KANDIDATAFHANDLING I PSYKOLOGI

Transkript

1 KANDIDATAFHANDLING I PSYKOLOGI EN KRITISK ANALYSE AF TEORIEN OM DET SÆRLIGT SENSITIVE BARN En beskrivelse og forklaring af måden og hyppigheden hvormed teorien om det særligt sensitive barn anvendes i dag A CRITICAL ANALYSIS OF THE THEORY OF THE HIGHLY SENSITIVE CHILD A description and explanation, in the manner and frequency, in which the theory of the highly sensitive child is currently used. Psykologisk Institut School of Business and Social Sciences Bartholins Allé Aarhus C. Anna Grønbæk Henriksen ( ) Vejleder: Klaus Nielsen Afleveringsdato: 13. juli 2015 Antal anslag: Antal normalsider: /2400 = 75 sider

2 Abstract This thesis seeks to critically describe and explain the theory of The Highly Sensitive Child and the manner and frequency in which the theory is currently used. According to the theory, highly sensitive children are born with a special nervous system, and exhibit the innate trait of high sensory processing sensitivity, which refers to the extent in which individuals, strongly and deeply, process a variety of stimuli in the inner and outer environment. However, this thesis will focus on other possible interpretations, besides a sensitive nervous system, that might have an effect on the origin and dissemination of the theory of the highly sensitive child. 1

3 Indholdsfortegnelse 1.Indledning Introduktion Problemformulering Disposition Refleksion, overvejelser og afgrænsning Litteratursøgning og litteraturmæssige problematikker Teorien om det særligt sensitive menneske En kort introduktion og indføring i teoriens oprindelse En selvstændig kategori HSP-skalaen og forældrespørgeskemaet En beskrivelse af det særligt sensitive barn Det sensitive barns ressourcer Overstimulering sensitivitetens akilleshæl Det neurobiologiske fundament Miljømæssige faktorer orkidébørn Opsamling Teoretiske og forskningsmæssige begrænsninger Manglende forskning og en teori baseret på personlige erfaringer Forfatterenes objektivitet Sårbarhed eller styrke? Kontekstsensitivitet på godt og ondt eller? Den neurologiske dokumentation f-mri-studierne Andres forskning som argumentation Kritik af måleredskabet til kategorisering af sensitivitet Uni- eller flerdimensionel? Opsamling Den biomedicinske forståelse af mennesket Biomedicin og magt hjernens tidsalder

4 4.2. ADHD Medicinering Sensitivitetsteorien som biopolitisk fænomen Kategorier og mennesker - looping-effekter Symptombillede frem for lidelseshistorie Opsamling Elementer i samtidskulturen Særlig sensitivitet og samfundsmæssige faktorers betydning Opsamling Patologiseringstendensen Særlig sensitivitet og patologiseringstendensen Opsamling Kritisk vurdering af fortolkningsrammerne Kritiske refleksioner Konsekvenser ved brug af den aktuelle forståelse af særligt sensitive børn Individualisering af problemerne og en monokausal forståelse Særlig sensitivitet og opvækstvilkår Særlig sensitivitet og den skolemæssige praksis Uhensigtsmæssig behandling Ansvar og skyld Opsamling Konklusion Litteraturliste Bilag

5 1.Indledning 1.1. Introduktion Teorien om det særligt sensitive menneske bygger på analyser af en genetisk betinget og medfødt høj sansebearbejdningssensitivitet. Særligt sensitive mennesker er født med større neurobiologisk modtagelighed, som betyder, at de påvirkes mere end andre af indre stemninger og indtryk fra omgivelserne (Aron, 2008). Et særligt sensitivt nervesystem medfører, at flere sanseindtryk tages ind, og at de bearbejdes dybere og mere nuanceret (Aron & Aron, 1997). Hovedforfatteren og pioneren bag teorien Elaine N. Aron introducerede det særligt sensitive træk i midten af 90 erne, og sidenhen er interessen for emnet vokset støt. Hovedværket The Highly Sensitive Person er oversat til 12 sprog og solgt i en million eksemplarer (Aron, 2008; Benham, 2006). Det er ikke kun voksne, der kan være særligt sensitive. Aron (2010) har observeret børn, der fra fødslen registrerer og reagerer intenst på mange nuancer i både deres indre verden (f.eks. sult og smerte) og ydre verden (f.eks. lyde, lys og andres stemningsleje). Derved opdages flere detaljer i omverdenen, hvilket giver barnet særlige muligheder, men med risiko for at barnet overvældes af disse informationer (Aron, 2010). Begrebet særligt sensitive børn har fået stor opmærksomhed de seneste år, og landet over profiteres der på foredrag og populærpsykologiske bøger med fokus på karaktertrækket. Der findes desuden adskillige hjemmesider og foreninger for særligt sensitive mennesker både i udlandet og i Danmark, og der er nem adgang på nettet til tests, der på kort tid kan afgøre, om man selv eller ens barn er blandt de % af befolkningen, der er særligt sensitive. Den danske facebookgruppe Særligt Sensitiv når livet virkelig mærkes har knap medlemmer. Der er således massiv interesse for emnet, ligesom både elektroniske og skrevne medier interesserer sig herfor. I denne afhandling vil jeg stille mig kritisk overfor fænomenet særligt sensitive børn og den måde og hyppighed, hvormed det anvendes i dag. Det beskrevne billede af særligt sensitive børn foranlediger en interesse for, hvordan man kan forstå det seneste årtis eksplosive vækst i antallet af børn, der kategoriseres som særligt sensitive og efterfølgende skal behandles på en særlig måde for, hvad der altovervejende defineres som en forskel i barnets hjerne. Er der teoretisk og empirisk belæg for teorien om det særligt sensitive barn? Hvordan har teorien opnået så stor 4

