Bachelorprojekt på pædagoguddannelsen.

Bachelorprojekt på pædagoguddannelsen. Omsorgspersoners tilknytnings betydning for spædbarnet. Navn: Majka Pedersen Klasse: PGE 10D Studienummer: 145452 Skole: Via University College Horsens Studie: Pædagoguddannelsen campus Horsens Vejleder: Kim Bach Petersen. Afleveringsdato: 13. januar 2014 Anslag: 53.183

Pædagoguddannelsen i Horsens Denne bachelorprojektopgave er udarbejdet af studerende på VIA University College - Pædagoguddannelsen i Horsens. Den skriftlige opgave er et resultat af de studerendes selvstændige arbejde, og den er ikke rettet eller kommenteret fra uddannelsesstedets side. Endvidere skal der gøres opmærksom på, at den skriftlige redegørelse ikke er hele produktet. Bachelorprojektet vurderes efter 7-trinskalaen på grundlag af den studerendes mundtlige fremlæggelse og en efterfølgende faglig diskussion mellem vejleder, ekstern censor og den studerende med udgangspunkt i det skriftlige arbejde. Jens Norup Simonsen Uddannelsesleder

Abstract. Efter min 3. praktik, blev jeg nysgerrig på området tilknytning, og det er derudfra min problemstilling er udformet. Man ville i denne opgave blive gjort bekendt med 4 tilknytningsformer omhandlende børn, og 4 tilknytningsformer omhandlende voksne. Man vil også i denne opgave, finde ud af hvordan man kan drage en sammenligning mellem disse tilknytninger, og derved få svar på hvorfor vi pædagoger derfor skal arbejde med voksnes tilknytning. Der vil altid være undtagelser, og jeg kigger derfor nærmere på, hvad vi som fagpersoner skal være opmærksomme på, når vi arbejder med familier.

Indholdsfortegnelse Indledning.... 1 Emne.... 1 Emnebegrundelse.... 1 Problemstilling.... 2 Emneafgrænsning.... 2 Metode.... 2 Refleksioner.... 3 Læsevejledning.... 4 Tilknytning.... 5 Tilknytningsadfærd.... 6 Tilknytning ved børn.... 7 Tryg tilknytning.... 7 Utryg tilknytning.... 8 Undgående tilknytning.... 8 Ambivalent tilknytning.... 9 Desorganiseret tilknytning.... 9 Tilknytning ved voksne.... 10 Sammenhæng mellem børn - og voksen tilknytning.... 14 Kortlægning af voksnes tilknytning.... 17 Pædagogens rolle.... 19 Diskussion.... 22 Konklusion.... 24 Perspektivering.... 26 Litteraturliste... 28

Indledning. Emne. Forældres egne tilknytningserfaringers betydning for deres børn. Emnebegrundelse. I min tredje praktik på pædagoguddannelsen, fik jeg muligheden for at arbejde på et mor-barn hjem. Jeg havde tidligere stiftet bekendtskab med tilknytning, men det var ikke noget jeg havde beskæftiget mig yderligere med. I min praktik oplevede jeg hvordan man her arbejdede intenst med tilknytning, og jeg blev meget optaget af området. Jeg finder det meget spændende, hvordan tilknytningen opstår og hvilken betydning den har både for barnet som lille, men også for barnet i sit voksenliv. Jeg fik i denne tid muligheden for at se, hvor vigtig denne tilknytning er, da jeg både så børn og voksne, som manglede den sikre tilknytning. Dette gjorder stort indtryk på mig som fagperson, og jeg begyndte derfor at beskæftige mig med dette emne. Det er ud fra min praksiserfaringer, at jeg har fået skabt en stor passion indenfor emnet, og det er derfor grunden til at jeg har valgt, at beskæftige mig med dette emne. Det er i barnets første levetid, at de udvikler den grundlæggende tilknytning til deres omsorgspersoner (Killén, 2010), det er derfor jeg syntes det er vigtigt, at vi som fagpersoner beskæftiger os med, og er opmærksomme på tilknytning. Jeg syntes desuden, at det er et område vi sjælendt beskæftiger os med, og derfor syntes jeg det er vigtigt, at vi får mere fokus på området, da det har stor betydning for de mennesker vi arbejder med. 1

Problemstilling. Ud fra overstående emnebegrundelse, er jeg kommet frem til, at jeg vil arbejde med følgende problemstilling. Hvordan kan pædagoger i arbejdet med familiebehandling, anvende forældres egne tilknytningserfaringer i arbejdet med deres spædbørn? Emneafgrænsning. Jeg vil her gerne starte med, at fortælle omkring hvad jeg mener, når jeg taler om familiearbejde. Jeg taler her ud fra, de erfaringer jeg har fra min praktik, og derfor vil familiebehandling og arbejdet herom derfor tage udgangspunkt i døgnophold på en institution. I min opgave, havde det været oplagt også at tale om omsorgssvigt. Dette har jeg valgt ikke at have med, da jeg syntes det vil fjerne fokusset fra det jeg ser som det essentielle i min opgave, men jeg er dog bevist om at det kunne have været et emne, som jeg havde kunnet bruge, til at drage forbindelse mellem tilknytning og omsorgssvigt, og hvad omsorgssvigt gør ved børnene. Jeg kunne også have valgt, at kigge på det kognitive aspekt i tilknytning, men dette er heller ikke noget jeg har valgt at gå ind i. Jeg har erfaret, at mentaliseringsevnen og tilknytning også er tæt forbundet, men dette er ikke noget som fremgår i min opgave. Metode. Jeg vil her i mit metodeafsnit redegøre for, hvorfor jeg har valgt i min opgave, at skrive omsorgspersoner i stedet for forældre, som der står i min problemstilling. Jeg havde i starten tænkt, at dem børn får en primær tilknytning til er deres forældre, men efter refleksioner herom, blev jeg opmærksom på, at børns primære omsorgspersoner ikke nødvendigvis er deres forældre, hvilket der kan være mange 2

