Journalistik (Modul 1), Efterår 2012 Roskilde Universitet

Transkript

1 Journalistik (Modul 1), Efterår 2012 Roskilde Universitet Jeanette Dollerup Nørgaard (44550) Kathrine Meyer Jørgensen (44634) Laura Madsen (45204) Rikke Lynge Jakobsen (43134) Siska Bengtsson (44003) Vejleder: Brian Lindhoff Frederiksen Antal enheder:

2 Indholdsfortegnelse Indledning... 4 Problemfelt... 4 Problemformulering... 5 Projektdesign... 6 Teori... 7 Unavngivne kilder... 7 Kildebeskyttelse... 8 Troværdighed... 9 Ethos... 9 Pathos Logos Metode Undersøgelse af anonyme kilder i dagbladene Introduktion til indholdsanalyse Metode til interview af læserne Interviewpersoner Metode i forhold til interview med Ekstra Bladet Afgrænsning Analyse og diskussion af unavngivne kilder Offentlig relevans Delkonklusion Kan samme udtalelse komme fra en navngiven kilde? Delkonklusion Kildetjek Delkonklusion Tydelig begrundelse og accept af kildens anonymisering Delkonklusion Analyse og diskussion af troværdighed Ethos Journalistens ethos Kildernes ethos Delkonklusion i forhold til journalistens og kildens ethos Logos Delkonklusion Pathos

3 Delkonklusion Konklusion Litteraturliste Bilag Bilag Interview med Anne Katrine Aastrup Bilag Interview med Svend Aage Svendsen Bilag Interview med Bente Dieckmann Bilag Interview med Alexander Sokoler Bilag Interview med medieforsker Mark Ørsten Bilag Interview med journalist Sune Fischer Fra Ekstra Bladet Bilag Interview med Chefredaktør for Ekstra Bladets kriminalredaktion Jan Søgaard Bilag Spørgsmål til interviewpersoner Bilag Spørgsmål til Ekstra Bladets redaktion

4 Indledning Medierne skal levere nyheder i en fart, men samtidig skal medierne sikre, at de opretholder en hvis standard for troværdigheden i deres artikler. Der er stor konkurrence blandt de danske medier, og vi forestiller os derfor, at medierne må være kreative for at fastholde læserens interesse. Vi har derfor også en formodning om, at journalister i højere grad går på kompromis med deres valg af kilder for at få en god historie leveret hurtigt. I sådan en situation forestiller vi os, at journalister vil se sig tilfredse med en kilde, som ikke ønsker at fremgå med navn i stedet for en navngiven kilde. Vi har en tese om, at medierne i dag er lettere tilbøjelige til at bruge unavngivne kilder, og at brugen af disse svækker troværdigheden i artiklerne. Vi vil derfor i projektet undersøge om der er en sammenhæng mellem journalistens brug af unavngivne kilder og troværdigheden i artiklen, samt læserens holdning til kildevalget. Problemfelt Vi synes, at det er et problem, at journalister i dag har en troværdighed, som ligger i bund, kun overgået af spinddoktorer, politikere og brugtvognsforhandlere (Radius Kommunikation 2012:2). Vi ser det som et problem, at journalister har så lav en troværdighed, når de skal leve op til og udfylde rollen som den fjerde statsmagt og holde politikere og magthavere i ørerne (Schmidt 2011:22). Vi har en ide om, at en af grundene til, at troværdigheden er så lav, er fordi, at der i medierne bliver brugt mange unavngivne kilder. Vores tese er derfor, at det svækker gennemskueligheden 1 for læseren, når der bliver brugt mange unavngivne kilder, hvilket i sidste ende kan svække troværdigheden. Der kan være flere årsager til, at journalister vælger at benytte sig af unavngivne kilder. For det første kan man argumentere for, at en unavngiven kilde er en sikkerhed for demokratiet i kraft af, at journalister kan bringe historier af offentlig og samfundsmæssig interesse i medierne uden, at det får personlige konsekvenser for den kilde, der vælger at stå frem. Samtidig er ideen med unavngivne kilder, at der kommer nogle historier, stemmer eller sider af en sag frem, som ellers ikke ville være kommet frem, fordi en kilde kan risikere noget. 1 Med gennemskuelighed menes dokumentation og derved læserens mulighed for at være kildekritisk. 4

5 Flere teoretikere fremhæver nogle problematikker ved brugen af unavngivne kilder. For det første står journalisten alene med ansvaret for rigtigheden af oplysningerne, når vedkommende bruger unavngivne kilder. Problemet for læserne er, at de ikke ved, hvem det er, der udtaler sig. Journalisten kan have opdigtet den anonyme kilde. Samtidig kan anonymitet give kilden mulighed for at pynte på historien eller direkte lyve, da denne ikke kan blive holdt til ansvar for sine udtalelser (Meilby 2004: ). Vi har en tese om, at brugen af unavngivne kilder i artikler har indflydelse på troværdigheden. Denne tese understøttes af den journalistiske grundbog Journalistikkens grundtrin I, der er skrevet af Mogens Meilby.»Hvis det er helt åbenlyst for læseren, at kilden intet risikerer ved at stå ved det udsagn, han citeres for, kan anonymiteten ikke skyldes kildebeskyttelse. ( ) Når det er så åbenlyst, at kilden intet risikerer, virker det utroværdigt, for så må årsagen til anonymiteten jo være en anden«(meilby 2004:168). Vi vil beskæftige os med, om der er en sammenhæng mellem brugen af anonyme kilder i kriminalstoffet og troværdigheden. Vi har valgt Ekstra Bladet som det landsdækkende medie, der benytter sig af flest unavngivne kilder i kriminalstoffet i perioden uge 45 og 46, fordi vores tese bygger på, at et medie med mange unavngivne kilder svækker troværdigheden. Dette problemfelt leder op til vores problemformulering. Problemformulering Hvordan bruger Ekstra Bladet unavngivne kilder i deres artikler inden for kriminalstoffet, og er der en sammenhæng mellem brugen af disse og troværdigheden i artiklerne fra uge 45 og 46? Desuden vil vi undersøge, hvordan udvalgte læsere af Ekstra Bladet oplever journalistens brug af unavngivne kilder. 5

6 Projektdesign Metode Teori Unavngivne kilder: Ørsten, Meilby, Schmidt og Kruuse Troværdighed: Gabrielsen, Onsberg og Hastrup om Aristoteles appelformer Analyse af Ekstra Bladets brug af unavngivne kilder - Offentlig relevans - Udtalelse kun fås fra unavngivne kilde - Artiklen kan kun skrives med unavngivne kilde - Kildetjek af udsagn - Tydelig begrundelse og accept af kilden anonymitet Troværdighed gennem appelformer - Ethos - Logos - Pathos Konklusion 6

