i:\juni-2000\oko-4-b-sb.doc Af Steen Bocian 15. juni 2000 RESUMÈ FAGLIGE PROBLEMER I VISMÆNDENES RENTEBEREGNING Vismændene har i deres seneste rapport beregnet de økonomiske effekter af en rentestigning på ½ pct.point, hvilket de mener, vil være den isolerede virkning af at stemme nej til euroen. Vismændene når frem til, at en rentestigning på ½ pct.point medfører ca. 6.000 tabte arbejdspladser på kort sigt. I dette papir kigger vi nærmere på vismændenes beregninger. Vi når frem til, at man med mere rimelige beregningsantagelser ville nå frem til væsentligt højere beskæftigelseseffekter. Problemet med vismændenes beregninger er, at den offentlige gæld på langt sigt er på vej mod uendeligt. Det synes derfor oplagt, at vismændenes centrale beregning ikke er synderligt relevant. Vismændene præsenterer derfor også en alternativ beregning, hvor de antager, at der kompenseres for den direkte budgetvirkning af den højere rente gennem højere skatter. Da bliver beskæftigelsestabet 50 pct. større. Men selv i denne beregning neutraliseres virkningerne på det offentlige budget faktisk ikke. Hvis man fuldt ud neutraliserer effekterne på det offentlige budget, vil beskæftigelseseffekten være et sted mellem 10.000 og 14.000 personer på kort sigt og det er vel at mærke beregnet på vismændenes meget renteufølsomme model, SMEC. Beregninger med ADAM ville give 2-3 gange så store effekter. Vismændene har således mere eller mindre bevist valgt kun at præsentere de modelberegninger, der giver den laveste beskæftigelseseffekt, det synes ikke hensigtsmæssigt. Pointen med papiret er endvidere, at det er af overordentlig stor betydning, at vi i de kommende år sparer op til de forsørgerbyrde problemer, som opstår om 10-15 år. Det er derfor også vigtigt, at vi i den økonomiske politik neutraliserer effekterne fra rentestigningen på de offentlig finanser. Pointen bliver derved også, at behovet for en finanspolitisk stramning i tilfælde af et nej d. 28. september ikke blot er et af ja-sidens skræmmebilleder, men faktisk meget tydeligt understreges af vismændenes egne beregninger.
2 FAGLIGE PROBLEMER I VISMÆNDENES RENTEBEREGNING Indledning I dette papir ses der nærmere på en række fundamentale problemer i vismændenes beregninger af effekterne af en rentestigning. Det er for ikke at forvirre begreberne valgt at anvende vismændenes egen model SMEC til nedenstående beregninger. Som vist i notatet Analyse af forskelle mellem ADAMs og SMECs rentemultiplikator er der ganske store forskelle mellem vismændenes model SMEC og Danmarks Statistiks model ADAM med hensyn til effekten af en højere rente. Den kortsigtede effekt af en rentestigning er således 2-3 gange større i ADAM end i SMEC. Dvs. hvor SMEC siger, at en rentestigning på ½ pct.point koster ca. 6.000 arbejdspladser, siger ADAM (maj98), at det koster 17.000. I nævnte papir vises, at meget taler for, at vismændenes model SMEC undervurderer de kortsigtede konsekvenser af at hæve renten, mens ADAM, MAJ98 til gengæld nok overvurderer effekterne. I øjeblikket er ADAM, april 2000 stort set færdigudviklet i Danmarks Statistik. Denne model giver anledning til en lidt mindre rentemultiplikator end ADAM, maj 1998. Således er effekten af en rentestigning på ½ pct.point, at beskæftigelsen falder med 13.000 personer. Der er dog fortsat tale om et fald, som er over dobbelt så stort, som beregningerne i SMEC viser. Vismændenes beregninger Vi starter kort med at gennemgå, hvad vismændene kommer frem til i deres beregninger. I tabel 1 nedenfor er de centrale resultater fra vismændenes beregninger gengivet. Af tabellen fremgår det, at den maksimale effekt på beskæftigelsen er knap 6.000 personer i år 4. På langt sigt påvirkes beskæftigelsen ikke (i økonomsprog hedder det, at der er fuld crowding out). Til gengæld påvirkes den offentlige gæld på langt sigt. Faktisk går offentlige gæld mod uendeligt på langt sigt. Her er analysen stoppet efter 20 år, hvor effekten er, at den offentlige gæld er 4,3 pct. højere end i grundforløbet svarende til ca. 50 mia. kr. i 1999.
