Diabetes mellitus er en sygdom i

Kommunikation med mennesker, der lever med sygdommen diabetes mellitus Med udgangspunkt i konkrete problemstillinger fra praksis beskrives forskellige problemer, der kan opstå, når mennesker med diabetes ikke møder forståelse i kommunikationen med behandlerne. Der beskrives, hvilke konsekvenser det kan få, når kommunikationen ikke etableres. Med udgangspunkt i Wackerhausens teori om kommunikation beskrives og diskuteres kommunikationens mulighedsbetingelser. Det beskrives, hvilke forhold der spiller ind, hvis kommunikationen skal forbedres, og hvilke ændringer dette vil medføre i praksis. Diabetes mellitus er en sygdom i eksplosiv vækst. I Danmark skønnes det, at 200.000 mennesker har diabetes. Heraf har 20.000-25.000 personer type 1 diabetes (insulinkrævende diabetes), mens ca. 175.000 personer har type 2 diabetes (ikke-insulinkrævende diabetes). Desuden antages det, at ca. 100.000 mennesker har type 2 diabetes, der endnu ikke er diagnosticeret. Den stigende levealder betyder, at flere og flere udvikler type 2 diabetes pga. uhensigtsmæssig livsstil med fed kost, manglende motion og deraf følgende overvægt. Der er en stigende tendens til, at yngre mennesker (allerede i barndommen) udvikler type 2 diabetes. Dertil kommer, at mennesker med type 1 diabetes lever længere, hvorfor der overordnet set bliver flere mennesker med sygdommen diabetes (1-2). Diabetes er en kronisk sygdom, som stiller store krav til de mennesker, der skal leve med sygdommen. De må hver dag vælge mellem forskellige handlemuligheder med hensyn til diabeteskost, motion og insulin/tabletter og er selv ansvarlige for at opretholde god metabolisk kontrol i hverdagen ved at justere på de forskellige elementer i behandlingen. Det er påvist, at god metabolisk kontrol signifikant reducerer forekomsten af de sendiabetiske komplikationer hos mennesker med såvel type 1 som type 2 diabetes (3-4). De sendiabetiske komplikationer, som kan ramme mennesker med diabetes kan medføre nyresvigt, blindhed og sår på fødderne, der ikke heler, og som kan føre til amputation. Det at mestre at leve med en kronisk sygdom som diabetes er en krævende og livslang proces. Det kan være svært at opnå og vedligeholde god metabolisk kontrol i hverdagen, fordi mange faktorer spiller ind. Intensiv insulinbehandling kræver ud over selve insulinbehandlingen hyppige blodglukosemålinger og omfattende viden om sygdommen. Behandling med multiple insulininjektioner (tre-fem daglige injektioner) giver større fleksibilitet i hverdagen og i diabetesbehandlingen, men stiller også store krav til den enkelte ved hyppige blodglukosemålinger og egenomsorg (3). Egne erfaringer fra praksis og deltagelse i projektet: Tværfaglig profylaktisk Birtha Hansen KOMMUNIKATION 61

62 indsats til diabetespatienter i den primære og sekundære sundhedstjeneste (5) bekræfter vanskelighederne ved at leve med en kronisk sygdom som diabetes. Formålet med dette udviklingsprojekt var at øge kvaliteten af den samlede behandlingsog plejeindsats til mennesker med diabetes med henblik på at optimere behandlingsresultater, herunder øget livskvalitet og nedsat forekomst af sendiabetiske komplikationer. Det skulle nås bl.a. gennem et udbygget samarbejde mellem behandlings- og plejeteamet i den primære og sekundære sundhedstjeneste og ved hjælp af forbedret kommunikation mellem sektorerne. Resultaterne fra projektet var, bl.a. at det med ansættelse af en sygeplejerske med specialviden og erfaringer inden for den diabetiske behandling og pleje ville blive muligt at etablere et hensigtsmæssigt patientforløb mellem de to sektorer. Desuden ville kontinuiteten og kvaliteten i behandlingen og plejen blive bedre