forskellige årsager til. Når jeg skriver omsorgspersoner, tænker jeg derfor ikke på pædagoger eller andre professionelle, men for mig betyder det den eller de personer barnet har den primære tilknytning til, hvad end det er en positiv eller negativ tilknytning. Jeg vil begynde min opgave med at finde ud af, hvad tilknytning egentlig er og dens historie, og så vil jeg kigge på de forskellige tilknytningsformer hos børn, hvorefter jeg vil kigge på teorien omhandlende tilknytning hos voksne. Disse to vil jeg holde op mod hinanden, og se om der tegnes et mønster. Hvis der viser sig et mønster, vil jeg kigge på, hvad der er årsagen til at der findes denne sammenhæng. Dernæst vil jeg gå ind og kigge på, hvordan man så kortlægger den tilknytning voksne har. Derfra vil jeg gå ind og kigge på pædagogens rolle i forhold til børnene og omsorgspersonerne, og hvad vi som fagpersoner skal være opmærksomme på. Jeg vil lave en diskussion, hvor jeg ud fra et citat, som jeg er blevet inspireret af igennem læst og bearbejdet litteratur. Jeg vil diskutere, og se på tingene fra to sider med udgangspunkt i citatet. Jeg vil herefter runde min opgave af med en konklusion på de ting, jeg har fundet ud af igennem opgaven, og derigennem svarer på problemstillingen. Til sidst har jeg en perspektivering, hvor jeg kigger på, hvordan den viden jeg har fået igennem opgaven, også kan bruges indenfor andre områder af det pædagogiske felt. Refleksioner. Jeg har valgt, at lave et punkt der hedder refleksioner, da jeg har brug for, at skrive noget omkring den proces, som jeg har gennemgået igennem min bachelor periode. Jeg har ikke været i tvivl om mit emne, som det også fremgår i min emnebegrundelse, men det har overrasket mig, hvor svært jeg havde ved at finde litteratur, som kunne hjælpe mig med at få svaret på min problemstilling. Det jeg har valgt at bruge, er kilder som jeg som fagperson kan stå inde for, og som er pålidelige. Jeg har også besøgt mit tidligere praktiksted, for at tale med min vejleder omkring mit emne, og som en sparingspartner, som har kunnet hjælpe mig. Denne opgave har derfor ikke været nem for mig at skrive, og da jeg samtidig er et menneske, som ud fra FLOW modellen, arbejder bedst når jeg er presset, da det er der jeg mærker at 3

udfordringen bliver tilpasset i forhold til mine evner, har jeg også arbejdet med opgaven intensivt. Jeg er bedst til at arbejde intensivt i skriveprocessen, frem for løbende over hele perioden. Læsevejledning. Jeg vil kort opridse, hvad min opgave består af, og hvilke teoretikere og teorier jeg har valgt at benytte til besvarelsen af min problemstilling. Jeg starter min opgave med, at snakke om tilknytning. Her nævner jeg Bowlby, og det historiske perspektiv, ud fra en video forelæsning af Karen Vibeke Mortensen. Jeg bruger også Kari Killén til at forklare tilknytningsbegrebet. Under dette emne, forklare jeg kort om tilknytningsadfærd igen ud fra videoforelæsning af forelæser Karen Vibeke Mortensen. Jeg snakker derefter om børns tilknytningsmønstre. Her er mine primære kilder Kari Killén og Karen Vibeke Mortensen. Jeg går derfra videre til voksnes tilknytning, hvor jeg her bruger Kim Bartholomew, som har arbejdet med voksnes tilknytning, her bruger jeg også en model, som jeg har indsat i min opgave, for at danne et bedre overblik for mig selv og læseren. Mit næste område omhandler sammenhængen mellem børns og voksnes tilknytning. Igen bruger jeg her Kari Killén og Karen Vibeke Mortensen, samt en artikel fra Psykolog Nyt, til at belyse området. Herefter behandler jeg kortlægningen af voksnes tilknytning ud fra AAI. Jeg bruger igen Kari Killén og Kim Bartholomew til dette punkt. Jeg kigger dernæst på pædagogens rolle. Her arbejder jeg ud fra artiklen i Psykolog Nyt, og ud fra egne erfaringer, og egen faglig overbevisning. I min diskussion, har jeg taget udgangspunkt i et citat, som jeg har fundet i Psykolog Nyt, som jeg fandt interessant. Her begrunder jeg mine syn ud fra det jeg tidligere har nævnt i opgaven. 4

Min konklusion er skrevet ud fra de ting, jeg har fundet ud af igennem opgaven, og ud fra de teorier jeg har valgt at bruge i min opgave. Jeg slutter af med en perspektivering, hvor jeg kommer med mine faglige begrundelser til, hvorfor jeg mener, at dette emne også er anvendelig indenfor andre områder af det pædagogiske felt. Tilknytning. Tilknytning er det vigtigste trin i barnets tidlige udvikling. Tilknytning er en varig indre repræsentation af de relationer barnet får skabt til omsorgspersonen. (Broberg, Granqvist, Ivarsson, & Mothander Rishold, 2008) Efter anden verdenskrig begynder man, at finde ud af, at børn der havde mistet deres omsorgspersoner led, og at nogle af disse børn aldrig knyttede sig til en voksen igen. Dette gjorder at John Bowlby, begyndte at interessere sig for dette område. Til at starte med, havde man en formodning om, at børn var afhængige af deres mor, fordi det var hende der bar maden, men med tiden opdagede Bowlby, at det ikke drejede sig om mad, men at børn fødes med et instinkt, som giver dem evnen og lysten til at knytte sig til dens primære omsorgsperson. (Mortensen, Danskernes Akadami, 2012) Jeg antager derfor, at der er mange børn og voksne som før denne tid, har lidt under manglende sikker tilknytning. Dette antager jeg, kan have påvirket fremadrettet, altså at det er et mønster, som har fulgt op igennem flere generationer, da det er svært at give sit barn det man aldrig selv har fået. Jeg siger dette med forbehold for, at der selvfølgelig sagtens kan have været mønstrebrydere, som har kunnet ændre denne negative spiral. Et barn forsøger at skabe en tilknytning, for at sikre sin egen overlevelse. Når barnet er nyfødt er det meget hjælpeløst, og har derfor behov for en hel del hjælp. Det er derfor børn udtrykker sine behov gennem gråd, pludre, og rækker hænderne op efter den voksne. Dette er alt sammen tegn, som spædbørn giver til deres omsorgsperson, får at få dækket sine behov. For at den egentlig tilknytning derfor kan tage form, er det derfor vigtigt, at de voksne reagere hensigtsmæssige på barnets signaler. Disse signaler som barnet sender, bliver også kaldt for tilknytningsadfærd. (Mortensen, 5

