Prædiken til 2. juledag 2014, Vor Frue Kirke, København. Stine Munch. Hvis ikke vi vidste det før, så ved vi det i hvert fald nu, at den fred, der var omkring krybben julenat den englene sang så smukt om den fik hurtigt ende. Hvis verden ændrede sig ved den lejlighed, så er det ikke umiddelbart til at aflæse i den måde vi mennesker gebærder sig i verden på. For det er som om de hverken dengang, eller os nu, i dag, vil høre: Da skreg de højt og holdt sig for ørene Ja, det står der jo! De holdt sig for ørene! og videre: derfor, se jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. Det vil de ikke høre på. Og det vil vi vil heller sjældent. Teksterne i dag til 2. juledag afslører hvor grove metoder, der tages i brug, når man støder på noget, man ikke vil høre om. Metoder der lukker munden på folk ved at true dem på livet. Og det er et evigt tilbagevende tema. Op gennem historien har man på forskelligvis truet mennesker til tavshed. I middelalderen havde kirken inkvisitionen, og man kunne blive brændt på bålet for at sige noget andet, end det kirken havde udpeget som den rette lære. I diktaturer truer man også befolkninger til tavshed og lydighed. I nogle lande i f.eks i Afrika risikerer mennesker stadig deres liv, hvis de afsløre at de er homoseksuelle.
Og i nogle lande risikerer man sit liv ved at være kristen. Så teksterne til i dag er blodige aktuelle. De kristne forfølges stadigvæk. I år har vi hørt og set om det ene rædselsscenarie efter den andet. I 2014 har vi har hørt om folk, der var fanget på et bjerg i Irak, i varmen, uden vand, vi ved at hundredtusindvis af mennesker flygter fra det fanatiske Islamisk Stat. Og på samme tid har dette år været præget af krig og ufred i Gaza, Israel, i Ukraine. Jeg har hørt, at I Iran kan kristne, som har været kristne i mange år, til en vis grad få lov til at leve i fred. Men der er absolut ingen trosfrihed i Iran. Mennesker, der konverterer fra islam til kristendom, risikerer at blive henrettet. I Irak og Syrien vinder den ekstreme islamisme frem og I de værste områder bliver kristne slagtet eller fordrevet, hvis de nægter at konvertere til islam. Mange af os præster har fået skrivelser fra de kristne, hvor de beder om vores støtte og hjælp og de skriver, at hvis ikke de får hjælp udefra er der reel fare for, at der om kort tid slet ikke er kristne tilbage i områder, hvor kristendommen ellers har haft rod længe før den kom til Danmark. Og i Afrika har Boko Haram, som også er en ekstremistisk islamistisk gruppe henrette kristne blandt andet har der været en historie om, at de er gået ind i en bus og alle, der ikke kunne sige vers fra koranen blev skudt på stedet. Og her midt i adventstiden fik vi budskabet om, at over 100 børn var dræbt ved et terrorangreb i Peshawar i Pakistan. Voksne maskerede mænd skød børn på klods hold. Ufatteligt. Ubegribeligt. Er mennesket sådan?? Det er ikke til at forstå og forholde sig til. Man har lyst til at holde sig for ørene. Eller gøre som en iraker jeg kender: ikke at se TV, ikke høre radio. For han kan ikke tåle det.
Måske får vi også lyst til at holde os for ørene, når vi høre dagens tekster, om ikke andet så for at få julestemningen til at holde lidt længere. Det kan være vi fæstner blikket på den snart nedbrændte adventskransen derhjemme eller juletræet for at udholde de barske tekster og ikke mindst den barske virkelighed de minder os om. Og desto vigtigere er det at have et sted at hvile sit hoved og sin sjæl, et sted, der fortæller os lysende klart, hvem Gud er, og hvad Han vil. Ikke fordi vi kan leve op til det, men fordi vi har behov for at se hen til Ordet. Høre det, lade os trøste og vejlede i en kaotisk tid, og - ja, til alle tider.. Kæmp for alt, hvad du har kært Dø om så det gælder Da er livet ej så svært Døden ikke heller.. Salmen, Altid frejdig, er jo ikke et typisk valg til i dag, 2. juledag, og det kan måske også virke lidt overspændt at synge den her i julen. Man kan nemt komme til at få vanillekransene og det store julefrokostbord, og gløggen og alle æbleskiverne i den gale hals. På den anden side for dem, der bare synes, at julen er for sukkersød med alle dens nisser og engle, for dem er der en helt anden realitetssans i dag. For julefreden varede ikke længe. Heller ikke for det lille barn i krybben. Han måtte flygte for ikke at dø under barnemordet i Betlehem, som blev foranlediget af, at kong Herodes sad på sit slot i Jerusalem og blev bange for, at det lille barn ville styrte ham og hans slægt fra tronen.
