhold. Fig Leonard Valks verdenskort fra

6 På samme tid blev der i udlandet udarbejdet flere kort over Danmark. Et af de mest bemærkelsesværdige blev udført af den fremragende hollandske kartograf Gerard Mercator ( ). Kortet udkom først i 1595, altså året efter at Mercator var død. Mercator var i stor udstrækning inspireret af Markus Jordan, og især er formen af de danske øer Jordan-kopier. Kortet indgår i et tysk atlas, og igen er der tale om et kobberstukket, håndkoloreret kort. Kortet kan ses på det Kgl. Bibliotek. Fig Mercators Danmarkskort fra

7 Kapitel 3. Korttegning 3. 5 M o d e r n e k o r t t e g n i n g ikke længere alene af fysiske papirkort, men ligger i elektronisk form (se side 39). målere måler fortsat i felten, og bl.a. anvender Kort & Matrikelstyrelsen et større korps af målebiler. Her gøres der også fortsat brug af teodolitten. Når det derimod handler om den mere overordnede del af den danske kortlægning, som netop varetages af Kort & Matrikelstyrelsen, er flyvefotografering en vigtig ingrediens. Ud fra flere fotos af samme lokalitet, med forskellige perspektiver, kan der ved hjælp af såkaldt fotogrammetri fremkaldes tredimensionale billeder. Dermed er der grundlag for både at tegne todimensionale kort og desuden beregne højden af enkeltpunkter. Endelig består hele Kort- og Matrikelstyrelsens samlede kortdatabase I de senere år er megen kortlægning og navigation baseret på GPS-udstyr, som i dagligdagen trænger sig ind i mange af vores gøremål. Bogstaverne står for Global Position System og er både udviklet og drevet af det amerikanske forsvar. Det vil sige, at det egentlig er udviklet til militær brug. Med GPS frembringes kodede satellitsignaler til en GPS-modtager. Signalerne kan omsættes i mål for position (i tre dimensioner), tid og, såfremt der sker en bevægelse, for hastighed, retning, afstand mv. Disse data kan frembringes, når der på samme tid er kontakt til mindst fire satellitter fra den enkelte GPS-modtager. Fig Det Globale Positionerings System. Målinger af ankomsttider fra mindst 4 satellitter er nødvendigt for at bestemme positionen X, Y og Z samt fastlægge tiden T. XYZT I hele GPS-systemet indgår 24 satellitter plus nogle i reserve. Satellitterne befinder sig i en afstand af km fra Jordens overflade og er grupperet i seks baner med fire i hver. Banerne er drejet 60 grader i forhold til hinanden, og satellitterne bevæger sig med en sådan hastighed, at én rundtur tager ca. 12 timer. (Helt præcist 11 timer, 58 minutter og 2 sekunder). Denne positionering gør det muligt at etablere kontakt mellem fem og otte satellitter fra ethvert punkt på Jordens overflade. Når denne kontakt er etableret, er den enkelte GPS-modtager i stand til at give en positionsbestemmelse i fx længde- og breddegrader, men også i højden (koten). I Danmark bruger man almindeligvis det amerikanske GPS-system. Det amerikanske forsvarsministerium bruger dog ikke betegnelsen GPS, men i stedet den officielle betegnelse NAVSTAR. Det er en forkortelse for Navigation Satellite Time and Ranging. Den 2. maj 2000 besluttede man fra amerikansk side at fjerne den militære kodning fra systemet, hvorefter systemet blev tilgængeligt for den almindelige forbruger. NAVSTAR er struktureret i tre elementer, et rumelement, et kontrolelement og et brugerelement. Rumelementet er de 24 satellitter i deres bestemte baner, med bestemte hastigheder osv. Kontrolelementet består af såkaldte sporstationer, placeret rundt om på Jorden og med en master-spor-kontrolstation på Shriverbasen i Colorado, USA (se fig. 3.14). Fig Satellitter i kredsløb om Jorden. Computergrafik Fig GPS-satellit 54 55

