Tid til forandring? Læreplanerne i samfundsfag Ejerskabet Overenskomst 05 Reformen af gymnasiet Spørgsmålet er om vi får tid nok til foran- dring!

Transkript

1 Tid til forandring? Et nyt skoleår hvor tingene er, som de plejer at være; men samtidig et skoleår hvor vi skal forberede os på det nye og anderledes, som kommer næste år byder på store forandringer, der bliver mange - måske for mange. I 2005 skal vi i samfundsfag i gang med et helt nyt fagbilag en læreplan, i gymnasiet skal vi i gang med en helt ny bekendtgørelse, alle gymnasierne skal flyttes fra amterne til staten og endelig skal vi have en ny overenskomst. Læreplanerne i samfundsfag Arbejdet med læreplanerne har været grundigt og set fra bestyrelsens side meget tilfredsstillende. Bestyrelsen har været repræsenteret i læreplansgrupperne, og det har givet os mulighed for i hele bestyrelsen at drøfte indholdet og de ændringer, som vi har fundet vigtige og væsentlige, med fagkonsulenten. Det store problem har været at få bredt diskussionen ud i et bredere forum; først og fremmest fordi ministeriet generelt var meget sene til at offentliggøre læreplanerne - ultimo juni, hvor ferien, men ikke sommeren var begyndt, og specielt fordi samfundsfag (og nogle få andre fag) beklageligvis ikke (i skrivende stund) er blevet offentliggjort. D.v.s. at den brede diskussion slet ikke er kommet i gang endnu! Men den kommer så følg med på: Reformen af gymnasiet som fremover skal hedde STX, hvilket nok skal få en del gymnasielærere op af stolene i protest, men lad nu det ligge. Der er andre og anderledes alvorlige ting på spil jeg vil her nævne tre: Den nationale standard undergraves i det udkast til bekendtgørelse som ligger på ministeriets hjemmeside. Her åbnes der mulighed for eleverne kan få meget forskellige antal undervisningstimer i det enkelte fag eller i grupper af fag. Det samme gælder for det skriftlige arbejde her er det nemlig rektor, der suverænt bestemmer hvordan det skriftlige arbejde skal fordeles mellem holdene og fagene. D.v.s. at der ikke er en garanti for hvor mange timer / skriftlige opgaver et hold skal have, og dermed er der åbnet mulighed for store variationer fra skole til skole. Der bør være et 3 minimumskrav til antal timer og antal skriftlige opgaver! For det andet opregner udkastet til bekendtgørelse en lang række ressourcekrævende opgaver som fx samarbejdet om det enkelte hold, samarbejdet på tværs af fagene, offentliggørelsen af studieplaner samt studieplaner for den enkelte elev. Opgaver som der ikke er afsat tid til, d.v.s. at tiden skal gå fra noget andet - og det kan alene komme til at gå ud over undervisningen og dermed det faglige niveau, som reformen egentlig ville styrke. Der bør afsættes ressourcer til nye opgaver! Endelig er der noget, der mangler i bekendtgørelsen det er de kollegiale organer. Det tyder på enevælde og i de heldigste tilfælde på oplyst enevælde. der bør være mulighed for demokratisk dialog om skolens udvikling. Ejerskabet fra 1.august 2005 bliver vi statsskoler; det er et led i strukturreformen, som i parentes bemærket jo heller ikke er på plads endnu. Og senere i 2009 skal vi være selvejende. Det kan diskuteres, hvad det kommer til at betyde; men min pointe er; at midt i en meget omfattende forandring vil det være en yderligere (og unødvendig) komplikation tænk bare på at det skal foregå midt i et finansår. Overenskomst 05 Det betænkelige er at lave en ny overenskomst med dens diskussioner af løn og arbejdsvilkår i en tid, hvor alle skal arbejde meget mere for at få reformen til at blive andet end det papir, den er skrevet på. Der vil blive stillet enorme krav til den enkelte lærer i forbindelse med indførelsen af reformen, og enhver diskussion af løn- og arbejdsvilkår er dømt til at mislykkes i en sådan situation. Det er gået meget stærkt med udarbejdelsen af bekendtgørelse og læreplaner og høringsfristen i forbindelse med bekendtgørelsen for gymnasiet har været uanstændig kort. Desuden mangler der masser af arbejde fx vejledningerne (hvem vil ikke gerne se almen studieforberedelse?) og elever skal allerede til at høre om det nye gymnasium i løbet af de nærmeste måneder. Spørgsmålet er om vi får tid nok til forandring! Steffen Bruun Christensen.

2 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne Fagkonsulentens hjørne Per Henriksen Fra Undervisningsministeriets side var det planlagt at udkast til læreplaner for alle fag skulle offentliggøres på før sommerferien med henblik på debat. For nogle fag, herunder samfundsfag blev det ikke tilfældet. Denne afvigelse fra køreplanen vil forhåbentlig ikke afholde folk fra at komme med kommentarer og kritik af de nu offentliggjorte udkast. Før sommerferien kom også udkast til de centrale uddannelsesbekendtgørelser for stx, htx, hhx, hf og hf enkeltfag. Heri er anført en række generelle bestemmelser, som præciserer og uddyber lovene. Umiddelbart vil afsnittene omhandlende uddannelsestid og elevtid nok påkalde sig den største interesse. Jeg håber mange vil møde op på de planlagte regionalmøder og deltage i debatten om de nye læreplaner i samfundsfag og komme med inspiration til vejledningerne, som skal skrives i løbet af efteråret. De mundtlige prøver sommeren 2004 Sommereksamen blev afviklet uden de store problemer. Jeg fik enkelte henvendelser fra censorer omkring manglende overholdelse af frister for fremsendelse af eksamensspørgsmål, men i forhold til tidligere må antallet siges at være beskedent. ne finde et relevant materiale. Det tager selvfølgelig også tid, men den længere forberedelsestid bevirker at materialet ikke behøves at beskæres så målrettet som ved den traditionelle eksamensform. For det andet giver den længere forberedelsestid en mindre stressende eksamensafvikling. For det tredje afprøves centrale faglige kompetencer, som det ikke er muligt at afprøve ved andre prøveformer. Spørgsmålsformulering og bedømmelseskriterier er stort set identiske ved den traditionelle mundtlige prøve og den skriftlige prøve. Et forhold der gør det vanskeligere at argumentere for at opretholde begge prøveformer. Den skriftlige prøve i samfundsfag Nedenfor bringes nogle foreløbige kommentarer til opgavesættet, elevernes besvarelser og karakterfordelingen. En mere fyldig omtale vil komme i Råd og vink om skriftlig samfundsfag 2004, som udsendes til alle skoler i september I alt 4281 eksaminander gik til den skriftlige prøve i samfundsfag. Ca. 50% havde valgt standardforsøget en betragtelig stigning i forhold til tidligere år. Opgavesættet I fællesdelen skulle eleverne undersøge de økonomiske sammenhænge der kan forklare den økonomiske vækst. Såvel opgaveformulering som bilag har klare paralleller til fællesdelen i opgaven i 1997 (Produktion, forbrug og velstand). De tre delopgaver (B: Identitet og velfærd, C: Dansk udenrigspolitik og D: Unge og politik) behandlede hver centrale faglige temaer, ligesom bilagsmaterialet i stor udstrækning var et oplæg til anvendelse af begreber og teorier fra fagets kerneområder. Mange censorer efterlyste en klarere sammenhæng mellem fællesdel og delopgaver, Mange steder afprøves nye eksamensformer. Det gælder især synopsisbaserede mundtlige prøver, hvor eleverne enkeltvis eller i gruppe i forberedelsestiden (typisk 3 timer) på baggrund af et udleveret materiale skal udarbejde en synopsis. I de tilbagemeldinger jeg har fået fra eksaminatorer og censorer er der udbredt tilfredshed med denne prøveform. For det første slipper eksaminator for at udarbejde eksamensspørgsmål, men skal aleligesom den faglige progression gennem hele opgavesættet ikke ved alle delopgaver er lige prægnant. Forskellene mellem opgaverne til normalsættet og standardforsøget gik især på bilagenes mængde og art, hvor bilagene i normalsættet gav eleverne begrebslige og teoretiske afsæt for diskussionen i opgave 3, mens det var opgavekommissionens antagelse, at eleverne fra gruppeforberedelse ville medbringe dette begrebslige og teoretiske afsæt. En antagelse som i nogen udstrækning viste sig at holde stik. Elevernes besvarelser Mange elever besvarede fællesdelen særdeles overbevisende og demonstrerede et højt fagligt niveau begrebsmæssigt, teoretisk og færdighedsmæssigt. Modsat var der også en række elever som behandlede bilagsmaterialet på en overfladisk måde, ligesom der var åbenlyse færdighedsmæssige mangler omkring tabellæsning. Især besvarelserne af opgavesættet til standardforsøget ( ) gav anledning til censorkommentarer. Der er mange besvarelser, hvor der kan konstateres et meget lille udbytte af gruppeforberedelsen. Enten fordi eleverne er svage eller fordi målrettet gruppeforberedelse ikke i tilstrækkelig grad er trænet i forbindelse med hjemmeopgaverne. Hvis der hos alle elever på et hold kan konstateres et manglende eller lille udbytte af gruppeforberedelsen kan det være nærliggende at tilskrive problemerne den manglende træning. 4 5 Det er også et problem at en betragtelig gruppe elever så at sige vælger at skrive besvarelsen på forhånd. Dvs. de ukritisk kopierer notater, gamle opgavebesvarelser, afskrift fra bøger, etc. ind i besvarelsen, men uden fokuseret at anvende det indsatte stof på bilagene eller den stillede problemstilling. Sådanne besvarelser bedømmes derefter, fordi der ikke demonstreres anvendelse af begreber og teorier. Anvendelse af begreber, teorier og færdigheder et fortsat det centrale bedømmelseskriterium, mens ufokuseret reproduktion ikke honoreres. Og især i delopgaverne C og D blev der lagt op til at kunne dokumentere faglige sammenhænge i bilagene. En stor gruppe elever har fortsat problemer med at arbejde fokuseret. Dvs. de ikke besvarer den stillede opgave, men noget andet. Dette forhold kan også bero på manglende træning i læsning af opgaveformuleringerne. Fortsættes næste side...

3 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne Karakterfordelinger Karaktererne nedenfor i skemaet er de endelige karakterer. Karakter I alt 2001-norm Antal % 0,4 4,4 13,4 24,3 26,4 20,1 8,7 2,2 0,2 100 Gnst. 7, gr Antal % 0,6 4,1 13,2 22,8 25,5 20,3 10,3 3,0 0,1 100 Gnst. 7, norm Antal % 0,4 4,4 13,4 24,3 26,4 20,1 8,7 2,2 0,2 100 Gnst. 7, grup Antal % 1,2 4,8 12,7 23,2 23,1 20,9 9,4 3,7 0,8 100 Gnst. 7, norm Antal % 0,8 6,4 13,3 23,5 26,0 18,9 8,5 2,3 0,1 100 Gnst. 7, grup Antal % 0,8 4,2 12,0 21,0 27,5 20,8 10,4 2,6 0,6 100 Gnst. 7, norm Antal % 0,9 5,3 13,9 23,8 26,1 18,5 9,2 2,1 0,3 100 Gnst. 7, grup Antal % 0,7 4,8 12,0 21,7 25,9 21,2 10,4 2,5 0,7 100 Gnst. 7,88 Som sædvanligt ligger gennemsnittene meget konstant omkring 7,8. Ses der på fordelingen af karakterer efter valg af delopgaver og linje (matematisk, sproglig) er der fortsat en signifikant tendens til at matematikere klarer sig bedre end sproglige dette uanset valg af delopgave, ligesom sproglige især vælger opgaver, som de opfatter som værende nemmere. Karakterfordelingen på delopgaverne for standardopgaven ( ): B (Identitet og velfærd): 7,38 (50% valgte denne) C (Dansk udenrigspolitik): 8,13 (36%) valgte denne) D (Unge og politik): 7,47 (14% valgte denne). Karakterfordelingen på delopgaverne for forsøgsopgaven ( ): B (Identitet og velfærd): 7,55 (52% valgte denne) C (Dansk udenrigspolitik): 8,17 (39% valgte denne) D (Unge og politik): 7,58 (9% valgte denne). Karaktererne fordelt på delopgaver er 1.censors foreløbige karakter inden den endelige censur. I Råd og vink, september 2004 vil der komme en mere udførlig kommentar. Fremtidens prøveformer i samfundsfag I udkastene til læreplanerne for samfundsfag i stx har læreplansgruppen tilstræbt at inddrage erfaringerne fra forsøgene med nyere eksamensformer, ligesom det har ligget grupperne meget på sinde at få præciseret bedømmelseskriterierne ved de forskellige prøveformer (mundtlig, skriftlig) i forhold til hinanden. Den mundtlige prøve på C-niveau bliver en traditionel mundtlig prøve med 25 minutters forberedelsestid og 25 minutters eksaminationstid. For at undgå en stressende forberedelsestid, meget tæt klippede bilag kan forberedelsestiden evt. udstrækkes til 50 minutter. På B-niveau opereres der i udkastet med en synopsisbaseret prøve, hvor der skal opstilles og 6 7 undersøges en problemstilling på baggrund af et større materiale (5-10 sider). Der gives 3 timers forberedelsestid og 30 minutters eksaminationstid. På A-niveau gives der 24 timers forberedelse til en synopsisbaseret prøve. Eleverne skal her selv supplere det tildelte bilagsmateriale. Dvs. man her får lejlighed til at afprøve elevernes evne til selv at opsøge og kildekritisk vurdere materiale af relevans for en problemstilling. Den skriftlige prøve bliver på 6 timer med 1 time til forudgående sparring (gruppeforberedelse) og 5 timer til den individuelle besvarelse. Evaluering af skriftlighed i gymnasiet I efteråret 2003 iværksatte Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en evaluering af skriftlighed i gymnasiet. Dansk, biologi og samfundsfag blev taget ud som fag. Rapporten vil blive offentliggjort i begyndelsen af oktober Kommissorium, arbejdsplan m.v. kan læses på EVA s hjemmeside ( Udkast til læreplaner Udkastene til læreplaner vil kunne læses på ministeriets hjemmeside. Fra læreplansgrupperne er der tilstræbt: - en progression fra C- til B- til A-niveau. - en præcisering af de metodiske krav - at kernestoffet giver gode muligheder for samspil mellem fagene - at der både skal arbejdes på tværs af discplinerne og med de enkelte discipliner - at målene med undervisning er præcise og evaluerbare - at bedømmelseskriterierne er præcise og hænger sammen med målformuleringerne - at samfundsfag også er et fag, hvor man skal kunne formulere en stillingtagen Indholdsmæssigt (kernestoffet) er der ikke tale om radikale ændringer. Det betyder ikke, at man bare kan gøre som man plejer! Omdrejningspunkterne i læreplanerne er ikke alene kernestoffet, men især også målene med undervisningen.

