1 - Cornell: Politik og forfatning. Cornell: Politik og forfatning - 2

Transkript

1 1 - Cornell: Politik og forfatning Politik og forfatning i Rom under ekspansionen i Italien af T. J. Cornell Under krigene i Italien mellem 338 og 264 fvt. blev det romerske samfund helt forandret indefra. Det var på denne tid, at den klassiske republiks karakteristiske politiske, sociale og økonomiske strukturer begyndte at tage form. Hvad angår de politiske institutioner, er den mest slående udvikling, at senatet stod frem som det dominerende element i staten, og at adelen (nobilitas) fik kontrol med senatet. Hvordan den situation udviklede sig, er svært at vurdere, navnlig fordi kilderne til det tredje århundrede er meget utilstrækkelige. Situationen er særlig dårlig for perioden fra 293 til 218 fvt., hvor der nærmest ikke er nogen information om Roms indre historie tilbage. Men da historieskrivningen igen begynder i 218 fvt. med Livius og Polybios omfattende fremstillinger, har vi med et stabilt og effektivt regime at gøre, der tydeligvis havde siddet ved magten i adskillige årtier. Det var dette etablerede system, som Polybios forsøgte at analysere i sin redegørelse for den romerske forfatning som den var, da slaget ved Cannae stod (VI 11-19). Trods Polybios berømte teori om, at den romerske stats regering bestod af en afbalanceret blanding af monarkiske, aristokratiske og demokratiske elementer, er for den moderne iagttager det tydeligste træk ved den klassiske republiks forfatning dens stærkt oligarkiske karakter. Politisk magt var koncenteret i hænderne på en velstående jordejende klasse, der havde monopol på embederne og fyldte senatets rækker. Adelen var en snæver politisk elite indenfor overklassen, og den bestod af patriciere og førende plebejere, som havde beklædt et kurulisk embede. Tidligere indehavere af embeder var den dominerende gruppe i senatet og havde kontrol med statens politik. De gav deres adel videre til deres efterkommere, som derved fik en bedre chance for at få et kurulisk embede, når det blev deres tur. Der var imidlertid betydelig mobilitet indenfor overklassen, og adelen var langt fra en eksklusiv, arvelig gruppe. Til alle tider under republikken var der i senatet mange nye mænd (mænd uden forfædre i senatet), hvis efterkommere kunne søge at opnå kuruliske embeder og måske endda konsulatet. Det var naturligvis en sjælden begivenhed for en ny mand selv at nå til konsulatet; men det betyder ikke, at de øverste embeder var et monopol for afkommerne af tidligere indehavere. Man kan faktisk vise, at under republikken havde en betydelig andel af konsuler, måske så mange som 20 procent, ingen forfædre i konsulatet; på den anden side var der mange, der nedstammede fra konsuler, der ikke selv opnåede embedet. Den politiske elite var derfor en relativt åben gruppe, i indbyrdes konkurrence, og der var hele tiden nye personer, der trængte ind i den. Det vigtige er dog, at adelen snarere havde magt på grund af deres indflydelse i senatet end på grund af, at de beklædte embeder i sig selv. Dvs., at det Cornell: Politik og forfatning - 2 at beklæde konsulatet måske nok gav en mand den højeste udøvende magt i et år, men den politiske betydning, det havde i det lange løb, var, at det gav ham adgang til senatets elite, consulares (tidligere konsuler); dé var den mest indflydelsesrige gruppe i senatet og havde kontrol med de debatter, senatet havde. Romerske adelsmænd beklædte ikke kun de udøvende embeder i meget korte tidsrum (normalt ét år), men også ganske sjældent; genbesættelse af et embede med samme mand blev lidt efter lidt gjort umuligt i de første årtier af det tredje århundrede. På det tidspunkt kunne en succesrig politiker højst håbe på at blive konsul én gang i løbet af hans karriere. På den anden side var alle, der beklædte et kurulisk embede, medlemmer af senatet på livstid, og det var følgelig dér, den virkelige magt kom til at ligge. I den fuldt udviklede republik var embedsmændene senatets tjenere. Det var en selvfølge, at de spurgte det til råds, før de foretog sig noget, og de var i praksis bundet af dets afgørelser. Senatet havde på