varetaget, fordi sygeplejersken fungerer som en gennemgående person, der er med til at sikre kommunikationen mellem de to sektorer i form af deltagelse i hjemmebesøg hos diabetespatienter og i den ambulante samtale på hospitalet samt telefonkonsultation. Mange af deltagerne i projektet havde problemer i relation til at leve med diabetes. Nogle af de deltagende diabetespatienter distancerede sig fra deres sygdom, som på den måde ikke blev en integreret del af deres liv. En deltager omtalte sin sygdom som den, idet hun udtalte: Det er sært, at lægerne ikke kan regulere den, og det er lægernes skyld, at den ikke er reguleret bedre. En del af diabetespatienterne havde i kortere eller længere tid været uden kontakt med hospitalet trods indbydelser fra medicinsk ambulatorium (5). At patienter udebliver fra de ambulante besøg, opfattes af behandlere som noncompliance, hvilket vil sige, at diabetespatienter ikke følger de medicinske anbefalinger, som bl.a. indbefatter at møde på hospitalet til samtale. Ifølge den danske professor i klinisk psykologi Peter Elsass Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 17. årgang nr. 1 februar 2003 KLINISK SYGEPLEJE kan compliance opfattes som et begreb, der teoretisk forklarer patientens efterrettelighed. Begrebet blev tidligere benyttet til at beskrive patientens sygdoms- og sundhedsadfærd med hensyn til, om de medicinske råd følges. I dag opfattes det som en beskrivelse af, i hvor høj grad lægens opfattelse svarer overens med patientens opfattelse af sygdommen, og at god behandling først vil forekomme, når der er substantiel overensstemmelse. Compliance omfatter ikke alene patientens manglende forståelse af lægen, men også lægens manglende forståelse af patienten (6). Det har stor betydning for diabetesregulationen, at de ambulante besøg følges. I en undersøgelse med 259 voksne mennesker med type 1 diabetes viste det sig, at de mennesker, der fulgte de ambulante besøg, også var de bedst regulerede og havde de færreste komplikationer (7). Desuden er en af de hyppigste patientklager i dag utilfredshed med kommunikationen med behandlersystemet, fordi lægen ikke udviser forståelse for patientens hele livssituation eller medinddrager patientens egen opfattelse af problemerne i kommunikationen. Patienterne ønsker, at deres oplevelser medinddrages i samtalen, når behandlingsplanen tilrettelægges, for at denne plan kan blive optimal (8). Kommunikationen og kontakten mellem patienten og lægen har stor betydning for compliance og dermed for udfaldet af behandlingen. Undersøgelser har vist, at de patienter, der er mest tilfredse med kommunikationen med lægen, er bedst i stand til at overholde de anbefalede behandlingsforeskrifter. Her følger 53% af de adspurgte lægens råd, når de er tilfredse med kommunikationen og samtalen (8). Desuden har empiriske undersøgelser vist, at ovennævnte forhold forekommer hos patienter uanset social klasse og kulturel baggrund, og at det ingen betydning har, om de er uden symptomer på sygdom, kun lidt syge eller alvorligt syge. Det samme forhold ses hos diabetikere, der er i livslang behandling

med insulin og/eller tabletter og diabeteskost. Her lever cirka 50% af diabetikerne efter anbefalingerne i starten af sygdommen, og dette tal stiger efterhånden (9). Selvom disse undersøgelser er fra 1980 erne, understøttes de af en nyere dansk undersøgelse fra Diabetesforeningen. Her viste det sig, at de mennesker med diabetes, der var mest tilfredse med deres behandlere og kommunikationen med dem, også var de bedst regulerede (10). Ovenstående undersøgelser kan ses som et udtryk for, at der er store problemer i kommunikationen mellem mennesker med diabetes og behandlerne. Og det