Den 1. januar 2003 trådte en del af den

Transkript

1 Kronik Arbejdsmarkedsreformen og vejen til det frie valg på arbejdsmarkedet Jens Lind Den 1. januar 2003 trådte en del af den arbejdsmarkedsreform, der blev vedtaget i december 2002, i kraft. Den offentlige debat har samlet sig om to spørgsmål i perioden op til vedtagelsen. For det første stramningerne i adgangen til arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp og vel især sænkningen af kontanthjælpen til visse grupper med relativt høje ydelser. For det andet om omlægningen af aktiveringsindsatsen fra 32 foranstaltninger til 3 redskaber, etableringen af ens regler for forsikrede og ikke-forsikrede arbejdsløse og sammenlægningen eller koordineringen af aktiveringsindsatsen i kommunerne og AF. Diskussionen har drejet sig om, hvorvidt det vil lykkes regeringen med disse tiltag at nedbringe arbejdsløsheden med personer, og hvorvidt sådanne lignende indgreb i fremtiden vil kunne sikre en øget beskæftigelse inden år 2010 med personer, og regeringen er med rette blevet kritiseret for i lighed med tidligere regeringer at forringe levevilkårene for de arbejdsløse under påskud af at ville øge beskæftigelsen (Hansen 2003). Og alle, næsten uden undtagelse, har klappet i hænderne over saneringen af aktiveringsindsatsen. Aktiveringsjunglen er angiveligt blevet mere fremkommelig med 3 værktøjer i stedet for 32 foranstaltninger, og der er blevet rettet en smule op på den uretfærdige forskelsbehandling mellem forsikrede og ikkeforsikrede arbejdsløse. Det er perspektiverne i det sidste aspekt, som i forligsaftalen kaldes»et enstrenget arbejdsmarkedssystem«, jeg vil beskæftige mig med her. Den begyndende sammenlægning af arbejdsløshedsforsikringen og sociallovgivningen (det er også aftalt, at Landsarbejdsrådet og Det Sociale Råd sammenlægges) kan sammen med de øvrige administrative reformer af AF og aktiveringspolitikken få nogle ret så omfattende konsekvenser for reguleringen af arbejdsmarkedet i Danmark. Der er nemlig en nær sammenhæng mellem arbejdsløshedsforsikringen, den faglige organisering og den voluntaristiske, partsstyrede regulering af arbejdsmarkedet i Danmark. Hvis a-kassernes rolle bliver forandret og i særdeleshed hvis de bliver afskaffet vil den faglige organisering svækkes, og nogle af forudsætningerne for den højt besungne danske model bliver markant forandret. Dermed er Fogh-regeringen måske ved at iværksætte en betydeligt strukturforandrende proces på arbejdsmarkedet og i samfundet som helhed. Den danske model og nogle af dens forudsætninger I korthed er den danske model kendetegnet ved, at en væsentlig del af reguleringen finder sted gennem kollektive overenskomster. Lovgivningen på arbejdsmarkedet er i forhold til en række andre lande ret sparsom. Især vedrørende nogle helt centrale forhold såsom løn, arbejdstid og ansættel- Tidsskrift for ARBEJDSliv, 5 årg.. nr