sin side kontrol med statens finanser, udskrivningen og fordelingen af militære styrker, tildelingen af funktionsområder ( provinser ) til embedsmændene, forholdet til fremmede magter og opretholdelsen af lov og orden i Rom og Italien. Senatet havde også fuldstændigt ansvar for alle forhold vedrørende statens religion. Det var ikke bare Roms ledende organ; det var også et samlingssted for politisk kundskab og erfaring, og det vogtede over de traditionelle moralske dyder. Tidspunktet, hvor senatet trådte frem som det vigtigste regeringsorgan i Rom, kan fastsættes til perioden, hvor romerne lå i krig med samniterne. Det var til dels den uundgåelige konsekvens af romerstatens vækst og det faktum, at dens forhold hele tiden blev mere og mere komplekse. Men nok så vigtig var en ændring i senatets karakter og den måde, det blev rekrutteret på. Senatet i den tidlige republik er for os en dårligt defineret og uhåndgribelig størrelse. Vi ved meget lidt om dets sammensætning og endnu mindre om dets funktion. Det synes dog nogenlunde sikkert, at senatets vigtigste funktion i arkaisk tid var at være rådgivende organ (consilium) for først kongerne, siden de ledende embedsmænd (konsuler og konsul-tribuner), der tilsyneladende valgte deres egne rådgivere og dermed bestemte dets sammensætning. Senatet var derfor ikke en permanent gruppe, men risikerede at blive forandret fra år til år efter de siddende embedsmænds forgodtbefindende. Denne generelle konklusion kan man udlede af en vigtig passage hos Festus (290 L), som fastslår, at der oprindelig ikke var nogen vanære forbundet med at blive udeladt (praeteriti dvs. udelukket fra senatet), fordi konsulerne (eller konsular-tribunerne), ganske som kongerne havde gjort, plejede at vælge deres nærmeste venner blandt patricierne, og siden fra plebejerne. Ifølge Festus blev dette uformelle system ændret ved en folkeforsamlingsbeslutning forelagt af Ovinius, som overførte opgaven med at lave en liste over senatorer til censorerne, og pålagde dem at vælge den bedste mand fra hver stand (hvad det så betyder).

2 3 - Cornell: Politik og forfatning Hvornår Lex Ovinia blev indført, ved man ikke, men den hører sikkert til i det fjerde århundrede, og den er helt sikkert ældre end 318 fvt., hvor vi ved, at senatet blev udvalgt af censorerne (Diodorus XX.36.5). Lovens vigtigste konsekvens var, at de, der blev udvalgt, blev senatorer for livet; deres plads var ikke længere afhængig af de siddende embedsmænds sympatier. Ved at fastlægge kriterierne for udvælgelsen (desværre uklare for os) begrænsede loven også censorernes ret til selv at vurdere kandidaterne; og selv om det gav censorerne magt til at udelade navne fra medlemslisten, synes det at have fastlagt, at kun mænd, der havde vist sig moralsk uegnede til medlemskab, skulle udelades. Lex Ovinia er derfor et vigtigt trin i det, Mommsen kaldte senatets frigørelse fra embedsmændenes magt. Senatets stadig stærkere position og uafhængighed i det tredje århundrede var til fordel for de mest konservative elementer i den romerske politiske elite. De udøvende embedsmænds uafhængige magt blev langsomt formindsket, og folkelig deltagelse i statens forhold blev reduceret til stadig mindre områder. Disse udviklinger undergravede systematisk de primitive demokratiske træk, der undertiden havde ladet sig se tidligere i det fjerde århundrede. På det tidspunkt blev politisk lederskab udfoldet af af karismatiske individer, som var afhængige af folkelig appel og støtte, og folkets forsamlinger havde været mere fremtrædende i administrationen af statens forhold. Hvordan dette folkeforsamlingsbeslutningssystem fungerede, kan man bedst se ved et eksempel: Q. Publilius Philos karriere. Hans ledende position grundede sig på folkets støtte ved valgene. Philos love fra 339 fvt. øgede princippet om folkets suverænitet, og de vakte adelens had et had, der varede resten af hans liv. Dette modsætningsforhold nåede et kritisk punkt i 314 fvt., da Philo blev anklaget for meddelagtighed i et komplot, der skulle omstyrte republikken. Det er en særdeles uigennemskuelig affære. Livius, den eneste kilde, der omtaler