Vejledning i andre lande

Transkript

1 Vejledning i andre lande Frankrig, Finland og Norge R.U.E.s V E J L E D E R H Å N D B Ø G E R R U E

2 Vejledning i andre lande Frankrig, Finland og Norge Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning 2002

3 Vejledning i andre lande. Frankrig, Finland og Norge Ophavsret: Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning udgave Redaktion Inge Langberg Kjær Redaktionsgruppe Inge Langberg Kjær, Anmari Lundegaard og Bodil Redder Forlagsredaktion Hanne Stajner Skrift Century Oldstyle og Frutiger Papir Omslag: ProfiSilk 250 g Indhold: RePrint 90 g Grafisk tilrettelægning, sats og tryk Kailow Graphic A/S, København Oplag ISBN: Vejledning i andre lande findes også på R.U.E.s netsted Udgiver Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning Vester Voldgade 123, 1552 København V tlf.: (ved bestilling af publikationer: ) fax: e-post: r-u-e@r-u-e.dk Redaktionen er afsluttet maj 2002

4 Indhold Forord 7 Nyttigt at vide inden læsningen 8 Vejledning i Frankrig Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Samfundsmæssige forhold Det franske uddannelsessystem Overordnet vejledningssystem Historisk tilbageblik på det franske vejledningssystem Regulering af vejledningsindsatsen Vejledningsordninger; organisering og indhold Skematisk oversigt over det franske vejledningssystem CIO; informations- og vejledningscentre for alle Missions locales og PAIO; vejledningstilbud for udsatte unge Informations- og vejledningscentre på videregående uddannelsesinstitutioner AFPA; vejledning i forbindelse med voksenuddannelse ANPE; de offentlige arbejdsformidlingskontorers vejledningstilbud Centre for kompetencevurdering Apec; vejledningstilbud for personer i lederfunktioner Andre vejledningstilbud Retningslinjer for etik og kvalitet i vejledningen Etik i vejledningen Kvalitet i vejledningen Samordning af vejledningsindsatsen Vejlederorganisationer 77

5 5. Vejlederuddannelse Vejledningspsykologer Vejledere ved de offentlige arbejdsformidlingskontorer Erhvervspsykologerne ved AFPA Efteruddannelsestilbud for vejledere Sammenfatning 88 Forkortelser 92 Relevante netsteder 92 Vejlederorganisationer og tidsskrifter 93 Referencer 95 Vejledning i Finland Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Samfundsmæssige forhold Det finske uddannelsessystem Overordnet vejledningssystem Historisk tilbageblik på finsk uddannelses- og erhvervsvejledning Regulering af vejledningsindsatsen Vejledningsordninger; organisering og indhold Skematisk oversigt over det finske vejledningssystem Grundskoler Gymnasieskoler Erhvervsskoler Polytekniske læreanstalter og universiteter Offentlige arbejdsformidlingskontorer Internetbaserede vejledningstilbud Andre vejledningstilbud Retningslinjer for etik og kvalitet i vejledningen Etik i vejledningen Kvalitet i vejledningen Samordning af vejledningsindsatsen Nationalt niveau Regionalt og lokalt niveau Finnish School Counsellors Association 147

6 5. Vejlederuddannelse Vejledere i grundskoler, gymnasier og erhvervsskoler Vejledere i arbejdsmarkedssektoren Sammenfatning 157 Forkortelser 160 Relevante netsteder 160 Vejlederorganisationer og tidsskrifter 161 Referencer 162 Vejledning i Norge Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Samfundsmæssige forhold Det norske uddannelsessystem Overordnet vejledningssystem Historisk tilbageblik på norsk uddannelses- og erhvervsvejledning Regulering af vejledningsindsatsen Vejledningsordninger; organisering og indhold Skematisk oversigt over det norske vejledningssystem Grundskoler og videregående opplæring Højere uddannelsesinstitutioner Det offentlige arbejdsformidlingssystem Andre vejledningstilbud Retningslinjer for etik og kvalitet i vejledningen Etik i vejledningen Kvalitet i vejledningen Samordning af vejledningsindsatsen Skolerådgiverlaget Vejlederuddannelse Skolerådgivere Ansatte i det offentlige arbejdsformidlingssystem 226

7 6. Sammenfatning 227 Forkortelser 230 Relevante netsteder 230 Vejlederorganisationer og tidsskrifter 231 Referencer 232 Bilag A: Ethical Standards for School Counseling, Finland 235 Bilag B: Etiske rettningslinjer for skolerådgivere, Norge 237

8 Forord Denne håndbog udgives for at imødekomme danske vejlederes ønsker om at få mere viden om vejledningsforhold i andre lande. Bogen er en efterfølger til R.U.E.s første håndbog om vejledning i andre lande, som behandlede vejledningssystemerne i England, Sverige og Tyskland. I denne udgivelse er fokus sat på Frankrig, Finland og Norge, som repræsenterer tre meget forskellige vejledningssystemer, både i forhold til hinanden og i forhold til de tre lande, der er beskrevet i den forrige bog. Tilsammen giver de to håndbøger et godt indtryk af, hvor forskelligartet uddannelses- og erhvervsvejledningsindsatsen er organiseret i en række europæiske lande. Vi håber, at denne håndbog kan bruges som inspiration i den hjemlige vejledningsdebat, og at den vil give et nyttigt bidrag til danske vejlederes viden om udenlandsk vejledningspraksis. Lis Kofoed Sekretariatschef 7

9 Nyttigt at vide inden læsningen Bogens opbygning Oplysningerne om de tre landes vejledningsmodeller er struktureret efter samme skabelon for at give læseren et bedre grundlag for at sammenligne landene. Vejledningssystemerne i de tre lande er meget forskellige, og derfor vil nogle afsnit veje tungere for ét land end for et andet, men grundstrukturen lægger op til, at følgende områder bliver belyst for alle tre landes vedkommende: Samfundsmæssige forhold, uddannelsessystem, overordnet vejledningssystem og regulering af vejledningsindsatsen Vejledningsordninger; organisering, indhold og målgrupper Retningslinjer for etik og kvalitet i vejledningen Samordning af vejledningsindsatsen Vejlederuddannelse; krav og muligheder. Derudover vil der for hvert land være lister over vejlederorganisationer og tidsskrifter samt relevante netsteder, hvor læseren kan hente yderligere oplysninger. Det skal understreges, at der for alle tre landes vedkommende er tale om beskrivelser af vejledningsindsatsen, og at der ikke i den forbindelse indgår analyser og vurderinger af de enkelte landes vejledningsforhold. I sammenfatningerne beskrives de væsentligste forskelle mellem Danmark og de tre lande. Kildematerialet Til trods for at forfatteren som udgangspunkt har tilstræbt ensartethed i anvendelsen af kildemateriale for de tre lande, har det i praksis vist sig, at omfanget og arten af relevant materiale varierer fra land til land. Dette skyldes ikke mindst forskellige traditioner for at publicere artikler, rapporter m.m. om vejledningsfaglige emner. Redaktionsgruppen har gode netværk i alle tre lande, hvor en række mennesker, som arbejder inden for vejledningsområdet, har været meget behjælpelige med at fremskaffe informationsmateriale og besvare konkrete spørgsmål. 8