6 tilslutning? Er det neurobiologiske perspektiv den eneste mulige forklaring på, hvordan begrebet særligt sensitive børn bedst forstås? Det er blot et par af de spørgsmål, der har været drivkraften i arbejdet med denne afhandling. Jeg ønsker ikke at sætte spørgsmålstegn ved, at nogle børn er mere sensitive end andre. Der er ingen tvivl om, at betegnelsen til en vis grad indfanger et problemkompleks, som kan indfange en del børn (og deres forældre), og at det kan være svært og pinefuldt for disse børn, fordi de har svært ved at fungere og rumme verden. Men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om % af alle børn fødes med et særligt fintfølende nervesystem, der gør, at de skal behandles anderledes end andre børn. Der lægges i teorien om det sensitive barn særlig vægt på, at barnets sensitivitet er et udtryk for og en manifestation af et medfødt fintfølende nervesystem. I den forståelse ligger en implicit antagelse om, at det er noget i det enkelte individ, der forårsager kendetegnene. Det anerkendes i teorien, at et støttende miljø har betydning for det sensitive barns trivsel, men sociale, kulturelle og samfundsmæssige dimensioner negligeres i forståelsen af teorien om det særligt sensitive barns tilblivelse og udbredelse. Jeg ønsker derfor i nærværende afhandling at fokusere på, hvilke andre forklaringer der kan være på det store antal af børn, der karakteriseres som sensitive, og om der findes alternative fortolkningsrammer. Herved er det muligt at opnå en mere pluralistisk, kompleks og nuanceret forståelse af sensitiviteten. Afhandlingen vil indeholde forskellige synspunkter og perspektiver på den komplekse problematik, som en mangefacetteret diskussion af et fænomen, der hidtil har været underbelyst. Jeg skal ikke hævde at have det fulde overblik over sensitivitetslitteraturen, men ud fra mit kendskab, er det mit indtryk, at der er bemærkelsesværdigt lidt refleksion over teorien om det særligt sensitive barns tilblivelse og udbredelse. Det synes at understrege afhandlingens aktualitet og relevans. Formålet er således belysning af et aktuelt og relevant emne samt at give anledning til en undren overfor den dominerende opfattelse af sensitiviteten som noget tilhørende barnets neurobiologiske og genetiske udgangspunkt. Dette var de indledende overvejelser. 5

7 1.2. Problemformulering Ovennævnte betragtninger har ført til følgende problemformulering: Hvordan kan man forstå teorien om det særligt sensitive barns tilblivelse og udbredelse? En kritisk analyse af måden og hyppigheden hvormed begrebet særligt sensitive børn anvendes i dag Disposition I dette første kapitel er fokusområdet for afhandlingen blevet introduceret og i forlængelse heraf problemformuleringen. Kapitel to indeholder en generel indføring i teorien om det særligt sensitive menneske og en beskrivelse af det særligt sensitive barn. I kapitel 3 vil den teoretiske baggrund og forskningen bag begrebet særligt sensitive børn blive undersøgt med vægt på begrænsninger og uklarheder. I afhandlingens kapitel 4, 5 og 6 vil der som følge af den kritiske gennemgang i kapitel tre blive foreslået tre nye alternative fortolkningsrammer til forståelsen af teorien om det særligt sensitive barns tilblivelse og udbredelse. Kapitel 7 udgør nogle kritiske refleksioner over de foreslåede fortolkningsrammer. I kapitel 8 vil fokus være på konsekvenserne af måden og hyppigheden, hvormed teorien anvendes i dag. Afslutningsvis gives en konklusion på problemformuleringen. På baggrund af denne disposition synes det hverken hensigtsmæssigt eller muligt at opdele redegørelse og diskussion, hvorfor afhandlingen løbende vil veksle herimellem Refleksion, overvejelser og afgrænsning En stor del af teorien og forskningen omhandlende særlig sensitivitet har udgangspunkt i voksne, ligesom HSP-skalaen til voksne (instrumentet til måling af sensitivitet) er forsøgt underbygget empirisk og undersøgt i væsentlig større grad end testen udviklet til børn. Derfor vil afhandlingen, trods fokusering på sensitive børn, sommetider beskrive og tage udgangspunkt i teorien om og studier af særligt sensitive voksne for at opnå en fyldestgørende belysning af emnet. Aron (2010) og andre forfattere, der skriver om sensitive børn (f.eks. Delskov & Sonne, 2014), henviser ofte selv i deres bøger til teorien og forskningen foretaget i forhold til særligst sensitive voksne. Med forbehold og forsigtighed synes det derfor legitimt også at gøre det i denne afhandling. 6

8 Litteraturen omhandlende særlig sensitivitet vidner om, at der gennem tiden er blevet benyttet flere forskellige betegnelser til at beskrive sensitive mennesker, eksempelvis særligt sensitive mennesker, særligt sensitive børn, højsensitive, hypersensitive, HSP (Highly Sensitive Person) og SPS (Sensory Processing Sensitivity). De multiple betegnelser skal tilsyneladende ses som et udtryk for, at der ikke eksisterer en adækvat fællesbetegnelse, og nærværende afhandling vil derfor bruge betegnelserne lidt i flæng, men vil oftest anvende begreberne særlig sensitivitet, det særligt sensitive menneske og det særligt sensitive barn Litteratursøgning og litteraturmæssige problematikker Ønsket om en mere nuanceret belysning af særligt sensitive børn er foranlediget af en formodning om, at flere aspekter ved begrebet særligt sensitive børn og teorien herom ikke er tilstrækkeligt belyste. Litteratursøgningen bekræfter denne formodning. Med andre ord viser søgningen, at det er vanskeligt at finde kvalificeret litteratur med en mere kritisk tilgang til den aktuelle forståelse af det sensitive barn. I det hele taget er videnskabelig og empirisk litteratur om det særligt sensitive barn yderst begrænset. Størstedelen af litteraturen er populærvidenskabelige bøger, hovedsageligt skrevet til forældre. Derfor er der også søgt på og anvendt artikler omhandlende særligt sensitive voksne. Litteratursøgningen til specialet er foretaget i forskellige nationale og internationale databaser, ligesom der er foretaget kædesøgninger, hvor referencelister i relevant litteratur har fungeret som inspiration. Der er især søgt i PubMed og PsycInfo, og følgende sørgeord har været anvendt: sensory processing sensitivity, highly sensitive person, highly sensitive children. Den manglende videnskabelige litteratur på området synes at understrege afhandlingens relevans og legitimitet. 7