den, havde tydeligvis ikke noget klart begreb om, hvad han havde at fortælle. Hvad der begyndte som en undersøgelse vedrørende utilfredshed i aristokratiet i Campanien, blev tilsyneladende udvidet til Rom, hvor det blev en alt-omfattende heksejagt blandt dem, der havde konspireret mod staten (Livius IX ). Livius (eller hans kilde) synes at have anset begivenheden som en reaktion fra adelens side mod truslen om konkurrence fra parvenu er ( nye mænd ). I denne sammenhæng minder det om en tidligere henvisning til lex Poetelia fra 358 fvt. Det var en lov imod svindel ved valgene, beregnet på at hæmme nye mænds ambitioner, folk, der var vant til at opsøge markedspladser og mødesteder ; dette blev nu begrænset eller forbudt (Livius VII.15.12). Dvs., loven begrænsede kandidaternes frihed til at føre valgkamp blandt vælgerne. I begge tilfælde er henvisningen til nye mænd nok en anakronisme, siden de fleste plebejere, der beklædte et embede i generationerne efter de Licinisk- Sextiske love (367 fvt.), var nye mænd pr. definition; desuden var en af de anklagede i 314 en patricier (M. Folius). Det er mere sandsynligt, at loven fra Cornell: Politik og forfatning fvt. og undersøgelsen i 314 rettede sig mod demagogiske adfærdsformer i almindelighed og er en del af et mere omfattende forsøg fra det unge oligarkis side på at begrænse valgbarheden til de høje embeder til acceptable personer, og på at forhindre, at karismatiske individer kunne komme frem. Begivenhederne i 314 fvt. lader sig således forstå som udtryk for en konflikt mellem de oligarkiske tendenser, den nyligt etablerede patricio-plebejiske elite havde, og lederskabet baseret på folkeforsamlingsbeslutninger, folk som Q. Publilius Philo stod for. Eksistensen af en sådan konflikt kan hjælpe til at forklare Appius Claudius Caecus enestående karriere. Han var den dominerede figur i den romerske offentlighed i årene på begge sider af 300 fvt. og beskrives ofte som Philos politiske arving. Skønt der ikke er noget eksplicit belæg for en direkte forbindelse mellem de to mænd, er det alligevel særdeles sandsynligt, at de var forbundet med hinanden på en eller anden måde; og det er helt sikkert rimeligt at argumentere for, at Appius program var en fortsættelse af Philos. Philo forsvinder fra historien efter retssagen mod ham i 314 fvt., skønt han blev frikendt; måske døde han kort efter. To år senere, i 312, tiltrådte Appius embedet som censor. Skønt han allerede var en veletableret politisk figur, måske ca. 40 år gammel, havde Appius endnu ikke gjort noget, som annalerne senere fandt værd at tale om. Men hans embedsførelse som censor var virkelig sensationel og skabte voldsomt politisk røre. De vigtigste begivenheder kan man hurtigt gøre rede for. Appius befalede først bygningen af de store offentlige arbejder, der bar hans navn: hovedvejen fra Rom til Capua, og Roms første akvadukt, som bragte frisk vand ind til byen fra højdedragene i Sabinerlandet. Begge projekter betød kolossale udgifter for de offentlige kasser; ikke desto mindre handlede Appius, ifølge én kilde (Diodor XX.36), uden accept fra senatet og tømte statskassen. Da han lavede listen over medlemmer af senatet, gjorde han the Establishment rasende ved at udelade mænd, man anså for bedre end nogle af dem, der blev inddraget (Livius IX ). Hans udvalg af nye senatorer blev anset for vilkårlig og bestemt af partiinteresser; og man fandt grund til stor fortrydelse i, at mange af dem var sønner af frigivne slaver. Appius Claudius vigtigste tiltag som censor var at omorganisere tribus ( stammerne ), så befolkningen i byen fik større stemmekraft i tribusforsamlingerne. Præcist hvad han gjorde, er uklart; Livius siger bare, at Appius fordærvede Forum og Campus Martius (dvs., sandsynligvis, valgforsamlingerne og lovgivningsforsamlingerne) ved at fordele de lavere klasser (humiles) ud over alle tribus. Humiles var sandsynligvis indbyggerne i byen (håndværkere, handelsfolk osv.), der ingen formue havde; hidtil var de blevet registreret i kun fire af de en og tredive tribus, og de var derfor underrepræsenteret i forsamlingerne i forhold til deres antal. En stor del af dem, formentlig det store flertal, synes at have været frigivne eller efterkommere af frigivne. Appius reform har spredt dem ud over alle tribus, herunder de såkaldte land-tribus, som tidligere havde været forbeholdt folk, der boede på

