Moral i politik Det vil ikke være helt forkert at hævde, at der mellem moral og politik er en vis spænding og at det i politik af og til kan virke som om, der inviteres til handlinger, som er moralsk problematiske. Derfor er det heller ikke ualmindeligt, hvis man, både hos sig selv og hos andre, oplever en skepsis i forhold til ideen om moral i politik. Som et faktisk fænomen er denne skepsis interessant, fordi den peger på en ubalance imellem den måde vi opfatter moral og den måde, vi oplever politik. Vi opfatter moral som noget væsentligt og selvom vi undertiden er uenige om, hvad der er rigtigt og forkert, så opfører vi os som moralske realister forstået på den måde, at når vi siger, at noget er rigtigt eller forkert, så tager det som noget, der refererer til det, vi taler om og ikke blot som udtryk for vores subjektive følelser, samfundets normer eller nonkognitive ekspressioner. Moralen er altså, rent fænomenologisk, reel og vigtig, og uden at give dette et mere metaetisk fundament, vil jeg tage denne opfattelse af moral som et billede på vores opfattelse af moral. Men netop fordi vi er moralske mennesker i denne substantielle forstand, så er det underligt, at politik ofte opleves i konflikt med moral. Denne ubalance ansporer derfor også helt naturligt til en nærmere undersøgelse af relationen mellem moral og politik og de forudsætninger eller grunde der er til at være skeptisk i forhold til moral i politik. Den form for skepsis, jeg her tænker på, er en, der afspejler en klassisk problematik i politisk teori om forholdet mellem politik og moral; en problematik, der gennem tiden er tematiseret af indtil flere af disciplinens allerstørste koryfæer fra Platon og frem. 1 For så vidt udtrykker den altså en reaktion på noget umiddelbart vedvarende og robust i relationen mellem moral og politik og bør som sådan ikke affejes som overfladisk. Som udgangspunkt er det derfor vigtigt at adskille det, jeg her vil behandle fra andre forhold i politik, der også helt traditionelt, og med god ret, giver anledning til skepsis mod moral i politik. Eksempelvis må den skepsis og de scenarier i politik, jeg tænker på, adskilles fra de tilfælde, hvor en politiker benytter sin position og magt til at berige sig selv eller sine nærmeste. Den korrupte politiker er selvfølgelig på sin vis interessant og sætter da også spørgsmålstegn ved de moralske elementer i politik og hvorfor man ofte oplever netop sådanne personer i politik. Ikke desto mindre er denne form for problem omkring moral i politik triviel i den 1 Parrish, 2007 1
forstand, at korruption ikke, normalt i hvert fald, anses for en politisk handling, hvorfor det forkerte i korruptionshandlingen ikke er noget, der er politisk motiveret. Det samme kan siges om de tilfælde i politik, hvor der er et skisma mellem det, der hævdes politisk og det politikeren gør privat, for selv om den dobbeltmoralske politiker også kan være interessant fra et moralsk synspunkt og give anledning til skepsis, så er der heller ikke her tale om en konflikt mellem moral og politik som sådan, med mindre der er politiske grunde til denne dobbeltmoral. Det, som her er det interessante, er netop de tilfælde, hvor skepsissen er genereret af, at politik opleves som værende i konflikt med moral på grund af noget politisk bestemt. Lad mig give tre konkrete eksempler på scenarier, hvor der umiddelbart er tale om netop en sådan, mere substantiel, konflikt mellem moral og politik: Atombombardementet af Hiroshima og Nagasaki. Den amerikanske beslutning om at bruge atomvåben mod Japan har fra det øjeblik, den blev taget, været kontroversiel. Præsident Trumans begrundelse var, at atombomberne ville afkorte krigen og dermed skåne tusindvis af amerikanske soldater fra samme skæbne som havde mødt deres kampfæller året før i Normandiet. Strategien lykkedes, men prisen var som bekendt høj: på de to dage, samt i de måneder der fulgte, døde op mod 250.000 mennesker, de fleste civile og uden at have en direkte andel i krigen mod USA. Deres død var ifølge Truman-administrations strategiske analyse angiveligt det eneste mulige middel til at få afsluttet krigen i amerikansk favør. 2 Thule-sagen. I 1957 blev der fra amerikansk side rettet henvendelse til den daværende danske statsminister H. C. Hansen om muligheden for at placere atomvåben på Grønland. Selvom det var, og er, imod officiel dansk politik så gav statsministeren, egenhændigt og helt uden at orientere hverken sin regeringspartner, folketinget eller vælgerne, amerikanerne den tilladelse, de efterspurgte. På den måde startede hen ved 40 års løgnagtig dansk atompolitik, som først i 1995 så dagens lys. Det umoralske ved H. C. Hansens beslutning til trods, er det ikke utænkeligt, at han havde ganske gode politiske grunde til at handle, som han gjorde ikke mindst givet det internationale klima under Den Kolde Krig og Danmarks strategisk udsatte position. 3 Kuppet i Kerteminde. Ved kommunalvalget i 2009 blev Sonja Rasmussen valgt ind for Socialdemokraterne i Kerteminde, men valgte efterfølgende at melde sig ud af partiet og 2 Se eksempelvis: Gutmann & Thomson 2005 3 Se eksempelvis: Brink 1997 2
