Sagsøgtes påstand er principalt frifindelse og subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte.

Transkript

1 Retten i Lyngby Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 26. februar 2018 i sag nr. BS /2015: J mod DFIM Philip Heymans Allé Hellerup Biintervenient til støtte for sagsøgte: Consap s.p.a. Via Yser Roma Sagens baggrund og parternes påstande Sagen, der er anlagt den 4. juni 2015, vedrører et krav om erstatning for personskade efter et cykelstyrt i Italien, der angiveligt var forvoldt af et ukendt motorkøretøj. Sagsøgerens påstand er principalt, at sagsøgte DFIM dømmes til at betale sagsøger J kr ,98 principalt med tillæg af sædvanlig procesrente efter renteloven af kr fra 4. november 2013 til betaling sker, og med tillæg af sædvanlig procesrente af resten kr ,98 fra stævningens indlevering til berammelse til betaling sker, subsidiært med tillæg af interessi legali i henhold til den italienske codici civile. Subsidiært at sagen hjemvises til sagsøgtes fornyede stillingtagen til erstatningens størrelse på baggrund af rettens afgørelse om, hvorvidt skaden er forvoldt af et ukendt køretøj. Sagsøgtes påstand er principalt frifindelse og subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte. Oplysningerne i sagen Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens 218 a, stk. 2. Sagsøgeren, J kom den 14. oktober 2011 til skade, da han styrtede med sin cykel i Italien. Det fremgår af en skadestuerapport af samme dato, at skaden skete som følge af en "ostacolo" (forhindring eller objekt). Af et journalnotat fra Sygehus af 17. oktober 2011 fremgår det, at

2 Side 2/10 J "var på tur på racercykel i Italien, da der kører en bil ud foran ham. Han bremser hårdt op, og forhjulet blokerer hvorfor han flyver forover på cyklen og lander på lænden/venstre hofteregion...." DFIM (Dansk Forening for Interntional Motorkøretøjsforsikring), er det "erstatningsorgan", der yder erstatning til personer som kommer til skade ved ulykker forårsaget af et ukendt motorkøretøj. Foreningen dækker skader, som personer, der bor i Danmark på skadestidspunktet, pådrager sig, selv om ulykken er sket i et andet EU land. Biintervenienten, Consap, er det italienske erstatningsorgan, som DFIM, hvis der skal udbetales erstatning, vil kunne rette et regreskrav imod. J anmeldte den 7. oktober 2013 skaden til DFIM. DFIM svarede i første omgang, at man afventede COPNSAPS instruktioner, men i af 14. oktober 2013 skrev DFIM bl.a.: "Det er således, at DFIM hæfter direkte overfor dig for det krav, som du måtte have overfor skadevolder i Italien.... Dit eventuelle erstatningskrav (både ansvar og erstatningens størrelse) skal derfor af-/opgøres efter italiensk ret. Når det er sket, vil DFIM kunne udbetale et eventuelt berettiget beløb.... DFIM hjælper dig med at få opgjort kravet i Italien." J har indhentet vidneerklæringer dateret den 7. november 2014 fra to personer, som drev virksomhed ved ulykkesstedet. De 2 vidner har bekræftet, at "have set hr. J på jorden straks efter ulykken den 14/ 10/2011 foran min virksomhed midt i fodgængerfeltet i højre side. Jeg husker efter den tid, der er gået, ikke køretøjet, som har forårsaget styrtet, men jeg husker, at herren var styrtet på grund af et køretøj". Påstandsbeløbet er opgjort som 5 måneders tabt arbejdsfortjeneste á kr. (opgjort som medianlønnen fra DJØFs lønstatistik for med J kandidatår) i alt kr. Svie og smerte frem til den 16. marts 2012 beregnet efter italienske regler i alt ,80 kr. og varigt men ved invaliditetsgrad på 8 % ,18 kr. eller i alt ,98 kr. Det fremgår af et brev fra kommune, at sygedagpengesagen blev afsluttet med sidste udbetaling den 29. februar 2012, hvorefter J var fuldt arbejdsdygtig. J ulykkesforsikringsselskab har anerkendt en méngrad på 5 % som følge af ulykken. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er bedt om, men har endnu ikke udtalt sig om méngradens størrelse til brug for J u-

