En ny chance for alle

En ny chance for alle Indvandreres beskæftigelse: Rådighed og økonomiske incitamenter

Indvandreres beskæftigelse: Rådighed og økonomiske incitamenter Analysen, der er nr. tre af tre i forbindelse med En ny chance for alle, er udarbejdet af Arbejdsdirekoratet for Beskæftigelsesministeriet. Juni 2005. Grafik/Design: Ole Leif & Ida Magdalene

Nye krav til gennemsigtighed Det er nemt at blive forstemt, når talen falder på, om indvandrere i Danmark har lyst til at skifte en offentlig overførselsindkomst ud med en almindelig lønindtægt. I forhold til det spørgsmål lever vi nærmest i den værste af alle verdener. Især tre ting må forventes at spille frygteligt tæt, og meget negativt, sammen. For det første viser denne rapport står hver anden indvandrer slet ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er, hvad de selv siger, når man spørger dem. Værst ser det ud for kontanthjælpsmodtagere. Syv ud af ti ønsker ikke eller søger ikke job. For det andet mangler der for mange indvandrere økonomiske grunde til at skifte en passiv indkomst ud med en lønindtægt. F.eks. har ledige indvandrerkvinder i gennemsnit en disponibel indkomst på 95 pct. af, hvad de kan forvente at få i løn i et job. Eller omsat til kroner og ører: Hvis man som ledig har 7.000 kr. i hånden hver måned, har man udsigt til at tjene 368,50 kr. ekstra, hvis den passive ydelse skiftes ud med et job. For det tredje er det uhyre usikkert, hvad der sker ude omkring i landets kommuner, når man konstaterer, at en borger på kontant- eller starthjælp reelt ikke er til rådighed for et job. Bliver forseelsen reelt konstateret? Bliver der trukket i ydelsen? Bliver hændelsen fulgt op og til dørs? Ingen ved det. A-kasser skal dokumentere, om ledige dagpengemodtagere står til rådighed, og kasserne skal indberette, hvad der sker, når reglerne er overtrådt. Men de samme regler gælder ikke på landets socialkontorer, som står for at udbetale penge til langt hovedparten af de indvandrere, der ikke er i beskæftigelse. Vi ved simpelthen ikke, hvad der sker. Ingen samler oplysninger om, hvor mange sager, der er. Ingen har overblik over, om og hvordan rådigheden bliver bedømt. Og ingen ved, i hvor høj grad, der bliver trukket i ydelserne. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende. Det kan vi ikke leve med. Vi skal kende antallet af sager, vi skal kunne sammenligne på tværs, se forskelle og ligheder, vi skal have større gennemsigtighed. Derfor vil regeringen, når Folketinget mødes til efteråret, foreslå en ændring af reglerne. Ideen er enkel: Vi skal have samme gennemsigtighed i kommunerne, som vi kender det fra a-kasserne. Fremover skal landets kommuner dokumentere, hvad de gør, hvor meget de gør, og hvornår og hvorfor de gør det. Det løser på ingen måde hele det problem, vi står med. Men det er et vigtigt skridt på vejen: Med sikker viden kan vi følge ordentligt med. Vi kan styre. Vi kan justere. Vi kan ændre regler og stramme op. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen

1. Sammenfatning Denne analyse giver nogle svar på, hvordan det i praksis står til med rådigheden blandt indvandrere i Danmark, og hvordan deres økonomiske incitamenter er til at arbejde. Analytisk er området relativt uopdyrket, men der tegner sig tre klare konklusioner. Første konklusion er, at der er problemer med rådigheden blandt indvandrere. Værst ser det ud for ledige på kontanthjælp, hvor syv ud af ti selv giver udtryk for, at de ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. For indvandrere, der modtager a-dagpenge, er situationen noget bedre. Men stadig er det fire ud af ti, der ikke står til rådighed. Lav aktivitet i forhold til at søge job og manglende ønske om at arbejde er ifølge indvandrerne selv hovedforklaringerne på rådighedsproblemerne. Hele 30 pct. af indvandrerne har ikke søgt job inden for de seneste fire uger, og 21 pct. ønsker ikke et arbejde. Anden konklusion er, at der i udtalt grad mangler viden om kommunernes adfærd over for kontanthjælpsmodtagere, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi ved ikke, hvor mange sager om manglende rådighed, kommunerne rejser. Vi ved ikke, hvor mange af disse sager, der faktisk dækker over manglende rådighed. Og vi ved ikke, hvilke sanktioner, der eventuelt bliver givet. Informationshullet gør det vanskeligt at føre tilsyn, ligesom det mindsker grundlaget for at iværksætte nye, relevante initiativer på rådighedsområdet. Fra AF og a-kasserne ved vi, at indvandrere på a-dagpenge langt hyppigere end danskere bliver indberettet på grund af mulige problemer med rådighed. Og flere af disse sager ender med en sanktion. Derfor tyder meget på, at der også blandt indvandrere på kontanthjælp er særlige problemer med at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Tredje konklusion er, at mange indvandrere mangler økonomiske incitamenter til at arbejde i udtalt grad kvinderne. Mens 5-7 pct. danskere tjener mindre end 1.000 kr. om måneden på at arbejde eller komme i arbejde, gælder det hele 10-20 pct. af indvandrerne. Incitamentet bliver endnu mindre, hvis den ledige arbejder sort ved siden af dagpengene eller kontanthjælpen. Et ægtepar skal have en arbejdsindkomst på 400.000 kr. årligt, for at være lige så godt stillet i job som på kontanthjælp med en sort indkomst på 14.000 kr. årligt ved siden af ydelsen. Det er vanskeligt at opnå for mange indvandrerfamilier fra ikke-vestlige lande, idet kvinden i mange tilfælde ikke arbejder. Desuden spiller det formentlig også ind, at en lang række kommuner kun aktiverer indvandrere meget lidt, jf. Indvandreres beskæftigelse: Kommunernes indsats og mangel på samme, Beskæftigelsesministeriet, juni 2005.

2. Manglende rådighed er et problem Arbejdsmarkedspolitikken i Danmark bygger på to grundprincipper, der er hinandens forudsætninger. Det første er, at ydelserne til ledige er relativt høje. De fleste kan klare en periode med ledighed uden f.eks. at skulle flytte fra deres bolig. Det andet er, at ledige som modydelse skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, dvs. de skal være villige til at arbejde, de skal søge arbejde, og de skal kunne tiltræde et job med dags varsel. Det kræver ofte opmærksomhed fra myndighedernes side fra AF, a-kasser og kommuner at sikre, at de relativt høje ydelser til ledige ikke fører til manglende rådighed og for lavt arbejdsudbud. Det er en særlig udfordring at sikre rådigheden blandt ledige indvandrere, fordi mange har en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. analysen Indvandreres beskæftigelse: Status, Beskæftigelsesministeriet, juni 2005. En ledig dagpenge- eller kontanthjælpsmodtager står til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis vedkommende er aktivt arbejdssøgende og kan og vil overtage arbejde med dags varsel 1. I undersøgelser er kravene lidt mindre her står en ledig nemlig til rådighed, hvis vedkommende: - ønsker et job, - aktivt har søgt et job inden for de sidste 4 uger og - kan påbegynde et arbejde inden for 14 dage Statistisk set er rådigheden blandt ledige kun sporadisk belyst, og området er præget af forskellige mere eller mindre bredt dækkende undersøgelser hvoraf nogle er relativt gamle. Men de seneste undersøgelser tyder på, at mange indvandrere ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, og omfanget af rådighedsproblemer ser ud til at være langt størst for indvandrere på kontanthjælp. En vigtig undersøgelse er fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, hvor man i 2001/2002 interviewede knap 300 ledige indvandrere om deres rådighed. Hovedresultatet var, at fem ud af ti indvandrere på kontanthjælp eller dagpenge ikke opfyldte et eller flere af kriterierne for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Blandt dagpengemodtagere var det knap fire ud af ti, der ikke stod til rådighed. Og blandt kontanthjælpsmodtagere var det hele syv ud af ti, jf. tabel 2.1. 1 Der gælder særlige regler for kontanthjælpsmodtagere, der har problemer ud over ledighed.