8 Kapitel 3. Korttegning Fig NAVSTAR-systemets kontrolstationer med Master Control-stationen i Colorado Springs. Hawaii Colorado Springs Ascension Med dette net af kontrolstationer er der kontakt mellem satellit og kontrolstation mindst tre gange i døgnet. Via disse kontakter og ved kommunikation med hovedkontrolbasen i Colorado er det muligt at foretage løbende korrektioner for afstandsunøjagtigheder. Det sidste element, brugerelementet, består af GPS-modtagerne og brugerne af disse. Med kontakten til fire satellitter kan de omtalte positions- og tidsdata frembringes. I dagligdagen er det nyttige informationer i mange forskellige sammenhænge, både til lands, til vands og i luften. I mere videnskabelige sammenhænge som fx overvågning af pladetektonisk aktivitet, laboratoriestandarder og astronomiske observationer giver systemet også en uvurderlig hjælp (se kapitel 4). Diego Garcia Kwajalein For at kunne lave en positionsbestemmelse må man have signaler fra fire satellitter. Imidlertid har de fleste modtagere mulighed for at nedtage signaler fra flere satellitter ad gangen typisk 12. Et vigtigt punkt i denne sammenhæng er nøjagtighed. Jo flere satellitter der modtages samtidig, jo større nøjagtighed. På en almindelig håndholdt GPS-modtager fra fx Garmin (som er et førende amerikansk firma, der designer, producerer og markedsfører GPS-udstyr) arbejder man med en nøjagtighed på under 10 m i 95 % af tiden, men systemerne optimeres hele tiden og dermed også nøjagtigheden. Der er en del faktorer, der indvirker på nøjagtigheden, og følgende skal fremhæves: a) Tidsmæssige unøjagtigheder Quartz-urene, der normalt er indbygget i GPS-modtageren, er ikke helt nøjagtige og bevirker tidsmæssige forskydninger, som svækker præcisionen i afstandsudmålingen. b) Satellithøjden Der er ikke uden betydning, om de satellitter, der modtages, står lavt eller højt over horisonten. Jo større højden er over horisonten, jo kortere vej gennem troposfæren får signalerne. c) Meteorologiske forhold Da signalerne skal igennem hele troposfæren, hvor alle vejrfænomener forekommer, er disse forhold heller ikke uden betydning. En sidegevinst ved dette forhold er imidlertid, at disse signalforstyrrelser kan anvendes af meteorologerne i forbindelse med udarbejdelsen af vejrudsigter. rede GPS er kendt, hvorfor man har en reference, der gør det muligt at kompensere for unøjagtigheder på den transportable GPS. Ved hjælp af dette system det såkaldte DGPS opnår man en nøjagtighed på 10 mm på positionen og 20 mm på koten. Eller som en landmåler udtrykte det: Nu diskuterer vi ikke, hvor vi skal grave hullet, men i hvilken side af hullet skelpælen skal stå. Som nævnt anvender man i Danmark som regel det amerikanske NAVSTAR-system, men helt analogt findes der et russisk system, der bærer navnet GLONASS. Selv om der hele tiden udvikles og optimeres på NAVSTAR-systemet, har man politisk bestemt, at den Europæiske Union skal have sit eget GPS-system. Den første af i alt 30 planlagte satellitter blev opsendt d. 28/ , men grundet pengemangel kan systemet ikke nå at blive færdigetableret inden for den fastsatte tidshorisont på otte år. Hvornår systemet er færdigt til ibrugtagning, vides ikke. Det nye system går under betegnelsen GALILEO, og formålet med at etablere det er først og fremmest, at man i EU vil være uafhængig af det amerikanske system. Da EU samtidig satser på at bruge flere satellitter end det amerikanske, vil GALILEO også give en større nøjagtighed. Målet er en nøjagtighed på under 1 meter i 95 % af tiden. d) Omgivelserne En GPS-modtager virker kun, når den kan se satellitterne. Derfor kan den ikke bruges indendørs, og hvis der er mange forhindringer i omgivelserne, såsom træer, høje bygninger mv., påvirker dette nøjagtigheden i betragtelig grad. Fig GPS-brug i dagligdagen XYZT Til professionelt brug, hvor det er særlig vigtigt med stor nøjagtighed, anvender man en metode, der går ud på at sammenholde positionen for en fastmonteret GPS med positionen for en transportabel GPS. Den præcise position for den fastmonte

