Det kræver mandsmod at tage barsel

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Det kræver mandsmod at tage barsel Skrevet af: Lea Drews Offentliggjort: 01. februar 2007 Som forskningsmedarbejder på Center for Ligestillingsforskning udarbejdede min kollega Franz Cybulski og jeg en interviewundersøgelse med femten orlovsfædre. Vi spurgte os selv og dem, hvilke barrierer og normer mænd må bryde med, for at holde relativ lang barselsorlov (1). Som overskriften antyder, har de fleste af mændene i undersøgelsen på en eller anden måde overvejet, om det betød noget for deres maskulinitet at holde orlov. Ingen af dem siger, det har kostet dem noget maskulinitet at holde orlov. Tværtimod er der flere, der beskriver orlov som noget meget maskulint, noget der kræver "mandsmod", der handler om at tage ansvar eller om at stå ved det valg man har foretaget, ved at blive far. Andre af fædrene giver dog også indirekte udtryk for, at andre muligvis ikke synes barselorlov er passende for en mand. I dagens Danmark tager kvinder alt i alt mere end ti gange så meget orlov som mænd på trods af, at lovgivningen i princippet giver familierne mulighed for at dele orloven lige. Således brugte fædrene fra 2004 kun 4,4 % af de 32 uger, der hverken er øremærket mor eller far (2). Når et barn kommer til verden og forvandler et par til en familie, træder en række sociale mekanismer i kraft, der trækker i retning af en traditionel arbejdsdeling med mor som primær forælder og far som primær forsørger. Det giver en skævhed mellem mor og far i familierne, hvor mor typisk bliver babyeksperten med den tætte relation til børnene. Skævheden forplanter sig på arbejdsmarkedet og skaber en opfattelse af mændene som de stabile medarbejdere, og dette er heller ikke uden pris for mændene. Det gør det nemlig sværere for dem at holde orlov og generelt prioritere børnene højere. Hvilket igen trækker i retning af den traditionelle arbejdsdeling. Der er dog også familier, hvor orloven deles mere lige. Ser vi på 2004, hvor fædrene i denne undersøgelse fik deres børn, fortæller statistikken os, at fædre, der holdt orlov, for de flestes vedkommende kun brugte de to ugers fædreorlov. Kun omkring hver fjerde tager også hul på de 32 fælles uger, (og langt de fleste, der gør det bruger kun en eller to af fællesugerne). Kun 7 % holder mere end 10 ugers orlov. I vores undersøgelse holdt alle fædrene mere end de knap tre gennemsnitlige uger, og tretten af dem er en del af de 7 %, der holder mere end 10 ugers orlov. Den nye lov fra 2002 Siden foråret 2002 har barselsorloven bestået at i alt 52 uger, hvoraf to uger er reserveret til far. Fire uger før og 14 uger efter fødslen er reserveret til mor, og de sidste 32 uger kan forældrene selv fordele mellem sig. Lønkompensation er afhængig af overenskomst eller arbejdsgiver, men alle på arbejdsmarkedet er som minimum sikret dagpenge. Ændringen i lovgivningen fik umiddelbart både mænd og kvinder til at holde længere orlov, men især kvindernes gennemsnitlige orlov steg. I forhold til den stigende omtale i medierne, der giver indtryk af en rivende udvikling, er mænds brug af barselsorlov imidlertid relativ stabil: De sidste knap ti år inden den nye lov svingede den gennemsnitlige orlov for mænd omkring dage. Det steg til 19 dage for børn født i 2003, men faldt igen med en enkelt dag for børn fra årgang Til sammenligning tog mødrene fra samme år orlov i knap 9 måneder. De formelle muligheder er ikke nok Hvor de formelle muligheder selvsagt er en forudsætning, er det altså ikke nok til at få den enkelte familie til at dele orloven lige. Ligesom der både er mødre, der helst vil have hele orloven for sig 1 / 6

