Gode veje til indflydelse Seminardag for de kommunale handicapråd 28. april 2014 Hotel Scandic, Hadsundvej 200, 9220 Aalborg Ø Velkomsttale Mit navn er Ulla Ringgren Nielsen og jeg er formand for Aalborg Kommunes Handicapråd. Jeg har fået den ære at byde jer alle sammen rigtig hjertelig velkommen til Socialstyrelsens seminardag: Gode veje til indflydelse. Seminaret er startskuddet på en ny fireårig periode for handicaprådene. Når jeg ser ud over jer alle sammen, kan jeg se, at nogle af os er halv-gamle i gårde og andre er helt nye i denne sammenhæng. For begge gruppers vedkommende er det måske en god idé lige at stoppe op og tænke over, hvorfor vi egentlig har handicaprådene? Og hvordan kan vi sammentænke det med overskriften på dette seminar? Efter min mening skal vi se handicaprådene som en del af den demokratiske beslutningsproces i Danmark. I Danmark er vi stolte af vores demokrati. Vi har det, som man kalder et repræsentativt demokrati, hvor vi vælger politikere til at repræsentere os. Politikerne tager så beslutninger om vores liv på vores vegne. Sommetider er vi dog ikke altid stolte og tilfredse med ordningen. Jeg kunne nævne flere eksempler, men vil undlade det af hensyn til den gode stemning i dag. Men vi er i hvert til fald stolte af, at såkaldte almindelige mennesker også har mere direkte indflydelse på de politiske beslutninger. Og det er via interesseorganisationer, hvor vi vælges til deltagelse i offentlige råd og udvalg, som f.eks. handicaprådene. Meningen med almindelige menneskers deltagelse i offentlige råd, som handicaprådet, er at inddrage os i beslutninger, som berører os. At I politikere lytter til os og tager hensyn til vores behov. Og at I politikere ser værdien af vores enorme viden om handicap. Det kan være med til at kvalificere de politiske beslutninger. Og ad den vej skabes en folkelig opbakning til jeres beslutninger. 1
Det er den pæne version af den politiske beslutningsproces, som ender ud med, at handicaprådet er en god vej til indflydelse såvel for mennesker med handicap som for politikere. Den knap så pæne version er, at handicaprådet kan opfattes som en kampplads uden megen forsoning parterne imellem. Politikerne kan af modparten opfattes som tonedøve og ligeglade med handicappedes behov. Omvendt kan mennesker med handicap opfattes som krævende og uden realitetssans. Virkeligheden ligger nok et sted midt imellem. Og hvis det så er tilfældet, hvordan sikrer vi så, at handicaprådet er en god vej til indflydelse for såvel politikere som mennesker med handicap og deres pårørende? Efter min mening og erfaring er der to vigtige forudsætninger, som skal være opfyldt. Den første forudsætning er, at desuagtet at vi medlemmer har forskellige afsæt, skal vi i handicaprådene forsøge at undgå at tænke i dem og os. Handicaprådet skal være et samlet råd. Her har jeg lyst til at trække den danske teolog Hal Koch frem. I 1945 udgav han bogen Hvad er demokrati?. I den bog skriver han, at demokrati er lig med samtale mellem mennesker. Det er gennem samtale, at mennesker opnår gensidig respekt og forståelse for hinandens problemer. Derved kan man i fællesskab finde frem til de bedste løsninger for alle. Alternativet er magtkamp mellem mennesker. Efter min erfaring er Hal Kochs definition af demokratiet passende i denne sammenhæng. Samtalen mellem såvel mennesker med handicap, politikere og embedsmænd må være det vigtigste for, at handicaprådet føler sig og er et samlet råd. Også selvom vi nogle gange ikke er enige. Men for at jeg ikke bliver beskyldt for at være naiv og af den gamle skole indenfor handicapbevægelsen, hvor man siger, at politikere ikke kunne finde på at træde på folk, der ligger ned, så er jeg også nødt til at erkende at sommetider, er samtalen ikke nok og der er i tillæg også er brug for den mere nutidige rettighedstankegang indenfor handicapbevægelsen i modvægt til politiske ideologier. Og det er den anden forudsætning for, at handicaprådet bliver en god vej til indflydelse. 2