9 Kapitel 4. Retnings- og positionsbestemmelse Kapitel 4. Retnings- og positionsbestemmelse R e f e r e n c e - s y s t e m e r I al den tid, der har været mennesker på Jorden, har det været nødvendigt at kunne finde vej fra punkt A til punkt B. Stenaldermanden havde brug for at finde vej til jagtområdet, vikingerne drog ud på deres togter, men også i det moderne samfund er der hele tiden brug for evnen til at finde vej. Ikke blot for orienteringsløberen, som skal finde frem til de udlagte poster i skoven, men for alle som bevæger sig i rummet. Man skal kende vejen til den søgte position, uanset om man skal på toilettet, på indkøb, på ferie eller til Månen. Forudsætningen for at kunne komme fra den ene position til den anden indeholder grundlæggende to begreber, nemlig position og retning. Inden der overhovedet er mening i at bevæge sig, skal man have fastlagt den øjeblikkelige position. Dette er i de fleste tilfælde uproblematisk, men det kan dog være særdeles vanskeligt. De fleste kan nikke genkendende til situationen, hvor man står med et kort i hånden, men ikke aner, hvor på kortet man befinder sig. Bliver man efterladt i en norsk vildmark med et fremragende kort, er dette ikke til megen nytte, hvis ikke man er i stand til at fastlægge, præcist hvor på kortet man befinder sig. Og omvendt: Er man udstyret med en GPS-modtager, som kan lave en meget præcis positionsbestemmelse, er det ikke til megen nytte, hvis modtageren ikke også indeholder et kort, som positionen kan overføres til. Men kan man fastlægge sin præcise position, kan man også finde retningen eller vejen til den position, man søger. For at kunne finde vej må man altså vide, hvor man er. På land er det ikke så vanskeligt, da der er masser af kendetegn, som også er angivet på kortet. På vandet, i ødemarken eller i et fly over skyerne er det en meget vanskeligere proces, da man ikke har identificerbare holdepunkter. For præcist at kunne angive sin position på jorden er det nødvendigt med et inddelingssystem, et koordinatsystem, som kan anvendes i naturen, men som også kan identificeres på kortet. På denne måde kan en position, som er registreret i naturen, direkte overføres til et punkt på kortet. På baggrund af dette blev de såkaldte referencesystemer udviklet. Først kom længdeog breddegradssystemet, der siden blev efterfulgt af UTM-systemet. Begge systemer er den dag i dag i anvendelse i mange forskellige sammenhænge og omtales i det følgende

