Uddannelsespolitisk strategi på EUD-området

Transkript

1 N O T A T Uddannelsespolitisk strategi på EUD-området Sag nr. 10/2314 Dokumentnr /11 Anne-Dorthe Sørensen Tel Ans@regioner.dk 1. Indledning Regionerne spiller en vigtig rolle i relation til de erhvervsuddannelser, der retter sig mod sundhedsvæsenet. Regionerne varetager en del af praktikuddannelsen i de forskellige erhvervsuddannelser, og regionerne er efterfølgende arbejdsgiver for en stor del af de færdiguddannede. Med denne dobbeltrolle har regionerne gode muligheder for indflydelse på og et betydeligt ansvar for uddannelserne og de vilkår, eleverne uddannes under. På erhvervsuddannelsesområdet er der to overordnede hensyn at varetage. For det første handler det om at sikre, at de folk, der ansættes, har de rette kompetencer til at kunne varetage de opgaver, der stilles til dem, på et kvalificeret niveau. Dette kan bl.a. sikres gennem den rette uddannelse. For det andet handler det om, at regionerne også har en samfundsmæssig forpligtelse til at være med til, i det omfang det er nødvendigt, at skabe beskæftigelse og uddannelse til alle. Sundhedsvæsenet udgør en stor arbejdsplads med et arbejdsfelt, der strækker sig fra praktiske til højtspecialiserede arbejdsopgaver. Hospitalerne bør derfor også stille sig til rådighed som uddannelses- og arbejdsplads for både dem der ønsker at tage en kort, mellemlang eller lang uddannelse. Generelt skal det være kendetegnende, at uddannelsesopgaven skal foregå, hvor patienterne er, og således tage udgangspunkt i de behov, sundhedsvæsenet har for kompetencer og uddannet arbejdskraft. I dette notat adresseres strategier for følgende sundhedsfaglige erhvervs og korte uddannelser: Social- og sundhedsassistentuddannelsen

2 Lægesekretæruddannelsen De præhospitale uddannelser Hospitalsteknisk assistent Portøruddannelsen Operationsteknisk assistent Serviceassistentuddannelsen Side 2 Også uddannelserne til fodterapeut og ernæringsassistent tilhører gruppen af sundhedsfaglige erhvervsuddannelser, men vil ikke blive beskrevet nærmere i notatet. I det følgende vil forslaget til den overordnede struktur for en sundhedsfaglig indgang i grunduddannelsen i erhvervsuddannelsessystemet blive beskrevet. Herefter følger de konkrete forslag til de enkelte uddannelser. 2. Uddannelsesstruktur for erhvervsuddannelserne Sundhedsvæsenet kan karakteriseres ved høj aktivitet, behov for prioritering, øget fokus på kvalitet, øget inddragelse af patienter, centralisering og specialisering af funktioner, flere patienter med komplekse problemstillinger, tværfaglig og forløbsorienterede arbejdsgange, samarbejde på tværs af faggrupper, enheder og sektorer mv. Det er et sundhedsvæsen kendetegnet ved en høj grad af dynamik og fleksibilitet et system der konstant tilpasser sig nye muligheder, og der konstant arbejdes på at tilrettelægge patientbehandlingen så optimalt som muligt inden for de givne rammer. En række af de tendenser, der allerede nu ses i udviklingen på sundhedsområdet, er med til at definere nye forventninger og krav til sundhedspersonalets kompetencer. Og det stiller igen nye forventninger og krav til uddannelsen af sundhedspersonalet. Fremtidens sundhedsfaglige erhvervsuddannelser skal matche regionernes kvalifikations- og kompetencebehov, der følger af udviklingstendenserne i sundhedsvæsenet og af sundhedsvæsenets iboende fleksibilitet og konstante foranderlighed. Tværfaglighed, forløbsorienterede arbejdsgange, fleksibel arbejdstilrettelæggelse, patientfokus i opgaveløsningen mv. skærper kravene til samarbejde indenfor og imellem faggrupper og nødvendiggør en høj grad af mobilitet i forhold til, at disse faggrupper kan erhverve nye kompetencer, når

3 nye opgaver i sundhedsvæsenet skal løses, og dermed give fleksibilitet i arbejdsstyrken for regionerne. Side 3 Derfor er det vigtigt, at de kommende medarbejdere allerede på grunduddannelsen bliver forberedt på en dagligdag med øget samarbejde mellem faggrupper og specialer, i teams og på tværs af organisatoriske linjer. De enkelte uddannelser har behov for et fælles kendskab til det sundhedsvæsen og de professioner, de agerer i og med, samt den rolle de spiller, som ansatte i sundhedsvæsenet. På den baggrund kan det være en fordel, at samle de korte og erhvervsrettede sundhedsuddannelser i en fælles sundhedsfaglig indgang med et fælles basis-/(grund-)forløb i erhvervsuddannelsessystemet Fælles basis for de korte sundhedsuddannelser Samlingen af de korte erhvervsrettede uddannelser i en fælles sundhedsfaglig indgang giver mulighed for, at uddannelserne kan bygge på en fælles basisuddannelse eller et grundforløb, der skal give en generel introduktion til det sundhedsvæsen, som eleverne efterfølgende skal arbejde i. Grundforløbet skal danne et fælles afsæt for de forskellige sundhedsfaglige erhvervsuddannelser, der bygges ovenpå i moduler, og hvis indhold skal tage udgangspunkt i de funktioner og opgaver, som de forskellige faggrupper med ansættelse i hospitalsvæsenet, forventes at skulle løse i fremtidens sundhedsvæsen. Indholdet i den fælles basisuddannelse foreslås bl.a. at rumme 1) sundhedsvæsenets struktur og opgaver, 2) sammenhængende patientforløb, 3) IT, 4) service, 5) kvalitet og patientsikkerhed, 6) kommunikation med patienter og pårørende, samt 7) introduktion til mere studie-/læringsorienterede kompetencer som f.eks. kobling mellem teori og praksis, notatteknik og refleksion. Gennem den fælles basisuddannelse skal eleverne opnå den grundlæggende forståelse for de rammer og vilkår, som sundhedsvæsenet fungerer indenfor, herunder de værdier, der ligger til grund for regionernes opgavevaretagelse på sundhedsområdet og hvordan disse understøttes i praksis. Blandt disse kan særligt nævnes behovet for en opgaveløsning, der har patienten i fokus.