3 Tabel 1. Effekt af en permanent rentestigning på ½ pct.point Beskæftigelse, 1000-1 -3,1-5,0-5,7-5,4 0,4 1,6, pct. -0,07-0,16-0,22-0,25-0,26-0,2-0,1 Offentlig saldo, pct. af -0,15-0,26-0,34-0,40-0,42-0,32-0,36 Offentlig gæld, pct. af -0,16-0,43-0,76-1,14-1,53-3,0-4,3 Kilde: DØR, foråret 2000 og egne beregninger I virkelighedens verden vil politikkerne stramme finanspolitikken, hvis man kan se, at det offentlig gæld er på vej på uendeligt. Vismændene præsenterer derfor i teksten også en alternativ beregning, hvor det offentlige gennem højere skatter kompenserer for den direkte budgetvirkning af de højere renteudgifter. Vismændene har i beregningerne forudsat, at den ekstra rentebyrde for det offentlige, som rentestigningen giver anledning til, neutraliseres via et højere arbejdsmarkedsbidrag. I tabel 2 nedenfor er effekterne af en sådan reaktionsfunktion skitseret. Tabel 2. Effekt af en permanent rentestigning på ½ pct.point med vismændenes reaktionsfunktion Beskæftigelse, 1000-1,4-4,4-7,0-8,3-8,4-2,8 2,3, pct. -0,11-0,23-0,32-0,37-0,40-0,38-0,31 Offentlig saldo, pct. af -0,02-0,12-0,21-0,29-0,32-0,16 0,06 Offentlig gæld, pct. af -0,05-0,20-0,44-0,75-1,10-2,23-1,20 Det ses, at hvor beskæftigelsestabet i vismændenes centrale beregning var 5.700 personer, er det næsten 50 pct. større, når der tages hensyn til, at det offentlige ikke kan akkumulere gæld i det uendelige.
4 Det ses af tabel 2, at til trods for, at der er lagt en finanspolitisk reaktion ind i beregningen, er der betragtelige underskud på den offentlige saldo. I analysens slutår ender man med, at den offentlige gæld er over 1 pct. højere end i udgangssituationen. Der er således indirekte et positivt stød til økonomien fra, at det offentlige ikke fuldt ud neutraliserer effekterne på budgettet. Dette er ikke en rimelig antagelse. Neutralisering af øget offentlig gæld En mere rimelig antagelse end vismændenes ville være at forudsætte, at den offentlige gæld i beregningens slutår skal være den samme som i udgangssituationen. Dvs. at den offentlige gæld i procent af ved et nej til euroen er den samme i år 20, som i tilfældet med et ja. 1 Derved kommer der ikke noget bidrag til økonomien fra en evt. gældsnedbringelse eller gældsopbygning. Lægger man dette krav ind i beregning er man nødt til at stramme finanspolitikken mere end vismændene har gjort. I beregningerne i tabel 3 er det som i vismændenes alternative beregning antaget, at stramningen foregår via et højere arbejdsmarkedsbidrag. For at modvirke rentestigningens samlede effekt på den offentlige gæld i analysens slutår skal arbejdsmarkedsbidraget permanent hæves med lidt mere end ½ pct.point. Derved bliver den negative effekt på beskæftigelsen større end i vismændenes beregninger. Den maksimale beskæftigelseseffekt bliver øget fra de 5.700 personer, som vismændene har som deres centrale beregning, til 10.400 personer på 5 års sigt. Dvs. ikke langt fra en fordobling af effekterne på det korte sigt. Tabel 3. Effekt af en rentestigning med fast gæld i slutår tilpasning via arbejdsmarkedsbidrag Beskæftigelse, 1000-1,7-5,4-8,4-10,0-10,4-3,0 4,4, pct. -0,15-0,24-0,37-0,54-0,75-1,58-0,93 Offentlig saldo, pct. af 0,08-0,04-0,15-0,23-0,27-0,10 0,15 Offentlig gæld, pct. af 0,04-0,03-0,22-0,50-0,82-1,86 0,01 1 Denne metode svarer fuldt ud til den metode der anvendes i dokumentationen af SMEC, jf. Bocian, Nielsen og Smidt (1999).