10 Det anvendte kildemateriale er af meget forskelligartet karakter, spændende fra personlige interviews over trykt og elektronisk informationsmateriale til videnskabelige artikler. Der henvises til referencerne bagerst i hvert kapitel for udførlig information om de anvendte kilder. Mere information om internationale forhold inden for vejledningsområdet, herunder internationale vejledningsorganisationer og tidsskrifter, kan findes på R.U.E.s netsted: 9

11 10

12 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Vejledning i Frankrig 1. Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Frankrig 1.1 Samfundsmæssige forhold Frankrig er det næststørste land i EU med godt 61 mio. indbyggere 1. Af disse er ca. 7,4% indvandrere, altså en noget større proportion end den, vi ser i Danmark. Over en tredjedel af indvandrerne er bosat i Île-de-France, som er regionen omkring Paris. Langt den største indvandring er sket før 1970, og en stor del af indvandrerne kom fra tidligere franske kolonier som Algeriet og Marokko, hvilket vil sige, at langt de fleste var fransktalende, da de ankom til landet. Portugal og Italien er også vigtige afsenderlande, hvad angår indvandrere i Frankrig. Andelen af indvandrere set i forhold til det samlede befolkningstal har været stabil siden midten af 1970 erne 2. (Boëldieu & Borrel 2000) Administrativt er landet delt op i 22 regioner, 96 departementer og ca kommuner 3. Fransk forvaltning er præget af en stærkt centraliseret styreform. En decentraliseringsreform i 1982 har dog betydet, at regionerne har fået større indflydelse på bl.a. områder som uddannelse og vejledning (se længere nede). Det franske samfund er karakteriseret ved en større polarisering mellem rige og fattige, end vi kender det fra de nordiske lande. Det er desuden karakteristisk, at der er meget stor forskel på forholdene i de store metropoler og i landområderne, ikke mindst hvad angår uddannelsesmuligheder. Udvalget af uddannelser er langt mindre i landområderne, men mange unge har enten ikke lyst til at flytte fra deres hjemegn eller mener ikke, at de har råd til at flytte til en større by (Bigeon 2002). De vælger altså ofte at 1. Inklusive de fire oversøiske departementer (Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana og Réunion), der tilsammen har ca. 1,7 mio. indbyggere. 2. Denne håndbog indeholder ikke en specifik beskrivelse af vejledning af etniske minoriteter og de særlige problemstillinger, der er knyttet til disse. 3. Kommunerne er generelt langt mindre end danske kommuner. 11

13 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Frankrig blive på deres hjemegn, selv om det betyder ringere muligheder, både jobog uddannelsesmæssigt. I de store byer slås man til gengæld med mange socialt belastede boligområder, bl.a. områder med store koncentrationer af indvandrere. Også her har det vist sig svært for de unge at bryde det sociale mønster, de er vokset op i, hvilket bl.a. vil sige et generelt lavt uddannelsesniveau. Efter at have haft en meget lav arbejdsløshed i 1970 erne (omkring 5%) steg arbejdsløsheden stærkt i begyndelsen af 1980 erne og nåede op på ca. 13% midt i 1980 erne (Minni & Nauze-Fichet 2002). Det skyldtes især strukturændringer på arbejdsmarkedet, bl.a. på grund af indførelse af ny teknologi i virksomhederne. Som det vil fremgå af dette kapitel, skete der en stor udvikling på vejledningsområdet midt i 1980 erne med oprettelse af en række nye vejledningsinstitutioner og -programmer. Denne udvikling skal ses i lyset af den hastigt stigende arbejdsløshed, hvor flere tilbud om vejledning var et af den franske regerings forsøg på at gøre noget ved arbejdsløshedsproblemerne. Som det fremgår af nedenstående skema, er den franske arbejdsløshedsprocent faldet lidt igen siden midten af 1980 erne, men med 9% er den dog fortsat over EU-gennemsnittet (7,7% i januar 2002). Hvorvidt der er en sammenhæng mellem antallet og omfanget af vejledningstilbud og arbejdsløshedsprocenten er en stor diskussion, som ikke vil blive taget op i denne håndbog. Udviklingen i arbejdsløsheden i Frankrig ) 1985 ) 1992 ) 1996 ) 2001 ) 2002 ) Samlet arbejdsløshed i % 6,5 10,5 10,1 12,1 8,7 9,0 Ungdomsarbejdsløshed i % 20,8 26,4 16,0 17,3 ) Kilde: OECD Labour Force Statistics. Ungdomsarbejdsløshed ej oplyst. ) Tallene er fra hhv. marts 1992 og marts Kilde: Gissot & Meron ) Tallene er fra hhv. februar 2001 og februar Kilde: INSEE Selv om den samlede arbejdsløshed er faldet i de senere år, udgør ungdomsarbejdsløsheden 4 stadig et stort problem. Der er ganske vist sket en 4. Dvs. unge under 25 år. 12

