3 Tekstteori i det tyvende århundrede 6. 4 Om valget af Paul Ricoeur og Hans W. Frei 9

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Forord 3 Introduktion 5 1 Indledning 5 2 Hvad er tekstteori? 6 3 Tekstteori i det tyvende århundrede 6 4 Om valget af Paul Ricoeur og Hans W. Frei 9 Paul Ricoeur - mellem kritik og tilegnelse fra ord til tekst 11 1 Indledning 11 2 Filosofiske linier hos Ricoeur 13 3 Hvad er en tekst? 42 4 Symbol, metafor, fortælling 50 5 Fortolkning 68 6 Den religiøse tekst 81 7 Afrunding 96 8 Delkonklusion 99 Hans W. Frei - bogstavelig læsning af den realistiske fortælling Indledning Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst Den realistiske fortælling Fortælling og identitet Freis tekstbegreb Historisk eller history-like? Forholdet mellem teologi og filosofi 140

2 2 Indledning 8 Afrunding Delkonklusion 149 Debat mellem Paul Ricoeur og Hans W. Frei Metode Indledning Ricoeur, Frei og narrativ teologi Frei i Vanhoozers og Ugglas værker om Ricoeur Delkonklusion 158 Henblik og konklusion Metode Ekskurs: Per Bilde og de litterære teologer Henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese Sammenfatning og konklusion 185 Summary in English 188 Litteraturliste 192 Referencer og forkortelser 196

3 Indledning 3 Forord I forbindelse med denne opgave er Paul Ricoeurs værker blevet læst i engelsk, dansk og svensk oversættelse og citeret på disse sprog. En læsning på originalsproget eller en efterfølgende "oversættelse" af citaterne til det originale franske forlæg havde været ønskelig, men har grundet min (fuldstændigt) manglende beherskelse af det franske sprog været umulig henholdsvis akavet, hvortil kommer at Hans Frei samt store dele af den anglo-amerikanske Ricoeur-reception ligeledes henholder sig til de engelske oversættelser. Henvisningen til Per Bildes endnu uudgivne manuskript En religion bliver til er foretaget med venlig tilladelse fra forfatteren. Århus, august 2001 Andreas Østerlund Nielsen

4 4 Indledning

5 Indledning 5 Introduktion 1 Indledning Studiet af tekster har i kristendommen fra tidligste tid været kilde til erkendelse og tro. På de hellige teksters vidnesbyrd grundlagde man kirke og teologi, og siden har tekststudium - i første række fortolkning af de bibelske skrifter - stået centralt for begge. Skiftende tiders læsninger og fortolkninger har været præget af skiftende metoder og tilgange: allegoriske, firefoldige, bogstavelige, psykologiserende, afmytologiserende osv., og bibelstudiet har til stadighed stået i et vekselvirkningsforhold til det omgivende samfunds filosofi og læsemetoder. Givet er det tillige, at der til alle tider - lige fra de første menigheders stridigheder om brugen af de jødiske skrifter - ikke har været enighed om, hvorledes de skrifter, man anså for hellige skrifter, skulle forstås, endsige hvorledes de overhovedet skulle læses og fortolkes. Disse problemstillinger har gennem de sidste årtier fået nyt liv og ny aktualitet foranlediget af vendingen mod sproget i det 20. århundredes filosofi, der har bevæget sig fra ontologi og epistemologi til en beskæftigelse med tilværelsens sproglighed og sproget som menneskelig tilgang til virkeligheden. Hertil føjer sig en videnskabsteoretisk kritik, som ud fra en problematisering af hævdelsen af universelle sandheder gør op med forestillingen om forudsætningsløs forskning med objektive kriterier for mening og sandhed. De fleste teologiske eksegeter har efterhånden i større eller mindre grad inddraget disse nye sprog- og tekstteorier i deres metoder og udfører nu feministiske, semiotiske, strukturalistiske, og dekonstruktivistiske læsninger. Dette sker som oftest som en supplering af de allerede anvendte, f.eks. historisk-kritiske metoder. Mange er imidlertid gået et skridt videre og lader det ikke forblive ved et metodespørgsmål, men skaber i stedet narrativ teologi, dekonstruktiv teologi osv.. Dette kan ses som en indikation af, at en litterær teori og dens metoder ikke er blot et "uskyldigt" redskab, men både forudsætter, implicerer og udtrykker et bestemt virkelighedsbillede med både filosofiske og teologiske konnotationer. Er dette tilfældet, behøver eksegesen religionsfilosofiens gennemtænkning af disse forhold. Med udgangspunkt i denne tese vil der i indeværende opgave blive redegjort dels for den franske filosof Paul Ricoeurs tekst- og fortolkningsteori, som profiterer fra en bred vifte af filosofier og sprogteorier i det 20. århundredes sprogfilosofi, dels for den amerikanske teolog Hans Freis tænkning om tekst og fortælling og om teologi og filosofi, som bringer forholdet mellem tekstfortolkning og virkelighedsbillede til diskussion. Denne redegørelse munder ud i et konkluderende afsnit, hvori et ekskursivt indføjet eksempel på en eksegetisk metodedebat i

6 6 Tekstteori i det tyvende århundrede dansk kontekst konkretiserer problemstillingen og danner afsæt for en påpegning af tekstteoretiske og filosofiske implikationer i den eksegetiske fortolkning af de bibelske skrifter, som fører frem til opgavens konklusion. 2 Hvad er tekstteori? Den danske terminologi på det sprogfilosofiske område er uhensigtsmæssig og ikke ganske fyldestgørende. I engelsksproget litteratur er den brede fællesbetegnelse litterary criticism, som dækker både tekstteorier, tekstkritik, litteraturkritik og litterære læsninger. På dansk står vi med snævrere betegnelser, som enten retter sig mod et mere overordnet filosofisk niveau, f.eks. tekstteori, eller mod den mere konkrete anvendelse, tekstkritik, eller snævert om det litterære område, litteraturkritik. Når jeg i denne opgave skal beskæftige mig med udvalgte tekstteorier, lægger jeg heri teorier om det skrevne sprog i bred forstand. Om teksters muligheder og begrænsninger i henseende til at rumme og videregive mening, om forholdet mellem tekst og virkelighed. Der rummes altså heri både sprogfilosofiske og hermeneutiske aspekter. Det litterære aspekt og spørgsmålet om litterære læsninger vil kun blive inddraget i den henseende at afprøve disses implicitte tekstteorier. Desuden vil jeg lægge vægt på at søge at afdække de omtalte teoriers forudsætninger og konsekvenser, hvilket virkelighedsbillede der ligger implicit og med hvilken intention disse teorier fremføres. 3 Tekstteori i det tyvende århundrede 1 Indenfor filosofi og tekstteori er der i det 20 århundrede sket, hvad man har kaldt et "linguistic turn". Denne term bruges, dels til at betegne at filosofien nu har vendt sig til det sproglige som problemfelt, dels om det skift der er sket, fra tidligere at ville spørge bag om teksten til forfatteren, til at spørge til teksten selv, for derpå at vende sig til læseren, som til slut opløses i fortolkningsfællesskabet. De implicerede filosofier og fortolkningsteorier kan kategoriseres i fem grupper, som afspejler denne udvikling: 1) Historisk positivistiske, 2) Strukturalistiske, 3) Analytiske 4) Hermeneutiske og 5) (De)konstruktivistiske 2. 1) Historisk positivisme. Under denne kategori henregner jeg fortolkningsteorier, som ser teksten som en reference til ekstrasproglige forhold uden for teksten, så som dens forfatters intention, dens oprindelseskontekst eller historisk-faktuelle begivenheder. En sådan fortolkning kommer til udtryk i den række af historisk-kritiske metoder, som vandt udbredelse op til århundredeskiftet. Spørgsmålet om reference blev indgående behandlet af G. Frege, som skelnede mellem ords Sinn og Bedeutung. Et ords mening, Sinn, er dets mening for den som bru- 1 Denne skitse bygger hovedsageligt på Thieselton. 2 Denne opdeling er inspireret af H. Kvanvig ss. 26ff. (De)konstruktivisme er mit eget forsøg på en samlebetegnelse for nyere teori fra dekonstruktivisme til reader respons.