rejser spørgsmålet, om grunden til, at de anbefalede råd ikke følges, kan være, at patienterne ikke har forstået, hvad lægen egentligt har sagt, og derfor heller ikke kan følge rådene, når de ikke er klar over, hvad der er anbefalet? De tidligere omtalte problemer med at leve med sygdommen diabetes, der er beskrevet i egen undersøgelse, bekræftes af et kvalitativt engelsk studie, hvor undersøgelsesspørgsmålene var, hvordan det er at leve med diabetes, og hvordan diabetespatienter oplever den sygepleje, de modtager. De adspurgte ønskede at blive værdsat som person, og at sygeplejen (care) bestod af mere end: Bare vægt, blodtryk og blodsukker. En deltager udtalte: Der var en kø med blodsukker og urin, dernæst rundt om hjørnet i en anden kø til vægt, igen rundt om hjørnet i en ny kø, og faktisk talte du ikke med én person mere end et par minutter. De adspurgte ønskede at tage del i planlægningen af egen behandling, at blive hørt og betragtet individuelt, og at der var tid til at lytte til deres bekymringer og oplevelser og diskutere dem med behandlerne. Når dette ikke skete, forlod nogle behandlingsstedet og gjorde, hvad de mente var bedst for dem, hvilket bl.a. indbefattede at undgå behandlingsstedet. Deltagerne i undersøgelsen ønskede, at sygeplejersken var vidende, kompetent og omsorgsfuld. De anså sygeplejersken for at være mere til rådighed end lægen og derfor en person, med hvem de kunne indgå behandlingspartnerskab (care partnership), hvor kundskaber deles, hvor de blev værdsat som person, og hvor deres oplevelser blev taget alvorligt i forhold til behandlingsplanen (11). I ovenstående undersøgelser ses, at der er store problemer i kommunikationen mellem behandlerne og mennesker med diabetes. Samtidig viser det også, at det er meget vigtigt, at kommunikationen lykkes, fordi det har afgørende betydning for udfaldet af samtalen og diabetesregulationen og dermed for bevarelse af sundheden. Og man kan stille spørgsmålet: Hvilke betingelser skal være til stede, for at kommunikationen lykkes? Kommunikation Den danske filosof og psykolog Steen Wackerhausen siger, at en verbal kommunikation mellem mennesker er en interaktion, lige såvel som det også er en sproglig handling, der involverer intentioner, meningsindhold, bevidsthed osv. En verbal kommunikation mellem mennesker er ikke kun en meningsudveksling, men også en meningsforståelse, fordi hvis den ene part ikke forstår, hvad den anden part siger, giver det ingen mening. Det betyder, at uden forståelse er der ingen meningsbegribelse, og uden meningsudveksling er der ingen kommunikation mellem mennesker. Wackerhausen definerer kommunikation i betydningen den vellykkede samtale mellem mennesker som en overføring af og efterfølgende forstået modtagelse af faktuelle, normative, æstetiske og/eller emotionelle budskaber (meninger, intentioner osv.) fra et individ/en gruppe af individer til et andet individ/en anden gruppe af individer (12, s. 16-7). Det vil sige, at forståelse er kommunikationens mulighedsbetingelse, for er der ingen forståelse, er kommunikation ikke mulig. Wackerhausen betoner, at kommunikation i sundhedsvæsenet er af afgørende 63