14 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem positiv udvikling siden midten af 1990 erne, men der har været en svag stigning igen fra begyndelsen af 2001 til begyndelsen af Arbejdsløshed er især et problem blandt unge, der har forladt uddannelsessystemet før eller lige efter afslutningen af den obligatoriske skolegang, eller som er droppet ud af en ungdomsuddannelse. Ser man på denne gruppe af unge uden uddannelse, er det endvidere karakteristisk, at arbejdsløsheden er højere blandt unge kvinder end blandt unge mænd. (Guichard 1999: 171f) Frankrig 1.2 Det franske uddannelsessystem Frankrig er delt op i 28 Académies, der fungerer som administrative enheder for uddannelsesinstitutionerne i deres område 5. Det franske uddannelsessystem er dog i høj grad centralt styret, selv om decentraliseringsreformen i 1982 og de seneste uddannelsesreformer har medført en decentralisering af ansvarsområder fra nationalt til regionalt niveau. Regionerne har nu ansvaret for gymnasier, specialinstitutioner samt uddannelses- og erhvervsvejledning og karriereudvikling, mens departementerne har ansvaret for collèges. Grundskolen hører under kommunerne. Det er dog stadig staten, der har det overordnede ansvar for undervisningens indhold og eksamener på alle uddannelsesniveauer. Administrationen af og kontrollen med de videregående uddannelser ligger fortsat helt og holdent hos staten. Lærere og andet personale ansat i uddannelsessystemet (herunder vejledere) er ligeledes fortsat statsansatte. (European Handbook for Guidance Counsellors u.å.; Carantino 1998) De offentlige skoler er gratis for alle børn i den skolepligtige alder (6-16 år). Den obligatoriske skole er delt op i grundskole og collège (se skemaet herunder). Der lægges stor vægt på eksamener i det franske skolesystem, og fænomenet oversidning dvs. to år på samme klassetrin er fortsat udbredt 6. Et klasseråd (conseil de classe), bestående af lærere, tager stilling til, om en elev kan fortsætte til næste klassetrin. Klasserådet skal også godkende elevernes ønsker med hensyn til, hvilken retning de gerne vil vælge. Klasserådets beslutninger kan appelleres, hvis eleven og dennes forældre er uenige. 5. De 28 Académies har oprettet et fælles netsted med information om de enkelte områders uddannelsesinstitutioner: Oplysningerne på netstedet findes kun på fransk. 6. Godt 8% af alle elever i 6. klasse (1. år af collège), 6% af alle i 9. klasse (sidste år af collège), 15% af alle elever på første år og 14% af eleverne på sidste år af det almene og tekniske gymnasium gik således en klasse om i 2001 (Ministère de l éducation nationale 2001). 13

15 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Frankrig Skemaet herunder giver en oversigt over vigtige karakteristika ved det franske uddannelsessystem. Det franske uddannelsessystem i korte træk Alder 2-5 år 6-10 år år år Uddannelsesniveau Førskole (école maternelle) Grundskolen (école primaire) Collège (collège d enseignement secondaire) 1) Gymnasium (lycée) Kommentarer Selv om skolepligten først gælder fra et barns sjette år, begynder knap 99% af alle børn i skole, når de fylder tre år. Legen har en fremtrædende plads i førskolen, men der lægges også vægt på indlæring, især fremme af talesproget. Lærerne har samme kvalifikationer som lærerne i grundskolen. En femårig enhedsskole. Første del af den obligatoriske skolegang. Fireårigt forløb. Trods flere forsøg på at indføre udelt skole (1975,1982) deles eleverne i collège i praksis stadig i linjer, filières. Sidste del af den obligatoriske skolegang. 80% af en årgang går videre til gymnasiet. - den almene (lycée générale) og den tekniske linje (lycée technologique) (70%) Både den almene og den tekniske linje er treårig og afsluttes med hhv. en baccalauréat général (almen studentereksamen) og en baccalauréat technologique (teknisk studentereksamen). Adgangsgivende til videregående uddannelser. - den erhvervsfaglige linje 7 (lycée professionnel) (30%) Den erhvervsfaglige linje kan afsluttes med et certificat d aptitude professionnelle (CAP) eller det mindre specialiserede brevet d études professionnelles (BEP) efter to år. Man kan også fortsætte endnu to år og få en baccalauréat professionnel (bac pro, dvs. 7. Den erhvervsfaglige linje blev oprettet i 1987 i et forsøg på at rette op på det dårlige ry, som erhvervsuddannelserne i Frankrig generelt har haft. De er blevet betragtet som et opholdssted for elever med indlæringsvanskeligheder. 14

16 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem en erhvervsfaglig studentereksamen). Uddannelsen er en vekseluddannelse med teori og ugers praktik. Bac pro var oprindeligt tænkt som en uddannelse, der sigtede på direkte ansættelse i erhvervslivet, men flere og flere elever med en bac pro ønsker at fortsætte på en videregående uddannelse. Frankrig 2) Lærlingeuddannelse Lærlingeuddannelsen er en toårig erhvervsrettet vekseluddannelse, hvor eleven indgår en kontrakt med en godkendt virksomhed og veksler mellem undervisning på et uddannelsescenter (Centre Formation d Apprentis, CFA) og praktisk arbejde i virksomheden. +18 år Ca. 70% af unge med en baccalauréat søger ind på en almen videregående uddannelse. Les Universités Les Grandes Écoles Les Sections de Techniciens Supérieurs (STS) Les Instituts Universitaires de Technologie (IUT) Les Universités; universiteter der udbyder videregående uddannelser på tre år og derover inden for fx humaniora, økonomi, medicin og jura. Les Grandes Écoles; primært ingeniørskoler eller skoler for handel, økonomi og administration; betragtes som vejen til ledende stillinger i det franske samfund. Meget strenge adgangskrav med 1-2 års forberedelseskursus og optagelsesprøve. Les Sections de Techniciens Supérieurs (STS); udbyder toårige tekniske uddannelser på universitetsniveau. Der er 98 specialeområder fordelt på fire sektorer: industri, service, sundhed og kunsthåndværk. Les Instituts Universitaires de Technologie (IUT); udbyder toårige uddannelser inden for teknologi. 15

17 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Frankrig Voksne Skoler inden for kunst og arkitektur Association pour la formation professionnelle des adultes (AFPA) Skoler inden for kunst og arkitektur. Treseks års studier. Meget strenge adgangskrav og optagelsesprøver. AFPA er en landsdækkende organisation med 400 afdelinger i hele landet, som udbyder arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelser samt moduler af enkelte korte og mellemlange videregående uddannelser for voksne, både arbejdssøgende og beskæftigede. AFPA er en halvoffentlig organisation, som hører under arbejds- og solidaritetsministeriets regi, men ledes af en bestyrelse med repræsentanter fra såvel ministeriet som arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. Les Groupements d Établissements Publics pour la Formation Continue (GRETA) GRETA er et netværk af uddannelsesinstitutioner (typisk collèges og gymnasier), som går sammen om at udbyde forskellige almene og erhvervsrettede uddannelsesforløb for voksne. GRETA hører under det franske undervisningsministerium. Der er 288 GRETA-netværk (med uddannelsesinstitutioner) fordelt i hele landet. I 1999 var voksne igennem et uddannelsesforløb hos GRETA. Andre muligheder Ud over AFPA og GRETA findes der en lang række andre offentlige, halvoffentlige og private udbydere af voksenuddannelser, som det vil føre for vidt at beskrive her. (Ministère de l éducation nationale u.å./a; Blanchard 1997: 159) Ud over de muligheder, der er skitseret i skemaet, findes der efterhånden også en række andre erhver vsrettede uddannelsesmuligheder for unge, der har forladt uddannelsessystemet uden en kompetencegivende uddannelse. En uddannelsesreform i 1993 indebar bl.a. en decentralisering af erhvervsuddannelsesområdet, sådan at regionerne nu har ansvaret 16

