Fordelingsvirkninger og dynamiske effekter af at sænke skatten på arbejde

Fordelingsvirkninger og dynamiske effekter af at sænke skatten på arbejde Det er muligt at sænke skatten på arbejde uden at ændre byrdefordelingen i samfundet eller skære i den offentlige service. Dynamiske effekter af skattelettelser er dårligt belyst og kan ikke bruges som grundlag for ufinansierede skattelettelser. Jonas Schytz Juul Cand.polit Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Figur 1. Fordelingseffekter af stigning i topskattegrænse og øvre grænse på pensionsindbetalinger Mie Dalskov Cand.polit Specialkonsulent i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Anm.: Topskattegrænsen hæves med 27.000 kr. og der sættes en øvre grænse på 100.000 kr. på pensionsindbetalinger på pensionsordninger med løbende udbetalinger. Provenuet fra loftet over pensionsindbetalinger er det permanente årlige provenu, hvilket først opnås efter en årrække. Kun personer over 18 år er taget med. Kilde: AE på baggrund af lovmodellens datagrundlag. Det er muligt at sænke skatten på arbejde uden at ændre byrdefordelingen i samfundet eller skære i den offentlige service. Det afgørende er, at skattelettelsen på arbejde finansieres på en hensigtsmæssig måde. Dynamiske effekter af skattelettelser er så dårligt belyst, at det er uansvarligt at give en ufinansieret skattelettelse med henvisning til disse usikre effekter. Loft over pensionsindbetalinger kan finansiere en topskattelettelse Én måde at finansiere en skattelettelse i toppen på er ved at indføre et loft over indbetalinger på pensionsordninger med løbende udbetalinger, ligesom der i dag findes et loft over indbetalingerne på kapitalpensioner. Et loft på fx 100.000 kr. giver et permanent årligt provenu på mellem 2,5-3,5 mia. kr. For de penge kan man hæve topskattegrænsen med knap 30.000 kr. En sådan skatteomlægning vil lette skatten på arbejde for de højestlønnede uden, de lavestlønnede påvirkes negativt. Skattelettelsen finansieres derimod af personer med meget høje pensionsindbetalinger. I figur 1 er fordelingseffekterne af at hæve topskattegrænsen med 27.000 kr. og sætte en maksimal grænse på pensionsindbetalinger på ratepensioner og livslange pensioner på 100.000 kr. illustreret. Gevinsterne af skatteomlægningen er fordelt på bruttoindkomst inkl. alle indbetalinger på pensionsordninger. Det ses af figur 1, at personer med en bruttoindkomst op til 400.000 kr. stort set er upåvirket af omlægningen. Personer med en bruttoind- komst mellem 400.000-800.000 kr. får i gennemsnit en gevinst fra forslaget, mens personer med en indkomst derover i gennemsnit får et tab. Specielt personer med bruttoindkomster over 1 mio. kr. får et stort gennemsnitligt tab på skatteomlægningen på næsten 28.000 kr. Det skyldes, at de indbetaler meget store beløb på pensionsordninger, hvilket nu bliver beskattet hårdere, mens gevinsten fra en stigning i topskattegrænsen er begrænset til omkring 4.000 kr. Selvom personer med mere end 1 mio. kr. i årsindtægt i gennemsnit får et tab, betyder det ikke, at alle personer i denne gruppe får et tab. Kun personer med pensionsindbetalinger over 100.000 kr. kan potentielt få et tab fra skatteomlægningen. Alle andre vil enten være upåvirket af skatteomlægningen eller få en gevinst fra omlægningen. En måde at illustrere dette på er ved at se på andelen af personer, der får en nettogevinst og andelen, der får et nettotab ved skatteomlægningen. Dette er vist i figur 2. Som det fremgår af figur 2, er personer med indkomster op til 400.000 kr. stort set alle upåvirket af omlægningen. Langt hovedparten af personer med indkomster i intervallet 400.000-1 mio. kr. får en nettogevinst, men der er dog en mindre andel af disse personer, der får et nettotab. For personer, der tjener mere end 1 mio. kr., er det omkring halvdelen, der oplever et tab, mens den anden halvdel får en gevinst fra omlægningen. 32

