Harald G. Jensen. HJÆLP det spøger!

Harald G. Jensen HJÆLP det spøger! 2 En håndbog i spøgelser Forlaget Angel En stor tak til Kate for godt samarbejde og fordi jeg har fået lov til at trække på hendes erfaringer om spøgelser

Side 2 Hjælp det spøger! 2 1. udgave 2008 Forlaget ANGEL v/ Harald G. Jensen Illustrationer: H.C.Hauge-Rasmussen Omslag: Efter maleri af H.C.Hauge-Rasmussen Bogen er sat med Palatino-Linotype. Trykt hos Toptryk Grafisk, Gråsten Fotografisk, mekanisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog er ikke tilladt uden efter aftale med forfatteren ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Forfatterens tidligere udgivelser: Atlantis landet med de grønne enge 2. udgave 2008 Hjælp det spøger!!! 1. Ny udgave 2002 Den usynlige virkelighed Ny udgave 2002 Hvad øjet ikke ser 2001 Vejen til lyset 2004 I sandhedens tjeneste 2005 Forlaget ANGEL v/ Harald G. Jensen, Funder Kirkevej 55, Funder Kirkeby, 8600 Silkeborg Tlf. 86 85 17 93 E-mail: harald@siriusmedia.dk Hjemmeside: www.siriusmedia.dk ISBN 87-986470 8-9

Indholdsfortegnelse Indledning side 4 Livet efter døden.. side Generelle oplysninger. side Resumeer af tidligere beretninger. side Et år med spøgelser. side Afslutning. side Litteraturliste side

Kapitel 1 Indledning Da det nu er 10 år siden at vi udgav bogen Hjælp det spøger!!!, synes vi, at det må være på tide at skrive en opfølgning af emnet. I de 10 år er der sket mangt og meget inden for vor viden om spøgelser, gengangere og gespenstre. Mange af de hypoteser, som jeg dengang fremsatte, har vist sig at være om ikke forkerte så dog ufuldkomne. Det må derfor være på tide at korrigere vore opfattelser af fænomenet, idet jeg altid har haft som valgsprog: Jeg har en mening, indtil jeg får en ny og bedre mening. Den viden vi har opnået er fremkommet, dels gennem empiriske oplysninger opsamlet gennem årene, dels gennem læsning af nye bøger om emnet, som er fremkommet i stor mængde i den senere tid, og dels gennem de erfaringer, som vi har fået om emnet. Kate, som jeg har samarbejdet med igennem alle årene siden 1998, har ved sin skarpe iagttagelsesevne og sin omhyggelige bearbejdning af, hvad hun oplever, i høj grad været med til at oplyse og klarlægge min indsigt i emnet. Vi har et fantastisk godt samarbejde, som især er baseret på at vi altid står i telepatisk forbindelse med hinanden og derved kan støtte hinanden i opfattelsen af det vi ser. For lad mig slå fast, at hverken hun eller jeg ser spøgelserne på den gængse måde gennem vore to normale øjne, men ved netop at lukke dem og bruge det tredje øje, som vi alle har midt i panden. Med andre ord: Vi ser spøgelserne i deres egen dimension. Rent videnskabeligt har vi den opfattelse, at spøgelser er en vibration i en anden dimension, og at vi kan få adgang til denne dimension gennem det tredje øje og gennem årelang træning. Mange har spurgt os, om vi alle kan lære at se spøgelser. Dertil kan vi svare, at det kommer vi nok til engang, når menneskeheden kommer op i den femte dimension. Vi er på vej derop, og mange har allerede nået den. Det er dem som vi kalder de åndeligt udviklede. En dag vil vi alle være i stand til at se spøgelser, tror vi. Men hvornår den dag kommer, tør vi end ikke gætte på. Men at det vil ske er vi ikke i tvivl om. Små børn op til 5-6 års alderen kan i dag virkelig se spøgelser og tale med dem, og det er ofte dem, der får deres forældre til at ringe os op for at få renset huset. Det kommer igen af, at alt

for mange desværre har den opfattelse at spøgelser er noget man skal være bange for. Den opfattelse har været næret af de mange bøger og film om emnet, hvor man netop fokuserer på, at spøgelser er dæmoner, som vil os noget ondt. Præsterne har desværre bidraget til denne opfattelse, som bygger på at det er onde sjæle, som er blevet afvist oppe i Himlen. De tror (eller er blevet indoktrineret til at tro) at vore sjæle bliver nede i graven parate til at stå op, når Jesus kommer tilbage til Jorden igen. Ak hvor enfoldigt. Endnu mere enfoldigt er den grasserende amerikanske opfindelse Halloween, som vi desværre har taget til os herhjemme de senere år. Man udhuler et græskar og skærer huller til øjne, næse og mund. Når man så sætter et lys indeni det udhulede græskar, tror man, at det vil skræmme alle spøgelser væk, fordi spøgelser er bange for lyset. Det er med til at give et forvrænget billede af, hvad et spøgelse er bange for. Jeg tror, at de er ligeglade. Endvidere har især filmene om de amerikanske Ghostbusters være med til at give en helt fejlagtig opfattelse. Jeg blev især i starten kaldt for spøgelsesjæger, og det er igen helt forkert. Jeg beder altid om at blive kaldt for spøgelseshjælper, for det er det jeg er. Jeg kunne aldrig finde på at jage med spøgelserne, for det er i mine øjne kun ulykkelige sjæle, eller som vi også kalder dem vildfarne sjæle. For det er det de også er. Nemlig vildfarne Derfor har jeg sat mig for at give et så korrekt billede af, hvad et spøgelse egentlig er, og om der i virkeligheden er grund til at være bange for det. For det første har jeg i min bog Hjælp det spøger (1) opdelt dem i tre kategorier. Den procentvise fordeling, som jeg dengang havde som hypotese, har gennem erfaringer vist sig ikke helt at stemme overens med virkeligheden. De tre kategorier, som jeg dengang fandt frem til er stadig gældende. Langt størsteparten af spøgelser er stedrelaterede. Det vil sige, at de er knyttet til en bestemt lokalitet og kun opholder sig der. Grundene til det skal jeg senere komme ind på. Denne type mente jeg for 10 år siden udgjorde ca. 75 %, men erfaringerne gennem årene viser, at det nærmere skal opgøres til 90%. Den næste type: De personrelaterede mente jeg måtte udgøre ca. 24 %. Det har jeg nu måttet reducerede til ca. 9% og så bliver der, som enhver kan