9 2. Teorien om det særligt sensitive menneske I det følgende gives en introduktion til og indføring i teorien om det særligt sensitive menneske. Dette med henblik på at introducere læseren for teorien og give en beskrivelse af særligt sensitive børn, men også i høj grad for at kunne anvende og vende tilbage til fænomenet i forhold til eksemplificering, konkretisering og tydeliggørelse af afhandlingens hovedpointer En kort introduktion og indføring i teoriens oprindelse Den amerikanske forsker og kliniske psykolog Elaine N. Aron er hovedskikkelsen bag teorien om det særligt sensitive menneske. I midten af 1990 erne introducerede hun teorien om et nyt syn på sensitivitet i sin populærvidenskabelige bog The Highly Sensitive Person, der sidenhen er blevet en international succes, og som har inspireret til flere bøger om emnet. Aron beskriver det at være særligt sensitiv som et nedarvet temperamentsmæssigt personlighedstræk, der findes hos % af alle mennesker, ligeligt fordelt mellem køn (Aron, 2008). Det særligt sensitive menneske er ifølge Aron født med et ekstra følsomt nervesystem. Nervesystemets forøgede sensitivitet medfører en særlig deltaljeret og dyb processering af indre og ydre stimuli, som beriger og styrker personens oplevelsesverden, men med risiko for overbelastning (Aron, 2008). Det er bearbejdningen af indtryk, der er anderledes og ikke sanserne i sig selv (Aron & Aron, 1997). En klar og præcis definition af begrebet synes ikke at fremgå, men eksempelvis gives denne forklaring: a genetically determined trait involving a deeper cognitive processing of stimuli that is driven by higher emotional reactivity (Aron, Aron & Jagiellowicz, 2012, s. 262). I definitionen lægges der vægt på tendensen til at bearbejde stimuli på en særlig måde og et generelt højere niveau af modtagelighed. Det understreges, at karaktertrækket er biologisk betinget. Aron fremhæver, hvordan det er helt almindeligt at have et sensitivt nervesystem. Det drejer sig om et neutralt personlighedstræk, en normal variation i menneskets naturlige temperament (Aron, 2010; August, 2009) En selvstændig kategori I sit hovedværk om det særligt sensitive menneske beskriver Aron, hvordan man i lang tid har studeret særligt sensitivitet, men beskrevet det med andre ord (Aron, 2008). Aron mener, at psykologisk forskning på denne måde har overset sensitiviteten 8

10 eller fejlagtigt rubriceret den som indadvendthed, hæmmethed, generthed eller angst (Aron et al., 2012; August, 2009). Med udgangspunkt i sin egen forskning argumenterer Aron for, at nogle sensitive mennesker kan være påvirkede heraf, medens andre er udadvendte og uden frygtsomhed og angst. 70 % af særligt sensitive mennesker menes at være indadvendte, mens omkring 30 % er udadvendte (Aron, 2008). Desuden har Aron i flere studier søgt at påvise sammenhænge mellem sensitivitet og andre personlighedstræk (Aron & Aron, 1997). Undersøgelserne viser, at sensitiviteten er delvist relateret til eksempelvis indadvendthed og neuroticisme, men ikke identisk hermed. Det indikerer, ifølge Aron, at særlig sensitivitet er en selvstændig afgrænset kategori, der ikke bør forveksles med andre karaktertræk eller psykiske lidelser. Målet med teorien om det særligt sensitive menneske var derfor at skabe en klar og mindre bred og diffus brug af begrebet (Aron & Aron, 1997) HSP-skalaen og forældrespørgeskemaet Aron opererer med to selvtest til vurdering af, hvorvidt man som voksen er særlig sensitiv, eller hvorvidt ens barn er særligt sensitivt. Fokus vil være på sidstnævnte, men en kort præsentation af testen til voksne synes relevant. Aron og hendes mand udførte 7 på hinanden følgende studier i forsøget på at konstruere et spørgeskema til måling af sensitivitet hos voksne (Aron & Aron, 1997). Forsøgene vil blive uddybet i næste kapitel, men resultaterne resulterede i måleredskabet The Highly Sensitive Person Scale (forkortet HSP-skalaen), der består af 27 udsagn, som testpersonen rater i forhold til, hvor godt udsagnet passer på vedkommende på en skala fra et til syv. På baggrund af testen til voksne og flere hundrede kvalitative interviews med forældre til sensitive børn udviklede Aron et spørgeskema med 23 spørgsmål omhandlende forskellige tankemønstre og adfærdstendenser, som forældre kan udfylde og ud fra svarene afgøre, hvorvidt deres barn er særligt sensitivt eller ej (Aron, 2010). Dette kaldes Is Your Child Highly Sensitive? A Parents questionnaire. Hvis forældrene kan svare ja til 13 eller flere spørgsmål, er der stor sandsynlighed for, at barnet er særligt sensitivt. Det gælder dog også, at hvis kun to af svarene er kendetegnende for barnet, men i ekstrem grad, er det, ifølge Aron (2010), også rimeligt at kalde barnet for særligt sensitivt. Spørgeskemaerne er vedlagt som bilag. 9

11 2.4. En beskrivelse af det særligt sensitive barn Efter den store succes med sin bog om sensitive voksne udvidede Aron sit arbejde til også at omfatte børn. Det typiske kendetegn for særligt sensitive børn er, ligesom for sensitive voksne, at de har et nervesystem, der opfanger mange sanseindtryk og bearbejder dem dybere og mere nuanceret (Delskov & Sonne, 2014). Det betyder, at børnene er følsomme overfor fysiske indtryk som lyd, lys, varme, kulde og grove tekstiler mod huden (Aron, 2010). Mange sensitive børn bryder sig derfor ikke om at have strømper på med sammensyninger eller tøj, der kradser. Allerede fra spædbørnsalderen vil børnene reagere på kraftige temperaturændringer, de vil græde, hvis de får skarpt lys i øjnene, og de bliver forskrækkede over høje, pludselige lyde (Aron, 2010). De er desuden bemærkelsesværdigt følsomme overfor fysisk smerte. Børnene er lette at overstimulere ved forandringer, konkurrence og tidspres (August, 2011). De bliver let overvældede, hvis der kommer mange input på en gang, eller hvis der sker ændringer i det, de er vant til. Derfor bryder sensitive børn sig ikke om støjende selskaber, deltagelse i holdsport med højt tempo eller hvis alle i klassen kigger på dem, når de skal besvare et spørgsmål, og de forsøger derfor at undgå sådanne situationer (Aron, 2010). Børnene har intense følelser og bliver meget påvirkede af andres humør og stemninger, eksempelvis bliver andres kritik og forventninger bearbejdet dybere i nervesystemet (August, 2011). De kommer let til at græde, når deres følelser såres, men de kan også være så lykkelige, at de ikke kan rumme det (Aron, 2010). Børn, der er særligt sensitive, tænker, før de handler (August, 2011). De overvejer deres handlemuligheder, og sammenligner dem med tidligere erfaringer. Derfor iagttager de gerne andres leg og lægger mærke til, hvad den går ud på, inden de går ind i den. Det betyder, at særligt sensitive børn sjældent er impulsive eller kaster sig ud i risikofyldt adfærd (Aron, 2010). Børnene kan af den grund fremstå generte eller frygtsomme, men det er bare barnets naturlige trang til at betragte og overveje situationen, før det går videre frem (Aron, 2010). Det sensitive barn tænker og reflekterer mere end andre børn. De stiller dybdegående spørgsmål og er meget videbegærlige samt meningssøgende. Det slås fast, at der ikke findes en præcis beskrivelse, der dækker hver eneste sensitive barn fuldstændigt, da sensitiviteten kan udtrykkes meget forskelligt trods de beskrevne fællestræk (Aron, 2010). 10