indgå en konstitueringsaftale med Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Borgerlisten. På den måde fik hun selv borgmesterposten og Socialdemokraterne og SF, der ellers traditionen tro stod til at vinde magten, var pludselig reduceret til opposition. Mens de tidligere partifæller følte sig forrådt, forsvarede Sonja Rasmussen sig med, at kuppet var den eneste måde, hun kunne få sin politik igennem og at hun gjorde det af hensyn til dem, der havde stemt på hende. Det er ikke hensigten med disse tre eksempler at fælde dom over det rigtige eller det forkerte i det, de tre eksempler beskriver. Men selv hvis de endelige moralske meritter et øjeblik sættes til side, så er det alligevel klart, at der i det mindste er noget etisk på spil i disse tre scenarier. Det ses ved, at man som politiker tilsyneladende skal gøre ting, som det i hvert fald udenfor det politiske ikke ville være prisværdigt at gøre: initiere handlinger, der med sikkerhed vil resultere i sagesløse menneskers død eller lidelse, handle fordækt og føre andre mennesker bag lyset og, som Sonja Rasmussen fra Kerteminde, forråde sine fæller. Til sådanne scenarier er den korrekte respons moralsk skepsis. Skepsis i forhold til om den begrundelse der kan gives for, at der i de tre tilfælde blev handlet korrekt også vil være adækvat og, mere grundlæggende, skepsis i forhold til om man som politiker, givet det man undertiden bør gøre, i det hele taget kan være et moralsk menneske. For at underbygge dette vil jeg i det følgende se nærmere på relationen mellem moral og politik. Jeg vil fastholde den her nævnte normative skepsis og på den baggrund være tvivlende i forhold til både den politiske moralisme og politiske realisme; for så vidt at den sidste tages som udtryk for en amoralisme. I stedet vil jeg, med reference til Weber, påpege, at der gælder en anden etisk standard for politik og at man som politiker har en særlig ansvarsetisk forpligtelse. Dette fjerner dog ikke grundlaget for en moralsk skepsis i forhold til politik, men gør den dog mere håndterbar. Til sidst vil jeg træde et skridt tilbage og mere generelt overveje, hvilke metodiske tilgange der, på baggrund af det jeg har sagt om moral i politik, vil være frugtbare i forhold til en nærmere undersøgelse af fænomenet. 1. Én måde at tænke relationen mellem politik og moral er, hvis man ud fra et stærkt moralsk perspektiv søger at indordne det politiske under det moralske, således forstået, at hvis der er konflikt mellem en moralsk og en politisk handlemulighed, så er det altid den første, som vejer 3
tungest og dermed det, man bør gøre. Immanuel Kant er vel nok den moderne tids mest velkendte eksponent for en sådan position. I Den evige fred skriver han notorisk om forholdet mellem politik og moral at: Den sande politik kan ikke foretage sig noget uden først at have hyldet moralen, og skønt politik i sig selv er en svær kunst, så er det at forene den med moralen overhovedet ikke nogen kunst. For så snart politik og moral kommer i strid med hinanden, så hugger moralen den knude over, som politikeren ikke formår at løse 4 Kants etik er en pligtetik uden empiriske referencer overhovedet. Han lægger ideen om den gode vilje til grund for, hvad der er moralsk prisværdige handlinger. Den gode vilje, skriver Kant, er ikke god i kraft af det, den bevirker eller udretter, ikke i kraft af dens evne til at opnå et eller andet forudsat mål, men alene i kraft af dens villen 5 ; den gode vilje er for Kant god i sig selv. Følgelig ligger en handlings moralske værdi ikke i dens virkning, forventet eller ej, men derimod i det princip som udtrykker denne vilje. Som bekendt er det kategoriske imperativ, handl altid således at man kan ville at ens maksime kan blive almengyldig 6, Kants formulering af dette princip. Kant bestemmer moralen som en fornuftens praksis og ses lovmæssighed, eller konsekvens, i handlingslivet som en forudsætning for det at handle moralsk. Dette, samt negligeringen af det empiriske som noget, der er relevant for, hvad man bør gøre, betyder, at Kants moralopfattelse er i direkte konflikt med den måde politik opleves på. Fra et kantiansk synspunkt må aktørerne i de ovennævnte eksempler siges at handle ikke bare moralsk forkert, men også politisk, for den sande politik, som Kant skriver, er ikke i konflikt med moralen. Kants etik er et eksempel på en deontologisk etik, altså en etik, der på forhånd kategoriserer handlinger som enten rigtige eller forkerte, ved at formulere særlige regler eller principper som handlinger ikke må være i konflikt med, hvis de skal være moralske. Uagtet den begrundelse der filosofisk gives, kantiansk eller ej, så er konventionel etik typisk deontologisk i sin struktur, da netop det at være moralsk, associeres med overholdelsen af visse moralske regler, eksempelvis at man ikke må slå uskyldige ihjel, ikke må bedrage eller forråde andre. I den forstand er en del af den ovennævnte skepsis givet ved en modsætningen mellem konventionel moral og politik, for det er netop opmod en sådan opfattelse af moral at politik må opfattes som moralsk besmittet. En anden, og helt modsat måde at tænke relationen på, er den, der starter i en opfattelse af politik som noget særegent og grundlæggende amoralsk. Hvis Kant er det klassiske eksempel på en tænker, 4 Kant 1995, p 77 5 Kant 2004, p 40 6 Ibid., p 51 4
der vil subsumere det politiske under det moralske, er Niccolò Machiavelli det klassiske eksempel på en, der vil det modsatte. For som bl.a. Benedetto Croce har bemærket, så er Machiavelli en af de første, der beskriver det politiske som karakteriseret ved en særlig autonomi og nødvendighed og at politik derfor transcenderer det moralske. 