processen gror, når man først er i gang 27 V æ r k t ø j s k a s s e
Værktøjskasse FNs Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede består af i alt 22 regler, som er opdelt i tre hovedafsnit. De første 4 regler handler om de grundlæggende forudsætninger, som kræves for at handicappede mennesker i videst muligt omfang kan leve et liv på lige fod med ikkehandicappede. De næste 8 regler omhandler de indsatsområder, der har særlig betydning for handicappedes deltagelse i samfundet, mens de sidste 10 regler omhandler den praktiske gennemførelse af målsætningen om lige muligheder for handicappede på overvejende centralt niveau. Den følgende gennemgang er begrænset til reglerne 1-12, da det især er disse, som er relevante på kommunalt og amtsligt niveau. Samtlige regler kan ses i oversigt på side 50. 28
Regel 1. Øget opmærksomhed De enkelte lande bør træffe foranstaltninger til at skabe øget opmærksomhed om mennesker med handicap, deres rettigheder, behov, medvirken og udviklingsmuligheder. Det er en væsentlig forudsætning for lige muligheder, at befolkningen som helhed har indblik i og forståelse for de vilkår, som gælder for mennesker med handicap. Den almindelige borgers kendskab til handicappedes særlige livssituation er både forudsætningen for en positiv accept af den enkelte handicappede som medborger, og forudsætningen for en generel accept af, at der bruges penge og personaleressourcer på at sikre handicappede et liv på lige fod med andre borgere. For at opnå en sådan forståelse kan kommunerne aktivt medvirke til at udbrede kendskabet til handicappedes livssituation. Kommunen er gennem driften af forskellige institutioner, som børnehaver, folkeskoler, kulturhuse og lignende, i tæt kontakt med både handicappede og ikke-handicappede borgere. At skabe øget kendskab til handicappede kan naturligvis ske på mange måder, og hvilken, der er bedst egnet, afhænger af de lokale forhold og traditioner. Nedenfor er oplistet nogen idéer til tiltag, som kan øge opmærksomheden og kendskabet til handicappedes livssituation: Kommunen kan formulere en handicappolitik. Kommunens handicappolitik kan gøres til et synligt og positivt aktiv på niveau med gode børneinstitutioner, et godt skolevæsen, områdets kulturtilbud, korte ventelister til sygehusvæsenet etc. En fornuftig handicappolitik er ikke bare passive udgifter. Den kan sagtens gøres til en del af et levende og velfungerende lokalmiljø og -demokrati. Kommunen kan gå foran som opinionsdanner. Kommunen kan være model for andre ved at demonstrere hensyntagen til handicappede i alle de aktiviteter, som kommunen er ansvarlig for. Gennem kommunens adfærd som myndighed, som planlægger, som arbejdsgiver, som arrangør af møder og kulturelle aktiviteter kan vises, at kommunen er helt opmærksom på, at en del af kommunens borgere er handicappede. Angiv for eksem- 29
pel i kommunens annonceringer, at der er teleslynge for hørehæmmede ved borgermøder, at blinde og svagtseende kan henvende sig for at få byrådsmaterialet på bånd, oplys, at der er adgang for kørestolsbrugere ved arrangementer, angiv i stillingsopslag, at handicappede ansøgere er velkomne og så videre. Ofte findes mulighederne i forvejen, og at nævne dem er en god måde at skabe opmærksomhed om emnet. Kommunen kan arbejde for at sikre offentlighed og mediebevågenhed om de initiativer, som kommunen tager på handicapområdet. Lokalavis, -radio og andre kan gøres opmærksomme på, at kommunens nye idrætshus, parkanlæg, legeplads eller lignende også rummer muligheder for mennesker med handicap. Etablering af et lokalt handicapråd er en god måde at sikre, at handicappede brugere inddrages, når der træffes beslutninger, der påvirker deres liv, og kan samtidig medvirke til at skabe opmærksomhed om emnet. Mange kommuner har allerede i dag gode erfaringer med et formaliseret samarbejde med brugerorganisationerne. Brugerne repræsenterer i kraft af deres daglige erfaringer med de kommunale tilbud en betydelig faglig ekspertise. En tæt dialog med brugerne er ligeledes en god basis for en optimal udnyttelse af de kommunale ressourcer og et godt udgangspunkt for opbakning bag de prioriteringer, som kan være nødvendige. Lav en temauge for alle kommunens skoler og børnehaver, hvor handicapområdet er i fokus. Prøv for eksempel at lade børnene finde rundt på deres egen skole og på biblioteket med bind for øjnene ved hjælp af en stok. Eller at skulle kommunikere uden lyd. Eller gå en tur i byen i kørestol. 30