3 5 - Cornell: Politik og forfatning landet eller ejede jord. Initiativet havde vidtrækkende implikationer; med Livius ord overførte det kontrollen med forsamlingen fra de respektable borgere (integer populus) til pressionsgruppen fra Forum, de laveste af de lave (forensis factio... humillimi: Livius IX ). Appius gik også ind på organiseringen af statsreligionen; vore kilder har nogle underholdende anekdoter om hans aktivitet på dette område, men vi er ikke i stand til at forstå deres politiske betydning (hvis der var nogen). Hvad der er tydeligt, er, at Appius radikale reformer vakte en storm af protester fra konservative adelsmænd. Det fortælles, at sågar hans egen kollega som censor, C. Plautius, var så oprørt over den nye liste over senatorer, at han trak sig fra sit embede og lod Appius gå videre alene (med frie hænder). Det siges ydermere, at Appius undlod at nedlægge sit hverv, da de fulde 18 måneder var gået. Faktisk bestred han, ifølge nogle kilder, stadig sit embede i 308 fvt., da han (med succes) var på valg til konsul (Livius IX.42.3). Hvordan det så end gik til, er der ingen tvivl om, hvor intens modstanden mod Appius tiltag var. Hans nye liste over senatorer blev ikke accepteret af konsulerne for året 311 fvt.; de fortsatte med at indkalde senatet efter den gamle liste, som var blevet sammenstillet af de foregående censorer. Man kan forestille sig, at konsulernes begrundelse var, at Appius ved at optage sine egne klienter og udelade mere værdige personer havde overtrådt Lex Ovinia. Under alle omstændigheder blev Appius planer med henblik på senatet forhindrede. Hans reform af tribus var imidlertid gældende i nogen tid og var direkte ansvarlig, ifølge Livius, for valget af Cn. Flavius til kurulisk ædil i 304 fvt. (Livius IX.46.10). Cn. Flavius, Appius Claudius sekretær (scriba), var søn af en frigiven og den første fra sin klasse til at beklæde et kurulisk embede. Det konservative establishment var rystet, og mange af adelsmændene nægtede at vise Flavius den respekt, man plejede at vise kuruliske embedsmænd (Piso fr. 27P); Livius omtaler desuden, at nogle fjernede deres guldringe og militære udmærkelser til protest. Som ædil offentliggjorde Cn. Flavius en redegørelse for retsprocedurer kendt som legis actiones; de havde indtil da ikke været tilgængelige for folket; og han satte en kalender op på Forum, der angav dies fasti de dage, hvor det var tilladt at gennemføre retshandlinger. Der er tilsyneladende ingen grund til at betvivle det synspunkt, alle kilder har, at offentliggørelsen af jus Flavianum (som den senere blev kaldt) og af kalenderen var en politisk motiveret handling, eller den klare implikation i de fleste af dem, at Flavius handlede som Appius Claudius stråmand. Reaktionen lod ikke vente på sig. I det samme år som Flavius var ædil, førte censorerne Q. Fabius Rullianus og P. Decius Mus Appius tribus-reorganisation tilbage og begrænsede igen humiles til de fire by-tribus. Da Cn. Flavius indviede en helligdom til Enigheden (Concordia) på comitium (mødepladsen på forum), hvad der på ingen måde passede adelens ledere, vedtog man øjeblikkeligt en lov om, at ingen skulle indvie templer eller altre uden godkendelse fra senatet eller fra et flertal af folketribunerne. Cornell: Politik og forfatning - 6 De handlinger, man tilskriver Appius og hans stråmænd, stempler ham tydeligt som en radikal populist, som havde til mål at skabe sig en personlig skare af tilhængere i folket. Kilderne understreger omfanget af hans clientela (f. eks. Cic. Sen. 37; Val. Max. VIII.13.5); en tekst påstaår endda, at han forsøgte at tage kontrollen med hele Italien ved hjælp af sine klienter. Den generelle vurdering af Appius Claudius som en revolutionær demokrat præsenteres tydeligt i kilderne, især hos Diodor, som giver den mest sammenhængende redegørelse for hans tid som censor (XX.36). Mommsen gik ind for den (han