Tabel 2.1 Rådighed blandt indvandrere på dagpenge og kontanthjælp, 2001 og 2002 Dagpengemodtagere Kontanthjælpsmodtagere 1 Alle ledige Antal personer 127 167 294 Andel, som står til rådighed for arbejdsmarkedet 62 30 51 Andel, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet 38 70 49 - ønsker ikke job 12 36 21 - har ikke søgt job inden for de sidste 4 uger 27 36 30 - har ikke søgt job, men forventer genbeskæftigelse 5 4 5 - har søgt job, men kan ikke starte inden for 2 uger 4 2 3 1 Kun kontanthjælpsmodtagere uden andre problemer end ledighed Kilde: Migrants, work and the welfare state. Rockwool Fondens Forskningsenhed 2004. Anm. Andelene, på de forskellige delforklaringer på manglende rådighed, giver samlet mere end den samlede andel, der ikke står til rådighed. Det skyldes, at de enkelte personer kan have nævnt flere årsager til manglende rådighed. Pct. Den manglende rådighed blandt indvandrere på a-dagpenge skyldes især, at de ikke har været aktivt jobsøgende inden for de seneste 4 uger (27 pct.). For kontanthjælpsmodtagere skyldes det i lige så høj grad, at de faktisk ikke ønsker et job (36 pct.). Rockwool Fondens Forskningsenhed har desuden sammenlignet rådigheden blandt ledige indvandrere i Danmark og Tyskland 2. Konklusionen er, at færrest ledige indvandrere står til rådighed i Danmark. Mens 49 pct. af samtlige indvandrere på dagpenge eller kontanthjælp ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet i Danmark, gælder det 40 pct. i Tyskland. Forskellen er størst blandt kontanthjælpsmodtagere, jf. tabel 2.2. Tabel 2.2 Andel ledige indvandrere, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, procent, 2001 og 2002 Indvandrere i Danmark Indvandrere i Tyskland Kontanthjælpsmodtagere 1 70 37 Dagpengemodtagere 38 41 Alle ledige 49 40 1 Kun kontanthjælpsmodtagere uden andre problemer end ledighed. Kilde: Migrants, work and the welfare state. Rockwool Fondens Forskningsenhed 2004. En mulig forklaring på den lavere rådighed blandt ledige indvandrere i Danmark er, at den økonomiske tilskyndelse til at komme i arbejde er mindre her. I Tyskland havde højst 18 pct. af indvandrerne mindre end 100 euro netto pr. måned ud af at arbejde. I Danmark gjaldt det samme for mindst 35 pct. 2 Undersøgelsens resultater baserer sig på to repræsentative spørgeskemaundersøgelser, foretaget parallelt i Danmark og i Tyskland i hhv. 2001 og 2002. Der indgår 563 tyskere og 294 danskere i undersøgelsen.