Regel 2. Behandling De enkelte lande bør sikre mennesker med handicap effektiv behandling. Handicappede er generelt sikret nøjagtig samme behandling i det danske sundhedsvæsen som enhver anden borger i dette land. En styrket kommunal indsats på behandlingsområdet vil først og fremmest være relevant i forhold til øget koordination af den tværsektorielle indsats, hurtig opfølgning, når der er indtruffet eller konstateret et handicap, og forebyggelse. Der er flere temaer, som kan indgå i en kommunal handicappolitik på sundhedsområdet: Der kan iværksættes en styrket uddannelsesindsats over for sundhedspersonalet. Personalet bør modtage undervisning om handicappedes forhold og sættes i stand til, i forebyggende øjemed, at kunne opdage og afhjælpe et handicap så tidligt som muligt. Undersøg, om koordinationen mellem det amtslige sundhedssystem og den sundhedsmæssige indsats i kommunen fungerer bedst muligt. Lav en grundig gennemgang og vurdering af den tidlige indsats i forbindelse med ulykke eller invaliderende sygdom. Det vil ofte være bedst, at en koordineret og sammenhængende rehabiliteringsindsats igangsættes allerede på hospitalet - for eksempel ved inddragelse af talepædagoger, socialrådgivere, socialpædagoger, praktiserende læge og så videre. En del amter og kommuner har gode erfaringer med det, man kalder case management, det vil sige, at én person gøres ansvarlig for at koordinere indsatsen fra de mange forskellige faggrupper, som kan være involveret i et rehabiliteringsforløb. Det er sjældent mangel på tilbud, der er problemet - problemet er derimod ofte, at der ikke er nogen sikkerhed for, at brugeren rent faktisk kommer i kontakt med de relevante tilbud. 31
Kan den forebyggende indsats styrkes? Det kan for eksempel ske gennem fokus på større trafiksikkerhed, forebyggelse af badeulykker, bedre arbejdsmiljø og andre tiltag. Det er velkendt, at social- og sundhedssektoren er årsag til mange arbejdsskader - ikke mindst på grund af tunge løft. Det må der kunne gøres noget ved. Undersøg, om lægehuse, speciallægeklinikker, tandlægeklinikker, fysio- og ergoterapeutklinikker, kiropraktorer, fodterapeutklinikker, apoteker og andre, som er involveret i sundhed og helse, er tilgængelige for mennesker med handicap - jævnfør også regel 5 om den fysiske tilgængelighed. Der kan eventuelt udarbejdes en fortegnelse, så den handicappede kan få overblik over, hvor det kan betale sig at henvende sig, og hvilken klinik, der skal vælges. Send Bygningsreglement 1995 - Om tilgængelighedskravene (fås gratis hos Center for Ligebehandling af Handicappede) til dem i kommunen, som er involverede i sundhed og behandling. Samtidig kan de modtage adresse og telefonnummer på Center for Tilgængelighed. 32
Regel 3. Revalidering De enkelte lande bør sikre, at der findes revalideringstilbud til mennesker med handicap, således at de kan opnå og bevare deres optimale funktionsniveau og uafhængighed. Muligheden for revalidering er en afgørende forudsætning for, at handicappede kan opnå fuld deltagelse og lige muligheder i samfundet. Revalidering må altid forsøges, inden der etableres særlige beskæftigelsesordninger, som for eksempel fleksjob og beskyttet beskæftigelse, eller der tildeles pension. Det er kommunen, som administrerer tilbuddene om revalidering. For at sikre en optimal udnyttelse af tilbuddene, er det en god idé at gå disse efter i sømmene, og sætte temaet på dagsordenen. Kommunen kan iværksætte en undersøgelse af, hvad der sker med de personer, som kommunen revaliderer. Kommer de i arbejde, uddannelse eller overgår de til sygedagpenge eller førtidspension? Undersøgelsen kan bruges til at sætte fokus på, i hvilke tilfælde revalideringen går godt, og i hvilke det går mindre godt. Hvad er årsagen til, at revalidering i nogen tilfælde ikke rækker til at bringe et menneske tilbage til arbejdsmarkedet? Har revalideringsplanerne været urealistiske? Og hvad er modsat årsagen til, at det i andre tilfælde går godt? Kommunerne kan udarbejde revalideringsprofiler, som er en slags øjebliksbillede over hvilke målgrupper, der er i systemet, hvad de er sat i gang med, og hvordan det går dem efter revalideringen. Det bør samtidig vurderes, om brugerne i tilstrækkelig grad høres og inddrages ved tilrettelæggelse og evaluering af revalidering. Kontakt med brugerne kan skabe viden om behov og kaste lys over, hvad tidligere og nuværende brugere mener om revalideringsindsatsen, og kan for eksempel munde ud i konkrete initiativer til nye revalideringstiltag. Revalideringsindsatsen kan målrettes til virksomhederne i lokalområdet. En sådan målretning vil medvirke til, at revalideringen resulterer i beskæftigelse, og kan desuden skabe lokal opbakning bag kommunens initiativer på området. Hold en temadag om revalidering, hvor kommunen, amtet og evt. nabokommunen deltager, sammen med revalideringsinstitutionerne og virksomhederne 33
Regel 4. Støtteforanst oranstal altninger De enkelte lande bør sikre udvikling og udbud af støtteforanstaltninger, herunder hjælpemidler til mennesker med handicap med henblik på at bistå dem med at øge deres selvstændighed i dagligdagen og med at gøre brug af deres rettigheder. Det er et grundlæggende princip i dansk handicappolitik, at det offentlige har en forpligtelse til at sørge for gratis kompensation for virkningerne af et handicap. Familier til mennesker med handicap skal ikke pålægges flere byrder end andre familier, men derimod understøttes i at kunne leve et liv så normalt som muligt. Et anden vigtig forudsætning for ligebehandling af handicappede er, at handicappedes særlige behov må løses i den del af kommunen/administrationen, hvor de opstår (sektoransvarlighedsprincippet). Det er ikke nødvendigvis en opgave for socialforvaltningen at sørge for en tolk eller et hjælpemiddel. De enkelte grene af forvaltningen har