Institutionaliseringen af Arbejdsløshedsforsikringen i Danmark, Sverige og Norge - - - En Komparativ Spatial Analyse - - - Juni 1997 Statskundskab Aarhus Universitet Politologisk pgaveseminar i Analytisk Politisk Teori ved Bjørn Lomborg Kristoffer Schantz Årskort nr. 941368 Antal Bytes: 76.163
Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 3 2. Rational choice og koalitionsteori... 4 2.1. Rational choice som approach...4 2.2. Rational choice institutionalismen...5 2.3. Koalitionsteori...5 3. Institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen... 5 3.1. Den administrative rationelle interesse...5 3.2. Regeringspartiers tilsyneladende irrationalitet...7 3.3. En ideologisk forklaring...8 3.4. En todimensional koalitionsteoretisk rationel forklaring...9 4. De politiske partiers policy præferencer... 10 4.1. Danmark...11 4.2. Sverige...13 4.3. Norge...15 5. En spatialmodel... 16 5.1. Modellen...16 5.1.1. Modellens antagelser...16 5.1.2. Condorcets paradoks...17 5.1.3. Den endimensionale model...17 5.1.4. Den todimensionale model...17 5.2. En spatial analyse af institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen...19 5.2.1. Danmark...20 5.2.2. Sverige...22 5.2.3. Norge...25 6. En strategisk ligevægts spatialmodel... 26 6.1. Modellen...26 6.2. En ligevægts spatial analyse af institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen...26 6.2.1. Kommunistpartiet i Sverige...26 6.2.2. Partiet Venstre i Danmark...27 6.2.3. Arbejderpartiet i Norge...27 7. Konklusion... 30 8. Litteraturliste... 33 2
1.Indledning Denne opgaves udgangspunkt er, at aktørerne formodes at handle rationelt i deres egeninteresse. Ud fra en simpel model med klare forudsætninger og testbare hypoteser giver jeg en generel komparativ forklaring på en konkret lovgivningsbeslutning, nemlig institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i Danmark, Sverige og Norge. De historiske rødder for arbejdsløshed kan trækkes helt tilbage til det 16. århundrede, hvor kommercialiseringen af landbruget blev begyndelsen på opløsningen af de traditionelle feudale systemer af beskyttelse og forpligtelse. Ekspansionen af markedet og industrialiseringen forårsagede cykliske fluktuationer i efterspørgselen efter arbejdskraft, hvorved den moderne arbejder i stadig stigende grad stod overfor arbejdsløshed og med den fattigdom og armod. Et væsentlig led i faktisk alle de fremvoksende velfærdsstater i Europa var derfor gennemførelsen af statsstøttede arbejdsløshedsforsikrings programmer. To hovedtyper af arbejdsløshedsforsikringsprogrammer stod frem, dels en fagforenings administreret forsikringsordning og dels en offentligt administreret forsikringsordning. Til disse to hovedtyper knyttede der sig væsentlige politiske interesser, idet administrationen af arbejdsløshedsforsikringen for fagforeningerne ville have en vigtig mobiliserende effekt. Derfor forventes det, at partier, som er tilknyttet fagbevægelsen, vil forsøge at gennemføre en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring, mens partier som har et modsætningsforhold til fagforeningerne vil forsøge at undgå fagforeningskontrollerede arbejdsløshedsforsikringer. Det viser sig imidlertid, at flere partier med et direkte modsætningsforhold til fagforeningerne har indført fagforeningsadministrerede arbejdsløshedsforsikringer, samt at mange arbejderpartier med stærke bånd til fagbevægelsen har indført offentlige administrerede arbejdslø s- hedsforsikringer. Nogle partier har derfor tilsyneladende handlet imod deres rationelle interesser. Jeg har valgt at koncentrere mig om de tre nordiske lande Danmark, Sverige og Norge først og fremmest fordi institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikring i alle disse tre lande stiller nogle interessante spørgsmål: For det første, hvorfor indfører et liberalt parti i Danmark i 1907 tilsyneladende imod deres rationelle administrative interesse en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring? For det andet, var Socialdemokratiets valg af en fagforenings administreret arbejdsløshedsforsikring i Sverige i 1934 virkeligt et udtryk for strate- 3
gisk adfærd med det formål at designe institutioner i deres langtsigts rationelle egeninteresse? g endelig for det tredje, hvorfor indfører Arbejderpartiet i Norge i 1938 tilsyneladende imod deres rationelle administrative interesse en offentligt administreret arbejdsløshedsforsikring? pgavens hovedformål er derfor ud fra en realistisk model at give en rationel forklaring på, at nogle partier tilsyneladende har handlet irrationelt ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen. Der opstilles en spilteoretisk model, som hviler på to fundamentale forudsætninger. For det første, at institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen indeholder to fundamentale dimensioner, den administrative og den finansieringsmæssige. For det andet, at det politiske spil altid vil være kendetegnet af et koalitionsspil. Der er derfor tale om et koalitions- og forhandlingsspil, hvor administrativ- og finansieringsmæssig kontrol sammenblandes. Endvidere åbner denne model for, at de politiske partier kan handle strategisk og derfor måske ikke handler i direkte overensstemmelse med deres rationelle policy præferencer. 2.Rational choice og koalitionsteori 2.1.Rational choice som approach Den centrale underliggende antagelse for denne opgave er, at aktørernes adfærd kan forklares med, at de handler rationelt. Tsebelis definerer rationalitet som nothing more than an optimal correspondence between ends and means (Tsebelis 1990, s. 18). Selvom denne definition er simpel, sætter den mange begrænsninger for aktøren. Tsebelis opstiller således en række betingelser for, at der kan være tale om rationelle forklaringer (Tsebelis 1990, s. 24-31). Konsekvensen heraf er, om man overhovedet kan karakterisere nogle beslutninger som rationelle. Jeg er her enig med Tsebelis i, at rationalitet ikke skal ses som en model for menneskelig adfærd, men at den derimod kun er relevant for menneskelig handlen i visse situationer. Disse situationer er ifølge Tsebelis karakteriseret ved at the actors identity and goals are established and the rules of the interaction are precise and known to the interacting agents (Tsebelis 1990, s. 32). Det politiske koalitions spil er netop karakteriseret således, og derfor er rationalitetsantagelsen en realistisk approksimering af dette spil. 4
2.2.Rational choice institutionalismen Det teoretiske udgangspunkt her er, at politiske institutioner er vigtige. Ifølge rational choice institutionalismen er politiske institutioner enheder, som velovervejet og helt tilsigtet er blevet skabt af rationelle målorienterede politiske aktører (Tsebelis 1990, s. 9-11). Politiske institutioner kan begrænse visse individer, og på samme tid fremme andre individers interesser (Giddens 1993, s. 169), de kan endvidere på grund af deres generelle træghed institutional robustness (Shepsle 1989, s. 143) virke som strukturelle fænomener. Ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen gjaldt det for de politiske partier om at få designet dels den administrative dimension og dels den finansieringsdimension efter deres egne rationelle institutionelle interesser. 2.3.Koalitionsteori Europæisk koalitionspolitik er blevet analyseret fra to vidt forskellige vinkler. For det første, er der den europæiske tradition, hvis rødder især udspringer af Stein Rokkans arbejder. Det er en empirisk orienteret tradition, som hovedsageligt gør brug af en induktiv metode. For det andet, er der et spilteoretisk approach, som er opstået i kølvandet på klassikeren i denne tradition, William Rikers bog Theory of Political Coalitions. Problemet i Rokkans metode er ud fra denne opgaves metodologiske udgangspunkt, at Rokkan ikke er i stand til at opstille enkle og falsificerbare hypoteser, hvorved det ikke er muligt at udføre strenge videnskabelig tests. Dette er den spilteoretiske tilgang i stand til, men til gengæld har spilteorien væsentlige problemer, når det kommer til at forklare virkelige koalitioner, fordi Coalition bargaining in Europe, in short, does not take place in the sterile conditions of a laboratory; it takes place in the dirt of a real political world in which all things are never equal (Schofield og Laver 1990, s. 90). Dette skisma tages op i diskussionen i afsnit 7. 3.Institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen 3.1.Den administrative rationelle interesse Forklaringen på den høje tilslutning til fagforeninger har været et centralt problem i politol o- gien og ikke mindst et problem for spilteorien, fordi det har været opfattelsen, at det centrale i fagforeningernes virke er de kollektive overenskomstforhandlinger. Ifølge Mancur lson (1965) ville arbejdere derfor ikke tilslutte sig fagforeninger, hvis de opførte sig individuelt 5
