INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD 004 INDLEDNING 008 PROBLEMFORMULERING 011 TEORI OG METODE 012 MUSEER SOM ERINDRINGSSTEDER 024

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD Fagene historie og kommunikation 006 Ansvarsfordeling 007 Formalia INDLEDNING 008 PROBLEMFORMULERING 011 TEORI OG METODE 012 ET FORSKNINGSFELT SOM UDGANGSPUNKT 014 Erindringens kontekst 016 En konstruktivistisk verdensopfattelse 018 Historieformidling 018 Arbejdet med historieformidling 019 Kvalitativ metode 021 Kvalitativt materiale 022 Opsummering MUSEER SOM ERINDRINGSSTEDER 024 NATIONAL ERINDRING tallets erindringssteder 026 Nationens historie 028 Videnskabelige udstillinger 030 Opsummering ET STED FULD AF FORTÆLLINGER 031 Erindringens myter 032 Flertydighed 034 Opsummering UNDERHOLDNING PÅ PLAKATEN 035 Interiørudstillinger 036 Et nyt mål 037 Udstillingerne i Brede 039 Formidling på papiret 041 Opsummering HULLER I FORTÆLLINGEN 042 Præsentative udstillinger 044 Erindring i tomrummenes æra 046 Modmonumenter 048 I arkitektens fodspor 050 Fortællingen om noget andet 051 Opsummering JØDISKE MUSEER SOM ERINDRINGSSTEDER 052 Et folk uden land 053 Den jødiske kulturarv angribes 055 Et boom 056 Fortællingen om civilisationens endeligt 058 Opsummering DELKONKLUSION

2 002 HISTORIEN FORMIDLES 060 DANSK JØDISK MUSEUM 061 En idé 062 Jødisk liv uden Holocaust 064 Opsummering BESØG PÅ DANSK JØDISK MUSEUM 065 Modtagelsen 066 Museets Mitzvah og filmenes fortælling 067 Udstillingens afsnit 072 Vinduer til i dag IND I MUSEETS FORTÆLLINGER 073 Museets fortællinger 075 De ti på museum 076 Interviewene i brug 077 De ti DELKONKLUSION ERINDRINGSARBEJDE PÅ DANSK JØDISK MUSEUM 082 ET FORMIDLINGSRUM 083 Arkitekturen i historieformidlingen 087 Arkitekten som historieformidler 089 Opsummering FORTÆLLINGER 090 At lede efter en fortælling 093 En værdifuld fortælling 096 Opsummering UDSTILLINGENS REDSKABER Interaktive elementer 101 Genstande 102 Opsummering TING I LIVE 103 Talende ting 106 Personlig relation til historien 108 Opsummering EN DEL AF NOGET STØRRE 110 Erindringsfællesskabet 113 Historiekulturen i forandring 115 Anti-myten ankommer 117 Opsummering DELKONKLUSION

3 003 MODSTAND, MYTE OG MUSEUM 120 MYTER I MODVIND 121 En betydning forsvinder 124 Et europæisk erindringsfællesskab 126 Den omvendte myte DELKONKLUSION ERINDRING 129 Myten i erindringen 131 Erindring og myter 132 Erindringsarbejde 134 Historie 135 Fortid og erindring på Dansk Jødisk Museum KONKLUSION 139 OPLEVELSER PÅ DANSK JØDISK MUSEUM FORMIDLINGSASPEKT 142 FORMIDLINGSOVERVEJELSER 143 Hvad skal formidles 143 Genre 144 Målgruppe KRONIK TIL POLITIKEN 145 En myte møder modstand ABSTRACT 150 LITTERATUR 152 BØGER OG TIDSSKRIFTER ARTIKLER I AVISER OG PÅ WEBSIDER UDSTILLINGER OG MUSEER

4 FORORD Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sands og styrker dets bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehedens almindelige Kulturudvikling og dermed dets Erkjendelse af de Pligter, som denne Arv fra Forfærdrene paalægger den nulevende og de kommende Slægter, og en saadan bevidsthed og Erkjendelse vil ikke undlade at styrke Folkets Selvfølelse og moralske Kraft, hvortil et lille Folk som vort i høj Grad trænger. J.C. Jacobsen 01 Uddannelse af folks historiske forståelse med det formål at skabe erkendelse og bevidsthed var brygger Jacobsens bevæggrund for at donere penge til et nyt nationalhistorisk museum på Frederiksborg Slot i slutningen af 1800-tallet. Jacobsen arbejdede ud fra en grundlæggende idé om, at et museum kan have betydning for menneskers indsigt i sig selv og den verden, de lever i. Han berørte på den måde det felt, hvor fagene kommunikation og historie mødes: historieformidlingen. Dette område har to grene: Det handler dels om, hvordan historie formidles, dels om hvordan historie bruges. 02 Jacobsen mente, som citatet viser, at en erkendelse af fortiden kunne bruges til at styrke folkets moralske kraft. En kraft som folket trængte til, efter krigen i 1864 havde reduceret Danmark til en småstat. Formidlingen af fortiden på museet skulle altså gennem individets erkendelse af historien føre til en samlet følelse af kraft i nutiden. Historieformidlingen fik på den måde et formål, der havde rod i samtiden, og som blev bundet sammen med fortiden såvel som fremtiden. 01 J.C. Jacobsen citeret i Eller, , s Jf. Bekker-Nielsen, 2004, s. 254

5 005 Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot er én fortælling om et museum. Men eksemplet er ikke enestående. Som museumsteoretikeren Eilean Hooper-Greenhill fra Leicester-skolen påpeger, er museers placering i tid og rum altid afgørende for den konkrete historieformidling, der foregår på museet: Museums have always had to modify how they worked, and what they did, according to the context, the plays of power, and the social, economic, and political imperatives that surrounded them. 03 Museer kan derfor siges at være produkter af den tid, de opstår i. De er bygget og planlagt efter samtidens behov for og syn på historieformidling. Nationalmuseets udstilling Museum Europa fra 1992 underbygger dette synspunkt. Udstillingen tog afsæt i et syn på museer som billeder på strømninger og tendenser i deres tid: Det europæiske museum [er] i sine udstillinger et lige så betydningsfuldt vidnesbyrd om de skiftende verdensbilleder, som eksempelvis den europæiske litteratur er det i sine fortællemåder, eller den europæiske billedkunst er det i sine malermåder. 04 At se museer i forhold til den tid, de fungerer i, er udgangspunktet for dette speciale. Vi mener, museer siger noget. Ikke bare om dem, der har bygget museet, og dem der besøger museet, men også om alle dem, der befinder sig rundt om museet og væk fra museet - selv de, der ikke engang ved, det eksisterer. Specialet starter her: i spændingsfeltet mellem et museum, der formidler en historie, og besøgende der oplever formidlingen. FAGENE HISTORIE OG KOMMUNIKATION Specialet drejer sig om museumsformidling, og derfor er fagene historie og kommunikation tæt knyttet i alle specialets dele. Det er sammensmeltningen mellem de to fag, der er selve specialets udgangspunkt, da det netop vil belyse museers historiske kontekster, sammenhængen mellem videnskabssyn og udstillingssyn samt museers samfundsmæssige og kulturhistoriske funktion. Specialet bærer derfor præg af en tæt integration mellem både historieteori, museumshistorie og teorier om formidling og oplevelse i et museumsrum. Koblingen mellem historie og kommunikation uddybes i afsnittet Arbejdet med historieformidlingen. 03 Hooper-Greenhill, 1993, s Nielsen, 1993, s. 8

6 006 Vi tager afsæt i såvel en historisk metode som en metode hentet fra kommunikationsfagets verden. Vores historieteoretiske ståsted forklares i kapitlet Teori og metode, og det danner især grundlag for en gennemgang af museers udvikling i kapitlet Museer som erindringssteder. Den kvalitative metode, vi benytter i specialet, hører til kommunikationsfaget. Denne metode præsenteres i afsnittet Kvalitativ metode og Kvalitativt materiale i kapitlet Teori og metode og i afsnittet Ind i museets fortællinger i kapitlet Historien formidles. Desuden er den kvalitative metode fundamentet for specialets analyse Erindringsarbejde på Dansk Jødisk Museum. ANSVARSFORDELING Specialet er skrevet af en gruppe, og det færdige resultat skal derfor betragtes som tre studerendes samlede arbejde. Alle gruppens medlemmer er lige ansvarlige for hele specialet, og af samme årsag er det mere eller mindre umuligt at placere et ansvar for de forskellige afsnit. Hver del er skrevet af flere forskellige personer: Alle tekster har skiftet hænder flere gange, og alle medlemmer af gruppen har således skrevet videre på hinandens tekster. Litteraturen, der ligger til grund for specialet, er ligeledes blevet læst og diskuteret af alle gruppens medlemmer. Det er imidlertid muligt at udpege tre områder, som hvert enkelt gruppemedlem har fordybet sig særligt i, hvilket betyder, at enkelte afsnit har haft ekspertens særlige bevågenhed. Lise Korsgaard har således fokuseret særligt på afsnittene National erindring, Et sted fuld af fortællinger og Underholdning på plakaten i kapitlet Museer som erindringssteder. I samme kapitel har Stine Thuge beskæftiget sig særligt med afsnittene Huller i fortællingen og Jødiske museer som erindringssteder. Ida Christoffersen er gået i dybden med afsnittene Dansk Jødisk Museum og Besøg på Dansk Jødisk Museum i kapitlet Historien formidles.

7 007 FORMALIA Alle henvisninger til litteraturen i dette speciale bringes i fodnoter. I enkelte noter finder man desuden uddybende oplysninger til specialets tekst, men så vidt muligt er alle oplysninger, vi har fundet relevante, inddraget i selve teksten. Princippet for kommatering i specialet er det grammatiske komma. I forhold til kommunikations regler for, hvilke dele af specialet, der tæller med i forhold til sidetal, fylder specialet tegn. På historie fylder specialet tegn. Ida Christoffersen, Lise Korsgaard og Stine Thuge København, august 2005

8 INDLEDNING Der findes et sted i København, hvor man kan gå i de danske jøders fodspor. Fra de første jøders ankomst til landet i 1600-tallet, op gennem det 19. århundrede, under Anden Verdenskrig og frem til i dag. Stedet er Dansk Jødisk Museum. Her fortælles jødernes historie. Historien fortælles også andre steder. Betragt en række af Danmarks officielle tiltag de seneste par år, og find en fællesnævner: I år 2000 træder Danmarks daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen op på talerstolen på rådhuset i Stockholm. Hans tale er Danmarks officielle indslag på konferencen The Stockholm International Forum on the Holocaust. Omkring samme tid oprettes Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier 05 i København. Den danske regering etablerer Auschwitz-dagen - en national mindedag for Holocaust og andre folkedrab, og Danmark bliver medlem af en international organisation, en Task Force, der arbejder for at fremme undervisning og forskning i Holocaust. Disse tiltag er ikke enestående. Siden 1980'erne er antallet af markeringer af jødernes historie nærmest eksploderet. 06 Et utal af film, tv-produktioner, bøger, afhandlinger, udstillinger og monumenter, der omhandler emnet, har set dagens lys, og i de seneste år har mindedage og museer bredt sig over det europæiske kontinent med en bemærkelsesværdig fart. Hverken Auschwitz-dagen eller Dansk Jødisk Museum er derfor særligt danske fænomener. De må ses i lyset af den europæiske udvikling, der kan spores tilbage til 1980'erne, men som for alvor eskalerede, da 50-året for Anden Verdenskrigs afslutning blev fejret i Siden 2003: Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier 06 Jf. Jensen, 2003, s. 79

9 009 I 1998 tog den britiske, amerikanske og svenske regering et skelsættende initiativ: De oprettede The Task Force for International Cooperation on Holocaust Education, Remembrance and Research. 07 Denne Task Force, som i dag har 20 medlemslande inklusive Danmark, 08 består af både regeringsrepræsentanter, regeringsstøttede organisationer og NGO'er. Arbejdet i Task Forcen skal place political and social leaders' support behind the need for Holocaust education, remembrance and research both nationally and internationally. 09 Initiativet førte til Stockholm-konferencen i 2000, hvis officielle sigte var at fremme den internationale dialog om uddannelse, opdragelse af ungdommen og forskning i Holocaust. 10 På denne konference underskrev Poul Nyrup Rasmussen, som Danmarks statsoverhoved, den såkaldte Stockholm-erklæring, der blandt andet lyder: Vi deler en forpligtelse til at mindes ofrene for Holocaust og ære dem som rejste sig imod den. Vi vil tilskynde til passende former for ihukommelse af Holocaust, inklusive en årlig Holocaust-mindedag i vore lande. 11 Da den efterfølgende regering i 2002 indførte den danske Auschwitz-dag, var Danmark bare ét land ud af mange, der indfriede løftet fra Stockholm-konferencen. USA, England, Sverige, Tyskland, Italien, Israel og Estland har alle indført lignende mærke- eller mindedage den 27. januar - dagen, hvor udryddelseslejren Auschwitz blev befriet af Den Røde Hær i Lande som Ungarn, Slovakiet, Litauen og Letland markerer hvert år Holocaust på dage, der mere specifikt henviser til landenes egen historie under Anden Verdenskrig. 12 EU har desuden indført Genocide Remembrance Day. 13 Jødiske museer spreder sig på europakortet med samme hast som mindedagene. I det nye årtusinde er der bygget, eller planer om at bygge, jødiske museer i de fleste europæiske storbyer - for eksempel i Amsterdam, Athen, Bruxelles, London, München, Sarajevo, Stockholm, Venedig, Vilnius og Warszawa. 14 I Tyskland alene er der mindst 15 jødiske museer samt en række museer knyttet til tidligere koncentrationslejre. Dansk Jødisk Museum er et af de mange nye museer og kan derfor siges at være opstået i et sandt boom af byggerier. Jødernes historie er kommet i rampelyset de senere år - men hvorfor egentlig? De jødiske museer bliver bygget på et tidspunkt i den europæiske historie, hvor den jødiske befolkning svinder ind. I de fleste europæiske lande, med undtagelse af 07 Jf. Østergaard, 2004, s Argentina, Danmark, Frankrig, Holland, Israel, Italien, Letland, Litauen, Luxemburg, Norge, Polen, Rumænien, Schweiz, Sverige, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, USA, Østrig 09 Task Force, webside, Østergaard, 2000, s The Stockholm Declaration, 2000, bilag 1 12 Task Force, webside, Bloxham, 2003, s Jf. Grossman, 2003

10 010 Tyskland, er der meget få jøder tilbage. 15 I den forbindelse noterer den jødiske forsker Ruth Ellen Gruber sig, at det er in countries such as these, where Jews make up only a tiny fraction of the general populace and where few members of the public may actually meet a living Jew, that the non-jewish embrace of the Jewish phenomenon becomes a bear hug. 16 Antropologerne Helene Golberg and Lisbeth Jensen slår fast, at udgangspunktet for opførelsen af Dansk Jødisk Museum er det samme: Dansk Jødisk Museum kommer på et tidspunkt, hvor jøder i Danmark ikke udgør en synlig minoritetsgruppe. 17 Man kan overveje om den forsvindende andel, jøder udgør i det danske og andre europæiske samfund, er årsag til oprettelsen af steder, der skal mindes deres historie. Tidligere overrabbiner Bent Melchior påpeger i hvert fald, at en markant stigning i produktionen af bøger om redningen af de danske jøder i oktober 1943 kan skyldes en insisteren på ikke at glemme: Der spores en næsten panisk angst for, at dette mindeværdige kapitel ikke skal blive husket når øjenvidnerne er forsvundet fra jordens overflade. 18 Holder man imidlertid fast i Hooper-Greenhills forståelse af museer som billeder på deres tid, må perspektivet bredes yderligere ud: Fortællingen om fortiden kommer på museum, fordi den også kan sige noget om mennesker i nutiden. Historien har altså en relevans for dem, der formidles til - den betyder noget. Når de besøgende går ind på Dansk Jødisk Museum, handler deres besøg derfor om mere end at få en fortælling om fortiden. Spørgsmålet er hvad? 15 Jf. Gruber, 2002, s Gruber, 2002, s Goldberg, 2003, s Melchior, 1993, leder

11 PROBLEMFORMULERING For at udforske hvilken betydning fortællingen om jødernes historie kan have for de ikke-jøder, der besøger de jødiske museer, ønsker vi at undersøge, hvordan besøgende oplever Dansk Jødisk Museum. Undersøgelsen tager afsæt i to spørgsmål: - Hvordan fungerer Dansk Jødisk Museum som erindringssted? - Hvad sætter erindringsarbejde i gang på museet?

12 TEORI OG METODE Historie bliver nu brugt som samlebetegnelse for de processer, der er kendetegnet ved, at mennesker lever i og med tid, dvs. at mennesker bruger deres historiebevidsthed til at frembringe historie Eric Jensen, 2003, s. 349

13 ET FORSKNINGSFELT SOM UDGANGSPUNKT 013 Når vi undersøger, hvilken betydning Dansk Jødisk Museum kan have for besøgende, bevæger vi os ind i den del af historiefaget, der kaldes erindringshistorie - eller som den franske erindringsforsker Pierre Nora betegner området: History of the second degree. 20 Historien af anden grad beskæftiger sig med, hvordan historie erindres og bruges i samfundet. Erindringsfeltet er præget af en stor begrebsmangfoldighed og en flerfaglighed, som blandt andet inddrager psykologi, historie og samfundsfag. Forskningsfeltet ligger til dels åbent og begreber, der stort set betegner det samme, bevæger sig ind og ud mellem hinanden. Når man arbejder med dette felt, skal man derfor være opmærksom på, at der ikke findes en fuldstændig klargøring af begrebernes indbyrdes forhold - og af begreberne i det hele taget. Nora definerer det erindringshistoriske forskningsfelt som en modsætning til den positivistiske tradition, der dannede skole inden for historiefaget langt op i det 20. århundrede med formålet om at finde frem til, hvad der egentlig skete: 21 Adopting such a view opens a way to a new kind of history: a history less interested in causes than in effects ( ) less interested in events themselves than in the construction of events over time, in the disappearance and re-emergence of their significations: less interested in what actually happened than in its perpetual reuse and misuse, its influence on successive presents. 22 Dette syn på historie udgør grundlaget for fagets udvikling fra slutningen af 1960'erne frem til i dag, hvor historikernes forskningsområde er blevet udvidet. Historien, som de videnskabelige historikeres historie, blev udfordret af en interesse for individets brug og erkendelse af historie. Historie af anden grad beskæftiger sig med overleveringen af begivenhederne - med Noras ord: erindringen om begivenhederne. I første bind af værket Les lieux de mémorie fra 1984 klargør Nora forskellene mellem historie og erindring: 23 Erindring er magisk, historie er rationel. Erindring er aktuel, historie er fortid. Erindring drejer sig om minder, historie om videnskab. 24 Ikke alle erindringsforskere er enige i Noras skarpe skel mellem historie og erindring, men forskningsfeltet har alligevel et fælles udgangspunkt: menneskers bevidsthed om historien - hvordan mennesker skaber mening i fortiden, og hvad denne fortidsfortolkning bruges til i nutiden. I Danmark har historikerne Claus Bryld, Bernard Eric Jensen og Anette Warring været nogle af de centrale forskere inden for teorifeltet, og netop Bryld og Eric Jensen var ankermænd i forskningsprojektet Humanistisk historieformidling - i komparativ belysning, som har bidraget til hovedparten af dansk litteratur på området. Projektet tager afsæt i 20 Nora, 1992, s. xxiv 21 Se for eksempel Kjørup, 1996, s Nora, 1992, s. xxiv 23 Les Lieux de Mémoire er inddelt i tre tematiske dele: La République (1984), La Nation (1986) og Les Frances (1992) 24 Jf. Bryld, 1999, s. 230

14 014 en ide om, at mennesker har en historisk natur. 25 At skabe betydning i fortiden og bruge betydningen til at skabe et jeg i nuet anses som et ufravigeligt vilkår for menneskers identitetsdannelse. Denne opfattelse danner grundlag for feltets begrebsapparat: [Begreberne] kan ses som forsøg på at klarlægge, hvordan bevidsthed og betydningsdannelse indgår i strukturer, og bliver brugt i menneskers liv og samliv. 26 Ethvert menneske danner altså sig selv og sin identitet i samspil med erindringen. Redaktionen bag Erindringens og glemslens politik slår erindringens betydning fast ved at kæde den sammen med forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske: Man kan ikke have en identitet uden erindring. 27 Et andet sted beskriver Eric Jensen ligefrem mennesket som et erindrende dyr. 28 Erindringerne eksisterer i det, som Eric Jensen kalder historiebevidstheden, og det er via denne, et menneske skaber mening i den tid, det lever i, ved at koble fortid, nutid og forventningerne til en fremtid. Fordi erindringerne om fortiden spiller sammen med et nu og en fremtid, er historiebevidstheden foranderlig over tid: Nutiden bliver uundgåeligt fortid, og fremtiden bliver nutid. Ud fra denne forståelse er mennesker historiske væsener. Man bærer historien i sig: Man former historien og formes af den. 29 At være til som menneske i nuet er således en dynamisk proces, hvor erindringer om fortiden spiller en afgørende rolle. 30 ERINDRINGENS KONTEKST Ifølge erindringsforskerne eksisterer erindring altid i en sammenhæng. Både de mennesker, man lever sammen med, og de forskellige steder, hvor fortiden erindres, har betydning for erindringen. Den franske sociolog Maurice Halbwachs introducerede tidligt i det 20. århundrede tanken om erindringens særlige dynamik - at den både er individuel og kollektiv: Individual memory is nevertheless a part or an aspect of group memory ( ) One cannot in fact think about the events of one's past without discoursing upon them. 31 Erindring foregår, ifølge Halbwachs, i det enkelte menneske, men det gør ikke erindring til et udelukkende personligt foretagende. Folklorist Anne Eriksen siger: Because memories are so closely tied to the social, to what is common and shared, they will frequently also in themselves appear as shared and collective. Memories who 25 Bryld, 1999, s Ibid, s Jensen, 1996, s Jensen, 2003, s Ibid, s Bekker-Nielsen, 2004, s Halbwachs, 1992, s. 3

15 015 refer to a certain social context will in some meaning of the word be common to everybody who relate themselves to that context and who share its frame of reference. 32 Hvert enkelt individ indgår i en række erindringsfællesskaber, der består af mennesker med fælles referenceramme - for eksempel, at de tilhører den samme nation, klasse eller det samme køn. Det er i disse fællesskaber, kollektiv erindring eksisterer: Kollektiv erindring er erindringen om fortidige begivenheder og tilstande som medlemmer af et givet kollektiv har oplevet eller fået overleveret gennem mundtlig eller skriftlig tradition, og derefter aktivt søgt at opretholde gennem institutioner, ritualer og eventuelt historisk forskning. 33 Det gælder både for det, som Halbwachs kalder autobiografiske erindringer, som vi benævner selvoplevede erindringer, og for de historiske erindringer, som vi betegner andenhåndserindringer, at de er knyttet til det individ, der erindrer. Erindringernes specifikke indhold deles derfor ikke automatisk af alle i et fællesskab, 34 men deres udtryk er kollektivt - fællesskabets medlemmer udfører samme handlinger, når de erindrer en bestemt begivenhed. For eksempel ved at sætte lys i vinduerne 4. maj for at markere Danmarks befrielse. Ved at undersøge disse udtryk, kan man få indblik i den kollektive erindring. I Noras opfattelse hænger kollektiv erindring uløseligt sammen med de steder, hvor erindringen dyrkes. Med betoningen af disse steder fører han Halbwachs tanker om kollektiv erindring ind i senmoderniteten. Han genopliver de slumrende teorier fra tidligere i århundredet og igangsætter det omfattende projekt La mémoire collective i midten af 1980'erne. Begrebet erindringssted (le lieux de mémoire), som Halbwachs introducerede, sættes frem i rampelyset og bliver omdrejningspunktet for 120 forskeres arbejde, der udmønter sig i det enorme syvbindsværk Les lieux des mémoire. En grundantagelse i dette arbejde er, at erindringer er knyttet til noget bestemt: Memory is rooted in the concrete: in space, gesture, image, and object. 35 Erindringssteder kan være steder i reel forstand som for eksempel et museum, et arkiv, en kirkegård eller et monument. Men stederne kan også være samlinger, traktater, protokoller, foreninger, sange, slagord, fester og årsdage. 36 Et erindringssted er kendetegnet ved, at det betyder noget for dem, der ser, hører eller mærker det. Har stedet ingen betydning for fællesskabet, fungerer det ikke som et erindringssted: Det spiller ikke en rolle i individernes historiebevidsthed og medvirker ikke til at forbinde fortid, nutid og fremtid. Det er bare et sted - ikke et erindringssted. 32 Eriksen, 1997, s Jensen, 1998, s Bryld, 1999, s Nora, 1992, s Bryld, 1999, s. 231

16 016 En stor del af forskningen i erindringshistorie beskæftiger sig med erindringssteders betydning. Noras enorme værk om Frankrigs nationale erindringssteder er et eksempel. Et andet er den amerikanske erindringsforsker James E. Youngs bog The Texture of Memory fra 1998, hvor Holocaust-mindesmærker er genstandsfeltet. Bryld og Warrings bog Besættelsestiden som kollektiv erindring fra 1998 skal også nævnes. Bogen skabte for alvor opmærksomhed omkring erindringsforskningen i Danmark: Værket handler om den betydning, fortællingen om besættelsestiden har i danskernes bevidsthed. Metoden, de to erindringsforskere benyttede, var blandt andet at analysere jubilæer, mindesmærker, skolebøger, museer og fejringer af mindedage. Som Bryld og Warring selv pointerer, minder deres arbejdsmetode om en traditionel historiografisk metode, hvor historieskrivningens historie analyseres. Når Bryld og Warrings udvidede historiografiske analyse alligevel er anderledes, er det fordi, de ser historieproduktionen i et langt bredere perspektiv, der også inddrager medier, hvor faghistorikeren ikke nødvendigvis er afsender. Desuden er sigtet ikke at afgøre, om en given fremstilling er sand, men hvad den udtrykker om bevidstheden om besættelsestiden, sammenfattet i begrebet kollektiv erindring. 37 Lene Floris og Anette Vasströms bog På museum fra 1999 er et eksempel på forskning, som meget specifikt beskæftiger sig med den erindring, der foregår i besøgende på et erindringssted som et museum. Floris og Vasström har begge en karriere inden for museernes mure og undersøger derfor museumsoplevelser med udgangspunkt i praktiske erfaringer. Dette speciale bevæger sig ind i den gren af den danske erindringsforskning, Floris og Vasström repræsenterer. EN KONSTRUKTIVISTISK VERDENSOPFATTELSE Med den udvidede historiografiske metode rykker en del af historiefaget ind i rækken af videnskaber, der peger på individets egen forståelse af verden som afgørende. Således bliver nyskabelserne i historiefaget en del af den sproglige og kulturelle vending, der vinder indpas i samfunds- og humanvidenskaberne i 1960'erne og 1970'erne. Særligt for samtlige nye tanker er, at sprog og kultur blev trukket frem som faktorer, der er bestemmende for, hvordan verden tolkes. Det betyder, at forestillingen om den objektive historiske sandhed må kastes over bord. I dette nye syn på videnskab anser man objek- 37 Bryld, 1998, s. 19

17 017 tivitet som en illusion, da enhver forståelse af verden er farvet af de øjne, der ser. Opfattelsen er, at mennesket gennem sproglig italesættelse er med til at konstruere en virkelighed, som derfor skal ses som en menneskeskabt virkelighed. Videnskabsteoretisk er den sproglige og kulturelle vending knyttet til socialkonstruktivismen, hvor grundantagelsen er, at samfundet løbende dannes og omdannes. Ifølge Eric Jensen er erindringsforskningen en naturlig følge af dette konstruktivistiske syn på mennesket: Så snart menneskers livsverden forstås som en bevidsthedskonstitueret og samfundsskabt virkelighed, der vedvarende bliver dannet, omdannet og gendannet, er det nødvendigt at rette opmærksomheden mod erindringskulturen, for her findes en nøgle til at forstå og forklare, hvorfor den sociale virkelighed fungerer, således som den gør. 38 Med dette som baggrund trækker Eric Jensen begrebet livsverden frem. Hans opfattelse er, at en persons livsverden blandt andet viser sig i personens interesser, livsstil, erfaringer og historiebevidsthed. Det er i det enkelte menneskes livsverden, at fortidsfortolkningen sættes i gang. Young tænker erindring i samme spor og siger: For public memory and its meanings depend not just on the forms and figures in the monument itself, but on the viewer's response to the monument, how it is used politically and religiously in the community, who sees it under what circumstances, how its figures enter other media and are recast in new surroundings. As will become clear, memorials by themselves remain inert and amnesiac, dependent on visitors for whatever memory they finally produce. 39 Et erindringssted er altså ikke et sted, hvor en version af fortiden serveres og modtages i en og samme form: Den skabes i et samspil mellem flere faktorer. Som besøgende på et erindringssted får man derfor ikke en erindring: Man kan producere den. Eller med Youngs ord: Erindringsstedet kan sætte et erindringsarbejde i gang. 40 Young mener, at erindringsarbejde skaber forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid. Erindringsarbejde foregår, når den enkelte person inddrager sig selv og sine værdier og går i dialog med stedet, der starter en refleksion over nutiden ud fra fortællinger om fortiden. Således bruges den fortid, stedet repræsenterer, som rettesnor for handlinger i nutiden. I Youngs øjne er det dermed ikke enhver aktivitet, der foregår i den enkelte på erindringsstedet, der kan betegnes som erindringsarbejde. Det er ikke nok, at der sættes noget i gang. Der foregår et erindringsarbejde, når en person bruger sig selv og den historie, stedet repræsenterer, til at orientere sig i samtiden. Et erindringsarbejde forudsætter altså indlevelse og aktiv stillingtagen. 38 Jensen, 1996, s Young, 1993, s. xii-xiii 40 Jf. Young, 1993, s. viii

18 018 HISTORIEFORMIDLING Ifølge Eric Jensen medfører et erindringshistorisk udgangspunkt, at man må tænke historieformidling i et bredere perspektiv: Det står klart, at forskning i historieformidling ikke kun kan være et spørgsmål om at se på det der formidles, den der formidler, den der formidles til, og hvordan der formidles. Det må også være et spørgsmål om, at klarlægge den erindringspolitik, der ligger til grund for en bestemt historieformidling. Forskningen må selvfølgelig interessere sig for de foreliggende erindringsfællesskaber og deres socio-kulturelle rammebetingelser. 41 Historieformidling kommer derfor også til at handle om formidlingens kontekst. Situationen og stedet, hvor historien formidles, fortæller om det, der med den tyske erindringsforsker Jörn Rüsens begreb kaldes historiekulturen. Et samfunds historiekultur kommer til udtryk i de historiefrembringende steder i samfundet: for eksempelvis på museerne, i skolerne og i massemedierne. Historiekulturen kan på den måde siges at betegne en institutionalisering af erindringsfællesskabet - eller fællesskaberne. Begrebet indfanger et erindringsfællesskabs forskellige historiebevidstheder og betegner, hvordan menneskers historieopfattelse skabes som helhed: Med historiekultur menes det erindringsarbejde, der foregår i samfundet som helhed eller måske snarere en kombination af begreberne historiebevidsthed (det ikkematerielle) og historieformidling (de materielle udtryk fx i massemedier eller museer). 42 ARBEJDET MED HISTORIEFORMIDLING Flere centrale begreber er blevet præsenteret: erindring, historiebevidsthed, erindringsfællesskab, kollektiv erindring, erindringssted, livsverden, erindringsarbejde og historiekultur. Alle begreber er hentet fra det erindringshistoriske forskningsfelt, der danner det teoretiske grundlag for dette speciale. Det gør imidlertid ikke specialet til et rent historieteoretisk arbejde. Fordi udgangspunktet er at undersøge historieformidlingen på Dansk Jødisk Museum, havner vi i det felt, hvor historiefaget og faget kommunikation mødes. Sammenhængen mellem de to fag fremgår af følgende: For at kunne svare på, hvordan Dansk Jødisk Museum fungerer som erindringssted, og hvad der sætter erindringsarbejde i gang på museet, beskæftiger vi os med to grundlæggende spørgsmål i 41 Jensen, 1996, s Floris, 2000, s. 86

19 019 arbejdet med historieformidlingen: Hvilke fortællinger om fortiden bliver formidlet, og hvordan bliver fortællingerne brugt? Derudover spørger vi til, hvorfor fortællingerne bruges, som de gør, hvilket betyder, at vi analyserer historieformidlingen i sin kontekst. Vi har valgt at forankre en analyse af formidlingen på Dansk Jødisk Museum i en præsentation af væsentlige nedslagspunkter i såvel danske som jødiske museers udvikling. Denne del af specialet findes i afsnittet Museer som erindringssteder. Gennemgangen af forandringer i museumsinstitutionen går hånd i hånd med en udbygning af det erindringshistoriske udgangspunkt. Formålet med en præsentation af dele af museumshistorien er nemlig at skabe en forståelse for, hvordan og hvorfor museer er blevet gjort til erindringssteder, og den skal medvirke til at afklare, hvordan Dansk Jødisk Museum fungerer som erindringssted. Af den grund inddrages forskellige forskeres syn på museers udstillingsvirksomhed i overvejelser om hvilke aspekter ved et museum, der kan være med til at sætte et erindringsarbejde i gang - og hvem det skal sættes i gang hos. For at kunne belyse, hvilke fortællinger museet formidler, præsenterer vi historien bag Dansk Jødisk Museum og museet, som det fremstår i dag i afsnittet Historien formidles. Vi har gjort ti personers oplevelser på Dansk Jødisk Museum til omdrejningspunkt i en analyse af museets udstilling for at kunne undersøge, hvordan museets fortællinger skabes og bruges. De ti besøgende er derfor også udgangspunktet for en analyse af, hvorfor museet opleves, som det gør og hvad, der sætter et erindringsarbejde i gang. Analysen findes i afsnittet Erindringsarbejde på Dansk Jødisk Museum, og det efterfølgende afsnit Myter, modstand og museum udgør specialets diskussion. Her sættes fokus på myter og på jødisk historie som del af en europæisk historie for hermed at komme tættere på den betydning, som netop jødernes historie kan have for ikke-jøder. KVALITATIV METODE Specialets undersøgelse af historieformidling på Dansk Jødisk Museum beskæftiger sig med, hvordan en udstilling om jødisk historie kan sætte et erindringsarbejde i gang hos de besøgende - hvordan samspillet er mellem individets historiebevidsthed og den kollektive erindring, der eksisterer i det erindringsfællesskab, museet henvender sig til. Det er

20 020 altså den enkelte besøgendes oplevelse af verden, der er fokus. Når det enkelte menneskes brug af historien er analysens omdrejningspunkt, er fortællingen, eller det narrative, central. Som Bryld siger: Har man sat sig for at forstå og forklare den betydning, som historie kan have i menneskers liv og samliv, bliver det særdeles frugtbart at betragte 'det narrative' som et integreret moment i den historisksociale virkelighed. I så fald må man også til at forstå menneskers handlinger såvel som deres identitetsdannelse som noget, der har indlejret en narrativ struktur i sig. 43 Vi har derfor valgt at benytte den kvalitative forskningsmetode til at undersøge de besøgendes oplevelser på museet og deres reaktioner på historieformidlingen, fordi udgangspunktet for denne metode er opfattelsen af, at mennesker forstår sig selv gennem fortællinger. Narrativitetsforskeren Jerome Bruner er en frontfigur på dette område, og han mener, at mennesker beskriver og forklarer deres virkelighed gennem fortællinger: Det er først og fremmest gennem vore fortællinger, vi konstruerer en version af os selv i verden, og det er gennem sine fortællinger, en kultur giver sine medlemmer modeller for identitet og handling. 44 Bruner betragter det at fortælle sin verden som en trang, mennesket har. Fortællingerne fortælles især, når noget umiddelbart uforklarligt sker - begivenheder, der afviger fra det normale: Mennesker [danner] i deres indbyrdes interaktion en fornemmelse for det kanoniske og almindelige som en baggrund, mod hvilken de kan fortolke brud på og afvigelser fra den menneskelige situations normale tilstande og give dem narrativ mening. 45 At fortællingerne bruges til at forklare det unormale i det normale, gør imidlertid ikke fortællingerne ualmindelige. De er der hele tiden - også på et institutionelt plan: Erfaring i og erindring om den sociale verden er kraftigt struktureret ikke blot af dybt internaliserede og narrativiserede folkepsykologiske forestillinger, men også af de historisk forankrede institutioner, som en kultur udvikler for at understøtte og håndhæve dem. 46 Historieteoretikeren David Carr er også af den overbevisning, at narrativer er et indbygget element i individers og kollektivers identitetsdannelse. Han mener, at den levede historie har en direkte narrativ karakter: Jeg er subjektet i en livshistorie, der til stadighed bliver fortalt og genfortalt, gennem det at den bliver levet. 47 Det at leve er at leve i historien og dermed også i historier om det levede liv. Livet forstås igennem narrativer: Narrative is ( ) our primary way of organizing and giving coherence to our experience. 48 Bruner mener, at netop det narrative træk ved et individs fortælling om sig selv banede 43 Bryld, 1999, s Bruner, 1998, s Bruner, 1999, s Ibid, s Carr citeret i Jensen 2003, s Carr, 1986, s. 65

21 021 vejen for opfindelsen af det kvalitative interview: Faktisk har den nye erkendelse, at folk narrativiserer deres oplevelse af verden og deres egen rolle i den, endog tvunget samfundsforskerne til en nyvurdering af, hvordan de bruger deres vigtigste forskningsinstrument - interviewet. 49 Vi foretager kvalitative interview af de ti besøgende for hermed at komme tæt på deres fortællinger. Fordi den interviewedes egen livsverden og personens fortælling om sig selv er central i det kvalitative interview, stiller det særlige krav til interviewsituationen. 50 Der stræbes efter den naturlige samtales form, og interviewpersonens svar guider intervieweren lige så meget, som de forberedte spørgsmål gør. Den konkrete kvalitative metode bliver uddybet i specialets afsnit Ind i museets fortællinger. KVALITATIVT MATERIALE Når individets fortælling om verden er undersøgelsens fokus, kan analysearbejdet ikke føre til en generel konklusion om, hvordan mennesker oplever at være på Dansk Jødisk Museum, og hvordan erindringsarbejdet sættes i gang hos alle museets gæster. Vi kan i stedet give et bud på, hvordan museet kan sætte et erindringsarbejde i gang, og derfor: Hvordan stedet kan have en funktion som erindringssted. Det kan give et indblik i individers erindring på et erindringssted, og hvordan erindringsfællesskaberne, de er del af, har betydning for bearbejdningen af historie på stedet. De ti interviewpersoner er udvalgt, så de har nogenlunde ens forudsætninger for at opleve på et museum. Hovedkriteriet for udvælgelsen af interviewpersoner har været, at de alle skulle være læsere af Politiken. Rent demografisk er Politikens gennemsnitlæser karakteriseret som en velfungerende middelklassedansker med en mellemlang eller lang uddannelse. Hovedparten af læserne bor i HT-området. 51 Årsagen til, at Politikens læsere er blevet et pejlemærke, er, at læserne generelt er blandt de mest aktive kulturbrugere i Danmark - på landsplan er Politikens læsere eksempelvis de mest aktive brugere af teatre, udstillinger og museer. 52 Ud fra en beskrivelse af avisens læsere i Politikens læserprofil fra 2005, antager vi derfor, at denne gruppe er bekendt med museumsmediet, og at de besøgende derfor kan bruge energi på at iagttage udstillingen under deres besøg - ikke på at forholde sig til at være på et museum. 49 Bruner, 1999, s Jf. Mishler, 1991, s Jf. Politiken, læserprofil, Politiken, læserprofil, 2005, s. 10

22 022 Politikens læsere er derudover kendetegnet ved at være interesserede i samfundsrelevante emner. I læserprofilen lyder karakteristikken: Specielt politisk debat finder Politikens læsere stor interesse for ( ) I det hele taget er Politikens læsere generelt mere engagerede og interesserede i samfunds- og erhvervsforhold end den samlede befolkning. 53 Den samfundsorienterede indstilling har også været et argument for at vælge Politikens læsere som interviewpersoner. Eftersom vi er interesserede i at undersøge spejlingen mellem museumsoplevelsen og samfundet omkring museet, er det relevant, at vores interviewpersoner har en interesse for, hvad der rører sig i samfundet. Et tredje udvælgelseskriterium er, at interviewpersonerne skulle repræsentere museets primære målgruppe: ikke-jødiske danskere. Vi ønsker at undersøge museet som et erindringssted på de præmisser, museet selv udstikker. Når museets direktør Janne Laursen siger, at museet har betydning for ikke-jøder i Danmark, er det lige præcis den betydning, vi har i fokus. Derudover er et udvælgelseskriterium, at de forskellige interviewpersoner skulle adskille sig fra hinanden aldersmæssigt. Vi vil nemlig undersøge, hvilken betydning henholdsvis selvoplevede erindringer og andenhåndserindringer har for erindringsarbejdet. Forskellen mellem individuel og kollektiv erindring træder tydeligt frem, når man analyserer andenhåndserindringer, da de per definition altid også er kollektive i modsætning til de selvoplevede erindringer. Desuden er et argument for aldersspredningen, at vi ønsker at få personer i tale, der er repræsentanter for forskellige generationer, og som derfor er påvirket af forskellige perioder i historien. OPSUMMERING Når man undrer sig over, hvad et begreb som erindring dækker over, og hvordan individuel og kollektiv erindring spiller sammen, finder man ikke endegyldige svar inden for det erindringshistoriske felt. Vores speciale er derfor ikke en udforskning af et etableret felt, men snarere en undersøgelse af spørgsmål, som feltets forskere også beskæftiger sig med - spørgsmål der handler om forholdet mellem mennesker og historie. Vi koncentrerer os om den sammenhæng, der kan være mellem personers historiebevidsthed og deres oplevelse af et museum. Fordi individets brug af historien er specialets om- 53 Ibid, s. 12

23 023 drejningspunkt, er James E. Youngs definition af erindringsarbejde grundlæggende. Når vi arbejder med erindringsarbejde, skriver vi os ind i Youngs forståelse af begrebet, men også i den opfattelse af erindring på museer Floris og Vasström præsenterer i På museum. De mener, at der foregår en erindringsbearbejdning, når individets fortælling kobles til et erindringsfællesskab. Forudsætningen for at erindringsarbejde er altså, at den individuelle og kollektive erindring mødes.

24 MUSEER SOM ERINDRINGSSTEDER Museer er erindringsrum, der giver individer mulighed for at koble deres egen individuelle historie ind i et erindringsfællesskab Floris, 1999, s. 190

25 NATIONAL ERINDRING 025 Når erindringsforskere som eksempelvis Pierre Nora retter fokus mod de steder, hvor fællesskaber dyrker erindringen, er det fordi, stederne tillægges en hel særlig betydning. Eiffeltårnet, Versailles, Louvre, Jeanne D'Arc - alle spiller de, ifølge Nora, en central rolle i franskmændenes bevidsthed. Stederne fungerer nemlig som den kollektive erindrings livskilde. 55 Men sådan har det ikke altid været. Nok har Versailles stået i al sin pragt og vælde siden Solkongen, Ludvig den 14., lod det opføre i midten af 1600-tallet, men dets levetid som erindringssted er kortere, mener Nora TALLETS ERINDRINGSSTEDER Nora anser erindringsstederne for at være en konsekvens af det moderne samfunds udvikling: Erindringen om fortiden er ikke længere en integreret del af det daglige sociale miljø. I det førmoderne samfund foregik erindringen i sociale fællesskaber, 56 der ikke havde behov for at holde den i live ved hjælp af monumenter, mindesten og mødesteder. Dette behov udvikler sig først for alvor, da disse fællesskaber opløses med det moderne samfunds fremkomst. Da de eksisterende fællesskaber bliver nedbrudt, får mennesker behov for steder, der kan skabe en ny form for forbindelse mellem nutiden og fortiden: Lieux de mémoire exist because there are no longer any milieux de mémoire, settings in which memory is a real part of everyday experience. 57 Noras idé om, at erindringsstederne får en stor betydning i 1800-tallets samfund, synes bekræftet, hvis man betragter væksten af mindesmærker på dette tidspunkt. Blandt andet i Danmark kan man netop i anden halvdel af 1800-tallet se, at monumenter og nationale mindesmærker for alvor placerer sig på landkortet 58 ved opførelsen af sten og statuer, der især fortæller om treårskrigen, nederlaget i 1864 og om grundloven af Ifølge nationalismeforskeren Ernest Gellner udgør industrialisering, nationalisme og moderne fællesskaber tre indbyrdes forbundne kendetegn ved det moderne samfund. 60 Han mener, at nationalisme opstår med den industrielle arbejdsdeling, idet den specialisering, som industrialiseringen fører med sig, skaber et nyt behov for integration i samfundet. Integrationen kommer i høj grad til at dreje sig om national og kulturel integration ved hjælp af sprog: Language is, as Vico saw, more than a tool of culture, it is culture. 61 I Gellners øjne er det karakteristisk for den moderne nationalstat at ville skabe nationale 55 Nora, 1992, s Jf. Nora, 1992, s Nora, 1992, s Jf. Kulturarvsstyrelsen, nyhedsbrev, Jf. Kulturarvsstyrelsen, webside, Jf. Hall, 1998, s Gellner citeret i Hall, 1998, s. 28

26 026 medborgere via uddannelsessystemet: 62 In agrarian society one learned the necessary skills while working in agriculture, in industrial society one learned not by working in a factory but by studying in school before going to work. 63 Skolernes betydning kommer tydeligt til udtryk i de initiativer, som D.G. Monrad tager, efter han den 21. marts 1848 udnævnes til Danmarks første kultusminister for det nyoprettede Kultusministerium og dermed ansvarlig for kirke- og undervisningsvæsnet. Monrad ser museernes opgave på linje med skolens. Da der skal tages stilling til, hvor kunstmuseet og andre museer skal placeres i forvaltningssystemet, argumenterer han for, at museerne skal forvaltes af kultusministeren: At disse efter deres Formaal i Kunstens og Videnskabens forenede Interesse synes mig nærmest at høre under det undertegnede Ministerium, hvilket under sin Ressort turde indbefatte ikke blot de ugentlige Underviisningsanliggender, men Alt hvad der staaer i Forbindelse med Nationaldannelsen og Statens aandelige Interesser overhovedet. 64 Museerne bliver på den måde en del af det nationale dannelsesprojekt, og deres etablering har et klart erindringsmæssigt sigte: De skal formidle den danske nations historie og samle folket i et erindringsfællesskab. De etableres simpelthen som steder for erindring. NATIONENS HISTORIE At gøre museerne betydningsfulde i opbyggelsen af nationalstatsdannelsen er et erklæret mål flere steder, blandt andet på Frederiksborg Slot 65 og på Dansk Folkemuseum, der senere bliver Frilandsmuseet dette. 66 J.C. Jacobsen mener, at museet på Frederiksborg Slot kan give Frederiksborg den Betydning, som levede i Folkets Erindring fra en tidligere Tid, nemlig som et hjem til Folkets historiske Minder, et Slags Nationalhistorisk Museum. 67 Overalt i de vesteuropæiske lande etableres museer op gennem 1800-tallet. 68 Museerne er offentlige, hvilket adskiller dem fra tidligere tiders museer, der fungerede som kongernes kuriøse kunstkamre: Fra at være et privat rum blev museet omdannet til et offentligt, socialt rum, hvor nye adfærdsnormer kunne indlæres. Museet skulle enkelt sagt ikke længere vække undren over det kuriøse, men fremstille og arrangere genstande, så de kunne bruges til oplysning og forøget kundskab. 69 Et af de første museer i Vesteuropa, der inviterer offentligheden indenfor, er Louvre, som efter Den 62 Jf. Hall, 1998, s Hall, 1998, s Monrad citeret i Petersen, 1984, s Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot åbnede i Dansk Folkemuseum åbnede i J.C. Jacobsen citeret i Eller, , s Jf. Kjørup, forelæsning, Floris, 1999, s. 30

27 027 Franske Revolution åbner dørene til kongens slot i I Danmark bliver Frederik 3.s kunstkammer fra omkring 1650 nedlagt i begyndelsen af 1800-tallet, og genstandene fordeles til blandt andet Oldnordisk Museum, 71 der bliver til Nationalmuseet i Grundlæggeren af Oldnordisk Museum, Christian Jürgensen Thomsen, 73 er barn af den danske Guldalder og har folkeoplysning som sit erklærede mål. Han vil inddrage folket i arbejdet med Danmarks fortidslevn og inviterer danskerne ind i museets samling, hvor han guider dem rundt imellem pilespidser, økseskafter og andre genstande fra Danmarks historie. Hvor Thomsen er oplysningsmanden, 74 er hans efterfølger J.J.A. Worsaa 75 udpræget nationalromantiker. Worsaa er direktør på museet fra 1865 til sin død i og står som repræsentant for den efterfølgende generation i hans formulering af den såkaldte helhedsopfattelse: Denne helhedsopfattelse, der førte det danske folks oprindelse tilbage til i hvert fald bronzealderens indvandrende goter, vakte stor opmærksomhed i 1840'ernes Danmark. Dens styrke lå for samtiden i, at den søgte at give svar på spørgsmålet om netop Folkets oprindelse. 77 Således bliver museet et sted for dyrkelse af de gryende nationalfølelser, der vokser sig større og større, som århundredet lakker mod enden. Hvor religion tidligere havde udstukket betingelserne for fortællingen af historien, er nationen nu den afgørende ramme, hvilket blandt andet ses i den danske litterat Knud Lyhne Rahbeks 78 Haandbog i den europæiske Statshistorie fra 1803: Håndbogsbetegnelsen dækker over kronologiske årstalstavler, men ikke længere ud fra det synkronistiske princip fra skabelsen og frem - hver europæisk stat får her sin egen årstalstavle begyndende med den pågældende stats historiske overlevering. 79 Helhedsopfattelsen ses tydeligt på museer og i udgivelser fra de seneste år i tallet, hvor også tabt terræn giver anledning til kraftfuld national retorik - som for eksempel i A.D. Jørgensens danmarkshistorie fra 1882, 40 fortællinger af fædrelandets historie. De allerførste linier slår tonen an: Intet andet rige i vor verdensdel kan i alder måle sig med det danske. I uafbrudt følge går vor kongerække tilbage gennem et tusindår, og alt længe før den tid hører vi tale om et samlet og mægtigt kongerige i Danmark. 80 Samme retorik kan spores i den såkaldt korte ledetråd for besøgende på Oldnordisk Museum fra 1870: Runestenene, som vel alle oprindelig have været reiste paa eller ved Jordhøie til Minde om Afdøde, tilhøre navnlig 9de og 10de Aarhundrede, og have engang været almindelige i Danmark ved alfare Veie. De ere ikke blot Minder om den daadrige Vikingetid, men ogsaa, i Forbindelse med andre tidlige Runeindskrifter, de 70 Jf. Rasmussen, 1979, s Jf. Floris, 1999, s Nationalmuseet, webside, Jf. Jensen, Rasmussen, 1979, s Jensen, 1992, s Mørch, 1992, s Jørgensen, 1995, s. 11

28 028 eneste Kilder for Oldsproget, den danske Tunge, paa en Tid, som ligger flere Aarhundredere forud for den skrevne Literaturs Begyndelse i Norden. 81 Nok har man tabt land, men de nationale forkæmpere er ikke slået ud. Museernes rolle slås fast af Bernhard Olsen, 82 der tager initiativ til oprettelsen af Dansk Folkemuseum: De skal bidrage til den nationale generobring - på det kulturelle område. 83 Mantraet er: Hvad udad tabes, skal indad vindes, og formidlingen af historien spiller i høj grad på et dansk fællesskab. A.D. Jørgensen understreger dette i sin danmarkshistorie ved at etablere et vi, som han henvender sig til: Vor historie kan i sit omskiftelige løb være os en uvurderlig læremester i tålmod og fortrøstning på denne farlige vej. Vi bør gå til den uden fordomme. 84 VIDENSKABELIGE UDSTILLINGER I formidlingen af danmarkshistorien i det 19. århundrede spiller historikerne en væsentlig rolle, og de får derfor afgørende betydning for opbygningen af et nationalt erindringsfællesskab. J.C. Jacobsen mener, at formidlingen af den danske historie på et nationalhistorisk museum kan lære folket at rette ryggen og være stolte af deres nation, og også udgivelsen af danmarkshistorier bliver brugt som middel til at holde liv i eller bearbejde og omdanne det nationale erindringsfællesskab. 85 Det er i denne periode, at det moderne historiefag etableres, og historikerne bliver egentlige faghistorikere. Den gængse metode i formidlingssituationen er envejskommunikation: Historikere og kuratorer producerer fortællinger om fortiden, som læsere eller publikum på museerne modtager. 86 At det er fagmanden, der formidler, ses tydeligt i museernes udstillinger, og især Thomsen er repræsentant for en udpræget videnskabeligt organiseret opstilling. Thomsen arbejder ud fra et ordensprincip, der sætter kronologi, enkelhed og anskuelighed i højsædet. 87 Kollegaen Børge Thorlacius formulerer princippet bag udstillingerne således: Vi have stræbt i sagorden at opstille Gjenstandene saaledes, at man med Lethed kunne oversee deres Klasse, erfare disses Overgange, for at forbedre disses videnskabelige Undersøgelse. 88 Systematik er grundlaget for Thomsens idé om at opdele oldtiden i en stenalder, en bronzealder og en jernalder: 89 For at kunne gjennemföre en videnskabelig Plan i Museets Opstilling maatte hvert af disse Hovedafsnit [Den hedenske tid, Den 81 Engelhardt, 1870, s Floris, 1999, s Jørgensen, 1995, s Bekker-Nielsen, 2004, s Jf. Hooper-Greenhill, 1993, s Jf. Jensen, 1992, s Jensen, 1992, s Ibid

29 029 katolske tid og Genstande yngre end reformationen] igjen deles i Underafdelinger eller Perioder, for hvilke det Charakteristiske maatte söges i Gjenstandene selv ( ) Man inddeelte derfor Hedenold i 3 perioder: 1. STEENALDEREN, 2. BRONCEALDEREN og 3. JERNALDEREN. 90 Organiseringen af viden er præget af den fremskridtsorienterede og lineære historieopfattelse, som bliver den bagvedliggende fortælling i museernes udstillinger: Historien blev fremstillet som fremskridt, hvor det store og gode vandt over uvidenheden, og hvor det moderne samfund og nationalstaten var det ultimative slutpunkt for udviklingen; en udvikling der netop kunne fremvises og anskueliggøres på museerne, hvor genstandene nu ikke længere havde en interesse i sig selv, men repræsenterede stadier i en udvikling. 91 Kronologien etableres som måden at anskue historie og samfund på: Tiden blev en linje, der bevægede sig i en retning, frem gennem historien, med begivenheder og kongerækker knyttet til sig som perler på en snor, der strakte sig frem i uendeligheden. 92 Museumsteoretikeren Annesofie Becker giver den organisering af viden, som Thomsen står for, betegnelsen den diskursive udstilling og forklarer princippet bag organiseringen således: Tingene anbringes og forstås efter hinanden dels i tid, dels i et rumligt organiseret hierarki, typisk f.eks. en kronologisk gennemgang af et hovedtema med diverse undertemaer. Hver genstand er her udvalgt med henblik på dens egnethed til at vise det som udstillingerne ønsker at fortælle. Sammenhængen (hierarkisk og tidsligt) mellem tingene og tingenes betydning må derfor nødvendigvis være fastlagt på forhånd. Udstillingen bruges så til at formidle denne sammenhæng og betydning, så den også kommer til at leve op til den sandhed, som den i sidste ende er sat til at illustrere. 93 Thomsens udstillingsorden er en succes, og hans efterfølgere, som for eksempel Worsaa og Sophus Müller, 94 viderefører stolt udstillingsformen - ikke uden grund: I en vejledning for besøgende på Oldnordisk Museum fra 1846 kan museet nemlig notere sig, at udstillingsformen er attraktiv: Ved den mere planmæssige Opstilling, som nu blev mulig, tiltog Publikums Interesse for Samlingen Sorterup, 1846, s Floris, 1999, s Ibid, s Becker, 1990, s Sorterup, 1846, s. 56

30 030 OPSUMMERING Det 19. århundrede bliver på mange måder en omvæltningsperiode for Europas lande, inklusiv Danmark. Moderniseringen melder sin ankomst, og en ny ramme for fællesskaber introduceres - den nationale. Det er i denne opbrudstid, at steder som museer etableres som erindringssteder med den funktion at samle folket i et nationalt erindringsfællesskab. Museerne bliver et dannelsesforum, hvor danskerne skal lære om deres nations fortid og storhed. Historieskrivningen følger samme spor og er med til at etablere det vi, der er afgørende for det nationale projekt. Kronologien bliver måden at tænke og formidle historien på: Hændelser og personer anrettes på en fremadskuende tidslinje, der illustrerer den udviklingstanke, som præger perioden. På museerne fører det kronologiske princip den videnskabelige udstilling med sig.

31 ET STED FULD AF FORTÆLLINGER 031 På 1800-tallets erindringssteder er den nationale fortælling omdrejningspunktet. Flere af erindringsstederne eksisterer den dag i dag, men det betyder ikke, at de fortæller samme fortælling som dengang. Erindringsstederne knytter sig til de særlige fællesskaber og tider, de befinder sig i. Netop fordi erindringen, som Nora siger, er magisk og irrationel, kan stedet have vidt forskellig betydning afhængig af det samfund, der omgiver det. ERINDRINGENS MYTER I Halbwachs optik er kollektiv erindring de processer, hvorigennem forskellige samfund udvælger og institutionaliserer deres fælles erindring. 96 Derfor kan en begivenhed erindres på mange forskellige måder afhængig af, hvor den erindres: Tager man en kompleks begivenhed som Anden Verdenskrig vil franskmænd først få den tyske oprulning af det franske forsvar i 1940 og derefter opdelingen af Tyskland i tankerne, englænderne vil reservere sig Dunkerque 1940, Tobruk 1942 og D-dag 1944 ( ) For danskerne er det den 9. april 1940, den 29. august 1943 og den 4. maj, danske jøder vil hæfte sig ved jødernes undsættelse til Sverige. 97 Der er også fortællinger, som binder mennesker sammen på tværs af nationale fællesskaber. Man kan for eksempel sige, at de allierede også har et erindringsfællesskab, hvor befrielsen af Auschwitz og Tysklands kapitulation er fikspunkter. Det selektive træk ved erindringerne kan såvel på individuelt som på kollektivt plan føre til, at visse dele af historien ikke fortælles og derved går i glemmebogen. Dette ses i dag blandt andet på det ungarske museum House of Terror, der ligger i Budapest. Museet fortæller om kommunismens undertrykkelse af det ungarske folk, og i den forbindelse også om nazisternes forbrydelser i Ungarn. Hvad, museets udstilling imidlertid pakker ind i et lille udstillingsrum mellem 24 andre, er fortællingen om, at ungarske nazister også var medvirkende i udryddelsen af jøder i Ungarn - ganske voldsomt medvirkende endda. 98 I museets fortælling om undertrykkelsen af det ungarske folk, er den anden side af historien - ungarerne selv som undertrykkere - ikke velkommen. Den skal ikke være en del af erindringen. Både individuel og kollektiv erindring plukker fra historien og udvælger hvad, der skal erindres. Derfor er den historie, der erindres, ikke hele fortællingen om fortiden, men 96 Østergaard, 2000a 97 Jensen, 1998, s Jf. Mythen der Nationen og Bentzen, 2005

32 032 en betoning af noget særligt. Historikeren Henrik Jensen uddyber: Et kollektiv vil typisk gribe en vigtig historisk begivenhed og efterhånden koge den ind til en myte. Dermed får den en symbolsk status, der ofte langt overgår den oprindelige reelle betydning. Eksemplerne er legio. 99 Resultatet af dette skal ikke nødvendigvis ses som noget negativt. Myter og symboler er, ifølge Jensen, enkle måder at forklare komplicerede og uforståelige hændelser på. De bruges i hverdagen til at skabe mening i og overblik over tilværelsen: Myter og symboler udgør de fremspring i bevidstheden som den kollektive erindring vikler sig omkring. 100 Myter skal altså ikke forstås som en forkert brug af fortiden, men snarere i den optik, Bruner anvender for fortællinger generelt: De skaber sammenhæng. En myte kan derfor ses som en menings- eller værdibærende fortælling eller struktur for en social gruppe, 101 som den franske semiotiker Roland Barthes påpeger. Myten er sjældent en refleksion af fortiden, som det viser sig på House of Terror. Men myter virker sande og umiddelbare, fordi samfundet har givet dem denne status. Bryld og Warring forklarer: Myten gør det samfundsskabte til natur og betjener sig af et metasprog, der 'besynger' tingene i stedet for at analysere. Ligesom myten apolitiserer, ahistoriserer den også. 102 FLERTYDIGHED Et erindringssted kan ændre betydning alt efter, hvilken kontekst det opleves i. Stedets betydning kan have en direkte linje til reelle historiske begivenheder, men betydningen kan også have symbolsk karakter. Når både en historisk og en symbolsk betydning er i spil, kalder Nora stedet for et dobbeltsted - et krydsfelt for begge dimensioner. Dobbeltstederne viser, hvordan det enkelte sted på én og samme tid kan have flere betydninger. Et eksempel på et dobbeltsted er ankeret fra fregatten Fyen ved Nyhavn i København. I første omgang havde Frihedskampens Venner rejst et grankors til minde om de danske sømænd, der omkom under Anden Verdenskrig. Det blev med tiden udskiftet med ankeret fra Fyen. Et anker er både et ikon for søfart, men også et symbol på håb. Således har ankeret som erindringssted både konkret historisk forbindelse og en symbolsk betydning. Et andet dobbeltsted, der rager op i det Københavnske bybillede, er Frihedsstøtten, som blev rejst til minde om stavnsbåndets ophævelse i I dag fungerer støtten imidlertid også som symbol på det danske demokrati: Det restaurerede 99 Jensen, 1998, s Ibid, s Bekker-Nielsen, 2004, s Bryld, 1998

33 033 monument blev afsløret på grundlovsdag 1999, hvorved det blev knyttet til indførelse af en demokratisk styreform i Danmark, selvom stavnsbåndets ophævelse intet har med demokrati at gøre. 103 De forskellige betydningslag illustrerer stedets foranderlighed og viser, at dets betydning ikke er den samme for alle mennesker og fællesskaber. Kig på Istedløvens historie, og pointen træder frem: Løven, der både skulle være et mindesmærke for de faldne i Treårskrigen og symbol på krigens sejrrige udfald, blev rejst på Flensborg kirkegård i Efter krigsnederlaget et år senere blev mindesmærket flyttet til Tøjhusmuseet i Berlin, og der gik hele to verdenskrige, før der atter kom liv i løven igen. I 1945 blev den transporteret til Danmark, hvor den efter et ophold på det danske Tøjhusmuseum blev sat op på en ny sokkel og frem på selveste Søren Kierkegaards Plads. I dag står den og skuer ud over Københavns kanal. Et dansk mindretal i Sydslesvig argumenterer imidlertid for, at løven skal tilbage til Flensborg Kirkegård, og i Foreningen til Istedløvens Placering i Fredericia er løven eneste punkt på dagsordenen. Her tales for at placere den på det mere samtidshørende Fredericia vold i naturskønne omgivelser i netop den by, hvorfra tanken til monumentet blev født og hvorfra også landsindsamlingen startede. 105 Mens forskellige fællesskaber slås om Istedløven, er andre umiddelbart ligeglade med den: Det skal dog bemærkes, at hovedparten af Danmarks befolkning er født efter Og mange - måske de fleste - yngre mennesker ved ikke, hvad Istedløven er, og hvad den står for. 106 For de studerende, der hver dag parkerer deres cykel over for løven ved Det Kongelige Bibliotek, har statuen sikkert ingen betydning: Den er der bare - hvis man da overhovedet bemærker den. Når løven ikke betyder noget, er den ikke et erindringssted for gruppen af studerende. Den har ingen betydning for deres historiebevidsthed og er ikke et pejlepunkt i nutiden. 103 Bekker-Nielsen, 2004, s Jf. Korsgaard, Christlieb, Kragelund, 2001

34 034 OPSUMMERING Erindringssteder eksisterer i en kontekst, der forandrer sig over tid, og dermed ændrer stedet også betydning. Et erindringssted siger derfor både noget om sin tid og om de fællesskaber, der benytter - eller ikke benytter - stedet som kilde til erindring. Når erindringssteder har betydning for et fællesskab, kan det både være på grund af den konkrete historiske begivenhed eller periode, som stedet repræsenterer, eller fordi stedet har betydning i overført forstand: som symbol. Vigtigt er det, at erindringssteder ikke fortæller objektivt og historisk analyserende om fællesskabets fortid. Fortællingerne har mytisk karakter og stykkes sammen i fællesskabets kollektive erindring for at binde dets medlemmer sammen. Den forandring, et erindringssted gennemgår over tid, gør sig også gældende for museerne. Det samfund, museerne blev etableret i, da de åbnede som offentlige museer i 1800-tallet, ændrer sig. Det får konsekvenser for erindringsarbejdet.

35 UNDERHOLDNING PÅ PLAKATEN 035 I 1800-tallet præger de videnskabelige udstillinger museumsbilledet. Udstillingerne er, med Beckers ord, diskursive, fordi de formidler en sammenhængende og afsluttet fortælling, hvor alle udstillingens dele tilpasser sig helheden. Helhedsfortællingen handler på dette tidspunkt om nationen: om en nation i udvikling og fremgang. De videnskabelige udstillinger har dog ikke eneret på denne fortælling. I løbet af århundredet får de følge af de nye interiørudstillinger, der også fremhæver nation og fremskridt. Disse interiørudstillinger er også diskursive, men de er ikke præget af den samme meget videnskabelige tilgang til museumsmediet. De nye udstillinger sætter underholdning på plakaten, og publikum inddrages på en helt ny måde. INTERIØRUDSTILLINGER De nye udstillinger opstår i forbindelse med 1800-tallets verdensudstillinger, hvor civilisationens nyeste frembringelser bliver fremvist og beundret. 107 Udstillingerne har markedskarakter - hver nation har en stand, hvor redskaber og maskiner udstilles. Den første verdensudstilling løber af stabelen i London i 1851, og folk valfarter til den engelske hovedstad fra nær og fjern for at gå på opdagelse i de ypperligste afkroge af civilisationen. Verdensudstillingerne bliver store publikumsmagneter: I Paris i 1878 kommer 16 millioner tilskuere, og samme by trækker i millioner nysgerrige til. 108 De mange besøgende går rundt mellem de konkurrerende nationer og ser landenes bud på tidens raffinementer - ikke bare af teknisk karakter, også kroppens kunnen vises frem: De Olympiske Lege afholdes i forbindelse med verdensudstillingerne i år 1900, 1904 og Det er således nationernes stolthed i alle facetter, der udstilles. Nationernes unikke folkedragter og bondestuer introduceres i udstillingerne, og ved verdensudstillingen i 1878 fører denne tendens til, at hele rum med fuldt interiør udstilles. 110 Den interiørbaserede udstillingsorden spreder sig til de folke- og frilandsmuseer, der opstår i kølvandet på verdensudstillingerne. Stadig inden for den fremskridtsorienterede overordnede rammefortælling begynder man at opbygge udstillinger efter det såkaldte interiørprincip, hvor genstandene sættes sammen til et tidstypisk miljø. 111 Som arkivar Jette Holmstrøm fortæller: Det tenderer fiktionen, fordi genstandene fortæller en historie ved deres sammensætning. 112 Den videnskabelige udstilling og interiørudstillingen har 107 Jf. Floris, 1999, s Jf. Korsgaard, 2001, s Ibid, s Jf. Floris, 1999, s Holmstrøm, 1998, s Ibid

36 036 begge rod i 1800-tallets udviklingstanke og er begge diskursive, fordi de formidler afrundede og på forhånd fastlagte fortællinger. Hvor de videnskabelige udstillinger dog overvejende er kendetegnet ved at tale til fagmanden og det dannede borgerskab, henvender interiørudstillingerne sig, ifølge Holmstrøm, til et bredere publikum. 113 På museer, der gør brug af interiørprincippet, er underholdningsaspektet vigtigt: både det videnskabelige og det sanselige sættes i højsædet. 114 Frilandsmuseets direktør Bernhard Olsen er også direktør i Tivoli fra 1868 til Han har et helt naturligt forhold til forlystelsesindustrien, der vækker publikums interesse. Fra den 7. til den 22. juni 1906 afholdes en amtsudstilling i den sjællandske stationsby Haslev. Udstillingen er opbygget med inspiration fra verdensudstillingerne og viser sig at blive en stor succes, 115 ikke mindst på grund af udstillingens mange forlystelsestilbud: Forlystelsesudvalgtet havde lagt sig i selen og sørget for, at der hele tiden skete noget i de fjorten dage, udstillingen varede. Der var karrusel og rutschebane på udstillingspladsen, musik fra tribunen hver dag og jævnligt sportsopvisninger på den store centralt placerede sportsplads. Der var også biograf. 116 Selv lederen af byens indremissionske højskole, P.C. Davidsen, der harcelerer over sammenblandingen af udstilling og forlystelse, kan se fordelene: Davidsen var absolut realist, og han vidste godt, at det gjaldt om at få så mange mennesker gennem tælleapparaterne som muligt. 117 De videnskabelige udstillinger og interiørudstillingerne kører parløb ind i det 20. århundrede og op igennem en tid, hvor revolution, verdenskrig og depression tegner et billede, der efterhånden gør den fremskridtsorienterede udstilling svær at tro på. Ikke desto mindre står udstillingsformerne stærkt på museerne, som bliver flere og flere - og den videnskabelige udstilling holder skansen som frontløber. ET NYT MÅL I 1960'erne og 1970'erne ændrer museumsarenaen sig, og samtidig skifter historiefaget karakter. Historikerne betragtes ikke længere som dem, der sætter dagsordenen for menneskers historie og erindring, 118 og universiteterne ses nu som ét sted af mange, hvor historie frembringes. På samme tid sættes brugen af historien frem i lyset, og opmærksomheden rettes derfor mod den helt almindelige dansker: 1960erne afstak 113 Ibid 114 Otto, 2005, s Jf. Baad Pedersen, 1992, s Baad Pedersen, 1992, s Ibid, s Jf. Jensen, 1998

37 037 således grænserne for både den folkelige og den nationale selvforståelse, og dette årti og det forrige indvarslede tiden, hvor de nye mellemlag - 1. generationsfunktionærerne - for alvor blev samfundsbærende. 119 Lektor Margrethe Brock-Nannestad forklarer museernes formål som erindringssteder på denne tid: I begyndelsen af dette tidsrum var museernes opgave at fungere som arsenaler i befolkningens kamp for en større bevidstgørelse og en bedre verden, især på lokalt plan. Museerne havde pligt til at være samfundsrelevante, og det ville sige, at de skulle gøre noget for de mennesker, der ikke havde fået den borgerlige kultur og dannelse ind med sutteflasken. 120 Museerne havde folkets nationale dannelse som mål i slutningen af 1800-tallet, men nu er oplysningen af manden på gulvet i fokus. Dermed skifter museernes målgruppe fra at være folket, forstået som det samlede nationale folk, til at være befolkningen, forstået som det jævne, arbejdende folk. Denne forandring udtrykker et skift i 1960'ernes historiekultur. Som historikeren Søren Mørch skriver i sin bog Den sidste Danmarkshistorie: Historier begynder - og holder op igen. Sådan er det også med den danske nationalstats historie ( ) Nationalstatens historie er holdt op. Den holdt op omkring 'erne, men vi fik ikke rigtig lagt mærke til det. 121 Selvom man måske ikke lægger mærke til det i hverdagen, er ændringerne i fuld gang, og på museerne arbejdes meget bevidst med, at udstillinger ikke mere [skulle] tilpasses kulturelitens smag for den uforfalskede genstands eksotisme, de skulle have en meget mere undervisende, opdragende og forklarende funktion. Befolkningen skulle lære at bruge sin fortid og lære at forstå, hvorfor man var hvor man var i dag. 122 UDSTILLINGERNE I BREDE I løbet af blomsterbørnenes årti skifter fokus for alvor fra nationalstat til velfærdsstat. Velfærdsstaten skal udfylde rollen som forsørger og lærer og give befolkningen det, de ikke har fået hjemmefra. Den videnskabelige udstilling sakker bagud, og langsomt bliver interiørudstillingerne den fortrukne udstillingsform på museerne. Interiørprincippet bliver et redskab til at gøre museerne mere folkelige. Axel Steensberg 123 er leder af Nationalmuseets 3. afdeling, Afdelingen for Nyere Tid, da planerne om at omdanne 119 Mørch, 1992, s Brock-Nannestad, 1987, s Mørch, 1996, s Brock-Nannestad, 1987, s

38 038 Industriområdet Brede Værk til en del af Nationalmuseet opstår i 1950'erne. 124 Inspireret af højskoletanken ønsker Steensberg at skabe et folkeligt museum, en slags Askov for vor materielle folkekultur. 125 Hans vision er et levende museum, og formålet er dobbelt: Det skal både tjene forskning og fornøjelse - formidlingen er i højsædet. 126 Det er med de nye folkelige udstillinger i Brede, at interiørprincippet stadfæster sin førerposition på museer. Princippet bliver utroligt populært, og Bredeudstillingerne bliver en institution i sig selv. Udstillingerne begynder i 1966, og succesen fortsætter til slutningen af 1980'erne. 127 På udstillingerne udfordrer de fortællende miljøer den mere traditionelle udstillingsform både i forhold til opstilling af genstande, organiseringen af viden og i særdeleshed i forhold til publikum. Udstillingerne bryder med den meget forskningsfokuserede ramme og sætter nye standarder for, hvad museer kan og skal. Floris og Vasström mener, at interiørudstillingerne danner en optimal ramme for erindring på museer. Som de siger: Ved at introduceres til disse miljøer og opleve, hvor meget eller hvor lidt de skiller sig ud fra ens egen hverdagssituation, vil den besøgende have noget konkret at forholde sig til. 128 Måske er det forklaringen på, at nytækningen inden for museers udstillinger trækker nye strømme af besøgende til - også besøgende, der normalt ikke går på museum. Med sigtekornet rettet mod publikum er selve udstillingen ikke længere det eneste vigtige på museet: Sommer efter sommer strømmede folk til Brede, ikke kun for at gå på udstilling, men også for at nyde udflugten i det grønne, det smukke landskab med frokostspisning i den skyggefulde skov eller spadsereture fra møllested til møllested langs med åen. 129 Rammerne for museumsbesøget sprænges og oplevelsen rykkes, til dels, udenfor den gamle klædefabriks mure. Når museumsrummet udvides eller forandres, ændres rammerne for erindringsarbejde ligeledes. Flere elementer kan sætte erindringen hos de besøgende i gang, og at opleve stedet i solskin eller styrtregn kan derfor være med til påvirke erindringsarbejdet hos besøgende på Brede Værk. 124 Axel Steensberg var leder af Nationalmuseets 3. afdeling fra 1946 til Strømstad, 1998, s Jf. Strømstad, 1998, s Ibid, s Floris, 1999, s Strømstad, 1998, s. 149

39 039 FORMIDLING PÅ PAPIRET Med udvidelsen af museumsbesøget rykker det underholdende aspekt ved museer tættere på de udstillede genstande. Denne udvikling ses ikke kun i Brede, den sætter også aftryk på det hvide papir på Christiansborg: Museumspædagogik og formidling bliver en lovfæstet del af museumsarbejdet i 1969, 130 og museernes kommunikation, form og tilgængelighed bliver sat til debat i den kulturpolitiske redegørelse Betænkning Museerne opfordres til at tænke formidlingsaspektet ind i udstillingerne i langt højere grad end tidligere og til at vedkende sig museernes underholdende funktion. Som det er formuleret i betænkningen: Man må acceptere, at museerne ligesom biblioteker, teatre, radio og fjernsyn ved siden af den kundskabsformidlende funktion har den meget vigtige opgave at underholde ( ) Lad os nøjes med upolemisk at konstatere, at kunst og oplysning, der ikke tillige opfattes som underholdning eller som en del af en underholdende sammenhæng i hvert fald for tiden har vanskeligt ved at vinde almindelig tilslutning. 132 Museumsteoretiker Inger Sjørslev mener, at man ligefrem kan se udviklingen som et paradigmeskift: The change in exhibition policy and language of the seventies could almost be characterized as a paradigm shift, in the sense that - however implicitly and unrecognized at the time - focus was shifted from separate objects as carriers of messages, to artificially created contexts as the significant transmitters of information. 133 Museernes underholdende udbud vinder indpas overalt i museumsverdenen, og i 1980'erne tyder det på, at de underholdende elementer har overhalet både interiørprincippet og det videnskabelige princip som det dominerende i museumsoplevelsen. I denne udvikling gennemgår mange museer en mærkbar forandring: Fra i høj grad at virke som lukkede forskningshuler åbner museerne dørene til omverdenen og optager mere og mere af samfundet i sig. Da kunsthistorikeren Hans Dam Christensen betragter det nyrenoverede Statens Museum for Kunst i 1998, bemærker han: I det nye Statens Museum for Kunst mødes man ikke længere af kunst og historie som tilbage i 1896 ( ) Drejer man hovedet den ene vej, møder blikket en stor boghandel, og vendes blikket den modsatte vej, vil knive og gaflers klirren allerede have røbet restauranten. Den faste samling er blevet marginaliseret. Den befinder sig på første sal som et oplevelsestilbud, mens stueplan udfyldes af rum til løbende udstillinger, restaurant og boghandel, skulpturgade, Børnenes Kunstmuseum og amfiscene ( ) I det oprindelige 130 Jf. Bryld, 1999, s Bryld, 1999, s Ministeriet for kulturelle anliggender, 1969, s Sjørslev, 1991, s. 10

40 040 museum var betydningen mere eller mindre statisk, mens f.eks. det ny museums skulpturgade associerer flow og dynamik. Flere nye kunstmuseer har tydeligere referencer til stormagasiner med rulletrapper á la Illums. 134 Tendensen kan spores i hele museumsverdenen og sætter også sine aftryk i teorien, hvor man begynder at tænke museumsbesøg som mere og andet end den besøgendes møde med den konkrete udstilling. Teoretikerne inddrager et væld af elementer og faktorer i deres analyser af, hvad der er med til at forme de besøgendes fortællinger og oplevelser. I starten af 1990'erne undersøger de amerikanske museumsteoretikere John H. Falk og Lynn D. Dierking publikums oplevelser på museer. De viser, at oplevelsen af et museumsbesøg er en skiftende interaktion mellem en personlig, en social og en fysisk kontekst, der alle er i spil under et besøg. 135 Alle kontekster er lige vigtige for oplevelsen på museet, hvilket betyder, at såvel forventningerne til et museumsbesøg, interaktionen mellem de besøgende og elementer som museets arkitektur, lyde, beliggenhed og atmosfære er med til at påvirke erindringsarbejdet. Hooper-Greenhill mener, at skiftet i oplevelsen på et museum kan betegnes som et skift fra en to-dimensional til en tredimensionel oplevelse: Now knowlegde is structured through a three-dimensional, holistic experience which is defined through its relationship to people. 136 I den tredimensionelle museumsoplevelse bliver museet meget mere end genstande i montrer: Today's 'universal' museum is one where all the various needs of visitors can be satisfied: a museum with well-displayed and enlivened collections ( ) with several places to eat ( ) with a rest area, and with space for the children. 137 Ifølge Hooper-Greenhill betragtes den besøgende i højere grad som en forbruger på dagens museer - en forbruger, der bruger hele museet. 134 Dam Christensen, Jf. Falk, 1992, s Hooper-Greenhill, 1993, s Ibid

41 041 OPSUMMERING 1960'erne og 1970'erne er scene for et markant skift i den danske historiekultur - et skift der også ses i museumsverdenen, hvor udstillingerne ændrer karakter. Fokus rettes mod almindelige mennesker og deres brug af og behov for historien. Interiørprincippet menes at gøre udstillingerne mere folkelige, og det bliver efterhånden dominerende på museer rundt omkring i landet. De ekstremt populære udstillinger i Brede bliver udtryk for en tid, hvor underholdning er i højsædet, og publikum inddrages i museums oplevelsen på en ny måde. Floris og Vasström mener, interiørudstillingerne giver besøgende en særlig god mulighed for at koble deres individuelle erindring til en kollektiv erindring. Desuden medfører en udvidelse af museumsrummet, at rammerne for erindring ændres. Museumsbesøget bliver et mangesidigt fænomen, og langt flere elementer end tidligere kan derfor påvirke besøgendes erindringsarbejde. De nye forhold for erindring kommer til at danne grundlag for en diskussion om, hvad der egentlig sætter erindring i gang på museer.

42 HULLER I FORTÆLLINGEN 042 Det er ikke kun koncertoplevelser, karruseller og kaffekopper, der ændrer forholdene for erindringsarbejdet på museerne i anden halvdel af det 20. århundrede. Da underholdningen flytter ind på museerne, sættes der spørgsmålstegn ved den overordnede fortællemåde, som har pakket museumsudstillinger ind, siden Thomsen lagde flintesten i montrer. Den fremadskridende og diskursive udstillingsorden sættes under lup og beskyldes for at servere en ensidig og unuanceret fremstilling af historien, hvor beskueren forbliver en passiv modtager, der ikke får sat erindringsarbejde i gang. PRÆSENTATIVE UDSTILLINGER De kritiske røster kommer blandt andet fra Annesofie Becker, der mener, at videnskabelige udstillinger altid [står] i fare for at komme til at lukke sig omkring tingene - og blive til Sandheden om dem. 138 Becker kritiserer, at den diskursive udstillingsform kun formidler en sandhed. Hun mener, det er problematisk, da der altid er flere mulige sandheder - altid andre mulige ordener. 139 Kritikken kommer på et tidspunkt, hvor den konstruktivistiske tankegang har fået fodfæste i mange forskerkredse, og flere har dømt død over begreber som sandhed og objektivitet. I løbet af 1990'erne rusker idéen om mere åbne og flertydige udstillinger op i en museumsverden præget af den diskursive udstillingsform, og Becker plæderer eksempelvis for, at en såkaldt præsentativ udstillingsorden skal finde vej til museerne. Den præsentative udstilling har paralleller til Renæssancens kunstkamre og til dadaisternes og surrealisternes udstillinger i begyndelsen af 1900-tallet: Dadaistiske og surrealistiske udstillinger i første halvdel af dette århundrede lignede renæssancens ved at være mere optagede af muligheden for at opdage nye, ukendte sider ved tingene og forbindelser mellem tingene, end af at gentage tingenes sædvanlige væremåde og lade dem være repræsentative for hele kulturelle kontekster. 140 Udstillinger af denne type er bygget op om såkaldte huller i udstillingen: Genstandene udstilles i en form for ikke-orden, der opfordrer den besøgende til at deltage i skabelsen af en fortælling, hvilket i Beckers øjne danner grundlag for ny erkendelse og refleksion. Præsentative udstillinger er modsigelsesfyldte, labyrintiske og videregiver ikke én (sand) tolkning af fortiden. Da Becker skriver sin tekst i 1990, påpeger hun, at der ikke er mange eksempler på denne form for udstilling, men i løbet af årtiet ændrer 138 Becker, 1990, s Ibid, s Ibid, s. 78

43 043 det sig. Holmstrøm påpeger udskiftningen af udstillingers fortællende element i dette årti. Et æstetisk aspekt kommer i stedet på banen: Æstetiseringen har afløst fortællingen som det element, der binder udstillingens forskellige dele sammen. 141 Holmstrøm ser denne tendens i lyset af, at post-modernismen har meldt sin ankomst til museumsverdenen. 142 I en postmodernistisk optik kan man ikke formidle én sand fortælling om fortiden, og man må derfor åbne fortællingen op, så forskellige fortolkninger bliver mulige. Det betyder, at den besøgende er nødt til at tage stilling til udstillingen på en anden måde - ved selv at deltage og aktivt skabe fortællingen. 143 Tendensen er ikke enestående i museumsverdenen. I det offentlige rum begynder abstrakte kunstværker at skyde op, hvor traditionelle mindesten og statuer tidligere ville have indtaget pladsen, 144 og andre medier som for eksempel litteratur og film begynder også at eksperimentere med tomme pladser i teksten, som læseren eller seeren selv skal udfylde. I litteraturens verden bliver der gjort op med den strukturalistiske tradition, og den receptionsæstetiske forståelse af, hvordan en tekst bliver til, vinder frem. 145 Det centrale i receptionsæstetikken er, at tekstens betydning skabes af den enkelte læser - at tolkningen er en interaktion mellem tekst og læser. Det er først, når læseren læser teksten, at den bliver til - læseren puster liv i teksten og giver den mening. 1. januar 2000 kan man se tanken bag receptionsæstetikken for fuld udblæsning på fjernsynsskærme i de danske hjem. De fire dogme-brødre 146 er gået sammen om at skabe en helt særlig form for underholdning. Hver instruktør optager sin egen film nytårsnat. De fire film er en del af samme overordnede fortælling, som seerne kan følge med i på fire forskellige tv-kanaler. Seerne bliver derved medskabere af filmen, og et klik på fjernbetjeningen bliver afgørende for, hvilken fortælling filmen giver. Handlingen: at trykke på fjernbetjeningen bliver helt central for filmens forløb, og interaktion er dermed omdrejningspunktet i oplevelsen. Sidst men ikke mindst kan det fremhæves, at 1990'erne er årtiet, hvor computeren bliver hvermandseje, og internettet eksploderer som medium for information, kommunikation og underholdning. Når læseren bliver medskaber af oplevelsen af mediet, får teksten karakter af en hypertekst, der kendes fra computerens netstruktur. Hyperteksten har ikke én begyndelse og én slutning, og der er ikke én bestemt måde, teksten skal læses på. Når tekstens læser vælger, tager fortællingen en form, næste gang der træffes et valg, ændrer fortællingen sig og så videre. 141 Holmstrøm, 1998, s Ibid 143 Ibid, s Kulturavsstyrelsen, nyhedsbrev, Jf. Steffensen, Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen

44 044 På de præsentative udstillinger bliver den velkendte kronologiske fortælling splittet op, og den besøgende får til opgave selv at samle fortællingens tråde. Selvom mange er begejstrede for museernes udvikling, er der uenighed om, hvilken betydning det har for erindringsarbejdet, at den faste fortælling fordufter. ERINDRING I TOMRUMMENES ÆRA Når fortællinger ændrer form og forholder sig frit til den traditionelle opfattelse af, at en fortælling har én begyndelse, én midte og én slutning, som er fastlagt på forhånd, ændres rammen for erindring. Fortællingen skiftes ud med mange fortællinger. Floris og Vasström mener, at dette skift skaber problemer for erindringsarbejdet: I den præsentative udstilling, der vælger at fremstille ting løsrevet fra kontekst, bliver denne erindringsbearbejdning, og koblingen mellem den individuelle og den kollektive erindring til et erindringsfællesskab, ikke forløst. 147 Ifølge Floris og Vasström står dette i kontrast til den diskursive udstilling, som netop skaber en forbindelse mellem den besøgende og et erindringsfællesskab: I den diskursive udstilling sættes den individuelle historie ind i et erindringsfællesskab. 148 Det er i kraft af fortællingen, at individuel og kollektiv erindring bliver et hele, og følelsen af at tilhøre et erindringsfællesskab skabes. Holmstrøm vægter også fortællingen, men ligesom Becker mener hun ikke, der skal være én fast fortælling på en udstilling. Hun understreger dog, at besøgende skal have mulighed for at skabe fortællinger. Derfor advokerer hun for postmoderne udstillinger: Udstillinger, der ikke giver færdigpakkede modeller af fortiden, men tematiserer, stiller spørgsmål og stimulerer til associations- og betydningsdannelse. Udstillingen opererer måske stadig med en kronologi og en vis fortælling, men gør det åbent og uden at give det en entydig betydning. 149 Holmstrøm mener altså, at det vigtige i forhold til museumsgæstens erindringsarbejde er, at man gør opmærksom på, at den udlægning af historien, som præsenteres i en udstilling, er én af flere mulige udlægninger, og at der lægges erindringssporer til flere forskellige fortællinger. Derfor foreslår hun, at udstillingens afsender præsenteres: Når det ikke gøres klart, at udstillingen er lavet af mennesker af kød og blod og derfor er en subjektiv konstruktion, så fremstår udstillingens udsagn som objektive sandheder udspyet af det hellige tempel; museet Floris, 1999, s Ibid 149 Holmstrøm, 1998, s Ibid, s. 104

45 045 For James E. Young er flere erindringssporer afgørende for, om der overhovedet sættes et erindringsarbejde i gang, og derfor har huller - eller tomrum - en central plads i hans arbejde med erindringssteder. Stik modsat Floris og Vasström mener Young, at et erindringssted kun sætter et decideret erindringsarbejde i gang, hvis der opstår en samtale mellem beskueren og det pågældende sted, der sætter refleksion i gang. 151 Tomrum kan skabe den dialog. 152 Ifølge Young lukker mange traditionelle erindringssteder sig om sig selv og forhindrer beskuerens refleksion over fortiden og dennes betydning i samtiden, fordi de console viewers and redeem the tragic events og derigennem seal off memory from awareness altogether. 153 På et lukket erindringssted kan beskueren nemt skabe en distance til fortiden, som er første skridt på vejen til glemsel. 154 Erindringssteder kan således hæmme den enkeltes refleksion over den fortid, som er i spil på stedet. Young taler udfra en ganske særlig kontekst, når han argumenterer for åbne erindringssteder. Han beskæftiger sig med mindesmærker, monumenter og museer, hvor skaberne af erindringsstederne ikke selv har oplevet det, der skal erindres: Anden Verdenskrig og Holocaust. Derfor får ordet glemsel også en ganske særlig klang i hans arbejde: Det, der er i fare for at blive glemt, hvis erindringsstedet lukker sig om sig selv, må ikke glemmes. På et lukket erindringssted bliver det muligt for beskueren at sige: Holocaust handler ikke om mig, hvilket, ifølge Young, medfører en passivitet, der gør en gentagelse af Holocaust sværere at forhindre. På lukkede erindringssteder tager publikum ikke aktivt stilling til fortiden. De slækker på opmærksomheden, og Young mener, det kan føre til, at eksempelvis højreekstremistiske tendenser i samfundet ignoreres: The memorial operation remains self-contained and detached from our daily lives. Under the illusion that our memorial edifices will always be there to remind us, we take leave of them and return only at our convenience Jensen, 2003, s Ibid, s Young, 1993, s Jensen, 2003, s Young, 1993, s 5

