TEMA Fokus på sportsjournalistik

Transkript

1 Bermuda Nr. 16 Juli Journalistik på RUC TEMA Fokus på sportsjournalistik Fra side 17 En ny historie begynder Kompetencepanelet har haft sit første møde. Dialog sad i førersædet. læs side 4 Med diktatoren i hælene Studerende fra RUC tog til Hviderusland som valgobservatør. læs Udland side 24

2 Dialogen med mediebranchen er genoprettet Leder Indhold En ny historie begynder side 4 Fem år er der gået, siden mediebranchen sidst var inviteret til at komme med input til journalistuddannelsen på RUC. Den 30. maj fik Danske Dagblades Forening, DR, TV2 og Dansk Journalistforbund langt om længe muligheden igen. Det nye Kompetencepanel, der i fremtiden skal danne ramme om dialogen med branchen, har overtaget en tvivlsom arv fra det tidligere Medieforum. Blot tre år tog det, før dialogen brød sammen. Måske fordi, at møderne var for hyppige og for lange. Formentlig fordi mediebranchens kritik og råd fik lov til at dø ud uden nogen egentlige konsekvenser for journalistuddannelsens indhold og organisering. Universitetsloven forhindrer, at mediebranchen kan få nogen formel indflydelse på uddannelsen. Sådan skal det være. Nye journalister skal gerne reflektere over, udfordre og skubbe grænserne for journalistikken og ikke kun acceptere og opfylde de krav, som mediebranchen stiller. Det kræver en uddannelse, der ikke udelukkende er styret af aftagerne i branchen. MEN vi skal være lydhør over for den kritik og de gode råd, som mediebranchen utvivlsomt kan bidrage med. Det skal ikke blive ved løs snak og højt belagt smørrebrød. Kommunikationsjournalister VS. Undersøgende journalister Debataftenen i Vega i slutningen af marts måned viste, at der hersker en vis forvirring omkring de specifikke færdigheder, som journalistuddannelsen på RUC giver. Det var derfor naturligt og en rigtig god idé at tage dette op som det første i Kompetencepanelet. Diskussionen i panelet udkrystalliserede to forskellige og til dels modsatrettede profiler: Kommunikationsjournalister VS. Undersøgende journalister. Som kommunikationsjournalister står vi stærkt på et arbejdsmarked, der ser ud til at blive stadigt større. Problemet er bare, at de færreste journaliststuderende drømmer om at blive professionelle kommunikatører af virksomheders rosenrøde budskaber. Som specialister i undersøgende journalistik vil vi i princippet stå over for et arbejdsmarked, der bliver stadigt mindre. Man kan håbe på, at det stigende antal gratismedier vil presse betalingsmediernes til at gå mere i dybden, men indtil det sker, er der ikke mange, der finder penge i budgettet til journalistikkens Rolls-Royce. Burde vi så kassere profilen? Nej, langt fra. Selvom der ikke bliver udført meget undersøgende journalistik i den danske presse i dag, bygger formen på principper og værdier, som det er værd at stå vagt omkring og bygge videre på. Det er efterhånden blevet en kliché at sige, at medierne skal fungere som vagthund over for samfundets magthavere. At vi som journalister skal afsløre, når magt bliver misbrugt til skade for andre mennesker. Men det er ikke desto mindre principper, som er værd at værne om. Alting har en bagvedliggende forklaring RUC-journalisten vil finde den, står der i det såkaldte manifest for RUC-journalisten fra Mit bud er, at det er det, som de fleste journaliststuderende fra RUC vil kendes på. God fornøjelse med Bermuda Jonas Ancher Nyeng, ansvarshavende redaktør Redaktion Mads Orry mlorry@ruc.dk Ass. redaktør Rikke Brams brams@ruc.dk Bedre forskningsmiljø på Journalistik side 6 Få har råd til undersøgende journalistik side 7 Tema Panikken kommer krybende side 8 Et nyhedsfiks i arbejdstiden side 11 Lokaljournalistik er barsk business side 12 Undercoverjournalistik skaber rod i etikken side 15 Ny uddannelse af sportsjournalister side 17 Aldrig bedre end sidste kamp side 19 RUC-journalister vil også skrive om sport side 20 Udland Sportsnørd og Kommakonge side 21 Sportsstjerner hyrer spindoktorer side 22 Men diktatorens lakajer i hælene side 24 Kontrasternes bydel side 26 Kathrine Hesner hesner@ruc.dk Søren Frandsen soerefr@ruc.dk Bermuda Roskilde Universitetscenter Hus 40.3, Journalistik Universitetsvej Roskilde Tryk Mediefabrikken Oplag 2000 Forsidefoto: Anders Dollerup Anders Dollerup ando@ruc.dk lay-out, web Kaare Kronberg kjkj@ruc.dk BERMUDA bliver lavet af journaliststuderende. Vi skriver om de danske journalistuddannelser, men også mere generelt om journalistik og medier. Bermuda bliver distribueret til journalistuddannelserne og de danske medier. Bermuda er også tilgængeligt på forskellige uddannelser og caféer i København og Roskilde. Vi opfordrer vores læsere til at udtrykke deres meninger gennem debatindlæg. Debatindlæg sendes til den assisterende redaktør. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indkomne indlæg. Besøg Liv Mygind lmygind@ruc.dk lay-out Rikke Mandorf mandorf@ruc.dk Troels Henriksen troelhe@ruc.dk Annoncer

3 VELKOMMEN INDENFOR PÅ RO S TORV, ROSKILDE En ny historie begynder Formålet med Kompetencepanelet Det er slut med gammelt nag. Journalistik lytter til branchen, der ser Journalistik som en uddannelse, der er kommet for at blive. Nu handler det i stedet om at fortælle en historie, som alle kan forstå. JOURNALISTIKS FREMTID Af Sune Sølund Undersøgende eller strategisk tænkende journalister kan blive det varemærke, der i fremtiden skal kendetegne journalisterne fra RUC. Det er resultatet af det første møde i det nyoprettede Kompetencepanel, der fandt sted den 30. maj. Der var bred åbenhed over for de foreslåede varemærker eller brands af uddannelsen i panelet, der består af repræsentanter fra Journalistiks ledelse, branchen og de studerende. Og det er nye boller på suppen i et tidligere anstrengt forhold, som Bermuda har skrevet om siden sidste forår. En af branchens hovedpersoner både før og nu er Ebbe Dal, og han er administrerende direktør for Danske Dagblades Forening. Jeg er utrolig glad for den udvikling og åbenhed, som finder sted på Journalistik i disse dage. Man kan jo blive helt fristet til at sige, at Journalistik er den tredje journalistuddannelse herhjemme, Bagmanden bag panelet er lektor Mette Terkelsen fra Journalistik, og med Kompetencepanelet håber hun, at tidligere stridigheder kan blive lagt på hylden. Vi ønsker nu at se fremad, og mødet viser, at branchen har det på samme måde. Det er meget positivt, og jeg tror på, at det her er starten på et rigtigt godt samarbejde. Vi har brug for input til det vigtige udviklingsarbejde, som RUC s journalistuddannelse er i gang med. Og vi har brug for en forankring i branchen, ligesom de andre journalistuddannelser, siger hun. En ny historie Baggrunden for at diskutere Journalistiks brand skyldes den heftigt omtalte evalueringsrapport fra Dansk Evalueringsinstitut i 2004, der peger på, at de danske journalistuddannelser ligner hinanden for meget. Ifølge rapporten kan branchen ikke kende forskel på de uddannede journalister, og derfor skal uddannelsesinstitutionerne være bedre til at profilere sig forskelligt. Jonas Thing Bech fra Dansk Journalistforbund er enig i den betragtning og påpeger, at Journalistik ikke kun bør bestræbe sig på at uddanne plug-and-play - nyhedsjournalister som de andre journalistuddannelser. Jeg tror bestemt, at uddannelsen er god nok, som den er. RUCjournalister står ikke dårligt på arbejdsmarkedet. Snarere tværtimod. Men der skal nok fortælles en anden historie, så uddannelsen får en klarere profil udadtil, siger Jonas Thing Bech. Bente Nørkjær fra DR Udvikling mener heller ikke, at Journalistik skal løbe efter eksempelvis SDU s fokus på flermedialitet. I stedet skal der arbejdes på at finde Journalistiks egen plads i branchen. Der skal holdes fast i de nuværende grundprincipper, hvilket giver grundlag for at kunne perspektivere. Det er utrolig vigtigt med perspektiverende og analyserende journalistik, siger hun og tilføjer: De nye strømninger med flere gratisaviser og yderligere fokus på korte nyheder vil skabe et behov for denne form for dybdegående journalistik. Henriette Marienlund, der er redaktionschef på Tv2 Nyhederne, er helt enig i, at undersøgende journalister kunne være et godt bud på et brand, som Journalistik kan satse på. Det er glimrende med det nuværende fokus på at uddanne journalister, der både har en akademisk og journalistisk håndværksmæssig baggrund. Det giver et unikt grundlag for undersøgende journalistik, siger hun. Mod Kommunikation Et andet muligt brand er kommunikationsjournalister. Sådan lyder anbefalingen fra evalueringsrapporten, og det støtter Danske Dagblades Forening. Der er behov for dygtige kommunikationsfolk, der kender til journalisternes arbejde. Det er stadig en vej, som studiet bør overveje at gå, siger foreningens administrerende direktør, Ebbe Dal. Christian Kierkegaard fra Dansk Fagpresse er enig i, at der er behov for dygtige kommunikationsfolk. De nuværende kommunikationsfolk er dygtige til at analysere, men de er ikke så gode til formidling. Det er vigtigt, og derfor er der et stort arbejdsmarked for kommunikationsjournalister, siger han. Uddannelse af kommunikationsjournalister kræver, at det bliver muligt at kombinere fagene Journalistik og Kommunikation. Det er det ikke på nuværende tidspunkt, men ledelsen på Journalistik er åben over for at arbejde på det, hvis den journalistiske tradition kan forblive kernen i uddannelsen. Der er nogle aspekter ved kommunikationsuddannelsen, som vi mener, vil kunne gavne journalisterne. Det er eksempelvis målgruppeanalyse og strategisk tænkning. Men vi skal også tænke på, hvad det er for en bevidsthed, vi vil give de studerende, siger Leif Becker Jensen, der er studieleder på Journalistik. Dermed kan der blive tale om uddannelse af strategisk tænkende journalister, der kan sidde på begge sider af bordet. Og det er en idé, som Bente Nørkjær kan bakke op om. Målgruppe- og strategisk tænkning er meget vigtigt. Det handler om at komme så tæt på brugerne som overhovedet muligt. Man kan ikke klare sig uden i dag, siger hun og tilføjer, at det væsentligste dog stadig bør være at uddanne dygtige journalister. soelund@ruc.dk At skabe et forum, hvor RUC Journalistik sikrer sig dialog samt idéudvikling med aftagerne og journalisterne i den danske medieverden. At sikre input til og drøftelse af den fortsatte kvalifikationsog kompetenceudvikling for de journalister, som RUC uddanner. Desuden sikre at den omgivende medieverden har et forum, som giver direkte adgang til menings-, informationsudveksling og udviklingsdrøftelser med RUC Journalistik. Der afholdes møde i Kompetencepanelet hvert halve år. Repræsentanter i Kompetencepanelet Fra Journalistik Mette Terkelsen (mødeansvarlig) Leif Becker Jensen (studieleder) Hanne Dam (praktikantansvarlig) Anders Refnov (radio-tv ansvarlig) Sune Sølund (JR Journaliststuderende på RUC) Fra branchen Dansk Journalistforbund Danske Dagblades Forening Danske Mediers Forums øvrige medlemsorganisationer TV2 DR B DANMARKS FLOTTESTE SHOPPINGCENTER MODE. ACCESSORIES. BEAUTY. SPORT. OPTIK. SKO. BIOGRAF AUDIO/VIDEO. INTERIØR. DAGLIGVARER. RESTAURANT/CAFÉ Rektor Poul Holm: Journalister skal ikke kun være vagthunde Journalister uddannet på RUC skal ikke kun være vagthunde, der afslører og kontrollerer samfundets magthavere. De skal også kunne kommunikere kommercielle budskaber fra virksomheder. Det er meget vigtigt, at virksomheden kommunikerer præcist omkring, hvad virksomheden vil, hvad dens rolle er i samfundet og hvad det er for en forskel, den virksomhed gør. Her bliver journalister faktisk en meget vigtig ressource for en virksomhed i fremtiden, siger rektor på RUC, Poul Holm. Han lægger dermed op til, at Journalistik skal åbne op for at uddanne bredere end til den danske presse. Udviklingen af virksomheders kommunikation har åbnet op for et nyt arbejdsmarked, hvor journalister kan gøre en forskel. Inden for de sidste år er der sket en meget stærk vækst i betydningen af virksomhedens kommunikation, både internt og ekstern. Det er i dag enormt vigtigt for virksomheder at have en præcis kommunikation af deres værdigrundlag. Det er vigtigt for overhovedet at være en attraktiv arbejdsplads, siger Poul Holm. /ESK 50 SHOPPINGOPLEVELSER SAMLET UNDER ÉT TAG - I DANMARKS FLOTTESTE SHOPPINGCENTER BEKLÆDNING Billing, Companys, Fleur Bodywear, H&M, Hunkemüller, Imitz, Jack&Jones, Luciano Grosso, Marcus, Marlboro Classics, Men, Mondodonna, Myggen og Elefanten, Only, Outfitt, RedGreen, Selected, TipTop, Vila BOLIG/ISENKRAM Fona, Imerco KONFEKTURE Frellsen SKO Bagatt, Billing, Skoringen SPORT/FRITID Bingo Foto, B.O. Bøger, BR Legetøj, Fitness dk, Stadium TILBEHØR/PERSONLIG Glitter, Matas, Müller s Guldsmedje, P.L. Skin, Profil Optik, Salon Unique, Smilende Sussi CAFÉ/RESTAURATIONER Café Vivaldi, Cyprus, Mammamia, Ristorante La Rustica, Rosie O Grady s, Sunset Boulevard ØVRIGE Capella Play, Kino Biografer DAGLIGVARER Føtex CENTERBUTIKKER MAN-FRE 10-19, LØR FØTEX MAN-FRE 9-20, LØR 8-17 CAPELLA PLAY MAN-FRE 10-19, LØR-SØN KINO, FITNESS DK OG RESTAURANTERNE HAR LÆNGERE ÅBENT RO S TORV KØBENHAVNSVEJ, ROSKILDE TLF

