28-08-2016 side 1 Prædiken til 14. s. efter trinitatis 2016 Tekst. Johs. 5,1-15. Et møde med Gud. Et liv med sygdom, 38 år. Et helt arbejdslivs længde. Hvad han fejlede får vi ikke at vide. Hvad hans personlige historie er får vi ikke at vide. Vi få ikke engang hans navn. Der lå en mand, blandt alle de andre syge. Et menneske blandt andre mennesker. Det er som om at alt det man kunne dømme denne mand for ikke har betydning. Det er som om at hans historie ikke har betydning. Alt det som kunne begrunde hvorfor det lige var ham der skulle hjælpes får vi ikke noget at vide om, kun at han havde ligget der længe. Måske er det fordi evangeliet vil fortælle os om den mest håbløse situation. Fortælle os om en alle andre havde opgivet, og om en som selv havde opgivet håbet. Evangeliet fortæller os dermed om Ham, der går ud i livets yderste hjørner, for at møde de mennesker som befinder sig på kanten af samfundet og på kanten af livet. Den håbløse. Den fattige, den skyldige, den mest foragtede, dem andre har opgivet. Jesu historie er historien om Guds søn der går derud hvor andre sjældent kommer. Og derfor bliver denne historie om Jesus og denne mand, en historie om håb og trøst til os alle. Et møde med Gud, der opsøger den som er uden håb. Behøvede Jesus at hjælpe netop ham? Og så på en sabbat, hvor man skulle hvile for alt arbejde. Og Jesus gav ham besked på at tage sin båre og gå. Et direkte brud med samtidens regler. De religiøse regler blev brudt af Jesus. 1
28-08-2016 side 2 Og i det jødiske samfund var de religiøst begrundede regler også samfundets regler. Jesu brød de regler. Hvad er det Jesus vil sige og vise med dette? Ethvert samfund og menneskeligt fællesskab har nogle regler for hvad man må og ikke må. Hvem fortjener hjælp og hvem bør man ikke hjælpe. Det jødiske samfund var meget fokuseret på ren og uren. I dag er det Islam som fokuserer meget på det samme. De rene og de urene. Jesu tog et opgør med jødedommens regler og viste i handling en anden måde at møde mennesker på. Ikke efter reglerne, men efter hjertet. Jesus sætter mennesket over reglerne. Jesu handling fortæller mig at der er situationer hvor hensynet til mennesket står over hensynet til reglerne. Et andet sted siger Jesus. Mennesket er ikke til for sabbattens skyld, men sabbatten er til for menneskets skyld. Sabbatten er buddet om at holde hviledagen hellig. Gud hvilede på den syvende dag, derfor er dagen givet til at mennesket kan hvile. Og det gælder for at beskytte slaver i datiden, eller ansatte mod arbejdsgiveres udnyttelse. Man må ikke pålægge nogen at arbejde på den dag. Hviledagen, den ugentlige fridag, er for at beskytte den enkelte mod rå udnyttelse til arbejde, og give et menneske retten til hvile. Denne ret til hvile er nødvendig for mennesket. Også i vores tid. At man kan få tid til at være uden at skulle arbejde. Men retten til hvile skal ikke være til skade for det menneske som behøver hjælp. Det særlige som Jesus viser med sin 2
28-08-2016 side 3 handling er at Jesus sætter hensynet til mennesket over reglen, for regler skal ikke bruges mod et menneske, men er til for at gavne et menneske. Det Jesus gør opmærksom på er magtmisbruget. Regler er også magt, og magt kan misbruges. Og vi mennesker er mærkelige for vi kan misbruge alt. Også de gode regler, fordi vi gerne vil have magt over andre. Når jeg læser evangeliet og lægger mærke til hvad Jesus siger og gør i mødet med mennesker, så undres jeg over hvor stor frihed Jesus sætter os ind i. Og jeg undres over hvor stor kærlighed og barmhjertighed han møder os med. Derfor er denne historie om Jesus i mødet med den syge mand ved Bethesda dam, en vigtig historie. Jesus gør os frie af reglerne, så vi kan være