46 046 MODMONUMENTER Det er en særlig generation af kunstnere, der formidler historien om Holocaust efter murens fald og Tysklands sammenlægning, og det er en særlig form for erindringssteder, kunstnerne skaber. Kunstnere som Art Spiegelman, Horst Hoheisel og Rachel Whiteread gør oprør mod traditionelle mindesmærker - på tysk: Denkmal. Ordet Denkmal henviser til noget, der er forbi. En historie som er overstået og en tid, der er lagt til side. For Young er det imidlertid centralt, at historie ikke stopper: historie er nemlig også fortællingen om, hvordan den lever videre: I would ( ) add the study of commemorative forms to the study of history, making historical inquiry the combined study of both what happened and how it is passed down to us. 156 Netop overleveringen af historien er omdrejningspunktet for de kunstnere, Young beskæftiger sig med: For Americans like Art Spiegelman, David Levinthal, and Shimon Attie ( ) their subject is not the Holocaust so much as how they came to know it and how it has shaped their inner lives. 157 Den lære man kan drage af historien, og erindringen om historien, er vigtig, og erindringsstederne skal derfor ikke formidle en afsluttet og afrundet fortælling, men gribe fat i den enkelte person og sætte en refleksionsproces om fortiden i gang - et erindringsarbejde. 158 Young er fortaler for erindringssteder, der tager historien med på en tur ind i nutiden og fremtiden - erindringssteder skal minde os om en fortid, der lever i os selv, og Young kalder den slags erindringssteder for Gegen-Denkmals. På et Gegen-Denkmal gøres monumentet åbent for interaktion, og ansvaret for erindringsarbejdet kommer til at ligge hos beskueren - helt i receptionsæstetikkens ånd. Disse modmonumenter adskiller sig fra traditionelle monumenter og mindesmærker ved at være: Brazen, painfully self-conscious memorial spaces conceived to challenge the very premises of their being. 159 Et modmonuments formål er: Not to console but to provoke; not to remained fixed but to change; not to be everlasting but to disappear; not to be ignored by its passersby but to demand interaction; not to remain pristine but to invite to its own violation; not to accept graciously the burden of memory but to throw it back at the town's feet. 160 Både modmonumenter og præsentative udstillinger bygger altså på tanken om, at refleksion sættes i gang, når modtageren bliver medskaber af mediet. Således er den aktive stillingtagen en forudsætning for erindringsarbejde. Med Young og de tyske kunstneres arbejde med erindring introduceres altså et nyt 156 Young, 2000, s Ibid, s Jf. Young, Young, 2000, s Ibid, s. 7-8

47 047 ord til at beskrive et erindringssted, der vil noget andet end de traditionelle mindesmærker. Det tyske sprog har imidlertid også sit eget ord for et sådant sted: Mahnmal. Som det antydes i Gyldendals tysk-danske ordbog har ordet Mahnmal, der også oversættes til mindesmærke, en manende betydning. 161 Ordet er beslægtet med verbet mahnen, der betyder minde, påminde, formane og opfordre og det er netop essensen i modmonumenterne: De skal ikke bare minde os om historien, men påminde. Som journalisten Michael Kuttner skrev, da det såkaldte Neue Mahnmal: Denkmal für die ermordeten Juden Europas åbnede i Berlin den 10. maj 2005: Mindesmærket skal være med til at gøre en gentagelse umulig. 163 Det har altså en klar fremadskuende funktion: Det handler lige så meget om fremtiden og nutiden som den fortid, det repræsenterer. At få besøgende til at skabe mening er også omdrejningspunktet i et af de modmonumenter, Young beskriver: Jüdisches Museum Berlin, tegnet af den amerikansk-jødiske arkitekt Daniel Libeskind. Libeskind arbejder meget bevidst med arkitekturen som fortæller og betydningsskaber: Ich fand, ein Museum sollte nicht eine Kultur simulieren, es sollte vielmehr eine Distanz zwischen sich und dem Publikum schaffen, sich das Publikum entfremden, oder es einbeziehen, um es zu einer Entscheidung zu zwingen, was nun genau wo und auf welche Weise zu tun sei in einem Museum, dessen spezifische Funktion die Geschichte einer Stadt - und eines Symbols, ist. 164 Museets publikum skal konfronteres med sig selv under besøget, og den besøgende drages på den måde ind i arkitekturen. 165 Direktøren for Dansk Jødisk Museum, Janne Laursen, beskriver oplevelsen på museet i Berlin: Man gyser, når man står i Holocausttårnet, får tårer i øjnene, når man går i Garden of Exile - man bliver så påvirket af det. 166 På Jüdisches Museum Berlin er det de ikke-eksisterende ting på museet, der er vigtige for publikums oplevelse. I sin arkitektur har Libeskind indbygget flere tomrum, der har navngivet museets koncept: Between the Lines. Tomrummene ligger lige præcis dér: mellem linierne, der danner museets form. Lektor i moderne kultur Henrik Reeh påpeger, at det netop er her, erindringsarbejdet starter: Tomrummene bevidner, at noget ikke er til stede, fordi det er ødelagt. Dette nogets ødelæggelse efterlader et tomrum, der ikke blot kan opfyldes, men må bearbejdes i erindringen. 167 Tomrummene skal tolkes af den enkelte besøgende, og, ifølge Young, medvirker det til, at museet ikke bliver formidler af evigtgyldige sandheder: Implied in any museum's collection is that what you see is all there is to see, all that there ever was. By placing architectural voids throughout the museum, Libeskind has tried to puncture the museological illusion Liebing, 1998, s Ibid 163 Kuttner, Libeskind, 1994, s Jf. Jensen, 2003, s Laursen, bilag 2, s Reeh, 2000, s Young, 2000, s. 179

48 048 I ARKITEKTENS FODSPOR Fortællende og betydningsskabende arkitektur findes ikke kun i Tyskland, men også nord for grænsen i Danmark. På flere nye danske museer er arkitekturen et bærende element. Ifølge Bernard Eric Jensen hænger udviklingen af arkitektoniske museumsperler sammen med udvidelsen af museumsrummet. 169 På museer, hvor cafeer, biografer og butikker er en del af museumsoplevelsen, bliver det naturligt at tænke bygningens udformning som en del af museet og museets betydning. Tendensen skinner igennem overalt: Da kunstmuseet Arken åbnede i 1996, var det ikke kun museets moderne kunst, folk var nysgerrige efter at stifte bekendtskab med. Især arkitekturen gav anledning til, at mange tog forbi det nye museum i Ishøj. Århus' nye kunstmuseum Aros har også haft som målsætning at gøre arkitekturen til en del af museumsoplevelsen. Som museets direktør, Jens Erik Sørensen, siger: Fra starten har vi været klar over, at der skulle bydes på noget helt specielt, når Århus valgte at bygge et nyt stort kunstmuseum. Allerede inden arkitektkonkurrencen blev udskrevet, rejste vi derfor rundt i Europa, USA og Japan for at studere den nyeste museumsarkitektur ( ) Efter en lang og sej projektfase mener jeg faktisk, at vi har nået det mål vi har stilet efter: At skabe et nyt unikt kunstmuseum i Århus; et museum, der i sin særegne arkitektoniske udformning kan dels danne den optimale ramme for kunst og mennesker og dels vække deres opmærksomhed - også ude i verden. 170 Eksempler på det samme hober sig op overalt: fra Ordrupgaard Museet, hvor den verdensberømte arkitekt Zaha Hadid står for udformningen af den nye museumstilbygning, til Bilbao, hvor Guggenheimmuseets kantede og kurvede bygning har gjort byen til noget ganske særligt. Arkitekturens betydning er altså ikke enestående for Libeskinds museum i Berlin, men tendensen ses især på nye jødiske museer. Thorsten Wagner, der er museumsformidler på Jüdisches Museum Berlin, peger på The United States Holocaust Memorial Museum og museet i Berlin som de bedste eksempler på udviklingen. Ifølge Wagner repræsenterer de to museer en tendens til, at selve bygningens arkitektur bliver opfattet som instrument til at formilde den radikale udfordring, som Holocaust udsætter vores erindring for. 171 Når arkitekturen bliver en medspiller i betydningsdannelsen på et museum, går det ikke stille for sig. I 1980'ernes USA er den symbolske arkitektur på United States Holocaust Memorial Museum genstand for en hed debat. Holdet bag museet vil ikke gå 169 Jensen, 2003, s Sørensen, 2004, s. 74

49 049 på kompromis med bygningens udseende. De ser bygningen som et afgørende signal til omverden om det, man kan opleve i den. Som et medlem af museets museumsråd siger i 1985: Our principal theme was that of a 'living' memorial ( ) Above all we must remember that the building will be our statement about the Holocaust. If it is too small, so is our memory. 172 Ifølge rådet er erindringen afhængig af bygningens omfang. Ikke alle er dog enige i 'jo større jo bedre' princippet. En vred læser skriver i Washington Post: From the front, the building looks like a huge oven. From the side it looks like a huge coffin. Apart from that, it is pompous - the last sentiment I would associate with a proper memorial to Hitler's civilian victims. 173 Begge udtalelser viser, at museets fysiske form anses som en vigtig nøgle til dets indre. Arkitekten bag museet, James Ingo Freed, slår to streger under denne antagelse: The building could not be a neutral container, a black box which simply held a meaningful story inside; rather the building itself had to be expressive of the event. 174 Men Freed er også klar over den svære balancegang, og han understreger: It must not be a reconstruction because that would devalue the Holocaust; a reconstruction would be a Disneyland - clean, cute, no tension. There is a profound risk of aestheticization with this particular subject, of leaching out the raw power. 175 Historikeren Raul Hilberg kæder resultatet af Freeds anstrengelser ved tegnebordet sammen med museets erindringsmæssige potentiale: Freed has built a concentration camp on the Mall 176 Hilberg peger på arkitektens store indflydelse på det, der skal erindres på museet: [Freed] rewrites the ground rules about what Americans should be concerned about, as Americans incorporate something done to Europeans into the fabric of our national memory. 177 Når arkitekturen har erindringsmæssigt potentiale og er afgørende for museumsoplevelsen, får arkitekten bag museet en særlig fremtrædende rolle som betydningsskaber på museet. På museet i Berlin er Libeskind sat frem på scenen: Museets besøgende møder som det første en tekst, hvor Libeskind forklarer, at man skal mindes Holocaust. Derefter møder man en tekst, der præsenterer Libeskind selv: Daniel Libeskind ist der Architekt des Jüdishen Museums Berlin ( ) Als Architekturtheoretiker und -dozent, später als Schöpfer spektakulärer Gebäude er warb er sich internationalen Ruf verlegte Daniel Libeskind sein Büro von Berlin nach New York, wo er heute mit seiner Familie lebt. 178 På samme måde er forklarende tekster sat op på plancher, der introducerer til to af udstillingens centrale og tankevækkende rum: Der Holocaust-Turm og 171 Wagner, 2003, s Hilberg citeret i Linenthal, 1997, s Linenthal, 1997, s Ibid, s Freed citeret i Stone, 2004, s Hilberg citeret i Linenthal, 1997, s Ibid 178 Jüdisches Museum Berlin, tekstplanche

50 050 Garten des Exiles: Mit dem Garten des Exiles regt der Architekt Daniel Libeskind an, über die Desorientierung nachzudenken, die das Exil mit sich bringt. 179 FORTÆLLINGEN OM NOGET ANDET Selvom Libeskind lægger erindringssporer ud på museet i Berlin, er vilkårene for erindringsarbejdet også bestemt af den enkelte besøgendes livsverden. Når et museum indeholder tomrum, bliver en stor del af oplevelsen af og på museet lagt ud til den enkelte besøgende, der selv er ansvarlig for at fylde hullerne ud. Men det skal ikke være tilfældigt, hvad der binder de hullede fortællinger sammen. Ifølge Reeh skal den besøgende acceptere Libeskinds udlægning af fortiden, hvis oplevelsen på museet i Berlin skal være optimal. Man skal erindre inden for den overordnede ramme, som Libeskind udstikker. I den forbindelse rejser teoretikeren Ruth Ellen Gruber spørgsmålet om, hvad der fyldes i tomrummene. Hun peger eksempelvis på, at mange besøgende på jødiske museer gør stederne til symbolske erindringssteder. De bruger historien om jøderne som et symbol, der kan fortælle noget om dem selv, og museernes symbolske fortællinger får dermed en mytes karakter: Memory - memory of jews - is employed as a vehicle for self-discovery and self-exploration. The recovery of Jewish history and culture as well as Holocaust memory is used, consciously or not, as a means of rethinking and redefining personal identity and national histories. 180 Når historien om jøderne bruges på det symbolske plan skaber det, ifølge Gruber, en virtuel jødedom, der egentlig ikke siger noget om jøderne og jødisk historie. Historien kommer til at handle om ikke-jøder, og hvad de kan bruge jødernes historie til: It may be an intellectual or emotional attraction to Jews and their lost world as metaphorical symbols - symbols of survival, of self-irony, and of identity maintained in exile; symbols of the Holocaust, symbols of what was suppressed under communism; symbols of democratic ideals; even simply symbols of the good old days. Or it may be a much less complicated attraction to local legend and lore. 181 Når Gruber tolker erindringsarbejdet på de jødiske museer som et udtryk for, at jødernes historie bruges i national erindring, 182 peger hun på et af de kritikpunkter, Wagner rejser i forbindelse med opførelsen af Dansk Jødisk Museum. Libeskind er også manden bag det danske museums arkitektoniske udtryk, og her har han gjort det 179 Ibid 180 Gruber, 2002, s Ibid 182 Ibid, s. 236

51 051 hebraiske begreb Mitzvah, der betyder en god gerning, til omdrejningspunkt i sit arbejde ved tegnebrættet. Libeskind ser redningsaktionen af de danske jøder i oktober 1943 som en god gerning og har bogstaveligt talt bygget museet op omkring denne begivenhed. Materialer, lyssætning, vægge, gulve - selv museets grundplan er forbundet med Mitzvah konceptet og redningsaktionen. Wagner spår, at Libeskinds betoning af den gode gerning og museets dominerende arkitektur vil blokere for et erindringsarbejde om de danske jøder. 183 Han pointerer, at museets fortælling er i fare for at blive en fortælling om, hvad danske ikke-jøder gjorde for de danske jøder - ikke en fortælling om jøderne i Danmark. Wagner er bange for, at Dansk Jødisk Museum bliver så monumentalt, at det ikke efterlader plads til et erindringsarbejde - at det bliver et monument frem for et modmonument. OPSUMMERING Introduktionen af den præsentative udstillingstype i 1990'erne varsler om nye tider for en museumsverden med forkærlighed for diskursive udstillinger. Udstillingstypen er et opgør med den fremadskridende, lineære og entydige fortælling, der har kendetegnet både videnskabelige udstillinger og interiørudstillinger, siden museerne blev offentlige i 1800-tallet. Den på forhånd fastlagte fortælling kommer i krydsild med postmoderne og konstruktivistiske tanker. Udstillinger, der formidler eviggyldige sandheder, harmonerer dårligt med receptionsæstetikkens ideal og tidens krav om interaktion og med forestillinger om det enkelte menneske som både historieskabt og historieskabende. Argumentet for de præsentative udstillinger er således, at de trækker den besøgende ind i betydningsdannelsen og gør ham eller hende til medskaber af udstillingens fortællinger. Det åbne og flertydige er også særtræk ved modmonumenter som Libeskinds museum i Berlin, der netop skal involvere beskueren og sætte et erindringsarbejde i gang. Selvom den hullede formidlingsform omtales positivt af mange, er forskerne ikke enige om dens erindringsmæssige potentiale. Hvor Floris og Vasström mener, at en klar og fast fortælling er nødvendig for at starte et erindringsarbejde, har Young den modsatte holdning: I hans øjne er hullerne netop en forudsætning for erindringsarbejdet. 183 Wagner, 2003, s

52 JØDISKE MUSEER SOM ERINDRINGSSTEDER 052 Jüdisches Museum Berlin er et af de seneste skud på stammen i den store familie af jødiske museer verden over. De første dukker op i slutningen af 1800-tallet, hvor enhver europæisk nation med respekt for sig selv etablerer nationale museer. Ligesom de nationale museer henvender sig til det nationale fællesskab, henvender de jødiske museer sig til et jødisk fællesskab. Som erindringssteder har jødiske museer forandret sig i takt med, at jødernes samfund og levevilkår har ændret sig. Det særlige ved de jødiske museer er, at et internt og et eksternt sigte med museer og udstillinger har snoet sig ind og ud mellem hinanden, siden de første jødiske museer så dagens lys. ET FOLK UDEN LAND Fordi jødernes historie er en historie om et folk på vandring og flugt, har jødiske museer skulle opfylde to behov: dels at udbrede forståelse for jødisk kultur i jødernes nye samfund: Hoping that the objective study of Jewish customs would diminish the ( ) stereotypes of the Jewish people, 184 dels at skabe et jødisk erindringsfællesskab på tværs af landegrænser: en jødisk diaspora - en fælles, ikke-territorial jødisk identitet. Med det interne sigte skriver de jødiske museer sig ind i den almene museumshistorie: The establishment of Jewish museums beginning in the late nineteenth century followed the phenomenon of the creation of general museums that began a century earlier. Prior to that time, collecting was the provenance of the nobility and the wealthy. While private wealth did enable some individuals to form collections of Jewish art, with emergent secularisation, demographic changes, and the rise of nationalism, there was a growing trend to mobilize community preservation efforts and to increase public awareness of the value of sustaining cultural heritage. 185 Tyskeren Salli Kirschstein er en af de rige forretningsmænd, der indsamler og bevarer jødiske genstande i 1800-tallet. Da interessen for de særlige genstande breder sig i slutningen af århundredet, beslutter han sig for at gøre sin samling af jødisk kunst, rituelle genstande og historiske artefakter tilgængelige for offentligheden. Kirschstein har både det interne og det eksterne fokus for øje, da han åbner sit hjem i Berlin for nysgerrige besøgende: Kirschstein wanted to find a way to focus on the cultural heritage of Jews as the vital link between past, present, and future of the Jewish people and also 184 Grossman, 2003, introduction 185 Ibid, s. 13

53 053 a way to counteract anti-semitism by diminishing long-held fallacies about Jews ( ) Kirschstein aimed to educate Jews and non-jews alike through the material evidence of Jewish culture. 186 Omkring århundredskiftet rykker udstillingernes mål om at skabe forståelse i baggrunden. Jøderne har mange steder fundet sig til rette og er blevet en integreret del af de samfund, de opholder sig i. Det sætter sine spor på de jødiske museer, der nu lader genstandene komme i første række - ting sættes i montrer for tingenes skyld. Æstetikken sniger sig ind på museerne og er med til at sætte dagsordenen de næste mange årtier. Det ses i Danmark, hvor Industriforeningen åbner en jødisk udstilling i 1908, der har genstandene i fokus og æstetikken i højsædet. Samtidens jødiske kunstnere udstiller, og publikum har mulighed for at købe værkerne med hjem. Genstandene udstilles som kunstgenstande. Det handler om, hvem der har lavet genstandene, og hvilken stilart de tilhører - ikke hvordan de bruges eller hvilket liv, de fortæller om. DEN JØDISKE KULTURARV ANGRIBES Et uvægerligt vendepunkt i både jødernes historie og de jødiske museers udvikling er Anden Verdenskrig. Som nazisterne rykker mod øst for at realisere Hitlers vision om mere Lebensraum til tyskerne, er ikke kun de jødiske befolkningsgrupper i fare - også den jødiske kulturarv er et mål for nazisterne. Mange steder lægges synagoger, jødiske skoler og museer i ruiner, og flere hundrede års kulturarv reduceres til aske. Danmark viser sig at blive en undtagelse. Da tyske tanks ruller ind over den danske grænse den 9. april 1940, møder de ikke synderlig modstand, og den relativt fredelige besættelse bliver starten på tre års samarbejdspolitik. Danmark opretholder principielt sin suverænitet, og den demokratiske ledelse af det lille kongedømme fortsætter på trods af nazisternes tilstedeværelse. Tyskerne får adgang til de danske ressourcer og kan fodre den tyske krigsmaskine med fødevareleverancer fra mønsterområdet mod nord. Men den danske regering nægter at følge tyskernes antisemitiske linje og afviser at indføre nogen form for pogromer mod jøderne, der generelt opfattes som en integreret del af det danske samfund. For at opretholde forholdet mellem landene, finder den tyske ledelse det klogest ikke at røre ved det følsomme emne, 187 og indtil samarbejds- 186 Ibid, s Jf. Bak, 2001 og Jensen, 2003

54 054 politikken bryder sammen i sensommeren 1943, er de danske jøder derfor i sikkerhed. 188 Efter sammenbruddet er der ikke længere noget, der forhindrer nazisterne i at løse det danske jødespørgsmål én gang for alle, og en jøderazzia planlægges. Da tyskerne natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 banker på dørene hos jødiske familier landet over, er kun meget få hjemme. Den tyske attache Ferdinand Duckwitz har tippet de danske myndigheder om den forestående aktion, og derfor er Det Mosaiske Trossamfund blevet advaret. Af den grund når størstedelen af de danske jøder at gå under jorden, og i de følgende dage og uger lykkes det omkring 7000 jøder at flygte over Øresund til sikkerhed i Sverige. Fiskere, modstandsfolk og andre danskere er behjælpelige med redningsaktionen. Af de 474 deporterede jøder, der alligevel ender i koncentrationslejren Theresienstadt, vender langt de fleste tilbage til Danmark inden krigens afslutning. Den danske regering forhandler sig til en aftale med tyskerne, der bevirker, at danske fanger kan køres fra Theresienstadt i en karavane af hvide busser, som arrangeres af den danske læge Johannes Holm og Folke Bernadotte fra svensk Røde Kors. Redningsaktionen betyder, at stort set alle danske jøder slipper fra nazisternes Endlösung med livet i behold, og det har den særlige konsekvens, at man i Danmark kan studere jødisk kultur i en kontinuitet, som er få lande givet at have mulighed for at følge. 189 Janne Laursen fortæller, at man i Danmark kan gå til jødiske familier og spørge, hvilke fester, traditioner og skikke de har opretholdt gennem generationerne: Det er ikke alle steder - slet ikke alle steder - man kan gå til familier og spørge sådan, for bedstemor er måske død i Holocaust. 190 I den umiddelbare efterkrigstid kæmper de jødiske museer i Europa med at komme på benene igen. 191 Ved første øjekast ser det ud som om, efterkrigstidens museer tager tråden op fra de foregående årtiers udstillingsmåder, men ved nærmere eftersyn, har udstillingerne fået et tydeligt internt fokus: Udstillingerne henvender sig til det jødiske samfund og det jødiske erindringsfællesskab. Mange af de jødiske menigheder i Danmark nedlægger sig selv og sender kasser af forskellige genstande til menigheden i København. Det sætter snakken om en permanent udstilling af menighedens ting i gang. Snakken udmønter sig i etableringen af et jødisk museum i menighedens hus i Store Kongensgade, der slår dørene op for publikum i Genstandene udstilles uden uddybende forklaringer - her trækker man på jødernes egen erindring om brugen af de forskellige ting. 188 Jf. Mogensen, 2003, s Laursen, bilag 2, s Ibid, s Jf. Grossman, 2003

55 055 Udstillingen i Store Kongensgade åbner i en tid, hvor utallige museer skyder frem i den nye stat Israel. Fra statens oprettelse i 1948 og frem åbner det ene museum efter det andet, og i dag er der over 150 forskellige museer i Israel: Devoted to topics of Jewish and Israeli history, Jewish art, ceremonial art, etnography, and folklore. 192 Museerne får en betydningsfuld intern rolle i skabelsen af en territorial og national jødisk identitet, hvilket blandt andet kan ses i det forhold, at det er på Tel Avivs Museum of Art, David Ben-Gurion bekendtgør staten Israels oprettelse 14. maj ET BOOM Fra 1950'erne begynder jødiske museer at få fodfæste i flere lande, men først i 1980'erne kan man se en markant udvikling på området. I løbet af dette årti tager et verdensomspændende boom inden for jødisk museums- og mindekultur fart: In a trend that developed with powerful monumentum in the 1980s and accrued particular force after the fall of communism in , Europeans ( ) have stretched open their arms to embrace a Jewish component back into the social, political, historical, and cultural mainstream. 194 Overalt springer jødiske monumenter, museer og mindedage frem. 195 Daniel Dratwa fra det jødiske museum i Belgien giver et bud på hvorfor: This kind of museum fills the vacuum created by the disappearance of the Jewish population and is a statement of identity of the Jewish community just like in the nineteenth century Jewish leaders built magnificent synagogues just like the churches. 196 Boomet af jødiske erindringssteder har altså historiske rødder, der går tilbage til jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig. Men Holocaust er en ny fortælling. Nazisternes systematiske udryddelser af Europas jøder begynder først at komme i verdens søgelys 30 år efter, de fandt sted. Forbrydelserne har været kendt, men de har ikke været genstand for offentlig debat. Det ændres som ved et trylleslag, da Steven Spielbergs tv-serie Holocaust: the Story of the Family Weiss vises i USA i 1979 og i mange europæiske lande året efter. Før denne serie når fjernsynsskærme over hele kloden, kan man ikke tale om en amerikansk eller europæisk kollektiv erindring om udryddelserne. Som Hilberg skriver: In the beginning there was no Holocaust. 197 Hilberg pointerer, at serien stadfæster brugen af ordet Holocaust til at beskrive jøde- 192 Grossman, 2003, s Jf. Grossman, 2003, s Gruber, 2002, s Jf. Wagner, 2003, s Dratwa, 1998, s Hilber citeret i Zander, 2003, s. 255

56 056 udryddelserne. Ordet har været kendt siden retssagen mod Adolf Eichmann i 1961, 198 hvor det begyndte at erstatte ord som 'katastrofe' og 'ulykke', når jødeudryddelserne skulle omtales, 199 men først efter 1979 bliver Holocaust en almen kendt betegnelse. For Hilberg er det imidlertid vigtigere, at tv-serien også bringer en erkendelse af omfanget af nazisternes forbrydelser frem i lyset. 200 Med serien følger et skift i historiebevidstheden om Anden Verdenskrig: Masseudryddelserne får deres egen plads, og der oprettes nye mindesmærker og museer, som skal medvirke til erindringen om jødernes skæbne. I USA følger daværende præsident Jimmy Carter intenst tv-serien, og da afslutningsteksterne ruller hen over skærmen efter sidste afsnit, vender han sig mod Stuart Eisenstadt, den højest rangerede jøde i det Hvide Hus, og spørger: What have we done to memorialize the Holocaust? 201 Det bliver starten på et omfattende projekt, som 14 år senere munder ud i åbningen af The United States Holocaust Memorial Museum i Washington. FORTÆLLINGEN OM CIVILISATIONENS ENDELIGT Samtidig med at flere og flere jødiske erindringssteder etableres, ændrer stederne karakter. Overbibliotekar Miriam Gelfer-Jørgensen beskriver de nye strømninger i 1993: Der er i de seneste år sket en mærkbar forskydning i argumentationen eller begrundelsen for jødiske mindesmærker i de jødiske museers formålsparagraffer. Det er blevet fulgt af en ændring i mindesmærkernes udformning og i museernes struktur og aktiviteter. Hvor de jødiske museer tidligere nærmest var at ligne ved små lokalhistoriske museer, hvor man kunne kigge ind af sine egne vinduer - eller bedsteforældrenes - så har den stigende interesse for holocaust, der slog igennem for vel ca. 10 år siden, medført et markant skift i museernes indstilling til udstillingsvirksomheden. 202 Fra at være etableret som erindringssteder for et jødisk erindringsfællesskab får de jødiske museer altså et anderledes sigte i løbet af 1980'erne. Fortællingen om jødernes fortid får et nyt moralsk og universelt indhold, og fortællingen får en udpræget udadvendt karakter. Ifølge Wagner er det især tydeligt på Jüdisches Museum Berlin og United States Holocaust Memorial Museum, hvor Holocaust præsenteres som et negativt lærestykke i demokrati og tolerance Eichmann stod bag transporterne af jøder fra alle 200 Ibid, s afkroge i Europa til gaskamrene i øst. Efter en rets- 201 Berenbaum, 1997, s. 3 sag i Israel i 1961, hvor han forsvarede sig med blot at have udført ordrer fra de nazistiske ledere, blev han 202 Gelfer-Jørgensen, 1993, s. 79 dømt til døden. Han blev henrettet den 31. maj Wagner, 2003, s Jf. Zander, 2003, s. 256

57 057 At fortællingen om Holocaust finder vej til alverdens museer, mens yuppierne drikker kaffe på vestens caféer, handler altså om mere end selve begivenhederne under Anden Verdenskrig. På Yad Vashem, der er Israels centrale organisation for formidling af Holocaust, fokuseres meget direkte på det jødiske i Holocaust, mens de fleste andre museer handler mindre om jøder og mere om det almengyldige aspekt ved fortællingen. Fredsforskeren Terence Duffy beskriver forskellen: Whereas Yad Vashem is principally envisaged as a shrine, the Holocaust Memorial paints a broader tapestry. 204 På andre jødiske museer bliver fortællingen om forfølgelsen af jøderne til fortællingen om civilisationens ødelæggelse. 205 Dette er med til at forklare det amerikanske museums prominente placering blandt nationens mest betydningsfulde monumenter og bygninger: The Jefferson Memorial, The Lincoln Memorial, The Washington Memorial og ikke mindst Det Hvide Hus. Den amerikanske professor og forfatter Michael Berenbaum forklarer, hvorfor et Holocaust-museum hører hjemme på nationens ypperste scene: It represents the antithesis of everything that is celebrated around us in Washington. All around our site, Washington celebrates the triumph of government, the majesty of human achievement in art, literature, science, music, technology, man's ability to reach outer space, the human capacity for creativity. What we represent is what happens when all of this human genius is detached from moral responsibility and harnessed to a negative, antihuman goal. 206 Placeringen begrundes også ud fra et erindringsmæssigt perspektiv: A decision to build in Washington, in a very real sense, meant that we were deciding to take what would be otherwise the parochial memories of a bereaved community, transport them to the center of American national life, and say that they have something significant to contribute to American national memory. 207 Når museet behandler, hvordan Holocaust fandt sted, og ikke hvorfor, er det en måde at universalisere Holocaust på: at lade erindringen om Holocaust smelte sammen med amerikanernes erindring om USA som foregangsland for frihed, lighed og demokrati. Den britisk-jødiske forfatter Anne Karpf kalder denne vinkel på formidlingen af historien the Spielberg agenda of using the Holocaust to teach liberal values. 208 Princippet bag formidlingen er gennemgående for mange amerikanske og europæiske jødiske museer. Lytter man til publikum, står det klart, at Gruber har ret i, at Holocaust-museer i høj grad fungerer som symbolske erindringssteder. Fortællingen om Holocaust handler om mere end en historisk begivenhed: Den er blevet et symbol og har mytens karakter. En besø- 204 Duffy, 1997, s Jf. Gruber, 2002, s Berenbaum, 1997, s Ibid 208 Karpf, 2001

58 058 gende på det amerikanske Holocaust-museum fortæller: I really enjoyed the Permanent Exhibition. It helped me understand the concept of human dignity and empathy it makes me want to be a better person and stand for what I believe in. 209 En anden skriver: Today and forever more I commit myself to learning as much as I can, staying aware, alert, compassionate and to teach others. Thank you for an amazing visit. For en lærer bliver museet et lærestykke i fred og frihed: Now I have a better understanding of what it is about. What we can use to teach the children peace and freedom is awesome. 210 Fortællingen om jødernes historie har altså fået en stor betydning for erindringsfællesskaber, som jøderne ikke nødvendigvis selv er en del af. OPSUMMERING Jødiske museer har skiftet mellem at have et overvejende internt eller eksternt sigte med deres udstillinger. Når jøderne har mødt modgang, har museerne ofte vendt blikket udad og formidlet jødisk historie med det formål at nedbryde stereotyper og skabe forståelse for jødisk liv og kultur. I bedre tider med større assimilation og accept i samfundet har museerne fokuseret mere på det jødiske erindringsfællesskab. Med Anden Verdenskrig og nazisternes plan om den totale udryddelse af Europas jøder får jødernes historie med ét relevans langt udover det globale jødiske fællesskab. Da serien Holocaust bringer masseudryddelserne direkte ind i amerikanske og europæiske stuer i 1979 og 1980, starter en verdensomspændende udvikling, hvor jødernes historie bliver genstand for omfattende debat, forskning og formidling. Mange af de erindringssteder, der etableres i dette boom, har symbolsk karakter: Fortællingen om Holocaust handler om såkaldte universelle værdier som frihed, lighed og demokrati. For mange ikke-jøder er Holocaust altså mere end en tragisk historisk begivenhed - det er et skræmmebillede og antitesen til det samfund, de ønsker at leve i. På den måde får historien om jøderne en betydning for ikke-jødiske erindringsfællesskaber, og den symbolske brug af Holocaust bliver vigtig for ikke-jøders forståelse af sig selv i verden. 209 United States Holocaust Memorial Museum, webside, Ibid

59 DELKONKLUSION 059 Kapitlet Museer som erindringssteder viser, at museer har fungeret forskelligt som erindringssteder, siden de blev etableret som offentlige museer i 1800-tallet. Oprindeligt hænger museernes virke tæt sammen med det moderne projekt, og deres erindringsmæssige mål er at bidrage til det samlede nationale erindringsfællesskab. I 1960 erne ændrer perspektivet sig, og museerne får som mål at oplyse befolkningen som medborgere i en velfærdsstat. I 1970 erne og 1980 erne breder specialmuseerne sig på landkortet, og de henvender sig til særlige fællesskaber indenfor det nationale fællesskab - for eksempel arbejdere, kvinder og jøder. Hvordan et museum fungerer som erindringssted hænger altså tæt sammen med den pågældende historiekultur: Museer etableres med særlige erindringsfællesskaber for øje. Som andre museer skal Dansk Jødisk Museum derfor også betragtes i sin tid - en tid der også påvirker historieformidlingen på museet.

60 HISTORIEN FORMIDLES Dansk Jødisk Museum vil invitere den besøgende til at tænke over egen kultur og identitet ved at blive konfronteret med andres Bindslev, 2004

61 DANSK JØDISK MUSEUM 061 Dansk Jødisk Museum skriver sig ind i de jødiske museers historie: Det er i 1980'ernes Danmark, at grundstenene til museet lægges. 20 år efter rulles den røde løber ud, og museet åbner døren for publikum. EN IDÉ Da Det Mosaiske Troessamfund fejrer sit 300-års jubilæum i 1984, markeres det med to udstillinger om jødernes historie i Danmark. Kunstforeningen åbner udstillingen Indenfor murene, der viser sjældne samlinger af dansk-jødisk kunst, 212 og på Københavns Rådhus kan besøgende få indblik i jødisk liv på udstillingen Du skal fortælle det til dine børn. Udstillingerne får stor succes: gæster besøger rådhuset i løbet af 14 dage, og besøgende strømmer til Kunstforeningen i samme omfang. 213 Uden for landets grænser tiltrækker de danske jøders kultur og historie sig også opmærksomhed. Året inden var de danske jøder omdrejningspunktet i udstillingen Kings and Citizens: The History of the Jews in Denmark , der blev vist på The Jewish Museum i New York. Det er erkendelsen af, at jødernes historie i Danmark har et stort publikum, der får Selskabet for Dansk Jødisk Historie til at barsle med ideen om at bygge et dansk jødisk museum og på den måde skrive det jødiske kapitel i danmarkshistorien. På idéstadiet placerer museet sig i en større forandring i den danske museumsverden: En strøm af specialmuseer opstår i 1970'erne og 1980'erne. I 1977 åbner Blindehistorisk Museum, Arbejdermuseet slår dørene op i 1982, og fem år senere føjes Kvindemuseet til samlingen. 214 Museerne repræsenterer grupper, som har følt sig udelukkede fra de nationale eller lokale samlinger. 215 Ved at oprette museer skriver de forskellige grupper sig ind i samfundet omkring dem. Det jødiske museum har i sit udgangspunkt et internt sigte - det skal være med til at bidrage til et erindringsfællesskab for jøder i Danmark. Gelfer-Jørgensen beskriver formålet i Jødisk Orientering i 1987: Lad os derfor håbe at museet i løbet af en årrække kan vokse sig større til glæde for kommende generationer, til glæde for fremtidens danske jøder, der har brug for at vide noget om deres fortid. 216 De første mange år går arbejdet med museet langsomt. Først i 1993 kommer der for alvor skub i bestyrelsens planer er året, hvor 50-års jubilæet for redningsaktionen under Anden Verdenskrig kan 212 Melchior, Jf. Laursen, 2002, s Floris, 1999, s Ibid, s Gelfer-Jørgensen, 1987, s. 11

62 062 fejres. For første gang tager den danske stat initiativ til en egentlig markering af denne begivenhed, 217 og der skabes en opmærksomhed omkring de danske jøders historie. Samme år får museet en adresse - det vil komme til at ligge i Christian 4.s Galejhus, der hører til Det Kongelige Bibliotek. Bestyrelsen vælger også en mand til tegnebrættet - Daniel Libeskind. Med Libeskind som ansvarlig for omgivelserne er indholdet af museets udstilling stadig uklart: Hvilke fortællinger skal et dansk jødisk museum formidle, og hvilken funktion skal det have? Debatten om museets formål bølger frem og tilbage i jødiske tidsskrifter. 218 På et punkt har bestyrelsen imidlertid besluttet sig. Laursen fortæller: Det, bestyrelsen har lagt vægt på ( ) er, at Dansk Jødisk Museum ikke er et Holocaust-museum. 219 Det er vigtigt at slå fast, siger hun fordi der er mange jødiske museer, der er Holocaustmuseer. 220 JØDISK LIV UDEN HOLOCAUST Det er især i årene efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, at Holocaust rykker ind i centrum på de jødiske museer. Op igennem 1990'erne bliver det efterhånden umuligt at tale om jødernes historie uden at nævne Holocaust. Det giver anledning til at spørge, om alle jødiske museer også er Holocaust-museer, og om et Holocaustmuseum altid er et jødisk museum? Wagner og Gruber jonglerer med betegnelserne i deres arbejde. Gruber betegner generelt alle museer, der fortæller en del af den jødiske historie, som jødiske museer, hvorimod Wagner beskriver alle museerne som Holocaust-museer. Wagner bruger også betegnelsen Holocaust-museum om Jüdisches Museum Berlin, der ellers lægger særlig vægt på, at museet ikke er et Holocaustmuseum. Gruber forklarer sammensmeltningen mellem de to definitioner: The Holocaust experience lies at the crux of this problem. Indeed, in today's Europe all Jewish museums are - to one degree or another - Holocaust museums of a sort; what is presented is inevitably viewed through the backward lens of the Shoah. 221 Ifølge Gruber er historien om Holocaust altid til stede på et jødisk museum, og hun påpeger, at dette forhold eksempelvis viser sig i museernes gæstebøger, hvor museets publikum ofte nævner Holocaust. 222 Felicitas Heiman Jelinik, fra det jødiske museum i Wien, tager dog 217 Bryld, 1998, s Se for eksempel Rambam, Laursen, bilag 2, s Ibid 221 Gruber, 2002, s Jf. Gruber, 2002, s. 156

63 063 afstand fra et historiebegreb in which every event within Jewish history be interpreted in relation to the Shoà. 223 Hun advarer mod at lade Holocaust become a filter through which Jewish history is perceived. 224 Grubers pointe er dog, at nok kan man opponere imod et begrebsapparat, der sætter lighedstegn mellem jødisk og Holocaust - men sammenstillingen er realitet. Duffy positionerer sig tæt på Gruber, når han skriver: Indeed, the Holocaust is integral to Jewish life and therefore, ipso facto, it is a prime ingredient of Jewish museums. 225 Begrundelsen for, at Dansk Jødisk Museum ikke er et Holocaust-museum, skal findes i den særlige dansk-jødiske historie: Ingen danske jøder blev dræbt i en udryddelseslejr 226 Bjarke Følner, der er museumsformidler på Dansk Jødisk Museum, mener ligefrem, at det ville være besynderligt, egentlig at have et Holocaustmuseum i Danmark. 227 Men grænsen er hårfin - som Laursen siger: Man [kan] selvfølgelig diskutere om redningen af de danske jøder, og dét at nogen kom til Theresienstadt, er en del af Holocaust. 228 Omkring årtusindeskiftet bliver det klart, hvad Dansk Jødisk Museum kommer til at rumme. I et koncept for museet slås det fast, at museets fornemmeste opgave er at formidle viden om og forståelse af alle facetter af den dansk-jødiske historie gennem 400 år. 229 Museet vil fortælle om jødisk liv i Danmark de sidste fire århundreder og særligt berette om et velintegreret mindretal ( ) som på den ene side belært af erfaring ikke har skiltet med det jødiske, men på den anden side også har fået lov til at fastholde sit jødiske tilhørsforhold. 230 I modsætning til tidligere tiders jødiske museer, der enten primært anlagde en kunstindustriel vinkel eller et mere forklarende syn på, hvad jøder og jødedom var, vil Dansk Jødisk Museum beskrive relationen og interaktionen mellem jøderne og Danmark - med det jødiske som en del af det danske. Den samme tilgang ses på det jødiske museum i Amsterdam: The purpose of the museum is to show the place of Jewish history and culture, including religion, within Dutch Cultural history. 231 Det er et generelt kendetegn ved 1990'ernes jødiske museer, at de får et fremadskuende fokus. Jelinik udtaler i 1996: Especially in a Jewish museum, a historical exhibition can no longer only present history as a preserved past; neither are the traditional patterns of interpretation adequate anymore. 232 Museerne skal have en funktion i samtiden og forholde sig til verden omkring dem. At dette også spiller ind på det danske jødiske museum, understreger Gelfer-Jørgensen: Da vi påbegyndte planlægningen af museet, 223 Jelinik, 1998, s. 115 (sic) 224 Ibid 225 Duffy, 1997, s Laursen, bilag 2, s Følner i Laursen, bilag 2, s Laursen, bilag 2, s Gelfer-Jørgensen, Ibid 231 Dratwa, 1998, s Jelinik, 1998, s. 112

64 064 var beretningen om jødernes integration et af målene i en verden, hvor flygtninge og forfulgte endnu engang var blevet hverdag, også i det fredelige Danmark. Siden er meget ændret; måske museet ved at åbne sig mod omverdenen kan blive et bolværk mod en voksende antisemitisme, der per automatik sætter lighedstegn mellem jødisk og israelsk. 233 Hvor Gelfer-Jørgensen og resten af bestyrelsen startede med at se museets primære mål som formidling af fortiden og museet som et sted, hvor kommende jødiske generationer kunne grave i fortiden og lære om jødernes historie i Danmark, er et mere nutidigt og fremadrettet perspektiv kommet på banen. Det ses også i tankerne bag museet, som handler om assimilation og integration. Dansk Jødisk Museum vil således gå tæt på det jødiske liv og de problemstillinger, der knytter sig til at være en minoritet, 234 og muligvis lægge grundstenen til en ny æra inden for dansk museumsvirksomhed. I museets bestyrelse ændrer man også kurs i forhold til modtagergruppen og vælger at målrette museet og dets udstilling mod ikke-jødiske danskere i Danmark. Samtidig lægges der vægt på, at museet skal udstille almindelige genstande: Ting der afspejler hverdagen og kulturelle aktiviteter. 235 OPSUMMERING Da idéen til Dansk Jødisk Museum opstår, er tanken at skabe et museum for det jødiske erindringsfællesskab i Danmark: Et sted hvor erindringen om de danske jøders historie kan holdes i live - af de danske jøder. Med tiden ændres dette sigte, og holdningen bliver, at museet må spille en rolle i samtiden og samfundet frem for kun at henvende sig til jøder. Det besluttes, at museet skal rette sig imod ikke-jødiske danskere og formidle den fælles dansk-jødiske historie. Med dette perspektiv skabes basis for en kobling af erindringen om jødernes historie til den kollektive erindring om Danmarks øvrige historie. Samtidig viser det sig, at man også på Dansk Jødisk Museum arbejder med fortællingen om jødernes historie ud fra en forestilling om, at fortællingen har en betydning for erindringsfællesskaber, jøderne ikke selv er en del af. 233 Gelfer-Jørgensen, Laursen, Følner i Laursen, 2004, bilag 2, s. 9