regne ud kun ca. 1% tilbage til dem, som jeg mener, er farlige for os levende mennesker. For at anskueliggøre typerne har jeg også inddelt dem i tre gruppetyper, som jeg har kaldt 1: Spøgelser, 2: Genfærd og 3: Gespenstre. Forklaring følger. 1: Typebetegnelsen spøgelser dækker over begrebet: Sjæle af afdøde mennesker, som af en eller anden grund har valgt at sige nej til den engel, som kom ned for at hente dem umiddelbart efter dødens indtræden. Som f.eks Patrick Swayze i filmen Ghost, der omkommer ved et arrangeret mord, og ønsker at blive hernede for at beskytte sin kæreste og hævne sin egen død på hans bedste ven, som viser sig at stå bag ved mordet. Da ser vi netop i filmen den lyssøjle eller lyskanal, som englene danner for at hente vores sjæl op i lyset (op i Himlen). Et andet motiv til at takke nej til englen kan være, at man er bange for at komme op i lyset, fordi man tror, at man bliver afvist ved Himlens port og sendt ned i Helvede i stedet for. Der har præsterne i umindelige tider haft et stort ansvar for alle de spøgelser, vi trækkes med her på Jorden. For at true mennesker til at komme i kirke hver søndag, og for at få dem til at overholde de 10 bud, som står i det gamle testamente, har man i århundreder prøvet at få dem til at tro på et selvopfundet Helvede, som skulle bestyres af selve Djævelen, og hvor man skulle brænde til evig tid som straf for sine lovovertrædelser. Men Helvede findes ikke helvede et det vi selv skaber hernede på Jorden, når vi dræber hinanden på grund af ondskab, jalousi eller vrede eller fører krig mod hinanden ofte på grund af forskellige religiøse opfattelser. Endvidere har jeg mange gange oplevet, at visse sjæle af mennesker især dem som var blevet senile på deres gamle dage slet ikke tror at de er døde, men prøver på at leve videre, som de altid har gjort. I deres virtuelle verden er intet forandret, selvom deres bolig er blevet fuldstændigt forandret eller ommøbleret af deres arvinger eller dem, som har købt dødsboet. Og så er der jo dem, som jeg allerede gjorde opmærksom på i min første bog, der slet ikke kan forlade det hus, den gård eller det slot, som de engang selv har bygget. De vælger at blive hernede, fordi de lider af ejendomsbesidderglæde og fortsat efter døden vil eje noget, og når de

nu ikke kan tage noget med sig op i lyset, så foretrækker de at blive hernede som en slags frivillige brandvagter. Hvis de efterfølgende ejere ikke gør noget ved huset, men lader det være som det var, så mærker de ikke noget til den usynlige ejer. Men prøver de på at modernisere huset ved f.eks. at rive vægge ned eller sætte nye vinduer eller døre i, så vågner den tidligere ejer op til dåd og rumsterer i hele huset, for som en af dem engang sagde til mig: De skal Fan me ikke lave om på mit hus. Når jeg så påpeger at det rent faktisk ikke er deres hus længere, stiller de sig fuldstændigt uforstående over for det faktum. Der må mange overtalelser til at få dem til at give slip og se at komme op, hvor de hører til. Men vi giver aldrig lov til at de bliver hernede, for Jorden skal altså renses fuldstændigt for alt tilbageværende slagger, som jeg kalder det. Nogle mennesker synes, at hvis blot de ved, hvad det er der pusler, så kan de godt for deres skyld få lov til at blive, men det sætter vi os altid kraftigt imod. Alle skal op. Der er ingen dispensationer. 2) Med den anden type sjæle, som jeg har valgt at kalde genfærd eller personrelaterede spøgelser, forholder det sig sådan, at de netop er kommet tilbage til Jorden og færdes igen hernede. Men i modsætning til de andre spøgelser, er de kommet ind i selve Himlen, og har efter deres obligate hviletid fået anvist et arbejde med at passe på dem af deres slægtninge (børn, børnebørn og oldebørn), som de har efterladt hernede. Når de nu sidder der og holder øje med os hernede som åndelige vejledere (ikke skytsånder), kan de sommetider se, at en af deres pårørende hernede trænger til hjælp. De prøver først at påvirke os mens vi sover eller mediterer, men hvis man er helt fremmed overfor denne tankegang, så kan de til sidst blive så desperate, at de henvender sig til Tærskelens vogter (som er ærkeenglen Gabriel og IKKE Sct. Peter) om tilladelse til at aflægge et kort visit hernede, og mere direkte gå ind i beskedmodtagerens sind og enten give en vigtig besked eller advare mod en overhængende fare eller blot for at få en tilgivelse for den sorg, de i levende live har påført deres børn eller andre slægtninge gennem deres adfærd, mens de levede. Det må ofte ske gennem et medie, som kan kunsten at skabe en telepatisk forbindelse op ad til eller til dem i den anden dimension. Når beskeden eller advarslen er afleveret, skynder de sig op igen, for de