2 sestryghed (herunder individuelle afskedigelsesvarsler og opsigelsesperiode). På de områder, hvor der ikke findes kollektive overenskomster og det er ca. 40% af den private sektor (Scheuer & Madsen 2000), er det kun lovgivning, der regulerer ansættelsesforholdene, og for timelønnede (funktionærers ansættelsesforhold bliver reguleret af funktionærloven) er der altså sammenlignet med andre lande kun få reguleringer af disse forhold. En høj overenskomstdækning kan man opnå på flere måder. I Danmark er det afgørende, om en fagforening har indgået en overenskomst med en arbejdsgiver eller en arbejdsgiverorganisation, som arbejdsgiveren er medlem af (der er ingen lovgivning om overenskomsters generelle dækning (erga omnes) i Danmark). En af forudsætningerne for, at en arbejdsgiver eller en arbejdsgiverorganisation indgår en overenskomst, er, at fagforeningen organiserer en væsentlig del af de ansatte eller lønmodtagerne på arbejdsmarkedet. Organisationsprocenten er altså en væsentlig forudsætning for, at vi kan have en regulering af arbejdsmarkedet, der bygger på kollektive aftaler mellem parterne. Dertil kommer naturligvis også fagforeningernes betydning i den politiske proces. Det er kun, fordi der findes stærke organisationer på arbejdsmarkedet, at den lovgivning, der finder sted, oftest sker på baggrund af en indgående konsultation med parterne (tre- eller firepartsforhandlinger, korporative beslutningsstrukturer). En væsentlig årsag til, at vi har en relativ høj organisationsprocent på det danske arbejdsmarked, er den særlige konstruktion, som arbejdsløshedsforsikringen har i Danmark. En arbejdsløshedsforsikring baseret på frivillighed og medlemskab af en arbejdsløshedskasse (Ghent-systemet) findes kun i Danmark, Finland og Sverige. Lige netop disse 3 lande er (sammen med Island, som har et lidt andet system) kendetegnet ved organisationsprocenter på omkring 80 og har også indtil slutningen af 1990 erne haft en stabil og stigende organisationsprocent. I andre lande er organisationsprocenten meget lavere, og her er arbejdsløshedsforsikringen obligatorisk og en mere integreret del af sociallovgivningen. Når organisationsprocenten er så høj i disse lande, skyldes det altså i høj grad de nære relationer, der er mellem a-kasser og fagforening (Lind 1996). I Danmark gælder det især inden for LO-området. Mange lønmodtagere skelner faktisk ikke mellem fagforening og a-kasse. Når dette kan lade sig gøre, skyldes det, at det er lykkedes fagbevægelsen (sammen med a-kasserne og Socialdemokratiet) at fastholde hovedprincipperne fra 1960 ernes reformer (hvor de borgerlige partier ville lave et såkaldt enstrenget socialt system i forbindelse med socialreformen) om, at der kun kan gives få undtagelser på a-kassernes faglige tilknytning (først og fremmest a-kasser for selvstændige og Kristelig A-kasse). Det er også lykkedes inden for A-kassernes Samvirke og i de forskellige hovedorganisationer og forbund at kunne enes om levedygtige regler, der sikrer en fleksibel struktur i skift af a-kasse og fagforening, hvilket selvsagt har været en forudsætning for systemets fortsatte eksistens. De borgerlige partier og ind imellem også arbejdsgiverorganisationerne ser med stor skepsis på dette system (der jo bl.a. også indeholder ret til at fradrage medlemsbidrag fra selvangivelsen). Ganske vist sikrer det en liberalistisk regulering af arbejdsmarkedet (overenskomster og ikke lovgivning), men fagforeningerne ødelægger jo den frie konkurrence på markedet, og har i mange år fungeret som en politisk rekrutteringsmaskine til Socialdemokratiet og støttet socialistiske og andre anti-liberalistiske kræfter. (Også dette er under markant forandring i disse år, men det er en anden historie.) 74 Arbejdsmarkedsreformen og vejen til det frie valg på arbejdsmarkedet