5 Offentlige besparelser Det er ingenlunde en ukontroversiel antagelse, at omkostningen på det offentlige budget ved et nej til euroen kan neutraliseres ved et højere arbejdsmarkedsbidrag. Det danske skattetryk er ganske højt, og skattesatserne er som følge af pinsepakken de facto fastlåst indtil 2002. En mindst lige så rimelig antagelse ville være, at effekterne på det offentlige budget blev neutraliseret ved besparelser på det offentlige budget, fx i form af færre offentligt ansatte. I tabel 4 er vist effekterne af en beregning, hvor renten hæves ½ pct.point, og hvor gældskvoten i år 20 er bundet til at være som i udgangssituationen, men hvor tilpasningen af den offentlige sektor sker på udgiftssiden i form af en reduktion i antallet af offentligt ansatte. For at neutralisere effekterne af rentestigningen er det nødvendigt at skære antallet af offentligt ansatte permanent ned med 7.000 personer. Dermed falder den samlede beskæftigelse med 13.500 personer på 3-4 års sigt. Beskæftigelseseffekten er noget større end i beregningen, hvor tilpasningen sker via arbejdsmarkedsbidraget, da der her er tale om et direkte stød til beskæftigelsen. Sammenlignet med vismændenes centrale beregning bliver beskæftigelseseffekterne mere end fordoblet med denne finanspolitiske reaktion. Om man vil kalde sådanne effekter små og ubetydelige, må være op til andre at vurdere. Tabel 4. Effekt af en rentestigning med fast gæld i slutår - tilpasning via off. beskæftigelse Beskæftigelse, 1000-8,8-11,9-13,5-13,5-12,4-0,3 4,1, pct. -0,29-0,45-0,68-0.96-1,23-2,00-0,93 Offentlig saldo, pct. af -0,09-0,22-0,32-0,36-0,35-0,03 0,12 Offentlig gæld, pct. af -0,17-0,44-0,82-1,24-1,63-2,35 0,00
6 Det samlede billede I figur 1 nedenfor er beskæftigelseseffekterne fra tabel 1-4 gengivet. Det ses med stor tydelighed, at vismændenes hovedberegning, hvor beskæftigelsestabet er 5.700 personer ikke er det centrale scenario. Hvis udviklingen på den offentlige saldo skal være holdbar, og hvis det forudsættes, at der ikke skal komme positive stød til økonomien fra, at det offentlige ikke modkorrigerer rentestigningens effekt på budgettet, da vil beskæftigelseseffekten være mellem 10.000 og 14.000 personer på kort sigt og det er altså vel at mærke med udgangspunkt i den relativt renteufølsomme SMEC. Figur 1. Effekterne af en permanent rentestigning med alternative reaktionsfunktioner 1.000 personer 1.000 personer 10 10 5 5 0 0-5 -5-10 -10-15 98 99 00 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 Vismændenes centrale Vism. alternativ Fast slutgæld tilp. arb.bidrag Fast slutgæld, tilp. off. ans. Anm: De 4 scenarier svarer til beregningerne i tabel 1-4. -15 Afslutning Pointen med ovenstående, som vi håber, at vismændene også kan skrive under på, er, at det er af overordenlig stor betydning, at vi i de kommende år sparer op til de forsørgerbyrde problemer, som opstår om 10-15 år. Det er derfor også vigtigt, at vi i den økonomiske politik også på kort sigt neutraliserer effekterne fra rentestigningen på de offentlige finanser. Pointen bliver derved også, at behovet for en finanspolitisk stramning i tilfælde af et nej d. 28. september ikke blot er et af ja-sidens skræmmebilleder, men faktisk meget tydeligt bliver understreget af vismændenes egne beregninger. Også i dette lys forekommer vismændenes konklusion, om at effekterne på økonomien af et ja eller et nej til euroen er små og usikre, at være overraskende. Man vælger således at præsentere de beregninger der på deres præmisser og deres egen model giver de mindst mulige effekter.
7 Det er i dette papir valgt at fokusere på effekterne på kort sigt, da det synes oplagt, at det langsigtede alternativ til euroen ikke er at føre fastkurspolitik overfor euroen. Vismændene anerkender da også, at der er meget, der taler for, at fastkursaftaler á la ERMII ikke er holdbare på det lange sigt. Vismændene skriver således: Der er en tendens til, at valget af valutakurssystem i dag går i retning af enten helt flydende valutakurs eller uigenkaldeligt fast valutakurs, enten ved deltagelse i en valutaunion eller et currency board. Dette sker i erkendelse af, at mellemliggende regimer kan være svære at opretholde, specielt i en verden med frie kapitalbevægelser, der gør fastkursregimer sårbare over for spekulative angreb, s. 115. De reelle valgmuligheder på langt sigt synes således at være med i euroen eller at føre valutakurspolitik efter en inflationsmålsætning.