18 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem for at definere og implementere en regional udviklingsplan for erhvervsuddannelsesområdet for unge. Decentraliseringen har medført, at antallet og karakteren af uddannelses- og vejledningstilbud for denne gruppe af unge varierer fra region til region. I alle regioner har unge uden en kompetencegivende uddannelse dog ret til et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb (Crédit Formation Individualisé, CFI), som kan omfatte bl.a. uddannelses- og erhvervsvejledning, kurser som forbereder de unge på at kunne gå i gang med en formel uddannelse, lærepladser og statssubsidierede jobs (Contrat Emploi Solidarité). Nogle regioner har også iværksat forskellige andre tiltag, som skal gøre det lettere for denne gruppe af unge at komme ind på arbejdsmarkedet, fx kompetencevurderingsforløb 8. (European Handbook for Guidance Counsellors u.å.; Pouliot 2002) Frankrig Det franske voksenuddannelsessystem er meget komplekst, og der er en lang række offentlige, halvoffentlige og private udbydere af uddannelse for voksne. Målgruppen omfatter både arbejdssøgende og beskæftigede. I Frankrig er der tradition for, at voksne i beskæftigelse har gode muligheder for løbende at opgradere deres kompetencer via forskellige efteruddannelsestilbud. Arbejdsgivere betaler minimum 1,5% af deres ansattes bruttoløn til en efteruddannelsesfond, og de fleste fastansatte har ret til uddannelsesorlov eller orlov til at få lavet en kompetencevurdering (se afsnit 2.7). Der er også gode muligheder for at efteruddanne sig på deltid, sådan at man er noget af tiden i virksomheden, mens resten af arbejdstiden bruges på et uddannelsescenter eller en uddannelsesinstitution. I nogle tilfælde betaler arbejdsgiveren for uddannelsesforløbet, i andre tilfælde er det arbejdsgivernes efteruddannelsesfond, offentlige myndigheder, eller i sjældnere tilfælde den enkelte voksne, som ønsker at videreudvikle sine kvalifikationer. AFPA og GRETA er blandt de største udbydere af voksenuddannelser. GRETA hører under det franske undervisningsministerium, mens AFPA er en halvoffentlig organisation, som hører under arbejds- og solidaritetsministeriets ansvarsområde. Se afsnit 2.5 for mere information om AFPA. GRETA vil ikke blive beskrevet yderligere i denne håndbog. GRETA-netværket har ganske vist også vejledere ansat, men af pladshensyn har det været nødvendigt at koncentrere præsentationen i denne bog om et rela- 8. Se afsnit 2.7 for en beskrivelse af et kompetencevurderingsforløb, som det foregår ved CIBC. 17

19 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Frankrig tivt lille set i forhold til de mange vejledningstilbud der vitterligt er i Frankrig antal vejledningstilbud. Det kan dog nævnes, at der er ca efteruddannelsesrådgivere (conseillers en formation continue) ansat i GRETA-netværket. Det er typisk lærere, som efter ansættelse i GRETA får et års intern vejlederuddannelse, der veksler mellem praktik og teoretiske input (om bl.a. pædagogik, sociologi, psykologi, arbejdsmarkedslovgivning, kvalitet og ledelse). Mere information om GRETA findes i en engelsksproget publikation The GRETA network and ongoing vocational training in France der kan downloades i pdf-format på følgende netadresse: Information om GRETA på fransk findes bl.a. på netadressen Overordnet vejledningssystem Det franske vejledningssystem er langt mere komplekst end både det finske og det norske; og selv det danske. Det forholder sig ganske vist også sådan i Frankrig som i de nordiske lande, at en stor del af vejledningsindsatsen er koncentreret om vejledningssøgende i uddannelsessystemet, mens en anden stor del er fokuseret på vejledning i forbindelse med den offentlige arbejdsformidling. Men derudover er der i Frankrig en lang række andre vejledningsordninger og -programmer, der typisk er rettet mod mindre, mere afgrænsede målgrupper. Der er en række vejledningstilbud for udsatte unge, der er særlige vejledningstilbud for ledere og nyuddannede kandidater, for studerende på videregående uddannelsesinstitutioner, for voksne, der påtænker at tage en erhvervsuddannelse, og for dem, der har behov for at få vurderet deres kompetencer for bare at nævne nogle eksempler. En del af disse vejledningstilbud lægger hovedvægten på selve vejledningen, mens andre primært formidler information om uddannelse, erhverv og arbejdsmarked, hvor vejledningen udgør en mindre del. De fleste vejledningstilbud i Frankrig er offentligt finansieret og er gratis for de vejledningssøgende. De offentligt finansierede vejledningstilbud er underlagt enten undervisningsministeriet, beskæftigelses- og solidaritetsministeriet eller ministeriet for ungdom og sport. Som det vil fremgå af afsnit 2.8, findes der også enkelte private vejledningsudbydere, hvor bestemte grupper af vejledningssøgende kan få gratis uddannelses- og erhvervsvejledning. Derudover findes der også private vejledningsudby- 18

20 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem dere, som tager betaling for deres service, men det virker ikke som et veludbygget alternativ til det offentligt finansierede system; måske fordi de mange gratis tilbud om vejledning er svære at konkurrere med. Frankrig Ét af de områder, hvor det franske vejledningssystem er væsentligt forskelligt fra fx det finske, norske og danske, er uddannelses- og erhvervsvejledningen i skolerne. Vejlederne i det franske skolesystem er ikke lærere, der også fungerer som vejledere, men eksternt tilknyttede vejledere med en specialiseret vejlederuddannelse; såkaldte vejledningspsykologer (se afsnit 2.2 og 5.1). Mere end mennesker er beskæftiget med uddannelses- og erhvervsvejledning i Frankrig. Af disse er ca vejledningspsykologer. (Guichard 2001: 3) Endelig er det værd at være opmærksom på, at uddannelses- og erhvervsvejledning i Frankrig i dag er baseret på en blanding af psykologi og pædagogik. Men selv om fransk uddannelses- og erhvervsvejledning i dag i højere grad end tidligere inddrager en pædagogisk tilgang (se afsnit 1.4), så er brugen af forskellige personligheds- og interessetest fortsat stor, og vejledningen i skolesystemet virker meget fokuseret på at få eleverne til at bestå deres eksamener, så de kan få lov til at rykke op på næste klassetrin. Det er ikke muligt at formulere en fælles målsætning for den samlede franske vejledningsindsats på tværs af sektorer. Der findes en række love, dekreter og kontrakter, som definerer de overordnede mål og rammer for vejledningsindsatsen i forskellige offentligt finansierede ordninger, og de vigtigste af disse er beskrevet i afsnit 1.5. Et gennemgående træk ved de fleste vejledningstilbud er dog, at vejledning ses som: en proces en hjælp til selvhjælp, hvilket bl.a. vil sige, at den enkelte skal rustes til selv at kunne træffe realistiske beslutninger om uddannelse og erhverv et tilbud der skal tilpasses den enkeltes situation. Som et eksempel kan nævnes et dekret fra 1990, der præciserer, hvad vejledningen i uddannelsessystemet går ud på: 19

21 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Frankrig Vejledning skal ses som en løbende proces, hvor elever i både collège og gymnasium udvikler og realiserer en personlig plan med henblik på valg af uddannelse og på at blive integreret i samfundet og på arbejdsmarkedet. Denne plan skal tage hensyn til elevens personlige ønsker og evner Processen bygger på en løbende iagttagelse af eleven, på en evaluering af dennes fremskridt, på både elevens og forældrenes informationsniveau, og på en dialog mellem familien og de forskellige parter, som er involveret i hele uddannelsesforløbet [redaktionens oversættelse]. (INETOP 2001: 3) Forsker i uddannelses- og erhvervsvejledning ved INETOP 9, Serge Blanchard, formulerer det sådan, at vejledningen bør tage udgangspunkt i to vigtige perspektiver: 1. Vejledningen skal hjælpe den enkelte vejledningssøgende til større selvforståelse; med et differentieret og positivt billede af sig selv er det lettere at få øje på mulighederne i fremtiden. 2. Den enkelte skal også forberedes på, at arbejdsmarkedet og beskæftigelsessituationen hele tiden forandrer sig, og at vedkommende sikkert vil komme til at opleve perioder med usikkerhed og forskellige risici, fx arbejdsløshed. Vejledningen kan hjælpe den enkelte til at tackle sådanne perioder med usikkerhed på en positiv måde. (Blanchard 1997: 161) Det kan være relevant her at nævne, at man jonglerer med flere forskellige begreber, når man taler om uddannelses- og erhvervsvejledning i Frankrig. Generelt kan man sige, at orientation nærmest har betydningen at hjælpe den vejledningssøgende med at finde vej. Conseil kommer tættere på rådgivning end på vejledning. Appui bruges ofte, når den vejledningssøgende har et lidt større behov for støtte eller hjælp, mens accompagnement (ledsagelse) som regel henviser til en forstærket vejledningsindsats over for særligt udsatte vejledningssøgende. At uddannelses- og erhvervsvejledning i Frankrig ikke altid bliver set som et positivt tilbud, hvor man kan hente hjælp, fremgår af vejlederorganisationen Trouver/Créers 10 netsted, hvor organisationen skriver: 9. INETOP står for Institut National d Étude du Travail et d Orientation Professionnelle. Se afsnit 1.4 og 5 for mere information om INETOP. 10. Se afsnit 4.1 for en præsentation af Trouver/Créer. 20

22 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem I årenes løb har ordet vejledning især i skolesammenhænge alligevel alt for ofte fået en meget negativ betydning i retning af nederlag og mangel på valgmuligheder [redaktionens oversættelse]. (Trouver/Créer u.å./a). Frankrig Dette negative syn på vejledningen i skolesystemet hænger sammen med, at det fortsat i høj grad er lærerne, som via klasserådet (se afsnit 1.2) afgør, hvilken uddannelsesretning der er den rette for den enkelte elev. Kritikken af vejledningen i collège og lycée vil blive uddybet i afsnit Historisk tilbageblik på det franske vejledningssystem Historisk set går erhvervsvejledningen i Frankrig helt tilbage til omkring På grund af den sociale, økonomiske og teknologiske udvikling i landet på det tidspunkt var der et stærkt stigende behov for mennesker med en erhvervsuddannelse og et deraf følgende behov for vejledere, som kunne hjælpe med at kanalisere de unge over i en passende erhvervsuddannelse, når de var færdige med grundskolen. En mekanistisk, dirigerende vejledningsmodel, baseret på psykologi og sociologi, blev udviklet. Vejledning blev brugt som et styringsinstrument til at opnå en balance mellem individets evner og arbejdsmarkedets behov. Elevers anlæg og evner blev vurderet i slutningen af et uddannelsesforløb, og på baggrund af denne vurdering sammenholdt med erhvervslivets behov for arbejdskraft blev de dirigeret i en bestemt retning med hensyn til valg af videre uddannelse eller erhverv. (Ministère de l éducation nationale u.å./a; Blanchard 1997: 159) Et dekret fra 1922 kom med den første officielle definition på erhvervsvejledning: Det samlede antal dispositioner, som påhviler vice-statsdepartementet for den tekniske undervisning, og som går forud for unge mænds og unge kvindes ansættelse inden for handel eller industri, og hvis formål det er at fremme deres fysiske, åndelige og intellektuelle anlæg [redaktionens oversættelse]. (citeret i Ministère de l éducation nationale u.å./b). Dekretet omhandlede først og fremmest erhvervsuddannelser, men kom altså også ind på vejledning i den forbindelse. Som følge af dette dekret oprettede man en række erhvervsvejledningscentre, som ved hjælp af ovennævnte vejledningsmodel skulle guide eleverne fra grundskolen til en relevant erhvervsskole. (Carantino 1998: 1) 21