7 Tekstteori i det tyvende århundrede 7 ger ordet. Ordets betydning eller reference, Bedeutung, er derimod den ting, som ordet refererer til. Hermed var der skabt en spaltning mellem teksten og det, den refererer til. 2) Strukturalistiske strømninger. Der var med denne spaltning åbnet for en beskrivelse af sproget som selvstændigt fænomen. Ferdinand de Saussure præger termerne langue og parole om sproget som sprogsystem (langue) og som det anvendte sprog (parole). Desuden skelnede Saussure mellem betegner og det betegnede. Sprogets elementer, f.eks. ordet "kat", betegner det virkelige meningsbegreb kat, som er det betegnede. Forholdet mellem det betegnende og det betegnede er helt arbitrært og konventionelt bestemt. Det som skaber mening i sproget, er forskellen (difference) mellem de betegnende elementer, og mening er ikke immanent i tegnet, men er funktionelt resultatet af dets forskellighed fra andre tegn. (Tegnlæren blev videreudviklet i semiotikken hos blandt andet C. S. Peirce, der søger at præcisere forholdet mellem tegn og virkelighed. Af semiotikken udsprang senere narratologien.) For strukturalismen bliver teksten ofte et vindue til universelle almengyldige strukturer, som kan aflæses af enhver tekst. I strukturalismen ses altså på teksten som et lukket system, der i sig selv rummer sin mening og kriterier for at bestemme denne. Hermed er fokus vendt væk fra forfatter og historisk kontekst for tekstens tilblivelse, og i stedet ses på teksten selv og på de universelt gældende sproglige træk. Denne centrering omkring teksten fandt sin mest ekstreme form i den anglo-amerikanske New Criticism, (nykritikken, hvor man ønskede at eliminere betydningen af ethvert ydre forhold og i stedet se på den givne autonome tekst, som udgangspunkt for forståelse og fortolkning. 3) Analytiske. Indenfor den analytiske filosofi udvikledes talehandlingsfilosofien, der ser sproget som performativ aktivitet: At tale er at handle. Disse teorier kan ses som en videreførelse af Wittgensteins tale om sproget som sprog-brug og sprog-spil. Sproget refererer ikke nødvendigvis til virkeligheden, og ikke nødvendigvis altid på samme måde, men sprogets mening bestemmes derimod af reglerne for dets aktuelle brug i livssituationer. Austin skelner mellem den lokutionære handling, selve det at ytre ord og sætninger; den illokutionære handling, det vi gør gennem vores ytring, f.eks. at befale eller love; og den perlokutionære handling, det vi frembringer gennem vores handling, f.eks. at forskrække eller glæde. Searle videreudvikler Austins teorier bl.a. med hensyn til de sociale regler, som bestemmer sprogbrugen. At tale er at deltage i en regelbundet handlingsform. Indenfor et sådant regelsæt gælder bestemte ytringer som (count as) bestemte handlinger, f.eks. et løfte. Nicholas Wolterstorff har appliceret talehandlingsfilosofien på skrevne tekster. 4) Hermeneutik. Her bliver forståelse, som læserens forståelse af tekster og som eksistenskategori, det centrale omdrejningspunkt. Gadamer vil f.eks. med sin "Horizontverschmelz-ung" sammenholde det givne og det stadigt skiftende i fortolkningssituationen. Både traditionen og den enkelte læsers kontekst er meningsbestemmende. Men netop i læseren mødes disse to, så traditionen - og teksten som en del af denne tradition - ikke kom-

8 8 Tekstteori i det tyvende århundrede mer til læseren som noget fremmed, men allerede på forhånd er del af læserens kontekst. Hermeneutikken peger desuden på betydningen af tilegnelsen af tekstens mening, idet teksten aktualiseres ved læsningen, men hermed bliver fastsættelsen af kriterier for den rette fortolkning problematisk. 5) (De)konstruktivisme. Disse teorier er en kritik af tanken om tekstens mening, idet de anser denne for en konstruktion af læsningen. I Tyskland udvikles en receptionsteori af bl.a. Hans Robert Jauss og Wolfgang Iser. Umberto Eco bygger sin reader-respons teori på et semiotisk grundlag. Tekster inviterer så at sige til læserens medvirken ved at tvinge denne til at foretage fortolkningsmæssige valg. Men Eco søger en middelvej mellem ren objektivisme og ren subjektivisme, hvor læseren i en stadig tilnærmen sig til teksten (den hermeneutiske cirkel) samtidig er medvirkende gennem sin reader-respons. Hos den amerikanske pragmatisme drives læserorienteringen langt videre. Stanley Fish anser således i sin reader respons teori ikke en tekst for andet end de forklaringer, der i tidens løb er givet af den. Læseren er den sande forfatter. En teksts mening, grammatik, strukturer osv. er alt sammen et produkt af fortolkning. Jacques Derrida, poststrukturalismens fremmeste fortaler har skabt en "dekonstruktiv" tekstteori. Ethvert forsøg på at finde en fast grund for fastsættelse af tekstens mening, et slutpunkt for tegnenes uendelige henvisning til hinanden, stempler Derrida som "metafysik". Denne trang til en bestemmelse ser han som den vestlige verdens - og dermed også hans egen - skæbne, som ikke er til at slippe uden om. Vi må nøjes med at søge at dekonstruere alle disse teorier for dermed at vise deres begrænsning og uholdbarhed. Tekstmeningens fluiditet er nemlig ikke et relativistisk kaos, men en frisættelse af læseren, dvs. mennesket. Frem for at pådutte andre sine egne meninger, ved at universalisere dem og fremstille dem som sandhed, må enhver anden sættes fri til at gøre sin egen oplevelse og fortolkning. Også Roland Barthes bygger videre på strukturalismen, med sproget som tema og med særlig vægt på tegnenes konventionalitet. Det sunde tegn er det, som selv peger på, at det er arbitrært og ikke, autoritært eller ideologisk, gør krav på at være "naturligt". Tekster er ikke objekter, hvorfra mening kan aflæses, men et rum for fortolkningens frie spil. Ligesom teksten må opgives som noget givet, falder også læseren som frit fortolkende subjekt. Enhver læser indgår i og er bestemt af fortolkningsfællesskaber, som, så at sige, læser gennem den enkelte læser. Fortolkningen bestemmes således ikke længere af teksten, men af læserens kontekst, i overensstemmelse med den postmoderne tanke, at forståelse aldrig er universel, men altid kontekstuel. Den sociale pragmatisme angriber traditionelle tekstfortolkninger for ved deres universalisering af egne tolkninger, at undertrykke andre synspunkter, som derved marginaliseres. Sådanne feministiske, befrielsesteologiske eller lignende læsninger ønsker at vende de gængse hierarkier på hovedet og tale de undertryktes sag. Denne mangfoldighed af sprog- og tekstteorier gør det klart, at udlægningen af en given tekst ikke er en ligetil given virksomhed. Enhver udlægning implicerer nemlig en række anta-