3 Side 3/10 lykkesforsikring. Forklaringer J har til brug for retten i forbindelse med en delafgørelse den 19. oktober 2016 afgivet en skriftlig erklæring, jf. retsplejelovens 297, hvoraf det blandt andet fremgår: " Som anført kom jeg fredag den 14. oktober 2011 sidst på eftermiddagen cyklende mod nordvest ad "Strada ", og da jeg kom til den lille by, kørte jeg efter en såkaldt Piaggio Ape (herefter blot ape), som afbilledet på bilag 45, dvs. et 3-hjulet motorkøretøj/ scooter. Apen var grøn. Da vi kom forbi baren, hvor indgangen til baren ligger til højre for min kørselsretning ved fodgængerfeltet, jf. skiltet Bar på bilag 46, kørte en så vidt jeg husker sort bil ud fra sidevejen i højre side i krydset efter fodgængerfeltet, dvs. Via, jf. bilag 47, og kørte mod nordvest, dvs. i samme retning som jeg cyklede, uden at respektere sin vigepligt. Dette er illustreret på bilag 47 med den sorte pil, og hvor apen er gengivet med grøn, og bilen foran apen gengivet med rødt. Der var således ikke nogen modkørende, således som CONSAP anfører i bilag 38. Der var heller ikke vigepligt i min kørselsretning, hvilket der derimod var for bilen, der kørte ud fra den højre sidevej, men som bilen ikke respekterede. Derfor bremsede bilen foran apen pludseligt hårdt, og tilsvarende bremsede apen hårdt og til sidst måtte jeg så også bremse hårdt. Det gik desværre galt, idet mit forhjul blokkede, og jeg fløj over styret, slog en saltomortale og landede hårdt på den nederste del af ryggen/lænden. Jeg ramte ikke apen, og holdt også afstand til den, så jeg kunne nå at bremse." J har under hovedforhandlingen den 29. januar 2018 forklaret, at han den 14. oktober 2011 var ude at cykle i Italien. Han kom cyklende ind i byen bag en ape (en lille trehjulet lastbil), der lå bag en anden bil. Pludselig kørte en mørk bil fra en sidevej ud foran den to biler. Bilerne bremsede, og han blokerede selv bremserne, hvilket medførte, at han slog en saltomortale ud over styret. Han landede i det hvide fodgængerfelt. Han blev hjulpet ind på en stol, der stod udenfor baren. Der var ingen forhindringer på vejen udover apen. Han fik en seddel (bilag 48) med oplysninger om vidner stukket i hånden. Han blev hentet af en ambulance, som også tog hans cykel med. Han var på daværende tidspunkt i praktik hos en italiensk juridisk italiensk. for at lære

4 Side 4/10 Han husker ikke detaljer om, hvad der blev snakket om på skadestuen. Der var en betjent eller en vagt, som spurgte til cyklen. Han tror ikke, han har sagt, at der var en "forhindring" på vejen. syge- Han blev fløjet til Danmark med ambulancefly og overført til hus. Oplysningerne om uheldet i journalen fra sygehus må stamme fra ham, da den italienske journal ikke var kommet med. Han så selv først den italienske journal længe efter. Han kendte da ikke til, at der kunne gives erstatning for uheld forvoldt af et ukendt køretøj. Det blev han først gjort opmærksom på af en advokat i oktober Da han anmeldte skaden til DFIM medsendte han journalen fra, som det fremgår af anmeldelsen (bilag 1). Han kørte nok km/t. lige inden ulykken, da han var inde i en by. Hans afstand til apen, inden den bremsede, var nok 10 meter. Bilernes og hans fart blev ikke nedsat, da de nærmede sig fodgængerfeltet. Han var som cykelrytter, der kørte meget i bjergene, vant til at bremse hårdt. Han mener ikke, at han burde have kørt langsommere. Vidnerne, der fremgår af erklæringen (bilag 48), er dels S, som ejede baren, han væltede foran. Han ved ikke, hvem den anden, der står på sedlen, er. Han skrev ikke sedlen, men fik den stukket i hånden på vej ind i ambulancen. Den sidste er føreren af apen. Han gik ud fra, at Consap tog kontakt til vidnerne. Han ville ikke gøre det selv for ikke at blive beskyldt for at forsøge at påvirke dem. Han forsøgte først selv at kontakte vidnerne, da det gik op for ham, at Consap ikke havde kontaktet dem. De sidste 2, der er nævnt på sedlen, har han ikke kunne få kontakt til. Han opsøgte føreren af apens adresse den 7. november 2014, men naboen oplyste, at den pågældende var afgået ved døden. De 2 vidner så ikke ulykken, men de kom til, da han lå på asfalten. Lige inden ulykken var han Han var ved at starte virksomheden op. Han var ansat hos indtil den 1. januar Da tjente han omkring de kr., der fremgår af erstatningsopgørelsen. Han har stadig problemer med at sove på grund af uro i benene, og han har smerter i hoften, når han står på benene. Han arbejder nu som v og driver egen ved siden af. Delafgørelse