4 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN Omkring det tilrettelæggelsesmæssige forpligtes samfundsfag til samspil med andre fag. Det gælder både i grundforløb og studieretningsforløb, men også når samfundsfag optræder som frit valgfag. Skriftlighed i samfundsfag indgår på alle niveauer til at understøtte læringen og skabe overblik. Endelig er der i alle læreplaner lagt op til en styrkelse af den interne evaluering. Som nævnt vil der i efteråret blive afholdt en række regionalmøder. Her vil der blive rig lejlighed til at diskutere udkastene til læreplaner. Didaktikbog Til en række fag er der udgivet bøger omhandlende fagenes didaktiske problemstillinger. Det gælder fx religion, filosofi og geografi.til brug for nye kandidater i samfundsfag har der længe været savnet en sådan udgivelse. I løbet af efteråret 2004 vil der på forlaget Columbus komme en didaktikbog til samfundsfag, hvor en række centrale temaer omkring det at undervise i samfundsfag behandles. I Samfundsfagsnyt nr. 152 omtalte Torben Fridberg fra SFI European Social Suervey. På adressen ess.nsd.uib.no ligger store datamængder til komparative analyser af sammenhænge mellem politiske holdninger, socio-demografiske baggrundsvariable, værdier og livskvalitet. Umiddelbart er materialet lettilgængeligt, ligesom det er muligt at gennemføre statistiske analyser i et interaktivt miljø. Ressourcerne på hjemmesiden vil være overordentlig interessante i forbindelse med tværfaglige projekter og som materiale til store skriftlige opgaver. Nye lærere i samfundsfag Der er ifølge tilmeldingerne til de faglige-pædagogiske kurser i samfundsfag ansat mange nye lærere i samfundsfag. Der deltager 40 kursister i efteråret og 30 i foråret. Afsluttet 9.august 2004 Per Henriksen Inspiration til projekter Landbohøjskolen (KVL) har til alle lærere i samfundsfag udsendt en brochure med tilbud om foredrag og øvelser. De 9 forskellige temaer må u- middelbart siges at være relevante i forhold til tværfaglige projekter, herunder samspil mellem samfundsfag, matematik og de naturvidenskabelige fag. Aarhus Universitetsforlag planlægger en bogudgivelse med centrale papirer fra Copenhagen Consensus konferencen. Også en række af temaerne her vil kunne inspirere til tværfaglige projekter mellem samfundsfag og især de naturvidenskabelige fag. Som inspiration til valg af tema for den store skriftlige opgave vil kapitlerne i bogen også kunne inspirere. 8 9

5 STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN 10 11

6 STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN 12 13

7 STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN STUDENTEREKSAMENSOPGAVEN 14 15

8 STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave C Nye Tider Ny Tendenser Besvaret af Jacob Kjærsgård Lester,Allerød Gymnsium Skriftlig Studentereksamen I år har det desværre knebet lidt med at få de aftalte censorkommentarer i hus, men der bringes her to 13 tals opgaver, dels en besvarelse af fællesdelen og delopgave C og en besvarelse af fællesdelen og delopgave D.Tusind tak til de involverede. Jytte Merete Knudsen Fællesdel: Opgave A Jeg vil i denne opgave undersøge hvordan de økonomiske sammenhænge, der kan udledes af bilag A2, kan forklare den økonomiske vækst. I løbet af sidste halvdel af sidste århundrede blev den velfærdsstat som vi kender i dag bygget op. Dette skete ved hjælp af den økonomiske vækst, som man i bilag A1 kan se har fortsat helt fra 1950 og til nu. I 1950 var Danmarks BNP omkring 300 mia. kr., hvor den kun 20 år senere var blevet fordoblet og lå på 600 mia. kr. i For bare 4 år siden blev dette tal igen fordoblet, og vores BNP i 2000 var på næsten 1200 mia. kr. En forbløffende udvikling, der vidner om en høj økonomisk vækst. Men hvorfor opstod denne økonomiske vækst? 16 Bl.a. på grund af de nye tider og de nye tendenser omkring kønsrollerne. I 1915 havde kvinderne i Danmark fået stemmeret med den nye grundlov, men selvom de havde fået stemmeret betød dette ikke, at samfundet så på dem som ligestillede borgere. Derfor skete der da heller ikke den store udvikling i kvinders rettigheder. Faktisk skete der ikke nogen nævneværdig udvikling før helt oppe i slutningen af 1960 erne i forbindelse med ungdomsoprøret i 1968, hvor diverse feminist organisationer tog fat. Dette kan ses i bilag A2 tabel 1, hvor erhvervsfrekvensen for kvinder i 1950 er 47 %, og herfra falder den faktisk til 40,9 % i Dette skyldes højst sandsynligt indflytningen i parcelhuse i forstæderne, der for alvor tog fat i 1950 erne. Her blev idealet en hjemmegående husmor, der passede huset, haven og børnene mens faderen tog på arbejde. Men så i 1970, med ungdomsoprøret og feministorganisationernes opståen, stiger antallet af erhvervsaktive kvinder med godt og vel 13 procentpoint. Fra 40,9 % i 1950 til 54,1 % i 1970, en betydelig stigning. Som mentaliteten fortsatte med at skifte og der blev en stigende accept af kvinder på arbejdsmarkedet, så steg antallet af kvinder på arbejdsmarkedet også. I 1990 toppede det med 73,1 % erhvervsaktive kvinder. Hvad betød dette så for den økonomiske udvikling? Jo, det betød at den danske arbejdsstyrke blev forøget meget dramatisk, hvilket bidrog til den økonomiske vækst og udvikling. Ydermere kan man i bilag A2 på tabel 1 se, hvordan udviklingen for de forskellige erhverv er gået. Her kan man bl.a. følge landbrugets udvikling. I 1950 var 26,5 % beskæftigede med primære erhverv dvs. landbrug. Men der sker en kraftig nedgang i denne, og så tidligt som i 1960 er beskæftigelsen faldet 7 procentpoint til 19,7. Denne nedadgående udvikling fortsætter op gennem århundredet, og i år 2000 er der kun 3,7 % beskæftigede med landbruget. Et fald på 23 procentpoint fra Denne udvikling kan bl.a. tilskrives den økonomiske vækst, der omstillede Danmark fra landbrugssamfund til industrisamfund. I kraft af den industrielle udvikling tog til, blev der flere og flere arbejdere og flere mennesker tog fra landet til byerne for at få arbejde, da der ikke altid var nok arbejde på landet, fordi arbejdspladserne blev så at sige opslugt af traktorer og andre nye maskiner. Men andre ting spillede også ind: Landbruget var begyndt at nyde godt af nye industrielle opfindelser, og man effektiviserede og rationaliserede, så megen arbejdskraft blev gjort overflødig. Lige pludselig kunne én traktor gøre det samme arbejde som dusinvis af karle. Dette gjorde det meget billigere for landmanden at producere og han kunne derfor omsætte mere, hvilket bidrog til den økonomiske vækst. Ulempen ved denne udvikling indenfor landbruget var dog, at den gjorde mange arbejdsløse. Men at landbruget derfor blev svækket, det ville være forkert at sige.tværtimod. I tabel 2 kan det nemlig ses, at produktivitetsudviklingen indenfor landbruget er gået enormt stærkt. I 1950 er indeks 113, altså en ikke særlig stor stigning fra 1948, hvor indeks er 100. Men i 1960 er indekset 149, altså en væsentlig stigning. Og derfra går den industrielle udvikling i landbruget endnu stærkere, og nye metoder får landmændenes produktion til nærmest at eksplodere. Derfor er indekset i 1970 hele 255, næsten en fordobling af tallet fra Og i 1980 kommer vi endnu nærmere en fordobling, da tallet er 494, hvilket så rent faktisk bliver fordoblet i 1990, hvor indekstallet er hele1075! Selv om det nok ikke er nødvendigt at nævne det, så bliver dette tal igen mere end fordoblet i 2000, hvor det er Altså en enorm udvikling, der virkelig har sat skub i den økonomiske udvikling i Danmark med de indtægter det har givet. Det skal dog lige nævnes, at denne udvikling højst sandsynligt ikke havde været mulig i samme målestok, hvis ikke det havde været for den landbrugsstøtte det danske landbrug har modtaget fra Bruxelles. Men der var også andre kræfter, der tog over. Indenfor industrien og håndværk, de sekundære erhverv, blev der flere beskæftigede i løbet af den opadgående udvikling. I 1950 kan man derfor se, at 31,2 % er beskæftigede indenfor det sekundære erhverv, og dette stiger så til 34,8 % i Det er ikke en specielt stor stigning, men det vidner om en øget økonomisk vækst indenfor denne sektor, da denne sektor også rationaliserede og effektiviserede med nye industrirobotter, kraner osv. Noget, der burde have haft den samme effekt på beskæftigelsen, som den man så i landbruget, hvis ikke lige det var fordi, at denne sektor blev udvidet kraftigt på grund af udviklingen, og der derfor blev skabt flere arbejdspladser og STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave C 17 en øget beskæftigelse. I 1972 stemmer vi dog for en indtrædelse i EF, og da dette træder i kraft i 1973 bliver vi nødt til at skære ned for ikke at sige helt stoppe den støtte vi havde givet vores industrier og den told vi havde lagt på andre landes industrivarer. Dette havde man i sin tid gjort for at beskytte den danske industri og de arbejdspladser, der var tilknyttede denne. Man vidste nemlig godt, at dansk industri ikke ville kunne konkurrere med de magtfulde industrier i Tyskland og Frankrig. Landbruget derimod jublede, men det er en anden historie. Jeg mener at kunne spore det tilbageslag det gav dansk industri ved indtrædelsen i EF, på beskæftigelsesprocenten fra 1970 og til 1980, der falder med 7 procentpoint i denne periode. Det første fald efter en stødt stigning i to årtier. En anden forklaring lyder dog på, at industrien gjorde det samme som landbruget og rationaliserede og effektiviserede, for produktionen falder nemlig ikke fra 1970 til 1980 så helt gal kan indtrædelsen i EF ikke havde været. I 1970 er produktiviteten nemlig 241 og i 1980 er dette tal 346 så det er ikke fordi der var en væsentlig tilbagegang for dansk industri. Dette tal stiger yderligere lidt, og ender i år 2000 på 474. Dog er landbrugets udvikling mere væsentlig, og landbruget har fra 1950 til 2000 fået en 23 gange større produktivitet, hvorimod industrien kun har fået en 4 gange større produktivitet i samme periode. Dog skal man ikke kimse af industriens udvikling, da det var og er en stor del af dansk økonomi og den positive udvikling har derfor også bidraget væsentligt til den stærke økonomiske udvikling i Danmark. Som den økonomiske udvikling steg, blev der også lettere råd til uddannelse og flere mennesker blev akademikere, funktionærer osv. Dette kan man bl.a. se i bilag A2 tabel 1, hvor de private tjenester i alt er steget fra 35,7 % i 1950 til 44,5 % i Dette kommer også som følge af, at Danmark omstillede sig til at blive et højteknologisk land, der tjente på IT-virksomheder og andre højteknologiske virksomheder. Dette har også bidraget til den økonomiske udvikling i Danmark, da disse virksomheder kan hive mange penge