sammenlignede Appius med Kleisthenes og Perikles), og den forbliver standard-forklaringen, skønt udsat for hyperkritiske og revisionistiske indvendinger. Det er sandt, at den senere annalistiske tradition var fjendtlig mod hele den patriciske Claudier-klan, og at Livius stereotype billede af Appius Claudius som en tyrannisk og hovmodig patricier ikke går an efter sin ordlyd (de kendsgerninger, Livius selv registrerer, er imod det!); på den anden side er der ingen som helst grund til at problematisere hovedtrækkene af Appius aktivitet, som de beskrives i kilderne, eller til at tilrettelægge kilderne sådan, at man reducerer ham til en gennemsnitspolitiker, der ikke foretog sig noget særligt. Nogen af den traditionelle fjendtlighed mod Appius kan under alle omstændigheder afspejle samtidig retorik; Fabius Pictor havde adgang til overlevering, der gik tilbage til Fabius Rullianus tid og han var en personlig fjende af Appius Claudius. Hovedproblemet ved at se Appius som demokrat er, at han ved en række lejligheder fremstår som forsvarer af patriciske privilegier og modstander af plebs. I 300 fvt. modsatte han sig aktivt Lex Ogulnia, som gav plebejere adgang til de to højeste præstekollegier, og ved to særskilte lejligheder forsøgte han at udelukke plebejere fra konsulatet og gennemføre valget af et konsulkollegium bestående af kun patriciere. Men aristokratisk stolthed passer glimrende med demagogiske metoder, som Mommsen bemærkede (med eksempler som Perikles og Caesar). Appius modstand mod Lex Ogulnia er i virkeligheden ikke en større vanskelighed, fordi loven ikke på nogen måde var et demokratisk tiltag. Som andre politiske reformer under stænderkampen, gavnede den kun en snæver gruppe af velstående plebejere og gjorde intet for de laverestående klassers rettigheder. Med Lex Ogulnia blev de større præstekollegier * oligarkiske kliker, der var delt ligeligt mellem de patriciske og de plebejiske medlememr af den nye adel, og som rekrutterede nye medlemmer ved selv-supplering. Valget af pontifex er og augurer blev ikke på nogen måde underkastet folkets vilje (kollegierne blev ikke gjort tilgængelige ved valg før langt senere), og enhver, * Augur-kollegiet bestod af augurer, der var en slags officielle spåmænd; de kunne ved at erklære, at varslerne fra guderne var ugunstige, sætte enhver offentlig proces i stå. Pontifexkollegiet havde en slags tilsyn med alle religiøse forhold i Rom, især naturligvis de offentlige.

4 7 - Cornell: Politik og forfatning der ikke kunne accepteres af det konservative establishment, kunne blive holdt ude. Appius selv var ikke medlem af noget af de to kollegier. Hvad angår hans forsøg på at gennemføre valget af et konsulkollegium af kun patriciere, er den mest sandsynlige forklaring, at Appius satte systemet med magtdeling mellem de to stænder på prøve, snarere end han bestred plebejernes ret til at opnå konsulatet (hvad der er Livius og hans kilders fortolkning X ). Målet var ikke plebejernes politiske rettigheder i det hele taget men snarere den plebejiske adels privilegerede status; for den plebejiske adel havde opnået en garanteret andel af de øverste embeder uden hensyn til, hvad vælgerkorpset ønskede. Sagen kan illustreres med konsulvalgene i 297 fvt., hvor Appius selv var kandidat (Livius X ). Da det blev klart, at folkets førstevalg var Q. Fabius Rullianus, som ikke engang var kandidat (Fabius var konsul og stod for valgene det år; havde han været kandidat, havde det være teknisk ulovligt), foreslog Appius, at reglerne skulle tilsidesættes, og at både han selv og Fabius skulle være konsuler. Det var tydeligvis, hvad resultatet af et frit valg havde betydet. Som tingene gik, trak Fabius sig tilbage og lod Appius Claudius få den patriciske plads i konsulkollegiet, og på den måde løste han det øjeblikkelige problem. Men i princippet handlede det om, hvorvidt comitia skulle have ret til at vælge, hvem de ville, hvem det så end var, uden hensyn til reglerne. Appius hævdede åbenbart, at de skulle, på basis af den bestemmelse i de tolv tavler, som fastsatte, at folkets sidste beslutning er gældende lov (Livius VII.17.22; Cic. Balb. 