et selvstændigt ansvar for, at handicappedes behov kan løses inden for afdelingens rammer. Det kan være nødvendigt at foretage en omfordeling af økonomiske midler inden for kommunen for at kunne opfylde dette mål om sektoransvarlighed. Med de nye sociallove er princippet om en helhedsorienteret rådgivning blevet yderligere understreget. Også det betyder, at der stilles yderligere krav til kvalifikationerne hos det sagsbehandlende personale. Kommunerne og amterne kan tage flere initiativer, som går i retning af at styrke opfyldelsen af regel nummer 4: Der kan formuleres en efter- og videreuddannelsespolitik for de personalegrupper, som har ansvaret for bevilling af hjælpemidler og andre støtteforanstaltninger. En sådan uddannelsespolitik kan med fordel også omfatte personalegrupper uden for socialforvaltningerne - for eksempel personale fra skoleforvaltningen og teknisk forvaltning. Det vil være en god idé at tage brugerne med på råd, for eksempel ved at inddrage Handicaprådet, hvis et sådant findes i kommunen. 34
Der kan også formuleres en samarbejdspolitik for arbejdet mellem de amtslige specialrådgivningsinstitutioner og de kommunale sagsbehandlere. Tætte relationer mellem for eksempel de amtslige videnscentre, hjælpemiddelcentralerne, specialkonsulentordningerne og kommunerne er en stor fordel. Herved kan man blive i stand til at trække på viden og erfaringer hos hinanden med henblik på en mere effektiv sagsbehandling. Arrangér et møde for de forvaltninger og institutioner, som arbejder med støtteforanstaltninger til handicappede, hvor de kan lære hinanden bedre at kende og fortælle om arbejdet på hvert deres område. 35
Det er vigtigt at t skabe holdbare løsninger 36
Regel 5. Tilgængelighed De enkelte lande bør anderkende, at tilgængelighed er altafgørende for opnåelse af lige muligheder i alle områder af samfundet. De enkelte lande bør for mennesker med handicap af enhver art a: indføre handlingsprogrammer med henblik på at gøre de fysiske omgivelser tilgængelige og b: træffe foranstaltninger til at sørge for adgang til oplysning og kommunikation. a: Fysisk tilgængelighed Den fysiske tilgængelighed er en afgørende forudsætning for ligebehandling af handicappede. Mulighederne for at klare sig selv, arbejde og deltage i det almindelige samfundsliv kan være nok så gode - hvis ikke den handicappede kan komme hen, hvor det foregår, nytter det ikke noget. Hvis ikke det fysiske miljø er indrettet, så også handicappede kan færdes, vil det være til stor gene for den enkelte og betyde unødige udgifter for kommunen til assistance og kompenserende hjælpemidler. Kommunen spiller en helt central rolle med hensyn til planlægningen af det fysiske miljø og kan udmønte denne rolle positivt ved at lade krav om fysisk tilgængelighed indgå alle relevante steder i den kommunale forvaltning. Det gælder både i planlægningsprocessen og ved konstruktionen og udformningen af de fysiske omgivelser. Ikke kun teknisk forvaltning spiller en rolle her, også andre forvaltningsgrene som for eksempel skole-, kultur- og socialforvaltningen kan med fordel være opmærksom på de steder, hvor det i den fysiske planlægning er muligt at medtænke hensynet til handicappede. Som tilsynsmyndighed er kommunerne ikke alene ansvarlige for tilgængeligheden til deres eget byggeri. Kommunerne spiller også en central rolle i forhold til privat byggeri. Det ansvar er yderligere udvidet med det nye småhusreglement, hvor der nu er medtaget krav om tilgængelighed, også ved byggeri af private enfamiliehuse. Kommunen har dermed en enestående chance for at medtænke tilgængelighed, når der bygges nyt. Det vil være et klart signal at sende, hvis kommunen formulerer en tilgængelighedspolitik, som også kan indeholde en klar stillingtagen til kommunens politik vedrørende byggesagsbehandling og dispensationspraksis på tilgængelighedsområdet. 37
Udarbejd en handlingsplan for den fysiske tilgængelighed til kommunens bygninger og anlæg. En sådan handlingsplan kan for eksempel tage sit udgangspunkt i en kortlægning af steder, hvor der i dag er problemer med den fysiske tilgænglighed.et tilgængelighedstjek kan omfatte: - de (amts)kommunale dag- og døgninstitutioner, skoler, gymnasier og voksenuddannelsescentre - det lokale bymiljø: gader og fortove, fodgængerover gange, offentlige toiletter etc. - kommunale bygninger: rådhuset, amtsgården, biblioteker, museer og kulturhuse, idrætsfaciliteter etc. - hospitaler og klinikker - den lokale og regionale kollektive trafik - private institutioner og aktiviteter, som modtager offentligt tilskud Husk på, at fysisk tilgængelighed ikke alene handler om at sikre kørestolsbrugere gode adgangforhold. Også blinde, svagtseende, døve, udviklingshæmmede og andre handicapgrupper har nogle særlige behov, når det gælder tilgangen til det fysiske miljø. Kortlægningen af det fysiske miljø giver mulighed for at planlægge, hvordan den fysiske tilgængelighed kan forbedres og sikres område for område. Handlingsplanen kan både benyttes som grundlag for initiativer, der kan forbedre tilgængeligheden i det eksisterende miljø, men kan også benyttes som grundlag for fremtidige byggeprojekter, således at fortidens synder ikke gentages. Kortlægningen af tilgængeligheden til kommunens bygninger kan danne baggrund for information til kommunens indbyggere og turister om, hvor der er tilgængeligt. Det vil gøre det nemt at overskue, hvad der findes af muligheder, som kan bruges af mennesker med et handicap, der giver behov for særlig indretning. Lav en fortegnelse over tilgængeligheden til bygninger og anlæg i kommunen og læg den på biblioteker og turistinformationer. 38