3. Myndighedernes indsats hvad ved vi? At skabe et systematisk overblik over rådigheden blandt ledige og over myndighedernes indsats, kræver en løbende indsamling af tre typer informationer: For det første er det nødvendigt at vide, hvor mange sager, der bliver rejst. Det vil sige det antal sager, som myndighederne vil se nærmere på, fordi den ledige viser tegn på manglende rådighed, f.eks. ved ikke at møde til en samtale i AF eller kommunen, udeblive fra aktivering, eller ikke at møde op til en jobsamtale. For det andet skal man vide, hvor mange sager, der afgøres, dvs. antallet af sager, hvor myndighederne foretager en egentlig vurdering af den lediges rådighed. A-kassen eller kommunen skal f.eks. foretage en rådighedsvurdering, hvis den ledige to gange har meldt sig syg i forbindelse med kontaktforløb, formidling af arbejde, tilbud om aktivering eller andet. For det tredje skal der skabes overblik over, hvilke sanktioner, der gives i forbindelse med rådighedsvurderingerne. Rådighed og sanktioner blandt kontanthjælpsmodtagere er uopdyrket land Mens rådighed og sanktioner er velbelyst i forhold til dagpengemodtagere, er der stort set ingen systematiseret viden om det tilsvarende område for kontanthjælpsmodtagere. Hovedparten af opgaverne i relation til aktivering, kontakt og formidling til arbejde varetages af kommunerne. Men de statistiske oplysninger begrænser sig til de forhold, som AF registrerer, når en arbejdsmarkedsparat kontanthjælpsmodtager formidles i job eller indkaldes til kontaktsamtaler. Af opgørelsen for 1. halvår 2004 fremgår, at ca. 98 pct. af indberetningerne fra AF til kommunerne om negative hændelser vedrørte overskridelse af en kontaktdato i AF 3. Det gælder også for indvandrere. Der mangler oplysninger om antallet af hændelser, rådighedsvurderinger og sanktioner i forbindelse med kommunale aktiviteter (samtaler, formidling og aktivering), for både AF-tilmeldte kontanthjælpsmodtagere og kontanthjælpsmodtagere med andre problemer end ledighed. Der mangler også oplysning om, hvilke kontanthjælpsmodtagere, der på et givet tidspunkt har en rimelig grund til ikke at udnytte deres arbejdsmuligheder, fordi de er længerevarende syge eller på barsel. 3 På kontaktdatoen skal den ledige bekræfte, at vedkommende fortsat skal være tilmeldt AF. Den kan foretages personligt, pr. telefon eller over internettet. I nogle situationer er det kommunen, der foretager bekræftelsen. Overskridelse medfører ikke i sig selv en sanktion. Men den medfører, at kommunen skal foretage en rådighedsvurdering og evt. en rådighedsafprøvning.

Myndighedernes opgaver i relation til kontanthjælpsmodtagere Kommunen skal sikre, at kontanthjælpsmodtagere uden andre problemer end ledighed udnytter deres arbejdsevne via deltagelse i tilbudt aktivering og ved at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. I den forbindelse skal kommunerne formidle arbejde, aktivere, gennemføre kontaktforløb og tilmelde kontanthjælpsmodtagerne til AF. Kontant- og starthjælpsmodtagere skal derudover deltage i AF s aktiviteter, som f.eks. samtaler og formidling af arbejde. AF s tilbud og krav er få i forhold til kommunens. Såfremt de udebliver fra en aktivitet i AF eller afslår et formidlet arbejde, skal AF underrette kommunen. Det er herefter kommunens opgave at undersøge hændelsen og eventuelt foretage en rådighedsvurdering, dvs. vurdere, om pågældende fortsat opfylder betingelserne for at modtage kontanthjælp. Kommunerne skal indberette hændelserne til Arbejdsdirektoratet. Og de skal oplyse, om de har foretaget en rådighedsvurdering, og om de i den forbindelse har givet en sanktion og hvilken. Behovet for viden om rådigheden blandt indvandrere på kontanthjælp er særlig stort, fordi mange har et beskedent økonomisk incitament til at arbejde. Samtidig har gruppen i gennemsnit en lav arbejdsmarkedstilknytning, og analyser viser, at indvandrere i nogle kommuner bliver aktiveret for lidt, jf. Indvandreres beskæftigelse: Kommunernes indsats og mangel på samme, Beskæftigelsesministeriet, juni 2005. Samtidig tyder erfaringerne fra AF og a- kasserne på, at der blandt a-dagpengemodtagerne er særlige problemer med rådigheden blandt indvandrere. Rådighed og sanktioner blandt dagpengemodtagere er velbelyst For ledige, der modtager a-dagpenge, er der statistikoplysninger vedrørende såvel antal rejste sager, antal afgjorte sager som antal sanktioner. Blandt dagpengemodtagere er der tegn på større problemer med rådighed blandt indvandrere end blandt danskere. I 2004 var der 10.074 sager, hvor AF underrettede a-kasser om, at en ledig indvandrer tilsyneladende havde problemer med rådigheden. Det svarer til 22,5 pct. af alle indvandrere berørt af ledighed i 2004. For danskere er det tilsvarende tal noget lavere, nemlig 14,7 pct., jf. tabel 3.1.

