RETORIK. Talerens opgave, officium oratoris: De tre talearter, genera: Med blåt er angivet de latinske fagudtryk inden for retorikken.

Transkript

1 RETORIK Med blåt er angivet de latinske fagudtryk inden for retorikken. Talerens opgave, officium oratoris: "at kunne tale om alt som ved lov og sædvane er fastlagt til borgernes tarv, og så vidt muligt opnå tilslutning fra tilhørerne." Taleren skal: 1) belære - docére - og godtgøre - probare 2) behage - placére - og underholde - delectare 3) vække - movére - og styre - flectere - tilhørernes følelser De tre talearter, genera: 1) retstalen - genus iudiciale - behandler i form af anklage og forsvar et retsligt stridsspørgsmål - controversia - og argumenterer for en bestemt kendelse. 2) den politiske tale - genus deliberativum - tilråder eller fraråder en bestemt politisk fremgangsmåde 3) lejlighedstalen - genus demonstrativum - skildrer og berømmer eller kritiserer en person eller institution, evt. en genstand. 1

2 De fem områder, partes: 1) inventio - det at "finde" stof, de faktiske eller sandsynlige ting, der gør talerens sag (standpunkt) troværdig 2) dispositio - fordeling og rækkefølge af det fundne stof 3) elocutio - stoffets sproglige udformning, de passende ord og sætningskonstruktioner, stilfigurer elocutio omfatter tre stillejer: a) den jævne, dagligdags tale, genus subtile el. tenue bruges i sagsfremstilling og bevisførelse b) mellemlejet, genus medium el. modicum, egner sig bl.a. til at fængsle og underholde tilhørerne c) den "høje" stil, genus grave el. vehemens, tjener til at bevæge og gøre indtryk på tilhørerne, især i en tales afslutning elocutio skal besidde følgende egenskaber: a) sikker smag, elegantia, der viser sig i to ting: korrekt sprogbrug og klarhed mht. ordvalg og sætningsbygning b) velafvejet ordsammenstilling, compositio el. structura, som bl.a. undgår vokalsammenstød, overdreven brug af bogstavrim og andre stilistiske virkemidler c) et vist fornemt særpræg, dignitas, der beror på stilens berigelse - exornatio - vedhjælp af særlige figurer, dvs. dels indholds- eller tankefigurer, dels udtryks- eller talefigurer d) naturlig hukommelse, memoria, som kan trænes ved særlige mnemotekniske metoder 4) memoria - indlæring af det ordnede stof 5) pronuntiatio, actio - foredraget af talen med den rette brug af stemmemidler, minespil og gestus foredraget omfatter to ting: a) stemmen - vox -: 1) stemmestyrken, magnitudo, er naturgivet 2) stemmens holdbarhed, firmitudo, sikres ved øvelse 3) stemmens register, mollitudo, opdyrkes ved øvelse og stemmepleje; den har tre facetter: 2

3 aa) den daglige, afslappede tone, sermo, der anvendes til fortælling, fremstilling, spøg ol. bb) den mere anspændte debattone, contentio cc) den appellerende eller pathetiske stemmeføring, amplificatio, der hidser til forargelse eller vækker til medfølelse b) kroppen - corpus -: gestus og minespil skal afpasses efter stemmeføringen Talerens uddannelse bygger på tre faktorer: 1) ars, den retoriske teori, formuleret i et regelsæt - praecepta 2) imitatio, studium og efterligning af forbilleder 3) exercitatio, praktisk træning Talens disposition (særligt for genus iudiciale): 1) indledning, exordium, skal forberede tilhørernes holdning til talen og gøre dem opmærksomme, modtagelige og velvillige 2) sagsfremstilling, narratio, skal være kortfattet, klar og troværdig 3) sagsanalyse, divisio el. partitio, gør op hvad uenigheden består i og tilrettelægger på dette grundlag den videre argumentation 4) bevisførelse, argumentatio, opdeles i to underafsnit: a) confirmatio, hvori talerens eget standpunkt underbygges b) refutatio, hvori modstanderens påstande gendrives 5) afslutning, conclusio el. peroratio, som kan bestå i en opsamling - enumeratio - og forstærkende uddybning - amplificatio - af virkningen på tilhørerne; rummer også undertiden en appel - commiseratio - til tilhørernes medfølelse. 3

4 Appelformer Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Appelformer er i retorikken betegnelsen for de tre former logos, etos og patos. De betegner tre forskellige midler til at overbevise tilhørere, og valget af appelform vil afhænge af emne og situation: Hvem er taleren? Hvem er tilhørerne? Hvad vil taleren overbevise tilhørerne om? Logos Man appellerer til tilhørerens fornuft og logik; man overbeviser i kraft af saglige argumenter. Etos Man appellerer ud fra sin moralske integritet, markerer sig som troværdig person Patos Man appellerer til tilhørernes følelser og stemninger Logos Der er situationer, hvor talerens viden, fornuft og logiske evne er det centrale. Den der benytter sig af logos, argumenterer objektivt og klart og går ud fra, at tilhørerne er til stede for at blive klogere og blive oplyst. Der bliver derfor appelleret til deres tænkeevne. Man forventer at blive mødt med logos, når man forsøger at få indsigt i noget komplekst og vanskeligt - det kan være alt fra udviklingen i ozonlaget, til EU's historie eller fordele og ulemper ved en ny folkeskolelov. Ethos En taler, der fremstår som en troværdig person, kan appellere ved hjælp af etos. Der er mennesker, man aldrig vil stole på, fordi man ikke har tillid til dem, og offentlighedens tillid til f.eks. en politikers personlige dømmekraft og moralske standard spiller en vigtig rolle i meningsdannelsen. Der vil ofte være tale om det man kalder "forhåndsethos": Tilhørerne har erfaring for, at denne person er til at stole på, at han ikke er ude på at forføre publikum. 4

