Skriftlig prøve i socialfag 8 april 2008 Prøvenummer 16 Pædagoguddannelsen Haslev.
Indhold. Indledning..side 1 Problemstillinger Problemformulering Afgrænsning..side 2 Metode Facts om etniske unge Puljeordninger Lov om social service Integrationsstrategier.side 3 Stigmatisering side 5 Diskriminering De etniske unges livsstrategier Solidaritet..side 6 Axel Honneths anerkendelsesteori.side 7 Pædagogens rolle.side 8 Konklusion..side 9 1
Indledning: Vi lever i en globaliseret verden, som betyder at mennesker overalt krydser grænser og blander kulturer. I Danmark berøres vi ligeledes befolkningsmæssigt af, hvad der sker i andre dele af verden. Gennem de seneste årtier er antallet af etniske minoritetsborgere mangedoblet på grund af arbejdsmigrationer og flygtninge fra verdens krigszoner. Prognoser viser at inden for de næste 20 år, vil indvandrere og efterkommere udgøre 13% af befolkningen. De etniske familier som kommer hertil, kommer fra meget forskellige sociale vilkår og kulturelle baggrunde. Nogle kommer fra storbyer andre fra fattige udkantsområder. Nogle har forladt deres hjemland på grund af krig og traumatiserede oplevelser, andre på grund af materielle dårlige levevilkår. Nogle har lange uddannelser bag sig andre har meget lidt skolegang. Flygtninge og indvandrere kommer altså til Danmark af mange forskellige grunde og med mange forskellige livserfaringer. Mit fokus i denne opgave har jeg valgt, at lægge på de etniske unge, som er opvokset i Danmark. Jeg synes det er interessant, at se på, hvordan de har klaret udfordringen at vokse op i at vokse op i en to eller flerkulturelt kontekst. I Danmark er det jeg-kulturen som er herskende. Det enkelte menneske bestemmer selv over sit liv, og indgår i sammenhænge, som det selv finder bedst. Vi har friheden til selv at vælge. Til denne kultur står modsætningen vikulturen, eller den kollektivistiske livsform. Her betragtes det enkelte menneske ikke som enkelt, men som en del af familien. Det er som familiemedlem og ikke som individ, man lever sit liv og tager del i samfundet. Det er mellem disse to kulturer de unge skal finde en identitet, og klare sig i det danske samfund. Problemstillinger: Er danskerne et folkefærd af intolerance som mener, at de etniske børn og unge er utaknemmelige, og bør indrette sig. Har vi et meget ensidigt billede af, de etniske unge, som kun værende kriminelle og utilpassede.. Kan vi som pædagoger være med til at gøre en forskel i forhold til de marginaliserede etniske unge. Problemformulering: Hvordan klarer de etniske unge udfordringerne i det danske samfund? Hvordan kan vi som pædagoger arbejde anerkendende i forhold den marginaliserede gruppe af etniske unge. 2
Afgrænsning: SKRIFTLIG PRØVE I SOCIALFAG I min opgave vil jeg koncentrere mig om unge i alderen 15-17 år. Jeg vil se på de unges generelle vilkår for integration i det danske samfund. Metode: For at belyse mit emne, vil jeg tage udgangspunkt i artikler, diverse litteratur og lovsamlinger. Jeg vil se på de etniske familiers og majoritetssamfundets integrationsstrategier, som faktorer der afgør, hvordan de unge oplever sig selv i forhold til samfund og familie. Jeg vil se på begreber som diskriminering stigmatisering og manglende solidaritet, som værende forhold, der er medvirkende til at marginalisere etniske unge. I forhold til, hvordan vi som pædagoger kan arbejde anerkendende med denne gruppe, vil jeg komme ind på Axel Honneths teori om anderkendelse. Facts om etniske unge: 73% af alle efterkommere er under 16 år. 74 % danskere startede på ungdomsuddannelse 2003/2004 mod 71% for efterkommere. 9,9 % af eleverne i skolerne er 2- sprogede. 