7 I Machiavellis velkendte guide til politisk succes, Fyrsten, findes flere velkendte citater, der udlægger dette angivelige aspekt ved politiske handlinger. Et af de mest velkendte, er dette: Et menneske der kun vil det gode, må gå under blandt de mange, der ikke er gode. Derfor må en fyrste, der vil bevare sin magt, være i stand til ikke at være god, og anvende det gode eller det ikke gode, eftersom omstændighederne kræver det 8 Helt modsat Kant har Machiavelli et stærkt empirisk fokus i sin analyse og han understreger da også, at han med Fyrsten har til hensigt at skrive noget der kan nytte, og derfor vil holde sig til tingenes virkelig tilstand og ikke til fantasibilleder 9. Tilstand i politik er, ifølge Machiavelli, ofte kaos og konflikt, magtkampe og intriger og derfor nytter det ikke noget, at man på forhånd klassificerer handlinger som rigtige eller forkerte, men at dette må afgøres ud fra omstændighederne. I kontrast til Kants etik og den deraf følgende opfattelse af, hvad der bør gøres, også i politik, er Machiavellis fokus instrumentelt og orienteret mod, hvad der er nødvendigt at gøre i en given situation. Derfor vil Machiavelli heller ikke hævde, at hverken Truman, H. C. Hansen eller Sonja Rasmussen gjorde noget forkert i de tre eksempler, så længe deres valg var politisk motiveret og de realiserede det, de havde sat sig for. Distinktionen mellem Kants og Machiavellis positioner er mere overordnet en distinktion mellem politisk moralisme og politisk realisme. Politisk moralisme forstås nemlig som de teorier, hvor det moralske sættes før det politiske og hvor det, man bør gøre, derfor følger af en, uafhængig formulering af moral. Politisk realisme er den form for teori, der giver større autonomi til det, som er karakteristisk for politik, og vil derfor ikke hævde, at den retmæssige standard for evalueringen af politisk handling er noget, der er eksternt til det politiske, men nærmere en standard, der vokser frem, eller er givet, af det politiske selv. 10 Både Kants moralisme og Machiavellis amoralske, politiske realisme, vil jeg hævde, er for ekstreme i deres respektive formulering af moral-politik relationen. De er ekstreme i deres ensidighed, fordi de hver især ignorerer den anden side af relationen og fastholder et helt enøjet fokus. Dette har som 7 Croce 1946, p 45 8 Machiavelli 2003, p. 66 9 Ibid., p. 66 10 Williams 2005, pp. 1-17 5
umiddelbar konsekvens, at hverken Kant eller Machiavelli vil kunne imødekomme den skepsis, som her har været udgangspunktet og, som det blev hævdet, burde tages alvorligt. Machiavelli vil selvfølgelig have sympati med den, som er skeptisk indstillet overfor politikkens moralske beskaffenhed, men hvis denne skepsis samtidig rummer en beklagelse over, at politikeren ikke lever op til moralen, så vil sympatien med al sandsynlighed transformere sig til en mild overbærenhed, hvis da ikke ligefrem hån, da skeptikeren, i Machiavellis øjne, jo må anses for naiv og uerfaren i forhold til den politiske virkelighed, hvor moral ikke hører hjemme. Også Kant må kunne tænkes at have en umiddelbar sympati for skeptikeren. Men igen kun umiddelbar, for Kant vil selvfølgelig berolige ham med, at skepsissen i og for sig er ubegrundet, for når det gælder, hvad han ser som den sande politik, er der ingen modstrid mellem politik og moral og dermed heller ingen grund til skepsis. Den såkaldte sande politik, opfattet som den, der er i overensstemmelse med Kants etik eller bare etik forstået konventionelt, synes dog utopisk set i forhold til hvordan politik rent faktisk foregår. Heri har Machiavelli ret og i det mindste en gang imellem må hensynet til moralen sættes til side, hvis der overhovedet skal være noget, der kan kaldes politik. Men han tager umiddelbart fejl, når han hævder, at man i sådanne tilfælde ikke bør være betænkelig, da politik er amoralsk. I modsætning til Machiavelli er det nemlig de færreste, der blot tager det ad notam, hvis der handles moralsk forkasteligt i politik og at politik i en eller anden forstand har en etisk dimension, synes rimeligt. Derfor er det oplagt at formulere en mellemposition, en tredjevej, der hverken lægger et strengt moralsk eller amoralsk synspunkt til grund; et perspektiv, hvor politik står konsekvent uden for moral, men heller ikke ubetinget er forpligtet på en moral som den, der kendetegner konventionel moral. 2. Som en eksponent for en sådan vej, der går imellem moralisme og realisme, kan man nævne Max Weber. For Weber er politik på ingen måde en amoralsk praksis, da der altid må være en sag, et formål, som den politiske handling retter sig mod. Denne sag er med til at give de politiske handlinger deres særlige etiske dimension. Weber vender sig derfor også mod magtpolitikken, hvor magten opfattes som et mål i sig selv og kalder det en dødssynd i politik kun at ville magten for 6
magtens egen skyld. For selvom magten som middel er uundgåeligt i politik, og magtstræben ofte er den primære drivkraft, så er det hele i sidste ende noget, der må stå i sagens tjeneste. 11 Men selv om Weber altså på denne vis karakteriserer politik som en moralsk praksis, er der ikke tale om, at politiske handlinger refererer til en universel moralsk standard eller en standard som den, der gælder for ikke-politiske handlinger. I politik er det altså sagen og magten forstået som et middel, der er det afgørende, og Weber skelner derfor mellem to forskellige etiske kodeks: en sindelagsetik og en ansvarsetik. Den første er som Kants etik, en variant af deontologien og som sådan også udtryk for konventionel moral. Den regner ikke konsekvenserne for relevante, men sætter i stedet det rette sindelag som det moralsk afgørende. Sindelagsetikeren vil derfor, ifølge Weber, altid give verdenen, andre menneskers dumhed eller Guds vilje skylden for de slette følger af ens handlinger. 12 Weber karakteriserer sindelagsetikken som politisk ubrugelig, fordi den må fraskrive sig ethvert middel som er moralsk betænkeligt. Og hvor sindelagsetikeren eksempelvis kan stå fast på, at man ikke må sætte sig op mod det onde med magt, så gælder der for politikeren det stik modsatte, nemlig at han må sætte sig op mod det onde med magt, for ellers bliver han selv ansvarlig for dets overmagt. 