4 De fleste RUC ere vil ikke flytte for journalistikken Flertallet af de journaliststuderende på RUC ville ikke have flyttet til journalistuddannelserne i Odense og Århus, hvis uddannelsen i Roskilde ikke eksisterede. Sådan lyder resultatet af ny undersøgelse som Bermuda har lavet. UNDERSØGELSE Af Redaktionen Over halvdelen af de journaliststuderende på RUC ville skifte karrierevej væk fra journalistikken, hvis Journalistik på RUC ikke eksisterede. Alternativet at flytte til en anden dansk journalistuddannelse er ikke noget for de sjællandske journalistspirer. Sådan lyder meldingen fra 52 procent af de omkring 130 adspurgte journaliststuderende fra RUC, som Bermuda loddede stemningen hos. Man kan frygte, at nogle oplagte talenter ikke vil tage en journalistuddannelse, men læse noget andet hvis Journalistik på RUC lukkes eller laves om, fordi de ikke gider flytte til Århus eller Odense, siger chefredaktør for Information, Palle Weis. Weis profeti Under forårets paneldebat på Vega luftede Palle Weis en hidtil ukendt profeti omkring konsekvenserne af en lukning af journalistuddannelsen i Roskilde. Hvis man lukkede Journalistik på RUC, ville man opleve et stort tab af journalisttalenter, der havde bosat sig i hovedstadsområdet. Argumentet var, at folk i dag ikke ønsker at flytte for deres uddannelse. Herunder journaliststuderende der ellers kunne have flyttet med journalistdrømmen til enten Danmarks Journalisthøjskole i Århus eller Syddansk Universitet i Odense. Bermuda tog opgaven på sig at undersøge, om Palle Weis havde hold i sin spådom. 71 journaliststuderende på RUC meldte tilbage, at spådommen var sand, hvilket udgør over halvdelen af den samlede skare af studerende, der deltog undersøgelsen. De ønsker ikke at flytte for deres uddannelse, men foretrækker af forskellige årsager at blive på RUC og i Københavnsområdet. Familie og faglighed Årsagerne til at RUC erne ikke villige til at rive teltpælene op og flytte uddannelsessted er mange. Blandt andet trækker 0 fa-milien, vennerne og storbylivet de studerende til København og omegn. At kunne kombinere journalistikken med et andet fag og at arbejde intenst i grupper er ligeledes nogle af grundene til, at flertallet siger ja til RUC, og nej til andre danske journalistuddannelser. Dermed peger over 50 procent af de journaliststuderende på, at det sociale og det faglige er områder, som gør, at de ikke vil flytte vest for Storebælt for at opfylde FLYTNING ELLER...? Hvis Journalistik på RUC var blevet lukket FØR du påbegyndte dit studie her, ville du så flytte til en anden journalistuddannelse i Danmark, for at forfølge din ambition om at blive journalist? Nej Ja Måske Bedre forskningsmiljø på Journalistik En ny struktur for RUC s forskellige institutter skal gøre forskningsmiljøet på Journalistik bedre. Forskerne på Journalistik får nu mulighed for at samarbejde med forskere på Erhvervsøkonomi og Virksomhedsstudier. FORSKNING Af Eva-Sabrina S. Kibsgård Forskningen på Journalistik skal prioriteres højere. En ny struktur for RUC s institutter betyder, at Erhvervsøkonomi og Virksomhedsstudier pr. 1. september 2006 lægges under samme institut som Journalistik. Udvidelsen af instituttet skal på to måder bidrage til bedre forskning. Forskere fra Journalistik får mulighed for at samarbejde med forskere fra de to nye fag på instituttet. Desuden bliver der - via den generelle sammenlægning af institutter - flere penge til forskning. Også på Journalistik. Omstruktureringen af institutterne er sat i værk af RUC s nye ledelse med rektor Poul Holm i spidsen. Det overordnede formål er at skabe generelt bedre forskningsmiljøer på RUC ved at øge muligheden for samarbejde på tværs af fagområder. Forskning er vigtig Flere evalueringer af Journalistik, har løbende kritiseret, at der ikke forskes nok på Journalistik. Den kritik har RUC s rektor taget seriøst. Vi er bevidste om, at der er et behov for at prioritere journalistikforskning i fremtiden, og med den kommende strukturering af institutterne bliver forskningsmiljøerne stærkere. Blandt andet fordi de får flere penge at arbejde med, Michael Bruun Andersen, som er afdelingsleder på Journalistik, ser frem til det nye samarbejde. Jeg er meget positiv over at kunne se frem til en udvidelse af vores institut med Erhvervsøkonomi og Virksomhedsstudier, siger han og fortsætter: Det vil helt sikkert komme Journalistik til gavn, at man på forskningsområdet har mulighed for at samarbejde med forskere, der har stor viden inden for det erhvervsøkonomiske felt. Michael Bruun Andersen tilføjer, at den nye institutstruktur ikke RUC efter 1. september 2006 journalistdrømmen. Mere end én vej Palle Weis kan godt kan få øje på, hvorfor det kan blive et problem, hvis Journalistik på RUC ikke eksisterede. Han peger på, at de journaliststuderende sandsynligvis vil læse noget andet som fx Kommunikation. Samme tanke går igen hos flere af de adspurgte journaliststuderende. Det er ikke min journalistuddannelse, der gør mig til journalist, siger journaliststuderende Gry Brødum, der understreger, at der er mange veje til et journalistliv. Flere kunne godt se sig selv læse andre studier end Journalistik på RUC. Fra 1. september består RUC af 6 institutter i stedet for de nuværende 10. Fra 1. september består institut 7 af Journalistik, Kommunikation, Performance-Design, Datalogi, Erhvervsøkonomi og Virksomhedsstudier. Nye forskningsgrupper skal stille RUC stærkere i en konkurrencesituation med andre universiteter. mlorry@ruc.dk umiddelbart vil få betydning for de journaliststuderendes hverdag, da det er forskningen, der står i centrum for omorganiseringen af institutterne. Konsekvenser for rekruttering af lærere til undervisning, er det for tidlig at sige noget om. esk@ruc.dk Få har råd til undersøgende journalistik Den bliver hædret med Cavling-prisen år efter år. Men den bliver brugt mindre og mindre. Undersøgende journalistik kræver tid og ressourcer, og det er to ting, der er svære at finde for mediebranchen i øjeblikket. EN GENRE I KRISE Af Jonas Ancher Nyeng Journalister uddannet på Roskilde Universitetscenter skal være kendt som specialister i undersøgende, researchtung journalistik, der kan mere og andet end at skrive efter nyhedstrekanten. Det ser ud til at blive resultatet af det første møde i det nye Kompetencepanel. Men ifølge flere eksperter er udsigten for netop denne type journalistik uklar. Og i øjeblikket er der ikke råd til den. Undersøgende journalistik er journalistikkens Rolls-Royce. Den er skide dyr. Og du ved ikke, hvad der kommer ud af den. Du skal nemlig satse. Og det er der færre og færre, der er villige til at gøre, siger Miki Mistrati, der er medejer og tilrettelægger af Bastard Film. Han oplever, at medierne står i kø, når først afsløringen ligger der, mens pungen er lukket i den indledende researchfase. Det har konsekvenser: Når journalister ikke har nogle acceptable vilkår i hele den indledende fase, der er så vigtig for den undersøgende journalistik, så er det klart, at der er historier, der ikke bliver fortalt. Det er jo ikke fordi, at der ikke er råddenskab i det her samfund. Vi skal som journalister rundt og løfte alle de sten, vi kan komme til, siger Miki Mistrati. Et problem for demokratiet Poul Madsen, der i mange år har ledet Ekstra Bladets gravergruppe, mener, at Ekstra Bladet udgør en af de sidste journalistiske bastioner, der helhjertet satser på den undersøgende journalistik. Stort set det eneste sted, hvor jeg mener, at der er en vilje til at lave den undersøgende journalistik, det er på Ekstra Bladet. Vi mener, at en væsentlig del af at være journalist er at leve op til, at vi graver os ind bag facaden og at det er os, der afslører, når tingene ikke er, som de skal være. Og i klassisk, gammeldags stil at undersøge om magthaverne nu også udfører deres arbejde på den bedst mulige måde, siger Poul Madsen, der ser nedprioriteringen af den undersøgende journalistik som et kæmpe problem for demokratiet: Konsekvensen er jo, at vi overlader markedet til spindoktorer og informationschefer, så det er dem, der definerer den virkelighed, som vi andre får lov at deltage i. Det synes Poul Madsen har siddet som leder af Ekstra Bladets gravergruppe i mange år. Han mener, at mange medier ikke investerer nok for at kontrollere magthaverne. Det har konsekvenser for demokratiet. (Privat foto). jeg selvfølgelig, er et kæmpe tab og et problem for demokratiet. DR burde lave mere Ifølge Poul Madsen skal man kigge langt efter de store afsløringer i morgenaviserne. Hvis du ser på Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende, så er antallet af afsløringer hos dem meget mindre end for bare fem år siden. Undersøgende journalistik koster penge og mandskab. Det kræver en vilje til at ville afsætte de ressourcer, det kræver. Det mener jeg ikke, er til stede i dansk presse i øjeblikket, Den vurdering deler Miki Mistrati. Han peger på, at de særskilte redaktioner eller gravergrupper, der tidligere lavede undersøgende journalistik, enten er nedlagt eller beskåret kraftigt. Hvis ikke denne her gravergruppe finder noget i et halvt år, så skal man have is i maven. Så skal man kunne satse og sige, at det godt kan være, at der så går 8 måneder, før der kommer noget. De vilkår er der ikke særlig mange, der er villige til at give. I stedet bliver de her gravergruppe mere eller mindre nedlagt igen, fordi de skal jo også ind i en vagtplan og sådan noget, siger Miki Mistrati. Ud fra et økonomisk synspunkt forstår Poul Madsen og Miki Mistrati godt, at mange ikke kan finde pengene til den dyre form for journalistik. Modsat mener de begge, at man kan stille andre krav til Danmarks Radio. Hvis man skulle pege på nogen, der i dag burde være den kontrollerende statsmagt, så er det Danmarks Radio. Aviserne er dybest set en forretning, men det kan man jo ikke sige, at Danmarks Radio er. De bør i langt højere grad levere undersøgende journalstik, siger Poul Madsen. Håb forude Lytter- og seerredaktør i Danmarks Radio, Jacob Mollerup, er samtidig formand for Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ). Han genkender det billede som Poul Madsen og Miki Mistrati tegner. Ifølge ham er den undersøgende journalistik blandt andet blevet nedprioriteret igennem de seneste år som en konsekvens af, at medierne ikke altid søger at formidle de væsentligste ting. Et af de store problemer for journalistikken i dag er, at vi ikke nødvendigvis for sat fokus på de væsentligste ting. Ofte ligger det mere ligefor at lave historier om noget af det umiddelbart interessevækkende, mens noget af det mere komplekse bliver nedprioriteret, siger Jacob Mollerup, der også mener, at Danmarks Radio kunne give bedre betingelser for den undersøgende journalistik. Det er selvfølgelig et ønske som jeg og Foreningen for Undersøgende Journalistik deler, men det er jo ikke fordi, at man ikke laver noget. Danmarks Radio har jo mange meget aktive og ofte også gode magasiner rundt omkring, og der laves også stadigvæk gode dokumentarer med jævne mellemrum. Så det er ikke fordi, at der ikke foregår noget. Men det er da klart, at det er noget, som man kunne håbe på voksede, For Jacob Mollerup udgør opkomsten af nye husstandsomdelte gratisaviser et håb for den undersøgende journalistik. Når nu betalingsaviserne skal ud og vise, hvor meget ekstra værdi man får ved at læse netop deres avis, så kommer der jo et pres på alle led i den journalistiske proces for at tilføre ny research, dybde og forståelse til historierne, siger Jacob Mollerup. nyeng@ruc.dk

5 Panikken kommer krybende Rasmus Strøyer søgte kun fire praktikpladser. Var det dumt eller stærkt? Panikdagen levede op til navnet og var ifølge ham forfærdelig og mere stresset end, hvad sjovt er. Af Liv Mygind PANIK To mænd sidder og venter på en bænk. De har ventet ni måneder på denne dag. Uden den mindste fold og med skjorter op over begge ører, ser de mere lige ud i betrækket end sædvanligt. Engang imellem åbner der sig en dør på den lange grå betongang. Dem der kommer ud af dørene rører enten næsten ikke jorden, men jubler af sted med et stykke papir i hånden. Andre trasker af sted med slukne ører, der hænger så langt efter dem, at de visker deres egne fodspor ud. Det er panikdag. Dagen hvor 350 af landets journaliststuderende strides om at få en praktikplads på et af de danske medier. De er mandsopdækket af rekrutteringsfolk fra de danske medier, der er kommet til Århus for at ansætte de unge journalistspirer i praktik. Det myldrer frem og tilbage med mennesker, luften dirrer af følelser. Siden de startede på Journalistik på RUC for ni måneder siden, har de ventet på denne skæbnesvangre dag. Det må snart være deres tur til at komme ind og udrede, hvad de mener, læserne skal finde i spalterne i Berlingske Tidende. Imens de venter, følger de med på den store tavle, hvor folk skriver deres navne med tusch, når de har underskrevet en kontrakt. De to på bænken sveder. Der er to pladser tilbage på Berlingske Tidende og klokken er 10. De er de næste, der skal ind til samtale. Søgte kun 4 pladser En måned tidligere besluttede Rasmus Strøyer sig for kun at sende fire ansøgninger. Man må sende fem. Han gik efter de steder, han havde lyst til at være på, og det var Politiken, Berlingske Tidende, Ritzaus og Jyllands-Posten. Hanne Dam ville sikkert mene, at det var lidt kæphøjt kun at sende fire ansøgninger, siger Rasmus Strøyer, om underviser og praktikkoordinator på Journalistik på RUC. Jeg vil være, der hvor det sker, og jeg ønsker at skrive inden for forskellige genrer og komme bredt rundt i avisstoffet. Desuden ser jeg de landsdækkende medier som en større udfordring, fordi de er mere dagsordenssættende, og fordi de har de store historier siger Rasmus Strøyer. Derudover ville han ikke forlade de københavnske gader, han har tyndslidt sine sko i siden, han var lille. Panikdagen var forfærdelig, siger Rasmus Strøyer. Han havde ellers haft et indtryk af, at dagen var overvurderet. Hvor slemt kan Rasmus Strøyer, Simon Nyborg (Berlingske), Gregers Lohse (Berlingske) da panikken har lagt sig på panikdagen. De får en kold øl tilbagevendte fra smilets by. det være? Det skal nok gå, havde han tænkt inden. Men en måned før begyndte det at slemt, og der blev gearet en stemning op på studiet, synes han. Og så var det faktisk så slemt, som folk havde sagt, siger Rasmus Strøyer. Der sidder 10 mennesker omkring et bord klokken otte om morgenen. Klokken 8.05 bliver den første ringet op. Klokken 8.30 er Rasmus den eneste omkring bordet, der ikke er blevet ringet op. Det eneste der kører rundt i hans hoved er nedtur. Han har indtil den morgen tænkt, at det dagen drejer sig om, er samtalen. Men pludseligt går det op for ham, at man også lige skal ringes op først. Politiken har sneget sig ind ad Rasmus brevsprække, fra før han lærte at læse. Det har altid været drømmen for mig at kunne være en del af Politiken, siger Rasmus. Han har allerede inden, han startede på Journalistik arbejdet i Politikens redaktionsskranke og lavet resultatservice på Sporten. Klokken 9.00 mærker Rasmus noget vibrere på sit lår. Det er Berlingske Tidende der ringer, og klokken 9.02 ringer Politiken. De vil have Rasmus til samtale. Samtalen De lukkede døren lige foran os, siger Rasmus Strøyer om Berlingske Tidende. Han og vennen Kaare, der også sad og ventede på at komme til samtale, fik ikke engang lov til at komme ind af døren, før Berlingske allerede havde ansat dem, de skulle bruge. Det var en absurd situation. Vi står begge to og venter. Vi ved, at det er vores tur til at komme ind næste gang, også kommer de ud og fortæller, de har ansat den sidste, siger Rasmus lettere irriteret. Det er en ambivalent dag for mange af de studerende, for på den ene side sidder de to mænd og håber, at det går deres studiekammerater godt, der lige nu sidder til samtale. På den anden side ved de også godt, at det er deres plads, der bliver taget, hvis en af dem, der er inde, får pladsen. Så Simon, Malene og Christina fik pladserne lige før os, kommer det prompte fra Rasmus. Men Kaare og han kan godt grine ad det nu. Sammensuriet af hektiske mennesker fortsætter. Vindere og tabere er spredt ud over bunkerens triste gange. Rasmus sidder nu i kø foran Politiken. Folk prøver at komme forbi Politiken for at få foden ind, uden at være kaldt til samtale. Men de får ikke lov at komme ind. Om et minut er det dig Rasmus, kalder en mand. Tidligere chefredaktør Per Knudsen og Vi Rejser redaktør Lise Bondesen spørger ind til en artikel Rasmus har skrevet og vedlagt sin ansøgning. Derefter vil de høre om Rasmus har nogle gode ideer til artikler. Han fortæller dem om ludomani og afdragsfrie lån. Så skal han komme med et forslag til en opfølgende artikler, han vil skrive til dagens forside. Det er heldigvis den dag Helle Thorning- Schmidt har fyret Lotte Bundsgaard, så det er ikke så svært at finde på noget med hende, siger Rasmus. Han synes, det bliver svære at improvisere i situationen, da de spørger om, hvilke tre skarpe han har til Lotte Bundsgaard. Men han tænker på Anders Refnow, der er underviser i interviewteknik på Journalistik, og hans første læresætning: tænk i hvad og stil åbne spørgsmål. Nu står han igen på gangen. De første syv, der havde været til samtale på Politiken, fik at vide, at de havde fået pladsen med det samme. Men Knudsen og Bondesen siger til ham, at de ikke kan give ham et ja eller et nej, før de har haft resten til samtale. Det er jo næsten det samme som et nej, tænker han. Han kiggede på tavlen, der var ikke flere pladser tilbage på de praktiksteder han havde søgt. Kun Politiken manglede at besætte tre pladser. Det var sgu stresset, for det var som at stå og vakle imellem enten at få sin drømmeplads, ellers måtte jeg vente et halvt år og tage tilbage til dejlige Århus ; siger Rasmus og tilføjer sarkastisk smilets by. Frokost i smilets by Pludselig kommer der en pige op og siger, hun har fået den sidste plads på Politiken. Det kan Rasmus ikke forstå, de havde jo sagt, at de ville ringe. Han går derned. Han kan se, de udsendte fra Politiken stadig sidder og voterer om den sidste plads. De sidder en hel flok og venter ude foran. Der er en telefon der ringer, en pige ved siden af ham tager den. Han tænker: Når nu fik hun den sidste plads. Men det er Go morgen Danmark, der tilbyder hende en plads. Ti sekunder senere ringer hans telefon. Hej Rasmus, det er fra Politiken, er du nervøs, er der en stemme der siger. Ja, jeg er lidt nervøs, siger Rasmus. Det skal du ikke være. Vi vil godt ansætte dig, lyder det fra den anden ende af røret. Yes, tænker han og hører ikke rigtigt resten af samtalen, fordi han har hænderne oppe over hovedet og fordi han bliver krammet af folk omkring ham, der kan se på det brede smil, at det var et ja. Så sidder han pludselig i en taxa med tre journaliststuderende fra Syddansk Universitet på vej til frokost med Per Knudsen. Han fik den. Den allersidste praktikplads på Politiken. lmygind@ruc.dk Praktik pr. 1. AUGUST 2006 Aller Business Lisbeth Kjær Larsen Altinget Natali Braagaard Berlingske Tidende Christina Hilstrøm Berlingske Tidende Jeppe Bangsgaard Berlingske Tidende Gregers Pind Lohse Berlingske Tidende Simon Nyborg Berlingske Tidende Marlene Ahrens Børsen Louise Jebsen Computer World Christina Rudkjøbing Coop Karin Brask Ziersen Danske Kommuner Ida Sass Dagbladet Dansk Landbrugs Medier DR Aktualitet og Videnskab DR Bornholm DR Københavns Radio DR Nyheder Ekstra Bladet Ekstra Bladet Ekstra Bladet Folkeskolen Fyens Stiftstidende Helsingør Dagblad Helsingør Dagblad Tina Goll Eva Louise Tangø Gry Brøndum Anders Dollerup Suzanne Meyer Jesper Christiansen Peter Thorup Camilla Buchardt Jacob Sejer Pedersen Signe Lukowski Kaare Kronberg Kristian Jørgensen Maria Weikop Illustreret Videnskab Information Information Ingeniøren Jyllands-Posten Kristeligt Dagblad metroxpress Paris Politiken Politiken Politiken Politiken Politiken Politiken Louise Søgaard Norma J. Martinez Maria Skov Nikolaj Hänselt Lene Møbjerg Tobias Stern Johansen Helene Hassager Mette Iversen Morten Skjoldager Kenneth Lund Rasmus Strøyer Nina Cederberg Sune Sølund Ritzau Roskilde Avis Skand. Film Kompani TV2 Nyhederne TV2 Bornholm Venter Venter Venter Venter Venter Venter Thomas Hee Daniel Fabricius Kristina Parkov Friederike Felbo Camilla Lee Pelle Ammundsen Jonas Ancher Nyeng Jonas Kren Førstø Rosalina Dias Larsen Morten Mølbæk Lyebalk Ulrich Quistgaard