2 selv, og mødre, der helst vil dele lige, er der også stor forskel på arbejdsgiverne: Mens nogle ser skævt til de fædre, der holder mere end de to ugers fædreorlov, opfordrer andre arbejdsgivere deres ansatte til at holde orlov ved at tilbyde løn under en del af orloven. For de fleste fædre i vores undersøgelse var det relativt problemløst at få orlov fra deres arbejde, men ikke for dem alle: En af de fædre, der havde bøvl med arbejdsgiveren havde en overenskomstmæssig ret til fuld løn under 12 ugers orlov som offentligt ansat pædagog. Men arbejdsgiveren nægtede at tro på, at også mænd havde ret til barselsorlov. Først da både fagforening og kommune blev inddraget, fik faren sin orlov med løn. Skuffet over arbejdsgiverens reaktion, sagde han senere jobbet op. Særligt i en tid med mangel på arbejdskraft kan mangel på ordentlige barselsvilkår koste en arbejdsgiver gode medarbejdere. En anden far var også klar til at sige jobbet op, hvis ikke han havde kunnet finde et kompromis med chefen. Kompromisset endte med at inkludere bl.a. en ugentlig arbejdsdag, så faren kunne vedligeholde kontakten til de kunder, han stod for alene: "Jeg kunne jo bare have sagt, at jeg har jo ret [til at holde orlov]. Den var jo ret hård. (...) Og han kunne ikke gøre en skid ved det. (...) Men det ville nok have været det sammen som at sige, at jeg skulle finde mig et andet sted at arbejde. Ikke at han ville have fyret mig, men det havde bare været passende i hvert fald. Jeg var også interesseret i at finde en løsning, som alle kunne være tilfredse med. Men derfra og til hans udspil kontra mit. Der var fandeme langt." (Seniorkonsulent, 31 år, 1. barn) (3). Visheden om at barsel i yderste konsekvens kan koste jobbet, holder altså ikke alle fædre fra at holde orlov, men det får nok en mand eller to til at tænke sig om en ekstra gang, inden han fortæller chefen om sine barselsplaner. Alt andet lige står den enkelte dermed langt stærkere ved kunne henvise til rettigheder sikret af lovgivning og overenskomst. Regnestykker, der skal gå op Udover forhandling på arbejdspladsen med kollegaer og nærmeste overordnede er der også en forhandling i hjemmet mellem mor og far. Denne forhandling vil ofte være implicit, men familien har nogle regnestykker, der skal gå op. Først og fremmest: Jo mere af den fælles orlov far holder, jo mindre er der tilbage til mor. Det er selvfølgelig det samme den anden vej rundt, men det forekommer - også blandt undersøgelsens fædre - værre at mor ikke får nok orlov end at far ikke får nok orlov (4). Flere fædre i undersøgelsen fortæller, at hvis deres kone/kæreste havde "krævet" mere orlov, så havde hun fået det, selvom det var gået ud over deres egen orlov, og at de ville have været kede af det, men de ville have accepteret det. For det andet er der regnestykket med, hvad det koster at mor hhv. far er på orlov. Økonomi er nemlig en forklaring, vi stødte på overalt. Ingen af de interviewede fædre talte om, at økonomien kunne have hindret deres egen orlov. De kunne dog forestille sig, at det kunne hindre andre fædre i at holde orlov, hvis de havde sat for stramt økonomisk, eller hvis en mand pludselig stod overfor et vigtigt karriehop samtidig med at han fik et barn. Hvor mange familier, der reelt ikke har råd til at far går på orlov findes der dog ingen konkrete tal på, og ingen af de interviewede fædre kunne komme i tanke om nogle, de kendte. For de fleste vil der være tale om en prioritering, men i mange familier prioriteres mors orlov højere end fars orlov. Andre undersøgelser peger også på, at fædrenes orlov i lang højere grad end mødrenes orlov bliver vurderet i et økonomisk perspektiv (5). Fars orlov vil dog også i mange familier være dyrere end mors: Mænd tjener i gennemsnit mere end kvinder, mænd får ofte børn med kvinder med samme eller lavere socioøkonomiske status og endelig er der forskel mellem "mandeoverenskomster" og "kvindeoverenskomster", og hvor meget orlov med løn den enkelte 2 / 6