9 Om valget af Paul Ricoeur og Hans W. Frei 9 gelser om forholdet mellem tekst og virkelighed, om sprogets evne til at skabe mening, om læserens rolle og kontekstafhængighed og om læsningens konsekvenser. Alle disse forhold vil altid, hvad enten det er bevidst eller ubevidst, være impliceret også i den teologiske eksegese af de bibelske tekster. 4 Om valget af Paul Ricoeur og Hans W. Frei I min udvælgelse af to tekstteorier til behandling med henblik på forholdet mellem religionsfilosofi og eksegese har jeg gået efter teoretikere, som sætter tekstteorien ind i en større filosofisk sammenhæng, og som tillige spænder over både generel tekstteori og det specifikke spørgsmål om religiøs sprog og tekster. På baggrund af den store udvikling, der som beskrevet har fundet sted indenfor det tekstteoretiske felt, har jeg, frem for at forsøge at behandle et repræsentativt udsnit af teorier, valgt at behandle én filosof, Paul Ricoeur, hvis tænkning rummer en indgående gennemtænkning og anvendelse af disse. En behandling af Ricoeurs tekstteori vil derfor også kunne kaste lys over det tyvende århundredes filosofi i øvrigt. Ricoeur betegner sig selv som en kristen tænker, og han arbejder tillige indgående med religiøst sprog og eksegetiske problemstillinger. Ricoeurs tangeres fra teologisk hold af den amerikanske, postliberale Yale-teolog, Hans W. Frei, der har advokeret for fortællingen som de bibelske skrifters primære tekstkategori. Frei har jeg tillige valgt, fordi han på særegen måde kobler spørgsmålet om eksegetisk fortolkning sammen med en generel videnskabsteori for teologien. Han udgør i indeværende opgaves forløb på én gang et modspil og en videreførelse af problemstillingen i forhold til Ricoeur. Gennemgangen af teorierne intenderer ikke at være dækkende for hele Ricoeurs henholdsvis Freis forfatterskab, men fokuserer på disses tekstteorier og spørgsmålet om forholdet mellem filosofi, tekstteori, eksegese og teologi.

10 10 Om valget af Paul Ricoeur og Hans W. Frei

11 Indledning 11 Kapitel 1 Paul Ricoeur - mellem kritik og tilegnelse fra ord til tekst 1 Indledning Metode Redegørelsen for Ricoeurs tekstteori vil i høj grad blive Ricoeur- intern, idet jeg søger at afdække en indre sammenhæng i forfatterskabet mellem filosofiske forudsætninger, selve tekst- og fortolkningsteorien og disses implikationer for synet på religiøse tekster. Kapitlet er således disponeret med en indledende afdækning af filosofiske linier i forfatterskabet før behandlingen af teksters karakter, meningsoverskud og fortolkning efterfulgt af et afsnit om det religiøse sprog og den religiøse tekst. Kapitlet afspejler med denne disposition indeværende opgaves sigte: En redegørelse med henblik på filosofi og eksegese. Afsnittene 3,4, og 6 følger hver især, i større eller mindre grad, samme bevægelse i forfatterskabet: fra de mindre enheder til de større, dvs. fra ord og symbol til sætning og metafor til tekst og fortælling. Indledning Ricoeurs forfatterskab spreder sig over et utroligt stort felt og har udviklet sig meget gennem årene, idet han til stadighed har stået i levende samspil med skiftende tiders impulser. Det er derfor, som Bengt Kristensson Uggla pointerer det i sine indledende overvejelser (Uggla, ss. 34f.), et vanskeligt spørgsmål, om der gives en overordnet linie gennem forfatterskabet, som snarere synes præget af brud end af kontinuitet. Ricoeur har bevæget sig fra eksistentialistisk fænomenologi over hermeneutik til debat med og indflydelse fra strukturalismen og senere den analytiske filosofi og videre mod etiske og juridiske felter. Til tider har forfatterskabet været præget af og stået ved siden af politisk aktivitet. En udvikling synes at kunne ses gennem forfatterskabet (idet Ricoeur i stigende grad henvender sig til et universitært publikum) mod et forhøjet abstraktionsniveau og en forøget kompleksitet i tankegangen, samtidig med at det med tiden antager nærmest encyklopædisk karakter i både omfang og indsigt. Kendetegnende for Ricoeur er nemlig, at han ikke holder sig til ét felt, det filosofiske, men kombinerer det med en række vidensfelter. Således inddrages i hans værker psykoanalyse, teologi, litteraturteori og sociologi.

