INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD 004 INDLEDNING 008 PROBLEMFORMULERING 011 TEORI OG METODE 012 MUSEER SOM ERINDRINGSSTEDER 024

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD Fagene historie og kommunikation 006 Ansvarsfordeling 007 Formalia INDLEDNING 008 PROBLEMFORMULERING 011 TEORI OG METODE 012 ET FORSKNINGSFELT SOM UDGANGSPUNKT 014 Erindringens kontekst 016 En konstruktivistisk verdensopfattelse 018 Historieformidling 018 Arbejdet med historieformidling 019 Kvalitativ metode 021 Kvalitativt materiale 022 Opsummering MUSEER SOM ERINDRINGSSTEDER 024 NATIONAL ERINDRING tallets erindringssteder 026 Nationens historie 028 Videnskabelige udstillinger 030 Opsummering ET STED FULD AF FORTÆLLINGER 031 Erindringens myter 032 Flertydighed 034 Opsummering UNDERHOLDNING PÅ PLAKATEN 035 Interiørudstillinger 036 Et nyt mål 037 Udstillingerne i Brede 039 Formidling på papiret 041 Opsummering HULLER I FORTÆLLINGEN 042 Præsentative udstillinger 044 Erindring i tomrummenes æra 046 Modmonumenter 048 I arkitektens fodspor 050 Fortællingen om noget andet 051 Opsummering JØDISKE MUSEER SOM ERINDRINGSSTEDER 052 Et folk uden land 053 Den jødiske kulturarv angribes 055 Et boom 056 Fortællingen om civilisationens endeligt 058 Opsummering DELKONKLUSION

2 002 HISTORIEN FORMIDLES 060 DANSK JØDISK MUSEUM 061 En idé 062 Jødisk liv uden Holocaust 064 Opsummering BESØG PÅ DANSK JØDISK MUSEUM 065 Modtagelsen 066 Museets Mitzvah og filmenes fortælling 067 Udstillingens afsnit 072 Vinduer til i dag IND I MUSEETS FORTÆLLINGER 073 Museets fortællinger 075 De ti på museum 076 Interviewene i brug 077 De ti DELKONKLUSION ERINDRINGSARBEJDE PÅ DANSK JØDISK MUSEUM 082 ET FORMIDLINGSRUM 083 Arkitekturen i historieformidlingen 087 Arkitekten som historieformidler 089 Opsummering FORTÆLLINGER 090 At lede efter en fortælling 093 En værdifuld fortælling 096 Opsummering UDSTILLINGENS REDSKABER Interaktive elementer 101 Genstande 102 Opsummering TING I LIVE 103 Talende ting 106 Personlig relation til historien 108 Opsummering EN DEL AF NOGET STØRRE 110 Erindringsfællesskabet 113 Historiekulturen i forandring 115 Anti-myten ankommer 117 Opsummering DELKONKLUSION

3 003 MODSTAND, MYTE OG MUSEUM 120 MYTER I MODVIND 121 En betydning forsvinder 124 Et europæisk erindringsfællesskab 126 Den omvendte myte DELKONKLUSION ERINDRING 129 Myten i erindringen 131 Erindring og myter 132 Erindringsarbejde 134 Historie 135 Fortid og erindring på Dansk Jødisk Museum KONKLUSION 139 OPLEVELSER PÅ DANSK JØDISK MUSEUM FORMIDLINGSASPEKT 142 FORMIDLINGSOVERVEJELSER 143 Hvad skal formidles 143 Genre 144 Målgruppe KRONIK TIL POLITIKEN 145 En myte møder modstand ABSTRACT 150 LITTERATUR 152 BØGER OG TIDSSKRIFTER ARTIKLER I AVISER OG PÅ WEBSIDER UDSTILLINGER OG MUSEER

4 FORORD Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sands og styrker dets bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehedens almindelige Kulturudvikling og dermed dets Erkjendelse af de Pligter, som denne Arv fra Forfærdrene paalægger den nulevende og de kommende Slægter, og en saadan bevidsthed og Erkjendelse vil ikke undlade at styrke Folkets Selvfølelse og moralske Kraft, hvortil et lille Folk som vort i høj Grad trænger. J.C. Jacobsen 01 Uddannelse af folks historiske forståelse med det formål at skabe erkendelse og bevidsthed var brygger Jacobsens bevæggrund for at donere penge til et nyt nationalhistorisk museum på Frederiksborg Slot i slutningen af 1800-tallet. Jacobsen arbejdede ud fra en grundlæggende idé om, at et museum kan have betydning for menneskers indsigt i sig selv og den verden, de lever i. Han berørte på den måde det felt, hvor fagene kommunikation og historie mødes: historieformidlingen. Dette område har to grene: Det handler dels om, hvordan historie formidles, dels om hvordan historie bruges. 02 Jacobsen mente, som citatet viser, at en erkendelse af fortiden kunne bruges til at styrke folkets moralske kraft. En kraft som folket trængte til, efter krigen i 1864 havde reduceret Danmark til en småstat. Formidlingen af fortiden på museet skulle altså gennem individets erkendelse af historien føre til en samlet følelse af kraft i nutiden. Historieformidlingen fik på den måde et formål, der havde rod i samtiden, og som blev bundet sammen med fortiden såvel som fremtiden. 01 J.C. Jacobsen citeret i Eller, , s Jf. Bekker-Nielsen, 2004, s. 254

