14 Nr. 19. 2000
Terapi Af Anne-Marie Harnum Hypnose og dissociation Michael Yapko, klinisk psykolog og internationalt anerkendt for sine bidrag inden for hypnose og korttidsbehandling af depression, har været i Danmark. Her fortæller han om hypnose og dissociation til Anne-Marie Harnum Michael Yapko: I mere end 25 år har jeg arbejdet med hypnose som en meget regelmæssig del af min kliniske praksis. Jeg har været så heldig at arbejde med de bedste klinikere i vor tid, og en af de ting, der altid har slået mig i forbindelse med dygtige klinikere, er, at de typisk er meget målrettede. De ved, hvad de vil opnå med deres klienter, de er meget dygtige til at motivere og til at lære andre, hvordan de skal bryde igennem begrænsende selvopfattelser. En fællesnævner for gode terapier er evnen til at formidle ideer. Det første, der tiltrak mig ved hypnose og har holdt mig involveret i hypnose i alle disse år, er, at hypnose involverer det omhyggelige studium af indflydelsesrig kommunikation. Når man ser på den psykoterapeutiske proces som en særlig type social interaktion, hvor en person prøver at øve indflydelse på en anden af terapeutiske årsager, så bliver den indflydelsesrige kommunikations dynamik meget vigtig. Og det er i virkeligheden, hvad studiet af hypnose handler om. Jeg begyndte at studere hypnose for 25 år siden. Dengang blev hypnose desværre anset for at være en terapi i sig selv og adskilt fra al anden psykoterapi sådan blev jeg oplært og oprindelig trænet i det. Men jo mere tid jeg tilbragte med klinikere, der ikke anvendte hypnose, men som var kognitive terapeuter, adfærdsterapeuter og familieterapeuter og andre, som praktiserede forskellige former for terapi, der ikke involverede hypnose, jo mere så jeg hypnotiske elementer i deres arbejde, selv om de ikke kaldte det det. De sagde, at de fik folk til at genopleve barndomserindringer, men de kaldte det ikke aldersregression, eller de fik folk til at tale til tomme stole, men de kaldte det ikke dissociation eller hallucination. Og det blev stadig klarere for mig, at disse terapeuter brugte hypnotiske principper hele tiden, men at de ikke havde tænkt på dem på denne måde. Så det blev en del af mit arbejde at prøve at fjerne det magiske eller mystiske ved hypnose og bringe det ind i en forståelsesramme, der handler om interaktion og social påvirkning. Enhver, der er det mindste interesseret i dette, vil have glæde af at læse lærebøgerne i socialpsykologi igen. Der er så meget relevant materiale i socialpsykologien, som har studeret så mange af terapiens sociale dynamikker ved at se på interpersonel tiltrækning, magt, autoritet og suggestibilitet, reklamer og propaganda, overtalelse og så mange ting, som er en del af den terapeutiske proces, inklusive ting som lydighed over for autoriteter. Stanley Milgrams skelsættende arbejde i 1960 erne er fuldt ud relevant i dag. 30 års data Når klienter opdager evner, de ikke vidste de havde, og når nogen bliver i stand til at reducere smerte eller smide Nr. 19. 2000 15
smertestillende medicin væk, fordi de har lært, hvordan de skal klare smerten i deres krop, og disse mennesker bevæger sig fra håbløshed og depression til at føle, at de kan erobre verden det er så smittende og føles så godt, og det minder mig hver gang om, hvorfor jeg gik ind i dette arbejde. Jeg nyder virkelig at kunne hjælpe mennesker, at vide, at det har gjort en reel forskel, sammen med den kendsgerning, at hypnose fostrer uafhængighed og integreres så ubesværet i korttidsterapi. En af vor tids store familieterapeuter, Jay Haley, sagde engang henkastet, at problemet med klienter var, at de var i terapi, at målet var at få dem ud af terapi så hurtigt som muligt, for terapi er ikke en normal måde at forholde sig til andre mennesker på. Også jeg ønsker at hjælpe folk så hurtigt som muligt, og på samme tid har videnskabsmanden i mig ønsket om at sikre langtidseffekten. Hvis korttidsterapien ikke kunne producere blivende resultater, ville det ikke interessere mig. Vi har nu næsten 30 års opfølgningsdata, som viser, at disse interventioner ikke kun virker på kort sigt, men at de også virker på langt sigt. Og det har været særligt tilfredsstillende for mig. Hypnose har en meget betydelig mængde forskning bag sig. Der er mange videnskabelige tidsskrifter rundt om i verden, to af de mest prominente er: The American Journal of Clinical Hypnosis og The International Journal of Clinical and Experimental Hypnosis disse er blandt de mest refererede psykologiske tidsskrifter i dag. Styrker kontrol For 25 år siden var holdningen også blandt klinikere i USA, at hypnose var en useriøs behandlingsform. Men så fandt der et antal revolutioner sted inden for psykoterapi. Hvor psykoterapiens mål hidtil havde været at opnå indsigt, udvikledes der nu teknologier og metoder til at hjælpe klienterne med at ændre sig. Efterhånden som terapi blev mere pålidelig og folk begyndte at forvente mere af deres terapeuter end blot og bar støtte, når de ønskede at lære specifikke færdigheder, eller når de ønskede at få råd om, hvordan de skulle løse problemer i deres liv noget som terapeuter aldrig havde været vant til at gøre så placerede det et stort ansvar hos klinikerne, der måtte lære, hvordan de skulle hjælpe folk med at ændre sig. At man kan fremme forandringer i folk på mange forskellige måder ledte til en undersøgelse af, hvilke fællesnævnere der hjalp folk til at lave meningsfulde ændringer i deres liv, og hvordan vi kan udvikle en bedre forståelse af disse faktorer samt bruge dem til gavn for de mennesker, vi arbejder med. Hypnose endte med at indtage en meget fremtrædende plads ved at være en meget specifik måde at styrke mennesker på, at give dem en meget større fornemmelse af kontrol i modsætning til den almindelige misforståelse eller mytedannelse, at hypnose får folk til at miste kontrollen. Hvis det var tilfældet, ville hypnose ikke interesse mig. Ingen træder ind i min klinik og siger til mig: Vil du hjælpe mig med at miste kontrollen over mig selv? Tværtimod. Det, der tiltrækker mig ved hypnose, er, at det giver folk meget mere kontrol. Når smertepatienter erfarer, at de kan reducere deres fysiske smerter og deres afhængighed af smertestillende medicin, så de kan genoptage et mere normalt liv eller når folk opdager, at de kan lære at kontrollere deres angst, så de ikke er fobiske i situationer, der ikke berettiger til så stærke reaktioner, eller når de opdager, at de bedre kan styre kvaliteten af deres tanker så får de en anden opfattelse af hypnose. Formelt og uformelt Hypnose er ikke en terapi i sig selv, så enhver, der vil anvende hypnose, skal være kliniker med en god terapeutisk træning. Man skal have et solidt kendskab til almindelige psykoterapeutiske metoder. Da så mange af mine klienter lider af depressioner, anvender jeg en hel del kognitiv terapi og kognitiv-adfærds teknikker i mit arbejde. Dette er en terapeutisk hovedretning, som er bakket op af den største videnskabelige forskning inden for terapeutiske metoder. Kognitiv terapi er værdifuld i sig selv, men effekten af terapien øges ved den samtidige anvendelse af hypnose. Dette er ikke bare min egen anekdotiske oplevelse, der er også empirisk evidens herfor. Det er vigtigt at skelne mellem formel og uformel hypnose. Ved formel hypnose går du bevidst igennem ritualer som: Læn dig tilbage, luk øjnene, og nu gør vi disse ting, som jeg kalder hypnose. Ved uformel hypnose bruger du suggestioner og hypnotisk sprog og indflydelsens dynamik. Der findes ikke tilfælde, hvor jeg kunne eller ville undgå at påvirke, når jeg fungerer som terapeut så hypnosens uformelle aspekter er givne. 16 Nr. 19. 2000
Kommer til Danmark Michael Yapko blev interviewet af Anne-Marie Harnum i København efter en todages workshop om Hypnose og Behandling af Depression. Michael Yapko er inviteret til at afholde en 4-dages workshop i Danmark 6.- 9. juni 2001. Hvis jeg lige nu iagttog bladets læsere, som ikke mener at de anvender hypnose i deres sessioner, så kunne jeg stoppe dem ti eller 20 gange og sige: der er en suggestion og der Se på din klient og se, hvordan han blev dybt optaget af den idé, du netop præsenterede, kroppen blev stille, åndedrættet blev langsommere, blikket blev stift. Hvad kalder man den slags fokuseret opmærksomhed? Men der er nogle klienter, over for hvem jeg er mindre tilbøjelig til at anvende formel hypnose, fordi jeg ikke vil bidrage til den idé, at der finder noget magisk sted. Men suggestioner og aspekter af hypnose bruger jeg hele tiden men det gør alle psykoterapeuter. Formidling Det kræver naturligvis en høj etisk standard hos terapeuten. Det har altid slået mig som noget mærkeligt inden for psykoterapi, at terapeuter kunne tage årelange uddannelser for at studere den menneskelige psyke og adfærd, og når folk så bad om et råd eller om et direkte svar på et spørgsmål, så ville de samme terapeuter pludselig hævde sig uvidende. Det er for mig uetisk. Den erkendelse, vi omsider er nået frem til, er, at den terapeutiske proces er en påvirkningsproces. Enhver behandlingsform, der kan hjælpe, har også mulighed for at gøre skade. De sidste fem år har jeg været særlig interesseret i fænomenet iatrogenese (fejl begået af behandleren), så jeg har studeret de mennesker, der er blevet dårligere af den terapeutiske behandling. Terapeuter har naturligvis ingen intentioner om at forværre deres klienters situation, men hvis man ser på den terapeutiske proces, og hvordan terapeuter pådutter klienten deres antagelser, forventninger, ideer og særlig deres fortolkninger af klientens symptomer så forstår terapeuterne ikke, at de teoretiserer, at de opfinder disse ting, og at muligheden for at skade personen gennem en ukorrekt eller ødelæggende fortolkning er meget stor. En del af det, der sker, når man studerer hypnose, er derfor, at man bliver meget mere bevidst om sig selv som formidler og som en, der øver indflydelse. Og jeg har iagttaget, at folk, der arbejder med hypnose, har en tendens til at være meget mere forsigtige med det de siger, og meget mere velovervejede, når de siger noget. Som konsekvens heraf mener jeg, at de er meget dygtigere formidlere end den kliniker, som har skabt den illusion for sig selv, at han kan sidde i et rum med en klient uden at øve indflydelse på denne person. På universitetet underviste jeg regelmæssigt i socialpsykologi, og det første jeg sagde til de studerende, var, at der er ting, de ville gøre alene, som de aldrig ville gøre, så snart en anden person var til stede i rummet. Vi har endelig forstået, at indflydelse og påvirkning er uundgåelig. Nu er spørgsmålet så, hvordan kan vi bruge vores indflydelse, vores ekspertise, autoritet og den tillid, vores klienter viser os, til at gøre det bedste, vi kan, til gavn for dem? En del af det at være en etisk behandler er at vide, hvad det betyder at være en autoritetsfigur, at have en høj uddannelse og en ekspertise, som klienterne kan have tillid til og stole på. Jeg håber, at klinikere, efterhånden som terapi udvikles og modnes, vil blive mere bevidste om sig selv og mindre tilbøjelige til at følge traditioner og i stedet for lægge mærke til, om det, de gør, virker eller ej. Gavnligt? Skadeligt? Er der klienter, som har taget skade af psykoanalyse? Af adfærdsterapi? Af kognitiv terapi? Selvfølgelig. Det er ikke teknikkerne, der er terapeutiske. Det, der er hjælpsomt eller skadeligt, sker inden for den terapeutiske relation, at vide, hvordan og hvornår man skal anvende en speciel teknik, i stedet Nr. 19. 2000 17
for at anvende den samme teknik på alle. Hypnose er ingen undtagelse. Der er måder at anvende hypnose, der gavner. Og der er måder at anvende hypnose, der skader, og som kan skabe yderligere komplikationer. Men dette er ikke enestående for hypnose, det er en del af at være terapeut, fordi alt, hvad du siger eller gør, kan hjælpe eller skade. Dette gælder også begrebet dissociation, som mange klinikere desværre først har lært at kende i den patologiske betydning: Dissociative Identity Disorder (DID) eller det, der før blev kaldt MPD (Multiple Personality Disorder) eller pykogen amnesi. Det er desværre en begrænset opfattelse af dissociation. Ethvert