Josef, Maria og Jesus når uskadt til Ægypten, men mange uskyldige små blev dræbt i Betlehem. Mange familier mistede deres lille dreng i de dage. Også disse døde for en sag - en sag de overhovedet ikke var en del af. De vidste ikke, hvorfor det skulle være sådan. Anderledes med martyrerne, som er dem vi mindes i dag. De vidste, hvad de døde for, og hvorfor de gjorde det. De døde for en sag, de troede på. Sådan gjaldt det for Johannes Døber, som vi hørte om i adventstiden. Han vidste godt, hvorfor han sad i Herodes fængsel, og hvorfor han skulle dø. Han havde udfordret styret i Jerusalem, han havde provokeret og han havde peget hen på, at der skulle komme en konge mægtigere end Herodes - ja hele hans liv bestod af at pege hen på denne konge, der mirakuløst som lille undslap fra barnemordet i Betlehem. Hvis det var lykkedes for Herodes den gang - ja så var historien endt før den overhovedet startede. Det gjorde den ikke, men mange har måttet dø for deres tro - og i dag hører vi om nogle af dem. Stefanus er en anden af disse første martyrer - dagen i dag er opkaldt efter ham. Han er en blandt mange, der i kristendommens første tid vidner om sin tro - og dør for den. I lande lagt herfra dør mennesker for deres kristne tro, for det de tror på. For snart flere generationer siden døde danskere for det de troede på. Salmen Altid Frejdig blev deres slagsang, om man så må sige, og mange af dem var kristne. Det kan man læse i de afskedsbreve de skrev til deres efterladte og som er samlet i bogen De sidste timer. Det er så let at idyllisere julen, men Guds Søn kom ikke til jorden for at være et stemningsbillede til et julepostkort. Han kom for at sætte Guds kærlighed over for vores selvtilstrækkelighed. Han kom for at fortælle os om kærlighed og lidenskab, der er så stærk, så man hellere vil dø end gå på kompromis.
Jesus viste det selv på korset Langfredag, de første martyrer viste det - og ja, selv om vi kan have lyst til at holde os for ørene, så er der altså stadig væk mennesker rundt omkring i verden, der viser det i dag. Det hører ikke kun en fjern fortid til. Det handler om tro, kærlighed og lidenskab. Lidenskab sat over for ligegyldighed. Tro sat over for bekvemmelighed. Kærlighed sat over for det kølige overblik, der altid vurdere, om det nu kan betale sig. Det spørger troen og kærligheden aldrig om. Derfor gik frihedskæmperne i døden for Danmarks sag. Derfor døde Stefanus og alle de andre for deres kristne tro, derfor er der nogle, der dør for deres kristne tro den dag i dag. Fordi evangeliet bærer os, Kristus bærer os, på trods og også i det meningsløse. Fortællingerne om Jesus, er den bedste historie, der findes. Fortællingen om fred, frihed og kærlighed til hvert eneste menneske. Evangeliet er klippegrund. Evangeliet kan man bygge på. Det gælder også i forhold som under forfølgelse og krig. Og kig lidt nærmere på juletræet. Det står der og stråler med alle lysene tændt. Det udtrykker virkelig jul, men ser man godt efter så antydes påsken på juletræet. For når en grangren sætter nye skud, så vokser de ud på siden af grenen, så der dannes et kors. Så der på juletræet, for mange af os indbegrebet af jul antydes lidelsen allerede, døden, dét vi ikke vil høre om. Men også opstandelsen! Det som ikke er nær så populært som julen, nemlig påsken. Vi har lyst til at holde os for ørene for teksterne i dag og for verdens gru, men det skal vi ikke gøre.