5 005 Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot er én fortælling om et museum. Men eksemplet er ikke enestående. Som museumsteoretikeren Eilean Hooper-Greenhill fra Leicester-skolen påpeger, er museers placering i tid og rum altid afgørende for den konkrete historieformidling, der foregår på museet: Museums have always had to modify how they worked, and what they did, according to the context, the plays of power, and the social, economic, and political imperatives that surrounded them. 03 Museer kan derfor siges at være produkter af den tid, de opstår i. De er bygget og planlagt efter samtidens behov for og syn på historieformidling. Nationalmuseets udstilling Museum Europa fra 1992 underbygger dette synspunkt. Udstillingen tog afsæt i et syn på museer som billeder på strømninger og tendenser i deres tid: Det europæiske museum [er] i sine udstillinger et lige så betydningsfuldt vidnesbyrd om de skiftende verdensbilleder, som eksempelvis den europæiske litteratur er det i sine fortællemåder, eller den europæiske billedkunst er det i sine malermåder. 04 At se museer i forhold til den tid, de fungerer i, er udgangspunktet for dette speciale. Vi mener, museer siger noget. Ikke bare om dem, der har bygget museet, og dem der besøger museet, men også om alle dem, der befinder sig rundt om museet og væk fra museet - selv de, der ikke engang ved, det eksisterer. Specialet starter her: i spændingsfeltet mellem et museum, der formidler en historie, og besøgende der oplever formidlingen. FAGENE HISTORIE OG KOMMUNIKATION Specialet drejer sig om museumsformidling, og derfor er fagene historie og kommunikation tæt knyttet i alle specialets dele. Det er sammensmeltningen mellem de to fag, der er selve specialets udgangspunkt, da det netop vil belyse museers historiske kontekster, sammenhængen mellem videnskabssyn og udstillingssyn samt museers samfundsmæssige og kulturhistoriske funktion. Specialet bærer derfor præg af en tæt integration mellem både historieteori, museumshistorie og teorier om formidling og oplevelse i et museumsrum. Koblingen mellem historie og kommunikation uddybes i afsnittet Arbejdet med historieformidlingen. 03 Hooper-Greenhill, 1993, s Nielsen, 1993, s. 8

6 006 Vi tager afsæt i såvel en historisk metode som en metode hentet fra kommunikationsfagets verden. Vores historieteoretiske ståsted forklares i kapitlet Teori og metode, og det danner især grundlag for en gennemgang af museers udvikling i kapitlet Museer som erindringssteder. Den kvalitative metode, vi benytter i specialet, hører til kommunikationsfaget. Denne metode præsenteres i afsnittet Kvalitativ metode og Kvalitativt materiale i kapitlet Teori og metode og i afsnittet Ind i museets fortællinger i kapitlet Historien formidles. Desuden er den kvalitative metode fundamentet for specialets analyse Erindringsarbejde på Dansk Jødisk Museum. ANSVARSFORDELING Specialet er skrevet af en gruppe, og det færdige resultat skal derfor betragtes som tre studerendes samlede arbejde. Alle gruppens medlemmer er lige ansvarlige for hele specialet, og af samme årsag er det mere eller mindre umuligt at placere et ansvar for de forskellige afsnit. Hver del er skrevet af flere forskellige personer: Alle tekster har skiftet hænder flere gange, og alle medlemmer af gruppen har således skrevet videre på hinandens tekster. Litteraturen, der ligger til grund for specialet, er ligeledes blevet læst og diskuteret af alle gruppens medlemmer. Det er imidlertid muligt at udpege tre områder, som hvert enkelt gruppemedlem har fordybet sig særligt i, hvilket betyder, at enkelte afsnit har haft ekspertens særlige bevågenhed. Lise Korsgaard har således fokuseret særligt på afsnittene National erindring, Et sted fuld af fortællinger og Underholdning på plakaten i kapitlet Museer som erindringssteder. I samme kapitel har Stine Thuge beskæftiget sig særligt med afsnittene Huller i fortællingen og Jødiske museer som erindringssteder. Ida Christoffersen er gået i dybden med afsnittene Dansk Jødisk Museum og Besøg på Dansk Jødisk Museum i kapitlet Historien formidles.