23 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Frankrig Allerede i 1928 oprettede staten et nationalt institut for erhvervsvejledning (l Institut National de l Orientation Professionnelle, INOP), som skulle stå for uddannelsen af vejlederne ved disse erhvervsvejledningscentre. Desuden skulle instituttet varetage forskning på vejledningsområdet. INOP har i perioder været lukningstruet, men har overlevet og kendes i dag som INETOP (l Institut National d Étude du Travail et de l Orientation Professionnelle). Se afsnit 5 for mere information om INETOP. I Frankrig har der altså været et etableret forskningsmiljø på uddannelses- og erhvervsvejledningsområdet i næsten 75 år; et forskningsmiljø der har udviklet teorier og metoder på området, som har været med til at udvikle vejlederuddannelser, og som via dette arbejde har haft stor indflydelse på fransk vejledningspraksis. Begrebet uddannelsesvejledning dukkede først op i slutningen af 1950 erne, hvor det blev tydeligt, at mange elever havde problemer med at finde vej gennem uddannelsessystemet. På dét tidspunkt var vejledningen fortsat baseret på en deterministisk tilgang, forstået på den måde at vejledningen blev brugt til at vurdere den enkelte elevs evner og muligheder. På grundlag af forskellige observationer og test så man sig således i stand til at tegne en profil af elevens evner og anlæg; en profil der kunne bruges til at bestemme, hvilket erhverv eleven skulle vælge. Vejlederne forsøgte at matche elevernes profil med arbejdsmarkedets behov, og eleverne selv og deres forældre havde ikke meget at skulle have sagt. Når en vejleder først havde bestemt, hvad en elev egnede sig til, var der ikke så meget at stille op. (Ministère de l éducation nationale u.å./a) I løbet af 1960 erne og 1970 erne bevægede man sig væk fra den deterministiske tilgang til vejledningen i retning af en mere pædagogisk og udviklingsorienteret vejledningsmodel, som nu omfattede både uddannelses- og erhvervsvejledning. I 1970 erne blev der fokuseret meget på at udvikle informationsmateriale, som kunne bruges i forbindelse med vejledningen. (Blanchard 1997: 160) I 1970 blev l Office national d information sur les enseignements et les professions (Onisep) derfor oprettet. Onisep er en statslig, national organisation, som udgiver informationsmateriale om uddannelser og erhverv. Onisep er, som R.U.E. er det i Danmark, forpligtet til at producere neutral og opdateret informationsmateriale til brug i uddannelses- og erhvervsvejledningen. I modsætning til R.U.E.s publikatio- 22

24 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem ner, som anvendes i uddannelses- og erhvervsvejledningen i uddannelsessystemet, er Oniseps materialer dog ikke gratis. Skolerne køber Oniseps publikationer, og eleverne kan få eller låne et eksemplar (alt efter om det er mindre hæfter eller store bøger). Eleverne har også adgang til de mange forskellige publikationer på deres lokale CIO (se afsnit 2.2). Se afsnit 2.9 for mere information om Oniseps materialer. Frankrig Som vist i afsnit 1.1 sluttede en længere periode med næsten fuld beskæftigelse i løbet af den første halvdel af 1980 erne, og der blev behov for nye tilgange til og metoder i vejledningen. Som nævnt er det også i høj grad i perioden fra midten af 1980 erne, at der er sket en stor udvikling på vejledningsområdet i Frankrig. Forsøget på at gøre noget ved arbejdsløshedssituationen og problemerne med de mange unge uden uddannelse udgør en stor del af forklaringen på denne udvikling. Desuden er det værd at nævne den generelt større fokusering på individets rettigheder, som er kommet mere og mere til udtryk i fransk lovgivning siden 1980 erne; en fokusering som også er kommet til udtryk på vejledningsområdet, fx den enkeltes ret til vejledning i forbindelse med udviklingen af personlige udviklingsplaner, ret til individuelt tilpassede uddannelses- og vejledningsforløb og ret til relevant og ajourført informationsmateriale om uddannelse og erhverv. (Jaecklé 1993: 4) Den større individfokusering har ligeledes betydet, at de vejledningssøgende er begyndt at stille større krav. De fleste er ikke længere tilfredse med at være passive klienter, der tålmodigt må vente på, at et passende job eller uddannelsestilbud dukker op (Jaecklé 1993:4). Større krav fra de vejledningssøgende lægger større pres på vejlederne i de forskellige ordninger og gør det synligt, at der er behov for nye tiltag. Endelig kan det nævnes, at de offentlige myndigheder også i perioder har lagt større pres på vejledningsorganisationerne, fordi de mener, at resultaterne af den offentlige vejledningsindsats ikke har stået mål med de mange resurser, der er brugt på området (Jaecklé 1993:4). Dette pres har også været medvirkende til, at vejledningsorganisationerne har fundet det nødvendigt at udvikle nye vejledningsmetoder og -tilbud. Udviklingen af vejledningsområdet generelt siden midten af 1980 erne indebar også, at udviklingen mod en mere pædagogisk inspireret vejled- 23

25 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem Frankrig ningsmodel tog fart. Udviklingen er bl.a. sket i erkendelse af, at den deterministiske vejledning: hvilede på et fastlåst billede af mennesker og lagde mere vægt på medfødte evner end på de færdigheder og erfaringer, man løbende tilegner sig. De profiler, vejlederne lavede af de unge, var altså statiske, og der blev ikke taget højde for, at de unge ville udvikle sig hele livet igennem. opfattede samfundet som mere eller mindre statisk. I dag er man klar over, at fag og brancher hele tiden udvikles, og at de fleste vil skifte job eller erhverv én eller flere gange i løbet af deres arbejdsliv. udelukkede familien/forældrene fra de unges valg af uddannelse og erhverv, hvilket blev mere og mere uacceptabelt for forældrene, efterhånden som arbejdsløshed blev et stigende problem. Med arbejdsløsheden blev valget af uddannelsesforløb mere og mere vigtigt. (Ministère de l éducation nationale u.å./a; Blanchard 1997: 160) I dag er det franske vejledningssystem i langt højere grad baseret på en pædagogisk tilgang, hvor vejledningen opfattes som en langsigtet og udviklingsorienteret proces med fokus på individets særlige situation samt muligheder og evner. Der lægges endvidere vægt på at sætte den enkelte i stand til at kunne forholde sig konstruktivt til et samfund, der forandrer sig med større hastighed end tidligere, hvor et arbejdsliv typisk er præget af flere skift og dermed valgsituationer, og hvor mange ikke kan undgå perioder med arbejdsløshed. (Ministère de l éducation nationale u.å./a; Blanchard 1997: 161) 1.5 Regulering af vejledningsindsatsen Ifølge fransk lovgivning har alle i landet ret til vejledning og information om uddannelse og erhverv (Jaecklé 1993: 8). Der findes en meget lang række af love, dekreter, forordninger m.v., som har relevans for vejledningsområdet. Nogle af dem angår den uddannelses- og erhvervsvejledning, der foregår i sammenhæng med det ordinære uddannelsessystem. Andre er koncentreret om vejledning af unge uden for uddannelsessystemet, af arbejdssøgende, af langtidsledige, af beskæftigede osv. Langt størstedelen af lovgivningen på vejledningsområdet hører under undervisningsministeriet, arbejds- og solidaritetsministeriet eller ministeriet for ungdom og sport. Dette afsnit skitserer kun den overordnede lovgivning på området inden for de seneste 15 år. Hvor det er relevant, vil der desuden blive henvist til de enkelte vejledningsordningers lovgrundlag i de føl- 24