6 10 11 JR fik repræsentant i Kompetencepanel Det nye Komptencepanel har haft sit første møde. Det er lykkedes JR, at få en repræsentant i panelet. Det er vi tilfredse med, og vi ser frem til at deltage og repræsentere JR s medlemmer i den dialog, der nu skal finde sted mellem mediebranchen og Journalistik på RUC. Branding-dag til efteråret Allerede ved det første møde i panelet blev der ført en konstruktiv diskussion omkring, hvilken profil RUC-journalister har og vil have. I JR mener vi, at det er vigtigt, at de studerende er med i denne diskussion, der gerne skulle lede frem til en klarere profilering af vores uddannelse. Derfor er der allerede nu planer om en Branding-dag til efteråret. Der vil komme mere information omkring arrangementet på et senere tidspunkt. Et nyhedsfiks i arbejdstiden Selvom vi i dag finder alle typer nyheder på nettet, begrænser vi ofte vores nyhedssøgning til et hurtigt overblik på netavisernes forside. Ritual finder ofte sted i arbejdstiden. Sælg dig selv ordentligt Generalforsamling den JR holder generalforsamling fredag den 15. september. Journaliststuderende arbejder længere og grundigere med researchen og artiklerne end deres fastansatte kolleger. Alligevel ender de tit med den halve betaling. Men sådan behøver det ikke at være. Henrik Bruun fra Journalistforbundet holdt oplæg ved JR s Sælg dig selv -møde. JOURNALISTIK TIL SALG Af Anders Boss Holsting Det er hos Journalistforbundet, at de journaliststuderende skal hente hjælp som uerfaren freelancer. Det var hovedbudskabet, da kredsen af Journaliststuderende på RUC (JR) havde inviteret faglig konsulent Henrik Bruun til at fortælle om, hvordan man skaffer sig mere end den halve pris for det hele arbejde. Tal med tillidsmanden Første gang man skal sælge en artikel, er det umuligt at gætte sig til, hvad den er værd, men typisk er de mere værd, end den studerende selv tror. De fleste tænker: Mit arbejde er nok mindre værd, fordi jeg er studerende. Den tanke synes jeg, at I skal stryge. Der kommer jo heller ikke til at stå XX (studerende) i jeres byline, siger han og understreger, at man slet ikke behøver at sige, at man er studerende. I stedet skal man vide, hvor man skal henvende sig, så man ikke bliver taget ved næsen. Tillidsmanden er jeres ven, så kort kan det ifølge Henrik Bruun forklares: Henvend dig altid til tillidsmanden først. Hvis han siger: Sådan er det. Det er, det de giver. Så er det ok. Det er dog ikke kun for de studerendes egen skyld, at de skal sige nej til en pris, der kunne være højere. Vi har et højt lønniveau, fordi vi har mange, der gider sige nej, når de får det forkerte tilbud, siger Henrik Bruun. Hvad sælger hvor? Hvis man gerne vil have den høje tarif, kan man ifølge Henrik Bruun godt skyde en hvid pind efter de store dagblade: Hvis I vil have en fornuftig betaling så gå efter fagbladene. Hvis I går efter CV et så gå efter de store aviser, forklarer han. Det er dog ikke alt, der kan sælges. Freelanceren skal prøve at se ind i redaktionslokalerne: Tænk på at aviserne først og fremmest gerne vil have aktiveret deres egne ansatte, så de ikke står og hænger ved kaffemaskinen, forklarer Bruun og uddyber: I skal producere nye ideer, som de ikke selv kan komme på. Det skal være noget, hvor I har en særlig adgang eller en ide, som er helt speciel. Den gode idé Om man har fået den fede idé, kan hurtigt tjekkes: Kan man ikke fortælle sin gode historie på 30 sekunder, så har man ikke nogen god historie. Det kan være vigtigt, når man skal skridtet videre efter tillidsmanden. Hos redaktøren er det ikke kun pengene, der er dyrebare: Det er enormt vigtigt, at I ringer til den rigtige redaktør. Chefredaktører har to værdier, de ikke vil af med; deres tid og deres penge, siger Henrik Bruun. Det vigtige er, at man får formidlet problemstillingen, og det nye i historien. Skriv en synopsis Hvis man er bange for, at historien bliver snuppet, skal man vente med at sende den færdige historie, til man har en aftale med avisen. De fleste freelancere gider slet ikke skrive en artikel, hvis de ikke kan få den solgt. De skriver en synopsis. Der er ikke nogen, der gider stjæle fra en synopsis eller en kilde, siger Henrik Bruun. Han mener, at det er yderst sjældent, at der reelt bliver stjålet idéer til artikler. Hvis man vil være på den skudsikre side, er det muligt, som med alle andre spørgsmål, at henvende sig til forbundet for hjælp. Ring til forbundet, siger Henrik Bruun: Ring til mig. boss@ruc.dk SPECIALEFOKUS Af Kaare Kronberg Hvad med et hurtigt kig på formiddagens tv-avis? Eller hvad med at få checket alle detaljerne i velfærdsforhandlinger? Internettet tilbyder i dag nyheder om alle emner på alle tider af døgnet, men trods det store udbud halter efterspørgslen. Flere fortrækker nemlig blot at checke netavisens forside. Et ritual, som ifølge Kristoffer Gravgaard typisk foregår i arbejdstiden, og som han betegner som en overspringshandling. Folk læser netnyheder i arbejdstiden, ikke i fritiden eller i frokostpausen. Når de er til frokost, har de fri, og når de kommer tilbage, så skal de lige have en kop kaffe og læse netnyheder for at starte igen. Dette er en af konklusionerne i Kristoffer Gravgaard og Kasper Hougaards speciale, Rituel nyhedslæsning nyheder på internettet fra Specialet forsøger at give et kvalificeret bud på, hvordan nettet bruges som nyhedsmedie, og hvordan netmediernes satsninger tilsvarende ser ud? Spørgsmål, der udsprang af en interesse for at udforske internettet som det fjerde nyhedsmedie, og de styrker som det medbringer. Vi bruger nettet på gammeldags maner. Vi lægger tekstaviser- samt radio- og tv-aviser på nettet. Vi ønskede at komme nærmere, hvad der er nettets egentlige styrke, og hvad man om 20 år med største naturlighed forbinder med netjournalistik, siger Kristoffer Gravgaard. Slå-tiden-ihjel medie Kristoffer Gravgaard og Kasper Hougaard gennemførte telefoninterviews med i alt 125 mennesker. Af dem blev ni hvervet til kvalitative interviews, og de skrev samtidig en dagbog om deres daglige nyhedsforbrug. Undersøgelsen viste, at netnyhederne langt fra er ved at overtage de traditionelle mediers positioner. Tværtimod har de fundet deres egen lille tidslomme i de adspurgtes hverdag - og bliver desuden læst på en helt anden måde end de trykte medier. Der var næsten ikke nogen, som læste sektioner på netaviserne. De kiggede udelukkende på forsiden, og når de havde rullet sig igennem den, havde de læst den netavis, siger Kristoffer Gravgaard og tilføjer, at det kan betragtes som et slå-tidenihjel medie, fordi nyhedssøgningen på nettet ofte bliver brugt i arbejdstiden. Derhjemme bruger nyhedsbrugerne ikke nettet til at søge efter nyheder. De fleste ser tv-avis hver aften og føler, at de på den måde er opdateret, forklarer Kristoffer Gravgaard. Flere penge i netmedier I fremtiden tror Kristoffer Gravgaard, at nettet i stigende grad vil blive i stand til at presse den trykte presse. Blandt andet fordi nyhedsbrugerne gradvist bliver mere trænet i at læse på skærmen, ligesom nyhedsudbyderne er blevet bedre til at imødekomme netbrugernes krav. Inden da står nettet, ifølge Kristoffer Gravgaard, over for en række udfordringer. Der er en stor udfordring i at få annoncører til at bruge netmedierne endnu mere seriøst. Når der kommer flere penge, kommer der også flere muskler at spille med. En anden stor udfordring er hypergrammatikken. Det vil sige at få filet den grafiske præsentationsform, så netbrugerne lettere kan finde de ting, de vil, hurtigt. Kristoffer Gravgaard og Kasper Blå bog Kristoffer Gravgaard er 28 år. Hougaards speciale var et kompetent bud på, hvordan nettet som det fjerde nyhedsmedie så ud i Siden da er der sket meget på mediemarkedet, og netmedierne ser ud til at være godt på vej. Der er udviklet en fælles præsentationsform på stort set alle netmedier i dag, som gør det lettere for brugerne at orientere sig. Derudover er der også økonomisk fremgang at spore blandt netmedierne. Gennem det sidste år er netmedierne økonomisk kommet i plus, selvom om der stadig er flere penge i den trykte presse, siger Kristoffer Gravgaard. kjkj@ruc.dk Afleverede speciale ved Journalistuddannelsen på RUC i Har været redaktionssekretær på metroxpress og Dagen - samt multimedieredaktør på Ritzaus Bureau siden august I dag er han netop blevet ansat som redaktionschef på Nyhedsavisen. Har tidligere været forskningsmedarbejder på MODINETundersøgelsen af dansk netavislæsning, og han har været ekstern lektor i internetjournalistik ved Institut for Journalistik, Kommunikation og Datalogi på Roskilde Universitetscenter.

7 12 13 Lokaljournalistik er barsk business Bag 23 små lokalaviser i HT-området ligger der et stort og økonomisk stærkt forretningsimperium - JP/Politikens Hus A/S. Aftenposten var en uafhængig avis, der prøvede at tage udfordringen op mod monopolet. Bermuda har talt med Kristian Lund, manden bag, og Nina Vedel-Petersen daværende chefredaktør på bladet. Kristian Lund Kristian Lund er uddannet cand. polit. og journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. 1987: Chefredaktør for Børsens Nyhedsmagasin 1996: Adm. direktør for Børsens Magasiner 1997: Lancering af Dagens Medicin : Chefredaktør og adm. direktør for dagbladet B.T. 2004: Lancering af Aftenposten 2005: Chefredaktør på Dagens Medicin LOKALJOURNALISTIK Af Rikke L. Mandorf Der var en gang en mand, der besluttede at lægge arm med JP/ Politiken Hus A/S. Han udfordrede i 2004 den massive medievirksomheds lokale bladmonopol med distriktsbladet Aftenposten. Nu sidder Kristian Lund på sit kontor i det indre København, og fortæller historien om hvorfor, set i bakspejlet, det var en kamp, der ikke kunne vindes. Kristian Lund er tilbage som chefredaktør på Dagens Medicin. Et blad han tilbage i 1997 selv var med til at starte op. Kristian Lund har i sin karriere startet en del blade op, og han har lært at følge en særlig opskrift: At finde et område i branchen, hvor der fandtes monopol, og hvor der blev tjent mange penge, og så starte noget ved siden af det. Det blev måden, jeg gjorde det på. Og jeg havde, i min tid på Berlingeren, set hvordan det gik med distriktsaviser. Det gik jo helt fantastisk. De tjente styrtende med penge. Så jeg tænkte, at der kunne man lave noget sjovt, måske gøre en forskel, siger Kristian Lund og fortsætter: Foto: Rikke l. Mandorf Tre ting skal være til stede: Kan det gøre en forskel? Er det sjovt? Og kan man tjene penge på det? Det blev så til Aftenposten. Store forventninger Kristian Lund var efter uoverensstemmelser med ledelsen blevet fyret fra BT, hvor han også sad som chefredaktør, og var derfor fri til at gå i gang med et nyt projekt: Mange af de ting, jeg havde været med til blev jo succeser, men det var jo altid nogle andre, der tjente pengene på det. Så Kristian Lund besluttede at gå hele vejen. Han gik i gang med at iværksætte planerne for Aftenposten; finansieret, ejet og ledet af ham selv. Aftenposten var et ambitiøst projekt, og det redaktionelle koncept var, at lokaljournalistik skulle tages alvorligt: Jeg synes faktisk, at lokaljournalistik er et spændende område, og jeg tænkte, at man måske kunne gøre det anderledes. Det skulle være god journalistik med rigtigt nyhedsstof og en superaktuel servering. Planen med Aftenposten var, at den skulle udkomme alle ugens hverdage i Lyngby/Tårbæk, Søllerød, Hørsholm og Gentofte Kommune. Lanceringen af bladet fik meget omtale, og som Kristian Lund selv udtrykker det: Det var første gang man havde set sådan et rigtigt regionalt dagblad, gratis, postdistribueret. Og selvfølgelig var det også lidt pikant, at det var til det her velhaverområde i København. Det var alt sammen enormt spændende. Vi havde store Nina Vedel-Petersen forventninger. At området hvor Kristian Lund planlagde at lancere sin distriktsavis var domineret af Politikens monopol, skræmte ham ikke i starten. Jeg vurderede, at de ikke ville gøre noget. Hvis de skulle gå til modangreb og lancere et dagblad på samme måde som mit, så ville de jo stjæle annoncepenge fra dem selv. Ja, det viste sig jo så at være en forkert vurdering. Konceptet Politikens Lokalaviser A/S, et datterselskab af JP/Politikens Hus A/S, ejede de tre lokalaviser, der dominerede området nord for København: Villabyerne i Gentofte, Det Grønne Område i Lyngby/Tårbæk og Søllerød og Ugeavisen i Hørsholm. De udkom en gang om ugen, og var finansieret af annoncesalg. Og det er i sidste ende annoncørerne, der bestemmer om et blad for lov at leve eller ej, fortæller Kristian Lund: Vi troede på, at konceptet bag Aftenposten var noget, som annoncørerne også ville synes, var spændende. Daværende chefredaktør for Aftenposten, Nina Vedel-Petersen, fortæller, at Aftenposten skulle være en avis, der skulle ramme to områder: Vi mente, der var plads til at lave kvalitetsjournalistik lokalt. Vores målgruppe var mennesker, der interesserede sig for ting, der foregik både globalt og lokalt. Det skulle vores avis afspejle. Konceptet var at lave en slags Uddannet i Skrivende journalist og redaktionschef på Aktuelt. 1996: Chefredaktør på BT. 2004: Chefredaktør på Aftenposten 2004: Chefredaktør på Hver Weekend 2005: Chefredaktør Politikens Lokalaviser A/S 2006: Redaktør på Dagens Puls Nina Vedel-Petersen har desuden skrevet en bog sammen med Mette Terkelsen. Den er fra 2004 og hedder: Kampteknik for kvinder en guide for kvinder. mellemting mellem de store dagblade og så de små lokalaviser, med fokus på den mandlige del af læserne, fortæller Kristian Lund. Men det vigtigste var, at indholdet havde en reel samfundsrelevans, og med deres målgruppe i tankerne skulle der især satses på erhvervsstoffet. Ofte er lokalaviser under stort tidspres og derfor er nyhedsdækningen præget af pressemeddelelser osv. Vi stillede højere krav til indhold. Det skulle simpelthen være regulær nyhedsjournalistik som kunne måle sig med nyhedsdækningen i et af de store dagblade, fortæller Nina Vedel-Petersen. Efter min mening er lokalområdet en af de mest rå markeder i Danmark. Kristian Lund Konkurrenten dukker op Annoncørerne synes også det var interessant med en ny slags regionalavis. Det var jo også en god forretning for dem. Vores priser var lavere, og vi dækkede et større område end i de mindre lokalblade, siger Kristian Lund. Aftenposten fik bygget et godt salg op, og det hele så ud til at lykkedes. Men så dukkede konkurrenten op. Det jeg overså var, at det de havde at forsvare var så stort, at de ville bruge uendeligt mange kræfter på at få ryddet os af vejen. Så det ender jo med, at de lancerer deres dagavis, som de sætter på gaden en måned før, vi havde planlagt at udkomme. Politikens nye distriktsavis, der hed Hver/Dag, indeholdte samme koncept som Aftenposten. Den dækkede det samme område og var postdistribueret. Vi skulle lancere i slutningen af marts, og de kom på gaden i slutningen af februar. De behøvede jo ikke den store forberedelsestid. Det var en eksisterende organisation med journalister osv., så det kunne hurtigt gøres, fortæller Kristian Lund. I begyndelsen var Kristian Lund ikke rigtig bekymret. Han mente stadigvæk, at Politikens Lokalaviser ville få et problem med at blive finansieret igennem annoncesalg uden at stjæle annoncepenge fra dem selv. Men under alle omstændigheder, blev jeg klar over, at vi var oppe imod en meget kapitalstærk konkurrent som ville arbejde som ind i for at jorde os. Men jeg troede på, at krigen kunne vindes på at demonstrere god journalistik. Kristian Lund smågriner lidt, som vil han indikere at han, set i bakspejlet, finder denne tanke lidt naiv. Tonen var da også forholdsvis munter imellem redaktionen på Aftenposten og Politiken, mens det stod på: Jeg talte med Rådhuspladsen en gang om ugen ca. og det var sådan noget: Nå, er du bange?. Og gu var jeg da ej, sagde jeg så. Vi kendte jo hinanden. Kristian Lund griner, og fortsætter i et mere alvorligt toneleje: Altså det var jo ikke min families liv og levned, der stod på spil. Havde jeg satset så stort, kan det godt være at tonen havde været en anden. Aftenpostens endeligt Med lanceringen af Politikens Hver/Dag begynder det at gå galt for Aftenposten. Annoncørerne begynder at holde sig tilbage. Politiken havde skabt uro på annoncemarkedet: Annoncørerne sagde pludseligt ikke bare ja mere. De holdt sig tilbage, og det havde de selvfølgelig en interesse i. På den måde lykkedes Politikens strategi jo. Det svindende annoncesalg blev fatalt for Kristian Lund og co. Og da udgivelsesdagen nærmede sig, måtte nogle drastiske beslutninger tages. Kristian Lund kunne se, at indtægterne ikke var, som de burde være. Han besluttede derfor, at Aftenposten skulle udgives som en ugeavis til at starte med. Men tvivlen om hele foretagendet havde meldt sig. En ugeavis kunne umuligt finansiere det foretagendet, vi havde bygget op. Vi var for store, siger han. Så efter én udgivelse og en mellemliggende påskeferie, hvor Kristian Lund får tid til at tænke og tale med sine nærmeste, beslutter han at lukke avisen ned. Flere på redaktionen var uenige. De mente stadigvæk, at det kunne lykkedes, men Kristian Lund, som må siges at være en garvet rotte inden for avisbranchen, mente det var klogt at lukke, mens der stadigvæk var penge til at få det hele afviklet på en ordentlig måde: Det er det værste, når blade går nedenom og hjem. Konkurs og folk der ikke bliver betalt osv. Så jeg besluttede, at i stedet for at kæmpe krigen, så lukker vi ned og bruger kræfter på at finde steder til de folk, der nu stod uden arbejde. Og det lykkedes. Nina Vedel-Petersen stod ikke uden arbejde ret længe. Hun blev ringet op af Politiken selv og tilbudt arbejde med at udvikle konceptet på Hver/Dag, som ikke holdt længe efter Aftenposten var gået ned: Et af problemerne var jo, at de skulle leve af et annoncemarked, som allerede var optaget af deres egne lokalaviser, siger Nina Vedel- Petersen. Hver/Dag lukker ned relativt hurtigt efter Aftenpostens endeligt, og Nina Foto: Rikke L. Mandorf Vedel-Petersen blev chefredaktør på den ugentlig efterfølger, Hver Weekend. Efter Aftenposten Hverken Kristian Lund eller Nina Vedel-Petersen ser tilbage på begivenhedsforløbet med vrede eller bitterhed. Det er jo spillets regler. Det er selvfølgelig oplagt, at de ønsker at forsvare deres interesser. Men det var da ærgerligt, for vi troede på konceptet, siger Nina Vedel- Petersen. Sådan er kapitalismen, siger Kristian Lund med et selvironisk smil. Efter min mening er lokalområdet et af de mest rå markeder i Danmark. Man lægger ikke så meget mærke til det, men relativt ofte dukker der en konkurrent op til de store, og så bliver alt sat ind på at lukke det ned. En gang imellem lykkedes det for nogen, og så ender det så med, at de bliver opkøbt. Kristian Lund tror stadigvæk på, at konceptet var det rigtige, og at det kunne være lykkedes at slå monopolet. Men det kræver altså nogle flere penge, rlm@ruc.dk