3 overenskomst tilbyder kvinder hhv. mænd. Økonomi er dermed et legitimt argument for og forklaring på en kønstraditionel fordeling af orloven. Hvorvidt det er det udslagsgivende i den enkelte familie er dog ikke givet. Både en dansk og en svensk ph.d. omkring brug af orlov sår da også tvivl om, hvorvidt økonomien reelt har en afgørende betydning i de familier, de har undersøgt (6). Fædrene i vores undersøgelse bruger det da også kun som argument i forhold til andres orlov, og selv holder de fleste orlov i længere eller kortere periode uden løn. Når mors orlov er en selvfølge og fars er et privilegium "... så længe det ikke er mere udbredt [at mænd tager barsel], så opfattes det nok nærmere som sådan 'Nå, der er nok én, der har overskud!'. Så virker det som sådan en luksusting at gøre og ikke som en pligtting at gøre. Det er de der mønstre med, at det er kvinder, der har taget pligterne. Og der er ikke ligesom nogle, der ser der her som en pligt at gøre. Det er et tilvalg". (Programmør, 31 år, 1. barn) En af forklaringerne på den skæve fordeling af barselsorloven er, at mors orlov er så selvfølgelig, at den opfattes som naturligt, og derfor ikke overvejes. Hvis en kvinde får et barn, så holder hun også orlov. Andet er utænkeligt, (desuden har hun pligt til at holde orlov de første to uger efter fødslen). Længden af mødrenes orlov har så ændret sig og er vokset, når barselsorloven er blevet udvidet gennem loven. Fædrenes orlov er derimod endnu ikke noget, der opfattes som uundgåeligt, den er derimod et "tilvalg", som det bliver sagt i citatet. For fædre er det muligt og tænkeligt både at holde orlov og at fortsætte med arbejdet. Det mest selvfølgelige er måske endda at forsætte med arbejdet efter de første 14 dage på fædreorlov. En af fædrene i undersøgelsen spørger retorisk: "der vil jo ikke være nogen, der stillede spørgsmålstegn, hvis jeg var på arbejde, vel?". Og dette spørgsmål opsummerer ganske godt den forskel, der er mellem kvinders og mænds orlov: Der ville utvivlsomt blive stillet spørgsmål ved en kvinde, der ikke holdt orlov. Flere af fædrene er også blevet mødt med mere eller mindre utalt undren over, at han holder orlov og at hun har villet give den fra sig. Barselsorloven opfattes af de fleste som noget, det først og fremmest er kvinden, der har råderet over, selvom manden i princippet kan have indvendinger, der gør en eksplicit forhandling om orloven nødvendig. "Altså et eller andet sted ligger det vel også at det, at hun på en eller anden måde havde førsteret [til orloven]. Altså til at vælge hvor meget det skulle være. Jeg havde selvfølgelig indsigelse, ikk'. Men det er ikke så ofte at mænd gør det. Jeg kender ikke nogen, der har haft det i hvert fald." (Pædagog, 40 år, 1. barn). Når man hører, hvilke reaktioner fædrene i undersøgelsen er blevet mødt med, bliver det klart, at nogle mænd tænker, at det må være kedeligt at holde barsel og gå hjemme med et barn. Mange af fædrene har bekendte eller kollegaer, der undrer sig over, hvad de dog skal få tiden til at gå med. (At der tilsyneladende ikke er nogle, der undrer sig over, om mødrene keder sig, og hvordan de får tiden til at gå, mens de er på barsel understreger de forskellige forventninger til mænd og kvinder). Mange af de bekendte og kollegaer, der forestiller sig at fædrene i vores undersøgelse ville komme til at kede sig under orloven, ville formenlig ikke være tilbøjelige til selv at presse på for at få orlov, hvis de skulle stå overfor at blive fædre. De få af de interviewede fædre, der ikke selv fra starten havde tænkt sig at holde orlov, er imidlertid alle blevet virkelig glade for at være blevet presset til at holde orlov: "Det var jo nok kæresten, der sagde det [at jeg skulle holde orlov]. Altså, jeg havde nok regnet med bare de 14 dage i starten. Og så sagde hun 'Hvad fanden, det er jo et gavebord!'