79% af de unge kvindelige efterkommere er under uddannelse. Puljeordninger: Det er regeringens mål at 95% af alle unge i år 2015 har en ungdomsuddannelse. I den forbindelse har regeringen i år afsat en pulje på 10 mil. Den primære målgruppe er nydanske børn og unge, som er i gang med eller står uden for uddannelse. Puljen skal yde støtte til projekter der går mod at styrke faglige og sociale kompetencer hos de nydanske børn og unge. http://www.inm.dk/dadk/integration/puljer/puljebeskrivelser/indsats+_boern_unge.htm (060408kl.22.50) Lov om social service: Kommunerne har ansvaret at yde den hjælp og støtte, som udsatte børn og unge har brug for det. I den forbindelse har de mulighed for at søge puljeordninger til særlige projekter. Lov om social service 32, er formålet at yde støtte til børn og unge, der har særlig behov: at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så der på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de 3
samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende Støtten må i hvert enkelt tilfælde udformes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barn.(breinholt, 2006.s,571) Kommunen skal i henhold til service lovens 19 sørge for klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge.(breinholt,2006,s.21) I 38 i lov om social service, præciseres helhedssynet i forhold til den socialfaglige undersøgelse, der skal udarbejdes før en indsats vurderes og sættes i værk. Pædagogens arbejde er en del af dette helhedssyn, dels i forhold til at formidle oplysninger om barnet og familien videre til de sociale myndigheder, dels i forhold til at omsætte en del af den iværksatte handleplan til en konkret pædagogisk praksis.(niklasson,2005,s.336) Integrationsstrategier for etniske familier: En vellykket integration i det danske samfund vil afhænge af, hvorvidt forældrene har været i stand til støtte barnet i dets kulturpendlig og vise tolerance i forhold til børnenes deltagelse og udvikling af nye normer og værdier. Det vil også afhænge meget af samarbejde mellem minoritetsfamilien pædagoger og lærer, deres forventninger, tolerance og fleksibilitet. I mødet med det danske samfund, vil minoritetsfamilien udvikle forskellige strategier for livet i Danmark.(Denzik,1999,s.334-335) Assimilationsstrategi: De indordner sig under de livsværdier og normer, de møder i deres kontekst, og sørger for at leve livet, sådan som majoriteten foreskriver det. Familier med en assimilationsstrategi, vil ofte senere blive skuffet, da de vil opleve at deres børn som unge, vil blive diskrimineret i ungdomsmiljøet, på uddannelsesinstitutionerne og på arbejdsmarkedet. Derfor vælger de en passiv aggressiv strategi for livet fremover. Defensiv strategi: Minoritetsfamilier med en defensiv strategi, vil reagere forbeholdent på majoritetssamfundets krav ved fastholdelse af hidtidige værdinormer og levemåder. For at sikre at familiens børn og unge lever op disse normer og værdier, kan den defensive strategi indebære en øget kontrol med familiens børn og unge. Passiv aggressive strategier: Familier med passiv aggressive integrationsstrategier oplever majoritetssamfundets krav om tilpasning som ultimative og reagerer ved en tilbagetrækning til familiefortet Disse familier opretholder og videreudvikler fortællinger om majoritetssamfundets umoralske og asociale holdninger. Børn og unge fra disse familier holdes ofte væk fra fritids- og ungdomslivet på majoritetssamfundets arenaer. Børn og unge fra disse familier, kan ofte 4