65 BESØG PÅ DANSK JØDISK MUSEUM 065 Før åbningen af Dansk Jødisk Museum er mange spændte på at se, hvad den berømte arkitekt har præsteret, og hvilke vinduer til den jødiske kultur og historie museet åbner. Den 8. juni 2004 oprinder dagen: Præcis klokken rullede en af kongehusets biler op foran Christian IV's Galejhus i den gamle del af Det Kgl. Bibliotek, og ud på den røde løber trådte dronning Margrethe. Anledningen var indvielsen af Dansk Jødisk Museum, og straks dronningen havde sat foden på underlaget, blev hun modtaget af blandt andre arkitekten bag museet, Daniel Libeskind, og overrabbiner i Det Mosaiske Troessamfund Bent Lexner. 236 MODTAGELSEN Da museet slår dørene op på en blæsende junidag, vækker det genklang i offentligheden. Aviserne er på pletten, og begivenheden fylder godt op på dagbladenes spalteplads, hvor museet beskrives i rosende vendinger. Berlingske Tidende giver det nye museum fem ud af seks stjerner, 237 og Politiken betegner museet som et fint, lyst, venligt, spændende og muntert museum. 238 Libeskind og museets arkitektur er i fokus i omtalerne. Udstillingsrummets kantede og umiddelbart skøre struktur giver museet betegnelsen hurlumhejhus i Information. 239 I Politiken beskrives museet som det mystiske hus i Tivoli og som scenografien til den ekspressionistiske stumfilm 'Dr. Caligaris Kabinet.' 240 Arkitekturen giver anledning til anmeldernes begejstring, men det er også den, der peges på, når problemerne ved museet opridses: Arkitekturen er konstant til stede og en attraktion i sig selv. Faren er, at formen overdøver funktionen ( ) Libeskinds arkitektur har megen betydning på godt og ondt. Bag støjen fra hans fortællingers skarpe hjørner lurer en vis tivolisering af museumsarkitekturen. 241 Begejstringen skinner alligevel gennem kritikken. København har fået et nyt museum - Danmarks første minoritetsmuseum - og hovedstaden har fået en ny attraktion. I det næste stykke tid finder mange besøgende vej gennem bibliotekshaven, forbi Rigsarkivet og hen til indgangen til Dansk Jødisk Museum, hvor store lyse klodser af granit indleder museumsbesøget. De store sten på lige rækker peger hen imod den jernindfattede indgang til museet. 236 Bernstof Jensen, Weirup, Ifversen, de Waal, Ifversen, Ibid

66 066 MUSEETS MITZVAH OG FILMENES FORTÆLLING Det første, der møder øjet på Dansk Jødisk Museum, er linierne og farverne i Libeskinds karakteristiske arkitektur. Væggene er beklædt med skandinaviske træsorter, 242 der sammen med projektioner af hebraisk skrift, spots og lange lysende revner i væggene holder museets gange lyse. Lægger man hovedet tilbage og kigger op, kan man se mødet mellem Galejhusets originale murstenslofter og museets lyse træmaterialer. Væggene er opført som konstant brudte og mangekantede flader, der opdeler rummet i snørklede passager. Ved indgangen er en tekst projekteret op på væggen. Her introduceres begrebet Mitzvah: Mitzvah er et jødisk begreb, der har inspireret arkitekt Daniel Libeskinds valg af koncept for museets interiør. Det hebraiske ord, Mitzvah, har mange betydninger og kan blandt andet forstås som forpligtigelse til at gøre det rigtige eller en god gerning. Mitzvahs hebraiske bogstaver ( ) indgår i Dansk Jødisk Museums logo. 243 Når man går forbi projektionen, skranken og garderoben kan man enten gå ind i biografen til venstre eller direkte til udstillingen Rum og rummelighed. I biografen vises to film. Den ene introducerer Libeskind, hans værker og hans baggrund. Omgivet af arkitektbøger og modeller fortæller han fra sin tegnestue i New York om sit forhold til Danmark. Han siger, han elsker København og Danmark, og han mener, at redningen af de danske jøder i oktober 1943 er en enestående historie om danskerne som et næstekærligt folk: Denmark, for whatever reason, was the only country in Europe that saved the Jews. And its not by accident, not by a flick of chance. It has to do with people. It has to do with what neighbours thought about their neighbours and it is an example of humanity. 244 Derfor har han givet redningsaktionen betegnelsen Mitzvah: It is a Mitzvah that happened in this particular place. 245 Libeskind fortæller også om sin tilgang til arkitektur, hvor det historiefortællende spiller en central rolle: Architechture is a communicative art. It tells a story. 246 Hans ønske er, at museets rum skal fortælle en historie om jøderne, der giver den besøgende en oplevelse og stof til eftertanke. 247 Biografens anden film er en dokumentarfilm, som introducerer til dansk jødisk historie. Filmen hedder Ankomster gennem 300 år og er beretningen om forskellige jødiske indvandringsperioder til Danmark. 242 Laursen 2004a, s Dansk Jødisk Museum 244 Dansk Jødisk Museum, film om Daniel Libeskind 245 Ibid 246 Ibid 247 Jf. Dansk Jødisk Museum, film om Daniel Libeskind

67 067 UDSTILLINGENS AFSNIT Gulvet på museet er lavet af samme slags egetræsplanker som bruges til skibsdæk, og det hæver og sænker sig i forskellige niveauer som bølger på et hav. Når den besøgende bevæger sig ud på disse træbølger, giver det en fornemmelse af at sejle igennem museet. Ifølge museets brochure skal det give en stærk oplevelse af at måtte orientere sig i et uforudsigeligt terræn - som immigranten, der ankommer til et nyt land, eller som flygtningen i oktober 1943, der ser den danske kyst forsvinde i horisonten. 248 Undervejs i udstillingen kan besøgende lægge til ved udstillingens fem forskellige afsnit. Hvert afsnit har et tema, der refererer til de fem jødiske bibelhistorier, som Libeskind arbejder med i sit koncept for museet. I udstillingen oversættes temaerne til fortællinger fra den dansk-jødiske historie: Udvandringen fra Ægypten er blevet til Ankomster, Ørkenvandringen til Ståsteder, Åbenbaringen af loven til Traditioner, Det forjættede land til Forjættede lande. Mitzvah, forpligtelsen til at gøre det gode, hedder stadig Mitzvah. 249 ANKOMSTER Ved afsnittet Ankomster kan den besøgende standse op ved en matteret glasplade og læse, at fortællinger om at drage videre 250 står centralt i den jødiske historie. Teksten peger både på den bibelske fortælling om Moses og fortællingen jødernes evige ud- og indvandring som en del af historien om vandring. 251 Det påpeges, at fortællingerne om vandring betyder, at også fortællingen om den danske indvandring er en del af den jødiske historie i Europa. 252 Ved siden af introduktionsteksten er en af udstillingens montrer bygget ind i væggen. Ved at bukke sig ned kan den besøgende studere montrens genstande og tekster. Som de fleste andre montrer i udstillingen har denne en overordnet tekst, 253 der præsenterer montrens tema - i dette tilfælde: Glückstadt og Altona. Skråt overfor ligger montren Det øvrige Danmark, hvor det fortælles, at jøder, der var kommet til Glückstadt og Altona, senere slog sig ned andre steder i Danmark. Gamle lotterisedler, portrætmalerier og cigaræsker beretter om restriktioner på jødernes professionelle liv. Kun specifikke erhverv som for eksempel manufakture, tobaksspinderi og småhandel som klasselotteri var tilladt. I Det øvrige Danmark fortælles også om jødiske menigheder i Fredericia og andre provinsbyer, og om hvordan disse menigheder døde ud i begyndelsen af 1900-tallet, idet mange af jøderne på det tidspunkt enten flyttede til København eller 248 Dansk Jødisk Museum, brochure 249 Laursen, 2004a, s Udstillingstekster, bilag 3, s Ibid 252 Ibid 253 Overskrifterne i montrernes overordnede tekster bruges som betegnelse for de forskellige montrer

68 068 var helt assimilerede. 254 På udstillingens modsatte væg ligger afsnittets tredje montre Større grupper, der er placeret sammen med en skærm. Her handler det hovedsageligt om de indvandringsgrupper, der kom fra Østeuropa både i starten af 1900-tallet og i 1970'erne. Blandt montrens genstande ses et postkort fra 1906, hvor en mand med blækblå skriblerier beretter om arbejdsløsheden for jøder i København. Et lille miljø med brunlige arbejdsredskaber er også udstillet sammen med et afslagsbrev på familiesammenføring fra 1938 og en bog, der knytter sig til jødiske polske flygtninge i 1970'erne. Kun få af de 16 forskellige genstande i montren stammer fra samme tidsperiode. Det er ikke genstandenes oprindelse, der er vigtig, og derfor refererer genstandsteksterne heller ikke til de specifikke genstande, men til montrens overordnede fortælling. Til højre for montren står skærmen Jødiske flygtninge fra Polen. Skærmene på udstillingen er stort set opbygget ens: De består af billeder og en tekst nederst i skærmbilledet. På denne skærm kan man trykke sig frem og tilbage til en uddybelse af historien om de polske jøder. Der lægges vægt på, at jøderne havde meget forskellige baggrunde, og de sidste 11 billeder på skærmen er fotografen Miriam Hirschorns portrætter, som viser mangfoldigheden blandt de polske jøder. Fortællingen i Ankomster er, som museets film, opbygget som en kronologisk fortælling om jødisk indvandring til Danmark. Det kronologiske princip er ikke gældende for udstillingens andre afsnit - og det gælder heller ikke for sammenhængen mellem de forskellige afsnit. STÅSTEDER I introduktionsteksten til afsnittet Ståsteder kommer to allerede introducerede emner på banen: forskellighed og assimilation: De mange mulige ståsteder er i det jødiske samfund vigtige pejlemærker, når man skal fornemme hvem man egentlig taler med, og hvor vedkommende befinder sig i forhold til en selv. I en lang række tilfælde er mange af disse ståsteder trin på vejen til integration og assimilation. 255 At den jødiske kultur i Danmark er sammensat på kryds og tværs af nationaliteter og kulturel baggrund, er også omdrejningspunktet på skærmene Den rette måde og Kultur i kulturen. Den rette måde fortæller om de danske jøders forskellige opfattelser af, hvad der er, og har været, den rette måde at leve et jødisk liv på og Kultur i kulturen viser en lille film, der fortæller en historie på dansk, jiddisch og tysk samtidig med, at billeder af jiddisch 254 Udstillingstekster, bilag 3, s Ibid, s. 7

69 069 skrift toner frem på skærmen. Derefter kan man trykke sig frem til et klip fra Maria Hirschorn og Bent Blüdnikows film Brudstykker fra østeuropæiske. Det jiddische skriftsprog er også centralt i montren Kulturer i kulturen. En skrivemaskine med jiddisch tastatur, lasede bøger fra Det Jiddische Bibliotek og en sirlig sangbog på jiddisch vidner alle om de kulturelle og sociale tiltag, der blev taget af de jiddischtalende østeuropæiske jøder, da de kom til København i starten af det 20. århundrede. Det er ikke umiddelbart, hvordan de næsten 30 genstande, der er udstillet i montren, hører sammen. Mysteriet kan dog løses ved at læse genstandsteksten på en plade nederst i montren. Teksten forklarer genstandene i grupper i mindre fortællinger. I montren Fælles ståsted handler fortællingen om et nationalt ståsted. Der hænger et fotografi af grundloven og beviser og anordninger, som fortæller, hvordan jøder fik rettigheder med 1814-loven og grundloven af Montren Religiøse ståsteder, som sidder på den modsatte væg, er dedikeret til overrabbiner Abraham Alexander Wolff, der samlede menighedens forskelligheder under ét tag. En anden herre M.L. Nathanson bliver fremhævet i montren Uddannelse for sin indsats for at lære fattige jødiske drenge dansk og regning og give dem forudsætninger for at kunne begå sig uden for en snæver jødisk kreds. 256 Følger man den buede gang forbi Kultur i Kulturen, møder man montren Danskjødisk. Her fortæller teksten, hvordan en dobbelt identitet som dansk og jøde er et ståsted, der viser sig på mange måder. 257 MITZVAH Udstillingens afsnit Mitzvah handler om jødeaktionen i Introduktionsteksten indleder: For omverdenens opfattelse af Danmarks stilling under besættelsen kan betydningen af de danske jøders redning næppe overvurderes. 258 Fortællingen om redningsaktionen uddybes på skærmen Jødeaktionen Ved et tryk på skærmen vises billeder af aktionens centrale personer: Werner Best, Ferdinand Duckwitz, Hans Hedtoft, Niels Svenningsen, C.B. Henriques og Marcus Melchior. Den skærende kontrast mellem de danske jøders to ufrivillige opholdssteder under krigen, Theresienstadt og Sverige, bliver herefter understreget af stillbilleder af en sommer i Sverige og et klip fra nazisternes film Theresienstadt. Bukker man sig ned til montren Theresienstadt, kan man se en tætskreven dagbog, hvor svage blyantsstreger giver et autentisk vidnesbyrd fra lejren. Den karakteristiske 256 Ibid, s Ibid, s Ibid, s. 17

70 070 davidsstjerne, som de indsatte skulle bære, er også udstillet, og ved siden af fortæller en tør væggelus om alle de lopper og lus, som forværrede livet yderligere for lejrens indsatte. En meter derfra bliver et spidst hjørne af glas til et vindue, som man kan kigge ind i fra to sider. Den ene side fortæller om de danske jøders flugt til Sverige, den anden beretter om hjemkomsten halvandet år senere. På den anden side af væggen hænger en stor kopi af C.W. Eckersbergs maleri Det Nathansonske familiebillede fra 1818, der forestiller en velassimileret jødisk familie fra starten af det 19. århundrede. Maleriet er omtalt i biografens film Ankomster gennem 300 år, hvor det fortælles, at farens placering i en døråbning kan tolkes som et ståsted mellem hjemmets religiøse traditioner og det omkringliggende danske samfund. TRADITIONER De blanke overflader på de mange værdifulde genstande i udstillingsafsnittet Traditioner signalerer, at udstillingens fokus skifter. Det centrale i dette afsnit er fortællingen om det konkrete liv, der leves, når man er jøde. I montren Alfabet, skrift og bog vises eksempler på bibelske bøger, der efter ældgamle jødiske traditioner er håndskrevet på pergamentruller. Årets og livets højtider fortæller om jødiske traditioner og højtider, som for eksempel nytåret: Rosh Hashanah, lysfesten: Chanukkah, det usyrede brøds fest: Pesach og forsoningsdagen: Jom Kippur. Bag montrens glas får man øje på rituelle genstande som en Chanukkahstage og olielamper, der knytter sig til højtiderne. I afsnittets andre dele introduceres den besøgende til et væld af jødiske begreber og navne, som stort set alle er ledsaget af en dansk oversættelse eller forklaring. På skærmen Kosher bliver der eksempelvis givet en forklaring på, hvad kosher-mad er, og hvordan man laver det. Det er imidlertid ikke alle jødiske ord, der får lige mange forklaringer med på vejen. Bar Mitzvah forklares eksempelvis som en religiøs forpligtigelse, når det nævnes i teksten Årets og livets højtider, og først i genstandsteksterne får man uddybelsen: Når en dreng er 13 år og én dag, er han Bar Mitzvah, forpligtet af budene og kan bl.a. begynde at bruge bederemme, Tefillin for første gang. 259 Fire forskellige bibelske citater på hebraisk er projekteret op på de skrå vægge omkring afsnittet Traditioner. Den opmærksomme besøgende vil opdage, at danske oversættelser er trykt på indervæggene af montren I synagogen. I denne montre kan man kigge ind fra fire forskellige steder. Her udstilles nogle af de religiøse rekvisitter, 259 Ibid, s. 29

71 071 man kan finde i en synagoge. Den historiske fortælling om synagoger i Danmark uddybes på afsnittets skærm: Synagoger og begravelsespladser i provinsen, som beretter om de jødiske menigheder udenfor hovedstaden, inden de blev nedlagt i starten af 1900-tallet. FORJÆTTEDE LANDE Udstillingsdelen Forjættede lande er den mindste. Et glasparti med et omfang af en butiksrude udgør afsnittets største og eneste montre. Glaspladens introduktionstekst forklarer montrens tema: Løftet om landet, der flyder med mælk og honning, er beskrevet i Mosebøgerne. Det forjættede land var i flere tusind år mest af alt et perspektiv i det religiøse liv, før det med zionismen i slutningen af 1800-årene blev til ønsket om en jødisk stat. Men det forjættede land kan også defineres som det land, hvor man har etableret sig, og ønsket om at opnå respekt og anerkendelse på lige fod med landets andre borgere. 260 Med næsen mod montrens rude kan den besøgende se genstande, som repræsenterer de forskellige måder at fortolke det forjættede land på. Indsamlingsbøsser prydet med en davidsstjerne fra forskellige jødiske grupper henviser til, at der i Danmark både har været tilhængere og modstandere af zionismen. Portrætter, buster og skydeskiver fra det prominente Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselvskab vidner om velstående jødiske borgere, der avancerede i det danske samfund. En ikke helt så lys side af den danske integrationshistorie kan man opleve via skærmen Fordomme og fremmedfrygt: Der er ikke nær så meget at berette om jødeforfølgelse i Danmark som i andre europæiske lande. Men danske jøder har i tidens løb oplevet rollen som syndebukke og er blevet mødt med almindelig fremmedfrygt iblandet fordomme, der bærer den lille antisemitisme Ibid, s Dansk Jødisk Museum

72 072 VINDUER TIL I DAG Mens man stadig befinder sig i udstillingen, dukker et vindue op, som på mange måder minder om udstillingens montrer i sin form. Vinduets indhold er imidlertid ikke genstande, men bøger og udstillingskataloger. Gennem en åbning i væggen træder den besøgende ind i en museumsbutik, hvor man mødes af nye farver. I en knaldrød reol er der indrettet en udstilling om jødisk mad, og på gulvet er en rød skranke opstillet. Langs væggene står postkort, kataloger og et udvalg af ny og ældre dansk og jødisk skøn- og faglitteratur, for eksempel Jødeaktionen oktober 1943: Forestillinger i offentlighed og forskning af Sofie Lene Bak og After the Rescue: Jewish Identity and Community in Contemporary Denmark af Andrew Buckser. Mange af bøgerne handler om de temaer, udstillingen tager op. I museets butik har publikum desuden mulighed for at efterlade en kommentar i museets gæstebog.

73 IND I MUSEETS FORTÆLLINGER 073 Siderne i den læderindbundne gæstebog på Dansk Jødisk Museum er fyldt med kommentarer om de besøgendes oplevelser af museet og deres holdninger til museet: Godt at København fik sit jødiske museum! 262 har en besøgende skrevet godt 14 dage efter museets åbning. Andre er ikke så udelt begejstrede: Tillykke med en sober udstilling men hvornår får islamerne deres kirkegård? 263 Denne kommentar har en anden besøgende ikke fundet værdig til gæstebogen, så de tre sidste ord er streget ud, og ordet upassende er tilføjet. 264 Det er ikke kun museets berettigelse, der får ord med på vejen. Især arkitekturen er et populært emne, og en Samuel Goldstein skriver for eksempel: Et flot museum. Men arkitekturen er bedre end det udstillede. Men det var en god oplevelse. 265 En anden Goldstein er af en lidt anden opfattelse: Et særdeles flot museum. Godt med skrifterne på væggen. Væggene er dog forvirrende. 266 Libeskind bliver også krediteret: Kærlig hilsen og tak til Daniel Libeskind. With love Else Berenth. 267 Taksigelser og personlige hilsner er især dominerende, når det kommer til de udenlandske besøgende. Mange af dem kender til den danske redningsaktion i oktober 1943, og de er fascineret af Mitzvah-konceptet: It was wonderful to visit this beautiful museum. The Danes is a blessing for the Jews. 268 En anden skribent fremhæver ligeledes det danske folk: The Danes, the most civilized people in Europe. 269 Visse kommentarer skiller sig ud ved at illustrere en mere personlig relation til museet. Blandt andet skriver et jødisk par fra London: What an outstanding museum. Very Moving. Especially a caricature of Kaminkowits, drawn by my dear late father Jacob Simon Marcus, London. 270 Gæstebogens sider giver et lille indblik i de mange forskellige tanker, der sættes i gang i de besøgende på Dansk Jødisk Museum. Blokbogstaverne, skråskriften og den sirlige formskrift fortæller imidlertid ikke noget om, hvorfor de besøgende tænker, som de gør - eller hvad de besøgende, der ikke har skrevet i bogen, har at sige om museet. MUSEETS FORTÆLLINGER Et kig på museets formidling via genstande, tekst og andre udstillingselementer afslører, at der er flere gennemgående fortællinger på Dansk Jødisk Museum. To overordnede fortællinger løber parallelt: arkitekturens og Libeskinds fortælling om redningsaktionen i oktober 1943 og udstillingens fortælling om jødernes ankomst til Danmark i Dansk Jødisk Museum, gæstebog nr Ibid 264 Ibid 265 Ibid 266 Ibid 267 Ibid 268 Ibid 269 Ibid 270 Ibid

74 074 tallet og de følgende 400 års ophold i landet. Libeskinds fortælling om redningen af de danske jøder formidles konkret i den ene af de to film, der vises i museets biograf, og symbolsk i udstillingsrummets opbygning gennem de skæve gulve, lyssætningen, træet og de snørklede gange. Udstillingens fortælling handler om 400 års dansk-jødisk historie fortalt gennem genstandsopstillinger i montrer, plancher og skærme. Den del af fortællingen, som handler om jødernes ankomst til Danmark, formidles i filmen Ankomster gennem 300 år og i afsnittet Ankomster. Derudover fortæller museets andre afsnit udvalgte historier, der alle er med til at give et indblik i den dansk-jødiske historie. Fortællingen har det brede sigte at give indblik i, hvordan jøderne har tilpasset sig det danske samfund og skabt et liv og en kultur blandt deres danske naboer. Den fortæller om et jødisk samfund, der har udviklet sig gennem mange århundreder. Et samfund, der både har optaget det danske i sig og sat spor i det danske. Museets to overordnede fortællinger er forskellige, og de placerer sig forskelligt i forhold til formidlingssituationen. Libeskinds taler som udenforstående til danskerne: Han er en polsk amerikansk jøde, der har noget på hjerte om Danmark og danskerne. Han er ikke selv del af det fællesskab, han taler til. I udstillingens fortælling adresseres publikum anderledes. Her tales fra dansker til dansker - og ikke bare danskeren som dansker: Danskeren som europæer italesættes på introduktionsplanchen til Ankomster. De to overordnende fortællinger eksisterer side om side på museet. For at komme tættere på brugen af disse fortællinger er ti personer blevet sat i stævne. Et indblik i fortællingerne, de skaber på museet, giver et billede af museet som erindringssted og dermed et indblik i, hvad der er med til at sætte et erindringsarbejde i gang. Som Floris og Vasström påpeger, handler sådan en undersøgelse om, hvad der sker i mødet mellem publikum og museer, hvor publikum ikke bare opfattes som en masse, men som grupper af individer med vidt forskellig baggrund og behov for at forankre deres egen tilværelse og historie til forskellige historier inden for museernes mure. 271 Omdrejningspunktet er derfor at undersøge forholdet mellem individets historiebevidsthed og den kollektive erindring - og dermed erindringsarbejde på museet. 271 Floris, 1999, s. 381

75 075 DE TI PÅ MUSEUM Inden de ti personer, de besøgende, begiver sig til museet, får de at vide, at de kan se museet alene eller sammen med et familiemedlem eller en ven. Det vigtige er ikke, om de oplever alene eller sammen med en anden person, men at de bagefter italesætter deres oplevelse. Interviewene foregår umiddelbart efter personerne har besøgt Dansk Jødisk Museum, enten på en café i nærheden af museet eller hjemme hos dem selv. Igen bliver interviewpersoner spurgt, hvad der passer dem bedst. Interviewene foretages enkeltvis - én interviewer, én besøgende - også i de tilfælde, hvor to har været på museet sammen. Årsagen er, at der er spot på den enkelte persons fortælling på Dansk Jødisk Museum - hver person skal derfor have plads til overvejelse, refleksion og uddybning af sine svar. Netop fordi de ti personers oplevelser anses som unikke, og deres italesættelse for narrativer, er interviewsituationen åben. Professor i offentlig administration Irene Rubin og Sociologiprofessor Herbert Rubin forklarer tankerne bag den form for interviewsituation: Find out what others think and know, and avoid dominating your interviewees by imposing your world on theirs. 272 Personerne skal have plads til at bruge egne beskrivelser, ord, metaforer, symboler og fortolkninger af den virkelighed, de oplever. Der er dog sat en ramme for interviewet - vi vælger de temaer, interviewpersonerne skal tale om. Rammen er fleksibel: Interviewets temaer dækkes ud fra nogle hovedspørgsmål, men med en åbenhed overfor ændringer af spørgsmålenes rækkefølge og form, således at man kan forfølge de svar, interviewpersonerne giver, og de historier, de fortæller. 273 Det er hovedspørgsmålene, der styrer interviewet og rammer interviewpersonens fortællinger ind. 274 Derudover bruges undersøgende spørgsmål og opfølgende spørgsmål. 275 De undersøgende spørgsmål skal få personerne til at gå i dybden med svar inden for området, og de opfølgende spørgsmål hiver fat i nogle af de iagttagelser, den besøgende selv bringer på banen. De besøgende stilles over for to hovedspørgsmål. Personerne bliver først bedt om at beskrive Dansk Jødisk Museum for én, der ikke har været der. Formålet med dette spørgsmål er at få interviewpersonens umiddelbare mening om museet og at finde frem til de ting på museet, som han eller hun er optaget af. Derudover bruges spørgsmålet til at give den besøgende en mulighed for at tale sig varm og at tale sig ind i museets 272 Rubin, 1995, s Kvale, 1994, s For nærmere introduktion til samtlige spørgsmål i interviewet, se interviewguide, bilag Jf. Rubin, 1995, s

76 076 kontekst. Interviewets andet hovedspørgsmål drejer sig om udstillingens betydning og relevans for den besøgende, og her er formålet at komme nogle lag dybere ned i forholdet mellem historien og den besøgendes identitet. Den besøgende skal forestille sig, at Dansk Jødisk Museum vil åbne en særudstilling om danskernes historie i de sidste 400 år som et supplement til deres nuværende udstilling. Den besøgende skal fortælle, hvad han eller hun synes, er vigtigt at få med i sådan en udstilling. INTERVIEWENE I BRUG Interviewene er grundlaget for undersøgelsen af Dansk Jødisk Museum som erindringssted, men det er samspillet mellem empiri og teori, der kan kaste lys over specialets undersøgelsesfelt. Historieteorien, erindringsbegreberne og den museumshistoriske udvikling giver både en forståelse af feltet erindringshistorie og selve erindringsstedet Dansk Jødisk Museum. Derfor er analysen af interviewene tæt knyttet til de foregående kapitler, og pointer, som er fremkommet her, vil løbende blive behandlet i analysen. Der sættes fokus på museets forskellige elementer, som for eksempel genstande og arkitektur, i en analyse af, hvad der er med til at sætte erindringsarbejde i gang hos de besøgende. Også museets aktualitet - dets plads i det danske erindringsfællesskab og den danske historiekultur - vil blive belyst ud fra de besøgendes interview for yderligere at undersøge, hvordan Dansk Jødisk Museum fungerer som erindringssted. I analysen bruges desuden Bruno Ingemanns inddeling af en museumsoplevelse til at udforske de ti personers besøg på Dansk Jødisk Museum. Ingemann deler museumsoplevelsen ind i fire forskellige kategorier: et videns-felt, et emotions-felt, et værdi-felt og et handlings-felt. Det er forskelligt fra besøgende til besøgende og fra museum til museum, hvilket eller hvilke felter, der betyder noget for museumsoplevelsen. 276 I videns-feltet handler det både om den besøgendes tilegnelse af ny viden og brugen af den vidensmængde eller information, som findes på museet, men også om aktivering af eventuel forhåndsviden. Befinder den besøgende sig i værdi-feltet, er noget andet i gære. Her spiller kollektive og personlige værdisystemer, normer og moral hovedrollen og har afgørende betydning for den besøgendes umiddelbare reaktion på udstillin- 276 Ingemann, 2000, s

77 077 gen og dens relevans. 277 Handlings-feltet drejer sig om den besøgendes konkrete vandring i virkelige rum; berøring af virkelige genstand; interaktivitet i forhold til skærme og knapper etc. Handlinger skal forstås bredt og spænder fra hverdagsaktiviteter som beskuer til at foretage informerede valg om konkrete oplevelser. 278 Det sidste felt, emotions-feltet, er forbindelsen mellem mennesker, natur og fysiske objekter i sig selv og i de sociale relationer og handlinger, der er forbundet hermed. 279 Når de besøgende går rundt på museet, bevæger de sig ind og ud af de forskellige felter. Hvilke felter, de kommer i berøring med, har både at gøre med museet, dets fortællinger og formidling, men også med den person, der er på museet. Hver af de ti personer tager nemlig en hel særlig bagage med ind på museet: sig selv. DE TI Det er ti personer med vidt forskellige livshistorier, der besøger Dansk Jødisk Museum. De er spredt over flere generationer, de har forskellige erfaringer, jobs og familier, og de har forskellige forhold til historien, museet formidler. NIKOLAJ Nikolaj er den yngste gæst, der skal fortælle om sine oplevelser på museet. Han er 14 år gammel, folkeskoleelev, avisbud og go-cart-kører. Hele sit liv har han boet i Roskilde sammen sin bror, sine forældre - og storesøsteren, som også er med ham inde på museet. Han er en anelse ubekvem ved interviewsituationen og giver korte og lidt tøvende svar, men når snakken falder på krig, spidser han ører. Særligt Anden Verdenskrig, synes han, er interessant. NIELS Nikolaj deler interessen for krig med interviewundersøgelsens alderspræsident Niels på 75 år. Niels har en stor interesse for historie og samfundsforhold, og han er lige så bekendt med fortiden, som han er med de skove, han har haft opsyn med i sit job som skovridder. Da Niels var på Nikolajs alder, flygtede han med sin familie til Sverige i oktober Gestapo var ude efter faren, der var søofficer i den danske flåde. I Sverige kom 277 Ibid, s Ibid 279 Ibid, s

78 078 Niels i den danske flygtningeskole i Lund, hvor de fleste andre børn var jøder. Efter krigens afslutning tog familien tilbage til Danmark. Niels er en fattet og rationel mand med en enorm viden. Med rolig stemme svarer han velformuleret og uddybende på de spørgsmål, han bliver stillet. GERDA Niels besøger museet med sin kone Gerda, der er kunstner. Gerda er født i 1932, og ligesom sin mand oplevede hun Anden Verdenskrig. Hun hørte bomberne falde over København, hvor hun boede med sin familie. Hendes far var læge, og han var blandt andet med til at organisere de hvide busser, der hentede danskere hjem fra kz-lejrene. I øjeblikket er Gerda i gang med et skulpturprojekt, der forener hendes interesser for kunst og religion: Skulpturen skal fortælle om de tre store religioner og deres ligheder. Når Gerda fortæller, er det med store fagter og et levende kropssprog. Hun kalder en spade for en spade, og intet blokerer hendes ærlige mening. Hun er ikke bleg for at afbryde, selv stille spørgsmål eller provokere. TOBIAS Gerdas ligefremme facon og store indlevelse har hun givet videre til sønnen Tobias, der er født under ungdomsoprøret i Tobias har også arvet sin fars store interesse for historie, politik og samfund. Han har fået fortællinger om Anden Verdenskrig ind med modermælken, og hele sit liv har han talt meget med sine forældre og bedsteforældre om krigen. Da han blev ældre, begyndte han selv at læse om perioden. Tobias er geolog, og i dag arbejder han som leder på et it-projekt, der hedder Miljøportalen. Man er ikke i tvivl, når Tobias optages eller provokeres af noget. Med entusiasme fortæller, forklarer og kontrasterer han, ligesom han drager paralleller til nært og fjernt, når han taler om Dansk Jødisk Museum, hvor han var inde med sin kæreste Solvej. SOLVEJ Solvej er 28 år. Hun er sygeplejerske på Bispebjerg Hospital og studerer kommunikation på Roskilde Universitetscenter. Hun har desuden taget en mastergrad i køn og kulturstudier på Syddansk Universitet. Når Solvej fortæller, bruger hun meget sig selv og sine

79 079 værdier som udgangspunkt. Hun er et udpræget familiemenneske, og hun værdsætter nære relationer. Et medlem af hendes familie spiller en særlig rolle - mormorens kusine, som Solvej er opkaldt efter. Kusinen var sygeplejerske og arbejdede på Bispebjerg Hospital. Under Anden Verdenskrig hjalp hun med at gemme jøder i hospitalets kælder, så de undslap nazisterne. I dag er Solvej tæt knyttet til kusinens datter, der bor i London, og hun tager ofte turen fra Kastrup til Heathrow for at besøge den del af familien. KARIN Da Karin på 52 år tog samme rute for mere end 30 år siden, mødte hun englænderen Michael, som hun senere blev gift med. Det flersproglige blev dermed både en del af Karins privatliv og arbejdsliv. Hun er uddannet korrespondent i fransk og engelsk, og i dag arbejder hun som sekretær i et medicinalfirma. Karin bruger meget tid til at tænke over sine svar omkring oplevelsen af Dansk Jødisk Museum, og hun svarer i præcise og velovervejede vendinger. Hun er meget opmærksom på, at hun bliver interviewet: Hun vil gerne give gode svar, som kan bruges til noget. MICHAEL Karins mand Michael har nu boet i Danmark i tre årtier og taler et næsten flydende dansk. Michael er 55 år, journalist, venlig og interesseret, og han er tydeligvis vant til at finde mange forskellige ting spændende. Han er grundig og velovervejet, når han svarer, og ny viden sætter gang i hans overvejelser og undren. MIKKEL Medieverdenen er også den verden, som Mikkel på 26 år bevæger sig i til daglig. Han læser medievidenskab og skriver lige nu en opgave om Stanley Kubrick. Mikkel er en ivrig kulturbruger. Han går ofte til koncerter, i biografen, på museer og i teatret. Mikkel tegner, og han er også meget optaget af visuelt design. Mikkel er imødekommende og venlig, og han engagerer sig i samtalen om Dansk Jødisk Museum. GITTE Jødisk historie er ikke et ukendt emne for Gitte på 29 år. Hun har studeret historie og Information Technology, og i dag arbejder hun som informationsmedarbejder på Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Her står hun blandt andet for undervis-

80 080 ningsmateriale og artikler om folkedrab og har i den forbindelse skrevet om jødeaktionen i Gitte besøger museet alene - på en travl dag og føler ikke, hun har tid til at fordybe sig i udstillingen. Til gengæld giver hun sig tid til at fortælle om sin oplevelse. FREJA Ligesom Gitte og Mikkel besøger Freja museet alene. Freja er 20 år gammel, og for ganske nyligt flyttede hun fra Vordingborg til København. Hun arbejder som pædagogmedhjælper i en vuggestue - men det er kun et springbræt: Planen er at begynde at studere inden længe. Mens hun venter, spilder hun ikke tiden. For eksempel har hun netop søgt optagelse i et kirkekor. Freja falder nemt ind i interviewsituationen og fortæller interesseret om sit besøg på museet.

81 DELKONKLUSION 081 Ideen til Dansk Jødisk Museum opstår i en tid, hvor forskellige grupper i det danske samfund kræver at få deres historie på museum - og en plads i den kollektive erindring. Omkring årtusindeskiftet beslutter bestyrelsen for Dansk Jødisk Museum, at museet skal have et eksternt sigte og have ikke-jødiske danskere som primær målgruppe. Derved kommer udformningen af museet til at bygge på forestillingen om, at jødisk historie har relevans for det danske erindringsfællesskab. Med museet skabes en mulighed for, at erindringen om jødisk historie kan kobles til den danske kollektive erindring. Spørgsmålet er, om koblingen realiseres på museet: Om ikke-jødiske danskere forbinder deres egne fortællinger på museet til en kollektiv erindring, og om jødernes historie dermed får en betydning for dem.

82 ERINDRINGSARBEJDE PÅ DANSK JØDISK MUSEUM At have et museum kan være en vigtig del af det at have en historie, og at kende sin historie og vide hvem man er, er at have en identitet Sjørslev, 1994, s. 48

83 ET FORMIDLINGSRUM 083 De ti besøgende er opmærksomme besøgende, når de er på Dansk Jødisk Museum. De suger til sig. De observerer, analyserer og reflekterer over museets genstande, fortællinger, arkitektur og betydning. De ti besøgende er også forskellige besøgende - de bliver fanget af forskellige elementer, de skaber forskellige fortællinger, og de har forskellige meninger om museet og udstillingen. Men de har også noget tilfælles: De er danskere, der oplever en udstilling om jødisk historie. ARKITEKTUREN I HISTORIEFORMIDLINGEN Det var Libeskinds arkitektur, der fyldte op i avisernes spalter, da Dansk Jødisk Museum åbnede i 2004, og som en anmelder i Information påpegede, har Libeskind også en stor plads i oplevelsen af museet: Libeskind synes at fylde mere i det lille rum, end åbningsudstillingen om de danske jøder. 281 De ti museumsbesøgende er fra starten opmærksomme på den iøjefaldende arkitektur og kalder den spændende, unik, speciel, moderne, avanceret, sjov og anderledes. Museets arkitektoniske ramme fremhæves af alle de besøgende - Solvej siger for eksempel, at det er et sjovt museum på grund af arkitekturen, og det er helt klart seværdigt på den måde. 282 Gerda istemmer: Det som jeg vil bede folk om at lægge mærke til, det er arkitekturen. Den larmer jo. Den er så speciel. Den overskygger næsten museet. 283 Libeskinds mangekantede rum er meget forskelligt fra andre danske museer - og det opleves som noget godt. Som Nikolaj siger: Det var anderledes det er ikke ligesom alle mulige andre, så man har ligesom lyst til at prøve at gå ind og kigge, hvad der er. 284 Mikkel nævner også arkitekturen som noget man gerne vil udforske på en eller anden måde, 285 og Tobias får lyst til at gå på udkig i rummet: Det var sådan pudsigt med, man kommer ind og tænker: 'Det var dog et sjovt museum det her. Hvorfor fanden har de bygget det op på den her måde?' 286 Janne Laursen mener, at arkitekturen er så interessant, at den alene er årsagen til, at mange gæster kommer på museet. 287 Det får kritikere til at råbe vagt i gevær. Frygten er, at fagligheden forsvinder: at formen overdøver indholdet, hvor indholdet må forstås som selve formidlingen af historien. 281 de Waal, Solvej, bilag 5, s Gerda, bilag 5, s Nikolaj, bilag 5, s Mikkel, bilag 5, s Tobias, bilag 5, s Laursen, bilag 2, s. 13

84 084 Michaels oplevelse illustrerer, at kritikerne kan have en pointe. Når Michael er på museet, sætter arkitekturen et oplevelsestempo, udstillingen ikke kan følge. Michael oplever museets genstande som det landskab, man drøner forbi på en motorvej: Det er et problem, at nogle af genstandene er så små. At gå for at se en lille bid, som man næsten ikke kan se ( ) Det tager lidt længere tid, end man selv finder er rimeligt. Hvis man havde siddet i bilkøen på motorvejen Der er ikke nogen grund til, at bilkøen er der, men den er der, og den tager sin tid. Det tager tid at finde genstande. 288 Michael befinder sig i udgangspunktet på en motorvej, når han er på museet. Han har en fart på mindst 130 km. i timen og bliver irriteret over at skulle stoppe op. Selvom han oplever, at arkitekturen råber højt, føler Michael ikke, han kan høre, hvad den siger. Han har i stedet en fornemmelse af, at arkitekturen holder noget hemmeligt for ham: Væggene er stillet ind på en måde, så man er nødt til at være noget påpasselig med ( ) hvordan man går. Det er lidt som om, man forsøger at fortælle den besøgende, at det her er et meget specielt emne, som skal behandles meget specielt ( ) Altså, det tager ikke afstand fra besøgende, men alligevel, det er ligesom en kølig person, som ikke vil tillade en anden person at komme for tæt på. 289 Arkitekturen lægger også en dæmper på Gittes oplevelse af museet, og den giver hendes besøg et negativt skær. Gitte bliver svimmel af museets bugtende gulv, og hun generes af montrernes placering: Den første montre jeg gik hen til ( ) går mig til omkring halsen eller sådan noget, og det der med at skulle ned i knæ for overhovedet at se, hvad der er derinde: 'Nej, det kan ikke være rigtigt! Hvem har fundet på at lave det på den her måde?' Det er helt tosset. 290 Gitte bliver irriteret over museets arkitektur, og det lægger en dæmper på hendes oplevelse: Det er lidt synd, at man starter med den oplevelse, for det bremser selvfølgelig en, at man ikke gider involvere sig så meget i udstillingen. 291 I Gittes tilfælde lukker arkitekturen viden ude, og det oplever hun som et problem: Jeg bliver bare irriteret, når jeg sådan bliver bremset i min vidensoptagelse. 292 Her kommer handlings-feltet og videns-feltet på kant med hinanden: De kropslige udfordringer, Gitte møder i handlings-feltet, skaber problemer for hendes oplevelse i videns-feltet. Tobias oplever også arkitekturen som distraherende: Altså, i virkeligheden kommer man til at bruge mere energi på at tænke på, hvad er det for nogle sjove gange ( ) og man har ikke så meget fokus på det, der i virkeligheden er historien Michael, bilag 5, s Ibid, s Gitte, bilag 5, s Ibid 292 Ibid 293 Tobias, bilag 5, s. 34

85 085 Ifølge museets ansatte er det en misforståelse at betragte udstilling og arkitektur som adskilte størrelser. Bjarke Følner forklarer, at oplevelsen af arkitekturen skal ses som udgangspunktet for tilegnelsen af museets fortællinger - den er en nøgle til at tale om, hvad er nu det her for noget. 294 Arkitekturen er en del af fortællingen. Som Libeskind siger: Bygninger skal fortælle en historie og være en del af den historie, udstillingen handler om. 295 Ved at sammentænke arkitektur og historieformidling, får man, ifølge Laursen, en helt særlig formidlingssituation. Fordi arkitekturen henvender sig til følelser, får publikum, i Laursens øjne, en oplevelse, man ikke kan opnå via traditionel museumsformidling, der beskrives som tør, nøgtern og meget saglig. 296 Young peger på det samme aspekt, når han fremhæver Libeskinds museum i Berlin som et modmonument. Ifølge Young opnår historieformidlingen sit mål - at sætte et erindringsarbejde i gang - fordi bygningen fordrer aktiv deltagelse. Laursen slutter op om synspunktet og understreger dermed, at det er centralt for museets erindringsmæssige funktion, at de besøgende befinder sig i oplevelsens handlings-felt: Museet er tredimensionelt, og det er det at arbejde med det tredimensionelle medie, som museumsfolk skal blive meget bedre til at arbejde med og raffinere formidlingen og bruge de andre medier og ikke bare fastholde, at udstillingen skal kunne det hele ( ) Arkitekturen er jo så et medie her. 297 Museet kan bruge arkitekturen til at sætte historieformidling i et nyt lys og bygge en bro mellem historien og de gæster, der ikke fænges af traditionel museumsformidling med genstande og montrer på rad og række. En sådan formidlingsstil bunder, ifølge Henrik Reeh, i et princip om, at det ikke er tilstrækkeligt med en formidling til intellektet, men at målet snarere er at konstruere museumsbesøget som en oplevelse. 298 Gerda er et eksempel på en museumsgæst, der fanges af arkitekturen: De tiltede horisonter og rum. Det smaller til, og man føler, man er helt nede på bunden af en træskakt og kigger op igennem. Det synes jeg, han beskriver utrolig godt ( ) Det, synes jeg, var det mest interessante ved museet. Alle de der små montrer med alle deres ting og sager, det er måske knap så interessant. 299 Gerda vandrer i Libeskinds værk og fylder dets huller ud med betydning. Hun oplever med krop og sanser. Hun beskriver museet som det muntre hus i Tivoli, og fortæller, hvordan museet larmer og koger, og hvordan det viser, at det hele sejler for en, og at ens univers tilter. 300 Gerda oplever museet med Libeskind. Hun kender hans arbejde og ved, at der er bygget betydning ind i museets vægge. Som hun selv siger: Jeg kender ham jo som arkitekt, og jeg kender den måde, 294 Følner i Laursen, bilag 2, s Libeskind citeret i Rifbjerg, Laursen, bilag 2, s Ibid, s Reeh, 2000, s Gerda, bilag 5, s Ibid, s. 20

