Prædiken til 1. søndag i advent 2013. Kantategudstjeneste. Erik høegh-andersen Opførelse af J. S. Bachs kantate: Schwingt freudig euch empor Det er virkelig en festdag i kirken når vi 1. søndag i advent indleder det nye kirkeår. I salmerne og læsningerne hylder vi Jesus som kongen der rider ind gennem porten, ind i Jerusalem, ind i os. Gør døren høj, gør porten vid! Den ærens konge kommer hid! synger vi. Og vi hører om Jesus som opfyldelsen af alle profeternes løfter og drømme: Han er Messias, frelseren, som bringer håb til fattige, giver synskraft til blinde og sætter de undertrykte og fangne i frihed. Sådan fejrer vi at Gud i Jesus kommer til os. At himlens Gud har bevæget sig helt herned for at være hos os og dele sit liv med os. Man kan godt forstå at der netop til denne dag er skrevet festlig og fejende flot musik. Sådan som Bach også har gjort det i kantaten til i dag. Hele universet må juble. Vores sang må i glæde svinge sig helt op til himlens stjerner, synger koret til at begynde med. Men så lyder det: Hold inde! Schyy.. Lyden skal slet ikke helt derud i det fjerne, for Herlighedens Herre nærmer sig og er os helt, helt nær. Denne dobbelthed af noget højlydt jublende, en kosmisk fryd, og så noget meget tilbageholdt og sart og forfinet som flere steder udtrykkes i kantaten, indfanger for mig at se fuldstændig hvad dagen i dag handler om. At Gud kommer til os. Men jo ikke majestætisk, overvældende, kraftfuldt, men snarere som kærligheden der med blide skridt trækker den elskede til sig lidt efter lidt igen med kantatens egne ord. At Gud kommer til os og hyldes som en konge, men jo ikke som den slags konger vi ellers kender til. Jesus udstråler og besidder slet ikke den magt en konge må forventes at have. Han løfter sig ikke op over os, ridende på en hest eller en kamel. Men han rider på et æsel, på et trækdyr, med fødderne slæbende hen over jorden. Og han har ingen magt i ryggen, ingen hær med sig, ingen vagter eller krigsfanger. Kun en håndfuld disciple og nogle tomhændede og udrangerede mænd og kvinder.
Han er et skrøbeligt og udsat menneske. Alligevel forstår de som følger ham, og vi som hylder ham, at han i sig har en magtfuldhed eller styrke som ingen andre har. Han er sagtmodig, står der. Se din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel, på et trækdyrs føl. Det sagte mod det er ikke et fremstormende og handlekraftigt mod. Den sagtmodige har derimod tiden og modet til at vente, til ikke absolut at ville overvinde modstanden, men modet til også at udholde og bære det der går os imod. Men resignation eller en laden-ståen-til er der på den anden side slet ikke tale om. Den sagtmodige går med oprejst pande, frygtløst, men lyttende, nærværende, eller sagte. Det sagte mod er som en glød der ulmer eller som en blafrende flamme der aldrig går ud. Sådan fejrer at vi i dag at Gud kommer til os, som den sagtmodige konge. Som kærligheden der tåler alt, tror alt, håber alt og som aldrig hører op. Og vi fejrer at den almægtige Gud, universets herre, nu er kommet os helt nær, usynligt og sagte, som et åndedrag der vækker os og bevæger os, og som vi ikke skal forstyrre med vores larm, men ære med dæmpede og svage stemmer igen med kantatens ord. Det handler Bachs kantate og 1. søndag i advent om. Og det handler, vil jeg sige, kristendom i det hele taget om. Sådan at det er det som stadig diskuteres på livet løs. Hvordan er Gud? Hvordan er Gud der i vores liv? Hvad er det for en magt Gud har? Og giver det overhovedet mening som i trosbekendelsen at bekende sig til en almægtig Gud? Blandt teologerne som diskuterer, er der selvfølgelig nogen som vil holde fast i at Gud står bag alt det der sker, og altså er en Gud som almægtigt kan gribe ind eller undlade at gribe ind i alt hvad der nu foregår her på vores jord. Så bliver det naturligvis en anfægtelse at så mange onde og frygtelig ting finder sted. For hvordan kan Gud tillade det? Er Gud så ikke en tvetydig Gud, som vi ikke kan være sikre vil os det bedste? Mange har da også lagt afstand til denne noget bastante måde at
tænke Guds almagt på. Og de har lagt vægt på at det særlige ved kristendommen jo er at Gud har inkarneret sig. Gud er blevet menneske. Ja Gud har så at sige udtømt al sin magt i sin Søn Jesus. Jesus døde på korset, det var også Guds død Og nu kender vi kun Gud som den kærlighed der fra den døde Gud er opstået som liv og ånd imellem os. Sådan handler kristendommen i denne udgave om at den magtfulde himmelgud i Jesus døde på korset for at opstå som kærlighed imellem os. Noget forenklet sagt, naturligvis. Men man må så alligevel spørge om der over hovedet er nogen magt i den kærlighed. Guddommelig magt. Er der ikke tale om at Gud som konge er abdiceret? Og kun en afmægtig medfølelse er tilbage. I sådan en svag teologi som den kaldes, er det svært at tale om Gud som frelser, som en magt der gør noget ved os. Men man behøver måske heller ikke at vælge mellem en Gud som er stærk og en Gud som er svag, vil en tredje holdning gøre gældende. For Gud har nok identificeret sig med den lidende Kristus