12 2.5. Det sensitive barns ressourcer Aron lægger stor vægt på at frigøre karaktertrækket fra negativt ladede fordomme og søger at etablere en nuanceret forståelsesramme, der lægger vægt på de særligt sensitive menneskers styrker (Aron, 2008; August, 2009). Et hovedbudskab i sensitivitetsteorien er derfor ikke at diskvalificere børnene, men have øje for deres ressourcer og værdifulde kvaliteter. Sensitive børn vil typisk have en højere begavelse, en større indlevelsesevne og empati, kreativitet, samvittighedsfuldhed og pligtopfyldenhed (August, 2011). De har et rigt, sammensat indre liv med dybe refleksioner over livet, sig selv og deres relationer (Aron, 2008; August, 2009). Derfor er det sensitive barn også bedre end andre børn til at tolke, hvad der sker i noget eller nogen, ligesom de har en høj grad af omsorg for andre samt en markant evne til at være nærværende (Delskov & Sonne, 2014). Tendensen til at opfange mange detaljer og fine nuancer menes også at fremme en god intuition samt medføre præcision i opgaver, der skal løses. De er gode problemløsere, fordi de ser sammenhænge og muligheder, som andre ikke umiddelbart ser. Børnene har en livlig fantasi og sætter pris på oplevelser i forbindelse med natur og musik (Aron, 2010). Aron fremhæver sensitiviteten som en styrke, og som noget forældrene og barnet bør værdsætte højt. Som nævnt hører der dog til selvsamme egenskab en øget risiko for overstimulering Overstimulering sensitivitetens akilleshæl Idet barnet er født med en høj sansebearbejdningssensitivitet, kan det ikke slå sensitiviteten til og fra. Det betyder, at barnet konstant bruger mange ressourcer på at forholde sig til og bearbejde en omfattende registrering af en større mængde indtryk end andre børn. Når det særligt sensitive barn befinder sig i sammenhænge, hvor der ikke er flere indtryk, end det kan nå at bearbejde, fungerer barnet, uden at sensitiviteten skaber problemer (Delskov & Sonne, 2014). Omvendt vil sensitive børn blive overvældede af støjende, komplekse situationer, der hele tiden forandrer sig. Særligt hvis de opholder sig længe i sammenhængen. Sensitiviteten forøger derfor barnets risiko for at blive overstimuleret. Et sensitivt barn, der overstimuleres, fungerer dårligere, det tænker ikke så klart, det kan overskue mindre, føler sig forvirret, og det kan få hjertebanken og er i en tilstand, hvor dets funktions- og trivselsniveau forringes i væsentlig grad (Aron & Aron, 1997; Delskov & Sonne, 11

13 2014). Når et sensitivt barn overstimuleres, kan det reagere forskelligt i forsøget på at håndtere situationen (Aron, 2010; Delskov & Sonne, 2014). Nogle børn reagerer med humørsyge eller får raserianfald for at undgå det, der overvælder dem. De kan beklage sig over ting, eksempelvis tøj der kradser. Andre vælger at holde sig for sig selv, i håbet om, at ingen vil lægge mærke til dem. Nogle sensitive børn bliver overgearede og energiske, andre ligger på gulvet og skriger. Endelig er der de børn, der giver op, fordi de føler, de har prøvet alt, hvilket resulterer i indelukkethed og bekymring (Aron, 2010). Denne opførsel medvirker til, at de mennesker, der er omkring børnene, ofte undrer sig over deres opførsel og reaktioner, fordi de ikke passer ind i det generelle adfærdskodeks (Delskov & Sonne, 2014). Børnene selv føler sig også anderledes (Aron, 2010) Det neurobiologiske fundament Det er en udbredt opfattelse i teorien om det særligt sensitive barn, at sensitiviteten henføres til en genetisk nedarvet disposition i form af et medfødt fintfølende nervesystem. Sensitiviteten menes at være udviklet evolutionært og forekomme på tværs af kulturer og dyrearter lige fra leddyr til pattedyr (Aron et al., 2012; Suomi, 1987; 1991; Wilson, Coleman, Clark & Biederman, 1993; Wolf, Van Doorn & Weissing, 2008; 2011). Hjernen indeholder milliarder af nerveceller, der er med til at styre menneskets tanker, følelser, adfærd og bevægelser, og behandler alle de indtryk, som kommer udefra og fra kroppen selv (Erikson, 2003). Nervecellerne sender konstant elektriske signaler til hinanden, og det er denne registrering af sanseindtryk, der menes at forekomme stærkere hos særligt sensitive mennesker, og som medfører en større modtagelighed og finere registrering af information (Jawer, 2005). Således får det særligt sensitive barn flere indtryk at bearbejde og forholde sig til, hvilket fører til, at barnet hurtigere overstimuleres og udmattes, men gør det også i stand til at opfange fine detaljer og nuancer samt processere information mere grundigt, før det handler. Herved undgås impulsiv og risikabel adfærd (Aron, 2010). Sådanne fordele er brugt som argumentation for, at sensitiviteten har en række evolutionære fordele og fungerer som overlevelsesstrategi (Aron & Aron, 1997; Aron et al., 2012). Det er nyttigt at have nogle i en flok, der er årvågne overfor fare, ser detaljer i miljøet, som andre ikke får øje på, og som er gode til at aflæse andres behov. Samme forskellige overlevelsesstrategier ses også indenfor dyreverdenen (Aron et al., 2010). 12