86 086 han bygger sine rum op. Hvordan det psykologiske er en meget vigtig faktor. 301 Modsat Gitte kender Gerda spillereglerne, og hun ved, at hun skal bruge sig selv til at opleve arkitekturen. Det er næsten som om, Libeskind er en kær ven, der følger hende rundt på museet: Jeg kan godt forstå hans tanker. Der er nogen, der vil sige: 'Hvorfor fanden skal det være skævt, det her. Altså, det er da noget underligt noget'. Men jeg kan godt forstå hans idé. 302 Når Gerda oplever arkitekturen, befinder hun sig ikke kun i museumsoplevelsens handlings-felt, men også i det felt, Ingemann kalder emotions-feltet. I dette felt giver følelserne museumsoplevelsen kulør. Arkitekturen er med til at gøre Gerdas fortællinger levende og nærværende, og det gør den netop ved at sætte følelser i gang: Et par gange under krigen har man følt den der angst ( ) Og det er det, han viser. Sådan som jeg læser det. 303 Ifølge Bernard Eric Jensen er oplevelse og følelser én og samme ting på et museum - handlings-feltet er altså knyttet til emotions-feltet per defintion: En formidling af historie, der satser på at skabe oplevelser, vil uvægerligt appellere til og inddrage folks følelser. 304 Det er netop, hvad Libeskind, ifølge Laursen, gør: Denne arkitekt skaber oplevelser med sin arkitektur, der taler til følelser såvel som sansning. 305 Som Laursen siger, udmærker arkitekturen sig ved at kunne formidle følelser som sorgen, bekymringen, håbet de aspekter ved menneskelivet, som ikke sætter fysiske spor, og derfor ikke kan videreformidles gennem genstande. Den følelsesmæssige og handlingsprægede oplevelse i arkitekturen er, ifølge Reeh, med til at sætte erindringsarbejde i gang i publikum: Det er denne kropsligt-[mentale] bevægelse, som for alvor gør Libeskinds værk til mere end et arkitektonisk objekt. 307 Det kan også ses i Gerdas tilfælde: Gennem tilegnelsen af arkitekturen oplever Gerda at få sat sig selv i spil, nøjagtig som Libeskind ønsker det: I sin gang rundt på museet og i sin italesættelse af oplevelsen kommer museet til at handle om Gerda selv, hendes drømme og frygt. På den måde formår Libeskind at gribe helt ind i Gerdas indre og klemme om et emne, der ligger hende meget på sinde: Jeg tror, det må være så forfærdeligt. Jeg synes selv, det må være så frygteligt at være flygtning. Jeg kan ikke forestille mig noget værre faktisk. Væk fra familien ( ) deres børn forsvinder ( ) Desperation. 308 I koblingen mellem Gerdas egen fortælling og museets fortælling, får hun sat et erindringsarbejde i gang. Det er via oplevelsen af arkitekturen, denne kobling sker, og Libeskind kommer dermed til at få en både positiv og fremtrædende rolle som historieformidler i hendes museumsbesøg. 301 Ibid, s Ibid 303 Ibid, s Jensen, 2003, s Laursen, 2004a, s Ibid, s Reeh, 2000, s Gerda, bilag 5, s. 31

87 087 ARKITEKTEN SOM HISTORIEFORMIDLER Flere besøgende oplever Libeskind som historieformidler på museet. I biografen stifter de bekendtskab med murenes mester, der får rollen som den afsender, Holmstrøm mener, er nødvendig på et museum. Inger Sjørslev bakker Holmstrøms synspunkt op: Der har været gjort alt for lidt for at formidle det budskab, som måske er det vigtigste for alle at formidle: at sandheder er midlertidige ( ) Skal man formidle dette budskab, skal man lave udstillinger som er signerede på samme måde, som man signerer en bog, en artikel eller en film. 309 I udgangspunktet kan udstillingen på Dansk Jødisk Museum altså siges at skrive sig ind i en postmoderne udstillingstradition: Via præsentationen af Libeskind signalerer museet, at den tolkning af historien, der ligger til grund for museets indretning, ikke er en eviggyldig forståelse af historien - det er Libeskinds forståelse. Kaster man et blik på de besøgendes opfattelse af museets historieformidling, tyder det dog på, at Libeskinds udlægning af historien anskues som udlægningen. Dette skyldes især filmen. Tobias tager filmen til sig som en præmis for hele udstillingen, og det gør hans oplevelse af arkitekten som historieformidler væsentlig mere negativ end Gerdas. Fra biografens sæder oplever han en amerikaner, der ikke bare tager hatten af for Danmark og danskerne, men ligefrem udråber en del af Danmarks fortid til at være Mitzvah: den gode gerning. Tobias mener, at der bliver skabt et rosenrødt billede i starten af Libeskind, som man jo tager med sig igennem museet. 310 Tobias kalder Libeskinds fortælling et glansbillede og bruger det meste af interviewet på at positionere sig imod arkitektens vinkel på historien: Libeskind, han siger i starten ( ) Jamen, danskerne er noget enestående, og vi sikrede jødernes flugt som noget enestående i forhold til de andre europæere ( ) Han bruger nogle ord omkring det, hvor han ligesom isolerer os og siger: Vi er noget specielt. Vi har noget næstekærlighed og noget broderkærlighed. 311 Tobias stejler over Libeskinds fortælling om de gode danskere og får en følelse af, at arkitekten står ved hvert et hjørne som en nævenyttig kustode og slår ham i hovedet med et bundt noder til sangen om det fantastiske danske folk - en sang, der klinger falsk i hans ører: Den er lidt mere broget, end den er fremstillet. Den har nogle kanter, og den er ikke så rosenrød, som den bliver fremvist. 312 Tobias tvivler på, om Libeskinds historieformidling kan bruges - om den er troværdig. 309 Sjørslev, 1986, s Tobias, bilag 5, s Ibid, s Ibid, s. 41

88 088 For ham er det altså ikke nok at få at vide, at historiens udlægning er Libeskinds. Hvis den er forkert eller unuanceret, kan den i Tobias' optik ikke bruges til noget. Tobias er ikke sikker på, Libeskind har fagligheden i orden, når han beskriver historien: Det er lidt naivt. Altså, det er som om Han har jo ikke læst alle bøgerne eller noget, eller også så har jeg ikke læst alle bøgerne. Fordi jeg synes, det kom lidt bag på mig faktisk, at vi var det eneste land, der havde gjort noget aktivt for at hjælpe jøder på flugt. Det ved jeg sgu ikke, om det er rigtigt. 313 Mikkel er enig: Jeg vidste godt, at der var en masse jøder, der var blevet hjulpet til Sverige, men jeg vidste ikke, at det var noget unikt i Europa. Det er i hvert fald sådan, som ham der Libeskind udlægger det ( ) Det anede jeg ikke, og jeg ved heller ikke, om det er rigtigt. 314 Gitte mener heller ikke, at den viden, hun får på museet, er fyldestgørende: Jeg har lært noget, men det er ikke sådan noget, hvor jeg tænker, at det er specielt brugbar viden ( ) Det var bare så overfladisk. Man fik ikke rigtig forståelse af, hvorfor og hvordan - hvad der egentlig skete. 315 I samme forbindelse overvejer Nikolaj, om han skulle tage sin mormor og morfar med ind på Dansk Jødisk Museum for at se, om museet er inde på noget af det rigtige: Så det kan være, at de synes, det var meget sjovt at prøve at se, om det var rigtigt, dét de havde lavet derinde på det museum. 316 Når de besøgende kritiserer Libeskinds udlægning af historien, befinder de sig blandt andet i museumsoplevelsens videns-felt. Det er karakteristisk, at Libeskinds formidling af viden enten aktiverer de besøgendes egen forhåndsviden eller skaber en skepsis i forhold til museet. Fra museets side er de besøgendes skepsis over for den fortælling, Libeskind fremfører, ikke nødvendigvis noget negativt, og udstillingen modsiger også selv Libeskinds tolkning af historien. På en planche ved temaet Mitzvah kan publikum læse: Med tiden har fortællingen antaget mytisk karakter. Mange faktorer bidrog til, at redningsaktionens lykkedes i så høj grad, herunder også tysk dobbeltspil. 317 Fordi Libeskind gøres til afsender, får museet den effekt, som Becker og Holmstrøm advokerer for, museer skal have i dag: Når de besøgende betvivler Libeskinds udlægning af historien, punkterer de myten om museet som et helligt tempel, der udspyer den evige sandhed. De sætter spørgsmålstegn ved fortællingerne på museet og accepterer dem ikke uden videre. Det betyder dog ikke, at museet opleves som åbent og flertydigt af de besøgende. Libeskinds udlægning opleves som museets fortælling. At det hellige tempel lægges i ruiner, skyldes således, at de besøgende er uenige med den udlægning af historien, 313 Ibid 314 Mikkel, bilag 5, s Gitte, bilag 5, s Nikolaj, bilag 5, s Udstillingstekster, bilag 3, s. 17

89 089 Libeskind fremlægger. De modsætter sig den dominerende udlægning af historien - og måske er det motivation til at forsøge at finde en anden. OPSUMMERING Dansk Jødisk Museum huser et særligt rum for historieformidling, fordi Libeskind med sin arkitektur og sin person bliver en væsentlig del af museets indhold. Ifølge Laursen, Reeh og Young kan Libeskinds arkitektur noget særligt i formidlingssituationen, idet den fordrer en aktiv deltagelse, der sætter følelser i gang. Laursen og Eric Jensen mener, at det følelsesmæssige aspekt hænger tæt sammen med det at opleve på et museum. Oplevelsen betragtes i den forbindelse som en modsætning til den form for museumsbesøg, hvor der formidles mere direkte til intellektet. Samtidig tilskriver Reeh Libeskinds særlige arkitektoniske tilgang et erindringsmæssigt potentiale: Arkitekturens appel til følelser kickstarter et erindringsarbejde. På Dansk Jødisk Museum har arkitekturen den tilsigtede virkning for Gerda. Tobias, Michael og Gitte oplever derimod, at det dominerende rum bremser en tilegnelse af fortællinger på museet. Dermed får museets kritikere til dels ret, når de påpeger, at museets form kan komme til at overdøve indholdet. På museet bliver Libeskind gjort til med-afsender, men de besøgende opfatter ham grundlæggende som afsenderen. De besøgende, der modsætter sig hans udlægning af historien, kommer derfor til at sætte spørgsmålstegn ved museets overordnede troværdighed. Det betyder også, at museet ikke opleves som en formidler af en eviggyldig sandhed - de besøgende køber simpelthen ikke den udlægning af historien, som de mener, museet repræsenterer i kraft af Libeskinds udtalelser.

90 FORTÆLLINGER 090 Libeskinds fortælling om oktober 1943 opleves som en dominerende fortælling på Dansk Jødisk Museum. Men der er flere versioner af historien på museet, og der er flere fortællinger gemt i udstillingen om de danske jøder. Ifølge Holmstrøm er dette en kvalitet, fordi et museums mange fortællinger kræver en aktiv deltagelse af publikum. For at de besøgende kan skabe betydning på museet, er det imidlertid afgørende, at de kan finde hoved og hale i fortællingerne. Sagt med andre ord: Det er fortællingen, eller fortællingerne, der er erindringsarbejdets udgangspunkt. AT LEDE EFTER EN FORTÆLLING På grund af udstillingens tematiske opbygning og museets forskellige fortællinger skal de besøgende yde noget særligt for at finde frem til en fortælling. Som udgangspunkt skal de navigere i et hypertekstuelt rum og selv finde frem til en fortællings begyndelse og fikspunkt. Mikkel opdager den hypertekstuelle struktur med det samme: Det, jeg tænkte over, var, at der var flere ruter rundt. Der var mange gange, hvor man kunne tage sådan en cirkel og så: 'Hov, nu er jeg tilbage, hvor jeg startede'. Så kunne jeg sådan smutte et andet sted hen. 318 For mange af de andre besøgende er det imidlertid sværere at følge museets tematiske grundlag, og det skaber en usikkerhed i forhold til museet. Freja forklarer eksempelvis: Jeg var sådan lidt i tvivl, da jeg i starten så museet, om jeg kunne finde rundt. I hvilken rækkefølge jeg skulle gå. Jeg følte lidt, at nu da det var noget historisk, så skulle jeg følge det historiske. 319 Freja bliver forvirret over, hvor udstillingen starter. Det kan skyldes, at hun ikke er med på museets hypertekstuelle struktur - at hun derimod leder efter en lineær, kronologisk fortælling. Dette er en nærlæggende forklaring, mener Floris og Vasström. Siden det moderne samfunds fødsel har den lineære kronologi behersket samfundets officielle historieskrivning, 320 og den lineære tilgang til et historisk stof er derfor helt grundlæggende i deres øjne. Frejas forvirring kan imidlertid også skyldes, at museet både formidler et kronologisk og et ikkekronologisk udgangspunkt. Det er oversigten over museet, som publikum får udleveret ved indgangen, der giver Freja den idé, at hun skal finde en historie, som starter et bestemt sted. Først da hendes besøg er færdigt, finder hun ud af, at der ikke er én rigtig vej rundt i udstillingen: Da jeg var færdig med museet, så følte jeg, at det var lidt 318 Mikkel, bilag 5, s Freja, bilag 5, s Floris, 1999, s. 28

91 091 ligegyldigt om, man havde gået denne her historiske tur, som jeg gik ud fra den der oversigt, man fik derinde. Det, synes jeg egentlig ikke, havde været nødvendigt. 321 For Freja får oversigten en forvirrende funktion, og den forpurrer det potentielt hypertekstuelle ved udstillingens opbygning. Solvej oplever også formidlingen af det lineære udgangspunkt: Da vi stod ved indgangen, forklarede hende, der solgte billetter: 'Nu skal I se. Her kommer I ind. Her er biografen. Det tager 12 minutter at se de her to film, og jeg vil foreslå, at I følger - det er inddelt ikke kronologisk, men i temaer - så I kan se, hvad I vil hvornår. Men jeg vil anbefale at gøre sådan og sådan.' 322 Solvej mener, i modsætning til Freja, at det er godt, at museet viser vej - ellers ville man måske være lidt forvirret. 323 Gittes besøg bliver imidlertid ikke mindre diffust af de ansattes vejledning. Hun får at vide, at udstillingen starter i biografen, men det forstår hun ikke helt: Det irriterede mig fra starten, fordi jeg kommer ind, og så får jeg at vide, udstillingen starter inde til venstre inde i det der filmrum. Og så sætter jeg mig ind, og så ser jeg en film - en kortfilm som præsenterer arkitekten Daniel Libeskind. Og det er selvfølgelig også fint nok ( ) Men det forvirrede bare, fordi jeg tænkte: 'Er det ham museet handler om, eller er det et jødisk museum?' 324 Gitte forventer at få en fortælling om de danske jøder på Dansk Jødisk Museum, men fortællingen kommer aldrig rigtig i gang, fordi den starter et mærkeligt sted. Hun reagerer derfor, som om hun har indløst billet til den forkerte forestilling i teatret: Så blev jeg egentlig allerede irriteret og tænkte: 'Hvad er det, jeg skal her?' 325 Den irritation, som grundlægges i biografen, kommer til at præge hele Gittes oplevelse. Hun bruger ordet irriteret mere end ti gange under interviewet: Hvis det var, at det skulle have været optimalt for mig, så havde jeg startet med at få en eller anden introduktion til, hvad går den jødiske tro ud på ( ) så bliver jeg lidt irriteret, og så gider jeg ikke rigtig involvere mig. 326 Gitte ser biografens ene film, men opdager først den anden film Ankomster gennem 300 år, efter hun er gået i gang med udstillingen. Set i lyset af Tobias' oplevelse kan man overveje, om det er årsagen til, at hun efterlyser en start på udstillingen. Filmen giver i hvert fald Tobias en følelse af at starte et sted: Det der i virkeligheden var noget af det bedste, synes jeg, det var den lille korte historie, der var i starten. Den film, der viser det forløb med, at der har været forskellige kulturer, altså, jødiske kulturer, som er strømmet til på forskellige tidspunkter med nogle helt forskellige baggrunde ( ) den, 321 Freja, bilag 5, s Solvej, bilag 5, s Ibid 324 Gitte, bilag 5, s Ibid 326 Ibid, s. 90

92 092 synes jeg, er meget interessant. 327 Følelsen varer dog ikke ved: Ellers så kommer det meget til at handle om de ting, som ligesom er introduceret der, og så handler det så bare om præsentation af de forskellige rekvisitter, som er knyttet til. 328 Tobias leder også efter fortællinger - fortællinger, der kan give ham sammenhænge og forklaringer. Som helhed præsenterer museet ham ikke for en afrundet historie, men i enkelte dele af udstillingen får han den helstøbte fortælling, han gerne vil have. Således kommer selve udstillingen til at virke som et bilag til de færdige fortællinger - som uddybende detaljer, der ikke ændrer ved essensen. Tobias og Gitte ligner hinanden i deres forsøg på at finde lineære fortællinger, og når fortællingerne gemmer sig, skaber det irritation. Som Gitte siger: Jeg synes, der var forskellige historier, og det irriterede mig lidt. 329 Helt overordnet får Gitte fortællingen om danske jøders historie 330 på museet, men hun har svært ved at sætte fingeren på, hvad den historie præcist handler om: Jeg synes, det var lidt blandet. 331 Solvejs besøg er på samme måde præget af en forvirring over de fortællinger, hun støder på. Det skyldes især, at hun tolker arkitekturens og udstillingens fortællinger som modsætninger: Jeg synes i hvert fald, at arkitekturen står i kontrast til resten af udstillingen, som jeg synes, prøver at fortælle hele historien for jøderne. Arkitekturen handler, som jeg oplevede det, om, at de bliver reddet under Anden Verdenskrig. Men udstillingen handler jo om jøderne helt fra 1600-tallet. 332 Når Tobias, Gitte og Solvej leder efter en fortælling på Dansk Jødisk Museum, illustrerer de Floris og Vasströms pointe om erindringsarbejdets svære vilkår på museer, hvor indholdet i formidlingen lægges ud i flere fortællinger. Solvejs oplevelse kan slå yderligere to streger under den antagelse: Under sit besøg på museet falder hun i snak med en udstillingsarkitekt, der tilfældigvis er på museet. Han fortæller hende og Tobias om tankerne bag arkitekturens udformning, og det giver deres besøg en positiv drejning: De føler, at de bliver lukket ind i en fortælling, som de har været holdt uden for: Det er skægt, at [filmen] ikke beskriver hans idé med arkitekturen på museet. Jeg ville ikke have lagt mærke til at gulvet, det symboliserer bådene til Sverige, hvis vi ikke havde mødt ham, der kunne forklare os det inde på museet ( ) Det forstår jeg ikke, at man ikke havde med i den der film. 333 Ved at blive lukket ind i arkitekturen får Solvej en genvej til en tolkning af museet, der kan anskueliggøre museets fortællinger. I Floris og Vasströms optik kommer hun derved tættere på erindringsarbejdet. 327 Tobias, bilag 5, s Ibid 329 Gitte, bilag 5, s Ibid, s Ibid, s Solvej, bilag 5, s Ibid, s. 47

93 093 EN VÆRDIFULD FORTÆLLING Gerda skaber, som tidligere nævnt, fortællinger ud fra en oplevelse af arkitekturen på museet, og også Niels og Karin bruger museets vægge som et element i deres fortælling. For de besøgende, der tolker museet med afsæt i arkitekturen, kommer de fortællinger, de skaber, til at handle om en mørk side af jødernes historie, hvor flugt er et centralt emne. Som Niels fortæller: Libeskind prøver, gennem sin arkitektur måske at symbolisere det meget urolige i jødernes historie. Den evige flugt. Alle de skæve vinkler, der er i museet, er jo fraperende. 334 Han mener, museet har bevidst skarpe vinkler, for ligesom også igen at symbolisere jødernes historie, som ikke har været nem. Der har været konstante pogromer og forfølgelser, og de er flygtet fra land til land og så videre. Så i selve arkitekturen eller skulpturen, det er som en stor skulptur, med alle disse skæve og skarpe vinkler, er det klart, at der ligger et symbol på jødernes historie. 335 Arkitekturen bliver tolket som en fortælling om jødernes historie - ikke bare de danske jøders historie. Solvej forklarer: Jeg går ud fra, at det er meningen, at det skal bryde. Det er jo bevidst, at han har lavet det sådan. At arkitekturen skal sige noget om, hvordan det er at være jøde. 336 Karin sætter flere ord på oplevelsen: Jeg synes museet her i København med alle de her skrå og skæve vinkler, det siger måske noget om, at jøderne har skullet tilpasse sig de samfund, som de er kommet til og blevet integreret i. 337 Fortællingen om det at være jøde - om brud og flugt - er en del af arkitekturens fortælling ifølge museets brochure. 338 For flere af de besøgende er fortællingen om jødernes skæbne imidlertid mere end det: Holocaust sniger sig også ind i handlingen. Gerda, der skaber billeder og fortællinger fra det øjeblik, hun kommer ind af museets dør, siger eksempelvis: Den der sindsstemning man er i, når man er i koncentrationslejr, eller man er på flugt, eller ens hverdag er revet fra hinanden. Det mærker man jo det øjeblik, man træder ind på museet. 339 Karin er inde på det samme: Måske kunne det i virkeligheden godt ligne en kakkelovn med store kakler indvendig, og det er måske også meget bevidst. Måske skal det ligne en krematorieovn. 340 Tager man Grubers briller på, må man lede efter kilden til de besøgendes tolkning af arkitekturen uden for museet: i deres forestillinger om museet. Som Gruber påpeger, er Holocaust en uundgåelig del af fortællingen på jødiske museer, fordi Holocaust er en 334 Niels, bilag 5, s Ibid, s Solvej, bilag 5, s Karin, bilag 5, s Dansk Jødisk Museum, brochure 339 Gerda, bilag 5, s Karin, bilag 5, s. 57

94 094 integreret del af jødernes historie. De besøgende forventer, at fortællingen om Holocaust er der, og derfor er den der også. Desuden kan de besøgende, i Grubers optik, bruge fortællingen om Holocaust til at skabe en symbolsk betydning, der bevirker, at museet mere kommer til at handle om de besøgende selv end om jødisk historie. Solvejs oplevelse kan illustrere Grubers pointe. Gennem fortællingen om jødernes historie, sætter hun sit eget liv i perspektiv: Jeg tænkte meget på det, som udstillingen lægger meget vægt på, ankomsten, rejsen. At de hele tiden er på flugt, hele tiden er på vej videre ( ) At det er så opbrudt. At det ikke er for dem ligesom os andre, som måske føler vi har solide rødder her ( ) Jeg har en følelse af, at jeg har solide rødder her i Danmark. Hvis jeg lige pludselig skulle flygte fra et eller andet, min demokratiske overbevisning eller hvad ved jeg, så bliver ens liv jo meget brudt. Man har ikke de der stærke netværk omkring sig, som man har, når man har sin familie og venner gennem mange år et sted. Men hele tiden må flygte. Det er i hvert fald den følelse eller de tanker, jeg har. 341 I Gerdas tolkning af arkitekturen trækker hun ligeledes sin egen verden ind i fortællingen om flugten, der kommer til at symbolisere alt det, hun sætter pris på: frihed, kærlighed, tryghed og stabilitet. På den måde bringer fortællingen i arkitekturen Gerda ind i nutiden og fremtiden, hvilket er årsag til, at hun kunne finde på at tage sine børnebørn med ind på museet: Så ville jeg fortælle dem om, hvordan jeg selv oplevede krigen, og hvordan det var at være jøde under krigen, og hvordan det var at være minoritet. Og at det der er sket dengang, det er ved at ske i dag. 342 Niels laver ligeledes et link mellem museets fortællinger og nutiden: Det er jo meget tankevækkende i betragtning af, at vi lever i en tid med en meget, meget stram udlændingepolitik. 343 I brugen af museets symbolske lag viser det sig, at nogle af de besøgendes oplevelser har karakter af et erindringsarbejde. De bruger fortællingen om jøderne til at skabe personlige fortællinger og relatere til den tid, de lever i. Det er ikke kun i de besøgendes oplevelse af arkitekturen, man kan spore en symbolsk tolkning af den historie, museet formidler. Også Libeskinds fortælling om oktober 1943 giver anledning til en tolkning, der har nedslagspunkt et stykke væk fra jødernes historie. I modstanden mod Libeskinds fortælling, trækker Tobias sig selv og sin livsverden ind i museumsoplevelsen, 344 og dermed kommer den fortælling, han skaber på museet, til at handle om hans egne holdninger, værdier og politiske overbevisning. 341 Solvej, bilag 5, s Gerda, bilag 5, s Niels, bilag 5, s Tobias, bilag 5, s

95 095 Libeskinds fortælling om danskernes næstekærlighed skærer i Tobias ører, fordi den minder ham om den aktuelle politiske situation i Danmark, som han ikke er tilfreds med: Vi har jo en regering - en højredrejet regering og et Dansk Folkeparti, som er i stærk fremdrift, som repræsenterer nogle holdninger, som absolut ikke handler om næstekærlighed - tværtimod handler om frygt og fordomme. 345 I modstanden mod Libeskinds udlægning af fortællingen om de danske jøder får Tobias' besøg interaktiv karakter: Han går i dialog med fortællingen, og han bliver dermed medskaber af den. Følger man Youngs tankegang, kan denne dialog sætte et erindringsarbejde i gang, og stedet bliver et erindringssted med karakter af et modmonument. Modsat museet i Berlin er Dansk Jødisk Museum imidlertid ikke et modmonument i kraft af sine tomrum - ikke for Tobias i hvert fald. For Solvej har Libeskinds fortælling samme effekt: Og så er det bare interessant, at se sådan en som Libeskind sidde og sige: 'Jamen, danskerne er jo et fantastisk folkefærd. Det var jo unikt i Europa' ( ) Det mindede mig i øvrigt om, at jeg engang så en udsendelse med Bono fra U2, der snakkede om, at Danmark er et forgangsland for resten af verden. Der kan jeg huske, at jeg tænkte, det er sgu interessant, at han har den opfattelse af Danmark ( ) Det tænkte jeg enormt meget over ved filmen. 346 Solvej sætter også historien om jøderne i forhold til den aktuelle danske debat: Jeg har læst nogle bøger som foregik i årene op til Anden Verdenskrig ( ) Der var også nogle faktuelle dokumenter om, hvordan jøderne blev behandlet ( ) Jeg synes, at det skræmmende er, at den måde, der blev skrevet om jøderne på dengang, minder enormt meget om den måde, vi taler om muslimer i dag. 347 Via koblingen til den aktuelle politiske situation bringer Solvej Dansk Jødisk Museum med ind i fremtiden: Spørgsmålet er bare, om man ville gøre det samme i dag. Ville vi hjælpe muslimerne, hvis USA begyndte at besætte Europa for at udrydde alle muslimer, der fandtes? Hvad ville vi gøre? Det tror jeg sgu ikke, vi ville. Måske. Jeg ved det ikke. Men det er tankevækkende. 348 Solvejs og Tobias' oplevelser modbeviser Wagners bange anelser om, at Libeskinds betoning af danskernes gode gerning vil blokere for erindringsarbejdet på museet. Netop fordi Libeskind fortæller om den gode gerning, sættes et erindringsarbejde igang, og museets fortællinger bliver også fortællinger om, hvordan danskere bør opføre sig overfor indvandrere - fortiden er en rettesnor. Når flere af de besøgende kommer til at tænke på udlændinges situation i Danmark i dag, mens de er på museet, bevæger de 345 Ibid 5, s Solvej, bilag 5, s Ibid, s Ibid, s. 53

96 096 sig i det, som Ingemann betegner museumsoplevelsens værdi-felt. 349 De besøgende bliver konfronteret med deres egne værdier, og det gør museets fortællinger relevante for dem. Det er fortællingen om den aktuelle udlændingepolitik i Danmark, der får dem til at skabe en fortælling, hvor fortid, nutid og fremtid bindes sammen, og det virker derfor oplagt at overveje erindringsarbejdets tilknytning til værdi-feltet. OPSUMMERING Det er afgørende for erindringsarbejdet på Dansk Jødisk Museum, at de besøgende kan skabe fortællinger på museet. Floris og Vasström påpeger, at udstillinger med præsentative træk gør vilkårene for erindringsarbejde svære, fordi fortællingerne gemmer sig inde i hinanden. På Dansk Jødisk Museum har flere besøgende svært ved at orientere sig på museet og skabe fortællinger, men for andre bliver arkitekturens og Libeskinds fortælling imidlertid et udgangspunkt for erindringsarbejdet. De besøgende bruger såvel arkitekt som arkitektur til at konstruere fortællinger på museet. De fortællinger, som dannes på dette grundlag, forholder sig til historien om de danske jøder på et symbolsk plan. På dette plan får fortællingerne, ifølge Gruber, en betydning for de besøgendes egen livsverden. Det er via den symbolske fortælling, de besøgendes værdier trækkes ind i museumsoplevelsen, og det er her fortid, nutid og fremtid kædes sammen i en fortælling. Dette tyder på, at der er en sammenhæng mellem museumsoplevelsens værdifelt og erindringsarbejdet på et museum - at værdier skal aktiveres for, at et erindringsarbejde kan sættes i gang. Samtidig viser de besøgendes oplevelser, at der ikke altid er brug for en fast fortælling for at starte et erindringsarbejde. Det er udfordringen af fortællingen, der skaber dialog, og som aktiverer erindringsarbejdet - efter Youngs forskrift. 349 Jf. Ingemann, 2000, s. 51

97 UDSTILLINGENS REDSKABER 097 Når Tobias, Solvej, Gerda og Niels bevæger sig ind i værdi-feltet, befinder de sig samtidig i museumsoplevelsens handlings-felt. Det er elementer i handlings-feltet, der sætter deres værdier i spil, hvilket understøtter argumentet om, at interaktivitet er afgørende for erindringsarbejdet på et museum. Interaktionen med arkitekturen og Libeskinds fortælling er imidlertid ikke alene om at give de besøgende mulighed for aktiv deltagelse. Som Ingemann påpeger, er den aktive handling i forhold til eksempelvis skærme og knapper også en del af museumsoplevelsens handlings-felt. INTERAKTIVE ELEMENTER Skærmenes betydning for museumsoplevelsen er tydelig hos Michael. Hos ham er det netop skærmene, der giver anledning til en fortælling om Danmark i dag: Der var nogle billeder eller film - scener fra fattige baggårde i København, hvor storfamilier boede i små lejligheder ( ) Det giver anledning til nogle tanker om ( ) at vi har behandlet jøderne på den måde. Hvorfor gør vi det samme med de nye indvandrere? 350 Af den grund vil Michael gerne vise sin svigerfar museet - svigerfaren er nemlig ikke så tolerant overfor ikke-danske grupper: Han har en form for blokering overfor visse dele af samfundet, som er kommet ud i noget snavs ( ) Jeg vil godt vise ham den udstilling for at sige, at folk opfører sig nogle gange på en måde, som vi ikke forstår ( ) fordi de er præget af nogle religiøse tanker, som afviger fra vores. 351 Ifølge Laursen er museernes mulighed for at skabe en handlingsorienteret oplevelse blevet udvidet i takt med teknologiens udvikling: Medieudviklingen har jo gjort, at så er der kommet radio, film, fjernsyn, computere, DVD og alt muligt. Der er kommet et raffinement i medierne - i mulighederne for at formidle de her ting. Og så er det jo museerne, der må tage den handske op. 352 Det er i denne forbindelse, Laursen nævner arkitekturen som et interaktivt medie. Betragter man de nyeste museumsudstillinger, er det tydeligt, at arkitekturens indtog på museerne går hånd i hånd med de nye mediers fremtrædende plads i museers udstillinger. På Jüdisches Museum Berlin er udviklingen særdeles iøjefaldende: De interaktive elementer er over det hele. Besøgende kan hænge et budskab op i et træ, få svaret på et spørgsmål ved at trække en skuffe ud, åbne et overdimensioneret løg for at få flere oplysninger og pakke en jødes kuffert på en computerskærm, og så videre. 350 Michael, bilag 5, s Ibid, s Laursen, bilag 2, s. 13

98 098 Følger man Laursens tankegang er det de interaktive elementer på museet, der gør det til en oplevelse at være der. Tobias har samme forståelse: Man får ikke så meget viden, men det er en oplevelse at komme derind. Det er et oplevelsesmuseum. 353 Ser man på de besøgendes beskrivelser af udstillingens skærme, er det interaktive element i fokus, og det får Solvej til at fremhæve underholdningsværdien ved skærmene: Til gengæld var der også de der interaktive skærme, man kunne bruge. Det, synes jeg, var rigtig godt. Det var rigtig sjovt, at det var der. 354 Gitte forklarer også: Det var især det der med, at det var fotografier, og det var nogle levende ting, der kørte, der var interessant og så plus det her med, at jeg selv fik lov til at interagere med det. Det involverede mig også mere. 355 Nikolajs oplevelse koncentrerer sig udelukkende om de levende aspekter ved museet: skærmene, filmene og arkitekturen. Gerda har en forklaring på, hvorfor en ung dreng som Nikolaj bliver optaget af disse elementer: Altså, jeg vil sige, at museet er jo ikke rigtig noget, der sådan for alvor rykker. Og det har faktisk også at gøre med, at vi er jo så forvænte med billede og fjernsyn og film og så videre, hvor man kalder en spade for en spade ( ) Så tænker man: 'Ja, det ser meget hyggeligt ud med de der små broderede puder', men det interesserer en ikke en hujende fis ( ) Men altså, jeg ved ikke, hvordan unge mennesker har det med at komme ind på museet? 356 Som Gerda nævner, rykker det måske mere for den unge generation, at der er skærme og film på museet, fordi de er vant til den slags medier. Sammen med Finland, Holland og Sverige er Danmark blandt de lande i Europa, hvor anvendelsen af computere og internet er mest udbredt, 357 og interaktive elementer bliver en del af flere og flere medieoplevelser. Som for eksempel i Dogme-brødrenes nytårsfjernsyn og på Jüdisches Museum Berlin. Det gør, at mediebrugerne bliver forvænte med de interaktive medier. Bemærkelsesværdigt er det, at samtlige unge besøgende fremhæver skærmenes kvaliteter. Nikolaj har svært ved at forklare præcist hvorfor: Det ved jeg ikke. Det, synes jeg bare, er meget sjovt. Og sidde og kunne trykke lidt frem og tilbage på den der skærm. 358 Nikolaj oplever, at skærmene, filmene og arkitekturen sætter fortællinger i gang. Han tolker gulvenes udformning i samme spor, som de andre besøgende bevæger sig i, når de forstår arkitekturens fortælling: Det er vel fordi, de havde det dårligt eller sådan noget. Det er den eneste ting, jeg kan se, hvorfor de har lavet gulvet sådan. 359 Overordnet handler fortællingerne, Nikolaj skaber, om jødernes triste skæbne: Man vidste godt, at de var fattige, men man fandt ud af, at de faktisk havde det ret dårligt Tobias, bilag 5, s Solvej, bilag 5, s Gitte, bilag 5, s Gerda, bilag 5, s Drotner, 2001, s Nikolaj, bilag 5, s Ibid, s Ibid, s. 4

99 099 For Tobias er det især skærmene, som danner grundlag for en fortælling: Jeg synes bare i højere grad, de gav den der historie, som er interessant ( ) De fortalte mere. 361 På skærmene ser man personerne, og man ser, hvordan de forskellige synagoger har udviklet sig og er forsvundet igen, og hvordan de har været spredt ud over hele Danmark. Det, synes jeg, er spændende. Det, synes jeg, er interessant. 362 Freja og Mikkel gør brug af arkitekturen i deres handlingsorienterede oplevelse. Mikkels oplevelse har en organisk karakter, og han går ind i arkitekturens rytme i sin gang rundt på museet. Han bevæger sig rundt, som det falder ham ind: På et tidspunkt kom jeg til at gå ind et sted, hvor der var et toilet. 363 Mikkel accepterer museets konstruktion, og den vuggende gang gulvet fordrer, og han bliver på den måde selv en del af bygningen: Det var sådan en stenet ting Jeg ved ikke, om det er alle, der gør det, men man kunne godt stå og læne sig lidt op af det der glas med hovedet og lige slappe lidt af. Det lægger sådan lidt op til noget afslappet, for det var sådan lidt humoristisk. 364 For Mikkel er bevægelse omdrejningspunktet i museumsoplevelsen. Han beskriver, hvordan væggene vælter rundt, 365 og hvordan der er sammenstød mellem det nye og det gamle på museet. 366 Modsat Gitte har Mikkel ikke et problem med, at fortællingen ikke starter et sted. Han er tilfreds med at bevæge sig rundt og sanse arkitekturen og udstillingen. Han leder ikke efter en start, midte eller slutning, men plukker i udstillingens elementer. For Freja bevirker hendes oplevelse af museumsrummet, at hendes gang på museet bliver en fortælling i sig selv. En fortælling, der handler om Freja svævende gennem museets rum: Men det var meget sådan det med musikken, med lugten af træ og sådan lyset. Det gjorde, at det var et sted, hvor man bare kunne flyve hen. Det var en sjov oplevelse ( ) Jeg har gået rundt der alene, og man går rundt i sin egen verden, og folk snakker ikke rigtigt. 367 Freja fokuserer helt udtalt på hendes personlige verden: Der er noget musik, hvor jeg så tænkte på nogle personlige ting med, at jeg lige havde været til optagelsesprøve til kirkekor ( ) Og på grund af alt det her træ, så tænkte jeg på, at jeg altid har gået på Rudolf Steiner skole, og så lugten af det her trægulv mindede mig om en gang, jeg var i Jerna og kigge på nogle Steinerhuse. 368 Frejas verden er så præsent under hendes besøg på museet, at hun på et tidspunkt selv bliver hovedperson i museets fortælling: Det er meget sjovt, da jeg var derinde, så tænkte jeg lidt på, om jeg selv var jøde. Jeg ved ikke, jeg har bare sådan et mørkt udseende. Så gik jeg og tænkte på - det 361 Tobias, bilag 5, s Ibid, s Mikkel, bilag 5, s Ibid 365 Ibid, s Ibid, s Freja, bilag 5, s Ibid

100 100 er ikke fordi, at jeg er jøde, eller fordi jeg følte, at det var noget, der talte til mig på den måde - men da jeg gik rundt der, så tænkte jeg, om folk så mig som en jøde, der gik og studerede min egen historie. 369 Mikkel drager, ligesom Freja, sin egen livsverden ind i oplevelsen af museet, men i modsætning til Solvej og Gerda betyder det ikke, at udstillingen vækker nogle stærke følelser i dem. Freja siger for eksempel: Jeg synes heller ikke museet indbyder til, at man rigtig skal føle med de her mennesker. 370 For Freja og Mikkel trykker museet ikke på nogen følelsesmæssige knapper. Freja synes, det er interessant at være på Dansk Jødisk Museum, men når hun skal overveje, om museet betyder noget for hende, må hun melde pas: Jeg ved ikke, om det har nogen betydning for mig som sådan. Det er måske sådan lidt koldt at sige, at det ikke har noget betydning ( ) Det er ikke noget, jeg føler enormt stærkt. 371 Freja og Mikkel interagerer med arkitekturen. De går ind i arkitekturen, og de oplever med arkitekturen. Men de bliver ikke berørt af den. Den umiddelbart tætte sammenhæng mellem arkitekturens formidling og en påvirkning af følelser er forsvundet i deres tilfælde. Holder man det op imod de andre besøgendes oplevelser med de interaktive elementer på museet, kan man på samme måde se, at handlingen i sig selv ikke nødvendigvis sætter følelser i gang. Nikolaj er forholdsvis nøgtern, når han beskriver museets betydning: Jaaa det er jo meget godt at vide hvordan, at det var i Danmark engang. Fordi det synes jeg da, er meget godt at vide lidt om. 372 Tobias oplever en tilfredsstillelse ved at bruge skærmene, og han synes, de er interessante, men heller ikke i hans tilfælde er det skærmenes fortællinger, der bringer hans livsverden på banen og sætter et erindringsarbejde i gang. De handlingsorienterede oplevelser, som Mikkel og Freja repræsenterer, er kendetegnet ved at være meget personlige. Fortællingerne handler om dem som individer og kobles ikke til en kollektiv erindring. Relationen til et erindringsfællesskab er fraværende - og et erindringsarbejde bliver derfor ikke sat i gang. 369 Ibid 370 Ibid, s Ibid 372 Nikolaj, bilag 5, s. 6

101 101 GENSTANDE De handlingsorienterede elementer som skærme, film og arkitektur er de aspekter på Dansk Jødisk Museum, som de besøgende i størst udstrækning bruger til at skabe fortællinger ud fra. De har åbenbart størst fortællermæssig gennemslagskraft. I den forbindelse er det blevet nævnt, at arkitekturen er så markant, at den overdøver udstillingen - at den mobiliserer al publikums opmærksomhed. Det er som om, genstandene forsvinder i arkitekturen, og man må derfor overveje, om det, der har været museernes flagskib gennem tiderne, er kommet under pres. Museer er siden 1800-tallet blevet defineret som museer, fordi de indsamler, bevarer og formidler genstande. 373 Som Ingemann kort og godt slår fast: Det særlige og specielle for museet er at det har ting. 374 Sådan har det været. Men når Jüdisches Museum Berlin eksempelvis kan trække besøgende til, før museet har fået en udstilling, 375 kan noget tyde på, at det særlige ved et museum er i forandring. Ifølge en journalist fra Financial Times er genstande måske ligefrem blevet overflødige på nutidens museer. Han beskriver museet i Berlin som one of the most profoundly moving and stunningly imaginative buildings of the century ( ) this is a museum in which exhibits may feel superfluous. It tells an unforgettable story all by itself. 376 Også Henrik Reeh har nok i arkitekturen: [Man kunne] modsat befrygte, at bygningens erindringsformidlende og problematiserende styrke - dens såvel etiske som æstetiske kvaliteter - vil blive svækket ved rummets udnyttelse til udstillings- og museumsformål. 377 For flere af de besøgende på Dansk Jødisk Museum opleves genstandene som overflødige. Gitte fortæller: De sagde mig ikke så meget i virkeligheden. 378 Gerda bliver heller ikke fanget af tingene bag montrernes glas: Noget skulle de selvfølgelig putte ind i det, men så tænker jeg: 'Det er underligt, de ikke har haft mere at byde på sådan set af ting.' 379 Opstillingen af genstandene minder Solvej og Tobias om Geologisk Museum og Nationalmuseet: Det mindede mig faktisk lidt om Geologisk Museum. Der er bare udstillet en hel masse ting inden i nogle kasser, som man kigger på. Det er sådan lidt kedeligt ( ) Det er lidt kaotisk. Der er alt for mange ting inde i hver montre. Det virker som om, de har haft en bunke af ting, der har noget med jødernes historie at gøre: 'Hvordan kan vi så få det ind i de her montrer?' 380 Genstandene giver Solvej og Tobias den følelse, Becker mener, er kendetegnende for oplevelsen af en videnskabelig 373 Jf. Floris, 1999, s Ingemann, 2000, s Jf. Laursen, 2004a, s Rudolph citeret i Reeh, 2000, s Reeh 2000, s Gitte, bilag 5, s Gerda, bilag 5, s Solvej, bilag 5, s. 54

102 102 udstilling: De ser ting på ting på ting. For Solvej og Tobias er det ting, der ikke sætter noget i gang: En eller anden sølvting eller et skjold eller en signetring. Altså, det var meget sådan nogle ting, der bare blev udstillet. Ligesom når man går på Nationalmuseet, og man ser syv økser og tre dolke og et gammelt kranie og sådan nogle ting. 381 Genstandene er et lukket land for flere af de besøgende - der sker ikke noget i dem, når de betragter opstillingerne i montrerne. Freja forklarer hvorfor: Jeg synes ikke, at det altid var sjovt at se de her mærkelige små ting, som lå derinde i de her glasmontrer ( ) Sådan fangede det mig ikke med de her jødiske genstande. Det, synes jeg ikke, var så interessant. Det var mere sådan nogle andre ting derinde. Stemningen, lyset og det der gulv og lugten af træ, det var det, som var anderledes. 382 OPSUMMERING Der er stor forskel på, hvilke elementer på Dansk Jødisk Museum, der sætter noget i gang i de besøgende. Ikke kun arkitekturen får opmærksomhed - også museets andre interaktive elementer bruges i udpræget grad af de besøgende. De giver både en oplevelse af at blive inddraget, og samtidig er de fortællermæssige holdepunkter i museets mange fortællinger. Der er dog ikke en konsekvent sammenhæng mellem fortællingerne, der sættes i gang af aktivitet og en oplevelse, hvor følelserne inddrages. De handlingsorienterede oplevelser kan derfor ikke siges at lede direkte til erindringsarbejde. Nogle af de fortællinger, der skabes i museumsoplevelsens handlings-felt forbliver private. Der skabes ikke en forbindelse til den kollektive erindring, og museet får derved ikke en funktion som erindringssted. De interaktive elementer adskiller sig umiddelbart fra museets genstande ved at formidle fortællinger. Mange af de besøgende finder genstandene kedelige og uinteressante, og de har svært ved at få genstandene til at spille med i oplevelsen. 381 Tobias, bilag 5, s Freja, bilag 5, s. 95