33). Argumentet var, med andre ord, at vælgernes stemme udgjorde en beslutning truffet af populus, der som sådan automatisk omstødte enhver tidligere beslutning, der måtte være i uoverensstemmelse med den. Livius tilskriver udtrykkeligt Appius denne tankegang på det tidspunkt, hvor hans forlængede beklædning af censor-embedet blev angrebet (IX.33.9); og sagen tegnes fuldt ud i en tale tilskrevet Appius Claudius Crassus, Caecus bedstefar, på den tid, hvor man vedtog de Licinisk-Sextiske love (Livius VI ; sml. X.7.2). Argumentet, som Livius eller hans kilde(r) på den måde påduttede Claudier-familien, er så klart og passer så indlysende godt på Appius Caecus faktiske syn på folkets rettigheder, at vi turde have god grund til at gætte på, at overleveringen har bevaret et ægte eksempel på Appius Claudius Caecus politiske tænkning. Det er ikke bare spekulativt og ikke nødvendigvis usandsynligt, siden meget af den pålidelige information fra denne periodes politiske debatter må have været tilgængelig for Fabius Pictor; desuden ved vi tilfældigvis, at nogle af Appius egne ord overlevede i nedskrevet form. Appius Claudius har sin plads i litteraturhistorien som den latinske prosas fader. Værker, man regnede for hans, indbefatter politiske taler (Cicero henviser til den, hvor Appius satte sig imod fred med Pyrrhus i 279 fvt. Sen. 16; Brut. 61) og et værk om jura (Pomponius i Dig ); og en samling af hans dicta (carmina) var i omløb i senrepublikken og allerede kendt af den græske filosof Panaitios Cornell: Politik og forfatning - 8 i det andet århundrede fvt. Det berømteste mundheld af hans, der har overlevet, er faber est suae quisque fortunae ( enhver er sin egen lykkes smed ). De forskellige værker, der tilskrives Appius, afvises undertiden som sene falsknerier, men uden god grund. Faktisk har det traditionelle billede af Appius nogle autentiske træk. Det er det, der gør ham så anderledes end Furius Camillus, Manlius Torquatus, Valerius Corvus og de andre livløse helte fra den tidlige republik. Som De Sanctis bemærkede, skiller han sig ud som den første levende personlighed i Roms historie. Det er imidlertid klart, at Appius svømmede mod strømmen i sin politiske aktivitet. Hans indsats for at demokratisere folkeforsamlingen og hævde dens suverænitet endte uden resultat; der kom aldrig folkestyre i Rom. Tværtimod var resultatet af de politiske stridigheder i det fjerde århundrede dannelsen af et oligarki fokuseret på sine egne interesser og sin egen opretholdelse, som begrænsede embedsmændenes muligheder for uafhængig politisk handling og samtidig svækkede folkeforsamlingernes teoretiske suverænitet. Det ser måske i første omgang ud som et paradoksalt resultat, siden den romerske tradition anskuede periodens politiske historie som en lang, men i sidste ende succesrig kamp for de romerske borgeres frihed og rettigheder. Nogle moderne forskere har oven i købet argumenteret for, at Rom på dette tidspunkt bevægede sig imod demokrati. Men vi må se i øjnene, at der er stor forskel på, hvad romerne mente med frihed (libertas), og det moderne (eller for den sags skyld det antikke) begreb om demokrati. For gennemsnitsborgeren betød libertas lighed for loven og ret til at appellere (jus provocationis) en embedsmands beslutninger. Begge principper var fastlagt i de Tolv Tavler og styrket ved senere lovgivning; for eksempel bekræftede en Lex Valeria fra 300 fvt. borgernes ret til at appellere (Livius X.9.3-6). Udviklingen i retten til appel (provocatio) under den romerske republik er meget dunkel, og omstændighederne, den fungerede under i praksis, er der megen uenighed om. Men uanset hvordan man fortolker betydningen af provocatio, er det et faktum, at det romerske ideal om juridisk frihed og lighed for alle borgere aldrig blev parret med ægte politisk frihed eller lighed i politiske rettigheder. Som politisk begreb var libertas noget aristokratisk, som betegnede den gnidningsfrie funktion af et system af hierarkiske institutioner, og friheden for et antal medlemmer af en adelig elite til at konkurrere på lige fod og i fuld offentlighed om politisk ærefulde poster. Teorien