Det er nødvendigt at få defineret en fattigdomsgrænse, sådan som den ny regering også har varslet. Det er de seneste ugers fordrejede debat i medierne et klart billede på!, sagde formanden for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen, da han bød velkommen til Rådets konference Kontanthjælpen de nederste sikkerhedsnet. Netop som modtræk til den seneste tids debat om fattigdom i Danmark, der primært har handlet om, hvorvidt kvinden Carina var fattig eller ej, reagerede Rådet for Socialt Udsatte på en impuls og arrangerede på ganske kort tid en konference om livet i det nederste sikkerhedsnet; livet på kontanthjælp. Formålet var at få nuanceret debatten om fattigdom. De nyeste forskningsresultater i fattigdom skal på bordet, så tilfældige personsager, som Carina-eksemplet, ikke alene danner grundlag for politikeres såvel som almindelige borgeres holdninger til spørgsmålet om hvad der skal til for at overleve og for at komme videre. Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 4704 Fax. 3392 9205 www.udsatte.dk E-mail: post@udsatte.dk December 2011 På kun to dage havde mere end hundrede deltagere tilmeldt sig konferencen, som fandt sted den 12. december 2011 i Landstingssalen på Christiansborg. Dét sted, hvor den lovgivning, der netop skulle under lup, i sin tid blev til. Rådet havde slået sig sammen med folketingspolitikerne Eyvind Vesselbo (V) og Maja Panduro (S) for at få konferencen stablet på benene indenfor Christiansborgs mure. Begge bidrog med spørgsmål og indlæg om fattigdom fra næsten modsatte lejre, men under kun ganske lidet pres fra konferencens ordstyrer, Mogens Gyde, afsluttede de dagen med at indgå aftale om, at rehabilitering skal på den socialpolitiske dagsorden. Rådet havde inviteret et forskerpanel bestående af professor Jørgen Elm Larsen fra Københavns Universitet, adjunkt Maja Müller fra University College Lillebælt og afdelingsleder Finn Kenneth Hansen fra CASA. Sammen præsenterede de resultater af bl.a. den forskning i konsekvenserne af at leve på de laveste kontanthjælpsydelser (fattigdomsydelserne), som er gennemført i de seneste par år med økonomisk støtte fra Rådet for Socialt Udsatte. Seniorforsker Marie-Louise Schultz-Nielsen fra Rockwool Fonden fremlag-
2 de resultater af Rockwool Fondens forskning i virkningerne af starthjælp på modtagernes levevilkår og effekterne i forhold til at få modtagerne i job. Forskerpanelet præsenterede indledningsvis de overordnede linjer i deres forskning, som tilsammen peger på, at livet på de laveste ydelser har store konsekvenser for de fleste især hvis der er tale om en langvarig ydelse. Børnenes vilkår Forskningen viser blandt andet, at mange børn lider under familiernes dårlige økonomi. Hvis ikke pga. manglende deltagelse i fritidsaktiviteter og fødselsdage, så pga. det konstante pres, de oplever deres forældre forsøge at navigere i. Børnene lider under dette pres og påtager sig ansvar f.eks. i form af (mere) arbejde, hvis det er større børn og unge, eller ved ikke at oplyse forældre om fødselsdagsinvitationer osv. for ikke at stresse dem unødigt. Et andet problem, som flere af oplægsholderne nævnte, er den gæld, som familier på de lave ydelser typisk stifter. En gæld som ikke nødvendigvis forsvinder, når og hvis de kommer i arbejde, men som følger dem længe efter. Hvilket også vil sige, at problemet ikke er løst så snart de laveste ydelser afskaffes, som Eyvind Vesselbo spurgte direkte ind til, eller i de få tilfælde, hvor de har motiveret modtagerne til at komme i job. Bedre kommunikation! Derudover har forskningen vist, at der er store problemer med kommunikationen fra system til borger. De færreste af de interviewede på de laveste ydelser er vidende om, at og hvordan de kan få ekstra hjælp fx julehjælp. Problemet med den manglende kommunikation forbedres ikke af kombinationen af finansielt stress, jobsøgningen, de mange veje ind i og repræsentanter for systemet, man konfronteres med, eller forsøget på at holde sammen på familien. Maja Müller pegede netop på, at for de fleste børnefamiliers vedkommende, bliver det primære fokus netop det sidste; at holde sammen på familien og skåne børnene fra det værste. En situation som ikke ligefrem motiverer til jobsøgning eller jævnlig kontakt med kommune og jobcenter, men snarere indbyder til diverse desperado- eller laden-stå-til-coping-strategier. Den dårlige kommunikation i det sociale system og de mange forskellige
3 instanser, man som modtager af kontanthjælp skal forholde sig til, blev således emne for stor debat efter forskernes oplæg. Det blev nævnt, at der er en undersøgelse på vej af systemets gang efter kommunalreformen. Jørgen Elm Larsen foreslog som svar på løsningsmodeller, at der tages hånd om alle de problemer, der er og ikke blot sættes ind med en beskæftigelsesindsats, som virker på kort sigt. Den langsigtede løsning bør også omhandle helbredsmæssige- og/eller familiemæssige problemstillinger eller hvad der nu måtte være behov for hjælp til i den enkelte sag. Samtidig skal kommunerne være bedre til at rådgive om den hjælp, man som borger kan få både indenfor og udenfor det offentlige system. Sidst men ikke mindst erklærede han sig enig i en deltagers synspunkt om, at der skal langt mere fokus på de lavtlønnede dvs. den fattige del af dem, der er i arbejde. Som han siger, er problemet nemlig ikke, at de arbejdsløse er dovne. Internationale undersøgelser viser, at danskerne er de mest