mønster, inklusive dissociation, kan være hjælpsomt eller skadeligt, afhængigt af hvordan det anvendes. Der er positive aspekter af dissociation. En arbejdsdefinition på dissociation er: en helhed, som bliver skilt i sine enkelte dele. For den, der læser denne artikel lige nu, er der den visuelle del, hvor øjnene scanner ordene på siden, der er den taktile del, som holder tidsskriftet i hænderne, der er den affektive del, som fortæller dig om de følelser, du har om det, jeg siger, der er den interne del af den interne oplevelse, efterhånden som du bearbejder, de ting, jeg siger, der er den eksterne del af oplevelsen: det rum, du sidder i, temperaturen, de velkendte lyde omkring dig. Hver gang du fokuserer på én del af oplevelsen, bliver den forstørret og andre dele af oplevelsen bliver derfor formindsket. De skjulte ressourcer I hypnose anvender vi dissociation en hel del, fordi hele ideen med at anvende hypnose er bevidst at forstørre eller formindske dele af oplevelser. Hvis vi fx tager evnen til at skabe en fysisk dissociation, så er dette en fordel at anvende for en person, som lider af kroniske smerter, smerter som klienten har fået at vide, at han må lære at leve med. At lære klienten at dissociere fra kroppen så tilpas, at han derefter bliver i stand til at fungere til hverdag uden at fokusere på smerten. Men den samme anæstesi som er et dissociativt fænomen kan du se på en lukket psykiatrisk afdeling, hvor patienter skærer i sig selv uden at opleve, at det gør ondt. Dette er eksempel på anæstesi anvendt destruktivt. Så det er ikke teknikkerne, der hjælper eller skader, det er sammenhængen, de anvendes i. Hypnose er en dissociationsproces i sig selv, det er overhovedet grunden til, at vi anvender hypnose. Enkelt udtrykt: Folk har evner, som de ikke er klar over at de har. Hvis jeg sagde til læserne: gør armen følelsesløs i løbet af ti sekunder, så ville de færreste være i stand til det. Men hvis vi udfører en hypnotisk induktion, hvor personen bliver optaget af den dissociative oplevelse, vi kalder hypnose, hvor han bliver meget fokuseret på en bestemt idé som en del af den hypnotiske proces, og jeg derefter giver den samme suggestion om at opleve en følelsesløs arm, så kan det lade sig gøre. Jeg skriver lærebøger om hypnose, og min ekspertise inden for hypnose er betydelig. Men hvis du spørger mig som såkaldt ekspert om, hvad der sker, når det er muligt for en person at opleve sin arm følelsesløs, så er mit meget avancerede svar: jeg ved det ikke. Ingen ved det. Men det er da ret interessant at opdage, at her er der en menneskelig evne, som vi ikke kan bruge bevidst eller med viljen, og alligevel kan det lade sig gøre, når personen oplever sig meget opslugt, at skabe denne meget anvendelige respons. Så det primære rationale for at anvende hypnose er at styrke mennesker, hjælpe dem til at opdage og bruge flere af disse skjulte ressourcer. Anne-Marie Harnum er psykolog og formand for Dansk Selskab for Hypnose Litteratur: Michael Yapko: When Living Hurts. Directives for Treating Depressions, Brunner/Mazel, New York, 1988. Michael Yapko: Trancework, an Introduction to the Practice of Clinical Hypnosis, Brunner/ Mazel, New York, 1990. Michael Yapko: Hypnosis and the Treatment of Depressions, Brunner/Mazel, New York, 1992. Michael Yapko: Suggestions of Abuse, True and False Memories of Childhood Sexual Abuse, Simon & Schuster, New York, 1994. Michael Yapko: Essentials of Hypnosis, Brunner/Mazel, New York, 1995. Michael Yapko: Breaking the Patterns of Depression, Doubleday, New York, 1997. Michael Yapko: Hand me Down Blues. How to Stop Depression from Spreading in Families, Golden Books, New York, 1999. Yderligere henvisninger: Ingrid Crone: Multiple personligheder moderne hysteri, Psykolog Nyt 10/2000. www.yapko.com (Michael Yapkos egen hjemmeside) www.asch.net (abstracts fra The American Journal of Clinical Hypnosis) www.sunsite.utk.edu/ijceh (med bl.a. abstracts oversat til dansk fra The International Journal of Clinical and Experimental Hypnosis) 18 Nr. 19. 2000