rationelt. Rationelle arbejdere ville vælge at blive free-riders, hvilket vil sige at nyde godt af fordelene fra organisationen uden at være med til at betale omkostningerne ved at opretholde organisationen. Idet især nogle lande har en meget høj fagforenings tilslutning, konkluderer lson, at nogle fagforeninger må have været i stand til at skabe selektive incitamenter, som ligger udover de kollektive overenskomst forhandlinger. Jeg vil i det følgende argumentere for, at i de lande hvor fagforeningerne administrerer arbejdsløshedsforsikringen, udgør administration af arbejdsløshedsforsikringen netop et sådant selektivt incitament. (Rothstein 1992, s. 36-37). Fagforeningernes vigtigste magtressource er kontrollen over udbuddet af arbejdskraft. De vigtigste institutioner for fagforeningerne er derfor de institutioner, som influerer på fagforeningernes muligheder for at fastholde kontrollen over udbuddet af arbejdskraft. En meget vigtig faktor i kontrollen over udbuddet af arbejdskraft ligger i at kunne definere, hvem der kan betragtes som arbejdsløse, og hvem der ikke kan. Tildeling af arbejdsløshedsforsikring kræver, at der for hvert enkelt individ tages stilling til hvilket job, der kan anses som passende, og dermed hvilket job en arbejdsløs ikke kan afslå som ikke-passende. Dette kan i praksis kun gøres ved at overlade street-level bureaucrats (se Lipsky 1980) betydelige selvstændige beføjelser. Det er derfor altafgørende for fagforeninger, at de står for administrationen af arbejdsløshedsforsikringen på street-level bureaucrats niveau. Empirisk viser der sig også en klar sammenhæng mellem de lande som har en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikringsskema, og de som ikke har. I tabel 3.1. vises en multivariat regressions analyse af 18 lande, som forklarer 82% af variationen i fagforeningernes tilslutning. Regressionsanalysen viser, at en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring giver en forskel i gennemsnitlig forventet fagforeninges tilslutning på 20,29%, selv når der kontrolleres for de to andre variabler, venstre-orienteret regering og antal potentielle fagforeningsmedlemmer, som blandt andet Wallerstein 1989 har vist, korrelerer i høj grad med fagforeningernes tilslutning 1. 1 Selvom den administrative opbygning af arbejdsløshedsforsikringen korrelerer med tilslutningen til fagforeningerne, så siger den multivariate regressions analyse ikke noget om den kausale relation. Det kunne således tænkes, at det var allerede stærke fagforeninger, som formåede at indføre en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring. Rothstein viser dog ved hjælp af en di a- kron komparativ analyse, at dette ikke er tilfældet. Derfor så må den kausale relation, gå som den teoretiske forklaring også lægger op til nemlig at en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring betyder en højere fagforenings tilslutning. 6
Tabel 3.1. Kryds-nationale forskelle i fagforeningernes tilslutning, som funktion af fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring, venstre orienteret regering og (den naturlige logaritme af) potentielle fagforeningsmedlemmer Uafhængige variabel Ustandardiserede koefficient Standardiserede koefficient Standard fejl Konstant 86,77 0,00 17,50 Venstre-orienteret regering 0,23 0,34 0,09 Potentielle fagforeningsmedlemmer -5,80 0,41 1,90 Fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring 20,29 0,38 8,60 Antal cases: 18 r 2 = 0,82 Note: Resultaterne er signifikante ved 0.5 niveau. Brugen af den naturlige logaritme af potentielle fagforeningsmedlemmer betyder, at det er den procentvise stigning og ikke den absolutte stigning i antallet af potentielle fagforeningsmedlemmer, som betyder noget for fagforeningernes tilslutning. (Rothstein 1992, s. 43) Eftersom det antages, at fagforeningerne i overvejende grad er en positiv magtfaktor for arbejderbevægelsen, så ville man udfra en rationel institutionel betragtning forvente, at partier, som repræsentere arbejderbevægelsen, vil indføre en fagforeningsadministreret ordning, mens liberale og konservative partier, som står i et modsætningsforhold til arbejderbevægelsen, ville forsøge at indføre en offentligt administreret arbejdsløshedsforsikrings ordning.det er naturligvis en forudsætning herfor, at aktørerne ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsi k- ringen var klar over denne positive sammenhæng mellem fagforeningernes tilslutning og fagforeningernes administration af arbejdsløshedsforsikringen. Men selv om aktørerne ikke kendte Mancur lsons formelle selektive incitament teori i den første tredjedel af det tyvende århundrede, så var fagforeningerne og de politiske partier dog utvivlsomt klar over, at hvis de sørgede for nogle meget håndgribelige fordele for fagforeningsmedlemmer, så ville det have en positivt mobiliserende effekt. 3.2.Regeringspartiers tilsyneladende irrationalitet Hvis man ud fra ovenstående analyse, derfor forventer at alle rationelle arbejderparti regeringer, vil indføre fagforeningsadministrerede ordninger, mens alle rationelle liberale og konservative regeringer vil indføre offentligt administrede ordninger, så har mange regeringspartier tilsyneladende handlet irrationelt. Dette fremgår af tabel 3.2, hvor det eneste Socialdemokratiske parti, der har indført en arbejdsløshedsforsikring i overensstemmelse med deres rationelle interesser er det svenske i 1934, og de eneste liberale eller konservative partier, der har indført en arbejdsløshedsforsikring i overenstemmelse med deres rationelle inte- 7
resser er partier i: Storbritannien (1911), Italien (1919), Tyskland (1927), Belgien (1920) og Frankrig (1967). Tabel 3.2. Regeringsparti som gennemførte forskellige administrative løsninger for arbejdsløshedsforsikringen Regeringsparti 2 Type af skema: Socialdemokratisk Liberalt / Konservativt Ikke fagforeningsadministreret Østrig (1920), Norge (1938), Holland (1949) Storbritannien (1911), Italien (1919), Tyskland (1927), Belgien (1944), Frankrig (1967), Fagforeningsadministreret Sverige (1934) Frankrig (1905), Danmark (1907), Holland (1916), Finland (1917), Belgien (1920), Schweiz (1924) (Alber 1984: 170). Rothstein konkluderer således på baggrund af denne tabel at: many labor movements seem simply to have made the wrong choice in deciding what system of unemployment insurance to strive for being a rational goal maximizer when creating institutions (Tsebelis 1990) seems thus not so simple. (Rothstein 1992, mine kursiveringer). 3.3.En ideologisk forklaring En mulig forklaring på denne tilsyneladende irrationalitet er, at offentlig administration af arbejdsløshedsforsikring ville komme flere arbejdere til gode, fordi den ikke kun var begrænset til fagforeningsmedlemmer. Derfor var en offentlig administreret ordning, den ordning som bedst sikrede arbejdernes umiddelbare interesser og i tråd med den socialistiske ideologi om social forsikring som en borgerrettighed. Den liberale ideologi har til gengæld dybe rødder i individuel ansvarlighed og selvhjælp organisering samt en antipati mod offentlig administration. Derfor kunne forklaringen på at nogle partier tilsyneladende har handlet imod de- 2 Albers operationalisering af hvilket regeringsparti, der står som regeringsparti, er absolut ikke uproblematisk, og det er da også denne operationalisering, der danner baggrund for min kritik af Albers og især Rothsteins konklusioner. For det første, så klass i- ficeres koalitions regeringer hovedsageligt udfra hvilket parti, som premierministeren kommer fra, det bortdefineres derfor fuldstændigt, at der er tale om en koalition af forskellige partier. Der tages ligeledes heller ikke højde for, om der er tale om en minoritetsregering eller ej. Dette betyder, for det første, at denne klassifikation naturligvis ikke kan tage højde for det koalitions- og forhandlingsspil, som jeg anser som essentielt for alle koalitionsregeringer og minoritetsregeringer. For det andet, så kan denne klassifikation ikke tage højde for vigtige nationale variationer i partiernes politiske karakter, hvilket Alber dog også er helt klar over: It is obvious that the crude classification cannot capture important national variations in the political character of parties that are equally labelled. (Alber, s. 179, note 30). Dette betyder, at partier som er klassificeret i en kategori i dette skema, kan have andre interesser, som måske endda er mere væsentlige end de administrative interesser, således som det var tilfældet for partiet Venstre ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikring i Danmark i 1907. 8
res rationelle institutionelle interesse være, at ideologiske mål har været vigtigere end rati o- nelle beregninger. Denne forklaring har sandsynligvis en vis sandhedsværdi, men der er dog også væsentlige r- a gumenter for, at man ikke skal afskrive den rationelle institutionelle forklaring så hurtigt, som Rothstein gør. Det væsentligste argument mod den ideologiske forklaring er således, at institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen er af en så gennemgribende og afgørende betydning for de væsentlige mobiliseringsmuligheder, der ligger i at have kontrollen over administrationen af denne ordning. Når en lov er af en sådan strategisk vigtighed for alle partier, så synes det derfor rimeligt, at de ikke vil lade ideologiske policy betingede mål gå frem for de mere rationelle institutionelt orienterede mål. 3.4.En todimensional koalitionsteoretisk rationel forklaring I dette afsnit vil jeg opstille forudsætningerne for en mere realistisk rationel forklaring af institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen (se også note 2), idet jeg mener, at Rothsteins afvisning af et rational choice approach som forklaring, er forhastet. For det første er det nødvendigt at bestemme partiernes rationelle præferencer mere præcist end blot ved at klassificerer dem som enten arbejder eller liberale/konservative partier. For det andet indeholder institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen to centrale dimensioner. Dels den af Rothstein hævdede administrative dimension, men dels også en finansieringsmæssig dimension. Det er nødvendigt at inddrage den finansieringsmæssige dimens i- on eksplicit i analysen, fordi denne dimension ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i høj grad også blev politiseret og derfor indgik med væsentlig vægt i forhan d- lingsspillet (Nørgaard 1997, s. 180-184; Haagensen 1976, s. 123-125 og Rothstein 1992, s. 47-48). Finansieringsmæssigt ville en arbejdsløshedsforsikring have en markant omfordelende effekt mellem by og land, fordi arbejderne i byerne var langt mere organiserede end arbejderne på landet, hvorved langt flere arbejdere i byerne end på landet ville arbejdsløshedsforsikre sig og derved få gavn af de offentlige tilskud. Arbejdsløshedsforsikringen blev derfor af de rurale interesser anset for endnu et socialt tiltag, som ville komme byerne til gode på bekostning af landet, the peasants felt exploited in their dealings with city folk and wanted to shift the tax burdens to the expanding urban economies (Lipset og Rokkan, s. 20). Det forventes derfor, at på den finansieringsmæssige dimension vil partier med væsentlige rurale 9