kender jo vejen og skal ikke guides. Derfor tæller de heller ikke med i vores statistik. Som før nævnt udgør de kun ca. 9% af alle såkaldte spøgelser, men hører altså hjemme i underkategorien: Genfærd. 3) Den tredje og sidste gruppe er så de spøgelser, som vi kalder gespenstre. De udgør efter vort bedste skøn kun en lille procentdel af alle spøgelser De er blevet hernede af frygt for at komme i helvede eller i hvert fald opleve en eller anden form for straf på grund af det, de har lavet, mens de levede. Det værste man kan gøre som menneske, er at slå et andet menneske ihjel. Det gælder både den rent fysiske handling at berøve et andet menneske livet, hvad enten det har været tilsigtet eller skyldes et uheld, og det gælder også hvis man slår sjælen ihjel gennem psykisk terror. Overtrædelse af alle de andre 9 bud i Moseloven medfører ikke nogen straffesanktioner. De omhandler jo rent jordiske forhold, som oprindelig udsprang af gamle stammelove i de beduinsamfund, som fandtes på Moses tid. Gespenstrene kan så vælge at opholde sig i gråzonen som vi kalder den nederste del af Astralplanet og enten befinde sig i hvile ofte i mange hundrede år, eller de kan beslutte sig til at snyde Vorherre og gå ind og besætte et levende menneske. Det sker især hvis et menneske har huller i auraen eller er meget svag i ånden. Jeg har før omtalt faren ved at unge mennesker (især på efterskoler) leger den farlige leg, som man kalder Ånden i glasset. Det kan ikke siges tydeligt nok, at man derved pådrager sig en fare for at blive besat, fordi alle de ånder, man eventuelt vil kunne få fremkaldt, tilhører gruppen gespenstre, og de opsøger tit sådanne naive unge for at finde en ny svag sjæl, som de kan besætte. Jeg har desværre mødt dusinvis af sådanne stakkels ofre Det medfører mange gange, at vedkommende bliver syg og bliver indlagt og får diagnosen skizofren heftet på sig. Så ender de tit på den lukkede afdeling i årevis og bliver medicineret med psykopharmica, som er lægernes behandling af noget, de ikke forstår. Tit overtaler de den syge til at få et elektrochok eller få foretaget det hvide snit, som førhen blev brugt som behandling. Så er personen da først rigtig syg og kan tilbringe resten af sit liv i vegetativ tilstand.

Men fælles for disse besatte mennesker er at de enten hører stemmer, som befaler dem at foretage forskellige handlinger, eller de føler et indre pres til at foretage sig absurde ting, som gør dem farlige i andres øje, så man er nødt til at spærre dem inde. Ikke af hensyn til dem selv, men af hensyn til den offentlige ro og orden. Vi har erfaret at langt flere tilsyneladende normale også er besatte. Vi har så fundet frem til en behandling, som på ganske kort tid helbreder dem. Men det vil vi fortælle om i et andet kapitel. Dette er så summen af alle de erfaringer, som vi har opsamlet gennem de sidste 10 år om den systematiske opdeling af spøgelserne. Men vi ved begge, at der endnu er langt til den fulde forståelse af fænomenet, for der kommer hele tiden ny viden til. Indtil nu har vi lige rundet 10.000 sjæle, som vi har sendt op bare her i landet, men der er stadigvæk mange flere derude. Så der er arbejde nok til os og vore hjælpere i lang tid fremover. I næste kapitel vil vi fortælle om, hvad der sker med os efter døden.

Kapitel 2 Livet efter døden Spørgsmålet om, hvad der sker med os når vi dør, har altid optaget menneskeheden. Urmennesket har funderet over problemet og alle mennesker op til i dag har funderet over det, men har hidtil ikke fundet noget endegyldigt svar, som de vel at mærke er sikre på er rigtigt. Mange hypoteser har været fremsat og igen forkastet. Det har naturligvis også været et fundamentalt spørgsmål for alle religionerne, men ingen af dem har kunnet overbevise deres tilhængere om, at her var det rigtige svar. Enten har det været for vagt udtrykt eller blot formuleret som, at vi alle efter døden kommer op i Himlen hvor den så ligger og her skal vi mødes med den gud, som vi nu tilbeder. Jesus har heller ikke udtrykt sig tydeligt, eller også har vi ikke rigtigt forstået ham. Han burde ellers som påstået GUDs søn være helt korrekt informeret, men som for alle mennesker har hans hukommelse været sløret, og han har kun bevaret en utydelig fornemmelse af, hvad der egentlig gik forud for hans fødsel her på Jorden. Ifølge det begravelsesritual, som er autoriseret i den danske folkekirke, siges det: Vi beder dig bevare ham/hende til en glædelig opstandelse på den yderste dag. Mage til ulogisk vrøvl skal man lede længe efter, for det begrundes på den fejlagtige opfattelse, som stammer helt fra Jesu tid, at alle sjæle pænt skal blive liggende i deres grav, indtil det passer Jesus at komme igen og opvække dem fra de døde på den yderste dag. Derfor begraves alle stadig den dag i dag med fødderne vendt mod øst, så de på denne dag kan stå op af gravene og hylde Jesus, som altså ifølge overleveringerne skal vise sig i øst, ligesom solen står op i øst. Hvordan man så skal placeres, når man er blevet kremeret og asken puttet i en urne, har man intet svar på. Alene det sidste viser hvor utidssvarende begravelsesritualet er. Muhammed, som ellers kalder sig den alvidende, kan heller ikke give et entydigt svar, som vi kan bruge til noget. Han påstår, at Allah har haft ham på besøg deroppe, men det han kunne fortælle efter hjemkomsten var heller ikke særligt tydelig. Alt blev forklaret i vage vendinger, men det blev gjort helt klart, at alt, hvad man ikke havde fået her på Jorden, ville blive givet en, når man nåede derop især hvis man var død i kamp mod Islams fjender.

Så ville der stå 70 jomfruer parat til at opfylde alle ens seksuelle drømme. Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, når nu hele den midterste del af ens krop var blevet bortsprængt af en selvmordsbombe, er meget uvist. Den følgende beretning er taget fra bogen Korankommentaren af Rolf Slot-Henriksen: I Koranen fortælles om denne himmelrejse, at Muhammed efter at have kravlet op ad en lang stige, kom til vægterporten, som blev bevogtet af en mand ved navn Ismael. Han er søn af Abraham og Hagar hans trælkvindeog anses for at være arabernes stamfader. Han får lov til at komme ind gennem porten fordi Ærkeenglen Gabriel siger god for ham. Derefter møder han i den første afdeling nogle mennesker, som bliver straffet på forskellig vis. F. eks ser han nogle kvinder ophængt ved deres bryster. Han får at vide at det er deres straf, fordi de har været deres mænd utro og født dem uægte børn. Typisk for muhamedanske mænd, som gør meget ud af at beskytte deres kvinder mod andre mænds lystne blikke bl.a. gennem at forlange at deres ansigt og krop skal være skjult bag en burka, eller deres hår dækket af et tørklæde så man d.v.s. alle arabere ikke skal blive fristet til at voldtage hende. De må da være utroligt sexfixerede de arabere. Men det er da godt at de vil indrømme det og tage deres forholdsregler. Tyv tror jo at hver mand stjæler. I den næste himmel møder han Jesus og Johannes Døberen. I den tredje himmel møder han Josef, Jacobs søn, og i den fjerde himmel møder han en mand ved navn Idris, som er et andet navn for profeten Enoch. I den femte himmel møder han Aron, jødernes første ypperstepræst og i den sjette himmel møder han minsandten Moses og i den syvende himmel møder han endelig Abraham. Men der er sandelig endnu en himmel, han skal besøge, og det er selve Paradiset, hvor han naturligvis møder en underskøn kvinde med mørkerøde læber, som bare venter på at tilfredsstille alle hans lyster. Der kan man se, hvad muhamedanere forventer sig af Paradiset. Hele historien er en tydelig afskrift af et ældre manuskript i den jødiske Merkabah- mysterium, kaldet Enoks himmelfart, som det ligner til forveksling. Udover de mennesker, som bliver straffet i den første himmel, møder han kun en enkelt ophøjet person fra den jødiske tro i de følgende himle. Deraf kan man se, at Islam kun er en sekt under Jødedommen, ligesom Kristendommen er det.