For påskens budskab, at det ender godt, at der altid er mere at sige, end hvad vi kan sige os selv, at kærligheden vinder over død og mørke; det er netop dét der gør, at vi kan holde til livet, så grusomt som det også kan være. Vi skal ikke holde os for ørene, men høre Guds ord der siger: jeg er med jer! Alle dage, også de onde! Vi kan holde til ordene og til verden, hvis vi har blikket rettet mod julens centrum, mod Jesus Kristus. Det var, hvad der gav Stefanus modet, at han så menneskesønnen stå ved Guds højre side. Vi må holde blikket på barnet i krybben. Vi må holde blikket på verdens frelser og så høre hvad der siges om os og til os. Der siges noget til os fra Gud. Det siges til os i de bibelske tekster. Det siges til os af Guds udsendte; englene over stalden: I dag er der født jer en frelser han er Kristus, Herren. Det siges til os af barnet i krybben, som år senere siger: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. De ord er en tilbedelse. De ord er en lovprisning. De ord er en afsløring af hvem barnet i krybben er. Nemlig ham som kommer i Guds navn. Så det begynder med at Gud kommer til mennesker. Og menneskene vender Gud ryggen og lader Jesus korsfæste. Men det ender ikke med det, for Gud vil sige os noget, Han vil fortælle os det vigtigste af alt! Fortællingen om Kristus vil vise os, at fællesskabet med Vorherre er ubrydeligt. Budskabet om Jesu opstandelse kom som en total overraskelse for alle. Og alligevel blev det som ikke kunne ske vendt til ny tro og begejstring. Fordi Gud ville opstandelsen. Fordi Gud elsker verden og gav sin søn, for at alle der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv og del i den glædelige opstandelse i lys og fred og glæde!
Det er budskabet til os alle. Og det er så svært at fatte og det har det været til alle tider. Og jeg tror ikke, at vi kan forstå det rigtigt, og tro kan vi ikke af os selv, men kun fordi Gud bliver ved med at komme til os. Han kommer til os i sit ord, igennem dåben og nadveren, han hører vore bønner, giver os livet, bærer os midt i alt det meningsløse. Jeg tror det er sandt. Og at det er evangeliet til os: Gud kommer til os. Det er julens budskab. Gud gjorde sig selv til menneske, blev født i en kold og klam stald, for at dele alt med os og for at fortælle os hvordan vi skal leve med hinanden. Og i opstandelsen viser han os, at alt ikke er lige meget, at det ikke ender når vores liv ender, men at døden er overvundet. Også i døden kommer han til os. Derfor er den kristne tro alt andet end opgivelse og resignation! Kristendommen er håb og glæde! Og råber det trodsigt ind i denne verden. Kristendommen er udfordring og krav - om at komme videre - om ikke at resignere og give op, men holde håbet levende! Og opstandelsen, som juletræet minder os om, det træ der bærer korsets mærke på hver eneste gren, vil lære os at holde fast i et levende håb. Jul og påske og kristen tro er, at vi aldrig bliver færdig med det, som Jesus gjorde og sagde - vi bliver aldrig færdig med ham. Han er hos hele livet, og det er det, der gør at vi skal turde at tage fat på livet. På trods. På trods. På trods. Og at han er med os også i døden, det er det der gør, at vi skal turde håbe på, at døden ikke er det sidste, men at der på en eller anden måde, som vi nok slet ikke kan forestille os, er et sted hos Gud, for os alle.
Jesus skaber troen ved at komme til os som et lille barn der skulle svøbes i klude af sin helt unge mor. Og han er ikke død og borte selvom han blev forfulgt og pint og plaget og døde på et kors. Han er ikke død og borte. Han forsvandt men er nu evigt nær. Født i verden, død på korset, OG han er sandelig kødeligt opstanden! Kære menighed! Glædelig jul! Amen. Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Kirkebøn Tak, Gud, for lyset du tændte i vor verden. Lad det skinne, når vore egne lys er brændt ned. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt - men bær os, når afmagten bliver for stor. Tak, fordi du åbner din himmel og giver os din velsignelse. Tak, fordi du kommer os i møde og giver os barneglæden at leve på. Brug os til at dele ud af din velsignelse, så julens glade budskab også må nå dem, der er syge - dem, der er ensomme - dem, der mangler tro - dem, der lider af savn eller sorg eller på anden måde må leve med lidelsen. Gud - luk vore øjne op, så vi kan se, hvor meget velsignelse vi får ganske ufortjent.
Vær med vore magthavere - med vor dronning Margrethe d. 2. og hele hendes familie. Lad os leve i lyset af din julestjerne, der skinner for alle. Vi beder for alle kristne der forfølges i verden.. Hjælp du dem med mod og styrke og troen på at du aldrig slipper dem.. Giv os styrke til at tro det, vi ikke tør tro på - og mod til at handle derefter! AMEN. Motet Meddelelser Velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!