8 14 15 Når kilder klapper i Tre journalister fra Nordjyske Medier, arbejdede undersøgende med en historie om mobning hos Hjørring Politi og blev både udsat for kilder, der nægtede at udtale sig, og kilder der forsøgte at spænde ben for deres research. KILDEPROBLEMER Af Eva-Sabrina S. Kibsgård I efteråret 2004 kom der historier frem i medierne om, at en politibetjent fra Hjørring Politi havde skudt sig selv i foden, mens en anden betjent var kommet til at affyre et dræbende skud mod en uskyldig hund. Det fik tre journalister fra Nordjyske Medier; Tino Pedersen, Lars Teilmann og Claus Kræmmergaard til at undersøge historierne nærmere i foråret De finder ud af, at den er helt gal hos Hjørring Politi. Blandt andet via aktindsigt i interne breve finder de frem til, at fem ansatte i flere år konsekvent er blevet frosset ude af fællesskabet og udsat for systematisk mobning i arbejdstiden. I et kantinebord er der ridset en pil, der med ordet psykose har retning direkte mod en bestemt person og hans faste plads. Når der fejres fødselsdag, er det ikke alle, der bliver budt på et stykke kage. Der forekommer skuldertacklinger på gangene. Det var bizart, det vi fik kendskab til. Det var jo mobning på børnehaveniveau. Hvem havde troet, at det finder sted blandt voksne mennesker på en politistation, uden at nogen griber ind?, siger Claus Kræmmergaard. De havde fat i en god historie. Problemet var, at de involverede var bange for at blive stemplet som stikkere. Derfor ville ingen stå frem og udtale sig. Kildernes beskidte kneb Når man som Tino Pedersen, Lars Teilmann og Claus Kræmmergaard over en længere periode mødes af en mur af tavshed hos kilderne, kræver det vedholdenhed ikke at give op på grund af presset. Når man arbejder med kontroversielle historier, risikerer man at opleve kilderne fra deres værste sider. Derfor er det vigtigt, at man minder sig selv om, hvorfor man laver historien, og hvad der er grundsubstansen i den, siger Claus Kræmmergaard. Kilderne forsøgte at negligere historien ved at sige, at arbejdsklimaet var i bedring, eller at det var en gammel historie, de havde fat i. Enkelte kilder opførte sig decideret flabet og forsøgte at undvige spørgsmål. På et tidspunkt opsøgte Tino Pedersen politichefen, der afviste, at der overhovedet var noget at tale om. Tino Pedersen sagde: Vi er godt klar over, at der er noget, der ikke helt er, som det skal være hos jer. Politichefens flabede svar var: Er du døv?. Tino Pedersen undveg modspøgsmålet ved at sige: Skal det forstås, som at du ikke har nogen kommentarer?. Tino Pedersen mener, at det er afgørende ikke at lade sig rive med, når kilderne forsøger at sabotere interviewet. Derfor er det vigtigt at være godt forberedt. Skab et pres på kilderne Under researchen talte de med mange kilder, der aldrig er blevet citeret. Claus Kræmmergaard tilføjer: Selve kontaktforløbet med kilderne var meget langstrakt, og det betød, at tilliden til os gradvist blev øget. Efterhånden kunne vi få mere og mere at vide om substansen i sagen, og dermed var det også ret indlysende, hvilke kilder der var relevante. Journalister kan ikke tvinge nogen til at tale. Men det er der andre, der kan. Kan man ikke få sin kilde til at tale, må man finde ud af, hvem der så kan. Her er den overordnede et godt bud. Med de interne breve i hånden lykkedes det at dokumentere situationen hos Hjørring Politi over for rigspolitichefen, som tog kontakt til politimesteren i Hjørring. Claus Kræmmergaard siger: I lang tid ville politimesteren ikke tale med os. Men da vi begyndte at bygge vores historier op med flere og flere uheldige episoder, så var det helt tydeligt, at politimesteren blev presset fra oven. Med andre ord handler det om at stable dyngen af lort så højt, at den når skosnuderne på ham, der står ovenover. I dette tilfælde rigspolitichefen. På den måde lykkedes det at skabe pres på politichefen i Hjørring. En fordel at være flere Vi var under et relativt stort pres fra dele af politiet, og i den forbindelse var det fint, at vi var tre journalister, som arbejdede sammen. Jeg tror, at det er helt typisk, at man får op- og nedture undervejs, og så er det godt, at der er nogen, som kan hjælpe én med at komme tilbage på sporet, siger Claus Kræmmergaard. Han oplevede selv en krise efter at have lavet et stærkt konfronterende interview med fællestillidsmanden hos Hjørring Politi. Han var indirekte ansvarlig for, at mobningen af de fem udstødte eskalerede, fordi han ikke havde grebet ind. Efter interviewet skældte fællestillidsmanden Claus Kræmmergaard ud, og anklagede ham for at fordreje historien. Den kraftige reaktion betød, at Claus Kræmmergaard begyndte at sætte spørgsmålstegn ved historien. Det betød meget for ham, at han kunne bearbejde oplevelsen med sine kolleger, som kendte historien og konteksten. Det bragte ham tilbage på banen. Det er også en stor fordel at være flere journalister på samme opgave, når man skal lægge taktik. Taktik er efter min mening GODE RÅD NÅR KILDERNE KLAPPER I Foto: Eva-Sabrina S. Kibsgård Kilderne klappede i, da Tino Pedersen, Lars Teilmann og Claus Kræmmergaard researchede en historie omkring mobning i Hjørring Politi. fantastisk vigtigt i forbindelse med gravehistorier. Det er vitalt at angribe kilderne i den rigtige rækkefølge, med de rigtige spørgsmål og med den rigtige dokumentation. Dernæst skal man også sørge for at få lavet en fornuftig linje i rækken af afsløringer og nye vinkler. I den forbindelse er det godt at være flere journalister, så man kan vurdere de forskellige aspekter grundigt, inden en beslutning træffes, siger Claus Kræmmergaard. Historien om mobning hos Hjørring Politi blev sluppet løs søndag den 6. marts 2005, hvor den fik forsiden af Nordjyske Stiftstidende. Alle kilder, der optrådte i artiklen, var anonyme. esk@ruc.dk Søg aktindsigt. Skriftlig dokumentation kan lægge pres på kilden. Gå til kildens chef og få evt. en udtalelse. Det kan lægge pres på kilden. Tag kontakt til tidligere ansatte på stedet, der har ryggen fri. Undgå at svare på modspørgsmål og undgå at komme med en lille hvid nødløgn. Forhold dig altid neutral og lad dig ikke rive med af kilden. Vær godt forberedt til et interview. Overvej alle mulige scenarier. Vær taktisk. Overvej i hvilken rækkefølge kilderne skal konfronteres. En kilde med en fod indenfor, giver viden om, hvad der kan være interessant at se nærmere på. Vær meget præcis med citeringer. Sagen kan miste fokus, hvis kilder føler sig fejlciteret. Sørg evt. for at alle citater er godkendt inden de trykkes. Lyt til rygter, da de ofte rummer et gran af sandhed, men vær kritisk og vurder deres relevans og troværdighed. Vær opmærksom på at næsten alle kilder har deres egen agenda. Stol aldrig blindt på hvad de siger. Undgå at offentliggøre kildernes flabetheder over for journalister. Læs mere om undersøgende journalistiske metoder på Undercoverjournalistik skaber rod i etikken Undercover-journalistik er en ofte anvendt form for journalistik i mediebilledet. Men metoden er, ifølge Pressenævnet, ofte i strid med god presseskik. Hvorfor bruger journalisterne så metoden alligevel? UNDERCOVER Af Heidi Pedersen og Julie Lorenzen I programmet Dags Dato på TV2 den 12. marts 2006 gik journalisten Jens Høvsgaard undercover for at afsløre handel med mennesker. Med skjult kamera var han i Rumænien og i slumområdet bag banegården i Bukarest, lykkedes det ham at købe en sexslave for kr.. Jens Høvsgaard beskriver oplevelsen som rystende. Der er mange, som har beskrevet kvindehandel og fortalt om, hvordan det foregår, men det er ikke dokumenteret. Den eneste måde, jeg kunne dokumentere det på, var ved at foretage en handel, Undercoverjournalistik er en metode, som kun skal tages i brug, hvis ikke historien kan laves på andre måder, det skal være sidste udvej. Det er ikke noget, man skal gøre til en trend, siger Jens Høvsgaard og fortsætter: Jeg synes, det var det rigtige at gøre, for der har efter udsendelsen aldrig været så meget fokus på kvindehandel, som der er nu. God presseskik? Jens Høvsgaards overvejelser om at bruge undercoverjournalistik stemmer godt overens med Pressenævnets vurdering af, hvad der er god presseskik. Undercoverjournalistik er som udgangspunkt i strid med de presseetiske regler. Men hvis man som i Jens Høvsgaards tilfælde ikke kan opnå dokumentation på anden måde, eller hvis væsentlige samfundsmæssige hensyn taler for det, er det i orden. Ifølge pressejurist Henriette Vignal-Schjøth fra Syddansk Universitet bliver journalisters brug af undercovermetoder bedømt ud fra to regelsæt. Det ene er det retlige regelsæt. Det der står i love og regler lavet af lovgivere og Folketinget. Det andet er de presseetiske regler, der varetages af Pressenævnet, som fortolker og udbygger reglerne. Ifølge straffeloven må journalister kun anvende skjulte optagelser, når de selv er til stede. Optagelser af samtaler mellem andre er ulovlige. Desuden må optagelserne kun foregå på frit tilgængelige steder. Fx fortove, butikker i åbningstider og badestrande. Skjult identitet er en anden undercovermetode. Ifølge straffeloven er det ulovligt at udgive sig for at være fra en offentlig myndighed. Det vil fx være ulovligt at gå undercover som politibetjent. Ifølge Henriette Vignal-Schjøth åbner Pressenævnets praksis ikke op for øget brug af undercovermetoden, på trods af, at mange medier anvender metoden. Det er mit indtryk som almindelig borger og medieforbruger, at brugen af skjulte optagelser griber om sig mere og mere. De har allerede været velkendte i mange år. Jeg synes, at medier, der har hang til skjulte optagelser, måske burde spørge sig selv, om de ikke kunne skaffe dokumentation til fx forbrugerprogrammer på en anden måde, siger hun. Til gavn for forbrugeren Forbrugermagasinet Kontant på DR1 er et af de programmer, som ofte anvender skjulte optagelser. Redaktør for Kontant, Erling Groth, forklarer til Bermuda: Det skjulte kamera skal selvfølgelig bruges varsomt, men i nogle sager er det nødvendigt at bruge det. På redaktionen laver vi forbrugerjournalistik, hvor vi skal beskrive den virkelighed, som forbrugerne oplever. Når vi går ud som forbrugere med skjult kamera i fx El-Giganten og køber produkterne og ser, hvordan det reelt foregår, så opdager vi jo, at de siger nogle ting, som de ikke må i forhold til loven. De fortæller misvisende ting, og det er klart, at det kun er med det skjulte kamera, at vi kan dokumentere det, som forbrugerne bliver udsat for, DR bruger dog ikke undercovermetoder for enhver pris. Udover de presseetiske regler, som alle medier Foto: Ukendt er underlagt, har DR desuden deres egne interne etiske regler. Det skal være meget konkret i forhold til lovovertrædelser - til hvad der er moralsk forkert. Vi bruger ikke skjult kamera til det, vi kalder dækbilleder. Vi skal ikke have noget skjult for bare at skabe spænding. Det skal bruges, så vi kan dokumentere, at der er noget galt. Det skal ikke bare handle om, at to ti-årige drenge snyder en ni-årig og stjæler hans glaskugler i skolegården. Det ville vi ikke lave skjulte optagelser om, selvom han er blevet snydt. Det ville vi etisk ikke bringe, da det skal have samfundsmæssig relevans, siger Erling Groth. Kontant afregning Ifølge Jens Høvsgaard kræver undercover-metoder grundige overvejelser. I de tilfælde hvor man gør det, er det som regel i nogle betændte, kriminelle miljøer, og der er der jo kontant afregning, hvis man bliver afsløret, Det var netop, hvad der skete for to kvindelige journaliststuderende fra Syddansk Universitet. De havde med skjult kamera sat sig ind i en bil med en alfons for at undersøge prostitutionsmiljøet. Men deres skjulte kamera blev opdaget, og situationen udviklede sig ubehageligt, da alfonsen låste dem inde i bilen. Det skriver Journalisten i nr. 8/2006. Ud over at undercoverjournalistik kan være farligt, er det også vigtigt, at journalisten nøje gennemtænker, hvad han udsætter personen på den anden side af kameraet for. Jens Høvsgaard fortæller om sine overvejelser om at bruge skjult kamera i programmet om menneskehandel. I udsendelsen reflekterer jeg over, at jeg har påført nogle mennesker nogle lidelser, fordi jeg helvedes gerne ville fortælle historien. Det gælder ikke kun Carmen, den pige jeg købte, men også de folk, jeg købte hende af, da de er blevet eksponeret og politianmeldt. Deres liv bliver ændret, og det var det ikke blevet, hvis jeg ikke havde været der. Jeg har påført dem nogle ubehageligheder. Det skal man også tænke over, siger han. heidipe@ruc.dk julo@ruc.dk presseskik for brug af undercover-metoder Ifølge pressenævnet er skjulte optagelser grundlæggende i strid med god presseskik, selvom reglerne ikke står nedskrevet i de presseetiske regler. Der findes dog tilfælde, hvor det kan være acceptabelt: 1) Der skal foreligge (efterfølgende) samtykke fra de medvirkende. 2) Offentliggørelsen skal tjene en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til den eller de personer, der er optaget med skjult kamera eller mikrofon. 3) Metoden kan anvendes, hvis den fornødne journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaffes på anden måde.