26 Samfundsmæssige forhold og overordnet vejledningssystem gende afsnit. En god oversigt over de væsentligste love og dekreter i fransk vejlednings historie findes på netadressen (udelukkende på fransk). Frankrig Med hensyn til vejledningen i det ordinære uddannelsessystem understreger den franske lov om uddannelsesvejledning fra 1989 (Loi d orientation sur l éducation), at retten til vejledning skal ses som en del af retten til uddannelse. Staten skal sørge for, at unge i uddannelsessystemet har adgang til den hjælp og information, de har behov for for at kunne udforme og udvikle deres individuelle uddannelses- og karriereplaner. Det er hovedsageligt lærere og vejledningspsykologer, der yder hjælp og vejledning i denne forbindelse (se afsnit 2.2). (INETOP: 2001: 3) Vejledningsindsatsen i det offentlige arbejdsformidlingssystem, ANPE (se afsnit 2.6), er bl.a. underlagt lovgivningen i le code du travail (dvs. arbejdsmarkedslovgivningen), den femårige lov vedrørende arbejde, beskæftigelse og erhvervsuddannelser (Loi quinquennale relative au travail, à l emploi et à la formation professionnelle) fra 1993, den nationale handlingsplan for beskæftigelse fra april 1998 (Plan National d Action pour l Emploi) og lov om vejledning af socialt udstødte fra juli 1998 (Loi d orientation relative à la lutte contre les exclusions), for bare at nævne enkelte eksempler. Derudover reguleres ANPEs indsats via femårskontrakter, som indgås med den franske stat. Et af målene med disse kontrakter er at sikre, at ANPE hele tiden udvikler kvaliteten i sine servicetilbud. Den seneste femårskontrakt eller udviklingskontrakt (contrat de progrès) blev underskrevet i begyndelsen af 1999 og fokuserer især på to hovedindsatsområder: Kampen mod langtidsledighed og social udstødelse Vellykket integrering af unge på arbejdsmarkedet. (ANPE 2002a; ANPE Ile-de-France u.å.) Dele af ovennævnte lovgivning har også indflydelse på andre organisationer, som udbyder uddannelses- og erhvervsvejledning, fx Missions Locales/PAIO (se afsnit 2.3) og AFPA (se afsnit 2.5). Endelig kan det nævnes, at både undervisningsministeriet og arbejds- og solidaritetsministeriet i de senere år via forskellige bestemmelser og forordninger har taget initiativ 25

27 Vejledningsordninger; organisering og indhold Frankrig til at iværksætte tværsektorielt samarbejde omkring integreringen af unge, som er på vej ud af eller har forladt uddannelsessystemet. Undervisningsministeriet lancerede således i 1996 la mission générale d insertion des jeunes de l Éducation Nationale 11, dvs. en general foranstaltning med henblik på at få unge tilbage i uddannelse eller fra uddannelse over i arbejde. Samme år introducerede arbejds- og solidaritetsministeriet le réseau public d insertion des jeunes, hvilket vil sige et offentligt netværk for integrering af unge. Begge initiativer vil blive beskrevet i de følgende afsnit. 2. Vejledningsordninger; organisering og indhold I det følgende vil en stor del af de franske vejledningsordninger blive beskrevet. Som nævnt tidligere er der en meget bred vifte af muligheder for franske borgere med et behov for uddannelses- og erhvervsvejledning. Det er ikke hensigtsmæssigt eller muligt i denne sammenhæng at beskrive samtlige vejledningstilbud og -programmer i Frankrig. Det er også vigtigt at understrege, at Frankrig er et meget stort og hierarkisk opbygget land, og at de mange love og forordninger ikke altid sikrer, at det, der foregår i praksis, lever op til kravene og retningslinjerne i lovgivningen. De følgende beskrivelser kan derfor ikke siges at give et komplet billede af den vejledning, som foregår inden for de enkelte ordninger. Ikke desto mindre giver de et godt indblik i fransk uddannelses- og erhvervsvejledning og en god fornemmelse af, hvor mange muligheder der findes for franske vejledningssøgende på forskellige stadier i livet. De følgende beskrivelser er kategoriseret efter vejledningsordninger. Det er vigtigt her at gøre opmærksom på, at en række af de vejledningsprogrammer, som den franske regering har taget initiativ til, går på tværs af ordninger og institutioner. De vejledningssøgende kan således i mange tilfælde få de samme tilbud, eller blive koblet på de samme programmer, flere steder. 11. Allerede i 1986 introducerede undervisningsministeriet en forløber til denne foranstaltning, le dispositif d insertion des jeunes de l Éducation Nationale, som også gik ud på at tilbyde unge, som havde forladt uddannelsessystem uden en afsluttet ungdomsuddannelse, et tilpasset uddannelsesforløb. Tiltaget i 1986 var dog ikke så omfattende som det i

28 Vejledningsordninger; organisering og indhold 2.1 Skematisk oversigt over det franske vejledningssystem Hvor foregår vejledningen? Hvem vejleder? (vejlederuddannelse) Vejledningstilbud (ansvarlig myndighed) Frankrig Informations- og vejledningscentre for alle: Centre d Information et d Orientation, CIO Vejledningspsykologer (psykologuddannelse med særlig toårig vejledningsoverbygning) Individuelle vejledningssamtaler Gruppevejledning Kollektiv vejledning på collèges og lycées Informationsformidling om uddannelse og erhverv Selvbetjeningsområder Vejledningen foregår dels på CIO, dels på uddannelsesinstitutioner (Undervisningsministeriet) Vejledningscentre for udsatte unge: Missions Locales/PAIO Individuelle vejledningssamtaler Gruppevejledning Informationsformidling om bl.a. uddannelse og erhverv TRACE (forstærket vejledningsindsats for årige) Selvbetjeningsområder Informations- og vejledningscentre på videregående uddannelsesinstitutioner: Service Commun Universitaire d Information et d Orientation, SCUIO Social- og erhvervsvejledere (Mange mindre vejledningsfaglige efteruddannelseskurser. Etårigt specialiseringskursus på universitetsniveau for nogle ansatte) Vejledningspsykologer (deltids; kommer fra et CIO) (psykologuddannelse med særlig toårig vejledningsoverbygning) Informationsmedarbejdere (fast personale) (Et tværministerielt udvalg, DIIJ, under arbejds- og solidaritetsministeriet) Individuelle vejledningssamtaler Vejledningskurser Organisering af praktikophold Selvbetjeningsområder 27