10 Kapitel 5. Kortanalyse Danmark er et sedimentationsområde. Det betyder, at landet er opbygget af sedimentationslag (aflejringslag) af forskellig alder og forskellig herkomst. Det handler bl.a. om saltlag og kridtlag. Øverst har vi imidlertid især is- og vandaflejrede lag, såkaldte moræne- og hedesletteområder. Moræne er ler, sand, grus og sten, som er trukket hertil med isen fra nord og øst i de forskellige istider. I sidste istid nåede isen ikke ned over hele landet, men lå og gled skiftevis frem og smeltede tilbage ved bestemte linjer i Jylland. Fra disse linjer eller bræmmer er smeltevandet gennem tusinder af år fosset ud over afspulingsområderne foran isen. Det er her, hedesletterne er opstået. og infrastrukturen, og om den også vil kunne stå mål med fremtidens trafikale udfordringer. Uanset alderstrinnet vil kortanalysens første del imidlertid næsten altid være noget, der går på det faktuelle. Men også dette kan undersøges på forskellige niveauer og skal også tilpasses brugerne. I det følgende præsenteres trin for trin nogle af de vigtigste elementer i denne objektive faktaanalyse. På dette stadium går vi ikke ud over rakettens første to trin lokalisering og geografiske mønstre. Enhver form for forklaring holdes ude. Kortets præmisser Hvornår er det målt, og hvornår er det evt. rettet? Det angives som regel i nederste venstre hjørne, under kortrammen. Hvad er målestokken, og hvad er ækvidistancen (højdeforskel mellem højdekurver)? Der kan fx være tale om et 4-cm kort (1:25.000) med ækvidistancen 2,5 m. Hvor er vi henne i verden, og hvilket areal dækker kortbladet cirka? Kortet kan stedfæstes ud fra længde- og breddegradsangivelser eller UTM-koordinater. Målestokken er med til at bestemme, hvor detaljeret et billede vi kan få, men det er relevant at vide mest muligt af hensyn til senere natur- og kulturgeografiske tolkninger. Arealet bestemmes ved hjælp af lineal og målestok (det kan også være en hjælp at kende tallet 111, som er kilometerafstanden mellem to breddegrader). Kortets indhold Vi anvender oftest topografiske kort i geografien. Det betyder kort, som afbilder et områdes overfladeform, især mht. terrænformer, floder, byer og trafiknet (se kapitel 2 om korttyper). Når det drejer sig om kortets indhold, er udfordringen at få overblik og struktur på kortet. Det gør vi bedst ved at udpege netop de vigtigste terrænformer: floder, byer og trafiknet. Med dette udgangspunkt bliver det muligt at områdeinddele kortbladet i nogle bestemte kategorier. Det er det, vi i geografien også benævner regionalisering. Dette gøres med den store pensel, i den forstand at det, der ligner homogene områder, afgrænses og markeres med en selvvalgt fladesignatur. Terrænformer kan handle om vådområder, kuperede områder, større homogene flader, byområder samt særligt vigtige trafikårer (andre kategorier kan naturligvis vælges, fx alene ud fra et kriterium om arealanvendelse eller bebyggelsens karakter). Se eksempel i fig Figur 5.4. En såkaldt glacial landskabsserie som viser: 1) randmoræne (jordvolde) hvor gruset ofte forekommer 2) hedeslette (afspulingsflade) 3) morænelandskab som har været isdækket. Gennem furer og render på hedesletterne er sand, silt og ler mv. skyllet af sted i de såkaldte fletfloder og større, egentlige smeltevandsfloder. Det tungeste materiale, såsom grus, sten og blokke, har vandet imidlertid ikke kunnet flytte så meget på. Det ligger derfor i randmorænerne (jordvoldene) langs den tidligere iskant. Det beskrevne eksempel handlede om naturgeografi, og i sekvenserne lokalisering, geografisk mønster og forklaring indgik dimensioner, som både omfatter rum og tid. Det sidste, tid, sigter til historien altså hvad der er gået forud. I en videre proces er det også relevant at diskutere, hvad der kommer efter. På visse af landets særlige grusgravslokaliteter er råstoffet efterhånden helt bortgravet og landskabet molestreret! A n a ly s e væ r k t ø j e r Kortblade kan læses på flere niveauer. Når vi i skolen kigger på kort med børnene i indskoling og på mellemtrin, vil vi være optaget af det, vi ser umiddelbart. Kan vi finde en bro? Hvad hedder det højeste punkt? Hvordan har man vist, hvor der er skov?. Enkeltfænomenerne er i spil, og først med ældre børn er det naturligt at undersøge sammenhænge, forbindelser, mønstre og forklaringer. I hvert fald er abstraktionsniveauet et andet (se også kapitlet Børn og kort ). Her kan vi fx spørge til broens beliggenhed i forhold til noget. Om der er andre broer, om de er placeret hensigtsmæssigt i forhold til bebyggelsen IV I III II II V I Figur 5.5. Eksempel på regionalisering I: Industriområde II: Boligområde III: Trafikåre IV: Vådområde V: Kuperet naturområde 78 79

11 Opgaver til kapitlerne Opgaverne er kategoriseret i forhold til alderstrin og i forhold til bogens kapitler. Flere af opgaverne vil dog ved lettere omskrivning kunne tilpasses forskellige alderstrin. Nogle af opgaverne (fx 4.7, 5.2, 5.1, 6.1, 6.3, 6.4, og 7.2) er ikke udarbejdet som traditionelle kopisider med skrivelinjer m.m. grydeklare til elevernes brug, men er i højere grad tænkt som ideoplæg til lærerens brug. Vi har haft følgende aldersgrupper i tankerne: Folkeskolens mellemtrin, dvs klassetrin Folkeskolens ældste klassetrin Ungdomsuddannelser og studerende Alle opgaver er markeret med anbefalet aldersgruppe, eller

12 Opgaver Kapitel 1. Opgave 1.7. Projektioner og forvrængninger 3 Opgaver Kapitel 1. Opgave 1.8. Signaturer 1. En stor appelsin eller grapefrugt pr. elev. 2. Indtegn ækvator og 0/180-meridianen. 3. Indtegn med løs hånd (dvs. på øjemål) omrids af Grønland, Nord- og Sydamerika, Afrika, Australien og Europa/Asien. 1. Lav en skitse af et fantasi-område, fx en ø. Vælg selv et system af signaturer og læg dem på kortet (skal vise fx sø, hus, p- plads, område med juletræer, butik, fyr, udkigspunkt, campingplads ). 2. Lav også en forklaringsliste, som du gemmer. 4. Klip /skær appelsinen op, så skallerne kan samles i et fladt puslespil med så få buler og så få mellemrum som muligt. 3. Byt med din sidemand (der har lavet det samme), og gæt hvad signaturerne betyder. 5. Konklusioner: Hvilke problemer opstår? Hvordan kan de evt. løses, og hvad er konsekvenserne af disse løsninger? 4. Skriv svarene ned og snak til sidst igennem med hinanden. Hvor gode var dine gæt? 108 Opgaver til kapitel 1 Kort & Geografi Gyldendal Denne side må frit kopieres Opgaver til kapitel 1 Kort & Geografi Gyldendal Denne side må frit kopieres 109

