Godt og skidt socialt arbejde

Transkript

1 1 Uden for nummer 6, 4. årgang 2003 Godt og skidt socialt arbejde Af Peter Høilund, Søren Juul og Sara Højslet Madsen Peter Høilund, cand.jur. og ph.d. i retsfilosofi, lektor på RUC i velfærdsret, tidligere lektor ved Den sociale Højskole i København og ekstern lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet. Her navnlig beskæftiget sig med etikkens vilkår i samfundsinstitutioner, især i bøgerne Den forbudte retsfølelse fra 1992, Retsanvendelsens etik. Om dømmekraft fra 1998 og senest i Socialretsfilosofi fra Søren Juul er lektor ved Institut for Samfundsvidenskab, Roskilde Universitetscenter. Har senest udgivet bogen Modernitet, velfærd og Solidaritet - en undersøgelse af danskernes moralske forpligtelser. Hans Reitzels Forlag, Sara Højslet Madsen er kandidatstuderende ved Roskilde Universitet i fagene socialvidenskab og engelsk. Har tidligere beskæftiget sig med bl.a. virksomheders sociale ansvar samt mediernes rolle i den sociale konstruktion og indlejring af nye dominerende diskurser. Den tyske filosof Friedrich Nietzsche ( ) havde et nærmest profetisk blik, da han hævdede, at Gud er død, hvorefter der ikke findes et højere væsen end mennesket. Det betyder, at der ikke længere findes en af Gud givet universel moral, som menneskelige handlinger skal vurderes ud fra. Mennesket er selv Gud og må selv konstruere sine moralske normer. Det videnskabeliggjorte og højteknologiske informationssamfund, som vi i dag lever i, har imidlertid forsøgt at frigøre sig fra enhver form for religiøs eller metafysisk tænkning. Troen på fremskridtet gennem social ingeniørkunst har fortrængt interessen for, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert, og vi befinder os i dag i en situation, hvor der ikke findes noget fælles normativt grundlag, hvorudfra vi kan afgøre moralske spørgsmål eksempelvis hvad der godt og skidt socialt arbejde. Kan vi ikke svare på sådanne spørgsmål, er vi imidlertid ikke i stand til at forholde os kritisk til den nuværende praksis eller gøre os visioner om sociale fremskridt: Hvordan kan man begrunde, at en bestemt praksis er umenneskelig eller socialt uretfærdig uden en normativ målestok af en eller anden art? Vores udgangspunkt er, at det gode sociale arbejde er et arbejde, der sigter på at give alle mennesker mulighed for at leve et godt liv. Heraf følger, at kritiske analyser af socialt arbejde må tage afsæt i et begreb om, hvad der er afgørende for, at de kan gøre det.. Udgangspunktet må været et begreb om betingelserne for menneskelig opblomstring, en menneskeopfattelse eller en teori om det menneskelige selv. Det er imidlertid ikke en tilstrækkelig forudsætning. Det gode samfund giver alle mennesker muligheder for at leve et godt liv. Et normativt ideal for socialt arbejde, må derfor også baseres på en teori om social retfærdighed. Det må kunne udtale sig om, hvordan hensynet til den enkelte borger skal prioriteres i forhold til mere overordnede samfundsmæssige hensyn og interesser. Med Nietzsche kan man således sige, at socialarbejderen i sit praktiske arbejde er blevet sin egen Gud. Hvis nu alle navnlig de borgere, der kontakter de sociale forvaltninger

2 2 synes alt var godt, kunne vi stoppe her. Der er imidlertid ikke tilfældet. De nævnte fortællinger er netop elendighedsfortællinger, der påpeger et alvorligt misforhold mellem socialarbejdernes selvforståelse og praksis og borgernes ønsker og behov. Der synes således på socialrådgiversiden at være betydelige problemer med at se, forstå og anerkende det menneske som kommer ind i systemet. Gundelach formulerer det således (Skytte 2002, side 243): Socialt arbejde er et område, der er kendetegnet ved en vis form for fællesskab, der i forhold til klienten siger noget om, [at] vi ved hvem du er, vi ved hvad der er bedst for dig [og] vi har (i hvert fald delvist) magt til at give dig det du har brug for. Det forskningsprojekt i, som vi er midt i, handler om at udvikle et socialfagligt sprog, som er egnet til at tale om praksis i de sociale institutioner og kritisere den praksis, der er skidt eller direkte ond. Skal vi i kort form sammenfatte nogle elementer i det normative sprog, som vi udfolder i denne artikel, kan det gøres således: Social retfærdighed forudsætter etisk autonomi, dvs. den tanke, at den enkelte borger, så vidt muligt, skal kunne leve sit liv ud fra sin egen vision om det gode liv. For det sociale arbejde betyder det, at udgangspunktet, som hovedregel, bør være borgerens egen etiske autonomi, der danner udgangspunkt for arbejdet. Hensynet til etniske minoriteter har yderligere understreget behovet for anerkendelse af etisk autonomi, som et højt prioriteret ideal. Trods gode viljer og betydelig interesse for traditionel etik i de sociale uddannelser og faglige organisationer, har det vist sig, at borgernes etiske autonomi ofte ikke anerkendes i praksis. Vi søger derfor at udvikle et ideal, der har som mål, at styrke borgerens etiske autonomi i mødet med socialforvaltningen. Styrkelsen består i det væsentligste i to principper, hvorefter godt socialt arbejde bygger på et etisk princip om anerkendelse af borgerens etiske autonomi og et retligt princip om anerkendelse af borgeren som medlem af samfundets retlige fællesskab. Disse principper må være