Stiftelsen 13. september 1861

Stiftelsen 13. september 1861

Stiftelsen 13. september 1861 Missionsforeningen af 1853 var løbet ind i store problemer. Provst C.F. Rønne var kommet i bestyrelsen for at holde sammen på foreningen, men Rønne var ingen udpræget ledertype. Han havde dog udtænkt et grundlag for foreningens fremtidige virke og satsede på at få friske kræfter med i arbejdet. I den anledning indbød han to unge sjællandske præster til foreningens generalforsamling. De to præster, Vilhelm Beck og Johannes Clausen, stod begge midt i vækkelser i deres egne sogne. Generalforsamlingen 13. september 1861 Generalforsamlingen fandt sted i Stenlille og begyndte med en gudstjeneste i Stenlille Kirke. Prædikant var pastor Vilhelm Beck fra Ubby ved Kalundborg. Siden 1856 havde han virket som kapellan hos sin far, provst Beck, og fra første færd var trosliv og fornyet kirkeliv blomstret frem i hans spor. Han var én af de præster, som det ville være helt naturligt at forsøge at drage ind i missionsforeningens arbejde. Becks prædiken var en udlægning af evangeliet om Peters fiskefangst fra Lukasevangeliet kap. 5 og indeholdt en programmatisk fremstilling af et indre missions-arbejde, som dette efter hans mening burde tage sig ud. Et gensidigt tillidsfuldt samarbejde mellem præster og lægfolk ville gøre fangsten større, sagde han i udlægningen af beretningen om Jesu disciple, der ved fælles hjælp fik den store fangst på Genesaret Sø reddet i land. Det lå Beck på sinde, at præster og lægfolk stod sammen i missionsarbejdet, for det var bibelsk begrundet at have lægprædikanter, så præster burde vågne op og tage imod de hjælpende hænder fra lægfolket. Det troende lægfolk måtte dog heller ikke arbejde for sig selv, for der var behov for præsterne med deres embede og deres lærdom. Fordi det hidtil ikke var lykkedes at få præster og lægfolk til at arbejde sammen, var det efter Becks mening gået dårligt med missionsarbejdet i Danmark. Skulle det blive bedre i fremtiden, måtte Gud selv kalde de rette mænd til at være 43

En bevægelse i bevægelse missionærer, for denne tjeneste krævede en stærk tro, frimodighed til at bekende troen, nådegave til at kunne vække mennesker med sin forkyndelse samt klarhed over den kristne tros indhold ikke mindst om dåben. Han prædikede indtrængende om det store behov for at drive missionsarbejde på kirkelig grund, så ikke baptister, mormoner og andre nye strømninger skulle vildlede folk i de danske menigheder. Becks programmatiske prædiken blev kort efter trykt, og siden er den ofte blevet genoptrykt og den har dannet basis for IM s logo og dermed igen for et dansk frimærke! Bestyrelsen havde allerede på forhånd besluttet at ville afbryde forbindelsen med Jens Larsen, fordi man sammen med mange af foreningens venner havde mistet tilliden til ham, fordi de fandt ham selvglad og svær at samarbejde med. Han blev også kritiseret for at være grundtvigsk påvirket og stille tingene for meget på spidsen i nogle af sine udtalelser om dåben og kristenlivet. Helst så bestyrelsen, at han selv trak sig tilbage, så det vakte mindst mulig opsigt. Gjorde han ikke det, måtte begrundelserne lægges åbent frem på generalforsamlingen. Man havde også på forhånd besluttet at foreslå foreningen omdannet til en ny forening med navnet»kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark«i overensstemmelse med det forslag, pastor Rønne havde lagt frem på DMS-mødet i Aarhus. Man ville også gerne have flere præster af vækkelsestypen knyttet til foreningen, der i øvrigt tænktes at arbejde ad samme kirkelige linjer som foreningen af 1853. Foreningen bestod på det tidspunkt af en lille bestyrelse, to ansatte missionærer og et blad med efterhånden meget få abonnenter. Generalforsamlingen blev følelsesladet. Pastor Rønne havde på forhånd lagt sig fast på, at Jens Larsen måtte afskediges, men denne fortalte om sit virke gennem otte år og ville ikke sige sin stilling op, for han havde stadig et indre kald til at prædike. Efter at have hørt bestyrelsens redegørelse var der dog kun få, der ville beholde Jens Larsen. Den nye forening blev stiftet, pastor Rønne blev dennes formand, og Vilhelm Beck og Johannes Clausen 44