7 Teori Unavngivne kilder Grundlæggende er dokumentation i den journalistiske artikel afgørende for mediets troværdighed.»i den journalistiske artikel er dokumentationen de oplysninger, journalisten giver om informationers oprindelse. Den giver læseren mulighed for at tage stilling til informationernes pålidelighed i lyset af kildernes troværdighed«(meilby 1997:279). Dermed betyder dokumentation ikke, at en artikel nødvendigvis er sandfærdig, men blot at journalisten pålægger kilden ansvaret for de oplysninger, der bringes. Normalt bruger journalisten dokumentation i form af navngivne og identificerbare kilder (Meilby 1997: ). I kontrast til de navngivne og identificerbare kilder står unavngivne kilder. Når journalisten bruger unavngivne kilder, bruges kilden ved omskrivning, og journalisten undlader at bruge kildens navn. For eksempel kan journalisten henvise til en talsmand, en ekspert, en iagttager eller på anden måde undlade at røbe kildens navn. Journalisten kan også vælge at give kilden et fiktivt navn eller på anden måde sløre kildens identitet (Schmidt 2011:113). Ifølge medieforsker ved Roskilde Universitet Mark Ørsten har brugen af unavngivne kilder stor betydning for artiklens troværdighed (Bilag 22). Generelt betragtes brugen af unavngivne kilder også med stor skepsis blandt redaktører og journalister, hvor de forsøger at holde brugen af unavngivne kilder på et minimum, fordi unavngivne er med til at svække artiklens og derved også mediernes troværdighed (Schmidt 2011:113). Et af problemerne med unavngivne kilder er, at den person, der drages til ansvar for dokumentationen er ukendt. Læserne kan derved ikke føle sig sikre på artiklens sandfærdighed (Schmidt 2011:113). Journalisten kan i realiteten opdigte en kilde, og kilden kan uden konsekvenser give urigtige oplysninger. Der kan derfor være risiko for, at der ved anvendelsen af unavngivne kilder kan finde et misbrug sted (Meilby 1997:171). 7

8 Det er også vigtigt, at journalisten undersøger den unavngivne kildes udsagn, så journalisten ikke blot bliver en flink mikrofonholder for personen, og giver personen mulighed for frit at kunne tale (Kruuse 1991:89). Der findes forskellige kriterier for, hvornår journalisten bør give kilden anonymitet. Et af kriterierne er, at de oplysninger, kilden kommer med, skal have offentlig relevans. Et andet kriterium er, at journalisten skal være sikker på, at samme informationen ikke kan komme et andet sted fra. Journalisten må selv afgøre, hvorvidt artiklen kan skrives uden kildens informationer. Hvis journalisten mener, at artiklen ikke kan skrives uden kildens informationer, må journalisten vælge at give kilden anonymitet. Et tredje kriterium for at give kilden anonymitet er, at journalisten skal kunne tjekke oplysningerne fra kilden et andet sted uafhængigt af kilden. På den måde kan journalisten sikre sig, at kilden taler sandt. Derudover er det vigtig, at journalisten tydeliggør over for læseren, hvorfor journalisten har valgt at anonymisere kilden (Kanthak 2011:1-2). Når journalisten vælger at give en god begrundelse for anonymiteten, kan læserne acceptere anonymiteten, hvis de er enige i journalistens begrundelse. For eksempel vil mange læsere acceptere erfaringspersoner, der fortæller meget personlige historier. Sådanne kilder kan få lov til at være anonyme uden, at modtageren vil undre sig over berettigelsen til det (Schmidt 2011: ). Ofte kan unavngivne kilder blive betragtet som dovenskab fra journalistens side, men hvis journalisten fortæller læserne, hvorfor kilden ikke er angivet med navn, kan kvaliteten af artiklen styrkes, fordi læserne derved selv får mulighed for at tage stilling til om anonymiteten har en rimelig begrundelse (Kruuse 1991:90). Unavngivne kilder kan dog også gavne journalisten, da anonymitet giver journalisten mulighed for at få informationer, som ellers ville være utilgængelige. For journalisten betyder dette en lettere og hurtigere måde at indsamle oplysninger på (Meilby 1997:170). Kildebeskyttelse Der er forskel på generel anonymitet og kildebeskyttelse.»retsplejelovens regler om vidnefritagelse sikrer vide rammer for pressefriheden. Det er således journalister og mediers eget ansvar at bruge kildebeskyttelse med omtanke«(jørgensen 2011:147). 8

9 Kildebeskyttelse er en af de begrundelser, journalisten kan give for at vælge at anonymisere en person. Kildebeskyttelse er en form for kontrakt, der bliver lavet mellem journalisten og kilden i en situation, hvor kilden frygter negative konsekvenser ved at videregive vigtige oplysninger (Jørgensen 2011:141). Journalisten skal ved kildebeskyttelse beskytte kilden ved alle situationer. Det gælder sågar også under en retssag. Kun i sjældne tilfælde, og ved sager af særlig grov karakter, kan domstolen kræve at journalisten afslører identiteten på kilden (Jørgensen 2011:145). Kildebeskyttelsens overordnede formål er at styrke ytringsfriheden for den enkelte, der har behov for at blive hørt i en bredere offentlighed (Jørgensen 2011:147). Troværdighed Det at opnå troværdighed i en artikel handler om, at et medie skal udføre sit arbejde etisk forsvarligt. Dermed ment, at journalisten skal formidle korrekte og relevante oplysninger, hvor der ligger en etisk forsvarlig metode bag. Dette er også bundet op på de presseetiske regler som for eksempel, at mediet har pligt til at bringe korrekte oplysninger (Bilag 22). Til at definere troværdighed har vi valgt Aristoteles appelformer ethos, pathos og logos. Aristoteles definerer begreberne ud fra taler og tilhører. Vi har valgt at omformulere begreberne til afsender og læser. Under begrebet afsender er der tale om to forskellige slags afsendere, nemlig kilden og journalisten. Kilden er den egentlige afsender, da det er kildens budskab, der skal frem. Men journalisten har en del at skulle have sagt i forhold til, hvordan budskabet bliver fremført. Troværdigheden i journalistens og kildens budskab kan bestemmes ud fra de tre appelformer ethos, pathos og logos. En tekst kan skabe overbevisning og troværdighed ved stærk personlig karakter (ethos), ved at påvirke tilhørerne følelsesmæssigt (pathos) og gennem argumentation og dokumentation (logos) (Hastrup 1983:23). Ethos Når afsenderen bruger kilder med høj ethos i sin formidling af budskabet, er det for at få læseren til at opnå tillid til kilden. Hvis læseren har tillid til kilden øges troværdigheden. En kilde med høj anstændighed eller høj status i samfundet har som regel høj ethos (Hastrup 1983:34). Vi mener for eksempel, at en kilde med høj ethos inden for kriminalstoffet er politibetjente eller domstole. 9

