Anerkendelse, tillid og magtbalance i skole-hjem samarbejdet

Transkript

1 Anerkendelse, tillid og magtbalance i skole-hjem samarbejdet Solveig Gaarsmand, cand.mag., fhv. konsulent i Skole og Forældre Forældre i skole Skole-hjem samarbejde er obligatorisk i den danske folkeskole. Der kan nævnes flere årsager hertil: for det første demokratisk indflydelse til forældrene, for det andet at forældre er en ressource i deres børns læringsproces. Flere undersøgelser 1 har påvist, at skole-hjem samarbejdet har stor betydning for børnenes succes i skolen. Skole-hjem samarbejdet er vigtigt for børnenes udvikling i skolen, men vejen til samarbejde kan være udfordrende, hvilket Thomas Nordahls 2 påviser med sin forskning. Hvis samarbejdet skal lykkes, er det vigtigt, at forældrene kan opleve et ligeværdigt samarbejde og føle sig anerkendte som en ressource for barnets læring set fra et forældreperspektiv. I Forældre som ressource er målet gennem aktionsforskning at udvikle en didaktik, som kan medvirke til, at tosprogede elever kan opnå bedre fagligt udbytte af undervisningen gennem samarbejdet mellem forældre og lærere. Baggrunden for denne artikel er dels et interview med en tidligere skoleleder i Oslo, dels interviews med forældre. Det er mit ønske, at artiklen vil skabe baggrund for refleksion og debat blandt forældre, skolens ledelse og medarbejdere om, hvad mål man har med skole-hjem samarbejdet, og hvordan det influerer på skolens værdisæt og principper. Værdisæt og interkulturel kompetence I forbindelse med Forældre som ressource havde jeg lejlighed til at interviewe en tidligere norsk skoleleder det var en oplevelse, der gjorde et dybt indtryk på mig, fordi hun i praksis havde viste, at det lader sig gøre at sikre elever bedre faglige resultater gennem et ressourcesyn og involvering af forældrene i deres barns læring. Som skoleleder havde hun reetableret en skole i et område med mange indvandrere og gjort skolen til en kæmpe succes. Hun sagde bl.a.: Det er vigtigt at være tryg i sin egen kultur at være i overensstemmelse med det man kender selv, og vældig vigtigt at have kundskab om egen og andres kultur 3 Hun forklarede, at hun brugte meget tid på at forklare om skolesystemet ved indskrivningen og lytte til, hvad forældrene havde at fortælle. Hun var synlig over for forældrene ved at hilse på dem og børnene hver morgen og tage sig tid til at tale med dem, der havde behov for det, når børnene var gået ind i klassen. Brugte tid på at tale med forældrene om kulturforskelle, f.eks. betydningen af at kigge hinanden i øjnene, når man hilser på hinanden. Respekten for forskellige kulturer viste hun bl.a. ved at udsmykke skolen, så dens mange kulturer var synlige. Derudover skabte hun mestringsarenaer for såvel børn som forældre, fordi hun fandt det vigtigt, at alle oplevede at kunne udtrykke sig, selv om de måske ikke kunne norsk. En af måderne at gøre det på 1 Desforges, Nordahl, Citat fra interview i Oslo den 10. februar

2 var gennem 12 ugers kunstkursus hvert forår og efterår for grupper af elever, der blev undervist af en kunstner. Hun lagde stor vægt på høj faglighed og professionalisme f.eks. da børnene optog en CD i samarbejde med professionelle musikere, eller da de skulle beskrive deres egen bolig i samarbejde med arkitekter. I det hele taget arbejdede skolen meget med projekter og autencitet i undervisningen. Forældrene blev inddraget dels i hverdagens arbejde med lektier, dels gennem arrangementer på skolen som f.eks. en månedlig filmaften for alle og sangaftener 5-6 gange årligt, hvor klasserne på skift var ansvarlige for underholdningen. Derudover blev biblioteket brugt flittigt til udstillinger, som forældrene kom for at besøge. Skolen arbejdede meget med internationale projekter. Eleverne havde skrevet en bog i samarbejde med børn fra Ankara, i samarbejde med en regissør produceret en film Good deeds for peace sammen med en partnerskole i Tyrkiet og udarbejdet en kogebog sammen med en skole i Juelsminde. Hendes opskrift var sammen med sine lærere at vise respekt og være