20. MARTS 2012 HØJESTERETSDOM OM PSYKISK LIDELSE OG PÅREGNE- LIGHED Højesteret har i en ny dom fundet, at en psykisk lidelse, som skadelidte udviklede nogle år efter en vådeskudsulykke, ikke kunne anses som en påregnelig følge af ulykken. Skadelidte var derfor ikke berettiget til erstatning for erhvervsevnetab eller varigt mén. En PTSD-lignende sygdom, som skadelidte tidligere havde lidt af, var en påregnelig følge af vådeskudsulykken; men da skadelidte ikke havde dokumenteret tab af arbejdsindtægter i den pågældende periode, kunne der heller ikke for denne tidligere lidelse tilkomme skadelidte erstatning. Under jagt blev A i oktober 2000 ramt af et vådeskud afgivet af en anden jæger B. B's forsikringsselskab udbetalte efter ulykken erstatning for de følger, der på dette tidspunkt kunne konstateres. Efterfølgende udviklede A en psykisk lidelse, der ifølge A selv var en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). B og dennes ansvarsforsikring kunne ikke anerkende A's erstatningskrav vedrørende denne lidelse, og A udtog derfor i 2003 stævning mod B ved landsretten, hvor sagen verserede indtil hovedforhandling ultimo 2009. Arbejdsskadestyrelsen vurderede erhvervsevnetabet til 50% og méngraden til 20%. Det var vanskeligt at afklare A's helbredsmæssige forhold, men på baggrund af udtalelser fra 2008 fra Arbejdsskadestyrelsen (ASK) og Retslægerådet (RLR) måtte det antages, at A havde lidt af en PTSD-lignende lidelse i en periode, men at dette var ophørt i hvert fald i december 2004. Efterfølgende udviklede A imidlertid en anden psykisk lidelse, som ifølge RLR ikke nærmere lod sig diagnosticere. A var på urealistisk vis optaget af sagen, som i perioder dominerede hans bevidsthedsindhold. Hans fremstilling af sagsforløbet var præget af irrelevante detaljer og uden fokus på det væsentlige, og han henvendte sig jævnligt til en række personer og myndigheder, selv om disse ikke havde indflydelse på sagen. Ifølge RLR kunne vådeskudsulykken antages at have været en medvirkende årsag til, at den
2/3 20. MARTS 2012 psykiske lidelse var udviklet, men RLR kunne ikke vurdere, hvorvidt andre forhold også havde været af betydning. ASK udtalte bl.a., at A som følge af ulykken havde udviklet PTSD, hvis symptomer efterhånden udviklede sig i retning af en personlighedsændring. En sådan udvikling var ifølge ASK ikke usædvanlig, men måtte anses som en følge af skaden. Der var mellem A og B uenighed om en række erstatningsretlige spørgsmål; herunder navnlig årsagsforbindelse, påregnelighed (adækvans) og erstatningsopgørelse. Vestre Landsret lagde til grund, at der var årsagsforbindelse mellem ulykken i 2000 og den aktuelle psykiske lidelse. Men landsretten gav B medhold i, at der ikke var tale om en sådan påregnelig følge, at B var erstatningsansvarlig herfor. Af landsrettens præmisser fremgår bl.a., at det ikke kunne anses for en påregnelig følge af ulykken, der blev behandlet ambulant og ikke efterlod fysiske mén, at A flere år efter ulykken og efter at have overvundet PTSD udviklede den nuværende psykiske lidelse. Landsretten lagde herved vægt på den særegne karakter og de symptomer, som Retslægerådet beskrev, og på at lidelsen, i og med at den ikke kunne diagnosticeres, så meget desto mindre kunne påregnes. ASK's erklæringer kunne ikke føre til et andet resultat. tidspunkt forud for december 2004. På baggrund af RLR's besvarelser og øvrige lægelige oplysninger finder Højesteret, at udviklingen af PTSDlignende symptomer var en påregnelig følge af vådeskudslykken. Under de foreliggende omstændigheder kan det ikke føre til et andet resultat, at også andre forhold muligvis kan have været disponerende for udviklingen af PTSD. For denne første, senere forsvundne lidelse ville A derfor kunne være berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Efter de foreliggende oplysninger om A's indtægtsforhold er Højesteret imidlertid enig med B i, at A ikke har godtgjort, at