Figur 2. Vindere og tabere ved stigning i topskattegrænse og øvre grænse på pensionsindbetalinger Figur 3. Fordelingseffekter af stigning i top- og mellemskattegrænse og omlægning af mellemskat til topskat Anm.: Som figur 1. Kilde: AE på baggrund af lovmodellens datagrundlag. Anm.: Beregningsgrundlaget for mellemskat ændres, så det svarer til beregningsgrundlaget for topskat. Grænsen for disse skatter hæves med 10.700 kr. Kun personer over 18 år er taget med. Kilde: AE på baggrund af lovmodellens datagrundlag. Årsagen til, at andelen af tabere er stigende med indkomsten, er, at flere indbetaler meget høje beløb på pensionsopsparinger, og den øgede beskatning herfra overstiger den lavere beskatning af arbejdsindkomst for disse personer. Samlet er det omkring to procent af den voksne befolkning, der får et nettotab, tre fjerdedele er upåvirket af omlægningen og de resterende godt 20 procent får en nettogevinst. Harmonisering af mellemskat og topskat En anden mulig skatteomlægning er at ændre beskatningsreglerne for mellemskat, så de stemmer overens med reglerne for topskat. Med regeringens seneste skattereform er grænserne for de to skatter alligevel ens, og ens beskatningsregler for de to skatter vil derfor forsimple skattesystemet. I dag er der en række forskelle på beskatningsgrundlaget for mellemog topskat. Bl.a. kan ægtefæller overføre fradrag internt, hvis kun den ene har en indkomst over mellemskattegrænsen. Derudover er der forskel i beregningen af mellem- og topskat af kapitalindkomst. Endelig kan indbetalinger til kapitalpension fratrækkes i mellemskattegrundlaget, men ikke i topskattegrundlaget. Harmoniserer man beskatningsgrundlaget for de to skatter, vil man få et merprovenu på knap to mia. kr. Dette kunne man bruge til at hæve grænsen for både top- og mellemskat med 10.700 kr., hvorved omkring 85.000 personer slipper for topskatten. Fordelingseffekterne af denne omlægning er vist i figur 3. Som det fremgår af figur 3, er de 60 procent med den laveste indkomst upåvirket af omlægningen, 7., 8. og 9. decil får en gennemsnitlig gevinst, mens de rigeste ti procent får et tab. Det skyldes, at de får det største tab fra omlægningen af mellemskatten, og samtidig er gevinsten fra stigningen i grænsen begrænset. Samlet er tabet for de rigeste ti procent dog på under 1.000 kr. Figur 3 dækker over gennemsnitsgevinster inden for hver decilgruppe. Ser man på de enkelte decilgrupper, så er der både tabere og vindere inden for grupperne. Taberne er først og fremmest de ægtepar, hvor den højestlønnede person hidtil har udnyttet sin ægtefælles mellemskattefradrag. Denne interne overførsel mellem ægtefæller er ikke mulig i topskatten, og disse personer får derfor et tab fra omlægningen. I figur 4 er andelen af tabere og vindere ved omlægningen inden for hver decilgruppe illustreret. Som det fremgår af figuren, får omkring en ud af fire personer i den rigeste decil et nettotab fra skatteomlægningen. Samlet er de 60 procent med lavest indkomst upåvirket af omlægningen. Samlet får 7,5 procent af den voksne befolkning et nettotab fra omlægningen, godt tre fjerdedele er upåvirket og de resterende 16,5 procent får en nettogevinst. Hvis man ensarter grundlaget for top- og mellemskatten, skal man dog finde en løsning på mulighederne for indbetaling på kapitalpension, da incitamentet til dette bliver forringet med omlægningen. Det er dog kun en lille del af provenuet, der kommer fra de forringede muligheder for at fratrække kapitalpension, mens størstedelen kommer fra den manglende mulighed for overførsel mellem ægtefæller. 33