komme ud i store konflikter med deres forældre, efterhånden som de får mere differentieret erfaringer med majoritetsborgere. Syntese strategi: Familier med syntese strategi tillader deres børns kulturpendling og diskuterer opdragelse og erfaringer med det nye liv i familien. Børn og unge fra disse familier får mulighed for at opdyrke kompetencer til nuanceret stillingtagen, for mulighed for at udvikle bevidsthed om betydningen af at træffe egne valg.(denzik,1999,s.329-330) På den ene side har vi altså minoritetsfamiliernes strategier for integration, og dermed familiens krav til unge, og på den anden side det danske samfund måde at forholde sig til etniske minoriteter på. Jeg vil i det følgende beskrive yderpunkterne i holdninger til integration blandt den danske befolkning. Majoritetssamfundets integrationsstrategier: Segregationsstrategi: Borgere med denne strategi, anerkender og forklarer diskrimination, med at etniske minoriteter er upålidelige af natur, og inkompetente til livet i Danmark. De mener at nogle racer og folkeslag er bedre ens andre, mere intelligente og i bedre stand til at leve i et moderne samfund. De ønsker ikke at blive belemret med at skulle integrere mennesker med en fremmed kultur. Assimilationsstrategi: Med denne strategi stilles der krav til indvandrere og flygtninge om assimilation, de skal blive danske så hurtigt som muligt. Indbygget i denne strategi ligger en intolerance overfor de fremmede. Den viser en manglende anerkendelse af, at andre end danskkulturelle tilknytninger har betydning for menneskers identitet og selvværd. Konsekvensen af assimilationsstrategien er en intolerance overfor fremmede der ikke hurtigt nok bliver danske. Den pluralistiske integrationsstrategi: Denne strategi lægger op til lige rettigheder for alle borgere i Danmark. Borgere med denne strategi anerkender, at Danmark er et etnisk sammensat samfund, og at den moderne samfundsudvikling vil bidrage til en differentieret etnisk, sproglig og religiøs sammensætning af den danske befolkning.(niklasson,2002,s.260-262) At specielt de to første strategier som er nævnt her er fremherskende i det danske samfund, vidner den politiske debat, lovgivningen og omtalen af etniske unge i medierne om. Den stereotype opfattelse af de etniske unge, som kriminelle og utilpassede, fører mig videre til begrebet stigmatisering. 5
Stigmatisering: Stigmatisering er den proces, hvorigennem en person tilskrives negative egenskaber på grund af handlinger, etnisk baggrund, social position eller lignende. Omgivelserne fokuserer på enkelte egenskaber ved denne person og giver personen en etikette. De negative forventninger, der hele tiden rettes mod personen, kan med tiden føre til, at personen udvikler en negativ selvopfattelse, der er i overensstemmelse med det negative stigma. På denne måde kan stigmatiseringen føre at ofret mister selvrespekt. Kernen i stigmatiseringen er således altid en eller anden grad af ikke-anerkendelse. Stigmatisering som mindreværdig kan foretages på grund af bestemte ydre og/eller kulturelle træk, som anses for at være mindreværdige. (Schou&Pedersen,2007.s,117) Et eksempel på stigmatisering blandt de etniske unge er deres manglende adgang til arbejdsmarkedet, på trods af, at de ikke har sproglige vanskeligheder. Diskriminering: Ofrene for diskriminering i vores samfund, er i stigende grad de som er kulturelt forskellige og som er ikke indfødte. Etnisk diskrimination kan ske på baggrund af kultur, religion sprog og navne. Igennem de seneste årtier har fokus været på den muslimske tro. (Niklasson,G,2005.s,251-252) Psykolog Rashmi Singla skriver i sin artikel Det dobbelte oprør at hun gennem sit arbejde med etniske unge i København, møder mange eksempler på unge der uanset køn, alder eller hvorvidt de klarer sig godt uddannelsesmæssigt eller dårligt socialt, har fælles erfaringer med racediskrimination og forskelsbehandling. Dette faktum fører mig videre til at se på de etniske unges livsstrategier. De etniske unges livsstrategier: I Samme artikel skriver Rashmi Singla, at etnisk minoritetsunge har vidt forskellige strategier til at klare disse oplevelser med stigmatisering og diskrimination. Strategierne afhænger af deres personlighed, deres familiemæssige og samfundsmæssige situation. Strategierne strækker sig fra passiv ignorering og hjælpeløshed til aktiv bekæmpelse og organisering. Oprøret kan være både konstruktivt og negativt. På forskellige niveauer forgår der en protest mod den forskelsbehandling, der finder sted i samfundet, og som er relateret til den unges etniske baggrund. De velfungerende etniske minoritetsunge retter opmærksomheden mod strategier som er gavnlige for deres familier, deres etniske gruppe samt for majoritetssamfundet. Disse unge er i gang med at uddanne sig og forberede sig til et voksenliv. En anden positiv 6