7 007 FORMALIA Alle henvisninger til litteraturen i dette speciale bringes i fodnoter. I enkelte noter finder man desuden uddybende oplysninger til specialets tekst, men så vidt muligt er alle oplysninger, vi har fundet relevante, inddraget i selve teksten. Princippet for kommatering i specialet er det grammatiske komma. I forhold til kommunikations regler for, hvilke dele af specialet, der tæller med i forhold til sidetal, fylder specialet tegn. På historie fylder specialet tegn. Ida Christoffersen, Lise Korsgaard og Stine Thuge København, august 2005

8 INDLEDNING Der findes et sted i København, hvor man kan gå i de danske jøders fodspor. Fra de første jøders ankomst til landet i 1600-tallet, op gennem det 19. århundrede, under Anden Verdenskrig og frem til i dag. Stedet er Dansk Jødisk Museum. Her fortælles jødernes historie. Historien fortælles også andre steder. Betragt en række af Danmarks officielle tiltag de seneste par år, og find en fællesnævner: I år 2000 træder Danmarks daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen op på talerstolen på rådhuset i Stockholm. Hans tale er Danmarks officielle indslag på konferencen The Stockholm International Forum on the Holocaust. Omkring samme tid oprettes Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier 05 i København. Den danske regering etablerer Auschwitz-dagen - en national mindedag for Holocaust og andre folkedrab, og Danmark bliver medlem af en international organisation, en Task Force, der arbejder for at fremme undervisning og forskning i Holocaust. Disse tiltag er ikke enestående. Siden 1980'erne er antallet af markeringer af jødernes historie nærmest eksploderet. 06 Et utal af film, tv-produktioner, bøger, afhandlinger, udstillinger og monumenter, der omhandler emnet, har set dagens lys, og i de seneste år har mindedage og museer bredt sig over det europæiske kontinent med en bemærkelsesværdig fart. Hverken Auschwitz-dagen eller Dansk Jødisk Museum er derfor særligt danske fænomener. De må ses i lyset af den europæiske udvikling, der kan spores tilbage til 1980'erne, men som for alvor eskalerede, da 50-året for Anden Verdenskrigs afslutning blev fejret i Siden 2003: Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier 06 Jf. Jensen, 2003, s. 79

9 009 I 1998 tog den britiske, amerikanske og svenske regering et skelsættende initiativ: De oprettede The Task Force for International Cooperation on Holocaust Education, Remembrance and Research. 07 Denne Task Force, som i dag har 20 medlemslande inklusive Danmark, 08 består af både regeringsrepræsentanter, regeringsstøttede organisationer og NGO'er. Arbejdet i Task Forcen skal place political and social leaders' support behind the need for Holocaust education, remembrance and research both nationally and internationally. 09 Initiativet førte til Stockholm-konferencen i 2000, hvis officielle sigte var at fremme den internationale dialog om uddannelse, opdragelse af ungdommen og forskning i Holocaust. 10 På denne konference underskrev Poul Nyrup Rasmussen, som Danmarks statsoverhoved, den såkaldte Stockholm-erklæring, der blandt andet lyder: Vi deler en forpligtelse til at mindes ofrene for Holocaust og ære dem som rejste sig imod den. Vi vil tilskynde til passende former for ihukommelse af Holocaust, inklusive en årlig Holocaust-mindedag i vore lande. 11 Da den efterfølgende regering i 2002 indførte den danske Auschwitz-dag, var Danmark bare ét land ud af mange, der indfriede løftet fra Stockholm-konferencen. USA, England, Sverige, Tyskland, Italien, Israel og Estland har alle indført lignende mærke- eller mindedage den 27. januar - dagen, hvor udryddelseslejren Auschwitz blev befriet af Den Røde Hær i Lande som Ungarn, Slovakiet, Litauen og Letland markerer hvert år Holocaust på dage, der mere specifikt henviser til landenes egen historie under Anden Verdenskrig. 12 EU har desuden indført Genocide Remembrance Day. 13 Jødiske museer spreder sig på europakortet med samme hast som mindedagene. I det nye årtusinde er der bygget, eller planer om at bygge, jødiske museer i de fleste europæiske storbyer - for eksempel i Amsterdam, Athen, Bruxelles, London, München, Sarajevo, Stockholm, Venedig, Vilnius og Warszawa. 14 I Tyskland alene er der mindst 15 jødiske museer samt en række museer knyttet til tidligere koncentrationslejre. Dansk Jødisk Museum er et af de mange nye museer og kan derfor siges at være opstået i et sandt boom af byggerier. Jødernes historie er kommet i rampelyset de senere år - men hvorfor egentlig? De jødiske museer bliver bygget på et tidspunkt i den europæiske historie, hvor den jødiske befolkning svinder ind. I de fleste europæiske lande, med undtagelse af 07 Jf. Østergaard, 2004, s Argentina, Danmark, Frankrig, Holland, Israel, Italien, Letland, Litauen, Luxemburg, Norge, Polen, Rumænien, Schweiz, Sverige, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, USA, Østrig 09 Task Force, webside, Østergaard, 2000, s The Stockholm Declaration, 2000, bilag 1 12 Task Force, webside, Bloxham, 2003, s Jf. Grossman, 2003