Danskernes Akadami, 2012) Børn skaber også denne tilknytning, for at skabe organiserede strategier til at kunne håndtere stress i forbindelse med adskillelse, sygdomme eller andre situationer som kan virke stressfyldte på barnet. (Killén, Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II, 2012) Tilknytningsadfærd. En adfærd, der medfører, at barnet opnår nærkontakt med et menneske, som barnet opfatter som en, der er i stand til at klare sig bedre i verden. (Mortensen, Danskernes Akadami, 2012) Med overstående citat menes der, at den adfærd børnene har, når de giver udtryk for deres signaler som gråd, og som medfører at den primære omsorgsperson, reagere hensigtsmæssigt på disse signaler. Barnet oplever omsorgspersonen, som en som kan beskytte den, og opfylde de behov barnet har. Barnets tilknytningsadfærd og den respons barnet får herpå er med til at skabe den tilknytning barnet vil få skabt. Jeg har i mit virke som pædagog, arbejdet meget med denne tilknytningsadfærd i forhold til omsorgspersonerne. I familiebehandling kigger man på omsorgspersonernes evne til, at kunne aflæse barnets tilknytningsadfærd, og om de ud fra denne adfærd kan handle hensigtsmæssigt. Som pædagog er din rolle her, at observere forældrene og barnets samspil, og herefter give forældrene respons. Dette kan også gøres undervejs, hvor man som pædagog er med til at intervenere. Det er vigtigt, at vi som pædagoger ikke er bange for at sætte ord på det som barnet fortælle, hvis forældrene ikke selv er i stand til at aflæse disse signaler. Når vi gør dette, taler vi barnet stemme, for derved at tale som barnet og ikke som pædagogen. Det er vigtigt, at vi som pædagoger hjælper omsorgspersonerne, med at kunne aflæse disse signaler for at sikre barnet bedst muligt. 6

Tilknytning ved børn. Tilknytning er opdelt i forskellige kategorier. Der er flere forskellige teoretikere der har forsket i disse opdelinger. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Kari Killén, som har beskæftiget sig med tilknytning. Kari Killén arbejder desuden ud fra Ainsworths teori om tilknytning. Tryg tilknytning. Børn, der oplever forældre, som er tilgængelige, lydhører og sensitive samt reagere hensigtsmæssigt og beskytter barnet vil udvikle en tryg tilknytning. Disse børn, ved at forældrene vil trøste og beskytte dem, hvis de oplever ubehag. Disse børn er i stand til, at mærke hvilke følelser de føler, og kan identificere disse. Børnene vil også vise de følelser for deres omsorgspersoner, og det vil ikke være en svær opgave, at trøste dem og lade dem finde ro. Disse børn vil gå ud og udforske verdenen, da de ved, at de kan vende hjem til den sikre havn, hvis de mærker ubehag. Børn med en tryg tilknytning, vil vise at de savner deres omsorgsperson, hvis denne forsvinder, og viser glæde ved genforeningen. Børn med en tryg tilknytning, vil have en god social, kognitiv og emotionel udvikling. Pædagoger der arbejder med børn, som har en tryg tilknytning, oplever disse børn som værende mere harmoniske og samarbejdsvillige, end børn med en af de andre tilknytningsformer. Man oplever at disse børn har færre konflikter med andre børn, og når de har dem, er de i stand til bedre at kunne løse disse konflikter. Den trygge tilknytning sikre ikke børnene et godt liv, men det har givet barnet et godt fundament, som gør at barnet nemmere kan klare de udfordringer, som de vil opleve i livet. Tryg tilknytning er dermed et centralt element i resiliens. (Killén, Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II, 2012) Man mener at ca. 2/3 af alle børn har en tryg tilknytning i den vestlige del af verdenen. Som tidligere nævnt, bliver disse børn gode kammerater, samarbejdsvillige og kommer og opsøger hjælp, hvis der en opgave de ikke selv er i stand til at løse. (Mortensen, Danskernes Akadami, 2012) Jeg har i praksis mødt børn, som havde en tryg tilknytning. I min sidste praktik, oplevede jeg en lille dreng, som var trygt tilknyttede med sin mor. Han havde god øjenkontakt med sin mor, og også med personalet, som arbejdede med familien. Det 7

var tydeligt, at denne lille dreng blev meget ulykkelig, hvis han blev overladt til personalet i forbindelse med pasning, også selvom det var kortvarigt. Han blev meget ked af det, når hans mor afleverede ham til personalet. Drengen kunne være svær for personalet, at få til at falde til ro, og han var først ordentlig rolig, når han blev forenet med sin mor, som var hende der kunne få ham til at slappe af. Det var tydeligt for mig, at her var tale om en dreng der var trygt tilknyttet med sin mor. Hun fik smil og pludre fra ham, og han var et barn, som trives bedst, ved hans mors nærvær. Utryg tilknytning. Børn som oplever omsorgspersoner, som værende følelsesmæssig tilbagetrukket, invasion og kontrol eller forældre der er uforudsigelige, udvikler en utryg tilknytning. Børn med denne tilknytning vil ofte undgå øjenkontakt, de tilpasser sig, og de viser sjælendt følelser. (Killén, Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II, 2012) Øjenkontakt er essentielt for spædbørn, og derfor er det en af de ting, som pædagoger, som arbejder med familiebehandling, er meget opmærksom på, om omsorgspersonerne og pædagogerne kan få en god alderssvarende øjenkontakt. Jeg så i min praktik, et barn som ikke var i stand til at holde en længere varende øjenkontakt, hverken med omsorgspersonerne eller personalet. Hvis man var vedvarende i øjenkontakten blev barnet uroligt og ked af det, og faldt først til ro, når barnet blev lagt op over skulderen. Dette var en meget bekymrende udvikling. Utryg tilknytning kan opfattes som en risikofaktor, som sandsynligvis vil kunne medføre problemer. (Killén, Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II, 2012) Undgående tilknytning. Børn der har en undgående tilknytning, vil stille og roligt begynde at undertrykke egne behov, og i stedet udvise overdreven tilpasning. De viser ikke deres følelser, og er generelt meget undgående overfor andre. De ønsker ikke øjenkontakt og tager meget afstand fra fysisk kontakt. Det er vigtigt her at få understreget, at undgående adfærd kan identificeres både som utryg tilknytning men også som symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion hos både børn og unge. (Killén, Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II, 2012) 8

Man mener at ca. 15 20 % af alle børn i den vestlige verden har denne tilknytning. Disse børn opleves som værende konfliktskabende, aggressive og de har ikke stor interesse for indlæring. De søger ikke hjælp, hvis de står overfor opgaver de ikke er i stand til at løse. Disse børn vækker tit vrede i omgivelserne og bliver mødt med kontrol og afvisninger. (Mortensen, Danskernes Akadami, 2012) Ambivalent tilknytning. Når børn med en ambivalent tilknytning skal håndtere deres utryghed, søger de intenst kontakt til deres omsorgspersoner, og de afviser ligeså intenst dem igen. De er utrøstelige når de er kede af det, bange og græder. De kan udvise meget vrede, og det kan være svært at få dem beroliget igen. Disse børn har det med at overdrive og forstærke deres tilknytningsadfærd, så når de f.eks. græder, er det meget intenst. For at opnå deres forældres tilgængelighed, sikre de sig den igennem konflikter eller passiv afhængighed. (Killén, Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II, 2012) I den vestlige verden er ca. 5 15 % af børnene i denne kategori. Disse børn opleves ofte som irriterende for omgivelserne. Når de stilles overfor en opgave, kan de reagere med irritation, og bruger flere kræfter på at kæmpe med den voksne, frem for at få løst opgaven. Disse børn har også svært ved at være alene, da de hele tiden søger efter tryghed. (Mortensen, Danskernes Akadami, 2012) Desorganiseret tilknytning. Overstående tilknytningsmønstre er alle struktureret, men netop den desorganiseret tilknytning er ikke heriblandt. Nogle af de tilknytningsrelationer, som nogle børn får, er karakteriseret ved fravær eller sammenbrud af det organiseret mønster. Disse børn er ikke klar over, hvordan de skal sikre sig at få omsorg og beskyttelse fra omsorgspersonen. Disse børn mangler evnen til at kunne anvende en sammenhængende strategi og udvikler derfor den desorganiserede tilknytning. Børnene udviser adfærd som både ses ved undgående og ambivalent tilknytning. Børnene vil udvise ængstelig adfærd, og de vil ikke være i stand til at opfatte voksne 9