9 16 Tema 17 Pia Kjærsgaard: Jeg bruger ikke spin TEMA: SPORTSJOURNALISTIK Dansk Folkeparti har succes, uanset om man bryder sig om partiets holdninger eller ej. En del af forklaringen ligger i forholdet til pressen. Gensidig respekt er nøglen. Bermuda var med, da Pia Kjærsgaard holdt foredrag om spin, kaffeklubber og Armani-habitter med dårlig pasform. MEDIESTRATEGI Af Mads Orry Der er ikke mange fra journalistuddannelserne, der stemmer på Dansk Folkeparti. Dér ligger statsministerposten ikke lige i farvandet for mig. Det ved jeg godt. Sådan lød indledningen på Pia Kjærsgaards (DF) oplæg ved mødet den 17. maj med journaliststuderende fra Syddansk Universitet, Dansk Journalisthøjskole og Roskilde Universitetscenter. Mødet, der blev holdt i Landstingssalen på Christiansborg, var sat i stand af Kredsen af Journaliststuderende (KaJ). I to timer var journalistspirerne budt på et kig bag kulisserne hos Danmarks mest udskældte og hurtigst voksende parti; Dansk Folkeparti. Ud med egne meninger Nej, Pia Kjærsgaard regner ikke med, at stemmerne fra journalistuddannelserne giver hende en ministerpost. Det giver dog ikke formanden for DF søvnløse nætter. Hun regner i stedet med journalistens nøgterne formidling, der er blottet for personlige holdninger. Det er ufattelig vigtigt, at journalister er objektive. At man gemmer sin egen politiske overbevisning væk, siger hun. Politik handler om holdningerne, og journalistik handler om formidlingen, forklarer hun og fortsætter: Jeg har mange gange været ude for, at jeg kan mærke på journalisten, at han ikke kan døje Dansk Folkeparti. Det, synes jeg, er uacceptabelt. I stedet for at tage parti, så efterlyser Pia Kjærsgaard, at journalisten er mere kritisk og vedholdende. Jeg ved egentlig ikke noget bedre end selv at sætte en dagsorden. Men jeg har aldrig fået medietræning. Hånd i hånd Pia Kjærsgaard ser flere overlap mellem sit og journalistens job. Grunden til, de til tider forveksles, kan hun godt få øje på. Jeg tror egentlig godt, at jeg selv kunne tænke mig at være journalist, hvis jeg ikke var politiker. Fordi de er så tæt beslægtede. Slægtskabet mellem politiker og journalist betyder samtidig, at de to kommer tæt på hinanden. Jeg mener, at jeg har et udmærket forhold til stort set alle journalister her på Christiansborg. Det er jo sådan en lille landsby herinde, hvor man kommer til at kende hinanden, siger hun til de cirka tredive tilstedeværende studerende. Alligevel er der ulemper, hvis kaffeklubben bliver for hyggelig. Journalisten skal turde skrive, hvad der skal skrives, understreger Pia Kjærsgaard Mere tid, mindre spin Selvom Pia Kjærsgaard har et godt forhold til pressen, er medietræning ikke hendes favoritdisciplin: Jeg ved egentlig ikke noget bedre end selv at sætte en dagsorden. Det er da også det, jeg skal som politiker. Men jeg har aldrig fået medietræning. Det vigtigste er, at politikeren får tid til at svare og så bliver citeret korrekt, siger hun. Jeg tror, at medietræning er meget udbredt. Det er jo ingen hemmelighed, at mange partier bruger store dele af deres partistøtte på det, fortæller Pia Kjærsgaard, der synes at tendensen er forkert og kunstig. Fynsk er fint I forhold til sine kolleger på Christiansborg, føler Pia Kjærsgaard, at flere har ladet sig rive med af mediestrømmen. Det er jo smadder synd for Mogens Lykketoft, at han skulle klædes ud i Armani-habit. Han ser jo helt forkert ud. Hun beklager spindoktorenes indflydelse og mener i øvrigt, de Foto fra Folketingets hjemmeside forsøger at lave folk om: Lad dog Bendt Bendtsen snakke fynsk. Og lad dog Mogens Lykketoft være god til de tal, som han er så god til. Det er ufattelig vigtigt, at journalister er objektive. At man gemmer sin egen politiske overbevisning væk. Forberedelse en dyd Det ser derfor ikke ud til, at Dansk Folkepartis formand og stifter lader doktorerne rette på hendes frisure foreløbig. Alligevel er Pia Kjærsgaard ikke en kvinde, der bryder sig om tilfældigheder. Jeg nærmest overforbereder mig, og tager stabler af papirer med, når jeg skal i tv. Dog bliver det ikke i min tid, at der bliver brugt fx fokusgrupper i Dansk Folkeparti, siger hun og hæfter sig ved, at det er fuldstændig tåbeligt at spørge befolkningen om, hvad partierne skal mene. mlorry@ruc.dk DJH klar med ny uddannelse i sportsjournalistik Fremtidens journalister skal være bedre rustet til at dække sportens økonomiske, politiske og kulturelle sider. Spådommen har fået Danmarks Journalisthøjskole, Idrættens Analyseinstitut og Play the Game til at starte et samarbejde om en ny efteruddannelse i sportsjournalistik. SPORTSJOURNALISTUDD. Af Mads Orry Sporten er blevet en økonomisk og politisk magtfaktor i samfundet i de seneste 30 år, men journalisternes uddannelse er ikke fulgt med. Derfor har medierne svært ved at give sporten det nødvendige modspil, siger sekretariatschef Jens Sejer Andersen fra Play the Game. Sammen med direktør Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut er han primus motor for den nye efteruddannelse i sportsjournalistik, der starter til efteråret 2006 på Danmarks Journalisthøjskole (DJH). Journalisthøjskolens egne studerende på 8. og sidste semester bliver i foråret 2007 ligeså tilbudt 10 ugers fagspeciale i dansk idrætspolitik. Mere bredde Efteruddannelsen handler først og fremmest om at give journalister på og uden for sportsredaktionerne inspiration, motivation og mere faglig viden om idrætten i samfundet, siger Jens Sejer Andersen. Henrik Brandt finder initiativet til den nye efteruddannelse helt logisk. Ifølge ham drejer det sig i sidste ende om at skabe en bedre sportsjournalistik, der favner bredere end den, der fylder spalterne i dag. Nutidens sportsjournalistik handler mest om kampreferater, lister over skadede spillere og resultater. Det er ude af trit med tiden og fantasiløst, mener Henrik Brandt. Sporten som kulturel, økonomisk og social faktor er meget større end dét. Der er masser af andre spørgsmål, som også fortjener at få en dækning, Hvis journalisterne ikke lærer at skabe fokus på de områder, frygter Henrik Brandt, at pressen bliver løbet over ende. Sportens magthavere Jens Sejer Andersen genkender billedet. Medierne er, ifølge ham, forsvundet i sportens bermudatrekant, fordi de ikke har kunnet følge med udviklingen. De er blevet løbet over ende af kommercielle firmaer, der nyder godt af sportens store tiltrækningskraft, For Brandt er det nye initiativ derfor helt nødvendigt. Fx er det jo spillemarkedet, der finansierer idrætsorganisationerne. Hele sportens økonomiske model er bygget på spillemidler. Spillemarkedet er en præmis for sporten. Det vil vi skabe opmærksomhed omkring, siger Henrik Brandt. Derfor ønsker han og Jens Sejer Andersen, at journalisterne fra DJH udvikler flere værktøjer til at lave bedre journalistik med. At se sporten som en isoleret del af kulturen, hvor man bare kan passe sig selv, er gammeldags. I dag brænder sporten derimod så stærkt igennem, at den bør kontrolleres på lige fod med andre magter i samfundet, siger Jens Sejer Andersen. Her har journalistikken ind til nu stået i stampe. Forløbet for højskolens elever på 8. semester vil være et undervisningsforløb på seks uger, efterfulgt af fire uger, hvor de studerende skriver en opgave. Oplevelsesøkonomi Henrik Brandt deler sportsjournalistikken op i tre kasser. Man kan tale om sportsjournalistikken som passion og underholdning. Det bliver dækket rigelig i dag, siger han og tilføjer, at også sporten som økonomisk aktivitet bør få opmærksomhed. Her er mediernes rolle central: Sporten som en del af oplevelsesøkonomien er et væsentligt område. Hvis Danmark fx skal satse på OL, så er det noget af det, som vi skal vide noget mere om, En tredje ting er idrætten som en folkebevægelse og en kulturel aktivitet: Staten har nogle opgaver over for civilsamfundet, hvor de sociale projekter såsom sundhed er i højsædet. Der leder den efter nogle partnere som idrætten. Man kan, ifølge Henrik Brandt, tale om den sport, som folk ser, og den som folk dyrker. Begge dele bør få journalisternes opmærksomhed. Andre nyhedskriterier At sportsjournalistikken har været befolket af en flok glade drenge, er et scenario, som Play the Game vil væk fra. Nok skal journalisterne have glæde ved det, de laver, men de må brede fokus ud, understreger Jens Sejer Andersen. Hvis vi er heldige, så får vi nogle andre nyhedskriterier for, hvad man kan skrive om inden for sportsjournalistikken, siger Henrik Brandt. Han ser gerne, at branchen ændrer syn på, hvad der er væsentligt inden for sportens verden. Jens Sejer Andersen beklager på samme måde de meget ens sportsnyheder. Der er desværre en forestilling blandt nutidens sportsjournalister om, at hvis de synes, noget er sjovt, så vil folk nok ikke høre om noget andet, Igennem fx en bedre kildepleje håber han og Henrik Brandt på, at journalisterne vil finde frem til historier, der viser andre vigtige sider af genren. De efterlyser i det hele taget en bedre journalistisk metode: I stedet for at sidde på tilskuerrækken, skal vi ind bag kulisserne og se bag om hele apparatet, siger Jens Sejer Andersen. Olympiaden venter De nyudklækkede sportsjournalister, som DJH sætter i verden i løbet af efteråret, får sig allerede tidligt en opgave i den virkelige verden. Danmark er vært ved den Internationale Olympiske Komites kongres, hvor der vil være en masse international opmærksomhed på Danmarks håndtering af de idrætspolitiske aspekter, lover Henrik Brandt. Han håber på at kunne klæde journalisterne bedre på til, at de kan løfte ansvaret og give en god pressedækning af begivenheden. Mediedækningens kvalitet vil i sidste ende have meget at gøre med, om Danmark får værtskabet for de Olympisk Lege, vurderer han. Jens Sejer Andersen mener, at specielt journalistens evne til at se begivenheden gennem læserens og seerens øjne vil give en bedre sportspresse. Journalisten skal ikke bare se læseren som fan ved fx OL, men også som samfundsborger, der undrer sig over sportens mange sider, siger han. Udover efteruddannelsen og fagspecialet på DJH får journalister over hele Norden endelig mulighed for at skaffe sig mere viden om international idrætspolitik gennem et kursus, som senere i år afholdes af Nordisk Journalistcenter. mlorry@ruc.dk

10 18 Tema Tema 19 Sportsjournalist på kant med loven Sportsjournalisten Carsten Werge kan skrive to domme på CV et. Men det får ikke manden bag Onside s skarpe spørgsmål til at ændre kursen. LOVGIVNING Af Mikkel Bock Bonnesen Når du endnu engang bliver bedt om at dæmpe fjernsynet, er det sandsynligvis TV3 s garvede kommentator og vært Carsten Werge, som har lagt stemme til enten en scoring i Champions League-finalen eller et skarptslebet interview med en netop fyret træner fra SAS Ligaen. Men Werge kan også, som den måske eneste danske sportsjournalist, skrive to domme på CV et. Først blev han sammen med Steen Ankerdal dømt for at beskylde DBU for kreativ bogføring i bogen Den Bagerste fra 1991, og siden er han sammen med bl.a. Flemming Østergaard og sportschef på Viasat, Peter Nørrelund, i år fået en dom for at beskylde den tidligere træner i fodboldklubben F.C. København Christian Andersen for at have fremmede damer på værelset under en træningslejr. Har dommene fået dig til at revurdere noget? Nej. Det siger mig, at man skal til Carsten Werge kanten, og nogle gange kommer man ud over den. Det værste er, hvis man ikke tør gå hen til kanten. Har du været ude over den? Det synes jeg ikke. Historien var dengang, at vores hovedkilde til det der gav balladen, han var ansat i DBU, men arbejder der ikke mere. Han sad og fortalte de ting som vi skrev i bogen tilbage i 1990, da vi var nede og lave en landskamp i Sarajevo. Han fortalte mig og Steen Ankerdal det i vidnes påhør, en kameramand og en lydmand. Da sagen så dukkede op, ringede jeg selvfølgelig til kameramanden og lydmanden og spurgte om de kunne huske, hvad han havde sagt. De kunne nærmest ordret fortælle, hvad han havde sagt. Det nemmeste havde selvfølgelig været for os at kalde vores kilde i retten til afhøring sammen med kamera- og lydmand. Så havde vi ikke tabt den sag. Når vi ikke gjorde det, var det fordi, det rent journalistisk var problematisk at knalde sin egen kilde og afsløre det. Så tog vi en dom på det i stedet for. Den anden dom modtog du på trods af, at normal praksis er, at det er den ansvarshavende redaktør, der hæfter for indholdet i et program, hvordan føles det? Jeg har ikke nogen problemer med at få en dom på det, og af samme grund ligger jeg kraftedme ikke søvnløs om natten. Men jeg synes, at det er problematisk, at jeg som vært i et program kan få en dom. Jeg har selvfølgelig et medansvar i historien, fordi jeg har været med til at researche den. Jeg vil sige, at alle tv-værter i Danmark skal ryste i bukserne. Min research betød, at vi fik et godt interview. Werge startede sin journalistiske karriere på Hvidovre Avis, hvor han i starten dækkede hele det journalistiske spekter. Det var først på Berlingske Tidende, at han begyndte at snævre dækningen ind til sport. Hvordan fik du foden i døren på Berlingske Tidende? Der skulle bygges nogle resultatsider op på sporten både til Berlingeren og BT. Det var måske arbejdsmæssigt ikke det fedeste, men til gengæld var det en måde at få en fod indenfor. Så jeg fik det første ledige job på Berlingerens sportsredaktion. Jeg dækkede roning og kano og kajak. Det var virkelig røv og nøgler. Jeg skulle vise, hvad jeg kunne. Ret hurtigt kom jeg med på fodboldlandsholdet som slave-reporter. Det var spændende for en grønskolling som mig at skulle interviewe folk som Michael Laudrup og Preben Elkjær. Berlingske var også stedet hvor jeg lærte, at man ikke tager røven på nogen, men man må godt gå til dem. Bagefter havnede du på DR, både på radio og siden tv, i dag er du på TV3. Hvad adskiller de to arbejdspladser mest som sportsjournalist? Mulighederne. DR er et vidunderligt sted at være, m e n hold kæft hvor var det uambitiøst. Sporten blev simpelthen ikke prioriteret, som den burde. Det var meget tungt. Ambitionerne på TV3 er 22 gange større. Mulighederne for de unge journalister er 50 gange større. Der er højere til loftet, og det kan jeg godt lide. På DR kunne ideer tage så lang tid at få gennemført, at de blev dræbt. Jeg savner, at vi får lov til at vise, hvad vi kan på de helt store begivenheder. Den dag vi får OL eller VM i fodbold, tror jeg folk vil opdage, hvor dårligt DR og TV 2 har gjort det i mange år. Når du stiller krav til arbejdspladsen, må de vel også kunne stille krav til dig. Hvor god er du? Jeg er dygtig. Jeg ved godt, at det er højrøvet, men jeg er dygtig til de ting, som jeg beskæftiger mig med. Jeg har arbejdet hårdt, og jeg har været dygtig til at sige, at nu vil jeg prøve noget andet. Jeg har aldrig søgt et job udover jobbet på Hvidovre Avisen og det første job på Berlingeren. Det taler vist for sig selv. Nu har du efterhånden prøvet det meste inden for sportsjournalistikken over en længere horisont. Hvad har ændret sig mest, siden du begyndte? Der var lidt mere hardcore før i tiden. I dag er det bare fra 9 til 17. Jeg er måske lidt pladderromantisk, men jeg synes, at der var lidt mere drev over journalisterne tidligere. Jeg tror, det er lidt med familie og børn, og det har jeg også selv, men jeg synes, at man gav lidt mere af sig selv dengang. Til gengæld synes jeg, at de er dygtigere formidlere i dag. Før i tiden var der nogle forfærdelige abekatte, der rendte rundt. Så kritikken af sportsjournalisterne er på sin plads? Tidligere var det dårlige ry på sin plads. Der foregik nogle underlige ting, hvor jeg tænkte mit. Ofte havde man en deadline inden kampen var færdig. Jeg kan huske en kamp i Portugal, Peter Schmeichels debutkamp i øvrigt, mellem Porto og Brøndby, hvor en journalist dagen efter havde masser af udtalelser fra spillere om, hvad de mente om kampen. Han havde bare ikke talt med dem. Det var ikke de dyder, jeg havde lært på Berlingske. Der foregik nogle ting, hvor man tænkte, det er løgn. Der var også meget mere åbenlys druk blandt sportsjournalister, end der er i dag. Hvordan har den så ændret sig de seneste par år? Der har været en tendens til, at sportsjournalistikken er blevet lidt højrøvet. I stedet for at beskrive og analysere fodboldkampe blev det i højere grad socialrealisme. Det jeg savner i nutidens sportsjournalistik, er nogle dygtige skribenter til at analysere fodbolden. Det kan godt være de findes, men jeg synes oprigtigt ikke, at de kommer ordentligt til udtryk i artiklerne. De engelske sportsjournalister kan analysere. De er fantastiske både analytisk og stilistisk. Dem har vi ikke i Danmark. mbonne@ruc.dk Aldrig bedre end sidste kamp ÅRETS SPORTSJOURNALIST Af Morten Mølbæk Lyebalk Sportsjournalist det kan man sgu altid blive!, kommer det med en klar, men dog fattet røst fra den 38- årige Anders Bay, da talen går på den almindelige opfattelse af disciplinen i journalistbranchen. Det er en misforståelse, som er skabt inde i hovedet på andre journalister. Det er i sig selv en fantastisk egenskab at kunne manøvrere inden for en gren af journalistikken, som både defineres som almindelig journalistik og som underholdning, siger Anders Bay og fortsætter: Det har nok også noget at gøre med, at vi sportsjournalister er lidt idioter. Vi har alle haft sådan en lille landsholdsspiller i maven, men har bare ikke været i nærheden af at realisere det. Selv nåede Anders Bay serie 2-niveau i sin aktive karriere på grønsværen, men røg siden uklar med cheftræneren. Siden den 1. marts 2005 har han selv siddet i chefstolen som redaktør på TIPSbladet. Opgør med fortiden Selvom Anders Bay har sat sig til rette i chefredaktørstolen på 15. måned, hviler han ikke på laurbærrene. Han mener, at den danske sportsjournalistik sagtens kan forbedres. Jeg anerkender, at vi har noget gammelt vraggods, der skal gøres op med. Nogle sportsjournalister har stadigvæk vanskeligt ved at gå i clinch med spillere. Og det er en barriere, som man skal henover. Vi arbejder meget med det her hos os, siger Anders Bay. Han ser det som et nødvendigt skridt for at give TIPSbladet en tidssvarende profil i den danske bladverden. Der er ikke noget, vi hellere vil end at skrive succeshistorierne, men det er bare vores forbandede pligt også at skrive de dybdeborende, negative historier. Det med de dybdeborende, negative historier har ikke nogen lang tradition bag sig. Det var egentligt først med DR-journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs Tavshedens pris, der omhandlede doping i den professionelle cykelsport, at man for alvor begyndte at gå hårdt til værks inden for sportsjournalistikken. Det har ifølge Anders Bay dannet præcedens for flere af den slags historier. Den gyldne pen Det hedder sig, at du aldrig er bedre end din sidste kamp. Du er nødt til hele tiden at udvikle dig for alle andre udvikler sig også, siger Anders Bay. Derfor valgte Anders Bay også ved sin tiltrædelse på TIPSbladet at påbegynde en udvikling af bladets profil. Det har medført, at han i år af foreningen Danske Sportsjournalister har fået tildelt den gyldne pen. Den gives hvert år til årets danske sportsjournalist. Steen Ankerdal, som er formand for foreningen, siger om kåringen: Det handler om, at du primært skal lave noget fagligt. Det vil sige en journalistisk produktion, der vækker opsigt. Anders Bay fik den, fordi han har formået at skærpe TIPSbladets profil. Selv var prisvinderens formål med Danmarks førende fodboldmagasin klart. Man må godt skære sig lidt på TIPSbladet. Min idé var, at vi skulle forene skarphed med seriøsitet. Det er sådan set det, at alle blade prøver på i dag. Vores kilder vil nok sige, at vi er blevet mere konfrontationssøgende. Selv mener jeg, at vi bare har været alt for fredelige tidligere, siger Anders Bay og fortsætter: Det handler om at opdrage sine kilder. Vigtigt med mix For Anders Bay har nytænkningen af TIPSbladet også betydet, at medarbejderne har skullet vænne sig til nye arbejdsopgaver og arbejdsrutiner: Helt konkret har vi arbejdet med at lave dagsordensættende temaer. Det vil sige, at vi eksempelvis tager fat i økonomihistorier og ruller persongalleriet op. Vi kører simpelthen kampagnejournalistik. Men man skal også tænke på, at det er vigtigt med et mix i et blad Sportsjournalistikken har igennem det seneste årti udviklet sig, men stadig hænger gammelt vraggods ved. Bermuda tog en snak med Årets sportsjournalist 2006, TIPSbladets chefredaktør Anders Bay, om den danske sportsjournalistik og udviklingen af TIPSbladet. som TIPSbladet. Der, hvor jeg siger nej til fodboldens inderste sjæl, altså det med: hvem spiller godt? Og hvem spiller skidt? - der er det min vurdering, at jeg mister min kontakt med kernelæseren. Fordi fodbold er stadigvæk et spil, der handler om 22 mand, der går på banen. Vi skal bare sørge for, at vi også fortæller om spillet uden for banen, siger Anders Bay. Samtidig forsøger bladet at lave et koncept, hvor man stimulerer alle sanser. Vi skal eksempelvis have noget til øjnene. Altså et fantastisk flot billede eller noget opsætningsmæssigt lækkert. Vi skal have noget til hjertet - vi skal have den gode personhistorie. Så skal vi have noget til hovedet - der skal også være en analyse. Noget rent taktisk i hvert nummer. Så på den måde skal vi have alle sanser repræsenteret. Man skal kunne sætte flueben ud for hver eneste sans, hver gang vi udkommer. For Anders Bay skal TIPSbladet være Danmarks sportsmagasin af gavn ikke kun af navn. Netop derfor, finder han det vigtigt, at bladet har noget særligt at byde på. Så læserne ved, hvor det sker. Så de kender til tendenserne på og uden for grønsværen: Vi skal sætte dagsorden. Det er vores eneste måde at overleve på. Det går godt, men vi skal blive endnu bedre, siger Anders Bay. momoly@ruc.dk