12 12 Indledning Biografi 3 Paul Ricoeur blev født i Valence i Rhônedalen den 27. februar Han mistede tidligt begge sine forældre og voksede op hos faderens familie. I 1933 blev han licentiat i filosofi og flyttede til Paris, hvor han fortsatte studierne ved Sorbonne universitet. I 1935 aflagde han højere læreeksamen og blev derefter gymnasielærer. Ricoeur gjorde tjeneste i hæren under 2. verdenskrig og endte i tysk krigsfangenskab. Men som officer havde han her mulighed for at studere, og fik i denne periode et indgående kendskab til tyske filosoffer som Karl Jaspers og Martin Heidegger. Desuden blev Ricoeurs teologiske interesse udviklet i disse år gennem læsning dels af teologer som Karl Barth, men ikke mindst inspireret af kristne eksistensfilosoffer som N. Marcel og førnævnte Jaspers. Efter krigen blev Ricoeur igen gymnasielærer og siden, i 1948, professor i filosofihistorie ved universitet i Strasbourg. I 1956 blev han professor i filosofi ved Sorbonneuniveristetet, hvor han tidligere havde studeret. Dette skifte må anses som en anerkendelse af hans betydning som en dominerende filosof. Dette professorat forlod Ricoeur ikke desto mindre i 1966 for sammen med bl.a. Emmanuel Lévinas at opbygge et nyt universitet i Nanterre, som Ricoeur i 1969 blev valgt til rektor for. Ricoeur måtte i øvrigt i 1969 se sig forbigået, til fordel for N. Foucault, ved besættelsen af en ledig lærestol ved Collége de France; et udtryk for strukturalismens absolutte dominans i Frankrig på dette tidspunkt - en bølge Ricoeur ikke red med på. Hele projektet omkring universitetet i Nanterre indrullerede Ricoeur i en mængde turbulens, idet sluttressernes studenteroprør i Paris ofte tog sit udgangspunkt i Nanterre universitetet. Dette førte til hans afgang fra rektorposten allerede i 1970 og en delvis afsked med Frankrig, idet han herefter for en periode flyttede det meste af sin virksomhed til USA. Ricoeur havde allerede i løbet af tresserne holdt en række forelæsninger i USA, og fik derfor som en velkendt personlighed adgang til universiteterne i både Yale og Chicago. Denne flytning betød også en forøget interesse hos Ricoeur for den analytiske filosofi. I USA opnåede Ricoeur en meget indflydelsesrig status ikke mindst blandt teologer, i Frankrig blev han til gengæld nærmest glemt i 70 erne og store dele af 80 erne. Men med sin tilbagevenden til Paris i slutningen af 80 erne, og på baggrund af storværket Temps et Récit ( ), vakte han atter interesse. En interesse som fortsat holder og har udviklet sig til en anden storhedstid for Ricoeur i Frankrig og det øvrige Europa. I de senere år har Ricoeur trods sin høje alder fortsat være produktiv med en række bogudgivelser. 33 Dette afsnit bygger på Ugglas biografiske skitse i Uggla, 1994, ss. 23ff.

13 2 Filosofiske linier hos Ricoeur Filosofiske linier hos Ricoeur 13 Metode I dette afsnit vil jeg søge at afdække de vigtigste filosofiske linier, som løber gennem Ricoeurs forfatterskab. Det som her har interesse er disse linier som filosofiske implikationer i forfatterskabet, og beskrivelsen af de enkelte filosofier intenderer således ikke at være en fyldestgørende redegørelse for disse eller en vurdering af retmæssigheden af Ricoeurs anvendelse af dem, men fokuserer på Ricoeurs reception af disse og deres betydning i Ricoeurs tænkning. Behandlingen er disponeret efter den antropologiske udvikling i filosofihistorien fra subjektets centrering over dets decentrering til en syntese i Ricoeurs sårede cogito, og afsluttes med en belysning af forholdet mellem sprog og eksistens. Denne afdækning af filosofiske linier skal danne grundlag for en påpegning, i de næstfølgende afsnit, af filosofiske implikationer i tekstteorien og tænkningen om religiøse tekster. Indledning Ricoeurs tekstteori og hermeneutik hviler på et bredt filosofisk grundlag. Han trækker på filosofiske ressourcer hos både klassiske og samtidige filosoffer, samt på psykoanalytiske og sociologiske indsigter. Når der her tages udgangspunkt i Ricoeurs antropologi, skyldes dette, at Ricoeur arbejder på baggrund af Descartes og den første såkaldte kopernikanske vending i filosofien. Han må derfor give afkald på at udkaste en ontologi som grundlag for sit arbejde, og i stedet bliver subjektet og dermed antropologien hans udgangspunkt. "Ego cogito er fundament for alle legitime sætninger/udsigelser om mennesket.!" (Conflict, p. 161). Men som Ricoeur siger i et af sine tidlige værker (her i svensk oversættelse): "Kanske börjar filosofin med en kopernikansk revolution somm uppenbarer subjektets värdighet; men filosofin går vidare genom en andra kopernikansk revolution som på nytt decentrerar filosofin." 4 Subjektet er fortsat udgangspunkt, ikke længere som noget givet, men som en opgave og et mål. Denne decentrering finder sted gennem psykoanalysen, men også gennem tanken om livet som noget skænket. Mennesket bliver sig selv gennem at modtage og gennem at fortolke de tegn som eksistensen sætter i verden. Det 20. århundredes filosofiske hovedstrøm er gået videre og har sagt, at vi må tage udgangspunkt ved sproget, hvori vi jo forstår og formulerer også en antropologi. Men på den anden side er det jo som et eksisterende menneske, at jeg udkaster en teori om sproget. Der er derfor også i udviklingen af Ricoeurs teori om sprog og tekst et tæt samspil mellem sprogfilosofi og antropologi. En ontologi kan først komme bagefter, som et udkastet forsøg, og med Ricoeurs egen formulering, som et forjættet land, vi kan skue ind i, men ikke nå. (Conflict, p. 24). 4 "Karl Jaspers et la philsophie de l existence" p Citeret Uggla, 1994, s. 75.

14 14 Filosofiske linier hos Ricoeur Den første kopernikanske revolution: centrering af subjektet a) Indledning Med Descartes cogito bliver den selvfølgelige, umiddelbare sansning og erkendelse af verden pludselig problematisk, og tænkningen må derfor tage sit udgangspunkt i det subjekt, som erkender. Denne vending præger al efterfølgende filosofi, idet den med nødvendighed må tage stilling til denne vending. Udover Descartes inddrager Ricoeur tillige Kant, Husserl og Jaspers, der alle udvikler deres filosofi ud fra en grundlæggende subjektivisme. b) Descartes Filosofiens første kopernikanske revolution fandt sted da René Descartes satte subjektet i centrum for al erkendelse og tænkning. Med sin metodiske tvivl holdt han al erkendelse undtagen selverkendelsen for usikker, og nåede frem til sit Cogito ergo sum. Descartes problematiserede gennem sin metodiske tvivl erkendelsen af verden, og gjorde dermed samtidig verden til et objekt for en "privilegeret" menneskelig erkendelse. Ricoeur citerer Heidegger om Descartes og siger: "In the metaphysics of Descartes, the existent was defined for the first time as the objectivity of representation and truth as certainty of representation." (Ibid., p. 228). Der er for Descartes ingen umiddelbar og sikker erkendelse af tingene omkring os, og dermed er der skubbet en kile ind mellem menneske og verden. Descartes metodiske tvivl førte ham til sidst frem til et holdepunkt i cogito et: "Jeg tænker, altså er jeg". Descartes cogito står ikke isoleret, men stilles af Ricoeur ind i en lang række af cogito er fra Sokrates til Kant, hvor Descartes måske nok i denne sag udgør et højdepunkt. Alle disse er fælles om en opposition til påstanden om en sandhed uden et subjekt, men Ricoeur mener, de bør alliere sig med denne subjektfilosofiens største udfordring for at lade sig berige af den! Descartes blev i vestlig filosofi begyndelsen på en subjektorienteret filosofi, der udgør en massiv strøm i denne. Ricoeur skriver således: "I assume here that the positing of the self is the first truth for the philosopher placed within that broad tradition of modern philosophy that begins with Descartes and is developed in Kant, Fichte, and the reflective stream of European philosophy." (Freud, p. 43). Med Descartes blev filosofien for alvor refleksion. Det er det bevidste subjekt, som tænker over sin egen tilværelse. Det har siden været stort set uomgængeligt således at tage udgangspunkt i jeg et som det jeg, der søger kundskab, også hvor subjektet er blevet decentreret og bevidstheden erklæret for "falsk". Således er også Ricoeurs grundlæggende projekt, at forstå den menneskelige tilværelse, at forstå sin tilværelse. Derfor bliver Ricoeurs filosofi også i høj grad en refleksiv filosofi. Men Ricoeurs brug af Descartes er som et afsæt, og ofte et negativt afsæt, idet den metodiske tvivl nu også rettes mod subjektets selverkendelse. Det selv som reflekterer, sætter sig selv og er noget givet, som væren og som tænken, men selvet må blive