64 betydning, men spørgsmålet er, hvem der skal forstå, og hvad det er, der skal forstås, og i hvilket sprog kommunikationen skal foregå, for at forståelsen kan få sit sproglige udtryk. Som det ser ud i øjeblikket, er det patienten, der skal forstå, hvad lægen siger. Det fremføres ofte fra lægelig side, at det er patientens manglende compliance, dvs. manglende efterlevelse af lægens anvisninger, der peger på nødvendigheden af en bedre kommunikation. Det er en naiv og mangelfuld opfattelse af compliance såvel som af kommunikation og forståelse, fordi lægen er nødt til at forstå patienten, dvs. at lægen bliver hvem og patienten hvad, dvs. den, der skal forstås (12). Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 17. årgang nr. 1 februar 2003 KLINISK SYGEPLEJE Kommunikation og sundheds- og sygdomsopfattelser Manglende compliance har ofte at gøre med lægens manglende forståelse af patienten, samtidig med at lægen har et fundamentalistisk medicinsk sygdomsbegreb, der definerer sygdomme som konkrete biologisk uønskede helbredsafvigelser fra standardkroppen. Kommunikationen vil da oftest kun dreje sig om ting, som kan have indflydelse på årsagen til fremkomsten og forløbet af sygdommen, og der vil ikke indgå det, som er sygdom for patienten, nemlig invalidering af livskvalitet og handlekompetence i patientens dagligdag og livsform. Det er nødvendigt med et udvidet perspektiv på sundhed og sygdom, hvori der indgår forståelse af patientens livsbetingelser, daglige livsførelse og kulturelle tilhørsforhold, og disse forhold vil nu indgå i sagen, dvs. det, som det drejer sig om i kommunikationen (12). For at kommunikationen skal lykkes, spiller sproget en afgørende rolle, og spørgsmålet er: I hvilket sprog skal kommunikationen foregå? Wackerhausen siger, at hvis behandleren arbejder ud fra et medicinsk-biologisk sundheds- og sygdomsbegreb, er sproget, som kommunikationen foregår i, oftest et bestemt og fastsat fagsprog med lægelatin og lægefaglige udtryk. Dette statiske og tidsløse sprog er i struktur og indhold oftest langt fra patientens dagligdag og livsform og langt fra patientens egen sundheds- og sygdomsforståelse. Ofte har patienten et fortællende og dynamisk sprog, som indeholder værdi- og følelsesmæssige begreber, og dette sprog er tæt på patientens dagligdag og livsform. For at kommunikation og forståelse kan forbedres i sundhedsvæsenet, er det nødvendigt, at der er en sproglig flerfoldighed. Det vil sige, at det er ikke et bestemt sprog, der skal tales, men behandleren må aktivt spørge og bruge forskellige sprog for at åbne op for kommunikation og forståelse af den fælles sag og forskellige områder af betydning for sagen, fx faktuelle såvel som æstetiske, etiske og emotionelle elementer (12). Kommunikationen mellem behandler og patient er også påvirket af ydre faktorer, der beskrives i det følgende afsnit. Kommunikationen mellem patient og behandler er indlejret i en megapraksis Ifølge Wackerhausen foregår kommunikationen mellem patient og behandler ikke i et lukket og isoleret rum, heller ikke selvom der kun er de to til stede. Tværtimod er der tale om mikropraksis, som er integreret i og påvirket af en makropraksis, fx afdelingen og hospitalet, der igen er indlejret i en endnu større megapraksis, fx de amtslige og statslige sundhedspolitiske forhold og de samfundsøkonomiske vilkår. Det vil sige, at kommunikationen mellem behandler og patient også er påvirket af ydre faktorer, der skal ændres, hvis kommunikationen skal forbedres i sundhedssystemet. Hvis kommunikationen skal forbedres i sundhedsvæsenet, kræves der store forandringer i den for det kommunikative rum, dvs. det rum, hvor kommunikationen mellem patienten