9 STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave C STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave C hjem til Danmark, og endvidere lønner de deres ansatte godt, hvilket igen betyder et højere forbrug og skub i produktiviteten. At folk har fået flere penge i hænderne, kan ses på figur 1: Her er den faste realkapital steget fra 1 mio. kr. pr. beskæftiget i 1966, til godt og vel 2,2 mio. kr. pr. beskæftiget i år 2000 altså en fordobling, og noget der har betydet en væsentlig stigning i danskernes forbrug. Dette kan ses i tabel 3, her kan det ses, hvordan det private forbrug er steget fra 189,4 mia. kr. til hele 558,4 mia. kr. i 2000, og som resultat af dette øget forbrug er der også sket en væsentlig stigning i dansk produktivitet og økonomisk udvikling. Som førnævnt har denne økonomiske vækst gjort det muligt at opbygge den velfærdsstat vi kender i dag. Udviklingen af denne kan man følge i antallet af offentligt beskæftiget, der i 1950 kun var 6,5 % af den samlede beskæftigelse. I 1970 er det dog mere end fordoblet, og er oppe på 15,8 %. Som velfærdsstaten blev mere og mere udbygget, og der skulle bruges flere og flere ansatte i sundhedssektoren, ministerierne og diverse administrationen steg dette dog helt til 29 % i år Denne udbygning af det offentlige har dog haft den ekstra gevinst, at der er blevet pumpet mange penge ind i samfundet [Keynesianisme], og dette har også bidraget til den økonomiske vækst. Dette kan ses i tabel 3, der også viser det offentlige forbrug. Dette forbrug er i ,2 mia. kr., men i år 2000 er det 286,4 mia. kr.altså en rimelig sum penge, der bliver pumpet ud i samfundet. Den økonomiske vækst er dog ikke sket på bekostning af vores livskvalitet, og det overskud som den økonomiske vækst symboliserer, kan tydeligt ses i at antallet af arbejdstimer er faldet. I kraft af den økonomiske udvikling og den øgede mængde kapital, har virksomheder bedre kunnet tilgodese arbejderne og fagforeningernes krav om mindre arbejdsuger. Derfor kan det ses, at den gennemsnitlige årlige arbejdstid i industrien i 1950 var 2200 timer, hvorimod dette i 2000 er faldet til lidt over 1500 timer. Som konklusion kan det siges, at den økonomiske vækst skylder vi den effektivisering som den øgede industrialisering af Danmark har medført. Dette har betydet større afkast, større indkomst, større produktion og mest af alt har det betydet overskud. Et overskud som vi har brugt til at opbygge en velfærdsstat, som også har været med til at øge den økonomiske udvikling ved hjælp af kyndig økonomisk planlægning. Endvidere har alle de penge som borgerne i Danmark har fået i hænderne på grund af den økonomiske vækst igen betydet en endnu større vækst. Altså en god cirkel, jo flere penge vi har fået i hænderne jo større er den økonomiske vækst i Danmark blevet. Kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet har også betydet meget, da dette jo lige pludselig har aktiveret den ene halvdel af befolkningen og skabt en væsentligt større arbejdsstyrke. Delopgave C: Dansk udenrigspolitik 2. Jeg vil her undersøge i hvor høj grad den danske beslutning om at støtte USA i krigen mod Irak var et brud med hidtidig dansk udenrigspolitik. Dansk udenrigspolitik har længe været præget af en idealistisk tankegang. Vi har støttet idéen om internationale organisationer og love, og vi har arbejdet meget aktivt indenfor FN. Dette er sket, fordi den danske idealistiske tilgang til tingene bunder i at vi ser internationale organisationer som FN som en ny aktør mellem staterne, der kan udøve sin indflydelse.vi mener, at stater kan samarbejde og arbejde for noget bedre, at de ikke nødvendigvis behøver at handle efter egeninteresse. Det har i hvert fald været Danmarks tilgang til international politik igennem lang tid. En af de ideer eller normer, som Danmark har søgt fremmet siden begyndelsen af det 20. århundrede og som svækket synes at stå i centrum af dansk udenrigspolitik er ideen om en international retsorden baseret på internationale aftaler på styrkelsen og udvidelsen af kontakter landene imellem. Med andre ord: konsolideringen af et internationalt samfund Denne tilgang til international politik er kun naturlig for en småstat, der ikke egentlig kan udøve nogen væsentlig hård indflydelse, som militær indgriben eller sanktioner af nævneværdig styrke. Vi bruger den bløde tilgang, og prøver at beskytte os selv og vores interesser ved at påvirke andre nationer på diplomatiske måder. Danmark havde dog været begrænset til hvad vi kunne gøre udenrigspolitisk, da vi hele tiden skulle tage hensyn til Sovjetunionen og østblokken. Men med den kolde krigs ophør kunne vi lige pludseligt udfolde os frit i den internationale sfære: Denne chance blev grebet til at gå et skridt videre. Under betegnelsen aktiv internationalisme er det officiel dansk politik at føre en højtprofileret normativ politik baseret på FN-principper. Dette har vi bl.a. gjort i de baltiske lande, hvor Danmark har arbejdet hårdt for demokratiseringen af disse lande og for at etablere et tæt venskab med dem. Et eksempel på, hvor meget vi tør rent udenrigspolitisk nu, er episoden fra november 2002 hvor den tidligere tjetjenske leder Sakajev kom til Danmark for at holde en konference om konflikten i Tjetjenien. Dette ville Rusland have stoppet, da de hævdede han var en terrorist og en trussel mod Ruslands interne sikkerhed. Men Danmark, som tidligere rystede af skræk over, hvis Sovjetunionen bare udtrykte det mindste ubehag om os, gav ikke efter for det russiske pres og afholdte konferencen under alle omstændigheder. Ligeledes ville man heller ikke udlevere Sakajev til Rusland, men sendte ham til London i stedet. Selvom konferencen blev afholdt i Danmark, blev dette til et af de mere frække udenrigspolitiske stunts som Danmark har lavet.vi tog klar afstand til den russiske mangel på forståelse for basale demokratiske rettigheder som ytringsfrihed og retssikkerhed, og udfordrede derved Rusland på det groveste. Noget, der ville have været fuldstændigt utænkeligt for bare 15 år siden. Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak. Dette blev vedtaget i Folketinget d. 21 marts 2003, én dag efter at invasionen i Irak var begyndt. Med denne vedtagelse havde Danmark besluttet sig for at gå udenom FN, hvor Sikkerhedsrådet havde blokeret en FN godkendt koalition af styrker at invadere Irak. Det skal også lige nævnes, at FN faktisk kun har godkendt to FNledet krige: Nemlig krigen mod Nordkorea, hvor Sovjet havde boykottet Sikkerhedsrådet og derfor ikke stemte imod, og den første Golfkrig, hvor alle kunne se at det var en utilstedelig aggression fra Iraks side. Så i stedet for at føre invasionen igennem FN, samarbejdede vi med USA og Storbritannien og en række andre lande, der havde valgt at støtte USA. Hermed kan det siges, at Danmark brød med den aktive internationalisme som skulle være baseret på FN principper, og dermed brød vi også med den hidtidige førte udenrigspolitik. Men hvorfor valgte vi så at gøre dette? I et Læserbrev fra koalitionens regeringsledere bliver der som forklaring skrevet: Det transatlantiske forhold må ikke blive offer for det nuværende irakiske regimes vedvarende forsøg på at true verdens sikkerhed. I nutidens verden er det mere end nogensinde afgørende, at vi fastholder vort fællesskab og sammenhold. Vi ved at succes i den daglige kamp mod terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben kræver urokkelig beslutsomhed og fast internationalt sammenhold mellem alle lande, der hæger om frihed Hos realisterne i den amerikanske administration, og hos nogle af de europæiske regeringer, er man efterhånden kommet til den konklusion, at med Sovjet ude af billedet er FNs politiske gren mere eller mindre overflødig. FN blev nemlig brugt som et middel til at holde de to supermagter fra at ryge i totterne på hinanden, altså som en slags buffer mellem USA og Sovjetunionen. Og med Sovjet ude af billedet var denne ikke så nødvendig som den havde været. Nu kunne man altså udøve sin indflydelse uforstyrret. Og denne indflydelse så man bl.a. gerne udført udenom FN, fordi at FNs Sikkerhedsråd næsten aldrig har kunnet blive enige om en FN-ledet krig. Det er hvad veto-retten i Sikkerhedsrådet betyder for systemet, og da der næsten altid er overlappende interesser på spil, vil der også næsten altid være nogen, der nedlægger veto. I Ruslands tilfælde var

10 STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave C STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave C de bl.a. bange for, at nogle af de store handler de havde lavet med Irak ville gå i vasken, og også at Irak bagefter ikke ville kunne tilbagebetale de lån de havde taget af Rusland. Frankrig, som nok er et af de mest realpolitiske lande i verden, ville helst ikke se amerikansk indflydelse spredt og endvidere havde de også selv nogle lukrative handler med Irak som de heller ikke ville se gå i vasken. Dette mente bl.a. USA og andre vestlige regeringer ikke var retfærdiggørende grunde for ikke at gå i krig, og derfor besluttede man sig for at gå udenom Sikkerhedsrådet. Kofi Annan siger om dette: Nu hævder nogen, at denne forståelse ikke længere er holdbar, fordi et væbnet angreb med masseødelæggelsesvåben kan sættes i gang til enhver tid, uden varsel eller af en ukendt gruppe. I henhold til denne argumentation er stater ikke forpligtiget til at vente, indtil der er opnået enighed i Sikkerhedsrådet. I stedet forbeholder de sig ret til at handle unilateralt, eller i skiftende koalitioner. Denne logik er en fundamental udfordring af de ganske vist mangelfulde principper, som fred og stabilitet i verden har hvilet på i de sidste 58 år. Min bekymring er, at såfremt denne argumentation skulle blive almindelig udbredt kunne det skabe en præcedens, som ville resultere i en spredning af unilateral og retsløs brug af magt. USA og andre vestlige regeringer var bange for, at Iraks påståede masseødelæggelsesvåben kunne falde i hænderne på terrorister, eller blive brugt af Saddam regionalt. Derfor mente man ikke, at Frankrig og Ruslands egeninteresser skulle komme i vejen for at sikre fred i regionen og for at beskytte vestens borgere. Men havde Danmark egentlig brudt med sin hidtidige førte udenrigspolitik ved at gå med i koalitionen? Nej, det mener jeg ikke at Danmark havde. For det første var det ikke første gang, at vi gik udenom FN for at sikre menneskerettigheder og fred. Den socialdemokratiske regering gjorde det i 1999, da den tillod danske flystyrker at deltage i bombardementet på Serbien for at stoppe massakrerne på albanerne i Kosovo. Dette havde Rusland, grundet sit lange venskab med Serbien, nedlagt veto imod i Sikkerhedsrådet. Men alligevel deltog mange vestlige lande i bombardementet, udenom FN. Og som om dette ikke var nok, så havde Frank Jensen, på vegne af den socialdemokratiske regering, allerede i 1998 erklæret sig villig til at gå i krig med Irak udenom FN denne holdning kom som reaktion på, at Irak havde smidt FNs våbeninspektører ud i Og det er værd at notere sig, at de krige Danmark har deltaget i udenom FN er blevet ført på et humanistisk grundlag. Det er før nævnt at vores hidtidige udenrigspolitik skulle være baseret på FN-systemets normer og ideer og man skulle føre en højtprofileret normativ politik baseret på FN-principper. Dette mener jeg ikke selv er blevet brudt, da FNs normer, ideer og principper i højeste grad handler om menneskerettigheder og fred. Og både Irak-krigen og bombardementet på Serbien blev ført for at sikre fred og menneskerettigheder. Og med henhold til vores internationale arbejde og sikring af internationale love, så blev Irakkrigen jo ført på basis af FN-resolution 1441 som man mente man opfyldte ved at invadere Irak. Den internationale profilering har vi også opretholdt, som Anders Fogh Rasmussens tale afslører: For det andet skal vi styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU. Set fra et lille lands synspunkt ville det ideelle være, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken blev et fælles EU-anliggende. På den måde ville de store lande blive bundet af en fælles linje. Og de mindre lande ville opnå en større indflydelse på den internationale scene. Ønsket om at kæmpe for internationale organisationer og overstatslige love holder altså stadig vand, selvom den fælles europæiske udenrigspolitik fik et ordentligt hug på grund af Irak-krigen. Efter at læserbrevet fra koalitionens europæiske regeringer blev sendt ud, kommenterede nogle EU-diplomater: Det er unødvendigt, det skaber splittelse og EU's daværende formandskab postulerede: Den måde at handle på bidrager ikke til en fælles holdning Frankrig og Tyskland var specielt chokerede, da de var hovedproponenterne bag krigsmodstanden i Europa. De beskyldte de europæiske koalitionsregeringer for at splitte EU og for at ødelægge bestræbelserne på at opnå en fælles europæiske udenrigspolitik. Men egentlig kan skylden for splittelsen også lægges over på krigsmodstanderne, for de to lejre var nogenlunde lige store - befolkningsmæssigt, så ingen af dem kunne hævde at have ret, og at deres politik skulle være den fælles europæiske udenrigspolitik. De to lejre så sådan ud inden for EU: Koalitionsregeringer Storbritannien, Danmark, Holland, Spanien og Italien. Krigsmodstandere: Irland, Frankrig,Tyskland, Østrig, Belgien, Sverige, Portugal, Grækenland, Luxembourg, Finland. Og hvis man tager de nye EU medlemmer som trådte ind i unionen den 1. maj med, så kommer koalitionsregeringerne i stort overtal. Den danske regering kan derfor ikke på retfærdigvis beskyldes for at sabotere de internationale bestræbelser. Derfor er de fleste kommet til den konklusion, at en fælles europæisk udenrigspolitik ikke vil være mulig. Anders Fogh kommenterer: Kan nogen for eksempel forestille sig, at Frankrig og Storbritannien vil opgive deres faste pladser i FNs sikkerhedsråd til fordel for et fælles EU-sæde? Derfor er det i en dansk interesse, at EU i de kommende år udvikler en militær kapacitet til at varetage fredsskabende og humanitære opgaver på det europæiske kontinent. De internationale bestræbelser fortsætter altså fra den danske regerings side, selvom fokus er taget fra FN. Som konklusion kan det siges, at ja det danske forhold til FN er nok blevet belastet. Men jeg mener ikke at den nuværende regering kan beskyldes for at bryde med Danmarks hidtidige førte udenrigspolitik. Netop fordi at vores regering jo har handlet i ånd med FNs principper og ideer, og gjort sit for at sikre fred og menneskerettigheder. Endvidere har vi fortsat vores internationale bestræbelser indenfor EU, selvom disse også har været ude i hårde tider. Men hvis man når den konklusion, at den nuværende regering har brudt med den hidtidige førte udenrigspolitik, så må man først og fremmest også nå til den konklusion, at den hidtidige førte udenrigspolitik allerede var blevet brudt af den tidligere socialdemokratiske regering med deres bombardement på Serbien. Et bombardement som de havde retfærdiggjort med de samme menneskerettighedsprincipper som den nuværende regering retfærdiggjorde Irak krigen med. Endvidere kan det konkluderes, at FN har udspillet sin rolle i sin nuværende funktion. Efter den kolde krig er Sikkerhedsrådet blevet overflødigt i sin nuværende form, derfor må der reformer til før FN og Sikkerhedsrådet kan indtage sin rette plads i det internationale samfund igen. 3. Jeg vil her diskutere, hvordan Danmark kan varetage sine udenrigspolitiske interesser i et unipolært internationalt system. I dag står vi overfor en hel ny international verdensorden. Sovjetunionen er væk, og den eneste tilbageblivende supermagt er USA en supermagt, der allerede har signaleret at den vil gøre som den vil og handle efter sine egne interesser. Med sin nye forsvarsdoktrin har USA allerede tilkendegjord, at de ikke vil acceptere, at andre lande igen kan udfordre dem militært eller økonomisk. Med andre ord, så vil USA være den eneste supermagt i verden - på ubestemt tid.og med sin præventive krigsførelse har USA også vist, at det ikke er bange for at bruge sin magt for at sikre sig selv. Dette er en situation, hvor FN er sat udenfor politisk indflydelse. Men samtidig er det en situation, hvor Danmark kan udøve indflydelse som aldrig før. Med Sovjetunionen i bakspejlet skal Danmark ikke længere tage hensyn til, hvad den hidsige bjørn øst på nu synes om os.vi skal ikke længere træde så let som vi tidligere skulle, og vi kan udøve vores indflydelse helt tæt på den russiske bjørn uden at de kan gøre meget ved det. Men hvilke prospekter tegner der sig for dansk udenrigspolitik i fremtiden? Hvordan kan vi varetage vores interesser i denne nye verdensorden? Der er flere muligheder. Først og fremmest ville det første realpolitiske

