Kvinder og højtuddannede rammes af 4-års-model Dansk Folkeparti har foreslået, at der indføres et krav om mindst 4 år på arbejdsmarkedet for at kunne modtage efterløn. Denne analyse tegner et billede af, at det særligt er kvinderne og de højtuddannede, der bliver ramt, hvis der f.eks. stilles krav om 38 eller 4 år på arbejdsmarkedet for at få efterløn. af forskningschef Mikkel Baadsgaard 11. april 211 Analysens hovedkonklusioner Med det foreliggende datagrundlag viser analysen, at det er 1 pct. af de 59-årige, der er med i efterlønsordningen i 28, som har været på arbejdsmarkedet i mindst 4 år. Det er i særlig grad kvinder, der vil blive begrænset i muligheden for at gå på efterløn, hvis forslaget gennemføres. Det skyldes, at mænd typisk har været længere tid på arbejdsmarkedet end kvinder i 59-årsalderen. Blandt de 59-årige, der er tilmeldt efterlønsordningen, har mænd i gennemsnit været på arbejdsmarkedet i 3½ år mere end kvinderne (omregnet til fuldtid). Ufaglærte og faglærte er klart de grupper, der har været længst tid på arbejdsmarkedet, når det opgøres for de efterlønsberettigede lige før efterlønsalderen. Blandt 59-årige har ufaglærte og faglærte således i gennemsnit været omtrent 4 år længere på arbejdsmarkedet end jævnaldrende med lange videregående uddannelser. Det skal understreges, at opgørelsen af ancienniteten på arbejdsmarkedet er behæftet med usikkerhed bl.a. på grund af de datamæssige begrænsninger. Kontakt Forskningschef Mikkel Baadsgaard Tlf. 33 55 77 27 Mobil 48 72 mb@ae.dk Kommunikationschef Janus Breck Tlf. 33 55 77 Mobil 4 61 34 38 jb@ae.dk Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Reventlowsgade 14, 1 sal. 1651 København V 33 55 77 1 www.ae.dk
Ufaglærte mænd har haft det længste arbejdsliv I forbindelse med diskussionen om regeringens forslag til en tilbagetrækningsreform, har Dansk Folkeparti foreslået (i endnu højere grad) at målrette efterlønnen til personer, der har været på arbejdsmarkedet i mange år. Konkret har 4 år på arbejdsmarkedet været nævnt som en mulig grænse. I denne analyse tegnes et billede af, hvor stor en andel af forskellige befolkningsgrupper, der som 59-årige (dvs. lige før efterlønsalderen) har et langt arbejdsliv bag sig. Det skal bemærkes, at der ikke foreligger fuldt dækkende oplysninger på individniveau over antal år på arbejdsmarkedet. Det har derfor været nødvendigt at foretage en række beregningsantagelser i opgørelsen. I boks 1 er der redegjort nærmere for opgørelsesmetoden. Som det fremgår af boksen, omfatter det anvendte mål for arbejdsmarkedsanciennitet som udgangspunkt: Lønmodtagerbeskæftigelse omregnet til fuldtidsbeskæftigelse Ledighedsperioder opgjort som fuldtidsledighed Beskæftigelse som selvstændig (forudsættes at være fuldtid). Sidst i analysen peges på en række tekniske og registreringsmæssige problemer med at opgøre den enkeltes arbejdsmarkedsomfang gennem livsforløbet. Som det fremgår af tabel 1, havde de 59-årige, der var med i efterlønsordningen i 28, i gennemsnit været på arbejdsmarkedet i 34, år. Dette gennemsnit dækker imidlertid over en stor variation i antallet af år på arbejdsmarkedet. Der var således 26 pct. af de 59-årige, der havde været på arbejdsmarkedet i mere end 38 år, mens 1 pct. havde været på arbejdsmarkedet i mindst 4 år. Det bemærkes, at analysen kun belyser arbejdsomfanget for personer (59-årige), der betaler efterlønsbidrag. Tabel 1. Andel af 59-årige med arbejdsmarkedsanciennitet over 35-4 år, 28 35 år 36 år 37 år 38 år 39 år 4 år Gennemsnit Mænd 66 57 47 35 23 12 35,7 Kvinder 34 27 22 17 12 8 32,3 I alt 42 34 26 18 1 34, Anm: Kun 59-årige, der er efterlønsberettiget, indgår. Kvinder i 59-årsalderen har i gennemsnit været kortere tid på arbejdsmarkedet end mænd. For eksempel er det 35 pct. af de 59-årige efterlønsberettigede mænd, der har været på arbejdsmarkedet mindst 38 år, mens den tilsvarende andel blandt kvinderne er 17 pct. Denne forskel afspejler formentlig, at deltidsbeskæftigelse er mere udbredt blandt kvinder end blandt mænd. Samtidig kan det afspejle, at de 59-årige kvinder i større omfang end mændene har haft sabbatperioder for eksempel i forbindelse med pasning af egne børn. Uddannelsesmæssigt er der også store forskelle på, hvor mange år 59-årige har været på arbejdsmarkedet. Som det fremgår af figur 1, er det ufaglærte og faglærte, der i gennemsnit har været længst tid på arbejdsmarkedet som 59-årig, mens personer med lange videregående uddannelser i gennemsnit 2
