Påskedag 5. april 2015. Hinge Kirke kl. 9.00. Vinderslev Kirke kl. 10.30 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Korsvar Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden:»hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem:»vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. (Mark 16,1-8) Amen! Evangeliet, som vi netop har hørt, er kristendommens grundlæggende fortælling. Hvis noget er kernen i den kristne tro, er det dette. Fortællingen om, at døden ikke kunne holde Jesus, fordi livets Gud er større end dødens magter. Det er evangeliets glædelige budskab om, at Gud vil noget andet ikke kun med sin egen søn, dengang han var hér på jorden hos os, men også med os. I sin Himmel vil Gud ikke, at de ødelæggende, omstyrtende og destruktive kræfter hér i verden skal have det sidste ord. Det skal livet. Livet i Ham, der er altings begyndelse og afslutning og dermed også rummer os og vores liv i sin guddommelige virkelighed. Fordi påskedags evangelium er kristendommens egentlige grundfortælling kan det heller ikke undre, at dagens evangeliefortælling samtidig er den, der lyder flest gange i løbet af et år hér i Hinge/Vinderslev Kirke. Når der er begravelse eller bisættelse, er det den sidste, der læses inden selve jordpåkastelsen. Og det 5/4-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1
er det, fordi uanset hvad der så ellers er blevet sagt; uanset hvordan det menneskes liv, som vi der tager afsked med, så end har formet sig, er det aldrig det eneste, der er at sige. Vi har altid og uanset hvad der så end måtte hænde os, Guds egen fortælling at holde os til. Det er også historien om os; om, at vi ikke lever alene og ikke dør alene, fordi Gud selv i Jesu opstandelse har gjort klart, at døden ikke skal have det sidste ord. Det skal livet, kærligheden og nåden. Der kan være god grund til et øjeblik at dvæle ved det forhold, at vi ansigt til ansigt med dødens virkelighed kan finde trøst og håb i påskeevangeliet. For netop dér stillet over for døden som en fuldbyrdet kendsgerning, er der ikke længere noget filter. Netop dér er også vores liv sat på spidsen, fordi vi også selv, når vi mødes hér i kirken omkring et medmenneskes kiste, ultimativt stilles over for vores egen forgængelighed og må se i øjnene, at også vores liv er truet og til sidst vil ende i vores egen død. Af samme grund er det også i den situation, at vores forestillinger om døden er sat på spidsen, og dér, hvor det måske kommer tydeligst frem, hvilke forestillinger vi gør os herom. En af mine kollegaer påpegede for nyligt, at der inden for de sidste 30-40 år er sket en mærkbar forskydning i de salmer, man synger ved begravelser; i særlig grad er dette tydeligt ved den sidste salme. Den, der bliver sunget ude ved graven eller, hvis det er en bisættelse, umiddelbart før vi bærer kisten ud. Og salmevalget er sigende, fordi det jo netop er i det, at de pårørendes tanker og forestillinger tydeligst kommer til orde. Pointen, som min kollega fremfører, er kort fortalt, at hvor man før især på landet sang Krist stod op af døde ude ved graven, så synger man i dag næsten uden undtagelse Altid frejdig, når du går. Der er, kan man på baggrund heraf notere, således sket en bemærkelsesværdig forskydning fra et centrum i Kristus, der opstår, til mennesket selv, der går ind i døden. Det samme kan man, om end måske knap så tydeligt, se i det øvrige valg af salmer, som typisk ikke handler om Kristus, men om jeg et, der drager ad natmørkt hav, eller beskrives som en bævende due. Og jeg et er netop også mig selv, for begravelser handler ikke kun og aldrig alene om det menneske, vi tager afsked med. Ved en begravelse forholder vi os også altid samtidig til vores egen død og forgængelighed. Og hvad kan vi så stille op med det? Ja, denne iagttagelse kan man 5/4-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2