til stede i socialt arbejde for, at man kan tale om social retfærdighed. Endelig søger vi at udvikle en mere konkret vejledning om, hvorledes man kan gå frem i praktisk socialt arbejde, hvis man ønsker at følge de to nævnte principper. Centrale teser Projektet bygger på en række antagelser, der kan skitseres i følgende punkter: * At et socialt arbejde, der skal bidrage til menneskelig opblomstring, må bygge på anerkendelse af borgeren som en etisk og juridisk person med samme ret som alle andre til at forfølge sin egen vision om det gode liv. * At det sociale arbejde ofte mislykkes ikke mindst over for de dårligst stillede fordi det sociale system møder borgeren med disrespekt. * At dette hænger sammen med en historisk udvikling i de sociale institutioner, som er kendetegnet ved, at politisk signalgivning og økonomisk regulering har høj status i det sociale arbejde, i forhold til etiske og retlige værdier (skylden kan altså ikke placeres hos den enkelte socialarbejder). * At der er behov for et alternativt normativt sprog, som kan fungere som en modmagt til tænkemåder og metoder, der udelukkende bygger på effektivitetshensyn. Det er vores håb, at et sådant sprog i en historisk proces vil resultere i en revideret institutionel døm-

3 3 mekraft, der rummer en bedre balance mellem etiske og retlige hensyn til den enkelte borger og mere overordnede politiske og økonomiske hensyn. Det skal understreges, at økonomi, politik og forvaltningsmæssige hensyn er helt nødvendige elementer i de sociale institutioner. Disse elementer bør imidlertid afbalanceres af etiske og retlige hensyn til borgeren. Anerkendelse, identitet og social retfærdighed i socialt arbejde Den etik, vi taler om, er en anerkendelsesetik, der understreger betydningen af etisk autonomi. Den bygger på anerkendelse af alle menneskers ret til at forfølge deres vision om det gode liv, i hvert fald så længe den ikke strider mod det fælles bedste. I modsætning til udbredte moralfilosofiske retninger sætter vi ikke udelukkende vores lid til socialarbejdernes medmenneskelighed eller gode viljer. Etisk autonomi må også garanteres retligt, og vi betragter centrale dele af socialretten som en beskyttelse af borgerens etiske autonomi i mødet med den sociale institution. Netop derfor indebærer juraens autoritetsstab i forhold til andre styringsmedier et retssikkerhedsproblem. Retssikkerhed opfatter vi som institutionel anerkendelse af borgeren som medlem af samfundets retsfællesskab. Der er tale om en svækkelse af det retlige værn, som skal understøtte borgerens muligheder for at være arkitekt i sit eget liv. Vi er ikke mindst inspirerede af den seneste udvikling inden for tysk kritisk teori. Navnlig Axel Honneth, der har overtaget Habermas professorat i filosofi og sociologi i Frankfurt, har med sin anerkendelsesteori bidraget til at trække den kritiske teori i en delvis ny retning (Honneth, 1996). Honneth er optaget af, hvad der gør et menneske til et socialt individ. Eller med andre ord: hvad der betinger en vellykket identitetsdannelse. Honneth bygger på den grundantagelse, at menneskers vellykkede identitetsdannelse er afhængig af forskellige typer af anerkendelse: 1. Basal selvtillid udspringer af anerkendelse i familie- og kærlighedslivet. 2. Selvagtelse som borger er betinget af, at borgeren anerkendes som et ligeberettiget medlem af samfundets retsfællesskab. 3. Oplevelse af selvværd forudsætter, at borgeren anerkendes som et værdifuldt menneske af de etiske fællesskaber, som han eller hun indgår i. Når mennesket møder de nævnte former for anerkendelse, blomstrer det op og udvikler et handledueligt jeg. Når mennesket møder disrespekt, kan konsekvensen være identitetstab, skade og lidelse. Anerkendelse er for Honneth et universelt menneskeligt behov, men hvordan dette behov konkret artikuleres og tilfredsstilles, er historisk, geografisk og socialt bestemt. En dansker med anden etnisk baggrund end dansk kan således have behov for anerkendelse, der er fremmed for en etnisk dansker. Med sin anerkendelsesteori har Honneth udviklet et normativt grundlag for en konstruktiv samfundskritik, som også er relevant for et praktisk socialt arbejde, der sigter på menneskelig opblomstring. Eftersom det gode liv ikke kan anvises af eksperter, men må findes af den enkelte i det praktiske liv, bliver anerkendelse af borgerens ret til at forfølge sin egen vision om det gode liv (anerkendelse af borgeren som etisk person) en betingelse for, at det sociale arbejde kan styrke borgernes identitet. Her er vi helt i overensstemmelse med ledende socialfaglige teoretikere som for eksempel Malcolm Payne. Også Payne under-