4 Brobygning mellem fag Med denne uddannelsesstruktur, hvor modulerne i de forskellige retninger inden for de sundhedsfaglige erhvervsuddannelser bygger ovenpå en fælles basis, skabes der en fleksibilitet i forhold til, at det fælles udgangspunkt giver mulighed for, at eleverne nemmere kan foretage af-, på- eller omstigning inden for uddannelserne i den samlede sundhedsindgang, hvis de har valgt forkert i første omgang eller ønsker mere uddannelse. Desuden giver det mulighed for at udbygge sine kompetencer ved ikke bare at skulle videre i uddannelsessystemet, men ved at bevæge sig på tværs inden for erhvervsuddannelsessystemet, når nye kompetencer kræves. Side 4 Samlingen af de sundhedsfaglige erhvervsuddannelser i en fælles indgang vil have en række konsekvenser; uddannelser, der i dag ligger i en anden af erhvervsuddannelsessystemets fællesindgange, skal flytte indgang, uddannelser, der i dag ikke rummes i det formaliserede uddannelsessystem, skal formaliseres, nogle uddannelser vil ikke fortsætte som selvstændige uddannelser men vil blive integreret i andre (allerede eksisterende) uddannelser I det følgende illustreres, hvordan uddannelsesstrukturen i den fælles sundhedsfaglige indgang vil se ud. Uddannelserne vil kunne grupperes inden for fire retninger: (1) Sundhedspleje, (2) sundhedsberedskab (akut), (3) sundhedsteknik samt (4) sundhedsadministration og service. Figur 1. Oversigt over sundhedsfaglig erhvervsindgang Sundheds- Trin 3 Trin 2 Somatisk SOSU pleje Psykiatrisk SOSU Social- og sundhedsassistent (primær sektor) beredskab (akut) Paramediciner Trin 1 Social- og sundhedshjælper Ambulanceassistent teknik Ambulancebehandler Sundhedstekniker/ Operationstekniker Sundhedsteknisk medhjælper Sundhedsfagligt grundforløb (fælles basis) administration og service Sundhedskoordinator (KVU) Sundhedsfaglig sekretær (tidl. Lægesekretær) Sundhedsservicesekretær Det skal overvejes at gøre basisdelen SU-finansieret. Varigheden af basisdelen skal være ens for alle, hvorimod varigheden af de forskellige uddannelser og trin i uddannelserne vil være forskellig.

5 Side 5 Opsamling Der skal oprettes en fælles sundhedsfaglig indgang i erhvervsuddannelsessystemet. Uddannelserne i den fælles sundhedsfaglige indgang skal bygge på et fælles grundforløb. Uddannelser uden for det formaliserede system flyttes ind i det formelle uddannelsessystem. 3. Sundhed og sygepleje/sundhed og omsorg Retningen sundhedspleje omfatter uddannelsen til social- og sundhedshjælper samt social- og sundhedsassistent. Dette afsnit omhandler kun uddannelsen til social- og sundhedsassistent (trin 2) samt et tredje trin, der retter sig mod hospitalssomatikken og psykiatrien Dimensionering Fleksibel dimensionering Dimensioneringen på social- og sundhedsuddannelsen følger i dag trepartsaftalen fra 2007, hvori dimensioneringen er fastsat frem til På grund af den uforudsigelighed, der er omkring behovet for arbejdskraft i fremtidens sundhedsvæsen, hvor vi igen vil kunne komme til at stå i en mangelsituation, skal dimensioneringen og optaget på social- og sundhedsassistentuddannelsen være mere fleksibel. Det skal være muligt at kunne enten øge eller nedjustere optaget, afhængigt af efterspørgslen på arbejdskraft inden for denne faggruppe. Fleksibiliteten i dimensioneringen skal dermed kunne favne de udviklingstendenser, der gør sig gældende i relation til sundhedsvæsenet og som har indflydelse på efterspørgslen efter arbejdskraft. Det handler blandt andet om den demografiske udvikling, om befolkningens generelle sundhedstilstand og sygdomsbillede og deraf følgende behandlings- og plejebehov, om behandlingsformer og forløb, om arbejdstilrettelæggelsen, om fordelingen af behandlings- og plejeopgaven mellem primær og sekundær sundhedssektor mv. En styrkelse af regionernes rolle i forhold til dimensioneringen indebærer/nødvendiggør en behovsskrivelse, der bl.a. tager udgangspunkt i oven-