10 Aristoteles forholder sig desuden til de tre ethos-dyder. Han opererer med ethos-dyderne; phronesis, arete og eunoia. Vi finder det relevant at inddrage den ene ethos-dyd phronesis. Begrebet kan normalt oversættes til klogskab eller viden (Gabrielsen & Christensen 2010:116).»Phonesis handler grundlæggende om at fremstå vidende og indsigtsfuld i forhold til det emne, der diskuteres og altså ikke om at fremstå vidende i almindelighed«(gabrielsen & Christensen 2010:116). Denne ethos-dyd, som vi vælger at give navnet kompetencedyd, er vigtig at forholde sig til i indholdsanalysen, da dens karakteregenskaber er relevante i forhold til, at vi har valgt at analysere de anonyme kilder. Ethos-dyden giver os mulighed for at vurdere kildernes kompetencer på det område, de udtaler sig om (Gabrielsen & Christensen 2010:116). Pathos Når journalisten forsøger at opnå læserens tillid gennem brugen af pathos, bruger journalisten ord, som appellerer til følelser eller skaber en stemning i situationen hos læseren. Journalisten vil få læseren til at føle for eksempel vrede, ophidselse, glæde eller medlidenhed (Onsberg & Jørgsensen 2008:64). Logos Ved brug af logos forholder journalisten sig til de faktuelle oplysninger i sagen, som, der er dokumentation for, er sande. Derved er journalisten meget objektiv og benytter sig af et neutral ordvalgt i sit sproglige udtryk (Onsberg & Jørgsensen 2008:62). Vi er klar over, at der er andre måder at definere troværdighed på. For eksempel kunne vi have set på, hvilke argumenter der ligger til grund for den påstand, kilden ønsker fremført. Vi har dog valgt at afgrænse os til at analysere, hvordan mediet vælger at præsentere sit argument, altså hvilke appelformer journalisten og kilden bruger for at styrke artiklens troværdighed over for læserne. 10

11 Metode I dette projekt prøver vi at stille spørgsmålstegn ved brugen af unavngivne kilder i Ekstra Bladets kriminalartikler. De forestillinger og anskuelser, der hersker i forvejen, lægger vægt på, at når man bruger unavngivne kilder, får det konsekvenser for troværdigheden. Det er denne anskuelse, vi undersøger og problematiserer i vores projekt. Vi ønsker altså at undersøge karakteren af fænomenet, unavngivne kilder i forhold til et fokus på troværdighed. Når vi vil undersøge fænomenet, vil vi forsøge at opnå en forståelse for, hvordan unavngivne kilder bliver brugt, og hvilken betydning, det har for læserne. Vi vil indledende bruge en kvantitativ metode til at få et overblik over omfanget af brugen af unavngivne kilder. Herefter vil vi kvalitativt undersøge, hvordan de unavngivne kilder bliver brugt i de pågældende artikler ud fra teorier om, hvordan journalister bør bruge unavngivne kilder i praksis. Til at supplere teorien på området har vi interviewet medieforsker ved Roskilde Universitet Mark Ørsten for at få en mere tidssvarende bedømmelse af unavngivne kilders betydning for en artikels troværdighed. Vi har lavet kvalitative interviews med læsere af Ekstra Bladet for at nå frem til en forståelse for, hvad der konkret gør en artikel troværdig for dem, og om et manglende navn påvirker deres tillid til udsagnet og artiklens troværdighed. Vi kan således ikke sige noget generelt om, hvad alle læsere af Ekstra Bladet mener om at bruge unavngivne kilder. Vi har lavet et interview med chefredaktør for kriminalredaktionen på Ekstra Bladet og en journalist fra samme redaktion for at få en forståelse for produktionsvilkårene og de overvejelser, der bliver gjort, samt hvordan det forholder sig i praksis på det konkrete medie. Vi kan på samme måde ikke bruge interviewene til at sige noget generelt om journalisters brug af unavngivne kilder. Men interviewet kan give os indsigt i de overvejelser, der ligger i den journalistiske hverdag. Undersøgelse af anonyme kilder i dagbladene Indledende lavede vi en mini-undersøgelse af, hvor udbredt brugen af unavngivne kilder er i danske landsdækkende aviser. Til at undersøge avisernes brug af unavngivne kilder lavede vi en optælling af artikler i de fem største landsdækkende aviser Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, B.T. og Ekstra Bladet. Børsens oplag er større end både B.T. og Ekstra Bladets oplag, men vi valgte Børsen fra på baggrund af en formodning om, at de ikke for- 11

12 midler kriminalstof i samme grad som de to tabloidaviser. I vores optælling valgte vi at definere kriminalartikler som artikler, der omhandler kriminelle handlinger, eller reaktioner på en sådan handling, begået på dansk grund. Nedenstående skema er udarbejdet på baggrund af en kvantitativ optælling. Undersøgelsens formål er at give et billede af, hvilken en af aviserne, der formidler mest kriminalstof, og hvilket medie, der bruger flest unavngivne kilder. Undersøgelsen er foretaget af uge 45 og 46 i Da vi ikke kan sige noget repræsentativt om Ekstra Bladets brug af unavngivne kilder generelt, har vi i gruppen valgt at slå tilfældigt ned på disse to uger, for at få et billede af, hvordan brugen af unavngivne kilder har været i en tilfældig periode. Det betyder altså også, at vi i vores konklusion ikke kan sige noget om Ekstra Bladets brug af unavngivne kilder i andre perioder end den undersøgelsesperiode, vi har valgt. Avis Krimi-artikler i Anonyme kilder Navngivne Anonyme kil- alt kilder der i procent Berlingske % Politiken % Jyllands-Posten ,756 % B.T % EB ,4 % På baggrund af denne indledende undersøgelse har vi valgt at fokusere på brugen af unavngivne kilder i kriminalstoffet i Ekstra Bladet. Ud fra undersøgelsen ses det, at Berlingske og B.T. procentvist har det højeste antal af unavngivne kilder. Vi har dog valgt at fokusere på Ekstra Bladet, da dette medie har flest antal artikler, hvor kilder udtaler sig uden navn. Samtidig kan vi se, at avisen sidder på det kriminelle stofområde i denne tougers periode. Vi vil undersøge troværdigheden i forhold til brugen af unavngivne kilder. Ekstra Bladet er det mest utroværdige medie i forhold til den landsdækkende rangering. Det er derfor interessant at undersøge, om der er en sammenhæng mellem deres brug af unavngivne kilder og deres placering i bunden (Spørgeskemaundersøgelse: Danskernes tillid til medierne 2011). Samtidig må vi tage højde for, at der er andre ting, end de unavngivne kilder, der gør, at Ekstra Bladet ligger i bunden. 12