4 4 streger, at endemålet i socialt arbejde må være at styrke klienternes identitet, og han advarer mod udviklingen af en professionskultur, der har tendens til at tilsidesætte klienternes syn på problemerne (Payne, 2001). Honneths teori kan imidlertid ikke stå alene. Hvis man skal kunne udtale sig om, hvordan forskellige gruppers anerkendelseskrav i forhold til hinanden kan koordineres eller retfærdiggøres, må man også have en teori om social retfærdighed. Anerkendelsesteorien må så at sige integreres i en retfærdighedsteori. Ikke mindst Reinar Forst, der er en af de ledende repræsentanter for den kritiske teoris fjerde generation, har bidraget hertil (Forst, 2002). Han sondrer analytisk mellem forskellige normative kontekster, som mennesker indgår i (som etiske personer, juridiske personer, medborgere og moralske personer). Ligesom Honneth understreger han, at anerkendelse af borgeren som etisk og juridisk person er en forudsætning for, at et menneske kan udvikle et handledueligt jeg. At være anerkendt som juridisk person betyder, at man uanset sit etiske tilhørsforhold er anerkendt som et ligeberettiget medlem af samfundets retsfællesskab og som sådan har de samme rettigheder som alle andre til at forfølge sin egen vision om det gode liv og til at deltage på alle områder af samfundslivet. Et samfund (og et socialt arbejde), der ikke anerkender borgeren som etisk og juridisk person, er følgelig uretfærdigt. I Forsts teori er der imidlertid ingen tvivl om, at etiske normer diskvalificeres, hvis de strider mod universelle moralnormer, for eksempel en vision om at leve af tyveri. Mere uklart er det, hvor højt man skal prioritere værdier som etisk autonomi og etisk pluralisme, hvis disse kommer i konflikt med det fælles bedste (det medborgerlige samfunds interesser). Forst skriver, at de forskellige normstrukturer i så fald må afbalanceres mod hinanden, men hvad det konkret vil sige, får man ikke ret meget at vide om. Alligevel leverer også Forst en række frugtbare indsigter, som en normativ teori for praktisk socialt arbejde kan tage afsæt i. Både Honneths og Forsts teorier befinder sig imidlertid på et så højt abstraktionsniveau, at de ikke er handlingsanvisende for socialarbejdere, der skal agere i konkrete sager. Med afsæt i Honneth og Forst kan vi formulere nogle generelle principper om, at praktisk socialt arbejde bør bygge på anerkendelse af borgeren som etisk og juridisk person, men vi kan ikke sige ret meget om, hvordan socialarbejderen i praksis bør forholde sig til borgeren. For at præcisere, hvad det vil sige at anerkende borgeren i socialt arbejde, og hvilke forandringer af socialt arbejdes praksis der bør følge heraf, skal vi i det følgende forsøge at omsætte det abstrakte normative ideal til nogle mere substantielle retningslinier for mødet mellem system og borger. Disse retningslinjer kan ikke formuleres uden reference til aktuelle socialpolitiske og socialfaglige udviklingstendenser og til den dømmekraft, der i dag dominerer i de sociale institutioner. Jura og etik har lav status Praktisk socialt arbejde har i nyere tid gennemløbet en udvikling, der har ført til en nedtoning af socialfaglige skøn og lokale prioriteringer til fordel for en mere rationelt funderet, ensartet faglig tilgang. Man taler om styrkelse af retssikkerheden og satser i høj grad på det, man kalder metodevejen. Hertil kommer en almindelig tendens til effektivisering i den offentlige sektor ofte byggende på moderne managementteorier. Karakteristisk for de nye reguleringsformer er, at de ikke opererer med et egentligt personbegreb. Der forekommer ikke nogen hr. Jensen eller fru Petersen, der bør beskyttes,

5 5 men derimod grupper af mennesker (for eksempel de langtidsledige eller personer på overførselsindkomst). De nye faglige tilgange i det sociale arbejde har intet at sige om forvaltningens møde med den enkelte borger og underbygger Hannah Arendts tese om, at den moderne rationalitet har erstattet enkeltindividet med et forudsigeligt massesubjekt frigjort fra enhver konkret livshistorie og biologi (Arendt, 1951). Hermed er vejen banet for overdreven tiltro til standardmetoder og socialteknologi. Hvis metoden får karakter af en manual, vil den tilstræbe udelukkelse af subjektiv indflydelse, og sigte mod at producere sammenlignelige, reproducerbare data i form af en ressourceprofil. Hermed tabes blikket for, hvorledes identitet dannes gennem forskellige typer af anerkendelse i en historisk proces. Metoder i socialt arbejde er nødvendige, men må altid indlejres i humanistiske og samfundsfaglige kontekster, så de kommer til at hvile på et afklaret menneske- og samfundssyn. Centralisering af fagligheden via managementteori og kontekstfri metoder er således en farlig cocktail. Metoderne fremstår som en rationel teknik, som vil garantere kvaliteten i arbejdet, og som alle socialarbejdere derfor skal beherske. Udviklingen indebærer imidlertid en risiko for, at socialarbejderens faglige og etiske ansvarlighed og situationens fortrolighedskundskab fortrænges af troen på neutralitet og objektive metoder. På den måde kommer metoderationaliteten til at spærre for kritisk selvrefleksion i det praktiske arbejde, navnlig hvis socialarbejderen ikke i forvejen har et veludviklet fagligt og personligt beredskab. Såvel metodevejen som den omfattende retlige regulering om god sagsbehandling (senest bek. af 11/ om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne) er udtryk for et forsøg på at regulere den pluralisme eller vilkårlighed, som hersker i det sociale arbejdes praksis. Imidlertid savner vi en samfundsanalyse, der sandsynliggør, at det metodisk eller retligt er muligt eller ønskeligt, at opnå ensartethed, eller retssikkerhed i traditionel forstand (gennemskuelighed, ensartethed). Vores udgangspunkt er, at de sociale institutioner udgør en skov af enheder, der har kompetence på samme område, men ofte forskellige opfattelser af, hvad socialt