interesser gå ind for en forholdsvist lav offentlig støtte, mens partier med hovedsageligt bymæssige interesser forventes at gå ind for en høj grad af offentlig støtte. Årsagen til, at begge disse to dimensioner bliver politiseret i den grad ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen, er, at de hver afspejler en af de vigtigste konfliktlinjer (jævnfør Rokkans trekant (Lipset og Rokkan 1967)) i skandinavisk politik på dette tidspunkt: Den administrative dimension afspejler en arbejder-arbejdsgiver dimension, mens den finansieringsmæssige dimension afspejler en land-by dimension. For det tredje er det nødvendigt at betragte det forhandlings- og koalitionsspil, som ligger til grund for institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen. Kun to af ovenstående partier, som er klassificeret som regeringspartier, det er Storbritannien i 1911 og Italien i 1919, har reelt majoriteten til at kunne gennemføre præcis den politik, som de ønsker, og som det ses, følger begge disse partier deres rationelle administrative interesser. Mest tydeligt gælder dette for Storbritannien, hvor den liberale regering, som det første land i verdenen, gennemførte en helt offentligt administreret arbejdsløshedsforsikring på trods af meget kraftig modstand fra fagforeningerne. (Harris, s. 317). 4.De politiske partiers policy præferencer I dette afsnit placeres partiernes policy præferencer på de to dimensioner: Den administrative og den finansielle. Der pointeres, at enkelte partier ikke har handlet direkte i overensstemmelse med deres rationelle institutionelle interesse. Disse tilfælde vender jeg tilbage til i afsnit 6, hvor jeg vil argumentere for at disse partier handlede strategisk, hvilket er med til at give en del af forklaringen på nogle af partiernes tilsyneladende irrationalitet. Partierne placeres på de to dimensioner udfra en kvalitativ analyse, og det er derfor indlysende, at det ikke er muligt at placere partierne præcist på interval niveau, hvilket analysen egentligt kræver. Men idet analysen er robust overfor mindre fejlplaceringer er dette dog forholdsvis problemløst (se også afsnit 5). Umiddelbart synes det at den administrative dimension bør anses som en dikotomi bestående af de to modpoler: fagforenings- eller offentligt administreret, men idet en fagforeningsadministreret ordning kan være mere eller mindre offentligt kontrolleret ved hjælp af mere eller mindre præcise generelle love og retningslinjer for arbejdsløshedsforsikringens virkemåde, så er det muligt at betragte graden af fagforenings kontrol som en kontinuert variabel. 10
Mere problematisk er derimod, at jeg udelukkende fokuserer på koalitionsspillet i andet kammeret i de respektive lande. I alle tre lande i analysen spillede første kammeret således en vigtig rolle, og ved at undlade at behandle dette spil, går der derfor væsentlige aspekter i forståelsen af den faktiske koalitionsdannelse tabt. Ved at undlade dette aspekt er det dog muligt at give en mere klar og enkel fremstilling. 4.1.Danmark 3 Danmark var i 1907 blandt de første lande, der indførte en landsdækkende offentlig støttet r- a bejdsløshedsforsikring. Det var især Socialdemokratiet, men også noget overraskende Højre, som havde presset på for at få en arbejdsløshedsforsikring. Men det var partiet Venstre, som var det egentlige parti bag gennemførelsen af en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring med en på den tid forholdsvis høj grad af offentlig støtte. Socialdemokratiet Socialdemokratiet gik ind for en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring. Argumentet udadtil var, at kontrollen med de arbejdsløse var bedre i en fagforeningskontrolleret arbejdsløshedsforsikring, både fordi fagforeningerne ville have direkte økonomiske interesser i at minimere skulkning, og fordi fagforeningerne kendte medlemmerne personligt. Men denne position var dog også i overensstemmelse med fagforeningernes og dermed Socialdemokratiets rationelle administrative interesser. Med hensyn til den finansielle dimension ønskede Socialdemokratiet en så høj grad af subsidier til fagforeningerne som muligt, hvilket ville være i deres vælgeres direkte økonomiske interesse. Venstre Venstre gik på den ene side ind for en fagforeningsadministreret forsikring ud fra det liberalistiske credo om selvhjælp og en god del antipati imod offentlige bureaukratier, men på den anden side havde Venstre væsentlige forbehold overfor, at fagforeningerne skulle administrere ordningen. Resultatet blev, at Venstre sammen med Højre indførte det ultimatum, at hvis det skulle være en fagforeningsadministreret ordning, så skulle midlerne til arbejdsløshedsforsikringen administreres uafhængigt af fagforeningerne, mens fagforeningerne således kun skulle have ansvaret for ordningens praktiske management. Derved kunne fagforeningerne 3 Analysen af de danske partiers policy præferencer bygger på: Asbjørn Sonne Nørgaard, The Politics of Institutional Control: Corporatism in Danish ccupational Safety and Health Regulation & Unemployment Insurance, 1870-1995, Ph.D.-pgave, Århus Universitet, 1997, s. 95-140 og s. 164-203. 11
aldrig blive i stand til at bruge arbejdsløshedsmidler som strejkeressource, og samtidig kunne fagforeningsmedlemskab gøres uafhængigt af tilmelding til arbejdsløshedsforsikring. Ikke desto mindre så forekommer det naivt at tro, at dette administrative skel mellem management og midler fuldstændig ville fratage fagforeningerne fordelene ved at administrere ordningen. Umiddelbart synes det således, imod vores forventning, at ideologiske begrundelser har haft større betydning end rationelle institutionelle overvejelser. Men i 1907 var Venstres vigtigste interesse at sikre selvejerbønderne, som var Venstres direkte valggrundlag. Selvejerbønderne ønskede en fagforeningsadministreret ordning, fordi at fattige dagsarbejdere og høstkarle på landet, som iøvrig ofte blev betalt delvist i naturalier, sandsynligvis ikke ville lade sig forsikre i en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring. Derfor ville en fagforeningsadministreret ordning betyde, at den rurale økonomi ville blive afskærmet fra det stigende lønpres, som en offentlig arbejdsløshedsforsikringen måtte skabe. Der er dog ingen direkte beviser for denne påstand, men Nørgaard argumenter indirekte for at denne fortolkning er korrekt: a counter-factual argument suggests that the interpretation is probable: Why accept union dominance of the unemployment schemes if there is nothing to be gained politically or economically? The answer is, of course, that there was something to be gained, namely the de facto exclusion of most rural workers from the insurance program. (Nørgaard 1997, s. 172). Med hensyn til den finansieringsmæssige dimension gik Venstre noget overraskende og tilsyneladende imod deres rationelle finansieringsmæssige interesser ind for en forholdsvis høj grad af offentlige subsidier til en arbejdsløshedsforsikring, som i langt overvejende grad kun ville komme arbejderne i byerne til gode. Højre Højre havde som udgangspunkt en meget negativ indstilling overfor en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring, idet Højres interesser traditionelt lå hos arbejdsgiverne i byerne og de anså arbejdsløshedsforsikringsfondene for et skjult tilskud til fagforeningernes strejkeaktiviteter. Finansieringsmæssigt havde Højre af ideologiske grunde og i overensstemmelse med arbejdsgivernes interesser traditionelt gået ind for en stram økonomisk politik og imod dyre social tiltag. Men idet at Højres valggrundlag i stadig stigende grad var baseret på arbejderstemmer 4, så var Højres finansieringsmæssige interesser i forbindelse med arbejdsløshedsforsikring i hvert fald til en hvis grad sammenfaldende med Socialdemokratiets. 4 Nørgaard estimerer således at sandsynligvis langt over 50% af Højres stemmer i visse distrikter udgjordes af arbejdere allerede i slutningen af 1890 erne. (Nørgaard 1997, s. 121). 12