har været kortest tid på arbejdsmarkedet. Ufaglærte og faglærte har således i gennemsnit været omtrent 4 år længere på arbejdsmarkedet end 59-årge med lange videregående uddannelser. Figur 1. Antal år på arbejdsmarkedet blandt 59-årige, fordelt på uddannelse 36 35 34 33 32 31 3 29 28 Ufaglært Faglært KVU MVU LVU I alt 36 35 34 33 32 31 3 29 28 Anm: Kun 59-årige, der er efterlønsberettiget, indgår. Personer med uoplyst uddannelse er ikke vist i figuren, men indgår i i alt. Boks 1. Sådan har vi opgjort længden af arbejdslivet Der foreligger ikke præcise registeroplysninger, der på individniveau belyser den enkeltes arbejdsomfang gennem livsforløbet. Der foreligger imidlertid en række oplysninger, som kan kombineres med henblik på at belyse længden af arbejdslivet for den enkelte. For perioden 198-28 er antallet af år på arbejdsmarkedet beregnet ud fra følgende oplysninger, som foreligger i alle år i perioden: Beskæftigelsesomfang baseret på ATP-indbetalinger (lønmodtagere) Ledighedsomfang (nettoledighedsgrad i året) Registerbaseret arbejdsstyrkestatistik (anvendes for selvstændig) For hvert år i perioden er arbejdsomfanget opgjort som beskæftigelsesomfanget baseret på ATP, tillagt ledighedsgraden i året. Begge oplysninger opgøres i fuldtidspersoner. Selvstændige erhvervsdrivende indbetaler imidlertid ikke til ATP, så for denne gruppe er det valgt at benytte den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik(ras). Personer, der er selvstændige ifølge RAS, antages at være fuld tid på arbejdsmarkedet i det pågældende år, idet der ikke forligger oplysninger om faktisk beskæftigelsesomfang blandt selvstændige. For perioden fra 1964-1979 foreligger der én variabel i Danmarks Statistiks registre, der opgør den akkumulerede erhvervserfaring for lønmodtagere i perioden. Variablen er dannet på baggrund af ATP-indbetalinger. Der foreligger således ikke individoplysninger om ledighedsomfang og perioder, som selvstændig erhvervsdrivende før 198. For at korrigere for de manglende oplysninger om ledige og selvstændig er det i beregningerne valgt at opskalere lønmodtagerbeskæftigelsen for perioden 1964-1979 med forholdet mellem arbejdsomfanget fra 198-28 (som både indeholder tid som selvstændig, lønmodtager og ledig) og antal år som lønmodtager i perioden 198-28. Denne skalering svarer grundlæggende til at antage, at den enkelte i perioden 1964-1979 relativt set er selvstændig og ledig i samme omfang, som den enkelte var i perioden 198-28. Personer, der er berettiget til efterløn, afgrænses i analysen som personer, der i mindst ét af årene 27 eller 28 i Danmarks Statistiks indkomstregister står registreret med skattefradrag for betaling af efterlønsbidrag. 3
En opdeling på uddannelse og køn viser, at det navnlig er blandt ufaglærte mænd, at en forholdsvis stor andel har været på arbejdsmarkedet i mange år. Blandt de ufaglærte mænd i 59-årsalderen er det således lidt over pct., der har været på arbejdsmarkedet i mere end 38 år, jf. figur 2a. Blandt de ufaglærte kvinder er det derimod kun omkring 15 pct., der har været på arbejdsmarkedet mere end 38 år, jf. figur 2b. Denne markante forskel mellem ufaglærte mænd og kvinder afspejler formentlig blandt andet, at ufaglærte kvinder i højere grad vælger deltidsbeskæftigelse sammenlignet med mænd. Figur 2a. Andel 59-årige mænd der har været på arbejdsmarkedet mere end 36, 38 og 4 år Figur 2b. Andel 59-årige kvinder der har været på arbejdsmarkedet mere end 36, 38 og 4 år Ufaglært mv. Faglært KVU MVU LVU 36 år 38 år 4 år Ufaglært mv. Faglært KVU MVU LVU 