10 010 Tyskland, er der meget få jøder tilbage. 15 I den forbindelse noterer den jødiske forsker Ruth Ellen Gruber sig, at det er in countries such as these, where Jews make up only a tiny fraction of the general populace and where few members of the public may actually meet a living Jew, that the non-jewish embrace of the Jewish phenomenon becomes a bear hug. 16 Antropologerne Helene Golberg and Lisbeth Jensen slår fast, at udgangspunktet for opførelsen af Dansk Jødisk Museum er det samme: Dansk Jødisk Museum kommer på et tidspunkt, hvor jøder i Danmark ikke udgør en synlig minoritetsgruppe. 17 Man kan overveje om den forsvindende andel, jøder udgør i det danske og andre europæiske samfund, er årsag til oprettelsen af steder, der skal mindes deres historie. Tidligere overrabbiner Bent Melchior påpeger i hvert fald, at en markant stigning i produktionen af bøger om redningen af de danske jøder i oktober 1943 kan skyldes en insisteren på ikke at glemme: Der spores en næsten panisk angst for, at dette mindeværdige kapitel ikke skal blive husket når øjenvidnerne er forsvundet fra jordens overflade. 18 Holder man imidlertid fast i Hooper-Greenhills forståelse af museer som billeder på deres tid, må perspektivet bredes yderligere ud: Fortællingen om fortiden kommer på museum, fordi den også kan sige noget om mennesker i nutiden. Historien har altså en relevans for dem, der formidles til - den betyder noget. Når de besøgende går ind på Dansk Jødisk Museum, handler deres besøg derfor om mere end at få en fortælling om fortiden. Spørgsmålet er hvad? 15 Jf. Gruber, 2002, s Gruber, 2002, s Goldberg, 2003, s Melchior, 1993, leder

11 PROBLEMFORMULERING For at udforske hvilken betydning fortællingen om jødernes historie kan have for de ikke-jøder, der besøger de jødiske museer, ønsker vi at undersøge, hvordan besøgende oplever Dansk Jødisk Museum. Undersøgelsen tager afsæt i to spørgsmål: - Hvordan fungerer Dansk Jødisk Museum som erindringssted? - Hvad sætter erindringsarbejde i gang på museet?

12 TEORI OG METODE Historie bliver nu brugt som samlebetegnelse for de processer, der er kendetegnet ved, at mennesker lever i og med tid, dvs. at mennesker bruger deres historiebevidsthed til at frembringe historie Eric Jensen, 2003, s. 349

13 ET FORSKNINGSFELT SOM UDGANGSPUNKT 013 Når vi undersøger, hvilken betydning Dansk Jødisk Museum kan have for besøgende, bevæger vi os ind i den del af historiefaget, der kaldes erindringshistorie - eller som den franske erindringsforsker Pierre Nora betegner området: History of the second degree. 20 Historien af anden grad beskæftiger sig med, hvordan historie erindres og bruges i samfundet. Erindringsfeltet er præget af en stor begrebsmangfoldighed og en flerfaglighed, som blandt andet inddrager psykologi, historie og samfundsfag. Forskningsfeltet ligger til dels åbent og begreber, der stort set betegner det samme, bevæger sig ind og ud mellem hinanden. Når man arbejder med dette felt, skal man derfor være opmærksom på, at der ikke findes en fuldstændig klargøring af begrebernes indbyrdes forhold - og af begreberne i det hele taget. Nora definerer det erindringshistoriske forskningsfelt som en modsætning til den positivistiske tradition, der dannede skole inden for historiefaget langt op i det 20. århundrede med formålet om at finde frem til, hvad der egentlig skete: 21 Adopting such a view opens a way to a new kind of history: a history less interested in causes than in effects ( ) less interested in events themselves than in the construction of events over time, in the disappearance and re-emergence of their significations: less interested in what actually happened than in its perpetual reuse and misuse, its influence on successive presents. 22 Dette syn på historie udgør grundlaget for fagets udvikling fra slutningen af 1960'erne frem til i dag, hvor historikernes forskningsområde er blevet udvidet. Historien, som de videnskabelige historikeres historie, blev udfordret af en interesse for individets brug og erkendelse af historie. Historie af anden grad beskæftiger sig med overleveringen af begivenhederne - med Noras ord: erindringen om begivenhederne. I første bind af værket Les lieux de mémorie fra 1984 klargør Nora forskellene mellem historie og erindring: 23 Erindring er magisk, historie er rationel. Erindring er aktuel, historie er fortid. Erindring drejer sig om minder, historie om videnskab. 24 Ikke alle erindringsforskere er enige i Noras skarpe skel mellem historie og erindring, men forskningsfeltet har alligevel et fælles udgangspunkt: menneskers bevidsthed om historien - hvordan mennesker skaber mening i fortiden, og hvad denne fortidsfortolkning bruges til i nutiden. I Danmark har historikerne Claus Bryld, Bernard Eric Jensen og Anette Warring været nogle af de centrale forskere inden for teorifeltet, og netop Bryld og Eric Jensen var ankermænd i forskningsprojektet Humanistisk historieformidling - i komparativ belysning, som har bidraget til hovedparten af dansk litteratur på området. Projektet tager afsæt i 20 Nora, 1992, s. xxiv 21 Se for eksempel Kjørup, 1996, s Nora, 1992, s. xxiv 23 Les Lieux de Mémoire er inddelt i tre tematiske dele: La République (1984), La Nation (1986) og Les Frances (1992) 24 Jf. Bryld, 1999, s. 230