14 Begrundelsen for, at kun % er særligt sensitive er, at overlevelsesstrategien med omhyggelig iagttagelse af miljøet og stærkere reaktioner på stimuli kun er en fordel, når få benytter den (Aron et al., 2012). Der vil også være brug for nogle i flokken, der handler spontant og umiddelbart. Som støtte til antagelsen om særlig sensitivitet som et evolutionært udviklet fænomen, der er biologisk forankret i nervesystemet, anvendes studier af f-mri-hjernescanninger. Eksempelvis finder Jagiellowicz et al. (2011), at personer, der ud fra HSP-skalaen blev kategoriseret som særligt sensitive, havde større hjerneaktivitet i områder forbundet med højere-ordens visuel bearbejdning end personer kategoriseret som ikke-sensitive, når de løste en visuel test. Responstiden var desuden længere for de særligt sensitive forsøgspersoner, der registrerede selv subtile visuelle forandringer. Resultaterne bruges som støtte til teoriens antagelse om, at særlig sensitivitet er biologisk konstitueret, og hænger sammen med biologiske strukturer i hjernens nervesystem. Det betyder dog ikke, at miljøet ikke har betydning Miljømæssige faktorer orkidébørn En hovedpointe i teorien om det særligt sensitive barn er, at barnet ikke bare kan tage sig sammen og være mindre sensitiv. Følsomheden og dybsindigheden er noget, barnet er født med og ikke kan lave om på (August, 2011). Børnene skal derfor fra omgivelserne have hjælp til at acceptere og forstå sig selv og leve i balance med den følsomhed, de er født med (Aron, 2010). Hvorvidt sensitiviteten lader sig manifestere som primært en sårbarhed eller en styrke er afhængig af miljøet (Aron, 2010). Hvis børnene får de rette vilkår, sådan at de ikke overstimuleres unødigt, og hvis de bliver set og anerkendt for deres kvaliteter, vil børnene fremstå ressourcestærke (Delskov & Sonne, 2014). Omvendt vil de skabe uro og være ressourcekrævende, hvis de overstimuleres i høj grad. Derfor er det afgørende for barnet, at dets primære omsorgspersoner har gode strategier for at undgå overstimulering. Sensitive børn trives i et tilpas stimulerende miljø og har brug for en hverdag med alenetid, struktur og forudsigelighed (August & August, 2013). Der bør være perioder med afskærmning fra mange stimuli, hvor barnets nervesystem får ro (Aron, 2010). Ifølge teorien er særligt sensitive børn derfor i særlig grad afhængig af deres omgivende miljø, fordi de gennem deres medfødte modtagelighed har en øget responsivitet overfor den kontekst, de befinder sig i. Det betyder, at børnene vil lide ekstra meget 13

15 under ugunstige opvækstvilkår, men derimod også få særligt meget ud af et gunstigt opvækstmiljø (Aron, 2010). Følgende citat synes at understrege pointen: In that sense, from a very young age they are more affected by nurture, because of their genetics, their nature (Aron et al., 2012, s. 272). Derfor benævnes sensitive børn som orkidebørn, der modsat mælkebøttebørn, som har en evne til at udvikle sig og trives trods et belastet miljø, har brug for støttende og berigende omgivelser for at kunne blomstre (August & August, 2013) Opsamling I det ovenstående er der blevet redegjort for teorien om det særligt sensitive menneske, hovedtræk i teorien er blevet fremhævet og beskrevet, ligesom det sensitive barn er blevet defineret. Denne beskrivelse af teorien om det særligt sensitive barn har søgt at være objektiv og loyal overfor de anvendte teoretikere og udgør derfor den aktuelle forståelse af teorien, som de fleste læser og forstår den. 14

16 3. Teoretiske og forskningsmæssige begrænsninger I det forrige kapitel blev teorien om det særligt sensitive menneske gennemgået, ligesom det særligt sensitive barn blev beskrevet. Som nævnt i indledningen er drivkraften bag afhandlingen en række kritiske spørgsmål til denne aktuelt herskende forståelse af særlig sensitivitet. En forståelse som i høj grad er domineret af en genetisk og neurobiologisk tilgang. Formålet med afhandlingen er at anlægge et nyt perspektiv på fænomenet særlig sensitive børn med fokus på andre mulige dimensioner og fortolkningsrammer, der ofte lades ude af betragtning, når særlig sensitivitet beskrives og diskuteres. Som led i en ny og alternativ forståelse synes det relevant med en gennemgang af sensitivitetsteoriens nuværende udformning, sammenhængskraft og empiriske dokumentation. På trods af påstanden om begrebet særlig sensitivitet som et velbegrundet og velfunderet begreb, kan der peges på flere uafklarede og kontroversielle problemstillinger ved både teoretiske og empiriske aspekter, hvilket vil blive udfoldet i følgende kapitel. Idet teorien om det særligt sensitive barn bygger på teori og empiri omhandlende særligt sensitive voksne, vil kapitlet indeholde teori og forskning fra begge områder Manglende forskning og en teori baseret på personlige erfaringer Aron beskriver i introduktionen til bogen om særligt sensitive børn, hvordan de oplysninger, man finder i denne bog, bygger på solide kendsgerninger (Aron, 2010, s. 12). Det har dog, som beskrevet i indledningen, ikke været muligt at finde kvalificerede videnskabelige artikler om særligt sensitive børn eller testen til kategorisering heraf i nogle af de anvendte databaser, hverken udarbejdet af Aron eller andre inden for feltet. Det synes at være en afgørende begrænsning ved teorien om særligt sensitive børn, at videnskabelig og empirisk litteratur på området er yderst begrænset, også selvom studier af særligt sensitive voksne anvendes som argumentation. Der henvises i Arons bøger om særligt sensitive børn heller ikke til nogen konkrete studier om sensitive børn, hvorfor teorien hovedsageligt er baseret på Arons personlige erfaringer med de hundredevis af voksne, forældre og børn, hun beskriver at have været i kontakt med gennem sine undersøgelser af sensitivitet (Aron, 2010). Der inddrages også aspekter ved sensitiviteten, som er beskrevet tidligere inden for psykologien, eksempelvis Kagans (1992) forskning om hæmmede børn. Det vil blive uddybet i et af de følgende afsnit. En teori hovedsageligt baseret på 15

17 personlig erfaring og nyfortolkning af andres forskning synes ikke at være et tilstrækkeligt videnskabeligt fundament, ligesom det stiller store krav til forfatterens objektivitet Forfatterenes objektivitet Aron (2008) beskriver, hvordan hun selv og et af hendes børn er særligt sensitive, og hvordan udforskningen og forståelsen af sensitiviteten har beriget hendes liv. Det er en generel tendens, at størstedelen af den skrevne litteratur på området er skrevet af personer, der oplever sig selv som særligt sensitive (Lolk; 2013; Møberg; 2009; Thomsen, 2015). Aron (2010) fremhæver det som en styrke, at hun selv er særligt sensitiv og kender til karaktertrækket personligt. Dog synes der også at være noget problematisk forbundet med denne personlige involvering, idet Aron ikke umiddelbart formår at forholde sig objektivt til begrebet. Selvom Aron (2008) eksplicit skriver, hvordan det ikke er hensigten at fremstille særligt sensitive mennesker som en overlegen gruppe, bærer beskrivelserne i hendes bøger præg af en grundlæggende positiv tilgang. Hele tiden anvendes betegnelsen vi eller du, måske i et forsøg på at give læseren en følelse af forståelse og imødekommenhed. Eksempelvis skriver Aron (2008) i introduktionen til sin første bog om emnet: Denne bog drejer sig både om dit personlige medfødte fysiske karaktertræk og om din hyppigt upåskønnede samfundsmæssige betydning. Du blev født til at være blandt rådgivere og tænkere, dit samfunds åndelige og moralske ledere. Der er al grund til stolthed. (s. 47) og Dit karaktertræk gør dig virkelig til noget særligt (s. 34). Også flere steder i bogen om særligt sensitive børn fremhæver Aron (2010): At have et særligt sensitivt barn er en stor velsignelse (s. 15). Det er ikke kun Aron, der er fokuseret på at fremhæve sensitiviteten som noget enestående og særligt. På samme måde skriver Thomsen (2015), hvis bog om sensitive mennesker har ligget på toppen af alle danske boghandleres bestsellere flere uger efter udgivelsen: Du er altså en gave, ikke bare til dig selv, men også til andre. Din naturlige og medfødte evne til at skelne subtile nuancer, gå i dybden og have fine fornemmelser på den fede måde er helt speciel, og verden burde klappe, hver gang du viser dig (s.33). 16