15 Filosofiske linier hos Ricoeur 15 et "jeg" (i freudiansk terminologi) gennem refleksionen. Og denne refleksion er ikke en intuition (ibid.), ikke noget umiddelbart, men en lang proces. Refleksionen er en bestræbelse på at gribe cogito ets subjekt, jeg et. Refleksiv filosofi er altså det modsatte af en umiddelbarhedsfilosofi (ibid.). Ricoeur kan tilslutte sig Descartes angående den umiddelbare sikkerhed om bevidstheden selv, men trækker derpå straks en grænse op ved at sige, at bevidstheden kan betvivles som sandhed (Conflict, p. 101). Mennesket kan være vis på sin egen bevidsthed, at jeg er, men må arbejde sig frem mod en forståelse af hvad jeg er, på hvilket spørgsmål der i øvrigt ikke gives noget sikkert svar. c) Kantiansk skematisering Kant videreudvikler den kartesianske distancering af subjektet og deraf følgende objektivering af verden ved at præcisere, hvori erkendelsesvanskeligheden består. Vi har ikke direkte adgang til tingen selv, men kender kun tingen, som den fremtræder for os. Kategorier som tid og rum kan ikke fastslås som kendsgerninger ved tingen, men må ses som a-priori kategorier hos det erkendende subjekt. Der sker i erkendelsen en "skematisering" af det erkendte, som så at sige sættes ind i et temporalt og spatialt skema, efter visse principper, f.eks. årsag - virkning. Men hos Kant står subjektet selv stadig uproblematiseret. Kant taler om en syntetiserende fantasi eller forestillingsevne (Einbildungskraft) 5, der ud af sansekundskaber og forstandskundskab skaber kundskab. Fantasien har en produktiv rolle og er altså ikke bare en kopimaskine, der skaber efterligninger af en given virkelighed. Når fantasien skaber kundskab, sker det under brug af en skematisering. Skematiseringen regulerer og vejleder vores kundskabsskaben. Denne skematisering afgrænser desuden fantasi begrebet. Man kan ikke bare frit forestille sig en hvilken som helst verden. Fantasien er derfor, hvad Ricoeur kalder, en "reguleret fantasi". "Tanken på att fantasin vägleds av ett organiserande schema i rörelse blir därmed i sin forlängning också nyckel till hur språket påverkar och formar våra verklighetskonstruktioner och vår relation till världen." (Uggla, 1994, s. 354). Sproget er nemlig i høj grad bestemmende for fantasien, idet det regulerer, vejleder og inspirerer denne. Ricoeurs videreførelse kan altså ses som en lingvistisk fornyelse af den kantianske skematisering, idet sproget indtager den plads skematiseringen havde hos Kant. Her peger en lige linie frem til Temps et Récit, hvor tanken netop er at fortællingen skematiserer vores tid, så den bliver historisk eller menneskelig tid. Mening kan enten ses som en mening eller formålsrettethed, som ligger i verden og tingene selv, eller som et skema det erkendende og forstående subjekt lægger over eller indordner det erkendte i. Det ville her umiddelbart synes oplagt at vælge at indordne fortolkningen under den kantianske skematisering, men Ricoeur gør kun dette under en samtidig påpegning af en 5 Om brugen af "fantasi" som oversættelse af tysk: Einbildungskraft / fransk: imagination se Uggla, 1994, s. 343 note 1.

16 16 Filosofiske linier hos Ricoeur affinitet mellem sprog og virkelighed. Den mening der lægges over virkeligheden er ikke fremmed for denne. Han kan således betegne f.eks. symbolet som midlet til at udtrykke en ekstrasproglig virkelighed (Conflict, p. 65). d) Fænomenologi, Husserl Ricoeur stifter under sit krigsfangenskab bekendtskab med Husserls fænomenologi og bliver gennem en kommenteret oversættelse af hans "Ideen" en af dem, som for alvor introducerer Husserl i Frankrig. Dennes fænomenologi kommer til at spille en betydelig rolle for Ricoeur, der i første del af viljesfilosofien anvender denne som arbejdsmetode, og siden udarbejder sin egen kritiske fænomenologi gennem en sammenholden af Husserls fænomenologi med en kantiansk. Ricoeur sammenfatter i artiklen "The Question of the subject: The challenge of Semiology" (Conflict, pp. 236ff.) fænomenologien i tre teser: 1) Mening er den mest omfattende kategori i en fænomenologisk beskrivelse, 2) subjektet er bærer af mening og 3) den transcendentale reduktion er den filosofiske handling, som tillader fødslen af en væren for mening, dvs. forvandler spørgsmålet om væren til et spørgsmål om værens mening. Fænomenologien vil beskrive meningen med menneskelige erfaringer fremfor deres fakticitet. Fænomenologien forbinder subjektfilosofien med en meningsteori, idet menneskets handlinger er betydende handlinger, og sproglige udtryk udgør disses reflekterede form. Subjektet er meningsskabende, meningsbærende og meningsstræbende. Ego er det, som lever i efterstræbelsen af mening. Fænomenologi kan ses som en generaliseret sprogteori, med tegnkomplekset kastet som et net over vores perceptionsfelt. Fænomenologien åbner for dette meningsfeltet, idet den tematiserer subjektet intentionale og betydende aktivitet. Fænomenologiens metode kan indtegnes under slagordet: "Zu dem Sachen selbst!". Man vil beskæftige sig med tingene selv, således som subjektet erfarer dem, og uden forudgående teoridannelser. Dermed afviser man ontologiens søgen efter, hvordan tingene "virkelig" er og epistemologiens grublen over, hvordan vi opfatter tingene, og tager i stedet udgangspunkt i det, vi har: verden som subjektet oplever det. Ricoeur kan således sige, at fænomenologiens største opdagelse "...remains intentionality...the priority of the consciousness of something over selfconsciousness" 6. Husserl uddyber i det senere forfatterskab sin fænomenologi i transcendental retning, og søger en absolut grund for kundskab i den rene bevidsthed. Han ønsker gennem en "transcendental reduktion" at vise, at alle fænomener er konstituerede ud fra det transcendentale subjekt, nemlig ved metodisk og skridtvis at gå tilbage til den grund hvorpå al erfaring hviler, og som er selve mulighedsbetingelsen for kundskab. Herved sættes det konkrete subjekt i parentes, mens den rene bevidsthed vægtes. 6 "On Interpretation", p. 189; i Alan Montefiore(ed.) Philosophy in France Today (1983). Cambridge: Cambridge University Press. Citeret i Vanhoozer, 1990, p. 20.