14 014 en ide om, at mennesker har en historisk natur. 25 At skabe betydning i fortiden og bruge betydningen til at skabe et jeg i nuet anses som et ufravigeligt vilkår for menneskers identitetsdannelse. Denne opfattelse danner grundlag for feltets begrebsapparat: [Begreberne] kan ses som forsøg på at klarlægge, hvordan bevidsthed og betydningsdannelse indgår i strukturer, og bliver brugt i menneskers liv og samliv. 26 Ethvert menneske danner altså sig selv og sin identitet i samspil med erindringen. Redaktionen bag Erindringens og glemslens politik slår erindringens betydning fast ved at kæde den sammen med forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske: Man kan ikke have en identitet uden erindring. 27 Et andet sted beskriver Eric Jensen ligefrem mennesket som et erindrende dyr. 28 Erindringerne eksisterer i det, som Eric Jensen kalder historiebevidstheden, og det er via denne, et menneske skaber mening i den tid, det lever i, ved at koble fortid, nutid og forventningerne til en fremtid. Fordi erindringerne om fortiden spiller sammen med et nu og en fremtid, er historiebevidstheden foranderlig over tid: Nutiden bliver uundgåeligt fortid, og fremtiden bliver nutid. Ud fra denne forståelse er mennesker historiske væsener. Man bærer historien i sig: Man former historien og formes af den. 29 At være til som menneske i nuet er således en dynamisk proces, hvor erindringer om fortiden spiller en afgørende rolle. 30 ERINDRINGENS KONTEKST Ifølge erindringsforskerne eksisterer erindring altid i en sammenhæng. Både de mennesker, man lever sammen med, og de forskellige steder, hvor fortiden erindres, har betydning for erindringen. Den franske sociolog Maurice Halbwachs introducerede tidligt i det 20. århundrede tanken om erindringens særlige dynamik - at den både er individuel og kollektiv: Individual memory is nevertheless a part or an aspect of group memory ( ) One cannot in fact think about the events of one's past without discoursing upon them. 31 Erindring foregår, ifølge Halbwachs, i det enkelte menneske, men det gør ikke erindring til et udelukkende personligt foretagende. Folklorist Anne Eriksen siger: Because memories are so closely tied to the social, to what is common and shared, they will frequently also in themselves appear as shared and collective. Memories who 25 Bryld, 1999, s Ibid, s Jensen, 1996, s Jensen, 2003, s Ibid, s Bekker-Nielsen, 2004, s Halbwachs, 1992, s. 3