Radikale De Radikale, var brudt ud af Venstre i 1905, fordi de mente, at Venstre førte en for moderat linie. De Radikale vælgere tilhørte dels mellemklassen i byerne og dels den rurale underklasse, og gik derfor ind for vidtgående sociale reformer og dermed en høj grad offentlige subsidier til arbejdsløshedsforsikringen. Med hensyn til den organisatoriske dimension ville man formode, at de Radikale ville gå ind for en offentlig organiseret ordning, men af større vigtighed for de Radikale var på dette tidspunkt det valgforbund, de havde indgået med Socialdemokratiet. Derfor var de Radikales mest rationelle policy præference ikke at afvige for meget fra de Socialdemokratiske præferencer. Moderate Venstre Det Moderate Venstres var i arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål tæt på Venstre, men hældede dog lidt mere mod Højres holdninger (Nørgaard 1997, s. 124, note 4) 4.2.Sverige 5 I sammenligning med andre europæiske lande fik Sverige først gennemført en arbejdsløshed s- forsikring relativt sent, nemlig i 1934. Der var to væsentlige grunde hertil. For det første havde Sverige udviklet et unikt arbejdsløshedsprogram, som i hovedsagen bestod i, at arbejdsløse blev sendt i arbejdslejre. For det andet og i forlængelse heraf, var det ikke politisk muligt at få indført en arbejdsløshedsforsikring, fordi Højre havde flertallet i Sveriges første kammer og var indædt modstander af en arbejdsløshedsforsikring. Den ordning der blev gennemført var hovedsageligt et kompromis mellem Socialdemokratiet og de Liberale. Kompromisset bestod i at det blev en fagforeningsadministreret ordning i overenstemmelse med Socialdemokratiets interesser, men under streng offentlig kontrol og med et på dette tidspunkt forholdsvis lavt støtte niveau i overenstemmelse med de Liberales interesser. Socialdemokratiet Lige fra begyndelsen af var Socialdemokratiets mål at gennemføre en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring, men i slutningen af 1920 erne betød en høj arbejdsløshed samt utilfredshed med arbejdslejrene, at Socialdemokratiet var presset til at forsøge at indgå en aftale om en arbejdsløshedsforsikring med den daværende liberale regering, ligegyldigt om 5 Analysen af de svenske partiers policy præferencer bygger på: Rothstein, Bo, Labor-market institutions and working-class strength i Kathleen Thelen, Sven Steinmo og Frank Longstreth (red.), Structuring politics: Historical institutionalism in comparative analysis, Cambridge: Cambridge University Press, 1992. 13
den så var fagforeningsadministreret eller ej 6. Men da den liberale regering ikke formåede at gennemføre en arbejdsløshedsforsikring i disse år, så kunne Socialdemokratiet, da de selv fik regeringsmagten efter en valgsejr i 1932, igen forsøge at få gennemført en arbejdsløshedsfo r- sikring i overensstemmelse med deres rationelle administrative interesser om en fagforeningsadministreret ordning. Finansieringsmæssigt ønskede Socialdemokratiet naturligvis så høj en grad af statslige subsidier som muligt. Det Liberale Parti De liberale var splittet i spørgsmålet om organiseringen af arbejdsløshedsforsikring. På den ene side tøvede de med at indføre en offentligt administreret obligatorisk ordning, fordi de mente, at de økonomiske omkostninger ville være for høje, samt at en sådan ordning ville e- b tyde endnu et offentligt bureaukrati. På den anden side havde en frivillig fagforeningsadministreret ordning ingen af disse problemer, men de liberale var dog også klar over, at dette ville være en institutionel fordel for fagforeningerne. Dette var også de vigtigste årsager til, at de liberale ikke fik gennemført en arbejdsløshedsforsikring i perioden 1930 til 1932, hvor de sad i regering, og hvor Socialdemokratiet havde været presset til at forsøge at indgå en aftale om en arbejdsløshedsforsikring næsten ligegyldigt hvordan denne aftale ville blive udformet. Finansieringsmæssigt ønskede de liberale en forholdsvis billig løsning. Højre Højre var stærkt imod indførelsen af en arbejdsløshedsforsikring, offentligt såvel som fagfo r- eningsadministreret, fordi Højre ønskede for alt i verdenen at bibeholde de omtalte arbejdslejrene. Dette var for det første på grund af arbejdslejrenes løn-deflationære tendens, og for det andet på grund af at Højre havde fået indført at alle arbejdere, som tilhørte erhverv, hvor fagforeningerne var involveret i strejker og lignende, blev udelukket fra enhver offentlig hjælp. Derved var den gængse arbejdsmarkedspolitikken et væsentlig våben for Højre til at svække arbejderbevægelsen. Bondeforbundet Bondeforbundet var dels af samme årsager som Højre og dels på grund af væsentlige rurale interesser også imod enhver arbejdsløshedsforsikrings ordning. 6 Der er her en klar parallel til det norske Arbejderpartis situation i 1938 - se afsnit 6.2.3. 14
Kommunisterne Kommunisterne gik ind for en offentlig administreret arbejdsløshedsforsikring, fordi de anså denne løsning for den, der ville komme flest arbejdere til gode. Dette er dog imod deres rationelle administrative institutionelle interesse, hvilket altså tilsyneladende kan virke som en irrationel adfærd. Finansieringsmæssigt gik kommunisterne ind for en så høj grad af offentlige subsidier som muligt. 4.3.Norge 7 I 1926, 1929 og 1931 fremsatte partiet Venstre forslag om en offentlig administreret arbejdsløshedsforsikring i Norge, men idet Arbejderpartiet blandt andet stemte imod, blev disse forslag ikke gennemført. I 1937 fremsatte Arbejderpartiet derimod meget overraskende et forslag om en offentlig administreret ordning, som på mange måder var lig det forslag som Venstre havde stillet flere gange, og som Arbejderpartiet ikke havde ønsket at være med til at gennemføre. Dette forslag blev endelig gennemført ved et kompromis mellem Venstre og Arbejderpartiet, hvorved Norge fik en offentlig administreret arbejdsløshedsforsikring med et forholdsvis høj grad af offentlig støtte. Arbejderpartiet Arbejderpartiet i Norge havde som det fremgår af ovenstående og i tråd med deres rationelle policy præferencer gået ind for en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring, og derfor gået imod Venstres lovforslag i 1926, 1929 og 1931. Men i 1937 vendte Arbejderpartiet rundt på en tallerken og fremsatte et forslag om en offentligt administreret arbejdsløshedsforsikring i lighed med Venstres tidligere forslag. Finansieringsmæssigt gik Arbejderpartiet naturligvis ind for en så høj grad af statslige subsidier som muligt for at knytte deres kernevælgere, industriarbejderne, tættere til sig. Venstre Venstre gik, som det fremgår af de lovforslag, de lagde frem i 1926, 1929 og 1931 ind for en offentligt administreret arbejdsløshedsforsikring i overensstemmelse med deres rationelle interesser, men at de også gik ind for en relativt høj grad af statslig støtte er derimod bemærkelsesværdigt. Dette skal dog ses i relation til valget i 1936, hvor Arbeiderpartiet havde vun- 7 Analysen af de norske partiers policy præferencer bygger på: Haagesen, Eva, Frivillige Arbeidsløshetskasser eller bligatorisk Statlig Arbeidsløshetstrygd? Loven om Arbeidsløshetstrygd av 1938 - Bakgrunn, Forudsetninger og Debatt, slo Universitet: Hovedopgave i Historie, 1976 og Pettersen, Per Arnt, Linjer i Norsk Sosialpolitikk, slo: Universitetsforlaget, 1982. 15
det en stor sejr især på baggrund af industriarbejdernes stemmer. For at vinde nogle af disse stemmer tilbage måtte den sparepolitiske tankegang derfor neddæmpes. Højre Højre var indtil 1938 principielt gået imod indførelsen af en offentlig arbejdsløshedsforsi k- ring, fordi de anså det for økonomisk uansvarligt. Men i 1938 var Højre ligesom Venstre trængt af Arbejderpartiets valgsejr i 1936 og kunne derfor vanskeligt tage en åben konflikt om en socialpolitisk reform, og kunne i hvert fald ikke fastholde den sparepolitiske linie fra 1920 erne. Derfor gik Højre principielt ind for offentlig administreret ordning med en endda forholdsvis høj offentlig finansieringsandel. Bondepartiet Bondepartiet gik i overenstemmelse med deres rurale interesser imod enhver arbejdsløshedsforsikring, fordi de anså en arbejdsløshedsforsikring som et nyt socialt tiltag, som ville betyde overførsel af midler fra land til by. 5.En spatialmodel 5.1.Modellen 5.1.1.Modellens antagelser Først er det nødvendigt at introducere det spilteoretiske begreb en kerne. Kernen er det sæt af udominerede outcomes i forhandlinger mellem flere parter, som når de først er valgt, ikke kan blive nedstemt. En kerne, hvis en sådan eksisterer, er simpelthen majoritets vinderen i et givet spil, det vil sige det alternativ, som kan få en majoritet i parvis styrkeprøve mod hvert andet alternativ 8. Hvis et spil har en kerne, så vil vi forvente at outcomes vil befinde sig i denne kerne og dermed være forudsigelige. Først og fremmest antages det, at hver aktør har et alternativ, som er hans idealpunkt, og at aktøren kan rangere alternativer, efter hvor tæt de er på dette idealpunkt 9. I første omgang (afsnit 5) antages det også, at aktørerne altid stemmer for det alternativ, som de foretrækker (si n- 8 Det antages, at stemmelighed ikke er muligt, hvilket dog heller ikke er problematisk, idet faktisk talt alle parlamenter har procedurer for hvorledes tilfælde af stemmelighed skal afgøres. 9 Disse antagelser kan også udtrykkes som euklidiske præferencer eller cirkulære indifferens kurver. 16
cere voting). Endvidere forudsættes det for at lette fremstillingen, at de to dimensioner i den todimensionale model er uafhængige. 5.1.2.Condorcets paradoks Når en gruppe skal tage en beslutning, opstår der nogle gange et væsentligt problem, som også er kendt som Condorcets paradoks. Det består i, at selv om hvert individ i gruppen har præferencer, som er konsistente (komplette og transitive), så er det ikke nødvendigvis også sandt for gruppens præferencer. Hvis individerne i gruppen har en bestemt type præferencer, så vil majoritetsreglen producere alternativer, som siges at cykle. Det vil sige, at der ikke er et alternativ, som kan få en majoritet i parvis styrkeprøve mod hvert andet alternativ, eller sagt på en anden måde, at der ikke eksistere en kerne. Dette er problematisk ud fra en spilteoretisk betragtning, fordi vi ikke er i stand til at forudsige hvilket valg, gruppen vil tage, fordi alle alternative valg er mulige. (Shepsle og Bonchek 1997, s. 49-56). 5.1.3.Den endimensionale model Black Duncan var den første som opstillede en model, her kaldet den endimensionale model, hvorved det blev muligt at undgå disse cykler og samtidig garantere eksistensen af en kerne. Teorem 5.1. Black Duncan: Hvis alle aktørernes ideal punkter ligger på en lige line, så vil der være en majoritets vinder, og majoritetsvinderen er det punkt, som svarer til ideal punktet for medianvælgeren 10. (frit oversat fra Shepsle og Bonchek 1997, s. 84). Kort sagt så siger Duncans teorem altså, at ved at begrænse de mulige præferencer således at gruppens medlemmer kan siges at have enkelttoppede præferencer, så vil gruppen altid have en Condorcet vinder og dermed en kerne, som vil være lig medianvælgerens idealpunkt. Hypotesen om valg af arbejdsløshedsforsikring ud fra den endimensionale koalitionsmodel vil derfor være, at det ikke nødvendigvis er regeringspartiet, som bestemmer hvilken arbejdsløshedsforsikringsskema, der skal vælges, men derimod det parti der har medianstemmen i parlamentet. 5.1.4.Den todimensionale model Selvom man kunne fange nogle aspekter af koalitionsspillet ved ovenstående endimensionale model, så synes det plausibelt at en højere dimensionalitet med hensyn til partiernes positio- 10 Bevis af Duncans teorem se Feld og Grofmans artikel Necessary and Sufficient Conditions for a Majority Winner in n- Dimensional Spatial Voting Games, s. 713-714. 17