6 nævnte udviklingstræk, men også i en (tværregional) drøftelse af det serviceniveau, regionerne vil oppebære/levere på sundhedsområdet. I forbindelse med fastlæggelsen af behovet for arbejdskraft vil der være behov for at få tilvejebragt dokumentation i form af fælles regionale pejlemærker og/eller prognoser. Side 6 Idet der kan optræde forskelle i behovene fra region til region, bør regionerne have indflydelse på såvel dimensioneringen mellem regionerne som på fordelingen mellem den enkelte region og kommunerne i regionen. Fordelingen af uddannelsesopgaven mellem region og kommuner bør følge fordelingen mellem ansatte i regioner og kommuner og forventningerne til denne fordeling i de kommende år. Med en udviklingstendens i sundhedsvæsenet, der går mod mere effektive forløb, kortere indlæggelsestider og færre senge på hospitalerne, flytter patienterne i stigende grad ud af både de somatiske og psykiatriske hospitaler. Plejen af patienterne flytter med de tidligere udskrivninger i højere grad til patientens eget hjem, og dermed mindskes omfanget af bl.a. de omsorgs- og sygeplejeopgaver, som social- og sundhedsassistenterne hidtil har varetaget i med udgangspunkt i en sengeafdeling. Det vurderes, at der fortsat vil være behov for social- og sundhedsassistenter i hospitalsvæsenet, men omfanget af behovet for social- og sundhedsassistenter forventes at blive mindre, samtidig med at pleje- og omsorgsopgaverne vil være af en anden karakter, end de er i dag, og med en højere grad af specialisering. Behovet for social- og sundhedsassistenter er dog også påvirket af den fremtidige (fleksible) arbejdstilrettelæggelse, hvor blandt andet den stigende omlægning af arbejdsprocesser i forbindelse med indføring af kvalitetsstandarder i sundhedsvæsenet kan indikere en mulighed for, at nogle af de standardiserede opgaver med tiden vil kunne varetages af social- og sundhedsassistenter. Det kræver dog en nærmere afdækning af, hvordan denne standardisering af opgaverne foregår, for at kunne afgøre, hvorvidt socialog sundhedsassistenterne har mulighed for at varetage disse opgaver Rekruttering Optagelseskriterierne på uddannelsen til social- og sundhedsassistent er i dag enten en uddannelse som social- og sundhedshjælper eller teoretiske og praktiske forudsætninger svarende hertil, erhvervet gennem uddannelse

7 og/eller arbejdserfaring. Det er social- og sundhedsskolerne, der forestår vurderingen af de elever, der søger ind på uddannelsen. Side 7 Regionerne vurderer, at der i takt med udviklingen i sundhedsvæsenet generelt også er sket en udvikling i de faglige og sociale forudsætninger, som eleverne på social- og sundhedsassistentuddannelsen skal besidde for at kunne gennemføre uddannelsen, herunder indgå i det ansættelsesforhold der er en central del af uddannelsen. Der er derfor behov for at sikre, at de elever, der optages på uddannelsen og ansættes i regionerne, har de fornødne forudsætninger og de faglige og sociale kompetencer, det kræver at varetage jobbet som social- og sundhedsassistent. Adgangsforudsætningerne til social- og sundhedsassistentuddannelsen skal derfor skærpes, hvilket der også bliver lagt op til med den igangværende revision af bekendtgørelsen for social- og sundhedsuddannelsen, som det faglige udvalg, PASS, forestår. Større regional indflydelse Regionerne ønsker større indflydelse på, hvem der optages på uddannelsen, og hvem de dermed indgår uddannelsesaftale med. Der skal arbejdes for klart formulerede krav og kompetencer som f.eks. dansk på det fornødne niveau og klare realkompetencevurderinger. Dette arbejde skal ske lokalt, idet der kan være forskel i lokale behov samt geografisk forskellige betingelser for adgang til arbejdskraft. Skolerne skal desuden være forpligtet på at etablere tæt samarbejde med de ansættende myndigheder omkring optagelse og ansættelse af elever. Der bør i forbindelse med ansættelsesproceduren være mulighed for lokalt at indføre ansættelsessamtaler, hvor ansættelsesmyndigheden deltager. Hermed kan der sikres et bedre ejerskab samt kendskab til eleverne, end det er tilfældet i dag. Til sammenligning har kommunerne meget mere føling med, hvem de optager som elever, fordi de typisk har dem ansat som socialog sundhedshjælpere, inden eleverne søger ind på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Dette vil kræve en lovændring Uddannelsesstruktur Både uddannelsens indhold og opbygning skal tage udgangspunkt i opgaven omkring patienten, dvs. hvor de forskellige opgaver varetages. Det foreslås, at trin 2 i uddannelsen, som svarer til den nuværende social- og sundhedsassistentuddannelse, rettes mod ansættelse i kommunerne og den pleje og de opgaver, der varetages i dette regi, mens et nyt trin 3 rettes mod

8 ansættelse i hospitalsvæsenet, hvor det er den specialiserede pleje i somatikken og psykiatrien (såvel behandlingspsykiatrien som socialpsykiatrien), der er omdrejningspunktet. Det er denne struktur, der er illustreret i figur 1, s. 4. Side 8 Sundhedsplejeretningen kan antage tre former; (a) 3-trins-modellen, der er beskrevet her ovenfor, og illustreret i figur 1; (b) 2 trin 3 toninger, hvor social- og sundhedsassistentuddannelsen (trin 2) rummer tre toningssøjler, svarende til social- og sundhedsassistentens fremtidige arbejdsområde, hhv. primær sektor, sekundær sektor-somatik og sekundær sektorpsykiatri; (c) 2 trin 2 toninger, hvor social- og sundhedsassistentuddannelsen (trin 2) rummer to toningssøjler, svarende til social- og sundhedsassistentens fremtidige arbejdsområder i kommuner og regioner, herunder psykiatrien. Det skal overvejes, hvilken af de tre varianter af sundheds- og sygeplejeretningen, der bedst imødekommer regionernes behov Indhold i grunduddannelsen Den nuværende social- og sundhedsuddannelse blev udviklet i en tid, hvor efterspørgslen i hospitalsvæsenet lød på generalistkompetencer både på tværs af sektorer og arbejdsområder. Med den specialisering, der kendetegner dagens og fremtidens hospitalssektor, lyder efterspørgslen fra hospitalerne i stigende grad på specialistkompetencer. Der kan med fordel tages en dialog med kommunerne om, hvilke kompetencer, de efterspørger. Der er derfor behov for, at uddannelsen til social- og sundhedsassistent i højere grad tones mod de funktioner, der er behov for i et samarbejdende og fremtidigt sundhedsvæsen. Toning Toningen skal tage udgangspunkt i det sted, eleven ansættes under uddannelsen til social- og sundhedsassistent. De enkelte moduler, der bygges ovenpå trin 1, skal rette sig mod de forskellige sektorer i sundhedsvæsenet, som social- og sundhedsassistenterne forventes at arbejde inden for i fremtiden. Samtidig skal indholdet i modulerne rette sig mod de opgaver, socialog sundhedsassistenterne forventes at skulle løse og have kompetence til at løse inden for de forskellige sektorer. Dermed tones social- og sundhedsassistenterne i højere grad til at arbejde inden for den sektor, de har valgt i deres uddannelsesforløb.

9 Sundhedsvæsenet er en dynamisk størrelse, der konstant tilpasser sig nye muligheder og rammer, herunder tilrettelægger den mest optimale patientbehandling inden for de givne rammer. Balancen mellem behovet for at tone uddannelsen i retning af fremtidigt (specialiseret) arbejdsområde og behovet for en fleksibel opgavevaretagelse i sundhedsvæsenet skal i den forbindelse overvejes. Det bør derfor også afklares, hvor tidligt i uddannelsen og for hvor stor en del af uddannelsens vedkommende toningen skal finde sted. Side 9 Indholdet af modulerne skal nøjere fastlægges, men de skal som udgangspunkt understøtte, at der er prestige omkring de opgaver, som social- og sundhedsassistenterne varetager, uanset inden for hvilken sektor i sundhedsvæsenet opgaverne løses. Det sammenhængende sundhedsvæsen og patientforløb Patienter eller borgere vil løbende bevæge sig ind og ud af sundhedsvæsenets forskellige sektorer. Social- og sundhedsassistenterne skal derfor i løbet af deres uddannelse opnå en forståelse for det samlede sundhedsvæsen og det sammenhængende patientforløb og således kunne tænke på tværs af sektorer samt kunne indgå i tværfagligt samarbejde. Ligeledes skal uddannelsen give kendskab til den komplekse patient eller borger med flere samtidige diagnoser, som vil være kendetegnende for fremtidens sundhedsvæsen. Fleksibilitet i planlægningen Der skal være fleksibilitet i uddannelsen, så indholdet løbende kan tilpasses udviklingen i sundhedsvæsenet. På grund af manglende forudsigelighed i forhold til, hvilke konkrete opgaver social- og sundhedsassistenter skal varetage i fremtiden som følge af den hastige udvikling i sundhedsvæsenet, skal der være mulighed for, at indholdet kan ændre sig i takt med opgaveændringerne Praktik i grunduddannelsen Praktikken er en helt central del af erhvervsuddannelserne, og det skal også i fremtiden sikres, at der er tæt sammenhæng mellem teori og praksis. Både i det somatiske hospitalsvæsen og i behandlingspsykiatrien bliver det en større og større udfordring at finde uddannelsespladser til alle de socialog sundhedsassistenter, der som uddannelsen er bygget op i dag skal i praktik begge steder. Der er generelt i regionerne sket en udbygning af de

10 ambulante tilbud med etablering og styrkelse af lokale psykiatriske enheder tæt på patienterne samt en række psykiatrispecifikke teams. Der tales desuden også både inden for somatikken og inden for behandlingspsykiatrien om behandlingsgaranti og pakkeforløb, og tilsammen fordrer det effektive og målrettede forløb med henblik på udskrivelse. Side 10 Ændret fordeling af praktikken Med henblik på at sikre det mest optimale læringsmuligheder, er det regionernes holdning, at (praktik-)uddannelsen skal foregå dér hvor patienten er. Det skal derfor som konsekvens af de kortere indlæggelsestider mv. overvejes om social- og sundhedsassistentelevernes praktik i den regionale somatik og behandlingspsykiatri fremover skal have samme omfang som i dag, eller om praktikken eller dele af praktikken kan afkortes i forhold til nuværende, mens en tilsvarende større del af den praktiske uddannelse foregår i kommunalt regi. Praktikken i social- og sundhedsassistentuddannelsen skal afspejle toningen og skal tage udgangspunkt i det sammenhængende patientforløb. Eleverne skal i praktikken følge patientens overgange mellem de forskellige sektorer for herigennem at få forståelse for det samlede sundhedsvæsen, de agerer i, samt hvordan patienten oplever det sammenhængende forløb. Det er med udgangspunkt i ansættelsesstedet, at eleven skal følge patienten. Hospitalspraktikken skal stadig indgå på trin 2 i et eller andet omfang for at give eleverne kendskab til patienter i den kritiske fase og forståelse for overgangene mellem de forskellige sektorer, samt forbedre kommunikationen med andre sundhedsprofessionelle. Brug af studieunits, færdighedslaboratorier mm. For at forbedre elevernes kompetencer til at møde patienten i klinikken kan der i højere grad gøres brug af færdighedslaboratorier, hvor eleverne kan træne kliniske og plejemæssige færdigheder på hinanden og på træningsmodeller, før de skal udøves på patienter. Det skal desuden undersøges, om der kan inddrages simulationstræning, studie units eller lignende i praktikken. Opsamling Mere effektive forløb, kortere indlæggelsestider og færre senge på hospitalerne vil alt andet lige betyde et ændret behov for social- og sundhedsassistenter ansat i hospitalsvæsenet.