Stiftelsen 13. september 1861 Logoet med Peters fiskedræt er her gengivet på et frimærke, som blev udgivet i anledningen af 125-årsjubilæet i 1986. trådte ind i bestyrelsen sammen med et par lægmænd. Der var således et flertal af præster i den nystiftede»kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark«, og således ville man understrege, at det i den nye forening gjaldt om at få et godt samarbejde mellem præster og lægfolk i missionsarbejdet. På grund af det nye navn fra den 13. september 1861 kan IM med rette fejre sin 150-års-dag i 2011. Foreningens anden missionær, Jens Dyrholm, fortsatte som missionær for den nye forening. Jens Larsen var det ikke relevant at ansætte, så han måtte fortsætte sin prædikantvirksomhed på anden vis. Det gjorde han også, blandt andet på Aarhus-Odder-egnen, hvor en ny lokal indre missionsforening blev dannet i 1862. Snart sluttede Jens Larsen sig dog til Den Katolsk-Apostolske Kirke (irvingianerne) og virkede dermed uden for folkekirken. Udefra set var der ikke den store forskel mellem missionsforeningen af 1853 og den nystiftede»kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark«. Rønne var stadig formand, Dyrholm stadig ansat som missionær og redaktør. Det nye navn signalerede en klar kirkelig samarbejdslinje, men i virkeligheden havde dette også været programmet forinden. At præster og lægfolk skulle arbejde sammen jf. Becks prædiken var netop grunden til, 45

En bevægelse i bevægelse at pastor Rønne var blevet draget ind i arbejdet i 1858. At Jens Larsen blev afskediget, var heller ikke begrundet i en ny afstandtagen til grundtvigsk teologi, for Jens Dyrholm var også stærkt grundtvigsk præget i sin kirkelige tænkning. I reaktion mod sin fortid som baptist lagde Jens Dyrholm megen vægt på kirkens sakramenter og trosordet (Trosbekendelsen), som han havde lært det af Grundtvig og ikke på Bibelen alene. Havde 1861-mødet skullet betyde en udrensning af grundtvigske tanker, så skulle Dyrholm også have været fyret. Endnu var der ikke på Sjælland det senere så skarpe skel mellem grundtvigsk- og lutherskprægede dele af vækkelsen i Danmark. Den nye forening fremlagde et program, som man søgte opbakning til, ikke mindst blandt præstestanden. Det hed heri»foreningen slutter sig hjerteligt til den hellige almindelige kirke og dens lutherske afdeling her i landet; anerkender dennes kirkelige embede, og, langtfra at forrykke sammes orden, anser den den indre missions gerning ene som evangelistens (Ef 4,11) der bærer det glade budskab til dem, der inden for kirkens grænser endnu hensidde i dødens skygge«12. Man havde som mål at udsende evangelister eller missionærer, især til de åndeligt sløve egne i landet, og man ville arbejde tæt sammen med præsterne og var også åben for at ansætte ordinerede præster eller teologiske kandidater til evangelisttjenesten. Den første forening for indre mission havde været svag i det organisatoriske. Regler for valghandlinger, antal af bestyrelsesmedlemmer og forløb af generalforsamlinger havde der ikke været meget af. Den nye forening fik i 1861 også kun en løs programerklæring at henholde sig til, og først gradvist kom der mere orden på det organisatoriske. Generalforsamlinger er ikke blevet afholdt siden 1861. Om formen for valg af bestyrelsesmedlemmer var der også usikkerhed fra begyndelsen. Beck og Clausen optog således et nyt medlem af bestyrelsen uden at spørge missionsarbejdets venner på noget møde og i øvrigt også uden at orientere de øvrige bestyrelsesmedlemmer på forhånd! Dermed var der skabt præcedens for, at bestyrelsen var selvsupplerende. 46