I handicaprådene skal vi simpelthen arbejde indenfor rammerne af FN s Handicapkonvention. Det er også hvad regeringens Handicappolitisk handlingsplan 2013 Et samfund for alle fortæller os (s. 6). Men hvad er det, som er på spil de næste 4 år, hvis vi ikke gør handicaprådet til en god vej til indflydelse? Efter min mening er det grundlæggende vores menneskesyn, der er på spil. Vores menneskesyn er nemlig altafgørende for, hvordan vi indretter vores fælles liv og dermed også livet for mennesker med handicap. Menneskesynet bag min opfattelse af den gode vej til indflydelse (det vil sige Hal Kochs demokratiopfattelse, FN s Handicapkonvention og regeringens handicappolitiske handlingsplan) består af tre værdier: 1. Menneskers unikke værdighed respekteres overfor enhver umenneskeliggørelse 2. Menneskers relationer er stærke, i modsætning til individualismen 3. Mennesket er engageret i fællesskaber, i modsætning til marginalisering Lidt filosofisk kan man sige, at et menneske er et menneske i kraft af andre mennesker. Det betyder, at vi ikke siger "Jeg tænker, derfor er jeg", men vi siger: "Jeg hører til, jeg deltager, jeg deles med andre, derfor er jeg. Hvis vi hele tiden lader disse 3 værdier være de bærende organiserings- og styringsprincipper for de beslutninger, der træffes i handicaprådene, opnår vi ikke bare den gode vej til indflydelse, men også det gode liv for mennesker med handicap. Jeg kan nævne et aktuelt eksempel. I disse år bygges der store boenheder for mennesker med udviklingshæmning, nogle gange med hele 60 beboere. Og gerne lidt væk fra der, hvor såkaldte almindelige mennesker bor. Med et centralkøkken og et dagtilbud under samme tag, ingen 3
reelle køkkenfaciliteter i de enkelte lejligheder og lange linoleumsbelagte gange og så videre. Når vi bygger på den her måde, skaber vi ikke et hjem for mennesker af kød og blod, men en institution hvor mennesket nærmest umenneskeliggøres. Vi glemmer, at mennesker med handicap, uanset hvor meget vi gemmer dem væk, er en del af såkaldte normale menneskers liv, identitet og fremtid. Et andet aktuelt eksempel er inklusion af børn og unge med handicap i grundskolen. Jævnfør regeringens handicappolitiske handlingsplan er målsætningen for 2015, at andelen af elever i den almindelige undervisning skal forøges til 96 % (s. 22). Spørgsmålet er, om vi med den måde, vi implementerer inklusionen, sikrer, at børn og unge med handicap inkluderes, i stedet for at føle sig ekskluderet? Vordingborg Kommune er blevet fremhævet som en modelkommune, grundet deres iver for at imødekomme de politiske mål om øget inklusion. Her på det sidste har det vist sig, at Vordingborg Kommune er blevet et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke sikrer sig, at rammerne for god inklusion er til stede, inden man går i gang. Det er tydeligt for enhver, hvis inklusionen gribes forkert an, er der slet ikke tale om inklusion, så er der, derimod, tale om opbevaring eller eksklusion, blot inden for skolens almene fysiske rammer. Så har man blot flyttet nogle børn til tålt ophold i det almene, og samtidig forringet skoletilbuddet for dem og alle deres klassekammerater. Jeg kunne nævne mange andre aktuelle eksempler, men vil af tidsmæssige årsager nøjes med at appellere til, at vi hver især og sammen vælger at gøre handicaprådet til en god vej til indflydelse og lader menneskesynet bag handicapkonvention og regeringens handicappolitiske handlingsplan være vores ledestjerner. Det gode liv for, ikke bare mennesker med handicap, men for os alle sammen står på spil! Inden jeg afslutter velkomsttalen, vil jeg gerne sige tak til alle jer, der er mødt frem i dag. 4
Også tak til Socialstyrelsen for at have arrangeret denne dag. Det er spændende, at regeringens handicappolitiske handlingsplan indeholder en styrkelse af handicaprådene gennem et samarbejde med Socialstyrelsen. Også tak til DH, KL og Det Centrale Handicapråd for at have sammensat et interessant program for os. Med disse ord vil jeg ønske de nye handicapråd god arbejdslyst de næste fire år og give ordet videre til konsulent i Socialstyrelsen Mia Finnemann Schultz, som skal føre os sikkert gennem dagen. Velkommen til! 5