ner vil føre til en mere realistisk analyse. Jeg har således også argumenteret for at ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen må i hvert fald de to fundamentale dimensioner, den administrative og den finansieringsmæssige tages i betragtning. Selvfølgelig indeholder institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen flere dimensioner end disse to, men selv om det er muligt matematisk at analysere i flere dimensioner end to 11, så er det ikke sandsynligt at det repræsentere aktørernes syn på spillet, idet de ikke ville være i stand til at visu a- lisere de n-dimensioner (Dowding 1995, s. 56). Måske er det årsagen til, at to dimensioner synes at give det bedste billede af situationen. Endvidere så har en omfattende 54- dimensionel empirisk analyse af parti manifest programmer i 19 lande (Budge, Robertson og Hearl, s. 458) ved hjælp af faktor analyse vist sig at kunne reduceres til to grundlæggende dimensioner (Schofield 1993, s. 3). Af disse årsager har jeg valgt at gennemføre en todimensional spatial analyse af institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikring. Ved udvidelsen fra den endimensionale model eksemplificeret med Duncans teorem og til den todimensionale spatialmodel, opstår der et nyt fundamentalt teoretisk problem, som er eksemplificeret ved figur 5.1. Øverst i denne figur ses en endimensional repræsentation af 3 parter, hvor B kontrollerer medianen, og dermed kan man sige, at B er i kernen af spillet. Derefter opstår der en ny dimension afbildet nederst i figur 5.1, hvor A, B og C s positioner på den første dimension er uændrede, men hvor A kontrollerer medianen på den anden dime n- sion. Der er nu ingen ligevægt, hvilket kan illustreres ved et tankeeksperiment, hvor man f.eks. lader B, som jo i den endimensionale model kunne bestemme, foreslå sit eget foretrukne punkt, markeret med notationen q 1. Forskellen fra den endimensionale situation er nu, at A og C ikke blot har den aritmetiske mulighed, som jo altid har været der, men nu også det policy baserede incitament til at slå B s foretrukne punkt q 1. Det ses ved at A og C let kan finde en policy pakke f.eks. q 2, som er tættere på deres foretrukne positioner end q 1. Men dette er ikke enden på historien, fordi herefter kan A og B let finde et punkt f.eks. q 3, som de begge to foretrækker fremfor q 2, men derefter kan B og C finde et punkt f.eks. q 4, som de begge foretrækker fremfor q 3. Der er A A B C q 1 B q 3 q 4 q 2 Figur 5.1. McKelveys kaosteorem C 11 Mere end 2 dimensioner betyder dog at McKelveys kaosteorem (se næste afsnit) umuliggør unikke forudsigelser undtagen under ganske særlige omstændigheder. 18
dermed opstået en uendelige serier af cykler, som også er kendetegnet ved at der ikke er nogen kerne i spillet. Dette fænomen er også kendt under navnet McKelveys kaos teorem. Faktisk har spilteoretisk forskning vist at majoritetsvalg i mere end en dimension kun genererer en kerne under meget specielle symmetriske omstændigheder. (Shepsle og Bonchek 1997, s. 101-103). McKelveys kaosteorem opstår altså i langt de fleste tilfælde, hvor der er tale om simple maj o- ritetsvalg, og hvor hver aktør kun har en stemme. Men hvis man i analysen af politiske beslutninger i parlamenter forudsætter en stærk partidisciplin, så vil spillet tage form af et vejet spil, hvor de enkelte partier har den vægt der er proportional med antallet af deres mandater. Hvis der er tale om et sådant vejet spil, så behøver kaotiske valg cykler ikke nødvendigvis at opstå. Dette kan vises ved hjælp af begrebet median linier: Definition: En median line er en linie hvorom der gælder, at mindst halvdelen af aktørernes idealpunkter ligger enten på den eller til højre for den og at mindst halvdelen af aktørernes idealpunkter ligger enten på den eller til venstre for den. Davis, DeGroot og Hinich har med udgangspunkt i median-linie-begrebet bevist, at en både nødvendig og tilstrækkelig forudsætning for, at der findes en kerne i to dimensioner, er givet ved følgende teorem: Teorem 5.2. Davis, DeGroot og Hinich: Der eksisterer en majoritetsvinder hvis og kun hvis, der eksisterer en aktørs idealpunkt, hvorom der gælder, at hver linie, som går gennem dette idealpunkt, er en median linie. Hvis dette er tilfældet, så vil denne aktørs idealpunkt være en majoritetsvinder. 12 Davis, DeGroot og Hinichs teorem siger altså, at der kan findes en kerne i et todimensionalt rum, og hvis den findes, så ligger den i det punkt, hvor alle median linierne krydser hinanden. 5.2.En spatial analyse af institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen Dette afsnit ser på koalitionsspillet ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i Danmark, Sverige og Norge. Jeg vil her illustrere den empiriske relevans af den udledte mo- 12 Bevis af Davis, DeGroot og Hinichs teorem se Feld og Grofmans artikel Necessary and Sufficient Conditions for a Majority Winner in n-dimensional Spatial Voting Games, s.714-720. 19
del samt forsøge at forklare hvorfor nogle lande valgte én institutionel udformning af arbejdsløshedsforsikring på dimensionerne administration og finansiering, mens andre lande valgte en anden. 5.2.1.Danmark Udfra den kvalitative analyse af de danske partiers policy præferencer i afsnit 4.1, har jeg placeret partierne i den spatiale model i figur 5.2, hvor førsteaksen repræsenterer den administrative dimensionen ved at angive graden af fagforeningskontrol, mens andenaksen repræsentere finansieringsdimensionen ved at angive størrelsen af den offentlige støtte. Endvidere er partiernes mandatantal ud fra tabel 5.3 givet i figur 5.2 og medianlinjerne er indtegnet 13. Tabel 5.3. Partiernes styrkeforhold i Folketinget i Danmark efter valget i 1906 Parti Forkortelse Antal mandater Socialdemokratiet S 24 Venstre V 56 Højre H 14 Radikale R 11 Moderate Venstre MV 9 Totalt 114 (The International Almanac of Electoral History, s. 90) Det ses af figur 5.2, at Venstre på grund af sin placering er i stand til at diktere policy, fordi alle medianlinierne går igennem Venstres position, hvorved Venstre er placeret i kernen i spillet. Derfor bliver den endelige udformning af arbejdsløshedsforsikringen, som Venstre i hvert fald udadtil havde ønsket sig den, nemlig en ordning administreret af fagforeningerne, men hvor midlerne var skilt ud for sig og finansieringsmæssigt organiseret således at staten skulle finansiere cirka halvdelen af de samlede udgifter. Eftersom Venstre kan gennemføre den ordning, som de mere eller mindre selv vil, så er der heller ikke rigtig noget incitament for de andre partier til at stemme imod loven. Derfor blev institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikring i Danmark vedtaget enstemmigt. Forklaringen på, at der på trods af et borgerligt flertal bestående af Venstre og Højre gennemføres en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring med et i hvert fald på den tid forholdsvis høj grad af offentlig støtte fremgår således tydeligt af figuren, idet Venstre og Højre 13 Der er selvfølgelig mange flere medianlinjer end der er indtegnet i figuren, men det er kun de indtegnede grænse medianlinjer, der er relevante for analysen. 20
ikke havde de samme standpunkter på nogle af dimensionerne. I 1906/1907 kunne man i det hele taget ikke betragte Venstre og Højre som en sammenhængende borgerlig blok mod arbejderbevægelsen, fordi på trods af antagelsen om en sådan sammenhængende borgerlig blok may be fairly valid 8-12 years later, to presume it is sound also in 1906 is to read context backwards into history (Nørgaard 1997, s. 177). 100% 100% off. støtte H 14 MV 9 V 56 R 11 S 24 off. støtte H 14 MV 22 V 36 R 28 S 24 0% 0% - fagf. graden af fagforeningskontrol + fagf. - fagf. graden af fagforeningskontrol + fagf. Figur 5.2. En strukturel stabil kerne i Venstres policy position ved institutionalisering af arbejdsløshedsforsikringen i Danmark i 1907. Figur 5.3. En strukturel ustabil kerne i Venstres policy position for en hypotetisk mandatfordeling ved institutionalisering af arbejdsløshedsforsikringen i Danmark i 1907. I figur 5.2 er Venstre placeret i en strukturel stabil kerne, hvilket vil sige at analysen kan modstå mindre fejltolkninger af partiernes opfattelse af hinandens policy placering eller mindre fejltolkninger i denne analyse af partiernes policy præferencer. At løsningen er stabil ses ved, at man kan flytte partiernes policy positioner lidt, uden at resultatet bliver markant anderledes. Det er vigtigt at en analyse er stabil, fordi både denne analyse af partiernes policy placeringer og partiernes opfattelser af hinandens policy positioner altid vil være behæftet med en vis usikkerhed. Det er imidlertid ikke altid tilfældet, at en kerne er stabil, hvilket figur 5.3 illustrerer for en hypotetisk mandatfordeling ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikring i Danmark i 1907. Hvis Venstre for denne mandatfordeling ikke ligger præcis på medianlinjen mellem de Radikale og det Moderate Venstre, vil Venstre ikke ligge i kernen, idet der for denne 21