5 Pathos En talers overbevisende evne kan bero på evnen til at appellere til tilhørernes følelser og stemning i en given situation. Det kan f.eks. være et vigtigt element i forbindelse med ulykker og katastrofer, hvor en taler skal lade folk få afløb for deres bevægelse, deres sorg, vrede og afmagt og måske samtidig appellere til en fællesskabsfølelse. Argumentationskneb Man kan i forbindelse med politiske tekster benytte sig af forskellige argumentationskneb. Trusselsargument Hvis SF får magten vil pengene fosse ud af statskassen Mængdeargument Et flertal af befolkningen mener ifølge en undersøgelse Lykkeargument Vi vil sørge for bedre forhold til de arbejdsløse Autoritetsargument De økonomiske vismænd understreger, at vi ikke har råd til at finansiere efterlønnen Vi-er-alle-i-samme-båd-argument Hvis vi sætter skatten ned, vil det være til glæde for hele befolkningen Reducto-ad-absurdum-argument Hvis lovforslaget om forhøjelse af skatten bliver gennemført, vil det betyde den visse død for mange danske virksomheder. 5

6 Argumentationsanalyse i praksis 1. Hvad er tekstens hovedbudskab og vigtigste belæg (begrundelser)? 2. Er der andre påstand og begrundelser, der er særligt interessante? 3. Er der nogle af de vigtigste påstande, der ikke begrundes og som derfor må antages for at være postulater, der ikke har nogen værdi i argumentationen 4. Hvilke typer af argumentationskneb, bliver der brugt i teksten. 5. Konklusion. Er tekstens argumentation saglig, dvs.: Vurderer du, at argumentationen er en argumentation, er en holdbar argumentation og er en relevant argumentation. Kilder: Nielsen, Torben: Fold dig ud Columbus Det retoriske pentagram 6

7 Stilistik og retoriske figurer Et udvalg: Alliteration: Antitese Anafor Apori Apostrofe Assonans Asyndeton Ellipse Euphemisme Gnome Hyperbel Ironi Kiasme Litotes Metafor Metonymi (pars pro toto) eller Synekdoche Bogstavrim (konsonanter): Kanonkongen Knold købte kugler og krudt for en krone Modsætning eller kontrast af ideer eller ord: Not that I loved Caesar less, but that I loved Rome more. Gentagelse af samme indledningsord i flere udtryk (2-3): Har ikke den natlige besættelse, har ikke byens nattevagter, har ikke alle velmenende borgeres sammenstimlen bevæget dig? Mangel på udtryk/ord: Du er så ja, hvad skal jeg sige Direkte tiltale eller direkte spørsmål Bogstavrim (vokaler): æslet spiste æg og ærter Udeladelse af bindeord Udeladelse af ord: Ende gut, alles gut. At pynte på/forskønne: Han sov stille ind (i stedet for: han døde) Maxime/ordsprog/almengyldig erfaring: Hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Overdrivelse: klarere end lyset. Man siger et, men mener noget andet, og lader det skinne igennem. Krydsstilling (a-b-b-a): den jeg elsker, elsker jeg. Negeret modsætning til det der ønskes fremhævet: ikke sjældent. Billedligt udtryk for en forestilling: at sidde ved statens ror. Del for helhed, eller helhed for del: Jernet (= sværdet), Mine bekymringer gælder hele landet (= befolkningen). 7

8 Overgivelse Oxymoron Paradigme Pars pro toto Pleonasme Præteritio Ratiocinatio Retorisk spørgsmål Synonymfordobling Synæstesi Tautologi Zeugma Mine argumenter trænger ikke igennem og lader mig falde i jeres vold Sammenstilling af modsatte begreber: levende død. Man slutter ud fra hidtidig praksis. En del af et begreb anvendes til at betegne helheden: Byens tage (= huse), havet var fyldt med hvide sejl (=skibe). Sammenstilling af flere ord med samme betydning/indhold: kulsort, snehvid, nyrenoveret. Udeladelse: Jeg vil ikke tale om dine andre forbrydelser. Diskussion med sig selv, tænken højt. Man besvarer selv spørgsmålet. Sammenstilling af ord, der betyder (omtrent) det samme: han gav, skænkede og forærede. farvehørelse (den hyppigste form) Indtryk fra ét sanseområde blandes med et andet: blå tone, sort snak, skrig-gul En sammenstilling af flere ord med samme betydning/indhold: en gammel olding, han plejer altid. Flere led hører til et verbum, der kun passer til et af leddene: Nor Mars his sword, nor war's quick fire shall burn The living record of your memory. 8