b: Tilgængelighed til information Handicappedes lige adgang til den information, som offentlige myndigheder formidler til borgerne, er helt afgørende for handicappedes ligestilling og mulighed for at nyde de rettigheder og efterkomme de pligter, som gælder i et demokratisk samfund. Kommunerne er ansvarlige for størstedelen af det offentlige biblioteksvæsen. Det er væsentligt for handicappedes adgang til information, at folkebibliotekerne er tilgængelige for mennesker med handicap. Mange biblioteker er allerede i dag fysisk tilgængelige for bevægelseshandicappede, men der er fortsat lang vej, før bibliotekerne kan tilbyde tilgængelig service over for mennesker med synshandicap, hørehandicap, udviklingshæmmede og andre personer med svære læse- og kommunikationshandicap. Udvalget om offentlig informationspolitik har i sin betænkning Information til tiden fastlagt, hvilke principper en informationspolitik bør tilrettelægges efter for at leve op til FNs Standardregler. I betænkningen kan der hentes inspiration til, hvordan man tilrettelægger en fornuftig informationspolitik, som også tager hensyn til handicappedes behov. Blandt de anbefalinger, som betænkningen nævner, er: at væsentlig borgerrettet information, som for eksempel pjecer, offentligt høringsmateriale og lignende, kan fås i en samtidig version på lydbånd. at informationsmateriale kan udleveres på diskette eller udprintet i stor skrift. at hjemmesider og publikationer på Internettet gøres tilgængelige for synshandicappede. Med meget små midler kan web-sider tilrettelægges på en sådan måde, at de bliver umiddelbart brugbare også for handicappede. Det koster faktisk kun lidt omtanke. at der ved offentlige møder tilbydes tegnsprogstolkning og teleslynge til døve og hørehæmmede deltagere. at man, for at sikre at man når alle handicappede - også de handicappede borgere, som for eksempel bor på døgninstitution - benytter flere informationsveje end de traditionelle. Det kan for eksempel være at gå gennem foreninger, klubber, hjemmehjælpere, læger, socialrådgivere etc. 39 Tjék kommunens hjemmeside med en Bobby-test (kan findes på adressen www.clh.dk). Den kan vise, om hjemmesiden kan bruges af mennesker med handicap.
Regel 6. Uddannelse De enkelte lande bør anderkende princippet om lige uddannelsesmuligheder og integration i grundskole, ungdomsuddannelse og højere uddannelse for handicappede børn, unge og voksne. De bør sikre, at uddannelse af mennesker med handicap er en integreret del af uddannelsessystemet. Princippet om integration og normalisering er et bærende element i dansk handicappolitik på uddannelsesområdet. Det betyder, at handicappede så vidt muligt skal have de samme uddannelsesmuligheder som andre, og at uddannelsen normalt skal foregå samme sted som andre uddanner sig inden for et givet område. For eksempel skal handicappede børn kun som en sidste løsning tilbydes plads på en specialskole. For døve og døvblinde børn kan der dog være behov for at gennemføre undervisningen i særlige klasser eller skoler. Denne målsætning stiller en række konkrete krav til uddannelsesinstitutionerne og kommunerne kan gøre meget for at sikre efterlevelsen af denne regel: Se på de lokale uddannelsesinstitutioner og overvej, om de er parate til at modtage handicappede elever. Den fysiske tilgængelighed til uddannelsesinstitutionerne er en nødvendig forudsætning for, at målsætningen om integration og normalisering kan efterleves. Hvis ikke eleven, barn eller voksen, kan komme hen, hvor uddannelsen foregår, kan vedkommende selvfølgelig ikke deltage. Det er ikke nok, at eleven kan komme ind i klasseværelset, adgang til fællessal, musiklokale, geografilokale og så videre er også vigtig. Og hvad med SFO en? Det er relativt enkelt at inddrage dette aspekt, hvis uddannelsesinstitutionerne alligevel skal renoveres eller nyindrettes. Undersøg samtidig, om skolerne er i stand til at stille hjælpemidler til rådighed for elever med særlige behov. Det letteste og hurtigste vil ofte være, at en elevs problemer løses der, hvor de opstår. Det vil være en stor fordel for den enkelte, hvis der for hver enkelt uddannelsesinstitution findes et system, som hurtigt og effektivt kan stille nødvendige hjælpemidler til rådighed til elever med særlige behov. Overvej allerede ved udarbejdelsen af undervisningsmateriale, hvordan materialet kan omsættes til andre relevante medier (stor udskrift, lydbånd og så videre). 40