11 20 Tema Tema 21 RUC-journalister vil også skrive om sport Da den nye årgang på Journalistik startede i januar 2006, var der ni af de studerende, der sagde, at de godt kunne tænke sig at skrive om sport. Bermuda har spurgt nogen af dem, hvad de drømmer om at komme til at skrive om inden for sportens verden, og hvad de mener, vi skal med de kloge sportsjournalister. Sportsnørd og kommakonge SPORTSJOURNALISTIK Af Liv Mygind Toke Christensen B a g g r u n d : Humanistiskbasisuddannelse og Idræt Hvorfor vil du gerne være sportsjournalist? I folkeskolen var min store drøm at blive professionel fodboldspiller. Men jeg tænkte allerede dengang, at hvis det ikke kunne lade sig gøre, så ville jeg være sportsjournalist. Jeg har stadigvæk en meget stor kærlighed til sporten, og derfor er drømmen holdt ved. Derudover synes jeg, der er meget dårlig sportsjournalistik i TV. Danske journalister er generelt dårlige til at lave interviews med idrætsudøvere. De bruger ofte lukkede og floskelagtige spørgsmål a la: Nu må du være en meget lykkelig mand? Jeg ville hellere spørge om: Hvordan oplevede du kampen?. Jeg vil sætte sportsudøveren i centrum og ikke lade mine egne fordomme styre interviewet. Kan du bruge din akademiske baggrund som sportsjournalist? Ja, Jeg har læst idræt som sidefag, netop fordi jeg vil være sportsjournalist. Derfor ved jeg meget om historie, korruption og økonomi inden for sporten. Det betyder, at jeg kan være bedre til at lave gravende og kritisk journalistik inden for sporten. Der bliver ikke lavet så meget kritisk journalistik inden for sporten. Det kan være fordi, journalisterne er for tæt på kilderne. Derfor tør de ikke gå folk rigtigt på klingen. Måske er det også derfor, der er så meget korruption i sportens verden. Hvilken artikel drømmer du om at komme til at skrive som sportsjournalist? For eksempel ved man, at nogle af de folk, der sidder i ledelsen af den Olympiske komite, er gamle fascister eller har ledet et korrupt styre. Det vil jeg godt afsløre og grave i, for her sker der noget åbenlyst korrupt. Anne Sørensen B a g g r u n d : Humanistiskbasisuddannelse og Virksomhedsstudier Hvorfor vil du gerne være sportsjournalist? Professionelle sportsudøvere ofrer mange ting og vælger meget fra i kampen om at nå langt. Det er en af de informationer, der kunne være spændende at få mere med i pressens dækning af sport. Sport har efter min mening ændret sig meget, fordi der er kommet flere penge og sponsorer til. Nu kræver det, at man ofrer alt for at blive elitesportsudøver. Det er fascinerende. Derfor synes jeg, der skal være flere portrætter af sportsudøvere og mere baggrund. Så man kan forstå, hvilke typer der vælger at dedikere deres liv til sporten. Kan du bruge din akademiske baggrund som sportsjournalist? Ja, måske er mine visioner anderledes, fordi jeg kommer fra en akademisk baggrund. Jeg tænker over nogle andre ting, og det kan skabe nogle anderledes og dybere artikler, der når tættere på personen bag sportsudøveren. Men det kan også have at gøre med min baggrund som sportskvinde. Jeg er selv håndboldspiller og skiløber. Derfor kunne jeg godt tænke mig at formidle den følelse af adrenalin, der er under en kamp, til folk, der ikke selv har prøvet at være med i konkurrencesport. Jeg vil godt opbygge et klimaks og fylde sportsjournalistikken med spænding, der kan få folk til at føle, at de har været til stede og forstå, hvor fedt det er at skubbe alt andet væk og f.eks. kun stå på ski. Jeg vil også skrive om, hvorfor fodbold kan samle en hel italiensk by, når deres hold skal spille. Og hvad det er, der kan få folk til at slå hinanden ned, fordi deres hold har tabt. Det undrer mig. Søren Frandsen B a g g r u n d : Humanistiskbasisuddannelse og Historie Hvorfor vil du gerne være sportsjournalist? Siden jeg var på landsholdet i kajakroning, har jeg godt kunne tænke mig at være den, der sidder på den anden side af bordet og stiller spørgsmålene. Jeg kan som idrætsudøver sætte mig ind i problemstillinger, som andre almindelige sportsjournalister ikke vil kunne. For eksempel hvor ondt det gør på ens krop at træne 35 timer om ugen. Så vil jeg også have alle dopingsyndere ned med nakken. Doping og korruption inden for sport er klamt. Kan du bruge din akademiske baggrund som sportsjournalist? Nej, det tror jeg ikke. Måske har vi som RUCjournalister nogle bedre analytiske evner og kan forholde os mere kritisk. Jeg er vant til fra Historie at skulle afveje kilderne mod hinanden, det kan jeg bruge. Men jeg tror ikke, vi fra RUC bliver bedre sportsjournalister end journalister, der ikke har en akademisk baggrund. Hvilken artikel drømmer du om at komme til at skrive som sportsjournalist? Jeg vil godt skrive en artikel om idrætsudøveren, der mod alle odds kæmper sig frem og vinder det største inden for sin sportsgren. Jeg vil fortælle, hvor meget det kræver at nå dertil. For at give folk en forståelse af, at sport er mere end underholdning, og at der er et menneske bag sporten der har siddet og vejet sine cornflakes og støvsuget markedet for at finde et tandhjul, der vejer 5 gram mindre, end dem han har på sin cykel. lmygind@ruc.dk Hvorfor uddanne journalister på universitetet? Vi fokuserer på, om man som journalist kan bruge en akademisk baggrund. Derfor vil du i de næste numre af Bermuda kunne læse interview med RUC-journalister. De bliver spurgt, om de bruger deres akademiske uddannelse i deres journalistiske arbejde. RUC ER I ARBEJDE Af Anne Sørensen At leve af fodbold er en drøm for de fleste drenge. Men er man ikke den heldige ejer af Beckhams højreben eller Zidanes sublime overblik, må man få opfyldt sin drøm på en anden måde. Det har Morten Bauerlund gjort. Han er redaktør og journalist på TV3 sportskanalen Viasat Sport og bruger sine arbejdsdage på at beskæftige sig med sin hovedinteresse - fodbold. Han blev uddannet journalist fra RUC i 2002 og har siden januar 2003 arbejdet på Viasat Sport. Han er sportsnørd og ekspert i kommasætning og retskrivning - fortiden på overbygningsfaget Dansk er ikke gået i glemmebogen. Kolleger i kommatræning De kalder mig kværulanten inde på redaktionen, fordi jeg brokker mig, hvis folk ikke skriver ordentligt, griner Morten Bauerlund. Det irriterer ham, når sproget ikke er korrekt, og kommaerne er sat forkert. Derfor satte chefredaktøren ham til at holde kursus for alle skribenterne på Onside.dk, så standarden kunne blive bedre. Jeg tror, at jeg har en korrektsproglig force pga. min baggrund på Dansk, siger Morten Bauerlund. Men derudover synes han ikke, at han kan mærke i sit daglige arbejde, at han kommer fra en akademisk uddannelse. Jeg arbejder ikke akademisk, det kan man ikke, når man er sportsjournalist, mener han. I hans job som redaktør for Viasats Champions League hjemmeside, er det hans store sportslige viden, der tæller, og ikke de sociologiske analyser han lærte på den Samfundsfaglige Basisuddannelse. Det var dog den type analyser, der til at starte med, skaffede ham adgang til drengedrøm og sportsverden. Den kloge fodboldnørd Til panikdagen i 2000 kom Morten Bauerlund til samtale hos TV3 Sporten. Han diskede op med en længere udredning om hooliganisme og sociologien bag. Jeg prøvede på at lyde klog samtidig med, at jeg beviste, at jeg vidste en helvedes masse om fodbold, Morten Bauerlund er uddannet på Journalistik på RUC og arbejder nu på Viasat Sport siger Morten Bauerlund. Det er det mest fokuserede, jeg nogensinde har gjort, og det virkede åbenbart meget godt. Han fik praktikpladsen, og har senere fået at vide, at han fik den, fordi han virkede universitetsagtig. Om det var chefredaktørens måde at få den akademiske verden og sportsverdenen til at smelte sammen, ved Morten Bauerlund ikke. Men siden den dag har han ikke beskæftiget sig med den type overvejelser. Det er der ikke tid eller plads til at fordybe sig i på en travl sportsredaktion. Og travlhed er der masser af på redaktionen størstedelen af tiden. Alt afhænger af fodboldsæsonen. Når både Champions League og Superligaen er i gang som nu, arbejder Morten Bauerlund op til 60 timer om ugen. Han laver kortere indslag til tv og skriver nyheder til hjemmesiden. Men det bliver aldrig til længere dybdegående programmer. Der er langt fra sportsnyheder til halvårsprojekter og universitetsmiljø. Ingen illusioner Morten Bauerlund synes, det er et problem, at journalister fra RUC har så store intentioner om, at de skal kunne noget andet end alle de andre. For det er ikke sådan, virkeligheden ser ud: Vi skal kunne det samme som de andre journalister, ellers kan vi ikke få job eller praktikplads, mener han. For selvom han har glæde af sit andet fag, når kommaet skal placeres, så tror han, at det er fåtallet, der har nytte af deres universitetsbaggrund i arbejdet på redaktionerne. Det kan tværtimod være et problem, at vi på universiteterne skal lære at blive journalister på den halve tid, vurderer han. Den oprindelige idé med, at RUC-journalisterne skulle ud og revolutionere journalistikken, er utopisk, mener Morten Bauerlund. Det er der nok mange, der har fundet ud af ikke kan lade sig gøre, griner han. Journalistbranchen er ikke sådan til at ændre. Den illusion har Morten Bauerlund ikke: Jeg er ikke blevet journalist for at redde verden, siger han. Han har i stedet valgt branchen, fordi han kan beskæftige sig med fodbold, som er det, der interesserer ham mest. Jeg lever af min hovedinteresse, og arbejder sammen med en flok drengerøve, der har det på samme måde, fortæller Morten Bauerlund. Det betyder, at de alle brænder for det, de beskæftiger sig med. Det er en fantastisk arbejdsplads. Vi er jo alle sammen fodboldnørder, De fleste på redaktionen er mænd omkring de 30 som Morten Bauerlund, og det er det sjove arbejdsmiljø, der betyder noget i de stressede perioder. Morten Bauerlund kan sagtens se sig selv i sportsbranchen de næste mange år. Der er jo ingen grund til, at holde op med at arbejde med sin største interesse, mener han. Jobbet betyder imidlertid, at han har skåret ned på fodbold-tv i sin fritid. Ellers ville det nok blive for meget, som han siger. annesoe@ruc.dk