Figur 4. Tabere og vindere af stigning i top- og mellemskattegrænse og omlægning af mellemskat til topskat (2001) estimerer indkomstelasticiteten til at være -0,005. Til sammenligning benytter Finansministeriet et skøn for indkomstelasticiteten på -0,03, og begge bud må anses for at være meget tæt på nul. Resultaterne hænger meget dårligt sammen med den traditionelle forklaring på den faldende arbejdstid. Normalt forklares den faldende arbejdstid gennem de sidste 50 år med den øgede velstandsfremgang, der har fået folk til at efterspørge mere fritid. Dvs. en mærkbar negativ indkomsteffekt på arbejdstiden. Anm.: Som figur 3. Kilde: AE på baggrund af lovmodellens datagrundlag. Diskussion af dynamiske effekter af skattelettelser Den danske debat om dynamiske effekter af skattelettelser bygger på et enkelt empirisk resultat fra en spørgeskemaundersøgelse i 1996 med omkring 2.500 respondenter. De fleste danske vurderinger af skatternes effekt på arbejde, herunder bl.a. Finansministeriets og DØRs beregninger, baserer sig på dette ene skøn og på trods heraf, er der generelt stor uenighed om størrelsesordnen af effekterne af lavere skat på arbejde. På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen fra 1996 estimerer Frederiksen et al. (2001) en arbejdsudbudselasticitet på 0,1. Siden spørgeskemaundersøgelsen er der dog sket en betydelig udvikling på det danske arbejdsmarked. I 1996 var ledigheden på mere end 245.000 personer, mens den her i slutningen af 2008 er helt nede på omkring 40.000 personer. Desuden er den præsterede arbejdstid steget med 5 procent, og arbejdstiden lå i 2007 på det højeste niveau siden 1996. Mulighederne for at øge arbejdsudbuddet i dag er derfor langt mindre end i 1996, hvor undersøgelsen blev lavet. Som resultat af den ændrede arbejdsmarkedssituation ville man givetvis få en helt anden arbejdsudbudselasticitet i dag, hvorfor beregningerne i debatten er baseret på et både tyndt og forældet datagrundlag. Figur 5 illustrerer, at arbejdstiden siden 1948 er faldet kraftigt samtidig med den store velstandsfremgang. På baggrund af figuren fås en simpel indkomstelasticitet på -0,26, hvilket således er markant højere end skønnene på -0,005 til -0,03, der bruges i debatten. Hvis indkomsteffekten, der benyttes i beregningerne af dynamiske effekter, er undervurderet, betyder det, at den samlede positive arbejdsudbudseffekt af en skattelettelse er langt mindre end antaget. Selvom mange studier henviser til elasticiteten estimeret i Frederiksen et al. (2001), kommer disse studier ikke frem til ens resultater. Finansministeriet (2002) finder eksempelvis en selvfinansieringsgrad på 49-51 procent ved lettelser i mellem- og topskattesatsen, mens Kleven og Kreiner (2006) kommer frem til, at meget små skattelettelser vil være 100 procent selvfinansierende, hvis de gives til den rigeste halvdel af danskerne. Det er bemærkelsesværdigt, at Kleven og Kreiner (2006) finder en markant højere selvfinansieringsgrad i forhold til debattens øvrige aktører, og generelt er debatten præget af stor uenighed om effekterne. En væsentlig del af forklaringen ligger i, hvordan elasticiteten anvendes og hvilke antagelser, der gøres. Nogle medtager de samspilseffekter, der er Figur 5. Sammenhæng mellem arbejdstid og velstand. 