mandatfordeling består vindende koalitioner af på den ene side de Radikale, det Moderate Venstre og Højre og på den anden side de Radikale, det Moderate Venstre og Socialdemokratiet, derfor vil selv mindre fejlfortolkninger (eller strategiske overvejelser - se afsnit 6) af enten de Radikales, det Moderate Venstres eller Venstres policy position betyde at kernen forsvinder. Der er derfor i figur 5.3 tale om en ustabil kerne. 5.2.2.Sverige Det er dog langt fra sikkert, at der overhovedet eksisterer et punkt, hvor alle medianlinjerne krydses. Ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i Sverige i 1934 var dette således ikke tilfældet. Tabel 5.4. Partiernes styrkeforhold i Andra Kammaren i Sverige efter valget i 1932. Parti Forkortelse Antal mandater Socialdemokratiet S 104 Det Liberale parti L 24 Højre H 58 Bondeforbundet B 36 Kommunisterne K 8 Totalt 230 (The International Almanac of Electoral History, s. 344) Note: De liberale partier var delt i to, men de lå meget tæt på hinanden politisk i hvert med hensyn til arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, hvorfor jeg har valgt at betragte dem som et parti. Ligeledes var kommunisterne delt i 2 selvstændige fraktioner, men dem har jeg også valgt at behandle under et. 22
Selvom der ikke eksisterer en kerne i et specifikt vejet spil, så er det dog heller ikke ensbetydende med, at fuldstændigt kaotiske cykler opstår. Jeg vil her tage udgangspunkt i Norman Schofields begreb hjertet. Hvis medianlinierne krydser hinanden i et punkt således som det er tilfældet ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikring i Danmark, så kalder Schofield det for et hjerte med en kerne, hvor hjertet er netop det punkt, hvor medianlinjerne krydses. Hvis medianlinjerne ikke krydses i et punkt, således som det er tilfældet ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikring i Sverige og Norge, så kalder Schofield det for et hjerte med en tom kerne, og her defineres hjertet som det område, der omkranses af medianlinjerne. Der vil således altid eksisterer et hjerte i et givet policy rum. (Schofield 1993, s. 10). For et hjerte med en tom kerne gælder der, at der opstår cykler inde i hjertet. Dette indses ved at tage et tilfældigt punkt, z, inde i hjertet. Så vil der altid være tre punkter {w, x, y} tæt op af z, hvorom der gælder at hver af disse punkter er foretrukket fremfor z af en af de tre vindende omkransende koalitioner. m ethvert punkt, z, i hjertet vil der således altid eksistere en cykle {w, x, y}. (Schofield 1993, s. 10). Men vælges derimod et punkt udenfor hjertet, så vil der altid eksistere et punkt tættere på hjertet eller inde i hjertet, som er foretrukket fremfor dette punkt, og derfor vil partier, som befinder sig i hjertet være mere magtfulde end de partier, som befinder sig udenfor hjertet. 100% off. støtte 0% B+H 94 K 8 - fagf. L 24 For at indse dette, antag da, at Kommunistpartiet, K, foreslår et policy punkt x, med koalitionspartnerne Bondepartiet, B, Højre, H, og de Liberale, L, hvor x befinder sig et sted i kompromis sættet mellem disse fire partier (det vil sige indenfor trekanten B+H,L,K). Ud fra definitionen af hjertet, foretrækker koalitionspartnerne (B+H og L) alle et policy punkt, y, indenfor hjertet og støttet af en vindende koalition, derfor kan policy punktet x ikke oprethol- hjer- graden af fagforeningskontrol S 104 + fagf. Figur 5.4. Institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i Sverige i 1934 et hjerte med en tom kerne. 23
des 14. I forlængelse heraf må man forvente, at de eneste policy løsninger, som vil kunne opretholdes er beliggende på en af de omkransende linjer i hjertet. (Schofield 1993, s. 11). Hvis der i en given policy situation er tale om et hjerte med en tom kerne, er det således ikke muligt at forudsige præcis hvilken policy, der vil blive gennemført, men det vil trods alt være muligt at forudsige et begrænset antal mulige policies svarende til, hvor mange sider der er i hjertet. Ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i Sverige vil der således jævnfør figur 5.4 kunne forudsiges, at det endelige valgte policy punkt vil ligge midt på en af de tre linjer i trekanten {S, L, B+H}, hvis man endvidere antager, at sandsynligheden for at en given policyløsning vil blive valgt, afhænger af afstanden mellem partierne i hjertet (se også afsnit 6), så vil man forvente at det mest sandsynlige enten var en koalition bestående af de Liberale, Bondeforbundet og Højre eller de Liberale og Socialdemokratiet, mens en koalition uden de Liberale ville være mindre sandsynlig. Denne teoretiske forudsigelse giver faktisk et meget præcist billede af den parlamentariske situation i Sverige ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikring. For det første var nøglepartiet i forhandlingerne de Liberale, for det andet, så var de Liberale splittet internt således, at nogle af medlemmerne hældede i retning af en fagforenings administreret arbejdsløshedsforsikring, mens andre af medlemmerne hældede i retning af en offentligt administreret ordning. Dette skel blev udslagsgivende for vedtagelsen af lovforslaget, idet en fraktion af de Liberale indgik en aftale med Socialdemokratiet, repræsenteret ved stjernen i figur 5.4. Det blev således et kompromis mellem Socialdemokratiets interesser og de Liberales interesser, idet der blev tale om en fagforeningsadministreret ordning, men med væsentlige begrænsninger i fagforeningernes kontrol og i størrelsen af det offentlige tilskud. For det første skulle fagforeningernes arbejdsløshedsforsikringsfonde overvåges af en politisk udpeget bestyrelse. For det andet kunne arbejdere udenfor fagforeningerne også blive medlem af arbejdsløshedsforsikring. Endelig for det tredje, så blev de statslige subsidier kun 50%, hvilket i 1934 var et relativt lavt niveau. Socialdemokratiet fik altså i store træk gennemført den n- i stitutionelle struktur de ønskede mod til gengæld at acceptere en arbejdsløshedsforsikring, 14 Dette eksempel er dog lidt specielt, idet de Liberale, Bondeforbundet og Højre selv udgør en (minimalt) vindende koalition og derved egentligt slet ikke behøver at medtage Kommunistpartiet i forhandlingerne, men argumentet gælder dog generelt, hvilket kan ses ved hypotetisk at antage at kommunisterne havde 11 mandater og de liberale så havde 21 mandater. I dette tilfælde ville de Liberale, Bondeforbundet og Højre ikke udgøre en vindende koalition selv, men til gengæld ville de udgøre en vindende koal i- tion sammen med Socialdemokratiet. 24
som var en næsten total fiasko til at hjælpe de arbejdsløse masser i 1930 erne (Rothstein 1992, s. 50). 5.2.3.Norge Tabel 5.5 viser partiernes antal af mandater i Stortinget. Partierne er derefter placeret i Figur 5.5 ud fra analysen i afsnit 4.3 af deres policy præferencer. Ifølge figuren er kernen tom, da ingen af partierne er samlingspunktet for alle medianlinierne. Idet kernen er tom, er hjertet givet ved det område som er indkranset af medianlinierne, hvilket er vist, som det skraverede areal i figuren. Selv om den endelige udformning af arbejdsløshedsforsikring blev vedtaget ved et kompromis mellem Venstre og Socialdemokratiet og dermed følger modellens forklaringslogik, så er Schofields teori dog ikke i stand til at give en særlig præcis forklaring på, hvorfor det netop blev et kompromis mellem Socialdemokratiet og Venstre. I dette tilfælde er modellen ikke særlig præcis fordi den på grund af partiernes placering og relative størrelse giver hele 5 foruds i- 100% off. støtte gelser en for hver af de omkransende medianlinjer. 0% B 18 V 23 - fagf. K 36 hjertet Figur 5.5. Institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i Norge i 1938 et hjerte med en tom kerne. Note: Det Republikanske Parti og Kristeligt Folkeparti er på grund af deres marginale størrelse udeladt i analysen. A 70 graden af fagforeningskontrol + fagf. Tabel 5.5. Partiernes styrkeforhold i Stortinget i Norge efter valget i 1936. Parti Forkortelse Antal mandater Arbejderpartiet A 70 Venstre V 23 Højre H 36 Bondepartiet B 18 Kristeligt Folkeparti KF 2 Det Republikanske Parti R 1 Totalt 150 (The International Almanac of Electoral History, s. 304). 25
