Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: En åben himmel Salmer: 731, 26, 335; 164, 334 Evangelium: Joh. 1,35-51 Jesus sagde til Nathanael at han og alle andre skulle se Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen. Menneskesønnen er Jesus. Det kaldte han tit sig selv. På den måde ville han sige at han virkelig var et menneske, selv om han også var Guds søn. Han var både Gud og menneske på én gang. Han var én person med to naturer. Her opfyldes Johannes-evangeliets program-erklæring: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." (Joh. 1,14) 1
Når Jesus taler om at englene skal stige op og ned over ham, så tænker han på den gode, gamle historie fra det Gamle Testamente om jødernes forfader, patriarken Jakob. Jakob havde engang en fantastisk drøm. Det var dengang Jakob havde snydt sin tvillingebror Esau og sin gamle far Isak. Det var jo normalt den søn der var født først, der havde ret til at arve sin far, men nu var de to drenge jo lige gamle, fordi de var tvillinger. De var født samme dag, men alligevel: Esau var født først. Og derfor var det egentlig ham der skulle arve det hele fra deres gamle, blinde far, Isak. Men Jakobs mor Rebekka hjalp Jakob med at snyde Isak. Jakob tog nogle gedeskind om armene og om halsen, så at det føltes som om han var meget behåret lige som Esau. Så når Isak rørte ved Jakob, ville han tro at det var Esau, og så give Jakob arven. Efter at have snydt sig til arven, var Jakob selvfølgelig bange for at Esau ville blive meget vred på ham og slå ham ihjel. Derfor flygtede han hjemmefra og rejste hen til sin morbror Laban. På vejen overnattede han et sted, hvor han havde denne fantastiske drøm. Han så en stige der rakte helt op til Himlen, og der var engle der gik op og ned ad stigen. Gud stod foran ham og sagde til ham: "Den jord du ligger på vil jeg give dig og dine efterkommere.... Jeg vil være med dig og bevare dig overalt hvor du går... jeg vil ikke svigte dig, men gøre hvad jeg har lovet dig." (1. Mos. 28,13-15) Da Jakob vågnede efter at have haft den drøm, var han meget bange, fordi han havde set Gud, og han sagde til sig selv: "Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port." (V. 17) Når Jesus så siger om sig selv at hans disciple skal se Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen, altså over Jesus selv, så mener han at lige som dengang i Jakobs drøm, så vil Jesus være himlens port. Det er altså ved hjælp af Jesus at vi kan komme til Gud i Himlen. Jesus er vores stige til Himlen. Jesus er vores forbindelse til Gud. Jakob oplevede i sin drøm at himlen var åben og at Gud var nærværende. Den oplevelse får vi også i troen på Jesus. Himlen er åben over Jesus. Han er den eneste vej til Faderen. I ham er himlen åbenbaret på jorden. Guds virkeligyhed, Guds nærvær, Guds herlighed er brudt ind i menneskers verden i Menneskesønnen. Det er perspektivet for os 2
som kristne. Gennem Jesus får vi indblik i Guds virkelighed og oplever hans nærvær. Derfor er det så vigtigt for os at lære Jesus godt at kende. Og det hjælper dagens tekst os til. Her hører vi flere forskellige betegnelser på Jesus, som viser os hvem han er. Det første der siges om Jesus er at han kaldes Guds lam. Når vi tænker på et lam, så forestillervi os at det er sådan et sødt og blødt dyr, som går ude på marken og sutter mælk hos sin mor. Men på Jesu tid tænkte de på noget helt andet, når de talte om et lam. De tænkte først og fremmest på at det var et dyr der kunne bruges til noget bestemt. Lammet eller det voksne får kunne man få noget ud af: mælk, uld og kød. Man så på lammet som et nyttedyr, et husdyr, som man havde for at bruge det til noget. Men lammet var også et offerdyr. Gud havde givet jøderne en lov med mange forskellige regler. Mange af de regler handlede om at folk skulle ofre husdyr til Gud. Til påske skulle der ofres et lam i enhver jødisk familie. Det skete til minde om dengang Gud reddede jøderne fra slaveriet i Egypten. Jøderne var engang slaver i Egypten. De arbejdede hårdt for Farao, den egyptiske konge. De sled og slæbte for at bygge de store pyramider. Til sidst fik Gud ondt af dem og førte dem ud af Egypten, gennem ørkenen og ind i det land, som han en gang havde lovet deres forfædre. I husker måske historien om de 10 plager? Det var forfærdelige ulykker som Gud sendte over Egypten for at tvinge kongen, Farao, til at lade jøderne rejse. I gamle dage skulle børnene i skolen lære en remse med de 10 plager: "Vand til blod og frøers mængde, myg dernæst Egypten trængte, utøj, pest og bylders nød, hagl, græshopper, mørke, død." Døden var den sidste plage der ramte Egypten. I hvert eneste egyptiske hjem var der en der døde den nat! Det var det ældste barn, den der var født først. Men Gud havde givet jøderne en udvej. Hvis de slagtede et lam og smurte dets blod på døren, så ville dødens engel gå forbi. At Gud reddede sit folk på denne fantastiske måde glemte jøderne aldrig. Hvert år holdt de en mindefest for at huske på hvad Gud havde gjort for dem. Det er den fest, som vi også holder hvert år: påsken. Påske er faktisk et jødisk ord der betyder "at gå forbi". Dét hed festen, fordi den handlede om at døden gik forbi. Jøderne blev reddet fra døden. Gud vil også redde os fra døden. Men vi skal ikke ofre 3