13 Derfor formulerer Weber ansvarsetikken som en særlig politisk etik, der modsat sindelagsetikkens deontologiske struktur, i langt højere grad har en teleologisk struktur, da det netop er konsekvenserne, sagen, der giver handlingen dens værdi, og ikke handlingen selv, forstået som det rette sindelag eller princip man handler ud fra. Politik og politiske handlinger er noget, der typisk har stor og afgørende indflydelse på mange menneskers liv og velbefindende hvorfor det ikke synes kontroversielt hvis der er i mod konsekvenserne man først og fremmest retter sit blikke, når man vurdere hvad der burde eller ikke burde gøres. Men der er tale om en afgjort anden måde at klassificere handlinger end i konventionel moral. For hvor man med den sidste vil sige, at en handling er rigtig, hvis den ikke er i modstrid med en deontologisk regel eller princip, så hævder den politiske etik, at den rigtige handling er den, der har de bedste konsekvenser og at de bedste konsekvenser, jf. Weber, er dem, der er givet ved sagen som handlingen tjener. Men selvom den politiske handling altså har en etisk dimension, der gør det muligt at vurdere den moralsk, så er der ikke tale om en politisk moralisme for så vidt, at der er tale om en særegen politisk etik, hvor standarden ikke er uafhængig af, at der er tale om politik. En måde, dette vil kunne udtrykkes nærmere, vil være, hvis man ser politiske handlinger som rollebestemte handlinger. Som politiker kan man nemlig siges at handle i egenskab af en særlig 11 Weber 2003, p 253 12 Ibid. 13 Ibid., p 257 7
institutionelt specificeret rolle, og at det derfor er gennem en nærmere analyse af rollens og institutionens formål og værdier, at man skal finde et muligt svar på, hvad der betinger den politiske handling i form af de værdier som institutionen og dermed rollen anses at bør fremme. 14 At skelne mellem en konventionel og en politisk etik, samt at inkorporere ideen om sociale roller, er, vil jeg mene, et afgørende skridt hen imod en større forståelse af moral i politik. Men det vil dog ikke være en forståelse, der kan fjerne den skepsis, der er i forhold til moral i politik, hvilket nu heller ikke, som det blev nævnt i indledningen, bør være ambitionen. Der er flere grunde til, at der stadig er god grund til skepsis. For det første er det i høj grad formålet med politisk handling, at de værdier som handlingen tænkes at skulle indfri, er afgørende, hvis man vil sige noget om, hvorfor man i politik kan have grund til at gøre, hvad der uden for politik kan opfattes som moralsk forkert. Men dette er særdeles svært at give et entydig svar på. Hvilke normative implikationer en given social rolle har, vil altid være et spørgsmål om tolkning og noget, der kan debatteres. Selvfølgelig er der gradsforskelle mellem forskellige roller og nogle roller er mere fastlagte end andre. Men netop politikerrollen synes at være kontroversielt, for hvad formålet med politik og de politiske institutioner er, er ofte selv et politisk spørgsmål. Dette giver grobund for skepsis. En anden ting er, at selv hvis, der kunne gives en udtømmende redegørelse for, hvad politikerrollen bød en at gøre, så er det tvivlsomt om al moral vil kunne reduceres til rollemoral, da der med rimelighed er ting man bør gøre eller ikke gøre som er uafhængig af roller. Eksempelvis det at man ikke bør lyve. Dette vil jeg uddybe i næste afsnit. Endelig, og selv hvis rollen gav entydig og fuldt ud transparent moralsk vejledning, så vil det konsekventialistiske aspekt ved politiske handlinger i sig selv give anledning til skepsis, for som Weber skriver, er det nærmest en kendsgerning, at det endelige resultat af politiske handlinger stort set aldrig er i fuldkommen overensstemmelse med den oprindelige mening eller intention, man havde med den. 15 Selvom Weber måske nok overdriver når han hævder der aldrig er overensstemmelse mellem det man ønskede med handlingen, og det den rent faktisk resulterede i, så er det dog ofte sådan, at det kan være svært at vurdere hvorvidt og hvordan en handlingen rent faktisk indfrier sit mål, og om den nu også var nødvendig i en sådan grad at den retfærdiggøre at man gjorde som man gjorde. Hvis der kan gives et svar på dette, er det et der ofte først kan gives ex post, hvilket også må give grund for skepsis i forhold til politiske handlinger, da de således kan have karakter af chancetagning. 14 Nagel 1978, særligt pp. 82-86; for rollens særlige grundgivende og forklarende funktion: se eksempelvis Hardimon 1994, p 362, Downie 1971, p 128 samt MacIntyre 1981, pp54-56 15 Weber 2003, p 254 8
Men selv hvis disse problemer i forhold til at gøre det moralske rigtige i politik sættes i parentes, og at der altså hverken er praktiske problemer forbundet med at indfri målet, og at målet kan tages for givet, så er der stadig bund for en skepsis alene givet ved modsætningen mellem den konventionelle moral og den specielle politiske etik. 3. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan være et moralsk menneske og politisk effektiv på en og samme tid, givet den konflikt der er imellem konventionel moral og konsekvensetik. Sagen er nemlig den, som nævnt ovenfor, at det man bør gøre i kraft af sin rolle, det man bør gøre, fordi man er politiker, undertiden stadig kan være i modsætning til konventionel moral. Denne problematik er kernen i det perspektiv, der kaldes dirty hands, som hævder, at man ikke både kan regere og bevare sin moralske uskyld. Perspektivet har fået sin moderne formulering af Michael Walzer i en artikel fra 1973; navnet og temaet får han dog fra Sartres højspændte politisk drama De urene hænder, der på bedste vis iscenesætter konflikten mellem moral og politik som en konflikt, der netop ikke altid lader sig løse uden moralske omkostninger. Dette er hos Sartre udtrykt med en stålfast overbevisning af stykkets politiske realist, Hoederer, i et udfald vendt mod hans diametrale modsætning Hugo: Hvor er du dog bange for at tilsmudse dine hænder. Så bliv dog ved med at være ren. Hvad tjener det til, og hvad vil du blandt os? Renhed er en fiks idé hos fakirer og munke. I andre, de intellektuelle, salonanarkisterne, I bruger den som et påskud til intet at gøre, - til at forholde sig passive, klemme albuerne ind mod kroppen og gå med handsker. Jeg ----jeg har snavset hænder. Lige op til albuerne. Jeg har begravet dem i skidt og blod. Og hvad så? Tror du man kan herske når man er blåøjet? 