arbejde er, og hvorledes det bør praktiseres, samt hvordan man skal forholde sig til retlig regulering. Denne fragmentering, der ofte rækker langt ind i den enkelte institution, kan ikke ændres til et hierarki ved hjælp af metoder eller eksakt retlig regulering. Metodevejen er kulminationen på en længerevarende udvikling inden for den offentlige sektor, hvor omfattende reformer har sat sig dybe spor i institutionernes praksis. Det man tidligere opfattede som det traditionelle grundlag i det væsentlige etisk-juridiske normstruktur synes i dag nedprioriteret til fordel for politisk-økonomisk orienterede ledelsesværktøjer. De nye reguleringsformer er muligvis velegnede til at sikre effektivitet i velfærdsproduktionen, men de er uegnede til at sikre, at borgeren i mødet med det sociale system anerkendes som etisk og juridisk person. Over en længere årrække har juraen eller systemet fået karakter af et fjendebillede for mange socialarbejdere. Ikke mindst den antiautoritære bevægelse, som tog fart i sidste del af 1960 erne forstærkede denne udvikling. I de sociale miljøer talte man om, at man måtte udføre godt socialt arbejde på trods af loven, og man anvendte betegnelser som socialarbejderen som advokat for klienten, hvor den institution, man selv var en del af, blev opfattet som modpart. Denne udvikling, der blev understøttet af det sociale arbejdes praksis, har ført til institutionalisering af kulturværdimønstre, hvor ret og retsanvendelse er lavt prioriterede værdier. Det betyder i vores optik, at det retlige værn om etisk autonomi er

6 6 stærkt svækket, og tendensen til at betragte ret og retsanvendelse som et onde kan reelt have medvirket til social uretfærdighed og til eksklusion af store befolkningsgrupper. Man kan med god ret spørge, om jura nogen sinde har været anset for en højt prioriteret værdi i det sociale arbejde. Norske undersøgelser (for eksempel Andenæs, 1989) kan tolkes i retning af, at navnlig den etikproduktive ret ii forvaltningsretten aldrig for alvor er slået igennem i det social arbejdes praksis. Alligevel er det vores tese, at den generelle udvikling inden for den offentlige sektor gennem de seneste år yderligere har svækket juraen som styringsmedie i socialt arbejde. Socialarbejderne synes således i stadig højere grad at orientere sig i forhold til økonomi og politisk signalgivning eksempelvis en politisk diskurs, der siger noget for noget : hvis du skal oppebære sociale ydelser, skal du kunne dokumentere, at du er ude af stand til at arbejde. Etikken har også ændret karakter i nyeste tid. Skal vi tro den polsk-amerikanske filosof Lipovetsky, har den traditionelle fornuftbaserede pligtetik på det sociale område ændret sig i retning af en følelsesmæssig terapeutetik med én selv i centrum. Den kantianske pligtetik er hermed blevet erstattet af en art identifikationsmoral, som i det socialfaglige uddannelsessystem blandt andet kommer til udtryk i omfattende holdnings- og følelsesøvelser, hvor det anses for vigtigt, at de studerende lærer at identificere egne holdninger og følelser i forhold til en række etiske dilemmaer. En sådan terapeut- eller identifikationsmoral kan man ikke bygge sociale institutioner på. Mange undersøgelser peger i retning af, at terapeutetikken har sat sig afgørende spor i det sociale arbejde, der udføres i socialforvaltningerne. Som eksempel kan nævnes Marianne Skyttes nyligt udkomne afhandling, som anvender betegnelsen den privatpraktiserende socialrådgiver (Skytte, 2002). Med dette begreb antydes det, at socialrådgiveren agerer som privatperson, selv om hun indgår i institutionelle magtstrukturer og er underlagt retlig regulering. En egentlig institutionelt forankret etik og ret, der kan sætte sig igennem og præge den institutionelle dømmekraft, synes imidlertid fraværende. Udviklingen i det sociale arbejde præges endvidere af, at dominerende politiske holdninger og tænkemåder i stigende grad vinder indpas i den konkrete sagsbehandling, som vi blandt andet ser det på aktiveringsområdet, hvor en velklingende politisk diskurs noget for noget understøttet af en homo economicus-rationalitet fører til disrespekt over for borgeren både som etisk og juridisk person. Selvom mange aktiveringsprojekter udnævnes til succeser, da flere kommer hurtigere ud af passiv forsørgelse, er der ofte tale om social uretfærdighed, da succesen alene vurderes ud fra politisk-økonomiske kriterier. En svækket jura kan tydeligvis ikke mobilisere den nødvendige modmagt og sikre, at den enkelte borgers etiske autonomi anerkendes. Disrespekt i socialt arbejde En række indbyrdes meget forskellige undersøgelser tegner et ensartet billede såvel aktuelt som i et tilbageskuende perspektiv af et socialt system, der har store vanskeligheder ved at anerkende borgerne både som etiske og juridiske personer. De viser alle, fra forskellige vinkler, at borgerens etiske autonomi ikke respekteres. Blandt andet sammenfatningerne hos Eskilinen og Koch (1997) og Berg Sørensen (1994 og 1995) konkluderer, at borgernes selvbestemmelsesret sjældent respekteres af de sociale myndigheder, og at socialarbejderne som oftest er den dominerende og kontrollerende part i mødet med borgerne. Også Socialforskningsinstituttets nye handicapundersøgelse understreger (under overskriften Nedgøringsteknikker), at der ofte handles hen over hovedet på borgerne, og