15 015 refer to a certain social context will in some meaning of the word be common to everybody who relate themselves to that context and who share its frame of reference. 32 Hvert enkelt individ indgår i en række erindringsfællesskaber, der består af mennesker med fælles referenceramme - for eksempel, at de tilhører den samme nation, klasse eller det samme køn. Det er i disse fællesskaber, kollektiv erindring eksisterer: Kollektiv erindring er erindringen om fortidige begivenheder og tilstande som medlemmer af et givet kollektiv har oplevet eller fået overleveret gennem mundtlig eller skriftlig tradition, og derefter aktivt søgt at opretholde gennem institutioner, ritualer og eventuelt historisk forskning. 33 Det gælder både for det, som Halbwachs kalder autobiografiske erindringer, som vi benævner selvoplevede erindringer, og for de historiske erindringer, som vi betegner andenhåndserindringer, at de er knyttet til det individ, der erindrer. Erindringernes specifikke indhold deles derfor ikke automatisk af alle i et fællesskab, 34 men deres udtryk er kollektivt - fællesskabets medlemmer udfører samme handlinger, når de erindrer en bestemt begivenhed. For eksempel ved at sætte lys i vinduerne 4. maj for at markere Danmarks befrielse. Ved at undersøge disse udtryk, kan man få indblik i den kollektive erindring. I Noras opfattelse hænger kollektiv erindring uløseligt sammen med de steder, hvor erindringen dyrkes. Med betoningen af disse steder fører han Halbwachs tanker om kollektiv erindring ind i senmoderniteten. Han genopliver de slumrende teorier fra tidligere i århundredet og igangsætter det omfattende projekt La mémoire collective i midten af 1980'erne. Begrebet erindringssted (le lieux de mémoire), som Halbwachs introducerede, sættes frem i rampelyset og bliver omdrejningspunktet for 120 forskeres arbejde, der udmønter sig i det enorme syvbindsværk Les lieux des mémoire. En grundantagelse i dette arbejde er, at erindringer er knyttet til noget bestemt: Memory is rooted in the concrete: in space, gesture, image, and object. 35 Erindringssteder kan være steder i reel forstand som for eksempel et museum, et arkiv, en kirkegård eller et monument. Men stederne kan også være samlinger, traktater, protokoller, foreninger, sange, slagord, fester og årsdage. 36 Et erindringssted er kendetegnet ved, at det betyder noget for dem, der ser, hører eller mærker det. Har stedet ingen betydning for fællesskabet, fungerer det ikke som et erindringssted: Det spiller ikke en rolle i individernes historiebevidsthed og medvirker ikke til at forbinde fortid, nutid og fremtid. Det er bare et sted - ikke et erindringssted. 32 Eriksen, 1997, s Jensen, 1998, s Bryld, 1999, s Nora, 1992, s Bryld, 1999, s. 231

16 016 En stor del af forskningen i erindringshistorie beskæftiger sig med erindringssteders betydning. Noras enorme værk om Frankrigs nationale erindringssteder er et eksempel. Et andet er den amerikanske erindringsforsker James E. Youngs bog The Texture of Memory fra 1998, hvor Holocaust-mindesmærker er genstandsfeltet. Bryld og Warrings bog Besættelsestiden som kollektiv erindring fra 1998 skal også nævnes. Bogen skabte for alvor opmærksomhed omkring erindringsforskningen i Danmark: Værket handler om den betydning, fortællingen om besættelsestiden har i danskernes bevidsthed. Metoden, de to erindringsforskere benyttede, var blandt andet at analysere jubilæer, mindesmærker, skolebøger, museer og fejringer af mindedage. Som Bryld og Warring selv pointerer, minder deres arbejdsmetode om en traditionel historiografisk metode, hvor historieskrivningens historie analyseres. Når Bryld og Warrings udvidede historiografiske analyse alligevel er anderledes, er det fordi, de ser historieproduktionen i et langt bredere perspektiv, der også inddrager medier, hvor faghistorikeren ikke nødvendigvis er afsender. Desuden er sigtet ikke at afgøre, om en given fremstilling er sand, men hvad den udtrykker om bevidstheden om besættelsestiden, sammenfattet i begrebet kollektiv erindring. 37 Lene Floris og Anette Vasströms bog På museum fra 1999 er et eksempel på forskning, som meget specifikt beskæftiger sig med den erindring, der foregår i besøgende på et erindringssted som et museum. Floris og Vasström har begge en karriere inden for museernes mure og undersøger derfor museumsoplevelser med udgangspunkt i praktiske erfaringer. Dette speciale bevæger sig ind i den gren af den danske erindringsforskning, Floris og Vasström repræsenterer. EN KONSTRUKTIVISTISK VERDENSOPFATTELSE Med den udvidede historiografiske metode rykker en del af historiefaget ind i rækken af videnskaber, der peger på individets egen forståelse af verden som afgørende. Således bliver nyskabelserne i historiefaget en del af den sproglige og kulturelle vending, der vinder indpas i samfunds- og humanvidenskaberne i 1960'erne og 1970'erne. Særligt for samtlige nye tanker er, at sprog og kultur blev trukket frem som faktorer, der er bestemmende for, hvordan verden tolkes. Det betyder, at forestillingen om den objektive historiske sandhed må kastes over bord. I dette nye syn på videnskab anser man objek- 37 Bryld, 1998, s. 19