12 22 23 Tema Tema Sportsstjerner hyrer egne spindoktorer Bjarne Riis smiler mere, og Anja Andersen undskylder for eskapader. Sportsstjernerne er gået i medietræning, siger tidligere sportsspindoktor og årets sportsjournalist, Anders Bay. Eksperter kalder udviklingen logisk. Journalistspirer dribler sig til tops i RUSIS-cup en På årsdagen for Danmarks befrielse kæmpede seks fodboldglade journaliststuderende fra RUC for uddannelsens ære. Boldkrigen endte med en mirakuløs andenplads. Af Mads Orry SPORT & SPIN Sportens store navne erkender nu vigtigheden af et godt medieimage. De hyrer spindoktorer i stor stil, så de bedre kan tæmme pressen. Udøvernes medierådgivere sættes ind for at pleje det vigtige forhold til presse og sponsorer. Men også i krisesituationer uden for banen, hvor sportsstjernen har været indblandet i slagsmål eller uheldige skattesager, er medierådgiveren en kærkommen hjælp, flere benytter sig af. Sportsspin og sportsspin-doktorer er kommet for at blive, mener TIPSbladets chefredaktør Anders Bay, der har været sportsspindoktor for cykelrytteren Bjarne Riis. Håndboldspiller Anja Andersens nuværende spindoktor, Henrik Madsen, er enig: Det er vigtigt for sportsfolk at begå sig godt i medierne, fordi de i stigende omfang er forretninger, En naturlig udvikling At spindoktorerne er sluppet fri fra den politiske scene og nu er trådt ind i sportens a r e n a Mit job var at prøve at få Bjarne Riis til at tage paraderne ned og give journalisterne en chance er en logisk u d v i k l i n g, mener direktør for Idrættens Analyseinstitut, Henrik Brandt. Man ser mere og mere, at professionelle klubber og forbund ansætter kommunikationsfolk. Det hele er mere styret, end det har været før, fordi der nu er mere pres på udøverne fra mediernes side. Der er flere og flere, som hiver i de store stjerner, Pressen i kort snor Henrik Brandt forklarer, at tiderne har skiftet siden dengang, hvor journalisterne kunne vade uhindret ind i omklædningsrummet for at interviewe stjernerne. I dag er der stort set ingen klubber, hvor du går ind i omklædningsrummet. Du må pænt vente på, at pressechefen giver dig lov til at tale med spillerne, siger Henrik Brandt. Han vurderer, at et godt eksempel herhjemme på en sportsspindoktor med pressen i kort snor er Henrik Madsen, som arbejder for Anja Andersen. Tid til træning Henrik Madsen er hans opgave bevidst. Den interesse, som Anja er udsat for, er ude af proportioner og ganske abnorm. Derfor kan det være svært for hende overhovedet at få tid til at træne og spille håndboldkampe, siger han og fortsætter: Derfor er det min opgave at afbalancere mediebilledet, til hvor det hører hjemme. Går pressen derfor hans boldglade arbejdsgiver for meget i vejen, lukker Madsen uden skrupler en træningsrunde og smider journalisterne på porten. Vi sætter nogle gange grænser, der kan være svære at forstå for medierne. De grænser er dog desværre velegnede for journalisterne til at fremstille en eller anden konflikt, Tillukkede Riis Som sportsspindoktor havde Anders Bay også fået sin sag for i cykelverdenen. Mit job var at prøve at få Bjarne Riis til at tage paraderne ned og give journalisterne en chance, Anders Bay flyttede i 2001 til Italien for at rådgive Bjarne Riis. På det tidspunkt havde Bjarne Riis et synligt problem. Hvis du tænker tilbage på ham for fire-fem år siden, var han en tillukket og fornærmet type. Sådan fortæller Anders Bay, der i sin tid gjorde sit for at få Bjarne Riis til at forstå, at medierne er en samarbejdspartner og ikke et stygt uhyre, der vil æde ham. Erfaring fra pressen Henrik Madsen genkender billedet, men erfarer, at journalisters mål tit er netop konflikten hos sportsstjernen. Journalisterne repræsenterer en branche, der bliver mere og mere rå, kynisk og skruppelløs. Man skal være I dag skal man have en strategi for, hvordan man opfører sig på og uden for banen mere og mere på vagt over for pressen. Ganske enkelt fordi at der skal produceres mere og mere, fortæller han. Som Anders Bay har også Henrik Madsen en længere karriere bag sig som journalist. Tiden hos pressen har givet ham en dyrebar erfaring om mediernes væsen, der nu kommer hans klienter til gode. Rollemodeller Anders Bay tilføjer, at det for sportsspindoktoren ikke drejer sig om at give sportsstjernen et påtaget image. Det handler derimod om at give udøveren nogle redskaber, som han kan bruge over for pressen. Sportsfolk er rollemodeller, mener Bay, og derfor er det vigtigt, at man arbejder strategisk med kommunikationen. På den måde kan klubben og udøveren kommunikere sine værdier klart igennem. Det nytter ikke noget, at Brøndby har to spillere, som bliver taget med bilen fuld af hælervarer. Derfor skal man opdrage på dem, og fortælle dem, hvordan de skal reagere, hvis de bliver taget i en uheldig situation, forklarer han. Krisehåndtering Direktør for Dansk Spillerforening, Mads Øland, nikker genkendende til udviklingen i brugen af professionelle medierådgivere. Sportsstjernerne har taget råd om, hvordan de skal gebærde sig i medierne. At man ansætter spindoktorer er fordi, mediepresset er større nu, end det har været tidligere, Mads Øland oplever til stadighed, at flere af hans medlemmer skal have hjælp til at klare medierne i pressede situationer. I dag skal man have en strategi for, hvordan man opfører sig på og uden for banen. Det har en stor indflydelse på, hvordan man klarer sig i branchen fremover, vurderer han. Når sportsstjernen bliver rodet ind i et slagsmål, en slem skattesag eller andre ydmygende sager uden for banen, mener Mads Øland, at medierådgivning er en naturlig udvej. Jeg har selv været med til at udstyre en spiller med en medierådgiver i en konkret situation. Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg også fremover vil forsyne spillere med medierådgivere, siger Mads Øland. mlorry@ruc.dk FODBOLD PÅ RUC Af Mads Orry Det havde vi aldrig regnet med. Vi var klart undertippede, men en helt unik fighterånd gjorde ligesom forskellen. Sådan lød vurderingen fra den sveddryppende og noget euforiske anfører for Dynamo Cavling, Daniel Jensen, efter finalen den 5. maj mod et velspillende FC Europe. Fem sejr og to nederlag var det blevet til for Jensens tropper, ved dommerens sidste fløjt. Holdet, der spillede deres første sammen, kunne efter nederlag i finalen på 3-0 bryste sig af en flot andenplads turnering Journalistuddannelsens bedste resultat i turneringen til dato. Jepsen viste vejen Det var RUC s idrætsafdeling, RUSIS, der igen havde stablet den årlige fodboldturnering på benene. Alle studerende fra universitetet var inviteret, hvilket mange udvekslingsstuderende benyttede sig af. Trods den store tilslutning fra blandt andet de kinesiske studerende, kunne det hårdt spillede FC China dog ikke matche Dynamo Cavlings hovedstødstærke Anders Jepsen. Den over to meter høje, vestjyske striker satte flere prægtige mål ind for hjemmeholdet. De noget lavere kinesere kunne blot se til, mens Jepsens pande farede gennem luften og mindede gæsterne om, at RUC trods alt ikke giver i både pose og sæk. Dynamo Cavling (fra venstre): Rasmus Lund-Hansen, Anders Jepsen, Mads Orry, Daniel Jensen, Søren Olsen, Mikkel Bonnesen, Carlos Cruiz og Nikolaj Zwinge. Det var som om, at grønsværen i dag tilhørte Dynamo Cavling. Dagsformen var god, men vi trængte nok også lidt til den friske luft oven på vores lektorers strenge skemaplanlægning, udtalte han efter opgøret. Spansk topspiller vigtig brik Kort før første kamp mod det samfundsvidenskabelige basishold foretog Dynamo Cavling en strategisk vigtig beslutning. Holdets spilfordeler og moralske indpisker, Nikolaj Zwinge, indbød spanske Carlos Cruiz til at spille for Dynamo Cavling. Zwinges valg var skæbnesvangert, idet nyerhvervelsen fra Madrid viste sig som en ren boldjonglør. Specielt i forsvarskæden sikrede Cruiz det sidste led, før modstandernes angribere nåede Dynamos målmand, Mads Orry. Cruiz, der blev fodret med flere skarpe indlæg fra rutinerede Søren Olsen, nettede fire gange for holdet til stor glæde for de 50 fremmødte tilskuere. Sikkerhed på midtbanen var nøglen Jeg vil sige, at specielt vores midtbane stod stærkt i dag. Hvis man endelig skal tale om turneringens mand, skal han findes der, sagde Olsen efter finalen med en klump i halsen. De rosende ord var om Mikkel Puyol Bonnesen, der med sit totale overblik på den defensive midtbane i manges øjne var nøglen til Dynamos succes. Specielt i finalen viste han rutinen, da han i flere situationer pressede FC Europe til det yderste. Alligevel måtte han, sammen med resten af det slidsomme journalisthold, se sig besejret ved sidste fløjt. Ja, altså de andre var et bedre hold. De kendte hinanden bedre på banen, men jeg er nu stolt af drengene i dag. De leverede varen, sagde han veltilfreds. mlorry@ruc.dk

13 24 Udland Udland 25 Med Diktatorens lakajer i hælene Jens Jonathan Steen tog i ugen op mod valget i Hviderusland til hovedstaden Minsk som valgobservatør. For en demokratisk dansker blev det en underlig oplevelse i Europas sidste diktatur. KULTURCHOK Af Troels Henriksen Kontrasten kan næsten ikke være mere udtalt mellem det mondæne, caféfyldte Sankt Hans Torv, som Jens Jonathan Steen nu sidder ved, og så det sted hans fortælling drejer sig om. Hviderusland har netop afholdt et på papiret demokratisk valg. Jens Jonathan Steen rejste km østpå i demokratiets tjeneste. Mange i Hviderusland har glemt, hvad et demokrati er. Protesterne var heller ikke så massive som under den Den Orange Revolution i Ukraine. Der var dog en kvinde på den bidende kolde valgaften i marts på Oktoberpladsen i Minsk, der muligvis var en undtagelse. Hun opførte sig, som om hun havde oplevet demokratiet og brændte for at få det frem igen: Vi stod ved siden af en firsårig kuglerund dame, der stod med sin knyttede næve og med jævne mellemrum, når hun havde pusten til det, kunne hun kæmpe sig frem med den knyttede næve hævet i luften og råbe russiske tilråb, siger Jens Jonathan Steen. Før selve valgaftenen skulle den lille delegation dog igennem en del. Missionen, som valgobservatørerne selv kaldte ugen i landet, blev fra første dag vanskelig. Syv mand fra vores hovedkvarter i Minsk blev smidt ud, og bagefter var det så sådan et Robinsonspil, hvor folk lige så langsomt blev stemt hjem af det hviderussiske KGB, Samfundsændringer Til dagligt er Jens Jonathan Steen forvaltningsstuderende på RUC. Han rev en uge ud af studietiden for at hjælpe oppositionen i Hviderusland med at vælte Europas sidste diktator, Alexander Lukasjenko. Der sker jo ikke noget i samfundet, hvis vi ikke gør noget, og at afsætte to uger af mit liv for at styrke demokratiet i Hviderusland, synes jeg bestemt ikke, er for meget, siger han og misser med sine smalle øjne mod den skarpe sol. Missionen, som valgobservatørerne på tværs af traditionelle politiske skel og landegrænser kunne samles om, var at kontrollere om de officielle valgudmeldinger stemte overens med virkeligheden. De ville lave deres egne exit polls ved valgstederne, siger Jens Jonathan Steen. Skygget af KGB Det viste sig dog på grund af Kold Krigs-lignende metoder fra efterretningspolitiet at være umuligt at indfri de ellers gode intentioner. Til sidst var de kun tre personer tilbage fra Danmark. Lena Azimi, Martin Braunstein og ham selv. De andre var blevet smidt hjem. Et tegn på at deres tilstedeværelse blev taget meget alvorligt af myndighederne. Et andet var mediernes dækning af Vestens usædvanlige nærvær i det kolde land: I radioen og på TV på anden dagen derovre blev det nævnt, at de havde fanget en stor del af det danske pak og så sendt dem hjem, men der var stadig tre, som de ikke havde fundet endnu, siger Jens Jonathan Steen. Meget tydede dog på, at KGB var ganske klar over, hvor de sidste danskere var: De sidste tre-fire dage blev vi forfulgt af en KGB agent, som helt tydeligt fulgte efter os og blandt andet altid sad ved et bord bagved os og stirrede. Mistanken blev en dag bekræftet, da en af de hviderussiske tolke, som hjalp danskerne, spurgte den kvindelige KGB-agent, om hun havde en lighter. Hun gjorde det mest for at provokere. Det havde agenten ikke, men stillede derimod et spørgsmål tilbage om et russisk produkt, man kun kan få i én butik i Minsk. Det var en butik, vi havde boet privat ved siden af, hvor vi ikke troede nogen vidste, at vi havde boet, siger Jens Jonathan Steen. Episoden bekræftede dem blot i, at den kvindelige KGB-agent Den tidligere formand for den socialdemokratiske græsrodsorganisation Frit Forum, Jens Jonathan Steen, var i Hviderusland med paraplyorganisationen Friends across borders. (Foto: Troels Henriksen). havde fulgt efter dem. Også til det private hjem, hvor de havde boet. Terrorist Efter han kom hjem, fik han at vide, at han var blevet udpeget som terrorist og er nu i tvivl, om han står på diverse østeuropæiske og russiske terrorlister. En nordmand, som også havde været derovre, fortalte ham det. Den norske mand havde set det i de hviderussiske TV-nyheder: Historien var, at der var nogle terrorister, som havde planer om at sprænge to skoler i Hviderusland i luften, og de fik støtte fra Vesten, som ville forsøge at ødelægge valget, og så viste de et billede af mig, siger Jens Jonathan Steen. Han er glad for, at han først fik det fortalt, efter han var kommet hjem. Med anklagerne forsøgte medierne at bruge de tre danskeres tilstedeværelse på en positiv måde for Lukasjenkos muligheder. De fremstillede dem som terrorister, der var kommet til landet for at forpurre et ellers demokratisk valg. Mission completed Selvom Lukasjenko vandt en klar sejr i et valg, hvor der var en klar mistanke om valgsvindel, mener Jens Jonathan Steen ikke, at missionen mislykkedes. De fik sat fokus på Hvideruslands demokratiske problemer, og opstanden på valgaftenen og i dagene efter var stor. Det havde den ikke været i dagene op til valget, men på selve valgaftenen var der op mod demonstranter på Oktoberpladsen i centrum af Minsk. Jens Jonathan Steen var til den store demonstration på valgaftenen og fik nogle gribende oplevelser: Der var virkelig dansende og hujende mennesker, der bare var begejstrede for at kunne sige, hvad de ville og råbe deres slogan. Det var frihed, solidaritet og omvalg, Hviderusland er et land, hvor befolkningen har levet i et diktatur eller kommunistisk styre så lang tid, som praktisk talt alle nulevende kan huske. Der var demonstrationer og vrede tilråb efter Lukasjenkos valgsejr, men en egentlig revolution udeblev også denne gang. Politiet fjernede en sen nat demonstranterne fra Oktoberpladsen. troelhe@ruc.dk Kandidater egner sig ikke til små virksomheder En af Danmarks bedste iværksættere bruger ikke nyuddannede kandidater. Det, de lærer på universitet, kan man ikke bruge i små virksomheder, FEJL I UDDANNELSEN? Af Troels Henriksen Det er svært at se, hvordan man kan bruge nye kandidater fra landet universiteter i små virksomheder. De lærer mange forkerte ting. Det mener Mik Thobo-Carlsen, der har mange års erfaring i at starte nye virksomheder. Jeg synes, at store dele af den fem-årige universitetsuddannelse er spild af tid, Undtagelsen er gruppearbejde, som har noget med arbejdsmarkedets metoder at gøre. For at løse problemet er der brug for mere praktik. Andre kvaliteter Han har været medejer af meget forskellige virksomheder. Heriblandt et investeringsselskab og en virksomhed der sælger æsker til at samle hundelorte op fra gaden. Han har dog altid undgået personer, der stolt har vist deres kandidatbevis frem. Ifølge ham er det noget helt andet, der tæller, når han både skal ansætte, og når en person får succes i en af hans virksomheder. Dommen er hård over kandidaternes evner: De er sjældent særlig gode til det, man skal bruge dem til. De værktøjer, de kommer ud med, synes jeg faktisk ikke, man kan bruge til noget. I hans mindre firmaer er der ikke tid til at afsætte en erfaren medarbejder til at lære en ny op. Videnskabs- og forskningsordfører for Socialdemokratiet, Rasmus Prehn, er dog uenig i udlægningen: Det er ikke det, jeg har hørt. Erhvervslivet forudsætter, at folk ikke er helt færdige, når de ansætter dem, Han henviser dog specielt til samtaler med ledere for store virksomheder. Problemet er, at mange studerende kommer ud i små firmaer med ansatte, og her svarer evnerne ikke til, hvad der er brug for. Studerende er vant til at modtage et spørgsmål og løse opgaverne i forhold til en generel skabelon. Sådan fungerer det bare ikke i små virksomheder, siger Mik Thobo- Carlsen: Du får ikke nogen opgaver, der som sådan skal løses. Der er et teoriafsnit og et diskussionsafsnit i universitetsopgaverne. Der er et matrix, som de er bygget op omkring, og det er jo fuldstændig ligegyldigt, når du kommer ud i erhvervslivet, siger han I erhvervslivet handler det mere om personlige kvaliteter, og evner man ikke kan lære ved at studere på den klassiske måde med bøger og rapportskrivning. Ifølge Mik Thobo- Carlsen er det snarere kvaliteter som kreativitet, initiativ og sociale evner, der er brug for. Han forstår ikke partierne enighed om at få flere på videregående uddannelser. Dybest set synes jeg, de forstår meget lidt. Når man sætter en som Helge Sander til at stå for det, så lyser det langt væk af, at de ikke fatter, hvad det hele handler om, Videnskabsministeriet er klar over problemerne med afstanden mellem kandidaternes evner og arbejdsmarkedets behov. I regeringens globaliseringsstrategi er der planer om at nedsætte et aftagerpanel med repræsentanter, der skal rådgive uddannelserne, siger chefkonsulent i Videnskabsministeriet Gertie Lund. Det er altså på tegnebrættet at nedsætte en gruppe af folk med forstand på universitets uddannelser. Det skal hjælpe med at skabe kandidater, som erhvervslivet kan bruge. Gruppearbejde kan bruges Et af Mik Thobo-Carlsens største kritikpunkter er, at det for små virksomheder er ligegyldigt, om man får syv eller 10 for en opgave. Det er en opgave med en løsning, der er givet på forhånd, man bliver stillet, og det sker aldrig på en virksomhed. Der er dog en ting, som Mik Thobo-Carlsen mener, at man kan bruge universiteterne til; gruppearbejde: Altså hele idéen med det her gruppearbejde er jo at ramme noget, der ligner noget i den virkelige verden, og det er jo helt rigtigt. Derfor er det sindssygt, at vores regering har lukket ned for gruppeeksaminer, Ifølge den nye universitetslov må landets studerende gerne arbejde i grupper, men ikke gå til eksamen gruppevis. Men regeringen har ingen intention om at lukke ned for gruppearbejde, siger Gertie Lund. Rasmus Prehn giver dog Mik Thobo-Carlsen ret: Venstre har ført sig frem med den individualistiske holdning, der udelukkende er ideologi. Den har ikke noget at gøre med det, erhvervslivet mener, Praktik er løsningen Mik Thobo-Carlsen synes, at der er brug for mere praktik for at løse problemerne. Man skal som studerende prøve kræfter med erhvervslivet. Derved kan landets studerende og erhvervslivet komme tættere på hinanden. Der er nogle uddannelser som fx præster, advokater og gymnasielærere, hvor du skal være i et ophold på arbejdsmarkedet, inden du bliver præst eller advokat, og det er ligesom et godt udtryk for, at man ikke kan vade ud i en stilling fra universitetet, Rasmus Prehn er enig. Der er dog ikke nok muligheder for at komme i praktik i stedet for et semester på universitetet. Man kan ikke få merit for sit praktikophold: Der er nogle universiteter, der er dårlige til det, siger han med henvisning til at få universiteter giver merit for et ophold på for eksempel en virksomhed. Han nævner Århus og Københavns Universitetet som dårlige eksempler. Med andre ord har de studerende ikke nok muligheder for at få overført deres praktikophold, og det forlænger derfor studietiden med praktikopholdets længde. Det er de færreste studerende, der er interesseret i det, og lysten til at gå i praktik forsvinder derfor. Rasmus Prehns udtalelse er de dog ikke enige i på Københavns Universitet (KU). Tværtimod mener de, at der er enormt gode muligheder for at komme i praktik og få merit for det. Det kan ifølge chefkonsulent for studieadministrationen på KU Claus Nielsen nemt lade sig gøre på alle fakulteter undtagen Jura: Det kan da godt være, at der er historier, om folk der har haft problemer, men jeg mener, at det hører fortiden til. Der er sket meget inden for de seneste to år, og han skulle måske undersøge tingene nærmere, før han udtaler sig, siger han med adresse til Rasmus Prehn. troelhe@ruc.dk Mik Thobo-Carlsen, der har startet talrige mindre virksomheder, har svært ved at se, hvad han kan bruge kandidater til. Bevar gruppearbejdet og send dem så i praktik, (Foto: Troels Henriksen).