16 I politik må man gøre, hvad der udenfor politik i det mindste opfattes om moralsk forkasteligt. Som der blev argumenteret for i det foregående, er der en særlig ansvarsetisk forpligtigelse knyttet til det at være politiker. Det er derfor, man kan have en grund, også en moralsk grund, til at lyve, bedrage og måske endda, som Truman, smide med atombomber. I det mindste kan vi antage, at der er en moralsk begrundelse for dette. Men selv hvis tilfældet er, at det er det rigtige at gøre, så er både Hoederers og Walzers pointe, at det også er forkert. Dirty hands perspektivet er derfor paradoksalt, da det hævder, at en handling kan være både rigtig og forkert på en og samme tid. Bagved dette, ligger også en tanke, man finder hos Weber, nemlig at der mellem konventionel og politisk etik ikke er en absolut modsætning, men at de, som Weber 16 Sartre 1964, pp. 190-120 9
skriver, er komplimentære og tilsammen udgør det ægte menneske, det menneske, der kan være kaldet til politik. 17 Implikationen er, at det moralske univers ikke er en kohærent størrelse, der er ensartet og uden konflikt. Denne konflikt oplever den politiske aktør og det er dirty hands perspektivets pointe, at han bør opleve den når han må tilsidesætte værdsatte moralske normer af hensyn til det politiske. Som nævnt er ideen om dirty hands paradoksal. Men som bl.a. Williams har påpeget, så er det, at en handling kan være den rigtige, trods dens forkerthed, ikke et fuldstændig ukendt fænomen. Williams taler i den forbindelse om, at en ellers korrekt handling kan have en form for moralsk efterslæb, en moral remainder, som peger tilbage på, at den ikke er entydigt rigtig. 18 Dette er netop, hvad der er på spil i dirty hands scenarierne. En måde dette viser sig på, skriver Williams, er ved, at dem, der i dirty hands scenarierne er gjort uret, har en legitim ret til at beklage sig over det, der er blevet gjort mod dem. På den måde bør dirty hands perspektivet også adskilles fra de tilfælde, hvor det vil være mere rimeligt at tale om de moralske principper som noget, der er ren prima facie karakter. Man kan eksempelvis godt tale om tilfælde, hvor der rent prima facie er tale om, at det er forkert at gøre noget og hvor det forkerte derfor vil kunne annulleres. Eksempelvis når et løfte, man har givet en ven, bør tilsidesættes af den mere presserende omstændighed, at man må komme en nødstedt til undsætning. Forkertheden ved ikke at indfri sit løfte forsvinder, eller annulleres, med al rimelighed i et sådant scenarie og viser sig netop ved, at vennen ingen rimelig ret har til at beklage sig over, at man ikke overholdt løftet. I dirty hands scenarierne forholder det sig omvendt. Her forsvinder eller annulleres det forkerte ved gerningen ikke, selvom man altså også her, som i tilfældet med den nødstedte, har god grund til at gå imod et moralsk princip. Jeg vil mene, at dette er illustreret i de tre eksempler fra indledningen, for her synes det mærkeligt, hvis de mennesker, der blev gjort uret, slet intet grundlag har for at være uenig eller utilfreds med det, der blev gjort. For selv hvis indbyggerne i Nagasaki og Hiroshima, den danske befolkning og Socialdemokraterne i Kerteminde kunne forstå, hvorfor der blev handlet som der blev, og måske tilmed anerkende, at det set fra den modsatte side var det eneste rigtige at gøre, så ville de alligevel stadig have en berettiget grund til at beklage sig. Hvis man kan medgive dette, er Williams pointe, så må man også medgive, at en handling både kan være rigtig og forkert. 19 17 Weber 2003 265 18 Williams 1978 19 Williams 1978, p 62 10
Netop fordi det moralske univers har en sådan karakter, må Walzer afvise utilitarismen som en rimelig redegørelse for dirty hands scenarier. 20 Utilitarismen er standardeksemplet på en konsekventialistisk teori og da også tit den bedste tilgang til det etiske aspekt ved politik. 21 Men ifølge denne teori, kan der ikke være tale om, at en handling både er rigtig og forkert, for enten er den utilitaristisk set rigtig eller også er den ikke. Der findes ikke noget midt imellem. I de tre eksempler fra starten har Truman, H. C. Hansen og Sonja Rasmussen derfor nok truffet et svært valg, der indebar, at de måtte være enten brutale eller bedrageriske, men de har ikke gjort noget forkert set i et utilitaristisk perspektiv. Walzers indvendinger mod utilitarismen er af en generel karakter. Eksempelvis påpeger han, at utilitarismen, hvis den forstås som en privat moralsk kugleramme vi hver især vil kunne regne den moralsk rigtige handling ud med, ikke giver mening. De færreste vil anse den konsekvente utilitarist, der kun ser mod konsekvenserne af sine handlinger, som et moralsk prisværdigt menneske. En del af det at handle moralsk er nemlig, at man ikke blot orienterer sig fremad, men også bagud mod de normer og regler der i samfundet opfattes som vægtige. Dette var netop det, som ovenfor blev set som det karakteristiske for den konventionelle opfattelse af moral. Utilitarismen kan selvfølgelig forsøge at forklare de konventionelle moralregler utilitaristisk