som værende nogle der kan beskytte dem. De har let ved at miste kontrollen over både adfærd og følelser. Børnene kan være overdrevet blide og søde og meget samarbejdsvillig, og de kan være hæmmede, bange og straffende eller en kombination af disse kvaliteter. Børn med denne tilknytning har oplevet forældre, som enten har været skræmte selv eller udsat børnene for nogle traumatiserende oplevelser. (Killén, Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II, 2012) Denne tilknytning er den værste af dem alle, og man mener at det er ca. 5 %, som udvikler denne tilknytning. Der er her tale om de mest skadet børn, som udviser indre problemer, angst og depression. De reagerer med en udad reagerende adfærd med vrede og aggression. Disse børn vil forsøge at bytte om på forholdet i hjemmet, så det er børnene der har styringen i familien, da de ikke oplever at de voksne selv er i stand til at yde ordentlig omsorg. (Mortensen, 2012) Tilknytning ved voksne. Jeg har igennem længere tid, forsøgt at finde en, som har forsket i voksnes tilknytning, da de fleste vælger at beskæftige sig med børn. Det er lykkes mig, at finde en kvinde, som har forsket og udarbejdet en model, til at forklare voksnes tilknytning. Jeg er bekendt med, at dette er udgivet i 1991, men da det er udarbejdet ud fra forskning, og da jeg mener dette er tidsløst, altså ikke noget der løbende ændre sig, finder jeg den stadig meget relevant. Kim Bartholomew deler den op i 4 kategorier, og hun skildrer mellem den voksnes eget selvbillede, og den voksnes billede af verden. Jeg har ud fra modellen analyseret den som følende. I den øverste vanrette del af modellen er, hvor der kigges på den voksnes eget selvbillede. Selvbilledet bliver igen delt op i et positivt og negativt selvbillede. I siden, altså i den lodrette del af modellen kigger man på den voksnes billede af 10

omverdenen. Her er modellen igen delt op i et positivt billede af omverdenen og et negativt billede. Jeg har valgt, at lave en rekonstruktion af den oprindelige model, som er at finde I den originale tekst, hvorfra jeg vil oversætte den til dansk, og arbejde derudfra. MODEL OF SELF (Dependence) Positive (Low) CELL I Negative (High) CELL II Positive (Low) MIDDEL OF OTHER (Avoidance) NEGATIVE (High) (Bartholomew, 1991) SECURE Comfortable with intimacy and autonomy CELL IV DISMISSING Dismissing of intimacy Counter-dependent PREOCCUPIED Preoccupied with Relationships CELL III FEARFUL Fearful of intimacy Socially avoidant Hvis man kigger i cell I kan den oversættes til tryg. Her er der tale om voksne, som føler sig elsket og ved at de har en værdi, altså de har et positivt selvbillede. De har samtidig en forventning om, at andre mennesker generelt er accepterende og 11

responderende. De har et positivt billede af omverdenen. De er trygge ved intimitet både i forhold til kærlighedslivet, men også i forhold til andre nære relationer. De er selvstændige individer, som ikke er afhængige af andre. Denne tilknytning bliver også sammenlignet med tryg tilknytning, hvilket derfor er årsagen til navnet. (Bartholomew, 1991) Hermed tolker jeg, at den voksne generelt har en tro på, at andre mennesker acceptere den voksne og at andre mennesker er i stand til at respondere hensigtsmæssigt på vedkommendes signaler og behov, samt at de kan respondere og indgå i en positiv relation og interagere i en positiv hensenende. Dette går også i god tråd i forhold til deres tryghed, når det gælder intimitet både i kærlighedslivet, men også i andre relationer. Cell II kan oversættes til den optaget tilknytning. Disse voksne har et meget lavt selvbillede, men en positiv opfattelse af andre og omverdenen. Voksne med denne tilknytning er karakteriseret ved, at de søger en accept af dem selv ved andre, for derved at opnå en accept af sig selv. (Bartholomew, 1991) Jeg oplevede i min praktik en mor, som har denne tilknytningsstil. Hun higede efter accept og anerkendelse, og jeg kunne ikke spore nogen form for positivt selvbillede i hende. Hvilket kom til udtryk på mange måder b.la. manglende lyst til at gøre noget ud af sig selv, såsom at tabe sig, tage pænt og rent tøj på etc. Hun kunne til tider næsten glemme sit barn, i hendes iver efter at få noget opmærksomhed til sig selv. Hun havde et behov for, at vise pædagogerne hvor dygtig og god hun var, og her omhandlede det som oftest hende selv, og ikke hendes barn eller dem sammen i en fælles enhed. Cell IV vælger jeg at oversætte til afskedigende eller afvisende tilknytning. Der er her tale om, voksne med et positivt selv, som ved at de er noget værd, men som har et negativt billede af andre. Disse mennesker, beskytter sig selv mod at blive skuffet, ved at undgå tætte og nære forhold, og opretholder en følelse af uafhængighed og usårlighed. (Bartholomew, 1991) 12