Jøderne taler dog noget om at komme til at hvile i Abrahams skød oppe i den 7. himmel, men hvordan han skulle kunne få plads til så mange sjæle på sit skød er endnu mere uvist. Jesus siger i Det nye testamente, at Min Faders hus har mange boliger, underforstået, at der plads til alle, og der kommer han vist nok sandheden nærmest. Desværre har man i Bibelen fjernet alle hentydninger til reinkarnation, selv om der står helt klart, at Jesus selv ligesom alle andre på hans tid troede på genfødsel. Men i alle religioner står det helt klart, at man må gøre sig fortjent til at komme i Himlen, og det er de jordiske religiøse repræsentanter, der gennem utallige love og forordninger, har bestemt, hvilke kriterier, der skal være opfyldt for at få lov til at komme ind. Her i sommeren 2008 har en århusiansk professor offentliggjort en international undersøgelse, som har vist, at jo dummere man er, jo mere klynger man sig til religionen. Man må da også være mindre intelligent, når man for alvor tror på alt det vrøvl, som står i både Bibelen og Koranen og lader det være den ultimative og evigt uforanderlige sandhed om livet og døden, og lader jordiske dommere uden autorisation bestemme, om man er fortabt eller bliver frelst. Kate og jeg har en helt anden opfattelse af adgangskriterierne, og den vil vi nu forklare nærmere. Om det er den virkelige sandhed vi har fundet frem til, vil vi ikke påstå, men indtil vi får en anden opfattelse, tror vi på, at det er sådan det foregår. Først og fremmest tror vi på, at vi dør nøjagtigt på det tidspunkt, hvor vi ifølge vor livskontrakt ( se senere ) har været med til at bestemme, at vor tid på Jorden skal være forbi. Det kan være svært for forældre at tro, at hvis deres barn dør ganske ung, så er det forudbestemt, at det skulle ske. Men sådan er det altså, hvad enten man tror det eller ej. Derfor er det eneste forbud, vi skal tage alvorligt mens vi lever hernede, at vi aldrig må slå et andet menneske ihjel. Heller ikke hvis vi som soldat får ordre til at skyde mod fjenden for at dræbe. Derved går vi ind i GUDs plan med mennesket og den livskontrakt vi selv har underskrevet før vi kom herned. Jeg kan godt se, at det må være et dilemma for en troende person, som er blevet

tvangsindkaldt som soldat. Netop derfor bør vi afskaffe krigen som politisk våben, for de pådrager sig altså et karmisk problem, som de bagefter skal have tilgivelse for. Men uanset hvilken tro man har eller hvad man har bedrevet i sit liv, får ALLE altså tilbudet om at komme ind i Himlen. Det er derfor vejen til Himlen vi først vil beskæftige os med. De følgende oplysninger er baseret på de oplysninger, som jeg har fået gennem udførelsen af næsten 5000 regressioner altså tilbageførelse til et tidligere liv. I disse regressioner kommer man til at opleve sin egen død i det tidligere liv, og der er en forbavsende overensstemmelse mellem alle beretningerne, så jeg tør godt tro, at det er noget generelt for alle mennesker. Lad os derfor starte med at forestille os en person, som ligger på sit dødsleje. Hans eller hendes livskontrakt er udløbet, og tiden er inde til at sige farvel til sin værtskrop. Når døden indtræder som regel ved at hjertet holder op med at slå begynder en proces med at adskille krop og sjæl. Som jeg før i bogen Den usynlige virkelighed har beskrevet, sidder sjælen uden på kroppen. De gamle ægyptere var overbevist om, at sjælen sad i hjertet, og den hypotese har den kristne tro kritikløst overtaget. Men jeg tror at sjælen sidder i det vi kalder auraen den elektromagnetiske udstråling, som udgår fra alle mennesker. Ligesom man skræller en banan trækkes sjælen nu ud af kroppen ud fra det punkt over hovedet, som vi kalder kronechakret. Derpå lægger sjælen sig som en hul skal ovenover det døende menneske i ca. ½ meters højde ansigt til ansigt. Dette åndelegeme er forbundet med den fysiske krop gennem en tynd snor fra kronechakre til kronechakre, som vi kalder livstråden eller sølvtråden efter dens sølvgrå farve. Gennem denne snor, som vi kan forestille os er en slags navnesnor, flyder nu de astrale genparter af de forskellige indre legemsdele, såsom hjerte, lunger, lever og nyrer, m.m. De forskellige kropsdele lægger sig på plads i dette åndelegeme, og danner derved en fuldstændig astral kopi af mennesket. Nogle mener, at hvert enkelt organ har sin egen lille skytsengel, som følger med over. Når nu åndelegemet er fyldt ud, begynder det at svæve op mod et usynligt lys, som danner en lyskanal. Hvis sjælen er uvillig til at forlade sit fysiske legeme prøver den medfølgende engel at overtale sjælen til at give slip og

følge med op i lyset. Det gælder især for unge sjæle d.v.s. en sjæl, som ikke har haft så mange liv hernede. Gamle sjæle med hundredvis af liv følger gerne frivilligt med, fordi de ved, hvad der venter dem, og de glæder sig til at komme hjem. Selvom denne livstråd er utrolig elastisk og kan udstrækkes næsten i det uendelige, vil tråden briste på et tidspunkt, og kroppen vil da være endegyldigt forladt. Nogle mennesker har dog under de såkaldte nærdødsoplevelser fornemmet, at de har foretaget turen gennem lyskanalen eller lystunnelen og kommet helt op lyset. Her er de dog blevet tilbagevist, da deres livskontrakt endnu ikke var udløbet. Deres livsenergi er så blevet trukket tilbage til kroppen, og selvom de tilsyneladende har været døde, vågner de op igen og lægerne priser deres egen dygtighed, fordi de mener, at de har reddet et menneske. Det sker desværre ofte, at vi oplever, at den vildfarne sjæl, som vi skal forsøge at sende op, er meget uvillig og ligefrem nægter at komme op i lyset. Årsagerne til det har jeg været inde på, men da vi ikke affinder os med en nægtelse, sender vi bud efter en eller to mandlige engle, som simpelthen med magt tager sjælen og tvinger den ind i lyskanalen, selv om den ofte gør stor modstand og spjætter og vrider sig i det håndfaste greb. Når sjælen har overstået turen gennem lyskanalen, som i parentes bemærket kun tager ganske få øjeblikke, da man farer af sted med lysets hastighed, når man frem til den foreløbige mellemstation. Vi kalder det Astralplanet, men det er i virkeligheden den allerøverste del af Astralplanet, der jo som bekendt strækker sig lige fra Jordoverfladen og 50.000 km ud i rummet. Denne mellemstation ligger lige før skellet mellem Astralplanet og den egentlige himmel, som vi kalder mentalplanet. En ukendt kunstner har malet et billede af denne forgård til Himmelen.(se på næste side) Det ligner et jordisk bjerglandskab. Midt mellem to høje bjergkæder lander vi på en græsklædt eng, der ligger som en dal mellem de to bjergkæder. Dette landskab har mine regressionsklienter fortalt om utallige gange. Op ad bjergskråningen til den venstre bjergkæde er der en græsklædt skråning. Det er det som på norsk hedder en li. Op ad denne li findes en