17 Filosofiske linier hos Ricoeur 17 Ricoeur betegner Husserls "egology" som tilhørende en lang række af cogito er, fra Sokrates til Kant (Jvf. ibid., p. 236); og Husserls forsøg på gennem denne at lægge et grundlag for erkendelsen kan ses som en radikalisering af Descartes. Men denne bevægelse mod en yderste grund bliver også en udvikling i retning mod en idealisme rettet mod det transcendentale ego. Ricoeur skriver således: "Méditations cartésiennes är det radikalaste uttrycket för den nya idealism för vilken världen inte enbart är 'for mig' utan erhåller hela sin ontologiska giltighet 'från mig'" 7. Der kan dermed siges at ske en "intensivering" fra en subjektfilosofi til en bevidsthedsfilosofi, altså ikke (i første omgang) en bevidsthed om sig selv, men om noget andet. Denne rettethed udad mod noget andet betegner Husserl med det vigtige begreb "intention" eller "rettethed". Når jeg anskuer noget eller tænker noget, er der heri altid en intenderen, som retter sig mod en genstand. Bevidsthed er altid bevidsthed om noget. Når mennesket handler eller erfarer, er begge dele udtryk for en betydende intention, som bryder tegnets lukkethed. Dette svarer til Ricoeurs tanke om tegnsystemets lukkethed, der brydes ved dets aktualisering i diskursen. "Lebenswelt" er Husserls udtryk for den foreliggende verden som subjektets intentionalitet retter sig mod, og betegner dels rækken af genstande i denne verden og dels strukturen af disse. Ricoeur skriver: "Husserl s final phenomenology joins its critique of objecitivism to a positive problematic which clears the way for an ontology of understanding. This new problematic has as its theme the Lebenswelt, the 'life-world,' that is, a level of experience anterior to the subject-object relation..." (Ibid., p. 8). Subjektet er en væren, som altid har verden som horisont for dets intentioner, en livsverden. Før det erkendende subjekt er der et liv, som subjektet er afledt af. Det bliver et afgørende og konstituerende moment, at både subjektet og den verden subjektet erkender er historiske. Desuden forholder Ricoeur sig til Husserls tænkning om tid, som bevidsthedsforløbets immanente tid. Tiden er, ifølge Husserl, en strøm, eller en "varen" (Dauer). Tiden er det samme, der stadig bliver noget andet. Husserl vil forsøge at grunde den objektive tid på den subjektive tid. Objektiv er den tid, hvori et objekt fremtræder for den intentionelle bevidsthed. Tidsligheden er ikke en egenskab ved tingen. Men i erindringen fastholdes et tidspunkt, der knyttes til tingen. Rækken af sådanne tidspunkter, tænkt således at et hvilken som helst punkt (og altså ikke nødvendigvis punktet nu hvor jeg tænker dette) kan gøres til nulpunkt, udgør den objektive tid. Men den objektive tid forbliver sekundær i forhold til den subjektive oplevede tid. Husserl vil vise at tingene, genstandene kun får mening, fordi de står i forhold til en bevidsthed, herunder at de kun bliver tidslige i forhold til en "tidsbevidsthed". Husserl ønsker at tænke "den tidskonstituerende flod som absolut subjektivitet" Husserl fortrænger, ifølge Ricoeur, spørgsmålet om naturens tidslighed, modsat Kant, der fortrænger subjektets indre 7 "A l`é cole de la phénooménologie", p. 17, P. Ricoeur (1986). Paris: Vrin. Citeret Uggla, 1994, ss. 113f.

18 18 Filosofiske linier hos Ricoeur erfaring af tiden som erindring og forventning; ingen af dem formår altså at tænke universets og bevidsthedens tid sammen. Ricoeur beskriver i indledningsartiklen til Conflict, hvordan han vil pode det hermeneutiske problem ind på den fænomenologiske metode, og herigennem også forny fænomenologien. Dette kan ske ad den "korte rute" som Heidegger følger, eller ad en længere som Ricoeur selv vil gå. En direkte beskrivelse af den væren, som forstår, uden forudgående epistemologiske antagelser, er umulig. Når vi søger at afdække forståelse som en værens form, bevæger vi os allerede indenfor sprogets rammer og dermed med epistemologiske forudsætninger. Ricoeur vil derfor gå en lang vej og begynde med en analyse af sproget. Husserls tanker om intentionaliteten, der bryder sprogets isolation overfor verden, genfinder man i Ricoeurs anvendelse af diskursen som aktualisering af sprogsystemet, og talen om en livs- og betydningsverden peger frem mod "tekstens (mulige) verden" hos Ricoeur. Han indoptager således centrale tanker fra fænomenologien, idet han søger yderligere at åbne den udad ved at vende decentreringen af subjektet i psykologi og filosofi imod det ego, som Husserl ender op med. e) Karl Jaspers For Bengt Uggla-Kristenson, der har gjort Jaspers kommunikationstanke til ledetråd for sin afhandling om Ricoeur, er det naturligvis magtpåliggende at understrege, i bevidst modsætning til Ricoeurs eget udsagn ganske vist, at Jaspers gennem hele Ricoeurs filosofiske løbebane har haft stor indflydelse på hans tænkning (Uggla, s. 93). Det er da også ganske tydeligt at Ricoeur har været inspireret af Jaspers bevægelse ud mod værens grænser i en stadig "filosoferen". Karl Jaspers er eksistensfilosof med særligt vægt på den menneskelige frihed. Jaspers knytter til Kierkegaard og dermed fremkommer også spørgsmålet om forholdet mellem frihed og valget. Hos Jaspers bliver filosofien eksistensoplysning, hvor det gælder, at mennesket skal opdage sig selv, som frihed og som mulig eksistens. Han medgiver, at mennesket altid står i en situation, der er givet, men betoner, at det ikke står her som en virkning af tilfældige årsager, men som et frit subjekt der kan overskride den orden, som tingene er bundet af. Det er grundlæggende for hans metode at skelne mellem videnskab og filosofi. Mens videnskaben gør et område til genstand for sin metodiske undersøgelse, beskæftiger filosofien sig med tilværelsen som sådan, hvorfor de kan siges at udgøre to forskellige tilgange til væren. Jasper skelner på kantiansk vis mellem væren-for-os og væren i sig selv, men søger mod eksistensens grænser for derved at nærme sig væren i sig selv, idet han søger at trænge uden om videnskabernes og den dagligdags genstandsgørelse af verden. Jaspers afgrænser forskellige områder af genstande ("Daseinsbereichen") fra uorganisk natur til ånden, den tænkende bevidsthed. Han advarer mod at indskrænke sig til en beskrivelse eller forklaringsmodel af verden, som kun tager hensyn til genstande i et af områderne. En adækvat beskrivelse må tage