anerkendende over for alle og have en høj faglighed. Hvordan kan de norske erfaringer bruges i en dansk kontekst? Også i Danmark er anerkendelse, gensidig respekt og velfærd for alle grundlæggende værdier et mål for dannelse. Hvordan arbejder vi så i retning af dette dannelsesideal? Herom siger Butters 4 : Vort dannelsesideal er et menneske, som er sig bevidst, at kultur opstår i interaktion mellem mennesker, og at kultur derfor forhandles og forvandles, når mennesker interagerer. Det er et menneske, der formår refleksivt at gå i dialog med andre mennesker om den intersubjektive kulturproduktion. Det er opmærksomt på, at vi mennesker er afhængige af hinanden i hinandens vold. Derfor bliver fælles fornuftsøgning den eneste måde, hvorpå vi kan gøre os håb om en fredelig fælles fremtid. Skolens mål med elevernes skolegang bør derfor være at skabe en kultur, hvor der er opbakning til dette dannelsesideal. Hvis det skal lykkes, må alle skolens aktører bakke op om det. Processen og involveringen handler om gensidig dialog og refleksion. Det er en kontinuerlig proces, som hænger sammen med kompetencer til at kommunikere interkulturelt en kompetence, folkeskolen bør udøve i praksis og være i stand til at give eleverne viden om. For at gøre forældrene kvalificeret til samarbejdet med skolen, må der finde en kvalificering sted, gennem hvilken forældrene får en forståelse for skolens projekt: hvad skal børnene lære og hvilken rolle spiller forældrene. Forældrene skal lære skolens fællesskab at kende og kende deres rettigheder og pligter i fællesskabet, så de kan være aktive medspillere. Forældrene skal gennem empowerment nå frem til det, som Honneth 5 kalder selvværdsættelse. 4 Butters, Nanna B. og Bøndergaard, Jette T., At gøre kultur i skolen. Interkulturel praksis i historieundervisning. Akademisk forlag, 2010, s Honneth,

3 For mig var mødet med den norske skoleleder et eksempel på, hvordan skolens mål med eleverne og samarbejdet med forældrene kan lykkes gennem et involverende og anerkendende samarbejde, der fører til empowerment og selvværdsættelse i forhold til forældrene. Skolens tydelige mål og værdisæt og ledelsens udøvelse heraf gennemsyrede alt på skolen. Tillid og informationsniveau Hensigten med projekt Forældre som ressource var, at alle lærere skulle gennemføre aktioner, der involverede forældrene i deres børns læreprocesser. Forinden skulle status på det etablerede samarbejde undersøges: hvordan så samarbejdet ud ved projektets start? Skolens hjalp projektgruppen med at samle fem forældre til børn på forskellige årgange på skolen. To af forældrene havde børn med flersproget baggrund. Disse fem forældre blev interviewet af projektgruppen umiddelbart før projektets start. Resultatet af denne undersøgelse vil jeg forholde mig til i det følgende. I interviews af forældrene giver forældrene udtryk for, at deres relation til skolen handler meget om tillid. Disse forældre er generelt tilfredse med samarbejdet på deres børns skole. De er meget bevidste om, at det er læreren, der har den faglige indsigt i kraft af dennes uddannelse. Nøglen til tilliden er information. De interviewede forældrene udtrykker, at informationsniveauet er passende. De fremhæver Forældreintra som en vigtig kilde til information fra læreren. Gennem Forældreintra får de vigtig viden om, hvad deres barn arbejder med i skolen. Ugeplaner og årsplaner er de også vant til at holde sig orienteret igennem, men de anser årsplanerne som en tradition, der hører til lærerens planlægning. Også forældremøderne og skole-hjem samtalerne finder de interviewede forældre vigtige. Generelt betragtes forældremøderne som lærerens forum, hvor man får informationer om trivsel, årsplan, terminsprøver og eksamen. Det er under normale omstændigheder lærernes møde, hvor man nok som forældre kan stille spørgsmål, men er tilbageholdende med at gøre det. De interviewede forældre giver udtryk for, at det nok ikke er passende at have for mange og for kritiske spørgsmål på forældremødet. De oplever, at forældremødet bliver afviklet på lærerens