5 Side 5/10 Retten har den 9. december 2016 truffet en delafgørelse vedrørende "rette sagsøgte" og lovvalg. Det fremgår af denne blandt andet: "Rettens begrundelse og afgørelse: Ad "rette sagsøgte" Det fremgår af bekendtgørelse 579/2007 om ansvarsforsikring af motorkøretøjer mv., 19, stk. 1, at DFIM som erstatningsorgan erstatter skade som følge af uheld forvoldt af et ukendt motordrevet køretøj i et andet EU land direkte over for en i Danmark bosat skadelidt. Som parterne er enige om, er det bopælen på skadestidspunktet, og ikke når kravet rejses, der er afgørende. J har i den i henhold til retsplejeloven 297 afgivne erklæring forklaret, at han på skadestidspunktet havde bopæl i Danmark og drev i Danmark. Det er ved en bopælsattest dokumenteret, at J på skadestidspunktet var registreret i Folkeregisteret med adresse i. Uanset J i en periode kort tid inden skadestidspunktet var i ulønnet praktik i et italiensk og nogle måneder efter skadestidspunktet påbegyndte enkeltfagsstudier ved et universitet i Italien, finder retten ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte J forklaring om, at han på skadestidspunktet havde bopæl i Danmark. Retten finder derfor, at DFIM er rette sagsøgt i den forstand, at J bopæl på skadestidspunktet ikke er til hinder for, at DFIM vil være forpligtet til at yde erstatning i anledning af skaden, i det omfang de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Ad lovvalget Der er ikke i bekendtgørelsen udtrykkeligt taget stilling til lovvalgsspørgsmålet. Det fremgår af 19 stk. 4, at der ved skade forvoldt ved uheld i Danmark af uforsikrede eller ukendte køretøjer, jf. stk. 2 og 3, skal ydes erstatning "i henhold til gældende færdselslovgivning og inden for dennes dækningssummer". Stk. 4 henviser imidlertid ikke til stk. 1 om skade forvoldt i udlandet på personer bosat i Danmark. Heller ikke motorkøretøjsdirektivet indeholder en lovvalgsregel. Det fremgår af artikel 10, stk. 4, at hver medlemsstat anvender sine love og administrative bestemmelser på erstatningsorganets interventioner. Dette må forstås som en henvisning til og ikke som en regulering af de i Danmark gældende lovvalgsregler. Lovvalgsreglerne i Rom II forordningen finder ikke anvendelse i Danmark.

6 Side 6/10 Selv om DFIM kan gøre regres over for det italienske erstatningsorgan, er J krav mod DFIM ikke et afledt krav. Rom II forordningen, der gælder i Italien, er derfor ikke afgørende for lovvalget i denne sag. Det er heller ikke afgørende, om det regreskrav DFIM kan rejse over for det italienske erstatningsorgan er begrænset af de italienske erstatningsregler. Det er i henholdt til dansk international privatret, som er fastlagt gennem retspraksis, udgangspunktet, at lovgivningen på skadesstedet finder anvendelse. Dette udgangspunkt kan fraviges, hvis sagen på alle andre punkter end skadesstedets beliggenhed alene har tilknytning til Danmark. Retten finder ikke, at dette er tilfældet i denne sag, allerede fordi der ikke er oplysninger om, at den i givet fald ansvarlige bil, dennes fører eller forsikringsselskab skulle have nogen tilknytning til Danmark. Retten finder ikke, at det forhold, at det følger af motorkøretøjsdirektivet og bekendtgørelsen, at kravet kan rejses direkte over for DFIM, medfører, at sagen, trods skadesstedet er i Italien, har så afgørende tilknytning til den danske retsorden, at dansk ret skal finde anvendelse. Af disse grunde frifindes DFIM for J påstand 2. Herefter bestemmes: Sagsøgte DFIM skal anerkende at være rette sagsøgte i denne sag. DFIM frifindes for påstanden om, at denne sag skal afgøres efter dansk ret." Parternes synspunkter Sagsøgeren har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori er anført følgende hovedanbringender: "at dansk ret i form af særligt retsplejeloven, færdselslovens 115a, bekendtgørelse nr. 579 af 6. juni 2007, kapitel 5, 17-20, motorkøretøjsdirektivet og forvaltningsloven samt forvaltningsretlige principper fastsætter rammerne for retssagen mellem sagsøger og sagsøgte som erstatningsorgan og sagsøgers krav mod sagsøgte, at de dér anførte regler om bl.a. bevisførelse, bevisbedømmelse samt bevismæssig- og processuel skadesvirkning og forpligtelserne for sagsøgte som offentlig myndighed eller i hvert fald som udøver af en myndighedsopgave er gældende for sagens behandling ved en dansk domstol, at retten ved kendelse af 9. december 2016 alene har taget stilling til hvilket lands erstatningslovgivning (min fremhævelse) der i givet fald skal finde anvendelse ved stillingtagen til erstatningsansvaret efter motorkøretøjsdirektivet for sagsøgte, jf. kendelsens ordlyd, er sagsøgte her frifundet for sagsø-