7 7 ikke så få forældre oplever, at sagsbehandlerne prøver at nedgøre dem og holde dem på plads som klienter (Bengtsson og Middelboe, 2001). Efter lovgivningens tekst er der ellers gode muligheder for, at borgeren kan forfølge sin vision om det gode liv. Som eksempel på retlige tiltag, der helt entydigt har sigtet på at værne om borgeren som etisk og juridisk person, kan nævnes den første vejledning til retssikkerhedslovens 4 (Socialministeriets Vejl. 44 af , pkt. 9.). I vejledningen understreges det blandt andet, at faglige vurderinger skal fremlægges og vurderes sammen med borgeren, at alle oplysninger skal være tilgængelige for borgeren, at myndighedernes praksis skal være korrekt begrundet, at valg og beslutninger altid skal træffes i samarbejde med borgeren, at grundlaget for eventuelle afslag skal meddeles på en klar og forståelig måde, at myndighederne skal være villige til at drøfte sagen med borgeren og parate til yderligere overvejelser, hvis det er nødvendigt. Disse sagsbehandlingsregler virker imidlertid ikke i praksis. Af Den Sociale Ankestyrelses praksisundersøgelse fra 2001 fremgår det, at kun 20 procent af landets kommuner følger retssikkerhedslovens regler om helhedsvurdering og orientering af borgeren indenfor 8 uger fra henvendelsestidspunktet, således som retssikkerhedsloven foreskriver. I øvrigt finder Ankestyrelsen anledning til at indskærpe, at reglerne om høringspligt, begrundelser, hjemvisning og ugyldighed skal overholdes. Disse forvaltningsretlige regler indeholder helt overvejende normer, der skal sikre borgerens muligheder for at medvirke i sin egen sag eller med andre ord: sikre etisk autonomi. Når det gælder det materielle område (altså reglerne om forskellige ydelser), står det ifølge undersøgelsesmaterialet knap så slemt til. Den tidligere omtalte SFI-undersøgelse om forældre til handicappede børn (Bengtsson og Middelboe, 2001) antyder dog, at der også her er problemer. Forfatterne kaldte rapporten: Der er ikke nogen, der kommer og fortæller, hvad man har krav på, og det understreges, at oplevelsen af manglende information er et påtrængende problem. Sammenholder man disse og mange andre undersøgelsesresultater med idealet om etisk autonomi, er resultatet nedslående. Alle undersøgelser peger fra forskellige vinkler på, at borgerens etiske autonomi ikke respekteres i mødet med den sociale institution. Skal vi tro Honneth og Forst fører dette til reducerede muligheder for en socialt hensigtsmæssig identitetsdannelse, til manglende ansvarsfølelse og til forringede deltagelsesmuligheder. Kampen om den institutionelle dømmekraft De nævnte undersøgelser understøtter således (ligesom de foreløbige resultater af vor egen empiriske undersøgelse) tesen om, at de sociale myndigheder ofte møder borgerne med disrespekt. Det skyldes ikke, at socialarbejdere er dårlige mennesker. Snarere skyldes det en historisk udvikling i institutionerne, som tildelte etiske og retlige værdier en lav status og har fortrængt hensynet til den enkelte til fordel for abstrakt social ingeniørkunst. Foucault ville kalde det disciplineringsteknikker (Foucault, 1991). Institutionens dømmekraft påvirker socialarbejdernes dømmekraft, og selv den mest humant indstillede socialarbejder vil som ansat i en social institution kunne udøve dømmekraft i strid med de overbevisninger, som bærer den personlige dømmekraft. Det hænger sammen med, at institutionen påvirker socialarbejderen gennem traditionsbestemte og fagligt bestemte mønstre af fortællinger, der overføres fra generation til generation. Hermed kommer bestemte problemforståelser og rutiner til at fremstå som indlysende og naturlige, og socialarbejderen mister sansen for at sætte sig i den andens sted. Som eksem-

8 8 pler herpå kan nævnes de veletablerede socialarbejderfortællinger, der om borgeren siger: Vi ved, hvem du er, og vi ved, hvad der er bedst for dig (Skytte, 2002 med henvisning til Gundelach). En humanisering af socialt arbejdes praksis forudsætter derfor en anderledes dømmekraft i de sociale institutioner. Forandringen kommer imidlertid ikke af sig selv. I de sociale institutioner føres der anerkendelseskampe om indholdet i den institutionelle dømmekraft, der som en slags generaliseret anden udgør rammen for dømmekraftsudøvelse på forskellige niveauer og for de mange fagligheder. Sådanne anerkendelseskampe drejer sig om institutionelle tænkemåder og praktikker, om prioriteringen af værdier og om den rationalitet og de metoder, der skal dominere socialt arbejdes praksis. Når Honneth taler om anerkendelseskampe, refererer han især til den svage borger, der kæmper for anerkendelse, når han eller hun mødes med disrespekt. I det daglige sociale arbejde udspiller der sig selvsagt mange af den slags anerkendelseskampe i mødet mellem socialarbejder og borger. I vores idealmodel får anerkendelseskampen imidlertid en yderligere dimension. Som omsorgsgiver må socialarbejderen kæmpe en kærligheds- og anerkendelseskamp ikke imod men for og med borgeren, og som medarbejder i en institution må han eller hun deltage i kampen om den institutionelle dømmekraft. Socialarbejderen indgår således i to forskellige typer af kampe. Den første (kærlighedskampen) angår dannelsen af et minimalt fællesskab