mennesker sammen, frie til at leve i tro på Gud. Til at leve sammen, ikke bundet sammen af regler, men forbundet af tillid og barmhjertighed. Det er underligt at Jesus sådan slipper reglerne. Hvordan tør han slippe reglerne? Mister vi så ikke grebet om og kontrollen med hinanden? Ender det hele så ikke i kaos? Nej, det tror jeg ikke, for Jesus efterlader os ikke i tomhed, Jesus forbinder os med hinanden og til sig, med tro og kærlighed. Og Jesus forbinder os med Gud ved troen. At det er ikke regler som holder os fast hos Gud, men det er tilliden til Gud, det er troen på ham, som forbinder os med Gud. Jesus sætter troen på Gud i centrum. At jeg menneske kan leve mit liv i tillid til Gud, og formes som menneske af troen på Gud kærlighed og barmhjertighed, og formes i forhold til mine medmennesker af kærlighed og respekt for den anden. 3
28-08-2016 side 4 Jeg skal ikke dele mennesker op efter rene og urene, men kan møde mit medmenneske som netop et medmenneske på livets vej. Kontrol er et vigtigt ord i vores tid. Vi skal have kontrol over eget liv. Vi skal have kontrol over hinanden. Og det er der noget godt i. Også i religiøs tænkning spiller kontrol en stor rolle. Derfor brugte farisæerne på Jesu tid reglerne for at have kontrol over andre. Og i vores tid er islam vel også en religiøs tænkning hvor kontrol spiller en stor rolle. Og så møder vi Jesus i denne historie som en der slipper kontrollen helt. Jeg synes det er nærmest chokerende at Jesus sådan slipper kontrollen. Han gør det to steder. Først med spørgsmålet: Vil du være rask? Her sætter Jesus manden fri til selv at vælge. Jesus kan gøre ham rask, men ønsker manden at blive rask. Jesus tvinger sig ikke ind på manden. Men spørg ham frit. Vil du? Hermed får vi et nyt billede af Gud. Gud er som Jesus der spørg et menneske. Vil du have med mig at gøre? I det spørgsmål udtrykkes en stor respekt for et menneske. Det er den første frihed Jesus sætter et menneske ind i. Jesus tilbyder at være medmenneske for ham. Et møde i tillid og frihed og åbenhed. Og det andet er da Jesus siger til ham. Tag din båre og gå. Jesus gør manden rask og sender ham så afsted. Jesus går ikke med ham, Jesus bærer ikke hans båre for ham. Jesus sender ham afsted og lader ham selv bære sin båre. Tag din båre og gå. Jesus siger til ham, som er blevet rask. Du skal gå på egne ben og du skal bære det du skal bære. 4
28-08-2016 side 5 Jesus holder ikke manden fast i en kontrol og nye regler, men slipper manden fri, til at leve sit liv og til at bære sin egen byrde. Det har undret mig mange gange, for når jeg læser NT, så er netop dette typisk for Jesus. De mennesker Jesus har mødt, hjulpet, helbredt, bespist, dem sendte han afsted igen. Han samlede dem ikke om sig, men sendte dem tilbage til deres hjem, familie, landsby, tilbage til det liv som var deres. Hvert menneske har sit liv at leve, på sit sted, med den og de byrder som den enkelte får at bære. Sendte han dem tomhændede afsted? Det kan vi spørge. Fik de noget med sig? Det særlige er at Jesus sendte dem afsted med et møde med Gud. Han fik et møde med Gud med sig ud i livet. Det er dette Bibelen og kirkens historie er skrevet af. Menneskers møde med Gud. Et møde med Gud som fik betydning for livet. Et møde som fødte troen og tilliden til Gud. Han fik et møde med Gud med i sin bagage. Han fik en tiltro til Gud for sit liv med sig. Et møde med Gud som blev et lys for livet. Og netop det møde med Gud, giver os en ny bevidsthed med ud i livet. At jeg kan gå mit liv i Guds nærvær. Han følger mig og jeg kan bede ham med ind i mit liv. Jesus giver os i dåbens gave at jeg kan leve mit liv med Jesu nærvær i sindet. Gå mit liv sammen med ham som er det sande medmenneske. 5