En Påmindelse om Khilafahs Afskaffelse

Transkript

1 En Påmindelse om Khilafahs Afskaffelse Den 3. marts markerede det 78. år for afskaffelsen af Khilafah, hvor den Tyrkiske Nationalforsamling i 1924 satte en stopper for det Islamiske styresystem. Dette fulgte to dages intens debat, hvor nogle, anført af Mustafa Kemal, kaldte til systemets afskaffelse. Efter debatten, der endte den 3. marts klokken halv syv om morgenen, blev det snart bekendtgjort, at den Større Nationale Forsamling havde godkendt Khilafahs afskaffelse og en adskillelse af Deen fra staten. Op til 1924 var store dele af den Muslimske verden blevet skåret væk fra staten og endda fysisk besat af vestlige kolonimagter, såsom England; selv Istanbul var under engelsk besættelse. England gik så i gang med at skabe nye stater i bl.a. de arabiske områder. Under denne besættelse fremlagde England betingelserne for at anerkende Tyrkiet i Lausanne Konferencen, i november De var: 1) Den totale afskaffelse af Khilafah, 2) Udvisning af Khalifah en fra landet, 3) Konfiskering af hans aktiver og 4) En erklæring om statens sekularisering. Konferencens succes var afhængig af opfyldelsen af disse fire betingelser. Mustafa Kemal afskaffede Khilafah den 3. marts 1924 og sendte samme nat en ordre til Istanbuls guvernør, som stipulerede at Khalifah en Abdul-Majid skulle forlade Tyrkiet før daggry. Så han tog sammen med en deling fra politiet og hæren til Khalifah ens palads, midt om natten, og Khalifah en blev tvunget til at stige på en bil, som transporterede ham over grænserne til Schweiz, efter han havde fået en kuffert, som indeholdte noget tøj og nogle penge. To dage senere, samlede Mustafa Kemal alle tronens prinser og prinsesser og deporterede dem ud af landet. Alle religiøse funktioner blev aflyst og Muslimernes "Awqaf" (legater) blev statens ejendom, og de religiøse skoler blev forvandlet til borgerlige skoler i uddannelsesministeriets regi. Altså opfyldte Mustafa Kemal de fire betingelser, som den Britiske udenrigsminister, Lord Curzon, havde krævet i Den 8. marts 1924, sendte Tyrkiets udenrigsminister og delegationens leder, Ismat Pasha, et brev til konferencen og anmodede om en genoptagelse af forhandlinger; de allierede indvilligede. Den 23. april 1924 blev konferencen genindkaldt og konferencedeltagerne blev enige om betingelserne for fred. Lausannetraktaten blev underskrevet den 24. juli 1924; staterne anerkendte Tyrkiets uafhængighed, og England evakuerede Istanbul og stræderne. Tilbage i London, da et britisk medlem af parlamentet i Underhuset kritiserede Curzon for at have anerkendt Tyrkiets uafhængighed, svarede Curzon ham ved at sige: "Hovedsagen er, at Tyrkiet er blevet ødelagt og aldrig vil rejse sig igen, fordi vi har nedlagt dets åndelige styrke, Khilafah og Islam." Dette var i korte træk, hvorledes Khilafah blev nedlagt; det var sidste del af en kampagne, der begyndte flere hundrede år tidligere med de missionære invasioner i de Muslimske lande og en kampagne, der drog fordel af Ummahs nedgang. Det var som et resultat af denne nedgang, at Muslimerne havde glemt deres prioriteter og livsvigtige sager ifølge Islam, og at de trods deres enorme antal ikke engang forsvarede Khilafah. Denne intellektuelle svaghed begyndte i det femte århundrede efter Hijrah, da nogle retslærde kaldte til en gradvis afskaffelse af ijtihad. Dette signalerede Statens undergang. Selvom der stadig var nogle mujtahideen tilbage, havde den intellektuelle svækkelse allerede slået rod, og dette havde en enorm påvirkning på Staten. Opløsning begyndte at sive ind, og Staten aftog i styrke. Da korsridderne ankom, var Staten ikke i stand til at afværge denne trussel. Staten blev optaget af fortsatte kampe mod korsridderne, som skulle vare i to århundreder. Korsridderne var sejrrige til at starte med og formåede at besætte dele af den Islamiske Stat; derefter var Staten i stand til at genindtage de besatte landområder og overvinde korsridderne. Styret og autoriteten blev overtaget af