1948-2007 Herudover er det et problem, at resultatet ofte bruges til at udregne effekter af meget store skatteændringer, selvom resultatet i princippet kun siger noget om, hvordan man reagerer på små ændringer i skatterne og ikke, hvad der sker, hvis f.eks. hele topskatten fjernes. Den samlede arbejdsudbudselasticitet består af den positive substitutionseffekt, der populært kaldes gulerodseffekten, og den negative indkomsteffekt, der populært kaldes hængekøjeeffekten. Frederiksen et al. Kilde: AE på baggrund af data fra ADAM. 34

mellem skattesystemet og offentlige overførsler samt virkningerne af forbrugsafgifter, og andre igen antager, at arbejdsudbudselasticiteten er uafhængig af indkomst og køn. AE har regnet på hvor meget, arbejdsudbuddet skal stige i form af øget lønindkomst, før en topskattelettelse er selvfinansierende, jf. tabel 1. Hvis en skattelettelse i topskatten skal være 100 procent selvfinansierende, svarer det til, at personer, der før skattelettelserne tjener omkring 400.000 kr. om året, skal øge arbejdstiden så meget, at det svarer til en stigning i bruttoindkomsten på 9.000 kr. årligt eller 2,2 procent. Personer, der i forvejen tjener omkring 1 mio. kr. pr. år, skal op at tjene mere end 100.000 kr. ekstra pr. år svarende til, at de skal øge arbejdstiden med over ti procent, før en skattelettelse er selvfinansierende. Vil danskerne arbejde mere? Jørgen Goul Andersen (2008) har forud for Skattekommissionens arbejde undersøgt, hvorvidt danskerne vil ændre deres arbejdstid, hvis marginalskatten sænkes. Undersøgelsen viser, at selvfinansieringen bag skattelettelser i Danmark er meget usikker, idet blot hver 20. dansker er villig til at arbejde mere, hvis der kom en skattelettelse i 2008 eller 2009. Således tyder det på, at man ikke umiddelbart kan bruge de samme antagelser om arbejdsudbuddets følsomhed i dag som i 1996. Tabel 1. Nødvendig stigning i bruttoindkomst for selvfinansierende fjernelse af topskatten Bruttoindkomst før skattelettelse Stigning i bruttoindkomst. Procentvis stigning i bruttoindkomst 350.000 kr. 1.000 kr. 0,2 400.000 kr. 9.000 kr. 2,2 500.000 kr. 26.000 kr. 5,1 800.000 kr. 53.000 kr. 9,5 1.000.000 kr. 109.000 kr. 10,9 Anm.: Tabellen angiver den påkrævede stigning i bruttoindkomsten fordelt på bruttoindkomst, hvis hver person skal øge sin arbejdsindsats præcis så meget, at faldet i topskattebetalingen modsvares af en tilsvarende stigning i betalingen af andre indkomstskatter. Beregningen er inkl. forbrugsskatter. Kilde: AE Figur 6. Andel danskere der har mulighed for tage overarbejde mod betaling og mulighed for at tage bijob Betalt overarbejde Jørgen Goul Andersen har ligeledes evalueret forårspakken i 2004. Konklusionen var, at danskerne gav udtryk for en større stigning i arbejdsudbuddet, end man rent faktisk observerede. Navnlig de højtlønnede reagerede overraskende lidt på skattelettelserne, og overordnet viste resultaterne, at mere end halvdelen af arbejdsstyrken ikke lader sig påvirke af mindre skat på arbejde. En af forklaringerne på den lave arbejdsudbudseffekt er, at mange danskere reelt ikke har mulighed for at øge deres arbejdstid. Jørgen Goul Andersen (2006) har tidligere undersøgt danskernes muligheder for overarbejde og bijobberi. Figur 6 viser resultaterne fra undersøgelsen. Det ses, at kun lidt over halvdelen af danskerne har mulighed for at tage betalt overarbejde, mens kun lidt mere end en tredjedel har mulighed for