3 Hvad har arbejdsmarkedsreformen med dette at gøre? For at begribe perspektiverne i den aktuelle arbejdsmarkedsreform er der lige nogle andre forhold og hændelser, der bør inddrages. For det første har regeringen en moderniseringsplan for den offentlige sektor, der i al sin korthed går ud på,»at den offentlige sektor baseres på borgernes frie valg, er åben, enkel og lydhør og giver kvalitet for pengene«(finansministeriets hjemmeside). Det frie valg skal baseres på»en sund kappestrid mellem leverandører om at kunne tilbyde de bedste ydelser. Der kommer fokus på pris og kvalitet ikke på, hvem der udfører opgaverne. Denne konkurrence skal anvendes til at skabe bedre kvalitet og mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. En forudsætning for denne sunde kappestrid er dog, at der er forskellige leverandører, der kan konkurrere indbyrdes. Der skal derfor arbejdes med initiativer, der skaber flere alternative leverandører på fritvalgsområderne.«(ibid.) For det andet har regeringen fået ændret nogle væsentlige elementer i reguleringen af a-kasserne. Den oprindelige plan var at etablere en statslig a-kasse, men Dansk Folkeparti sprang fra, og i stedet blev der i juni 2002 gennemført en lov om, at a-kasserne kan være tværfaglige, og at kravet til mindstestørrelse for a-kasser forhøjes fra medlemmer til ved udgangen af For det tredje annoncerede LO i januar 2003, at den borgfredsaftale, der blev vedtaget i LO i januar 2002, om at a-kasserne ikke skulle gå på rov hos hinanden efter medlemmer, nu er blevet opsagt. Det spiller også en rolle, at LO- forbundenes organisationsstruktur og omlægninger i overenskomsterne er med til at udviske de traditionelle faglige områder. Med lovændringen og kapitulationen i LO som følge af, at nogle a-kasser allerede havde undsagt aftalen ligger vejen nu åben for en omfattende ændring af a-kassesystemet. I første omgang i form af en nedbrydning af den faglige forankring. Der er åbnet op for en omfattende konkurrence mellem a-kasserne for at tiltrække medlemmer. Arbejdsmarkedsreformen bygger videre på dette og fører moderniseringsprogrammet videre i retning af frit valg og konkurrence. For det første indeholder reformen som nævnt en sammenlægning af aktiveringsindsatsen, hvor arbejdsløshedsforsikrede og ikke-forsikrede skal underlægges de samme regler og procedurer, og AF og kommunerne pålægges et udvidet samarbejde. Dertil kommer så, at andre aktører skal og kan inddrages i beskæftigelsesindsatsen. I aftaleteksten mellem forligspartierne hedder det bl.a., at andre aktører kan inddrages i beskæftigelsesindsatsen, og der opstilles en række retningslinier om, hvem det kan være, hvorledes relationerne til AF og kommunerne kan formaliseres, og hvorledes kontrakterne kan udformes (bl.a. med eller uden betaling) osv. Dette specificeres yderligere i loven, hvoraf det fremgår, at AF kan lade andre aktører gennemføre kontaktforløbet til den arbejdsløse, lave handlingsplan, formidle job og tilvejebringe og gennemføre tilbud til den arbejdsløse. Set i relation til den gradvise liberalisering af arbejdsformidlingen, der i øvrigt har fundet sted siden starten af 1990 erne, er der hermed åbnet op for, at arbejdsformidlingens opgaver helt kan overlades til andre aktører (AF har som i andre privatiserings- og udliciteringstilfælde ansvaret for opgavevaretagelsen). Som beskæftigelsesministeren formulerer det:»organiseringen af indsatsen skal bygge på konkurrence og valgfrihed. Konkurrence, markedsprøvning og dokumenterede effekter skal gennemsyre både aktiveringsindsatsen og den almindelige jobformidling. Det skal sammen med nye aktører Tidsskrift for ARBEJDSliv, 5 årg.. nr

4 være med til at kvalitetssikre indsatsen.«(arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside). Disse andre aktører kan i princippet være hvem som helst, men vil formodentlig kunne findes blandt konsulentvirksomheder, vikarbureauer og a-kasser. Selvom der under overskrifterne»et enstrenget arbejdsmarkedssystem«og»andre aktører skal inddrages i beskæftigelsesindsatsen«ikke er vedtaget, at arbejdsløshedsforsikringen afskaffes, og der etableres et enstrenget socialt system uden a-kasser, er der hermed taget klare skridt i retning af, at a-kasserne mister deres unikke betydning i arbejdsløshedspolitikken og i et bredere perspektiv for arbejdsmarkedets regulering. De er ved at blive reduceret til organisationer, der skal konkurrere med hinanden om kunderne, og skal som underleverandører konkurrere med andre organisationer og institutioner om offentlige licitationer. Det er ikke sikkert, at den borgerlige regering har planer om at afskaffe den frivillige arbejdsløshedsforsikring. Der er mange fordele ved den først og fremmest er den billig i den forstand, at medlemmerne betaler et bidrag til dagpengeudgifterne og betaler administrationsomkostningerne. En total sammenlægning af social- og arbejdsløshedslovgivningen er måske nok ikke på regeringens dagsorden for den nærmeste fremtid. Men det er indlysende, at en nedbrydning af a-kassernes faglige områder ligger regeringen meget på sinde. Hermed fjernes den nære relation mellem arbejdsløshedsforsikring og faglig organisering, og der føjes endnu en pind til fagforeningernes ligkiste. Og hvad så? I et lidt længere perspektiv kan disse reformer vise sig at være skelsættende. Efter Thomas Nielsens erklæring (vistnok i 1977):»Vi har sejret ad helvede til godt!«har skiftende regeringer tilsyneladende taget ham på ordet og prøvet at moderere sejrsrusen. Schlüter-regeringernes største landvinding i 1980 erne var vel, at det lykkedes at få elimineret keynesianismen og gjort monetarismen, det anti-inflationære vækstregime, til den fælles platform for alle samfundets betydende kræfter, inklusive Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Derimod mislykkedes forsøgene i slutningen af 1980 erne og begyndelsen af 1990 erne på at ændre arbejdsløshedsforsikringen til en højere grad af partsfinansiering med det sigte at nedbringe den såkaldte strukturarbejdsløshed en strategi, der ville have medført meget store forandringer i arbejdsløshedsforsikringen. Nyrup-regeringerne kørte videre på det samme makroøkonomiske paradigme og fortsatte de inkrementelle forringelser i arbejdsløshedspolitikken (Lind & Møller 2001). Med de igangværende forandringer i a-kasserne ser det ud til, at det er lykkedes Fogh-regeringen at starte en proces, der får sat gang i nogle epokegørende strukturelle forandringer, som Schlüter-regeringerne ikke kunne få flertal til. Det er sikkert for tidligt at råbe»ulven kommer«. Måske er det mere rigtigt at sige, at ulven er her allerede. Og den er så småt begyndt at bide i fårene. Under alle omstændigheder er a-kassernes bidrag til den faglige organisering med disse ændringer blevet yderligere svækket, og dermed er en vigtig faktor for opretholdelsen af en voluntarisk regulering af arbejdsmarkedet ved at mindskes. Det er der sikkert mange mennesker, der er fløjtende ligeglade med. Så får vi da bare noget lovgivning i stedet, og vi får endelig svækket fagforeningernes magt, som i øvrigt opfattes som et levn fra industrisamfundets og betonsocialismens tidsalder. Vi får altså et system, der i højere grad end nu kan sikre fleksibilitet, frihed og et dynamisk arbejdsmarked, hvor menneskene kan realisere sig selv, hedder det. 76 Arbejdsmarkedsreformen og vejen til det frie valg på arbejdsmarkedet