11 STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave C STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave C og logiske skridt være et knytte tættere bånd til verdens eneste supermagt: USA. Dette burde umiddelbart ikke være noget problem, da vi som nævnt i de europæiske koalitionlederes læserbrev deler de samme principper med USA: Det egentlig bånd, som forener USA og Europa, er de værdier, vi står sammen om: demokrati, individuel frihed, menneskerettigheder og retssikkerhed. At øge samarbejde med en anden demokratisk nation, når det tilmed er til vores eget bedste, burde ikke være det store problem men det er det desværre for mange. Men med den nuværende regering, så bliver der også ført en USA-venlig politik. Amerikanerne har allerede lagt mærke til Danmark og sætter pris på hver eneste USAvenlige land der er i Europa, da der desværre ikke er særlig mange. At amerikanerne ved, at vi har støttet dem i Irak og mange andre steder vil helt sikkert gøre at de lytter mere til os. Og selv om vi er et lille land, og vi ikke har megen indflydelse, så tror jeg godt man kan regne med at vores indflydelse på amerikansk politik for tiden svarer til den indflydelse som Frankrig vil kunne udøve på amerikansk politik. Hvis ikke mere endda. Under alle omstændigheder kan det ikke skade, at have et venligt forhold til verdens eneste supermagt. I forbindelse med vores forhold til USA, burde også nævnes vores mulighed for indflydelse via. NATO.Vha. af NATO har Danmark lige pludselig en meget større stemme. Rusland ville ikke drømme om at røre os, fordi de ved at hele NATO står bag os og med dem også USA. Men Danmark har forpligtigelser i NATO, og hvis vi ikke opfylder dem så mister vi også indflydelse i NATO. Lige nu der er de forpligtigelser mest af alt amerikanske ønsker. USA ønsker brændende, at de europæiske regeringer, inklusiv den danske, skal tage mere ansvar og øge deres militærbudgetter. Tendensen i Europa har nemlig været faldende militærbudgetter og forsømmelse af militæret efter afslutningen på den kolde krig.amerikanerne er trætte af dette, da de mener vi selv skal betale for Europas forsvar, nu hvor amerikanerne har stået for at forsvare os de sidste 50 år. 22 Derfor vil Danmark kunne gøre sig positivt bemærket ved at øge militærbudgettet og købe ind hos amerikanerne. De første skridt til dette er taget, da vi i det nye forsvarsforlig bl.a. forøger flåden med 3 nye ubåde. En større indflydelse på NATO vil også være en større indflydelse på international politik, da situationen i NATO i øjeblikket er ved at skifte om fra at være en forsvarspagt til at være en pagt, der også kan bruges aggressivt og hvis styrker endvidere skal kunne bruges i fredsbevarende missioner. Dette skete blandt andet i Kosovo i 1999, da NATO styrker bombarderede serbiske mål og efterfølgende indsatte fredsbevarende styrker. I forbindelse med krigen mod terror, er det også blevet diskuteret om NATO generelt skal kunne sættes ind andre steder. Altså vil indflydelse i NATO i høj grad betyde indflydelse på fremtidens internationale magtpolitik. En tredje mulighed finder vi inden for EU. Som før nævnt sagde Anders Fogh Rasmussen om muligheden for tættere udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde i EU: Og de mindre lande ville opnå en større indflydelse på den internationale scene. EU er vores nærområde, så muligheden for at udøve indflydelse der er også stor. Også fordi vi finder mange, der deler de samme holdninger som os eller som vi har lange traditioner for at arbejde sammen med. Hvis en eventuel fælles EU udenrigspolitik bliver etableret, vil Danmark ikke længere kun tale med sin egen stemme, men med hele 25 landes stemmer hvoriblandt store nationer som Polen,Tyskland, Italien og de to atomkræfter Storbritannien og Frankrig befinder sig. Dette vil der helt sikkert blive lyttet til ude i verdenen. Men her går vi altså ud fra, at det er den af Danmark ønskede politik, der går igennem. Fordi det kunne ligeså godt være, at vi var blevet overtrumfet og nogle andre landes interesser og politik gennemført som EU's samlede. Men under alle omstændigheder vil det være lettere at påvirke indenfor EU, og hvis den fælles udenrigspolitik nogensinde bliver gennemført på en demokratisk måde vil det være lettere at acceptere at skulle føre andre landes udenrigspolitik. Men det ser ikke ud til at en fælles udenrigspoli- tik bliver gennemført indenfor den nærmeste fremtid, der er simpelthen for mange modstridende interesser til at det kan lade sig gøre. Til gengæld tegner det lysere for en fælles sikkerhedspolitik, og for muligheden for en EU-fredsbevarende styrke. Danmark har altid markeret sig positivt, når det kommer til fredsbevarende opgaver, og omverdenen lytter til os på dette område. Hvis vi fortsætter dette engagement inden for EU vil vi helt sikkert også kunne udøve indflydelse af den vej, om end ikke så meget som en fælles udenrigspolitik vil kunne tillade os at udøve. FN, derimod, er et område, hvor vi nok ikke kan få nogen nævneværdig indflydelse i lang tid. Efter Irak-krigen er FN blevet sat på sidelinien, simpelthen udspillet. Danmark har ellers altid arbejde hårdt for FN og investeret meget i projektet. Vi er også blevet kendt og respekterede i FN systemet, og har derfor en relativ stor indflydelse indenfor det. Specielt indenfor de humanitære programmer er vi aktive, men dette er desværre ikke nok til at udøve nogen særlig indflydelse på international magtpolitik. 23 Konklusionen må være, at den nye verdensorden giver Danmark langt større mulighed for at udøve sin indflydelse og føre sine interesser ud i livet end tidligere.tidligere var Sovjet en hæmsko om benet, men nu er vi frigjorte fra denne. Og som en trofast USA allieret går vi en lys fremtid i møde; for når det regner på præsten så drypper det på degnen.vores muligheder for øget indflydelse fra USA og NATOs side stiger da også med vores øgede militære engagement, og med den nylige omlægning af hæren til en mere professionel og international styrke og indkøb af mere militært isenkram gør vi det også fint på dette område. Det tegner ikke nær så lyst for vores indflydelse i EU, da udviklingen i EU ikke går nær så stærkt som man kunne håbe. De seneste tilbageslag med forfatningen, vores forbehold og en ødelagt drøm om en fælles europæisk udenrigspolitik, der har efterladt en hovedrystende Javier Solana, lader meget tilbage at ønske. Men muligheden er der, og før eller siden vil den næsten helt sikkert opstå. Og som førnævnt så tegner det ganske lyst for en europæiske udrykningsstyrke, der skal foretage fredsbevarende missioner. Alt i alt er Danmark på vej til en god start i det nye årtusinde. Jacob Kjærsgård Lester

12 STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave D STUDENTEREKSAMEN Opgave A: Fællesdel Bilag A1 giver et noget harmonisk billede af den danske økonomiske udvikling efter 2. Verdenskrig. En mere detaljeret figur end A1 ville kunne vise store udsving i væksten. Jeg har valgt at dele perioden op i et par tidsperioder, som jeg mener giver et godt billede af variationerne i væksten, og som jeg mener, man kan udlede af bilag A1. Efterkrigstiden 50 erne: Væksten i dette årti er ikke særlig høj, hvilket måske til dels skyldes en afmatning efter krigen. - Tabel 1 viser, hvordan en stor del af befolkningen er beskæftiget i landbruget, som i øvrigt er det af de tre hovederhverv, der dog har opnået den største (men dog lille!) produktionsstigning siden Den viser endvidere, hvordan man ikke udnytter en vigtig arbejdskraftsreserve, nemlig kvinderne: Deres erhvervsfrekvens falder faktisk i perioden. - Tabel 2 viser en beskeden produktivitetsudvikling i alle hovederhvervene. Den relativt lave produktivitetsudvikling passer i øvrigt godt sammen med, at den faste realkapital (vist i figur 1) vokser meget langsomt i perioden. - Figur 2 viser, hvordan hverken det private eller det offentlige forbrug stiger særlig markant i perioden. De glade 60 ere : Væksten er her markant højere, end den var i 50 erne. 60 erne bliver i dag betragtet som en fuldstændig enestående vækstperiode, hvis lige man sikkert aldrig vil se igen. Bl.a. derfor ser 50 erne så beskedne ud i sammenhængen. - Tabel 1 viser, at beskæftigelsen stiger markant hen til 1970, hvilket ikke mindst hænger sammen med et stigende befolkningstal. Efter 1970 har den demografiske situation i DK været en noget anden befolkningsvæksten er stagneret af Jimmi Østergaard Nielsen, 3g SA/2 3al7 24 noget, og efter dette årti er den ikke af helt ligeså afgørende betydning. - Tabel 2 viser, at den stigende beskæftigelse smitter af på produktionen, som stiger ret markant. Det gælder faktisk for alle hovederhverv. - Figur 1 viser, at den forøgede produktivitet kan ikke forklares ved stigende realkapital pr. beskæftiget, idet denne ikke er steget særligt markant frem til Tabel 3 understreger, at betegnelsen de glade 60 ere ikke er helt forkert.tabellen vidner om en ret markant stigning i det private forbrug. Oliekriserne 70-midten af 80 erne: Da oliepriserne i 1973 steg dramatisk, fik det store konsekvenser. Konsekvenserne kan aflæses på bilag A1, som viser en relativ lav vækst i denne periode. - Tabel 3 viser, at der har været en lille stigning i det private forbrug, som dog er markant lavere end i flere andre perioder. En mere detaljeret tabel ville formentlig have vist deciderede fald i visse år. Til gengæld er der, naturligt nok, tale om en markant stigning i det offentlige forbrug, hvilket skyldes kriseårene men nok også det, at den offentlige sektor voksede markant fra (Stigningen i beskæftigelsen her kan aflæses i tabel 1). - Tabel 2 viser, at stigningen i produktiviteten fra i de tre hovederhverv ikke er nær så stor som i væsentlige andre perioder. Dette skyldes formentlig navnlig det faldende privatforbrug. - Kvindernes erhvervsfrekvens stiger markant i dette årti. Dette skyldes navnlig den effekt, der blev igangsat i 1960 erne hvor kvinderne navnlig i de sidste år begyndte at komme på arbejdsmarkedet. Kvindernes støt stigende erhvervsfrekvens får dog tilsyneladende ikke væksten til at vokse særligt meget. Krise fra midten af 80 erne til midten af 90 erne: Den relativt lave vækst fortsætter ind i 1980 erne og faktisk helt hen til Grafen snyder dog lidt, idet der faktisk var en rimelig høj vækst i pga. et fald i renteniveauet, bedre lånemuligheder og derfor forøget produktion. Perioden fra karakteriseres således oftest som højkonjunktur. Det, der imidlertid dominerer grafen er den kontraktive finanspolitik, regeringen førte navnlig i sidste halvdel af årtiet med skattereform og den såkaldte kartoffelkur. Mens den danske økonomi lå underdrejet, kørte det i øvrigt godt i verdensøkonomien. - Tabel 2 viser, at produktiviteten ikke falder, men at stigning til gengæld er meget begrænset indenfor de sekundære erhverv og inden for de private tjenester. - Figur 1 viser, at den faste realkapital ikke er steget ret meget, hvilket måske kan undre lidt på grund af de forbedrede lånemuligheder fra 82-83, men måske kan forklares med en vis pessimisme i det meste af perioden. - Tabel 3 viser, at hverken det offentlige forbrug eller det private forbrug er steget særligt meget gennem perioden. Også dette vidner om den generelle pessimisme og måske regeringens politik. De glade sene 90 ere : Det lille hak, der kan aflæses på A1 i starten af 90 erne er formentlig rentefaldet i Væksten synes måske ikke særlig høj, men det hænger sammen med, at der er grænser for, hvor hurtigt udviklingen kan ske i allerede veludviklede økonomier. Set i et internationalt perspektiv har væksten været ret høj. - Tabel 3 viser, at det private forbrug er steget markant op gennem 90 erne. I 1994 førte Nyrupregeringen ekspansiv finanspolitik ved at give borgerne skattelettelser. Det er formentlig dette, der har givet de voldsomme forbrugsstigninger. - Tabel 1 viser, at beskæftigelsen i perioden frem til 2000 ikke er steget ret meget og at den lille stigning, der har været, i øvrigt er båret frem af landets demografiske situation (relativt mange i den arbejdsdygtige alder) idet erhvervsfrekvensen for både kvinder og mænd faktisk er faldet i perioden. STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave D 25 - Tabel 2 vidner endnu engang om en voldsom produktionsfremgang indenfor de primære erhverv. Dette sker igen på trods af et fald i erhvervets andel af den samlede beskæftigelse. At de primære erhverv med denne fremgang har medvirket til en generel positiv økonomisk udvikling, er der meget, der tyder på. Konklusion: Danmark har efter 2. Verdenskrig oplevet en ret stabil vækstperiode, hvis højdepunkt var 1960 erne, som i dag betragtes som enestående.væksten i de sidste årtier af årtusindet var noget lavere, og den suveræne 60 ervækst afbrudtes tydeligt af 70 ernes oliekriser. Væksten har endvidere konstant haft en modarbejdende faktor, nemlig den, at arbejdstiden i industrien er blevet kortere og kortere op gennem tiden.væksten har i slutningen af 1990 erne stabiliseret sig omkring et niveau, som er relativt godt set i et internationalt perspektiv. Delopgave D: Unge og politik. Undersøgelse: Jeg vil finde de vigtigste tendenser i bilagsmaterialet og som sådan ikke behandle de tre piger hver for sig, idet de i nogen udstrækning faktisk er enige om meget af det, der har påvirket deres politiske socialisation: Forældrenes rolle: Hos alle tre piger spiller forældrene en meget klar rolle. Således overtager Sandra sine forældres politiske holdninger, selvom hun på et senere tidspunkt i nogen grad er gået imod dem. Louise mener ikke, at hun er opdraget til at have en bestemt politisk holdning, men dette kan i nogen grad hænge sammen med forældrenes mangel på samme, eller i hvert fald deres placering i hver side af det politiske spektrum. Julie siger, at hun, hvis der var valg i dag, ville stemme på det samme parti som faderen, nemlig Venstre. - I en tid, hvor der tales meget om dobbeltsocialisering og institutionalisering af samfundet, er det egentlig lidt besynderligt, at ingen af pigerne lægger mere vægt på den indflydelse, kammerater og skole har haft på deres politiske engage-