103 TING I LIVE 103 Når de besøgende har en negativ oplevelse af genstandene på Dansk Jødisk Museum, fristes man til at give arkitekten skylden. Arkitekturen fylder meget og giver ikke genstandene den plads, de skal bruge for at få betydning i forhold til en museumsoplevelse: De reduceres til intetsigende arkivalier uden spræl i. Holmstrøm peger dog på et andet aspekt, der kan forklare, at genstandene opleves som ligegyldige: formidlingen. TALENDE TING Holmstrøm mener, det er svært for genstande at sige noget af sig selv, og formidlingen skal derfor bygge bro mellem beskuer og genstand: Genstandene alene fortæller ikke om deres historie eller om sammenhænge, som de engang indgik i; deres udsagnsevne - og kraft skal ekspliciteres og støttes for, at de fungerer optimalt i en udstilling. 383 Gittes oplevelse synes at understøtte Holmstrøms teori. Hun nævner museets formidling som en kløft mellem genstandene og hende selv: Det irriterede mig, jeg ikke kunne læse de der montrer ordentligt. De var i sådan nogle højder, så jeg skulle sådan bøje mig ned, og genspejlingen var, så jeg kunne ikke rigtig læse teksten. Jeg skulle stå sådan helt op i glasset for at læse ( ) Altså, der var ligesom nogle ydre ting, der gjorde, at jeg ikke synes, jeg var helt vildt koncentreret om det udstillede. 384 Solvej er også generet: Jeg synes ikke, det er så brugervenligt på den måde. Jeg synes, skriften var meget småt, og det var mange små ting, man skulle stå og kigge på. 385 Michael følger trop: Det kan være vanskeligt at se noget af udstillingen og vanskeligt at læse nogle tekster. 386 Sjørslev er ikke enig med Holmstrøm i, at det konsekvent må være formidlingen, der skal få genstande i tale. Hun understreger: Museumsgenstanden kan vække genkendelsens glæde, erindringens vemod eller den store undren; eller den kan sige ingenting og nøjes med at være objekt for en meditativ tomhed. At gå i sine egne tanker er et fænomen enhver museumsgæst kender. Man nyder selve tilstedeværelsen, man fornemmer rummet og måske tingenes udstråling, men man har ikke sin opmærksomhed rettet fast mod noget bestemt punkt. 387 For Freja er genstandene med til at give hendes oplevelse en særlig stemning: Der blev en højtidelig stemning over det. Man har sådan en respekt for de ting, man går og kigger på. 388 Også Mikkel inddrager museets ting i sin oplevelse, og han husker derfor mange genstande: Der var for eksempel en kæmpe 383 Holmstrøm, 1998, s Gitte, bilag 5, s Solvej, bilag 5, s Michael, bilag 5, s Sjørslev, 1994, s Freja, bilag 5, s. 99

104 104 lysestage. Det var en af de sidste ting, og så var der en stofting med hebraiske tegn på. Jeg så også en lejlighedssang, som også var skrevet på sådan en rulle. ( ) En masse ting, der er lavet af sølv eller metal, som er meget krummelureagtige ( ) Billeder af forskellige folk ( ) Så var der det store maleri, som der var en reproduktion af Eckersberg. 389 Mikkel sætter ikke genstandene ind i en fortælling. Han forsøger ikke at skabe en sammenhæng imellem dem: Man gad ikke se alle ting i alle montrer, synes jeg. Det var sådan lidt, når man faldt over et eller andet [som] så spændende ud, så kunne man lige læse om, hvad det var. Og så kiggede man måske kun på en femtedel af de ting. 390 Ud fra genstande og tekst får Mikkel brudstykker af en fortælling om, hvad jødisk liv og kultur går ud på, og han går fra museet med en form for anekdotiske fortællinger - små detaljer, der har fanget ham på museet: Det var meget sjovt det med birkes der. Det var det eneste ord, som var blevet optaget i det danske sprog, som er af hebraisk oprindelse ( ) Det var noget med, at der var et eller andet specielt brød med birkes på. Brød til faste eller noget i den stil. 391 Også Karin og Niels inddrager genstandene i deres museumsoplevelse. Modsat Freja og Mikkel bruger de dog genstandene som elementer til at skabe brede og sammenhængende fortællinger. Det særlige ved disse to besøgende er desuden, at de både benytter de interaktive og de mere traditionelle elementer på museet - de konstruerer fortællinger ud fra et samspil mellem flere komponenter. Både arkitektur og genstande danner grundlaget i Karins fortælling om jødisk kultur og historie, som hun udtrykker beundring og respekt for. Niels skaber fortællinger med samme byggeklodser. Hans fortælling handler blot mere specifikt om jødernes historie og særligt om perioden under Anden Verdenskrig. For Karin og Niels er genstandene en vigtig del af deres museumsoplevelse: De kan sætte fortællinger i gang på lige fod med museets andre elementer. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at Niels og Karin ikke efterlyser større tekst og bedre formidling. Umiddelbart giver det ikke mening, at Niels på 75 år har nemmere ved at læse små tekster end Solvej og Gitte på 28 og 29 år. Men Niels føler sig udmærket oplyst på Dansk Jødisk Museum: Det er jo illustrerende, som det er. Formålet er at beskrive de danske jøders historie, og det synes jeg, museet løser udmærket. 392 Også Karin roser Rum og rummelighed som en fint anlagt udstilling, og hun mener, at genstandene er smukt udstillet og sammensat, godt beskrevet, kort og klart. 393 Det sætter Holmstrøms antagelse 389 Mikkel, bilag 5, s Ibid 391 Ibid, s Niels, bilag 5, s Karin, bilag 5, s. 55

105 105 om, at genstande altid skal være ledsaget af formidling, i perspektiv. Det tyder på, at nogle besøgende godt kan få genstande til at tale på trods af en formidling, der beskyldes for at være mangelfuld. Sjørslev forklarer dette. Det er kun, når genstandene ikke umiddelbart sætter noget i gang i besøgende, at der er brug for detaljeret formidling: Men har man ikke noget i sin erindring eller fantasi at knytte til en ting, kan den forekomme én fuldstændig tavs ; den siger ikke én noget som helst, og skal man da have noget ud af at se den på et museum skal den - med et meget brugt museumsord - formidles. Der skal tekst til. Der skal være en lille seddel ved dens side, der fortæller den besøgende, hvad hun ser. 394 Dermed kan man antage, at Karin og Niels har noget i deres erindring eller fantasi, der kan sætte genstandene ind i en fortælling. Museumsoplevelsens videns-felt trækkes på den måde ind i overvejelserne om oplevelsen af genstandene. Når Karin og Niels betragter udstillingen, befinder de sig i høj grad i dette felt. Niels er meget belæst, han ved meget om historie, og han oplever museet i lyset af denne viden: Jeg har fået belyst historien på en udmærket måde, men altså, i betragtning af at min viden om tingene var ganske stor. 395 Niels har derudover en personlig erfaring at trække på, og derfor taler udstillingens elementer meget direkte til ham. Han udtrykker det således: Jeg har et meget nært forhold til den nyere historie, for jeg var selv flygtning i Sverige under krigen. 396 Det er gennem Niels' viden og erindring, genstandene kommer til at tale til ham. Karin har ikke selv oplevet besættelsestiden, og hun har heller ikke en lige så stor historisk viden som Niels. Hun bliver dog optaget af den historie og kultur, der fortælles om på museet, og hendes nysgerrighed og videbegær vækkes: Det er jo i virkeligheden en lille gruppe mennesker med en fantastisk kulturel og historisk baggrund. Det er jo i realiteten ikke ret mange mennesker, vi taler om, men de fylder så meget i historien. Der har været så mange store personligheder blandt jøderne, så alene det, synes jeg, gør én meget nysgerrig. 397 Videns-feltets betydning for oplevelsen af at få sat noget i gang gør Gerdas oplevelse af arkitekturen interessant igen. Når Gerda er den besøgende, der i størst udstrækning skaber fortællinger i en interaktion med arkitekturen, kan det, set fra dette perspektiv, forklares med, at hun er den besøgende, der ved mest om historien bag arkitekturen, før hun ankommer til museet. Noget kunne derfor tyde på, at videns-feltet har en betydning for hvilke elementer på et museum, der kan sætte en fortælling i gang. 394 Sjørslev, 1994, s Niels, bilag 5, s Ibid, s Karin, bilag 5, s. 55

106 106 PERSONLIG RELATION TIL HISTORIEN Som det viste sig i forhold til oplevelsen af museets interaktive dele, er det at få sat en fortælling i gang ikke altid det samme som at få sat et erindringsarbejde i gang. Det samme gør sig gældende i forhold til fortællinger, der skabes i et samspil med de besøgendes viden eller videbegær. For Karin opleves museet ikke som noget særligt: Jeg ved ikke, om det betyder mere for mig end så mange andre museer eller kunstudstillinger. Men jeg synes stadigvæk, at det er godt, det er her. Jeg tror, at hvis jeg var jøde, ville jeg bestemt føle, at det var rigtigt og godt, at det var der. 398 Karin oplever ikke museet som relevant i forhold til de erindringsfællesskaber, hun selv er en del af og derfor ikke som et erindringssted. Det forholder sig anderledes for Gerda og Niels, der i høj grad binder deres egen erindring til en kollektiv erindring på museet. Det meget personlige forhold, de har til museets fortælling om Anden Verdenskrig og redningsaktionen, trækker deres følelser med ind i oplevelsen af museet. Som Niels udtrykker det: Man kan jo ikke lade være med, for mig som har oplevet det, med at fokusere på det, der skete under besættelsen. 399 Niels uddyber: Min far var søofficer og var knyttet til det danske Gesandtskab, som det hed dengang, og fik informationer om, at tyskerne ville angribe Danmark, qua sine kontakter i Tyskland og advarede den danske regering om 9. april ( ) Han var involveret i sænkningen af den danske flåde 29. august 1943 ( ) og blev taget af tyskerne ( ) Samme dag han blev løsladt, flygtede han til Sverige, fordi han havde, qua kontakter inde for modstandsbevægelsen, fået informationer om, at Gestapo ville arrestere ham ( ) For at undgå at han blev arresteret og sendt direkte til en tysk koncentrationslejr og formentlig ikke overlevede krigen, så flygtede vi altså. 400 Det samme gælder for Gerda, der pointerer: Altså, jeg er jo så gammel, så jeg kan huske jødeforfølgelserne ( ) Og så har jeg selvfølgelig også oplevet de her bombninger af København. 401 Gerda har også helt personlige erindringer fra krigen: Min far var også involveret i hjælpen med at få flygtninge til Sverige ( ) Det er en lille bitte ting, jeg som barn oplevede. Hvor jøderne måtte forlade alt, hvad de havde og ikke anede, hvad der skulle ske i morgen. 402 Gerdas far var med til at organisere de hvide busser: Så henvendte min far sig til tyskerne her i landet og bad om at få lov til at tage ned med en ambulance for at tilse de her folk. Og så sagde de, det måtte han gerne, men han skulle være indstillet på at blive interneret i sådan en lejr. Men så tog han af sted alligevel i 398 Ibid, s Niels, bilag 5, s Ibid, s Gerda, bilag 5, s Ibid

107 107 januar Måske er forklaringen på, at Niels og Gerda har let ved at tilegne sig museets fortællinger, at de har en erindring om dem - som Sjørslev siger. Husker man Halbwachs teori er det at have en erindring om en begivenhed ikke nødvendigvis det samme som at have en selvoplevet erindring om fortiden. For Halbwachs er erindringen ikke et hierarki, hvor de selvoplevede erindringer befinder sig i toppen. Andenhåndserindringer kan i lige så høj grad danne grobund for et erindringsarbejde. Det kan forklare, hvorfor Solvej og Tobias, der ikke har selvoplevede erindringer om historien, også får sat et erindringsarbejde i gang. For dem er erindringen om Anden Verdenskrig en central del af deres livsverden - ligesom den er for Gerda og Niels. På trods af, at de er født flere årtier efter Anden Verdenskrig, er denne periode præsent i deres bevidsthed, og den fylder meget i deres liv. For Solvej har fortællingen om hendes mormors kusines virke som sygeplejerske under krigen en betydning, der er vævet tæt sammen med hendes personlige fortællinger. Solvej er opkaldt efter kusinen, og hun har uddannet sig som sygeplejerske, fordi kusinen inspirerede hende: Jeg synes, det var interessant at blive sygeplejerske, blandt andet fordi jeg havde hørt alle de historier - de fantastiske historier - hun fortalte om al det, hun havde været med til at ændre og være for de der mennesker under Anden Verdenskrig. Tobias fortæller også om Anden Verdenskrigs betydning for ham: Jeg er vokset op med, altså, at Anden Verdenskrig havde sådan en meget stor betydning, fordi min farfar han var meget aktiv under Anden Verdenskrig. Så jeg har ligesom fået det ind. Altså, Anden Verdenskrig har altid spillet en meget stor rolle i min bevidsthed, fordi jeg har hørt om det og snakket med min farfar og mine forældre om det ( ) Min mors far han var meget involveret på en anden måde, fordi han var med til at arrangere de her hvide busser ( ) Så jeg har fået historier ind, siden jeg var spæd. 405 Anden Verdenskrig er betydningsfuld for Solvejs og Tobias' historiebevidsthed, og derfor er fortællingen om krigen, flugten og besættelsestiden også vigtig for dem. Selvom Solvejs og Tobias' erindringer kommer på arbejde, er der alligevel forskel mellem dem og (sviger)forældrene. Hverken besøget på museet eller erindringsarbejdet foregår lige så gnidningsløst som hos Gerda og Niels. Både Solvej og Tobias har svært ved at tolke arkitekturen og skabe fortællinger på museet. De undrer sig og forvirres og må gøre en ihærdig indsats for at komme tæt på museet, hvilket står i kontrast til Gerda og Niels, der oplever museet som tilgængeligt og åbenbart. Holder man 403 Ibid, s Solvej, bilag 5, s Tobias, bilag 5, s. 36

108 108 Sjørslev idé om museumsformidling for øje, kan selvoplevede erindringer måske alligevel give besøgende et forspring. Tobias og Solvej befinder sig i udgangspunktet længere væk fra historien end Gerda og Niels, og først da de møder en udstillingsarkitekt, der giver et tip om arkitekturens betydning, sættes deres oplevelse for alvor i sving. De efterlyser begge mere forklaring på museets indretning - bedre formidling - og finder til sidst ståsted i opgøret med myten om oktober 1943, som den præsenteres af Libeskind. Ifølge Ingemann er det netop museets formidling af symboler og myter, der giver besøgende mulighed for at relatere museet til den virkelighed, der ligger uden for museumsrummet, hvis de befinder sig på afstand af fortællingen, der formidles: Måske er afstanden mellem den besøgendes virkelighed og museets fremstilling af virkeligheden så stor, at det ikke er identifikation eller nostalgi, der er en drivende kraft. Derfor bliver det vigtigt at den besøgendes personlige virkelighed kan forbindes til noget som er større end genkendelse af genstande og rum - og dermed bliver det vigtigt for den besøgende at kunne relatere sig til symboler og myter. 406 Gerda og Niels behøver ikke umiddelbart myten - de føler både identifikation og nostalgi. I Ingemanns perspektiv er det afstanden mellem museets fortællinger og Tobias og Solvej, der leder disse to i retning af myten. Det særlige for deres brug af myten i forhold til erindringsarbejdet er, at det er et opgør med myten, der giver den betydning. OPSUMMERING Når mange af de besøgende melder pas over for genstandene på Dansk Jødisk Museum, kan det illustrere Holmstrøms pointe om formidling på museer: Genstande har svært ved tale af sig selv, deres talestrøm skal hjælpes på vej. Sjørslev sætter dog dette syn til debat: Hun mener, genstandene kan kommunikere, hvis de besøgende har noget i deres erindring eller fantasi, der kan relateres til genstandene. Uden sådanne indre referencepunkter kan museet forblive et lukket land. Det samme synes at gælde for erindringsarbejdet: Det er kun hos de besøgende, der har et personligt forhold til historien - hvor historien betyder noget i deres liv - at erindringsarbejdet sættes i gang. Her knyttes de personlige fortællinger til erindringsfællesskabets fortællinger. Også blandt disse besøgende er vejen til erindringsarbejdet dog tvedelt. For dem med selvoplevet erin- 406 Ingemann, 2000, s. 54

109 109 dring er vejen kortere og mere direkte, hvorimod de besøgende med andenhåndserindringer om historien må gå en snoet vej med bump og huller. Ifølge Ingemann hænger dette sammen med afstanden mellem museum og publikum. Er afstanden i tid eller relevans stor, må myten være rettesnor. Den agerer hermed som stedfortræder for den identifikation og nostalgi, som personer, der er tæt på museets historie, oplever.

110 EN DEL AF NOGET STØRRE 110 Det er både Dansk Jødisk Museums fortællinger om Anden Verdenskrig og fortællingernes symbolske betydning, der sætter et erindringsarbejde i gang hos Niels, Gerda, Tobias og Solvej. Således kan museet karakteriseres som et dobbeltsted for de fire besøgende. Den dansk-jødiske historie har konkret betydning for Karin, mens museet har symbolsk betydning for Michael. For Gitte, Mikkel, Freja og Nikolaj betyder museet ikke noget særligt - i hvert fald ikke i forhold til deres livsverden. Det er derfor svært at beskrive Dansk Jødisk Museum som et erindringssted for et fællesskab, som alle besøgende er del af. ERINDRINGSFÆLLESSKABET Umiddelbart tilhører de ti besøgende samme erindringsfællesskab - det danske. De er alle ikke-jødiske danskere og er derfor repræsentanter for museets primære målgruppe. De skulle dermed alle have chancen for at få det ud af at være på museet, som museet ønsker. Som Laursen påpeger: Når man ser vores udstilling som ikke-jøde, tvinges man til at stille spørgsmål til sig selv ( ) Vores museum handler ikke kun om ting i en historisk periode, men om mennesker. 407 Med denne kommentar rammer hun museets dobbeltbetydning - en betydning der er særlig interessant for danskere, ifølge Følner: [Museet] handler om det nationale, og det der kommer udefra og bliver end del af det nationale eller spiller imod det nationale. 408 Med det nationale pletskud mener Følner, at museet siger noget væsentligt til danskere lige nu: I og med at museet er det første minoritetsmuseum, rammer det meget aktuelle debat-buzz-words, som optræder alle steder: integration, assimilation, religion, familiesammenføring, fremmedsprog. Alle de ting der går på tværs af det nationale, og som er en udvikling, der slet ikke er til at komme uden om, og som alle oplever i en eller anden forstand. 409 Hvis museet som udgangspunkt taler til et dansk nationalt erindringsfællesskab, kan det undre, at selv en relativt homogen gruppe, som de ti besøgende udgør, ikke konsekvent får sat et erindringsarbejde i gang. Det er kun Solvej, Tobias, Gerda og Niels som stiller spørgsmål til sig selv og deres identitet på museet. Det er kun hos dem, at museet sætter refleksioner i gang om, hvem de selv er, og hvordan de positionerer sig i samfundet. I den forbindelse må man overveje, hvad det egentlig indebærer at være del af et dansk 407 Laursen citeret i Bindslev, Følner i Laursen, bilag 2, s Ibid

111 111 fællesskab. Svaret ligger ikke lige for, som Solvej påpeger: Men det er også svært at sige, for hvad er en dansker i Danmark? Er det så dem, der altid har været her? 410 Mikkel har samme tanker: Man kan sige, at det at man laver et jødisk museum, det betyder, at man opstiller en eller anden forskel mellem jøder og ikke-jøder. 411 Solvejs definition af det danske er bred og kan i princippet favne alle grupper, der ønsker at være en del af fællesskabet. Solvej bryder sig ikke om at dele mennesker ind i grupper og tillægge dem særlige karaktertræk: Man kan ikke tale om folk som en gruppe: 'Du er jøde, og derfor er du sådan, og derfor kan vi ikke lide dig, eller derfor kan vi godt lide dig'. Man bliver nødt til at se på mennesker, som de er. Det enkelte menneske, der står foran én og ikke på et menneske, som enten er muslim eller kristen eller ikke-troende, eller hvad ved jeg. Man bliver nødt til at tage folk som unikke mennesker. 412 Tobias befinder sig inden for samme tankegang: Det kunne være interessant netop og bryde danskernes opfattelse af, at danskere er bare danskere ( ) Vi bliver betegnet som én enhed, men det er vi i virkeligheden ikke. 413 Tobias og Solvej føler sig begge som danskere, men når danskerne opfører sig på en særlig måde, når intolerance og snæversyn bliver dominerende, trækker de sig selv ud af gruppen og forholder sig til den med en ironisk distance. Tobias siger eksempelvis: Vi er snothamrende forkælede, og der har aldrig været en tsunami, og vi [havde] samarbejdspolitik under krigen. Ja, de stegte duer de flyver direkte ind i munden på os. 414 Tobias positionerer sig mod den del af Danmarks befolkning, der i hans øjne vil godtage Libeskinds fortælling om Danmark og danskerne. Han mener, at danskerne måske generelt har en opfattelse af: 'Jamen, vi er jo enormt solidariske, og vi er enormt large og hensynsfulde og accepterer jo andre kulturer'. 415 Han danner derved et skel mellem den generelle dansker og ham selv: Der er jo mange, der ligesom vil sige: 'Nå, ja, selvfølgelig. Det lever jo fuldstændig op til min opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen'. 416 På samme måde siger Solvej: Jeg synes, det er enormt vigtigt, at der bliver gjort opmærksom på de her ting, og der bliver ved med at blive gjort opmærksom på for eksempel jødeforfølgelserne. Fordi ( ) det er meget det samme, vi gør i dag med muslimer. 417 Hun tager et ansvar for, at danskerne ikke opfører sig ordentligt, men alligevel stiller hun sig også uden for det danske fællesskab: Men samtidig synes jeg jo også, at jeg er sådan et menneske selv. Der er åben over for andre og synes det, regeringen har gjort i forhold til startløn, er dybt forkasteligt. 418 Derfor godtager hun ikke Libeskinds 410 Solvej, bilag 5, s Mikkel, bilag 5, s Solvej, bilag 5, s Tobias, bilag 5, s Ibid, s Ibid 416 Ibid, s Solvej, bilag 5, s Ibid

112 112 fortælling om danskerne som medmenneskelige: Jeg tænkte bare, at det var pinligt, for sådan er vi jo ikke mere. 419 Vi er her den brede gruppe af danskere, som Solvej og Tobias føler sig som del af, men som de alligevel sætter sig udenfor. På samme måde siger Gerda: Jeg er dybt forarget over den udlændingepolitik, der kører i dag. Jeg synes, det er frygteligt, og jeg skammer mig over at være dansker. 420 Disse kommentarer er tydelige eksempler på, at erindringsarbejde sættes i gang, når man forholder sig refleksivt til udstillingens fortællinger. Tobias, Solvej og Gerda bruger fortiden til at positionere sig i erindringsfællesskabet - i nutiden. Det er et godt eksempel på et erindringsarbejde i Youngs forstand, fordi det skabes i dialog med stedet. De tre personer kobler sig ikke blot til erindringsfællesskabets fortælling, de bliver medskaber af fortællingen, fordi de udfordrer den. I denne udfordring forbindes fortiden, nutiden og fremtiden. For Solvej, Tobias og Gerda er en del af det at være dansk at positionere sig i forhold til andre danskere og mod andre danskere. Det gør sig gældende for flere af de besøgende. De er noget i forhold til nogle andre - og disse andre er ofte repræsenteret ved den danske regering. Antitesen til regeringen bliver tolerance, åbenhed og medmenneskelighed: egenskaber, som det brede danske fællesskab ikke besidder. Fordi værdierne er grundlæggende for Tobias' og Solvejs egen selvforståelse, bliver Libeskinds syn på danskerne og hans udlægning af historien om Anden Verdenskrig i Danmark en falskklingende myte, der i deres øjne forstærker danskernes illusion om sig selv. Med myten in mente kan Følner have ret, når han foreslår, at Dansk Jødisk Museum rammer noget centralt hos danskerne. I hvert fald hos nogle danskere netop nu. For som Niels siger: Historien er også under revision. Det handler om myten om redningen af de danske jøder. Den er ikke så smuk, som vi gerne vil gøre den til. 421 Opgøret med myten om de danske jøder er grundlæggende for flere af de besøgendes oplevelse på museet. For Tobias og Solvej er opgøret afgørende for, at de får sat et erindringsarbejde i gang, og at fortiden bliver en samtidig rettesnor. Tvivlen om myten findes ikke kun inden for murene på Dansk Jødisk Museum. En ændring i opfattelsen af danskernes fortid er karakteristisk for en hel historiekultur. 419 Ibid 420 Gerda, bilag 5, s Niels, bilag 5, s. 15

113 113 HISTORIEKULTUREN I FORANDRING En ting er sikkert, når man betragter de besøgendes syn på danskernes rolle under besættelsen: Redningen af jøderne er ikke en ensidig og afsluttet historie. Som Karin fortæller: Redningsaktionen over for jøderne under besættelsen. Det er sådan én af de ting, som man føler sig stolt over, men måske heller ikke helt kender sandheden om. 422 Mange af de andre besøgende har samme oplevelse: Gennem mit arbejde ( ) vidste jeg selvfølgelig, at der var nogle jøder, der var blevet reddet ( ) Jeg kendte nok også lidt igennem medierne, fordi der har været omtale af, at historien nok ikke er så glorværdig, som man egentlig troede. 423 De besøgendes skepsis over for Libeskinds udlægning af historien kommer ikke ud af det blå. Fortællingen om Danmark under besættelsen udfordres som aldrig før, og det danske lys nedtones af flere undersøgelser og historiske afhandlinger. Som Niels siger: Vi lærer netop de sager om, hvorledes at Danmark sendte jøder ud af Danmark og direkte ned i gaskamrene i Tyskland, fordi man ikke ønskede en indvandring. 424 Niels henviser til en undersøgelse, der er lavet på Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Undersøgelsens forfatter Lone Rünitz dokumenterer, at mindst 19 tysk-jødiske flygtninge blev sendt fra Danmark tilbage til Tyskland og videre til gaskamrene i øst. 425 Niels fortæller også om Kirsten Lyllofs Ph.d.-afhandling, Barn eller fjende: Uledsagede tyske flygtningebørn i Danmark : Der havnede jo tyske flygtninge i Danmark i starten af Så kom freden i maj 1945, og disse flygtninge blev så i Danmark, indtil de efterhånden kunne sluses tilbage til Tyskland. Det har hun lavet en stor undersøgelse af, fordi der var forfærdelig mange, der døde i flygtningelejrene, og der har været en voldsom diskussion om, i hvilken udstrækning det sådan set har været misrøgt i Danmark. 427 I hælene på undersøgelserne har der været et sandt mediebombardement af avisartikler, tv-udsendelser, debatter og radioprogrammer, og i tiden omkring markeringen af 60-året for Danmarks befrielse var aviserne fyldt med overskrifter, der afslørede mindre kendte sider af Danmarks fortid. De besøgende kunne for eksempel slå op i deres egen avis, Politiken, og se rubrikker som: Undersøgelse: Danmark sendte jøder til Tyskland under krigen, 428 Dansk erhvervsliv tjente på slaver 429 og Danmark svigtede tyske flygtningebørn efter krigen Karin, bilag 5, s Gitte, bilag 5, s Niels, bilag 5, s Rünitz, Lylloff, Niels, bilag 5, s Politiken, Politiken, Politiken,

114 114 Debatten anno 2005 pustede liv i det opgør med besættelsestiden, der for alvor blev sat i gang i 1998, da Bryld og Warrings bog Besættelsestiden som kollektiv erindring udkom. Bogen var et af de første historiske værker, der ruskede op i forestillingen om de heltemodige danskere under Anden Verdenskrig. Bryld og Warring udfordrede det, de kaldte grundfortællingen om besættelsen: En myte, der blev cementeret i tiden efter krigens afslutning og som fortalte, at danskerne havde gjort fælles front mod nazismen og tyskerne. Samarbejdsregeringen og modstandsbevægelsen kæmpede hver især mod den fælles fjende - dog på forskellig vis. Et andet element i grundfortællingen er, at danskerne var et modstandsfolk, der som de eneste i Europa havde reddet de jødiske landsmænd fra nazisternes kløer. 431 I Bryld og Warrings optik er grundfortællingen konstruktionen af den national-patriotiske fortælling om Danmark som en modstandsnation. 432 Med andre ord en myte, der samlede danskerne i en forestilling om særlige danske værdier. Kritiske røster modstillede sig straks bogens grundlæggende tese. Reaktionen var særlig stærk blandt modstandsfolk, der følte, at mærkatet myte reducerede deres bedrifter til ren og skær fiktion: Modstandsveteraner og andre med selvoplevet erindring fra besættelsestiden fremførte gang på gang, at de ikke kunne genkende historikernes fremstilling, og at den historiske fortolkning virkede sårende og ærekrænkende. 433 Bryld og Warring blev kaldt hr. og fru Bagklog, 434 og det blev for eksempel hævdet, at historikerne havde så stor afstand til besættelsestiden, at de ikke var i stand til at trænge ind i dens væsen. 435 Det lå mellem linjerne, at andenhåndserindringer rangerede lavere end den selvoplevede erindring. Holdningen var, som Warring udtrykker det, at den selvoplevede erindring ikke alene giver den sande indsigt men også en særlig ret til at bestemme, hvad der skal erindres, og hvad der skal glemmes. 436 Det kan måske ikke undre, at de, der oplevede krigen og måske var med til at bekæmpe tyskerne eller redde jøder, føler sig personligt ramt, når fortællingen om de gode danskere optrævles og problematiseres. Det interessante er dog, at hverken harmen eller diskussionen blev holdt inden for modstandsbevægelsens rækker. Debatten havde snarere karakter af national opstand: Danskerne følte sig ramt, og historikerne blev bedt om at holde fingrene fra besættelseshistorien. En udbredt holdning var, at perioden ikke burde sættes unødigt til debat. Politiken beskrev eksempelvis den myte, Bryld og Warring problematiserede, som en meningsfuld forenkling af et stykke ægte, erfaret historie, 437 og dommen over bogen var klar: Hvis det moralske mønster, der gør 431 Jf. Bryld, 1998, s Warring, 2001, s Ibid, s Berlingske Tidende, Warring, 2001, s Ibid 437 Politiken, 1998

115 115 nazismen til civilationssammenbrud, og modstandsbevægelsen til en også moralsk reference, nu bør 'dekonstrueres', så er postmodernismen efter vores mening blevet til bekvem og problematisk relativisme. 438 ANTI-MYTEN ANKOMMER Da dekonstruktionen af en del af myten om besættelsestiden banker på døren igen i anledning af 60-året for befrielsen, får den lov til at komme ind. Danmarks statsminister kritiserer samarbejdspolitikken med tyskerne under krigen, og i sin tale den 5. maj kommer han med en officiel undskyldning til de jøder, der ikke var blevet hjulpet af danskerne. 439 Den omfattende debat har medvirket til det, Tobias efterlyser på Dansk Jødisk Museum: at krakelere billedet lidt. 440 Ifølge Henrik Jensen har det medført, at det er blevet sværere at tænke som Karin, når hun siger: I de her tider, hvor danskerne er så fremmedfjendske mange af dem, så har jeg tænkt, at i hvert fald på det tidspunkt i historien, der gjorde vi noget godt. Noget man godt kan betragte som lidt heroisk. Så det er noget, jeg er stolt af. 441 Jensen påpeger, at debattens dagsorden har været at få skeletterne til at rasle højt i skabene, og at demontere den selvfede nationale identitet ved at kolportere offerhistorier som dem om de tyske flygtningebørn og de 21 jøder. 442 Tobias hægter sig på opgøret, men ikke alle danskere er parat til aflive myten om de gode danskere under krigen. Måske fordi der ikke er grund til det, som Karin påpeger: Nu har vi fået den her myte omkring danskerne som villige til at hjælpe jøderne under besættelsen. Og det er jo sandt, at i hvert fald rigtig mange liv blev reddet. 443 I nogle aviser fremføres samme synspunkt. Berlingske Tidende bringer artiklen Den virkelige historie om Danmarks frihedskamp, hvor journalist Claes Kastholm Hansen fastholder den lyse historie: Redningen af de danske jøder er en sand myte. Den blev vores finest hour. 444 Der er også andre modreaktioner: artikler, der understreger, at den nye forskning ikke er hele sandheden om besættelsestiden. Nogle fortæller om en god og værdig behandling af tyske flygtningebørn. Andre om dem der kæmpede mod tyskerne til sidste blodsdråbe. 444 Hvis der tidligere var tale om en fælles forståelse af besættelsestiden, tyder det nu på, at der er ligeså mange meninger, som der er stemmer i debatten. Jensen mener 438 Ibid 439 Nielsen, Tobias, bilag 5, s Karin, bilag 5, s Jensen, Karin, bilag 5, s Kastholm Hansen, Se for eksempel Stenstrup 2005, Thomsen, 2005 og Haarder, 2005

116 116 derfor ikke, at man kan tale om en fælles fortælling om besættelsen i dag: 446 Der er ikke længere en kanon, en enkel og overskuelig fortælling om besættelsen, en myte i dette ords positive forstand, som vi trætte kan læne os tilbage i. Det er blevet for uoverskueligt, for fragmenteret for almindelige mennesker. 447 Det får Jensen til at spørge, om historien er blevet reduceret til meninger, lutter meninger ( ) Jeg mener det ene, du mener det andet. I morgen er det omvendt. 448 Spørgsmålet er, hvor historiens betydning er henne, hvis tolkningen af historien er blevet reduceret til ren diskussion: Besættelsesårene er for mange kommet til at fremstå i et grumset skær, godt hjulpet på vej af nye generationer besættelseshistorikere ( ) Når alt relativeres har besættelsestiden ingen skurke og ingen helte ( ) Besættelsesårene fremstår dermed som en grumset, pluralistisk periode i danmarkshistorien. 449 Når myten splittes op i atomer, mener nogle, at historien mister sin relevans. Warring forklarer: Faktisk er der historikere og antropologer, der mener, at historien kun kan spille en aktuel og identitetspolitisk rolle, hvis den antager mytens form, hvis historie gøres til erindring, så at sige. 450 Hun uddyber, at det er et syn på historie, der betragter historisering som identitetsopløsende - et synspunkt hun ikke deler. 451 Denne holdning står i modsætning til Solvejs og Tobias' oplevelser på Dansk Jødisk Museum, hvor opgøret med myten sætter erindring og identitet i gang. I afmonteringen af myten lægges værdier og holdninger for dagen. Værdierne, de trækker ud af opgøret med myten, er de ikke alene om at få sat i spil. Når Karin, Niels og Gerda fastholder idéen om, at Danmark faktisk gjorde en masse godt under krigen, samtidig med at de kritiserer politiske strømninger i dag, er det de samme værdier, der kommer til udtryk. Trods forskellige mellemregninger ender flere besøgende med samme resultat: værdier som åbenhed, tolerance og demokrati. Disse værdier kommer blandt andet til udtryk, når Solvej reflekterer over de stridigheder, der internt har været mellem jøderne i Danmark: Hvilket jo også siger noget om, at man ikke kan se folk som jøder eller noget andet. At man skal se folk som det, de er og ikke som del af en eller anden gruppe. Man skal ikke skære folk over en kam. 452 Gerda bemærker ligeledes, at det ville jo være noget bedre, hvis man ligesom kunne få en ordentlig menneskelig og human behandling af det der problem: Hele den der integration som overhovedet ikke fungerer. 453 Tobias og Michael nævner begge, at åbningen af et muslimsk museum ville være et vigtigt budskab 454 og sende et signal om samfundets åbenhed over for ikke-danske grupper og deres kultur. 455 I de besøgendes øjne er der 446 Jensen, Ibid 448 Ibid 449 Fyens Stiftsidende, Warring, 2001, s Jf. Warring, 2001, s Solvej, bilag 5, s Gerda, bilag 5, s Jf. Tobias, bilag 5, s Jf. Michael, bilag 5, s. 67

117 117 dog langt igen: Muslimerne må ikke engang få en kirkegård, som Tobias pointerer: Det er jo fuldstændig vanvittigt, at man diskuterer, om de skal have en kirkegård, eller om de ikke skal have en kirkegård. Det er jo fuldstændig latterligt. 456 Det særlige ved de besøgendes oplevelse er, at de værdier, der gives udtryk for, ikke opfattes som gennemgående i samfundet. Værdierne har, i deres øjne, samfundsforandrende snarere end samfundskonstituerende karakter. Redningen af jøderne bruges i højere grad til at fortælle, hvordan danskerne som folk burde være end hvordan, de er. Myten punkteres for at vise, hvad danskerne ikke er i dag: næstekærlige, tolerante og åbne. Samtidig bruges den også til at lægge skel mellem forskellige erindringsfællesskaber. For nok er de ti besøgende danskere, og nok har de en dansk identitet, men i besøget på museet kommer et andet fællesskab også på spil. Et fællesskab, hvor medlemmerne er imod regeringen, og hvor netop de værdier, som danskerne som helhed ikke fortjener at blive tillagt, er kendetegnende for fællesskabets selvforståelse. På denne måde får opgøret med myten - konstruktionen af en anti-myte - også mytisk karakter. Den bruges som et referencepunkt i nutiden og trækker grænser om et fællesskab, der bygger på noget andet end nationen. Interessant er det, at disse værdier er meget lig de værdier, som Warring fremsætter som de bærende i den tidligere hegemoniske fortælling om besættelsestiden: Sammenknytningen af besættelseshistorien og universelle værdier som menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed [blev] til en absolut fortælling om absolutte værdier, der hverken skulle diskuteres eller forstås i deres historiske kontekst. 457 Med det i baghovedet kan man overveje, om der alligevel ligger en myte gemt i museet i Galejhuset. En myte de besøgende, måske ikke kan se, fordi den er konstituerende for deres verden. OPSUMMERING Når de besøgende sætter spørgsmålstegn ved Libeskinds udlægning af historien, er det med udgangspunkt i en historiekultur, hvor nationens heroiske myte fra Anden Verdenskrig er i opbrud. Mange af de fortællinger, som de besøgende skaber på Dansk Jødisk Museum, har derfor udgangspunkt i en såkaldt anti-myte. En anti-myte hvor værdier 456 Tobias, bilag 5, s Warring, 2001, s. 29

118 118 som tolerance, åbenhed og menneskerettigheder gøres til kernen i fortællingen. Men det gør ikke fortællingen mindre mytisk. På samme måde som den traditionelle myte, skaber anti-myten en værdimæssig ramme om fællesskabet - den tilbyder et ståsted i samfundet ud fra en fortolkning af fortiden. Anti-myten kan derfor siges at lægge grunden til en anden myte.

119 DELKONKLUSION 119 Analysen af de ti besøgendes oplevelser på Dansk Jødisk Museum viser, at kun nogle får sat erindringsarbejde i gang. Det sker hos dem, der dels har et personligt forhold til en del af historien på museet, dels får aktiveret deres værdier. Når dette gør sig gældende, skabes en forbindelse mellem den personlige fortælling og en kollektiv erindring. Analysen viser endvidere, at erindringsarbejdet har udpræget refleksiv karakter, som Young netop foreskriver: De besøgende kobler ikke uden videre deres fortællinger til fællesskabets fortælling - de udfordrer den. Et erindringssted har ifølge Nora mytisk karakter, men analysen viser, at erindringsarbejde godt kan opstå i opgøret med en myte. Dette siger noget særligt om Dansk Jødisk Museet som erindringssted: Museet provokerer, sætter en dialog i gang og udfordrer det fællesskab, hvis kollektive erindring, det holder i live. Det har altså karakter af et modmonument og hvert fald for de danskere, der ikke hengiver sig ubetinget til et nationalt fællesskab.

