Introduktion til legemetoder i Silkeborgen Vi har uddraget det vi kan bruge fra bogen De utrolige år af Carolyn Webster-Stratton. Bogen er meget amerikansk, og derfor bruger vi kun enkelte metoder fra den. Dele af bogen kan vi slet ikke bruge i vores almene pædagogik. Vær opmærksom på det hvis I læser i bogen. 2 pædagoger fra Silkeborgen har, i 2013,været på kursus lavet af legofonden, på center for adhd. Her tager man udgangspunkt i denne bog. Og de metoder vi bruger er ikke kun for adhd børn, men for alle børn. kh. Gertrud Metoderne er baseret på psykologiske principper om, hvordan adfærd læres og ændres. Carolyn Webster- Stratton ser ikke børnenes adfærdsproblemer som nogens skyld fokus er, at se, forstå og acceptere børns temperament, dvs. børns naturlige medfødte måde at opføre sig på. Eksempelvis kan ingen lave hyperaktive, energiske, frembrusende børn om til stille, reserverede børn, hvilket heller ikke er ønskeligt. Disse børn vil skulle tilpasse sig virkeligheden på deres helt egen måde, hvor de voksne er tolerante og tålmodige hvor de voksne benytter hensigtsmæssige strategier, der gør samspillet med børnene mere positivt. Denne tilgang fordrer, at også vi voksne tilpasser egen adfærd. Her skal vi voksne forstå, at børn vil arbejde på at få opmærksomhed fra andre, især forældre (os voksne), uanset om den er positiv (ros) eller negativ (kritik). Får børnene ikke nok opmærksomhed, vil de ofte gå efter negativ opmærksomhed, da denne er bedre end ingenting. Hvis børn bliver kategoriseret efter deres dårlige opførsel, ved at få at vide, hvad de ikke kan, vil deres selvopfattelse formes herefter. De voksne bliver derfor nød til at tænke positivt om børnene og præsentere positive forestillinger om børnenes evne til at klare problemer/udfordringer, udtalelser som, >>Lad os prøve igen<< og >>Næste gang går det nok bedre<<, giver børn tillid til at lære af deres fejltagelser. Ovennævnte er med uddrag fra side 20 til 27. >>Børns sociale og følelsesmæssige udvikling er en utrolig proces på lige fod med forældres vækst og udvikling. Giv dig selv lov til at glæde dig over processen ved at stole på dine instinkter, lære af dine bommerter, le af dine fejltagelser og utilstrækkeligheder, få støtte fra andre, tage dig tid til dig selv og have det sjovt med dine børn. Det er en utrolig tid med alt, hvad der følger med af gråd, dårlig samvittighed, vrede, latter, glæde og kærlighed.<< Citat: Side 28. Ovennævnte citat kan også tages ind af os, personalet på Silkeborgen!!
1. Legen som metode At vi leger med børnene, er både med til at knytte varme bånd/relationer og med til at opbygge en beholdning af positive følelser og erfaringer (i fredstid), der kan trækkes på i brydningstider. Gennem leg kan vi hjælpe børnene med at løse problemer, afprøve ideer og udforske fantasi. Ydermere kan vi anspore til udvikling af ordforråd, så børnene lærer at give udtryk for deres tanker, følelser og behov. Gennem legen hjælper vi også børnene med at agere socialt ved at lære dem at være opmærksomme på og dele andres følelser, og hvordan man skiftes til at gøre ting. Derudover er leg det tidspunkt, hvor vi kan reagere overfor børnene på en måde, der fremmer deres følelse af selvværd og færdigheder. Den grundlæggende betydning af leg er at støtte børns følelser af færdigheder og uafhængighed og give dem mulighed for at opnå berettiget kontrol og styring over en situation. Børnene har kun ganske få chancer for at opnå dette i deres samspil med voksne. Leg er den eneste aktivitet, hvor de kan opnå berettiget kontrol, og hvor de i et vist omfang har mulighed for selv at fastsætte reglerne. Metoden I denne metode eller med denne tilgang til leg, lader vi barnet sætte rammen, da barnets ideer er udgangspunkt for legen. Den voksne tager aldrig over i denne form for leg, men går med på selv de skøreste indfald. Vi efterstræber at fremstå med en åbenlys optagethed og glæde ved barnets ideer. Vi søger, ved at være voksne med en gå med barnet - adfærd, at bane vej for barnets tillid, sociale færdigheder og motivation/ koncentration i længere tid ad gangen Husk: At lade barnet føre an. At sætte tempoet efter barnet. Ikke at forvente for meget giv barnet tid. Ikke at konkurrere med barnet. At rose og opmuntre barnets ideer og kreativitet; du må ikke kritisere. At bruge beskrivende kommentarer i stedet for at stille spørgsmål (spørgsmål kan virke kritiske og ubevidst styrende).
At opmuntre sociale færdigheder ved at tilskynde, beskrive og rose barnets venskabelige (dvs. at dele, hjælpe, tage sin tørn, være høflig). At positivt støtte barnets/børns følelsesmæssige evne til at beherske sig (dvs. være rolig, at kunne vente, løse et problem). At beherske dit eget ønske om at hjælpe/styre for meget; opmuntre barnets evne til at løse problemerne/udfordringerne selv. Ovennævnte er med uddrag fra side 31 til 45. Vi afsætter mellem 20-30 minutter (alt efter situationen og barnet), hvor den voksne leger med det/et barn, den voksne har valgt at bruge lege-tid med flere gange om ugen i en periode. Alle børn vil opleve denne lege-tid med en voksen, men i lyset at vores normering, vil vi målrette en stor del af lege-tiden på udvalgte børn, hvor vi ser, at der er behov for at styrke relationen, og hvor barnet har behov for stor opmærksomhed omkring alt det barnet kan og vil. Dvs. børn vi normalt kan have en problemorienteret tilgang til, vil blive mødt, hvor vi vender tingene på hovedet, og i legen sætter fokus på netop det som barnet interesserer sig for, kan og vil. Vi evaluerer på lege-tiden med det enkelte barn ved at observere på: (flere eller andre pinde kan løbende tilføjes) Om barnet tager spillerummet i legetiden til sig? Og hvordan? Vores egen styring af metoden kan vi eksempelvis agere naturligt? Giver vi barnet spillerummet? Forbedres relationen? Og hvordan? Hvilke sociale kompetencer ser vi og hvilke kan vi trække på i det videre arbejde med barnet?
2. Positiv opmærksomhed, opmuntring og ros (som metode) Vi voksne har ofte svært ved at finde ud af, hvornår det er passende at rose et barn vi bliver usikre på, om vi kommer til at forkæle barnet for meget med al den positive opmærksomhed. Vi falder ofte i, at gemme det at rose til en særlig god opførsel eller ekstraordinær præstation, hvilket betyder, at mange børn især de børn som er udfordrede af uhensigtsmæssig adfærd sjældent oplever positiv opmuntring i form af regulær ros. I vores personalegruppe har vi forskellige holdninger til, hvornår og hvordan vi kan anvende ros, og vi er (måske) usikre på, hvor gode vi egentligt er til det. Vi er til gengæld helt sikre på, at vi er gode til at opmuntre, når noget er svært og skal overvindes. Vi er også gode til at give den åbenlyse gode adfærd positiv opmærksomhed, men der stopper vores overblik (eller hvad?) Vi vil arbejde på en tilgang, hvor det at rose også kan være en vej/måde, hvorpå vi kan foregribe konflikter og uhensigtsmæssig adfærd, eksempelvis >>hvor er det godt, at I går roligt fra hinanden <<, når vi voksne kan se, at et par børn vender sig væk fra hinanden, måske endda med frustration og raseri under opsejling, fordi legen bare ikke kører mere, og der er brug for en pause. Her kan vi give specifik ros for, at de vender sig roligt væk fra hinanden. Med denne tilgang kan vi fremhæve de gode, positive handlinger, som det adfærdsudfordrede barn har så hårdt brug for at blive set, anerkendt og rost for (og rent praktisk, som vi i forvejen gør, evt. hjælpe videre med anden leg, hvis den ene eller begge børn har brug for det). Ros og opmuntring ses også som en mulig måde at guide/lede børn gennem de mange trin, der skal til for at få styr på nye færdigheder, hjælpe dem til en positiv selvopfattelse og give dem den motivation, der skal til for at holde ud, når de er i gang med en svær opgave. Det være sig både i situationen og før, hvor det at rose og opmuntre på forhånd, kan have en positiv