13 STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave D STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave D ment. Det kan begrundes med, at man ikke er særlig bevidst om den dobbelte socialisering, der finder sted. Det kan også tages som udtryk for, at den politiske socialisation primært finder sted i familien. Om Sandra bemærkes det dog, at den stærke feministiske bevidsthed er udviklet som et led i bevægelsesarbejdet. - Hos Sandra er det ligeledes klart, at den gruppe hun er del af, har en stor betydning. Det bliver bemærket, at hun blev smidt ud hjemmefra. Sandra er, måske lidt tvungent, blevet et godt billede på den ændring der er sket fra det normstyrede til det gruppestyrede menneske,hvori det ligger, at familiens stærke vi er blevet suppleret eller ligefrem udskiftet med nye stærke, men flygtige, fællesskaber. Drejning mod alternative organisationer: For Julie og Sandra (de to piger, der er aktive i henholdsvis ATTAC og det autonome miljø) gælder det, at de har valgt at organisere sig i organisationer frem for i politiske partier. - Julie mener, at det er ærgerligt, at den store opbakning i starten ebbede ud sammen med den store mediedækning. Dette vidner i høj grad om, hvorledes græsrodsorganisationerne appellerer til medierne i kraft af deres appel til nyhedsrutiner og nyhedskriterier, men vel også om, hvor sårbare de er i forhold til samme. Og måske også om, hvor vigtig opmærksomheden er for nutidige unge og hvordan mange blot zapper videre! Desorientering i forhold til den traditionelle venstre/højre-akse: Valget af alternative organisationer og bevægelser kan skyldes pigerne ubevidste (eller måske bevidste?) fravalg af den fordelingspolitiske højre/venstre-akse: - Julie er aktivt medlem af ATTAC, men ville samtidig sikkert stemme Venstre, hvis der var valg i dag. ATTAC og Venstre ville de fleste umiddelbart placere på hver sin side af den traditionelle akse, men netop Julies levende engagement i ATTAC og hendes (godt nok lidt tilbageholdende) politiske tilhørsforhold, vidner måske mere end noget andet i bilaget om, at den gamle akse forfalder i vore dage. - Louise ved ikke, hvad hun vil stemme, måske blandt andet fordi hun selv som relativt ung er ramt af det krydspres, som mange moderne vælgere er fanget af. Hun er marginalvælger, og dem er der ifølge Samfundsstatistik tabel 10,17 blevet flere af i løbet af de sidste par årtier. Mest klart viste denne marginalisering sig dog nok i Socialdemokratiets katastrofevalg i 2001 ved valg til Folketinget. - Både Louise og Sandra er ikke helt villige til at kalde deres engagement for politisk, selvom det helt tydeligt er det. Ordet politik har muligvis en negativ klang. Alligevel vidner karakteristikken af alle tre piger om det, det danske samfund bestemt har: en sund demokratisk kultur med oplyst deltagelse, for selv det, Louise kommer rundt om, vidner jo om, at hun vitterligt har en politisk forståelse og et politisk engagement: Louise synes, det er vigtigt, at vi fortsat har en velfærdsstat. Hun finder det derfor rimeligt, at vi skal betale en høj skat, fordi det betyder, at vi er godt sikret, hvis vi skulle blive syge. Nationalisering/globalisering: Som man kunne forvente vender pigerne sig især til de store spørgsmål i livet. Både Julie og Louise viser tydeligt deres manglende interesse i det lokale politiske liv. Sandra vender sig vel nærmest mod alt politisk i det hele taget, men det siges dog om hende, at hun har startet en kvindegruppe efter et møde med en militant, patriarkalsk mandekultur altså endnu et ikke-lokalt emne. - Denne tendens kan være et udtryk for en stigende globalisering, der blandt andet har følgende konsekvenser, der kan ændre på opfattelsen af lokal, regional, national og international politik: Mindre verden i tid og rum. Folkestrømninger på tværs af landegrænser. Politisk inspiration udefra (eksempelvis franske ATTAC) Aftraditionalisering, da globaliseringen med den medfølgende eksplosive vidensudvikling nedbryder traditionernes autoritet. Pigernes politiske orientering kan blandt andet opfattes som konsekvens af ovenstående. Engagement i kvindesagen og bopæl: Endelig er det jo ikke uden betydning, at de tre personer, der beskrives i bilaget, er kvinder. Alle kvinderne er således bevidste om, at kvinderne på nogle områder har dårligere forhold end mænd. Tydeligst kommer det til udtryk i afsnittet om Sandra. Ud fra bilagsmaterialet er der dog ikke belæg for at konkludere, at kvinder orienterer sig længere mod venstre end mænd, selv om der givetvis stadig er store forskelle mellem mænd og kvinders politiske orientering. Bopæl er en anden faktor, der kan have betydning. Julies jyske bopæl har måske givet hende den foreløbige orientering mod det traditionelle bondeparti Venstre, mens Sandra næppe var flyttet ind i børnehuset og havde stiftet bekendtskab med den autonome bevægelse, hvis hun ikke havde boet nær København. Sammenfatning: Forældre spiller tilsyneladende stadig en vigtig rolle i den politiske opdragelse af deres børn. Alligevel vidner de tre unge kvinders besvarelser om, at der er tale om en generationskløft tydeligst viser dette sig i form at et fravalg af partier til fordel for andre organisationer samt desorienteringen i forhold til den gamle fordelingspolitiske højre/venstre-akse. Endelig synes forvandlingen fra moderne til senmoderne samfund at have sat sig spor i de unge kvinders bevidsthed. Kvinderne er således mere globalt og nationalt orienterede end deres forældre. Alt i alt vidner besvarelserne om, at den politiske socialisation munder ud i oplyste borgere, hvilket i øvrigt stemmer godt overens med den politiske kultur, man plejer at tillægge Danmark. Diskussion Jeg vil dele denne del af opgaven op i argumenter, der taler henholdsvis for og imod, at de politiske partier har udspillet deres rolle. For at de politiske partier har udspillet deres rolle taler bl.a. følgende: - At der er sket et enormt fald i antallet af borgere, der melder sig ind i partierne. Medlemsandelen er faldet fra 27% i 1947 til 5% af vælgerne i Og tendensen fortsætter tilsyneladende. En fælles hvervekampagne, partierne iværksatte i midten af 1990 erne gav således ikke noget mærkbart resultat. - Partierne skal i dag kæmpe med mange andre (og mere interessante, vil mange sige) fritidstilbud. Andre organisationer har med deres enkle budskaber tit mere appel til både medier og borgere. Desuden beskæftiger partierne sig tit med ting, som ikke appellerer til en globaliseret ungdom, jf. bilag D1. - At der i den seneste tid er kommet flere marginalvælgere, som ikke føler sig knyttet til et bestemt parti. Valget til Folketinget i 2001 viste, hvor stor indflydelse denne slags vælgere kan få, da rigtig mange pludselig krøb ind over midten fra Socialdemokratiet til Venstre og Dansk Folkeparti. Ændringen er blandt andet sket, fordi vælgerne er udsat for krydspres (man er eksempelvis både bilejer og arbejder på samme tid) og fordi de gamle fællesskaber smuldrer væk. Dette hænger naturligvis også sammen med højre/venstre-aksens forfald. Aksens forfald kan også forklare den lavere organiseringsgrad i partierne: mange vælgere føler sig sikkert sat i bås, hvis de organiserer sig i et bestemt parti. En bås, som i øvrigt er placeret på en akse, som vælgerne slet ikke kan orientere sig på. - At båndene mellem parti- og fagbevægelse hos de socialistiske partier er blevet svagere. På LO s og Socialdemokratiets kongresser i 1995 og 1996 blev den gensidige repræsentation i besluttende organer ophævet, ligesom der er sket markante ændringer i forhold til de faglige organisationers tilskud til partierne. De øvrige partier har ikke længere nære forbindelser til organiserede samfundsgrupper. - At forbindelsen mellem partitop og bagland bliver svagere, blandt andet som følge af lavere medlemstal. Traditionelt set har de politiske partiers landsmøder haft den øverste myndighed, men hos Centrum Demokraterne tog man konsekvensen af et lille medlemstal og gjorde landsorganisationen til en rent rådgivende forsamling. Dette fjernede meget af den indflydel-

14 STUDENTEREKSAMEN besvarelse opgave D se, partimedlemmer almindeligvis har, og måske var det en medvirkende faktor til, at partiet ved sidste valg måtte forlade Folketinget. Imod at de politiske partier har udspillet deres rolle taler bl.a. følgende: - At der siden 1929 kun er blevet valgt en løsgænger ind i Folketinget, nemlig komikeren Jacob Haugaard. - At det politiske system simpelthen ville blive for uoverskueligt, hvis der ikke var partier eller lister, man kunne stemme på. - At der netop er blevet oprettet et nyt parti, Minoritetspartiet, som dog indtil videre kun ifølge meningsmålinger støttes af 0,2% af vælgerne dvs. langt under Folketingets spærregrænse.at partiet er dannet, og at det i øvrigt nu tæller flere markante medlemmer (eksempelvis Niels I. Meyer og Peter Hjørne) er dog udtryk for, at nogle mener, at et partisystem kan rumme alternative partier, som ikke retter sig efter den gamle højre/venstre-akse. Partiets leder har således proklameret, at han ikke på forhånd vil træffe beslutning om, hvilken regeringsleder partiet, hvis det kommer så langt, vil pege på. - At Dansk Folkeparti siden 95 netop har været et meget alternativt parti. Partiet har måske nok taget store dele af den socialdemokratiske velfærdspolitik med sig men denne er kombineret med en god portion særdeles højreorienteret rets- og flygtningepolitik. - At partierne tilsyneladende har evnen til at foretage omstillingen fra masseparti til medieparti, uden at valgdeltagelsen falder! Det tyder på, at: Partierne stadig forstår at artikulere interesser i samfundet til det politiske system. Der i et mangepartisystem som det danske er et parti for enhver smag og at partierne er gode til at opfange befolkningens krav. Man kunne endda hævde, at mediepartier i skarp konkurrence er tvunget til at være lydhøre. Delkonklusion: Både de tre unge kvinders besvarelser samt partiernes dalende medlemstal taler for, at vi er på vej væk fra partisystemet og 28 især væk fra den gamle fordelingspolitiske højre/venstre-akse. Alligevel ser partierne dog ud til at kunne klare sig, idet den mindre appel til vælgerne, man kunne forestille sig, udviklingen ville medføre, endnu ikke kan aflæses i valgdeltagelsen eller utilfredsheden med det politiske system. Dette skyldes sandsynligvis partiernes dygtige omstilling fra massepartier til mediepartier. Partierne har altså tilsyneladende ikke udspillet deres rolle men deres form er i høj grad ændret. ARTIKEL Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? Per Pinstrup-Andersen Professor, Fødevarepolitik, Cornell University, USA Professor, U-landsøkonomi, Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole, Danmark Udbredt sult og underernæring i en verden så rig som vores er umoralsk, det forårsager store økonomiske tab, det resulterer i en stigende strøm af flygtninge og det skaber ustabilitiet og terrorisme både nationalt og internationalt. Det er i alles interesse rig som fattig at bidrage til sultens afskaffelse. En verden uden sult burde være verdenssamfundets højeste prioritet. For at opnå en sådan verden skal u-landene investere i uddannelse, sundhedsvæsen, adgang til rent vand og gode hygiejniske forhold, landbrugsforskning og teknologi, infrastruktur og velfungerende markeder. De fattige skal have adgang til produktive ressourcer og beskæftigelse og handel med landbrugsvarer skal liberaliseres således at u-landene får adgang til vore markeder på lige konkurrencemæssige vilkår. U-landenes landbrugsudvikling er af særdeles stor betydning for at formindske sult og fattigdom og, som nævnt in denne artikel, kan vi fra dansk side yde en række konkrete bidrag. Hvor stort er problemet? I en tid hvor overvægt, fedme og de resulterende sygdomme som sukkersyge og hjertesygdomme er blevet et stort og stigende problem i Danmark er det underligt, eller måske skulle vi sige paradoksalt, at 800 millioner, svarende til hver sjette af u-landenes borgere lider af sult og hvert tredje barn under skolealderen, hvilket svarer til 160 millioner børn, er underernæret. Der dør hvert år lige så mange børn under skolealderen af sult og underernæring som der er mennesker i Danmark godt og vel 5 millioner. Udover mangel på energi og protein, er sygdomme forårsaget af mangel på mikronæringsstoffer meget udbredte. Jernmangel i kosten forårsager anæmi hos me- 29 re end halvdelen af u-landenes kvinder og børn, mangel på A-vitaminer er en vigtig årsag til blindhed og død og nedsætter modstandskraften mod en række sygdomme, som for eksempel HIV/- AIDS. Selvom statschefer og andre fra mere end 180 lande ved fødevaretopmødet i Rom for syv år siden blev enige om at halvere antallet af sultende mennesker fra 800 millioner til 400 millioner inden år 2015, er der ikke sket de store fremskridt. I mere end halvdelen af landene er der flere sultende i dag end for 10 år siden og det samlede antal sultende i alle u-landene med undtagelse af Kina steg med 40 millioner gennem de sidste ti år. Kinas antal faldt med 80 millioner.antallet af sultende mennesker og underernærede børn stiger kraftigt i Afrika Syd for Sahara og om år vil der være 30 procent flere underernærede børn i den verdensdel. For u-landene som helhed forventes et svagt fald fra 160 millioner til 135 millioner. Målsætningen som blev vedtaget ved fødevaretopmødet i 1996 blev bekræftet ved det andet fødevaretopmøde afholdt i Juni sidste år, men der er ikke noget tegn på at det nye løfte vil blive taget mere alvorligt end det gamle. I mellemtiden vedtog man ved FNs Millennium konference at halvere procentdelen af verdens befolkning som lider af sult inden 2015, et mål som er lettere at imødekomme, men som sandsynligvis heller ikke bliver nået. Hvorfor er der sult? Teoretisk set er der mad nok til alle. Hvis den mad som bliver produceret i verden blev ligeligt fordelt, ville hver af os kunne spise kilokalorier dagligt. Det er naturligvis fuldstændig