2 Mamlukerne, som forsømte det arabiske sprog og den intellektuelle og lovgivningsmæssige side af styret. Dørene blev lukket for ijtihad og som et resultat heraf, blev forståelsen af de Islamiske koncepter og opfattelser, svækket betydeligt. Retslærde blev tvunget til at nøjes med taqleed (efterligning) og lidelsen blev værre. Dette påvirkede dog kun Staten indefra, idet Staten forblev stærk, og dens internationale position forblev intakt. Den Islamiske Stat var stadig en supermagt, frygtet af alle andre nationer, som besad den største og stærkeste del af den beboede verden på det tidspunkt. Den Osmanniske Stat overtog kontrollen af det meste af den Islamiske verden. I det 9. århundrede efter Hijrah (15. århundrede efter nuværende tidsregning), forenede den de arabiske lande under sin myndighed, og dens indflydelse dækkede store landområder. Den Osmanniske Stat fokuserede både på sin militære styrke og udvidelsen af sin autoritet som den glamourøse side af styret og magten. Den fokuserede sin indsats på erobringerne og forsømte det arabiske sprog, trods det faktum, at det er essentielt for at kunne forstå Islam fuldt ud og en af de nødvendige betingelser for at kunne udføre ijtihad. Den Osmanniske Stat hæftede sig aldrig ved Islam ud fra en intellektuel og lovgivningsmæssig synsvinkel. Derfor faldt dens intellektuelle og lovgivningsmæssige evner drastisk. Dens styrke var overfladisk på grund af denne intellektuelle og lovgivningsmæssige svækkelse. På det tidspunkt opdagede den Islamiske Stat ikke denne svaghed, fordi den oplevede sin storhedstid og var på sit højeste i magt og militær styrke. Den plejede at måle sin ideologi, lovgivning og kultur, imod Europas, og på daværende tidspunkt var den overlegen i enhver henseende. Denne sammenligning beroligede Staten og tjente til at få dens svaghed til at virke både udholdelig og ubetydelig. Europa var på det tidspunkt stadig nedsunket i absolut mørke, kaos og uro. Europa forsøgte at indlede en renæssance, men den mislykkedes hver gang. Den Osmanniske Stat var i en meget bedre tilstand, sammenlignet med Europa, og som et resultat heraf, anså den sig selv som overlegen i sin kultur og i sit styresystem, hvilket førte til, at den Osmanniske Stat ignorerede den interne svækkelse, den led under. Altså opdagede den desværre ikke dens intellektuelle stagnation, lovgivningsmæssige fejlforvaltning og Ummahs opdeling. Det der vendte den Osmanniske Stats opmærksomhed væk fra de interne problemer var dens overvældende sejr over Europa - dens overtagelse af Balkan og den sydøstlige del af Europa. Denne sejr sendte et chok til resten af Europa og alle underkastede sig det faktum, at den Islamiske hær aldrig kunne overvindes, og at ingen nogensinde kunne møde Muslimerne i kamp og være succesrige. Det var her den orientalistiske idé opstod. Hensigten var dengang at afværge faren ved den Osmanniske invasion, som var anført af Muhammad Al-Fatih. Dette var i det 9. århundrede efter Hijrah (15. århundrede e.kr.). Invasionen fortsatte indtil slutningen af det 11. århundrede efter Hijrah, under Sulaiman Al-Qanunis ledelse. Erobringerne foregik koncentreret op til midten af det 12. århundrede efter Hijrah (18. århundrede e.kr.), hvor den fortsatte kamp forblev en stor inspirationskilde for den Islamiske Stat. Styrken i Muslimernes 'Aqeedah og de specifikke koncepter de besad - selvom disse koncepter ikke var tydelige i deres sind - havde givet Staten et mægtigt moralsk løft, og dette bidrog til opretholdelse af den militære styrke. Ydermere bidrog tilstedeværelsen af det Islamiske styresystem, trods fejlforvaltningen, til den Islamiske Stats kontinuitet og overlegenhed. På det tidspunkt kunne den Islamiske Stat have forsøgt at forstå Islam korrekt og ofret meget mere energi på at undervise i det arabiske sprog og tilskynde ijtihad. Staten kunne have brugt mere tid på den intellektuelle og lovgivningsmæssige side, således at den kunne etablere et solidt grundlag, hvormed dens ville være i stand til at igangsætte erobringen, alt imens den marcherede frem på et mægtigt fundament med velfunderede koncepter. Dette ville have gjort Staten i stand til at erobre resten af verden i Islams navn. Staten ville dermed kunne styrke sin struktur og fylde verden med den Islamiske kultur og redde verden fra korruption og uro. Men intet af dette skete. Opfordringen til at studere det arabiske sprog var begrænset til at give araberne nogle få stillinger som lærere og andre mindre juridiske positioner, hvilket havde en meget lille effekt på forbedringen af kendskabet til det arabiske sprog, og ingen effekt overhovedet i at vække intellektet. For at genoplive det arabiske sprog skulle Staten have gjort det til dens officielle sprog, sådan som det bør være i den Islamiske Stat, men dette blev ikke udført. Igen, fordi intet blev gjort på de intellektuelle og juridiske (fiqhi) niveauer, så Statens svage og vildledte bestræbelser resulterede blot i, at denne status quo vedblev, og Staten fortsatte på samme fejlagtige kurs. Så snart den anden halvdel af det 12. århundrede efter Hijrah (18.