effekt, eksempelvis som da Birgitte (pædagog) sagde til en gruppe børn, at de, ved en regel undtagelse, gerne måtte få legetøj indefra grupperummet med ud på legepladsen, fordi hun vidste, at de var gode til at passe på ting, rydde op og sætte på plads efter leg. Gruppen af børn havde her fået opmuntrende ord, ros og anerkendelse på forhånd samt fine anvisninger til, hvad de skulle/ hvad der blev forventet af dem. Trods den lange række af opgaver indeholdende: Fælles ansvar, samarbejde og det at skulle dele, var børnene topmotiverede til at klare opgaverne, og meget tydeligt glade og stolte over, at de blev tildelt et fælles ansvar de klarede de forskellige opgaver og fik specifik ros. Naboros er når vi roser et barn med specifik ros, så barnet/børnene ved siden af eller i nærheden, bliver motiveret til at afprøve samme måde. Vi benytter eksempelvis naboros i spisesituationen, hvor vi roser et barn, der sidder roligt og spiser, for den dejlige ro det har, dette for konkret at rose barnet samt at lede det urolige barn ved siden af mod en roligere adfærd. Vi passer selvfølgelig på med, at ros rettet mod et barn IKKE sætter andre børn i en situation, hvor de føler sig utilstrækkelige. Vi arbejder ydermere med selvros, hvor vi voksne øver os i, at rose os selv, når noget går godt. Vi går foran og viser, at det er godt at mærke og være glad for, det man har klaret. Vi søger med vores egen adfærd at
formidle, at vi tror på, at det er godt at øve selv når det er svært, og at vi selv og andre mærker, ser og anerkender, når noget går godt. Konkret >>Det var godt<< eller >>du er en god dreng<< er ikke specifik ros, som fortæller barnet, hvad det får ros for. Vær konkret, udspecificer rosen så barnet forstår >>du er godt nok god til at rydde klodserne op<< eller >>sikke hurtig du er til at komme hen til mig, når jeg beder dig om det<< eller >>du er god til at tage andre med i legen<< Vi arbejder med den specifikke ros. Vi ser efter den adfærd, vi vil have mere af og roser den, når barnet forsøger sig, øver eller ligefrem udfolder ønsket adfærd. Dvs. at et barn ikke skal nå et endeligt resultat eller mål for at få ros, for mange af de børn, der er udfordret af uhensigtsmæssig adfærd vil da aldrig nå i mål og få ros. Derfor tænker vi og arbejder med delmål og anerkender og roser de trin/ting, som går godt for barnet for vi ved, at det at arbejde med sociale kompetencer og adfærd er lange processer, hvor meget skal øves og læres. Vi roser med det samme specifik ros i direkte forbindelse med den konkrete adfærd, giver bedst mening for barnet, og derfor større grundlag for positiv udvikling ved at barnet mærker, >>aha, det er det her jeg skal<< eller >>det var godt gået af mig, jeg er god til det.<< Vi lader rosen stå UDEN efterfølgende negationer - dvs. lader være med at sige >>du har godt nok ryddet flot op<< for derefter at sige >>det burde du gøre efter alle lege<<...). Husk: At tage barnet i at være god gem ikke ros til den perfekte adfærd. At du ikke skal være bange for at forkæle, når du roser (med berettiget ros). At rose besværlige børn mere. At vise gode eksempler på selvros. At give konkret og specifik ros. At give ros med smil, begejstring og øjenkontakt (lad dog være med at kræve øjenkontakt) At give ros og positiv opmærksomhed for de adfærdsmønstre, du vil opmuntre. At give ros med det samme. At give kram, klap...samtidig med at du roser (hvis barnet har lyst). At bruge ros konsekvent.. Også at rose når andre mennesker er til stede.