han har mistet arbejdsindtægter frem til stationærtidspunktet. Der kan derfor ikke tilkomme A erstatning for denne lidelse. Højesteret udtaler videre, at efter RLR's udtalelser lægges det til grund, at A i december 2004 ikke frembød tegn på egentlig psykisk lidelse. A har senere udviklet en anden psykisk lidelse end PTSD. Denne lidelse kan ikke diagnosticeres nøjere end ved de symptomer, som RLR har beskrevet, hvorefter A på urealistisk vis er optaget af erstatningssagen, som i hvert fald i perioder dominerer hans bevidsthedsindhold. Højesteret henviser endvidere til de symptomer på lidelsen, der er beskrevet ovenfor. Højesteret lægger efter RLR's besvarelse til grund, at de udviklede symptomer alene er knyttet til det efterfølgende sagsforløb. A ankede denne dom til Højesteret, der nu har truffet endelig afgørelse i sagen ved dom af 16. marts 2012. Højesteret har i relation til spørgsmålet om påregnelighed valgt at sondre mellem den første psykiske lidelse (PTSD) og den senere psykiske lidelse (påvirket af selve sagen). På denne baggrund finder Højesteret, at den psykiske lidelse, som A nu lider af, ikke er en påregnelig følge af vådeskudsulykken. Der kan derfor heller ikke tilkomme A erstatning for erhvervsevnetab eller godtgørelse for varigt mén. Hermed har Højesteret stadfæstet landsrettens dom. På baggrund af RLR's udtalelser lægger Højesteret til grund, at A i tiden efter vådeskudsulykken, der var af katastrofeagtig karakter, udviklede PTSD, som var forårsaget af vådeskudsulykken. Det lægges videre til grund, at A ikke i dag lider af PTSD, idet symptomerne på denne lidelse forsvandt på et A var under højesteretssagen repræsenteret af advokat Birgitte Pedersen, mens B var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye. Såvel den nye højesteretsdom som den indankede landsretsdom (FED 2010.1 V) vedhæftes.
3/3 20. MARTS 2012 Kommentar: Højesteretsdommen illustrerer, at selv om en senere opstået lidelse udspringer af forhold, der relaterer sig til det ansvarspådragende forhold (ulykken), kan følgerne være så fjerne og/eller atypiske, at det ikke er en påregnelig følge. I så fald kan skadevolders erstatningspligt ikke udstrækkes til også at omfatte denne lidelse. I almindelighed vil en psykisk lidelse, der udvikler sig som en direkte følge af den pågældende ulykke og i nogenlunde klar tidsmæssig forlængelse heraf, kunne anses som en påregnelig følge. 1 I denne sag anså Højesteret da også den PTSD-lignende lidelse, som A udviklede i tiden efter vådeskudsulykken, som en påregnelig følge af denne. Men jo længere tid der går, før den pågældende følge viser sig, og jo flere elementer i årsagskæden, der kommer til udover selve ulykken, jo mere kan den pågældende følge have karakter af noget så fjerntliggende og/eller atypisk i forhold til ulykken, at følgen ikke længere opfylder den erstatningsretlige forudsætning om påregnelighed. Et eksempel på dette kan være, at skadelidte ikke direkte som følge af den ansvarspådragende handling udvikler en psykisk lidelse; men at dette sker som en mere afledt følge, fordi skadelidte bliver så psykisk påvirket af selve sagen, at dette i sig selv påfører ham eller hende en varig psykisk lidelse af invaliderende karakter, således som det skete i denne sag. 2 Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye dom. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Frederiksberggade 16, 1459 København K Tel 33 11 45 45 Fax 33 11 80 81 www.nnlaw.dk 1 Se hertil eksempelvis UfR 2012.524 H. 2 Som andre eksempler kan nævnes UfR 2005.523 H og UfR 2006.2666 H. DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDSBREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIO- NER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBINDELSE MED NYHEDSBREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB YDER RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEMMELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER.