22.s.e.Trinitatis. 23.okt Hinge kirke kl.9. Vinderslev kirke kl (da b)

Transkript

1 22.s.e.Trinitatis. 23.okt Hinge kirke kl.9. Vinderslev kirke kl (da b) Salmer: Hinge kl.9: / Vinderslev kl.10.30: ,v.1-3 (dåb) v.4-6/ Dåb: Maya Friisgaard Jacobsen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte:»hvem er den største i Himmeriget?«Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde:»sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, 23/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 1

2 sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«matt 18,1-14 Kære Gud, vi beder dig om at tale til os nu. Lad din hellige Ånd åbne vore øjne, så vi ser vor egen ringhed og din storhed. Amen. Hvem er den største? Hvem er den bedste? Hvem får lov til at stå øverst på sejrsskamlen og få den eftertragtede guldmedalje? Sådan kender vi det, når der er olympiade, verdensmesterskaber eller andre store konkurrencer. Hvem er den største, den bedste, den mest kvalificerede til at blive USA's nye præsident? Det er et spørgsmål, som også optager mange i denne tid, og som vil blive afgjort om få uger. Samme spørgsmål optager åbenbart Jesu disciple. Hvem er den største i Himmeriget? spørger de. Hvem skal have de fineste pladser, når du opretter dit kongedømme, Jesus? Pladsen ved din højre og venstre side? Hvem skal være ministre i den nye regering? De glemte aldrig det, som så skete. Jesus kalder på et lille barn, stiller det midt iblandt dem og siger: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Overraskende, uventet, chokerende! Når vi i dag hører disse ord, tænker vi let i ganske bestemt baner. Åh, sådan en lille, uskyldig én! lyder det, når bedstemor kigger ned i barnevognen. Uvilkårligt tænker vi, at det må vel være det, Jesus sigter til, når han taler om at blive som børn. At være ren og uskyldig som et lille barn! 23/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 2

3 Nu var det bare ikke sådan, man så på det at være barn på Jesu tid. At være barn det var med datidens øjne at være ringe, ubetydelig og uværdig. Vist var det da stort at få et barn ingen tvivl om det, for sådan et barn ville jo nok blive voksen en dag, men at være barn det var anderledes. Det var ensbetydende med at være uden kvalifikationer, uden samfundsbetydning. Én, som ikke rigtig er regnet for noget. Se, det er her, vi skal hen for at forstå det, Jesus siger. At vende om og blive som børn det er med andre ord det samme som at skifte kurs, så jeg indser min egen ringhed og i stedet bliver klar over Guds storhed. Sagt med andre ord: Det handler om at forstå, at jeg ikke på nogen måde kan gøre mig fortjent til en plads i Himlen, men at jeg må have det hele givet af ham, som er min himmelske far. At Menneskesønnen ikke er kommet for at uddele fortjenstmedaljer til de dygtigste og bedste, men for at frelse det fortabte! Når Jesus derfor fortæller lignelsen om manden, der har hundrede får og går ud for at lede efter det, som er faret vild, ja, så er det blot en anden måde at sige det samme på. Jeg er det får, som rendte hen, ak, hjælp mig, red mig ud igen af Satans stærke snare, hedder det i en salme, som Hans Adolph Brorson oversatte i 1735, og sådan er det. Det er mig, som er det får, der stak af, og som dermed er udenfor. Eller som salmedigteren Kingo siger det i en anden salme: Og når på din dom jeg grunder, ser jeg alt mit segl derunder. Altså: Min underskrift på Jesu dødsdom! Også jeg er blandt dem, der råber Korsfæst, korsfæst! Altså handler det ikke om at være stor, men om at være lille! At være den, der ingenting har og ingenting kan, men må have det hele givet. Det er derfor, barnedåben er det eneste rigtige. 23/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 3

4 Enhver kan jo se, at sådan en lille størrelse ikke kan udrette noget som helst, når det gælder. Nej, her handler det om at få, at tage imod! Den, som ikke kan selv, må have det hele givet. Det er det, der sker i barnedåben. Du får del i alt det, som Jesus Kristus betyder. Spørgsmålet er så bare, om det er dér, vi bliver ved med at stå, når vi vokser til? Når disciplene har så travlt med at få slået fast, hvem der mon er den største, så kunne det jo godt pege i en noget anden retning. Og det er netop her, fristelsen ligger for os alle, når det gælder vort forhold til Gud. Det er derfor, Jesus siger de frygtelige ord om at bringe en af de små til fald, dvs. frafald. Det kan ikke undgås, at den slags frafald kommer, siger han, men stakkels det menneske, som bliver årsag til det. Hvis du med dine ord eller din handlemåde bliver årsag til, at nogen vender ryggen til den kristne tro, så var det bedre at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Bedre bliver det ikke, når han fortsætter med de skrækkelige ord om, at det er bedre at miste en hånd eller en fod, fremfor at ende i den evige ild med alle lemmer i behold. Der har i tidens løb været mennesker, som har fået disse ord galt i halsen, så de har opfattet dem helt bogstaveligt, men de barske ord skal naturligvis forstås som et billede. Er der noget eller nogen, som står i vejen for din frelse, ja, så er det bedre at undvære end at beholde. Det er bedre at give afkald på det, som trækker dig væk fra kristentroen og kristenlivet, end at beholde det og måske gå glip af hele herligheden. Og fremfor alt skal de ord forstås som en advarsel til dem, der fremturer i det med at bringe til fald. Er der nogen, som vil bilde dig ind, at du selv skal gøre en hel masse for at kvalificere dig til Guds rige, jamen, så er det bedre at kvitte forbindelsen. 23/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 4