mellem socialarbejder og borger. Den anden drejer sig om indholdet i den institutionelle dømmekraft. Vores kritisk normative teori bygger på dette dobbeltperspektiv, hvor anerkendelsestanken altså spiller en central rolle. Da den institutionelle dømmekraft sætter dagsordenen for den sociale dømmekraft - hvor socialarbejderen sidder overfor borgeren kan et ideal om en social dømmekraft ikke realistisk påvirke praksis, hvis den institutionelle dømmekraft ikke anerkender idealet. Derfor må vi gå omvejen over institutionelle anerkendelseskampe. Etikkens og rettens lave status har ført til en institutionel dømmekraft, der undertrykker etiske og retlige værdier. Denne udvikling sætter sig også spor i den sociale dømmekraft, der praktiseres i socialarbejderens konkrete møde med borgeren. Som socialarbejder kan man ikke bare vælge at handle etisk og give borgerne deres rettigheder. Man er gennem uddannelse og praksiserfaring socialiseret ind i en verden af meninger, som man ikke selv er herre over og ikke uden videre kan gøre sig fri af. Denne proces er ikke bare en følge af forandringer i de sociale institutioner. Den er et resultat af globale samfundsmæssige historiske og sociale udviklinger, der også sætter sig igennem i de socialfaglige professioner og i de institutionelle dømmekraftsidealer. Det betyder ikke, at den enkelte socialchef eller socialarbejder er helt uden indflydelse på de toneangivende normative idealer i institutionerne. Den sociale dømmekraft er hverken uberørt af eller helt determineret af den samfundsmæssige og institutionelle udvikling, men dannes i spændingsfeltet mellem frihed og tvang. Socialarbejderen kan derfor ikke fraskrive sig et personligt dobbeltansvar: For det første ansvaret for en vellykket kærlighedskamp, der sigter på at gøre borgerens vision om det gode liv til udgangspunkt for det sociale arbejde. For det andet ansvaret for en institutionel dømmekraft, der tilstræber social retfærdighed. Der er tale om processer, hvor konkret praksis og et kritisk normativt ideal dialektisk påvirker hinanden. Med denne artikel deltager vi i realiteten selv i anerkendelseskampen. Formålet er at formulere en idealmodel, der kan udgøre et alternativ til den dømmekraft, der i dag dominerer de sociale institutioner og socialt arbejdes praksis. Modellen udgør en kritisk

9 9 standard eller en vision for godt socialt arbejde, som eksisterende sociale praktikker kan holdes op imod. Vores håb er, at idealet vil vinde anerkendelse og over tid vil påvirke eksisterende institutionelle tænkemåder og praktikker til fordel for en institutionel og social dømmekraft, der anerkender borgeren som etisk og juridisk person. Tankegangen er søgt illustreret i fig. 1: Fig. 1: Det historisk-dialektiske forhold mellem konkret praksis og kritisk normativt ideal Praktiseret dømmekraft i de sociale institutioner 2002 Ideal om dømmekraft i de sociale institutioner 2002 Etik og retlav status Disrespekt Institutionel dømmekraft Institutionel dømmekraft Social dømmekraft Institutionel dømmekraft Social dømmekraft Anerkendelse af borgeren som etisk per-son, juridisk person og politisk medborger Virkningshistorisk afbalancering til fordel for etik og ret Social dømmekraft Ny praktiseret dømmekraft i de sociale institutioner x år

10 10 Figuren søger at vise, hvorledes det opstillede ideal, på sigt kan påvirke praksis. Idealet for en anden social dømmekraft I dette afsnit vil vi fremlægge en model for en anderledes social dømmekraft i socialarbejderens direkte møde med borgeren. Hvis det sociale arbejde skal bidrage til menneskelig opblomstring, bør socialarbejderen i sin praksis forsøge at agere i overensstemmelse med idealet. I modsat fald er der risiko for, at det sociale arbejde fratager borgeren, hvad der måtte være af selvtillid, selvagtelse og selvværd. Frem for at styrke den enkeltes identitet og funktionsduelighed vil det sociale arbejde i så fald føre til stigmatisering og identitetstab eller med andre ord: til social eksklusion og socialpsykologiske problemer. Idealmodellen opererer med to typer af kampe i mødet mellem socialarbejder og borger: dels en kærlighedskamp, dels en anerkendelseskamp. Kærlighedskampen er en kamp for et minimalt fællesskab mellem parterne. Dette fællesskab er forudsætningen for, at borgeren kan komme til orde i sin sag og formulere sin egen vision om det gode liv. Anerkendelseskampen angår anerkendelse af borgeren som etisk og juridisk person. Den retter sig ikke (som kærlighedskampen) mod et minimalt fællesskab med borgeren, men forudsætter dette. Det skal forstås på den måde, at først når der er skabt en vis fælles forståelse mellem borger og socialarbejder, kan der meningsfuldt tages stilling til, hvad der er godt for borgeren. Begrebet kærlighedskamp sammenfatter de nødvendige kommunikative og eksistentielle forudsætninger for, at borgerens livsverden og selvforståelse kan indgå i et konstruktivt samspil med socialarbejderens sociale dømmekraft og de institutionelle muligheder. Idealet for en anderledes social dømmekraft kan opfattes som en slags institutionaliseret menneskelighed og faglighed og er som sådan noget andet end socialarbejdernes gode viljer. Det kan sammenfattes i fire punkter, som alle må være til stede som en del af en praktisk professionsfornuft, hvis det sociale arbejde skal kunne betegnes som godt og socialt retfærdigt: 1. I sit møde med borgeren bør socialarbejderen ikke udelukkende agere som fagperson, men også som menneske. Første del af kærlighedskampen er en kamp om at tale sammen, eller med andre ord om at finde tonen i samtalen og skabe et oplyst rum, hvor borgeren og socialarbejderen anerkender hinanden som ligeværdige samtaleparter. Der er tale om en vanskelig balancegang mellem professionalisme og engagement, hvor socialarbejderen trækker på sin personlighed, dog uden at blive privat. Denne del af kærlighedskampen sigter på at etablere et socialt fællesskab med borgeren som platform for dennes udfoldelse af etisk autonomi. 