En artikel fra KRITISK DEBAT Fusioner skader ikke slå alle LO-forbund sammen Skrevet af: Mikkel Zeuthen Offentliggjort: 15. april 2016 Medlemmerne fosser ud af fagforeningskasserne, som man siger på Fogh Rasmussen sk - og med medlemmerne fosser penge og magt i samme retning. Fagbevægelsens massive medlemstilbagegang og potentielle veje ud af bevægelsens krise har da også efterhånden været diskuteret i Kritisk Debat i mange år, fx Krogsbæk 2010 eller Toubøl & Gielfeldt 2013. Der er vist bred enighed om, at der ikke er noget enkelt snuptag til at vende skuden, og en revitaliseringsstrategi må spille på mange tangenter. Men for at skabe strategisk rum til en progressiv og visionær fagbevægelse kan det være nødvendigt at ændre de organisationsstrukturelle rammer og frigive fornødne midler til at skabe organiserende fagforeninger. På baggrund af erfaringerne med forbundssammenlægninger i det 21. århundrede vil jeg argumentere for, at den danske fagbevægelse kan frigive ressourcer til organiserende arbejde og generobre magt til at gøre hverdagen bedre for lønmodtagere i Danmark, hvis man samler LOforbundene i ét fælles superforbund. Forbundssammenlægninger i det 21. århundrede har ikke forværret medlemsudviklingen I december 2015 forsvarede jeg specialet Medlemsudviklingen i sammenlagte fagforbund i det 21. århundrede ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet. I specialet undersøgte jeg, ved brug af registerdata, hvordan forbundssammenlægninger i LO-familien har påvirket medlemsudviklingen i det 21. århundrede, og jeg diskuterede, hvordan denne påvirkning kan forklares. Til min egen overraskelse er konklusionen, at der ikke har været nogen generel sammenhæng mellem medlemsudvikling og sammenlægninger. Forbundssammenlægningerne i det 21. århundrede har påvirket medlemsudviklingen i varierende styrke og retning, men overordnet set har sammenlægningerne ikke påvirket forbundenes medlemsudvikling så drastisk som man kunne forvente. Det er overraskende, fordi der med sammenlægninger opstår medlemsmæssige dilemmaer som man kunne forvente ville vende op og ned på medlemsudviklingen. Det har de ikke gjort. I den følgende tabel, kan man se specialets empiriske resultater. Tabellen viser sammenhængen mellem forskellige forbundssammenlægninger og medlemsudviklingen målt på fire forskellige måder. Jeg kan ikke her gå i detaljen med metode og resultater de nysgerrige må selv læse efter i specialet. Men tabellen viser, at sammenlægningers påvirkning af medlemsudvikling varierer fra sammenlægning til sammenlægning, og samtidig viser tabellen ud fra de fire deskriptive mål, at sammenhængene mellem sammenlægninger og medlemsudvikling ikke var særlig stærk. I tabellens første kolonne kan man se, hvilke forbund, som bliver lagt sammen i de pågældende sammenlægninger. Næste kolonne viser, hvilket fagforbund, som er i fokus (se forkortelser i tabellens anmærkning). Medlemsudviklingen for de implicerede forbund analyseres ud fra de fire mål før, under og efter sammenlægningen. Det første mål er ganske simpelt antal medlemmer. Andet mål er organisationsgrad, som angiver antal medlemmer i forhold til antal potentielle medlemmer. Tredje mål er individ subgruppe, som dækker over kohorter af medlemmer, som følges over tid. Det fjerde og sidste mål er indmeldelsesgrad/udmeldelsesgrad, som angiver antal indmeldelser og udmeldelser sat i forhold til antallet af medlemmer. I tabellen markerer +, at 1 / 7