Giv udtryk for din tillid til børnene. Vi evaluerer på betydningen af vores bevidste ros, ved at observere på: Om vi kan foregribe konflikter og uhensigtsmæssig adfærd med ros Om vi kan arbejde med små delmål, hvor vi roser det som gik godt. Om vi kan bruge ros på forhånd til at sætte fokus på den ønskede adfærd. Om vi kan isolere den ønskede adfærd og give specifik ros, uden at blande andre ting, som burde blive bedre sammen med rosen. o Andet? En hårfin balancegang! Med fokus på ovennævnte har vi mulighed for at øve os i fordelingen mellem opmuntring samt ros og irettesættelser samt konsekvens. Vi skærper opmærksomheden på, hvilken stemning vi med egen rolle og adfærd er med til at fylde i vores fælles sociale spillerum. Vi skal være opmærksomme på IKKE at falde for at uddele uberettiget ros, eks. til det barn der lige overtrådte et andet barns grænser (slog, sagde grimme ting m.v.), hvor man måske kunne falde for, at rose fordi barnet herefter gik stille væk. De børn som oplever, at blive trådt på skal selvfølgelig have en fornemmelse af, at vi håndterer situationen og får sat tydelige grænser.
3. De positive modstykker som metode På Center for ADHD, hvor vi har været på kursus, om metoder der kan bruges til alle børn, har vi fået to skemaer, som vi vil bruge til forberedelses og som retningsgivende metode til, som skitseret i ovennævnte; i stedet for at give uhensigtsmæssig adfærd den største del af vores tidsbegrænsede opmærksomhed, vil vi konkretisere problemet/udfordringen/den irriterende adfærd, og hurtigt rette fokus på næste træk, hvor vi søger efter det positive modstykke til den uhensigtsmæssige adfærd, eksempelvis; når et barn sparker for at få opmærksomhed, hvis det gerne vil med i en leg, ser vi det som den uhensigtsmæssige adfærd. Det positive modstykke er at definere, hvad vi hellere vil se, eksempelvis at barnet spørger, om det må være med (i stedet for at sparke som indgangshandling til legen/aktiviteten). Metoden Når vi har udfyldt et skema med positive modstykker, udfylder vi et trinskema: Trin 1. Uønsket adfærd: Sparke for at komme med i legen. Trin 2. Ønsket adfærd: Barnet spørger om det må være med. Trin 3. Valg af proaktiv strategi: Eks. At den voksne tilbyder barnet hjælp til at formulere ønsket om at være med i legen, at den voksne evt. tilbyder at være med til at spørge. Trin 4. Positiv opmærksomhed: Specifik ros - det var en god måde at spørge på. Trin 5. Barnets reaktion på den positive opmærksomhed: Her kan vi se betydningen af, at barnet bliver inddraget af de andre børn det at være ønsket det at undgå at blive udstillet på uhensigtsmæssig adfærd. Vi tager vores skemaer med på gulvet, og øver og bruger metoden i samværet med det barn, vi har fået opbygget en tillidsbærende relation til gennem lege-tiden. Vi trækker på vores erfaringer fra legen samt vores erfaringer med at give ros, og bruger alt det vi kan herfra til i praksis, at udføre trin 3 og 4.
Af Trinskemaet evaluerer vi på vores arbejde med De positive modstykker: (flere og nye pinde kan komme kan efterhånden komme til) Blev barnets adfærd, som det vi ønskede for det? Styrker de forgående metoder vores arbejde med barnet? Hvordan? Succeskriterier At vi udvikler flere metoder gerne tre, til at støtte børnenes udvikling af sociale kompetencer, metoder som tages i praksis af ALLE voksne i børnehaven. At vi indretter et fysisk rum (salen), så det altid er muligt, at finde en velegnet ramme for dette arbejde samt et rum som også på den anden side af undersøgelse og udviklingsfasen, bliver et rum til fællesskab og socialt sammenspil. Det er et altid nærværende ansvar og arbejde for os pædagoger, at arbejde med børnenes sociale kompetencer, så intet nyt i det. Det nye er, at vi indretter vores eget pædagogiske laboratorie altså et fysisk rum, hvor vi kan arbejde med og udvikle metoder til vores praksis generelt. Det andet nye er, at vi former metoder af et materiale, der kommer tæt på arbejdet med vores og børnenes adfærd det vil sige vores temperamenter og det vi udfolder heraf. Vi søger med vores nye metodiske afsæt, at tilføre vores praksis nye måder til arbejdet med børnenes udvikling af sociale kompetencer. Vi sætter altså flere ting i gang; fra det fysiske rum laboratoriet, det metodiske i børnehavens praksis, som går helt tæt på det konkrete arbejde med adfærd, til brugbare metoder hjemme i familierne med de handlingsmuligheder og fysiske rum, der findes der.