17 017 tivitet som en illusion, da enhver forståelse af verden er farvet af de øjne, der ser. Opfattelsen er, at mennesket gennem sproglig italesættelse er med til at konstruere en virkelighed, som derfor skal ses som en menneskeskabt virkelighed. Videnskabsteoretisk er den sproglige og kulturelle vending knyttet til socialkonstruktivismen, hvor grundantagelsen er, at samfundet løbende dannes og omdannes. Ifølge Eric Jensen er erindringsforskningen en naturlig følge af dette konstruktivistiske syn på mennesket: Så snart menneskers livsverden forstås som en bevidsthedskonstitueret og samfundsskabt virkelighed, der vedvarende bliver dannet, omdannet og gendannet, er det nødvendigt at rette opmærksomheden mod erindringskulturen, for her findes en nøgle til at forstå og forklare, hvorfor den sociale virkelighed fungerer, således som den gør. 38 Med dette som baggrund trækker Eric Jensen begrebet livsverden frem. Hans opfattelse er, at en persons livsverden blandt andet viser sig i personens interesser, livsstil, erfaringer og historiebevidsthed. Det er i det enkelte menneskes livsverden, at fortidsfortolkningen sættes i gang. Young tænker erindring i samme spor og siger: For public memory and its meanings depend not just on the forms and figures in the monument itself, but on the viewer's response to the monument, how it is used politically and religiously in the community, who sees it under what circumstances, how its figures enter other media and are recast in new surroundings. As will become clear, memorials by themselves remain inert and amnesiac, dependent on visitors for whatever memory they finally produce. 39 Et erindringssted er altså ikke et sted, hvor en version af fortiden serveres og modtages i en og samme form: Den skabes i et samspil mellem flere faktorer. Som besøgende på et erindringssted får man derfor ikke en erindring: Man kan producere den. Eller med Youngs ord: Erindringsstedet kan sætte et erindringsarbejde i gang. 40 Young mener, at erindringsarbejde skaber forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid. Erindringsarbejde foregår, når den enkelte person inddrager sig selv og sine værdier og går i dialog med stedet, der starter en refleksion over nutiden ud fra fortællinger om fortiden. Således bruges den fortid, stedet repræsenterer, som rettesnor for handlinger i nutiden. I Youngs øjne er det dermed ikke enhver aktivitet, der foregår i den enkelte på erindringsstedet, der kan betegnes som erindringsarbejde. Det er ikke nok, at der sættes noget i gang. Der foregår et erindringsarbejde, når en person bruger sig selv og den historie, stedet repræsenterer, til at orientere sig i samtiden. Et erindringsarbejde forudsætter altså indlevelse og aktiv stillingtagen. 38 Jensen, 1996, s Young, 1993, s. xii-xiii 40 Jf. Young, 1993, s. viii

18 018 HISTORIEFORMIDLING Ifølge Eric Jensen medfører et erindringshistorisk udgangspunkt, at man må tænke historieformidling i et bredere perspektiv: Det står klart, at forskning i historieformidling ikke kun kan være et spørgsmål om at se på det der formidles, den der formidler, den der formidles til, og hvordan der formidles. Det må også være et spørgsmål om, at klarlægge den erindringspolitik, der ligger til grund for en bestemt historieformidling. Forskningen må selvfølgelig interessere sig for de foreliggende erindringsfællesskaber og deres socio-kulturelle rammebetingelser. 41 Historieformidling kommer derfor også til at handle om formidlingens kontekst. Situationen og stedet, hvor historien formidles, fortæller om det, der med den tyske erindringsforsker Jörn Rüsens begreb kaldes historiekulturen. Et samfunds historiekultur kommer til udtryk i de historiefrembringende steder i samfundet: for eksempelvis på museerne, i skolerne og i massemedierne. Historiekulturen kan på den måde siges at betegne en institutionalisering af erindringsfællesskabet - eller fællesskaberne. Begrebet indfanger et erindringsfællesskabs forskellige historiebevidstheder og betegner, hvordan menneskers historieopfattelse skabes som helhed: Med historiekultur menes det erindringsarbejde, der foregår i samfundet som helhed eller måske snarere en kombination af begreberne historiebevidsthed (det ikkematerielle) og historieformidling (de materielle udtryk fx i massemedier eller museer). 42 ARBEJDET MED HISTORIEFORMIDLING Flere centrale begreber er blevet præsenteret: erindring, historiebevidsthed, erindringsfællesskab, kollektiv erindring, erindringssted, livsverden, erindringsarbejde og historiekultur. Alle begreber er hentet fra det erindringshistoriske forskningsfelt, der danner det teoretiske grundlag for dette speciale. Det gør imidlertid ikke specialet til et rent historieteoretisk arbejde. Fordi udgangspunktet er at undersøge historieformidlingen på Dansk Jødisk Museum, havner vi i det felt, hvor historiefaget og faget kommunikation mødes. Sammenhængen mellem de to fag fremgår af følgende: For at kunne svare på, hvordan Dansk Jødisk Museum fungerer som erindringssted, og hvad der sætter erindringsarbejde i gang på museet, beskæftiger vi os med to grundlæggende spørgsmål i 41 Jensen, 1996, s Floris, 2000, s. 86