Stiftelsen 13. september 1861 Stenlille skole, som dannede ramme om bevægelsens stiftende møde den 13. september 1861. Det mest afgørende på det stiftende møde den 13. september 1861 skulle vise sig at være, at der med Beck og Clausen kom nye kræfter ind i arbejdet. De havde arbejdskraft, evner og vilje til at få arbejdet til at fungere, ganske særligt Vilhelm Beck. Vilhelm Beck og Johannes Clausen Præsten Vilhelm Beck (1829-1901) er ikke særligt kendt i dag. Han har hverken skrevet salmer som Brorson og Grundtvig eller dybsindige værker som Søren Kierkegaard. I sin egen tid var Beck dog utrolig kendt, og han fik afgørende betydning for Indre Mission og derigennem for dansk kirkeliv. 47

En bevægelse i bevægelse Vilhelm Johan Beck blev født i 1829 i Ørslev Præstegård. Han var præstesøn og flyttede i 1849 til København for efter faderens ønske at studere teologi. I 1856 blev han teologisk kandidat og virkede en kort tid som lærer, indtil han også på grund af familiens ønsker blev personlig kapellan hos sin svagelige far i Ubby Sogn ved Kalundborg. Han fulgte således i faderens fodspor, dog ikke kristeligt og teologisk. Da Vilhelm Beck var barn, var det rationalismen, der rådede. Rationalismen var en strømning, der lagde vægt på menneskets fornuft og gode moral. Skolen blev derfor anset for vigtigere end kirken, og når man nu engang havde en statskirke i Danmark, så gjaldt det om, at det, der skete der, var i overensstemmelse med fornuften og sigtede på at skabe en god moral. Sådan var tiden, og kirkegangen svandt kraftigt ind i de år. Denne rationalisme blev siden en hovedfjende for Vilhelm Beck. Han opfattede det som et tilbagefald til hedenskabet, fordi rationalismen havde forvansket kristendommen, havde erstattet nåden med gerninger, dræbt det åndelige liv og tømt kirkerne for mennesker. Det var også karakteristisk, at Beck skønt søn af en præst ikke kendte noget fromhedsliv fra sit hjem. Han lærte ikke som barn at bede. Der var intet kirkeligt arbejde i sognet, og Vilhelm Becks far var modstander af de gudelige forsamlinger, som vakte lægfolk holdt andre steder i landet. Der havde været afholdt enkelte forsamlinger i sognet en kort tid, men det gik i sig selv, og gamle provst Beck kunne glad indberette, at der nu igen heldigvis var ro i sognet. I København levede Vilhelm Beck et lystigt studenterliv og deltog i det politiske og nationale liv i de bevægede år, og især gik der megen tid med selskabelighed og baller. Levende kristendom kendte han ikke til, førend han mødte den igennem teologistudiet hos professor H.L. Martensen. Beck lyttede flittigt til Martensen, hvilket havde en vækkende indflydelse på ham. Sit første indtryk af levende kristentro modtog han fra denne mand, der senere skulle blive hans egen biskop. I Becks studietid førte Søren Kierkegaard sig frem med et voldsomt angreb på folkekirken og især dens præster, der, som han mente, kun sad i embe- 48

Stiftelsen 13. september 1861 derne for at have et levebrød. Kierkegaards ætsende kritik i»øjeblikket«ramte Vilhelm Beck, og han gav filosoffen ret: Præcis så dårligt stod det til med præstestanden, sådan som han kendte den hjemme fra Vestsjælland. Og sådan en levebrødspræst ville Beck ikke være. Præst blev han dog ret pludseligt på grund af sin fars sygdom kun 26 år gammel og når han skulle være præst, ville han også være det for alvor. Han gav sig til at læse i Bibelen og bestemte sig for at ville holde sig nøje til den. Han ville også holde sig til kirkens ritualer og skikke uden at forandre noget og uden at snakke udenom. Det gik sådan for ham, at netop gennem det arbejde, han var blevet sat til at gøre som præst, fandt han selv ind i troen på Gud. Af nogle samtidige breve kan man se, at det prægede ham dybt at være blevet præst:»under mine studenterår var jeg ingen kristen; jeg droges mer og mer henad evangeliet til, men en egentlig lutring er først begyndt med mig i det sidste år, siden jeg skulle lutre og rense andre; «13. Overgangen fra studenterlivet til præstegerningens ansvar har tilsyneladende gjort dybt indtryk på ham. Datidens præster gik ellers mest op i deres landbrug og deres penge. Kirkelivet betød mindre. I faderens sogn stod det også meget sløjt til med kirkegangen, men det ændredes betydeligt, da Vilhelm Beck overtog prædikestolen. Med en sjælden nidkærhed kastede han sig ud i arbejdet på at kalde sognets indbyggere til levende tro og til kirken. Han holdt bibellæsninger i sognet i ugens løb. Han besøgte folk, indbød dem til kirke og fik fat i traktater, som han og hjælpere i sognet delte ud i husene. Han holdt møder på gårdene i sognet og brugte efterhånden også lægfolk som medarbejdere, idet en lægmand først aflagde sit vidnesbyrd, hvorefter han selv talte. Hvor der før havde været åndelig død i sognet og næsten ingen kirkegang, blev der nu vækkelse.»gud synes at ville give vækst til alt, hvad jeg planter,«14 skrev han efter et år som præst. Mennesker begyndte at spørge efter Gud, og kirkegangen i Ubby nåede rekordhøjde. Flere af de teologiske professorer på Københavns Universitet blev mere bibelsk orienterede og mere klare i deres kristne bekendelse midt i 1800-tal- 49