120 MODSTAND, MYTE OG MUSEUM Skal vi forstå, hvordan erindringssted, mindekultur og erindringspolitik i dag spiller sammen i vestlige samfund, udgør mindesmærker for holocaust et vigtigt forskningsfelt Jensen, 2003, s. 79

121 MYTER I MODVIND 121 Da museer blev etableret som offentlige museer i 1800-tallet, havde de opdragelse og oplysning som mål: De skulle medvirke til at styrke og opbygge den nye nationalstat. 459 Det nationale erindringsfællesskab er siden blevet udfordret, og som man kan se hos flere af de besøgende på Dansk Jødisk Museum, er det ikke altid givet, at danskere har lyst til at se sig selv som en del af det danske fællesskab. At der kan sættes spørgsmålstegn ved den nationale fortælling, skyldes, ifølge Bernard Eric Jensen, særlige kendetegn ved perioden omkring årtusindeskriftet: globalisering og individualisering. Også etableringen af EU og nye emigrations- og immigrationsmønstre nævnes som afgørende faktorer. 460 Udfordringen af det nationale fællesskab giver anledning til at spørge, hvor museerne placerer sig i den forandrede historiekultur og i den forbindelse: Hvorfor jødiske museer bliver spredt ud over det europæiske landkort, som nationale museer blev det i det 19. århundrede. EN BETYDNING FORSVINDER På Dansk Jødisk Museum kan man gå på opdagelse i 400 års dansk-jødisk historie. De besøgende koncentrerer sig dog særligt om én periode: Anden Verdenskrig. Det er i mødet mellem den enkelte besøgende og fortællingen om Anden Verdenskrig, at museet slår erindringsmæssige gnister - her sættes et erindringsarbejde i gang. Umiddelbart er det ikke overraskende, at fortællingen om besættelsestiden vækker de besøgendes interesse og danner grundlag for et erindringsarbejde. Som Tobias siger, er fortællingen en kendt fortælling. Derfor er den nemmere at forholde sig til, fordi den er så tæt på, og det er jo noget, som vi alle sammen, i vores generation i hvert fald, er flasket op med. 461 Bryld og Warring påpeger, at fortællingen om besættelsestiden kan opfattes som en national nøglefortælling for danskerne. 462 Anden Verdenskrigs betydning for den individuelle såvel som den kollektive erindring er ikke et udpræget dansk fænomen. Ifølge udstillingen Mythen der Nationen på Deutsches Historisches Museum har flere europæiske lande sammenkogt de fem års krigshistorie til kraftfulde nationale myter, der er blevet brugt til at definere det nationale fællesskab og dets værdier. Udstillingen fremstiller den danske myte om besættelsestiden som en David og 459 Jf. Floris, 1999, s Jensen, 2003, s Tobias, bilag 5, s Bryld, 1998, s. 17

122 122 Goliat-fortælling: Wie David gegen Goliath siegen de Widerstandskämpfer durch Mut und Intelligenz. Durch den Mythos des gemeinsamen, nationalen Widerstandskampfes und die Identifikation vieler Einzelner mit den wirklichen Freiheitskämpfern konnte die dänische Nachkriegsgesellschaft sowohl die Minderheit die Widerstandskämpfer als auch die Mehrheit der Kollaborateure und Mitläufer integrieren. 463 I myten om den danske modstand har fortællingen om jødeaktionen i 1943 haft en særlig status, 464 og historikeren Hans Kirchhoff påpeger, at også den myte er blevet en del af den nationale identitet og selvforståelse. 465 I bogen Jødeaktionen oktober 1943 beskriver Kirchhoffs tidligere elev Sofie Lene Bak, hvordan fortællinger om tyskernes forfølgelse af de danske jøder fik en mytisk karakter allerede i samtiden, og hvordan de efterfølgende er propaganderet som en skelsættende begivenhed i frihedskampen og hyldet som et enestående eksempel på vovemod og altruisme under Holocaust. 466 Det enestående ved den danske jødeaktion blev fremhævet i den israelske historiker Leni Yahils bog Test of a Democracy. The Rescue of Danish Jewry in World War II fra 1966, der udkom på dansk året efter. I sin bog tolker Yahil redningsaktionen som et udslag af en naturgiven national ånd. 467 På Dansk Jødisk Museum lægger Libeskinds fortælling om oktober 1943 sig i samme spor. Han mener, et særligt næstekærligt træk ved det danske folk fik dem til at hjælpe deres jødiske landsmænd over Øresund til sikkerhed i Sverige. Tolkningen af redningsaktionen er blevet modificeret, siden Yahils bog udkom. Især i 1990'erne begyndte flere forskere at pille ved myten for derved også at pille den ned. Den polsk-jødisk historiker Tatiana Berenstein var den første, der lancerede en teori imod myten. Hendes tese var, at flugten til Sverige var en tvangsuddrivelse planlagt af SS. Som Kirchhoff understreger, bærer tolkningen præg af spekulation, men den havde den effekt, at flere danske forskere begyndte at endevende en national myte. 468 Det har haft en betydning for opfattelsen af myten - som Kirchhoff konstaterer: Det har betydet en sikrere viden om og en bredere forståelse af miraklet ved Øresund, der - med al respekt for den dybt eksistentielle oplevelse hos ofre og hjælpere - ikke er mere mirakuløs, end at det lader sig nå og analysere med faghistorikernes almindelige værktøjer. 469 På Dansk Jødisk Museum gøres opmærksom på, at der ligger et mytisk aspekt gemt i fortællingen om redningsaktionen, og de besøgende er også klar over, at det forholder sig sådan. Den fortælling, der er blevet beskrevet som en af det danske erindringsfællesskabs betydningsfulde myter, bliver derfor undsagt af danskere på et museum, hvor 463 Mythen der Nationen, udstillingshæfte, 2004, s Jf. Bryld, 1998, s Kirchhoff, 2002, s Bak, 2001, s Bak, 2003, s Kirchhoff, 2002, s Ibid

123 123 netop danskere er den primære målgruppe. Og de besøgende nøjes ikke med at undsige en af fællesskabet myter - fællesskabet som sådan tager de også afstand fra. Benævnelsen dansk har en negativ klang med konnotationer til streng udlændingepolitik, et lukket samfund og mangel på medmenneskelighed, næstekærlighed og tolerance. I den fortælling, som eksempelvis Tobias og Solvej skaber på Dansk Jødisk Museum, bliver de danske værdier beskrevet som modsætninger til deres egne. Egenskaber som åbenhed, demokratisk overbevisning og tolerance bliver derved ikke en betegnelse for fællesskabet, som det har været i eksempelvis myterne om besættelsestiden og oktober Til gengæld karakteriserer de individet. Det giver anledning til at overveje, om de myter, et menneske forstår sig selv igennem, har ændret karakter. Tidligere forstod et individ sig selv igennem et fællesskab. I dag forstår individet måske sig selv igennem sig selv. Søren Mørchs bog Den sidste Danmarkshistorie fra 1996 kan ses som udtryk for dette. Mørch fortæller sin Danmarkshistorie - og han understreger udgangspunktet på allerførste side: Jeg er født i gamle dage. Jeg kan huske besættelsestiden, krigen og befrielsen. Da jeg var barn kørte man med hestevogne, fyrede med tørv og havde lokum med spand. 470 Den centrale placering af individet i historiefortællingen er et udtryk for den individualisering, der, ifølge Eric Jensen, trænger den nationale fortælling i baggrunden. Man kan derfor overveje, om de besøgende lægger afstand til det nationale fællesskab på Dansk Jødisk Museum, fordi fællesskaber ikke længere har betydning for menneskets forståelse af sig selv i verden. Det er en mulig tolkning, men følger man erindringshistorikernes tankegang, er den ikke sandsynlig: Eftersom mennesker lever i sociale sammenhænge, vil der altid være et eller flere fællesskaber, som påvirker deres selvforståelse og verdensopfattelse. Eric Jensen forklarer: Menneskers socialitet gør, at de i praksis kun bliver handlingsduelige personer og gruppemedlemmer ved at tilegne sig dele af et eller flere kulturfællesskaber. Menneskers socialitet er også indlejret i deres individualitet. 471 Ud fra denne betragtning er det problematisk at forklare de besøgendes distancering til et nationalt fællesskab med en tese om fællesskabers generelle tab af betydning. Man må derfor overveje, om det kan være det danske ved fællesskabet, der er problemet. 470 Mørch, 1996, s Jensen, 2003, s. 236

124 124 ET EUROPÆISK ERINDRINGSFÆLLESSKAB Når flere af de besøgende lægger afstand til et dansk fællesskab under deres besøg på Dansk Jødisk Museum, virker det umiddelbart ulogisk, at deres erindringsarbejde tager afsæt i fortællingen om Anden Verdenskrig, der som sagt er, eller har været, en dansk nøglefortælling. Og dog. Ifølge Mythen der Nationen sprænger fortællingen om Anden Verdenskrig de nationale rammer. En af udstillingens hovedteser er, at fortællingen om Anden Verdenskrig og Holocaust er en grundpille i opbyggelsen af en ny europæisk offentlighed - et europæisk fællesskab: Fast sechzig Jahre nach dem Ende des Zweiten Weltkrieges wird es möglich, eine Geschichte der Bilder und Vorstellungen zusammenzutragen, die sich in Europa, USA und Israel vom Zweiten Weltkrieg und vom Völkermord nach 1945 formten. Nirgendwo sind die Erinnerungen an diesen Krieg verblaßt. Der Mythos von der widerständigen Nation, welcher die Länder sofort nach Kriegsende am nachhaltigsten prägte, besaß eine solche Überzeugungskraft, dass er von der Mehrheit der Bevölkerung akzeptiert wurde (...) Doch ist dieser Zusammenhang von Verdrängung und beschwiegen (...) nicht zu trennen von der Befriedung innerhalb der Gesellschaften, welche den Aufbau Europa erst ermöglichte. Die Erinnerung an der Zweiten Weltkrieg und an den Völkermord ist zentraler Bestandteil einer neu entstehenden europäischen Öffentlichkeit geworden. 472 Betydningen går to veje: Fortællingen om Anden Verdenskrig er central for et europæisk fællesskab, og det europæiske fællesskab eksisterer på grund af Anden Verdenskrig. Som den israelske sociologiprofessor Natan Sznaider siger: Det kosmopolitiske Europa blev grundlagt efter 2. verdenskrig som en bevidst politisk antitese til det nationalistiske Europa og dets fysiske og moralske ødelæggelse. 473 Ud af krigens grusomhed voksede transnationale organisationer og bestemmelser som FN, Menneskerettighedskonventionen og EU, hvor en del af formålet var at forhindre en gentagelse af Holocaust. Netop fortællingen om Holocaust er blevet en væsentlig del af fortællingen om den vestlige verden og Europas historie. Ifølge den svenske historieprofessor Klas-Göran Karlsson, der er en af drivkræfterne bag forskningsprojektet The Holocaust and Historical Culture, er det praktisk talt blevet umuligt at tale om europæisk historie uden at tale om Holocaust: Since the end of the Cold War, World War II and the Holocaust have become more and more important as markers of European History. 474 Af den grund har jødisk liv og kultur derfor had a new and wider 472 Mythen der Nationen, Sznaider, 2004, s Karlsson, 2002, s. 152

125 125 relevance, positively as well as negatively. 475 Når Holocaust og Anden Verdenskrig bliver den centrale fortælling for et europæisk fællesskab, er erindringssteder, der tematiserer denne historie, vigtige i historiekulturen. Eric Jensen påpeger derfor, at det er nødvendigt at betragte Holocaust-erindringssteder, hvis man vil forstå, hvordan erindringssted, mindekultur og erindringspolitik i dag spiller sammen i det vestlige samfund. 476 Ifølge Wagner er flere erindringssteder i dag udtryk for en erindringspolitik, der vægter fortællingen om Holocaust højt: I denne sammenhæng kan der henvises til forventningen om, at Holocaust-erindringen vil kunne danne kernen i en europæisk identitet ( ) Holocaust-konferencen i Stockholm 2000 og de mindes- og formidlingsprojekter, der efterfølgende blev taget initiativ til, skal givetvis tolkes som et udtryk for dette perspektiv. 477 Eric Jensen nævner det museale boom på holocaust-fronten 478 som et udtryk for det samme. Oprettelsen af de mange jødiske museer og indførelsen af Holocaust-mindedage i mange europæiske lande bliver i dette perspektiv en del af fortællingen om det europæiske projekt. Museer og mindedage er med til at gøre fortællingen om demokrati og tolerance synlig, og de er dermed også med til at give europæerne positive byggesten til opbygningen af et europæisk fællesskab. Dansk Jødisk Museum kan også ses i dette lys, og introteksten til udstillingens afsnit Ankomster, der byder et europæisk fællesskab velkommen, understreger pointen: Også Danmark fik en jødisk indvandring. Den er en del af den jødiske historie i Europa og fortæller samtidig en europæisk historie. 479 Hvis det europæiske erindringsfællesskab har betydning for de besøgende på Dansk Jødisk Museum, kan det være med til at forklare distancen, der lægges til det danske. Når fortællingen om Europa får betydning, kan det nemlig have den konsekvens, at fortællingen om Danmark mister sin dominans - erindringsfællesskaberne omdannes, 480 og det kan skubbe nationen ud af museerne. 481 Det er ikke kun på Dansk Jødisk Museum, den tendens kan spores. Nationalmuseet har for eksempel kæmpet med at definere sig som museum i de seneste år: [Museet] haft betydelige problemer med at finde ud af, hvordan det kunne komme til at fungere som erindringsrum Ibid, s Jensen, 2003, s Wagner, 2003, s Jensen, 2003, s Udstillingstekster, bilag 3, s Jf. Bryld, 1999, s Bryld, 1999, s Ibid, s. 91

126 126 DEN OMVENDTE MYTE Set i lyset af tidligere tiders glorificerende nationale fortællinger er fortællingen om jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig en fortidsfortælling med omvendt fortegn - en anti-myte. Det er ikke en myte om storhed eller godhed, men om ondskab og tragedie. Det er en fortælling om skræmmebilleder - ikke forbilleder, om skrækkelige skurke - ikke heroiske helte, om forfald - ikke fremgang. På denne måde stykkes Anden Verdenskrig og jødeudryddelserne sammen til en negativ myte, hvilket får historikeren Ernst Nolte til at fastslå, at europæerne finder sammen i negativer Mythos vom absoluten Bösen. 483 Det skaber, ifølge Wagner, en fortælling, hvor fokuseringen på ofrenes lidelser står frem: Holocaust danner således grundlaget for et konsensualt sæt af værdier, der anerkender folkedrab som det ultimativt onde, nedprioriterer betydningen af den heroiske nation og fokuserer på ofrenes lidelser i stedet for på helte eller gerningsmænd. 484 Ifølge Sznaider får den negative myte præcis samme effekt som den positive - den samler: Den radikalt selvkritiske europæiske erindring om Holocaust ødelægger ikke, men konstituerer Europas identitet. 485 Men den negative myte har den særlige konsekvens, at den nationale container brydes op. 486 Han uddyber: Nationen fortælles, tænkes, erindres ikke mere i en heroisk fortælling, men gennem skeptiske minder om fortiden, som hverken kan eller vil pynte på den pågældende nations egen historie. 487 Eller som han også formulerer sin pointe: I en verden, der er præget af nationale historier og erindringer, er det netop erindringerne om krig og folkedrab, der ophæver, udvider disse nationale rammer. 488 Fremkomsten af et europæisk fællesskab blokerer altså, ifølge Sznaider, for en positiv fortælling om det nationale fællesskab. Umiddelbart illustreres hans pointe i flere besøgendes oplevelser på Dansk Jødisk Museum. De anskuer fortiden med kritiske øjne og drager den ind i overvejelser om det danske samfund i dag. De er både skeptiske over for de begivenheder, der fandt sted i selve perioden, men i endnu højere grad over for historiens berettigelse som konstituerende nutidsfortælling. De drager paralleller mellem jødernes historiske prøvelser og muslimernes nutidige situation - i særdeleshed illustreret ved spørgsmålet: Ville danskerne hjælpe muslimerne på samme måde, som jøderne blev hjulpet dengang? Ud fra deres italesættelse kan man sige, at muslimerne opfattes som samtidens ofre, og regeringen og de højredrejede kræfter som skurken. 483 Nolte citeret i van Vree, 2002, s Wagner, 2003, s Sznaider, 2004, s Ibid, s Ibid 488 Ibid, s. 173

127 127 Selvom Sznaiders pointe stemmer overens med nogle af de besøgendes museumsoplevelser, kan man alligevel ikke konkludere, at den europæiske fortælling har skubbet et dansk nationalt fællesskab af banen. Der er ingen af de besøgende på museet, der tager så meget afstand fra det danske fællesskab, at de ikke definerer sig selv som danskere, og ingen af dem italesætter sig selv som europæer. Lytter man til forskerne bag Humanistisk historieformidling, er det typisk dansk: Globalisering - herunder europæisering - har i dansk sammenhæng ikke ført til, at interessen for det nationale generelt har været vigende siden 1960'erne. Det nationale erindringsfællesskab udgør således fortsat et vigtigt og betydningsbærende moment i befolkningens historiebevidsthed, der er mange, der stadigvæk ser og føler sig som et 'vi danskere'. 489 Måske er det europæiske og det danske fællesskab ikke to uforenelige størrelser - det ene behøver ikke udelukke det andet. Professor Per Øhrgaard mener, at man kan forestille sig, at man i fremtiden kan være 'dansker' ( ) i en konstellation, som rummede en europæisk dimension. 490 Uanset de to fællesskabers forhold til hinanden kan man ikke komme uden om, at flere besøgende tager afstand til det, der betegnes som danske værdier. Helten i historien synes langt væk i de besøgendes fortællinger. Når historien fortælles uden helte, skaber det en særlig form for erindringssteder: Young pointerer, at monumenter har udviklet sig fra at udtrykke en hyldest til nationen til at markere nationens ambivalens i en ironisk distancering. 491 Det samme gør sig gældende på museerne. I 1800-tallet var et museumsrum opbygget så fremgang og optimisme sprang ud af montrer og vægge. I dag er fremskridtsfortællingen slut. Det betyder, ifølge arkæolog Carsten Paludan-Müller, at museer har fået en ny betydning: Fælles for dem er det søgende - bestræbelsen på at se ud over tiden og stedet, på at finde det, der sætter vores eksistens ind i større sammenhænge. 492 Han mener, at museers mål i dag skal være at genvinde den fascinationskraft, de havde i Renæssancen. Det synspunkt bakkes op af Becker. Det er netop Renæssancens ikke-orden, man kan finde i den præsentative udstilling, som hun anbefaler: Den bygger fundamentalt på idéen om museet som ren allegori på heterogen viden og usammenhængende objekter, sammenføjet til nye helheder. Den bygger med andre ord på fragmentet, som er diskontinuitetens eller forskelligheden som form, og på princippet om en flertydig perspektivering. Dens fremstillinger virker nærmest utidige 489 Bryld, 1999, s Øhrgaard citeret i Bryld, 1999, s Young, 2001, s Paludan-Müller, 1996, s. 34

128 128 eller usamtidige i formen. Tingene passer ikke altid sammen, i den forstand at de ikke stemmer overens eller ikke er sammensatte i overensstemmelse med vore begreber om dem. 493 I Beckers øjne er det de præsentative udstillinger, der kan sige noget til mennesker i nutidens samfund: Det tyder på, at den heterogene orden, som binder tingene sammen i tilfældige, brudte og altid foranderlige hierarkier, i langt højere grad svarer til vores samtid end den homogene orden, der altid må underordne tingene til fordel for helheden. 494 Ser man på samfundet, der omgiver museerne, kan man påstå, at den præsentative udstillings orden har genklang her: I 2005 er en helstøbt fortælling om verdens sammenhæng ikke åbenbar, og det enkelte menneskes livsforløb har sjældent et lineært og altid fremadrettet forløb. Ikke engang begyndelsen og enden på et menneskes liv ligger fast. Børn undfanges andre steder end i kvinders underliv, og nogle mennesker forsøger at udsætte døden ved nedfrysning. Der er ingen lige vej, der skal følges for et menneske i den vestlige del af verden: Man kan vælge at gå mange forskellige retninger i sit liv, og man kan gå ud af den samme vej flere gange, hvis man har lyst. Man kan vælge en identitet, og man kan vælge et fællesskab - og vælge om igen. Måske er det grunden til, at Paludan-Müller taler for, at museers funktion i dag er at skabe et frirum for erindring og overvejelse, og at det interaktive gøres til essensen på mange museer i dag. Som Floris og Vasström formulerer det: Det bliver derfor museernes opgave i fremtiden at engagere et nyt dannelsesprojekt men således at museets brugere får mulighed for at være aktive med- og modspillere i historieformidlingen. Det væsentlige synes derfor ikke alene at være diskussionen om udstillingernes form, men derimod om deres indhold, hvorvidt de giver publikum mulighed for at formulere de nødvendige spørgsmål til samfundet, til videnskaberne og til museerne Becker, 1990, s Ibid, s Floris, 1999, s. 385

129 ERINDRING 129 Ifølge Floris og Vasström skal indholdet på museer give publikum mulighed for at sætte museet i relation til samtiden. Dette nævnes af flere erindringsforskere. Det er eksempelvis på grund af erindringsstedets betydning i nutiden, at Young gør dialogen på stedet essentiel. Warring gør imidlertid opmærksom på, at det mytiske ved fortidsfortællingerne kan blive problematisk for fortidens betydning i nutiden: Hvad angår den mytiske fortællings formodede handlingsgivende funktion, så er min pointe, at det abstrakte og naturliggjorte budskab i den mytiske besættelsesfortælling næppe er meget værd som retningsgiver i nutiden, eller som vaccine mod totalitære tendenser. 496 Forholdet mellem erindring og historie, hvor historie forstås som videnskabsfaget historie, må derfor overvejes i forhold til en diskussion af, hvilken betydning et erindringssted kan have. MYTEN I ERINDRINGEN Når man beskæftiger sig med erindringssteder, beskæftiger man sig også med individers og kollektivers fortællinger om sig selv. Antagelsen i dette speciale er, at den oplevelse, der skabes på et museum, bliver til i et samspil mellem menneske og museum. Betragter man museer i et erindringshistorisk perspektiv, bliver menneskers forhold til fortiden derfor centralt. Ifølge Nora er erindringssteder steder, hvor erindringen kommer i spil. Han definerer erindring i modsætning til videnskabsfaget historie, og man må derfor, med Warring i baghovedet, spørge, om det overhovedet giver mening at tale om erindringssteder som steder, der kan skabe brugbare links mellem fortid, nutid og fremtid. Hvis et erindringssted kun er et sted for myter og magi, mister den fortid, der formidles, i Warrings optik, sin relevans for nutidens samfund. For at diskutere dette dilemma må man undersøge, hvad erindring egentlig betyder. I Gads Historie Leksikon beskrives erindring som et historie- og samfundsfagligt begreb, der vedrører det sagsforhold, at mennesker både bevarer og bearbejder deres opsamlede erfaringer til brug i deres fremtidige virksomhed. 497 Begrebet går i samklang med historiebevidstheden: Erindring er individets (eller kollektivets) fortidsfortolkning. 498 Erindring handler om at komme i tanke om noget i fortiden og at bruge det, man kommer i tanke om, i forhold til nutiden. Begrebet hører sammen med ordene huske og 496 Warring, 2001, s Bekker-Nielsen, 2004, s Jf. Bryld, 1999, s. 74

130 130 mindes, som Rip hører sammen med Rap og Rup. Forskerne bag projektet Humanistisk historieformidling skriver eksempelvis: Tages der udgangspunkt i det brede og inklusive erindringsbegreb, vil man i praksis ikke skelne skarpt mellem at huske, erindre, mindes. 499 Samtidig understreges det, at noget går tabt ved at sætte de tre begreber så tæt sammen - man får eksempelvis udvisket den sondring mellem hukommelse og erindring, som Søren Kierkegaard betragtede som afgørende. 500 Kierkegaard påpegede, at hukommelse og erindring adskiller sig væsentligt fra hinanden: At erindre er ingenlunde identisk med at huske (...) Hukommelsen er kun en forsvindende Betingelse (...) Oldingen taber Hukommelsen (...) Men Erindringen er hans bedste Kraft, hans Trøst, der trøster ham med det poetiske Fjernsyn. Barndommen har omvendt i høj Grad Hukommelse og Nemme (...) Imidlertid er Alderdommens lykkelige Erindring ligesom Barnets lykkelige Nemme Naturens Naadegave. 501 Holder man fast i Kierkegaards skelnen mellem hukommelse og erindring, står én pointe klar: Man kan kun tale om erindring, når et menneske forholder sig personligt og eksistentielt til sit eget livsforløb. 502 At huske bliver dermed gjort til en handling uden følelsesmæssig værdi - man husker folks telefonnumre, vejen til Brugsen eller fransk grammatik. Når man erindrer, er mere på spil. I Den Store Danske Encyklopædi betones det følelsesmæssige aspekt ved erindringen i fremhævelsen af begrebets særligt personlige (og dermed følelsesmæssige) tilknytningsforhold til fortiden, der kendetegner erindringer i modsætning til hukommelse i almindelighed. 503 Netop det følelsesmæssige aspekt ved ordet erindring forbinder det med den betydning, et minde har - en betydning der svæver over navngivelsen af erindringsstederne: Det hedder eksempelvis et mindesmærke, en mindelund og en mindesten. Betragter man erindring som en overordnet betegnelse for forholdet til fortiden, kan man se de nuancer, hukommelsen og minderne tilfører, som det, der giver begrebet sin spændvidde: Begrebet 'erindring' (memory) fremstår også som et udpræget skalabegreb: i den ene ende af skalaen henviser det til erindring som et faktuelt og neutralt informationslager ('leksikon- og computermodellen') og i en anden ende til erindring som en subjektiv, aktiv og kreativ proces ('at skrive sine erindringer modellen'). 504 Forståelsen af erindring, der ligger til grund for udstillingen Mythen der Nationen, bevæger sig i samme spor. Den individuelle erindring opdeles i tre kategorier: erindring med karakter af hukommelsen (erindringen om en eksamen eller en ferie), erindring om ekstreme situationer (som for eksempel flugt eller dødsfald) og erindring om noget 499 Jensen, 1996, s Ibid, s Kirkegaard, 1991, s Jf. Jensen, 1996, s Den Store Danske Encyklopædi, cd-rom 504 Bryld, 1999, s. 74

131 131 historisk (11. september eller Tysklands genforening). Det særlige ved denne opdeling er, at kun erindringen om ekstreme situationer og erindringen om noget historisk spiller en rolle i erindringsfællesskaber. 505 Således sniger Kierkegaards skel mellem hukommelse og erindring sig ind i den moderne erindringsforskning. Individuel erindring er også at huske, men når erindring skal forstås på et kollektivt plan, er det følelsesmæssige i fokus. Gerda giver en beskrivelse af en historisk erindring, som kan anskueliggøre mindets betydning for erindringen: Der er sådan historiske ting, jeg har oplevet, som har gjort dybt indtryk på mig. En anden gang det var, da russerne går ind i Ungarn i Der er jeg blevet en voksen pige i 20'erne. Og vi havde kun radioen. Vi hørte på radioen. Og det ramte altså en i den grad i hjertekulen. Jeg glemmer det aldrig. Det var fuldstændig som et chok, at de kunne gøre det. Og det var så den beskrivelse... Når man får det ind gennem øret, så kører din egen film jo rundt. 506 I forhold til den kollektive erindring er det minderne, der har betydning, og på erindringsstederne - den kollektive erindrings livskilde - er minderne derfor med til at sætte dagsordenen. ERINDRING OG MYTER Når Nora siger, at erindringssteder er steder for myter, mener han samtidig, at de er steder med reference til en fortid, som ikke huskes. Som Bryld og Warring formulerer hans tanker: Stederne har erstattet en levende erindring og dennes sociale mileuer er som de skaller, der bliver tilbage på stranden, når den levende erindrings hav har trukket sig tilbage. 507 I Noras øjne udgør erindringsstederne det moderne samfunds erstatningskaffe for fortiden, der ikke længere er til at få fat i. Som Warring påpeger, mener flere forskere, at det kun er myten om fortiden, der kan give historien betydning i forhold til det nu, den formildes i: Det er et synspunkt, som ( ) hviler på den antagelse, at historiefaglig kritik og flertydighed er uforenelig med historisk identitet eller sagt på en anden måde, at historisering virker identitetsopløsende. 508 I sin teori om museumsoplevelsens fire felter er Ingemann som sagt inde på mytens betydning for oplevelsen af relevans på et museum: På samme måde som de postmoderne medier er individualiserede og interaktive - så kan museet også skabe historier, 505 Mythen der Nationen, udstillingshæfte, 2004, s Gerda, bilag 5, s Bryld, 1998, s Warring, 2001, s. 24

132 132 der kan bruges individualiseret og interaktivt. Men forudsætningen for at noget kan bruges individualiseret og interaktivt for at aktivere hele oplevelsesfeltet er - at der findes små historier, hvor det er muligt at finde identifikation, finde emotivt 'sprog' og mentale 'billeder' og som trækker på stærke symboler og myter. 509 I Ingemanns optik bliver et museums symbolske lag det samlingspunkt, der skabes for den individuelle og den kollektive erindring. Når myten er en vigtig del af historieformidlingen, bliver det imidlertid tvivlsomt om fortiden formidles. Henrik Jensen har, som nævnt, påpeget, at mytens indhold ofte ligger langt fra den fortid, myten fortæller om - myten koger begivenhedens klare suppe ind til en kraftfuld fond. Når man analyserer historieformidling, må man derfor overveje, om det mytiske aspekt ved fortællingen overhovedet gør det muligt at formidle historien. Denne overvejelse fører endnu et spørgsmål med sig: Hvor finder man forskellen mellem myte og fortid - erindring og historie? Nora gør historie og erindring til to modsatte poler, men historikere, som eksempelvis Young, Eric Jensen og Bryld, mener ikke, man kan adskille historie fra erindringen om historien. Bryld siger for eksempel: Det er muligt, at Halbwachs og hans efterfølgere har sat modsætningen mellem historie og kollektiv erindring for skarpt op. De to fænomener er jo i en eller anden form indbyrdes afhængige, og historie kan ikke være objektiv i positivistisk forstand. 510 I Brylds forstand er historie også erindringen om historie. Det betyder, at historievidenskaben og erindringen om historien indgår i et dialektisk spil, der gør det umuligt at tale om det ene uden også at tale om det andet. ERINDRINGSARBEJDE Når Carr taler om fortællingen som det middel, mennesket bruger til at danne en forståelse af sig selv og sin verden, er den dualistiske opfattelse af historiebegrebet central: I want to set aside the historian's cognitive interest and bracket the past as an object of knowledge in order to let the past appear as an element of our experienced world. 511 Carr opfatter historien og fortællinger om historien som uadskillige størrelser: To the extent that I discuss narrative at all in its literary guise, I shall be stressing the fact that it arises out of and is prefigured in certain features of life, action, and communication. 512 Når individets historiefortælling er udgangspunktet i historieformidlingen, 509 Ingemann, 2000, s Bryld i Kjeldstadli, 2001, s Carr, 1986, s Ibid, s. 16

133 133 forsvinder skellet mellem historie og erindring. Set i dette lys, bliver individets livsverden udgangspunkt for oplevelsen på et erindringssted. De individuelle erfaringers betydning for igangsættelsen af et erindringsarbejde betones også på udstillingen Mythen der Nationen: Erinnerungsprozesse bewegen sich in einem Spannungsfeld zwischen subjektiver Erfahrung, wissenschaftlich objektiver Geschichte und kultureller Erinnerung. 513 Det individuelle ved erindringen har fået Young til at diskvalificere begrebet kollektiv erindring. Han mener, at den fælles erindrings individuelle udgangspunkt må betones og udskifter derfor begrebet med sammenbragte erindringer (collected memory), der betyder the many discrete memories that are gathered into common memorial spaces and assigned common meaning. 514 I Youngs optik er kollektiv erindring et misvisende begreb, der antyder, at grupper kan erindre sammen: 515 For even though groups share socially constructed assumptions and values that organise memory into roughly similar patterns, individuals cannot share another's memory ( ) they share instead the forms of memory, even the meanings in memory generated by these forms, but an individual's memory remains hers alone. By maintaining a sense of collected memories, we remain aware of their disparate sources, of every individual's unique relation to a lived life. 516 Erindringssteder kan sætte et erindringsarbejde i gang hos det enkelte individ. Individerne i et erindringsfællesskab kan, ifølge Young, tillægge en begivenhed, periode eller person samme betydning. Det kan imidlertid også forholde sig anderledes. 517 Ved at understrege det individuelle ved erindring på erindringssteder, rammer Young ned i kilden til erindringsarbejdet: Han gør personen, der oplever erindringsstedet, central. Halbwachs og Nora er i udgangspunktet enige med Young i, at grupper ikke erindrer sammen på et konkret plan, og at det er i erindringens form og udtryk, man finder dens kollektive karakter. Young er dog alene om at pointere, at man ikke automatisk kan slutte, at et fælles udtryk er ensbetydende med, at alle tillægger en begivenhed samme mening. Han kan på den måde siges at have rykket ideen om individets konstruktion af sin egen virkelighed endnu længere ind i erindringshistorien. Igen skinner sammenhængen mellem historie og erindring igennem, for, som Young pointerer, er det ikke ligegyldigt, hvad den besøgende erindrer: Museets fortælling (eller en af museets fortællinger) skal kobles med individets fortælling. Følger man Youngs tanker videre, er den personlige relation til fortiden imidlertid ikke nok til at få erindringsarbejdet i mål. Som bekendt 513 Mythen der Nationen, udstillingshæfte, 2004, s Young, 1993, s. xi 515 Jf. Jensen, 2003, s Young, 1993, s. xi-xii 517 Jensen, 2003, s. 82

134 134 skal fortiden forbindes med nutiden og fremtiden, og ifølge Young sker dette kun, når de besøgende får mulighed for at gå i dialog med stedet. På den måde kan man sige, at det refleksive erindringsarbejde er det egentlige erindringsarbejde. HISTORIE Når Young gør sig til fortaler for Gegen-Denkmals er det fordi, han mener, at disse opretholder en forbindelse til fortiden, der skal mindes. På traditionelle Denkmals hersker glemslen, der fjerner forbindelsen mellem fortiden og nutiden, og reducerer et erindringssted til et mindesmærke uden den manende betydning, der skal fungere som en påmindelse om, hvordan livet bør leves. Der skal altså være en forbindelse til fortiden på et erindringssted: Fortiden er erindringens opgave og hele dens grundlag. Blandt andet derfor er et af de centrale spørgsmål i arbejdet med historieformidlingen, hvilke fortællinger om fortiden, der formidles. Dette forhold ved erindringen gør Nora interesseret i at finde frem til historien bag myten - ligesom mange andre historikere har sat denne dagsorden for deres forskning. Såvel forskningen i brugen af myterne som opgøret med myterne har rødder i den sproglige og kulturelle vending. Inden for den konstruktivistiske opfattelse af verden blev nationernes historie fremlagt som en myte i 1970'erne og 1980'erne. Forskere som eksempelvis Ernest Gellner og Benedict Andersson var nogle af frontfigurerne i opgøret med forestillingen om national identitet som en ældgammel realitet, og deres bøger Nation and nationalism og Imagined Communities fra 1983 er blevet klassikere inden for forskningstraditionen. Ideen om, at den nationale identitet er en konstruktion, har imidlertid ikke vundet genhør overalt. I dag er tesen stadig omdiskuteret, og mange erklærer sig lodret uenige i den konstruktivistiske opfattelse af nationalfølelsen. Dette viste sig eksempelvis, da historieprofessor Uffe Østergaard udgav bogen Europas ansigter i 1992, hvilket fik en mand som Peter Neerup Buhl fra Den Danske Forening til at slå bremserne i. Han afviste bogens grundlæggende tilgang, fordi den betragtede selve nationerne som noget menneskeskabt, ikke som noget menneske givet. Det giver uundgåeligt et uforpligtende og overfladisk forhold til fædrelandet. 518 Andre vil tilslutte sig ideen om, at fortællingen om nationen er en myte, men de vil argumentere for, at myten 518 Bryld, 1999, s. 90

135 135 hører til i erindringsfællesskabet, og at det derfor ikke altid giver mening at pille den ned. Jensen skriver eksempelvis, at myter tjener det formål at forlige folk med forestillingen om en ufuldstændig verden og at forklare deres placering i den ( ) Her betragtes myten som en vigtig del af virkeligheden uanset dens sandhedsværdi, og det er snarere dens væsentlighed og holdbarhed i den kollektive erindring der er kriteriet for interessen, end dens reference til sandheden. 519 Endnu engang bliver forbindelsen mellem fortiden og erindringen central. I dette speciale forstås myten som en del af menneskers liv. Fortællinger er midlet til at forstå sig selv i verden - myter er sådanne meningsgivende fortællinger, og spørgsmålet er, om man derfor bør acceptere myten. Og lade den være i fred. Warring har et svar: En mytologiseret brug af fortiden er det modsatte af en demokratisk historiekultur, uanset at det netop er værdi, der formidles. Den mytologiske fortællings styrke er, at den åbner for indlevelse og identifikation, der gør den levedygtig og følelsesmæssig forankret. Problemet er dens lukkede, selektive og absolutte karakter, der rejser et effektivt værn mod refleksion og kritik. 520 Igen bliver dialogen et middel til at undgå fastfrosne mytologiske fortællinger. Warring uddyber: Den historiepolitiske etik må med andre ord bidrage til en demokratisk historiekultur med rummelighed, tolkningspluralisme og flerperspektivitet. 521 Bryld ser historiens mål på samme måde: En historiepolitisk etik må gå ud på, om jeg så må sige, at holde vandene åbne. At kæmpe for åbenhed, lighed og universalisme, ligegyldigt hvilken art af begrænsninger eller trusler der er mod disse. 522 FORTID OG ERINDRING PÅ DANSK JØDISK MUSEUM Som tidligere nævnt er Thorsten Wagner en af kritikerne af Dansk Jødisk Museum. Han frygter, at museets fortælling om oktober 1943 vil blokere for dialog og interaktion, hvilket leder hen til museets overordnede problem: Hvordan der kan skabes en Holocausterindringskultur, der ikke er reduceret til selvtilfredse eller tomme ritualer, der ville være ensbetydende med glemsel. Hvordan kan en sådan erindringskultur have relevante konsekvenser for den aktuelle politiske debat uden derved at ligge under for fristelsen til at tillægge denne civilisationskatastrofe en politisk entydig, trøstende og identitets- 519 Jensen, 1998, s Warring, 2001, s Ibid, s Bryld, 2001, s. 227

136 136 stabiliserende mening? 523 På den måde forudser han, at museet bliver et erindringssted, der lukker sig om sig selv i en formidling af en selvforherligende mytefortælling. Museet bliver et monument. Når man betragter de besøgendes reaktioner på Dansk Jødisk Museum tyder det på, at Wagner har været for kritisk i sit udgangspunkt. For de besøgende, der får sat et erindringsarbejde i gang på museet, kommer fortællingerne, de skaber, til at handle om jødernes triste historie og om danskernes triste nutid. De positionerer sig dermed meget langt væk fra en tolkning af historien, der forherliger danskerne. De når frem til disse fortællinger, fordi de aktivt går ind i museets formidling. De skaber dialog, og dermed mening. Set i det perspektiv kan man betragte Dansk Jødisk Museum som et museum i sin tid: Det bygger på interaktion, dialog og åbenhed. De besøgende bliver aktive med- og modspillere i forhold til museets fortællinger, og museet skriver sig således ind i den nye tradition for modmonumenter. Flere besøgende skaber erindringsarbejde på museet gennem et opgør med myten, og man fristes derfor til at spørge, om museets genspejler mere generelle træk ved nutidens erindringssteder: At dialog, åbenhed og flertydighed bekæmper det mytiske. Følger man Grubes tankegang er det imidlertid ikke tilfældet. Hun mener, at mange jødiske museer og mindesmærker, der er opført inden for de seneste årtier, også bygger på en myte om et fællesskab - ligesom 1800-tallets nationale museer dedikerede sig til nationens fællesskab. De jødiske museer taler ikke direkte til nationen, men de fungerer, ifølge Gruber, som steder for kollektiv erindring. 524 Hun understreger, at også disse erindringssteder kommunikerer en fortælling om et fællesskab, der er en konstruktion. 525 Fortællingen har samme betydning, som fortællinger om nationen eksempelvis har - den forklarer verden og placerer individet i verden: Reconstructing and entering Jewish worlds, however artificial or imaginary, can also help some people in personal searches for selfhood. In an epoch when defining one's identity has assumed personal, ethnic, and national importance, the widespread (if exaggerated) perception that Jews have maintained a strong and developing identity during two millennia of persecution and exile exerts a powerful attraction. 526 Det er den kollektive erindring, som ikke-jøder er en del af, Gruber mener, italesættes blandt andet på de jødiske museer. Når historien, der formidles, ikke er erindringsfællesskabets egen historie, får fortællingens symbolske lag betydning for om erin- 523 Wagner, 2003, s Gruber, 2002, s Ibid, s Ibid, s. 48

137 137 dringsarbejde sættes i gang. Afgørende for dette erindringsarbejde er, at besøgendes egne fortællinger kobles til den symbolske fortælling. For de besøgende, der skaber erindringsarbejde på Dansk Jødisk Museum, viser det sig, at den personlige relation til historien er knyttet til den nationale historie. Selvom det er en fælles europæisk fortælling, der kommer til udtryk på de jødiske museer, tyder det derfor på, at den nationale fortælling stadig har relevans for erindringsstedet. Som Gruber siger: The virtual Jewish phenomenon frequently has little to do with Jews. It is a national phenomenon. 527 De jødiske museers symbolske betydning udgør altså ikke alene erindringsstedets betydning. Forholdet til fortiden er derfor stadig et afgørende omdrejningspunkt for stederne som erindringssteder: Historieformidlingen skal derfor stadig bestræbe sig på at være formidling af historie. Når fortiden skal bruges som rettesnor for nutiden og fremtiden, er det nødvendigt at forholde sig til den reelle fortid - historien må ikke blive en fortælling om hvad som helst. 527 Ibid, s. 236

138 DELKONKLUSION 138 I Myter, modstand og museum bliver det klart, at jødisk historie, som den for eksempel formidles på Dansk Jødisk Museum, giver ikke-jøder mulighed for at skabe en fælles fortælling, som et europæisk fællesskab kan samles om. Således kan jødernes historie fungere som redskab for ikke-jøder til at udfordre det nationale fællesskab og vedkende sig fortællinger, der hører andre og større fællesskaber til. Når steder som Dansk Jødisk Museum fungerer som erindringssted for visse besøgende, må det ses i sammenhæng med den symbolske brug af historien: Ikke-jøder kan bruge jødernes historie til at skabe identitet i en flertydig verden ved at integrere historien i fortællinger om dem selv.

139 KONKLUSION Som begreb er kollektiv erindring næsten lige så uklar som substansen er vigtig. Det kan kort og godt bestemmes som enhver bevidst eller ubevidst erindring om en begivenhed der fører til en 'mytificeret' erfaring i et levende kollektiv Jensen, 1998, s. 84

140 OPLEVELSER PÅ DANSK JØDISK MUSEUM 140 Ifølge Nora kan museer betegnes som erindringssteder. I den betegnelse ligger en idé om, at stedet har en betydning for det erindringsfællesskab hvis historie, stedet holder i live. Dette speciale viser, at Dansk Jødisk Museum har en betydning for nogle danskerne, når det udfordrer det nationale. De besøgende kan bruge fortællingerne på Dansk Jødisk Museum til at gruppere sig inden for det nationale fællesskab, og jødisk historie kan også samle ikkejøder på tværs af landegrænser og rodfæste fortællinger om et europæisk fællesskab. Undersøgelsen af de ti besøgende på Dansk Jødisk Museum viser, at den symbolske fortælling danner grundlag for en sammenkædning mellem fortid, nutid og fremtid. Den symbolske fortælling har betydning for, om der sættes et erindringsarbejde i gang og dermed, om museet har en funktion som erindringssted. Dette skyldes den tætte sammenhæng, der er mellem de symbolske fortællinger og museumsoplevelsens værdi-felt: De besøgendes personlige værdier trækkes med ind i den symbolske fortælling, og fortiden sættes hermed i relation til nutiden og fremtiden. Når de besøgendes værdier bliver en del af de fortællinger, de skaber på museet, danner det grundlag for refleksion. Et egentligt erindringsarbejde sættes imidlertid kun i gang, når de besøgende føler en personlig relation til en del af den historie, der formidles på museet og går i dialog med museets fortællinger. Dansk Jødisk Museum blev etableret med ikke-jødiske danskere som den primære målgruppe og dermed ud fra forestillingen om, at jødisk historie har en betydning for danskere i dag. Vi kan konkludere, at det er den symbolske brug af jødernes historie, der rører noget i de besøgende. Den konkrete historie om jøderne i Danmark er ikke så vigtig - det er historien i overført betydning til gengæld: Hvad den repræsenterer i det danske samfund i dag. Den antimytiske fortælling, de besøgende skaber ud fra Libeskinds tolkning af redningsaktionen, illustrerer dette forhold - redningsaktionen bliver et symbol på fraværet af særlige værdier i samfundet. På baggrund af de ti besøgendes oplevelser på Dansk Jødisk Museum, kan vi konkludere, at erindringsarbejde sættes i gang, når museet fungerer som et dobbeltsted - når både den konkrete historiske begivenhed og det, historien bliver brugt som symbol på, har betydning. Anskuer man Dansk Jødisk Museum som erindringssted, kan man desuden konkludere, at historien om jøderne har en betydning for det erindringsfællesskab, som ikke-jødiske

141 141 danskere tilhører - på et symbolsk plan. Den betydning, den jødiske historie kan have for ikke-jøder, viser sig ikke kun på Dansk Jødisk Museum. Jødiske museer og Holocaustmuseer springer frem overalt i Europa. Tendensen peger på to forhold: dels at jøders historie kan have en betydning for den kollektive erindring i de forskellige nationalstater, dels at den samme fortælling har betydning for forskellige nationalstater i Europa. Det kan pege på, at fortællingen om jøder - og dermed også fortællingen om Holocaust - er en fælles referenceramme for et europæisk fællesskab.

142 FORMIDLINGSASPEKT For en ung studerende med et markant synspunkt eller for en nybagt akademisk kandidat med et også for andre end ham selv spændende specialestudium bag sig er avisens kronik stadig det mest oplagte sted at meddele sig til offentligheden på Jørgensen 1991, s. 93

143 FORMIDLINGSOVERVEJELSER 143 Der er flere medier, man kunne overveje at benytte i videreformidlingen af dette speciale. Det kunne eksempelvis være interessant at fremlægge specialets pointer om Dansk Jødisk Museum i de jødiske tidsskrifter Jødisk Orientering og RamBam, der har dannet forum for debat omkring museet siden 1980'erne. Da specialets pointer vedrører forskelle i den ikke-jødiske historiekultur i Danmark, har vi imidlertid valgt at henvende os til en ikke-jødisk målgruppe. HVAD SKAL FORMIDLES Specialets centrale budskab til en ikke-jødisk målgruppe er, at en national fortælling er ved at forandre sig. Den distance de besøgende skaber til en dansk myte, og til danskere i det hele taget, viser, at noget er ved at ændre sig nogle steder i samfundet. I den forbindelse er det også betydningsfuldt at beskrive, hvad årsagen til ændringerne kan være, og derfor er pointen omkring den jødiske histories placering i den europæiske historiekultur relevant. GENRE De pointer, som vi ønsker at formidle til en bred offentlighed, er pointer, vi forholder os til på et diskuterende plan. Vi kan ikke drage endelige konklusioner ud fra vores interviewmateriale, der viser, at de besøgende, befinder sig i et europæisk erindringsfællesskab, når de er på museet. Vi kan til gengæld pege på særlige træk ved de besøgendes oplevelser på museet, der tyder på, at nogle af de ændringer i historiekulturen, teoretikere som James E. Young, Bernard Eric Jensen og Natan Sznaider udpeger, også har en betydning i forhold til oplevelsen af Dansk Jødisk Museum. Eftersom vi ønsker at formidle stof, der har en diskuterende karakter, har vi valgt at skrive en kronik. En aviskronik er kendetegnet ved sin diskuterende form: Kronikken udspringer oprindeligt fra essayet og forsøger ofte det samme, nemlig at belyse forskellige sider af et problem uden at påstå, at dette er den fulde sandhed. 530 Kronikken er derfor et oplagt medie at formidle overvejelser omkring særlige tendenser i tiden - som journalist 530 Avisen i undervisningen, webside, 2005

144 144 John Christian Jørgensen skriver: Kronikøren tager pulsen på tiden. 531 Formålet med en kronik er at diskutere forskellige overvejelser, og af den grund kan afslutningen også med fordel holdes åben eller spørgende. En kronik skal gerne give læseren stof til eftertanke, når sidste ord er læst. 532 Kronikkens subjektive og diskuterende stil skal imidlertid ikke forstås som let og overfladisk formidling. En kronik er, som oftest, sagprosa, og en beskrivende og ræsonnerende stil er derfor også et kendetegn ved genren. 533 Desuden skal selve sproget i kronikken også udtrykke saglighed og faglighed: Kronikken forventes under alle omstændigheder at have en stil, der er mere litterært gennemarbejdet end avistekster normalt. 534 Sproget skal imidlertid ikke blive for tungt og trægt - kronikken skal være skrevet i et sprog, som også ikke-fagmænd forstår, og den skal fremstå appetitlig og interessant, da den skal vække opsigt i en hel avis fyldt med andre ord. 535 MÅLGRUPPE I kraft af valget af genre, er flere beslutninger truffet i forbindelse med målgruppen: Vi vil gerne henvende os til avislæsere, og vi vil gerne henvende os til avislæsere, der har tid til at læse deres avis. En kronik er en forholdsvis lang tekst i forhold til andre avistekster, og kronikken læses derfor ikke af den type læser, der danner sig et hurtigt overblik over dagens nyheder, mens han sluger kaffen på vej ud af døren om morgenen. Kronikken kræver tid - eller som Jørgensen skriver: Der er ro over kronikken. 536 Kronikkens emne definerer ligeledes kendetegn ved en målgruppe: Vi vil formidle til læsere, der har en interesse for kultur, historie og samfundsforhold. Som tidligere nævnt er Politikens læsere særligt interesserede i samfundsforhold og særligt aktive kulturbrugere. En kronik om historiens betydning i forhold til samfundet og oplevelser på Dansk Jødisk Museum må derfor siges at have en relevans for læsere af Politiken. Når specialets undersøgelse bygger på en analyse af Politiken-læsere, virker den eftertænksomme effekt, kronikken gerne skulle have, oplagt. Enhver Politiken-læser kan spørge sig selv: Hvordan har jeg det med min fortid - ligner jeg de Politiken-læsere, der har fortalt om deres oplevelser på Dansk Jødisk Museum? 531 Jørgensen, 1991, s Jf. Avisen i undervisningen, webside, Jørgensen, 1991, s Ibid 535 Jf. Jørgensen, 1991, s Jørgensen, 1991, s. 93

145 KRONIK TIL POLITIKEN 145 EN MYTE MØDER MODSTAND I 1960'erne blev beretningen om den danske jødeaktion i oktober 1943 spredt verden over som en forbilledlig historie om det næstekærlige danske folk. I dag har historien fået et blakket ry. Tre specialestuderende har taget temperaturen på en national fortællings deroute i en publikumsundersøgelse på Dansk Jødisk Museum. Du kan måske se det for dig: I biografen på Dansk Jødisk Museum fylder billedet af den verdenskendte arkitekt Daniel Libeskind hele den ene væg. Han smiler til dig fra fladskærmens univers og fortæller, hvorfor han havde lyst til at kaste sig ud i den arkitektoniske udformning af museet. Så siger han pludselig noget, der får dig til at spidse ører: Jeg elsker Danmark, og jeg elsker København. Bare sådan - uden videre. Og så forklarer han hvorfor: Danskerne var blandt de særligt få, der reddede jøderne ved at stå sammen. Det er et næstekærligt folk. Det er helt enestående. Libeskind er optaget af fortællingen om danskerne, der reddede deres jødiske landsmænd til sikkerhed i Sverige, da den tyske besættelsesmagt i 1943 iværksætte en aktion, som skulle deportere alle Danmarks jøder. Mere end 7000 jøder blev sejlet over Øresund i ly af de mørke oktobernætter. Som en hyldest til redningsaktionen har Libeskind bygget det jødiske museum i København op om det hebraiske tegn Mitzvah, der betyder den gode gerning. Han har udformet gulvet, så det minder om de bølger, der vuggede under skibenes skrog, og træet, der smyger sig op af museets vægge, skal lede tankerne hen på de skibsdæk, der skjulte jøderne i lasten. Når Libeskind betoner fortællingen om danskernes næstekærlige sind, som viste sig midt i en besættelsestid, skriver han sig ind i en forståelse af redningsaktionen, som blev grundlagt i 1960'erne, da den israelske historiker Leni Yahil hyldede danskerne som et særligt demokratisk folk i sin bog Test of a Democracy. The Rescue of Danish Jewry in World War II. Lige siden har fortællingen om redningsaktionen stillet danskere i et særligt lys. Bladrer man i gæstebogen på Dansk Jødisk Museum, kan man se flere eksempler på rosende vendinger med reference til denne heltegerning. Et amerikansk par skriver eksempelvis: The Danes is a blessing for the Jews, og en anden gæst bakker op om synspunktet: The Danes, the most civilized people in Europe.