at tage et bijob. For resten af danskerne har ændringer i skatten altså ingen relevans, fordi de simpelthen ikke har mulighed for at øge arbejdsudbuddet. Dette skal i så fald ske via jobskifte. Påtage bijob Da det er så usikkert hvor meget, arbejdsudbuddet reagerer på ændringer i skatten, bør skattepolitiske tiltag laves fuldt finansierede. Lavere skat på arbejde er ikke uhensigtsmæssigt tværtimod. Det bør blot ske ved en skatteomlægning, der er fuldt finansieret. Det vil være ansvarligt både på kort og langt sigt. Herudover vil en skatteomlægning være mere effektiv til at øge arbejdsudbuddet end deciderede skattelettelser. I den udstrækning, at en reduktion af skatten på arbejde medfører øget arbejdsudbud, vil skatteomlægninger generelt have større effekter på arbejdsudbuddet end skattelettelser. Baggrunden er, at man ved en Kilde: Jørgen Goul Andersen, MM81 (2006). 35

skatteomlægning eliminerer den negative indkomsteffekt, mens man bibeholder den positive substitutionseffekt. I lyset af uenigheden om de dynamiske effekter af skat, er det vigtigt at huske på, at det ikke kun er skatteomlægninger, der kan skabe dynamiske effekter i samfundet. Også offentlige investeringer i f.eks. uddannelses- eller sundhedssektoren giver dynamiske effekter. Investering i uddannelse kommer tilbage i statskassen i form af dynamiske effekter som f.eks. øget beskæftigelse og senere tilbagetrækningsalder, mens investeringer i børnepasning og et mere effektivt sundhedsvæsen vil kunne frigøre en masse arbejdskraft med øgede offentlige indtægter til følge. Hvis infrastrukturen opprioriteredes, kunne der ligeledes skabes dynamik i form af mindsket spildtid i bilkøer og forsinket offentlig transport samtidig med, at arbejdskraftens mobilitet øges. Tabel 2. Makroøkonomisk effekt på arbejdsudbuddet af skatteændring Ændring i skattesats Timeeffekt Deltagelseseffekt Procentpoint Topskat -7,4 0,41 0,01 Beskæftigelsesfradrag 4,2 0,06 0,29 Anm.: Deltagelseseffekten er i DØRS (2004) opdelt på ledighedseffekt og deltagelseseffekt, men er her summeret til en samlet deltagelseseffekt. Ydermere er adfærdseffekten af finansieringen i DØRS antaget at være fordelt ligeligt på time og deltagelse. Effekten af ændringen i topskattesatsen er justeret ift. den opgivne i FM (2002), da nedsættelsen i FM (2002) kun er på 5 procentpoint. Kilde: FM (2002), DØRS (2004) og AE. Fordelingseffekter af skattelettelser når dynamiske effekter medregnes I AE s dynamiske skattemodel er det fordelingskonsekvenserne af de dynamiske effekter af en skatteændring, der undersøges. Modellen analyserer således de fordelingsmæssige konsekvenser af en skatteændring, hvis man tror på, at der er dynamiske effekter af en skatteændring. Derfor tages de samlede effekter på arbejdsudbuddet af en skatteændring for givet. Disse samlede effekter på arbejdsudbuddet er fundet ud fra andre studier, der primært baserer sig på Frederiksen et al. (2001). Konkret benyttes resultaterne fra Finansministeriets publikation Fordeling og Incitamenter 2002 samt Dansk økonomi efterår 2004 fra Det Økonomiske Råds Sekretariat (omtales herefter FM (2002) hhv. DØRS (2004)). Boks 1. AE s dynamiske skattemodel AE s dynamiske skattemodel beskriver de fordelingsmæssige konsekvenser af en skatteændring, når de dynamiske effekter af en skatteændring medregnes. På baggrund af de samlede adfærdseffekter af en skatteændring fra Finansministeriets eller DØRS resultater findes de personer, der har størst sandsynlighed for at ændre deres arbejdsudbud. I beregningerne benyttes kun de totale