13 Introduktion til indholdsanalyse Den metodiske tilgang, som vi har valgt til udformningen af vores analyse, er en indholdsanalyse. Helt konkret vil vi analysere de artikler fra Ekstra Bladet i perioden uge 45 til 46, som bruger en eller flere unavngivne kilder. Som det også fremgår af navnet, beskæftiger indholdsanalysen sig med at undersøge en teksts indhold, det vil sige tekstens relation til den virkelighed, den handler om. Denne form for analyse kortlægger og beskriver en udvalgt teksts indhold ud fra nogle valgte kategorier som for eksempel emne(r), temaer eller undertemaer (Jensen 2011:38). I vores analyse har vi valgt at analysere indholdselementer ud fra kategorier, som vores teori om unavngivne kilder og troværdighed lægger op til. Normalt fokuserer en indholdsanalyse ikke på en teksts sproglige form, men fokuserer derimod udelukkende på en kortlægning og beskrivelse af tekstens indholdselementer (Jensen 2011:38). På trods af dette, har vi dog alligevel valgt at sætte fokus på tekstens sproglige form i forhold til især appelformerne pathos og logos. Det har vi valgt, fordi vi mener, at sproget i artiklerne også har en indflydelse på troværdigheden og på måden, hvorpå kilden præsenteres. For at få et overblik over de unavngivne kilder i artiklerne, samt kildernes udsagn, har vi markeret dem i de artikler, som vi har brugt i vores analyse. Denne farve markerer den unavngivne kilde Denne farve markerer den unavngivne kildes udsagn Vi vil med baggrund i vores teori og Mark Ørstens udtalelser undersøge, hvorvidt de unavngivne kilder: - Bliver brugt i historier af stor offentlig relevans, - Om udsagnet kunne have kommet fra en anden kilde, - Om kilden er nødvendig for historien, - Om journalisten har fået oplysningerne bekræftet andetsteds, - Om der er en tydelig grund til, at kilden ikke tør stå frem med navn og - Om denne grund er skrevet tydeligt i selve artiklen (Kanthak 2007). Disse er alle parametre, som vores teori fremhæver som værende vigtige for troværdigheden, hvis man skal bruge unavngivne kilder i en artikel. Vi undersøger derved om Ekstra 13

14 Bladets brug af unavngivne kilder i de udvalgte artikler lever op til teoriens kriterier for om det er troværdigt. Herefter undersøger vi, hvilke andre virkemidler artiklerne gør brug af for at skabe troværdighed til de unavngivne kilders udsagn. Her analyserer vi de udvalgte artikler på baggrund af Aristoteles retorikformer ethos, logos og pathos, som er appelformer, journalisten kan bruge for at styrke udtalelser og dermed også styrke kildens og artiklens påstand. Vi har kun valgt at analysere indholdet i de artikler, der bruger unavngivne kilder, hvor journalisten selv har taget et aktivt valg om at anonymisere en kilde eller at bruge kilden i sin artikel på trods af et ønske om anonymitet. Vi har dog også medtaget artikler, hvor den unavngivne kilde er offer for en sexforbrydelse, selvom det ifølge retsplejeloven 1017 b er imod reglerne at nævne navnet på ofre for sådanne forbrydelser (Retsplejeloven: kapitel 92: 1017 b). Vi har valgt at tage disse sager med i indholdsanalysen, fordi vi mener, det ikke er tydeligt for læseren, at det er en bestemmelse udefra, der er årsagen til at navnet ikke nævnes. I analysen vil vi kun trække de eksempler ud, som vi mener bedst beskriver de pointer, som vi arbejder ud fra. Materialet er for stort til, at vi kan gå i dybden med det hele, så analysen bliver påvirket af de eksempler, som vi vælger at fremhæve i analysen. Alle artiklerne er dog vedlagt som bilag. Metode til interview af læserne Vi vil undersøge læsernes oplevelse af troværdigheden for artikler, der benytter sig af unavngivne kilder. Dette vil vi undersøge, fordi vi synes, det er en vigtig pointe i forhold til, at det er læserne, som vurderer artiklerne i sidste ende. Selvom der teoretisk og journalistisk set er en opfattelse af, at anonyme kilder mindsker troværdigheden til artiklens indhold, vil vi gerne have læsernes syn på, hvorvidt dette er tilfældet, og om det er tilfældet. Der er blevet lavet kvantitative undersøgelser omkring læseres syn på troværdighed i forbindelse med medier. Her bliver der eksempelvis spurgt ind til mediernes brug af konflikthistorier og sensationsstof i artikler som en slags parameter for, hvad der gør en artikel utroværdig. Men der er ikke lavet nogle danske undersøgelser omkring, hvordan læserne forholder sig til brugen af unavngivne kilder i forhold til artiklens troværdighed. Vi har derfor lavet en række interview, som skal undersøge nogle af Ekstra Bladets læseres opfattelse af unavngivne kilder, og hvilken indflydelse de unavngivne kilders tilstedeværelse i en artikel har for troværdigheden af det, som bliver skrevet. 14

15 Interviewpersoner De personer, vi har udvalgt til interview, er alle folk, som læser Ekstra Bladet. På den måde får vi kendskab til, hvordan avisens egne læsere ser troværdigheden i de konkrete artikler. Vi kunne også have spurgt alle slags avislæsere om troværdigheden i de konkrete artikler, men i dette tilfælde forestiller vi os, at læsere af eksempelvis Politiken, har nogle fordomme på forhånd om troværdigheden af stoffet i Ekstra Bladet. Vi har udvalgt fire læsere af Ekstra Bladet, der fordeler sig på forskellige køn og generationer: Alexander Sokoler: 28 år, studerende på Roskilde Universitet, har læst Ekstra Bladet i 5 år. Anne Katrine Aastrup: 25 år, bankrådgiver i Nordea, hun læser Ekstra Bladet i frokostpausen på sit arbejde Svend Aage Svendsen: 74 år, pensioneret taksator, han har læst Ekstra Bladet i 43 år Bente Dieckmann: 53 år, afdelingssygeplejerske ved Psykiatrisk Center Skt. Hans, læser Ekstra Bladet en gang imellem. Spørgsmålene til interviewpersonerne fremgår af bilag 25. Vi har fundet vores interviewpersoner gennem netværk, da Ekstra Bladet ikke oplyser kontakter på deres læsere. Derudover har vi forsøgt at sætte interview-opslag op i bibliotekers avisafdelinger, oprettet en profil på Nationen og benyttet os af forskellige mailingliste fra eksempelvis Roskilde Universitet. Det var dog vanskeligt at finde nogen, der havde lyst til at deltage på denne måde, så vi endte med at trække på vores netværk for at finde læsere af Ekstra Bladet, der kunne deltage. Vi har valgt to sager ud af alle de artikler med unavngivne kilder, som optrådte i Ekstra Bladet i vores to ugers undersøgelsesperiode. For hver af de to sager viser vi en artikel med unavngivne kilder og en artikel med navngivne kilder. På den måde vil vi se på, om artiklerne med navngivne kilder bliver vurderet højere i forhold til troværdighed. Det er værd at nævne, at vi dermed ikke har medtaget de artikler med navngivne kilder i vores indholdsanalyse Den første sag er Heidi-sagen, hvor vi har udvalgt artiklen om genboernes reaktion på mordet af naboen Heidi Abildskov. Her er det lidt uklart, hvorvidt der er grund til, at genboen fremstår uden navn. Desuden er det tydeligt, at denne artikel kunne have været skrevet uden hendes udtalelse, fordi de andre naboer i artiklen står frem med navn. 15