Jeg har oplevet disse mennesker med denne tilknytning som værende meget afvisende overfor mig som fagperson. De ønskede ikke at lade mig komme tæt på dem, og de havde meget svært ved, at åbne sig op og bede om hjælp. Når man har rost dem, for noget de har gjort, har de svært ved at tage imod. For at komme tæt på disse, kræver det meget relations arbejde, og selv efter det er det ikke sikkert, at vedkommende lukker dig helt ind. Som pædagog, kan det være svært at arbejde med disse, da de ikke stoler på en, men de udstråle stadig en tillid til sig selv, som gør at disse mennesker ved at de er betydningsfulde, og derved har de en selvtillid, som de kan brug i rollen som forældre. Til sidst vil jeg se på cell III, som kan oversættes til frygtfuld. Her har mennesket et negativt selvbillede, hvor man ikke selv tro man er noget værd, og samtidig har man også en forventning om, at omverdenen ikke er nogle man kan stole på og at de vil afvise en. De undgår at indgå i tætte relationer til andre, for derved at være i stand til at beskytte sig selv mod den afvisning de forventer at få fra andre. (Bartholomew, 1991) I forhold til den førnævnte har mennesket her, også et negativt billede af sig selv. Her har mennesket altså ikke noget positivt selvbillede, eller positivt billede af omverdenen, hvilket stiller mennesket i den position, at de ikke har tiltro til sig selv eller andre. Dette stille pædagogen overfor en stor opgave, da denne brugergruppe, er svær at arbejde med. Det er vanskeligt at komme tæt på, og samtidig er det udfordrende, at give dem noget positivt respons og anerkendelse, da de ikke selv har den tiltro til sig selv. Det er vigtigt, at have for øje, at Kim Bartholomew ikke mener, at man kun befinder sig i den ene af disse 4 kategorier, men at man kan springe i dem. Hermed menes der, at man derfor ikke kan placere én, og derudfra regne med at vedkommendes adfærd altid er svarende til den tilknytningsstil, som man har antaget vedkommende tilhører. Der kan være mange faktorer som spiller ind i denne sammenhæng, og man skal derfor også kigge på omgivelserne, det bagland omsorgspersonen har, og hvilken livssituation mennesket står i. Den omsorgsrelation den voksne har til barnet kan derfor enten være konstant eller 13

forandrelige, og der er som førnævnt derfor faktorer som kan påvirke kvaliteten i relationen, såsom sociale omstændigheder, sygdom, ændret arbejdsforhold, mange og negative skift i parforholdet og omsorgspersonenes generelle udvikling. (Busck, 1998) Sammenhæng mellem børn - og voksen tilknytning. Jeg har nu redegjort for børns og voksnes tilknytning. Jeg vil nu forsøge, at finde en sammenhæng mellem disse tilknytninger. Hvis vi kigger på den der hedder tryg, er det en fælles nævner for både børn såvel som voksne. Det er børn som er blevet set og hørt som barn, og derfor har fået et positivt billede af omverdenen, som også er det der er kendetegnet ved voksne med en tryg tilknytning. Samtidig bliver barnet anerkendt i sine følelser og sine behov, hvilket derfor også er smittet af videre ind i voksenlivet, hvor den voksne har et positivt billede af sig selv, da det som barn har oplevet at blive anerkendt. Børn med en ambivalent tilknytning, mener jeg som voksne har en reel mulighed for at udvikle Cell II Preoccupied. Som barn søger de en intens kontakt til deres omsorgspersoner, men de kan ligeså hurtigt afvise dem igen. De sikre sig tilgængelighed ved enten at være afhængig af omsorgspersonerne eller ved at skabe konflikter. Som voksne vil disse også søge andre menneskers accept, for at få en følelse af, at man er god nok. Man vil derfor hige efter andre, ligesom man som barn har været meget intens i sin kontakt. Dette vil man også være som voksen. Voksne der har Cell IV dismissing er voksne som beskytter sig mod andre, for ikke at blive skuffet. Det resulterer i, at de undgår tætte relationer til andre mennesker. Dette ligger i rigtig god tråd med, hvad vi ved børn med en undgående tilknytning også gør. De vælger at undertrygge egne behov og følelser, da de så mange gange er blevet skuffet, fordi omsorgspersonerne ikke har reageret hensigtsmæssigt på deres signaler og behov. De bliver også undgående i kontakten, og man kan derfor koble disse to sammen, da man som førnævnt som voksen, beskytter sig imod andre mennesker, da de alligevel skuffer én, grundet de indre arbejdsmodeller, som man har med fra sin tidlige opvækst. 14

Jeg mener, at Cell III og desorganiseret kan sammenlignes. Som lille ved barnet ikke hvor forældrene er, og de har ikke en opfattelse af, at omsorgspersonerne er i stand til at beskytte dem. Disse børn, har ikke fået dækket de psykiske behov, og ikke følt sig elsket og mangler anerkendelse. Som voksne har man ingen positive billeder af sig selv, hvilket går i god tråd med, at de aldrig har oplevet at der er nogle som anerkender dem. De stoler ikke på omverdenen, da de som barn ikke har oplevet omverdenen, her mener jeg omsorgspersonerne, som værende nogle man kunne stole på. De beskytter sig selv mod at blive afvist, ved at afvise, da de som barn gentagende gange har oplevet at deres omsorgspersoner har afvist dem. Hvordan kan man så forklare, hvorfor denne sammenhæng er der? Hvis man kigger på barnet, har barnet fået skabt sig nogle erfaringer, som bliver udviklet til indre arbejdsmodeller, af sig selv og sine omsorgspersoner og det forhold barnet har til dem. Det betyder, at barnet udvikler en indre opfattelse af sig selv, som kan være overvejende positive eller overvejende negative, af sine omsorgspersoner og hvad barnet kan forvente af dem, og andre vigtige relationer herunder pædagoger. Disse indre arbejdsmodeller vil igennem livet blive revurderet på baggrund af de erfaringer barnet gør sig, men man mener stadig, at dem man har udviklet i de tidlige år, har stor indflydelse fremadrettet. (Killén, Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II, 2012) Det vil altså sige, at hvis et barn oplever en tryg tilknytning, vil barnet skabe sig en indre arbejdsmodel der er overvejende positivt, hvilket kan sammenlignes med voksnes tilknytning, hvor den voksne har et positivt selvbillede og et positivt billede af omverdenen. Dette hænger sammen med, at den voksne, som barn har fået skabt sig overvejende positive indre arbejdsmodeller. De indre arbejdsmodeller danner grundmønstrene i vores personlighed, som derfor også hænger sammen med vores tilknytning, da det også bliver afspejlet i vores måde at agere på. (Mortensen, Danskernes Akadami, 2012) Forskning viser, at der er stærke forbindelser mellem omsorgspersonernes tidlige oplevelse af tætte relationer og kvaliteten i omsorgspersonernes- / barn relationen. (Busck, 1998) Den voksne kan dog have haft en tryg tilknytning som barn, men som voksne have ændret tilknytning. Men for at dette kan lade sig gøre, skal den voksne have været udsat for noget meget traumatisk. 15