præmisser uden at de kommer rigtigt til orde. Det samme gør sig gældende ved skole-hjem samtalen, hvor forældrene begrunder den manglende dialog med tidspres (20 minutter pr. elev). Forældrene har oplevelse af, at den traditionelle skole-hjem samtale er styret af læreren, men accepterer det og er tilfredse. De er bekendt med andre former for skole-hjem samarbejde, som de har afprøvet, men de giver ikke udtryk for præferencer. Der er dog én form for skolehjem samarbejde, som alle roser til skyerne. Det er hjemmebesøg, fordi det giver tillid og tryghed, når klasselæreren kommer på besøg. Forældrene oplever, at effekten af hjemmebesøget er stor. Det åbner op for samtale mellem forældre, barn og lærer. Sammenlignet med skole-hjem samtaler og forældremøder giver hjemmebesøget en gensidighed og en formidling mellem hjem og skole, der set fra forældrenes side er særdeles positiv. Forældrenes udtalelser om hjemmebesøg viser, at de medvirker til at skabe tillid og viden mellem forældre og skole, og til at forældrene føler sig anerkendt af skolen. I hverdagen har forældrene samstemmende to store ønsker: De vil gerne vide, hvad deres børn arbejder med, så de kan støtte dem med lektielæsning, og de vil gerne have redskaber til at gøre noget på hjemmefronten. 3

4 Tillid og tryghed er tilsyneladende afgørende faktorer for forældrene. Det er min vurdering ud fra interviewene, at der på skolen hersker en kultur om skole-hjem samarbejdet, hvor tilliden til lærerne er stor, informationsniveauet opleves højt, men ikke altid formidlet i et forståeligt sprog til forældrene. Informationer gives mest som envejskommunikation dog er der ved hjemmebesøg tale om en egentlig dialog mellem lærer og forældre. Selv om forældrene udtrykker stor tilfredshed med dialogen ved hjemmebesøg, giver de ikke udtryk for, at de ønsker mere dialog om rammerne for skole-hjemsamarbejdet på skolen, men de har et ønske om at være informeret om lektier, så de kan følge med og hjælpe deres barn med lektielæsning. Forældrene accepterer tilsyneladende skolens bestående praksis. Jeg formoder ud fra interviewene, at de er så accepterende, at de ikke har forventninger til et anderledes skole-hjem samarbejde. De drøfter ikke målet med skole-hjem samarbejde med læreren, men passer sig ind i den bestående praksis. De har tilsyneladende ikke en forventning om eller viden om, at et involverende skole-hjem samarbejde kan være med til at give deres børn bedre resultater. De bedre resultater forbinder de med lærerens indsats og deres egen fokus på lektier. Hvad der undrer mig i samtalen med forældrene er, at de på et direkte spørgsmål, om forældrene kender skolens principper, svarer samstemmende Nej. Samarbejdet kommer til at bygge på tradition og vane frem for dialog og refleksioner vedrørende den dybere mening med skole-hjem samarbejdet. Det bliver baseret på vi plejer mere end på vi ved. Hvis et sådant samarbejde skal ændres og blive mere involverende, må initiativet derfor komme fra lærerne og skolens ledelse. Gensidighed i samarbejdet Af statusinterviewet med forældrene fremgår det, at selv om forældrene udviser en meget høj grad af tillid til skolen, så er den ikke ubegrænset. I de tilfælde, hvor forældrene ikke føler sig hørt af skolen, bliver de frustrerede og vrede, eller de føler sig magtesløshed. De reagerer individuelt eller kollektivt via forældrerådet. De interviewede forældre er meget enige om, at det er vigtigt, at forældre bliver tidligt inddraget ved problemer i klassen, og at de aftaler, skolen traf med forældre, skulle overholdes. De har en forventning om gensidig tillid til og opfyldelse af indgåede aftaler. Empowerment? Generelt er forældrene tilfredse og har tillid til skolen de stiller ikke krav til samarbejdet, men accepterer skolens praksis. Samarbejdet foregår på skolens præmisser. Dette stemmer overens med de forskningsresultater, Thomas Nordahl 6 er kommet frem til. Nordahl har påvist, at det er skolen, der har magten i samarbejdet mellem skolen og forældrene. I Forældre som ressource oplevede forældrene, der blev interviewet, ikke medbestemmelse. Efter deres mening foregik samtaler som monolog mere end dialog bortset fra hjemmebesøg. Der er således tale om en skæv magtbalance mellem skolen og forældrene uanset den er accepteret af forældrene. 6 Nordahl, Thomas og Skilbrei, May-Len: Det vanskelige samarbeidet. Evaluering av et utviklingsprosjekt om samarbeidet mellom hjem og skole. NOVA Rapport 13/2002. Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring,