motiverede for arbejdssøgning. Men der er ingen jobs at få. Maja Müller fremhævede flere gange spørgsmålet om varighed som forslag til løsninger på fattigdommen. Hun mener, at det er vigtigt at gøre op med både varigheden af tilkendelsen af førtidspension, kontanthjælp osv., den lange vej til en diagnose og varigheden af at være på de lave ydelser. Finn Kenneth Hansen derimod fremhævede spørgsmålet om revalidering i sine mulige løsningsmodeller. Ifølge ham er der forskningsmæssig belæg for, at revalidering er den bedste måde at få folk i job på. Alligevel har man afskaffet revalidering, nedsat ydelserne og kun fokuseret på incitamentsargumentet. Nu er det på tide, at man tager stilling til forsørgelsesargumentet, opfordrede han. Metoder der virker En deltager fra salen spurgte forskerne, om der findes forskning for hvilke metoder der rent faktisk virker, hvilket fremkaldte en del eksempler fra både forskere og konferencedeltagere på, hvad der virker. En deltager med mange
4 års erfaring fra det kommunale system forklarede eksempelvis, hvordan juraen og de metodemæssige forskrifter er blevet så detaljerede, at kommunerne er nødt til at specialisere sig for at sikre, at al lovgivning overholdes. Det blev foreslået, at man for at undgå, at borgeren drages for meget ind i denne specialiseringsmekanisme, kunne trække på erfaringer i Norge. Her knytter man, ifølge deltageren, altid én koordinator til en borger eller familie, der har behov for at have kontakt til flere forskellige forvaltninger i en kommune. Navigationen rundt i systemet står den ene koordinerende sagsbehandler således for. En anden deltager var enig i dette synspunkt om den manglende koordinerende indsats og slog fast, at det derfor ikke kun handler om borgerens ressourcer, men også kommunernes. Hvornår er man fattig? Under konferencen blev det ligeledes diskuteret, hvem den fattige i Danmark er. Er det kun borgeren på de kontanthjælp, eller kan det også være en lavtlønnet arbejder eller ligefrem en studerende på SU? Professor i socialpolitik, Ivar Hornemann Møller fremhævede vigtigheden af, at adskille tingene: Fattigdomsbegrebet skal kun handle om økonomi. Årsagerne til denne fattigdom kan så handle om mange faktorer (helbred, misbrug, uddannelse, familieforhold etc.), ligesom fattigdommens konsekvenser (sygdom, misbrug, hjemløshed, etc.) skal diskuteres adskilt. Med hensyn til spørgsmålet om, om studenten på SU berettiger sig til titlen fattig, som en deltager stiller, svarede Finn Kenneth Hansen, at SU en aldrig har været tænkt som et fuldt forsørgelsesgrundlag. Ifølge ham, er problemet snarere, at de andre ydelser er blevet sat ned på niveau med SU en, som aldrig har været beregnet til fuld forsørgelse. I forlængelse heraf spørger en privatperson ind til standardbudgetterne, som hun opfatter som sat meget højt. Fx indgår der store summer til rejser og fritidsaktiviteter. Finn Kenneth Hansen, som har været med til at udforme standardbudgetterne i sin tid, forklarede, at standardbudgetterne er baseret på, hvad der i sin tid blev anset for et normalt forbrug ikke hvad man kan overleve på. I budgetterne forekommer nogle poster høje, bl.a. poster til varige forbrugsgoder, fordi der er
5 medregnet opsparing til udskiftning., hvilket er fornuftigt at spare op til, selvom de færreste almindelige borgere gør det. En helhedsorienteret indsats Den præsenterede forskning og debatten på konferencen underbyggede generelt Rådets holdning, som den også blev præsenteret indledningsvis af Jann Sjursen; at der i Danmark er behov for en langsigtet strategi for bekæmpelse af fattigdom: Tingene skal tænkes sammen, og det skal ikke bare handle om kroner og ører. Det er vigtigt at huske på, at udsatte borgere har komplekse problemstillinger, der ikke blot handler om fattigdom. Vi skal huske på, at det ikke er let at navigere i deres liv og det er ikke fordi de er dovne -, men fordi de har det svært! Derfor skal vi også stille spørgsmålet om pligter og rettigheder; om hvordan vi tilvejebringer arbejde for de mange udsatte, der gerne vil arbejde. For et af problemerne er jo også, at der ikke er arbejde nok. På samfundsmæssigt niveau skal det tilrettelægges således, at der er arbejde nok til alle. Som konklusion på konferencen kan man således sige, at der er bred enighed om, at der skal en mere helhedsorienteret indsats til. Ikke kun fra kommune og stat, hvor der er behov for en koordinerende indsats, men også fra forskningsmæssig side. Fokus har hidtil typisk været på de økonomiske materielle afsavn man oplever som fattig, men der er også behov for at se på årsager og effekter. Samtidig har forskningen omhandlende systemets evner stort set udelukkende handlet om effekterne ved pisk, og ikke effekterne ved en mere positiv tilgang til borgeren. Det er nødvendigt også at fokusere nærmere på den del af de arbejdsløse, der ikke kommer i beskæftigelse som resultat af pisken. Skal de personer nødvendigvis ende på førtidspension?, spørger Jann Sjursen retorisk og besvarer sit eget spørgsmål som afslutning på dagens debat: Nej, det skal de ikke. Vi skal hellere skabe et system, der kan hjælpe dem, uden at de nødvendigvis tilknyttes det ordinære arbejdsmarked eller skal tilknyttes i 37 timer. Vi må stable et slags tredje arbejdsmarked på benene, for sagen er, at socialt udsatte også skal have ret til at bidrage til
6 fællesskabet med de ressourcer, som de har, men på de betingelser, som de kan leve op til!