trappe, som består af hvide marmortrappesten som er lagt ind i skråningen. Denne trappe har efter mit skøn 80 trin, som slynger sig lidt i s-form op ad lien. Trappen ender foran en kæmpestor port, der ligner en gammeldags ladeport. Den skinner som guld i solen og portstolperne er besat med ædelsten og perler. Derfor kalder nogen den for Perleporten. Den åbnes ca. hvert tredje sekund for at lade en ny sjæl komme ind, og der kommer kun en sjæl ind ad gangen. ( se forsiden) Men før vi får lov til at betræde denne trappe, venter en engel på os for at visitere os, for vi får naturligvis ikke lov til at komme direkte ind i Himlen, før vi er blevet anerkendt som adgangsberettiget. Har vi lavet noget skidt, mens vi levede på Jorden, som f.eks. at have slået et andet menneske ihjel enten fysisk eller psykisk, er det nødvendigt, at vi står til regnskab for vores ugerning. Det foregår i en afdeling, som man har kaldt for Skærsilden. Det har ikke noget med ild at gøre, idet skær betyder ren, og ilden er den ulidelige flamme, som renser vort sind for det vi har gjort, og det kan godt føles pinefuldt. Men betingelsen for at få lov til at slippe ind i Himlen er altså, at man skal angre det forkerte man har gjort. Så får man lov til at komme videre, men kan ofte blive presset til at opsøge det eller de mennesker nede på Jorden, som man har gjort ondt. Det er nemlig ikke nok at have fået GUDs tilgivelse. Man skal også have en tilgivelse fra ens ofre. Denne tilgivelse har jeg ofte været med til at formidle, når jeg har skabt kontakt mellem et levende menneske og den afdøde. Her kommer så spøgelsesfænomenet ind i billedet, idet vi ofte ser, at sjælen på vej op ad den førnævnte trappe mod Himmeriges port halvvejs oppe bliver ført ud til højre af sin ledsageengel for at aflægge Skærsilden et lille besøg. Dette besøg kan tage fra 5 minutter eller 500 år, alt efter hvor villig sjælen er til at angre. Oftest er det dog hurtigt overstået. Hermed skulle der så være fastslået, at Helvede ikke findes oppe i Himlen, men hernede på Jorden, og at ingen skal pines i uendelighed i dets flammer. Alle selv den værste forbryder får lov til at komme ind, når han eller hun har angret mod selvfølgelig at underkaste sig en psykologisk behandling

efter at det er kommet op i lyset, så det ikke i næste liv gentager sine ugerninger. Michael Newton fortæller i sine bøger : Sjælerejser og Sjæleskæbner, at vi modtages af vore afdøde venner og familie lige efter vi er kommet ind i Himmeriget. Det sker for at overgangen mellem livet og døden skal mildnes ved, at vi netop træffer nogen vi kender. Man giver hinanden et kram og mindes den tid man havde sammen på jorden, men efter nogen tid træder vor skytsengel ind i billedet og fører sjælen til det, som vi kan kalde lazarettet. Det er et stille refugium, hvor vi er alene med vore egne minder fra det liv, vi har forladt, eller man gennemgår sit liv sammen med sin skytsånd. Her opholder vi os så i ca. 5 uger. Resten af opholdet kan vare mindst 5 år, men vi kan få lov til at blive der i op til 30 år, før vi skal ned igen. Men selvfølgelig er der dispensationer. Er man død meget ung har man ikke så megen brug for hvile, og kan hurtigt komme herned igen. Det gælder også for dem, som har begået selvmord. Her er dog den forskel, at har vi bevidst taget vort eget liv, fordi vi har været en kujon og ikke villet lære det, vi skulle lære, kan det være at vi bliver sat i en slags isolation, hvor vi skal være i lige så mange år, som vi ifølge livskontrakten havde aftalt vi skulle have været på Jorden. Det er altså ikke en straf, men en påmindelse om at det har konsekvenser, hvis vi afbryder vor livskontrakt i utide. Er selvmordet utilsigtet, men kun har været ment som et nødråb om hjælp fra omverdenen, kan vi få lov til hurtigt at komme ned igen. Allerhurtigst går det for de sjæle, som dør lige før eller efter fødselen. De sjæle går straks op og stiller sig i kø til det næste barn, som den kvinde får. Ingen sjæl går tabt. Det må da være en trøst for de forældre, som mister et barn f. eks. gennem vuggedøden eller ved at få foretaget en abort. Sjælen er kommet forbi velkomstkomiteen, og har overstået de obligate 5 ugers hvile og meditation. Nu afhenter skytsånden sjælen og fører vedkommende ind til en forsamling af vise mænd og kvinder på 5-7 personer, som vi kalder Det karmiske råd. De sidder bænket bag et halvmåneformet bord, og sjælen står midt i buen med sin skytsånd og rådgiver lige bagved venstre skulder. Der foregår nu en nænsom udspørgning af sjælen om det liv, der lige er blevet afsluttet. Spørgsmålene