Hvis man har overvejende negativ indre arbejdsmodeller, er de meget svære at ændre på, når man bliver voksen, da mistilliden som man har udviklet, påvirker en så meget. (Mortensen, Danskernes Akadami, 2012) Hvis man kigger på omsorgspersonerne, har deres egen tilknytning stor betydning for, hvilke indre arbejdsmodeller de udvikler overfor deres eget barn, da omsorgspersonerne udvikler indre arbejdsmodeller til barnet baseret på deres egne tilknytningserfaringer. Det kan derfor være svært, at ændre på samspillet mellem omsorgspersonen og barnet, hvis det er styret af negative tilknytningserfaringer, og nogle forvrængede eller uengagerede indre arbejdsmodeller af barnet. Disse indre modeller af barnet påvirker derfor omsorgsperson-barn-tilknytningen, da disse modeller påvirker omsorgspersonens tolkning og respons på barnets behov. Derfor vil omsorgspersonernes forældrerolle blive påvirket. Både omsorgspersonernes indre modeller, og deres adfærd er derfor forudsigende for barnets tilknytning. Man mener igennem forskning, at kunne se, at omsorgspersonernes indre arbejdsmodeller giver en stærkere forudsigelse end deres adfærd. (Killén, Omsorgssvigt - Praksis og ansvar II, 2012) Derudfra kan man altså sige, at grunden til at man kan se en sammenhæng mellem tilknytningerne, er grundet de indre arbejdsmodeller, som vi som små skaber, da de påvirker vores opfattelse af os selv og andre, også senere i livet. Vi skal dog alligevel have for øje, at man kan ændre tilknytning i løbet af sin opvækst, hvis man udsættes for noget meget traumatisk. Dette er også afgørende for, hvorfor jeg ser vigtigheden i at arbejde med omsorgspersonernes tilknytningserfaringer. Når vi som pædagoger har et bedre overblik over dette, kan vi nemmere hjælpe de spædbørn vi arbejde med, og sikre os, at de får de bedste vilkår for ikke at få skabt nødvendigvis den samme tilknytning som omsorgspersonerne. Vi vil kunne gå ind og hjælp omsorgspersonerne med, at få arbejdet med deres egen tilknytning, og derved få åbnet op for, at de ting der har ligget i underbevidstheden, kan blive synlige, så de kan give børnene det de har behov for. I mellem tiden, mener jeg, at det er os som fagpersonernes ansvar, at forsøge så vidt muligt, at give barnet det som omsorgspersonerne ikke er i stand til. 16

Kortlægning af voksnes tilknytning. Jeg har i min praktik fået et indblik i hvordan man kan kortlægge voksnes tilknytning, ud fra hvad pædagoger er i stand til. Jeg har fået lov til, at arbejde med tilknytningsinterview, som de andre pædagoger havde fået kenskab til igennem et længerevarende kursus ved en psykolog. Jeg vil derfor nu kigge nærmere på, hvordan man kan kortlægge voksnes tilknytningsmønstre. Da man ved, at omsorgspersonernes indre arbejdsmodeller påvirker deres funktion som omsorgsperson, er det derfor vigtigt at undersøge deres tilknytning. (Killén, Omsorgssvigt - Det teoretiske grundlag I, 2010) Kari Killen snakker om tilknytningsinterview kaldt AAI Adult Attachment Interview, som er et semistruktureret kvalitativt interview. Her interviewer man omsorgspersonen omkring forskellige forhold og deres opvækst. Man spørg ind til hvilke forhold omsorgspersonen er vokset op under, og hvilke forhold de selv har haft til deres omsorgspersoner. Har de oplevet kontinuitet i deres opvækst, har de været anbragt som barn eller ung, eller som voksen på et behandlingshjem. Har de oplevet svigt, følt sig skuffet eller lign. Føler de selv, at de har en tilknytning til deres omsorgsperson, eller en uden for hjemmet? Det er vigtigt, at have kendskab til om de har oplevet kriser eller traumer, og hvordan deres omsorgspersoner har forholdt sig til det. Når omsorgspersoner har associationer til deres egen opvækst, kan vi som pædagoger hjælpe dem med at få dem uddybet, ved at stille spørgsmål til det de fortæller. (Killén, Omsorgssvigt - Det teoretiske grundlag I, 2010) Jeg har også i min praktik set interviews hvor en omsorgsperson ikke har kunnet huske noget fra sin barndom, eller kun husker meget lidt. Jeg har også mødt en, som 17

idylliserede sin barndom meget. Hvis de idyllisere deres barndom, er det vigtigt, at man stiller uddybende spørgsmål, og får dem til at konkretisere det mere, da det ofte er igennem de uddybende spørgsmål, at det bliver tydeligt, at det omsorgspersonen fortæller er idylliseret. Man stiller også spørgsmål, for at undersøge, hvordan omsorgspersonerne har fungeret i deres ungdom og starten af deres voksenliv. Man spørger ind til relationer, job og uddannelse etc. (Killén, Omsorgssvigt - Det teoretiske grundlag I, 2010) Man udviklede dette interview, med henblik på at kunne i en vis grad forudsige barnets tilknytning, og for at kunne undersøge omsorgspersonernes omsorgsmuligheder. En række undersøgelser viser nemlig, at denne type interview kan have en god gyldighed og være meget pålidelig, både når det drejer sig om omsorgspersonernes omsorgskapacitet, og når det handler om at forstå barnets tilknytning. (Killén, 2010) Når interviewet er overstået, vil der være tegnet et mønster, som viser den voksnes tilknytning. På baggrund af svarene klassificeres den voksnes tilknytning i fire kategorier. Den ene er afvisende/benægtende, disse voksne er usammenhængende og de afviser tilknytningsrelaterede erfaringer og relationer. De generalisere meget og derved normalisere de, de erfaringer som de har omkring deres egne erfaringer, som støtter eller står i modsætning til episoder de har fortalt om. Dette kan sammenlignes med den som Kim Bartholomew referer til som værende Cell IV dismissing. Derefter kommer den autonome. Voksne med denne tilknytning vil i interviewet give en sammenhængende fremstilling ud fra spørgsmålene. Når de beskriver og vurdere deres tilknytningsrelaterede erfaringer er de logisk sammenhængende, uanset om der er tale om positive eller mindre positive oplevelser. Den kan her sammenlignes med Cell I secure i henhold til Kim Bartholomew. Derfra er der det mønster, hvor den voksne er overinvolveret i sin egen tilknytningsperson, som også kan kaldes for de ambivalente. De fortæller usammenhængende og er overinvolveret i deres tidlige tilknytningserfaringer. Under interviewet kan disse fremstå meget vrede, passive eller bange og de er meget modsigende. Den henviser Kim Bartholomew som værende Cell II preoccupied. Til sidst er der den desorganiseret/uforløste. De er også meget usammenhængende, 18