. Da jeg havde hørt på det et par måneder, så tænkte jeg 'Ok, så hold din kæft!' (griner). Så det var sådan, det foregik. [Interviewer: Har du så syntes, det var en gave?] Ja. I den grad!" (Teatertekniker, 42 år, 1. barn) 3 / 6

4 "[Inden fødslen sagde jeg:] 'Jeg skal fandeme ikke på barsel'. Fordi tanken om at jeg skulle gå hjemme med sådan et spædbarn i månedsvis gjorde mig vanvittig.[...] Men efter han blev født, så var det sådan, at min kæreste ikke kunne levere så meget mælk, så han skulle have flaske rimeligt hurtig. Det betød jo, at jeg var på sådan set ligeså meget, som hun var. Og jeg var virkelig meget sammen med ham sådan timemæssig. Jeg tror, at jeg har lært noget af det i og med, jeg faktisk er blevet tvunget ud i at sidde og iagttage ham i lang tid. Jeg tror, at jeg er kommet frem til, at det er dét, der gør, at jeg lige pludselig synes, det er dybt fascinerende, og at jeg sagtens kan være sammen med helt små børn og nyde det" (Sektorchef, 41 år, 2.barn) Betyder det noget at barnet har været inden i mor - og ikke i far? Langt fra alle kvinder har født og ammet - ikke alle kan og ikke alle vil - og erfaringerne blandt de kvinder, der har født og ammet er mangeartede og forskellige. Men ingen mænd har hverken født eller ammet. Således heller ikke i vores undersøgelse. Her har alle mændene en partner, som har født et eller flere børn. Og mange af dem er enige om at tilskrive det en stor betydning. De opfatter det ofte som garanti for et særligt nært forhold. Med andre ord opfatter de det ofte som om moren har et forspring i tilknytning til barnet i forhold til dem selv, hvor relationen skal opbygges. Til gengæld oplever de at dette forspring bliver indhentet, hvis de får en mulighed for at være hjemme med ansvar for barnet. Sammenholder vi beretninger fra de forskellige fædre forekommer det, at morens forspring i tilknytningen til barnet ikke øges i nær samme omfang efter fødslen i de familier, hvor barnet ikke ammes, eller hvor mor er så udmattet umiddelbart efter fødslen, at far har den første kontakt med barnet. Selvom kroppen har en betydning er det altså væsentligt at pointere, at hverken erfaringer eller praksis er determineret af kroppenes køn. Dermed er det også interessant at lytte til erfaringerne fra en af de fædre, der til hans store fryd kom på banen helt fra starten. Under interviewet tager han endda sig selv i at omtale konens dårlige tilstand efter fødslen som "heldig", fordi det gav ham muligheder og roller i forhold til sønnen, han ellers ikke have fået: Jeg var så heldig - held i uheld - at Anna var smadret efter operationen, og Alexander havde lavt blodsukker og skulle have taget blodprøver hele tiden. Han blev faktisk også taget væk og ført over på et overvågningsafsnit, hvor jeg så var med, fordi Anna ikke kunne bevæge sig. Så allerede der fik jeg lejlighed til at skulle skifte ham og give ham tøj på og fik mange roller. Sundhedspersonalet henvendte sig til mig! For andre af fædrene kan amningen - så længe den står på - give en vis afmagt. Mor har og kan noget med de mælkefyldte bryster, far ikke kan tilbyde barnet uanset hvor meget barnet