strategi, er at de velfungerende unge organisere sig, for at opnå fælles forståelse, samt på demokratisk vis at bearbejde, konfrontere, protestere mod uretfærdigheder i deres livssituation. Parallelt med de konstruktive strategier, løber de unges negative og destruktive strategier, dem vi hører mest om i medierne. En del af disse handlinger betragtes som kriminelle af familien og samfundet, men bliver til dels betragtet som normale blandt disse unge. De vigtigste årsager til denne gruppe unges adfærd, skyldes ikke problemer i deres hjemlands kultur, men i den mangesidede marginalisering, at være udenfor samfundet.(singla,r,2001,s.1-3) Ud fra denne artikel er der en gruppe af de velfungerende etniske unge, som konstruktivt klarer at leve op til både samfundets og familiens krav. På den anden side er en gruppe, som føler sig sat uden for samfundet og igennem deres destruktive handlinger, kommer til at virke som dobbelt udstødte. Det fører mig over til næste afsnit, hvor Søren Juul beskriver danskerens solidaritet med de fremmede og sårbare. Solidaritet: I Søren Juuls store undersøgelse om danskernes moralske forpligtelser, kan man læse, at når det angår de fremmede og de sårbare i samfundet, står det skidt til. Ansvaret for at hjælpe de sårbare og fremmede i samfundet, opfattes som et anliggende for det offentlige, de færreste i undersøgelsen er interesserede i at få problemerne tæt på dagligdagen. Undersøgelsen viser at solidariteten med de sårbare og fremmede er stærkest blandt de uddannelsesmæssigt bedst stillede del af befolkningen og blandt de unge. Meget få i undersøgelsen er tilhængere af et multietnisk samfund, der er dog stor enighed om at vi må hjælpe de værdigt trængende, flygtninge der er forfulgt i deres hjemlande. Spørgsmålet er så, om det offentlige alene kan stå med den opgave at løse de svagestes problemer. Kan det sociale arbejde overfor den svage borger alene bygge instrumentel rationalitet? Har den svage borger ikke brug for at føle sig anerkendt som menneske med en vis værdi og værdighed, hvor hjælpen bygger på medmenneskelighed og empati? Mange undersøgelser har peget på, at det i praksis er svært for socialarbejderen at solidarisere sig med de svageste og møde dem med respekt og anerkendelse. Efter Søren Juuls opfattelse skyldes det, at det sociale arbejde er modsætningsfyldt, solidaritet på den ene side og være oppe mod stærke kræfter som: magtforhold i institutionerne, rutiner, politisk retorik og ikke mindst socialarbejderens eget menneskesyn. Ethvert hjælpeforhold er en assymetrisk relation mellem den ressourcestærke hjælper og den ressourcesvage hjælpesøgende. Risikoen for formynderi er særlig overhængende, når det drejer sig om mennesker der mangler basale færdigheder i at formulere, hvad de ønsker. Når problemløsningerne forudsætter omsorg, indlevelse og alternativ 7