og behandleren foregår. Det kræver fx ændringer i den herskende (fundamentalistiske) sundheds- og sygdomsopfattelse, fordi denne opfattelse er indlejret i den overordnede behandlingspraksis. Som det tidligere er beskrevet, er det den behandlingsmæssige praksis, der er bestemmende for kommunikationens relevanskriterier, som igen er afgørende for, hvad der indgår i kommunikationen (13). Da forståelse er en forudsætning for, at kommunikationen kan udvikles, beskrives denne forståelse i det følgende afsnit. Forståelse Wackerhausen mener, at forståelse er et helt fundamentalt træk ved den menneskelige eksistens og en forudsætning for vores daglige livsudfoldelse og vores daglige aktiviteter, såvel fysiske som sociale. Vores handlinger foretages på baggrund af vores forståelse af os selv og vores omverden. Forståelse er et relationelt begreb, dvs. at der er nogen, der forstår, og der er nogen eller noget, som den ene part forstår. Det, der forstås, kan deles i sproglige fænomener, dvs. sætninger, udtryk osv., og ikke-sproglige fænomener, dvs. mennesker, ting, handlinger osv. Når vi prøver at forstå noget, sker det ved, at vi ser noget som noget andet, der allerede er bekendt og forstået. Det kaldes en metaforisk akt, hvor vi ved metaforisk projektion ser noget som noget andet. Hvis vi fx begriber og opfatter kommunikation i krigens billede, bliver kommunikation et spørgsmål om at forsvare sig, passe på sit, slå fra sig. Hvis kommunikation ses i jordmoderens billede, åbnes for andre rum, idet kommunikation og samtale nu handler om at bringe frem, at give næring, at pleje, at drage omsorg for. Jordmodermetaforen skaber et andet rum og favoriserer andre emotionelle og kognitive reaktioner og handlinger, dvs. favoriserer en anden kommunikativ praksis. Derfor er det vigtigt i kommunikation og forståelse at få afdækket og få klarhed over, hvilke metaforer der er i spil i samtalen. Metaforer er personafhængige, forskellige fra kultur til kultur, fra livsform til livsform, erhvervsafhængige osv. Der er flere veje til, at vi kan forstå hinanden som medmennesker, fx kan vi se hinandens ansigtsudtryk, kropssprog, bevægelser osv. Vi kan kommunikere sprogligt, ved at den ene part lytter til den anden part, men det kræver, at den ene part forstår det, den anden siger. Og forståelse af sætninger består af et oplevelsesekko af de meninger, følelser, sansninger osv., der tales om, således at det er gennem forståelse af meningsindholdet i sætningerne, at den ene part kan begribe, hvordan den anden part oplever det og det. Men betingelserne for at forstå meningsindholdet i sætningerne er, at den ene part allerede har et oplevelsesmæssigt kendskab til dette noget andet. Det er gennem kulturen, gennem vores livsform såvel som vores individuelle kropslige eksistens og erfaringer, at vores fælles menneskelige følelser og det forståelsesberedskab, som vi møder vores medmennesker med, dannes. Jo tættere vi er på hinanden socialt og kulturelt, og jo mere vi kender hinanden, jo lettere vil vi kunne forstå hinanden. Det kræver åbenhed og mod at kunne kommunikere og forstå patienter som medmennesker samt respekt for det enkelte menneskes kulturelle forskellighed og ret til selvbestemmelse. Det forudsætter, at man sætter sig selv i spil og på spil, så den andens ord, ansigtsudtryk og handlinger kan danne et oplevelsesekko i en selv, således at man måske bliver en anden end den, man var før, man mødte den anden. Der bliver derfor ikke et skarpt skel mellem fag og person i sundhedsvæsenet, fordi en del af fagligheden er at bruge sig selv at sætte sig selv på spil og være en involveret deltager med kultur-, livsform- og selvindsigt (12, 14). Diskussion Når Wackerhausen ønsker at henlede opmærksomheden på, hvad kommunikation er, og hvilke betingelser der skal være op- 65