medlemsudviklingen har været bedre efter sammenlægning end før, og - markerer, at medlemsudviklingen har været værre efter sammenlægning. Bemærk at + ikke betyder positiv medlemsudvikling. Langt oftest betyder det blot, at medlemsudviklingen er blevet mindre negativ. Der markeres (+) eller (-), når resultatet ikke er særlig tydeligt, grundet små udsving eller tidsmæssige forskelle. Endelig markerer ( ), at udsving er for små til at kunne konkluderes positivt eller negativt. Tomme celler indikerer, at forbundet ikke undersøges for det pågældende deskriptive mål. Tabel 1. Specialets resultater Sammenlægning DPF + SiD & BAF + SiD TKF + Metal KAD + SiD PMF + FOA RBF + 3F Forbund Resultater Antal medlemmer Organisations-grad Individ subgruppe DPF - - - - BAF + + + + SiD - ( ) - TKF - (+) (+) (-) Metal ( ) ( ) (-) KAD (+) SiD ( ) 3F (KAD+SiD) (-) (-) PMF - + (+) (+) FOA (-) ( ) (+) RBF - - - - 3F - - KAD (-) SiD (-) Indmeldelsesgrad og udmeldelsesgrad Anm.) Der benyttes følgende forkortelser: BAF = Bryggeriarbejderforbundet. Nu en del af 3F. DPF = Dansk Postforbund. Nu en del af 3F. FOA = Forbundet af Offentligt Ansatte. Nu Fag og Arbejde. KAD = Kvindelig Arbejderforbund i Danmark. Nu en del af 3F. Metal = Metalarbejderforbundet. Nu Dansk Metal. PMF = Pædagogisk Medhjælper Forbund. Nu en del af FOA. RBF = Restaurations Branchens Forbund. Nu en del af 3F. SiD = Specialarbejderforbundet i Danmark. Nu en del af 3F. TKF = Telekommunikationsforbundet. Nu en del af Dansk Metal. 3F = Fagligt Fælles Forbund. Som nævnt viste specialet, at forbundssammenlægninger påvirker medlemsudviklingen i varierende grad og retning, men overordnet set var sammenhængene mellem sammenlægninger og medlemsudvikling ikke særlig stærk. Dette resultat viser, at sammenlægninger af LO-forbund ikke i sig selv er en løsning på tab af medlemmer og styrkeposition. Sammenlægningerne har flyttet rundt på medlemmer, men har ikke forbedret fagbevægelsens samlede organisering. Omvendt viste specialet, at sammenlægninger heller ikke partout er dårligt for medlemsudviklingen. Og det er sådan set mindst lige så interessant, fordi hvis sammenlægninger ikke svækker den faglige organisering hvorfor så ikke lægge flere forbund sammen? 2 / 7
Man må erkende, at det er uholdbart alene at basere sin revitaliseringsstrategi på organisationsstrukturelle initiativer. Hvis fagbevægelsens medlemstab skal bremses må strategien være flerstrenget, og udadvendte, organiserende aktiviteter skal i fokus. Alligevel vil jeg argumentere for, at fordelene ved ét samlet superforbund i LO-familien vil give et bedre udgangspunkt for generobring af fagbevægelsens tabte magt end den nuværende historisk betingede organisationsstruktur. LO og FTF s fusion på hovedorganisationsniveau vil i det store billede næppe have den store betydning for medlemsudviklingen der skal mere til. Historisk udvikling i antal LO-forbund LO-forbundene har gennemført en lang række sammenlægninger de seneste 60-70 år, se tabel 2. Årsagerne til sammenlægninger har været en kompleks sammenvævning af interne og eksterne forhold, men en fællesnævner for alle sammenlægninger er, at forbund kun har lagt sig sammen, når de har været presset til det. Intet forbund har slået sig sammen ud fra en offensiv strategi, der tager sigte på en styrket medlemsorganisering, og som sigter på at erobre magt til at gøre en forskel. Tabel 2. Antal fagforbund i LO Årstal 1900 56 (39) 1920 74 (12) 1940 78 (4) 1950 70 1960 68 1970 56 1980 40 1990 30 2000 22 2010 18 2015 17 Antal forbund i LO* Kilde: Due & Madsen 2001 samt LO's årsrapporter. I parentes angives enkeltstående lokale fagforeninger uden forankring i et nationalt forbund. *Frem til 1950'erne gik LO under navnet De samvirkende Forbund (DsF). Sammenlægningerne i det 21. århundrede har drevet LO i retning af færre og større forbund, som går på tværs af uddannelse og brancher. Denne type forbund kaldes i den internationale litteratur konglomerate forbund. Der vil utvivlsomt komme yderligere sammenlægninger de næste årtier men først når forbundene er tilstrækkeligt pressede af medlemstab. Senest har vi set fremskredne fusionsovervejelser mellem NNF og Dansk Metal, som dog indtil videre er blevet skudt til hjørne af NNF s hovedbestyrelse. Fortsætter udviklingen i nogenlunde samme tempo som hidtil, vil der om få år være 5-10 tværfaglige forbund tilbage i LO. Men spørgsmålet er, om man ikke skulle forsøge at sætte en offensiv strategi og tænke to skridt frem. Hvorfor ikke samle forbundene i ét stærkt superforbund i rette tid, i stedet for løbende lappeløsninger i takt med at presset stiger? Et (nyt) slag for superforbundet 3 / 7