11 Regionerne skal have større indflydelse på, hvem der optages på uddannelsen til social- og sundhedsassistent. Kompetencer, der kvalificerer til ansættelse i hospitalsvæsenet, skal opnås på et trin 3 i uddannelsen. En mindre del af social- og sundhedsassistentelevernes praktik skal foregå i hospitalsvæsenet. De foreslåede ændringer i uddannelsen til social- og sundhedsassistent kræver, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal beskrive indholdet af uddannelsen og undersøge muligheder for at ændre i praktikken. Ændringerne kræver desuden, at der skal laves en ny bekendtgørelse for uddannelsen. Side Sundhedsberedskab (akut) Retningen Sundhedsberedskab eller den akutte retning rummer de præhospitale uddannelser ambulanceassistent, ambulancebehandler og paramediciner. Uddannelserne er i dag placeret i forskelligt regi, foregår på forskellige skoler, med forskelligt fokus og med forskellig finansiering. Det bør overvejes at placere de tre uddannelser i den sundhedsfaglige fællesindgang i erhvervsuddannelsessystemet Uddannelsesstruktur Uddannelserne til ambulancebehandler og paramediciner foregår i dag på en skole for social- og sundhedsuddannelser, en sygeplejeskole eller lignende. Uddannelsen til ambulanceassistent er en erhvervsuddannelse, placeret under fællesindgangen Transport og Logistik. Med henblik på at give et mere relevant læringsmiljø skal såvel uddannelsen til ambulanceassistent som overbygningsuddannelserne til ambulancebehandler og paramediciner lægges ind i den sundhedsfaglige fællesindgang i erhvervsuddannelsessystemet. Det kan være medvirkende at sikre, at det sundhedsfaglige perspektiv i højere grad vil være til stede allerede i uddannelsen til ambulanceassistent. Samtidig vil der for alle tre uddannelsers vedkommende opnås en positiv synenergi-effekt med deltagerne på de andre sundhedsfaglige uddannelser i fællesindgangen.

12 Sundhedsberedskabsretningen opdeles i tre trin, svarende til de nuværende præhospitale uddannelser, dvs. ambulanceassistent (Trin), ambulancebehandler (trin 2) og paramediciner (trin 3). Side Indhold i uddannelserne Denne faggruppe skal have den samme grundlæggende viden omkring håndtering af syge og tilskadekomne som flere af de øvrige erhvervsfagligt sundhedsuddannede. Der er derfor et ønske fra regionernes side om en stærkere betoning af de sundhedsfaglige elementer, og en tilsvarende nedtoning af de kørselstekniske elementer, i ambulanceassistentuddannelsen. Placeringen i den sundhedsfaglige fællesindgang vil alt andet lige understøtte ønsket om et stærkere sundhedsfagligt perspektiv i uddannelsen. Opsamling Det skal overvejes at lade de præhospitale uddannelser indgå som en del af den fælles sundhedsfaglige indgang i erhvervsuddannelsessystemet. 5. Sundhedsteknik Den sundhedstekniske retning omfatter de eksisterende uddannelser til hospitalsteknisk assistent, portør og serviceassistent, samt uddannelsen til operationsteknisk assistent Rekruttering Både uddannelsen til portør og uddannelsen til serviceassistent er kendetegnet ved at tiltrække en målgruppe, der supplerer allerede opnået erhvervserfaring med portøruddannelsen eller merituddannelsen til serviceassistent. Ved at gøre portøruddannelsen til en skolebaseret uddannelse, kan det afskrække nogle af dem, der netop vælger portøruddannelsen pga. dens overvejende praktiske indhold. Modsat kan fordelen ved at lægge portøruddannelsen ind i erhvervsuddannelsessystemet med en fælles basis give mulighed for at se, hvilke andre muligheder for jobfunktioner i sundhedsvæsenet der også er. Portøruddannelsen vil dermed kunne blive en rekrutteringsvej,

13 som med tiden kan føre mere uddannelse med sig. Det samme gør sig muligvis gældende for uddannelsen til serviceassistent. Side 13 For fortsat at tiltrække de mindre skoleinteresserede kan det overvejes, om uddannelserne kan have mere åbne indgangsmuligheder, hvor eleven f.eks. kan starte i praktik, og hvor praktikken kan fylde mere end den teoretiske del. Som portøruddannelsen er bygget op i dag, starter aspiranten med en ansættelse på et hospital, hvor fire uger ud af den samlede uddannelse på otte måneder er teori og resten er praktik. Derefter er der en overbygning på 20 dages teori. Udviklingen indenfor kommunikationsteknologien, brugen af IT, den øgede fokus på dokumentation mv. stiller krav om grundlæggende faglige forudsætninger i form af f.eks. læseegenskaber. det skal naturligvis sikres, at eleverne har disse faglige forudsætninger. Ved at lægge de tekniske uddannelser ind i den fælles sundhedsfaglige indgang kan det muligvis være med til at øge rekrutteringen af mænd til de mere plejerettede uddannelser og rekrutteringen af kvinder til de tekniske uddannelser, fordi de ved at have en fælles basis også giver et bredere kendskab til de muligheder, der er for opgavevaretagelse og uddannelse inden for sundhedsvæsenet. Dermed skabes der mulighed for at bløde op på det kønsopdelte arbejdsmarked, som kendetegner sundhedsvæsenet Uddannelsesstruktur Den sundhedstekniske retning skal opdeles i to trin. Trin 1 Sundhedsteknisk assistent Det første trin, sundhedsteknisk medhjælper, omfatter de nuværende to uddannelser til portør og serviceassistent. Portør- og serviceassistentuddannelserne integreres Der ses både fordele og ulemper ved at lægge portøruddannelsen ind i det formaliserede erhvervsuddannelsessystem, men det bør overvejes, hvordan portøruddannelsen kan tænkes ind i den modulopbyggede model i en fælles sundhedsfaglig indgang. Det er regionernes vurdering, at der ikke vil være behov for en selvstændig uddannelse som portøruddannelsen i det fremtidige sundhedsvæsen. Regionerne finder det unødigt, at der er flere forskellige uddannelser, som uddan-