66 fyldt, for at kommunikationen kan lykkes, er det pga. de store problemer, der er i sundhedsvæsenet med den manglende forståelse mellem patienten og behandleren og dermed problemer med kommunikationen og patientens manglende compliance. Og kommunikation er en sproglig handling, der ikke kun indeholder meningsudveksling, men også meningsforståelse, og derfor er kommunikation ikke kun afsendelse af og modtagelse af budskaber, men også forståelse af dem. Hvis vi ikke forstår meningen med det sagte, er der ingen forståelse, og derved ophører kommunikationen. I indledningen er beskrevet, hvordan det af behandlerne blev opfattet som non-compliance, når diabetespatienterne forlod hospitalet, hvis de ikke blev lyttet til eller medinddraget i planlægningen af egen behandling, lige såvel som de ønskede, at behandlingen og plejen bestod af mere end: Bare vægt, blodtryk og blodsukker. Den måde, som plejen og behandlingen er organiseret på hospitalet, kunne tyde på, at det kun er objektive data, der har betydning for behandlerne, dvs. blodsukker, blodtryk og vægt, og det kunne tyde på, at der er et medicinskbiologisk sygdomsbegreb, hvor diabetespatientens egen opfattelse af situationen er ligegyldig og sagen uvedkommende, og derfor lægges der ikke vægt på samtale. Når det desuden er beskrevet i indledningen, at kun cirka halvdelen af patienterne fulgte lægens råd, må der stilles det spørgsmål, om det ikke snart er på tide, at der arbejdes ud fra en anden opfattelse af sundhed og sygdom, hvor samtalen vægtes på lige fod med de objektive data. Hvis der blev arbejdet ud fra et udvidet perspektiv på sundhed og sygdom, ville det medføre ændringer i forståelsen og kommunikationen mellem behandlere og patienter, idet patientens livshistorie, livssituation, sociale og kulturelle kontekst nu ville indgå i sagen. Desuden er det nu også behandleren, der skal forstå patienten og hans situation, for at de kan komme til en fælles forståelse af sagen. Det er gennem samtale/dialog og ved at Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 17. årgang nr. 1 februar 2003 KLINISK SYGEPLEJE undersøge personens livshistorie og ressourcer og gennem opnåelse af fælles forståelse, at man forsøger at finde ud af, hvordan personen kan støttes og hjælpes ud fra de problemer, som han har. Og sproget skal være dagligsproget, der ikke må være fyldt med medicinske eller sygeplejefaglige udtryk. Dagligsproget kender både behandleren og patienten, og dermed vil der være ligevægt i kommunikationen og forståelsen. Patienten er eksperten i forhold til eget liv og egen situation og bør derfor kunne tale med lige så stor vægt som behandleren, og han har et lige så stort ansvar for, at kommunikationen lykkes. Behandleren, som nu også er kulturarbejder, må bruge sig selv som person og aktivt stille spørgsmål, lytte og anvende forskellige sprog afhængigt af den enkelte patient i den konkrete situation, som igen er afhængig af patientens kultur, livsform, erhverv, alder osv., for at de sammen kan opnå fælles forståelse af det, som sagen drejer sig om. Når vi kommunikerer og prøver at forstå et andet menneske, sker det fx ved at se og høre den andens verbale såvel som nonverbale udtryk, dvs. ansigtsudtryk, kropssprog, påklædning, øjenkontakt, berøring og stemmens klang. Det forudsætter, at vi lytter til hinanden, og at der er tid og rum til kommunikation, hvilket vil sige, at der gives tid til, at den anden får mulighed for at udtrykke meninger, tanker og følelser. Der skal tid til at lytte til, hvad den anden har at sige. Og det tager tid at finde ud af, hvad man ikke ved som en forudsætning for at kunne stille spørgsmål. Det kræver af begge parter, at de er åbne og har mod til at vove sig frem i tillid til, at den anden modtager udfordringen, så man bliver imødekommet, og en fælles forståelse kan opnås. Det er af største vigtighed, at behandleren i dialogen stiller åbne spørgsmål, som forsøger at komme bag det sagte. Og det, som afgør, hvad der tales om, er, hvad sagen drejer sig om, og derfor har det afgørende betydning for forståelse og kommunikation på hospitalet, hvilket syn behandlerne har på sundhed og sygdom.