Lærerne på skolerne skal være i stand til at undervise elever med særlige behov og kende til mulighederne for at hjælpe handicappede elever med kompenserende støtte. Ikke alle handicap erkendes, før skolegangen påbegyndes, og her er det vigtigt, at læreren kan opdage en elevs eventuelle særlige problemer. Der kan i nogle tilfælde være behov for, at lærerne modtager tilbud om (efter-) uddannelse, der sætter dem i stand til at undervise elever med særlige behov. Forældre/skole-samarbejdet i forbindelse med overvejelser om visitering til specialtilbud er en vigtig faktor, som kan være afgørende for de impliceredes oplevelse af forløbet. Det er derfor en god idé at holde øje med, om samarbejdet fungerer optimalt. Der kan udarbejdes en undersøgelse af, om frafaldet i for eksempel gymnasiet og andre uddannelsestilbud er større blandt handicappede elever end andre, og i givet fald hvorfor. Det kan samtidig, på baggrund af undersøgelsen, overvejes om indsatsen for at handicappede elever kommer videre i uddannelsessystemet, kan styrkes. På samme måde kan undersøges, om børn, som gennemfører deres grundskole i specialskole, har samme muligheder som andre. Har for eksempel børn, som modtager specialtilbud, samme mulighed for at gå i børnehaveklasse som børn i det almindelige kommunale skoletilbud? Og er der senere et ungdomsuddannelsestilbud til disse elever, som tåler sammenligning med de ungdomsuddannelsestilbud, der i øvrigt gives? Det vil være en god idé, at man på skolerne både blandt lærere og i forældrebestyrelsen diskuterer holdningen til elever med særlige behov. Diskussionen er vigtig at tage før den dag, skolen modtager henvendelse fra forældre til et handicappet barn. Der kan lægges op til et fællesarrangement for både skoleledelse, lærere, forældrebestyrelse og forældre, eller til en flertrinsraket, hvor temaet diskuteres i forældrebestyrelsen som oplæg til en drøftelse i lærergruppen, før temaet tages op i hele forældrekredsen. Endelig må undervisning af voksne handicappede ikke glemmes. Folkeoplysning og anden uddannelse for voksne bør tilrettelægges, så handicappede kan deltage i undervisningen på lige fod med ikkehandicappede. Lav et debatoplæg til skolerne, som kan danne baggrund for en værdidebat om holdningen til elever med særlige behov. 41
Regel 7. Arbejde De enkelte lande bør anderkende princippet om, at mennesker med handicap skal have mulighed for at udøve deres menneskerettigheder, specielt på beskæftigelsesområdet. I både by- og landområder skal de have lige muligheder for produktiv og udbytterig beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Muligheden for at opnå beskæftigelse er en af de helt afgørende faktorer i en ligebehandlingspolitik. Både samfundsøkonomisk og menneskeligt er den passive forsørgelse en dyr løsning. Som arbejdsgiver spiller kommunen en central rolle. I mange kommuner er kommunen selv den største arbejdsgiver, og også amterne er ofte en af regionens meget store arbejdspladser. Amter og kommuner kan gå foran med en personalepolitik, der er rummelig nok til alle - også personer, som har et handicap. Ved selv at fungere som et godt forbillede vil man kunne demonstrere for de private virksomheder, at det kan lade sig gøre, og opnå større vægt bag appellerne til virksomhederne om at påtage sig et socialt ansvar. Også som myndighed er kommunerne en vigtig aktør på det lokale og regionale arbejdsmarked. I den forbindelse er der mange temaer, som kan inddrages i formuleringen af en handicappolitik: Hvad kan man gøre for at forbedre kommunens service over for områdets virksomheder med det formål at få flere handicappede i arbejde? Er kommunen opsøgende nok i forhold til virksomhederne? Er det let for virksomhederne at finde frem til rette person i forvaltningen? Er de relevante personalegrupper tilstrækkeligt godt uddannet til at løse de rådgivningsopgaver, som det forventes, at kommunen skal kunne løse? Ligeledes kan ses på, om der er gjort tilstrækkeligt for at få sat fokus på handicappede i de nye koordinationsudvalg. Har kommunen/amtet en målsætning for sin deltagelse i koordinationsudvalget? Er der gennemført efteruddannelse af det personale, som skal indgå i eller servicere koordinationsudvalget? 42
Der skal være plads til alle 43
Der kan iværksættes en vurdering og evaluering af handicappedes vilkår på arbejdsmarkedet i området, herunder af den forebyggende indsats. Det kan være en idé at tage spørgsmålet om ansættelse af handicappede op i hovedsamarbejdsudvalget og i samarbejdsudvalget på de enkelte arbejdspladser. Diskutér, hvad ledelsen og medarbejderne indtil nu har gjort for, at handicappede kan ansættes på de kommunale arbejdspladser. Hvad gør de kommunale arbejdspladser, når en medarbejder sygemeldes for en længere periode, eller kommer ud for en ulykke, som betyder, at vedkommende ikke mere kan varetage sit hidtidige job? Hvad gør man på de enkelte arbejdspladser for at ansætte handicappede på ordinære vilkår? Kender man nok til de regler og muligheder, der findes i lovgivningen, om støtte til ansættelse af handicappede? Kommunerne kan også styrke indsatsen for et mere rummeligt arbejdsmarked ved i forbindelse med udbud og udlicitering af offentlige opgaver at lade det indgå i udbudsmaterialet, at en leverandør skal forpligte sig til at ansætte medarbejdere på særlige vilkår. Der kan både være tale om ansættelser på særlige vilkår uden løntilskud fra det offentlige, om fleks- og skånejob eller job efter de sociale kapitler i overenskomsten. Kig på den kommunale personalepolitik, og indarbejd et afsnit med handicappolitisk sigte, hvis det ikke allerede findes. 44