19 Filosofiske linier hos Ricoeur 19 hensyn til alle genstandsområder, men er da stadig begrænset af, at disse områder kun dækker den objektive væren, hvortil desuden kommer den subjektive væren og væren i sig selv. Jasper skelner således mellem objektiv og subjektiv væren, idet han skelner mellem at være et jeg og at være en genstand. Dette jeg kan ses på tre måder: For det første som empirisk jeg, som selv er gjort til genstand for erkendelse. For det andet som subjekt, der selv gør væren til genstand for sin erkendelse. Dette jeg benævner Jaspers "Bewusstsein überhaupt". Selvrefleksionen beskæftiger sig med dette jeg, og erfarer det som noget mere end blot et objekt. Selverkendelsen er altså noget andet end den genstandsgørende videnskab, eller den er dennes ydergrænse, hvilket fører til det tredje jeg, som er den menneskelige eksistens, der skiller sig ud fra genstandene ved at have et forhold til sin egen eksistens, idet den er sig sin eksistens og sine livsmuligheder bevidst. Jaspers gør op med en egentlig individualisme, idet han (i lighed med Marcel) påpeger, hvordan mennesket altid eksisterer sammen med andre og i kommunikation med andre. Dette bliver også til et opgør med ethvert påkrav om absolutet og totalitet hos et filosofisk system. Men alternativet er ikke subjektiv relativisme. Nok er der ikke længere noget priviligeret standpunkt, hvorfra sandheden kan bestemmes, men sandheden er nu i stedet intersubjektiv. Sandheden er en mødeplads, og tænkningen er i sin sandhedssøgen henvist til endeløse tilnærmelser og gentagne tolkningskonflikter. I det intersubjektive forhold fremholder Jaspers respekten som den rette indstilling. På den ene side tenderer udelt sympati mod at opsluge den anden i afsavnet af kritisk distance, og på den anden side vil også regulær kamp udslette den anden. Respekten bevarer derimod den anden i dennes alteritet. Den anden tilkendes derigennem værdighed. På samme måde som das Ding an sich hos Kant sætter en grænse for erkendelsen, sætter begrebet person en grænse om det andet menneske og sikrer dennes alteritet og frihed. Som en given eksistens med muligheder er mennesket præget af nødvendighed og frihed. Mennesket har sin frihed fordi det kan forholde sig til sin mulige fremtidige eksistens. Frihed er derfor ikke en genstand eller en egenskab ved en genstand, men netop dette, at mennesket ikke er genstand, men eksistens. Hvert menneske må selv gennem viljeshandlinger realisere denne frihed, som filosofien ved at beskæftige sig med eksistensens grænsesituationer peger på. Når filosofien må nøjes med at pege på friheden skyldes dette, at også tænkningen har grænser, og ikke formår at begribe helheden. Derfor får grænsesituationerne, der hvor mennesket erfarer det større, som det ikke kan begribe, stor betydning for Jaspers. Da menneskets eksistens altid er en mulig eksistens, kan den ikke indfanges af noget filosofisk system, og eksistensen er derfor altid rigere end den beskrivelse, der kan gives af den. Dette viser sig også ved at den altid er en eksistens overfor det transcendente, som er dens grænse; eksistensen, og det vi kan sige om den, grænser op til noget mere og noget større. Dette større beskriver Jaspers som den absolutte virkelighed eller Das Umgreifende. Dette absolutte er ikke noget udenfor eller efter væren i sig selv, men det er en sammenhæng i væren, en ro eller enhed.

20 20 Filosofiske linier hos Ricoeur Denne dimension ved virkeligheden kan vi kun tale symbolsk om, da den nok er i væren, men alligevel går forud for den og vores evne til at tale om væren. Denne virkelighed viser sig gennem symboler eller cifre. I princippet kan alt (f.eks. naturen eller myter), ifølge Jaspers, fungere som et ciffer, når det ses som et tegn på den absolutte virkelighed. Men også en tydning ved hjælp af cifre har i en eller anden grad karakter af en objektivering, og så er det alligevel ikke væren i sig selv, vi befatter os med. Derfor må filosofien være en vedvarende bevægelse ud mod grænsen, en stadig Philosophieren. Ricoeur bidrager i det voluminøse samleværk The Philosophy of Karl Jaspers med artiklen "The relation of Jaspers Philosophy to Religion" (Jaspers, pp ), hvor han lader en kritik af Jaspers munde ud i en overvejelse om forholdet mellem filosofi og teologi. Jasper står, ifølge Ricoeur, mellem kirkens dogmatik og den ateistiske kritik. Teologiens "Gud", der inkarnerer sig som "gudsmand", er antitesen til Jaspers tanke om cifferet, at det transcendentales væren i væren viser sig og kan tolkes. Der er i begge tilfælde tale om en mediation mellem transcendensen og den menneskelige eksistens. Jaspers siger om det i hvem Gud, ifølge teologien, åbenbarer sig (mennesket Jesus): "The Transmutation into a mediation between us and the unique God is its transmutation into cipher." (K. Jaspers Von der Warheit, cit. Jaspers, p. 624), og Ricoeur kommenterer: "One must choose between the 'encipherment' of all things, and the christian incarnation." (Ibid.). Men Jaspers går videre herfra. Han vil give religionen plads indenfor filosofiens ramme. For kraften til at transformere alle realiteter og overbevisninger, ved cifre, til "spekulative" symboler på det transcendente er ubegrænset, og cifferkonceptionen gør Jaspers istand til at afdække en transcendent intention, selv i de tanker hvis objektive eller dogmatiske foregivende først synes at destruere enhver tanke om transcendens. Jaspers religionskritik drejer sig altså om den skjulte transcendens og dens "passage" gennem de historiske cifre. Den religiøse mediation mellem transcendens og eksistens i form af "gudsmanden" er uacceptabel for Jaspers, når den påstår at stedfæste og garantere transcendensens tilstedeværelse i immanensen, idet religionen eller teologien dermed gør denne tilstedeværelse til noget eksklusivt, som den selv har monopol på. Dette er baggrunden for Jaspers understregning af den flygtige og ikke-nødvendige karakter i cifferets universalitet. Ricoeur forsøger i en sam-filosoferen med Jaspers at indsætte en anderledes relation mellem filosofi og religion. Det ultimative filosofiske spørgsmål for Jaspers gælder væren i sig selv, væren som væren, og dennes tilsynekomst. Al tale om åbenbaring er for filosoffen begrænsende og autoritær, og Jaspers betegner med "katolicitet", en "voldelig" projektion af religionen ind på områder, f.eks. værensspørgsmålet, hvor den ikke hører til. Dette er også efter Ricoeurs mening udenfor religionens beskæftigelsesområde: "Religion becomes a philosphical question when its own dialectic of deliverance is transferred to the properly philosophical problem of absolute reality." (Ibid., p. 631). Ricoeur vil gå fra religionens forfejle-