effekter fra FM og DØRS, og disse samlede effekter fordeles på individer ud fra deres individuelle sandsynligheder, som er estimeret af AE. Timebeslutningen modelleres ved arbejdsudbudsfunktionen fra Finansministeriet (2002). Deltagelsesbeslutningen findes ud fra en estimeret overgangssandsynlighed fra ikkebeskæftigelse til beskæftigelse. Dette er estimeret separat for forsikrede ledige, ikke-forsikrede ledige samt efterlønsmodtagere. I estimationerne benyttes en række individuelle karakteristika. Specielt benyttes forskelsbeløbet, der er udregnet som forskellen mellem disponibel indkomst for fuldtidsbeskæftigede og den disponible indkomst for hhv. fuldtids forsikrede ledige, fuldtids ikke-forsikrede ledige og fuldtids efterlønnere for personer med samme karakteristika. Ved en given skatteændring ændrer forskelsbeløbene sig, og på baggrund af de deraf følgende ændringer i sandsynligheder for indtrædelse på arbejdsmarkedet findes de personer, der kommer i beskæftigelse. På baggrund af den givne makroeffekt findes således de personer, der har størst sandsynlighed for at komme i beskæftigelse. I beregningen af antallet af fuldtidspersoner vægter hver person med (1-arbejdsindsatsen i sidste dataår)*(ændring i deltagelsessandsynlighed). I AE s model modelleres timeeffekten og deltagelseseffekten hver for sig. Timeeffekten bliver modelleret ved at benytte arbejdsudbudsfunktionen fra FM (2002). Fordelingen af deltagelseseffekterne er fundet ved at estimere individuelle sandsynligheder for at komme i beskæftigelse for personer, der ikke er i beskæftigelse. På baggrund af de forudsatte samlede arbejdsudbudseffekter findes således de personer, der har størst sandsynlighed for at ændre arbejdsudbud ved skatteændringen. Modellen er beskrevet nærmere i boks 1. Med AE s dynamiske skattemodel beregnes fordelingseffekterne af to skatteændringer, når de forventede effekter på arbejdsudbuddet medregnes. De to skatteændringer er hhv. en halvering af topskattesatsen og en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget på 4,2 procentpoint. Begge disse ændringer giver et tabt provenu på knap 9 mia. kr., når adfærdsændringerne ikke medtages. De samlede adfærdseffekter af ændringen af beskæftigelsesfradraget er hentet fra DØRS (2004), mens de samlede adfærdseffekter af nedsættelsen af topskattesatsen er hentet fra FM (2002). De samlede adfærdseffekter er gengivet i tabel 2. Fordelingseffekter af nedsættelse af topskattesatsen når dynamiske effekter medregnes Her gennemgås de fordelingsmæssige konsekvenser af en ufinansieret nedsættelse af topskattesatsen på 7,4 procentpoint. Dels de direkte fordelingseffekter af skattelettelsen uden arbejdsudbudsændringer og dels fordelingseffekterne, når arbejdsudbudsændringerne medregnes. En lettelse af topskattesatsen på 7,4 procentpoint giver med de gjorte antagelser en deltagelseseffekt på knap 500 personer og en timeeffekt svarende til knap 10.000 fuldtidspersoner, jf. tabel 2. Effekterne af en nedsættelse af topskattesatsen er illustreret i figur 7. Den samlede effekt er opdelt på tre undereffekter. Dels den direkte effekt, som viser effekten uden adfærdsændringer dels effekterne, når deltagelseseffekten og timeeffekten medregnes. 36