Blandt både indvandrere og danskere er manglende fremmøde til en aktivitet i AF en væsentlig årsag til, at a-kassen bliver underrettet. Men andelen er højere blandt indvandrere. I 2004 blev 10 pct. af de ledige indvandrere og 7,3 pct. af danskerne indberettet til a-kasser som følge af dette. En anden vigtig kilde til underretning af a-kasser er manglende medvirken til eller overholdelse af en individuel handlingsplan. Det er tilfældet blandt knap 10 pct. af ledige indvandrere på a-dagpenge, mens det gælder under 5 pct. af danskerne. Langt fra alle AF-indberetninger fører til sanktioner. Den ledige kan være kommet i beskæftigelse på hændelsestidspunktet, have været syg eller haft en anden gyldig grund til ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. I praksis ser det ud til at være de samme typer af hændelser, der giver sanktioner for henholdsvis indvandrere og danskere. Men der er en tendens til, at indvandrere får sanktioner oftere end danskere, jf. tabel 3.1. For to typer negative hændelser er der imidlertid stor forskel på sanktionsniveauet mellem indvandrere og danskere, nemlig (1) ved ikke overholdt individuel handlingsplan og (2) når den ledige ikke ønsker arbejde eller undlader at møde op hos arbejdsgiveren. Her er der en klart større andel blandt indvandrere, som får sanktioner. Det er ikke muligt at give dette en entydig fortolkning. En mulighed er, at de forseelser, som indvandrerne gør sig skyld i, er mere alvorlige. Tabel 3.1 AF s indberetninger af rådighed og a-kassernes sanktioner, 2004 AF-underretninger i pct. af de ledighedsberørte Antal sanktioner i pct. af de rådighedsrelevante sager 1 Indvandrere Danskere Indvandrere Danskere Ikke mødt til aktivitet i AF 10,0 7,3 89 82 Ikke medvirket til individuel handlingsplan 2,8 1,2 92 92 Ikke overholdt individuel handlingsplan 6,9 3,7 35 25 Ikke mødt til formidlingssamtale 0,2 0,2 92 92 Ikke ønsket arbejde, ikke mødt hos arbejdsgiver mv. 0,6 0,7 67 49 Manglende cv-oplysninger 2,0 1,5 16 16 I alt 22,5 14,7 61 57 Antal hændelser i alt 10.074 66.967 2.184 11.676 Anm: Opgørelsen bygger på foreløbige tal. 1 Den relativt store forskel på andelen af sanktioner fordelt på årsager skyldes, at reglerne er forskellige alt efter hvilken negativ hændelse der er tale om.