7 Side 7/10 gers påstand om, at dette skulle være dansk ret, at der ved erstatningslovgivning må forstås reglerne om 1) erstatningsansvar for motorkøretøjer, dvs. for italiensk rets vedkommende artikel 2054, 1. komma i den italienske Codici Civile, som beskrevet under sagens forberedelse og gengivet nedenfor, og om 2) erstatningsudmålingen, som efter italiensk ret er beskrevet i bilag 49 og 50, at sagsøgte er erstatningsansvarlig som erstatningsorgan for sagsøger tab efter italiensk erstatningslovgivning, idet sagsøger den 14. oktober 2011 var udsat for en færdselsulykke forårsaget af et ukendt køretøj i Italien, som efter artikel 2054, 1. komma i den italienske Codici Civile var ansvarlig herfor, og som sagsøgte efter motorkøretøjsdirektivet skal erstatte sagsøgers tab inden for rammerne af, at bevisførelsen og bevisbedømmelsen skal ske efter retsplejeloven og bekendtgørelse 579/2007, og det således er bevist, at må antages at skaden var forvoldt at et ukendt køretøj, at sagsøgte som erstatningsorgan er forpligtet til at komme med en begrundet stillingtagen til sagsøgers krav, hvilket sagsøgte ikke har gjort, men derimod har afvist blandt andet at forholde sig konkret til det af sagsøgte anført om erstatningsansvar og erstatningsudmåling, at sagsøgte som offentlig myndighed er forpligtet til at oplyse sagen og således ikke kan undlade at forholde sig konkret til erstatningsansvaret og erstatningsudmålingen, hvilket sagsøgte ikke har gjort, at sagsøgtes manglende iagttagelse af sine forpligtelser som erstatningsorgan og offentlig myndighed skal tillægges bevismæssig og processuel skadesvirkning for sagsøgte, at det vil stride med formålet med ordningen med erstatningsorganer og sagsøgtes forpligtelse til at oplyse sagen, hvis sagsøger som skadelidt skal føre bevis i form af syn og skøn eller indhentelse af juridisk responsa om italiensk ret, idet sagsøger og CONSAP i øvrigt ses at være enige om de italienske regler om erstatningsansvar og erstatningsudmåling, at bevisførelsen og bevisbedømmelsen også efter italiensk ret fører til, at det er bevist, at skaden var forvoldt af et ukendt køretøj, idet sagsøgte har tilkendegivet, at bevisreglerne er ens efter dansk og italiensk ret, at sagsøgers tab efter italiensk ret kan opgøres som principalt påstået af sagsøger, jf. sagens bilag 49 og 50, at sagsøger tillige har bevist følgerne for sagsøger af ulykken og dermed også tabets størrelse efter såvel dansk som italiensk ret, idet det efter italiensk ret