6.En strategisk ligevægts spatialmodel 6.1.Modellen Der står stadigvæk tre centrale ubesvarede spørgsmål tilbage: Hvorfor gik partiet Venstre i Danmark ind for en forholdsvis høj grad af offentlige subsidier, når det var imod deres rationelle finansieringsmæssige interesser, og hvorfor gik Arbeiderpartiet i Norge og Kommunisterne i Sverige ind for offentligt administreret arbejdsløshedsforsikring, når det tilsyneladende ikke var i deres rationelle administrative interesse? Hidtil er det antaget, at partierne erklærer deres sande rationelle policy præferencer. I Schofields ligevægts spatial model åbnes der derimod for, at partierne kan handle strategisk, og at partiernes erklærede præferencer, dermed adskiller sig fra deres rationelle præferencer. Modellen hviler således på den antagelse, at partierne ikke kender hinandens rationelle policy præferencer 15. Ideen er, at et partis erklærede policy position afhænger både af den effekt, som et parti kan få på en konkret policy ved at indgå i en mulig koalition, og sandsynligheden forbundet med dannelsen af disse koalitioner. Modellen kan således ses som et forsøg på at modellere det tradeoff, som policy orienterede partier måske vil gøre for at være i stand til at implementere i hvert fald en del af deres policy-mål. (Schofield 1993, s. 13). 6.2.En ligevægts spatial analyse af institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen. 6.2.1.Kommunistpartiet i Sverige Det ligger implicit i denne ligevægtsmodel, at et partis eneste motivering for at indgå i en koalition er, at de derved får en effekt på hvilken policy, der vil blive gennemført. Hvis et parti således ikke befinder sig i hjertet og ikke kan placere sig således, at partiet kan indgå i hjertet, så vil partiet aldrig kunne få nogen policy effekt (partiet har ingen indflydelse på hjertets lotteripunkt jævnfør afsnit 6.2.3). Derfor ville det rationelle valg for et sådant parti være at erklære den ideologisk mest foretrukne position og afslå alle koalitionstilbud. (Schofield 1993, s. 16). 15 Denne antagelse er dog problematisk i Schofields model. For det første, så forekommer det urealistisk, at partierne ikke kender hinandens rationelle præferencer (mens Schofield gør!). For det andet, så kan koalitioner opnå mere optimale policy løsninger end Schofields model forudsiger. Dette er muligt, fordi det mest optimale punkt for en koalition af f.eks. to partier vil befinde sig på den rette linie mellem disse to partiers rationelle policy præferencer. Dette punkt vælges ikke i Schofields model, idet policy punktet forudsiges at befinde sig på den rette linie mellem partiernes erklærede policy præferencer. 26
Dette var præcis den situation, som det kommunistiske parti i Sverige befandt sig i 1934, med kun 8 mandater havde de ikke mulighed for at placere sig i hjertet. Det mest rationelle for kommunisterne var derfor, at gå ind for den ideologisk mest foretrukne policy nemlig en offentlig arbejdsløshedsforsikring, idet kommunisterne alligevel ikke ville kunne få indflydelse på den endelige placering af arbejdsløshedsforsikringen. 6.2.2.Partiet Venstre i Danmark Figur 6.1. viser igen institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i Danmark, men denne gang er Venstres forventede rationelle policy præferencer tegnet med som en stiplet markering. Det ses således, at Venstres rationelle policy præferencer ikke vil medføre, at Venstre kunne være sikker på at få gennemført deres foretrukne policy, idet flertalskoalitionen udenom Venstre {MV, H, R, S} ville have et incitament til at indføre en anden policy. Men som det ses af figur 6.1, så har Venstre mulighed for at placere sig selv i en kernesituation. Det er endvidere sandsynligt, at Venstre har været villig til at gøre dette forholdsvis beskedne tradeoff med hensyn til deres foretrukne rationelle policy position for i stedet for at kunne komme i en position, hvor de ikke ville blive nedstemt i parlamentet og samtidig ville få skabt en relativt stabil policy løsning på dette højeksplosive emne, som en arbejdsløshedsforsikring var i Danmark på dette tidspunkt. Denne fortolknings rigtighed forstærkes af, at Venstre, her lige efter at have vundet forfatningskampen mod Højre og dermed indført parlamentarismen i Danmark i 1901, havde behov for at vise, at parlamentarismen virkede som regeringsform. 6.2.3.Arbejderpartiet i Norge I dette afsnit vil jeg illustrere, hvorfor Arbejderpartiet i Norge efter at have fulgt deres rationelle egeninteresse og forsøgt at få gennemført en fagforeningsadministreret ordning i løbet af 1920 erne pludselig i 1938 vender rundt og fremsætter forslag om en offentlig administreret ordning. 100% off. støtte 0% H 14 MV 9 - fagf. graden af fagforeningskontrol + fagf. Figur 6.1. Venstres strategiske overvejelser ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i Danmark i 1907. V 56 V 56 R 11 S 24 27
I Norge havde kun Arbejderpartiet mulighed for at placere sig i en kerne, men dette ville på grund af de andre partiers placering betyde et meget stort policy tradeoff for Arbejderpartiet, som de sikkert ikke ville gøre blot for at være helt sikre på at få gennemført en arbejdsløshed s- forsikring. Men koalitionsspillet og partiernes policy placeringer har dog stadig en meget høj grad af strategisk kontekst. Først gives nogle forenklende antagelser for at lette fremstillingen. For det første antages, at Bondepartiet ligger så langt fra Arbejderpartiet, at det sandsynligvis ikke er en reel mulighed at Socialdemokratiet ville indgå i koalition med Bondepartiet, for det andet, antages det at Bondepartiet vil være villig til at indgå i en koalition med Højre og Venstre. Derved kan tr e- kanten {A, H, V} betragtes som hjertet i koalitionsspillet. En anden forenklende antagelse, som letter fremstillingen en del, men som dog heller ikke er strengt nødvendig er, at denne trekant er symmetrisk. 100% A 70 off. støtte V 23 r Z X t q Y s X A 70 H 36 30% - fagf. graden af fagforeningskontrol + fagf. Figur 6.1. Arbejderpartiets strategiske overvejelser ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen i Norge i 1938 Figur 6.2 viser en forstørret udgave af figur 5.5 inkluderende ovenstående forenklende antagelser samt Arbejderpartiets sande rationelle policy præference position. Modellen kan bruges til at bestemme Arbejderpartiets mest fordelagtige placering dels med hensyn til effekten på den policy, som Arbejderpartiet kan få igennem ved at indgå i en eventuel koalition, og dels sandsynligheden for at Arbejderpartiet kan indgå i en given koalition. 28
Idet det antages, at sandsynligheden for at to partier indgår i koalition er omvendt proportional til den kvadrerede afstand mellem de to partier, så vil den normerede sandsynlighed 16 for at Arbejderpartiet og Venstre indgår i en koalition sammen være lig (og af symmetri årsager ligeledes for koalitionen mellem Arbejderpartiet og Højre): sandsynligheden {X} = sandsynligheden {A, V} = sandsynligheden {A, H} = r 2 / (s 2 +2 r 2 ). Idet det antages, at koalitionen implementerer det policy punkt, som ligger midt imellem dem, så vil p 1 ligge som vist i figuren. Idet partierne endvidere ifølge modellen antages at have von Neumann-Morgenstern nytte, så kan punktet Y beskrives som lotteripunktet mellem de policy punkter, som Arbejderpartiet kan opnå ved at gå i koalition med henholdsvis Venstre og Højre, og sandsynligheden {Y} vil være 2 gange sandsynligheden {X}. Koalitionen {V, H} ville vælge punktet Z, midt imellem dem, og man kan ligeledes beregne sandsynligheden herfor til at være: sandsynligheden {Z} = sandsynligheden {V, H} = s 2 / (s 2 +2 r 2 ). Man kan nu estimere lotteripunktet for alle koalitionerne til at være lig lotteripunktet mellem Y og Z. Dette punkt vil være givet ved afstanden: t = 2 ( r 2 / (s 2 +2 r 2 ) ) ( q / 2 ) fra punktet Z. Arbejderpartiets rationelle interesse er at få lotteripunktet for koalitionen så tæt på deres rati o- nelle policy position som muligt. Dette gøres ved at maksimere t, og der kan ved almindelig algebra vises, at t er maksimeret når q er lig med 1,5 r, hvilket gør Arbejderpartiet i stand til at evaluere det totale antal af konfigurationer, som værende lig punktet givet ved t lig med r/3. Det mest optimale punkt for Arbejderpartiet, A*, er derfor placeret nogenlunde som på figur 6.2. Det er endvidere indlysende, at alle tre partier i princippet kan have kalkuleret sig frem til deres mest optimale position på denne måde, og derved ville der være tale om en unik Nash ligevægts hjerte 17 givet ved {A*,V*, H*}. (Schofield 1993, s 13-17 og Schofield 1995, s. 276-278). Modellen viser, at hvis Arbejderpartiet blot havde handlet i overenstemmelse med deres rationelle præferencer, havde de sandsynligvis ikke fået indflydelse på hvorledes arbejdslø s- 16 Det vil sige definer sandsynligheden {A, V} sådan at: sandsynligheden{a,v}+sandsynligheden{a,h}+sandsynligheden{v,h}=1. 17 Schofield og Parks har bevist eksistensen af en unik Nash-ligevægt for denne model i artiklen: Schofield, N. og R. Parks, Existence of a Nash Equilibrium in a Spatial Model of n-party Competition, upubliceret typescript, Center in Political Economy, Washington University, se evt. også Schofield 1995, s. 276-278. 29
hedsforsikringen blev institutionaliseret. Derfor handlede Arbejderpartiet strategisk og fremsatte et forslag, som ikke var i overenstemmelse med deres egen rationelle interesser, men som maksimerede Arbejderpartiets policy positions effekt på det endelige kompromis om institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen. Arbejderpartiet gjorde altså et tradeoff med hensyn til deres rationelle egeninteresse, for at være i stand til at implementere i hvert fald en del af deres policy-mål. Denne forklaring forstærkes af at tilliden til en fagforeningsadministreret ordning var væk efter at mange fagforeningers arbejdsløshedsforsikringsordninger, som havde eksisteret uden større offentlige tilskud siden begyndelsen af århundredet, var gået fallit i 1920 erne på grund af den på dette tidspunkt meget store arbejdsløshed (Pettersen 1982, s. 167-169, tabel 1,2). For det andet, så var Arbejderpartiet presset af den store valgsejr i 1936 og dermed regeringsansvaret til at få gennemført nogle sociale reformer, således som de havde lovet. g endelig for det tredje, så var slutningen af 1930 erne også kendetegnet af en meget høj arbejdsløshed og dermed et krav om en bedre dækkende arbejdsløshed s- forsikring. 7.Konklusion Med udgangspunkt i, for det første, at det politiske spil om institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen indeholder to fundamentale dimensioner, den administrative og den finansieringsmæssige, for det andet, at der er tale om et koalitions- og forhandlingsspil, hvor administrativ og finansieringsmæssig kontrol sammenblandes, og endelig for det tredje, at der tages højde for koalitionsspillets strategiske kontekst, har jeg ved hjælp af en spilteoretisk model vist, at det er muligt at give en i hvert fald delvis rationel forklaring af de politiske partiers handlen ved institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikring i Danmark, Sverige og Norge. I Danmark indførte det liberale parti Venstre tilsyneladende imod deres rationelle egeninteresse en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring med en forholdsvis høj offentlig støtte. Men dette kan forklares, dels ved at Venstre på dette tidspunkt havde væsentlige agrare interesser at varetage, som var i modstrid med indførelsen af en offentligt administreret arbejdsløshedsforsikring, og dels ved at Venstre handlede strategisk, idet Venstre havde betydelig interesse i at sikre en stabil policy løsning på dette høj eksplosive politiske emne. I Sverige indførte Socialdemokratiet en fagforeningsadministreret arbejdsløshedsforsikring i overensstemmelse med deres rationelle egeninteresse. Men for det første, identificerer jeg 30