Strukturændringer løser sjældent noget i sig selv, men hvis LO-forbundene dannede ét stærkt superforbund ville fagbevægelsen stå stærkere i forhandlinger med arbejdsgiverne, man kunne skabe grundlaget til at frigive ressourcer til det udadvendte, organiserende arbejde og endelig ville fagbevægelsen være bedre i stand til at organisere lønmodtagere på et mobilt arbejdsmarked. Det er en kendt sag, at fagbevægelsen står stærkest, hvis den kan forhandle smidigt, effektivt og samlet over for arbejdsgiverne, så forskellige lønmodtagere ikke kan spilles ud mod hinanden. Arbejdsgiversiden har i mange år centraliseret magtstrukturen i overenskomstforhandlinger med færre, stærkere arbejdsgiverforeninger. Fagbevægelsen har fulgt trop og forsøgt at matche de centraliserede forhandlinger gennem de såkaldte LO-karteller, hvor fagforbund slår sig sammen i forhandlingsøjemed. I udgangspunktet vil fagbevægelsen dog stå stærkere, hvis én samlet og stærkere organisation forhandlede på vegne af alle lønmodtagere. Forhandlingsresultatet afhænger dog først og fremmest af, om man har noget at forhandle med, dvs. magt, samt vilje og mod til at sætte sig igennem. For fagforbundene hænger magten uløseligt sammen med antallet af organiserede og mobiliserede medlemmer. Derfor er det vigtigste strukturspørgsmål, hvorvidt et superforbund kan organisere flere mobiliserede eller i det mindste mobiliserbare medlemmer. Som jeg flere gange har påpeget, er der ingen grund til at tro, at ét superforbund automatisk fører til flere mobiliserede medlemmer end mindre forbund. Men hvis man tegner en ny organisation ud fra et offensivt ønske om at frigive ressourcer til en mere effektiv organiseringsindsats, kan det principielt lade sig gøre. Samtidig vil et superforbund kunne svare på nogle af de udfordringer for den faglige organisering, som det mobile arbejdsmarkedet fører med sig. Principielt kan samling i ét superforbund frigive rigtig mange ressourcer til organiserende arbejde ved hjælp af simple stordriftsfordele; der kan spares administrative ressourcer, man kan opnå billigere medlemsydelser (forsikringer, kurser mv.) osv. Historisk set er mange af disse potentielle stordriftsfordele i forbindelse med forbundssammenlægninger dog blevet forpurret af forhandlingskompromisser i forbindelse med fastlæggelse af køreplaner og aftaler for sammenlægningerne - både i Danmark og i udlandet. De udeblivende stordriftsfordele skyldes ofte, at de mindre forbund stiller krav om en række privilegier efter sammenlægningen i frygt for at blive absorberet og negligeret, fx særlige udvalg og bestyrelser for det absorberede forbunds medlemmer og faglige ledere. Der er også eksempler på, at fagforeningsansatte i to fusionerende forbund bliver garanteret mod afskedigelser som en del af sammenlægningskompromiset. Det er jo umiddelbart sympatisk, men dog en barriere for at opnå varige stordriftsfordele ved sammenlægninger. Men hvis LO-forbundene gik ind i et fælles projekt om at skabe ét stærkt og trimmet superforbund, koste hvad det vil, burde der være ganske omfattende stordriftsfordele at vinde. Et andet stort effektiviseringspotentiale ligger i at rydde ud i grænsekonflikterne. Det er en øm tå i den danske fagbevægelse, som vi helst ikke træder på, men ét samlet superforbund ville rode bod på den til tider destruktive rivalisering, som er uundgåelig i en organisationsstruktur som den danske. Trods et sindrigt system af grænseaftaler bruges rigtig mange ressourcer i dag på at sikre egne interesser, da organisationer som bekendt har det med at optimere ud fra deres eget udgangspunkt. I Danmark har der været god tradition for samarbejde og kompromisser i LO-familien, men alligevel bruges mange ressourcer på at forhandle og vedligeholde grænseaftaler. Ét samlet superforbund kan sætte medlemmet i centrum og bruge færre kræfter på slidsomme grænsekonflikter. De historisk betingende grænseaftaler og opdelinger på det danske arbejdsmarked fremstår allerede i dag forældede, og jeg tror denne tendens bliver tydeligere de kommende år. Knap 60 pct. af de lønmodtagere, som skifter job, skifter nemlig samtidigt branche og/eller 4 / 7