21 Filosofiske linier hos Ricoeur 21 de påkrav på at udtale sig udtømmende og uimodsigeligt om virkeligheden til troens intention, som gælder forløsningen, som er frihedens frelse. På denne baggrund genlæser Ricoeur Jaspers værk ud fra skylds-problematikken. For Jasper er skyld en ultimativ situation ligesom døden, og skyldighed er et livsvilkår ligesom dødeligheden. Og når skylden hos Jaspers bliver noget uundgåeligt, så bliver det også at se mest som et eksistens-"uheld", som ikke levner mulighed for tilgivelse og genløsning. Ricoeur kritiserer dette synspunkt: "Guilt is that very limitation of exestence which is espoused by freedom. This confusion of guilt and finitude appears to me to be one of the gravest confusions of contemporary 'existential' philosophy." (Ibid, p. 632). I Kristendommen skelner man derimod, ifølge Ricoeur, mellem endelighed som et ontologisk begreb og skyld som et etisk begreb. Endelighed er en tilstand, skyld en hændelse. Denne forskel mellem Jaspers uundgåelige skyld og kristendommens synd er, ifølge Ricoeur, klargørende for forståelsen af en række punkter i Jaspers filosofi. Det er nemlig denne skyld som eksistensvilkår, der bringer Jaspers til at beskæftige sig med "foundering rather than 'rebirth.'" (Ibid., p. 633). Det religiøse skyldsspørgsmål erstattes af et spørgsmål om værens tilsynekomst og forsvinden. Ricoeur sætter sin kritik på spidsen, når han skriver: "One sometimes has the impression in reading Jaspers of looking at an incomplete atheism born of an unstable compromise between Kierkegaard and Nietzsche." (ibid., p. 639)! Ricoeur mener, at den konflikt der nødvendigvis er i modsætningen mellem en unik åbenbaring og en universal cifferteori, ikke er fatal, hvis blot den føres tilbage til sin oprindelse i distinktionen mellem en frelsesproblematik og en spekulativ værensproblematik. Hvis filosofi og teologi ville møde hinanden mere åbent og ikke i dækning bag henholdsvis libertinisme og autoritæritet, kunne man komme ud over den eksklusivitet mellem dem, som præger Jaspers filosofi og hans religionskritik, mener Ricoeur. Anden revolution: decentrering af subjektet a) Indledning Først Hegel fremsætter den tanke, at mennesket heller ikke har et umiddelbart kendskab til sig selv, men må blive sig selv, gennem en omvej omkring det andet, kulturen og andre mennesker og tilbage til sig selv. Descartes fejl er, at han tager erkendelsen ikke blot af selve eksistensen, at jeg er, men også af eksistensens indhold, hvad jeg er, for givet. Nu vendes den kartesianske erkendelseskritik også mod subjektfilosofien selv (Conflict, p. 148f.). Denne kritik når sit klimaks hos "mistankens mestre", Marx, Nietzsche og Freud, hvor der sker en egentlig decentrering af subjektet, idet bevidstheden anklages for at være en falsk bevidsthed (Kilder, s. 86). Heidegger går ikke så langt, men påpeger hvordan subjektet aldrig er det uafhængigt beskuende, men altid allerede er ude ved tingene.

22 22 Filosofiske linier hos Ricoeur b) Hegel Hegel indleder, som nævnt, en problematisering af subjektets givethed og selverkendelse og stiller gennem sin historisering af filosofien disse ting som opgave og som telos. Arne Grøn skriver i sin indledning til den danske oversættelse af Interpretation Theory: "Ricoeurs tænkning [forholder] sig på afgørende måde til Hegel. Det ytrer sig i hele syntesebestræbelsen; i begrebet om den konkrete refleksion som en omfattende tilegnelse af den mening, der er blevet til i historien;...i begrebet om den produktive udvendiggørelse; i betoningen af den historiske formidling af selvforståelsen;...i betoningen af spændingen mellem det individuelle og det almene." (Fortolkningsteori, s. 78). Hegels filosofi bæres af en totaliserende ambition. Han ønsker at skabe en stor og samlende syntese, svarende til den opfattelse, at virkeligheden udgør et sammenhængende hele, ja at virkeligheden i egentlig forstand er denne sammenhæng, i hvilken ting og erfaringer forstås. Selvom denne ambition om det altomfavnende kan genfindes hos Ricoeur, er denne dog meget bevidst om det umulige i projektet, og anvender Kant som grænsedrager, i det han, med et udtryk lånt fra Eric Weil, selv betegner som en "post-hegeliansk Kantianisme" (Conflict, p. 412). Hegels filosofi drejer sig ikke blot om fornuftens indsigt i virkeligheden, men også om det erkendende menneskelige subjekt selv. Hegel ser historien som en refleksionsproces, hvor menneskeheden arbejder sig frem mod de mest adækvate grundopfattelser af virkeligheden. Hvad det vil sige at være menneske læres først gennem denne proces. Dette betyder ligeledes, at de transcendentale forudsætninger for menneskets tænkning og handlen er forskellige til forskellig tid og sted, de er historisk skabte og kulturelt betingede. Den fremadskridende proces fører frem, og har ført frem gennem tese, antitese og syntese til det sted, hvor vi nu tilbageskuende kan erkende, hvad det er at være menneske. Denne akkumulering af indsigter og antagelser op gennem historien som samler sig i den menneskelige erkendelse benævnes af Hegel "Geist". Denne "Geist" er et samlende princip, i hvilket historie og erkendelse, subjekt og fællesskab, handling og teori smelter sammen. Endemålet for den historisk formidlede erkendelsesproces er for Hegel absolut kundskab i en tilbageskuen over den historie, som ligger bag os 8. Ricoeur tilslutter sig, i en kritik af Hegel, den generelle afvisning af opnåeligheden af et sådant endemål. Absolut kundskab er uopnåelig. Ricoeur siger således: "The Hegel I reject is the philosopher of retrospection " (Ibid., p. 414), altså den Hegel som blot ser tilbage og begrænser sig til at tale om det, som allerede er sket i "Åndens" historie. Det Ricoeur ønsker at tage med fra Hegel, er den processuelle tænkning, selverkendelsen som noget der bliver til. Hegels dialektiske metode har også stor lighed med Ricoeurs egen meto- 8 Hvorvidt denne Hegeltolkning er korrekt, vil der ikke her blive taget stilling til. Det er denne forståelse af Hegel, Ricoeur forholder sig til.