om, at Rom i det fjerde århundrede skridt for skridt bevægede sig fremad mod demokrati bygger på det faktum, at på dette tidspunkt erhvervede folkeforsamlingerne lidt efter lidt retten til at vedtage juridisk bindende beslutninger. Sidste punkt i den proces var Lex Hortensia, en lov vedtaget under omstændigheder, der er fuldkommen uigennemskuelige for os. Selv tidspunktet er usikkert, men det var mellem 289 og 286 fvt. Vi hører, at Q. Hortenius, en ellers ukendt plebejer, blev udpeget til diktator for at tage sig af en plebejisk secessio forårsaget af gæld. Hvordan krisen opstod, og hvordan den blev løst, kan vi ikke sige (men det er interessant at bemærke, at

5 9 - Cornell: Politik og forfatning Lex Poetelia fra 326 fvt. ikke i praksis havde afskaffet problemet med gældsætning). Det mindeværdige resultat af krisen omkring 287 fvt. er imidlertid en lov, der syntes at støtte princippet om folkets suverænitet. Men dette indtryk er i alt væsentligt en illusion. At se stænderstriden som en kamp for demokratiske rettigheder er at misforstå kendsgerningerne (og måske også at blive offer for en liberal fejlslutning). Problemet er naturligvis, at den succes, plebs tilsyneladende havde fået, ikke i sidste ende resulterede i en demokratisk styreform. Det har fået historikere til at tale om, at det romerske establishment sikrede, at demokratiet ikke blev til noget, og til at hævde, at det nyligt fostrede demokrati blev tabt næsten i det øjeblik, det skulle fødes. Omvendt har man også foreslået den tanke, at den romerske stat blev så velhavende som en følge af krig og imperialisme, at masserne stillede sig tilfreds med at overlade den politiske styring til senatet og ikke gad udøve de demokratiske rettigheder, som de faktisk havde formået at skaffe sig. Der er bestemt nogen sandhed i disse betragtninger. Lettelsen i økonomisk utilfredshed, der kom af de succesfulde erobringer, fik utvivlsomt folket til at finde sig roligt i oligarkiets regime og skabte en konsensus, der skulle vare til Gracchernes tid. Men det er ikke det samme som at sige, at Rom var et demokrati, der bare ikke foldede sig ud, eller at folket havde forfatningsmæssig mulighed for at trække deres accept tilbage når som helst. Faktisk virkede de politiske reformer i det fjerde århundrede sådan, at de folkeforsamlingens magtbeføjelser blev beskåret. De ledende plebejere fik opfyldt deres ønsker og fik adgang til adelen, men ved at gøre det holdt de op med at repræsentere de interesser, resten af plebs havde. Lex Hortensia var ganske sikkert en væsentlig indrømmelse (Gracchernes lovgivning ville have været umulig uden), men den påvirkede ikke gennemgribende de romerske politiske institutioners grundlæggende struktur. Demokrati blev ikke til noget i Rom, fordi folkeforsamlingerne ikke var autonome institutioner. De mødtes ikke regelmæssigt som en selvfølge, som ekklesia gjorde i Athen, men kun, når de blev indkaldt af en embedsmand en konsul eller en prætor, når det handlede om comitia (de altomfattende statsforsamlinger), en tribun i tilfælde af concilium plebis (plebs forsamling). Desuden kunne de ikke tage initiativer; de svarede blot ja eller nej på spørgsmål (rogationes), de blev stillet af embedsmændene, eller valgte mellem kandidater, man lod stille op foran dem. Deres rolle i politik var derfor passiv snarere end aktiv og afhang helt og holdent af de embedsmænd, der havde ret til at have med folket at gøre (agere cum populo). I den betydning var enhvert valg, vedtagelse eller juridisk dom en toparts-beslutning, som Mommsen så. Problemet var, at de to parter i denne kontrakt kunne stå som modparter, og ofte gjorde det. Embedsmanden havde ikke nødvendigvis de samme interesser som folket, og han havde ingen som helst pligt til at repræsentere det; skønt valgt af folket stod han ikke på nogen måde til ansvar for det, enten under eller efter hans embedsperiode. Cornell: Politik og forfatning - 10 Almindelige borgere havde ikke megen talefrihed, i den helt fundamentale betydning, at de ikke kunne få adgang til nogen kanal, igennem hvilken de kunne gøre deres synspunkter kendte eller tage politiske