ved, at deres værdi skal forstås i relation til deres nytte og at det i langt de fleste situationer vil resultere i de mest nyttige konsekvenser, at man følger disse. Problemet i forhold til en sådan forklaring, hævder Walzer, er, at man, når man tilsidesætter de konventionelle normer af hensyn til nytte, ikke gør det let og ligetil, men ofte med store skrupler, hvilket for Walzer betyder, at valget ikke er så entydig, som utilitaristen hævder. Utilitaristen kan forklare skruplerne med, at også de er nyttige, da det at have skrupler gør, at man eksempelvis ikke vil være tilbøjelig til at smide med atombomber, men kun gør det, når det er absolut og helt ekstraordinært påkrævet. Men selvom skrupler har værdi som bremseklods i forhold til det moralsk forkastelige, så mener Walzer ikke, at dette udtømmer, hvad der er at sige om dem, men at de faktisk peger tilbage på, at det Truman eksempelvis gjorde, ikke udelukkende var rigtigt. Imod den utilitaristiske forklaring påpeger han, at det synes mærkeligt, at en person kan bryde med en moralsk regel af utilitaristiske grunde og samtidig, også af utilitaristiske grunde, føle skyld og have skrupler ved at gøre det. Jo mere overbevist utilitarist man er, jo mindre tilbøjelig vil man øjensynligt være til at have de utilitaristisk begrundede skrupler. Derfor har skruplerne en realitet uafhængigt af deres nytte og er altså ikke bare nyttige, men også noget man i visse situationer helt korrekt bør føle, hvis man er et moralsk menneske, der af utilitaristiske grunde må bryde med konventionel moral. 20 Walzer 1973 pp. 168-173 21 Goodin 1995 11
Fordi der således kan være handlinger, der både er rigtige, utilitaristisk eller politisk set, men også forkerte ud fra den konventionelle morals perspektiv, så vil den person, som er politiker, og som altså opererer i begge sfære, kunne få urene hænder. At han har skrupler ved at gøre det moralsk forkastelige, er et afgørende bevis på, at han er klar over dette og er karakteristisk for den moralske politiker: it is by his dirty hands that we know him. If he where are moral man and nothing else, his hands would not be dirty, if he were a politician and nothing else, he would pretend that they were clean. 22 4. Indtil nu har jeg set på, hvad der begrunder en skepsis i forhold til moral i politik. Jeg har her peget på de praktiske problemer med konsekvensetikken, uenigheden om hvad formålet er med politik samt det at der uagtet dette ofte er moralske omkostninger ved politisk handling. I dette sidste afsnit vil jeg træde et skridt tilbage og kort se på, hvilket metodisk perspektiv, der er mest frugtbart for en nærmere undersøgelse af moral i politik, givet det, der indtil nu er hævdet om problemet. Grundlæggende er det blevet hævdet, at moral i politik er rodet og dilemmatisk. Derfor kunne en måde at angribe problematikken på være, hvis man ud fra et teoretisk, moralfilosofisk perspektiv kunne vise, at der bagved det, der forekommer rodet og dilemmatisk, er et fast grundlag; et grundlag hvorudfra man ville kunne give de konkrete handlinger i politik den deduktive gyldighed, de savner. Det helt klassiske eksempel på en tænker, der følger en sådan metode, er naturligvis Platon. Som bekendt er den centrale påstand i Platons filosofi, at selvidentiske, immaterielle former manifesterer sig i mangfoldigheden af fænomener, og at de enkelte fænomener har formerne som både deres epistemiske og ontologiske forudsætning. Genstanden for erkendelse er derfor heller ikke fænomenet eller tingen som sådan, men formen. Derfor er der heller ikke tale om, at erkendelsen beror på en abstraktionsproces fra fænomenet i den forstand, at dette skulle være årsagen, eller blot en del af årsagen, til vores viden om dette eller hint. Linjelignelsen er nok Platons mest kendte illustration af dette. Her er eksemplet godt nok matematisk erkendelse, men det må siges at være betegnende for måden Platon opfatter etik og hvilket erkendelsesideal han lægger til grund, at han ikke skelner mellem matematisk og etisk viden. Lignelsen giver et billede af en erkendelsesproces, der tager sin begyndelse i det rent fænomenale, men dog kun som en slags prolog for den egentlige erkendelse. For med dette som udgangspunkt bevæger man sig tentativt 22 Walzer 1973 p 168 12
bagud eller mere rettelig: opad til det stadigt mere generelle og fundamentale indtil et sandt og sikkert grundlag er nået i den selvidentiske form. Fra dette selvgivne, sikre, grundlag vil der i en ovenfra-ned-bevægelse kunne drages konklusioner om de konkrete tilfælde og situationer med en deduktiv gyldighed. 23 Man behøver selvfølgelig ikke at overtage hele Platons filosofi, for at se de metodiske implikationer for problemet om moral i politik: i situationer som de politiske, hvor der er konflikt og altså tvivl om, hvad der bør gøres, da skal man gå efter at finde almene regler som situationen vil kunne føres ind under. Er der efterfølgende stadig konflikt, hvis mere end én regel synes at være gældende, skal man forsøge at finde endnu mere almene regler, gå endnu længere bagud indtil man forhåbentlig har et entydigt, fast og sikkert grundlag. Metoden kendes selvfølgelig ikke kun fra Platon. I den moderne kontekst er John Rawls det bedste eksempel på en grundlagsteoretiker. Ifølge Rawls er det kontrakten og ideen om den oprindelige situation, der giver vurderingen af de faktiske samfundssystemer sit arkimediske punkt. 24 Mere direkte relevant for eksempelvis dirty hands problemet kan metoden ses anvendt hos R. M. Hare, der giver et teoretisk grundlag for nytteprincippet, ved at appellere til den korrekte brug af det moralske sprog. 