Tekster: Ez 33,23.30-33, Hebr 3,12-14, Matt 11,16-24 Salmer: Lem kl 9.00 739 Rind nu op 582 At tro er at komme (mel. Laub) 70 Du kom til vor runde jord 730 Vi pløjed Rødding 10.30 5 O, havde jeg (mel König) 308 Helligånd vor sorg du slukke 582 At tro er at komme (mel. Laub) 70 Du kom til vor runde jord 438 Hellig 477 Som korn 730 Vi pløjed Det er en meget vred Jesus, vi møder i evangeliet i dag. Faktisk hidser han sig mere og mere op i løbet af læsningen. Han begynder ganske vist med humoristisk at sammenligne folk omkring ham med sure børn, der sidder på fortovskanten og skælder ud over, at alle andre ikke vil gøre netop det, de har lyst til. Men så er det, som om han begynder at glemme det med humoren, og han giver sine tilhørere det glatte lag: en asket som Johannes Døberen betragter de ikke som rigtigt klog, og Jesus selv som ikke er asketisk skælder de ud for frådseri! Jesus siger at de byer hvor han har færdedes og helbredt folk er værre end selv Sodoma og Gomorra, fordi de ikke 1
tager hans ord til sig og retter sig efter dem, og derfor har de også kun ødelæggelse og død i vente på dommedag. Det kan være meget morsomt at iagttage et menneske, der kammer helt over i raseri, hvis man vel at mærke er på betryggende afstand af det. Og vi er jo da på vældig tryg afstand af Jesus. 4000 km i luftlinie og en tidsforskel på 2000 år, så kan vi ikke bare læne os tilbage og more os over, Vorherre åbenbart også havde et livligt temperament? Det synes jeg faktisk er lidt svært i dette tilfælde. For det kan godt være at vi er på afstand af Jesus i sted og tid. Men hvad angår den sag, han taler om er vi ikke på afstand af ham. Han er tværtimod foruroligende tæt på os. Teksten vi har hørt står ca 1/3 henne i Matthæus s fortælling om Jesus. Matthæus har fortalt hvordan Jesus helbreder mennesker, han har fortalt om Jesu lære, hvordan han spænder moselovens krav til det yderste fra at være en række krav om bestemt adfærd til at være et værn mod alt, der kan ødelægge livet mellem mennesker. Han har instrueret sine disciple om, at de i deres arbejde på at udbrede det, han har lært dem, skal give helt afkald på egen vinding og fordel, og han har i et svar til Johannes Døberens disciple om hvem han egentlig er, fået sagt, at det Guds rige, han, Jesus, indvarsler, langt overgår hvad mennesker ellers har talt og forkyndt om. Samler vi det hele, så kan det Jesus hidtil har foretaget sig i Matthæus s fortælling om ham sammenfattes i, at han utrætteligt arbejder på at gøre livet godt mellem mennesker på alle leder: fysisk, psykisk, åndeligt, og han er helt forvisset om, at hvis folk bare vil høre på ham og lade deres liv bestemme af det, han 2
fortæller dem, så vil alt blive helt ubeskriveligt godt for alle. Og det er jo det der er kernen i det hele: det er grunden til Jesu vrede, men også grunden til at Jesu vrede kommer os ved. For der står han med det, der kan gøre livet godt og glædesfyldt blandt mennesker, og så bliver han bare afvist. Hans samtidige afviste ham: Nej, Jesus det for langt ude. Og hvordan kan man i det hele taget tage sådan en fyldebøtte og ædedolk alvorligt? har de åbenbart spurgt. Og præcis her kommer forholdet mellem Jesus og os også i spil. Specielt Matthæusevangeliet er omhyggeligt bygget således op, at alt hvad Jesus siger og gør peger ud over hans egen situation og ind i den fremtid, hvor det han havde gjort og sagt bliver aktualiseret i en ny form som kristen kirke. Hans helbredelser bliver en stadig udfordring for kirken gennem de kommende tider om at drage omsorg for menneskers fysiske nød, ligesom Jesus havde gjort. Hans taler bliver en udfordring for alle kristne op gennem tiden om at huske på, at det der især ødelægger livet mellem mennesker, det er menneskers bestandige trang til at sætte sig selv i centrum og skubbe andre væk. Og det hele fremsættes på baggrund af Jesu kendskab til Gud som Faderen, der elsker den verden, han har skabt, den verden, der er indrettet, så den kun kan holdes sammen af kærlighed. Vil vi kun os selv og sørger vi først og fremmest for os selv, så ødelægger vi livet, både vort eget og andres. Modtager vi livet af Guds hånd og deler det med hinanden, så blomstrer og trives livet. Sådan synes jeg godt man kan sammenfatte det billede af Jesu forkyndelse, vi får gennem Matthæusevangeliet. Men det, synes jeg, er også en sandhed, der træder frem, når man betragter den verden der omgiver os og som vi lever vore liv i. Sommeren igennem har vi 3
