Prædiken til 2. s. e. h3k kl. 10.00 i Engesvang 13 - Måne og sol 448 - Fyldt af glæde 22 - Gådefuld er du vor Gud 143 - Med den enbårnes herlighed - 144 v. 5 glædens vi for sorgens vand 371 - Du fylder mig med glæde - på Se hvor nu Jesus træder Da vi var vikinger her til lands og drog til fjerner egne på togt, kom vi også østpå. Ad de russiske floder nåede især de svenske vikinger dybt ind i Rusland til steder, hvor ingen af os har sat vores fod og nok heller ikke kommer til det. Og dér mødte vikingerne kristentroen i den østkirkelige aftapning, det vi kalder den ortodokse kirke. Allerede i 1054 blev kristenheden adskilt i en østkirke med det nuværende Istanbul som pavesæde og en vestkirke med Rom som sted for pavens virke. 1
Hvorfor det gik sådan er en lang historie, som hører en anden prædiken til. Her skal bare siges, at man i østkirken tænker anderledes - og større - om gustjenesten end vi gør i vest, i den katolske og i de protestantiske kirker. I østkirken, i den ortodokse kirke tænker man gudstjenesten som et spejl af himlen, som en afspejling af Paradiset og alt det fineste, man kan drømme om. -For troen gør, at man allerede er i Guds rige, og det skal kunne mærkes og sanses og føles. Således har man massivt opbud af levende lys, man har guld og glimmer og ikoner prydet med ædelt metal, fine stoffer og røgelse. Det er ikke sikkert, vi ville bryde os om det eller blive klar over, at en ortodoks gudstjeneste skal være som himlen, hvis vi deltog i én. Men hvorom alting er, så fortælles der om en viking, der blevet grebet af den kristne tro, fordi han gik til gustjeneste i en af kirkerne i Rusland. 2
Hvorfor han gik i kirke, hører ikke med til historien. Kan hænde han bare var nysgerrig eller kedede sig. Da han bagefter gjorde rede for, hvad der havde bevæget ham så dybt, at han måtte overgive sig til troen, så var det ikke logiske argumenter, han anførte, for han kunne knapt sproget, det var heller ikke de troendes oprigtighed eller imødekommende venlighed. Det var skønheden. Det var gudstjenestens skønhed, der havde berørt ham så dybt, at han måtte overgive sig til den kristne tro. Den ortodokse gudstjeneste havde omsluttet ham som en udvidelse af verden mod lyset, som om han var blevet en anden ved at være i den, forvandlet. Gudstjenesten havde for ham været som himlen. Ja, den var himlen. Sådan er der næppe nogen, der erfarer vores gudstjeneste, så skulle det da være på grund af musikken. Det er andre ting, vi får til at fylde i vores kølige, nordiske protestantiske tradition. 3
Men dagens evangelium afdækker, at når Gud viser sig for os, da er det ikke alene som trøsteren, som vores bror og ven, som helbrederen, som ham der bærer os fra døden til livet, men også som giveren af skønhed og glæde og overflod og fest herlighed i dette vores meget jordiske og konkrete liv. Og hvor har vi brug for det. Uden skønhed og glæde kan man ikke leve. Uden herlighed, kan man ikke leve. - - Hvis man zoomer ud og betragter den kristne kirke og dens historie lidt på afstand, vil man få øje på en grå tråd, der i nogle perioder er tykkere, i andre tyndere og som ved reformationer forgrener sig og måske i vores tid mest findes udenfor kirken, i hvert fald her hos os. Det er puritanismen, askesen, afholdenheden, forsagelsen eller hvad man har kaldt den bevægelse, at den rette tro er forbundet med et liv, hvor man i størst 4
muligt omfang lægger afstand til verdens glæder. Karen Blixen har skrevet om sådant et puritansk miljø i sin meget kendte fortælling om Babettes gæstebud, hvor vi møder nogle mennesker i en lille menighed, der kun har foragt til overs for kroppens glæder. Og ikke kun seksualiteten; det er faktisk det, der fylder mindst. Maden skal være så kedelig og smagløs så mulig, man må ikke finde glæde ved madens flotte farver, derfor skal den helst være grå eller brun. På samme måde vidner hjemmenes indretning og de her puritanske menneskers grå klædedragt om, at man ikke skal lægge nogen umage i dette jordelivs traditionelle glæder. For det er alt sammen forblændelse. Og også vores lokale forfatter Jørgen Nielsen, der voksede op i Hørbylunde bakker, fortæller i sine romaner og noveller om et kirkeligt miljø, hvor alt det, der rummede herligheden, blev forsaget. Alt det, der havde skønhed eller gav nydelse blev set som den ondes blændværk. At Gud 5
skulle velsigne mennesker med sin herlighed, med blomster skønhed, med solopgangens rødme, med velsmagende retter og ædel lagret vin, var udenfor disse miljøers horisont. Man tænkte, at netop ved at forsage det, som andre fandt glæde ved i verden, ville man være Gud til behag. Det kom sig vel også af, at livet var benhårdt og ludfattigt og at man til en vis grad gjorde en dyd af nødvendigheden. Men livet bliver så sørgeligt og modløst, når man ikke under sig selv glæden. Og skønt vi lever i en helt, helt anden sammenhæng, så tænker jeg, at der på andre leder for nogen af os vil være noget velbekendt ved dette, at man ikke under sig selv glæden, at vi er vore egne værste fjender i det stykke. Evangelisten Johannes kendte måske også til den dér glædesangst, som har med det at gøre, at vi kan være så bange for at miste kontrol, hvis vi overgiver os og bare kaster os ud i det - om det er skønheden, festen, 6
glæden, den lette beruselse, dansen, bekymringsløsheden. - Der er meget lidt religiøs puritanisme i vores tid, til gengæld trives afholdenheden og afsavnet i bedste velgående udenfor det religiøse; for hvis der er noget, vi foragter og frygter i vores kultur, så er det kontroltab. Det at vi giver os hen i noget og slipper kontrollen. Der er træk ved vores kultur som er vældig puritanske og glædesforskrækkede. Johannes vidste vel, at det var en grøft, vi mennesker så let falder i, en slags spænden ben for vores egen livsudfoldelse - at vi ikke under os selv glæden. Det må have været derfor, han som den eneste af de fire evangeliefortællere fandt det livet om at gøre, at dagens beretning om vinunderet i Kana kom med i Jesus historien. Og endda allerforrest i hans skrift. Så ingen skal være i tvivl om fra begyndelsen, at det er glædens Gud vi har med at gøre i Jesus Kristus, livets og skønhedens og herlighedens Gud. Så spis da dit brød med glæde og drik dit vin af et glad hjerte, som vi kan læse i prædikeren bog. 7
I hvert fald skal ingen tro - selv om mange har troet det - at det skulle glæde Gud, at man vender ryggen til al det gode, han giver os i vores almindelige jordiske liv. Man kan også sige det sådan, at med dagens historie er det meget tydeligt, at det er Guds velsignelse vi møder, hver eneste gang vi sanser noget, der har herlighed. Sådan har Gud vist os sin herlighed for at vi skal turde glæde os. 8