grundlæggende forholde sig til på to måder. Man kan begræde, at Kristus er forsvundet ud af menneskers liv som frelser, eller man kan se det som et nødråb fra det menneske, der i den yderste nød ikke har andet tilbage end at råbe til Gud i håbet om udfrielse og frelse. Det, der går igen i de salmer, som de efterladte vælger, handler jo om det enkelte menneske omgivet af rædselsfulde magter, der truer os i vores liv: angsten, smerten, ensomheden, døden og mørket. Og hér er vi hjælpeløse og har så at sige kun de hjælpeløses hjælper, Gud selv, at kalde på. I denne forstand afspejler salmevalget måske meget godt, om end med modsat fortegn, det, vi i vores liv i øvrigt stræber imod. Fordi vi i vores tilværelse gør alt for at gøre os selvstændige og uafhængige af Gud, er vi derfor også hér stillet over for døden som den grænse, vi ikke kan knibe os udenom sat helt alene. Fordi alt det, vi har gået og forestillet os, hér må bryde endegyldigt sammen. Og måske derfor er fortvivlelse og nødråb også dét eneste, vi har at ty til. Det er, så at sige, Davidssalmernes klageråb, som gentages i valget af begravelsessalmer, fordi vi dér må sande, at heller ikke vi kan stå alene, når det virkelig gælder. Når også vi stilles over for den død, som intet menneske selv kan magte. Selv om Krist stod op af døde er gledet ud i periferien som begravelsessalme, er Kristus således ikke nødvendigvis af den grund trængt i baggrunden. For salmernes nødråb forudsætter en modtager. Klageråbet implicerer én, der hører. Bønnen én, der svarer. Og dette forhold at vi ikke råber vores nød ud i det tomme rum, men til den levende Gud tror jeg faktisk også, at de fleste, der er samlet til en begravelse, tager for pålydende; om ikke i øvrigt, så i hvert fald netop dér samlet om den kæres kiste. For vores nødråb svæver ikke bare ud i luften, men er henvendt til den Herre, der alting magter. Til Gud selv, der påskedag selv brød dødens mørke, fordi dødens magter ikke kunne holde på livets kilde. Påskens budskab er opstandelsens forunderlige budskab. Det er opstandelseshåbet som kernen i evangeliets forkyndelse af, at døden ikke er det endelige, der er at sige. Og det er budskabet om en konkret og legemlig opstandelse, der møder os i dag. Stenen var væltet fra, og den grav, hvor Jesus var blevet lagt på mørkets og tomhedens langfredag, var tom. Og det er noget, der dengang som nu, kan skabe panik og foruroligelse. Kvinderne flygtede fra graven, hører vi Markus berette. Ja, de blev så bange, at 5/4-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3
de ikke sagde noget til nogen. Det må de, kan vi nok med god ret formode, på et tidspunkt alligevel have gjort. For ellers havde vi selvsagt ikke kunnet høre om det i dag. Og ret beset havde vi heller ikke haft noget at mødes om i dag, hvis det ikke havde været for disse kvinder, der som de første bar det glade budskab om Jesu opstandelse ud i verden og forkyndte det for dem, der havde ører at høre med. Til anfægtelse for nogen og tro for andre. Sådan er det også i dag. Også i dag vækker opstandelsen anfægtelse for nogen og tro for andre. Vi kan også blive grebet af panik og foruroligelse stillet over for den opstandelse, som vi ikke kan fatte med vores fornuft. Og som det lige præcis også derfor vil være en alvorligt misforståelse at forsøge at beskrive rationelt som en videnskabelig kendsgerning og ikke råbe den ud fra tagene som det trospåstand, den er. En forkyndelse af Guds forunderlige indgriben i vores verden, der netop fordi det er Guds handling ikke skal gøres til genstand for naturvidenskabelige undersøgelser, men alene kan gribes i troen og forkyndes som Guds nye virkelighed. At opstandelsen stadig kan skabe opstandelse viser den debat, der i de sidste måneder har stået om netop opstandelsen, med al ønskelig tydelighed. Og alt sammen foranlediget af en udygtig teolog, der glemte, at teologiske udsagn er noget fundamentalt andet end naturvidenskabelige teorier. Juledag, sidste år, udkom en af de store aviser med en forside, der vakte en del opsigt. Det gør den i og for sig stadig. Med store fede typer kunne man læse, at præster ikke tror på, at Jesus opstod fra de døde. Det drejede sig ganske vist, kunne man forvisse sig