13 Opgaver Kapitel 3. Opgave 3.4. Nivellement 2 Opgaver Kapitel 4. Opgave 4.1. Lav dit eget kompas 2) Trigonometrisk Trigonometrisk nivellering Når højden i A er kendt, kan højden i B beregnes ved hjælp af afstandene a, b og x samt tangens til vinkel v. Materialer: - En stangmagnet - En stor synål - En skål med vand - Et lille stykke kork - Flamingo eller træ Arbejdsgang: a A v x b c B 1. Stryg med den ene pol af en stangmagnet hen over nålen. Løft magneten op og begynd forfra. Gentag ca. 25 gange. Nu er nålen magnetiseret. 2. Tag en skål med vand. Placer korket på vandet og læg den magnetiserede nål ovenpå. Nålen vil nu dreje sig, således at dens nordpol peger mod nord og dens sydpol mod syd. N H(B) = H(A) + a-b + x * tan v V Ø S Metoden bruges, når niveauforskellene mellem A og B er så store, at der ikke umiddelbart kan sigtes. Forskellen mellem den geometriske metode og den trigonometriske metode er desuden, at der indgår en vinkelmåling. Til bestemmelse af vinklen kan anvendes en teodolit (se opgaverne 2.3 og 2.4). Kompaslineal Arbejdsgang: Kompashusets nordpil Forstørrelsesglas 1. Sæt et stadie i hvert af punkterne A og B. 2. Markér længden a. 3. Sigt mod det andet stadie og markér længden b. Aflæs vinkel v. 4. Bestem afstanden x ved hjælp af et kort over området i passende målestok. 5. Indsæt tallene i formlen og beregn højden af punktet B. Kompasnål. Nålens røde ende vender altid mod nord. Marchpil Aflæsningsmærke Kompasmeridianer Kompashus, der kan drejes 122 Opgaver til kapitel 3 Kort & Geografi Gyldendal Denne side må frit kopieres Opgaver til kapitel 4 Kort & Geografi Gyldendal Denne side må frit kopieres 123

14 Opgaver Kapitel 4. Opgave 4.4. At gå en kompaskurs på et kort Opgaver Kapitel 4. Opgave 4.4. At gå en kompaskurs på et kort (Denne opgave består af side ) N Materialer: - Kort. Her kan anvendes alle mulige kort, men kort i stor målestok, fx 1: eller større er at foretrække. - Magnetisk kompas (et pr. gruppe) a N I denne øvelse kobles kort og kompas. Udvælg på kortet et punkt, der skal navigeres frem imod. Arbejdsgang: b 1. Læg kompasset på kortet, så marchpilen peger i den retning, du ønsker at gå. Se ill. a. N 2. Drej kompashuset, indtil nordpilen i bunden af kompashuset vender den samme vej som meridianerne og nord på kortet. Se ill. b. 3. Løft kompasset fri af kortet og hold det vandret foran dig (marchpilen skal pege væk fra dig), til kompasnålen er faldet til ro. Se ill. c. c 4. Drej dig selv med kompasset foran dig, indtil kompasnålen dækker nordpilen i bunden af kompashuset, således at den røde ende af nålen peger i samme retning som nordpilen. Se ill. d. N 5. Marchpilen fortæller, i hvilken retning du skal bevæge dig i terrænet. 6. Sigt langs marchpilen og find et fast punkt, der ligger på kursen, fx et træ, en høj eller en bygning. Hvis der ikke umiddelbart er et punkt at sigte efter, kan en af klassekammeraterne gå i forvejen og være holdepunkt. Se ill. e. d 7. Løb hen til det punkt eller din kammerat du sigtede efter, og bestem herfra et nyt punkt at navigere hen imod. Inspireret af Dansk Orienterings Forbund: Kan du finde vej? e 126 Opgaver til kapitel 4 Kort & Geografi Gyldendal Denne side må frit kopieres Opgaver til kapitel 4 Kort & Geografi Gyldendal Denne side må frit kopieres 127