2. Socialarbejderen bør stille sine faglige våben til rådighed for borgeren. Her er tale om både en fortsat kærlighedskamp for et socialt fællesskab og en anerkendelseskamp for borgeren som etisk og juridisk person. Det sker ved, at socialarbejderen konkret taler med borgeren om institutionens praksis og om hans eller hendes rettigheder og pligter. Respekt for borgeren som juridisk person indebærer, at denne sikres en løbende indsigt og medindflydelse på sagens gang. Det forudsætter kendskab til formelle procedurer (sagsbehandlingsregler) og kendskab til indholdet af de sociale ydelser, der kan komme på tale, og til de pligter, som borgeren skal indfri. Borgeren skal opleve sig selv som en del af et retligt

11 11 fællesskab, hvor han eller hun i samarbejde med socialarbejderen har reel mulighed for at være medforfatter til lovgivningens praktiske udmøntning. I dette forløb må socialarbejderen også fremlægge sine relevante socialfaglige indsigter og sin viden om økonomiske forhold, politiske strategier, vaner og traditioner til drøftelse med borgeren. Formålet med denne del af kommunikationen er at ophæve socialarbejderens skjulte dagsorden eller socialarbejderens kategorier. 3. Socialarbejderen indestår på institutionens vegne for, at det materiale, der indgår i sagen, dels er tilstrækkeligt og dels er korrekt. Det kan i den forbindelse være nødvendigt at forholde sig kritisk til borgerens oplysninger, dog uden at rammen om det sociale arbejde fællesskabet sættes over styr. 4. Socialarbejderen må aldrig gå på kompromis med sin faglighed og bør altid handle således, at han eller hun fagligt kan stå inde for sine handlinger overfor et anerkendt socialfagligt fællesskab. Socialarbejderen har et medansvar for institutionens praksis. Det betyder, at han eller hun gennem anerkendelseskampe på sit arbejde må søge indflydelse på de styringsmedier, normer og interesser, der skal præge det praktiske sociale arbejde. På den ene side må socialarbejderen være loyal over for institutionen. På den anden side bør hun kæmpe imod en praksis, der opfattes som socialt uretfærdig. Det skal understreges, at de formulerede retningslinjer ikke skal opfattes som en ny standardmetode, der kan fortælle socialarbejderen, hvad vedkommende konkret skal gøre i konkrete situationer. Der er netop ikke tale om en metode, men om et ideal for en social dømmekraft, som på et mere overordnet plan kan være retningsgivende for socialarbejderens møde med borgeren, men ikke fratager ham eller hende forpligtelsen til at vurdere, hvad det i hvert enkelt tilfælde vil sige at anerkende borgeren. Grænser for anerkendelse Anerkendelse af borgerens etiske autonomi er ikke det samme som til enhver tid og i alle situationer at give borgeren dét, han eller hun ønsker. Hovedreglen må være, at borgerens etiske autonomi anerkendes og danner udgangspunkt for det sociale arbejde. Det er i vores optik forudsætningen for menneskelig opblomstring. I nogle tilfælde har socialarbejderen imidlertid pligt til at gå imod borgerens egen vision om det gode liv, for eksempel når den er umoralsk, i konflikt med loven eller til skade for borgeren selv. I de tilfælde, hvor det skønnes, at en virkeliggørelse af borgerens vision vil føre til skade og lidelse, ville det være disrespekt, at understøtte visionen. Ligesom gode forældre sætter grænser for deres børn, så de undgår at komme galt af sted, har socialarbejderen pligt til at sætte grænser for borgerne, når socialarbejderen vurderer, at det vil føre til yderligere nederlag og identitetstab at føje dem. I nogle tilfælde er problemet måske allermest, at borgerne slet ikke har nogle realistiske visioner, som det sociale arbejde kan tage udgangspunkt i. Mange vil i hvert fald have svært ved at formulere dem, og socialarbejderen får derfor en mere aktiv rolle som den, der sammen med borgeren og med afsæt i vedkommendes livsverden og selvforståelse finder frem til, hvad der vil være godt for ham eller hende. Men hvordan afgøres det, om borgerens vision bør tilsidesættes eller korrigeres? Hvordan kan socialarbejderen gå imod borgerens ønsker, uden at konsekvensen bliver, at borgeren