noget. I stedet for at vi skal ofre noget, så har Jesus ofret sig selv. Det gjorde han langfredag ved at blive korsfæstet. Han strittede ikke imod, dengang de fangede ham, torturerede ham og henrettede ham. Selv om det var drønuretfærdigt at Jesus skulle henrettes. For han havde ikke gjort noget forkert. Han havde slet ikke gjort noget som han fortjente døden for. Jesus gjorde det i vores sted. I stedet for os! Det var fordi Johannes Døberen vidste at Jesus skulle dø for os at han sagde til sine disciple: "Se, dér er Guds lam." (V. 36) Tænk også på det som Filip sagde til Nathanael: "Ham som Moses har skrevet om i loven, og lige så profeterne, ham har vi mødt." I jødernes bibel, vores Gamle Testamente, var der skrevet om Jesus, længe før han blev født. Et meget kendt sted findes i profeten Esajas' Bog, kapitel 53. Dér står der om Jesus at han var lige som et lam der bliver slagtet. Prøv selv at høre hvor utroligt præcist det siges: "Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder... Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund." (Es. 53, 5.7) Jesus blev også kaldt Messias/Kristus. De to navne betyder "den salvede"på hvert sit sprog (hebraisk, det jødiske sprog som det gamle testamente er skrevet på, og græsk i det nye testamente). Og dem der blev salvet dengang var alle dem der havde en helt speciel opgave og funktion: kongerne, profeterne og ypperstepræsterne. Og Jesus havde faktisk alle tre funktioner på én gang. Han var både konge, profet og ypperstepræst! Han var den konge som Gud havde lovet kong David. Gud havde sagt til David at han engang skulle få et tip-tip-tip... oldebarn, der skulle være konge for evigt. Kongens opgave var at redde folket fra fjenderne. Fjenderne dengang var alle de naboer, der ville føre krig mod jøderne, fx filistrene. Men de fjender som Jesus vil redde os fra er meget værre. Det er synden, døden og djævelen. For det andet var Jesus Guds profet. Profeten skulle komme med en besked fra Gud til Israels folk. Han skulle give jøderne besked om mange forskellige ting. Fx skulle han skælde dem ud, når de var ulydige og ikke gjorde hvad Gud havde sagt til dem. Men han skulle også fortælle dem at Gud gerne ville 4
have med dem at gøre, og at han gerne ville tilgive dem, selv om de ikke var gode til at høre efter. For det tredje var Jesus ypperstepræst. Ypperstepræsten havde den helt specielle opgave at ordne jødernes forhold til Gud. Det var ham der skulle ofre lam og andre dyr i templet. Der blev ofret lam hver dag, men der var én speciel dag hvert år, hvor der skulle ofres ekstra meget, og hvor blodet fra dyrene skulle stænkes på en kasse, der stod inde i templet. I den kasse lå de to stentavler med de 10 bud, som Moses en gang havde fået af Gud. Kassen med de to stentavler stod allerinderst i templet, i det Allerhelligste. Den blev kaldt Pagtens Ark. Den stod inde bag et tykt gardin. Det var kun ypperstepræsten der havde lov til at gå ind i det rum, og kun én eneste gang om året. Det var på Den Store Forsoningsdag. Når ypperstepræsten på dén dag gik ind bag gardinet, ind i det Allerhelligste, og kom dyreblodet på låget af Pagtens Ark, så blev jødernes sag med Gud ordnet. Så tilgav Gud dem alt hvad de havde gjort forkert i hele årets løb. Vi siger at de fik fred med Gud. De blev forsonet med Gud. Langfredag blev den sidste store forsoningsdag, for dén dag ofrede Jesus ikke lam og kalve. Nej, han ofrede sig selv én gang for alle ved at blive korsfæstet. Jesus var både præst og offer. Han var den præst der kom med offeret, og han var selv offeret. Normalt skulle der jo ofres hvert år, men efter at Jesus havde ofret sig selv skulle der aldrig ofres mere. Hans offer gælder for evigt. Så når Jesus kaldes Messias eller Kristus, er det ikke blot et ekstra fornavn, lige som hvis nogen hedder Jens Peter. Nej det betyder som sagt "den salvede", så Jesus har alle de tre funktioner som fandtes i den gamle pagt. Jesus er både konge, profet og ypperstepræst. Som konge er han leder for Guds folk. Som profet er han den der giver os besked om Gud. Og som ypperstepræst bringer han vores sag med Gud i orden. Amen. 5