14 ner til at varetage de samme opgaver. De kompetencer, den eksisterende portøruddannelse fører til, genfindes i erhvervsuddannelsen til hospitalsserviceassistent, og det samme overlap genfindes i store træk, når man ser på de to faggruppers arbejdsfelt. En integration af den nuværende portørs kompetencer og kvalifikationer med serviceassistentuddannelsen kan ses som en naturlig konsekvens af dette overlap. Side 14 Trin 2 Sundhedstekniker/Operationstekniker Det andet trin til sundhedstekniker og/eller operationstekniker rummer uddannelsen til hospitalsteknisk assistent, dvs. neurofysiologi- og audiologiassistenterne, samt uddannelsen til operationsteknisk assistent, som i dag kun findes i Region Hovedstaden. Ved at integrere uddannelsen til hospitalsteknisk assistent i den tekniske retning sikres det, at kompetencerne stadig er til rådighed, selv om uddannelserne ikke eksisterer som en selvstændig uddannelsesretning. Der er her tale om nogle små uddannelser, som kræver en uforholdsmæssig stor arbejdsindsats at drive både i forhold til at stille uddannelseskapacitet til rådighed, sikre efteruddannelse samt regionernes deltagelse i det faglige udvalg (FUHA) som arbejdsgiverrepræsentant. Der bør derfor overvejes, om og hvordan dette kan lettes ved at tænke i en anden uddannelsesstruktur Indhold i uddannelserne Faggrupperne indenfor den sundhedstekniske retning kan varetage nogle af de patientnære opgaver, som ikke indebærer egentlig patientpleje. Der er her tale om opgaver, som ikke kræver en bred generalistuddannelse. Den sundhedstekniske retning kan blandt andet omfatte laboratoriefunktioner, mange portør- og serviceassistentfunktioner, velfærdsteknologi, vedligeholdelse af hjælpemidler m.v. Dermed skal der særligt for så vidt angår sundhedsteknikeren lægges vægt på, at specialisering ikke nødvendigvis kræver et højere uddannelsesniveau det kan også ske ved kort og koncentreret uddannelse. Der er her tale om en niche-uddannelse. Den sundhedstekniske retning kan desuden være rettet mod både hospitaler og primærsektor. Hvor indholdet i uddannelsen til den sundhedstekniske medhjælper (trin 1) skal ses som en kombination af uddannelsen til portør og serviceassistent, skal indholdet i uddannelsen til sundhedstekniker (trin 2) være rettet mod

15 betjening af apparatur og andet udstyr i sundhedsvæsenet. Opgaverne, som trin 2 retter sig mod at kunne løse, er f.eks. dialyse, sterilisering og scanninger samt opgaver i laboratorier. Desuden, som den operationstekniske uddannelse lægger op til, at indgå som medhjælper under operationer, hvor de kan varetage nogle af de opgaver, der typisk ligger hos operationssygeplejerskerne. Side 15 Opsamling De tekniske og mindre patientplejerettede uddannelser skal også indgå i den sundhedsfaglige indgang. Portøruddannelsen integreres i uddannelsen til sundhedsteknisk medhjælper og nedlægges som en selvstændig uddannelse. Tekniske kompetencer kræver ikke nødvendigvis en længere uddannelse, men kan sikres gennem kort og specialiseret uddannelse. 6. Sundhedsadministration og service Denne retning rummer uddannelsen til sundhedsservicesekretær og lægesekretær. Lægesekretærernes arbejdsvilkår er under forandring. De hidtidige kerneopgaver og rollen som lægens sekretær er ved at forsvinde, og dermed ændrer de opgaver, som lægesekretærerne forventes at løse, også karakter. Sundhedsvæsenet har brug for administrative og serviceorienterede medarbejdere, der kan sikre og vedligeholde den teknologiske infrastruktur, samt varetage servicering af patienter, pårørende og personale på hospitalsafdelingerne. Det er disse funktioner, lægesekretærerne forventes at skulle varetage fremover. Samtidig forventes lægesekretærerne i højere grad at skulle indgå i et opgavefelt, som deles med andre faggrupper inden for den sundhedsfaglige indgang Rekruttering Ansøgergruppen til lægesekretæruddannelsen er blandet. Mange ansøgere har en anden uddannelse og erhvervserfaring i bagagen og vil gerne noget andet jobmæssigt. Denne omkvalificering er en mulighed bl.a. på grund af voksenelevløn. Erhvervserfaringen er som hovedregel et godt afsæt, men det opleves i stigende grad, at kompetencerne hos denne del af ansøgergruppen ikke modsvarer sygehusenes kompetencebehov. Det bør overvejes,