løsninger, kommer det institutionaliserede hjælpesystem ofte til kort.(juul,2002,s.376-379) Socialrådgiver og cand.scient.soc Tove Holmgård Sørensen har i 4 år fulgt et projekt for utilpassede unge i Københavns Kommune. I en artikel i Socialrådgiveren skriver hun om dette projekt, og om succesen ved at anvende anerkendelsesteorien i socialt arbejde med særligt udsatte unge. Projektet har taget udgangspunkt i de unges egne ønsker for fremtiden, hvilket blandt andet har omfattet erhvervsarbejde og skoletilbud. Når jeg i det følgende skriver om utilpassede unges oplevelser i forhold til ikke anerkendelse, er det unge fra dette projekt som indgår i en interviewundersøgelse, foretaget af Tove Holmgård Sørensen. Sideløbende en beskrivelse af Axel Honneths teori om anerkendelse, vil jeg præsentere de etniske unges oplevelser af ikke anerkendelse, nemlig krænkelse. Axel Honneths anerkendelsesteori: Anerkendelsen opnår man gennem interaktioner med og spejlingen i andre mennesker. Det enkelte menneske er således afhængig af, at indgå i relationer/fællesskaber, som er præget af gensidig anerkendelse. Honneth bygger på Hegels pointe om at egentlig anerkendelse, kun kan opnås fra et menneske man selv anerkender. Samtidig fremhæver Honneth, at der hos samfundets svage grupper ofte er tale om oplevelser af det modsatte af anerkendelse, nemlig krænkelse. Honneth beskriver tre forskellige sfærer eller dimentioner, hvor anerkendelsen finder sted, og ligeledes tre krænkelsesformer, som modsvarer de pågældende anerkendelsessfærer. Privatssfæren: Privatsfæren omfatter ifølge Honneth kærlighedsrelationer mellem barn - forældre og dybe venskaber. Honneth mener, at det tidlige kærlighedsforhold mellem mor og barn, siden hen danner grundlag for kærlighedsforholdet i venskaber og parforhold. Gennem en vellykket frigørelsesproces fra moderen lærer barnet balancen mellem selvstændighed og afhængighed med andre, hvilket er en forudsætning for at kunne udvikle et positivt selvforhold. Omkring krænkelser i privatsfæren er der unge med flygtningebaggrund, som kommer fra traumatiserede familier, hvor totur eller trusler om totur har været en del af familiens historie. Den retslige sfære: Mennesket har brug for retlig anerkendelse. Honneth benytter her Kants begreb selvagtelse, som skabes gennem bevidstheden om at være et moralsk tilregneligt væsen, der nyder samme rettigheder og pligter som andre i samfundet. Igennem de universelle 8
rettigheder, der er givet til alle medlemmer i samfundet, er subjektet i stand til at få selvrespekt eller agtelse for sig selv, som et lige medlem af samfundet blandt andre. En sådan selvagtelse fører til, at individet også selv handler moralsk ansvarligt i det offentlige liv. Hvad angår krænkelser i den retslige sfære, viser undersøgelsen mange eksempler herpå. Der er fortællinger om diskrimination på grund af etnicitet. Et eksempel på en sådan retslig krænkelse er integrationsloven, hvorefter flygtninge og indvandrere ikke længere har samme adgang til samme rettigheder som landets øvrige borgere, og skal leve med en langt lavere økonomisk ydelse en danske. Der er også fortællinger om eksklusion fra skolegang. Mange har skiftet skoler tre fire gange og er endt med at være smidt ud af skolesystemet. Den solidariske sfære: Honneth mener, at mennesket også har brug for social værdsættelse for at opnå selvrealisering. Den sociale værdsættelse går ud på at blive anerkendt som individ for de egenskaber og færdigheder, som gør individet til noget andet end alle andre. Denne form for anerkendelse sker igennem til gruppen, fællesskabet eller samfundet, hvor den enkeltes præstationer vurderes ud fra fællesskabets værdier. De unges fortællinger går i høj grad ud på krænkelser i den solidariske sfære. De har følt sig ydmyget, mobbet og udskilt i skolesystemet, de har ofte fået at vide, at de var uønskede i fællesskabet. Dette har medført lavt selvværd og en selvforståelse, som en person, der ikke kan bruges til noget i samfundet.