25 Formålet med den grundlagsetiske tilgang er først og fremmest at kunne give de etiske domme en sikker begrundelse og den er sammenlignelig med den aksiomatiske metode kendt fra matematikken: slutning fra ubeviste aksiomer til beviste teoremer. En indvending mod denne metode er, at der altid synes at være uenighed om hvad, der er det rette grundlag. Er det eksempelvis nytteprincippet eller det kategoriske imperativ, som er sidste appelinstans? Hvis strategien fra enten nytteetikeren eller kantianeren er at ignorere de konkurrerende principper, så bliver teorien kun overbevisende for den, der i forvejen er tilhænger af den. 26 I forlængelse heraf risikerer en grundlagsetik, trods dens ambitioner om at være handlingsvejledende, ofte at være det stik modsatte. Den ensidige fokus på principper og troen på, at de udtømmende kan beskrive en etisk position, ender nemt med at forvrænge og oversimplificere den moralske virkelighed og enten ignorere de faktiske forhold, der åbenlyst taler imod anvendelsen 23 Johansen 1998, pp. 233-234 24 Rawls 1971, pp. 261 25 Hurka 2007, samt Hare 1972, pp. 174 26 Dige 2011, p 157 13
af princippet, eller helt at tilsidesætte de praktiske problemer i etik til fordel for den rent spekulative, teoretiske analyse af moral. 27 Som sagt er formålet med grundlagsetik en sikker begrundelse af moral og er bl.a. ansporet af behovet for at kunne argumentere imod den, der hævder amoralitet eller stærk relativisme. 28 Den skepsis, der motiverede dette paper og det perspektiv, der blev lagt til grund, er begge noget, der er artikuleret inden for det moralske univers, og behovet for begrundelse af moral er derfor ikke det centrale. Den måde problematikken her har manifesteret sig, er som et problem på det praktisk og konkrete niveau, hvorfor det, der er behov for først og fremmest, er orientering i forhold til dette niveau, frem for begrundelse af moralske principper. En mere frugtbar metode, når det gælder moral i politik, vil derfor være en, der tildeler den konkrete moralske perception og erfaring en langt højere grad af moralsk betydning end grundlagsetikken gør. Her er Aristoteles eksemplarisk. For hvis Platon er den klassiske eksponent for grundlagsetikken og den teoretiske forankring af principper, så er Aristoteles eksemplet på en tænker, der vil forankre principperne i praksis og ud fra de konkrete situationer argumentere nedefra-op. En velkendt og central aristotelisk pointe er, at man ikke skal forvente en højere grad af sikkerhed end hvad der er foreneligt med naturen af det, man undersøger. Og da netop naturen af det etiske ikke er karakteriseret ved nødvendighed, vil det være malplaceret at forvente demonstrativ gyldighed her, fremfører han. 29 Den praktiske viden, som altså er en anden end den teoretiske, omfatter derfor ikke blot de generelle moralske principper, men i høj grad også sagens enkeltheder thi den virkelige handling drejer sig om enkeltheder. 30 For en forståelse af, hvad der bør gøres, er det derfor afgørende, hævder Aristoteles, at man inddrager de nærmere omstændigheder ved den pågældende situation, hvori handlingen udføres: det [er] ikke utjenligt at skelne disse enkelttilfælde, hvilke de er og hvor mange, hvem der handler og hvad han gør, hvad handlingen angår eller hvori den består og nogle gange også hvormed, som f.eks. et værktøj, og med hvilken hensigt, som f.eks. for at redde nogen, og i hvilken grad som f.eks. i ringe grad eller høj grad. 31 En indsigt i de rent faktuelle omstændigheder ved en situation er for Aristoteles ikke blot en prolog eller et springbræt til at komme bagom til et fælles, sikkert grundlag. Omstændighederne er derimod helt afgørende i dem selv for den adækvat moralske vurdering, da det er den, der er guidende for, 27 Toulmin 1981 28 Williams 2006, kap. II 29 Aristoteles 2000, p 33 30 Aristoteles 2000 31 Ibid. p 75 14
hvordan det generelle, og ofte vage princip, kan appliceres. For godt nok har vi, ifølge Aristoteles, en intuitiv indsigt i, hvad der er det rigtige og kan som sådan formulere generelle love og regler, men at handle etisk og forstå, hvad der bør gøres i situationen, forudsætter en evne til, med rimelighed, at applicere de generelle love og regler på situationen. Denne rimelighed er central og kan ifølge Toulmin beskrives således: Equity means doing justice with discretion around, in the interstices of, and in the areas of conflict between our laws, rules, and other general formulas. It means being responsive to the limits of all such formulas, to the special circumstances in which one can properly make exceptions, and to the trade-offs required were different formulas conflict 32 Dette implicerer ikke en ren ovenfra-ned bevægelse fra det generelle princip, men derimod en nedefra-op, mere induktiv, bevægelse fra de konkrete partikulære situationer til de mere generelle regler. Lige så vel som man ikke behøver at antage hele Platons filosofi for at forstå de grundlæggende metodiske implikationer, så skal man heller ikke nødvendigvis acceptere den aristoteliske hylemorfisme for at se, hvad dette metodiske perspektiv kan tilbyde. Frem for en tilgang, der søger at give en teoretisk fundering af etiske principper, er tanken i det aristoteliske perspektiv snarere at svaret på, hvad man bør gøre må udspringe af en erfaring med den moralske praksis. Etiske principper og regler vil derfor i denne tilgang ikke blive opfattet som forudsætninger for en normativ etisk analyse, men mere som noget, der er et resultat af analysen - en form for efterrationalisering på baggrund af den direkte erfaring. En sådan tilgang kendes især fra den såkaldte kasuistiske metode, der i mange hundrede år fra antikken og frem til midten af 1600-tallet spillede en afgørende rolle i normativ analyse. Uretmæssigt