Figur 7. Fordelingseffekter af nedsættelse af topskattesatsen, 2007 Figur 8. Fordelingseffekter af nedsættelse af topskattesatsen, procent af disponibel indkomst, 2007 Anm.: Kun personer mellem 18-64 år er medtaget. De samlede adfærdseffekter er angivet i tabel 2. Udgangspunktet er 2007-skattesatser. Kilde: AE på baggrund af lovmodellen og FM (2002). Anm.: Som figur 7. Kilde: AE på baggrund af lovmodellen og FM (2002). Som det fremgår af figuren, er det ca. de 30 procent rigeste, der får en gevinst af nedsættelsen af topskattesatsen. Ser man alene på den direkte effekt af en nedsættelse af topskattesatsen, vinder de rigeste 10 procent i gennemsnit over 18.000 kr. Også 8. og 9. decil vinder på nedsættelsen, men noget mindre end de ti procent rigeste. Lægger man timeeffekten oveni, er gevinsten for de rigeste endnu større. Gevinsten fra timeeffekten opstår, da disse grupper nu arbejder flere timer, hvilket giver en ekstra gevinst. Udover, at den direkte gevinst gives til den rigeste del, er det altså også dem, der arbejder mere som følge af skattenedsættelsen. Således får de rigeste ti procent en yderligere gevinst på knap 4.000 kr. fra øget arbejdsudbud, mens 9. decil får en ekstra gevinst på over 2.000 kr. fra det øgede arbejdsudbud. Også 8. decil får en gevinst i form af øget arbejdsudbud. Gevinsten for denne gruppe er i gennemsnit på knap 1.300 kr. En sådan skatteændring vil altså yderligere koncentrere indkomsten hos de rigeste. Er der ikke denne ekstra gevinst for de rigeste, så er der heller ikke nogen dynamisk effekt af skattelettelsen og dermed ingen selvfinansiering. Også når man ser på den relative gevinst i forhold til disponibel indkomst, er det de rigeste, der vinder mest på skattelettelsen. Dette er illustreret i figur 8. Selv når man ser på den relative gevinst, er det de rigeste, der tjener mest på nedsættelsen af topskatten. Således får de rigeste ti procent en gennemsnitlig stigning i den disponible indkomst på fem procent i direkte gevinst, mens 9. og 8. decil får en gennemsnitlig gevinst på henholdsvis 1,5 og 0,5 procent. Derudover får disse tre rigeste deciler den største relative gevinst fra øget arbejdsudbud, og igen er det de rigeste ti procent, der får den allerstørste gevinst. Gevinsten fra øget arbejdsudbud er på én procent for de rigeste ti procent, mens den er på 0,9 og 0,6 procent for hhv. 9. og 8. decil. Fordelingseffekter af stigning i beskæftigelsesfradraget når dynamiske effekter medregnes Stigningen i beskæftigelsesfradraget giver en væsentlig højere deltagelseseffekt end faldet i topskattesatsen. Det skyldes, at dette fradrag er målrettet til beskæftigede og påvirker derfor forskelsbeløbet for personer, der ikke er i beskæftigelse. Derimod giver ændringen i beskæftigelsesfradraget kun en lille timeeffekt. Med de gjorte antagelse giver stigningen i beskæftigelsesfradraget en deltagelseseffekt på omkring 7.500 personer og en timeeffekt svarende til cirka 1.500 personer. Fordelingseffekterne af stigningen i beskæftigelsesfradraget er illustreret i figur 9. Igen er effekterne delt op på den direkte effekt, deltagelseseffekten og timeeffekten. Der er specielt tre ting, der springer i øjnene ved figur 9. For det første er deltagelseseffekterne koncentreret om de laveste deciler. Beskæftigelsesfradraget giver en indirekte gevinst til de 30 procent fattigste, da personer uden for beskæftigelse i disse grupper nu kommer i beskæftigelse og derved får en indkomstfremgang. For det andet er gevinsterne ved stigningen i beskæftigelsesfradraget spredt ud på alle decilgrupper i modsætning til topskattelettelsen, hvor gevinsten var 37