16 hvordan det fortsat vil være muligt at sikre en aldersmæssig variation i ansøgergruppen. Side 16 For at imødekomme de krav, der stilles til lægesekretærernes funktioner, bør uddannelsen bygges op, så den i højere grad også tiltrækker en profil, der er endnu mere minded på at yde service for patienter, pårørende og kollegaer, samt giver lægesekretærerne en bredere vifte af kompetencer Uddannelsesstruktur Uddannelsen til lægesekretær skal flyttes fra den merkantile indgang i erhvervsuddannelsessystemet til den sundhedsfaglige indgang for at give lægesekretærerne et bedre kendskab til det sundhedsvæsen, de skal arbejde i, samt til de øvrige sundhedsfaggrupper, de skal arbejde sammen med. Uddannelsen foreslås trindelt i tre niveauer med en basisdel, der hænger sammen med de øvrige sundhedsfaglige erhvervsuddannelser og integreres med den nuværende uddannelse til sundhedsservicesekretær, hvor der kan bygges moduler ovenpå, som giver flere kompetencer. De særligt tonede kompetencer skal være for de få. Trin 1 sundhedsservicesekretær skal have et indhold, som det kendes fra servicesekretæruddannelsen i dag. Trin 2 sundhedsfaglig sekretær vil være en omlægning af den nuværende uddannelse til lægesekretær, som kan have fokus på opgaver i relation til logistikken, bl.a. journalhåndtering og patientadministration. Det tredje trin som kan kaldes en sundhedskoordinator skal være rettet mod særlige funktioner, som f.eks. at være DRGansvarlig, stå for patienttilfredshedsundersøgelser samt være uddannelsesansvarlig, der hensigtsmæssigt kan varetages af denne personalegruppe. Dette sidste trin vil kunne være en kort videregående uddannelse (KVU). En sådan trindeling af uddannelsen vil give en fleksibilitet for såvel arbejdsgiver som uddannelsessøgende. Desuden giver det mulighed for, at uddannelsen eller dele af uddannelsen kan være SU-finansieret Indhold i grunduddannelsen Der er i dag forskel på, hvilke opgaver lægesekretærerne varetager. Der er derfor behov for en afklaring og konkretisering af, hvilke opgaver lægesekretærerne forventes at skulle varetage i fremtiden. Der skal herunder lægges vægt på at afdække, hvilken rolle lægesekretærerne skal varetage i forhold til den udbredte teknologiske udvikling, og dermed hvilken betydning teknologien får for deres fremtidige opgaver

17 For at kunne leve op til de krav og forventninger, der stilles til lægesekretærerne, skal der tænkes mere service ind i uddannelsen, hvor fokus er på det kunderelaterede aspekt, som det kendes fra den merkantile retning. Derfor skal der også fastholdes elementer fra den merkantile retning i uddannelsen. Lægesekretærerne er ansigtet udadtil, som tager imod patienterne, når de kommer ind på hospitalet, og der er derfor behov for at skabe en endnu mere service-minded profil, som den efterspørges af borgerne. Side 17 Herudover er der behov for velkvalificeret arbejdskraft til opgaver vedrørende f.eks. koordinering af patientforløb, herunder pakkeforløb samt registrering og IT, hvor nye systemer hele tiden kræver superbrugerekspertise. Med det skred der er sket i forhold til den ændrede opgavevaretagelse blandt lægesekretærerne, vurderes titlen lægesekretær ikke længere at være tidssvarende. Der forslås derfor at finde en ny titel til denne faggruppe. Et forslag lyder på sundhedsfaglig sekretær (trin 2) og sundhedskoordinator (trin 3) Praktik i grunduddannelsen Det skal afklares, hvor stor en del af uddannelsen, der skal være praktik, og hvilke kompetencer, eleverne skal opnås henholdsvis på skolen og i praktikken, da mange af de krævede færdigheder hos denne faggruppe kan trænes på skolen. Det skal dog sikres, at eleverne opnår konkret kendskab til opgaverne og kompleksiteten på et hospital. Den praktiske træning må derfor ske i realistiske simulationssituationer på skolen (praksislaboratorier o.l.) for at undgå en længere introduktion og oplæring i klinikken, inden en selvstændig funktion kan varetages. Praktikken kan ligeledes foregå i kommunalt regi og i praksissektoren. Opsamling Uddannelsen til lægesekretær skal flyttes fra den merkantile indgang til den fælles sundhedsfaglige indgang. Uddannelsen til lægesekretær skal deles op i tre trin med tre forskellige specialiseringsgrader. 7. Efter- og videreuddannelse

18 Efter- og videreuddannelse skal ses i sammenhæng med driften af det samlede sygehusvæsen. Efter- og videreuddannelse skal bidrage dels til at medarbejdernes kompetencer vedligeholdes og udvikles, dels til at den relevante specialisering (i form af kendskab til kliniske områder/specialer og ift. konkrete færdigheder) kan finde sted. Det gælder både kompetenceudvikling i forhold til varetagelsen af nye opgaver f.eks. i forbindelse med opgaveflytning samt behov for kompetenceudvikling i form af livslang læring, der følger af udviklingen i sundhedsvæsenet generelt. Side 18 En optimal (strategisk) og relevant brug af efter- og videreuddannelse indebærer, at der i regionerne sættes fokus på, hvilken efter- og videreuddannelse der skal prioriteres, herunder hvordan der kommer mest effekt for uddannelsesmidlerne. Regionerne skal afdække behovet for kompetencer, overveje hvordan medarbejdernes kompetencer bedst løftes, samt hvorvidt det eksisterende uddannelsesudbud imødekommer regionernes behov for kompetencer. En optimal og relevant brug af efter- og videreuddannelse stiller også krav om fleksibilitet i forhold til indholdet i og rammerne for efter- og videreuddannelsesudbudet. Arbejdstilrettelæggelsen, udviklingen og den hastighed hvormed behovene for kompetenceudvikling ændrer sig, skal afspejles i opbygningen af efter- og videreuddannelserne Efteruddannelse Efteruddannelse indenfor de allerede etablerede erhvervsuddannelser Ligesom uddannelsesstrukturen i grunduddannelserne kan også efteruddannelsen tænkes som en modulopbygning, hvor der er mulighed for at udbygge sin uddannelse med moduler fra andre retninger inden for de sundhedsfaglige erhvervsuddannelser. Efteruddannelsen vil således kunne finde sted inden for de allerede etablerede erhvervsuddannelser. Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) Herudover skal mulighederne i det eksisterende AMU-system benyttes i større omfang, end det er tilfældet i dag. AMU Arbejdsmarkedsuddannelser, er uddannelsestilbud inden for voksen- og efteruddannelse, der etableres i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, og som dermed kan udvikles i overensstemmelse med sundhedsvæ-