set og hørt daglige reportager om de ulyksalige krige i Mellemøsten, som et skrækbillede af, hvordan det går, når mennesker mister sansen for hinanden som medmennesker og i stedet besættes af tanken om at tage magten over hinanden og udslette hinanden. Jeg forfærdes når jeg læser og hører om, hvor dan Islamisk Stat farer frem i Irak. Men jeg kan også godt blive noget forstemt, når jeg læser specielt læserbrevene i aviserne specielt om Gaza-konflikten og igen og igen støder på spørgsmålet om hvilken af parterne, der nu har ret til at handle som de gør. Jamen det er da absurd, tænker jeg. Der er da ingen der har ret til at slagte løs blandt hinanden. Specielt her i agurketiden, når politikerne skal prøve at vække deres vælgere kommer ny ideer til hvordan man kan begrænse tilstrømningen af flygtninge. Men hvorfor ikke bare tage imod dem der kommer og give dem husly og mad? Vi er så velstående, at vi dårligt ved, hvad vi skal stille op med vores velstand. Hvorfor skal vi absolut holde dem væk, når de nu har brug for at sted at være? Og vi har hørt Jesu ord. Vi og vore forfædre har hørt dem gennem 1000 år, ja mere. Vi har hørt at du skal give den der beder dig. Vi har hørt, at slår nogen dig på den ene kind, skal du vende den anden til. Vi har hørt at, at vi skal lade være at lade vreden løbe af med os. Ja, ja, siger vi. Det kan han umuligt have ment alvorligt. Det er fint nok det med at Gud er vores far i himlen, der elsker os, men alt det andet, det er nu noget fanatisk overspændt noget! For vi vil ikke høre, at Jesus kom til verden for at lave alt om. Han kom for at sætte en ny orden ind i verden, så de stærke ikke udnytte de svage. Så ingen lukker sig om sig selv og deres eget, men åbner arme og huse for hinanden. 4
Og når det nu er sådan, så er dagens evangelium ikke særligt morsomt at høre for os. For det gælder jo for os som det gjaldt for Korazin og Betsajda og Kapernaum, at Herren nok har gjort store tegn og undere blandt os ved at gøre os til sine brødre og søstre, Guds børn sammen med ham. Men alligevel bliver vi ved at leve som om vi aldrig havde hørt hans ord. Konsekvensen af ikke at høre og tro ham bliver jo foldet ud i al sin gru i slutningen af evangeliet: død og ødelæggelse venter dem, der ikke lader sig gribe og vende om af Jesu ord. Og sådan går det jo da også hver eneste af os, ved vi. Nu er vi med dagens evangelium kun kommet 1/3 del ind i Matthæusevangeliet, sagde jeg for lidt siden. Tonen bliver sådan set ikke mildere siden hen, ja, når vi kommer helt hen mod slutningen er det ikke bare nogle enkelte byer, men verden som sådan, der bliver truet med udslettelse. Det er som om Jesu erkendelse til allersidst er: der er intet at gøre. De vil ikke høre mig. De vil ikke vide af den kærlighed, jeg viser og forkynder dem, så længe de overhovedet kan finde andre sandheder at klamre sig til. Men slippe for Guds kærlighed skal de nu ikke. Og så døde han, for at vi, når vi dør skal vide, at Gud i sin kærlighed strækker hånden ud mod os og søger, hvor vi end er, ja også når vi slet ikke er. Når jeg hører dagens evangelium og fornemmer hvordan Jesu vrede, ja hans desparation, vokser ned gennem teksten, så forstår jeg også, at for Jesus var det virkelig alvor, når han fremsatte sine monstrøst høje krav til disciplene: skal verden og vi reddes fra undergang, så kræver det at den kærlighed som er Guds eget væsen gennemtrænger os og bestemmer i os i alle henseender. Det kan vi 5
ikke leve op til. Ingen af os. Men kravet bliver ved at lyde, alt i mens slægt efter slægt lever deres liv knækker sammen og dør. Og fordi Jesus så målrettet gik i døden alt i mens han fastholdt sin kærlighed, derfor må vi tro, at Gud holder noget skjult som vi ikke ved. Vi må tro at Gud ikke lader ødelæggelse, tomhed og selvtilstrækkelighed triumfere i alles død, men at han i det skjulte vil lade kærligheden brede sig og råde i alt og alle. Jeg tror, det er det, Gud fortæller os, da han lader den døde Jesus opstå og sætter disciplene til at fortælle det han havde sagt dem, men som de ikke havde kunnet leve op til, ud over jorden på alle steder og til alle tider. Vores historie slutter ved graven. Guds historie med os slutter aldrig i evighed. Amen. 6