5 Er der nogen, som vil bilde dig ind, at du skal være stor for at komme i betragtning hos Gud, så sig hellere nej end at risikere, at det lykkes for dem. Er der nogen, som vil bilde dig ind, at du sagtens kan undvære det, som Jesus Kristus har gjort, så må du sige fra. At være lille som et nyfødt barn, der ingenting kan selv, at være som et får, der er løbet væk, og som derfor må reddes op fra afgrunden - det er det, sagen drejer sig om. Biskop Steen Skovsgaard fortalte engang om mødet med en færøsk hyrde, som fortalte om en oplevelse, han aldrig ville kunne glemme. Et af hans får havde forvildet sig væk fra hjorden, og da det kom ud til afgrunden, skete der det, at det faldt ned og havnede på en lille afsats et godt stykke nede. På den måde havde det reddet livet i første omgang, men der var ikke nogen som helst mulighed for, at det selv ville kunne komme op igen. Da hyrden gik ud for at lede efter det vildfarne får, opdagede han, hvad der var sket, og der var ikke noget, han hellere ville end at redde sit får. Altså fik han bundet et tov om livet og lod sig sænke ned mod den lille afsats, hvor fåret stod. Det var farligt, men så ud til at gå fint. Men lige i det øjeblik, hvor han var så tæt ved, så han kunne nå fåret, blev fåret bange og sprang ud fra afsatsen og havnede dermed i den visse død. Hyrden fortalte, hvilken smerte og sorg det var for ham, at fåret på den måde valgte døden i stedet for livet! På den måde blev der sagt nej til kærlighedens udstrakte arm. Det kan måske sige os noget om, hvad det var, den gode hyrde Jesus ville. Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte, siger han, og glæden over at finde det fortabte ja, den er større end glæden over de nioghalvfems, der ikke fór vild, får vi at vide. 23/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 5

6 Se, om lidt skal vi synge en salme, som ofte er blevet opfattet som en salme, der handler om små børn. Det er det i virkeligheden slet ikke. Gudsbarnets vuggevise er den blevet kaldt, og den er skrevet af Grundtvig i På det tidspunkt havde Grundtvig det rigtig dårligt. Først fik han fåresyge, og da det var ved at være forbi, blev han grebet af en dyb depression, som slog ham fuldstændig ud. Han kunne simpelt hen ikke magte at passe sit arbejde som præst. I stedet rejste han bort fra København for at besøge nogle venner. Først kom han til Magleby på Møn og senere til Mern ved Præstø. Til sidst havnede han os pastor P.A.Fenger, som var præst i Slotsbjergby ved Slagelse. På et eller andet tidspunkt på denne rejse skrev han de første vers af salmen Sov sødt, barnlille, og de vers læste han så højt for P.A.Fenger. Deres vuggevise vederkvægede min ånd, og det er længe siden jeg hørte et ord, der således opmuntrede og opbyggede mig som dette, skriver Fenger senere i et brev til Grundtvig. Det, som Grundtvig gør i denne salme, det er jo, at han prøver at sige noget til sig selv. Han prøver at sige det, som skal til, for at han i sin nød og anfægtelse kan finde hvile i troen på Gud. Du er jo selv et barn, siger han til sig selv, og Gud Fader har sagt: Stå, engle, på vagt, hvor mine de små er i senge! Det er sandelig godt at vide, når de søvnløse nætter plager dig. Godt at vide, at Herren selv har sagt: Deres engle ser altid min himmelske faders ansigt. Kære barn af Gud, siger Grundtvig til sig selv: Nu får du lov til at hvile i, at du er døbt. Gør du det, er der ingen djævel, som kan skade dig. Du kan gøre korsets tegn for dit ansigt og dit bryst, du kan folde dine hænder og bede den bøn, som Frelseren selv har lært dig. Tænk engang, at det lille Guds-ord Fadervor er blevet til bøn fra syndige menneskers mund, men som svinger sig fra lavland 23/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 6

7 til Guds Himmel, hvor alle de købte, i Jesu navn døbte, er gået ind til den evige hvile. Og Grundtvig prøver at sige til sig selv og til os i dag, at det er her, vi finder det brød, vi skal leve af! Du finder det ikke i dine egne evner, muligheder eller kvalifikationer. Du finder det ikke i tanken om at være stor, men i tanken om at være barn. Her finder barnet på jord den manna, som Gud selv lader dryppe, og så kan jeg sige godnat til tvivlen og frygten og sorgen og synge: Sov sødt, barnlille! Lig rolig og stille, og nyn på navn med nåden i favn, al jorden til salighed givet! Nyn: Jesus er min, så favr og så fin, min Jesus er lyset og livet! Det vil vi også gøre nu. Fryde os over det navn, som er givet jorden til salighed, navnet Jesus. Jeg er vejen og sandheden og livet, siger Jesus selv, og han føjer til: Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Og da apostlen Peter kræves til regnskab for din tro af det jødiske råd, siger han disse markante ord: Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved. Amen. 23/ Prædiken v/ Frede Møller, Ans 7