8 Side 8/10 er domstolene som fastsætter invaliditetsgraden, som danner baggrund for opgørelsen af erstatningen, at sagsøgte endvidere ved sin sagsbehandling og manglende iagttagelse af forpligtelser som erstatningsorgan og offentlig myndighed har pådraget sig et selvstændigt erstatningsansvar over for sagsøger, hvilket i det hele er underlagt dansk ret, og hvor såvel ansvarsgrundlag som tab er bevist." Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori sagsøger har sammenfattet sine anbringender som følger: "at sagsøger ikke har bevist, at et ukendt køretøj var årsag til sagsøgers påståede uheld, at der ikke var politi til stede, at de påberåbte vidner ikke så uheldet, at sagens initiale oplysninger heller ikke skriftligt sandsynliggør, at sagsøger måtte undvige for et ukendt køretøj, at sagsøger ikke ved længe efter at fremlægge uklare erklæringer om sagen kan tilsidesætte de initiale oplysninger, og at det mere sandsynligt var sagsøgers egen uhensigtsmæssige håndtering/kørsel der var årsag til uheldet. Videre gøres det gældende, at der ikke efter Italiensk ret gælder objektivt ansvar eller ansvar med omvendt bevisbyrde for et motorkøretøj, og at det derfor påhviler sagsøger at godtgøre, at det påståede ukendte køretøj agerede kørselsmæssig uagtsomt/ culpøst, at sagsøger ikke har løftet bevisbyrden herfor, at der ikke med henvisning til sagens oplysninger er grundlag for at lette sagsøgers bevisbyrde, at DFIM/Consaps eventuelle forpligtelse til at erstatte og godtgøre sagsøger ikke ændrer herpå, at hverken DFIM eller Consap ved sin ageren har accepteret eller imødekommet sagsøgers krav. På denne baggrund gøres det gældende, at DFIM skal frifindes, da sagsøger ikke har løftet sin bevisbyrde for at betingelserne for ansvar og kausalitet

9 Side 9/10 m.v. er opfyldte." Rettens begrundelse og afgørelse DFIM er jf. færdselslovens 115 a, stk. 1, af Justitsministeriet anerkendt som erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning for skader forvoldt af et u- kendt motorkøretøj i en anden EU medlemsstat, når den skadelidte er bosat i Danmark. Det fremgår af bekendtgørelse 19, at DFIM skal erstatte skader, der "må antages forvoldt af ukendt, motordrevet køretøj". Retten lægger til grund, at J den 4. juni 2015 styrtede med sin cykel i Italien og kom til skade. Udover J egen forklaring er hændelsesforløbet alene søgt oplyst ved fremlæggelse af to énsidigt indhentede vidneerklæringer. J har forklaret, at de to vidner ikke så ulykken, men kom til, da han lå på asfalten. Det fremgår af erklæringerne, at vidnerne så J på jorden straks efter ulykken, og at "herren var styrtet på grund af et køretøj". Da det ikke fremgår af erklæringerne, hvorpå vidnerne støtter, at J var styrtet på grund af et køretøj, og da det må lægges til grund, at vidnerne ikke så uheldet, samt da der er tale om ensidigt indhentede erklæringer, finder retten ikke, at erklæringerne kan tillægges nogen bevisværdi i forhold til ansvarsspørgsmålet. J har forklaret, at den direkte årsag til hans styrt var, at han med sin bremse blokerede forhjulet, og han fløj ud over styret. Han har videre forklaret, at han bremsede, fordi en ape (lille trehjulet lastbil), der kørte foran ham bremsede som følge af, at en forankørende bil bremsede, efter en bil - det angiveligt skadevoldende ukendte motorkøretøj - uden at overholde sivigepligt var kørt ud fra en sidevej og kørt videre i samme retning som de øvrige omtalte køretøjer. J har om sin egen kørsel forklaret, at han inden uheldet var nok 10 meter bag apen, at han nok kørte med en hastighed af km/t., og at han holdt afstand til apen, så han kunne nå at bremse. Hvis det lægges til grund, at det ukendte motorkøretøj kørte frem uden at overholde dets vigepligt, må det ligeledes lægges til grund, at dette skete på en sådan måde, at det var muligt for den foran J og apen kørende bil at bremse ned, så der ikke skete nogen påkørsel. Det må ligeledes lægges til grund, at apen, der kørte mellem den forankørende bil og J, havde mulighed for at bremse ned, så der ikke skete nogen påkørsel. J har forklaret, at han kørte med en hastighed og afstand til apen, så han kunne nå at bremse. J styrt med cyklen må derfor være sket, fordi J foretog opbremsningen på en uhensigtsmæssig

10 Side 10/10 måde, og kan kan derfor ikke antages at være forvoldt som en påregnelig følge af det ukendte køretøjs angivelige manglende overholdelse af dets vigepligt. Af disse grunde frifindes DFIM. J skal som den tabende part betale sagsomkostninger til DFIM. Beløbet fastsættes som et passende beløb til dækning af advokatudgifter til kr. Beløbet er fastsat i overensstemmelse med de vejledende satser og under hensyntagen til sagsgenstandens størrelse og sagens omfang og betydning. Thi kendes for ret: DFIM frifindes. J skal inden 14 dage i sagsomkostninger til DFIM betale kr. Ulrik Finn Jørgensen Dommer Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten i Lyngby, den 26. februar Camilla Drott, Retsassistent