5. søndag efter trinitatis Læsninger: Jer 1, 4-9 1. Pet 2, 4-10 Matt 16, 13-26 Salmer: Kære jer Salmerne til søndag bliver: I Vonsbæk: 747: Lysets engel 448: Fyldt af glæde 674 v. 2 og 7: Sov sødt barnlille 331: Uberørt at byens travlhed 321: O kristelighed 29: Spænd over os I Aastrup: 747: Lysets engel 291: Du, som går ud fra den levende Gud 331: Uberørt at byen travlhed 321: O kristelighed 29: Spænd over os Hvem siger folk at menneskesønnen er? Det kunne godt minde om nogle af de spørgsmål man får, hver gang man har handlet. Sig din mening om vores service. En lille spørgeskemaundersøgelse, som skal afsløre, hvordan Jesus rygte er rundt omkring i byen. Og der er mange forskellige svar i spil: Nogle siger Johannes Døberen, andre siger Elias, og 1
andre igen Jeremias eller en anden af profeterne. Det var nogle af de kendte, i Israel på den tid. Og så stiller Jesus et mere nærgående spørgsmål: Hvem siger I at jeg er? Nu er der mere på spil, for nu er det disciplenes egen opfattelse af Jesus, der bliver spurgt til. For et par uger siden sad jeg en aften og snakkede med min datter Thea. Hvad er det nu det hedder, det du har studeret? spurgte hun. Teologi, svarede jeg. Der studerer man hvad kristendommen betyder og hvem Gud er. Og så kom spørgsmålet: Hvem er Gud? Og jeg blev overrumplet og mundlam og sagde hmmm, en del gange, indtil Thea sagde: jeg tror du skal tage din uddannelse om. Hvem er Gud? Hvem siger I at jeg er? Det er ikke et enkelt spørgsmål at svare på. For Gud er jo så meget. Han er på mange måder større end vores sprog. Så snart man prøver at sætte ord på Gud, så føles ordene ikke fyldige nok. Og samtidig er vi nødt til at prøve, for at kunne dele tro med hinanden. Hver eneste gudstjeneste er forsøg på at sætte ord på Gud og samtidig er det ord fra Gud til os. Ordene går begge veje. Det er meget lettere at sætte ord på, hvad Gud gør eller betyder for mig, end hvem Gud er. Det første har vi sikkert hver vores erfaringer med. Det kan være at Gud hjælper os med at finde fred, når vores sjæl er bange, at Gud bliver ved med at insisterer på kærligheden, også når vi synes den er urimelig, at 2
Gud kan opleves som tavs, når vi har brug for ham eller at han går sammen med os, der hvor det hele ser håbløs ud. Men det er spørgsmålet om, hvem Jesus er, som bliver stillet til disciplene. Og så vover Peter at kaste sig ud i det: Du er Kristus, den levende Guds søn. Selvfølgelig var disciplene klar over, at Jesus var noget særligt. Ellers havde de jo ikke forladt deres familier og hjem for at følges med ham. Han inspirerede dem, provokerede dem, flyttede rundt på deres syn på Gud og andre mennesker. Og alligevel er der et stort skridt derfra og til den bekendelse, Peter kommer med. For Peter sætter ord på, at Jesus også er Guds søn. Han er den Messias, som de har ventet på. På mange måder handler hele evangeliet om, at Gud er en levende Gud. Han viser det både ved at lade sig føde som et sprællevende lille spædbarn og han viser det ved at leve sit liv. Og til sidst viser han det ved at gå ud af graven og vise at døden ikke kan hamle op med det liv, der er i ham. At Gud er levende betyder også at han er bevægelig, han er kontaktbar og opmærksom. Det er fordi Gud er levende, at han kan betyder noget for os, at vi kan have en tæt fællesskab med ham. Det er fordi vi tror på en levende Gud, at det er trygt, at lægge sit barn i Guds hænder, sådan som vi gjorde det med Johanne for lidt siden. Hun har Guds ord på at han vil bære med i hendes liv, følges med hende og bakke hende op. 3
Det kan godt være at Peter følte sig lidt hævet over det andre disciple, efter at Jesus havde sagt, at han ville tildele ham nøglerne til himmeriget. Det var godt nok stort. Og så går der ikke lang tid, før Peter igen bøffer i den, og tror at han lige på egen hånd kan klare at afværge det, når Jesus forudsiger sin død. Det er en helt klassisk bevægelse for os mennesker. Så snart vi har medgang, så får vi følelsen af, at vi kan det hele, at der ikke er noget, vi ikke kan magte. Og når vi så står over for det, som vi ikke magter, lander vi tungt igen. Sådan var det for Peter, og sådan er det også ofte for os. På opslagstavlen på mit kontor har jeg et citat hængende, som hedder: At være præst er at blive konfronteret med sin magtesløshed. Det er godt at minde sig selv om, når man skal ud og tale med mennesker, der har mistet, at man er magtesløs. Det eneste man kan, er at være der. I virkeligheden tror jeg, at det et langt stykke hen ad vejen gælder for alle mennesker, at vi jævnlig møder vores magtesløshed. Den kan være skræmmende at se i øjnene, for det ville være meget mere trygt, hvis vi vidste, at vi har helt styr på livet og alt går godt. Til gengæld kan det også være hårde vilkår, at forsøge at skulle magte det, som mennesker ikke kan magte. Fx bliver jeg som præst ofte spurgt om, om jeg ikke kan sørge for godt vejr, og det må jeg desværre erkende er uden for min magt 4
I Peters bekendelse ligger der også en frihed fra at skulle magte livet på egen hånd. Den levende Gud bærer med. Hvis vi bare vil holde på vores eget, så har vi ikke hænderne frie til at række ud. Det er det, de sidste ord i læsningen til i dag handler om. Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? At give slip på sit eget, for at kunne række ud efter andre, det er der, livet ligger. Og det er det, troen handler om. At få et barn er også at gøre hænderne fri til at kunne holde sit barn og bære det først med begge hænder, og senere give det en hånd. Og det underlige er, at jo bedre vi bliver til at slippe os selv, jo rigere bliver vi. At kunne give lidt slip på sig selv, det er også det kærligheden handler om. For vi får ikke alt det smukke og skønne som kærligheden rummer, hvis vi ikke kan slippe lidt af os selv, og erkende, at lykken ikke er at have fuld kontrol, men at kunne give og modtage fra hinanden og fra Gud. Når vi er tæt på hinanden, kan vi også tit kalde hinanden navne: lille skat, elskede, søde ven. Peter kalder Jesus ved navnet Kristus, som betyder den udvalgte, den salvede. Og Peter fik selv en nyt navn tilbage. Han gik fra at være Simon til at hedder Peter, klippen. Vi ved selv, hvilke navne vi har for Gud og for hinanden. Det er måske ikke altid, men er klar til lige at komme med et prompte svar, når man uventet får spørgsmålet om, 5
hvem Gud er. Men det er samtidig også en god udfordring at få, den som min datter gav mig, og den som Jesus gav til Peter: Hvem siger I, at jeg er? Amen. 6
7