36 år 38 år 4 år Anm.: Kun efterlønsberettigede er medtaget. Anm.: Kun efterlønsberettigede er medtaget. Det skal understreges, at opgørelsen af ancienniteten på arbejdsmarkedet er behæftet med usikkerhed på grund af de datamæssige begrænsninger. Samtidig afhænger opgørelsen af en række forhold, herunder hvorledes perioder med deltidsbeskæftigelse og barsel indgår i anciennitetsopgørelsen. Registreringsmæssige problemer med implementering af forslaget Som tidligere nævnt foreligger der ikke (umiddelbart) fuldt dækkende registerdata til at belyse alle danskeres arbejdsomfang gennem livet. Denne analyse er primært baseret på den enkeltes indbetalinger til ATP fra 1964 og frem som indikator for længden af arbejdslivet suppleret med ledighedsperioder og perioder som selvstændig. I forbindelse med Dansk Folkepartis lancering af forslaget om 4 år på arbejdsmarkedet for at få efterløn, henviser Kristian Thulesen Dahl også netop til, at man kan bruge ATP-oplysningerne til at fastlægge arbejdsomfanget. Til DR-nyheder siger han den 13. januar, at Jeg tror det er meget, meget enkelt. Vi har jo fra starten af 6'erne haft ATP, som opgør, hvem der arbejder. Derfor vil man ret smidigt kunne finde ud af det her, hvis man gerne vil. I samme artikel nævner underdirektør i ATP, Ulla Schjødt-Hansen, at det ikke er helt så enkelt at anvende ATP. Hun udtaler bl.a., at På nuværende tidspunkt mangler vi en række data i forhold til at lave en fuldstændig beretning af, om man har været 4 år på arbejdsmarkedet. Der kan blandt andet umiddelbart peges på følgende problemer med at anvende ATP: Der indbetales som udgangspunkt ikke bidrag til ATP ved en ugentlig arbejdstid under 9 timer. Arbejdsomfanget ved kort arbejdstid tæller således ikke med. 4
Selvstændige er som udgangspunkt ikke omfattet af ATP men har mulighed for indbetaling af frivillige bidrag. For selvstændige er det derfor nødvendigt at supplere med anden information for at fastslå arbejdsomfanget. Problemet er her, at der ikke foreligger centrale registreringer af arbejdsomfanget blandt selvstændige. ATP-indbetalingen i de enkelte år kan groft omregnes til et årligt fuldtidsarbejdsomfang. Der er imidlertid kun 3 bidragssatser, afhængig af arbejdsomfanget. For ugelønnede er det følgende arbejdstidsintervaller (9-18 timer, 18-27 timer og mindst 27 timer pr. uge). Der er således et betydeligt omfang af slør i en omregning til fuldtidsbeskæftigelse. På baggrund af de årlige bidrag til ATP er det (med det foreliggende datagrundlag) ikke umiddelbart muligt at skelne systematisk mellem delårs- og deltidsbeskæftigede dvs. skelne mellem personer, der fx har arbejdet fuldtid i nogle måneder i året, og personer, der arbejder deltid i hele året. I beregningerne i denne analyse er perioder med ledighed medregnet i opgørelsen af arbejdsomfanget. Det er imidlertid tvivlsomt, om der foreligger centrale registreringer af ledighedsomfanget på individniveau tilbage til starten/midten af 196 erne. I denne opgørelse er som udgangspunkt kun medtalt barselsperioder, hvor der samtidig er indbetalt ATP (som lønmodtager), og barselsperioder som selvstændig (dog ikke før 198). For ikke at diskriminere kvinder bør alle barselsperioder formentlig tælle med i en opgørelse af arbejdsomfanget. Der er således en række praktiske problemer forbundet med at opgøre arbejdsmarkedsancienniteten. En mulig løsning kunne være, at det først skal træde fuldt i kraft for de årgange, hvor datakvaliteten er tilfredsstillende til at danne grundlag for udmåling af individuelle rettigheder til efterløn. Det vil imidlertid formentlig betyde, at et anciennitetskrav først vil have en begrænsende effekt på antallet af efterlønsmodtagere om adskillige år. En anden og mere nærliggende model kunne være, at udvide de nuværende krav om medlemskab af en a-kasse i 3 år til fx 35 eller 4 år for at være berettiget til efterløn. Men også på det punkt er det formentlig tvivlsomt, om der foreligger data på individniveau, som kan anvendes fuldt ud på kort sigt. 5