Regel 8. Bevarelse af indkomst og social sikring De enkelte lande er ansvarlige for at mennesker med handicap bevarer deres indkomst og opnår social sikring. Mennesker med handicap har ret til så vidt muligt at have samme indkomstniveau som ikke-handicappede. Selve indkomstniveauet vil, hvad enten der er tale om løn, revalideringsydelse, pension eller andet, naturligvis blive bestemt på statsligt niveau. Alligevel kan kommunen, især gennem fastholdelse og revalidering, gøre sit til, at mennesker med handicap kan bevare et vist indkomstniveau. Ud over at opfylde forpligtelserne efter sociallovgivningen kan kommunen arbejde aktivt for at sikre handicappedes lige deltagelse på arbejdsmarkedet, aktivt arbejde for vedligeholdelse af personlige fysiske og mentale færdigheder og i øvrigt sørge for opkvalificering eller revalidering. Integration af handicappede på arbejdsmarkedet er det sikreste middel til, at de kan opnå eller bevare en normal indkomst. Handicappede, der ikke er i stand til at varetage almindelig beskæftigelse, må under hensyn til vedkommendes evner tilbydes beskæftigelse, der er tilrettelagt med henblik på bevarelse og opnåelse af kvalifikationer, der under en eller anden form sigter mod øget integration med det almindelige arbejdsmarked. Er det ikke muligt at opnå ansættelse på ordinære vilkår, eventuelt gennem uddannelse/revalidering, kan ansættelse efter bestemmelserne om fleks- og skånejob være en mulighed. Kommunen kan i samarbejde med handicaporganisationerne undersøge effekten af de forskellige beskæftigelsesaktiviteter for handicappede. Fører aktiviteterne til øget aktivering og bedre integrering på det ordinære arbejdsmarked? Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats er tiltænkt en central rolle som rådgiver i forbindelse med den kommunale beskæftigelsespolitik. Kan der i samarbejde med private eller offentlige virksomheder etableres nye metoder for arbejdsfastholdelse af handicappede? Sæt fokus på ulykkesramte, og gør en særlig indsats for, at de kan fastholdes på deres arbejdsplads. 45
Regel 9. Familieliv og personlig integritet De enkelte lande bør fremme fuld deltagelse for mennesker med handicap i familielivet. De bør fremme deres rettigheder med hensyn til personlig integritet og sikre, at lovgivningen ikke diskriminerer mod mennesker med handicap med hensyn til seksuelle forhold, ægteskab og forældreværdighed. Retten til personlig integritet gælder alle steder i samfundet. Uanset at man som handicappet har behov for særlig hjælp og støtte, må indsatsen tilrettelægges i respekt for og under hensyn til den personlige integritet. Nyere forskning viser, at mange brugere af de kommunale socialforvaltninger oplever sig dårligt eller måske ligefrem nedladende behandlet. Mange handicappede er af forskellige grunde ofte i kontakt med kommunalt personale, og det er vigtigt, at den enkelte handicappede oplever, at de personer, som vedkommende møder i systemet, så vidt muligt respekterer og imødekommer personlige ønsker og behov. Den væsentligste garanti for, at det enkelte individs integritet respekteres, opnås ved at inddrage den pågældende i beslutninger, som påvirker personens liv. Handicappede bør altid inddrages, når der tages beslutninger, der vedrører deres liv. Dette gælder både for enkeltsager på det personlige plan, men også beslutninger på overordnet plan i kommune og amt, der vedrører handicappedes personlige forhold. Der er flere måder, hvorpå kommuner og amter kan medvirke til, at handicappede borgere oplever, at deres personlige integritet respekteres: De kan overveje, om personalet, som står for den direkte kontakt til handicappede borgere, har modtaget tilstrækkelig og tidssvarende uddannelse. Førhen boede mange handicappede gratis på store institutioner, hvor de fik udleveret mad, tøj og lommepenge. I dag får enhver udbetalt pension, betaler husleje, og kan selv bestemme, hvad de vil bruge deres penge på. Det stiller nye krav til det personale, som er involvet i tilbud til og behandling af handicappede. Temaer som etik, rollebevidsthed, service og god kundebetjening bør være aktive temaer, som også indgår i (efter-)uddannelsen af kommunens frontpersonale. 46