29 Vejledningsordninger; organisering og indhold Frankrig Vejledning i forbindelse med voksenuddannelse hos: Association nationale pour la Formation Professionnelle des Adultes, AFPA Erhvervspsykologer (psykologuddannelse samt 20 dages intern vejlederuddannelse) Individuelle vejledningssamtaler Informationsformidling om karriererelaterede emner Kompetencevurdering Testning (Halvoffentlig organisation. Underlagt arbejds- og solidaritetsministeriets ansvarsområde; bestyrelse med repræsentanter fra ministeriet, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer) Offentlige arbejdsformidlingskontorer: Agences Nationales Pour l Emploi, ANPE Koordinerende vejledere Vejledere Vejlederassistenter (Alle tre kategorier gennemgår en 6- måneders intern vejlederuddannelse) Individuelle vejledningssamtaler Modulbaserede workshops Længere vejledningsforløb (3-6 måneder) Kompetencevurdering Selvbetjeningsområder En række regeringsinitierede uddannelses-, praktik- og vejledningsforløb (Underlagt arbejds- og solidaritetsministeriets ansvarsområde; bestyrelse med repræsentanter fra ministeriet, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer) Kompetencevurderingscentre: Centres Interinstitutionnels de Bilan de Compétences, CIBC Ingen særlige stillingsbetegnelser eller krav om særlig vejlederuddannelse. Kan være erhvervspsykologer, undervisere, human resursespecialister m.v. Særlige kompetencevurderingsforløb (18-24 timer fordelt over 4-8 uger) (Halvoffentlig organisation. Underlagt arbejds- og solidaritetsministeriets ansvarsområde) Vejledningstilbud for personer i lederfunktioner: Association pour l emploi des cadres, Apec Konsulenter (Ingen krav om vejlederuddannelse) Personlig vejledning Workshops om jobsøgningsrelaterede emner Informations- og arbejdsformidling (Privat organisation) 28

30 Vejledningsordninger; organisering og indhold Ungdomsinformationscentre: Centre d Information et de Documentation Jeunesse, CIDJ Informationsrådgivere (fast personale) (Intern informationsog vejlederuddannelse) Vejledere fra andre vejledningsordninger Informationsformidling om uddannelse, erhverv og mange andre emner, som berører unge mennesker Debatfora og informationsmøder Tværsektorielt vejledningstilbud ved repræsentanter fra forskellige eksterne vejledningsordninger Frankrig (Ministeriet for ungdom og sport) Tværsektorielle vejledningscentre: Cité des Métiers Vejledere fra andre vejledningsordninger Individuelle vejledningssamtaler Gruppevejledning Workshops vedr. uddannelse og erhverv Informationsformidling Selvbetjeningsområder Informationsmøder og debatfora (Støttes af arbejds- og solidaritetsministeriet) 2.2 CIO; informations- og vejledningscentre for alle Et Centre d Information et d Orientation (CIO) er et offentligt informations- og vejledningscenter med gratis vejledningstilbud for alle, både unge og voksne. De første CIO er blev etableret i 1971 på grundlag af et dekret, som pålagde disse centre at udbyde information og vejledning, bl.a. gennem hele uddannelsesforløbet i collège og lycée. CIO erne afløste de nationale centre for skoler og erhvervsuddannelser, der blev oprettet i 1959, se afsnit 1.4 (Carantino 1998: 2). I dag findes der 678 CIO er fordelt over hele Frankrig Beskrivelsen af CIO erne er ud over skriftligt informationsmateriale baseret på Inge Langberg Kjærs besøg på CIO de Sceaux d. 19. marts Sceaux er en forstad til Paris. Leder Georges Carantino samt to vejledningspsykologer, Marine Ravet og Hanitra Coucoureux præsenterede CIO de Sceaux og svarede beredvilligt på spørgsmål under besøget. 29

31 Vejledningsordninger; organisering og indhold Frankrig CIO-systemet hører under det franske undervisningsministerium og skal ses som et led i statens forpligtelse til at skabe de nødvendige rammer for at kunne leve op til lovens ord om, at alle har ret til vejledning og information om uddannelse og erhverv. Som nævnt er CIO erne i princippet åbne for alle, men i realiteten er hovedparten af vejledningsaktiviteterne rettet mod unge i uddannelsessystemet. Hvert CIO er tilknyttet mellem et og tre gymnasier, det være sig almene og tekniske eller erhvervsfaglige gymnasier samt de collèges, der måtte være i området. Antallet varierer efter uddannelsesinstitutionernes størrelse. Vejledningspsykologernes interesseorganisation, ACOP-France (se afsnit 4.1), anslår, at hver vejledningspsykolog i gennemsnit skal dække elevers vejledningsbehov (ACOP- France u.å./b). Rent fysisk er nogle CIO er placeret på en uddannelsesinstitution, mens andre har en selvstændig adresse. Vejledningen på CIO erne varetages af såkaldte vejledningspsykologer (conseillers d orientation-psychologues), dvs. at de har gennemført en særlig psykologuddannelse, der består af tre års almen psykologi og en toårig overbygning, der kombinerer psykologi og vejledning (se afsnit 5.1 for en nærmere beskrivelse af deres uddannelse). Siden marts 1991 har det ifølge et dekret fra undervisningsministeriet været et krav for at blive ansat som vejleder eller leder i CIO-systemet, at man har gennemført denne særlige vejledningspsykolog-uddannelse. Der er ca vejledningspsykologer og CIO-ledere fordelt på de 678 CIO er. Vejledningspsykologerne har tavshedspligt. CIO ernes vigtigste opgaver er at: tage imod alle vejledningssøgende, dog med særlig prioritering af unge under uddannelse og deres familier; formidle information om videregående studier, erhvervsuddannelser, kvalifikationer og erhverv; tilbyde individuel vejledning og rådgivning, der kan hjælpe vejledningssøgende til fx at opnå større viden om sig selv, at finde relevant information eller at få gjort en beslutningsproces mere overskuelig. De vejledningssøgende skal aftale tid i forvejen, hvis de selv ønsker en personlig vejledningssamtale, men vejledningspsykologerne kan også tage initiativet til at lave en aftale om individuel vejledning. Personlige vejledningssamtaler er det, som vejledningspsykologerne bruger størstedelen af deres arbejdstid på (ACOP-France u.å./b); 30