og ofte har de fortrængt mange ting fra deres barndom. Her taler Kim Bartholomew om Cell III fearful. (Killén, 2012) (Bartholomew, 1991) Pædagogens rolle. Nu har jeg fået analyseret de forskellige tilknytningsformer, og hvordan man kan kortlægge den voksnes tilknytningsmønstre. Nu vil jeg tage og kigge nærmere på, hvordan vi som pædagoger kan arbejde med dette, når vi arbejde med spædbørn, og hvilke faldgrupper vi skal være opmærksomme på. Når vi som pædagoger arbejder med familier i familiebehandling, skal vi være opmærksomme på såvel omsorgspersonernes som børnenes adfærd. Der er helt tydelige ting, som vi som pædagoger har en faglig viden, som gør os i stand til, at kunne se tydelig tegn på mistrivsel. Det kan b.la. Være ved manglende øjenkontakt og ved hjælp af Strange Situation. Selvom vi pædagoger ikke er fremmed for barnet, kan vi stadig se hvilket mønster barnet har, når omsorgspersonerne går og igen kommer retur, og hvordan barnet reagere, når barnet bliver mødt med en fremmed. Jeg forstår Strange Situation som værende hvor omsorgspersonerne forlader barnet, og barnet efterlades enten alene, hvor en fremmed kommer ind i rummet til barnet, eller hvor barnet efterlades med en fremmed. Derefter kommer omsorgspersonerne igen ind til barnet og de bliver genforenet. Den fremmede forlader nu rummet hvor i barnet er, og her til sidst kan barnet så sidde tilbage alene hvis også omsorgspersonerne forlader rummet. (Busck, 1998) Det betyder dermed, at barnet bliver overladt i en situation, uden deres omsorgsperson, og det er her jeg mener, at vi som fagpersoner skal være opmærksom på, hvordan barnet reagere på dette. Barnets adfærd i denne situation afspejler de kvaliteter der er i relationen til omsorgspersonerne. (Busck, 1998) Vi som pædagoger, skal i vores arbejder være opmærksom på, at der ikke nødvendigvis kun er én omsorgsperson, men at der kan være to, og at barnets 19

tilknytning kan være forskellig fra de to omsorgspersoner. Derfor bliver vi nødt til, at være opmærksomme på, hvordan barnet reagere uafhængigt af de to omsorgspersoner. Det samme er gældende, når vi arbejder med omsorgspersonernes tilknytning. Vi skal have øje for, at der kan være to omsorgspersoner, og selvom den ene ikke udviser en god tilknytning, kan den anden stadig gøre det, og derved give barnet mulighed for en tryg tilknytning. Hvis vi som pædagoger, kan se, at der ikke er en god tilknytning og relation, er det vigtigt at vi som pædagoger kan arbejde med barnet. Vi skal have for øje, at én tryg relation kan være tilstrækkelig for at barnet kan udvikle evnen til at reflektere over følelser. (Busck, 1998) Dette kan være en pædagog, og det er derfor vigtigt, at vi ikke er for mange pædagoger, som er inden over. I et døgnregi er jeg dog godt bevist om at dette ikke er muligt, og at pædagogerne ikke kan være på arbejde hele døgnet. Det er vigtigt, at vi som pædagoger vejleder og guider omsorgspersonerne der hvor de har vanskeligheder. Hvis vi igen tager udgangspunkt i tilknytningsformerne vil omsorgspersonerne med en tryg tilknytning, ikke have det samme behov for at blive vejledt, da det for dem kommer mere naturligt. De andre tilknytningsformer, vil have behov for mere vejledning. Det er her vi som pædagoger, skal gå ind og hjælpe, så vi kan sikre os barnet bedst mulig. Hvis ikke det er muligt, at sikre barnet ved omsorgspersonerne, er det vores opgave som fagpersoner, at informere andre offentlige instanser, om at barnet ikke er i trivsel, og at der er farer for, at barnet kan tage skade, hvis ikke der bliver reageret. Vi som pædagoger, skal sikre os at barnet trives, og det er vores primære opgave. Vi bliver derfor også nødt til, at tilsidesætte vores eget forhold til omsorgspersonerne, hvis dette er til gavn for barnet. Vi vil automatisk i arbejdet med familierne, blive en del af familien og dens historie, og selvom vi kan få ondt af omsorgspersonerne, er det vigtigt, at dette ikke påvirker vores arbejde, og at vi ikke begynder at tænke; at det også er synd for dem, de gør jo hvad de kan, men de har jo ikke selv haft en nem opvækst. Jeg oplevede i min praktik, at jeg godt kunne få hjerte for forældrene, men jeg var også bevidst om, at det vigtigste i dette arbejde, er at kigge på barnet, og se hvordan barnet trives. I min praktik oplevede jeg også, at en kollega havde meget svært ved at se, de ting som både jeg som studerende så, og det som mine kollegaer så ved en familie. Det 20

viste sig senere, at min kollega kunne identificere sin egen familie og opvækst med den pågældende familie. Hun tog dem meget i forsvar, og hun forsvarede dem ofte med at de gjorde deres bedste. Det viste sig, at denne kollega, selv som barn havde oplevet at blive adskilt fra sin omsorgsperson, selvom vedkommende gjorde hvad det kunne. Min pointe er her, at vi som professionelle, husker at vi er professionelle og ikke bliver for private i vores arbejde. Hvad end det er i forhold til os selv og vores egen baggrund, eller når det drejer sig om vores forhold til vores brugere. Jeg mener ikke at, vi pædagoger kun skal være professionelle, men også personlige, dog skal vi skal finde en balance. Jeg mener, at en pædagog skal være personlig i det omfang, at man har sin personlighed med i sit arbejde, og man i nogle tilfælde kan bruge sine egne erfaringer i arbejdet overfor familien, men man skal ikke gå ind i detaljer, og fortælle vidt og bredt om eget liv. Jeg mener også, at hvis man har sin personlig del med ind i arbejdet, så har man nemmere ved at skabe den relation der skal til, for at man kan arbejde med dem. Jeg syntes dog, at det er vigtigt at man er professionel, og derved som førnævnt ikke involvere sig for meget privat og personligt med familien. Det er derfor vigtigt, at vi ikke tager vores private og personlige forhold med ind i arbejdet, da dette kan medføre at man mister objektiviteten i det professionelle arbejde. Her under vil jeg også gerne have lov til at pointere, at vi som professionelle skal ligge vores fordomme fra os, og ikke dømme familier ud fra hvad vi mener, er den rigtige måde, at være familie og omsorgsperson på, men derimod acceptere at folk er forskellige, og at der er forskellige måder at være familie på, så længe barnet trives og ikke er på vej ud i en negativ udvikling. Fonagy har igennem undersøgelser af patienter fundet ud af, at patienter som kan betegnes som, hvad han kalder for, avoidant og dismissive kan udvikle en bedre evne til at håndtere og reflektere over egne følelser, hvis de får intensiv terapi. (Busck, 1998) Dette betyder derfor, at der ved disse forældre er potentiale til at kunne udvikle omsorg og en bedre tilknytning til deres barn, men dette kan kun gøres, hvis omsorgspersonerne får den rette hjælp. Vi pædagoger er ikke i stand til, at udføre terapi af denne form, derfor er det vores job, at anbefale både omsorgspersonerne og de andre offentlige instanser herunder sagsbehandlere, at forældrene får den rette form for terapi, så de derved kan udvikle sig, og få det bedre med deres barn. Jeg oplevede en mor i praktik, med store udviklingspotentiale, men man kunne 21