16 Samtidig kommer hun ikke med en udtalelse, som siger noget konkret eller vigtigt for sagen (logos). Hendes udtalelse er i stedet med til at skabe et billede af stemningen i villakvarteret (pathos). Den anden sag er Fyn-sagen, hvor vi har valgt at vise Ekstra Bladets læsere to artikler om to mindreårige piger, der er blevet seksuelt misbrugt af en mand på Fyn. Her er der bedre argumentation for, at kilden, en 15-årig pige, optræder uden navn. Det var ikke hende selv, der blev udsat for overgreb, men hun forklarer, hvordan en mand, hun tror, er gerningsmanden, har vinket hende hen til sin bil. Her kunne journalisten ikke have brugt andre kilder end hende, der udtaler sig uden navn, til at beskrive den samme oplysning. Samtidig kommer hun med en oplysning, som på sin vis er vigtig i forhold til selve sagen (logos). Udsagnet bliver også brugt til at skabe pathos ved at give nogle billeder på, hvordan gerningsmanden opererer. Vi vil se om den anden sag har større troværdighed, hvilket sagen burde have i forhold til vores teori, da den bruger begge appelformer og der er en tydelig grund til, at kilden ikke står frem med navn Alexander Bente Kathrine Svend 0 "Forfærdelse i det lille samfund" "Hvor gammel er du?" Heidi kan have kendt sin bøddel "Genbo: jeg kan ikke sove om natten" Grafen viser fordelingen af tillid fra de forskellige læsere fordelt på de 4 artikler 16

17 Gennemsnit af læsernes tillid ,25 4 3, "Forfærdelse i det lille samfund" "Hvor gammel er du?" Heidi kan have kendt sin bøddel "Genbo: jeg kan ikke sove om natten" Grafen viser gennemsnittet af den tillid, som læserne har til de forskellige artikler. Den gennemsnitlige tillid til alle artiklerne er: 3,5 Til at analysere interviewene efterfølgende vil vi bruge meningskondensering. Meningskondensering betyder, at der gives en kortere formulering af det, der siges i interviewene (Kvale 2009:227). Hovedbetydningen af det, der bliver sagt, omformuleres til få ord, som vi vil bruge i vores diskussion af troværdigheden i forhold til brugen af anonyme kilder (Bilag 18-21). Det er vigtigt, at intervieweren holder sin egen opfattelse af emnet uden for interviewet og ikke lader sig styre af sin egen opfattelse (Kvale 2006:228). Metode i forhold til interview med Ekstra Bladet Selvom teorien stiller nogle skarpe retningslinjer op for, hvornår det kan retfærdiggøres at bruge unavngivne kilder i artikler, er det ikke sikkert, at journalisterne på Ekstra Bladet har disse kriterier in mente, når de skriver kriminaljournalistik. Vi har valgt at lave et interviewet med Ekstra Bladets chef for kriminalredaktionen, Jan Søgaard, og journalist på kriminalredaktionen Sune Fischer for at finde ud af, hvordan retningslinjerne for brugen af unavngivne kilder er på Ekstra Bladet og hvilke overvejelser de gør sig på bladet i forhold til at bruge unavngivne kilder. Retningslinjerne på avisen påvirker også, hvordan artiklerne bliver udformet. Ekstra Bladets hverdagspraksis og overvejelser om brugen af unavngivne kilder, kan give et forklarende perspektiv i diskussionen af, hvad det betyder for Ekstra Bladets troværdighed, at de benytter mange unavngivne kilder. 17

18 Vi har interviewet Jan Søgaard og Sune Fisher for at få et billede af både en journalists praksis omkring unavngivne kilder og få chefens holdning til brugen af denne slags kilder. Spørgsmålene til interviewene fremgår af bilag 26. Til at analysere interviewene vil vi igen bruge meningskondensering for at give det, der bliver udtrykt i interviewene, en kortere formulering, som kan bruges i diskussionen af troværdigheden i de analyserede artikler (Kvale 2009:227). Afgrænsning Vores projekt hører under kriminalredaktionen, og vi vil derfor redegøre for, hvilke typer af kriminalsager, vi tager udgangspunkt i. Til undersøgelsen af antal unavngivne kilder i de fem største landsdækkende aviser, valgte vi at afgrænse os til sager om narkotikahandel, røveri/tyveri, trusler, sexforbrydelser, pengefusk, vold og drab. Vi har derfor undladt at fokusere på mere international vold, for eksempel i forhold til krig. Vi har også afgrænset os fra at bruge sportssager, der kan anses for at være af kriminel grad, for eksempel dopingsager med mere. Årsagen til dette er, at vi ser internationalt vold, som for eksempel krig, som hørende under et politisk stofområde. Vi har valgt at bruge betegnelsen unavngivne kilder i vores projekt, da der på nogle områder er forskel på unavngivne kilder og anonyme kilder. Anonyme kilder er i mange sammenhænge det samme som unavngivne kilder, men anonyme kilder er også de kilder, der ringer anonymt til et medie og giver et tip. Den anonyme kilde er derved også anonym over for journalisten. En anonym kilde i sådanne sammenhænge vil derfor aldrig kunne fremstå med navn, og vi vil derfor ikke bruge betegnelsen i vores opgave, da det ikke er et valg journalisten har indflydelse på. Både Mark Ørsten og Jan Søgaard bruger betegnelsen anonyme kilder, når det er en kilde, der giver et anonymt tip, og som derfor også er anonym for journalisten. I vores optælling af unavngivne kilder i Ekstra Bladets kriminalstof, lagde vi mærke til, at man kan kategorisere de unavngivne kilder inden for to grupper. 18