18 Således forekommer beskrivelser af særligt sensitive mennesker flere steder langt fra neutrale. De positive sider ved at have et særligt sensitivt barn vægtes også højt, noget der ikke stemmer helt overens med, at Aron (2010) beskriver, hvordan der er en række udfordringer forbundet med at være forældre til sensitive børn, især i forhold til overstimulering. Desuden beskriver Aron (2010), hvordan det sensitive barn, hvis det udsættes for få belastende oplevelser, vil være i risiko for at blive bange, generte og deprimerede. Umiddelbart synes det ikke som en velsignelse. Denne vægtning af positive sider gennemgås nærmere i næste afsnit. Tendensen til at favorisere det at være særligt sensitiv gør sig også gældende i forhold til fremstillinger af forskningsfund. Eksempelvis skriver Delskov og Sonne (2014) i deres beskrivelse af det føromtalte f-mri-studie foretaget af Jagiellowicz et al. (2011): De sensitives hjerne arbejdede mere ihærdigt for at finde de små forskelle, og de kunne se dem. De var måske også mere villige til at gøre den indsats, der skulle til for at se forskellene. Det kunne se ud, som om de mindre sensitive ikke orkede at finde disse forskelle (s. 22). Denne beskrivelse af et forskningsfund synes ikke at være objektiv og faglig neutral og bærer præg af personlig tolkning, idet de mindre sensitive i forsøget også finder forskellene på billederne, deres hjerne viser blot ikke så meget aktivitet (Jagiellowicz et al., 2011). Ordet orkede ikke virker også negativt ladet som om mindre sensitive er mere dovne. Igen sættes sensitive mennesker i et særligt positivt lys og en tydelig sympati fornemmes, hvilket influerer på tolkningen af undersøgelsens resultater. På samme måde handler størstedelen af Arons bøger om, hvordan sensitivitetsbegrebet bør frigøres fra negativt ladede fordomme, og hvordan en mere nuanceret forståelsesramme, der inkluderer de positive kvaliteter, kan opstilles. Spørgsmålet er, om denne tendens til fokus på de positive kvaliteter er empirisk dokumenteret eller blot et personligt brændende ønske om at flytte fokus fra de sårbare aspekter hen imod de mere positive sider. Det vil blive behandlet i det følgende. 17

19 3.3. Sårbarhed eller styrke? Aron (2008; 2010) fremhæver flere steder, hvordan meget af litteraturen og forskningen omhandlende særlig sensitivitet har været centreret omkring negative konsekvenser ved sensitiviteten. Aron gør derfor meget ud af at fremhæve, hvordan særligt sensitive mennesker er udstyret med et unikt træk, der rummer mange potentialer og udviklingsmuligheder, hvis de bliver forstået og behandlet rigtigt. Andre teoretikere indenfor feltet pointerer ligeledes, hvordan sensitiviteten er en styrke, man bør værdsætte (Delskov & Sonne, 2014; Møberg, 2014; Thomsen, 2015). Men er der teoretisk og empirisk belæg for de positive sider ved sensitiviteten? I forhold til HSP-skalaen til voksne og forældrespørgeskemaet til kategorisering af sensitive børn fylder de positive sider meget lidt i forhold til mere negativt ladede og begrænsende aspekter. Idet begge måleredskaber er udviklet til at kunne måle graden af sensitivitet, burde de også indeholde de beskrevne positive sider, der efter sigende er karakteristiske for særligt sensitive mennesker, og som fylder meget i den teoretiske beskrivelse af sensitiviteten. Evans og Rothbart (2008) har inddelt spørgsmålene i HSP-skalaen for voksne i to grupper og kategoriserer 18 af de 27 spørgsmål som primært negative og sårbare aspekter associeret med sensitiviteten. I forhold til Arons forældrespørgeskema til måling af sensitivitet hos børn er hovedvægten også på de negative konsekvenser. Umiddelbart er kun 2 ud af de 23 spørgsmål af positiv karakter, herunder har en intelligent sans for humor og lægger mærke til hvis andre er kede af det (der er flere neutrale spørgsmål, eks. er perfektionist, dette synes dog at rumme både positive og negative aspekter). På trods af den store betydning, som de positive sider tillægges i teorien, er der altså kun få spørgsmål i testen, der synes at indfange sensitivitetens påståede styrker og kvaliteter. Det synes utilstrækkeligt, set i forhold til den vægt, de positive sider tillægges i teorien, at de ikke fylder mere i de måleinstrumenter, der er udarbejdet af Aron til at måle graden af sensitivitet hos voksne og børn. Der er således ikke overensstemmelse mellem væsentlige pointer i teorien og de spørgsmål, der udgør hhv. HSP-skalaen til voksne og forældrespørgeskemaet til børn. Dette synes problematisk, eftersom de positive sider fremhæves som en af de væsentligste tilføjelser til tidligere teorier om sensitivitet (Aron & Aron, 1997). Det betyder også, at testene til måling af sensitivitet hos børn og voksne er ufuldstændige mål for særlig sensitivitet, idet væsentlige dele af teorien ikke er afspejlet heri. Eller også er de positive sider ikke så stor en del af 18