Figur 9. Fordelingseffekter af stigning i beskæftigelsesfradraget, 2007 Figur 10. Fordelingseffekter af stigning i beskæftigelsesfradraget, procent af disponibel indkomst, 2007 Anm.: Som figur 7. Kilde: AE på baggrund af lovmodellen og DØRS (2004). Anm.: Som figur 7. Kilde: AE på baggrund af lovmodellen og DØRS (2004). koncentreret hos de rigeste. For det tredje er den gennemsnitlige gevinst for de fire øverste deciler næsten ens. Det skyldes, at beskæftigelsesfradraget kun kan udnyttes op til mellemskattegrænsen, hvorfor der er en begrænsning på gevinsten ved et beskæftigelsesfradrag. Gevinsten for den laveste decil kan illustreres endnu tydeligere ved at se på gevinsten i forhold til den disponible indkomst. Dette er illustreret i figur 10. Af figuren ses det, at set i forhold til den disponible indkomst er det den laveste decil, der får den største gevinst ved skatteændringen, når de dynamiske effekter medregnes. Det skyldes, at deltagelseseffekten specielt er stor for denne gruppe. I gennemsnit får den laveste decil en stigning i disponibel indkomst på to procent, hvoraf næsten halvdelen alene kommer fra deltagelseseffekten. 2. og 3. decil får også store gevinster via deltagelseseffekten. For disse grupper er gevinsten fra deltagelseseffekten på omkring 1 1/2 procent af deres disponible indkomst, mens de samlet får en gevinst på knap 1,5 procent. Konklusion Det er muligt at sænke skatten på arbejde for de højest lønnede uden at ændre byrdefordelingen i samfundet. I denne analyse blev det illustreret ved at finansiere en topskattelettelse med en maks. grænse på pensionsindbetalinger eller ved at harmonisere mellem- og topskatten. Af andre muligheder kan nævnes, at en afskaffelse af skattefrie frynsegoder også kan bruges til at finansiere en lettelse af skatten på arbejde, uden at ændre byrdefordelingen. Dynamiske effekter af en skattelettelse er dårligt belyst i Danmark, og er derfor en meget usikker finansieringskilde af skattelettelser. Tror man på de dynamiske effekter viser analysen også, at en lettelse af topskatten bliver endnu mere skæv, da det er de rigeste, der vil arbejde mere. Medregner man dynamiske effekter på skattesiden på baggrund af et spinkelt grundlag, må man som minimum forlange, at dynamiske effekter også medregnes på investeringssiden, når der investeres i fx uddannelse, sundhed og infrastruktur. Det skal dog bemærkes, at stigningen i beskæftigelsesfradraget kun kommer personer, der enten er i beskæftigelse eller kommer i beskæftigelse, til gode, mens personer, der står helt uden for arbejdsmarkedet, ikke får en ændret indkomst ved skatteændringen. 38

Referencer: Andersen, Jørgen Goul, 2006, Virkningen af skattelettelser er overvurderet, Mandag Morgen Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2007, Fordeling og Levevilkår 2007 Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2008, Fordeling og Levevilkår 2008 Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2008, Økonomisk Tendenser 2008 Det Økonomiske Råds Sekretariat, 2001, Dansk økonomi, forår 2001. Det Økonomiske Råds Sekretariat, 2004, Dansk økonomi, efterår 2004. Finansministeriet, 2002, Fordeling og Incitamenter 2002. Finansministeriet, 2007, Mod nye mål Danmark 2015 Frederiksen, Anders, Ebbe Krogh Graversen og Nina Smith, 2001, Overtime work, dual job and taxation, IZA Discussion paper 323. Frederiksen, Anders og Jan V. Hansen, 2002, Skattereformer: Dynamiske effekter og fordelingskonsekvenser, Arbejdspapir 2002:1, Det Økonomiske Råds Sekretariat. Kleven, Henrik Jacobsen og Claus Thustrup Kreiner, 2006, Skat, arbejde og lighed / Beskatning af arbejdsindkomst i Danmark. Sørensen, Peter Birch, 2003, Den amerikanske drømmeskat. Sørensen, Peter Birch og Jan Rose Skaksen, 2007, Skattepolitikken og arbejdsmarkedet, EPRU ANALYSE. 39