5 Magt-u-balancen i skolen er også tema for Dahls forskning. Løsningen på denne ubalance er efter Dahls mening: at styrke den svageste part for eksempel ved at bygge alliancer og interessefællesskab så at han eller hun kan opnå en position som kan åbne for forhandlinger. 7 Det var netop, hvad forældrene gjorde, når der var problemer. De fandt sammen gennem forældrerådet. Men hvis læreren som den professionelle vil opnå en mere ligeværdig kommunikation med forældrene, forudsætter det, at forældrene som den ikke-professionelle part bliver lukket ind i skolens univers, lærer skolens kultur og kode at kende. Det er lærerens ansvar som den professionelle part at sikre dette. Det var det, den norske skoleleder gjorde. Forældrene ved ikke så meget om undervisning, eller hvad der skal undervises i. De har behov for viden for at hjælpe deres barn, og med hjælp fra skolen kan der ændres på det forhold, så forældrene kan få en indsigt, der kan kvalificere samarbejdet. Det handler således om empowerment af forældrene ved at mægtiggøre og myndiggøre dem, så de kan magte at gøre gode forældre i skolens kontekst. De har brug for viden, brug for at lære de formelle og uformelle regler og for at skabe relationer og interessefællesskaber om barnets skolegang. Konklusionen på statusinterviewene er således, at hvis der skal skabes empowerment af forældrene, forudsætter det, at skolens ledelse og medarbejdere har et ønske om at ændre på det bestående monologiske skole-hjem samarbejde i retning af et involverende og dialogisk samarbejde, for kravet kommer ikke fra forældrene. Hvad fik forældrene ud af projekt Forældre som ressource? Ved afslutningen af projektet blev tre forældre, som skolen havde skaffet kontakt til, interviewet om, hvordan de havde oplevet projektet. Interviewet blev foretaget, efter at alle lærere skulle have gennemført en aktion 8 med involverende skole-hjem samarbejde, men forældrene havde ikke tydelig erindring om at have hørt om projektet. Dog blev aktionen med at et billede, din familie er glad for nævnt direkte, så selv om de ikke umiddelbart mente at have hørt om projektet, har de alligevel viden om det. De interviewede forældre gav udtryk for, at de mener, forældre er en stor ressource for deres børns læring, som ikke altid bliver udnyttet, og at de mangler viden om, hvordan de kan bakke op om deres barns læring. 7 Dahl, Øyvind: Møter mellom mennesker - Interkulturell kommunikasjon, Gyldendal akademisk, 2001, 1. udgave, s I praksis blev projektet gennemført som aktioner i form af samarbejde mellem elev-lærer-forældre. Et eksempel var, at forældrene sammen med barnet skulle finde et billede, familien var særligt glad for, og tale om det derhjemme, og barnet skulle i skolen fortælle om det og senere skrive en historie om det. Gennem sådan en aktion blev forældrene direkte involveret i barnets læring og fik en forståelse for, hvordan skolen arbejdede. Et andet eksempel var en forældrecafé, hvor forældrene på ugebasis mødtes med en medarbejder og var medbestemmende om de emner, der blev drøftet i et uformelt forum. Det er sådanne involverende aktioner, der kan medvirke til, at forældrene kan blive en ressource for deres barns læreproces. Med henblik på at give lærerne redskaber til et involverende samarbejde samles eksempler på aktioner i et katalog, som lærerne kan lade sig inspirere af. 5