det egentlige nøgleparti til at være de Liberale. For det andet, fremgår det tydeligt af modellen, at Socialdemokratiet i forhandlingsspillet ikke fik gennemført fuldstændigt den ordning, som de ønskede, men måtte gå på kompromis både på den finansieringsmæssige dimension og med hensyn til graden af offentlig kontrol af den fagforeningsadministrerede ordning. Socialdemokratiet i Sverige forsøgte således at designe institutionerne i deres langtsigts rationelle interesse, men de måtte dog indgå en række kompromisser, idet de ikke selv havde majoriteten. Endelig har jeg vist, at det ikke var irrationelt af Arbejderpartiet i Norge at gå ind for en offentligt administreret arbejdsløshedsforsikring, idet de på grund af den parlamentariske situation alligevel ikke ville kunne have fået gennemført en fagforeningsadministreret løsning. Arbejderpartiet handlede derfor strategisk og maksimerede deres policy placering, dels med hensyn til hvilken effekt de ville have på policy ved at indgå i en eventuel koalition, og dels med hensyn til sandsynligheden for denne eventuelle koalition. Det største problem med hensyn til udformningen af modellen er, at den ikke medtager det spil, der er foregået mellem første og andet kammeret. Dette er en væsentlig mangel ved modellen, idet dette spil er vigtig for at forstå visse aspekter af institutionaliseringen af arbejdsløshedsforsikringen. I Danmark var Venstre f.eks. nødt til at gå på kompromis med de Frie Konservative i Landstinget for at få gennemført arbejdsløshedsforsikringen. Det er derfor et oplagt emne for videre forskning at inddrage dette spil i modellen, og dette kunne eventuelt gøres ved hjælp af Tsebelis nested-games-approach. En mere fundamental kritik af opgavens teoretiske udgangspunkt, er den kritik som den europæiske historiske retning har fremført mod den spilteoretisk orienterede retning. Substansen i denne kritik er, at det ikke er muligt at forstå den faktiske koalitionsdannelse uden en detaljeret viden om de specielle aspekter og institutionelle begrænsninger i et lands politiske system, dette være sig personlige uoverensstemmelser, et partis specielle status, en række begivenheder ved et bestemt valg eller endda specielle træk ved det politiske system i det pågældende land 18. Jeg mener dog, at denne kritik er fejlplaceret og ikke har indset den forklaringslogik, der ligger i en spilteoretisk koalitions forklaring. For at forsvare formelle spilteoretiske koalitions modeller må vi indse, at sådanne modeller ikke er i stand til at give kausale forklaringer på enhver koalitionsdannelse. Men de er i stedet for i stand til at modellere de generelle strukturer, hvorunder enhver koalition formes. 18 Schofield og Laver (1990) gennemgår den vigtigste kritik af spilteoretisk koalitionsteori, s. 195-196. 31
I den spilteoretiske model, som er anvendt i denne opgaver, er strukturen givet ved både partiernes mandattal og partiernes placering i forhold til hinanden, givet deres præferencer. Idet præferencerne antages at reflektere virkeligheden, er denne model ikke udelukkende strukturel, men alligevel så ligger styrken i teorien i dens specifikation af de baggrunds betingelser for forhandlingerne mellem partierne, og ud af disse forhandlinger udspringer så de faktiske koalitioner. Eller som Keith Dowding har udtrykt det om Schofields model: In so far as it helps us to explain coalition formation it does so by specifying the structure of politics. (Dowding 1995, s. 54). Hvis det således indses, at de formelle spilteoretiske modeller ikke skal betragtes som ubetinget sande eller falske, men i stedet for er brugbare til at fremhæve et aspekt eller en bestemt synsvinkel ved en given policy case, så vil man i højere grad være i stand til at forene de to teoretiske retninger. Dette vil efter min overbevisning være et stort fremskridt for forståelsen af koalitionsdannelse, idet ingen af de to retninger er i stand til at stå alene. Den europæiske retning kan ikke stå alene, fordi den mangler en facitlinje, som muliggør komparativ systematisk analyse, og den spilteoretiske retning kan ikke stå alene, fordi den aldrig selv på trods af nok så komplicerede modeller vil være i stand til at forklare mere end et aspekt af virkeligheden. What we must not expect is one general model which is applicable to all countries at all times and is capable of producing the explanation of all coalitions. To expect this much from formal coalition theory is to court disappointment. (Dowding 1995, s. 57). Rationelle modeller kan kun forklare et aspekt af virkeligheden, men jeg har dog argumenteret for, at der bør gives mere plads til rationelle institutionelle forklaringer end Rothstein er villig til, når han skriver, at In some, albeit probably rare, historical cases, people actually create the very institutional circumstances under which their own as well as others future behavior will take place. (Rothstein 1992, s. 52, mine kursiveringer). 32
8.Litteraturliste Alber, Jens, The Development of Unemployment Insurance in Western Europe i Peter Flora og Arnold J. Heidenheimer (red.), The Developement of Welfare States in Europe and America, New Jersey: Transaction Books, 1981. Budge, Ian og David Robertson og Derek Hearl (red.), Ideology, Strategy and Party Change: Spatial Analysis of Post-War Election Programmes in 19 Democracies, Cambridge: Cambridge University Press, 1987. Dowding, Keith, Interpreting Formal Coalition Theory i Keith Dowding og Desmond King, Preferences, Institutions, and Rational Choice, New York: xford University Press, 1995. Feld, Scott L. og Bernard Grofman, Necessary and Sufficient Conditions for a Majority Winner in n-dimensional Spatial Voting Games: An Intuitive Geometric Approach, American Journal of Political Science, Vol. 31, s. 709-728, 1987. Giddens, Anthony, New Rules of Sociological Method, Cambridge: Polity Press, 1993. Harris, José, Unemployment and Politics: A Study in English Social Policy 1886-1914, London: xford University Press, 1972. Haagensen, Eva, Frivillige Arbeidsløshetskasser eller bligatorisk Statlig Arbeidsløshetstrygd? Loven om Arbeidsløshetstrygd av 1938 - Bakgrunn, Forudsetninger og Debatt, slo Universitet: Hovedopgave i Historie, 1976. Lipset, Seymour M. og Stein Rokkan, Party Systems and Voter Alignments: Cross-National Perspectives, New York: The Free Press, 1967. Lipsky, Michael, Street-level Bureaucracy: Dilemmas of the individual in Public Services, New York: Russel Sage Foundation, 1980. Mackie, Thomas T. og Richard Rose, The International Almanac of Electoral History, 2 nd Edition, London: Macmillan, 1982. Nørgaard, Asbjørn Sonne, The Politics of Institutional Control: Corporatism in Danish ccupational Safety and Health Regulation & Unemployment Insurance, 1870-1995, Ph.D.-pgave, Århus Universitet, 1997. 33
lson, Mancur, The Logic of Collective Action: Public Goods and the Theory of Groups, Cambridge: Harvard University Press, 1965. Pettersen, Per Arnt, Linjer i Norsk Sosialpolitikk, slo: Universitetsforlaget, 1982. Riker, William H., The Theory of Political Coalitions, New Haven og London: Yale University Press, 1962. Rothstein, Bo, Labor-market institutions and working-class strength i Kathleen Thelen, Sven Steinmo og Frank Longstreth (red.), Structuring politics: Historical institutionalism in comparative analysis, Cambridge: Cambridge University Press, 1992 (a). Schofield, Norman og Michael Laver, Multiparty Government: The Politics of Coalition in Europe, New York, xford University Press, 1990. Schofield, Norman, Political competition and multiparty coalition governments, European Journal of Political Research, Vol. 23, s. 1-33, 1993. Schofield, Norman, Coalition Politics: A Formal Model and Empirical Analysis, Journal of Theoretical Politics, Vol. 7, Nr. 3, s. 245-281, 1995. Shepsle, Kenneth A. og Mark S. Bonchek, Analyzing Politics: Rationality, Behavior, and Institutions, New York: W. W. Norton & Company, 1997. Shepsle, Kenneth A., Studying Institutions: Some Lessons from the Rational Choice Approach, Journal of Theoretical Politics, Nr. 2, s. 131-147, 1989. Tsebelis, George, Nested Games: Rational Choice in Comparative Politics, Berkeley: University of California Press, 1990. Wallerstein, Michael, Union rganization in Advanced Industrial Democracies, American Political Science Review, Vol. 83, Nr. 2, 1989. 34