Da mennesker er afhængige af hinanden, er vi hinandens verden og skæbne, og derfor er der i kommunikationen to muligheder, nemlig enten at ødelægge den andens liv eller at tage vare på det. Da patienten er i en mere eller mindre magtesløs situation, hvor han er udleveret til sine medmenneskers omsorg, åbner denne magtesløshed netop for behandlerens magt. Derfor er det af allerstørste betydning i kommunikationen at være bevidst om, hvor stor magt der er i mødet mellem behandler og patient, og at der altid er en fordring om at tage vare på det af den andens liv, der er i ens magt. Det er beskrevet ovenfor, at det er gennem dialog og kommunikation, at den fælles forståelse skabes mellem mennesker, hvilket vil sige, at der i fremtiden bør lægges mere vægt på opnåelse af fælles forståelse mellem mennesker ved hjælp af samtale og dialog både i samfundet og på hospitalet. Det stigende antal patientklager, der ofte omhandler manglende eller dårlig information om en given behandling, gør, at hospitalet i fremtiden er nødt til at lægge mere vægt på kommunikation og samtale. Desuden stiller patientforeninger, fx Diabetesforeningen, krav til behandlerstederne, og der dannes brugergrupper i samarbejde med behandlerstedet, hvor ønsker og forventninger udveksles. Patienterne stiller krav til hospitalet om medinddragelse i beslutninger om egen behandling og pleje og vil i fremtiden være langt bedre orienteret om egen sundhed og sygdom og behandling af forskellige sygdomme, bl.a. ved hjælp af internettet. Skal ovennævnte krav imødekommes, kræver det store ændringer uden for det kommunikative rum med patienten og behandleren. Det kræver fx ændringer i behandlernes opfattelse af sundhed og sygdom og ændringer i sundhedsuddannelserne, hvor der skal lægges mere vægt på dialog og kommunikation med respekt og anerkendelse af det andet menneske som en ligestillet person. Med et ændret og åbent sundhedsbegreb vil der indgå teorier i sundhedsuddannelserne fra mange andre fag, fx psykologi, sociologi, antropologi, etnografi, filosofi og mange andre, foruden de fag, der allerede er indeholdt i sundhedsuddannelserne. Hvordan man går i gang med de krævede forandringer, er et stort spørgsmål, men kun ved at diskutere og debattere det på ens arbejdsplads og i samfundet kan man komme i gang med ændringerne. Debatten er imidlertid startet, fx introducerer læge Inga Marie Lunde og sygeplejeforsker Pia Ramhøj deres læsere til deres bog om humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab med følgende ord: Det er vores opfattelse, at den naturvidenskabelige forskningstradition ikke kan stå alene, hvis sundhedsvidenskaberne i fremtiden skal kunne formulere relevante spørgsmål og give relevante svar på de komplicerede helbredsmæssige problemer i en foranderlig verden. Mennesket er andet og mere end biologi også når der optræder sygdom (15, s. 7-8). Der stilles store krav om ændringer til behandlerne, og udfordringerne er mangeartede. Da det ikke er realistisk med flere penge til hospitalerne i fremtiden, må ændringerne rent konkret på afsnitsniveau ske ved hjælp af kreativitet, fantasi og dialog mellem de samarbejdende parter. Det behøver ikke at koste penge med en omorganisering af plejen og behandlingen, således at den er mere helhedsorienteret, idet det er muligt at måle blodsukker, blodtryk og vægt et sted og bagefter have en samtale det samme sted. Det er nødvendigt, at der er afsat tid til samtale og dialog, og for at få mere tid er det måske nødvendigt at komme sjældnere til ambulante samtaler på hospitalet. At møde den samme læge/sygeplejerske hver gang ville gøre det muligt at indgå et behandler-patientpartnerskab, hvor magten deles i dialog, og hvor der opnås en fælles forståelse af det, som sagen drejer sig om. Det vil kræve en holdningsændring 67