om, hvis man gjorde sig den umage at læse lidt videre, kun om fire ud af 800 deltagende præster, men alligevel. Hvad gør man ikke for at sælge aviser. En af de adspurgte blev citeret for følgende udsagn: Jeg kan ikke tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig. Men det er en virkelig vigtig fortælling. Journalisten havde desværre ikke åndsnærværelse nok til at spørge om, hvorfor den fortælling var så virkelig vigtig, når præsten nu ikke kunne tro på den. Videre medgav præsten, og det er måske nok værre endnu, at det synspunkt godt kunne komme i konflikt med det, han plejede at sige ved bisættelser: Hvis jeg engang imellem siger, at vi skal se den afdøde igen, så kommer jeg, sagde han således, lidt med en nødløgn, for det tror jeg ikke selv på. Men det kan være, at de pårørende tror på det, og så er det måske okay, at jeg siger det, var hans påstand. For det er uinteressant, tilføjede han, hvad præsten tror på. 5/4-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4
Det sidste kan han da sådan set have meget ret i; altså at det er uinteressant, hvad andre, herunder præster tror, for troen er en sag mellem hver enkelt af os og Vorherre selv, og den hverken kan eller skal andre bedømme eller søge at gøre sig til herre over. Men åbenbart er det derimod uhyre interessant, - må man jo forstå, at præsten selv måtte mente -, hvad han ikke tror på. Umiddelbart kan det jo se ud som om, det virkelig er en ærlig præst, der taler her. Han er da også undervejs i den debat, der blev resultatet, blevet takket af nogen. Men vi gør nu nok mere klogt i snarere at fastholde, at han ikke alene er en utrolig dårlig teolog, men også usædvanlig arrogant over for de mennesker, han er kaldet som præst for. Ét er, at vi ikke kan vide noget som helst om, hvad der sker efter døden. Det er der ingen af os, der ved. I døden lukker de døde en dør bag sig en dør, som vi levende ikke kan se ind bagved. Og den eneste, der er kommet tilbage fra de døde, og det er ham, vi møder i dagens evangelium, Jesus selv, løftede heller ikke noget slør for det, da han kom levende ud af sin grav. Men det forhold, at opstandelsen ikke hverken kan eller skal forstås rationelt, betyder intet i forhold til, at vi kan tro den som den afgørende sandhed i Guds fortælling. Derfor kan vi også bygge vores liv på fortællingen om, at Gud i dette menneske, Jesus af Nazareth, er kommet os helt nær, og at den nye fortælling møder sin kulmination i Jesu opstandelse, hans konkrete, fysiske og legemlige opstandelse fra de døde. Og at vi har lov til at leve vores liv på denne tro, også selv om vi ikke kan forstå det med vores fornuft, men alene kan gribe det i troen. Vi må med Paulus fastholde, at hvis ikke Kristus er opstået fra de døde, er vores prædiken tom, og dermed bliver troen også tom, for det er med opstandelsen, at den kristne tro står eller falder. Men, og det er vigtigt: Opstandelsen skal hverken forsvares med fornuften eller forklares rationelt, den skal forkyndes. Det gjaldt kvinderne, der derude ved graven som de første blev kaldet til at forkynde det glædeligste budskab, som verden nogensinde har hørt at døden ikke kunne holde på Jesus, fordi livets Gud er større end dødens magt. Og det gælder os i dag. Også vi er kaldet til at bringe det videre og lade ordet om Hans opstandelse være en levende realitet i vores liv. Og hér gælder det aldrig hvordan, men at Jesus er opstået. At undergive sig en naturvidenskabelige tankegang, som præsten vi talte om før, og gå i detaljer med, hvorvidt Gud bøjer naturlovene eller ej, forplumrer kun det hele. For opstandelsen er også mødet med det, vi ikke kan forstå, men som alene må 5/4-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5
gribes i troen. Det er mødet med, at Jesus opstod, og at vi derfor har fået lov til at håbe, at vi på den yderste dag skal opstå til fællesskab med ham. Ja, at vi allerede er i dette liv, fordi vi hører ham til, er gået fra døden og til livet. Glædelig påske! Amen! 5/4-2015 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6