15 ARTIKEL Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? ARTIKEL Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? urealistist at tro, at vi så bare kan omfordele. Når så mange sulter skyldes det en meget ulige fordeling forårsaget hovedsagligt af fattigdom. Hver femte verdensborger har adgang til mindre end 6,50 krone (1 amerikansk dollar) om dagen. Selvom det er en arbitrær fattigdomsgrænse, er der vel ikke mange som vil synes at den er for høj. Der er givetvis mange som tjener mere men som må regnes for fattige. Hvis vi sætter fattigdomsgrænsen til 2 dollars om dagen, er mere end en tredjedel af verdens befolkning fattig. Fattigdom hænger nøje sammen med en stigende ulighed i indkomstfordelingen. Den rigeste én procent af verdens befolkning har en indkomst som svarer til den samlede indkomst af 57 procent af resten og uligheden bliver stadig større. I 1960 var gennemsnitsindkomsten i industrilandene 9 gange gennemsnitsindkomsten i Afrika Syd for Sahara. I dag er den 18 gange så stor. I 10-års perioden steg gennemsnitsindkomsten pr. person med dollars i højindkomstlandene, 40 dollars i lavindkomstlandene, medens den faldt med 20 dollars i Afrika Syd for Sahara. 30 Hvor er de som sulter? Langt størstedelen (70 75 procent) af de som sulter er i u-landenes landdistrikter. De findes hovedsageligt i de områder, som er enten afsides eller vanskelig tilgængelige, som har dårlig jord, uregelmæssig nedbør og dårlig infrastruktur. Ca. halvdelen af verdens fattige lever i disse områder, som de fleste landes regeringer enten har overset eller med fuldt overlæg diskrimineret imod. En stor del af ulandenes miljøskader sker i de områder fordi den stadig stigende lokale befolkning, i et forsøg på at overleve, misbruger de lokale naturressourcer. Størstedelen af landdistrikternes fattige afhænger af landbruget enten direkte som landbrugere eller landarbejdere, eller indirekte som producenter af goder som landbruget efterspørger. Det er derfor ikke underligt at landbrugsudvikling spiller en overordentlig stor rolle i bekæmpelse af fattigdom og sult. Landbruget spiller også en helt afgørende rolle i bestræbelser på at øge økonomisk vækst og formindske fattigdom og sult udenfor landbrugssektoren. Analyser i en række u-lande på lavt indkomstniveau viser at landbrugets multiplikatoreffekt er meget stor. Som en tommelfingerregel gælder det, at for hver krone landbrugets indtjening stiger, øges økonomisk vækst i fattige samfund med 2,50 kroner. I mange u-lande sker udvandringen fra land til by i et tempo som overstiger byernes evne til at skabe arbejdspladser og sikre rimelige levevilkår.vi ser derfor nu en kraftig vækst i fattigdom og sult i byområderne. Indenfor de næste 15 år vil u-landenes bybefolkning blive fordoblet og der er udsigt til en flerdobling af antallet af fattige og sultende. Men hvorfor kommer det os ved, at så mange mennesker sulter og så mange børn er underernærede? Det er vel ikke vores problem? Jo, det er det. Det er uacceptabelt fra et humanitært, moralsk og etisk synspunkt, det skader os økonomisk gennem manglende samhandel og beskæftigelse, det foranlediger pres på landegrænserne fra folk som flygter fra fattigdom og sult og det skaber ustabilitet, væbnet konflikt og terrorisme både i u-landene og internationalt. At skabe en verden uden sult og fattigdom er i alles interesse hvad enten vi er fattige eller ej. Det er en investering i fredelig sameksistens. Det kan vi ikke opnå gennem militærmagt og investeringer i beskyttelsesforanstaltninger. Desværre er de rige landes reaktion på terrorangrebene den 11. september 2001 rettet mod brug af magt og opbygning af beskyttelsesforanstaltninger i stedet for at angribe ondet ved dets rod. Med mindre de underliggende faktorer fattigdom, sult, håbløshed og den afledede vrede bliver formindsket og eventuelt fjernet, får vi aldrig en stabil verden. I stedet for at fokusere på symptomerne af global ustabilitet bør vi rette vor opmærksomhed mod de underliggende årsager. Så hvilke politiske indgreb er der behov for? Svaret afhænger af hvilket land vi taler om. Generelt er der brug for politiske indgreb på syv fronter: 1. Investering i den menneskelige ressource Der er behov for større offentlige investeringer og mere effektive politiske indgreb for at give alle adgang til rent vand, gode hygiejniske forhold, primært sundhedsvæsen og primær uddannelse. Over en milliard mennesker har i dag ikke adgang til rent vand og endnu flere lever under meget u- hygiejniske forhold. Det resulterer i diarré og en række andre sygdomme for både børn og voksne. Privatisering af vandforsyning har ofte skadet de fattige, fordi de ikke har råd til at betale for vand. Der skal bygges skoler, uddannes flere lærere og oprettes helsecentre i landdistrikterne. Undervisningssektoren i en række lande diskriminerer mod piger. Uddannelse af kvinder er en meget vigtig del af bestræbelser på at udrydde sult. Næsten halvdelen af de forbedringer, som er sket indenfor børneernæring gennem de sidste 30 år, er en følge af øget uddannelse af kvinder. En kombination af undervisning og gratis mad til børn fra fattige familier kan være en særdeles effektiv måde at opnå både uddannelses- og ernæringsmålsætningen, især hvis der indgår både skolefrokost og en kupon som giver adgang til en vis mængde mad til resten af familien. En betingelse for at få en sådan kupon bør være at familien er fattig og at den sender børnene i skole. Selvom antallet af børn som hver kvinde får i gennemsnit er faldet fra 5,4 til 3 de sidste 30 år, vokser verdens befolkning stadig med 75 millioner årligt. Et meget stort antal familier, som ønsker at begrænse antallet af børn, får stadig ikke hjælp til familieplanlægning. 2. Forbedret adgang til produktive ressourcer og beskæftigelse. Mange sulter fordi de ikke har adgang til landbrugsjord. Jordfordelingen er særdeles skæv i mange lande. Det gælder i særlig grad for Latinamerika, hvor de fleste forsøg på jordreform ikke har båret frugt. Problemet er særlig grelt i Brasilien, hvor en ny regering har fattigdomsbekæmpelse på programmet. Det er dog tvivlsomt, om jordreform og for den sags skyld andre reformer rettet mod en bekæmpelse af fattigdom og forbedret indkomstfordeling vil lykkes. Den herskende magtstruktur i Brasilien og de fleste andre u-lande er helt klart imod reformer af den art. Den senere tids udvikling i Venezuela viser 31 hvor vanskeligt det er for en reformvenlig præsident at komme igennem med et program som udfordrer den økonomiske elite. Behovet for en bedre fordeling af landbrugsjord er ikke desto mindre stort i Latinamerika. I Afrika er situationen en anden. I mange afrikanske lande har jorden tradionelt været under det lokale samfunds kontrol. Privatisering i visse lande har medført at en stigende del af jorden nu ejes af enkeltpersoner, som ofte ikke bor i landsbyen og som i mange tilfælde ikke dyrker jorden. Det skaber yderligere fattigdom og sult fordi der bliver mindre jord til rådighed for landsbyens indbyggere. I Zimbabwe, Sydafrika og enkelte andre afrikanske lande ligner jordfordelingsproblemet det latinamerikanske. Her findes størstedelen af den gode landbrugsjord i større bedrifter, medens langt størstedelen af landbobefolkningen enten ikke har adgang til jord eller må nøjes med små lodder af dårlig jord. Løsningen her er jordreform af samme type som den der er brug for i Latinamerika, men udført på en måde, som er betydelig mere intelligent end den som for øjeblikket sker i Zimbabwe. Men adgang til jord er ikke nok. Små landmænd har brug for lån til rimelige renter og de behøver adgang til tilpasset teknologi, plantenæringsstof, plantebeskyttelsesmidler og redskaber. En stor del af landbobefolkningen som sulter er imidlertid hverken landmænd eller landarbejdere men afhænger i stedet af beskæftigelse på små virksomheder. Disse virksomheder forarbejder råvarer fra landbruget, formidler ressourcer til landbruget og producerer forbrugs- og investeringsgoder og serviceydelser som landbruget har brug for. De har det kun godt økonomisk, hvis landbruget tjener penge. For dem er økonomisk vækst i landbruget afgørende. Det er også nødvendigt at de har adgang til velfungerende infrastruktur såsom veje, elektricitet og vand og, ligesom landmændene, har de brug for adgang til kredit til en rimelig rente. Med undtagelse af långivning, som kan løses af den private sektor, drejer det sig om offentlige goder som kræver offentlig investering.

16 ARTIKEL Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? ARTIKEL Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? 3. Bedre fungerende markeder, investering i infrastruktur og bedre institutioner. Forbedret infrastruktur i u-landenes landdistrikter er et af de mest kritiske områder for øget offentlig investering. Det drejer sig om infrastruktur som skoler, helsecentre, veje, energi og vand samt nye institutioner. Halvdelen af verdens sultende mennesker bor i områder med meget dårlig infrastruktur. Hvor infrastrukturen er dårlig, fungerer markedet ikke og forsøg på at privatisere markeder for landbrugets produkter og ressourcer mislykkes. Det betyder, at priserne på det landbruget producerer er lave og priserne på de ressourcer, som landbruget har brug for, er høje. For eksempel skal en landmand i Ethiopien og Malawi sælge 6 kg. korn for at kunne købe et kg. kunstgødning. Den danske landmand kan købe et kg. kunstgødning for prisen på 1,5 2 kg. korn. Når infrastrukturen er dårlig, svinger priserne på det landbruget producerer meget, afhængig af om høsten er god eller dårlig. Majsprisen i visse dele af Malawi steg med 500 procent fra april 2001 til april 2002 som følge af tørke og vanskelige transportmuligheder i landet. I Jimma Horo distriktet af Ethiopien steg majsprisen med 150 procent fra 1998 til Året efter faldt prisen til en femtedel af hvad den var året før. Uden den mest basale infrastruktur er der kun begrænsede muligheder for at udjævne svingninger i produktionen ved hjælp af handel og prisen på den samme vare kan variere meget fra en landsby til en anden. En sammenligning mellem to områder med overskudsproduktion og to med underskudsproduktion i Ethiopien viste at majsprisen var mere end det dobbelte i underskudsområdet. Det er ikke ualmindeligt at finde overflod af mad i en landsby og sult i en anden. Det betyder også, at økonomisk vækst i landet og mulige økonomiske fordele forbundne med globalisering ikke kommer de mennesker som bor i områderne tilgode. Dårlig infrastruktur isolerer mange af de områder hvor de fattige bor fra resten af samfundet. Det er simpelthen for dyrt at transportere varer ind og ud af området Øget investering i forskning, formidling af viden og tilpasset teknologi Produktivitetsstigninger i u-landenes landbrug er afgørende for bekæmpelse af sult. Stigende produktivitet formindsker enhedsomkostningerne i fødevareproduktion. Det medfører enten øget indtjening for landmanden, lavere fødevarepriser for forbrugerne eller begge dele. Siden 75 procent af de fattige afhænger af landbruget enten direkte eller indirekte, er øget indtjening i landbruget en forudsætning for at formindske fattigdom og sult. Fattige forbrugere bruger ofte mere end 70 procent af deres indkomst på mad. Lavere fødevarepriser kan forøge deres købekraft ganske betydeligt og dermed gøre det muligt for dem at få adgang til mere mad og andre fornødenheder. Den Grønne Revolution reducerede enhedsomkostningerne i Asiens hvede og ris produktion med procent. En enorm økonomisk gevinst for både fattige forbrugere og fattige producenter. Øget produktivitet kan også bidrage til en mere bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne og mindre pres på de områder som ikke er velegnet til landbrugsproduktion. Det betyder en beskyttelse af biodiversiteten, mindre jorderosion og mere skov. Kornudbyttet pr. arealenhed i Afrika Syd for Sahara er stort set det samme idag som det var for 40 år siden. Når der alligevel er sket en stigning i produktionen skyldes det at mere jord er blevet opdyrket. Det har haft betydelige negative miljøkonsekvenser. Der er nu mindre skov, mere jorderosion og mindre biodiversitet end hvis de afrikanske landmænd havde haft adgang til tilpasset produktivitetsfremmende teknologi, bedre viden om produktionsmetoder, kunstgødning og plantebeskyttelsesmidler til rimelige priser. Disse negative miljøtendenser vil fortsætte hvis de afrikanske landmænd ikke får mulighed for at producere mere pr. arealenhed. Hvadenten målsætningen er at udrydde sult og fattigdom eller beskytte miljøet, er produktivitetsstigninger vejen frem. U-landene investerer alt for lidt i produktivitetsfremmende forskning. De rige lande investerer omkring 5 procent af landbrugsproduktionens værdi i landbrugsforskning. Ca. halvdelen er offentlig investering. Den anden halvdel kommer 33 fra private virksomheder. U-landene investerer lidt over en halv procent som stort set alt sammen er financieret af det offentlige. Så, målt i procent af produktionsværdien, investerer vi 10 gange så meget i produktivitetsfremmende forskning i de lande som har overskud af fødevarer end de gør i lande hvor lav produktivitet forårsager udbredt sult. Problemet er ikke at vi investerer for meget men at u-landene investerer for lidt. Det er min opfattelse, at u-landene skulle øge deres landbrugsforskning til mindst to procent af værdien af deres landbrugsproduktion og rette forskningen mod en løsning af de problemer som plager landmænd med små brug og fattige forbrugere. Valg af forskningsmetode må naturligvis baseres på hvad der er mest formålstjenlig. Det er vigtigt, at alle metoder såsom agro-økologiske metoder, traditionel planteforædling og molekylærbiologi stilles til rådighed og at prioriteringen er målrettet med henblik på at løse problemer som fattige landmænd og forbrugere har. Fuld deltagelse af landmændene i prioritering og udførelse af forskningen er vigtig for at sikre relevans. Den senere tids udvikling indenfor molekylærbiologi åbner enorme muligheder for at nå til en verden uden sult. Molekylærbiologiske forskningsmetoder giver mulighed for at opnå bedre og hurtigere resultater fra traditionel planteforædling ved brug af markørgener, hurtigere formidling af forbedret plantemateriale til forskning og til landbruget ved hjælp af vævskultur, og indføring af egenskaber i planter og dyr som er fordelagtige for producenter, forbrugere eller miljøet som for eksempel øget produktivitet, formindsket produktionsrisici, bedre næringsstofindhold og bedre kvalitet, ved hjælp af gensplejsning. Gensplejsning har vundet stor udbredelse i amerikansk landbrug og er begyndt at vinde indpas i u-landene, hovedsageligt i form af Btbomuld i Kina, Indien, Syd Afrika og Indonesien og Bt-majs og soyabønner i Argentina. Forskningen, som hovedsageligt er udført af private firmaer, er dog næsten udelukkende rettet mod landbruget i de rige lande. Hvis molekylærbiologiske forskningsmetoder skal bidrage mere til en verden uden sult skal u-landenes regeringer investere betydeligt mere i målrettet forskning i de afgrøder, produktionssystemer og økologiske forhold, som gælder for u-landenes små brug. Der skal også investeres mere i international landbrugsforskning gennem CGIAR og danske forskningsinstitutioner bør have tilført en større forskningsbevilling målrettet mod den forskning som u-landene har brug for men som bedst kan gøres i Danmark. Forskningssamarbejde mellem danske og u-landsinstitutioner bør udvides gennem en kombination af forskning og forskeruddannelse. Vi kan ikke forvente at private virksomheder skal betale for at frembringe den viden og teknologi de små brug har behov for, dels fordi det ofte drejer sig om offentlige goder som ikke kan patenteres og dels fordi de fattige landmænd ikke har råd til at betale. Der er brug for offentlig investering i teknologi som kan stilles til rådighed for de små brug uden betaling. Europæisk modstand mod brug af gensplejsning i fødevarer og landbrug har sat sit præg på debatten i mange u-lande. De fleste europæere har ikke de store problemer med at vi bruger gensplejsning til at finde løsninger på vore egne sundhedsproblemer som kræft og demens. Vi vil bare ikke acceptere gensplejsning til at løse problemer som vi ikke har.vi får nok at spise uden gensplejsning.vi er tilfredse med status quo. Det er de fleste i u-landene som er ansvarlige for deres landes fødevare- og landbrugssituationen eller deres børns ernæring ikke. Deres største problem er ikke kræft og demens men sult og underernæring. Det er derfor at de i modsætning til mange europæere ønsker at anvende gensplejsning i landbruget hvor den kan bidrage til at løse deres problemer. Desværre gør vi europæere det vanskeligt for dem. Vi fortæller dem, at der er bedre måder at løse deres problemer på, at vi ikke vil hjælpe dem gennem forskningssamarbejde, at vi ikke vil handle med dem, hvis de indfører gensplejsning og at gensplejsede fødevarer iøvrigt er sundhedsfarlige og kan gøre umådelig skade på miljøet uden at vi har noget som helst bevis på hverken sundheds- eller miljøskader. Misbrug af forsigtighedsprincippet i den europæiske debat skader de sultende i u-landene.