19 019 arbejdet med historieformidlingen: Hvilke fortællinger om fortiden bliver formidlet, og hvordan bliver fortællingerne brugt? Derudover spørger vi til, hvorfor fortællingerne bruges, som de gør, hvilket betyder, at vi analyserer historieformidlingen i sin kontekst. Vi har valgt at forankre en analyse af formidlingen på Dansk Jødisk Museum i en præsentation af væsentlige nedslagspunkter i såvel danske som jødiske museers udvikling. Denne del af specialet findes i afsnittet Museer som erindringssteder. Gennemgangen af forandringer i museumsinstitutionen går hånd i hånd med en udbygning af det erindringshistoriske udgangspunkt. Formålet med en præsentation af dele af museumshistorien er nemlig at skabe en forståelse for, hvordan og hvorfor museer er blevet gjort til erindringssteder, og den skal medvirke til at afklare, hvordan Dansk Jødisk Museum fungerer som erindringssted. Af den grund inddrages forskellige forskeres syn på museers udstillingsvirksomhed i overvejelser om hvilke aspekter ved et museum, der kan være med til at sætte et erindringsarbejde i gang - og hvem det skal sættes i gang hos. For at kunne belyse, hvilke fortællinger museet formidler, præsenterer vi historien bag Dansk Jødisk Museum og museet, som det fremstår i dag i afsnittet Historien formidles. Vi har gjort ti personers oplevelser på Dansk Jødisk Museum til omdrejningspunkt i en analyse af museets udstilling for at kunne undersøge, hvordan museets fortællinger skabes og bruges. De ti besøgende er derfor også udgangspunktet for en analyse af, hvorfor museet opleves, som det gør og hvad, der sætter et erindringsarbejde i gang. Analysen findes i afsnittet Erindringsarbejde på Dansk Jødisk Museum, og det efterfølgende afsnit Myter, modstand og museum udgør specialets diskussion. Her sættes fokus på myter og på jødisk historie som del af en europæisk historie for hermed at komme tættere på den betydning, som netop jødernes historie kan have for ikke-jøder. KVALITATIV METODE Specialets undersøgelse af historieformidling på Dansk Jødisk Museum beskæftiger sig med, hvordan en udstilling om jødisk historie kan sætte et erindringsarbejde i gang hos de besøgende - hvordan samspillet er mellem individets historiebevidsthed og den kollektive erindring, der eksisterer i det erindringsfællesskab, museet henvender sig til. Det er

20 020 altså den enkelte besøgendes oplevelse af verden, der er fokus. Når det enkelte menneskes brug af historien er analysens omdrejningspunkt, er fortællingen, eller det narrative, central. Som Bryld siger: Har man sat sig for at forstå og forklare den betydning, som historie kan have i menneskers liv og samliv, bliver det særdeles frugtbart at betragte 'det narrative' som et integreret moment i den historisksociale virkelighed. I så fald må man også til at forstå menneskers handlinger såvel som deres identitetsdannelse som noget, der har indlejret en narrativ struktur i sig. 43 Vi har derfor valgt at benytte den kvalitative forskningsmetode til at undersøge de besøgendes oplevelser på museet og deres reaktioner på historieformidlingen, fordi udgangspunktet for denne metode er opfattelsen af, at mennesker forstår sig selv gennem fortællinger. Narrativitetsforskeren Jerome Bruner er en frontfigur på dette område, og han mener, at mennesker beskriver og forklarer deres virkelighed gennem fortællinger: Det er først og fremmest gennem vore fortællinger, vi konstruerer en version af os selv i verden, og det er gennem sine fortællinger, en kultur giver sine medlemmer modeller for identitet og handling. 44 Bruner betragter det at fortælle sin verden som en trang, mennesket har. Fortællingerne fortælles især, når noget umiddelbart uforklarligt sker - begivenheder, der afviger fra det normale: Mennesker [danner] i deres indbyrdes interaktion en fornemmelse for det kanoniske og almindelige som en baggrund, mod hvilken de kan fortolke brud på og afvigelser fra den menneskelige situations normale tilstande og give dem narrativ mening. 45 At fortællingerne bruges til at forklare det unormale i det normale, gør imidlertid ikke fortællingerne ualmindelige. De er der hele tiden - også på et institutionelt plan: Erfaring i og erindring om den sociale verden er kraftigt struktureret ikke blot af dybt internaliserede og narrativiserede folkepsykologiske forestillinger, men også af de historisk forankrede institutioner, som en kultur udvikler for at understøtte og håndhæve dem. 46 Historieteoretikeren David Carr er også af den overbevisning, at narrativer er et indbygget element i individers og kollektivers identitetsdannelse. Han mener, at den levede historie har en direkte narrativ karakter: Jeg er subjektet i en livshistorie, der til stadighed bliver fortalt og genfortalt, gennem det at den bliver levet. 47 Det at leve er at leve i historien og dermed også i historier om det levede liv. Livet forstås igennem narrativer: Narrative is ( ) our primary way of organizing and giving coherence to our experience. 48 Bruner mener, at netop det narrative træk ved et individs fortælling om sig selv banede 43 Bryld, 1999, s Bruner, 1998, s Bruner, 1999, s Ibid, s Carr citeret i Jensen 2003, s Carr, 1986, s. 65