19 Unavngivne kilder i Ekstra Bladet Navneforbud Anden årsag Diagrammet viser, hvor mange af de unavngivne kilder som fremstår uden navn pga. navneforbud. Vi vil undersøge de resterende unavngivne kilder. Den første gruppe unavngivne kilder, fremgår i artiklerne uden navn, fordi der fra rettens side er pålagt navneforbud. Denne gruppe af artikler fremstår ofte bare med initialer eller betegnelsen den tiltalte. Det drejer sig om lidt under halvdelen af artiklerne, hvor det er på grund af navneforbud, at det er en unavngiven kilde. Da vores projekt undersøger brugen af unavngivne kilder i Ekstra Bladets kriminalstof, har vi været nødsagede til at afgrænse os fra nogle aspekter, der ellers til dagligt også tages højde for i forbindelse med det at anonymisere en kilde. Der er flere aspekter, som kan spille ind på måden og årsagen til, at unavngivne kilder anvendes i en artikel. Men i vores projekt har vi valgt at se bort fra aspektet navneforbud, der er en retlig afgørelse om, at navnet på en sigtet person ikke må omtales i forbindelse med offentlig omtale af den mod vedkommende igangværende straffesag. Dette valg har vi taget, fordi det som nævnt er en retlig afgørelse, og dermed ikke journalistens eget valg, der er skyld i, at en kilde optræder anonymt. Det er altså ikke journalisten selv, der af beskyttende årsager, har valgt at anonymisere kilden. 19

20 Analyse og diskussion af unavngivne kilder Offentlig relevans Vi har i analysen valgt et afsnit om offentlig relevans, da det ifølge Lydia Kanthak er et kriterium, der skal være opfyldt i artiklen, før det bør accepteres at bruge unavngivne kilder. Vi vil i afsnittet undersøge, hvorvidt artiklerne med unavngivne kilder har offentlig relevans, samt læsernes opfattelse af offentlig relevans. Derudover mener Mark Ørsten også, at unavngivne kilder kun bør inddrages, hvis en historie med stor offentlig relevans ikke kan skrives uden, at kilden anonymiseres (Bilag 22).»Aftalen om anonymitet, hvis man endelig skal tage straffelovens paragraffer omkring kildebeskyttelse i brug, siger, at såfremt der er personer, der sidder inde med oplysninger, der er væsentlige for samfundet, så er det okay at give dem anonymitet og kildebeskyttelse. Men det kræver et niveau af væsentlighed for samfundet.«(bilag 22). Ud fra artiklerne i undersøgelsesperioden er der 8 ud af de i alt 13 artikler, hvor den unavngivne kildes oplysninger kommer med ny relevant viden om sagen. Offentlig relevans, mener vi, er udtalelser, der har betydning for samfundet eller har værdi for den enkelte mediebruger. Vi anser værdi for at være de informationer, kilden kommer med. Disse informationer skal bidrage til læserens samfundsorientering og sagens sammenhæng (Meilby 2006:56). Offentlig relevans Relevant ny viden Ikke relevant ny viden Diagrammet viser, hvor mange af de unavngivne kilders udsagn, der bidrager med ny viden til sagen. 20

21 Størstedelen af artiklerne bidrager således med relevant ny viden for sagen. Hvorvidt kilden bidrager med oplysninger af offentlig samfundsrelevans er derimod begrænset. De interviewede læsere Alexander Sokoler og Bente Dieckmann, mener begge, at en artikel ikke er offentlig relevant, når den ikke bidrager med ny viden til den givne sag, eller hvis artiklen er en fyldhistorie, som er skrevet uden grundlag. Bente Dieckmann forklarer her, hvornår det er i orden at bruge en kilde uden navn:»der kan selvfølgelig være sådan nogle helt ekstremt grænseoverskridende tilfælde, hvor det er for at beskytte sin kilde. Det gør aviserne jo også, skattesagen med Helle Thorning eller hvad det er«(bilag 20). Ifølge Bente skal en sag altså have en stor grad af offentlig relevans, før det kan retfærdiggøres at bruge en unavngiven kilde. Det kan dog diskuteres, hvornår en historie kan siges at være relevant for offentligheden og samfundet. For Sune Fischer, journalist på Ekstra Bladet, er det ikke entydigt, hvad der er relevant for læseren:»om en historie er vigtig, er et vurderingsspørgsmål«(bilag 23). Det kan derved diskuteres om det er muligt at definere, hvornår en historie er vigtig, da det kan ses som en individuel vurdering. Selvom de unavngivne kilder i 8 ud af de 13 artikler bidrager med ny viden til sagen, vælger vi at fokusere på et af de fem eksempler, hvor vi ud fra vores definition kan argumentere for, at den unavngivne kildes udsagn ikke har offentlig relevans. I bilag 13 Genbo: Jeg kan ikke sove om natten har Ekstra Bladet opsøgt en genbo, som udtaler, at hun som følge af drabet i området har svært ved at sove om natten. Historien er en sidehistorie til Heidisagen, som handler om et drab på en kvinde, der fandt sted den 15. november Vi mener ikke, at den unavngivne kildes udtalelser har offentlig relevans, da kilden ikke kommer med nye oplysninger i forhold til opklaringen af sagen og i øvrigt ikke bidrager med andre informationer udover oplysninger om hendes egen personlige situation. Disse oplysninger bidrager ikke yderligere til læserens samfundsorientering. En af læserne, Anne Katrine Aastrup, forklarer da også, at hun generelt ikke læser Ekstra Bladet for at blive informeret eller modtage oplysninger, som er afgørende i forhold til 21

22 hendes orientering om samfundet. Hun læser derimod Ekstra Bladet for at blive underholdt: ( ) det er interessant, og jeg synes, at der står nogle gode historier. Artiklerne er jo ofte ikke så lange og besværlige. Meget lette og lige til interessante historier ( ). Det er rart nok at få lidt informationer, men det er mest for at blive underholdt«(bilag 18). Kilden skal altså være nødvendig for historien og bidrage med noget, som er vigtigt. Delkonklusion Det kan være svært at definere offentlig relevans, da det ofte er et vurderingsspørgsmål om artiklerne er relevante for samfundet. Dog er vores læsere enige i, at en artikel ikke er af offentlig relevans, hvis den anses som en fyldhistorie, der ikke giver læseren ny viden til den aktuelle sag. Artikler som disse vil ifølge vores læsere svække artiklens troværdighed. Ifølge vores undersøgelse af de to uger bruger Ekstra Bladet også unavngivne kilder i artikler, der ikke har offentlig relevans, hvilket, vi konkluderer, får negative konsekvenser for troværdigheden af artiklen. Kan samme udtalelse komme fra en navngiven kilde? Dette afsnit er vigtigt, da det er her journalisten skal vise, at brugen af unavngivne kilder ikke er på grund af dovenskab, men fordi samme udtalelser ikke kan komme fra en kilde, der ønsker at stå frem med navn. Ifølge Lydia Kanthak er det acceptabelt at bruge unavngivne kilder, hvis journalisten ikke kan få samme udtalelse fra en navngiven kilde (Kanthak 2011:1-2). Det samme mener Mark Ørsten. Han påpeger dog, at kildens informationer skal være af så stor samfundsmæssig relevans, at de ikke umiddelbart kan hentes andetsteds, eller at historien ikke kan skrives uden, at kilden anonymiseres.»den bedste måde at bruge anonyme kilder på, er at bruge kilden til at finde dokumentation, man ellers ikke ville have fundet andetsteds«(bilag 22). 22