5 Vi har også efter 2001 set nogle eksempler på de borgerlige partiers arbejdsmarkedslovgivning. U dover systematisk at forringe vilkårene for de vanskeligst stillede (»det skal kunne betale sig at arbejde«opnås ved at skære ned på de sociale ydelser en strategi som i øvrigt også hyldes i Socialdemokratiet), hviler den på en illusion om, at arbejdslivet er et tag-selv bord, hvor alle har fuldstændig frihed til at forfølge egne mål. Det er i hvert fald den ideologiske iklædning, og den bliver ikke modsagt af vor tids eksperter, som i efterdønningerne af post-moderniteten plaprer magthaverne efter munden i bestræbelserne på at holde takt med tidens comme il faut. Ud over ideen med den statslige a-kasse, som faldt til jorden, og indgrebet mod eksklusivaftaler, som endnu ikke er blevet vedtaget, er deltidsloven et fint eksempel på dette. Man forudsætter, at arbejdsgiveren og lønmodtageren frit kan forhandle sig til rette som to jævnbyrdige parter, og lukker fuldstændigt øjnene for, at arbejdsmarkedet er et asymmetrisk magtsystem: Det er arbejdsgiveren, der bestemmer. I et lidt bredere perspektiv er det værd at huske på, at al erfaring fra kapitalismens historie har vist, at det har ødelæggende konsekvenser for samfundet, når ikke blot arbejdsgivere, men også politikere og andre magthavere, får frit spil til at forringe lønmodtagernes arbejdsbetingelser. På den baggrund er der etableret internationale institutioner, der skal arbejde for at fastholde denne erfaring. Danske lovgivere, herunder den siddende regering, har i de seneste år tenderet mod at bevæge sig i retning af de minimumskrav, som ILO opstiller til et frit forhandlingssystem og basale normeringer til arbejderbeskyttelse. Og denne tendens bliver formodentlig ikke svækket, hvis fagforeningerne bliver yderligere stækket i deres interessevaretagelse. Hvis vi vil bevare nogenlunde acceptable forhold i arbejdslivet, skal fagforeningerne og overenskomstsystemet ikke svækkes, men styrkes. LITTERATURLISTE Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside: Finansministeriets hjemmeside: Hansen, H. (2003): Den første tid med VK-regeringen, i Tidsskrift for Arbejdsliv, 5, 1, Lind, J. (1996): Trade Unions Social movement or welfare apparatus?, i P. Leisink et al., The Challenges to Trade Unions in Europe Innovation or Adaptation, Edward Elgar, Cheltenham 1996, Lind, J. & I. H. Møller (2001): Arbejdsmarkedspolitikken og aktivering af de arbejdsløse, i Tidsskrift for Arbejdsliv, 3, 1, Scheuer, S.& M. Madsen (2000): Mod en ny balance mellem individualisme og kollektivisme, i LO-Dokumentation 2/2000, Jens Lind, lektor, ansat ved Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet. jlind@socsci.auc.dk Tidsskrift for ARBEJDSliv, 5 årg.. nr

6 78