20 sensitiviteten, som Aron og kollegaer beskriver? Som støtte til denne påstand er et studie udført af Gearhart og Bodie (2012), der vha. confirmatory factor analysis 1 finder, at HSP-skalaen for voksne bliver et mere reliabelt og præcist måleredskab, når bestemte items fra skalaen eksluderes. De items der fjernes involverer mange af de i forvejen få, der omhandler de positive aspekter, eksempelvis: Do you have a rich, complex inner life?, Are you deeply moved by the arts or music? og Are you conscientious?. Det tyder på, at de positive aspekter ved sensitiviteten, som ellers fremhæves som en af teoriens hovedpointer, i ringe grad afspejler kernen ved sensitiviteten. Undersøgelser af de positive aspekter ved sensitiviteten, herunder eksempelvis dybere og mere nøjagtig og detaljeret processering, samvittighedsfuldhed, kreativitet og empati er også væsentligt dårligere repræsenteret end undersøgelser af de mere negative aspekter ved sensitiviteten (Acevedo et al., 2014; Jagiellowicz et al., 2011; Gearhart, 2012). I forhold til den mere nøjagtige og detaljererede processering synes det ikke at være empirisk understøttet. Tværtimod finder Jagiellowicz et al. (2011) i det føromtalte studie, at personer, der scorer højt på HSP-skalaen, og som løser en visuel test med forskellige landskabsbilleder, har ekstra hjerneaktivitet i bestemte hjerneområder, men det giver ikke nogen fordel i form af større akkurathed og præcision. De særligt sensitive deltagere er ikke bedre end de ikke-sensitive til at opdage ændringer i billederne, og således bliver det kun den øgede hjerneaktivitet og reaktionstid, der står tilbage, hvilket ikke synes som en fordel. Som støtte hertil finder Gearhart (2012), der undersøger særlig sensitivitet i forhold til kommunikation, heller ikke nogen sammenhæng mellem sensitivitet og evnen til registrering af detaljer og konkluderer: HSPs do not appear to be more accurate than non-hsps at decoding test (s. 123). Der synes således at være mangel på evidens og modstridende empiriske resultater i forhold til påstanden om mere akkurat og deltaljeret processering. Et andet positivt aspekt ved sensitiviteten, der ofte fremhæves, er evnen til at fornemme og indleve sig i andres situation og derigennem have en særlig høj grad af empati (Aron, 2008). Flere studier har undersøgt dette (Acevedo et al., 2014; 1 En faktoranalyse der gør det muligt at opdage problematiske items i en skala. 19

21 Gearhart, 2012; Liss, Mailloux & Erchull, 2008). Som støtte til Arons påstand om en øget grad af empati hos særligt sensitive menneske finder Acevedo et. al. (2014) i et f- MRI-studie, at personer kategoriseret som særligt sensitive havde øget aktivitet i hjerneområder forbundet med empati, når de så på billeder af triste og glade ansigter sammenlignet med, når de så på neutrale ansigtsudtryk. Den øgede hjerneaktivitet forekom især, når de så på billeder af deres partner. Desuden fandt man også forskelle i øget aktivitet i hjerneområder forbundet med generel opmærksomhed. Studiet er blevet brugt til at understøtte påstanden om, at særligt sensitive menneske er mere opmærksomme på andre mennesker og deres sindsstemninger. Andre har dog ligeledes undersøgt særligt sensitive mennesker og deres empatiske evner og finder mere modstridende resultater. Eksempelvis finder Gearhart (2012) i et studie af særligt sensitive og deres evne til at afkode andres følelsesmæssige stemninger i tre forskellige afkodningsopgaver (eks. skal de lytte til forskellige optagelser og vurdere om personerne er glade eller kede af det ud fra deres stemmeføring), at særligt sensitive ikke er mere præcise i deres bedømmelse af andres humør og stemningsleje end ikke-sensitive. Desuden finder Liss et al. (2008), der deler sensitiviteten op i tre forskellige former (en nærmere uddybning heraf følger), at to af formerne korrelerer positivt med bestemte kommunikative og relationelle problemer, herunder eksempelvis nedsat evne til at identificere og beskrive følelser samt registrere subtile sociale tegn. Der er derfor blandede resultater til understøttelse af pointen omkring særligt sensitive menneskers øgede empatiske evner, og visse resultater peger ligefrem i retning af, at sensitiviteten kan være forbundet med mangelfulde empatiske evner. Et enkelt studie har undersøgt sammenhængen mellem samvittighedsfuldhed og sensitivitet hos 108 studerende (Ahadi & Basharpoor, 2010). I studiet deles sensitiviteten igen op i tre former, og kun én af sensitivitetsformerne korrelerer positivt med samvittighedsfuldhed målt ud fra Costa og McCraes (1989) femfaktormodel (NEO-Five Factor Inventory). Der blev ikke fundet en signifikant sammenhæng mellem de to andre former for sensitivitet og samvittighedsfuldhed. Resultaterne er derfor blandede og i modstrid med Arons pointe om, at alle særligt senstive mennesker skulle være mere samvittighedsfulde. I forhold til kreativitet og intuition, som også fremhæves som væsentlige positive aspekter ved sensitiviteten, er der ikke lavet empiriske undersøgelser af denne formodede sammenhæng. Det har i hvert fald ikke været muligt at finde sådanne undersøgelser ud fra litteratursøgningen foretaget i forbindelse med denne afhandling. 20

22 I forhold til de mere negative aspekter ved sensitiviteten er de væsentligt mere repræsenteret i både HSP-skalaen til kategorisering af sensitive voksne og forældrespørgeskemaet til kategorisering af sensitive børn. Eksempelvis er der spørgsmål i forældrespørgeskemaet som: Bliver let forskrækket, Er svær at få til at sove efter en spændende dag og Har det ikke godt med store forandringer (Aron, 2010). Ligesom størstedelen af Arons bog om særligt sensitive børn handler om overstimulering og hjælp til at undgå dette. Det anerkendes altså, at der til de beskrevne potentialer hører en ganske stor bagside ved sensitiviteten i form af overstimulering. Overstimulering fremhæves desuden som den medierende faktor mellem sensitivitet og forskellige negative konsekvenser (Aron, 2008; Aron, Aron & Davies, 2005). Aron selv har ikke eksperimentelt undersøgt de negative konsekvenser ved sensitiviteten, men baserer beskrivelserne på sine interviews og spørgeskemaundersøgelser, der kort nævnes i hendes bøger og artikler, men ikke fremstilles og forklares yderligere. Det synes i sig selv problematisk. Flere andre har undersøgt de negative aspekter nærmere, og mange undersøgelser peger på, at sensitiviteten udgør en væsentlig sårbarhedsfaktor i forbindelse med forskellige psykopatologiske lidelser, herunder risiko for udvikling af stress (Benham, 2006; Gearhart & Bodie, 2012), ængstelig (evasiv) personlighedsforstyrrelse (Meyer & Carver, 2000), angst og kronisk generthed (Aron et al., 2005; Bakker & Moulding, 2012; Liss, Timmel, Baxley & Killingsworth, 2005; Liss et al., 2008), socialfobi (Neal, Edelmann & Glachan, 2002) samt depressionssymptomer (Bakker & Moulding, 2012; Liss et al., 2005). Studier viser også, at særligt sensitive rapporterer om flere helbredsproblemer end mindre sensitive (Benham, 2006), og at særligt sensitive kvinder er i risiko for udvikling af spiseforstyrrelser (Goldstein, 2003). Samlet set viser studierne, at særligt sensitive er i større risiko for at udvikle forskellige psykiske og fysiske lidelser end de, der ikke er sensitive. I modsætning til den ovenfor beskrevne manglende og til tider modstridende teori omhandlende de mere positive aspekter ved særlig sensitivitet, synes der altså at være langt større og stærkere empirisk grundlag for de negative aspekter forbundet hermed. Ligesom disse vægtes højere i både HSP-skalaen til kategorisering af sensitive voksne og forældrespørgeskemaet til kategorisering af børn. Det samme finder Kleist (2014), der undersøger, hvorvidt der er teoretisk og empirisk grundlag for at forstå særlig sensitivitet som primært en sårbarhed eller styrke. Bakker og Moulding (2012) beskriver ligeledes, hvordan litteraturen og forskningen hovedsageligt har beskrevet 21