4. Indvandrere mangler økonomiske incitamenter til at arbejde Et ønske om at arbejde er en vigtig forudsætning for, at man rent faktisk får arbejde. En anden væsentlig drivkraft er, at der er en økonomisk gevinst knyttet til det at arbejde. Hvis ikke, er der en risiko for, at den ledige kun formelt, men ikke reelt, er til rådighed for arbejdsmarkedet. Når man ser på, om forskellige grupper har fået arbejde mellem 1999 og 2001, er tendensen klar: De personer, der har mest ud af at komme i job, er også dem, der faktisk får arbejde 4. Dette afsnit belyser lediges incitament til at arbejde ud fra tre tilgangsvinkler. Den første er nettokompensationsgraden, altså forskellen mellem den disponible indkomst i arbejde og på dagpenge eller kontanthjælp. Den anden er forskelsbeløbet, hvilket vil sige andelen af ledige, der får mindre end 1.000 kr. månedligt ud af at arbejde. Den tredje er en familietypeberegning, hvor man ser på en families disponible indkomst efter boligudgifter mv. i forskellige situationer. Uanset tilgang er konklusionen den samme: For store grupper af indvandrere er der begrænset incitament til at arbejde særligt hvis de samtidig har en sort indkomst. Nettokompensationsgrader En undersøgelse af nettokompensationsgrader for etniske danskere og indvandrere viser, at: (1) Indvandrere i gennemsnit har klart ringere incitament til at arbejde end danskere, idet de har en højere kompensationsgrad ved ledighed. (2) Ledige har gennemgående ringere incitament til at arbejde end beskæftigede. (3) Kvinder får i gennemsnit mindre ud af at arbejde end mænd. Tabel 4.1 viser nettokompensationsgraden for ledige og beskæftigede. Tabellen viser forskellen på den disponible indkomst for personer, der henholdsvis er ledige eller i arbejde. Hvis nettokompensationsgraden Tabel 4.1 Nettokompensationsgraden for beskæftigede og ledige, pct. af disponibel indkomst, 2001 Mænd Kvinder Danskere Indvandrere Danskere Indvandrere Beskæftigede 70 86 79 91 Ledige 81 90 88 95 Anm. I nettokompensationsgraden er der taget højde for bl.a. transportudgifter ved arbejde, boligstøtte og udgifter til børnepasning mv. Kilde: Nina Smith, Peder J. Pedersen m.fl.: Fra mangel på arbejde til mangel på arbejdskraft. 4 Rockwool Fondens Forskningsenhed 2003, Nina Smith m.fl.: Fra mangel på arbejde til mangel på arbejdskraft. 10

er 100, er der ingen økonomisk forskel på at være i arbejde eller ledig. Tabellen skal læses på følgende måde: En indvandrerkvinde, der er i job, vil ikke tabe meget økonomisk ved at blive ledig. Hun vil nemlig i gennemsnit få 91 pct. af den disponible indkomst, hun fik i jobbet. Det forholder sig stort set ligesådan for indvandrerkvinder, der er ledige. Som ledige har de 95 pct. af, hvad de kan forvente at tjene, hvis de kommer i job. Forklaringen på dette er, at den ledige indvandrerkvinde kan forvente en lavere startløn end lønnen for hende, der er i job. For indvandrerkvinder kan der være en række kulturelle barrierer for beskæftigelse. Når dertil lægges de meget begrænsede økonomiske incitamenter til at arbejde, har man formentlig en meget stor del af svaret på den lave erhvervsdeltagelse for denne gruppe. Det spiller formentlig også ind, at kvinder med kort eller ingen uddannelse stiger langsommere i løn end andre grupper, når de har fået job. Forskelsbeløbet For de fuldt beskæftigede er de økonomiske incitamenter til at arbejde frem for at være ledig generelt gode. For de fleste er der stor forskel i disponibel indkomst mellem at være i job og at være ledig det såkaldte forskelsbeløb er stort. Til gengæld er der helt systematisk forskel mellem situationen for danskere og for indvandrere. Mens kun 5 pct. af de fuldtidsbeskæftigede danskere har et forskelsbeløb på under 1.000 kr. om måneden, gælder det for 13 pct. af indvandrerne, jf. tabel 4.2. Tabel 4.2 Forskelsbeløb ved beskæftigelse og ledighed, 2001 og 2004 Antal personer i arbejdsstyrken, 1.000 personer Heraf andel med forskelsbeløb på under 1.000 kr. pr. måned, pct. Danskere Indvandrere Danskere Indvandrere Fuldt beskæftigede 1.823 47 5 13 Delvis beskæftigede 288 25 19 28 Fuldt ledige 133 51 13 22 I alt, 2001 2.243 123 7 20 I alt, 2004 (beregnet) 5 10 Anm. For ledige, hvor der ikke kendes en tidligere løn, er antaget en løn i beskæftigelse på 92 kr. i timen i 2001. Det undervurderer forskellene mellem danskere og indvandrere både mht. forskelsbeløb og kompensationsgrad. Kilde: Lovmodellen, særkørsel af tabel 7.2 og 7.4 i Fordeling og incitamenter, Finansministeriet 2004. 11