og bundet sig til den sårbare kærlighed i ham. Men det er stadig den himmelsk virksomme Gud vi har med at gøre. Gud går ikke til grunde med Sønnens død på korset, men bærer fra nu af smerten i sig, tabet, og er i kærligheden guddommeligt nærværende i vores liv. Så Gud virker nu i os som ånd, ikke voldsomt og tydeligt, men sart og diskret. Gud ånder på os, ånder i os og vækker os til liv, fornyer os indefra og bevæger os, inspirerer os til kærlighed og bringer trøst og håb. Men hvilken magt er der tale om her? En yngre teolog på Københavns Universitet, Lars Sandbeck, foreslår at vi beskriver det som en subtil magt. Ordet subtil kommer fra det latinske ord subtilis, et fint og tyndt vævet klædestykke. Det subtile er en modsætning til det grove, det brutale, det voldsomme, sådan som man godt kan opleve Gud i Det gamle Testamente, hvor Gud buldrer løs. Den subtile Gud er ikke en Gud som står bag naturkatastrofer og mirakuløse helbredelser. Men en Gud som næsten umærkeligt betyder alt i vores liv. Som et kys kan forandre og betyde alt. Men et kys betyder vel at mærke kun noget, hvis vi tager det os og giver det den betydning det har. Sådan er også Guds subtile magt. Den tvinger sig ikke igennem. Men kalder på en
lydhørhed, en undren, en åbenhed for og sans for Guds nærhed i det smertelige og svære liv. Gud kalder på os som den elskende kalder på den elskede og med sine blide skridt trækker hende til sig. Gud er en magt vi skal tage i mod og gøre plads til og åbne os for: Velkommen dyrebare skat! Kærlighed og tro gør plads til dig herinde i mit hjerte. Drag ind til mig!, lyder det i en arie om lidt. Eller som vi sang: Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig! Ja ved din nåde led det ske, at jeg din kærlighed må se. Sådan er det himlens Gud som nu ånder sit liv ind i os, og som giver sig selv hen til os i kærlighed for at vi skal leve og ånde og give os hen til andre i den. Det er ikke en Gud vi kan pege på, eller som bliver tydeligere ved at vi kalder på ham og priser ham med store ord. Det er ikke en Gud som passer til en højtråbende og udadvendt kultur. Men en Gud som taler i stilheden, som er der som et gådefuldt nærvær, som er der i den alvorlige samtale med os selv og med andre, som bevæger os ud i det åbne og ned de dybere lag, som rører os i vores længsel, en gud som giver os øjne til at se hvad vi ikke så, giver os noget dyrebart i hænde og sætter os fri af det som tyngede os og fangede os ind. Denne subtile Gud, kærlighedens Gud, svag og afmægtig og alligevel stærk, byder vi indenfor i dag. Han kommer til os, men det sker måske os selv uafvidende og uden at vi lægger mærke til det. Og det sker at vi må vente ind til vi forstår at der her er tale om en helt anden form for styrke og vækst: Den tyske lutherske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer som satte sig op i mod Hitler og døde i fængslet i 1945, skrev kort før sin død. Advent er ventetid. Ventetid er en kunst, som vores utålmodige tidsalder har glemt. Men de største, mest dybtgående og blideste ting i verden, må vi vente på. Det sker ikke for os som i en storm; men efter de guddommelige loves regler for spiring vokser de og bliver til. " Advent er ventetid. Advent er at åbne sit hjerte for Gud. Advent er at lade alt i os sitre og synge af glæde og forventning. Men
advent er også at være så stille at der bliver plads til det dybeste og blideste, til Gud som ånder og lever i os. Derfor beder vi nu: Herre, kom til os. Tag bolig i vort hjerte og slå rod i vores sind. Lær os i en hurtig og larmende verden at finde ind til stilheden, mærke din fred og lytte til hvad du vil os. Giv os styrke til at holde fast i det vi i hjertet føler er rigtig. Og giv os mod til at gå ad de veje du viser os. Herre, når mørket lægger sig omkring os, så vær du som lyset i vores mørke, og lær os selv at tænde lys, så vi med vore liv åbner døre og viser veje til frihed og håb. Herre lær os i det nye kirkeår, i gudstjenesten og vores daglige liv, at se dybere ind i din kærlighed. Og giv sans for de mange forskellige måder du er hos os på, og sans for de utallige nuancer din kærlighed har. Vær ikke kun hos os, men hos alle som står vort hjerte nær, hvad enten de er iblandt os eller langt herfra. Lad os hver især tænke på dem: Vi beder dig for alle der bærer en tung sorg, og for dem der rammes af angst og mister fodfæste. Hjælp os at være til støtte for hinanden. Vi beder dig for alle mennesker i nød. For dem der er ramt af sygdom og ulykke, for krigenes ofre og de som opholder sig i flygtningelejre eller fængsler. Vær med alle dem som lider under denne verdens ulige fordeling af goderne. Lad dem og os andre aldrig tvivle om, at når verden lukker sig om os og spærrer os inde,
så åbner du en dør, og inviterer os ind i barmhjertighedens lys. Vær hos vor dronning Margrethe den 2., hos regering og folketing, og giv alle magtudøvere og alle som skal træffe beslutninger kærlighedens visdom og dømmekraft. Velsign os alle og giv os nåde, fred og frihed til at leve vores liv i din ånd. Amen. Erik Høegh-Andersen