græder. At lægge et grædende barn til brystet kan ellers være det eneste, der virker: "... den sidste bastion, den har vi ikke. Sådan nogle [bryster med mælk] har vi bare ikke. Vi har ikke det våben. Vi har heller ikke den nærhed med det våben, som moderen har." (Teatertekniker, 42 år, 1. barn) Mor er den bedste i verden Det kropslige betyder noget for, hvordan forældrene er hhv. mor og far, men hvilken betydning det får og hvor stor betydningen bliver, er helt afhængig af forældrenes praksis. Fædrene i undersøgelsen er f.eks. enige om, at deres orlovspraksis har givet dem et meget tættere forhold til deres børn, end hvis de ikke havde været på orlov. Et par af fædrene har endda ældre børn at sammenligne med, som de ikke har holdt orlov med. En af dem fortæller her om, hvordan han under denne barselsorlov opdagede, hvad han var gået glip af ved de to første børn. "Det har været helt fantastisk at følge ham og følge de der subtile ting. Hvis jeg skal give et eksempel: Så ligger han dér, og lige pludselig så begynder han at tage sin arm op, og så rører han 4 / 6

5 mig. Og så kigger han samtidig på sin hånd og på mig (...), og jeg synes, det er så fantastisk! Jeg siger til min kone Marie: 'Prøv at se: Han er begyndt at lære nu!". Og hun griner og siger: " Prøv at hør engang, det gjorde Nora og Viktor altså også, du var der bare ikke!" Og det var sgu ikke fedt! Altså, dér bliver man mindet om, hvad man går glip af" (So-cialrådgiver, 38 år, 3. barn) Det forspring mor har i forhold til tilknytning til barnet, bliver da også indhentet, når far går på orlov og mor begynder at arbejde igen. Selvom fædrene har haft gode relationer til deres børn inden orloven oplever de, at orloven knyttet dem og børnene endnu tættere. Under orloven bliver nogle af dem da også den primære person i barnets liv. En rolle der tidligere var mors. På den måde ændrer orloven altså opfattelsen af mor som den bedste i verden. "Altså, da min kone gik hjemme, og hvis Emma græd, så var det jo mor, hun ville hen til. Det var mor, hun sådan i det hele taget søgte til fordi, hun var jo havnen på det tidspunkt langt mere end jeg var. Og det blev lige omvendt, da min kone havde været på arbejde i et stykke tid." (Pædagog, 40 år, 1. barn) Islandske erfaringer med øremærkning af orlov til fædre Hvis vi for en stund løfter blikket fra Danmark og de femten mænd i vores undersøgelse og i stedet ser til vores nabolande, kan vi se, at det er muligt at lave en barselsordning, der gør det langt nemmere for mor og far at dele orloven lige. I projektet "Modern Men in Enlarged Europe", som denne interviewundersøgelse er en del af, samarbejdede vi bl.a. med Island. Her er lovgivningen på barselsområdet ændret, så der i dag er reserveret lige lang tid til begge forældre nemlig 3 måneder ligesom der også er 3 måneder til deling. Det er altså en helt simpel 3 3 model, hvor forældrene desuden er sikret 80 % af deres løn, betalt af en slags central barselsfond, der finansieres ved at alle arbejdsgivere indbetaler en procentdel af medarbejdernes løn.. På Island har det været næsten overraskende nemt at ændre orlovsmønsteret i retning af en mere lige fordeling mellem forældrene: Før år 2000 var det kun op til 15 fædre om året, der holdt barselsorlov (til de omkring nyfødte). Loven var indviklet og ufleksibel, lønkompensationen var lav og der var forskellige regler for den offentlige og den private sektor. I forsommeren 2000 blev loven ændret, tre måneders orlov øremærket til fædrene blev gradvist indført, på statistikkerne kunne man se, at de islandske fædre hurtigt tog de nye muligheder til sig: Længden på mænds gennemsnitlige orlov steg helt