23 og undersøgt de mere negative aspekter ved sensitiviteten. Især antallet af studier er langt større (Bakker & Moulding, 2012). Det i sig selv er ikke decideret i uoverensstemmelse med teorien om det særligt sensitive menneske, idet Aron er enig i, at der med sensitiviteten følger en større risiko for overstimulering, men det synes at være i uoverensstemmelse med Arons afgørende teoretiske antagelse om, at sensitiviteten er en velsignelse og en gave med underbyggede potentielle styrker. Der er således risiko for, at Aron tillægger særligt sensitive mennesker en række karakteristika, som de reelt ikke udmærker sig til, idet de negative aspekter ved teorien er langt mere understøttede end de positive. Både i forhold til antallet og omfanget af relevante undersøgelser, men også pga. manglende overbevisende resultater vedrørende de kvaliteter, der efter sigende skulle følge med sensitiviteten. Det kan tænkes at spille ind, at Aron er personligt involveret i teorien og dermed har et større fokus på trækkets positive sider, end hvad der egentlig er rimeligt. Man foranlediges også til at tro, at vægtningen af de positive sider er en del af en salgsstrategi hvem vil ikke gerne betale penge for bøger og kurser, der beskriver ens barn som mere opmærksom, empatisk og samvittighedsfuld end de fleste? Desuden stiller det stort spørgsmålstegn ved Arons argumentation for sensitiviteten som en evolutionsbaseret overlevelsesstrategi, at de positive sider ikke kan dokumenteres bedre, og at de negative aspekter er så veldokumenterede. Hvorfor skulle evolutionen have tilladt, at sensitiviteten er blevet ført videre gennem generationer, hvis den udgør en markant sårbarhed overfor udviklingen af diverse problemer og svagheder? Dette uddybes senere Kontekstsensitivitet på godt og ondt eller? Udover de positive sider forbundet med særlig sensitivitet er endnu en væsentlig pointe i Arons teori, at det sensitive barn, grundet dets dybere og grundigere registrering og bearbejdning af stimuli, vil påvirkes mere end andre børn af det miljø, det vokser op i (Aron, 2010). Det gælder både i forhold til et positivt og negativt miljø. Særligt sensitive børn, der vokser op i et ugunstigt miljø, vil være i større risiko for udviklingen af negative psykologiske udfald end andre børn vokset op under lignende forhold. Modsat vil sensitive børn, hvis de er vokset op under stabile og trygge forhold, også have større gavn af et sådant gunstigt miljø, hvor de vil trives. Altså vil særligt sensitive børn generelt være mere modtagelige overfor miljømæssige 22

24 påvirkninger. Som empirisk støtte til denne antagelse er en undersøgelse udført af Aron et al. (2005). Undersøgelsen består af fire individuelle studier, der har som formål at undersøge sammenhængen mellem sensitivitetens udfald og opvækstmiljø. Især undersøges sammenhængen mellem et godt og dårligt opvækstmiljø og udviklingen af generthed (i en sådan grad at det fører til begrænset livsudfoldelse) og negativ affekt for mennesker, der er henholdsvis sensitive og ikke-sensitive. Studie 1, 2 og 3 er baseret på spørgeskemaundersøgelser, hvor forskellige måleredskaber anvendes til måling af hhv. generthed, negativ affekt og opvækstmiljø hos forskellige grupper af mennesker kategoriseret ud fra HSP-skalaen. Studie 4 er et eksperimentelt design, der undersøger, hvordan sensitive mennesker reagerer på løsning af en række opgaver. Resultaterne fra studie 1, 2 og 3 illustreres via forskellige grafer. Disse er vedlagt som bilag. Med udgangspunkt i resultaterne fra studie 2 argumenterer Aron et al. (2005) for, at gruppen af særligt sensitive, der er vokset op under gode vilkår, scorer lavere på generthed og negativ affekt end de, der ikke er særligt sensitive, og som er vokset op under samme gunstige vilkår (se venligst grafen i bilag). Det anvendes i artiklen som tegn på, at de særligt sensitive er mere velfungerende og klarer sig bedre, og bruges som støtte til argumentet om, at særligt sensitive mennesker får mere ud af et støttende og gunstigt opvækstmiljø end ikke-sensitive mennesker og altså er mere påvirkelige af konteksten. Samme tendens findes dog ikke i studie 1 og 3 (se venligst graferne i bilag). Her findes ingen forskel i graden af generthed mellem særligt sensitive og ikke-sensitive opvokset under samme gunstige vilkår, og de særligt sensitive scorede endda gennemgående højere i forhold til negativ affekt end de mindre sensitive. Det gjaldt også, når de havde haft en tryg opvækst. Det understøtter ikke hypotesen om et særligt godt udfald for særligt sensitive i gunstige miljøer. Resultaterne er også i uoverensstemmelse med den afgørende pointe i teorien om, at særligt sensitive ikke er født mere generte eller neurotiske end ikke-sensitive, hvis blot de vokser op i et støttende miljø uden for mange dårlige oplevelser. Aron og Aron (1997) argumenterer for, at sensitiviteten kun fører til negative outcomes i forbindelse med dårlige opvækstvilkår, og Aron (2010) forklarer i sin bog om sensitive børn, hvordan de særligt sensitive børn, der oplever en nogenlunde normal barndom, ikke har været mere disponerede for angst, depression eller generthed end de ikkesensitive børn (s. 48). Resultaterne fra studie 1 og 3 viser netop, at de sensitive deltagere uanset opvækstmiljø scorer højere på graden af negativ affekt end de ikke-sensitive og er derfor i direkte modstrid med 23