(sørensen,h,t,2004, artikel) Med Axel Honneths teori om anerkendelse fører mig videre til at se på pædagogens rolle i det sociale arbejde. Pædagogens rolle i det sociale arbejde: Omsætning af teoretisk viden til den pædagogiske praksis berører nogle grundlæggende personlige elementer som samfundsforståelse, menneskesyn og personligt værdigrundlag. At anerkende, at forskellighed er en kvalitet, er en nødvendighed, da der ikke findes nogen sandhed og løsning på sociale problemer. Det er nødvendigt at sociale problemer gøres åbne for en personlig ligeværdig dialog. En sådan personlig ligeværdig dialog vil udtrykke vores etik i mødet med andre mennesker, både i forhold til kolleger, samarbejdspartnere og de familier og børn, vi møder. Der ligger således et særligt ansvar hos os pædagoger, for at etablere en kontakt der sikrer, at familien bliver mødt og forstået i deres 9
situation, og som sikrer at de sociale rettigheder formidles til de mennesker, som har behov for det. Det er af betydning at pædagogen er sine egne etiske og moralske værdier bevidst. Pædagogens holdninger kommer til udtryk i pædagogens handlinger og med en åbenhed overfor dette, kan pædagogens handlinger være tilgængelige for refleksion, både for pædagogen selv og i det tværfaglige samarbejde. Menneskesynet er af central betydning som grundlag for pædagogens etiske stillingtagen. I vores samfund er det, det humanistiske menneskesyn som de fleste tilslutter sig.(niklasson,2005,s.338-339) Det humanistiske menneskesyn forudsætter, at der findes mennesker, som frit kan vælge på basis af egne etiske overvejelser, og som er parat til at tage ansvar for sine beslutninger. Ifølge det humanistiske menneskesyn bærer mennesket på bevidste og skabende kræfter. Det er socialt væsen, som er afhængig af sit miljø og sine relationer til familie, slægt, venner og andre der omgiver det. Det etiske råd 1995. (Niklasson,2005,s.340) Konklusion: Hvordan klarer de etniske unge udfordringerne i det danske samfund? Hvordan kan vi som pædagoger arbejde anerkendende i forhold den marginaliserede gruppe af etniske unge. Der er en stor gruppe af de etniske unge som klarer sig rigtig godt i det danske samfund. De er i gang med uddannelse og er aktive på andre fronter. Grunden til dette, kan være at de kommer fra syntese strategi familier, hvor man har taget værdier fra det danske samfund til, men har været i stand til at bevare sin egen kultur. Grunden til det kan også være et udtryk for et oprør mod familien, jeg skal ikke ende som min arbejdsløse far og mor. Der er så også en stor gruppe marginaliserede etniske unge, som står udenfor samfundet. De har manglende faglige kundskaber, er uden for skole og uddannelsessystem. Mange er kriminelle og føler sig ikke solidariske med det danske samfund. Grunden til denne marginalisering, kan dels hænge med, at de kommer fra ressourcesvage familier, som har indtaget den passive aggressive integrationsstrategi, da de er blevet mødt af det danske samfund med manglende anerkendelse. Disse unge udtrykker også at de på alle anerkendelsesniveauerne føler sig krænket, og at ingen regner dem for noget. Fælles for både de velfungerende og de utilpassede etniske unge er dog, at de i hverdagslivet føler sig diskrimineret og forskelsbehandlet, de føler ikke at samfundet regner dem for noget, - også selvom de er flittige og i gang med uddannelse. I forsøget på at integrere de utilpassede etniske unge, viser 10
det sig at være positivt, at tage udgangspunkt i de unges egne ønsker. At skabe nogle tilbud, som svarer til deres behov og lytte til dem som borgere med ret til at være i dette samfund. At arbejde anerkendende er en nødvendighed for at gøre en indsats overfor denne gruppe. Som pædagog må man også være sit ansvar bevidst i arbejdet med disse unge. De kommer ofte fra svage familier som bør inddrages i den unges situation. Vi skal som pædagoger være anerkendende i mødet med disse familier, og finde løsninger som familierne kan stå inde for. Vi bør kunne se nuanceret på løsningsmodeller, og være fleksible og tolerante overfor både overfor den unge og familien. 11