arbejdsfunktion (Dansk Arbejdsgiverforening 2014). Selvom de fleste jobskift sker inden for afgrænsede segmenter eller underarbejdsmarkeder (Toubøl et al 2015), så er arbejdsmarkedet blevet mere mobilt og fleksibelt. Med den øgede fleksibilitet eller mobilitet, bevæger lønmodtagerne i Danmark sig i dag mere rundt på arbejdsmarkedet og krydser dermed fagforeningernes grænser flere gange i løbet af et arbejdsliv. Brancheskift bliver stadigt hyppigere, og det har stor betydning for, hvordan man bedst varetager medlemmernes interesser. I forskningen har man talt om en udvikling fra employment til employability. Altså en udvikling, hvor vi går fra at normen og idealet var et livslangt commitment til en enkelt branche, ofte en enkelt virksomhed, til en stadig større medarbejderomsætning, hvor lønmodtagere skifter branche som aldrig før, og hvor målet bliver at gøre sig så ansættelses-attraktiv som mulig. Denne udvikling hænger i Danmark tæt sammen med det dobbelte uddannelsesløft, som er i gang, hvor ufaglært bliver til faglært og faglært til videregående uddannelse en udvikling som i høj grad er initieret af fagbevægelsen gennem øget fokus på uddannelse og efter/videreuddannelse. I efterkrigstiden og frem fik fagbevægelsen presset gunstige vilkår igennem til medlemmer, som særligt blev belønnet for loyalitet over for branchen eller virksomheden gennem faste anciennitetsprincipper for lønudvikling og opsigelsesperioder. Virksomhederne var interesserede i at fastholde medarbejderne så længe som muligt, og det gav samtidig lønmodtagerne en stor tryghed, at jo længere de blev i virksomheden jo sværere var de at fyre, og jo højere blev deres løn. Men tiderne skifter, og i dag er mange virksomheder lige så interesserede i fleksibilitet, omstillingsparathed og nye indspark ude fra som i den branchespecifikke erfaring, hvorfor anciennitetsordningerne er hastigt på vej ud. Men hvad betyder det for lønmodtagernes kamporganisation, fagforeningen, at medlemmerne med stadig større hast bevæger sig rundt på arbejdsmarkedet og ind og ud af forskellige forbund? Er det optimale vilkår for interessevaretagelse og faglig organisering? Det er det selvfølgelig ikke. Fagbevægelsen må gøre det til en prioriteret kamp at styrke det enkelte medlems employability og attraktivitet. Det er ikke nok at kæmpe for den faste, stabile employment. Det sker allerede i høj grad, og mange forbund har skrevet uddannelsesløft og kompetenceudvikling helt frem på første side af strategipapirerne. Et eksempel er den kommunale kompetencefond, som blev en realitet efter sidste overenskomstforhandling, hvor de kommunale fagforbund valgte at prioritere flere penge til efter/videreuddannelse, som kunne være gået til lønstigninger. Mange har indset, at den bedste måde at forbedre medlemmernes udsigt til et godt job er at gøre dem hver især så dygtige og stærke som muligt. En moderne fagforening må sætte individet og det enkelte medlem i centrum - i solidaritet med fællesskabet, naturligvis. Og her vender vi igen tilbage til problematikken med grænseaftalerne. For selvom man i Danmark har myriader af grænseaftaler og gentlemen-agreements mellem fagforeningerne, så kan man ikke undgå, at der går organisations-egoisme i den, og hvert enkelt forbund handler ud fra egne interesser. Men rivaliseringen er et unødvendigt benspænd for den faglige organisering, som kan afhjælpes strukturelt ved at samle forbundene. Jeg prøver ikke at så tvivl om de danske fagforeningers ærinde eller værdier. Den danske fagbevægelse har om nogen kæmpet for almindelige lønmodtageres interesser og sikret, at vi har så relativt gode vilkår i Danmark i dag. Men det ændrer ikke ved, at hvis en organisation står konkret og skal træffe et valg, som betyder, at man potentielt skal overflytte medlemmer til et andet forbund, så stræber organisationer i langt de fleste tilfælde efter det, der styrker deres egen organisation. Det ser vi masser af eksempler på i det daglige fagforeningsarbejde, og det kan ikke være anderledes med de nuværende grænseopdelinger. Organisationer vil altid kæmpe for det, der er i 5 / 7