12 12 vender det sociale system ryggen? Og hvordan kan socialarbejderen sammen med den ressourcesvage borger formulere handleplaner og mål for fremtiden, uden at det fører til overgreb mod borgerens etiske autonomi? Der findes ingen metode, der kan give autoritative svar på disse spørgsmål. Svarene afhænger af socialarbejderens dømmekraft. Det forhold, at socialarbejderen undertiden har pligt til at gå imod borgernes visioner eller må lede efter noget at gribe fat i, legitimerer under ingen omstændigheder socialarbejderstrategier, der systematisk sigter på at skyde borgernes visioner ned. At borgerne undertiden har urealistiske forestillinger eller har svært ved at formulere, hvad de gerne vil, retfærdiggør heller ikke interventioner hen over hovedet på dem. Det normative ideal, som vi har udviklet, understreger hvor alvorlige konsekvenser det kan få for borgerne, når disse oplever, at de mødes med disrespekt. En beslutning om at tilsidesætte borgerens vision om det gode liv må derfor træffes ud fra tungtvejende konkrete omstændigheder og aldrig uden indgående kendskab til borgeren og til det liv, han eller hun lever. I sådanne situationer kommer kærlighedskampen for alvor på prøve. Frem for at skyde urealistiske drømme i sænk, drejer kærlighedskampen sig om, at socialarbejderen gør en kraftanstrengelse for at komme borgeren i møde og for at opdage alternative muligheder. Og når borgeren ikke vil vide af noget af det, socialarbejderen har at tilbyde, må socialarbejderen være ved siden af i håb om en bedre gensidig forståelse på et senere tidspunkt. Hensynet til borgeren selv er naturligvis ikke den eneste grund til at tilsidesætte borgerens egen vision om det gode liv. Anerkendelse af borgerens ret til etisk autonomi kan være i modstrid med både lovgivningen og det fælles bedste, og som medansvarlig for institutionens praksis kan socialarbejderen for eksempel ikke understøtte borgerens identitet som kriminel. Socialarbejderen har pligt til sammen med borgeren at fortolke loven til borgerens fordel, men kan hverken sætte sig ud over loven eller universelle moralnormer, der foreskriver, at de rettigheder, man holder for sig selv, også må gælde for alle andre. Som medarbejder i en institution kan socialarbejderen heller ikke agere som privatpraktiserende og lade hånt om institutionens overordnede prioriteringer. Derimod har han eller hun en moralsk pligt til at deltage i kampen om den institutionelle dømmekraft og til at gå imod institutionelle praktikker, der er i strid med loven. Ligesom det normative ideal ikke fortæller socialarbejderen, hvad anerkendelse er i konkrete sager, siger det heller ikke noget entydigt om, hvor grænserne for anerkendelse går. Det normative ideal skal først og fremmest opfattes som en appel til socialarbejdere, ledere, politikere og andre forskere om betydningen af, at det sociale system møder den enkelte borger med anerkendelse. Det er forudsætningen for menneskelig opblomstring og en god prognose for det sociale arbejde Den praktiske værdi af alle disse overvejelser står og falder naturligvis med, at idealet anerkendes af socialarbejdere i praksis, af de sociale uddannelsessteder og af forskningsverdenen. I en tid, hvor markedsorienterede teoridannelser og metoder er stærkt dominerende, er det ingen selvfølge, at en fordring om etisk autonomi som førsteprincip i socialt arbejde vil vinde gehør. Vores ambition er imidlertid klar. Den går ud på at begynde en historisk proces med det formål at styrke værdier som etisk autonomi og etisk pluralisme i det sociale arbejde. Et godt sted at begynde ville være at insistere på, at de elementer i lovgivningen, der entydigt drejer sig om at sikre sådanne værdier, også bliver implementeret i de udførende led.

13 13 Litteratur Arendt, H. (1951): Origins of Totalitarianism. Secker & Warburg. London. Bauman, Z. (2001, 2. udgave): Modernitet og Holocaust. Hans Reitzels Forlag. Bengtsson, S. & Middelboe, N. (2001): Der er ikke nogen der kommer og fortæller hvad man har krav på forældre til børn med handicap møder det sociale system. Socialforskningsinstituttet. Den Sociale Ankestyrelse (2001): Praksisundersøgelser. Eskelinen, L. & Koch, A. (1997): Samspillet mellem den enkelte borger og socialforvaltningen. AKF. Forst, R. (2002): Contexts of Justice. Political Philosophy beyond Libetalism and Communitarianism. University of California Press. Foucault, M. (1991): Gouvermentality. The Foucault Effect. University of Chicago Press. Honneth, A (1996): The Struggle for Recognition. The Moral Grammar of Social Conflicts. The MIT Press, Cambridge, Massachusetts. Payne, M. (2001): Det sociale arbejdes identiteter under forandring. I Uden for nummer, nr. 3. Skytte, M (2002): Anbringelse af etniske minoritetsbørn om socialarbejderes vurderinger og handlinger. Socialhögskolan. Lunds Universitet. i Anerkendelse som forudsætning for retssikkerhed i det sociale arbejde med de dårligst stillede. I et Research Paper, kan downloades på har vi udviklet en idealmodel for en institutionel og social dømmekraft, som reelt eksisterende tænkemåder og praktikker kan holdes op imod. ii Som eksempler på jura der tilstræber at beskytte borgerens etiske autonomi kan nævnes: Fra forvaltningsloven: Vejledning - 7, partshøring - 19, begrundelser kapitel 6, klagevejledning - 25, 26, begrænsninger i videregivelse og indhentelse af oplysninger Fra offentlighedsloven: Notatpligt - 6. Fra persondataloven: Underretningspligt Fra retssikkerhedsloven: frister for sagsbehandling - 3 og 7, medinddragelse - 4, helhedsvurdering - 5, 6. Hertil kommer ombudsmandens praksis om god forvaltningsskik, dvs. høflig og hensynsfuld optræden, partsindflydelse, vejledning, upartiskhed samt hurtig og effektiv sagsbehandling.