En bevægelse i bevægelse let, og det prægede den nye generation af præster i samme retning, som den gudelige vækkelse prægede lægfolket mange steder i landet. Vilhelm Beck følte sig som en del af en livsstrøm, der var ved at brede sig ud over landet. Kirken havde ganske bogstaveligt givet ham selv troen, og derfor var det uden for hans horisont at forlade folkekirken. At der fandtes dårlige præster, var Beck mildest talt ikke i tvivl om men han opfattede dem mest som en uddøende race. Som ung præst prædikede han klart og tydeligt om, hvad Gud kræver i sine bud og hvad Gud giver af uforskyldt nåde. Ganske særligt prædikede Beck meget om barnedåben som det sted, hvor et menneske bliver født på ny, og hvor Guds nåde bliver formidlet sammen med Helligåndens gave. I dåben har et menneske derfor fået skænket den hele og fulde nåde, og den nåde står fast hele livet. Dåben er det, et menneske kan vende tilbage til. Guds gerning står fast, og omvendelse er at vende tilbage til den nåde, Gud allerede har givet i dåben. Vægtlægningen på barnedåben hang også sammen med hans kamp mod mormonernes missionsvirksomhed på egnen. Mormonerne gik ind for voksendåb, og i kampen mod dem fik han selv øjnene op for barnedåbens store betydning. Denne amerikanske sekt virkede energisk i Danmark, blandt andet i Ubby Sogn, og Vilhelm Beck følte, at han måtte tage kampen op. Det lå i Becks præsteed, at han som præst skulle»fly, afsky og efter evne bekæmpe den lære, som er Guds ord imod,«15 og det tog han meget alvorligt. Livet igennem arbejdede han ihærdigt på, at folk ikke skulle forlade folkekirken og gå over til frikirker og sekter. Han gik rundt i sognet, hvor mormonerne havde været, og gav folk sine egne skrifter og fik mormonernes i bytte. På den måde fik han både stoppet den falske lære og udbredt sand luthersk lære, og der er nok ingen tvivl om, at han med sin skarpt afvisende holdning over for frikirker og sekter og med sin positive forkyndelse af dåbens og nadverens åndelige betydning har været med til at hindre mange i at forlade folkekirken for at slutte sig til dem. 50