23 I syv af artiklerne fra undersøgelsesperioden bruges kilder, hvor vi mener, at det har været muligt at få samme udtalelse eller historie ved at spørge en anden kilde, der potentielt kan stå frem med navn Samme oplysning andet sted Oplysning kan kun fås fra kilden Oplysning kan fås andetsteds Diagrammet viser hvor mange af de unavngivne kilders udsagn, der ville kunne fås fra andre kilder, som evt. ville kunne stå frem med navn Et eksempel på dette er i bilag 13 Genbo: Jeg kan ikke sove om natten. I denne artikel er det den unavngivne kilde genboen, som bærer artiklen. Denne genbo ønsker ikke at stå frem med navn. I slutningen af artiklen fremgår det, at det har været muligt at få samme type kilde og i høj grad samme udtalelse fra personer med navn, da tre navngivne kilder kommenterer på sagen. Disse kilder er også beboere fra området, og vi mener derfor, at de har det samme at risikere som den genbo, Ekstra Bladet har valgt at bruge som unavngiven kilde, da de resterende kilder i artiklen udtrykker samme følelsesmæssige holdning. Vi mener derfor, at Ekstra Bladet kunne have valgt at undlade den unavngivne kilde i artiklen. Ifølge vores læsere er det forskelligt om de bemærker de unavngivne kilder i artiklerne. Svend Aage Svendsen, som har læst Ekstra Bladet i 44 år, bemærkede ikke, at den første genbo var anonymiseret, og at de resterende tre fremgik med navn (Bilag 19). Alexander Sokoler bemærkede dog forskellen og mener, at det gør artiklen utroværdig, når Ekstra Bladet bringer udtalelserne fra den unavngivne kilde, når samme udtalelser har været mulige at indhente fra navngivne kilder. 23

24 »Jeg fatter ikke helt genboen, der ikke vil stå frem. Der kan man spørge: er det så nødvendigt for historien, at hun skal med? Nej, der skulle man måske bare have undladt hende ( ). Det er ikke med til at gøre det mere troværdigt, at hun ikke vil stå frem«(bilag 21). Ifølge Jan Søgaard, chef for Ekstra Bladets kriminalredaktion, kan det være svært at lave kriminaljournalistik, da mange kilder ønsker at være anonyme til trods for et ufarligt grundlag.»der er en frygt i samfundet, og hvis der er vidner, så er det en ud af ti gange, at de vil ligge navn til. De fleste har en form for frygt for nogle repressalier som regel en helt ubegrundet frygt«(bilag 24). Jan Søgaard mener ikke altid, at oplysninger kan komme fra en navngiven kilde, fordi mange føler sig skræmte, når der er sket en kriminel hændelse. Han mener, at det derfor kan være nødvendigt at bruge unavngivne kilder. Delkonklusion Kriminaljournalistik er et følsomt område, og der kan derfor være gode grunde til, at kilder vil fremstå anonymt. Hvis journalisterne ikke havde mulighed for at anonymisere, ville mange artikler ikke blive til. Vi mener derfor, at journalisten bør vælge sine unavngivne kilder med omtanke for ikke at virke doven. Hvis det er åbenlyst for læseren, at journalisten kan få samme udtalelse fra en anden kilde, der eventuelt vil stå frem med navn, så svækker det ifølge vores læsere troværdigheden af artiklen. Vi mener derfor, at journalisten kun må bruge unavngivne kilder, hvis det, kilden udtaler, er relevant for artiklen, og at samme udtalelse ikke kan fremskaffes fra en navngiven kilde. Det er journalistens opgave at forsøge at få udtalelsen fra en kilde med navn og ikke blot se sig tilfreds med den unavngivne kilde. Kildetjek Hvis en kilde ikke ønsker at stå frem med navn, er det vigtigt at tjekke andre steder om kilden taler sandt. Det, mener vi, er vigtigt for troværdigheden i en artikel. Ifølge Lydia Kanthak er det journalistens job at tjekke op på, om den unavngivne kilde taler sandt 24

25 (Kanthak 2011:1-2). Også Kruuse mener, at der er konsekvenser ved ikke at kildetjekke, da den unavngivne kilde kan misbruge journalisten, og journalisten derved blot bliver en mikrofonholder for kilden (Kruuse 1991:89). Jan Søgaard fortæller, at der på Ekstra Bladet også laves kildetjek, hvis de ikke selv kender den unavngivne kilde.»du kan komme ud for, at kilderne har en agenda selv, hvor de fortæller nogle ting, fordi de måske har et eller andet formål med det. Eller at de måske ikke fortæller alt, hvad de ved, eller kun fortæller noget af det«(bilag 24). Et eksempel på hvor journalisten bliver mikrofonholder er i bilag 2 Han voldtager mig stadig i mine drømme, som er baseret på Lindas udtalelser. Konsekvensen er, at journalisten blot lader kilden tale uden at stille sig kritisk over for hendes udtalelser. Journalisten har i dette tilfælde ikke mulighed for at være kritisk over for hendes udsagn, da hendes individuelle oplevelser hverken kan bekræftes eller afkræftes af andre end den tiltalte, som ikke ønsker at udtale sig. Chefredaktør på kriminalstofområdet, Jan Søgaard, påstår, at de på Ekstra Bladet, kun bruger deres unavngivne kilder uden kildetjek, hvis det er en kilde, de kender godt. I modsatte tilfælde skal journalisten have bekræftet kildens udsagn et andet sted (Bilag 24). Derfor laves der, ifølge Sune Fischer, ikke altid kildetjek på Ekstra Bladet, da det afhænger af journalistens tillid til kilden.»jeg bruger det, jeg kalder trekanten. Det betyder, at man skal se, om man kan få historien vurderet fra flere forskellige sider fra forskellige kilder. Der er nogle kilder, jeg stoler hundrede procent på, når de siger noget, så ved jeg, at det er rigtigt. Og så er der nogle, jeg stoler mindre på, og dem skal jeg så have vurderet andre steder fra«(bilag 23). Ifølge Alexander Sokoler styrker det dog alligevel en artikels troværdighed, hvis det er tydeligt, at journalisten har forsøgt at få historien fra flere forskellige kilder (Bilag 21).»I denne her kan man sige, at de ligesom er kommet et spadestik dybere. De virker som om de har haft bedre held, eller mere tid til ligesom at få folk i tale. Så jeg synes den er mere troværdig end den anden sag«(bilag 21). 25

