Rejsebrev fra Færøerne Hygge under aftensmaden. Side 1 af 6
Studerendes navn: Studienummer: E-mail.: Cathrine Dohn Jensen PS12414 1022065@ucn.dk Praktikperiode: 2. el. 3. Praktikperiode nr. 2. Praktik fra til: 1. august 2013 til 31. januar 2014 Institutionens navn: Sambýlið Eirargarður 16 Institutionens adresse: Institutionens kontakt e- mail: Eirargarður 16 A+B 100 Tórshavn Færøerne jonao@av.fo Institutions type: Dag institution: Døgninstitution: X Målgruppe og aldersgruppe: Mennesker med nedsat funktionsevne Fysisk alder: 20 86 år. Mental alder: 8 måneder 14 år. Antal ansatte og uddannelsesmæssig baggrund: Fysiske rammer: På bofællesskabet er der i øjeblikket ansat 13 uddannede pædagoger og 20 medhjælpere, som har forskellige uddannelsesbaggrunde. Bofællesskabet består af tre afdelinger: - 16 BN bor der 6 borgere. - 16 BS bor der 4 borgere, på denne afdeling står der et værelse ledigt. - I underetagen (A) er der plads til 9 borgere, som er delt ind i to mindre grupper, men i øjeblikket er der et værelse ledig. Så alt i alt er der plads til 20 beboere på Eirargarður. Beliggenhed: Bofællesskabet ligger i udkanten af Tórshavn, som en del af hospitalets bygninger. Åbningstider: Eirargarður har altid åben i og med at det er beboernes hjem. Side 2 af 6
Da det er et hjem jeg er i praktik på, kan den pædagogiske opgave til tider blive overskygget af de praktiske opgaver for der er mange i og med at når beboerne er hos os, skal de bades, have mad og gøres klar til at sove. Så her er det vigtigt at man husker at inddrage beboerne i det daglige, tage dem med når man vasker tøj, når man gør køkkenet rent eller om aftenen når man laver aftensmad. Dette giver dem også en forståelse til en hvis grad af hvordan hjemmet fungerer. Der er lavet en madplan, for at skabe forudsigelse og trykhed tryghed for både medarbejdere og beboere. Jeg havde en madlavningsaften, hvor en beboer kom af sig selv og gerne ville være med til at lave tærte, så selvfølgelig skulle han være med til det. Jeg flyttede skålen og fadet ned i hans højde, så han kunne arbejde med det. Derefter fik han skeen i hånden og blev sat til at røre rundt i det, jeg puttede i skålen, hermed blev det ham der lavede aftensmad, han var svært stolt og ville have det skrevet i sin kontaktbog så de kunne læse det oppe på Virkni dagen efter. Her fik denne beboer en succes oplevelse og spørger stadigvæk engang imellem, om vi snart skal lave mad igen. Nu har jeg ikke arbejdet med denne målgruppe i Danmark, så jeg kan ikke sammenligne synet på målgruppen, men jeg kan forsøge at forklare hvordan det ser ud heroppe. Denne type borgere blev indtil 1974 sendt til Danmark for at bo, der kom en dame rundt i de små bygder for at udpege dem, som hun mente fejlede noget og skulle med hende og hendes medarbejdere til Danmark. Nogle børn var indlagt på hospitalet og nåede ikke at få sagt farvel til deres familier, inden de blev sendt afsted. Dog var der nogle forældre som mente, at det var forrykt, at der kunne komme fremmede mennesker og bestemme over deres børns skæbne, så de begyndte deres egen kamp mod dette, de kæmpede for at få deres børn hjem til Færøerne. I 1974 lykkedes det, de første børn begyndte at komme hjem, her stod nogle andre af hospitalets bygninger klar til at tage imod, i 1980 stod Eirargarður færdigbygget og de første borgere begyndte at flytte ind - nogle af disse borgere bor her endnu men dette gør at færingerne ikke har været vant til denne målgruppe, dog syntes jeg, at når man tager ud i byen med beboerne er befolkningen ekstremt venlige overfor både beboerne og personale. Side 3 af 6
Eirargarður som det ser ud nu. Mulighederne for, som studerende, at planlægge aktiviteter med beboerne er kæmpe store, personale og beboere er meget åbne for nye idéer og muligheder. Derudover ejer bofællesskabet to busser, hvor der henholdsvis er plads til en og to kørestole, jeg vil mene at her er det kun fantasien der sætter grænsen for hvad der er muligt at foretage sig af pædagogiske aktiviteter. Vejledningen foregår når jeg som studerende føler, at jeg har behov for at snakke og her er både mine vejledere gode til at råde og vejlede, men også min leder og de andre pædagoger der er ansat på stedet. Ingen vil gå af vejen for en god snak, der eventuelt vil kunne hjælpe mig videre i min situation. Jeg har været heldig med, at der er ansat unge medarbejdere på Eirargarður, her er blandt andet en nyuddannet pædagog, som jeg har kunnet sparre rigtig meget med. Derudover har jeg lige været en uge på Virkni