19 senets aktuelle behov. Desuden giver AMU-systemet mulighed for, at uddannelsesforløbet kan spredes ud over flere adskilte dage. Det er denne mulighed for at have indflydelse på indholdet i uddannelsestilbuddene samt fleksibiliteten i opbygningen og afviklingen af efteruddannelsestilbuddene, som regionerne i højere grad skal gøre brug af. Side 19 For at regionerne skal kunne profitere fuldt ud af AMU-systemets muligheder, skal kendskabet til AMU-systemet - og de favorable økonomiske vilkår knyttet hertil udbredes blandt de mellemledere, der skal sende deres medarbejdere på efteruddannelse. Desuden er der behov for, at opmærksomheden på efteruddannelse af de erhvervsuddannede medarbejdere generelt skærpes. Anvendelsen af de eksisterende efteruddannelsesmuligheder kan med andre ord professionaliseres yderligere, og denne professionalisering bør ske i samarbejde med skoler og faglige repræsentanter. Imidlertid ser regionerne det som en udfordring, at efteruddannelsen skal ske i arbejdstiden og adskilt fra den daglige drift. Det stiller store udfordringer til vagtplanlægningen. AMU-udbuddet bør derfor have en struktur, hvor undervisningen ikke fylder hele arbejdsdage, eller hvor undervisningen ligger uden for arbejdstid. Muligheden for, at AMU-uddannelserne formaliseres inden for regionernes eget system som en form for virksomhedsforlagt undervisning, bør derfor undersøges. Undervisningen vil dermed kunne foregå i færdighedslaboratorier eller som integreret i vagt, hvor f.eks. sygeplejersker gennemgår og tjekker op på, at det der skal læres, læres i det daglige arbejde. Dette kan ske ved at anvende logbøger, som det kendes fra lægeuddannelsen. Ved at lade undervisningen ske i vagt er der også bedre mulighed for at undgå besværet med at rekruttere et tilstrækkeligt antal ansatte til, at der kan oprettes hold i det formaliserede AMU-system, hvilket kan være svært i dagligdagen på hospitalerne. Hermed understøttes også, at AMU-kurserne skal handle om håndværket, som personalet skal trænes og udvikles i. Også på indholdssiden skal det sikres, at AMU-uddannelserne matcher det behov for udvikling af medarbejdernes kompetencer, som regionerne efterspørger, dels i forhold til selve indholdet i uddannelsen, dels i forhold til niveauet og specialiseringsgraden i uddannelsen. Det skal i den forbindelse sikres, at uddannelserne i højere grad kan koble uddannelse til praksisområdets specialisering. En sådan kobling kræver praksisnærhed, men den praksisnærhed har uddannelsessystemet svært ved at honorere, vurderer bl.a. rapporten Muligheder og barrierer for social- og sundhedsassistenters

20 efter- og videreuddannelse og praktisering af kompetencer i det regionale, psykiatriske sundhedsvæsen (april 2011, ARGO, med Danske Regioner og FOA som opdragsgivere). En tilrettelæggelse af AMU-uddannelserne f.eks. som virksomhedsforlagt undervisning, som foreslået ovenfor, kan medvirke til en øget praksisnærhed. Side Videreuddannelse Videreuddannelse indenfor fællesindgangen De trin-/modulopbyggede retninger indenfor den sundhedsfaglige fællesindgang giver mulighed for videreuddannelse på et højere trin end det, man har afsluttet indenfor f.eks. sundhedsplejeretningen. Brobygning til bachelorniveau Desuden skal uddannelsesstrukturen skal give mulighed for brobygning til bachelorniveau. Det betyder også, at der skal kunne gives merit i forhold til de faglige kompetencer, de uddannede har erhvervet på erhvervsuddannelsesniveau, og som også indgår i de mellemlange, videregående uddannelser. Konkret bør muligheden for, at der kan gives mere merit til social- og sundhedsassistenter, der søger ind på sygeplejerskeuddannelsen, undersøges, idet det er vurderingen, at der i dag ikke gives tilstrækkelig merit 1. Længden heraf skal ses i sammenhæng med de kompetencer social- og sundhedsassistenterne skal opnå med den reviderede bekendtgørelse for uddannelsen, som forventes at træde i kraft 1. januar Opsamling Der skal være fleksibilitet i efteruddannelsesmulighederne. Efteruddannelsen skal i højere grad tage udgangspunkt i sundhedsvæsenets dagsrytme og arbejdstilrettelæggelse. Kendskabet til efteruddannelsesmulighederne skal udbygges. Erhvervsuddannelserne skal også fungere som springbræt til professionsuddannelserne. 1 Med en uddannelse som social- og sundhedsassistent med grundfag på højt niveau forkortes uddannelsesforløbet til sygeplejerske med et halvt år. Har den uddannede social- og sundhedsassistent desuden arbejdet som assistent, kan der gives op til et års merit (jf. oplysninger fra professionshøjskolernes hjemmesider).