17 ARTIKEL Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? ARTIKEL Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? I stedet skulle vi hellere hjælpe dem med at udvikle biosikkerhedssystemer som er tilpasset det enkelte land, formidle information som modvirker urigtig information spredt af grupper som kæmper mod udbredelse af gensplejsning i landbruget som en principsag, forstærke forskningssamarbejdet, hjælpe med afprøvning af nye teknologier for sundheds- og miljøeffekt, bistå med cost-benefit og risiko analyser, som tager de fattiges tarv i betragtning, og give en større del af vor u-landsbistand som støtte til u-landenes landbrugsforskning, hvadenten det er baseret på molekylærbiologi eller ej. Det er vigtigt at holde sig for øje at sultende mennesker befinder sig i en situation hvor status quo betyder mere lidelse og måske død. Det forstår vi godt, når det drejer sig om HIV/AIDS og der er nok ikke mange som vil nægte en person som er ramt af AIDS adgang til medicin, som måske kunne hjælpe, men som kunne have ukendte bivirkninger. På tilsvarende måde bør vi ikke misbruge forsigtighedsprincippet når det drejer sig om mulige løsninger af sult og ernæringsproblemer. Jeg forstår ikke, hvordan de mennesker som har spredt urigtig information om gensplejset mad, kan sove om natten, så længe præsidenten i Zambia, som tog dem alvorligt, nægter sultende millioner adgang til amerikansk majs, fordi den kan være gensplejset. Det er vel at bemærke samme slags majs som amerikanerne har spist i mere end 7 år uden problemer. De fleste ansvarsbevidste organisationer har da også udtrykt at de ikke er enige i præsidentens holdning. For mange sultende i Zambia kan det desværre være for sent. 5. Bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne Fattigdom, sult og lav produktivitet i landbruget skaber enorme miljøproblemer i mange u-lande. Landmænd som ikke kan øge deres produktivitet på den jord de allerede dyrker, ser sig nødsaget til at opdyrke ny jord som ofte ikke er velegnet til landbrug og som derfor eroderer efter få års dyrkning, hvis familiens behov skal dækkes. Samspillet mellem fattigdom, sult, lav produktivitet og degradering af naturressourcer som jord, vand, skov og biodiversitet skaber en ond spiral, som ikke har fået nok opmærksomhed i hverken miljø- eller fattigdomsdebatten. Ufuldstændig forståelse af hvordan disse faktorer påvirker hverandre og den ret udbredte opfattelse at miljøet lider skade hvis landbruget forøger produktiviteten har medført mange fejlslagne politiske indgreb.vi bør stræbe efter produktivitetsstigninger som anvender naturressourcerne på en bæredygtig måde i stedet for at promovere lav produktivitet. Det vil for eksempel sige, at Afrikas landmænd, som i øjeblikket udpiner deres jord for plantenæringsstof og kompenserer for lav produktivitet ved at opdyrke jord som ikke egner sig til landbrug skal have adgang til mere kunstgødning, organisk materiale og bedre produktionssystemer. Det ville øge produktiviteten, formindske fattigdom og sult og beskytte både den dyrkede og den uopdyrkede jord fra degradering: Et virkeligt vindvind scenario. Adgang til tilpasset teknologi og plantebeskyttelsesmidler kunne formindske produktionsrisici og yderligere øge produktiviteten til fordel for både landbofamilien, den fattige forbruger og miljøet. Mellem 75 og 80 procent af verdens samlede vandforbrug bruges i landbruget. Forbruget af vand i landbruget er fordoblet gennem de sidste 50 år og firedoblet i industri og husholdninger. Vandmangel vil blive den mest begrænsende faktor i fødevareproduktionen i et stigende antal områder fremover. Faldende grundvandstand og udtørring af floder og vandløb før de når deres udløb er allerede et stort problem i Kina, Egypten, Indien og en række andre u-lande. Grundvandstanden i store dele af det nordlige Kina falder i øjeblikket med ca. 1 meter årligt, medens den falder med 2 3 meter årligt i mange regioner af Indien. Efterhånden som grundvandstanden falder stiger risikoen for indtrængning af saltvand. Det er et stigende problem i, for eksempel, den østlige del af Kina. Verdens samlede efterspørgsel efter vand uden for landbruget vil stige med 60 procent over de næste 25 år som følge af økonomisk vækst, befolkningstilvækst og ændringer i livsstil. I u-landene vil efterspørgslen fordobles. Det vil bevirke skarp konkurrence for landbruget, som må nøjes med en stigning på 9 procent. Vand udnyttes meget dårligt i landbruget og der er stort spild. Politiske indgreb bør rettes mod en mere hensigtsmæssig fordeling, mindre spild og en bæredygtig udnyttelse af de vand ressourcer som er tilrådighed. Nye vandingsmetoder, en højere pris på vand og brugerforeninger til fordeling af vand er nogle af de løsninger som burde overvejes. Privatisering af vandforsyningen kan medvirke til et velfungerende market for vand, men det er vigtigt at privatisering ikke resulterer i priser som de fattige ikke har råd til at betale. 6. Good regeringsledelse Til trods for megen retorik som udtrykker det modsatte, er det kun et fåtal af ulandenes regeringer som prioriterer bekæmpelse af sult og fattigdom højt. Manglende politisk vilje er efter min opfattelse den vigtigste årsag til, at så mange mennesker lider af sult, underernæring og fattigdom. Regeringer som ikke repræsenterer landenes befolkning, som er korrupte og som ikke respekterer basale menneskerettigheder tillægger ikke bekæmpelse af sult den store interesse med mindre de sultende truer deres eksistens og legitimitet. Efterhånden som fattigdom og sult flytter fra land til by, bliver truslen heldigvis større. Selvom der findes diktatorer, som for eksempel Fidel Castro, som har prioriteret programmer til dækning af de basale menneskelige behov, gælder det mere generelt at en form for medbestemmelsesret, hvadenten det er demokrati som vi kender det eller i anden form, er nødvendig for at bekæmpelse af sult bliver prioriteret tilstrækkelig højt. Som erfaringer fra Tanzania, Zambia og enkelte andre lande viser, er prioritering ikke tilstrækkelig. Der skal også ske økonomisk vækst. Kraftig økonomisk vækst baseret på en særdeles lige indkomstfordeling har medført en enorm nedgang i antallet af sultende og underernærede i Kina til trods for at landets styreform ikke kan betegnes som demokratisk. Antallet af sultende og underernærede faldt også drastisk i Thailand, Indonesien og Sydkorea gennem en periode med kraftig økonomisk vækst selvom landene var plagede af korruption og selvbestemmelsesretten blandt de fattige og sultende var ret begrænset. I mange andre lande, såsom Brasilien, har økonomisk vækst kun haft en meget ringe positiv effekt på antallet af sultende. Indkomstfordelingen før perioder med økonomisk vækst er en vigtig faktor. I Kina var indkomstfordelingen relativt lige, i Brasilien var den meget ulige. Baseret på disse eksempler og mange andre, synes det rimeligt at konkludere at en kombination af god regeringsledelse, en relativ lige indkomstfordeling og kraftig økonomisk vækst er nødvendig for at opnå en verden uden sult. 7. International handelspolitik En handelspolitik som er retfærdig overfor u-landene er en vigtig del af bestræbelser på at nå en verden uden sult. Som medlem af den Europæiske Union er vi i Danmark medansvarlige for at den nugældende handelspolitik overfor u-landene ændres så den bliver om ikke retfærdig så i det mindste rimelig. Hvad angår landbrugsvarer, er vor handelspolitik hverken retfærdig eller rimelig. Den er, hvad Lars Attrup i en artikel i Jyllandsposten sidste år kaldte hinsides al logik. Det er den fordi den skader ikke alene u-landene og deres fattige befolkning men også vor egen økonomi. Ifølge Fødevareøkonomisk Institut ville en global handelsliberalisering af landbrugsvarer medføre en stigning i dansk nationalindkomst på mellem 10 og 12 milliarder kroner.tilfældigvis er det et beløb som næsten svarer til dansk u-landsbistand for 2003 på omkring 12,5 milliarder kroner. Det som er vigtigt i den sammenhæng er imidlertid, at vor handelspolitik er fattigdomsskabende medens u-landsbistandens målsætning er fattigdomsbekæmpelse. Hver time døgnet rundt modtager verdens landmænd 270 millioner kroner i subsidier. Det svarer til 6,5 milliarder kroner om dagen. Halvdelen betales af forbrugerne gennem kunstigt høje fødevarepriser. Den anden halvdel betaler staten. Ca. 35 øre af hver krone som EUs landmænd tjener kommer fra subsidier. I USA er det 20 øre. De norske og svejtsiske landmænd slår alle rekorder. Mere end to-tredjedele af deres indkomst kommer fra subsidier. I Polen og Ungarn udgør subsidier kun procent af landmændenes indkomster. Det er ikke mærkeligt at de

18 ARTIKEL Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? ARTIKEL Hvordan bekæmper vi verdens sultproblem? gerne vil med i EUs landbrugsstøtteordning selvom de naturligvis er utilfredse med i begyndelsen kun at få en fjerdedel af hvad de nuværende EU medlemmer får. Men hvorfor spiller de rige landes landbrugsordninger en rolle i bestræbelser på at opnå en verden uden sult? Som tidligere nævnt, er størstedelen af u-landenes fattige og sultende afhængig af landbrugsproduktion. Den mest effektive og ofte den eneste måde hvorpå de kan komme ud af fattigdom og sult er ved at forøge produktiviteten i landbruget. Men for at det skal lykkes, skal der være et marked for den stigende landbrugsproduktion. Der er ofte for lidt købekraft på hjemmemarkedet, så der er behov for at eksportere. Eksport er også vigtig for af skaffe fremmed valuta til import af varer som kan produceres billigere udenfor det enkelte u-land. Det er derfor yderst vigtigt, at u-landene får adgang til vore markeder for de varer som de kan producere billigere end vi kan. For at opretholde vore landbrugsordninger med høje interne priser, er vi imidlertid nødt til at beskytte vore markeder mod billigere fødevarer fra u-landene. Det gør vi dels ved hjælp af høje toldmure og dels ved andre importrestriktioner. Vore landbrugsordninger medfører overskudsproduktion, som vi så eksporterer til u-landene til priser som er kunstigt lave som følge af subsidier betalt til vore landmænd. Så vore landbrugsordninger saboterer u-landenes landmænds forsøg på at komme ud af sult og fattigdom på to måder:vi holder dem ude fra vore markeder og vi ødelægger deres egne markeder ved at sælge overskudsproduktion til priser som ligger under produktionsomkostningerne og vi presser verdensmarketspriserne ned. Men som om det ikke var nok, har vi også konstrueret en metode hvorpå vi kan straffe de u-lande som ofte ved hjælp af u-landsbistand søger at skabe beskæftigelse blandt de fattige ved at forarbejde råvarerne fra landbruget. Vi sætter toldsatsen op i takt med forarbejdningsgraden for derigennem at sikre at u-landene fortsat holder sig til råvareeksport, som vi så kan forarbejde og øge vor egen beskæftigelse. Endeligt kan vi også ty til andre metoder for at holde u- landenes fødevarer ude fra vore markeder.vi kan for eksempel sætte kvalitets- og fødevaresikkerhedskrav højere end de fleste u-landene kan imødekomme. Der er mange eksempler på at disse krav bliver brugt til at diskriminere mod fødevarer fra u-landene. For eksempel er det interessant at når æblehøsten er god i USA finder amerikanerne ofte problemer ved æbler som Chile ønsker at eksportere til USA. EU har for nylig nedsat det tilladelige indhold af aflatoxin i forskellige fødevarer til under de internationale standarder, selvom beregninger viser, at det ikke vil have nævneværdig positiv sundhedseffekt. Det vil imidlertid ifølge Verdensbankens beregninger koste Afrika mere end 500 millioner dollars årligt i tabt eksportindtjening. Af alle lande skulle Danmark, som har baseret sin økonomiske vækst på international handel, kunne forstå betydningen af handel for u-landene. Men det er måske heller ikke i Danmark problemet ligger? Da EUs landbrugskommisær under Danmarks EU formandskab foreslog et skridt i retning af at landbrugsstøtten skulle tildeles så den ikke forårsager overskudsproduktion og behov for høje toldmure, var 5 lande deriblandt Danmark parate til nærmere drøftelse. Desværre var de andre 10 EU lande imod og Danmark gjorde det ikke til en mærkesag for formandskabet. Med Frankrig og Tyskland i spidsen blev der i stedet indgået en aftale om at beløbsrammen for EUs landbrugsordninger som er fastsat indtil 2007 ikke ændres. Derefter skal rammen stige med én procent årligt til år Problemet for u-landenes fattige og sultende er ikke støttens størrelse men måden den bliver fordelt på. Så længe størstedelen af støtten består af enten højere interne priser skabt ved hjælp af toldmure eller betaling til den enkelte landmand i forhold til den mængde som bliver produceret, går det ud over u-landene. Hvis derimod støtten blev fordelt på en måde som ikke var baseret på højere interne priser og øget produktion, kunne toldmuren fjernes og overskudsproduktionen ville forsvinde. Det ville være til stor fordel for både u-landenes fattige og europæiske forbrugere. Det var netop en sådan afkobling, EUs landbrugskommisær foreslog. En omlægning af kriterierne for fordeling af støtten således at u-landene kan få adgang til vore markeder og vi kan undgå overskudsproduktion er mulig uden at beløbsrammen nødvendigvis sættes ned. Spørgsmålet er om der er politisk basis for det i EU, EFTA, USA og Japan. For nylig kunne vi så læse i avisoverskrifterne at nu var EUs landbrugsministre nået til enighed om at afkoble landbrugsstøtten fra produktionsmængden. Desværre representerede overskrifterne ikke aftalens indhold. Det er min opfattelse, at WTOs fornemste opgave nu er at bistå medlemmerne med at nå frem til nye afkoblede fordelingskriterier med eller uden nedsat beløbsramme. Det vil give indhold i retorikken om at den runde af handelsforhandlinger som netop er begyndt skulle være rettet mod en mere fair handelspolitik for fattige lande, den såkaldte udviklingsrunde. Afsluttende bemærkninger For at opnå en verden uden sult, er der brug for nye politiske indgreb fra regeringer i både u-lande og industrilande. U-landene skal investere mere i offentlige goder rettet mod landdistrikterne som veje og anden infrastruktur, landbrugsforskning, primæruddannelse og sundhedsvæsen. Industrilandene bør støtte ulandenes bestræbelser gennem udviklingsbistand, en mere rimelig handelspolitik og mere forskningssamarbejde. Så hvad kan vi danskere gøre? Der er en række områder hvor Danmark og danskere kunne bidrage: 1. Som medlem af EU kunne vi stræbe efter at få ændret EUs landbrugs- og handelspolitik således at u-landene får adgang til danske og andre europæiske markeder på lige konkurrencemæssige vilkår samtidig med at al eksport af landbrugsvarer fra EU til subsidierede priser ophører. 2.Vi kunne øge forsknings- og uddannelsessamarbejdet med u-landene og stille relevant viden og teknologi til rådighed for u-landene uden betaling. 3.Vi bør fortsætte den nuværende målretning af vor u-landsbistand mod investering i de allerede nævnte offentlige goder med vægt på landdistrikterne og bibeholde bistandsniveauet på én procent af nationalindkomsten Vi kunne medvirke til bedre regeringsledelse i u-landene dels ved at lægge politisk og økonomisk pres på korrupte regeringer og dels ved at skærpe dansk lovgivning mod korruption og anden antisocial opførsel blandt danske virksomheder i u-landene. 5.Vi kunne styrke den danske debat omkring bekæmpelse af sult og fattigdom dels ved at øge bevillingerne til frembringelse af ny viden og dels ved at invitere flere folk fra u-landene til at deltage i debatten. Vi kunne for eksempel søge en mere nuanceret debate omkring bioteknologi, således at vi ikke bliver skyld i at u- landenes fattige bliver forbigået medens vi uden hæmninger bruger bioteknologiens muligheder til at løse vore sundhedsproblemer. 6. Samtidig med at vi søger en bæredygtig løsning på det stille sultproblem, bør vi fortsætte med både privat og offentlig nødhjælp for at løse akutte sultproblemer på kort sigt. Er vi parate til at kæmpe for en verden uden sult? Det vil også komme os tilgode.