14 26 Udland Udland 27 Kontrasternes bydel Det er en solrig søndag formiddag i København K. En mangesidet bydel, som både emmer af historisk ro, men samtidig er fuld af liv og aktivitet. Unge som gamle, de lokale og ikke mindst turister har hver deres plads i bybilledet. En bydel med sin helt egen atmosfære. København K er en del af en artikelserie bragt her i Bermuda, som skildrer udviklingen i vores hovedstad ved hjælp af billedlige reportager og ordudvekslinger med borgerne i bybilledet. Af Heidi Pedersen og Julie Lorenzen REPORTAGE Vor Frue Plads emmer af ro. Københavns Universitets Hovedbygning fra 1836 står forladt, uden studerende og lektorer, for det er søndag og næsten 23 grader denne forårsdag i maj. Kun få mennesker har lagt turen forbi. Et kort i hånden og et kamera omkring halsen afslører, at de fleste er turister på færd. Enkelte sidder på bænkene langs pladsen. De ser ud til at nyde solen og varmen fra dens stråler. En ung pige på en gammel damecykel drøner over pladsen. Det giver en rumlende lyd, når hjulene bumler over de gamle brosten. Et grønt vattæppe ligger i cykelkurven. Måske er hun på vej til en soltur i Kongens Have. Historiens vingesus Når man skuer hen over pladsen i hjertet af København K, fornemmer man historiens vingesus. Vor Frue Kirke ligger som en solid kæmpe placeret over for universitetet. Som pladsen ser ud i dag, åben og brostensbelagt, er det svært at forestille sig, at den oprindeligt var tilhørende kirkegård til Vor Frue Kirke. En gigantisk myretue af ældre, amerikanske ægtepar indtager med ét pladsen. Lyden af kameraknips følger med dem, mens de bevæger sig hen imod den kirke, hvor Mary og Frederik i maj 2004 sagde ja og fik hinanden. Jørgen Peter, 53 år og Johan, 58 år er begge chauffører for Copenhagen Excursions. Det er her, vi sætter turisterne af, så de kan gå videre herfra. Vi holder egentlig ulovligt parkeret, så derfor er vi nødt til at blive ved bussen. Der er meget dårlige parkeringsforhold for turistbusser her i København, det giver ingen mening, at man gerne vil tiltrække turister, når man ikke kan parkere, siger Jørgen Peter. Foran Hovedbygningens gråmelerede stenfacade står seks forskellige buster i irgrøn bronze. De viser forstenede ansigter af fortidens intellektuelle. Niels Bohr er en af dem. De skuer ud over pladsen, og man får indtrykket af, at de holder øje med, at alt er, som det skal være. Ikke langt derfra på en bænk sidder Susanne, 50 år, der har boet i København K det sidste halvandet år. Hun nyder solens stråler, mens hun læser en bog af Maud Mannoni. The child his illness & the others. Jeg er rigtig glad for at bo her, her er fuld af leben og mange forskellige slags mennesker. Her bor både børnefamilier, voksne med fraflyttede børn, kunstnere osv., men ikke så mange indvandrere, siger Susanne, mens hun misser med øjnene mod solens stråler. Her er meget forskel på nat og dag. Om dagen er gaden fyldt med alle slags mennesker, mens det om aftenen mere er de unge, som præger bybilledet. Det er både godt og skidt. De sviner meget. Desværre er København en meget beskidt by. Jeg synes, det er pinligt at vise turister byen, siger hun, mens hun peger på de stykker papir og udtrådte cigaretskodder, som ligger nær nogle bænke. Måske er den sorte stenørn med de udslåede vinger, som vogter over døren ved Hovedbygningen, enig. Den er beskidt efter mange års forurening og bilos. Sorte og grå plamager dækker dens døde stenkrop. Hektisk byliv På Rådhuspladsen er bybilledet et helt andet denne søndag. Stilheden fra Vor Frue Plads er her afløst af et inferno af lyde. Biler kører hektisk rundt mellem hinanden, folk griner og snakker. Taxier og HT-busser er over alt, de larmer, og lugten fra bilos skær i næsen. Man kan næsten mærke udstødningspartiklerne glide ned i lungerne. Måger og duer svæver som små svævefly over den firkantede plads på jagt efter tabt mad. På midten af pladsen står ca. 200 mennesker samlet, mens de højlydt griner i takt. Ho, ho, ha ha ha. De griner og klapper taktfast i hænderne. Det er latterens verdensdag, de fejrer. Vi skal have masser af ilt ud i kroppen, lyder det fra konferencieren på scenen. Folk som går forbi, og de som sidder på bænke rundt omkring, stopper enten op eller sidder forundret og kigger på de grinende mennesker. Det virker meget specielt det der latterarrangement, men det er fedt, at der sker noget, siger Morten på 21. Han sidder sammen med sin kæreste Thea på en bænk og spiser jordbær, mens de nyder bylivet omkring dem. Rådhuspladsen er et fedt sted, her er plads til alle, der er mulighed for at sidde ned og kigge på folk. Her sker altid et eller andet, siger han, mens han gumler videre på sit næsten røde jordbær, der indikerer, at sommeren er på vej. Mortens stemme og latterudbruddene overdøves af rådhusklokkernes bimlen. Den gamle Rådhusbygning fra 1905 står som en modsætning til de mange moderne bygninger og den store, til tider udskældte HT-terminal, der omkranser pladsen. Der er reklameskilte på de fleste af bygningerne. I dagslyset træder reklamernes neonfacade ikke så tydeligt frem, som når mørket falder på, og neonskærerne oplyser den mørke nattehimmel. Nu er himlen lyseblå og svagt diset. Solen varmer pladsen op, og man kan næsten mærke varmen blive absorberet af de mange granitfliser, der udgør Rådhuspladsens gulv. Seven Eleven og Burger Kings farvede facader vidner om, at København er en hektisk og moderne storby. Byens puls er tydelig. Der er folk alle vegne, alle ser de ud til at skulle noget de går hurtigt over pladsen. Måske på vej til Hovedbanen, måske en tur ned af Strøget eller i Tivoli til lidt sjov. Man hører lyden af en dues vingeslag - en klaprende lyd, da den letter fra lygtepælen og flyver mod nye eventyr. Et mekka for pølsevogne Små caféborde er linet op på pladsen. Nogle nyder en kop kaffe, mens andre spiser sandwich med kniv og gaffel. Pølsevognen nær ved hedder Lis Pølser. Lotte på 60 år har arbejdet et års tid i pølsevognen. Hun er en kraftig dame med rødt forklæde, der matcher hendes fuchsiafarvede hår. Rådhuspladsen er et godt sted at stå, her sker meget. Her kommer alle slags mennesker, siger hun, mens hun skiftevis ser til kunderne og sit Billed Blad. Ekstra Bladet ligger på kanten af disken. Vi har åbent hele året rundt, fortæller hun. De grillede pølser ligger side om side med medisterpølser og pølser i svøb. Duften omringer vognen og lokker tre piger til. Jeg vil gerne bede om en karrymedister med dressing til, siger en af pigerne. 19 kr., svarer Lotte. Hendes stemme drukner, da en ambulance med hylende sirener gennemtrænger pladsen for et kort øjeblik. Ingen bemærker den rigtig, for lyden er ingen sjældenhed i denne del af København K. Snarere tværtimod. heidipe@ruc.dk julo@ruc.dk

15 Bagsiden Hvordan man genkender pornofilm Klokken er omkring de tre om natten et sted i hovedstaden. Jeg zapper forbi det tomme skærmbillede på DR2. Er nået til enden af kanalrækken på jagt efter genudsendelsen af 2. sektion, da fritgående kønsorganer pludselig pryder mit 21-tommers Prosonic. Min tommelfinger stopper midt i luften, ligesom dirrende over knappen. Den skarpsindige læser vil nok spørge sig selv, om det ikke er lidt mærkeligt at lede efter genudsendelser af 2. sektion midt om natten? Og om undertegnede ikke i sit stille sind regnede med at finde discountporno? Men det er overhovedet ikke min intention, og hvis dette er den ellers så sympatiske, Jes Stein Pedersen, har han ændret sin stil drastisk. Et splitsekund efter er de elskende væk. Nu står der en mand i dynejakke og hue. Det er Holger Danske, tænker jeg da Klip Holger, som viser sig at være flyttemand, er pludselig væk. Det er den nøgne mand fra før og nu med munden ligeså åben som deadlinevært Martin Breum i et interview med en jazzperkussionist. Det tableau, der gradvist åbenbarer sig som snittet går fra nærbillede til halvtotal, leder tankerne hen på en udtalelse, som en anden stor dansker kom med for nogle dage siden. lige pludselig begynder min tunge bare at svulme op, og så går det stærkt Og stærkt går det, men nok om Richard Ragnvald. Jeg går ud i køkkenet og smører mig en sesambolle. Da jeg kommer tilbage, er det slut med petting. Klip Fallossen toner over i den igen fuldt påklædte flyttemand. Stærkt foruroliget slukker jeg for fjernsynet og går i seng. Normaliteten der aldrig blev brudt Jeg finder senere ud af, at én af mine absolut yndlingsitalienere kan hjælpe med at forstå hændelsen og give en forklaring på de ufatteligt lange reklameblokke imellem pornografien på Kanal København. Forfatteren, filosoffen og journalisten Umberto Eco behandler i et essay fra 1984 kunsten at genkende en pornofilm. Hans pointe er, at meget af pornoens tiltrækningskræft ligger i forhistorien. Vi vil se på en uredigeret bustur i flere timer, bare vi ved, at folk begynder at kopulere til sidst. Pornokommentar af Per Taagaard Hvem har ikke, i ungdommens spæde vår, brugt tre kvarter på at se et program på RTL, i håbet om at det ville ende i erotik, blot for at finde ud af, at det er et synkroniseret afsnit af Krøniken? Eller ventet til langt ud på natten for at se Panter Tanter (Serien hedder Golden Girls på tysk). Det er i vores forventning om, at normaliteten bliver brudt, at pornoen bliver ophidsende, hvilket Palle From desværre aldrig formåede. Hvis vi vender tilbage til flyttemanden fra Kanal København, er det lige pludselig ham, der udfylder pladsen mellem de unævnelige scener. Holger Danske Flyttefirma penetrerer vores hjerner imellem knaldene, men på Kanal København ender det i det mindste med et. Pornoficering Der bliver talt meget om pornoficering af det offentlige rum, men hvis vi skal forstå dette i Umberto Ecos optik, hvor en pornofilm er én, der bruger unødigt lang tid på at komme fra A til B, står det meget værre til. Hedengangne plager som Big Brother og Robinson er åbenlyse eksempler på porno. Krøniken og Nikolaj & Julie er nogle andre dialogen mellem de fattige kys er i hvert fald ligeså uinspirerende. Men hvad med Hammerslag? Et program hvor to kvinder og tre mænd vandrer rundt i et tomt hus, og ser på parketgulve. Giv dem tyske stemmer, og det ville kunne holde en præpubertær knægt fanget i timer. Der er ingen, der skal komme og fortælle mig, at vi ikke får porno nok for licenskronerne. Efter den dybt traumatiserende oplevelse med Kanal København befandt jeg mig en dag ved et busstoppested, da en flyttemand kom gående forbi. Efter han havde passeret, stod jeg som forstenet og stirrede ud i luften. Der kom dog ikke noget erotik, intet klip, ingen brudt normalitet - jeg missede bare min bus. peta@ruc.dk Nøgen mand søger Af Søren Frandsen Jeg har gennem årene stiftet meget bekendtskab med blackout. Faktisk så meget, at det efterhånden er blevet en af mine venner. Der er sgu altid gang i mig (har jeg hørt), når jeg hænger ud med Blackout og har fået en øl eller to. På det sidste er jeg dog blevet lidt utryg ved at være sammen med ham. Hvorfor? Blackout får mig til at gå i søvne. Jep, jeg vandrer simpelthen rundt i min tre-værelses på Nørrebronx. Men ikke nok med det. Når jeg sover med Blackout ved min side, har jeg ingen trevl på kroppen. Blandet sammen giver nøgenhed og søvngængeri en pinlig cocktail. Hvornår har jeg fået nyt gulv? Jeg kan se på min taxaregning, at jeg kom hjem kl lørdag morgen. Men så kan jeg heller ikke huske mere før jeg står nøgen ude i min opgang, og hører min hoveddør smække bag mig. Til at begynde med fatter jeg ikke helt, hvad der sker. Jeg står bare helt stille og kigger rundt. Jeg står bomstille som en græsk statue af en halvfed idrætsudøver. Én tanke farer gennem mit hoved. FUCK! Hvornår er mit gulv blevet mørkebrunt? Så handler jeg. Med en kraftanstrengelse, som er B.S. Christiansen værdig, vender jeg mig om, og prøver at sparke døren ind. Ret hurtigt indser jeg dog to ting: 1) Min dør er tyverisikret 2) Jeg vækker hele opgangen. Ret dumt jeg står trods alt og dingler med benslipset fremme. Panikken breder sig. Det er der intet galt med. Med et snuptag griber jeg det første og det bedste, som kan skjule mine ædlere dele for dem, der måtte have hørt mine kraftspark på døren. Min dørmåtte. Jeg står nøgen i min opgang med en rød dørmåtte. Entrance står der med store bogstaver på den. Medicinstuderende fra himlen Der er sikkert kun gået to minutter, men jeg er sikker på, at ingen i hele verden har oplevet to minutter, der er gået så langsomt. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Til slut indser jeg, at jeg må bide i det sure æble og ringe på hos min nabo. Lækker medicinstuderende pige, der virker til at have totalt styr på tingene. Der er kun et problem. Jeg har kun talt med hende tre gange på halvandet år. Well, jeg bider skammen i mig og ringer på. Jeg holder knappen i bund i lang tid. Intet sker. Det er lige før, at jeg er glad. Nu kan jeg med god samvittighed bare sove foran min hoveddør, og vente på, at min roommate kommer hjem. Men så sker det. Langsomt går døren op til naboens lejlighed. Hvordan hun bærer sig ad med at se tjekket ud, selvom hun lige er stået op, aner jeg ikke, men det gør hun. Jeg mumler et eller andet uforståeligt, mens hun bare glor på mig. Jeg ved, at jeg er et ynkeligt syn, men jeg forsøger alligevel at spænde musklerne, og få hende til at kigge mig i øjnene. Jeg ved sgu da godt, hvilke signaler en nøgen mand med en rød dørmåtte, hvorpå der står Entrance, sender. Aldrig i mit liv har jeg følt mig så lille. I mere end en forstand. Hvis jeg havde håbet på lidt medfølelse, så glemmer jeg det ret hurtigt. Hun bryder nærmest sammen af latter: Hvad fanden har du gang i Søren?, skraldgriner hun. Febrilsk nærmest råber jeg: Jeg lægger altså ik an på dig. Det hele er et uheld! Jeg ville bare ønske, at det var en burka, jeg stod med og ikke en rød dørmåtte. Langt om længe fik hun grinet færdigt. Jeg kommer inden for i hendes tjekkede lejlighed. Får et par af hendes joggingbukser og en dyne på sofaen. Min lykke er gjort. Aldrig i mit liv har jeg været så lettet. Og hvad så, at min nabo aldrig mere kan se på mig uden at tænke på en rød dørmåtte påklædt en nøgen jyde. Jeg overlevede endnu en nat i selskab med Blackout og fik endnu en god grund til at blive bundet til min seng. soerefr@ruc.dk