En væsentlig forudsætning for at kunne tale om personlig integritet er muligheden for at kunne foretage personlige valg med hensyn til bolig, transport, indkøb og andet. En måde at skabe sådanne muligheder er, at kommunen arbejder for, at alle sektorer er opmærksomme på at inddrage handicapaspektet i deres beslutninger. Handicappede og deres familier bør modtage reel og saglig information og rådgivning om tilbud og muligheder. Inddrag handicappede og handicappedes organisationer i de beslutninger og prioriteringer, som berører handicappedes tilværelse. Servicedeklarationer og Kvalitetsstandarder er gode udgangspunkter for en åben og offentlig debat om serviceniveau. Kommunen og amtet har en vigtig rolle at spille med hensyn til at støtte op omkring handicappedes ret til at være forældre. Den nye adoptionslov gør op med fordommen om, at handicappede ikke kan varetage rollen som forældre, og der lægges op til, at der i højere grad skal anlægges en helhedsvurdering af handicappedes forældreevne. Har det involverede personale modtaget tilstrækkelig information om den nye lov og de ændringer, den medfører? For at sætte den personlige integritet hos borgere med behov for særlig pleje på dagsordenen kan kommunen tage initiativ til en værdi- og målsætningsdebat med udgangspunkt i det personale, som har den direkte kontakt med disse mennesker. Arbejdsorganisering, kompetencefordeling, informeringsgrad og andre organisatoriske problemstillinger kan også inddrages i en sådan værdi- og målsætningsdebat. Lav en værdihøring, hvor personale og brugere/pårørende kan mødes og udveksle synspunkter. 47
Regel 10, 11 & 12. Kultur, Fritid og sport & Religion Regel 10. Kultur De enkelte lande skal sikre, at mennesker med handicap integreres og kan deltage i kulturelle aktiviteter på lige fod med andre. Regel 11. Fritid og sport De enkelte lande skal træffe foranstaltninger, der sikrer, at mennesker med handicap har lige muligheder for udøvelse af fritids- og sportsaktiviteter. Regel 12. Religion De enkelte lande skal opfordre til, at der træffes foranstaltninger til handicappedes lige deltagelse i det religiøse liv i det samfund de tilhører. Handicappede har samme behov som alle andre for at udfolde sig fysisk, kreativt og mentalt. En forudsætning for, at det kan lade sig gøre er, at de steder, hvor der foregår kulturelle og religiøse aktiviteter i kommunen, for eksempel teatre, biblioteker, museer, medborgerhuse og så videre, er indrettet, så handicappede har mulighed for at benytte de tilbud og aktiviteter, der findes. Det er vigtigt, at tilgængelighed til disse aktiviteter defineres bredt, så det også omfatter for eksempel tolkebistand til døve og hørehæmmede, information på bånd og punkt for blinde og svagsynede etc. Adgang til sportslige, kulturelle og religiøse aktiviteter er ikke alene et spørgsmål om at kunne se på. Handicappede har også brug for at være aktivt udøvende. Det er derfor vigtigt, at den kommunale kultur- og fritidspolitik også tager hensyn til handicappedes mulighed for selv at deltage i de aktiviteter, som finder sted. Kommunen og amtet kan medvirke til at støtte og fremme mulighederne for sportsaktiviteter for handicappede. Sportshaller og sportspladser bør indrettes, så de er tilgængelige for handicappede, og kommunen kan opfordre sportsorganisationer og 48
klubber til at udvikle muligheder for, at mennesker med handicap kan deltage. Kan dette ikke ske i de tilbud, som gælder alle, kan handicappede tilbydes adgang til instruktion og træning på samme niveau som de øvrige tilbud. Generelle tilbud om folkeoplysning og voksenundervisning bør være suppleret med tilsvarende tilbud for mennesker med handicap, enten via integreret undervisning eller oprettelse af særlige hold i tilfælde, hvor de generelle tilbud ikke kan benyttes. Det er en stor hjælp for handicappede, hvis turistinformationen har klare oplysninger om overnatningsmuligheder og kulturelle aktiviteter, således at de på forhånd kan afgøre, om kommunen er attraktiv for mennesker med netop deres behov. Ikke bare bygninger, men også anlæg og naturområder rummer et tilgængelighedsaspekt. Kommunen kan arbejde for at sikre, at handicappede har adgang til de naturområder, som findes i området. Det kan for eksempel være offentlige strande, stianlæg i skov- og naturområder, fiskepladser ved søer, parker etc. Det er en god idé, hvis turistinformationen også har information om adgangsforholdene til disse steder. Afsæt en dag, hvor 2-3 ansatte i kultur- og fritidsforvaltningen tager en tur rundt i kommunen og kigger på kommunens kulturog fritidstilbud med lige muligheder for alle som mål. Lav en tjekliste og spørg jer selv, hver gang I kommer til en svømmehal, biograf, kirke eller lignende, hvordan det ville være at være døv, blind eller bevægelseshandicappet dette sted. Lav en positiv-liste over aktiviteter, restauranter mv. i kommunen, hvor handicappede har mulighed for at deltage. 49
samtlige regler i kort form I. Forudsætninger Regel 1. Øget opmærksomhed De enkelte lande bør træffe foranstaltninger til at skabe øget opmærksomhed om mennesker med handicap, deres rettigheder, behov, medvirken og udviklingsmuligheder. Regel 2. Behandling De enkelte lande bør sikre mennesker med handicap effektiv behandling. Regel 3. Revalidering. De enkelte lande bør sikre, at der findes revalideringstilbud til mennesker med handicap, således at de kan opnå og bevare deres optimale funktionsniveau og uafhængighed. Regel 4. Støtteforanstaltninger. De enkelte lande bør sikre udvikling og udbud af støtteforanstaltninger, herunder hjælpemidler til mennesker med handicap med henblik på at bistå dem med at øge deres selvstændighed i dagligdagen og med at gøre brug af deres rettigheder. II. Indsatsområder Regel 5. Tilgængelighed. De enkelte lande bør anderkende, at tilgængelighed er altafgørende for opnåelse af lige muligheder i alle områder af samfundet. De enkelte lande bør for mennesker med handicap af enhver art a: indføre handlingsprogrammer med henblik på at gøre de fysiske omgivelser tilgængelige og b: træffe foranstaltninger til at sørge for adgang til oplysning og kommunikation. 50