3 århundrede e.kr.) begyndte, vendte retningen sig og den interne svaghed blev tydelig, fordi Staten var grundlagt på resterne af det Islamiske system, som blev administreret på den forkerte måde, og på fordrejede opfattelser, nogle Islamiske og andre uislamiske. Styret var som helhed mere i stil med det islamiske system, end det egentlig var et Islamisk system i sig selv. Dette var på grund af den manglende forståelse af de Islamiske livsopfattelser, men også fejlforvaltningen af det Islamiske styresystem grundet mangel på ijtihad og mujtahideen. I det 13. århundrede efter Hijrah (19. århundrede e.kr.) ændrede forholdet sig mellem den Islamiske Stat og de ikke-islamiske lande. Europas opvågning var lige begyndt og dens påvirkninger blev tydelig, mens konsekvenserne af den intellektuelle stagnation, sammen med fejlforvaltningen af det Islamiske styresystem, indhentede Muslimerne. Muligheden for endnu engang at genoptage det intellektuelle lederskab i verden var der stadig. Den Osmanniske Stat var en Islamisk Stat. Islam var Statens 'Aqeedah og system. Islams koncepter var dens koncepter, og det Islamiske livssyn var dens livssyn. Den burde have undersøge de nye koncepter, der opstod i Europa og målt dem opad dens eget ideologiske kriterium. Derefter burde den have studeret de nye problemer ud fra et Islamisk perspektiv og givet sin dom over disse koncepter og problemer ved hjælp af passende ijtihad ifølge det Islamiske livssyn. På denne måde ville det have været muligt at vurdere, hvorvidt disse europæiske koncepter og opfattelser var gyldige eller ej, islamisk set. Men Staten gjorde intet af dette, netop fordi de Islamiske koncepter ikke var tydelige for den. Den besad ikke alle de islamiske koncepter, fordi den ikke tog den Islamiske 'Aqeedah som et intellektuelt grundlag, hvorpå alle koncepter skal baseres, for Staten var det kun en traditionel 'Aqeedah. Grundlaget, hvorpå Staten var oprettet - altså 'Aqeedah og dens koncepter - var ikke tydelige for den Osmanniske Stat, og systemet var også stillestående på grund af manglende ijtihad. Kulturen, som er en samling af opfattelser omkring livet, var ikke krystalliseret og blev ikke kædet sammen med Statens handlinger. Dette førte til den intellektuelle nedgang og satte en stopper for fremskridtet. Som et resultat af alt dette, blev Muslimerne overrumplet af den intellektuelle, kulturelle og industrielle revolution, de bevidnede i Europa. Alligevel reagerede de ikke, for de kunne ikke beslutte sig for, om de skulle tage imod det, Europa havde frembragt eller ej. De kunne ikke skelne imellem det, der er tilladt at tage imod af videnskabelige opfindelser, opdagelser og industri, og hvad der er forbudt at tage imod af bestemte filosofier, idet en filosofi fastlægger ens livssyn og kultur, som repræsenterer en samling af opfattelser om livet. Derfor frøs de fast, de reagerede ikke, og det var dette, der medførte en stilstand i fremskridtet, alt imens det europæiske fremskridt tog fart. Alt dette blev igen forårsaget af den manglende korrekte forståelse af Islam, idet muslimerne fejlede i at indse modsigelsen mellem de Islamiske koncepter og de europæiske koncepter. En anden årsag var, at de ikke kunne skelne mellem videnskab, industri og opfindelser, som Islam opfordrer Muslimer til at tilegne sig, og filosofi, kultur og ideologi, som kun kan adopteres fra Islam. Osmannerne forstod ikke Islam på en korrekt måde, den var ikke tydelig i deres sind. Denne snæversynethed gjorde, at Ummah og Staten adopterede et afslappet liv, hvor man ikke koncentrerede sig meget om systemet. I mellemtiden havde dens fjender et specifikt system, som de iværksatte. Europa besad nu en ideologi, uanset livsanskuelse, hvorimod den Islamiske Ummah, som besad den rigtige ideologi, levede i skyggen af denne ideologi. Denne ideologi virkede dog fjern og som et overstået kapitel, fordi Ummah levede i en Stat, hvor ideologien ikke florerede. Trods det faktum at Allahs Sendebud (saaws) sagde, [Inni taariku fikum ath-thaqalain, fain tamsaktum bi huma, lan tadallu: kitab Allah wa 'Utrati] "Jeg efterlader jer to ting, hvis I holder fast i dem, vil I aldrig fare vild: Allahs Bog og min sag (Sunnah)." Trods det faktum at Staten var Islamisk, og Ummah var Muslimer, og trods det faktum at den intellektuelle og fiqhi rigdom var tilgængelig og anvendelig for enhver, så forstod Staten ikke betydningen af denne Hadith og tog ikke de nødvendige skridt for at gå tilbage til Islams rødder, selve 'Aqeedah og systemet. Staten gjorde ikke brug af denne rigdom, en rigdom, som ingen anden nation besad eller besidder. Denne rigdom fra Islam blev ignoreret, selv efter Khilafahs afskaffelse, hvor Kuffar havde skabt nye sekulære nationer til den Islamiske Ummah, og de mange Muslimer gik bare i gang med at opbygge dem, uden at opfatte faren ved det. Men dette scenario skulle ikke vare længe. Efter kort tid havde nogle Muslimer indset fejlen og begyndte at omvende forholdene, men nu var Khilafah nedlagt, nye samfund var blevet skabt og mange Muslimer var blevet forført af den nye statsledelse, som var baseret på nationalisme, patriotisme og religionens

4 adskillelse fra politik, til trods for at Khilafah havde været deres stat, foruden hvilken, de aldrig var blevet Muslimer. Den Muslimske Ummah var uvidende om faren ved denne kultur. De begyndte at modstå og bekæmpe den fysiske besættelse af deres lande, alt imens de omfavnede den vestlige kultur, som var den egentlige årsag til at besættelsen rodfæstede sig i deres lande. Den sørgelige ironi er, at Muslimerne, skønt de angiveligt vendte ryggen til den fremmede og bekæmpede besættelsen, modtog vesten med åbne arme og drak af dens gift, indtil de kollapsede, udmattede og livløse. Man kunne foranlediges til at tro, at de var krigsofre, men desværre var de i virkeligheden ofre for uvidenhed og vildledning. Hvad ville de have? En stat baseret på andet end Islam? Eller adskillige stater på Muslimsk jord? Efter at være blevet den egentlige regent havde Vesten allerede givet dem flere stater, hvormed dens plan om at holde Islam fra styret, opdele det Muslimske land og give Muslimerne et trivielt og overfladisk styre, var fuldendt. Fra tid til anden skabte vesten en ny stat for Muslimerne og var mere end villig til at give dem endnu mere, så længe de fastholdt de vestlige principper og koncepter. Formålet er ikke at etablere adskillige stater, men én stat over hele den Muslimske verden. Og ikke at etablere en hvilken som helst stat, ikke en stat der kalder sig Islamisk, men styrer med andet end det, Allah (swt) har nedsendt, heller ikke en stat, der kalder sig Islamisk, og implementerer Islamiske love uden at bære Islam som en intellektuel ledelse. Det afgørende punkt er ikke etableringen af disse pseudo-islamiske stater, men én stat, som vil genoptage den Islamiske levemåde, baseret på den Islamiske 'Aqeedah, implementere Islam i samfundet, efter at den er blevet rodfæstet solidt i folkets hjerter og bevidsthed, og bære Islams Budskab til hele verden. Den Islamiske Stat er ikke en drøm, og er heller ikke hjernespind, for den har domineret og påvirket historien i mere end tretten hundrede år. Så den er en realitet, og den har og vil altid være en realitet. De livsvigtige elementer i dens eksistens er noget, som ikke kan ignoreres eller bekæmpes af nogen. Det oplyste folk har adopteret den og det er Ummahs ønske, Ummah som længes efter Islams mægtighed. Den Islamiske Stat er ikke en lyst man søger at opfylde, men en forpligtelse, som Allah (swt) har pålagt Muslimer og beordret dem til at udføre. Han (swt) advarede om straffen, som venter dem, der forsømmer denne forpligtelse. Beviset, for at udpegelsen af en Khaleefah er obligatorisk over alle Muslimer, kan findes i Sunnah og Ijma'a as- Sahabah. Hvad angår Sunnah, så rapporterede An-Nafi': " 'Umar sagde til mig, at han hørte Profeten (saaws) sige: [man khala'a yadan min ta'atillah, laqayallah yawm al-qiyamah