Især blandt delvist beskæftigede og ledige er der mange, der får mindre end 1.000 kr. ekstra om måneden ved at arbejde eller komme i arbejde. Værst ser det ud for indvandrere med delvis beskæftigelse. Her tjener hele 28 pct. mindre end 1.000 kr. månedligt på at være i job, frem for at være på overførselsindkomst. I alt er det 20 pct. af de erhvervsaktive indvandrere, der har et forskelsbeløb på under 1.000 kr., mens det samme kun gælder for 7 pct. af danskerne 5. Regeringens forårspakke samt reformen Flere i Arbejde har generelt styrket både danskere og indvandreres økonomiske incitamenter til at arbejde. Der er endnu ingen endelige opgørelser over effekten på forskelsbeløbet, men i tabel 4.2 er lavet en beregning. De beregnede tal viser, at langt færre nu har et forskelsbeløb under 1.000 kr. månedligt. Blandt danskere er det 5 pct., mens det blandt indvandrere er det dobbelte. Familietypeberegninger Ægtepar, hvor kun den ene arbejder, skal have en lønindtægt på næsten 27.000 kr. om måneden eller 318.000 kr. årligt for at have det samme til rådighed, som et ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp 6. For mange indvandrere vil det være urealistisk at få en løn på dette niveau. En husstand skal have en samlet indtægt på 400.000 kr. årligt, hvis der skal være en økonomisk gevinst på netto 14.000 kr. årligt ved at arbejde (forskellen mellem 160.500 kr. og 146.500 kr.), jf. tabel 4.3. Tabel 4.3 Rådighedsbeløb, kroner pr. år, 2001 og 2002 Begge ægtefæller på kontanthjælp Ægtepar, hvor den ene arbejder Kontanthjælp og sort arbejde Sort arbejde 0 0 14.000 Bruttoindkomst 273.500 400.000 273.500 Skat og arbejdsmarkedsbidrag 77.000 136.500 77.000 Indkomst efter skat og arbejdsmarkedsbidrag 196.500 263.500 210.500 Husleje 57.500 57.500 57.500 Vand, el, daginstitution, a-kassebidrag mv. 30.500 30.500 30.500 Samlede udgifter 88.000 88.000 88.000 Boligstøtte 12.000 0 12.000 Børnetilskud mv. 25.500 25.500 25.500 Rådighedsbeløb, årligt 146.500 160.500 160.500 5 Når den samlede forskel for hhv. danskere og indvandrere bliver så stor, er det fordi ledigheden er højere for indvandrerne end for danskerne. Blandt indvandrerne er 51 ud af 123 personer (41 pct.) ledige, mens det kun er 133 ud af 2.243 danskere (5,9 pct.) 6 I rådighedsbeløbet er der ikke taget hensyn til merudgifter til f.eks. transport i forbindelse med et arbejde. 12