19 ARTIKEL Socialt engagement og samfundskritik ARTIKEL Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen Socialt engagement og samfundskritik Webtidsskriftet Kritisk Debat gik i luften første gang 15. februar Forud var gået mange drøftelser af tidsskriftets formål og kritikfelt, samt hvilken form det skulle have. Kritisk Debat har en redaktion på 7 medlemmer og et tilknyttet forfatterpanel, der vokser stødt. Målet er at opbygge en bred vifte af samfundsforskere og debattører i panelet, der forpligter sig til at skrive til tidsskriftet. Kriteriet er accept af tidsskriftets grundlag. (Navne på redaktionsmedlemmer og paneldeltagere samt tidsskriftets grundlag kan findes på Fra starten var der enighed om, at tidsskriftet skulle stille ind på en overordnet kritisk og udogmatisk debat af nyliberalismen som ideologi, samfundstænkning og konkret politisk opgør med velfærdsstaten. Heri ligger selvfølgelig også en kritisk analyse af nyliberalismens neoklassiske økonomiske teori og utopi. Begrundelsen for valget af hovedkritikfelt er helt uden omsvøb ønsket om et opgør med nyliberalismens reaktionære samfundstænkning et forsvar for velfærdsstatstænkningen som et grundlæggende demokratisk frihedsprojekt men også en forhåbning om gennem denne kritiske virksomhed at kunne medvirke til den åben og udogmatisk debat om fremtidens samfundsudvikling. Redaktionen opererer med andre ord ikke ud fra en teoretisk eller politisk homogen verdensanskuelse tværtimod! Ejheller er redaktionen eller forfatterpanelet direkte knyttet til politiske partier eller sociale bevægelser. Det er ambitionen, at tidsskriftet skal udkomme 10 gange om året, den 15. i måneden. Redaktionen har besluttet i videst mulige omfang at give hvert nummer et overordnet tema, men i øvrigt åbne op for artikler om temaer langt fra hovedtemaet. Endvidere håber vi på i løbet af det første år at kunne leve op til overskriften og åbne spalterne for Kritisk Debat. De første uopfordrede artikler har allerede fundet vej til redaktionen. Kritisk Debat tilstræber en relativ høj standard, om end vi ikke forventer at kunne nå op på det specialiseringsniveau, som kendetegner mange fagtidsskrifter. Ikke desto mindre er det hensigten at dække de forskellige temaer historisk, økonomisk, sociologisk, filosofisk, politisk og kulturelt. Men stadig på et rimeligt højt generaliseringsniveau. Dette ud fra en antagelse af, at samfundsproblemernes kompleksitet i dag ikke kan fanges ind og analyseres tilstrækkeligt frugtbart unikonceptuelt hvis det da nogen sinde har været tilfældet. På redaktionen er vi bevidste om, at et tidsskrift som Kritisk Debat i længden ikke kan producere tilstrækkelig mange interessant numre, hvis vi ikke indgår samarbejde med andre tidsskrifter. Af samme grund har vi fra starten indledt samarbejde med andre tidsskrifter bl.a. i USA, England og Tyskland, som læseren også finder links til på hjemmesiden.vi vil konstant søge at udbygge dette samarbejde, så læserne ikke overbebyrdes med for mange tynde numre. Men om Kritisk Debat overlever og opnår en vis positiv rolle i den kritiske samfundsdebat afgøres langt fra af artiklernes kvalitet. Det springende punkt bliver, om det lykkes at udvikle en afbalanceret og interessant kritisk debat på selve hjemmesiden dvs. om tilstrækkeligt mange føler sig foranlediget til at producere bidrag til hjemmesiden. Fremover vil redaktionen tilstræbe udgaver med færre temaartikler og flere frie artikler netop for at fremme udviklingen af debatrummet. I efteråret har redaktionen bl.a. planlagt følgende temaer: Kritisk lys på Velfærdskommissionens rapport, analyse af Socialdemokratiets forhold til nyliberalismen, kritisk debat af alternativer til nyliberalismen. Redaktionen Ved Jan Helbak. Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen s nytårstaler Metodeopgave udarbejdet af Pernille Bødker Frank, januar Indledning I det følgende præsenteres fire nytårstaler af statsministrene Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen i perioden analyseret efter Erik Christensen model for tekstanalyse med henblik på at sammenligne ideologiske forskelle. Kapitel 2 indeholder en præsentation af enkeltelementerne i Erik Christensens model for tekstanalyse og en kort diskussion af hovedkriterierne i denne. I kapitel 3 analyseres 4 udvalgte nytårstaler enkeltvis, hvorefter disse sammenlignes i kapitel 4 med henblik på at vurdere ideologiske forskelle mellem de udvalgte nytårstaler. 2. Model for tekstanalyse Erik Christensen henter stor inspiration i Kenneth Burkes teknikker til næranalyse af tekster i sin model for tekstanalyse. I det følgende er det derfor i høj grad Burkes analytiske metode i den udformning, som Christensen fremlægger den, der er omdrejningspunktet. Erik Christensen skelner mellem tre grundlæggende niveauer i sin redegørelse for tekstanalysemodellen, nemlig ord-, sætnings- og stil- eller billedniveauet. Til hvert af disse niveauer knytter der sig særlige analyseformer, således at ordniveauet knytter an til cluster- og agon-analyse, sætningsniveauet kan forbindes med en pentadanalyse og stil- eller billedniveauet kan analyseres ved hjælp af en stil-analyse. Det er disse forskellige former for analyser, der vil blive behandlet i det følgende Cluster-analyse En af de teknikker til næranalyse af tekster, som Burke har givet navn til, er cluster- eller klyngeanalysen. I cluster-analysen drejer det sig om at finde ud af hvorledes nogle begreber klynger sig omkring centrale begreber. En række ord optræder hyppigt sammen og sættes måske direkte sammen, hvorfor det gælder om at finde dette mønster og de eller det centrale ord i dette mønster (Christensen, 2002a, 11). Cluster-analysen bygger på en antagelse om, at sproget består af nogle nøglebegreber, hvortil der knytter sig en række sekundære begreber. Selve cluster-analysen går således ud på at danne et meningsgivende billede af det begrebsapparat, der anvendes i den givne tekst, idet de vigtigste begreber, nøglebegreber og de dertil knyttede sekundære begreber bestemmes (Christensen, 2002a, 11-12). Cluster-analysen fokuserer på ligheder i sproget og det drejer sig i denne sammenhæng om at identificere overensstemmelsesprincipperne i en tekst. Der findes tre former for overensstemmelsesprincipper: 1. Ligestillelse (hvilke ord og begreber ligestilles i teksten?). 2. Forening eller forbindelse (hvilke ord forbindes eller forenes i teksten?) og 3. Identifikation (hvilke ord identificeres med hinanden i teksten?) (Christensen, 2002a, 13-14). På det praktiske plan implicerer cluster-analysen en udvælgelse af tekstens nøglebegreber. Typisk vil teksten indeholde ret få nøglebegreber, som regel højst 4-5 stykker. Empirisk kan udvælgelsen af nøglebegreber afgøres ved at se på frekvensen og intensiteten i brugen af de samme begreber. Nøglebegreber optræder ofte, men ikke nødvendigvis, flere gange i tekstens centrale passager, mens intensitet afgøres ved en nøjere læsning af teksten i forhold til tekstens struktur, plot eller argumentation (Christensen, 2002a, 16).

20 ARTIKEL Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen ARTIKEL Sammenligning af Rasmussen og Rasmussen 2.2.Agon-analyse Hvor cluster-analysen fokuserer på ligheder, drejer agon-analysen sig om at karakterisere de sproglig og begrebsmæssige modsætninger og valoriseringer, der umiddelbart kan ses i teksten, eller kan fremanalyseres igennem en nøjere tekstlæsning. I agon-analysen kortlægges modsætningsstrukturen mellem en teksts nøglebegreber, hvilket ofte er forbundet med en vurdering af det gode og det onde og dermed en valorisering (værditillæggelse) af tekstens nøglebegreber (Christensen, 2002a, 11, 18). Et centralt element i agon-analysen er at bestemme modsætningernes karakter, idet der både kan være tale om polære modsætninger, om en form for konkurrence eller modsætningerne kan være af en mere indirekte art, hvor begreberne fx er forbundet via relationen til et tredje begreb. I forlængelse af dette kan modsætningen være kontradiktorisk (negation), hvor to begreber er uforenelige og udelukker en tredje mulighed, fx sort og ikke-sort, kontrær,hvor to begreber er uforenelige, men lader en tredje mulighed stå åben fx sort og hvid og endelig kan modsætningen være komplementær,idet to beskrivelser af det samme på en gang udelukker hinanden og supplerer hinanden (Christensen, 2002a, 7, 19) Pentad-analyse På sætningsniveauet, også kaldet det grammatiske niveau, fokuseres der på at afdække, hvad der foregår i den enkelte sætning og i sætningerne som helhed, hvilket præger tekstens udtryk. Grundidéen er, at den enkelte sætning kan ses som et drama, hvor der optræder forskellige aktører, og der foregår forskellige handlinger i forskellige rum. Christensen peger på, at formålet med sætningsanalysen er at fremanalysere de årsags- og ansvarsforhold som ligger indbygget i den sætnings-grammatiske struktur (Christensen, 2002b, 1). Her inddrager han Burkes pentadanalyse, der kan siges at henvise til de fem spørgsmål, som enhver politimand må redegøre for i sin rapport, når han skal beskrive en lovovertrædelse: 1. Hvad skete der? (Handlingen). 2. Hvornår og hvor blev det gjort? (Scenen). 3. Hvem gjorde det? (Aktøren). 4. Hvordan gjorde han det? (Instrument, middel). 5. Hvorfor gjorde han det? (Formål) (Christensen, 2002b, 6). Disse fem grundbegreber kan betragtes som et cluster, hvor begreberne implicerer hinanden og hænger sammen, ligesom de forskellige elementer i et drama. Man kan ikke tænke det ene element uden at blive ført over i det andet o.s.v. (Christensen, 2002b, 6). I den praktiske anvendelse af pentad-analysen drejer det sig om at identificere de fem elementer i teksten, ved at spørge ind til pentad-analysens grundspørgsmål: hvad sker der, hvilken aktør etc. Pointen er, at alle tekster vil kunne reduceres til disse fem grundlæggende elementer, men at sproget sjældent er entydigt, og at det derfor i praksis ofte vil være vanskelig at kategorisere grundelementerne entydigt. Opgaven er i denne sammenhæng at kaste lys over sprogets flertydighed, hvilket i sig selv bidrager til analysen. Idéen bag pentad-analysen er, at den giver et overblik over, hvordan tekstproducenten har set på den pågældende situationen og mere overordnet på den større sammenhæng, og dermed være med til at give et billede af den motivation, der ligger til grund for sproghandlingen (Christensen, 2002b, 7-8). Andet led i pentad-analysen er at afgøre, hvilket at de fem elementer, der dominerer i forhold til de øvrige. Tekstproducenten har enten bevidst eller ubevidst ladet et eller flere elementer spille en mere fremtrædende rolle i fremstillingen, hvilket kan afdække motiv-mønsteret i den pågældende tekst og sige noget om, hvordan tekstproducenten opfatter verden. Burke taler i denne forbindelse om pendantic ratio, som en beskrivelse af de relationer, der er mellem elementerne i pentaden (Christensen, 2002b, 11-12) Stil-analyse På dette niveau er analysens genstand den stil, der anvendes i tekster, altså de stiltræk og stilistiske virkemidler, der signalerer bestemte holdninger og anvendes for at påvirke modtagerens opfattelse af tekstens emne.tanken er, at vi opfatter verden igennem billedsprog, og at vores forståelse af situationer og enkeltting afhænger af disse billedmønstre og overførslen af et billedmønster fra et område til et andet. I denne sammenhæng spiller metaforer en vigtig rolle som udtryk, der anvender billedsprog (Christensen, 2002c, 1). En metaforanalyse af en tekst er af en særlig betydning, fordi vi alle bevidst og/eller ubevidst igennem sprogets metafordannelser er med til at reproducere og skabe bestemte samfundsmæssige virkeligheder. Metaforer har også betydning for vores måde at opfatte politik på, hvor valget af metaforer afspejler det syn på politik, som tekstproducenten besidder (Christensen, 2002c, 5-6). I sin stil-analyse forbinder Burke metaforen med perspektiv, og definerer metaforen som a device for seeing somthing in termes of something else (citeret efter Christensen, 2002c, 10). Heroverfor har metonymien en anden funktion, idet den implicerer en reduktion af det komplekse til det mindre komplekse: The basic strategy in metonymy is this: to convey some incorporeal or intanggible state in terms of the corporal or tangible. E.g., to speak of the heart rather than the emotions (Burke citeret efter Christensen, 2002c, 10). Metafor- og metonymiprocesserne er ifølge Burke fundamentale processer i sproget, hvorved der altså enten sker en perspektivudvidelses (metafor) eller en reduktion (metonymi). Synekdoten er på lignende vis en reduktion, men tillige en repræsentation, idet synekdoten fungerer som en talefigur, hvor en del sættes lig med helheden, eller helheden reduceres til et delelement. Endelig knytter Burke ironi sammen med dialektikken. Den ironiske proces er en proces, hvor tingene viser sig at være anderledes, end de giver sig ud for, hvilket netop konstituerer ironiens dialektiske natur. Her kan sygdom skabe helbredelse og omvendt på dialektisk og dramatisk vis (Christensen, 2002c, 11-12) Diskussion af hovedkriterierne i tekstanalysen Den primære fordel ved denne tekstanalysemodel er, at den gør det muligt at foretage en struktureret analyse af forskellige politiske tekster med henblik på at sammenligne disse. Modellen præsenterer i denne sammenhæng en række redskaber, der kan fungere som pejlemærker i det analytiske arbejde, der ellers er i fare for at miste fokus. En fordel synes også at være niveau-delingen i analysen, hvor de tre niveauer alle må formodes at have relevans i forhold til den overordnede analyse. En ulempe ved modellen er, at den ikke i tilstrækkelig grad inddrager den kontekst, som talerne befinder sig i: en politisk tekst er som alle andre tekster påvirket af den samtid, som den er blevet til i, og denne negligering af konteksten synes især at være problematisk i forbindelse med politiske tekster, der i særlig grad må formodes at forholde sig til forhold i samtiden. Christensen inddrager mange overvejelser og detaljer i sin fremstilling af tekstanalysemodellen, som jeg af afgrænsningsmæssige årsager har valgt at udelade. Jeg har i stedet valgt at fokusere på de elementer i præsentation, der lader sig overføre på praksis i denne begrænsede sammenhæng. 3. Nytårstaler I det følgende bruges ovenstående tekstanalysemodel til at karakterisere ideologiske forskelle mellem 4 nytårstaler af statsministrene Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen i perioden De udvalgte taler vil blive analyseret enkeltvis efter ovenstående model, og vil efterfølgende blive sammenlignet i kapitel 4 med henblik på at fastslå ideologiske forskelle. Talerne er udvalgt således, at der analyseres to taler fra hver af de pågældende statsministre, ligesom talerne er spredt rent tidsmæssigt, således at der optræder taler fra begyndelsen af regeringsperioderne og en senere tale. Analysen af de enkelte taler indledes med en agon-cluster analyse, hvor talens nøglebegreber fastlægges og modsætningerne og valoriseringen mellem disse og de afledte begreber bestemmes. Herefter analyseres talerne efter pentad-modellen og slutteligt overvejes talernes stilmæssige karakter Poul Nyrup Rasmussens nytårstale (nytårstale 1) Et af talens vigtigste nøglebegreber præsenteres i indledningen, hvor Poul Nyrup Rasmussen (PNR)