la hujata lahu, wa man mata wa laisa fi 'unuqihi bai'ah, mata meetatan jahiliyyah] 'Den, der fjerner sin hånd fra lydighed, vil møde Allah (swt) på Opstandelsens Dag uden noget bevis, og den, der dør uden en bai'ah (lydighedsløfte) på sin nakke, (til en Khaleefah), han dør en jahiliyyah død.' " Så Profeten (saaws) gjorde det forpligtende for enhver Muslim at have en bai'ah på sin nakke og beskrev den, der dør uden bai'ah på sin nakke, som en, der dør en jahiliyyah død. Denne bai'ah kan ikke gives til andre end en Khaleefah, og Profeten (saaws) gjorde det obligatorisk for enhver Muslim at have en bai'ah til en Khaleefah på sin nakke. Men han (saaws) gjorde det ikke forpligtende for enhver Muslim at give bai'ah til en Khaleefah. Forpligtelsen ligger i eksistensen af en bai'ah på nakken af enhver egnet Muslim, dvs. eksistensen af en Khaleefah, som dermed fortjener enhver muslims bai ah. Så det er denne Khaleefahs tilstedeværelse, som placerer en bai'ah på enhver Muslims nakke, om end Muslimen gav bai'ah til ham personligt eller ej. Den Islamiske Stat eller Khilafah er ikke bare obligatorisk for Muslimerne at have, den er livsvigtigt for beskyttelsen Muslimerne og Islam. Siden Khilafah blev fjernet, har kolonialisterne påsat ledere i den Muslimske verden, som adlyder deres ordrer. Vi så oprettelsen af Israel, Indien og salget af mange lande fra den Muslimske verden. Sidste år så vi USA's indtræden i Centralasien. I 1990'erne så vi USA's absolutte overtagelse af Mellemøsten og den rædselsvækkende etniske udrensning af Muslimer i Bosnien, efterfulgt af flere afskyeligheder i Albanien og Kosova. Disse er ikke unikke eksempler på grusomheder, for de har fundet sted overalt i den Muslimske verden, lige siden Khilafah blev afskaffet.

5 Han (saaws) sagde: [Innama-l imamu junnah, yuqatilu min waraihi wa yuttaqabihi] "Imamen er visselig et skjold, som man kæmper bag og beskytter sig ved." (Bukhari) Hvis den Muslimske Ummah før i tiden levede i et land, som ikke strakte sig udover den arabiske halvø, og som kun talte få millioner, og alligevel, efter at den omfavnede Islam og begyndte at bære dens budskab, formåede at blive en verdensmagt og udgøre en trussel mod datidens to supermagter, Romerriget og Perserriget, hvorpå denne Ummah angreb dem begge på samme tid, erobrede deres lande og spredte Islam over det meste af de beboede dele af verden på det tidspunkt, hvad kan vi så sige om Ummah idag - som tæller mere end en milliard Muslimer, fordelt over lande, der er forbundet til hinanden, geografisk set - hvis den var ét land, som strakte sig fra Marokko til Indien, helt til Indonesien, ét land i besiddelse af de mest ressourcerige områder og de bedste strategiske beliggenheder, og som bærer én ideologi, som er den eneste korrekte ideologi i verden? den ville uden tvivl forme en front, som ville være i stand til at besejr en hver anden magt på alle områder. Derfor er det nu forpligtende for enhver Muslim at arbejde for at etablere den Islamiske Stat, som vil bære Islams Budskab til verden. Arbejdet skal begynde ved, at man bærer den Islamiske Da'awa med det formål at genoptage den islamiske levemåde i alle de Muslimske lande og at koncentrere ens praktiske arbejdsområde indenfor et bestemt land eller nogle udvalgte lande for at opnå støtte, således at denne seriøse opgave kan fuldføres. Denne sag med sit høje formål, som Muslimen skal søge at opnå ved at gå på denne praktiske og tydelige vej, som han skal følge, mens han er villig til at udholde alle former for lidelser i sit arbejde, og ingen indsats er for stor. Man skal sætte sin lid til Allahs (swt) hjælp, søgende ingen anden belønning for sit seriøse arbejde end at opnå Allahs (swt) tilfredshed. Han (swt) sagde: [Wallahu ghalibun a'laa amrihi walakinna akthara-n nasi la ya'lamoun] Og Allah fører sin befaling sejrrigt igennem, men de fleste mennesker ved det ikke. (Yusuf:21) Alhamdu Lillahi Rabbi-l A'alameen Kilde: Engelsk Khilafah Magasin, marts 2002