68 hos behandlerne, hvor dialogen vægtes på lige fod med den medicinske behandling. Men det tager lang tid at ændre holdninger hos personalet; dog gør udefrakommende krav fra samfundet det nødvendigt. Siden starten af 1990 erne har kvalitetsudvikling været et centralt tema i det danske sundhedsvæsen, og heri indgår patienttilfredshed og indikatorer for god kvalitet. Det er nødvendigt med mere forskning i fremtiden med empiriske studier af patientoplevelser og patientforventninger til hospitalet. Her er det kvalitative forskningsinterview som en fænomenologisk og hermeneutisk forståelsesform velegnet. I modsætning til eksempelvis spørgeskemaer med ekspertbestemte spørgsmål og svaralternativer giver det kvalitative forskningsinterview mulighed for, at mennesker med egne ord kan beskrive deres livsverden og oplevelser og begrunde deres meninger og handlinger (16). Sluttelig kan det siges, at gennem dialog og kommunikation med brugerne af hospitalsvæsenet må man gennem fælles forståelse forsøge at finde ud af, hvordan hospitalet bedst imødekommer brugernes forventninger og krav. Kopiering ikke tilladt Munksgaard Danmark 17. årgang nr. 1 februar 2003 KLINISK SYGEPLEJE Klinisk sygeplejespecialist, cand.cur. Birtha Hansen Medicinsk Endokrinologisk Afdeling M Århus Kommunehospital 8000 Århus C e-mail: birtha.hansen@afdm.au.dk LITTERATUR 01. Beck-Nielsen H, Henriksen JE, Hermansen K, Madsen LD, Olivarius NdF, Mandrup- Poulsen T et al. Type 2 diabetes og det metaboliske syndrom Diagnostik og behandling. Klaringsrapport nr. 6. København: ISSN; 2000: 1398-560. 02. Diabetesforeningen 1998. Sukkersyge en sygdom i eksplosiv vækst. Rapport nr. 1. København: Diabetesforeningen; 1998. 03. The Diabetes Control and Complications Trial Research Group (DCCT). The effect of intensive treatment of diabetes on the development and progression of long-term complications in insulin-dependent diabetes mellitus. New England J Med 1993; 329 (14): 977-86. 04. U.K.Prospective Diabetes Study (UKPDS) Group. Intensive blood-glucose control with sulphonylureas or insulin compared with conventional treatment and risk of complications in patients with type 2 diabetes. Lancet 1998; 352 (921): 837-53. 05. Hansen B. Tværfaglig profylaktisk indsats til diabetespatienter i den primære og sekundære sundhedstjeneste. Århus: Medicinsk Endokrinologisk Afdeling M, Århus Kommunehospital; 1997. 06. Elsass P. Kompliance. I: Elsass P, Olesen F, Henriksen S, eds. Kommunikation og forståelse. Kvalitative studier af formidling og fortolkning i sundhedssektoren. Århus: Philosophia; 1997: 51-66. 07. Dyer PH, Lloyd CE, Lancashire RJ, Bain SC, Barnett AH. Factors associated with clinic non-attendance in adults with type 1 diabetes mellitus. Diabetic Med 1998; 15 (4): 339-43. 08. Thompson J. Communicating with patients. Compliance. I: Fitzpatrick R, Hinton J, Newman S, Scambler G, Thompson J. The experience of illness. London & New York: Tavistock Publications; 1994: 87-131. 09. DiMatteo RM, DiNicola DD. Achieving patient compliance. The psychology of the medical practitioner s role. New York, Oxford: Pergamon Press Inc.; 1982. 10. Diabetesforeningen. Diabetes og påvirkning af hverdag og livskvalitet. Konklusion. Rapport nr. 9. En rapport om 2.800 insulinbehandlede diabetikeres holdninger, følelser og oplevelser i relation til at leve med diabetes. København: Diabetesforeningen; 2000. 11. Callaghan D, Williams A. Living with diabetes: issues for nursing practice. J Adv Nurs 1994; 20 (1): 132-9. 12. Wackerhausen S. Kommunikation, forståelse og handling. Et filosofisk perspektiv. I: Elsass P, Olesen F, Henriksen S, eds. Kommunikation og forståelse. Kvalitative stu-

dier af formidling og fortolkning i sundhedssektoren. Århus: Philosophia; 1997: 15-36. 13. Wackerhausen S. Den gode vilje og magtens empati. Tidsskrift for sygeplejeforskning 1996; 12 (1): 15-25. 14. Wackerhausen S. Sundhed, sygdom og kommunikativ praksis. I: Hansen HP, Ramhøj P, eds. Tværvidenskabelige perspektiver på sundhed og sygdom. København: Akademisk Forlag; 1997: 233-51. 15. Lunde IM, Ramhøj P. Forord. I: Lunde IM, Ramhøj P, eds. Humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab. Kvalitative metoder. København: Akademisk Forlag; 1996. 16. Kvale S. InterView. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. 3. oplag. København: Hans Reitzels Forlag; 1999. 69