parallelt med fædreorloven til først en, så to og til sidst tre måneder fra 2001 til2003 (7). Mekanismerne bag fordelingen af barselsorlov i Danmark, Island, Sverige og Norge er tilsyneladende de samme: Både mænd og kvinder bruger de uger eller måneder, der er øremærket til dem og resten, der ikke er øremærkede, bliver brugt af mødrene. Danmark er i dette selskab landet med den allerkorteste fædreorlov: to uger sammenlignet med tre måneder på Island, to måneder i Sverige og 1½ måned i Norge. De andre lande sikrer desuden forældrene mindst 80 % af lønnen under orlov. Argumentet for den korte fædreorlov i Danmark er, at det skal være forældrenes frie valg, men gode viljer og brochurer ændrer ikke meget. En lang række mekanismer vedligeholder den skæve fordeling af orloven, nogle af disse har jeg berørt i denne artikel. Spørgsmålet, som de danske fagforeninger og politikere må stille sig selv, er, om det skal være op til den enkelte familie at trodse disse mekanismer, eller om samfundet skal være med til at sikre de nyfødte og fædrene et bedre forhold til hinanden. Fædrene i vores undersøgelse er i hvert fald ikke i tvivl om, at det er et af resultaterne af deres barselsorlov. Noter: (1) Interviewundersøgelsen, der ligger til grund for denne artikel var en del af projektet Modern Men in Enlarged Europe: Developing Innovative Gender Strategies. Et 15 måneders EU-projekt Center for Ligestillingsforskning lavede i samarbejde med partnere på Island, Malta og i Litauen. I 5 / 6

6 hvert af de fire projektlande blev der lavet en interviewundersøgelse med fædre, der holdt længere orlov end landsgennemsnittet. De femten interviewede mænd i den danske undersøgelse var i alderen år, de boede alle i eller omkring København og Århus. Uddannelsesmæssigt fordelte de sig med 7 lange og 4 mellemlange videregående uddannelser, 3 havde ingen uddannelse efter folkeskolen og en enkelt var studerende. De danske fædres orlovsperioder varierede fra 8 uger (med en ugentlig arbejdsdag) som den korteste orlov til et helt år, som den længste. (2) Alle tallene i artiklen stammer fra Danmarks Statistik. De nye tal for børn født i 2005 er planlagt til at komme i slutningen af februar Se evt.: (3) Alle fædrene fra undersøgelsen er anonymiseret, deres egne navne er derfor ikke med. Hvor fædrene i citater nævne navn på deres børn eller kone/kæreste har jeg derfor ændret navnet. (4) Ifølge sociolog Bente Marianne Olsen, der i 2000 udgav en ph.d.-afhandling om fædre på orlov, er der en tendens til, at orlovens mulige længde danner norm for, hvor meget orlov mødre tager, og hvad der for mødre opfattes som lang nok orlov. (Olsen, Bente Marianne: Nye fædre på orlov. Sociologisk Institut, Københavns Universitet, 2000). Der er ikke på samme måde en opfattelse af, at fædrene også har et behov for orlov, selvom langt de fleste dog bruger de to fædreuger. (5) Aunbirk, Anette (1993): Forældreskab til forhandling: førstegangsforældre i 90'erne: en sociologisk undersøgelse. Københavns. Forlaget Sociologi og Olsen, Bente Marianne (2000): Nye fædre på orlov. Sociologisk Institut, Københavns Universitet. (6) Olsen, Bente Marianne (2000): Nye fædre på orlov. Sociologisk Institut, Københavns Universitet og Bekkengen, Lisbeth (2002): Man får välja - om föräldraskap och föräldraledighet i arbejtsliv och familjeliv. Malmö, Liber. (7) Populariteten af den nye islandske model for barselsorlov, der reserverer tre måneder til far, tre måneder til mor og tre måneder blev undersøgt i en gallupundersøgelse i september 2003, (det år modellen var trådt helt i kraft). Ifølge denne undersøgelse var 80 % af islændingene tilhængere af den nye lov. 6 / 6