tydeligt mærke, at hun havde behov for at få bearbejdet sin egen fortid, for at kunne give hendes barn det, som der skulle til for at han kunne udvikle sig som han skulle. Derfor blev han anbragt i plejefamilie, med henblik på at skulle hjem, ligesom alle andre anbringelser, men dette kunne først ske, når moderen havde modtaget den nødvendige hjælp, som hun efter anbringelsen startede. Diskussion. Forældre som udviser,,evne til refleksion i AAI, har alle en tryg tilknytning til deres børn, helt uafhængig af hvor elendig barndommen har været. (Busck, 1998 s.17) Jeg har i en artikel fundet overstående ciatat, hvilket jeg fandt meget spændende og samtidig blev jeg meget provokeret af dette. Jeg vil derfor kigge på, hvordan jeg som fagperson forholder mig til overstående. Hvis man tager udgangspunkt i overstående citat, må man altså derfor antage, at dem der kan beskrive deres barndom, som den reelt har været, og som kan reflektere over de oplevelser, hvad end de har været positive eller negative, som de har haft i deres barndom, selv har en sikker tilknytning. Dermed mener man også, at de derfor giver deres barn en sikker tilknytning. Dette er jeg enig i, i det omfang, at vi dog stadig skal have for øje, at der kan være situationer, som gør at de ikke er i stand til dette. Der kan være ting, som i deres voksenliv, som har ændret på dette. Jeg mener godt, at man kan reflektere over ens barndom, hvis traumet først er kommet senere i livet. Jeg mener også, at man kan have haft en sikker tilknytning som barn, men senere i livet træffe nogle beslutninger, som påvirker ens liv i en negativ retning. Det kan være valg af kæreste, omgangskreds eller lign. Jeg mener, at man kan ende ude i noget mindre godt for en selv, selvom man har en sikker tilknytning. Herunder mener jeg også, at man kan havne i misbrug, uden at dette har nogle forbindelse til ens barndom og ungdom. Jeg har mødt omsorgspersoner, som har haft det vi vil betegne som en normal og stabil barndom, men som er endt i et misbrug, og for dem kunne dette misbrug fylde så meget, at de havde svært ved at varetage deres barns behov, 22

fordi deres egne behov kommer i første række. Dette har ikke haft noget med deres oplevelser som barn, men er forhold der senere har påvirket dem, og deres beslutninger. Vi skal dog ikke tro, at der ikke er noget hold i overstående citat. Vi skal huske på, at kun dem med en sikker tilknytning, eller dem der er i nærheden af en sikker tilknytning er i stand til at reflektere, uden at idyllisere historierne og begivenhederne fra deres barndom. Jeg er også som fagperson opmærksom på, at Kim Bartholomew, som tidligere nævnt, mener at man ikke har én tilknytning, men kan springe i dem. Jeg er dog godt klar over, at man ikke kan springe voldsomt meget, men jeg syntes stadig det er interessant. Dette vil jo betyde, at vi som fagpersoner, kan lave et AAI hvor vi har en omsorgsperson, som har en god dag, ment i at omsorgspersonen, kan være tættere på sikker tilknytning, end vedkommende normalt er. Derved kan udslaget af interviewet give et misvisende svar. Selvom jeg godt er klar over, at dette ikke bliver så stor en misvisning, da forældrene skal være i stand til at kunne reflektere, og for nogle af dem er denne evne ikke udviklet. Jeg vil dog stadig mene, at der er et dilemma i det, da vi som pædagoger, kan få indtryk af, at omsorgspersonerne er i stand til mere, end de egentlig er. Derfor er det vigtigt, at vi som fagpersoner ikke lader os stirre blindt, ud fra dette interview, men stadig bruger vores pædagogiske faglighed, til at observere adfærd hos barnet, og sikre os at barnet er i trivsel og i positiv udvikling, og at vi stadig er opmærksomme på omsorgspersonernes adfærd. Vi skal passe på med, at vi ikke lader os påvirke af én ting, men stadig beholder og arbejder ud fra den faglighed vi foruden også er i besiddelse af. 23

Konklusion. Det har været et komplekst område, som jeg har arbejdet med, og jeg har undervejs mødt mange udfordringer. Jeg har ikke kunnet finde litteratur, som jeg har syntes passede helt ind i min problemstilling, det har medført, at jeg har måtte arbejde ud fra det, som jeg syntes har været mest passende i henhold til litteratur. Jeg har også for at besvare problemstillingen brugt min egen faglighed, samt den praksiserfaring jeg har fået i min praktik. Jeg har i min opgave, fundet ud af, at tilknytning er det vigtigste trin i børns tidlige udvikling. Børn skaber denne tilknytning for at sikre sin egen overlevelse, og de har derfor brug for voksne der kan aflæse og reagere hensigtsmæssigt på deres signaler og behov. Da det først er efter 2. verdenskrig, at Bowlby er begyndt at interessere sig for tilknytning, og dens betydning, har jeg derfor konkluderet, at der derfor må være mange både voksne og børn som ikke har fået en sikker tilknytning, som har fået lov til at gå igennem generationer, da der ikke har været nogle, som har arbejdet med disse familier. Jeg kan også konkludere, at det er vigtigt i arbejdet med familier, at vi som pædagoger er opmærksomme på barnets tilknytningsadfærd, da denne adfærd er med til at afspejle barnets behov, og herunder om barnets allerede eksisterende tilknytning gør at, barnets tilknytningsadfærd afviger fra det normale. Jeg kan konkludere, ud fra Kari Killén samt Karen Vibeke Mortensen, at børn der oplever en tryg tilknytning, bliver børn der er i balance, som bliver gode kammerater og samarbejdsvillige. Men for de børn, som ikke oplever en tryg tilknytning kan det have store konsekvenser, også fremadrettet. De kan være trukket meget ind i sig selv, have en udad reagerende adfærd, have svært ved at være alene og de vil kunne blive mødt med vrede fra deres omgivelser. Jeg må derfor konkludere, at det er vigtigt, at et barn for en tryg tilknytning, da det vil følge dem resten af deres liv. Det er derfor vigtigt, at vi som pædagoger arbejder med dette, da det er her, at vi kan gøre en forskel. Jo tidligere vi bliver opmærksomme desto bedre, da barnets indre arbejdsmodeller er svære at ændre, når de først er dannet. 24