26 Alexander Sokoler giver udtryk for, at jo flere kilder, der kommer til orde og bidrager med oplysninger til sagen, jo mere troværdig virker artiklens budskab. Delkonklusion Da Ekstra Bladet trykker artikler, hvor en unavngiven kilde ikke er kildetjekket andet steds, mener vi, at det svækker Ekstra Bladets troværdighed i de givne artikler. Til gengæld mener en læser, at det styrker troværdigheden, hvis Ekstra Bladet gør opmærksom på, at de har forsøgt at få flere udtalelser omkring samme sag. I artikler, hvor der ikke er foretaget kildetjek, er det ikke klart om den anonyme kilde taler sandt. Ekstra Bladet bekræfter, at der ikke altid finder kildetjek sted på kriminalredaktionen. Tydelig begrundelse og accept af kildens anonymisering Vi har valgt at inddrage dette afsnit, fordi en artikels troværdighed kan påvirkes af om journalisten tydeligt har skrevet årsagen til, at en kilde er anonym. Det bliver derved op til læseren at vurdere om begrundelsen er acceptabel, eller om kilden burde fremstå med navn, hvis læseren vurderer, at kilden intet risikerer ved at stå frem. I to af artiklerne fra analyseperioden giver journalisten en direkte og tydelig begrundelse for, hvorfor vedkommende har valgt at anonymisere en kilde. I de resterende artikler, er det dog ikke eksplicit formuleret, men vi mener, at læserne alligevel kan forstå, hvorfor kilden er blevet anonymiseret, fordi artikler af krimistof ofte omhandler personfølsomme sager. Som tidligere beskrevet i teoriafsnittet om unavngivne kilder, er det ifølge Schmidt vigtigt, at journalisten giver en god begrundelse for at bruge unavngivne kilder, så læseren har mulighed for selv at vurdere, om de vil acceptere journalistens grundlag for at have anonymiseret en kilde. Schmidt mener, at der er en tendens til, at læsere i højere grad accepterer den unavngivne kilde, hvis denne fortæller en meget personlig historie og derved ikke vil stå frem af personlige årsager, fordi vedkommende kan risikere noget (Schmidt 2011: ). Ifølge Mark Ørsten er det vigtigt, at læseren tydeligt kan se arbejdsprocessen bag artiklerne, da det har indflydelse på troværdigheden af disse. 26

27 »Det (troværdighed red.) handler om gennemskuelighed at folk har mulighed for at udføre en selvstændig kildekritik, eller at de kan se, hvor oplysningerne kommer fra at processen bag historien er transparent«(bilag 22). Hvis arbejdsprocessen tydeligt fremgår af artiklerne, er det ifølge Mark Ørsten mere klart for læseren, hvorfor journalisten har valgt at anonymisere sin kilde (Bilag 22). Også Kruuse og Kanthak mener, at journalisten med fordel bør begrunde, hvorfor den unavngivne kilde er anonymiseret. Ifølge Kruuse bliver journalister, der benytter unavngivne kilder, ofte betragtet som dovne, men hvis journalisten fortæller læserne, hvorfor kilden ikke er angivet med navn, kan troværdigheden af artiklen styrkes (Kruuse 1991:90). Et eksempel hvor Ekstra Bladet anvender en unavngiven kilde, der fortæller en personlig historie, fremgår af bilag 2 Han voldtager mig stadig i mine drømme. Her fortæller Linda, at hun for 21 år siden blev voldtaget og seksuelt misbrugt af en nær ven af familien. Ud fra Schmidts teori om unavngivne kilder, vil læseren af denne artikel acceptere, at Linda er blevet gjort anonym, fordi hendes historie er personlig og kan have konsekvenser for hende videre hen, hvis hun står frem med navn. Det er her indforstået, hvorfor kilden står frem uden navn. Et eksempel, hvor journalisten skriver den direkte årsag til anonymiseringen af kilden, er i bilag 13 Genbo: Jeg kan ikke sove om natten. I denne artikel skriver Ekstra Bladet, at det er på grund af»situationen«, at kilden ikke ønsker at få sit navn eller billede i avisen. Det er her op til læseren at vurdere, om vedkommende vil acceptere journalistens begrundelse for at gøre kilden anonym. Læser af Ekstra Bladet, Alexander Sokoler, er dog skeptisk over for genboens forklaring af, hvorfor hun ikke vil fremstå med navn. Det samme er gældende for journalistens accept af dette.»jeg ville gerne have det forklaret, hvis hun skal være anonym. Jeg synes, at der står noget: på grund af situationen, ja det siger jo ikke ret meget, ønsker hun ikke sit navn eller billede i avisen. Så har man et billede af en postkasse i stedet for«(bilag 21) For Alexander Sokoler er det problematisk, at der ikke altid gives en forklaring på, hvorfor journalisten har valgt at anonymisere sin kilde og i dette tilfælde, er den forklaring, som 27

28 Antal artikler journalisten rent faktisk har givet, ikke valid nok ifølge ham. Vi mener, at der i bogstaveligste forstand skal stå, hvorfor kilden ikke fremgår med navn. Derudover skal begrundelsen også kunne accepteres ved, at kilden enten bidrager med betydningsfuld information eller har noget at risikere ved at fremstå med navn. En mere valid forklaring på, hvorfor genboen fremstår uden navn vil således, ifølge Alexander Sokoler, styrke artiklens troværdighed. Vi mener derfor, at han i en vis grad efterspørger det, Mark Ørsten betegner gennemskuelighed læserens mulighed for at være kildekritisk. Journalist Sune Fischer forklarer da også, at han i højere grad accepterer, hvis en kilde ønsker at fremstå uden navn, når det omhandler hårdere kriminalitet:»i det lidt hårdere kriminalitet er jeg lettere tilbøjelig til at bruge anonyme kilder«(bilag 23). Vi mener, at det er vigtigt at journalister tydeliggør årsagen til, at kilderne er anonymiseret og ikke blot går ud fra, at læseren per automatik accepterer årsagen, fordi en historie er mere personlig eller af hårdere karakter. Ifølge Meilby virker det kilden siger utroværdigt, hvis det er åbenlyst for læseren, at kilden intet risikerer ved at stå ved sit udsagn (Meilby 2006:168). Det kan være svært at vurdere, om kilderne i de udvalgte artikler har noget at risikere ved at stå frem, men læseren får i 11 af de 13 artikler ikke tydelige oplysninger om årsagen til kildens ønske om at fremstå anonymt, og det kan svække troværdigheden. Tydelighed af baggrund for anonymisering Tydeligt hvorfor kilde er anonym Ikke tydeligt Indforstået Skemaet viser, at det kun er i 2 ud af 13 artikler, hvor det tydeligt fremgår, hvorfor en kilde fremstår uden navn. 28