Regeringen har med forskellige regelændringer gjort det mere attraktivt at arbejde. Eksempelvis bliver kontanthjælpen og evt. boligstøtte reduceret efter 6 måneder på kontanthjælp. Herefter skal ægteparret ovenfor kun have en lønindtægt på knap 22.000 kr. om måneden eller 258.000 kr. årligt, for at nå kontanthjælpsniveauet. Men også 22.000 kr. er en løn, som kan være vanskelig at opnå for den relativt store gruppe af indvandrere, som ikke har en uddannelse, og som kun har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. De økonomiske incitamenter til at arbejde vil i en række tilfælde være nærmest fraværende, hvis den ledige har sort arbejde ved siden af a-dagpenge eller kontanthjælp. Et ægtepar på kontanthjælp, der ved siden af har en sort indkomst på f.eks. 14.000 kr. årligt, har således samme disponible indkomst, som et ægtepar med en samlet årlig arbejdsindkomst på 400.000 kr., jf. tabel 3.3. Dette viser meget klart, at aktiv arbejdsmarkedspolitik med tilbud om arbejde eller uddannelse over for personer, som kan eller faktisk udfører sort arbejde, spiller en meget vigtig rolle. Af den simple årsag, at tilbuddene udover at styrke chancen for job mindsker omfanget af fritid, som kan udnyttes til at lave sort arbejde. Omfanget af sort arbejde Fra 1994 til 2001 har et stigende antal personer udført sort arbejde. Mens det i 1994 var 8 pct. af de adspurgte i en interviewundersøgelse, der arbejdede sort, var det i 2001 ca. 20 pct 7. Arbejdsdirektoratet og ToldSkat aflægger kontrolbesøg i virksomheder. Når man kontrollerer, vælger man som regel virksomheder, hvor man har en begrundet formodning om, at der er et problem. Resultaterne fra de seneste års kontrolaktioner viser, at især etnisk ejede virksomheder har problemer med at overholde lovgivningen. Omkring tre ud af fire af de antrufne arbejdstagere har anden etnisk baggrund end dansk. Ifølge Arbejdsdirektoratet er resultatet af kontrolbesøgene som hovedregel, at man kan konstatere at 25-50 pct. af de ansatte arbejder sort. I en kontrolaktion i København i 2001 var godt halvdelen af de undersøgte personer på overførselsindkomst. For en tredjedels vedkommende var der tale om kontanthjælp, mens 6 pct. modtog a-dagpenge, jf. tabel 4.4. 7 Der er tale om en interview-undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Spørgeteknikken er ændret fra 1994, hvilket kan have påvirket svarene. 13

Tabel 4.4 Kontrolaktion i København de ansattes arbejdsmarkedsstatus, 2001 Antal Procent Antal personer i alt 33 100 Selvforsørgede 16 49 Kontanthjælpsmodtagere 11 33 Førtidspension 4 12 A-dagpenge 2 6 Kilde: Arbejdsdirektoratet. En stor landsdækkende aktion i juni 2004 viste, at ud af 4.117 ansatte havde arbejdsgiverne indberettet 54 pct. (2.240 personer) til ToldSkat. De øvrige 46 pct. var ikke indberettet. Heraf havde 12 pct. deres første arbejdsdag i virksomheden, 5 pct. var på a-dagpenge, mens 7 pct. modtog sociale ydelser. Yderligere 2 pct. havde ret til ophold i Danmark, men ingen arbejdstilladelse, og 2 pct. havde hverken opholds- eller arbejdstilladelse. En tilsvarende aktion i maj 2005 viste, at ud af 3.009 antrufne personer var 29 pct. ikke tilmeldt til ToldSkat. Ca. 8 pct. oplyste, at de havde første arbejdsdag, 3,5 pct. fik udbetalt dagpenge og næsten 6 pct. modtog sociale ydelser. Herudover var 6,5 pct. familiemedlemmer, venner m.v., mens 5,4 pct. arbejdede illegalt. Når myndighederne opretter sager om tilbagebetaling eller sanktioner, registrerer man ikke etnisk oprindelse. Men ud fra navnet kan Arbejdsdirektoratet give et skøn af personens herkomst. Erfaringen er, at antallet af antrufne arbejdstagere med udenlandsk baggrund afhænger af, hvilken branche kontrollen retter sig mod. 14

15

Beskæftigelsesministeriet Ved Stranden 8 1061 København K Telefon 33 92 59 00 www.bm.dk