initiativer. Kun embedsmænd havde ret til at henvende sig til folket og foreslå love. Borgerne havde hverken ret til at diskutere om eller ændre i de forslag, man stillede dem. Det følger, at det romerske folk kun kunne fremme dets interesser i samarbejde med en embedsmand; og skulle de gøre det, krævede det en slags konspiration mellem embedsmanden og folket. Det er ikke underligt, at det ikke skete særlig ofte, og at oligarkiet stadig havde en række redskaber til rådighed til at bremse et forslag, hvis et sådant faktisk blev stillet, f. eks. ved at lade en folketribun nedlægge veto eller ved at påberåbe sig uheldssvangre tegn fra guderne før eller under en folkeforsamling. Da en folketribun * i 133 fvt. lavede en alliance med folkeforsamlingen i et systematisk forsøg på at fremme de fattiges interesser imod de besiddende klasser, var konsekvensen hvad der ikke kan undre vold, blodsudgydelse og begyndelsen på den romerske revolution. Der er to bemærkninger mere at gøre i forbindelse med emnet demokrati (eller fraværet af samme) i Rom. For det første var afstemningen i folkeforsamlingen organiseret efter et gruppeprincip og ikke på et princip om flertalsbeslutning truffet af alle tilstedeværende stemmeafgivende. I comitia tributa og concilium plebis var stemmeenhederne de geografiske tribus, som talte 33 efter 299 fvt. (det endelige antal, 35, nåede man i 241 fvt., da de sidste to tribus blev føjet til). Fire af dem var de såkaldte by -tribus, resten var land -tribus. Betydningen af denne forskel er, at da Appius Claudius reform var blevet omgjort, var det kun jordejere og folk, der boede på landet, der blev registreret i land -tribus, mens indbyggerne i byen, der ikke ejede jord, blev holdt inden for de fire by -tribus og derfor havde meget begrænset stemmekraft i forhold til deres antal. Siden forsamlingerne blev holdt i Rom, favoriserede systemet kunstigt de rige jordejere, som boede i byen men ejede landejendomme, og gav dårligere vilkår til både proletariatet i byen og alle de små jordejere, der boede langt borte og af praktiske grunde ikke kunne møde personligt op ved comitia. Stemme-enhederne i comitia centuriata var de 193 centurier, som var delt op i fem økonomiske definerede klasser. Men fordelingen af centurierne mellem klasserne var omvendt i forhold til antallet af borgere, så at den rigeste klasse, som i antal var forholdsvis lille, indeholdt langt det største antal centurier; tilsammen med atten centurier af aristokratiske riddere, kunne de firs centurier i den første klasse stille et absolut flertal. I den anden ende blev proletarer, der var under minimumsejendomsgrænsen for medlemskab af den femte klasse, indplaceret i kun én centurie og blev ofte ikke engang bedt om at stemme. * Tiberius Sempronius Gracchus

6 11 - Cornell: Politik og forfatning Forsamlingerne var sådan indrettet, at de gav størst indflydelse til de besiddende klasser. En anden faktor, som gav især comitia centuriata en iboende konservativ karakter var opdelingen af centurier mellem juniores (mænd mellem 17 og 45 år) og seniores (mænd på 46 og derover). Siden begge grupper havde et lige stort antal centurier i hver klasse, fulgte det, at de ældre, som udgjorde mindre end 30 procent af hele vælgerkorpset, havde mere end dobbelt så stor politisk vægt som de yngre. Den anden bemærkning er, at kun medlemmer af eliten kunne stille op til valg til embeder. Hvadenten der var eller ikke var et formelt krav om formue, er det klart, at kun de rige kunne stille op til poster, som ikke blev betalt og som kunne indebære betydelige omkostninger. Siden der var begrænsninger på valgkampene og der ikke var nogen måde, man kunne informere vælgerkorpset om, hvem man var, ville en outsider uden magtfulde forbindelser og opbakning desuden ikke have nogen chance overhovedet. Det er sigende, at ordet for adelig, nobilis, egentlig betyder kendt Oversat af Simon fra: Walbank, F. W. (m. fl.): The Rise of Rome to 220 B. C., The Cambridge Ancient History, Sec. Ed., VII,2 (Cambridge 1989), ss Originalens fodnoter og litteraturhenvisninger er udeladt. Vil nogen se dem, må de gerne låne bogen...