Prædiken til Hedefest 28.08.2014 kl. 19.10 Salmer: 70 du kom til vor runde jord 10 alt hvad som fuglevinger fik 370 menneske din egen magt 787 du som har tændt Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for? ( ) Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen. Nu knejser mit hoved over fjender, der omringer mig. I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre, jeg vil synge og spille for Herren. Man kan godt synes, at man er vældig fremme i skoene og ude i noget anderledes, når man holder gudstjeneste, ikke i et hus, men i et telt. Selv om vi også her i byen jo har gjort det før, lavet kirke i et telt.
Hvis man læser i den gamle del af Biblen, alt det før Jesus, det vi kalder det gamle testamente, så bliver man ret hurtig klar over, at det dér med telte er noget helt, helt almindeligt, også når man skal holde gudstjeneste. Den første kirkeagtige bygning, vi hører om i Biblen Guds tempel var et telt. Og rigtig mange folk i historierne i Gt bor i telte. F.eks. fortælles der om Abraham, som sidder udenfor sit telt, og pludselig kommer der tre mænd på besøg. Det er Gud og to engle, selv om de ligner almindelige rejsende. Mange år senere, sker der det for Abrahams søn, at han forelsker sig hovedkuls i en pige, der hedder Rebecca. Det er meget gensidigt. Rebecca kommer ridende på en kamel, men da hun ser Abrahams søn, som hedder Isak, så bliver hun, straks hun ser ham, helt vild med ham, så vild med ham, at hun nærmest falder ned af kamelen. Og Isak griber hende og skynder sig at tage hende med ind i sit telt, kan man læse, så ingen kan se at de kysser hinanden. Og da Isak og Rebecca får et par tvillinger, kan man tydelig se, hvor godt det er, det der med telt. Der står nemlig sådan her om de to drenge, Rebecca og Isak får: Da drengene voksede til, blev Esau en dygtig jæger, der holdt til på steppen, mens Jakob var et ordentligt menneske, der boede i telt. Gen. 25, 27
Det er telte over alt i biblen, hvis man søger på ordet telt på onlinebiblen, så får man 60 steder, man kan læse om telte. Så der som man forstår ikke noget first movers ved at lave kirke i et telt. Men samtidig med alle de telte de telte, der findes i biblen, så tænker jeg om, at selv om vi alle sammen bor i huse, så lever vi ligesom også i telte, ligesom det her telt, hvor teltdugen udgøres af de tanker vi gør os om Gud, om os selv, om verden, og om de andre. Og ligesom i det telt, hvor vi sidder nu og kun kan se det, der er inde i teltet, sådan gør vore tanker og forestillinger også, at vi ikke ser så meget. F. eks. kan man ikke se himlen, når man bor i sine egne tankers telt. I hvert fald kun hvis der er en revne i teltet. Og ordene fra Gud river faktisk huller i vore små private telte. Så vi kan se himlen og solen og lyset. Men også sommertider, så vi mærker, at det regner eller hagler. Fordi Gudordene fx ikke lader os i fred, hvis vi behandler andre grimt. Gud prøver hele tiden at lave hul i vore tankers telte, fordi det er dumt at sidde i et halvmørkt telt, når ens liv kan blive befriet til solen og himlen og store vidder. - Nogen gange lapper vi ikke hullet i vore tanker telt, når Gud har lukket lyset ind. Det er det, der kaldes tro. Og jo længere man lader hullet i sin private talte være, desto større bliver det. Og jo mere kan man se af verden.
Og jeg vil gerne slutte med at fortælle om én, der virkelig fik sine tanker telt fuldstændig gennemskåret og åbnet. Og selv om det også var meget voldstomt, gjorde, at han fik et helt nyt liv. Det er Martin Luther, og vores lutherske kirke er faktisk opkaldt efter ham. Luther levede i middelalderen. Han var munk og man skulle tro, at når man var munk og boede i et kloster og bad til Gud seks gange om dagen, at man så havde vidt åben op til himlen og lyset og solen og den frihed som Gud kalder os til. Men sådan var det ikke. For hver gang Gud skar i hans telt, så lappede Luther det lynhurtigt fordi han tænkte, at det nok var Djævlen, der havde lavet hullet. Selv om det var Gud. - Luther boede dér i klostret og forestillede sig, at Gud var ligesom den allersurest præst eller lærer man kan tænke sig. Og at han tænkte, at Gud ville have, at man skulle være perfekt, ellers røg man i helvede. Men på mange måder var Luther allerede i helvede, hans tankers mørke telt var et helvede og de helt forkerte tanker, han havde om Gud, gjorde nærmest hans liv til et fængsel. Og det varede mange år. Indtil han en dag sad i sit værelse på klosteret og læste i biblen, han læste ikke om telte det kunne han jo godt have gjort - han læste om Jesus og om at tro på ham. Vinduerne i
klostret var små, sådan byggede man dengang, men bedst mens han sidder der og læser, så skinnede solen ned i hans Biblen, som om solstrålerne var Guds understregningstusch. Luther læste noget han har læst hundrede gange før, men ikke tænkt særlig over, før denne her dag. Det er næsten som om ordene danser ud af biblen og stiller sig foran ham. Og det, han læser er, at det ikke handler om at være perfekt og Gud er ikke en sur Gud, men det handler om at tro, at Guds holder af én. Det synes vi jo er børnelærdom, og helt almindeligt. Vi ve godt, at vi er nogen, Gud holder ufatteligt meget af. Men for Luther var noget helt nyt, fordi han og den tid, han levede i, var fanget i deres egne tankers telte, og hele tiden lappede løs, når Gud prøvede at skære hul og lade lyset slippe ind. Den dags læsning forandrede alting for Luther. Han gik ikke bare ud af klosteret og blev præst og giftede sig og fik en familie, han kom også til at hjælpe Gud med at skære hul i mange menneskers mærke snævre tanketelte, så himlen kunne slippe ind. Og det er Guds drøm for vore liv, at vi skal se himlen og lyset og solen, at vi skal befris fra vore tankes mørke og snævre telte og se himlen. Det er ikke noget, der bare sker, eller som bare sker én gang, og så er det klaret, det skal ske igen og igen og igen. Det er
også meget gådefuldt, hvordan det sker. Men sikkert er det, at dér hvor vi vover at se himlen og de vide horisonter og lade være med at lappe de telte, der er gjort af vore tanker, når der laves et hul, der kan der ske store ting. Og der er Gud. Amen