borgernes beskyttede værksted hvor der var syv studerende som var nået ligeså langt som mig i deres uddannelse, det var rigtig rart at møde nogen som var på samme stadie, og som sad med lidt de samme frustrationer som jeg også sidder med engang imellem. Til hospitalet hører fire gamle betonblokke med fem etager, i blok nr. 1 holder ambulancerne og her er også en masse kontorer. Blok nr. 2 er indrettet med værelser på ca. 12 kvm, med fælles køkken og bad på de forskellige gange, her bor jeg, de to resterende blokke er indrettet som et- og treværelses lejligheder. Det at jeg bor i den blok der har fælles køkken og bad gør, at det har været nemmere at få nye bekendtskaber. Her på gangen har der både boet medicin studerende, som kun har skullet være her i to uger, der har boet Side 4 af 6
jordemoder, fysioterapeut og sygeplejerske studerende som har skullet være her i et modul. Derudover bor der læger i en af de andre blokke som er heroppe i deres turnus, og en ambulanceredder som har fået fast job heroppe. Det passer med, at da jeg startede i august, var der stor udskiftning i blokkene, for mange tog hjem og en masse nye kom, her har folk været gode til at mødes på kryds og tværs, tage hinanden med ud, når der har været vandretur, øl eller andet på programmet. En dag fik jeg og en fra den anden blok den idé at vi skulle til Island, fordi nu var vi jo her og vi kunne komme afsted med færgen, for ingen penge. Tre uger efter var vi i færd med at køre Island rundt, hvilket helt sikkert er anbefalelsesværdigt, da Færøerne er i frisk erindring, og man kan sammenligne de to naturskatte med hinanden. Her på Færøerne er der utrolig meget kultur og befolkningen vil hellere end gerne vise dig den, hvis du bare virker en smule interesseret. Mens jeg har været her, har der været rigtig mange af de meget omdiskuteret grinde drab, jeg ville selvfølgelig gerne se et, for de fleste færinger får julelys i øjnene når man nævner grind, det er helt sikkert en delikatesse, som de ikke har i sinde at slippe lige med det samme. Når der er spottet grind i farevandet, skal man være på pletten med det samme, fordi folk springer ned i deres små motorbåde for at samarbejde om at få grinden presset ind på den nærmeste sandstrand hvor endnu flere meget erfarne folk står klar til at slå dem ihjel, med det rette værktøj. Det drab jeg var med til, var et lille drab, her var der nok 120 hvaler fordelt på to flokke, og det tog mændene ca. ti - femten minutter at slå dem alle sammen ihjel, dette kræver utrolig meget samarbejde, og det var meget fascinerende at stå oppe på kanten og se det ske. Vi var så heldige at få noget grind, så her er det skåret og hængt til tørre. Side 5 af 6
Jeg har været med på fårefangst, en rute som åbenbart er meget berømt her på Færøerne, men også en rute som var ekstrem hård, i hvert fald for os danskere som ikke er vant til at gå i fjeldene. Her skulle vi møde op kl. 8 om morgenen i en lille bygd ved navn Tjørnuvík, alle blev hurtigt sat ind i hvad der skulle ske, inden vi drog afsted. Vi gik i ca. to timer inden vi nåede kanten af fjeldet, her var der spændt to wirer op imellem fjeldet og en lille klippe. På wiren kørte der en metalkasse med plads til to, denne kasse skulle vi sætte os i og så trak mændene som var kommet over på klippen til fårene i en snor der var fastgjort på kassen, så kassen kørte. Her skulle vi indfange de tretten får og tage dem med tilbage til bygden, hvor de skulle slagtes og sælges på en auktion. Her er metal kassen som fragtede alle tredive mand og tretten får frem og tilbage. Inden jeg rejste til Færøerne, havde jeg selvfølgelig snakket med flere færinger, og de havde næsten alle sammen advaret mig med: når man først er flyttet til Færøerne, flytter man aldrig hjem igen, og jeg vil sige, at jeg til dels godt kan give dem ret, for her er fantastisk. Befolkningen er ekstremt sød og venlig, når man kommer som blåøjet dansker og ikke kan finde hoved eller hale i noget som helst. Derudover er naturen slet ikke noget man kan sætte ord på, det er bare noget man skal opleve i sit liv. Det at man på en vandretur kan fylde sin vandflaske med noget af det reneste vand der findes, eller at man kan se havet uanset hvor man er på de forskellige øer eller ikke mindst det at fårene går frit. Her er det menneskerne der holder tilbage for fårene, for hvis de vil krydse vejen, så gør de det, uanset om der kommer en bil eller ej. Jeg må nok indrømme, at jeg allerede har bestilt to måneders ferie hertil til sommer ;-) Side 6 af 6