kan f.eks. lyde således: Fik du gjort det i livet, som vi aftalte, og som du selv var med til at bestemme før du gik ned? Eller: Hvorfor gennemførte du ikke de planer og den udvikling, vi aftalte? Eller: Hvorfor gik det galt? Man spørger ikke for at skælde ud på sjælen, men er interesseret i at høre dens forklaringer, så den derved selv bliver klar over, hvorfor den gik vild, og hvordan den skal forhindre, at det sker næste gang. Livet er en lang skole, som aldrig stopper. Vi lærer lige fra den første dag til den sidste, og formålet er at udvikle os menneskeligt og åndeligt. Har vi i et liv begået en frygtelig fejltagelse, skal vi være klar over karmaloven, som siger, at hvad du sender ud vender tilbage til dig selv om ikke i det samme liv så det næste. Og hvorfor? Fordi vi kun kan lære gennem fejltagelser og når vi har gjort dem tit nok, må vi da til sidst lære at undgå disse fejl. En morder skal i næste liv møde sit offer og gøre det godt igen, som det har forbrudt i det sidste liv. Det samme gælder for de islamiske selvmordsbombere. Omvendt så vender det gode du har gjort mod andre mennesker i et liv tilbage til dig som velgerninger, du modtager fra andre mennesker i det næste liv, eller måske allerede i det nuværende liv. Alt hvad du gør eller ikke gør registreres ligesom på en tavle, og når du igen forlader de himmelske pauluner, så viskes tavlen ren og du får på ny en chance for at få et godt liv. Sørg for ikke at forkludre det. Det som i Bibelen kaldes arvesynden eksisterer ikke. Kun de karmiske følger af dit sidste livs fejltagelser. Ellers var det da ikke til at holde ud. Syndebyrden ville vokse fra liv til liv og vi ville aldrig få en ærlig chance for at komme af med den. Så ville de fleste sjæle nok betakke sig for at komme herned igen, hvis det var tilfældet. Efter overhøringen bevæger sjælen sig nu gennem det uendelige rum til sit endelige bestemmelsessted den kommer hjem. Ifølge mine observationer og hvad jeg har læst forskellige steder, er Himlen delt op i forskellige sfærer hver med sin dominerende farve. Disse farver svarer igen til de farver vi normalt forbinder med chakrefarverne, og de angiver igen, at jo højere man er udviklet rent åndeligt og jo flere liv man har bag sig, jo højere kommer man op i systemet. Derfor hører de tre religioner som Jødedommen, Kristendom men og Islam alle hjemme i den nederste del af den åndelige

udvikling med den gule farve som dominerende. Lidt højere rangerer Budhismen, og derfor kaldes deres afdeling også Budhaplanet, og det har farven grøn som den dominerende, og endelig har Hinduismen sit eget plan, hvor farven er klar blå. Ifølge Michael Newton samles sjælene først i en slags arena, som man kalder samlingspunktet, og flyder derefter ud i hver sin retning til det sted, som er bestemt for dem og til den gruppe, hvor de hører hjemme. Her møder de sjæle, som de rent åndelig er lige med, og som de har inkarneret sammen med i flere liv. Det er dem man kalder sine sjælevenner. Her foregår den videre undervisning. Man kan godt sammenligne deres opholdssted med en skoleklasse eller et bibliotek (se næste side) De studerer dog ikke hele tiden. I deres fritid kan de få lov til at opbygge helt deres egen verden, som er en tro kopi af de omgivelser, som de levede i på jorden. Det foregår ved hjælp af tankens kraft og eksisterer kun som en hjælp til at vænne sig de ændrede omgivelser og afskeden med de omgivelser, man var fortrolig med på Jorden. Denne miniverden har man dog kun brug for i begyndelsen, og efter kort tid forsvinder den. Mange sjæle fortæller under Michael Newtons seancer, at man kan sammenligne disse gruppelokaler som en slags bikuber, hvor man mødes med gamle venner fra tidligere liv, og sammen studerer og diskuterer og udvikler sig. Efter det antal år man har besluttet sig til at tilbringe i åndeverdenen, kommer den dag, hvor man beslutter sig til at tage endnu en tørn på Jorden. Man får så foretræde for Det karmiske råd igen, og denne gang beskæftiger man sig kun med planerne for det kommende liv. Når sjælen og det karmiske råd er blevet enige om planen for et nyt liv, laver man en livskontrakt. Her har man anført de mål man har sat sig, den udvikling man gerne vil nå og det antal år, som man mener, er nødvendigt for at nå de mål. Så går man i gang med at finde frem til de helt rigtige forældre, som kan skabe de bedste forudsætninger for at man kan nå de mål. Først afsøger man den familiekreds, som man forlod ved døden. Man skal først finde frem til en egnet mor, som har den helt rigtige alder, hvor hun stadig kan få børn. Så må man på jagt efter en far, og har den unge kvinde, som man har udvalgt som mor ikke nogen mand eller kæreste, så må