146 146 Sender man ti Politiken-læsere ind på museet for at undersøge deres oplevelse på stedet, får piben imidlertid en anden lyd. Libeskinds lovprisning af danskerne får dem til at skæve til hinanden og krumme tæer i skoene under biografens sorte stole: Man bliver sådan lidt flov, siger en kvinde på 52 år. En 37-årig mandlig læser forklarer: Hele spørgsmålet omkring Danmarks rolle under Anden Verdenskrig, det er lidt mere broget, end det er fremstillet. Det har nogle kanter, og det er ikke så rosenrødt. Jeg savnede den anden side af glansbilledet. En anden ung mand betvivler også Libeskinds fortælling: Jeg vidste godt, at der var en masse jøder, der var blevet hjulpet til Sverige, men jeg vidste ikke, at det var noget unikt i Europa. Det er i hvert fald sådan, Libeskind udlægger det. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Den 37- årige uddyber sin holdning: Libeskind siger, at danskerne er noget enestående, og at vi sikrede jødernes flugt som noget unikt i forhold til de andre europæere, hvilket afspejler basal humanisme. Han bruger nogle ord omkring det, hvor han isolerer os og siger, vi er noget specielt, fordi vi har næstekærlighed og broderkærlighed. I den tid vi lever i nu, synes jeg, det skærer lidt i ørerne. Her må vi stoppe op et øjeblik. Når den 37-årige læser af Politiken slår fast, at noget i tiden gør det svært at høre en arkitekt rose det danske folk, peger han samtidig på den tætte sammenhæng, der er mellem fortid, nutid og fremtid. Når et menneske skaber mening i den tid, det lever i, sker det ved, at fortællinger om fortiden knyttes til nutiden og fremtiden. Sagt med andre ord: Fortiden betragtes med nutidens øjne. Kigger man på de ti Politiken-læsere på Dansk Jødisk Museum, tyder det på, at noget gør det svært at høre en historie om danske heltegerninger. Retter man blikket mod det samfund, der omgiver museet, får man øje på samme tendens flere steder. Siden 1990'erne har både danske og udenlandske historikere fremført teorier, der sætter spørgsmålstegn ved heltegerningen i Det er for eksempel blevet påpeget, at de fiskere, der fragtede jøderne til Sverige, tog sig alt for godt betalt for arbejdet, og at der ikke var nogen risiko ved at hjælpe jøderne, fordi nazisterne var mere eller mindre ligeglade med danskernes udskejelser. Den polske historiker Tatiana Berenstein har endda fremlagt en teori, hvor hun påpeger, at redningsaktionen i virkeligheden var en tvangsuddrivelse af jøderne planlagt af SS. Der bliver sat spørgsmålstegn ved den danske heltegerning flere steder i samfundet - selv i skønlitteraturens verden sniger tvivlen om fortællingens troværdighed sig ind: I sin bog Undtagelsen lader forfatteren Christian Jungersen en af sine unge, tjekkede hovedpersoner harcelere kraftigt over, at hun bliver

147 147 nødt til at fremstille danskerne som helte på en udstilling, hun skal lave i forbindelse med sit arbejde på Dansk Center for Information om Folkedrab. Historien om redningsaktionen har udgjort et væsentligt kapitel i danskernes historie om sig selv siden Anden Verdenskrig. Redningsaktionen er blevet tolket som et symbol på den danske kamp mod besættelsesmagten. Fortællingen har på den måde haft en funktion som en national myte, og derfor betydning for befolkningens selvforståelse. I Danmark har en del af vores identitet altså bygget på denne myte, der fortæller os, at selvom vi er et lille land, så har vi noget særligt, der gør os store i overført betydning. Sådan har det været. Men når myten undsiges af danske forskere, danske forfattere og danske avislæsere på Dansk Jødisk Museum, ser det ud som om, mytens betydning er i frit fald. En 28-årig kvindelig læser af Politiken har et bud på hvorfor: Det er pinligt, for sådan er vi jo ikke mere. Den 37-årige mand uddyber: Vi har en højredrejet regering og et Dansk Folkeparti, som er i stærk fremdrift, og som repræsenterer nogle holdninger, der absolut ikke handler om næstekærlighed. Fordi fortiden ses i lyset af nutiden, får den et blakket ry. Flere af Politikens læsere på Dansk Jødisk Museum har svært ved at tro på, at danskerne har været et næstekærligt folk, for der ikke er meget omkring dem, som kan bekræfte den historie. Den kvindelige læser udtrykker sin tvivl: Ville vi hjælpe muslimerne, hvis USA begyndte at besætte Europa for at udrydde alle muslimerne? Det tror jeg sgu ikke, vi ville. For de Politiken-læsere, der afviser myten, får den en omvendt betydning - den bliver til en anti-myte. En myte, der fortæller om de negative kendetegn ved danskerne i stedet for de positive - om alt det danskerne ikke er: Danskere er ikke tolerante, danskere er ikke næstekærlige, danskere er ikke hjælpsomme - og så videre. Denne anti-myte skaber en distance til det danske, hvilket man kan se hos en 72-årig kvinde, der tager kraftigt afstand fra sine landsmænd: Jeg er dybt forarget over den udlændingepolitik, der kører i dag. Jeg synes, det er frygteligt, og jeg skammer mig over at være dansker. Når kvinden og flere af de andre besøgende kritiserer danskerne, er det fordi, de mener, at danskernes værdier og meninger er galt afmarcheret. Som den 37-årige formulerer det: Danskerne har måske generelt en opfattelse af, at vi er enormt solidariske. At vi er enormt large og hensynsfulde, og at vi accepterer andre kulturer. I hans øjne vil danskere, som danskere er flest, derfor nikke genkendende til Libeskinds udlægning af fortællingen om redningsaktionen, og sige: Nå ja, selvfølgelig. Det lever jo fuldstændig op til min opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen. Vi stopper op igen, for den 37-årige læser rammer endnu engang en væsentlig pointe. Når

148 148 han siger, at nogle danskere stadig har en positiv forestilling om redningsaktionen, berører han det forhold, at ikke kun tiden er afgørende for, hvordan fortiden fortolkes. Den man er, og det sted man befinder sig, er lige så afgørende for ens billeder af fortiden. For nogle læsere af Politiken virker det meningsløst at prise fortidens heltegerninger, fordi de oplever at leve i en virkelighed langt fra altruisme og ansvar. Ikke alle danskere er enige i denne tolkning, og når anti-myten viser sit ansigt i pressen, kommer modreaktionerne prompte. Den 5. maj i år kunne man eksempelvis slå op i Berlingske Tidende, og se mytens positive betydning blive fremhævet af journalist Claes Kastholm Hansen: Redningen af de danske jøder er en sand myte. Den blev vores finest hour. Nogle danskere lever altså fortsat i en virkelighed, der gør det muligt at tale om danskerne som helte og redningsmænd. Det siger næsten sig selv. Flertallet af danskere stemmer på den regering, der danner grundlag for anti-mytens ankomst hos Politikenlæserne på Dansk Jødisk Museum. Man kan derfor forestille sig, at flertallet af danskere har en mere positiv holdning til den aktuelle politiske situation. Spørgsmålet er imidlertid, om kun regeringen kan drages til ansvar for Politikenlæsernes negligering af en national myte. Ifølge den israelske sociologiprofessor Natan Sznaider vinder anti-myten indpas i flere europæiske lande i disse år, og man må derfor overveje, om flere faktorer er afgørende for en mytes deroute. Natan Sznaider forklarer: Nationen fortælles, tænkes, erindres ikke mere i en heroisk fortælling, men gennem skeptiske minder om fortiden, som hverken kan eller vil pynte på den pågældende nations historie. 537 Natan Sznaider påpeger, at den nationale fortællings betydning sygner hen, fordi en europæisk fortælling fejer den af banen. På Dansk Jødisk Museum er den europæiske fortælling også til stede. Det ser man for eksempel på en af de plancher, der er ophængt i udstillingen på museet, hvor man kan læse, at historien om jøderne i Danmark ikke kun handler om forholdene i det lille land mod nord: Også Danmark fik en jødisk indvandring. Den er en del af den jødiske historie i Europa og fortæller samtidig europæisk historie. Lige præcis jødernes historie er blevet en fortælling, der samler europæere i en forståelse af, hvad det vil sige at være europæisk. Her er Holocaust helt central. Som Natan Sznaider fortæller: I en verden, der er præget af nationale historier og erindringer, er det netop erindringen om krig og folkedrab, der ophæver, udvider disse nationale rammer. Siden Steven Spielbergs tv-drama Holocaust blev vist på amerikanske og europæiske fjernsynsskærme i 1979 og 1980, har 537 Natan Sznaiders bidrag 'Auschwitz-dagen i Danmark' i bogen Erindringens fremtid fra 2004

149 149 jødeudryddelserne spillet en større og større rolle i europæernes forståelse af sig selv - som europæere. Også i den europæiske fortælling er det anti-myten, der dukker op. Fortællingen om Holocaust er fortællingen om, hvordan Europa ikke skal være. Alt det Holocaust ikke er, bliver opskriften på, hvordan mennesker og samfund bør være: demokratiske, tolerante, medmenneskelige og næstekærlige. Hvor den danske anti-myte skaber en distance til det danske, har den europæiske anti-myte en samlende effekt. I fortællingen om begivenheden, der går imod europæiske værdier, finder man sig selv. Og ikke nok med det - man finder også sig selv i den fortælling, Holocaust er en del af: fortællingen om jødernes historie. Det påpeger den jødiske forsker Ruth Ellen Gruber i hvert fald. Hun mener, at netop jødernes historie kan sige noget, der giver mening - især for europæiske ikke-jøder: I en tid, hvor det at definere sin identitet har haft personlig, etnisk og national betydning, har den udbredte holdning, at jøder har fastholdt en stærk identitet gennem to årtusinder med forfølgelser og eksil, haft stor tiltrækningskraft. 538 Gruber mener, at fortællingen om jøderne rammer noget, der er væsentligt for mennesker i dag. Det synspunkt bakkes op af Bjarke Følner, der er museumsformilder på Dansk Jødisk Museum: I og med Dansk Jødisk Museum er det første minoritetsmuseum, rammer det meget aktuelle buzz-words, som optræder alle steder: integration, assimilation, religion, familiesammenføring, fremmedsprog. Alle de ting går på tværs af det nationale. Det er en udvikling, der slet ikke er til at komme uden om, og som alle oplever i en eller anden forstand. At fortællingen om folket på vandring er betydningsfuld for ikkejødiske personer, bekræftes, når man betragter Politiken-læserne på Dansk Jødisk Museum. Det er i høj grad historien om jøders skæbne, der optager dem under deres besøg på museet - og det er den historie, der gør museet relevant i forhold til deres egen historie. Igen kan man tage et kig uden for murene og få tesen sat i perspektiv: Overalt i de europæiske lande har jødiske museer, Holocaust-museer og monumenter, mindesmærker og mindedage, der skal minde jøderne, placeret sig centralt på europakortet. Historien om jødernes skæbne er vigtig - i dag. Om nogle europæere vil krumme tæer, når de møder myten en gang i fremtiden, er ikke til at vide. Men det er da værd at tænke over. 538 Ruth Ellen Gruber Virtually Jewish: reinventing Jewish Culture in Europe

150 ABSTRACT The focus of this dissertation is memory work at the Danish Jewish Museum. The Danish Jewish Museum is one of several new museums across the European continent, which place Jewish history in the heart of the nation. The dissertation takes departure in this widespread emergence of memory sites that represent Jewish history, and asks why Jewish history is so important in Europe today. In order to investigate this, the dissertation explores the Danish Jewish Museum and how visitors experience the museum. It centres on two main questions: how does the museum function as a memory site, and what sets off memory work in the museum. Ten informants are interviewed about their visits to the museum and along with memory theory, history of museology and different exhibition methods, these interviews form the basis of the work. The study shows that memory work at the Danish Jewish Museum is often closely linked to a national myth: the rescue of Danish Jews in October This myth tells of Denmark as a nation of compassionate rescuers. The visitors, however, dissolve the myth as they think it fails to characterise Denmark or Danes as a whole today. Hence, they turn the myth into an anti-myth, which thus narrates about values, that Danish society does not consist of. In this way, the visitors use Jewish history to separate themselves from the nation and their countrymen. This illustrates a more general use of Jewish history in Europe: the Second World War and the genocide against the Jews are important components of the emerging European community. The Holocaust assists to

151 151 define post-war Europe as it symbolises the antithesis of everything this community is believed to embrace: democracy, tolerance and respect for human rights. In this way, the use of Jewish history aides in the construction of a new myth: a myth of a multicultural, open and equal European community. The analysis of visitors' experiences at the museum shows that there are certain prerequisites for memory work. First of all, the values of the visitor must be activated during the visit - values link the past to the present. The person whose values are activated must, however, have a personal relation to the history represented in the museum, for memory work to set off. This relation often takes the form of emotions. Alltogether, memory work can be set off by a combination of values, emotions and a personal relation to history.

152 LITTERATUR 152 BØGER OG TIDSSKRIFTER Anderson, Benedict (2001) Forestillede fællesskaber: Refleksioner over nationalismens oprindelse og udbredelse, Roskilde, Roskilde Universitetscenter Aronsson, Peter (red.) (2000) Makten över minnet: Historiekultur i förändring, Lund, Författarna och Studentlitteratur Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie (1988) Christian Jürgensen Thomsen december , Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab Baad Pedersen, Margit (1992) Amtsudstillingen i Haslev juli 1906: Den sommer da besøgte Haslev, Haslev, Haslev Museum Bak, Sofie Lene (2001) Jødeaktionen oktober 1943: Forestillinger i offentlighed og forskning, København, Museum Tusculanums Forlag Bak, Sofie Lene (2003) 'Dansk antisemitisme i Tysklands skygge' i: Sode-Madsen, Hans (red.) I Hitler-Tysklands skygge - dramaet om de danske jøder , København, Gyldendals Bogklubber, s Banke, Cecilie Felicia Stokholm (2004) 'Holocaust and the Decline of European Values' i: Karlsson, Klas-Göran & Zander, Ulf (red.) Holocaust Heritage: Inquiries into European Historical Cultures, Malmö, Sekel Bokförlag, s Becker, Annesofie (1990) 'Museets ting og udstillingens orden', Antropologi, nr. 21/22, s Bekker-Nielsen, Tønnes (m.fl.) (red.) (2004)Gads Historie Leksikon, København, Gads Forlag Berenbaum, Michael (1997) 'The United States Holocaust Memorial Museum: A Guided, Anticipatory Tour (Transcribed and edited from the oral presentation)' i: Knight, Henry F. & Little, Marcia Sachs (red.) The Uses and Abuses of Knowledge. Proceedings of the 23 rd Annual Scholars Conference on the Holocaust and the German Church Struggle, March 7-9, 1993, New York, University Press of America, s Biasini, Nadia Guth (1998) 'The Jewish Museum of Switzerland in Basel' i: Bonilauri, Franco & Maugeri, Vincenza (red.) Musei ebraici in Europa, Jewish Museums in Europe: Orientamenti e prospettive, Trends and perspectives, Bologna, Electra, s Bloxham, Donald (2003) 'Britain's Holocaust Memorial Day: Reshaping the Past in the Service of the Present' i: Vice, Sue (red.) Representing the Holocaust, London, Vallentine Mitchell, s Blüdnikow, Bent (red.) (1984) Indenfor murene - Jødisk liv i Danmark , København, C.A. Reitzels Forlag Bonilauri, Franco & Maugeri, Vincenza (red.) (1998) Musei ebraici in Europa, Jewish Museums in Europe: Orientamenti e prospettive, Trends and perspectives, Bologna, Electra Brinckmann, Hennning & Rasmussen, Lene (red.) (2000) Historieskabte såvel som historieskabende - 7 historiedidaktiske essays, Op-forlag

153 153 Bro-Jørgensen, Marianne (m.fl.) (red.) (2001) Peter Seeberg - Tingenes spejl - Museumstekster , Højbjerg, Forlaget Hikuin Brock-Nannestad, Margrethe (1987) 'Publikum for begyndere og viderekomne' i: Kragh Rasmussen, Birgitte (red.) Mellem pulterkammer og muse-tempel, Aabenraa Museum, s Brudholm, Thomas & Mennecke, Martin (red.) (2004) Erindringens fremtid, København, Lindhardt og Ringhof Bruner, Jerome (1998) Uddannelseskulturen, København, Munksgaards Forlag Bruner, Jerome (1999) Mening i handling, Harvard University, Århus, Klim Bryld, Claus & Warring, Anette (1998) Besættelsestiden som kollektiv erindring: Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse , Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Bryld, Claus (m.fl.) (1999) At formidle historie, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Bryld, Claus & Warring, Anette (1999) 'Kollektiv erindring - hvad er det? Et korrektiv til nogle anmeldelser af Besættelsestiden som kollektiv erindring', Fortid og Nutid, marts 1999, hæfte 1, s Bryld, Claus (2001) Kampen om historien: Brug og misbrug af historien siden Murens fald, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Bryld, Claus (2004) 'Auschwitz and the Collective Memory' i: Karlsson, Klas-Göran & Ulf Zander (red.) Holocaust Heritage: Inquiries into European Historical Cultures, Malmö, Sekel Bokförlag, s Buckser, Andrew (2003) After the rescue - Jewish Identity and community in contemporary Denmark, New York, Palgrave Macmillan Carr, David (1986) Time, Narrative and History, Indianapolis, Indiana University Press Christensen, Hans Dam (m.fl.) (red) (2005) 'Museernes historie og teori', Museologisk Skriftserie, Institut for kunst- og kulturvidenskab, Københavns Universitet Dahler-Larsen, Peter (1989) Møntergårdens udstillinger og publikum: Rapport over en publikumsundersøgelse, Odense, Møntergården Den Jyske Historiker (1993) 'Museum Europa: Om tingenes orden', Den Jyske Historiker, nr. 64, juni 1993 Den Jyske Historiker (1998) 'Historisk sociologi: modernitet, forandring, komparation', Den Jyske Historiker, nr. 80, maj 1998 Den Store Danske Encyklopædi (2004) cd-rom udgaven, København, Gyldendal Dratwa, Daniel (1998) 'National Jewish Museum versus General Jewish Museum?' i: Bonilauri, Franco & Maugeri, Vincenza (red.) Musei ebraici in Europa, Jewish Museums in Europe: Orientamenti e prospettive, Trends and perspectives, Bologna, Electra, s Drotner, Kirsten (2001) Medier for fremtiden: Børn, unge og det nye medielandskab, København, Høst & Søn

154 154 Duffy, Terence (1997) 'The Holocaust Museum Concept', Museum International, vol. 49, nr.1, Blackwell Publishing, s Elbe (1986) 'Fonden for Dansk jødisk Museum i fuld gang med at samle genstande', Jødisk Orientering, årgang 57, nr. 7, august 1986, s. 12 Eller, Povl ( ) 'Brygger J.C. Jacobsens plan over historiske fremstillinger til Frederiksborgmuseet', Danske Magazin, ottende række, femte bind udgivet af Det Kongelige Dansk Selskab for Fædrelandets Historie, København, eget forlag. Engelhardt, C. (1870) Museet for de nordiske oldsager. En kort ledetraad for besøgende, København,Thieles Bogtrykkeri Eriksen, Anne (1997) 'Memory, History, and National Identity', Journal of European Ethnology, vol. 27, nr. 2, København, Museum Tusculanum Press, s Fabricius, Nina (m.fl.) (1987) Kulturhistorien og museerne i Københavns Amt (status og fremtid), København, Københavns Amtsmuseumsråd Falk, John H. & Dierking, Lynn D. (1992) The Museum Experience, Washington D.C., Whales Back Books Fibiger, Johannes (m.fl.) (red.) (2001) Litteraturens tilgange - metodiske angrebsvinkler, København, Gads Forlag Fleming, Leslie & Ingemann, Bruno (red.) (2002) Vinkler på faglig formidling, papirer om faglig formidling nr. 48, 2002, Kommunikation, Roskilde Universitetscenter Floris, Lene & Vasström, Anette (1999) På museum, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Floris, Lene (2000), 'Glæden ved det konkrete: Den tre-dimensionale historie og museerne' i Brinckmann, Hennning & Rasmussen, Lene (red.) Historieskabte såvel som historieskabende: 7 historiedidaktiske essays, Op-forlag, s Gelfer-Jørgensen, Miriam (1987) 'Dansk-jødisk museum ønsker sig billeder og dokumenter', Jødisk Orientering, årgang 58, nr. 2, februar 1987, s. 11 Gelfer-Jørgensen, Miriam (1993) 'Mindesmærker', Alef - Tidsskrift for jødisk kultur, 10 & , s Gjedde, Lisa & Ingemann, Bruno (2001) 'In the Beginning was the Experience: The Experimental Reception Studies', Nordicom Review, vol. 22, nr. 2, december 2001, s Goldberg, Helene & Jensen, Lisbeth (2003) 'Bag Libeskinds mure: Debat om Danmarks første minoritetsmuseum', Rambam, nr. 12, 2003, s Grossman, Grace Cohen (2003) Jewish Museums of the World, Hugh Lauter Levin Associates Inc. Gruber, Ruth Ellen (2002) Virtually Jewish: Reinventing Jewish Culture in Europe, Los Angeles, University of California Press Halbwachs, Maurice (1992) On Collective Memory, University of Chicago Press Hall, John A. (red.) (1998) The State of the Nation: Ernest Gellner and the Theory of Nationalism, Cambridge, Cambridge University Press

155 155 Holmstrøm, Jette (1998) 'Kan ting tale? Om museernes formidling af fortid ved hjælp af genstande', Fortid og Nutid, nr. 2, 1998, s Hooper-Greenhill, Eilean (1993) Museums and the Shaping of Knowledge, London, Routledge Ingemann, Bruno (1986) 'Udstillingshåndbogen - teknik, æstetik og fortælleformer', Teknisk Forlag, s Ingemann, Bruno (1999) 'Det er helt vildt: Om læsestrategier og reception af en udstilling', Nordisk Museologi, nr. 1, 1999, s Ingemann, Bruno (2000) 'Ti teser om museet i samfundet', Nordisk Museologi, nr. 1, 2000, s Jelinik, Felicitas Heimann (1998) 'Heading towards the Third Millenium' i: Bonilauri, Franco & Maugeri, Vincenza (red.) Musei ebraici in Europa, Jewish Museums in Europe: Orientamenti e prospettive, Trends and perspectives, Bologna, Electra, s Jenkins, Keith (1995) On What is History : From Carr and Elton to Rorty and White, London, Routledge Jensen, Bernard Eric, Nielsen, Carsten Tage & Weinreich, Torben (red.) (1996) Erindringens og glemselens politik, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Jensen, Bernard Eric (2000) At bruge historie: i en sen-/postmoderne tid, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Jensen, Bernard Eric (2003) Historie: livsverden og fag, København, Gyldendal Jensen, Christian Skovbjerg Jensen (2004) Monument. Samtidskunst i byrummet, København, Informations Forlag Jensen, Jørgen (1992) Thomsens Museum. Historien om Nationalmuseet, København, Gyldendal Jensen, Jørgen (1993) 'Museernes guldalder', Den Jyske Historiker, 'Museum Europa: Om tingenes orden', nr. 64, juni 1993, s Jensen, Henrik (1998) Ofrets århundrede, København, Samleren Jensen, Mette Bastholm & Jensen, Steven L. B. (red.) (2003) Denmark and the Holocaust, København, Institute for International Studies, Department for Holocaust and Genocide Studies Jungersen, Christian (2005), Undtagelsen, København, Gyldendal Jørgensen, A.D. (1995) 40 fortællinger af fædrelandets historie, Viborg, Sesam, udkom første gang i 1882 Jørgensen, John Christian (1991) Kultur i avisen - en grundbog i kulturjournalistik, København, Gyldendal Karlsson, Klas-Göran (2002) 'History in Swedish Politics - the Living History Project' i: Pók, Attila, Rüsen, Jörn & Scherrer, Jutta (red.) European History: Challange for a Common Future, Hamburg, Edition Körper-Stiftung Karlsson, Klas-Göran & Zander, Ulf (red.) (2003) Echoes of the Holocaust: Historical Cultures in Contemporary Europe, Lund, Nordic Academic Press

156 156 Karlsson, Klas-Göran (2003a) 'The Holocaust as a Problem of Historical Culture: Theoretical and Analytical Challenges' i: Karlsson, Klas-Göran & Zander, Ulf (red.) Echoes of the Holocaust: Historical Cultures in Contemporary Europe, Lund, Nordic Academic Press, s Karlsson, Klas-Göran & Zander, Ulf (red.) (2004) Holocaust Heritage: Inquiries into European Historical Cultures, Malmö, Sekel Bokförlag Kierkegaard, Søren (1991) Stadier på Livets Vei, København, Gyldendalske Boghandel, udkom første gang 1845 Kirchhoff, Hans (red.) (2002) Nyt lys over oktober 1943, Odense, Syddansk Universitetsforlag Kirshenblatt-Gimblett, Barbara (1998) Destination Culture: Tourism, Museums and Heritage, Los Angeles, University of California Press Kjeldstadli, Knut (2001) Fortiden er ikke hvad den har været. En indføring i historiefaget, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Kjørup, Søren (1996) Menneskevidenskaberne: Problemer og traditioner i humanioras videnskabsteori, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Korsgaard, Lise (2004) 'Det betyder noget!', Grænsen/Nord Nu, juni 2004, s Korsgaard, Ove (2001) 'Kroppens århundrede' i: Scavenius, Bente (red.) Grib tiden, København, Gyldendal, s Kristensen, Jens Erik (1993) 'Det kuriøse blik og det klassificerende blik: Naturens indsamling og forordning fra Renæssancens samlere til det moderne naturhistoriske museum med Museum Wormianum som udgangspunkt', Den Jyske Historiker, nr. 64, juni 1993, s Kvale, Steiner (2001) En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, København, Hans Reitzels Forlag Lauenborg, Michael & Pentz, Peter (red.) (1996) Museerne ved årtusindeskiftet, København, Statens Museumsnævn Laursen, Janne (2002) 'Dansk Jødisk Museum', Danske Museer, nr. 4, 2002, s Laursen, Janne (2004) 'Dansk Jødisk Museum og Daniel Libeskind' i: Møller, Henrik Sten (red.) Dansk jødisk Museum, København, Dansk Jødisk Museum, s Laursen, Janne (2004a) 'Dansk Jødisk Museum. Gå ind og sejl', Danske Museer, nr. 4, 2004, s. 4-7 Libeskind, Daniel (1994) 'Erweiterung des Berlin Museums mit Abteilung Jüdisches Museum' i: Liebeskind, Daniel, Radix - Matrix, München, Prestel Verlag Liebing, Christian (1998) Tysk-Dansk/Dansk-Tysk København, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Lind, Ingela (1993) 'I princippet kan alting tænkes og alting ske på et museum', Den Jyske Historiker, 'Museum Europa: Om tingenes orden', nr. 64, juni 1993, s Linenthal, Edward (1997) 'Contested Memory, Contested Space: The United States Holocaust Memorial Museum' i: Knight, Henry F. & Little, Marcia Sachs (red.) The Uses and Abuses of

157 157 Knowledge. Proceedings of the 23 rd Annual Scholars Conference on the Holocaust and the German Church Struggle, March 7-9, 1993, New York, University Press of America, s Lopdrup, Hanne (m.fl.) (1986) Fremtidens museumsformidling: Perspektiver og problemer, Rapport fra nordisk konference på Sostrup slot, Danmark, september 1985, Dansk ICOM/CECA Lowenthal, David (1998) The Heritage Crusade and the Spoils of History, Cambridge, Cambridge University Press Ludvigsen, Peter (1995) Bidrag til diskussion om museumsloven, Museumskonference på Nationalmuseet 6. februar 1995 Lübcke, Poul (1995) 'Fænomenologi og Hermeneutik' i: Rahbek, Birgitte (red.) Når mennesket undrer sig. Vestlige tanker gennem 2500 år, København, Centrum, s Melchior, Bent (1993) 'Et dansk - jødisk museum er en del af os selv', Jødisk Orientering, 1993 årgang 64, nr. 2, februar 1993 Mogensen, Michael (2003) 'October The Rescue of the Danish Jews' i: Jensen, Mette Bastholm & Jensen, Steven L. B. (red.) Denmark and the Holocaust, København, Institute for International Studies, Department for Holocaust and Genocide Studies, s Mordhorst, Camilla & Kitte Wagner Nielsen (1997) 'Formens semantik: En teori om den kulturhistoriske udstilling', Nordisk Museologi, nr. 1, 1997, s Meyer, Ole E. (1981) En publikumsundersøgelse på Zoologisk Museum - København, København, Zoologisk Museum Mishler, Elliot G. (1991) Research Interviewing: Context and Narrative, London, Harvard University Press Møller, Henrik Sten (red.) (2004) Dansk Jødisk Museum, København, Dansk Jødisk Museum Mørch, Søren (red.) (1992) Danmarks historie. Bind 10: Historiens historie, København, Gyldendal Mørch, Søren (1996) Den sidste Danmarkshistorie - 57 fortællinger af fædrelandets historie, København, Gyldendal Nora, Pierre (1992) Realms of Memory. Volume I: Conflicts and Divisions, New York, Columbia University Press. Otto, Lene (2005) 'Etnologien, kulturhistorien og folkemuseerne' i: Dam Christensen, Hans (m.fl.) (red) Museernes historie og teori, København, Institut for kunst- og kulturvidenskab, Københavns Universitet Palüdan-Møller, Carsten (1996) 'Museet i tiden: erindringsrum og verdensspejl' i: Lauenborg, Michel & Pentz, Peter (red.) Museerne ved årtusindeskiftet, København, Statens Museumsnævn, s Pavlàt, Leo (1998) 'Perspectives of the Jewish Museum in Prague' i: Bonilauri, Franco & Maugeri, Vincenza (red.) Musei ebraici in Europa, Jewish Museums in Europe: Orientamenti e prospettive,

158 158 Trends and perspectives, Bologna, Electra, s Petersen, Niels (1984) Kultusministeriet: Organisation og arkiv, administrationshistoriske studier, København, Rigsarkivet, G.E.C. Gad Poulsen, Marianne (1999) Historiebevidstheder, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag Pók, Attila, Rüsen, Jörn & Scherrer, Jutta (red.) (2002) European History: Challange for a Common Future, Hamburg, Edition Körper-Stiftung Rahbek, Birgitte (red.) (1995) Når mennesket undrer sig. Vestlige tanker gennem 2500 år, København, Centrum Rasmussen, Holger (1979) Dansk museums historie: De kulturhistoriske museer, Dansk kulturhistorisk Museumsforening Rasmussen, Poul Nyrup (2000) 'Message by the Danish Prime Minister at the City Hall' i: The Stockholm International Forum on the Holocaust: A Conference on Education, Remembrance and Research, Stockholm, Sweden, januar 2000, Proceedings, s Reeh, Henrik (2000) 'Erindringens ornamentale veje i Daniel Libeskinds Jødisk Museum Berlin', Rambam, nr. 9, 2000, s Reumert, Erik (red.) (1976) Alle Danske Museer, København, Finn Suenson Forlag Rubin, Herbert J. & Rubin, Irene S. (1995) Qualitative Interviewing: The Art of Hearing Data, California, Sage Publications Rünitz, Lone (2005) Af hensyn til konsekvenserne: Danmark og flygtningespørgsmålet , Odense, Syddansk Universitetsforlag Scavenius, Bente (red.) Grib tiden, København, Gyldendal Sjørslev, Inger (1986) 'Ud af middelalderen - informationsteknologi og formidling af forskningen' i: Lopdrup Hanne (m.fl.) Fremtidens museumsformidling - perspektiver og problemer, Rapport fra nordisk konference på Sostrup slot, Danmark, september 1985, Dansk ICOM/CECA, s Sjørslev, Inger (1991) 'Communicating Objects. Towards a Theory and Exhibition Language', Folk Journal of the Danish Ethnographic Society, vol. 33, 1991, København, s Sjørslev, Inger (1994) 'Museum til tiden: Refleksioner af brugen over ting som fortællere', Rambam, nr. 3, 1994, s Sode-Madsen, Hans (red.) (2003) I Hitler-Tysklands skygge: Dramaet om de danske jøder , København, Aschehoug Sorterup, J.B. (1846) Kort udsigt over museet for nordiske oldsager, Jens Hostrup Schults kongelig og universitets bogtrykker Steffensen, Bo (2001) 'Receptionsæstetik' i: Fibiger, Johannes (m.fl.) (red.) Litteraturens tilgange - metodiske angrebsvinkler, København, Gads Forlag, s Strømstad, Poul (1998), 'Eventyret i Mølleådalen' i: Tønsberg, Jeppe (m.fl.) Langs Mølleåen, Ringkøbing, A. Rasmussens Bogtrykkeri, s

159 159 Stone, Dan (red.) (2004) The Historiography of the Holocaust, New York, Palgrave Macmillan Sznaider, Natan (2004) 'Auschwitz-dagen i Danmark og dens globale betydning' i: Brudholm, Thomas & Mennecke, Martin (red.) Erindringens fremtid, København, Lindhardt og Ringhof, s The Stockholm International Forum on the Holocaust, a Conference on Education, Remembrance and Research, Stockholm, Sweden, January 2000, Proceedings Sørensen, Jens Erik (red.) (2004) Aros Bygningen, Århus, Aros Aarhus Kunstmuseum Thompson, Kenneth (red) Media and Cultural Regulation, London, SAGE Publications Ltd. Trolle, Annette Lerche (m.fl.) (2002) herfra min verden går: Dansk identitet i fortid, nutid og fremtid, Vejle, Sammenslutningen af Lokalarkiver Tønsberg, Jeppe (m.fl.) Langs Mølleåen, Ringkøbing, A. Rasmussens Bogtrykkeri Vice, Sue (red.) (2003) Representing the Holocaust, London, Vallentine Mitchell Van Vree, Frank (2002) 'Auschwitz and the Origins of Contemporary Historical Culture Memories of World War II in a European Perspective' i: Pók, Attila, Rüsen, Jörn & Scherrer, Jutta (red.), European History: Challange for a common future, Hamburg, Edition Körper-Stiftung, s White, Hayden (1973) Metahistory: The Historical Imagination in Nineteenth-Century Europe, Baltimore, The John Hopkins University Press Wagner, Thorsten (2003) 'Holocaust i erindring og på museum' i: Sode-Madsen, Hans (red.) I Hitler-Tysklands skygge: Dramaet om de danske jøder , København, Aschehoug, s Wasström, Annette (1995) 'Museer og kommunikation: En introduktion til Leicester-skolen', Den Jyske Historiker, ekstranummer, december 1995, s Warring, Anette (1996) 'Kollektiv erindring - et brugbart begreb' i: Jensen, Bernard Eric (m.fl.) Erindringens og glemslens politik, Roskilde, Roskilde Universitetsforlag, s Warring, Anette (2001) 'Historie og erindring i dansk historiekultur', Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, s Weinberger, Hans W. (1987) 'Udstillinger i MT-huset gør Dansk Jødisk Museum synligt', Jødisk Orientering, årgang 58, nr. 9, s Weinberger, Hans W. (1993) 'Dansk-Jødisk Museum foreslås nu som et led i kulturbyen København: Plan 2000', Jødisk Orientering, nr Weinberger, Hans W. (1995) 'Dansk Jødisk Museum', Rambam, nr. 4, 1995, s Wærn, Rasmus (2004) 'Kampen om kulturen', dk arkitektur, årgang 48, august 2004, København, Arkitektens Forlag, s Young, James E. (1993) The Texture of Memory: Holocaust memorials and Meaning, New haven and London, Yale University Press Young, James E. (2000) At Memory's Edge - After-Images of the Holocaust in Contemporary Art and Architecture, New Haven and London, Yale University Press

160 160 Zander, Ulf (2003) 'Holocaust and the Limits: Historical Cultures and the Nazi Genocide in the Television Era' i: Karlsson, Klas-Göran & Zander, Ulf (red.) Echoes of the Holocaust: Historical Cultures in Contemporary Europe, Lund, Nordic Academic Press, s Østergård, Uffe (1998) 'Historisk sociologisk som modernitetens historieskrivning: poststrukturalisme og samfundsteori efter den Kolde Krig', Den Jyske Historiker, 'Historisk sociologi - modernitet, forandring, komparation', nr. 80, s Østergård, Uffe (1998a) Europas ansigter, København, Munksgaard-Rosinante Østergård, Uffe (2000) 'Holocaust, folkedrab, folkemord og europæiske værdier', Den Jyske Historiker, nr. 90, s Østergård, Uffe (2001) Det 24. Nordiske Historikermøde, Stockholm Østergård, Uffe (2004) 'Auschwitz og europæiske værdier' i: Brudholm, Thomas & Mennecke, Martin (red.) Erindringens fremtid, København, Lindhardt og Ringhof, s ARTIKLER I AVISER OG PÅ WEBSIDER Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier, Dansk Institut for Internationale Studier, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier, Dansk Institut for Internationale Studier, Andersen, Carsten (2005) 'Besat af besættelsen', Politiken, Avisen i undervisningen, Danske Dagblades Forening, Bak, Sofie Lene (2001) 'Prisen på en enkeltbillet', Berlingske Tidende, Bentzen, Naja (2005) 'Håndtrykkets diktatur', Weekendavisen, Berlingske Tidende, 'Modstandskampen', Berlingske Tidende, ledende artikel, Bernstorf Jensen, Jesper (2004) 'Historisk: De gode gerningers hus', Jyllands-Posten, Bindslev, Marianne (2004) 'Dansk Jødisk Museum vil i dialog med danskheden', Kristeligt Dagblad, Bock, Silke (2005) 'Danmark svigtede tyske flygtningebørn efter krigen', Politiken, Bock, Silke (2005) 'Børnene, der var fjender af Danmark', Politiken, Bock, Silke (2005) 'Dansk erhvervsliv tjente på slaver', Politiken, Bryld, Claus & Warring, Anette (1998) 'Besættelsen: Vi skal ikke indsovses i mytens forløjede retorik', Politiken,

161 161 Bryld, Claus (2001) 'Med fortiden som påskud', Politiken, Bryld, Claus (2002) 'Efter Auschwitz', Politiken, Christlieb, Emanuel A. (2005) 'Sort kunst på Søren Kierkegaards Plads', Dam Christensen, Hans (1998) 'Fra kunst-tempel til dynamisk museum', Aktuelt, de Waal, Allan & Thyssen, Nikolai (2004) 'Egnsmuseum i et hurlumhejhus', Information, de Waal, Allan (2004) 'Arkitekturens flydende magi', Information, Fyens Stifstidende (2004) 'Kampen om mindet', Fyens Stifstidende, ledende artikel, Gelfer-Jørgensen, Mirjam (2004) 'Den lykkelige undtagelse', Politiken, Haarder, Bertel (2003) 'Et lys i skammen og fornedrelsen', Berlingske Tidende, Jensen, Henrik (2005) 'Historiens nytte', Kristeligt Dagblad, Jensen, Christian & Nielsen, Karl Erik (2005) 'De fem fede år', Berlingske Tidende, Hansen, Claes Kastholm (2005) 'Den virkelige historie om Danmarks frihedskamp', Berlingske Tidende, Ifversen, Karsten R.S. (2004) 'Arkitektur: Det mystiske hus', Politiken, Kastrup, Mads (2005) 'Den store flugt', Berlingske Tidende, Karpf, Anne (2001) 'Memories aren't made of this', The Guardian, Kjørup, Søren (2005) forelæsning på Roskilde Universitetscenter, Knippel, Lars Ole (2002) 'Museum: Landets første minoritetsmuseum', Jyllands-Posten, Kragelund, Britta (2002) 'Istedløven', Kulturarvsstyrelsen (2003) 'Mindesmærker røber vores nationale sind', februar 2003, Kulturarvsstyrelsen (2005), Kuttner, Michael (2005) 'Ensomhedens rum', Berlingske Tidende, Lange, Ole (2005) 'Billedet af besættelsen nuanceres af ny viden', Politiken, Lumby, Elisabeth og Hagerup, Annette (2005) 'Historikere: Undskyldning er vrøvl', Berlingske Tidende, Lylloff, Kirsten (2005) 'Barn eller fjende? Uledsagede tyske børn i Danmark ', Nielsen, Hanne Fall & Ahlmann-Jensen, Camilla (2005) 'Fogh-kritik af krigens bønder og industri', Politiken, Nielsen, Hanne Fall & Seidelin, Matias (2005) 'Fogh undskylder for det officielle Danmarks fejl under besættelsen', Politiken, Politiken (1998) 'Myter om myter', Politiken, ledende artikel, Politiken, læserprofil, IndexDk/Gallup Marketing 4+1 kvt Rifbjerg, Synne (2004), 'Ånd og hånd', Weekendavisen,

162 162 Seidelin, Michael (2001) 'Historie; Nyt lys over dansk myte', Politiken, Seidelin, Matias (2005) 'Undersøgelse: Danmark sendte jøder til Tyskland under krigen', Politiken, Seidelin, Matias (2005a) 'Danmark til døden', Politiken, Stenstrup, Brita (2005) 'Danskerne har ingen grund til at skamme sig', Berlingske Tidende, Sørensen, Nils Arne (2004) 'Hvad skal vi med Auschwitz-dagen?', Jyllands-Posten, Thau, Carsten (2004) 'Inden for murene', Politiken, The Task Force for International Cooperation on Holocaust Education, Remembrance, and Research, Thomsen, Claus Blok (2005) 'Kæmp for alt, hvad du har kært', Politiken, Thyssen, Nikolaj (2004) 'Det skal være et hurlumhejhus', Information, Vilhardt, Maria (2003) 'Mærkedag: Auschwitz-dag mødes af kritik', Jyllands-Posten, Weirup, Torben (2004) 'Forpligtelsen til en god gerning', Berlingske Tidende, Weiss, Jakob (2005) 'Anders Fogh siger undskyld', Berlingske Tidende, With Bindslev, Marianne (2004) 'Dansk jødisk museum vil i dialog om danskhed', Kristeligt Dagblad, Young, James E. (2001) 'Memory and Counter-Memory', Harvard College Østergaard, Uffe (2000a) 'Erindring eller historie - kampen om Dybbøl Banke', Jyllands-Posten,

163 163 UDSTILLINGER OG MUSEER Dansk Jødisk Museum, Bibliotekshaven ved Det Kongelige Bibliotek, København, 2004 Dansk Jødisk Museum, brochure, 2004 Dansk Jødisk Museum, gæstebog nr. 1, 2004 Dansk Jødisk Museum, gæstebog nr. 2, Dansk Jødisk Museum, film om Daniel Libeskind Dansk Jødisk Museum, film: Ankomster gennem 300 år Deutsches Historisches Museum, Unter den Linden, Berlin, 1987 Jüdisches Museum Berlin, Lindenstrasse, Berlin, 2001 Kings and Citizens (1983) 'Kings and Citizens: The History of the Jews in Denmark ', New York, The Jewish Museum Museum Europa (1993) udstillingskatalog: Nielsen, Arno Victor (m.fl) (1993) Museum Europa - en udstilling om det europæiske museum fra renæssancen til vor tid, København, Nationalmuseet Mythen der Nationen ( ) Berlin, Deutsches Historisches Museum, Nationalmuseet (2005), webside, Mythen der Nationen (2004) udstillingshæfte: Begleitmaterial zur Ausstellung, Berlin, Deutsches Historisches Museum Rum og rummelighed, Dansk Jødisk Museum, fra United States Holocaust Memorial Museum (2005), webside,