6 Det er ikke nok for dem at blive bedt om at tale med deres barn om en opgave. De skal vide mere konkret, hvad deres rolle er i forhold til deres barn. De har behov for at kende baggrund for og målet med de stillede opgaver. Som eksempler nævner de interviewede forældre en opgave om at lave et stamtræ og med en 9. klasse projektopgave, hvor forældrenes rolle ikke var klart defineret. Forældrene giver samtidigt udtryk for, at det ville lette kommunikationen mellem forældre og de ældste elever, hvis forventningerne til forældrenes involvering var tydeligt beskrevet. På den måde ville eleverne ikke se det som irriterende indblanding fra forældrene, når de gerne vil hjælpe deres børn med deres opgaver. De interviewede forældre ønsker på den ene side viden og forventningsafklaring, på den anden side plads til forskellighed, sådan at de forældre, der gerne vil og kan støtte deres børn, får muligheden, men det må efter deres mening ikke blive et snærende krav. Min konklusion på interviewet er, at de interviewede forældre ganske vist ikke har stort kendskab til projekt Forældre som ressource, men de virker alligevel til at være mere bevidste om mål med skole-hjem samarbejdet, forældres betydning for barnets læreproces og for faglige mål med skole-hjem samarbejdet end det var tilfældet med de forældre, der blev interviewet ved projektets start. Det kan efter min mening tolkes som et tegn på, at projekt Forældre som ressource har haft en effekt, og at der tilsyneladende har fundet en form for empowerment sted i løbet af projektet. Min konklusion er med det forbehold, at det ikke var muligt at interviewe de samme forældre i statusinterview og slutinterview. Fra monolog til dialog Ressourcesyn, involvering og anerkendelse er forudsætninger for skole-hjem samarbejdet i Forældre som ressource. Hvis en skole skal gå fra det traditionelle, monologiske samarbejde til et samarbejde, der er involverende og dialogisk, forudsætter det, at ledelse, forældre og medarbejdere sammen drøfter, hvad der er hensigten med samarbejdet. Er det blot information, eller er det involvering med den hensigt at kvalificere forældrene til at være en ressource og støtte deres barns læreproces? Status- og slutinterview viser, hvad forældrene har behov for og ønske om at få: indsigt i hvordan de kan støtte deres børn. Forskningen viser, at skole-hjem samarbejdet generelt har en skævvridning, som er uhensigtsmæssig i et ligeværdigt samarbejde. Gennem Forældre som ressource er der udviklet en række ideer til et skole-hjem samarbejde, der bygger på et ressourcesyn og på en anerkendende tilgang. De lærere, der deltog i Forældre som ressource, oplevede gode resultater med deres nye skole-hjem samarbejde. Efter denne bottom-up proces er det skolebestyrelsens og ledelsens ansvar, hvordan de vil anvende denne viden, når den er klar til at revidere værdisæt og principper for skolen. Kilder Andersen, John: Handlingsorienteret socialforskning - om empowermentperspektivet, Roskilde Universitetscenter ( Butters, Nanna B. og Bøndergaard, Jette T. At gøre kultur i skolen. Interkulturel praksis i historieundervisning. Akademisk forlag, 2010 Dahl, Øyvind. Møter mellom mennesker - Interkulturell kommunikasjon, Gyldendal akademisk, 2001, 1. udgave 6

7 Desforges, Charles. The Impact of Parental Involvement, Parental Support and Family Education on Pupil Achievement and Adjustment: A Literature Review. Queen s Printer Eriksen, Thomas Hylland; Sørheim, Torunn Arntsen og Ditte Goldschmidt. Kulturforskelle Kulturmøder i Praksis, Munksgaard Danmark, 2006, 2. udgave Honneth, Axel. Behovet for anerkendelse. En tekstsamling redigeret af Rasmus Willig. Hans Reitzels Forlag, 2003 Jensen, Elisabeth og Løn, Ole (red). Klasseledelse. Akademisk Forlag Jensen, Iben. Interkulturel kommunikation i komplekse samfund. Roskilde Universitetsforlag, 2001 Nordahl, Thomas og Skilbrei, May-Len. Det vanskelige samarbeidet. Evaluering av et utviklingsprosjekt om samarbeidet mellom hjem og skole. NOVA Rapport 13/2002. Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring, 2002 Web sites Carboni, Maj. Giv minoritetsforældre reel indflydelse. Artikel bragt i KK 2011 nr 09 læst den Andersen, John: Handlingsorienteret socialforskning - om empowermentperspektivet, Roskilde Universitetscenter, læst den