deres egen interesse. Og det er endnu en væsentlig grund til, at fagbevægelsen har brug for et superforbund, som kan sætte det enkelte medlem i centrum - også når hun fx ønsker at videreuddanne sig til en anden branche. En stærk og magtfuld fagbevægelse må og skal i år 2016 kæmpe for det enkelte medlem, det enkelte individs interesse i solidaritet med øvrige lønmodtagere. Og et stærkere fokus på employability og det enkelte medlems arbejds-attraktivitet er svært at opnå, når det koster fagforeningen magt og medlemmer, hver gang et medlem arbejder eller uddanner sig ud af forbundet. De gule fagforretninger ruster op på dette felt og yder her efterhånden en ganske god service - se fx KRIFA-plus medlemskabet, som inkluderer karrieresamtaler, en personlig karrierekonsulent samt uddannelses- og kursustilskud. LO-familien må have en organisationsstruktur, som understøtter medlemmer på det mobile arbejdsmarked, og for mig at se er superforbundet det bedste og mest ambitiøse bud. Større deltagelse og fornyet klassesolidaritet Et helt centralt spørgsmål der må stilles er, om medlemmerne kan se sig selv i og identificere sig med ét forbund på tværs af fagligheder og arbejdsvilkår? Vil medlemmer som føler en særlig fagideologisk tilknytning til deres forbund ikke melde sig ud, hvis deres forbund fusionerer og bliver et stort tværfagligt forbund? Ikke nødvendigvis. Hvis man ser på analysen i mit speciale (kapitel 6), så har medlemmer ikke i bemærkelsesværdig grad meldt sig ud, når mindre fagspecifikke forbund som Postarbejderforbundet blev absorberet af 3F (fhv. SiD) eller når Pædagogisk Medarbejder Forbund blev en del af FOA. Jeg tror til gengæld, det er meget afgørende for dybden i medlemmernes engagement og identifikation, at de møder fagforeningen dér, hvor de har deres hverdag, dvs. helt ude på arbejdspladserne. Det er derfor afgørende, at et superforbund tilbyder stærke, fagspecifikke ydelser (fx kurser og efteruddannelse) og attraktive handlingsrum og fagfællesskaber (fx brancheklubber). Det dybe engagement og lysten til at deltage i det faglige arbejde må stå centralt i fremtidens organiserende fagforening, også når det kræver nye aktivitetsformer. Det er ikke nok at konstatere, at forbundssammenlægninger ikke har forværret de tværfaglige forbunds medlemstal. Målet må være så mange engagerede og deltagende medlemmer som mulig. En sidste bemærkning til superforbundets potentiale er, at et ideologisk og politisk potent superforbund har bedre mulighed for at imødegå fagchauvinisme og andre tendenser, der splitter arbejder- og middelklassen. Det vil alt andet lige være lettere at få opbakning til solidariske tiltag som solidarisk lønpolitik, solidariske lønforsikringer og lave kontingenter til ledige kollegaer, hvis alle er medlemmer af samme superforbund. Litteratur Dansk Arbejdsgiverforening 2014: ARBEJDSMARKEDSRAPPORT 2013. Beskæftigelsen før og nu. Due, Jesper & Jørgen Steen Madsen: Fagbevægelsens struktur i det 20. århundrede. Forhandlingssystemet som problemløser og hindring for udvikling. LO-dokumentation nr. 1/2001. Krogsbæk, Klaus 2010: Bidrag til en dansk diskussion om Organizing, kritiskdebat.dk, 15. oktober 2010 Toubøl, Jonas & Jonas Gielfeldt 2013: Vejen ud af medlemskrisen: Fra interesseorganisation til (fag)bevægelse, kritiskdebat.dk, 15. oktober 2013. Toubøl, Jonas, Christian Lyhne Ibsen, Daniel Sparwath Jensen & Anton Grau Larsen 2015: Tema: Det 6 / 7
mobile danske arbejdsmarked og organisering af lønmodtagere. LO-dokumentation nr. 1/2015 7 / 7