Regel 6. Uddannelse. De enkelte lande bør anderkende princippet om lige uddannelsesmuligheder og integration i grundskole, ungdomsuddannelse og højere uddannelse for handicappede børn, unge og voksne. De bør sikre, at uddannelse af mennesker med handicap er en integreret del af uddannelsessystemet. Regel 7. Arbejde. De enkelte lande bør anderkende princippet om, at mennesker med handicap skal have mulighed for at udøve deres menneskerettigheder, specielt på beskæftigelsesområdet. I både by- og landområder skal de have lige muligheder for produktiv og udbytterig beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Regel 8. Bevarelse af indkomst og social sikring. De enkelte lande er ansvarlige for at mennesker med handicap bevarer deres indkomst og opnår social sikring. Regel 9. Familieliv og personlig integritet. De enkelte lande bør fremme fuld deltagelse for mennesker med handicap i familielivet. De bør fremme deres rettigheder med hensyn til personlig integritet og sikre, at lovgivningen ikke diskriminerer mod mennesker med handicap med hensyn til seksuelle forhold, ægteskab og forældreværdighed. Regel 10. Kultur. De enkelte lande skal sikre, at mennesker med handicap integreres og kan deltage i kulturelle aktiviteter på lige fod med andre. Regel 11. Fritid og sport. De enkelte lande skal træffe foranstaltninger, der sikrer, at mennesker med handicap har lige muligheder for udøvelse af fritids- og sportsaktiviteter. 51
Regel 12. Religion. De enkelte lande skal opfordre til, at der træffes foranstaltninger til handicappedes lige deltagelse i det religiøse liv i det samfund, de tilhører. III. Gennemførelse Regel 13. Oplysning og forskning De enkelte lande påtager sig det endelige ansvar for indsamling og formidling af oplysninger om handicappedes levevilkår og at fremme omfattende forskning på alle områder, herunder vedrørende barrierer, der påvirker handicappedes liv. Regel 14. Strategi og planlægning De enkelte lande skal sikre, at handicapaspektet indgår i deres strategi og planlægning i alle tilfælde, hvor det er relevant. Regel 15. Lovgivning De enkelte lande har ansvaret for at skabe lovgrundlaget for de foranstaltninger, der skal til for at opnå fuld deltagelse og lige muligheder for mennesker med handicap. Regel 16. Økonomisk politik De enkelte lande har det økonomiske ansvar for nationale programmer og foranstaltninger til at skabe lige muligheder for mennesker med handicap. Regel 17. Koordinering af indsatsen De enkelte lande er ansvarlige for oprettelse og styrkelse af nationale koordinationsudvalg, eller lignende organer, der skal tjene som nationalt samlingspunkt for handicapspørgsmål. 52
Regel 18. Organisationer af handicappede De enkelte lande bør anderkende handicaporganisationernes ret til at repræsentere mennesker med handicap nationalt, regionalt og lokalt. De enkelte lande bør også anderkende handicaporganisationernes rådgivende rolle i beslutningsprocessen med hensyn til handicapspørgsmål. Regel 19. Uddannelse af personale De enkelte lande er ansvarlige for at sikre tilstrækkelig uddannelse af personale, der på alle niveauer er involveret i planlægningen og tilvejebringelsen af programmer og serviceydelser for mennesker med handicap. Regel 20. National opfølgning og evaluering af tiltag i forbindelse med gennemførelsen af Standardreglerne. De enkelte lande er ansvarlige for løbende opfølgning med og evaluering af gennemførelsen af af nationale programmer og ydelser vedrørende lige muligheder for mennesker med handicap. Regel 21. Teknisk og økonomisk samarbejde De enkelte lande, industrilande såvel som udviklingslande, har ansvaret for at samarbejde om og træffe foranstaltninger til at forbedre handicappedes levevilkår i udviklingslandene. Regel 22. Internationalt samarbejde De enkelte lande skal deltage aktivt i internationalt samarbejde om strategier for tilvejebringelse af lige muligheder for mennesker med handicap. FNs Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede findes i fuld tekst på Det Centrale Handicapråds hjemmeside på adressen www.dch.dk 53
Relevante adresser Det Centrale Handicapråd Bredgade 25 Skt. Annæ Passage opg. F, 4. sal 1260 København K Tlf. 33 11 10 44 Fax 33 11 10 82 Teksttlf. 33 11 10 81 E-mail dch@dch.dk Hjemmeside www.dch.dk Center for Ligebehandling af Handicappede Bredgade 25 Skt. Annæ Passage opg. F, 4. sal 1260 København K Tlf. 33 11 10 44 Fax 33 11 10 82 Teksttlf. 33 11 10 81 E-mail clh@clh.dk Hjemmeside: www.clh.dk De Samvirkende Invalideorganisationer Kløverprisvej 10 B 2650 Hvidovre Tlf. 36 75 17 77 Fax 36 75 14 03 E-mail dsi@handicap.dk Hjemmeside: www.handicap.dk Center for Tilgængelighed Graham Bells Vej 1 A 8200 Århus N Tlf. 87 41 24 24 Fax 86 78 37 30 E-mail centil@hmi.dk Hjemmeside www.centil.dk På adressen www.handicap.dk/links.htm findes links til en række relevante handicaporganisationer og videnscentres hjemmesider
56