Stiftelsen 13. september 1861 Det lå også i hans præsteed, at han skulle prædike sand omvendelse, og derfor prædikede han, at det ikke er nok at være døbt og konfirmeret, hvis ikke man også lever i troen. Det gælder da om at vende tilbage til sin dåb og begynde at leve med Gud. Sådan var det sket for ham selv, og sådan skulle det ske for andre. Han opfordrede folk til at gå i kirke og til forsamlinger, og han opfordrede de troende til også at holde sammen med de andre troende i hverdagen. Kristentroen skulle præge hverdagen. I kirkens første tid holdt de kristne tæt sammen, og dette ville Beck have genindført i sit sogn. Derfor gik han meget rundt til folk, holdt mange møder i sognet og indbød folk til præstegården. At prædike var Becks særlige styrke. Kirkehistorikeren Hal Koch kaldte Beck for den største folkeprædikant, Danmark nogensinde har haft. Forkyndelsens opgave forstod han som den at bane vej for Jesus til menneskers hjerter. Dette kunne ikke ske, hvis man som rationalisterne prædikede moral eller bare talte til følelserne. Derimod skulle der lyde en klar forkyndelse af såvel lov som evangelium. Guds krav skulle forkyndes, men også den betingelsesløse nåde for syndere, og der skulle skelnes klart i forkyndelsen mellem at være troende og vantro. En præst skulle holde sig til Bibelens tekst, og han skulle være klar og tydelig i sin tale. På Becks gravsten skrev man et af hans fyndord:»så længe jeg lever, vil jeg gale.«prædikener skulle hverken være svulstige eller vrøvlede, men enkle og klare. Han talte ikke om tidens forhold, men talte ordet ind i tiden. Han talte heller ikke om sig selv. Vel kunne en præst prædike på baggrund af personlig erfaring, men han skulle dog ikke tale om den. Troen skulle bygge på Guds gerning på korset og i dåben og ikke på følelser og oplevelser. Vægten i hans forkyndelse lå på det skrevne bibelord, der skulle forkyndes. En præst skal kun være»mund«for Jesus, prædike ordet og i øvrigt ikke lade sig rive med af tidens krav. Becks forkyndelse og mødevirksomhed blev kendt ud over sognegrænserne og medførte også tilstrømning til hans gudstjenester fra andre sogne 51

En bevægelse i bevægelse Vilhelm Becks gravsten på Ørslev kirkegård med hans fyndord: Så længe jeg lever, vil jeg gale. på Vestsjælland. Derved kom Beck i personlig forbindelse med folk fra de gudelige vækkelser, som han ikke før havde haft kendskab til. Det kom til at præge ham meget. Der var grøde i kirkelivet rundt omkring, og han følte, at han befandt sig midt i en ny livsstrøm, kendetegnet ved et vågnende åndeligt liv i menighederne. I 1861 blev han så draget ind i IM s arbejde og blev dens 52

Stiftelsen 13. september 1861 drivende kraft de næste fire årtier. Den da 31-årige præst trådte fra og med mødet i Stenlille ind i den danske kirkehistorie, fordi han som foreningens reelle leder snart kom til at præge hele det danske kirkeliv gennem Indre Missions Tidende, hvis redaktør han blev, og gennem de møder, han begyndte at holde i videre kredse. Mens Beck som ung præst stod i en ny vækkelse i Ubby, skete nogenlunde det samme for hans nære ven fra studietiden, Johannes Clausen i Stenlille- Stenmagle ved Ringsted. Johannes Clausen havde i modsætning til Beck haft tæt forbindelse til de gudelige vækkelser på sin hjemegn, blandt andet i kraft af at hans far havde været præst i det af vækkelsen prægede Vejlby Sogn ved Middelfart. Clausen kom som ung kapellan i Stenlille-Stenmagle til at stå midt i et sogn, hvor der både var åndeligt røre og kirkelig forvirring. I den situation var han meget optaget af en forbedring af de kirkelige forhold og fandt det naturligt at søge kontakt til foreningen for indre mission. Den iderige Johannes Clausen har formodentligt også været den, der har været bindeleddet mellem Vilhelm Beck og Rønnes forening. Da disse to præster igennem»kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark«kom til at arbejde tæt sammen med lægfolk på kirkens grund, var der lagt en god basis for, at mange af de ret opsplittede vækkelsesgrupper i Danmark kunne finde sammen i en forening, hvor præster og lægfolk stod sammen. Det vidste man naturligvis ikke den aften, man skiltes i Stenlille. De følgende års stærke vækst skulle vise, at man nu havde fået fat i den rigtige ende. 53

En bevægelse i bevægelse Læs mere til kapitel 2: Larsen, K.E.: Vilhelm Beck Missionspræsten, Fredericia 2001 Olesen, E.: Kup eller redningsaktion omkring tilblivelsen af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark, Kirkehistoriske Samlinger: 7-89, København 1983-84 Holt, P.: Kirkelig forening for den indre mission i Danmark 1861-1961, København 1961ff Lindhardt, P.G.: Den Danske Kirkes Historie, bind 7, København 1958