døde denne metode en langsom død, efter den franske matematiker Blaise Pascals angreb den i sit skrift Lettres provinciales. Han beskyldte her metoden for at føre til moralsk slaphed og basalt set være en perfid teknik til i konkrete situationer at løfte den dårlige samvittighed væk fra skuldrene af dem, der måske netop burde føle sig tynget. At kausismen er en metode, der stiller sig i den moralske middelmådigheds tjeneste, er desværre en opfattelse, der til dels stadig hænger ved, selvom den i den senere tid heldigvis igen er begyndt at komme til ære og værdighed inden for den anvendte etik. 33 Kasusisme er, som navnet antyder, en casebaseret tilgang til etisk analyse. Den følger Aristoteles særligt på tre punkter: (1) at vi som mennesker har en fornemmelse, eller intuitiv indsigt i 32 Toulmin 1981 p 34 33 Se eksempevis: Toulmin & Jonsen 1988; Miller 1996 samt Bedau 1997 15
principperne for moralsk rigtig handling, (2) at der ikke kan opnås eksakt eller sikker viden i etikken, samt (3) at praktisk viden kun kan erhverves gennem en kritisk refleksion af den faktiske moralske erfaring. 34 Metoden er en, der kan adressere en lang række konkrete problematikker på en måde, der ikke i samme grad vil være mulig i et metodisk perspektiv, der starter fra et teoretisk grundlag. Ved at tage udgangspunkt i de omstændigheder, der kendetegner den konkrete situation og holde dem op imod paradigmatiske cases, hvis moralske status allerede er afgjort og ikke betvivles, vil det være muligt at lave moralsk relevante distinktioner, baseret på forskellighederne i ellers sammenlignelige situationer. På den måde er der tale om en taksonomisk, og ikke aksiomatisk, metode, der ud fra en klassificering af situationen tentativt søger at give etisk orientering, ikke ved at begrunde deduktivt, men ved at appellere til de forskelligartede og substantielle forhold, der karakteriserer situationen. Konklusion Der er god grund til skepsis i forhold til moral i politik. Ikke fordi politik bør leve op til konventionel moral eller er amoralsk, men fordi der er afgørende uenighed om, hvilke værdier politik bør fremme samt det, at der er grundlæggende praktiske problemer knyttet til konsekventialismen. Men selv hvis disse problemer kan sættes i parentes, vil der være potentiale for skepsis, da der er et skisma mellem det, man bør gøre som person og det, man bør gøre som politiker, hvorfor politik undertiden betyder, at man må få urene hænder. Moral i politik er grundlæggende en rodet affære, hvor mange forhold spiller ind, og derfor har jeg her talt for en aristotelisk og casebaseret tilgang til problematikken. Litteratur Aristoteles (2000): Etikken. Det lille forlag. Frederiksberg Bedau, Hugo (1997): Making Mortal Choices Three exercises in moral Casuistry. Oxford University Press. Oxford Brink, Poul (1997): Thule-sagen Løgnens univers. Aschehoug. København Croce, Benedetto (1946) Politics and Morality. Georg Allan & unwin Ltd. London Downie, R. S. (1971): Roles and Values an introduction to social ethics. Methuen & co. Ltd. London Uk. Dige, Hansen (2011) Praktisk etik en oversigt, i (Christensen, Anne-Marie, ed.): Filosofisk Etik. Aarhus universitetsforlag. Aarhus 2011 34 Bedau 1997, p 102 16
Gutman, Amy &Thompson Dennis (2005): Ethics and Politics: Cases and Comments. Harvard university press. Chap. I Goodin, Robert E. (1995): Utilitarianism as a Public Philosophy. Cambridge University Press. Cambridge Hardimon, Michael (1994) Role obligations, i The Journal of Philosophy, Vol. 91.No. 7 (jul., 1994). pp. 333-363 Hare, R. M. (1972): Rules of War and Moral Reasoning, i Philosophy & Public Affairs, Vol. 1, No. 2 (Winter, 1972), pp. 166-181 Hurka, Thomas (2007): Normative Ethics: Back to the Future, i (Leiter, Brian ed.): The Future for Philosophy. Oxford University Press. Oxford pp. 246-264 Johansen, Karsten Friis (1998): Den Europæiske Filosofis Historie, Bind I. Nyt Nordisk Forlag Kant, Immanuel (2004) Grundlæggelsen af sædernes metafysik. Hans Reitzels forlag. København Kant, Immanuel (1995) Til den evige fred. Gyldendal. København 1995 Machiavelli, Niccoló (2003): Fyrsten. Borgen, Gylling DK. MacIntyre, Alasdire (1981): After Virtue, a study in moral theory. Gerald Duckworth & Co. Ltd. London uk. Miller, Richard Brian (1996): Casuistry and Modern Ethics. The University of Chicago Press. Chicago Nagel, Thomas (1978) Ruthlessness in public life, i (Hampshire, Stuart, ed.): Public and privat morality. Cambridge University press. Reprinted 1991. New York 1991. pp. 75-91 Parrish, John (2007): Paradoxes of Political Ethics. Cambridge university press, Cambridge Uk. Rawsl, John (1971) A Theory of Justice. Belknap Havard University press, Cambridge USA Sartre, Jean-Paul (1964) De Urene Hænder. Gyldendal. København Toulmin, Stephen (1981): The Tyranny of principles, i The Hastings Center Report, Vol. 11, No. 6 (Dec., 1981), pp. 31-39 Toulmin & Jonsen (1988) The Abuse of Casuistry a History of Moral Reasoning. University of California Press Walzer, Michael (1973): Political Action: the problem of dirty hands, i Philosophy and Public Affairs, Vol. 2, Issue 2 (Winter 1973), pp. 160-180 Weber, Max (2003) Politik som Levevej, i Weber, Max: udvalgte tekster bind I, pp. 181-211. Hans Reitzels Forlag. København 2003 Williams, Bernard (1978) Politics and moral character, i (Hampshire, Stuart, ed.): Public and privat morality. Cambridge University press. Reprinted 1991. New York 1991. pp- 55-74 Williams, Bernard (2005): Realism and Moralism in Political Theory, i (Williams, Bernard): In the beginning was the deed. Princeton University Press. Princeton. pp 1-17 Williams, Bernard (2006): Ethics and the limits of philosophy. Routledge, Abingdon 17