man jo med en smule manipulation kaste de to i armene på hinanden. Så hvis nogen tror, at vi møder hinanden ganske tilfældigt og forelsker os i hinanden, så må man tro om igen. Det er altid styret oppe fra og den frie vilje er næsten sat ud af kraft. Hele denne aktion tager ca. ½ år, og når så endelig målet er nået og ens forældre har fundet hinanden og besluttet at sætte et barn i Verden, så venter sjælen som regel tålmodigt til de første tre måneder og dermed til den største fare for abort er overstået. Sjælen kan dog vælge at være med helt fra undfangelsen, eller den kan vente til efter fødslen, hvis den har været gennem mange fødsler og ikke ønsker at starte livet med den kraftige belastning, som en fødsel ofte kan være. Og så kan det nye liv begynde. Kapitel 3 Generelle erfaringer om spøgelser Som før nævnt har vi gennem de sidste mange år fået nye erfaringer om, hvordan vi skal tackle spøgelsesproblemet. 2 til 3 gange om ugen får vi en opringning fra mennesker, som fornemmer, at de har en dårlig energi i huset, som generer dem. Ofte er det familiens børn, som fortæller forældrene, at de har et spøgelse på deres værelse. Der står en mørk mand og stirrer på mig, når jeg skal sove siger de. De er rigtig bange, og foretrækker at sove i forældrenes seng i stedet for i deres egen. Man skal her vide, ud fra vores erfaringer, at små børn op til 5-6 års alderen virkelig kan se spøgelser, og ikke kun fornemme dem. Så det er vigtigt, at forældrene tror på deres børn og ikke blot afviser dem, fordi de ikke selv kan fornemme noget. De kan også tale med spøgelserne. Andre gange føler nogen klienter, at de bliver drænet for energi, når de træder over dørtærskelen til deres hjem. Og det er fuldstændigt rigtigt. Spøgelser lever nemlig af levende menneskers energi det vi kalder livskraften. De berører husets beboere som regel om natten for at suge deres energi. Spøgelser er mest aktive om natten. Det er også derfor, at de, selvom de dør udendørs, straks søger indendørs i det nærmeste hus, da de vil have tag over hovedet. Det er også derfor, at spøgelser ofte slet ikke hører til det hus de er i, eller nogensinde har boet i det.

Når man bliver drænet for energi, bliver man træt og irritabel. Når man er irritabel, kommer man let op at diskutere eller ligefrem skændes med dem, man bor sammen med, og det er ofte om småting. Når stemningen i huset så har været dårlig i længere tid, føler man måske, at man ikke passer sammen med sin ægtefælle, og så foreslår man hinanden, at man bliver skilt. Derfor får nogle huse betegnelsen skilsmissehuset af naboerne, idet det gang på gang sker, at folk flytter ind i et sådant hus, og så skal skilles efter et halvt år. Der kommer så nye beboere, og historien gentager sig: Efter nogen tid skal de også skilles. Derfor skal man ringe til en spøgelseshjælper og få huset renset før det går galt. Jeg ved, at vi har reddet mange ægteskaber, fordi der blev grebet ind i tide. I serien Åndernes magt på TV2 for nogle år siden gjorde man meget ud af at fremskaffe beviser på, at der virkelig havde levet en mand ved navn f.eks. Peter Hansen i huset. Man opsøgte kirkebøger og Rigsarkivet for at finde disse beviser, og først når dette bevis blev fundet, ville man tro historien om, at der var et spøgelse i huset. Det er virkelig et bevis på manglende viden om spøgelser. Denne opfattelse er nemlig helt forkert. Det har vores over 20 års indsamlede erfaring bevist. Jo i ganske enkelte tilfælde kan det være sandt, men vi har oplevet, at der sagtens kan være spøgelser i et hus, der kun er få år gammelt, og de overhovedet ikke har nogen tilknytning til huset. Det er fordi spøgelser er meget mobile og kan bevæge sig ind og ud af huse, og endog bevæge sig over store afstande med lysets hastighed. Vi har tit oplevet, at bedst som vi troede, at vi var færdige med at rense et hus, kunne vi pludselig mærke, at der var kommet en til. Sagen er nemlig den, at i den dimension, hvori spøgelser befinder sig, kan de på lang afstand opfatte den lyskanal, som vi rekvirerer ved enhver spøgelsesopsendelse. Så skynder de sig hen til huset for at få lov til at komme med op, og det hjælper vi dem selvfølgelig med. De kan også frit kommunikere med hinanden via telepati. Vi har ligefrem oplevet, at spøgelser er strømmet til i stort tal, når vi har været i et hus for at sende de spøgelser op, som både vi og andre havde fundet frem til. For et par år siden oplevede vi, at vi var blevet kaldt ud til en ensomt beliggende gård et sted i Midtjylland. Konen i huset fortalte os, at hun havde fornemmet 3 spøgelser, og det viste sig at være ganske rigtigt. Vi